VICTIM BLAMING

”Victim blaming” er det engelske udtryk for den situation, at et offer for et overgreb får tillagt en del af skylden for overgrebet. Den normale situation er jo ellers, at samfundets øvrige medlemmer trøster og støtter offeret og lægger al skyld på overgrebs-personen, især hvis overgrebet skete under omstændigheder, som offeret ikke havde nogen mulighed for at undgå. Men det kan altså også ske, at offeret får tillagt en del af skylden, f.eks. ”Han var jo nok selv ude om det” eller ”Hun lagde nok selv op til det”.
    Det er et almindeligt mønster, at når det gælder konflikter mellem kvinder og mænd, vil man automatisk tildele manden skurkerollen og kvinden offer-rollen. Hvis politiet f.eks. tilkaldes til husspektakler, vil de ofte uden videre arrestere manden og lade kvinden gå fri. Manden kan stå over for en meget vanskelig opgave, hvis han vil forklare politiet, at det faktisk var kvinden der angreb ham, og at han bare forsøgte at forsvare sig. Det er en indgroet del af rollefordelingen mellem mænd og kvinder, at mændene er skurke, mens kvinder er uskylidge ofre. Offer-rollen kan være meget værdifuld for kvinden, da den sikrer, at hendes version af det skete er den, der bliver troet, og dermed får kvinden indflydelse, ja, ligefrem magt. Den, der definerer situationen, har magten
Tidens tendens
I forbindelse med MeToo-bølgen er der kommet en helt refleks-agtig sort/hvid opdeling: Mand = skurk, Kvinde= uskyldigt offer, og den opdeling kan kvinder, hvis de vil, udnytte til deres egen fordel. 
 De kan f.eks. uden egen risiko påstå, at en mand har sagt noget krænkende til dem, og selv hvis manden benægter at have haft til hensigt at krænke, kan han automatisk stemples som krænker, fordi folk automatisk vil aktivere den sort/hvide opdeling mellem mand og kvinde. I den amerikanske MeToo bevægelse har feministerne forsøgt at håndhæve det som et generelt princip, at man altid skal tro på kvindens version: #BelieveWomen. Det er en hårrejsende påstand, at bestemte personer (kvinder) altid taler sandt. Hvis man accepterede det, ville man acceptere, at kvinder altid har retten til at definere situationen, og dermed total magt til at bestemme over de mænd, der bliver anklaget. 
    Hvis nu nogen mand betvivler hvad det kvindelige offer siger, så stiller han sig selv i en dårlig situation. Kvinden er jo nærmest per definition uskyldig, og hvis man afviser hendes forklaring, så gør man sig selv til et ondt menneske: Man er ond og ufølsom, hvis man håner et uskyldigt offer ved at hævde, at hun fordrejer sandheden. 
    For nylig kunne medierne fortælle (1) om en situation i en svensk provinsby, hvor en ung mand, Felix, blev angrebet med SMS-beskeder fra en anonym kvinde,  afsendt fra en skjult telefonkonto med taletidskort. Formålet var at gøre Fellix socialt isoleret. Beskeder om at Felix havde begået voldtægter blev sendt til talrige unge kvinder i og omkring byen, til hans arbejdsgiver m.m., og mange troede på SMS-beskederne; det var svært for Felix at hævde sin uskyld. Der blev også sendt påstande om at beskedmodtageren havde sendt nøgenbilleder, og efterhånden eskalerede det til trusler mod Felix´s bekendte. Fellix og hans pårørende forsøgte at anmelde det til politiet, men blev i første omgang afvist. Først efter fire år lykkedes det at afsløre afsenderen af de mange tusind SMS-beskeder; hun blev dømt ved en domstol, men fik en meget mild dom. 
    Når noget sådant forekommer, er det mærkeligt at nogen kan hævde som generelt princip at man skal ”tro på kvinder”.
Rikke Viemoses indlæg
D. 10. juli havde journaliset Rikke Viemose et indlæg (2) i Berlingske om disse ting. Hun harcelerer over, at i de mange nye sager om sexisme og metoo er der debattører, der forsvarer de anklagede mænd – hun mener at det er vigtigere at forsvare kvinderne. 
 Der er efterhånden en række prominente mænd, der har mistet deres stilling på et meget tyndt grundlag, fordi kvinder har anklaget dem for overgreb eller sexisme. Er det virkelig rimeligt, at en mand skal miste en topstilling og komme i vanære, fordi han har fortalt en sjofel vittighed? Vi er jo kommet derhen, hvor snerpede eller nærtagende kvinder har fået magt til at fyre en mand, som de har set sig sur på. Fra nu af vil enhver mand gå omkring som rystende nervøs for, at han en eller anden gang – måske for mange år siden – har sagt eller gjort noget krænkede. Måske har han engang for mange år siden lagt sin hånd på en kvindes lår?
 Flere prominente kvinder forsvarer de mænd, der har mistet deres stilling på grund af metoo-anklager (3) . Renee Toft Simoinsen forsvarer f.eks. trommeslageren Claes Antonsen, der blev fyret for at gengive tre sexistiske vittigheder. Hun skriver: ”At han pga. de tre ytringer nu personligt skal stå til ansvar for sexisme i  musikbranchen er helt enkelt ikke i orden. At nogen har følt sig stødt over de ytringer, er helt OK. . . Det handler om normer, og de er forskelllige, for mennesker, for tiden, for kulturer. Når forskellige normer mødes, er det rigtig vigtigt vi kan finde et fælles sprog, en fælles forståelse, fælles nkormer at være sammen om – det kræver samtale, den samtale burde have fundet sted.” 
   Men efter Rikke Viemoses mening er det mere uretfærdigt, hvis en kvinde udsættes for en krænkende tone på arbejdspladsen, så hun ønsker at forlade den, end hvis en mand udsættes for en sexisme-anklage og må forlade sin stilling. Her vil de fleste nok spørge: Hvad er værst – at måtte ignorere sexistiske vittigheder, eller at komme i vanære og miste sin stilling?
    Det kan tænkes, at kvindernes anklager om krænkelser i nogle tilfælde er led i en feministisk strategi. Rikke Viemose nævner Sofe Linde, så lad os da tage hende. Hun affyrede start skuddet til den alvorlige del af MeToo-bølgen i Danmark, da hun i en tale (4) ved Zulu Gallashowet 2020 bl.a. sagde: ” Men altså jeg kan jo lige fremhæve én historie, én historie fra dengang jeg var 18 år gammel og lige var startet i Danmarks Radio  . . . Jeg var lige startet i Danmarks Radio, vi skulle til julefrokost, og jeg havde glædet mig, og så kommer der den her store tv-kanon op, tager fat i min arm og siger: "Hvis du ikke går med ud og sutter min pik, så fucking ødelægger jeg din karriere. Så ødelægger jeg dig."

Jeg er ret sikker på, at du kigger på mig lige nu. Du ved godt selv, hvem du er. . . .”

Den historie skabte en udbredt forargelse over mandlige chefers tilgang til yngre kvinder, og skabte brændstoffet for den efterfølgende MeToo kampagne. Bare et par uger efter – midt i september – var de store dagblade oversvømmet af en tsunami af indlæg fra feminister, der anklager mænd på topposter for at chikanere kvinder. I et meget langt indlæg, af Sulaima Gourani (5), hedder det: ” “Siden #MeToo tog fat i slutningen af ​​2017, er der kommet meget mere fokus på omfanget af problemet, men i Danmark har man i stor grad gjort grin med bevægelsen. Indtil nu. Den er kommet til Danmark, og mit bedste bud er, at vi vil se mindst ti relativt magtfulde mænd blive fjernet fra poster de næste 6-12 måneder.”

Det kom omtrent til at passe. Så vidt jeg kan tælle, blev ni relativt magtfulde mænd fjernet fra poster. Så vidt vides holdt grupper af feminister i september 2020 planlægningsmøder om, hvordan de kunne få skovlen under nogle
 magtfulde mænd. Gouranis indlæg tyder på, at  der var tale om en koordineret aktion. Når vi ser på de ca. 9 relativt magtfulde mænd der blev fjernet fra poster de næste 6-12 måneder, så har metoden hver gang været at finde frem til episoder, hvor disse mænd har krænket yngre kvinder, og så anklage dem for det - også i tilfælde, hvor episoderne er over 20 år gamle. Det vil sige at beretningerne  om krænkelser er omhyggleligt forberedt og har et bestemt formål. Det er ikke spontane reaktioner på at en kvinde har oplevet noget ubehageligt.
 Og hvordan er det så med Sofie Lindes egen beretning? Jeg har aldrig troet på den. Jeg kan ikke tro, at nogen mand har sagt: "Hvis du ikke går med ud og sutter min pik, så fucking ødelægger jeg din karriere. Så ødelægger jeg dig." Det virker helt utroværdigt, at nogen mand skulle have sagt sådan.
 Der er rygter om, at talen ikke var skrevet af Sofie Linde selv, men af en anden kvinde. Der er også den unøjagtighed i talen, at ved den pågældende julefrokost var Sofie Linde ikke 18 år, men 20 år. Det vides ikke stensikkert, hvem den pågældende mand var; men i miljøet ved man det vistnok godt. Der bliver set skævt til ham, og han har mistet sin position. Han har under private forhold på det bestemteste benægtet, at han har sagt som anført. Det sagte virker mere som en ung kvindes fantasi om, hvordan en mandlig overgrebsmand er, snarere end om hvordan det sker i den virkelige verden.

MeToo sager på TV2

Omkring år 2000 begyndte Therese Philipsen som 23-årig praktikant på TV2s redaktion. Lige fra starten viste hun en usædvanlig stor interesse for at få seksuelle relationer med de ældre chefer på stationen, og hun nåede angiveligt at have sex med 5 eller 6 af dem. Det tog man ikke så nøje den gang; men senere er moralen ændret, og i dag anses det som meget upassende, at lidt ældre mænd har sex med unge kvinder. Så da nogle feminister i september 2020 skulle finde nogle sexisme-episoder, der kunne vælte nogle chefer, gravede man tilbage i fortiden og fandt en del episoder, der involverede Philipsen. Nogle personer fra TV2 rejste til Florida, hvor Philipsen nu boede, og fik hende til at se den tids episoder i et nyt lys. Det førte til sexisme-anklager mod flere mænd, herunder Jes Dorph-Petersen. Dorph har hele vejen igennem benægtet at have gjort noget forkert, og der er vidne på at Philipsens anklage om noget, der nærmest var voldtægt, ikke er sand. Alligevel blev Dorph fyret fra sin stilling og hængt ud i stor vanære. Dorph har rejst retssag mod det advokatfirma, der fik ham hængt ud, og senest har han ved Østre Landsret fået medhold i, at advokatfirmaets undersøgelse af ham er uredelig, og at fyringen således var grundløs (6). Philipsens udtalelser til ”dokumentaren” om sexisme på TV2 er fyldt med timevis af kraftige manipulationer og usande fremstillinger. Men advokatfirmaet og de personer, der gerne ville have ram på Dorph, har bevidst ignoreret alt hvad der talte til Dorphs forsvar og stolet blindt på Philipsens fremstilling. Hendes fremstilling har stor følelsesmæssig appel og virker også meget overbevisende på det almindelige publikum, der har set ”dokumentaren” om ”Sexisme bag skærmen”. Folk som flest er fast overbeviste om, at Jes Dorph-Petersen virkelig er skyld i det, han anklages for.
 Også de andre mænd, der er blevet fyret efter Philipsens udtalelser, kan anses for uretfærdigt dømt. Men de udtalelser, som man har anvendt til at få dem fyret, er udelukkende Philipsens versioner af det skete – versioner der afviger stærkt fra mændenes versioner. I mange af de episoder, der involverede sex eller forsøg på sex med Therese Philipsen, påstår manden at det var Philipsen, der var grænseoveskridende, mens hendes version var stik modsat og gjorde manden til den grænseoverskridende, hvis hun da ikke oven i købet anklager manden for at gøre hende til offer, hvis han afviser hendes tilnærmelser. I den situation er det meget, meget forkert at stole på Philipsens beretning hver gang, og afvise mandens. Sådan kan man da ikke lave en dokumentar – at afvise det ene køns version hver gang.
Sexisme i musikbranchen
I sommeren 2024 sendte DR to ”dokumentarer” om sexisme i musikbranchen. I den første blev skuespiller Martin Brygmann udsat for anklager om sexisme, som førte til at han mistede sit arbejde. Brygmanns advokat udtaler til Weekendavisen: (7) ” »Vi har igennem syv måneder fremlagt dokumentation over for DR og Impact TV, men det vil kun blive udlagt som victim blaming, hvis jeg går i rette omkring anklagerne gennem pressen. . . Jeg har over for Impact TV og DR bestridt de faktuelt forkerte påstande, der har været, og sørget for, at de fik de nødvendige oplysninger for at kunne belyse sandheden, når der har været fejltolkninger, misforståelser eller oversete perspektiver.”
 I den anden udsendelse er det trommeslager Claes Antonsen, der blev udsat for anklager som førte til at han mistede sit arbejde. En ung kvinde (Katinka Bjerregård) i holdet bag ”Toppen af poppen” anklager Antonsen for at sætte en sexistisk tone, da han en morgen fortæller en anekdote om en kvinde, der stikker en ”medister op i fissen”. Den sexistiske tone skulle angiveligt gøre det ubehageligt for kvinder at være med på arbejdspladsen. Men der gik noget forud for histiorien m medisteren. Katinka møder op på arbejdet og lægger ud med at fortælle hele orkesteret, at hun lige har fået så meget morgenpik at hun ikke kan sidde ned. Hun nævner også sin fantasi om at hælde menstruationsblod ud over bandet.  Alligevel har producenten klippet Katinka Bjerrregårds historier ud af de primære optagelser, og kun bragt Antonsens historie (8). Resultatet bliver, at det er Antonsen, og ham alene, der får skylden for at sætte en vulgær tone. 
 Mindre end en uge efter Rikke Viemoses indlæg i Berlingske skirver en af avisens journalister: ” Selvom begge mænd var anonymiseret, stod det hurtigt klart, at det var Martin Brygmann, der havde skrevet grænseoverskridende beskeder til unge kvinder, mens Claes Antonsen var trommeslageren, der skabte en sexistisk tone under optagelserne af TV2s program »Toppen af poppen«. (9). Som det lige er fremgået, er det usandt. Det var ikke Claes Antonsen, der skabte en sexistisk tone; Han byggede blot videre på den sexistiske tone da først Bjerregård havde lagt ud. Men mønsteret er igen det samme: Kvinden skal fremstå som et uskyldigt offer, mens manden skal fremstå som skyldig. Så producenten sletter kvindens indspark, mens mandens beholdes som ”dokumentation”.
Om at sige undskyld

Ifølge en dansk kommunikationsekspert (3, 10) gør det en forskel for den anklagede mand, om der bliver sagt ordentligt undskyld. »Som hovedpersonen i en #metoo-sag er der grundlæggende to veje at gå: Gå til modangreb eller sig undskyld. Valget har betydning ikke kun for hovedpersonen selv, men også for andres lyst til at bakke op og engagere sig i vedkommendes fortælling.«

Den danske kommunikationsekspert nævner Jes Dorph-Petersens forløb som et eksempel på en sag, hvor det var sværere at gå ud og bakke op. Her blev fronterne trukket skarpere op, og kun ganske få personer kendte hele sandheden. 
 Nu er det sådan, at ifølge Jes Dorph-Petersen selv og et mandligt vidne var det  simpelt hen løgn, hvad Therese Philipsen sagde. Hvis nu Dorph havde sagt tydeligt undskyld, så havde han dermed over for offentlligheden erkendt, at han faktisk havde begået det, som han blev anklaget for. Men Dorph har hele vejen igennem fastholdt, at han intet forkert har gjort. Kommunikationdseksperten anbefaler ham altså at erkende en ugerning, som han ikke har begået. Det vil sige man forsøger at få ham til at bekræfte billedet af, at den skyldige er altid manden -manden er altid skurken – hvorimod alt hvad Therese Philipsen har gjort forkert – og det er meget – skal forties. Der må ikke komme noget brud i det generelle mønster, at manden er skurk, og kvinden er uskyldig.
 En anden af de mænd, der blev fyret efter Metoo dokumentaren om TV2,, blev af de feminstiske inkvisitorer tvunget til at skrive under på, at han havde udvist ”dårllig dømmekraft”. Hvad dét så nærmere vil sige, får offentligheden intet at vide om. Det står blot tilbage, at manden har gjort noget forkert, og dermed bekræftes det generelle billede endnu engang af at manden altid er skurken. Vi får intet at vide om, hvordan Therese Phililpsen manipulerede i den sag.
 Kommunikationseksperten påpeger, at Jes Dorph-Petersen ikke selv kom med en entydig og uforbeholden undskyldning. Han gik i stedet til modangreb og gik rettens vej, efter han i 2021 blev fyret. »Claes Antonsen derimod har valgt at sige undskyld. En undskyldning, der var uden forbehold og bortforklaringer, og dermed bliver man som tredje person ikke på samme måde en del af en højspændt konflikt,« siger Anne-Mette Bro Jöhncke, der understreger, at »oprigtige undskyldninger virker afvæbnende«. Det er barokt – Claes Antonsen fortalte tre sexede vittigheder, som andre – f.eks. Renee Toft Sionsen -  finder harmløse.  De har allerede været fortalt af punkbandet ”Slim og Gylle”. Men når en mand, som man ønsker at slagte, fortæller det samme, så skal han sige oprigtigt undskyld. Dermed bøjer han sig i støvet og bekræfter, at mænd generelt er skurke, og viser, at i fremtiden vil feminister kunne diktere over ham.
Kvinders manipulation

 

Kvinders måde at få magt på og gennemtvinge deres vilje, er anderledes end mænds, som jeg har skrevet om andetsteds (11). Allerede i skolealderen kan de underminere andre pigers position på forskellige måder, der er skjulte og indirekte og gør det umuligt for den ramte at anklage aggressoren eller hævne sig. Det fortsætter i voksenalderen, hvor kvinder virker i det skjulte og manipulerer med sociale virkemidler, på måder som mange mænd slet ikke opdager. Og de forstår ikke, at jo mere de bøjer sig for kvinders krav, jo mere bliver de opfattet som svage personer, der kan blive stillet over for endnu flere og endnu mere urimelige krav. 
 Det er emnet for en avisartikel af en tysk kvinde, Cora Stephan (12). Hun skriver, at mænd har selv fremkaldt deres egen elendige situation. Den mand, der lader sig skamme ud, er i virkeligheden medskyldig i en kvindelig magtstrategi. Jo mere manden bøjer sig, med jo større lyst bliver der sparket til ham. 
 Mænd har undervurderet kvinder; de har på nogle sarte, men højlydte væsener forstået, at disse alle er ofre, som man bør give oprejsning. Mændene har anstrengt sig og ikke lagt mærke til, at de er på vej til at tabe i kampen om magten. Kvinder var aldrig bare "det undertrykte køn", de var alt for vigtige til det - og alt for magtfulde. Javist er der ofre. Men definitionen af, hvad der er offer, og hvad der er vold, er nu så uendeligt bred, at hvis alle holdt sig til den nye overfølsomhed, ville der ikke længere findes normal omgang kønnene imellem. Enhver kvinde kan med en grundløs anklage om at en mand har begået et seksuelt overgreb mod hende, koste ham hans ære og karriere. Fordi ja: påstanden om at være blevet offer kan bruges som et våben. For mænd burde det stå klart, at nogle kvinder også bruger dette våben. Hvorfor? Fordi de kan. Fordi hævn gøres let for dem. Fordi de udnytter de muligheder, der præsenteres for dem. Fordi de ikke er de bedre mennesker. Fordi de ikke er dumme. Fordi, de er stærke nok til at være mænds modstandere, især når de erklærer sig for at være ofre. Den der føler sig som et offer, uanset for hvad, dennes følelse må der på ingen måde sættes spørgsmålstegn ved, især ikke af toksiske hvide mænd.
 
 Jo mere mænd accepterer, at små tildragelser kan gøre kvinder til ofre, jo mindre bliver de tildragelser, som næste gang tæller med som noget, der gør kvinder til ofre. Barren sænkes. Efterhånden kan en mand miste sin stilling bare han fortælller en vovet vittighed eller kigger kvinden ind i øjnene. Misforholdet mellem forbrydelsens art og konsekvenserne for manden bliver stadig mere grel. Ja, han kan endda bllive fyret uden at have gjort noget som helst galt, hvis kvinden finder på at rette en falsk anklage om voldtægt mod ham, og hvis man følger princippet ”believe women”.
 
 Det hele er en udvikling henimod at stemple alle mænd som skurke og alle kvinder som uskykldige ofre. Det er den udvikling, som Rikke Viemose er med til at drive frem. Hun nævner sager, hvor mænd mister deres stilling, og kritiserer, at nogen forsvarer disse mænd – hvis man undlader at straffe mændene, betyder det i hendes øjne, at man undlader at tage hånd om de krænkede kvinder. 
 Vi skal lade være med at acceptere, at mænd uden videre bliver gjort til de sorte skurke, og kvinder uden videre bliver gjort til uskyldsrene ofre. Den automatiske sort//hvide opdeling af kønnene forhindrer en nøgtern vurdering af episoderne, og hvor det også indgår, at manden skal behandles som et menneske der har krav på en nøgtern vurdering af situationen.

Man må kunne snakke om det

 
 Det er selvfølgelig sandt, at der sker overgreb mod kvinder. Der findes f.eks. tilfælde, hvor en mandlig chef gør så vedholdende tilnærmelser til en ung kvinde, der arbejder for ham, at hun føler sig nødt til at forlade jobbet og sige sin stillng op (13). Det kan også være problematisk, hvis mændene på arbjdspladsen bliver så optaget af de kvlindelige kolleger, at de hele tiden forsøger at lægge en humoristisk, seksualiseret tone. Det kan være fornærmende, hvis en kvinde, der faktisk er en dygtig arbejdskraft, hele tiden blive anskuet som primært et seksuelt væsen. Det betyder at man ikke værdsætter hendes faglige indsats og altså ikke respekterer hende. 
 
 Rikke Viemose skriver: ” Lad mig skynde mig at sige, at jeg synes, at enhver menneskelig omkostning i #metoo-sager er ulykkelig. Jeg ville ønske, vi kunne undgå det. Men det tror jeg ikke, vi kan. Hvis vi vil forebygge sexistiske krænkelser og overgreb i fremtiden – og det er vi vel enige om, at vi vil – så SKAL vi kunne tale om det.
 Ja, vi bør kunne tale om det. Og i den samtale kan det ikke nytte noget, hvis manden på forhånd er klassificeret som en skyldig, som skurk, mens man på forhånd går ud fra, at kvinden er et helt uskyldigt offer. I samtalen skal begge parter behandles som mennesker, og der skal lyttes til, ikke blot til kvinden, men også til manden. Kvinden vil ofte have de talegaver som skal til for at fremstille sin egen rolle som den uskyldige, mens mænd ofte har sværere ved at tale om personlige episoder. Her må vi lære mændene at berette om tildragelserne på en måde, så de kan hamle op med kvinderne. 
 Tvært imod hvad Rikke Viemose ønsker, skal mænd nu lære, at det er vigtigt at sige fra over for anklagerne, og om nødvendigt at rense sig med retssager, som f.eks. Jes Dorph-Petersen har gjort herhjemme, og som f.eks. Johnny Depp har gjort i udlandet.
Kildehenvisninger

(1) www.dr.dk/drtv/se/stalker-fra-helvede_-et-ukendt-nummer_461637

(2) www.berlingske.dk/kommentatorer/rikke-viemose-efter-debatten-om-sexisme-dokumentar-det-eneste

(3) www.berlingske.dk/skaerm/den-ene-tog-en-kollega-paa-brysterne-den-anden-fik-skyld-for-vulgaer-snak

(4) /www.dansketaler.dk/tale/sofie-lindes-tale-ved-zulu-comedy-galla-2020/

(5) https://www.berlingske.dk/kommentar/soulaima-gourani-ti-relativt-magtfulde-maend-bliver-fjernet-fra-poster

(6) www.dr.dk/nyheder/seneste/landsret-slaar-fast-advokat-bag-tv-2-undersoegelse-broed-god-advokatskik

(7) www.weekendavisen.dk/2024-26/samfund/den-ene-side-af-sagen

(8) www.bt.dk/medier/det-saa-man-ikke-katinka-satte-selv-tonen-med-syg-sex-historie?

(9) www.berlingske.dk/skaerm/efter-drs-sexismedokumentar-vil-hundredvis-af-kvinder-dele-deres-oplevelser

(10)https://kforum.dk/nyheder/nyheder/article17271968.ece

(11) faktaogmyter.dk/giver-kvindelige-ledere-bedre-psykisk-arbejdsmiljoe/

(12) Männer haben ihr Elend selbst heraufbeschworen

https://www.die-tagespost.de/gesellschaft/kultur/maenner-haben-ihr-elend-selbst-heraufbeschworen;art4881,211799

(13) www.djoefbladet.dk/artikler/2020/11/den-kraenkede-gaar-kr-ae-nkeren–bliver

 

 

Hjernescanninger kan give høj præcision m.h.t. at skelne mellem kvinders og mænds hjerner

Deep learning models reveal replicable, generalizable, and behaviorally relevant sex differences in human functional brain organization

PÅVISNING AF FORSKELLE MELLEM KVINDE- OG MANDEHJERNER

En menneskehjerne indehoklder milliarder af nerveceller. Hver nervecelle er forbundet via nervetråde til andre nerveceller; nogle er korte forbindelser til nærliggende celler, andre forbindelsser strækker sig et langt stykke hen igennem helt andre dele af hjernen. Nervetrådene forgrener sig, og kan via sidegrenene danne komplicerede netværk med mange celler.
Det er vigtigt at man nu kan studere, hvordan nervetrådene i hjernen er forbundet i netværk. Man har udviklet en særlig type MRI-scanninger, der registrerer vandmolekylernes bevægelser inde i nervetrådene, og derved kan man få data om nervetrådenes forløb og om hvilke nervecentre, der er forbundet med hvilke andre nervecentre. Der er en række forskellige netværk inde i hjernen, som forbinder forskellige områder. Disse netværk kaldes moduler. Mænd og kvinder adskiller sig bl.a. ved hvor meget forbindelse, der er imellem modulerne.
I nylige undersøgelser, fra omkring 2020 og frem,  har man analyseret, hvor meget forbindelse der var mellem forskellige hjerne­områder, og ud fra forskelle i graden af forbindelse kunne man korrekt klassificere kønnet på 91 % af hjernerne. Det var dog forskellige individer, der var kønstypiske i det ene sæt resultater, og det andet sæt resultater. Når man kombinerede begge datasæt, nåede man op på at kunne klassificere over 96 % af hjernerne korrekt m.h.t. køn. Det er så højt et tal, at man med rimelighed kan sige, at der eksisterer mandlige og kvindelige hjerner.
I en endnu nyere undersøgelse har man scannet ca. 10.000 9-10-­årige­ børn. Også her har man set på nogle mål for nerve­trådenes forløb i hjernens hvide substans.

Man lader et computerprogram behandle hvert individs hjernescanninger og får programmet til at ”lære”, hvilke hjerner der er drenge hhv. piger. Når programmet har lært det, kan det klassificere 93 % af hjernescanningerne korrekt til køn. Der er ikke noget enkelt sted i hjernen, hvor drenge og piger adskiller sig helt. Men en del træk har tendens til at være karakteristiske for drenge hhv. piger, og baseret på disse træk har forskerne, for hvert individ, beregnet graden af hanlighed og graden af hunlighed i hjernen. Der er nogle få piger, der er ekstremt hanlige, selv om langt de fleste piger er ekstremt hunlige. Og omvendt: Der er nogle få drenge, der er ekstremt hunlige, selv om langt de fleste drenge er ekstremt hanlige.

Status indtil for nylig var altså, at op til 96 % af hjernescanninger kan identificeres korrekt til køn.
Men i februar 2024 blev der publiceret en artikel om endnu mere avancerede analyser, der giver endnu større præcision, af Srikanth Ryali, Yuan Zhang, Carlo de Los Angeles, Kausteubh Supekar og Vinod Menon. Menon planlagde undersøgelsen og er på den måde hovedforfatter.
Undersøgelsen går på flere måde videre end de tidligere undersøgelser. Datamodellen blev gennemprøvet på et stort materiale af hjernescanninger fra The Human Connectome Project (HCP), med data fra c. 1000 personer, primært fra England.
Efter at programmet havde lært en algoritme, der gjorde det i stand til at skelne mænd og kvinder i HCP- datasættet, blev det sat til, uden yderligere læringsproces, at anvende sin lærdom på to andre datasæt, dels ca. 200 personer fra et datasæt i Rockland, staten New York, og dels ca. 200 personer fra Leipzig, Tyskland. Formålet var at se, om den lærdom, programmet havde opnået ud fra ét datasæt, gav lige så god sondring mellem kønnene, når det blev anvendt på andre datasæt.

Det næste nye skridt i undersøgelsen var at tage bedre højde for tidsmæssig variabilitet. Analysen kaldes en Deep Neural Network (DNN) analyse; men her inkluderer man tidsvariation i signalerne, som tager højde for at nerveforblindelserne er dynamiske og ændrer sig i løbet af analysen. Det kaldes så st-DNN analyse, hvor st står for spatio-temporal.

Det tredje skridt er at man anvender AI til at følge med i, hvilke dele af hjernen der bidrager til at finde kønsforskellene. AI sættes til at analysere, hvilke skridt i læringsprocessen der forbedrer programmets evne til at skelne køn, og kan derigennem sætte fokus på, hvilke hjerneområder der især bidrager til bedre skelneevne. Dette har vist sig som meget væsentligt for at få mere præcise resultater end tidligere.

Resultater:
Først blev de ca. 1000 personer i HCP-data sættet delt op i fem lige store grupper. Programmet blev sat til at lære at skelne køn på basis af 800 personer, og skulle derefter anvende sin lærdom til at klassificere de resterende 200 personer til køn. Her kunne programmet klassificere kønnet korrekt i 90,2 til 91,2 % af tilfældene.

Dernæst så forskerne på resultatet af AI-analysen af hvilke hjerneområder, der især bidrog til at kunne skelne kønnene. For hvert enkelt individ gav programmet et såkaldt ”fingerprint”, dvs. et sæt af værdier for hver meget hvert enkelt hjerneområde bidrog, og disse værdier dannede et mønster, som var karakteritisk for hvert individ for sig. Hvis f.eks. en bestemt del af pandelappen gav stort udslag hos det ene individ, kunne der være andre individer hvor den samme del af pandelappen gav udslag, men også hvor helt andre hjerneområder bidrog. Man så så på, om der var forskelle mellem kønnene i disse fingerprints, f.eks. om der var tendens til, at visse del af hjernelapperne gav meget udslag hos mænd, mens andre dele af hjernelapperne gav meget udslag hos kvinder. Nu samlede man så alle fingerprints fra alle mænd, og lavede en statistisk sammenfatning af disse, med en central værdi og en spredning omkring denne centrale værdi.. Tilsvarende gjorde man for kvinder.

Hvis en mand har sine fingerprints liggende tæt op ad den centrale fordeling af fingerprints for mænd, kan man hævde, at han er en typisk mand. Vurderet på den måde var samtlige mænd typiske mænd. Ingen mænd overhovedet lå i nærheden af den centrale fordeling af kvinders fingerprints. Og tilsvarende – samtllige kvinder var typiske kvinder i den forstand, at deres fingerprints lå tæt op ad den centrale fordeling af fingerprints for kvinder Vurderet på den måde var samtlige kvinder typiske kvinder. Ingen kvinder overhovedet lå i nærhden af den centrale fordeling af mænds fingerprints.
Det nye her er altså, at ved hjælp af AI har man fået koblet de enkelte hjerneområders betyning ind i analysen, og når det sker, er der ingen overlap mellem de to køn i den samlede, statiske analyse.

Computerprogrammet blev sat til at lære at skelne kønnet på basis af nogle hundrede personer i HCP-datasættet, og derefter, uden yderligere læringsproces, anvendt på Rockland og Leipzig datasættene. Derefter blev der skabt ”fingerprints” på samme måde som før ud fra bidragene fra de enkelte hjerneområder, og resultaterne blev lige som før – samtlige mænd grupperede sig omkring de centrale værdier for mænd, og samtlige kvinder omkring de centrale værdier for kvinder. Altså igen: Når data om de enkelte hjerneområder blev inddraget, var der 100 % adskillelse mellem mænd og kvinder.

Man har derudover også data om intelligens for HCP- datasættet (fjorten forskellige kognitive tests) . Her forsøger man så at finde kombinationer af hjernedata for specifikke hjerneområder, der kan forudsige intelligensen. Også i disse forudsigelser finder man en kønsforskel. De nerveforløb, der kan give mænd høj intelligens, har ikke nogen særlig betydning for kvinder. Omvendt, de nerveforløb, der kan give kvinder høj intelligens, har ikke nogen særlig betydning for mænd.

https://www.pnas.org/doi/10.1073/pnas.2310012121

https://www.psychologytoday.com/us/blog/sax-on-sex/202405/ai-finds-astonishing-malefemale-differences-in-human-brain?

 

Kønsstereotyper er som vindmøller i horisonten

Dette indlæg, skrevet af Kåre Fog og Michael Bang,  blev afvist af Berlingske Tidende.

Undervisningsminister Mattias Tesfaye bliver hårdt kritiseret for at afvise anbefalingerne fra ekspertgruppen for køn i skolen, senest i en aviskommentar af Mads Eriksen Storm og Henriette Laursen i Berlingske d. 5. maj. De mener at når drenge og piger opfører sig som typiske drenge hhv. piger, så skyldes det kulturelt bestemte køns-stereotyper. De vil have ført en intensiv kamp mod disse stereotyper, med samme iver som Don Quixotes kamp mod vindmøller, og de er sure over at Tesfaye ikke vil være med til det.
Eksperterne skulle have præsenteret metoder til at undgå, at drenge sakker stadig mere bagud i skolen. Men det har eksperterne ikke gjort. Der er larmende fravær af almen didaktik og fagdidaktik i deres anbefalinger. De begreber og værdier, som undervisning og læring normalt måles og vejes i, de mangler fuldstændigt. Der er ikke nævnt et ord om undervisningsmetoder, fagenes indhold eller organisering. Ekspertgruppen kunne med fordel have brugt tid på at nærlæse f.eks. data fra PISA og TIMMS, hvor også data for underområder af matematik er opdelt på køn.  De kunne også have bemærket, at drenge og piger reagerer forskelligt på arbejdsformer som f.eks. gruppearbejde versus individuel undervisning; men den slags konkret læringsmetodik er eksperterne helt hævet over. Det er heller ikke så underligt, for det er ikke mindst juristen Henriette Laursen, der er fanebærer af kritkken af Tesfaye, og kun har én dagsorden: at bekæmpe ”kønsstereotyper”.
Den manglende faglighed larmer for de lærere der står ude i virkeligheden og udmærket er klar over, at drenge og piger har hver deres køns-typiske adfærd. Biologisk orienteret forskning viser at den adfærd i høj grad bestemmes af hormoner.  Det vil sige at når man vil bekæmpe ”kønsstereotyp”  adfærd, så vil man bekæmpe hormonernes virkning; man vil altså bekæmpe børnenes medfødte natur. Så tror pokker, at de ikke trives. De sidste ca. ti år, hvor der har været meget fokus på kønsstereotyper, er samtidig de år, hvor drenge er sakket ekstra meget bagud.
Vellykket pædagogik i forhold til en dreng starter med at læreren anerkender, at en typisk dreng reagerer anderledes på lærerens tilgang end en typisk pige gør. Læreren skal ikke møde op med en forhåndsmening om, at drengens væremåde er kulturelt bestemt og bør ændres; med den tilgang vil mange drenge blive frastødt.
I kommentaren står der udtryk som ”forskningsmæssigt belæg”. Men disse belæg lever ikke op til den fine betegnelse. Det vigtigste problem er, at store dele af den akademiske verden er inficieret af en tro på, at kønnet adfærd er kulturelt bestemt – at køn er en social konstruktion. Helt konsekvent vælger man bevidst at se bort fra biologiens betydning. Når man udelader den måske vigtigste faktor i sine analyser, så er det ikke forskning, og så når man til usande konklusioner.
”Det handler om at sikre, at fordomme ikke står i vejen for, at vores børn og unge kan dygtiggøre sig og gøre karriere . . . Det kræver faglighed . . . ” står der. Men nej. Jo mere ligestillet og fordomsfrit et  samfund er, jo mere kønstypisk vælger folk. Det kaldes ligestilingsparadokset. De største kønsforskelle ser vi der, hvor folk er mest fri til at vælge. Hvis et lands indbyggere vælger erhverv uden at være dikteret af økonomisk nød eller af fordomme, så følger de frit deres natur. Der er langt større kønsforskelle i branchevalg i rige lande med høj grad af ligestilling (så som Finland) end i knap så rige lande med mindre ligestilling (Columbia, Tunis).
Kommentaren fortæller, at i Dansk Erhverv (DE)  vil man gerne være med til at skabe et mindre kønsopdelt arbejdsmarked. Her har man ladet sig besnakke af de akademikere, der tror at køn er en social konstruktion. Kommentaren hævder, at ”Det er ikke identitetspolitik. Det er faglighed.” Den påstand vil vi gå lodret imod. Tesen om køn som social konstruktion er åbenbart blevet gentaget så mange gange, at man selv i DE tror, at den er sand. Det er den ikke. Den er ikke fagligt baseret, for hvis der var tale om faglighed, ville man ikke bare udelukke den viden, man ikke kan lide – den biologiske viden.
Kommentaren citerer 50 fagfolk for at mene, at pædagogik, som ikke er kønsreflekteret, risikerer at skabe dårligere vilkår for alle børn. Vi mener tværtimod, at pædagogik, der reflekterer normkritisk over køn, netop vil skabe dårligere vilkår, især for drenge, uanset hvor udbredt den kønsideologiske trend ellers er i fagbevægelsen og på professionsskolerne.

Anmeldelse af Christian Groes: Da MeToo ramte manden.

Christian Groes (2023): Da MeToo ramte manden. 110 sider. Gads Forlag.

Christian Groes er kønsforsker, ansat som lektor ved RUC. I maj 2023 udkom bogen ”Da MeToo ramte manden”. Bogens emne er: Hvor går grænsen mellem flirt, samtykke, krænkelser og magtmisbrug?
Det bedste ved bogen er dens titel. Ja, MeToo har virkelig ”ramt manden”  som et artilleri-nedslag.

Bogen er ikke imponerende. Siderne er små, og der er kun lige knap 100 tekstsider.
Bogen bygger på samtaler og interview med 18 vidt forskellige mænd i alderen 20-65 år. Interviewene blev foretaget af Groes selv og to kvindelige assistenter i 2021 og 2022. Det er et meget lille datamateriale – så lille, at man vist ikke kan drage nogen videnskabelige konklusioner. Desuden får vi meget lidt at vide om, hvad der blev sagt i disse interviews – vi ser kun nogle små uddrag, og der står intet om hvor mange % af mændene, der mente hvad. Der citeres også andre mænd; men det hele bevæger sig nærmest på det anekdotiske plan (dvs. ret tilfældige enkelthistorier).

I forordet står der : ”Der skal også lyde en stor tak til min kæreste Julie Rokkjær Birch for inspiration og støtte og for at have læst med undervejs.” Julie Rokkjær Birch var som bekendt indtil for nylig leder af museet ”Køn” i Århus, og hvis hun accepterer teksten, kan vi være ret sikre på, at der står intet som går imod feministers dagsorden.

Begrebet ”magt”  spiller en ret stor rolle i bogen. Vi læser f.eks. s. 91: ”Men når magtfulde mænd forklarer deres krænkelser med, at de blev revet med af stemningen, eller at de ikke oplevede, at nogen blev krænket, afslører de ofte samtidig, at der er blevet blinde overfor deres egen magt og privilegier.”

Groes skriver om MeToo sagen på TV2. Han nævner, at efter Jes Dorph-Petersens opfattelse gik Therese Philipsen frivilligt med til at have sex med ham. Han kritiseres for, at han stod i et ulige magtforhold til hende. Han  ses som eksempel ”på den magtfulde mand, der ikke ville erkende betydningen af sin magt og sin grænseoverskridende adfærd”.
Her er Groes for stærkt farvet af, at alt skal tolkes i lyset af, at manden har en magt, som han misbruger. Han går uden videre ud fra, at sagen med Jes Dorph-Petersen passer ind i det mønster. Der er ikke det kritiske forbehold, som en forsker burde have. Så vidt jeg har forstået, var det virkelig sandt, at Philipsen indlod sig frivilligt, ja, at det var hende, der aktivt opsøgte mænd i lederpositioner for at få sex med dem. Hvis de to parter er uenige om forløbet, så kan man ikke bare uden videre tro på den ene og mistro den anden. En sådan fordomsfuldhed burde ikke findes hos en forsker.
Til allersidst i bogen nævner Groes et enkelt eksempel, hvor en af hans veninder var blevet kæreste med sin chef. Veninden sagde til ham: ”Kan vi ikke finde et sprog for tiltrækning, hvor der også er plads til kærlighed og lyst på tværs af magtpositioner, og hvor min kærlighed til min kæreste ikke skal betvivles, fordi han er min chef?”. Groes siger som kommentar, at det endegyldige svar findes ikke. Han fastholder, at kærlighed bør ske i ligeværdige relationer, og ikke på arbejdpladsen.
Hvad Groes ikke vil erkende her, er at noget af det, der bdirager allermest til at gøre en mand seksuelt attraktiv for kvinder, er et han har magt eller har en høj social position. Therese Philipsen, praktikanten på TV2, forelskede sig f.eks. igen og igen i de mænd, der var chefer (mindst 6 forskellige chefer).
Groes påstår tværtimod, at status og magt ikke længere giver adgang til kvinders gunst. ”Det lader til, at flere kvinder dyrker mandeidealer, der ikke er baseret på rigdom, krop, uddannelse eller status.” Måske nok. Men mange kvinder dyrker stadig disse mandeidealer. Han skriver (s. 48), at empati, tilbageholdenhed, opmærksomhed og sårbarhed er mere blevet mere fremtrædende maskuline værdier og måske er blevet kriterier for flere kvinder. Her tager Groes afgørende fejl. Umiddelbart efter nævner Groes da også selv et par eksempler på mænd, der er tilbageholdende i deres tilnærmelser. Den ene får f.eks. kvinden med hjem om natten, men tager ikke initiativ til mere, efter at de er gået i seng. Manden er i tvivl, om han skal gå ud til hende næste morgen, når hun tager brusebad, og lader være med det. Kvinden tager af sted, og han ser hende aldrig igen. Eksemplerne viser, at der kan IKKE anbefales mænd at være så forsigtige i deres tilnærmelser. Alligevel er det det, Groes opfordrer mændene til.

Groes siger (s. 69), at hengivenhed, opmærksomhed, langsomhed og gavmildhed netop er de værdier, der kendetegner den sex, han beskriver som gensidig og ligeværdig.
Nogle af de interviewede mænd udtrykker deres store usikkerhed m.h.t. hvordsan man kan flirte i en tid med Metoo. De søger efter utvetydige signaler fra kvinder på, om der er gensidig seksuel interesse.
Det genkender jeg. Da jeg var ung, var jeg meget usikker på hvordan jeg skulle nærme mig kvinder. Jeg var opdraget til at tro, at det eneste vigtige i forhold til kvinder er at være opmærksom og hensynsfuld. Hvis bare man var det, skulle det hele nok lykkes. Jeg tænkte, at nu, da der er ligestilling mellem kønnene, kunne kvinden vel lige så godt tage initiativet, som manden kunne. Hvis jeg var meget i tvivl, kunne jeg vel bare vente på, om kvinden selv viste sin interesse. Og jeg ville i hvert fald ikke gøre noget, som hun ikke ønskede. Jeg afventede altid, om hun ”gav grønt lys”  til tilnærmelser. Jeg så aldrig nogensinde dette grønne lys – nok fordi jeg var blind over for kvinders mere subtile signaler. I hvert fald: Den strategi at være tilbageholdende og hensynsfuld, gav aldrig positivt resultat. Den strategi ødelagde mit liv på den måde, at mit intense ønske om at finde en kvinde at stifte familie med aldrig gik i opfyldelse.

Her er det så, at jeg bliver vred på Christian Groes. Det han anbefaler mændene, er netop det som har ødelagt meget i mit eget liv. Hans råd om endelig at føle sig forsigtigt frem og altid være sikker på, at kvinden er interesseret, før man tager første skridt, er råd som vil skade både mænd og kvinder – det vil skade kvinderne, fordi de ikke får de søde og hensynsfulde mænd, som de måske gerne ville have. For det gælder stadigvæk, i en tid 55 år efter 1968, at det skal være manden, der tager initiativet. Hvis han ikke gør det, lader kvinden ham gå, for hun tror at han ikke er særlig interesseret. Hun ærgrer sig over hans mangel på initiativ; men hun tager ikke selv initiativ.

En del af de unge mænd, Groes interviewer, udtrykker det samme, som jeg selv tænkte som ung, at det ville da være ok, hvis kvinderne tog initiativet noget mere. En af dem fortæller (s. 44), at han går mere langsomt frem i sine tilnærmelser, end han gjorde tidligere. I stedet for at komme for tæt på eller kramme en kvinde, han er ude med, vil han, hvis han mærker en interesse, røre hende let på armen eller spørge, om hun har lyst til et kram, og så mærke, hvordan hun reagerer. Eller vente på, at hun  tager initiativet. Sådan tænker disse unge mænd selvfølgelig, fordi det er vanskeligt at være meget hensynsfuld og opmærksom på ikke at skade kvinden, og så også tage initiativ. Men der er ingen vej udenom. I dag, som før, er det mandens opgave at tage initiativ.

Groes taler om (s.53-57), at unge mænd, i stedet for at søge en traditionel mandlig identitet, dyrker deres sårbarhed sammen med andre mænd. Han anbefaler ligefrem en tendens, han ser hos en del unge mænd i dag, De er fysisk sammen med andre mænd, selv om de er heteroseksuelle. De har tæt kontakt til hinandens kroppe og lærer at føle efter, hvor den andens grænse for nærhed er. De kan ligge i ske med andre mænd, eller kysse dem lidt. Det anbefaler Groes, fordi derved lærer de unge mænd at mærke efter, hvor meget nærhed de kan tillade sig over for andre, herunder over for kvinder. Som om fysisk nærhed til en mand er det smme som fysisk nærhed til en kvinde.

Groes kommer også ind på diverse former for mandekurser. Men han skriver kritisk, at ”Hvis man nærlæser beskrivelsen af mandekurserne, handler de sjældent om tilgivelse, empati og overbærenhed over for kvinder eller tilbageholdenhed og opmærksomhed på kvinders grænser.” I modsætning til kurser der dyrker rå, primitiv maskulinitet, er de mange nye kurser mere sporet ind på mandens grænser og behov. Om et kursus for den alt for hensynsfulde type mand – ”No more mr. Nice Guy” mener Groes, at det er den narcissitiske mands drømmekursus. Han mener, at det, at fokus ligger på, hvordan man som mand bliver bedre til at sætte grænser overfor andre, også kvinder, fremfor hvordan man bliver bedre til at mærke, hvor andre menneskers grænser går, antyder at det også er et kursus for mænd, der er bange for at miste deres privilegier. Hvilken kortslutning i argumentationen! Kurser som ”No more mr. Nice guy”  er for mænd, der er så tilbageholdende, at de aldrig kunne slå en flue ihjel, og altid giver efter, hvis andre vil frem. Og så skælder han dem ud for, at de ikke længere altid vil give efter for kvinders ønsker, men også en gang imellem markerer deres grænser og sætter foden ned.
Jeg har lært, at noget af det vigtigste for at en kvinde kan respektere og elske en mand, er at manden viser tydeligt, hvor hans grænser går, og er villig til at sige nej en gang imellem. Hvis han aldrig sætter foden ned, prøver hun instinktivt, hvor meget mere hun kan manipulere med ham, og hvis han stadig ikke gør modstand, mister hun al respekt og forlader ham. Men Groes anbefaler altså, at han altid giver kvinden ret og ikke lærer at sige nej. Det er en anbefaling, der gør mænd til viljeløse bløddyr og ødelægger forholdet mellem kønnene.
Det er et gennemgående tema i bogen, at der kommet nye spilleregler i forholdet mellem kønnene, og det er sandt. ”Tiden efter MeToo er for mange mænd forbundet med usikkerhed og nervøsitet i mødet med kvinder, både på dates og på jobbet”. Bogen demonstrerer tydeligt, at der er mere end nogensinde blevet brug for at finde frem til nogle nye spilleregler. Men bogen svigter totalt med hensyn til at finde frem til sådanne spilleeregler. De anbefalinger, Groes kommer frem med, er ubrugelige eller ligefrem skadelige for mændene. Hele bogen bærer præg af, at intet i den må modsige kvinders interesser. Mændene får at vide, at de må aldrig gå imod kvinderne. Den maler billedet af et samfund, hvor mænd altid skal rette sig efter kvinder. Det blvier et samfund, hvor mændene bliver skygger af sig selv, og det vil ikke gøre kvinderne tilfredse.

Anmeldelse af Marianne Stidsen: “Med lov skal land nedbrydes”

Marianne Stidsen (2023): Med lov skal land nedbrydes. Forlaget Hovedland. 304 sider.

Den tidligere lovgivning om voldtægt blev erstattet af samtykkeloven, som trådte i kraft d. 1. januar 2021. Marianne Stidsens bog består af detaljerede, udfoldede enkelthistorier om nogle af de mange mænd og drenge, der er dømt efter den nye lov igennem de seneste ca. to år. Beretningerne er baseret på, at Stidsen har taget kontakt til de dømte mænd og til deres pårørende, og/eller, at hun har overværet retssagerne.

Der er ti kapitler, hvor hvert kapitel handler om dommen mod en bestemt mand eller dreng. De ti beretninger er temmelig forskellige, og angår vidt forskellige mænd hvad angår etnisk oprindelse, social status, og alder.  Derudover er der et indledningskapitel og to afsluttende kapitler. Her nævnes kort nogle flere sager af samme karakter.

Sådan som sagerne er fremstillet i bogen, er der tale om dybt uretfærdige domme, hvor uskyldige mænd dømmes for noget, de ikke har gjort. Nogle af dem er blevet dømt ved Byretten, men er senere – efter længere fængselsophold – blevet frikendt helt eller delvis ved Landsretten. De fleste har forgæves appelleret til Landsretten, og er fortsat i fængsel. Det virker temmelig tilfældigt, hvem der er blevet frikendt i anden omgang, og hvem der ikke er.

Hele bogen igennem bruges der voldsomme og stærkt følelsesladede udtryk til at beskrive den uretfærdighed, der er overgået disse mænd. I et moderne retssamfund burde det være sådan, at enhver regnes for uskyldig, indtil det modsatte er bevist. Sådan er det dog ikke her. Så snart kvindens anmeldelse løber ind, foretager politiet dramatiske, voldsomme anholdelser af de mistænket mænd, ofte på meget ubelejlige tidspunkter. De behandles som farlige voldsforbrydere, og mange af dem bliver fra det ene øjeblik til det andet, som et lyn fra en klar himmel, sat i varetægtsfængsel. Selv hvis de senere bliver frikendt, ødelægger det alligevel alt i deres liv – i mange tilfælde mister de ikke blot deres ære, men også deres hus, deres familie, deres job og deres venner. Anholdelsen i sig selv er nok til at ødelægge deres liv for bestandig.

Allerede dette minder om hvad der foregår i en politistat. Men værre endnu, så bliver mange af mændene dømt uden at der foreligger beviser for deres skyld. Dommerne vælger simpelt hen at tro mere på kvindens forklaring end på mandens, også selv om der foreligger stærke indicier for at kvindens forklaring ikke er sand. I reasliteten kan en hvilken som helst mand på et øjeblik se sit liv lagt i ruiner, når en kvinde retter beskyldninger mod ham, som dommeren tror på.

Det er Stidsens påstand, at det forholder sig sådan – at de mere end ti mænd, der omtales, blev dømt, selv om de var uskydlige. Hendes fremstilling virker overbevisende. Jeg selv og de fleste læsere vil nok føle sig overbevist om, at Stidsen stort set har ret – især måske i de kapitler, hvor forløbet op til og under den angivelige voldtægt gennemgås detaljeret.

Stidsen erkender, som mange andre, at den hidtidige lov om voldtægter ikke var tilstrækkelig. Der var brug for at modernisere den. I feminsitiske kredse var der ophobet en stor frustration over, at for mange af de anmeldte voldtægtsmænd gik fri, af mangel på bevis; deres mål var at få ændret loven sådan, at flere mænd blev dømt, uanset hvad. Stidsen antyder, at myndighederne handler ud fra nogle måltal om, hvor mange mænd der skal dømmes, og for at opfylde disse måltal ser de gennem fingre med, at der i mange tilfælde ikke er de nødvendige beviser.

De fleste eksperter var enige om, at en ny lov skulle baseres på spørgsmålet om frivillighed – var kvinden frivilligt gået med til sex? Men bestemte kræfter, centreret omkring Enhedslisten, propaganderede stærkt for, at loven skulle baseres på ”samtykke”, og de fik overbevist samtlige partier i Folketinget om at stemme for det.

Forskellen på frivilighed og samtykke kan illustreres af kapitlet om Ismails historie. Han danser tæt med en kvinde på et diskotek, og de går sammen ned ad trappen til toiletterne, hvor hun først selv skal på toilettet, men så kommer ud, og de går sammen ind på et toilet, hvor de er i ti minutter, og har sex. Der findes en optagelse fra et video-kamera, der viser, at kvinden gik glad og kyssende ved siden af Ismail, endda hånd i hånd, ned ad trappen. Alt i hendes adfærd og kropssprog viser, at hun gerne vil have sex. Men under de ti minutter inde på toilettet kan hun jo have skiftet mening. I sin afsluttene procedure fastholder anklageren, at det kun er dét, der er sket inde på toilettet, der må tages med i betragtning, ikke der der sker tidsmæssigt indtil 1 minut før, de går derind. Og kvinden påstår, at under de ti minutter protesterede hun. Her står ord med ord – og retten vælger at tro på kvinden, ikke på Ismail. Der er altså ikke bevis for voldtægt, der er kun kvindens ord; men alligevel bliver Ismail idømt flere års fængsel plus en stor erstatning til kvinden. Hvis der havde været tale om en lov baseret på frivillighed, ville det have været klart, at kvinden frivilligt indlod sig på sex med manden. Men i den strenge fortolkning af samtykkeloven kan manden dømmes. Oven i købet sker det ved, at man forlanger at HAN skal bevise, at hun samtykkede under de ti minutter. Det er omvendt bevisbyrde, og den bevisbyrde kan ingen mand nogensinde løfte, med mindre han har en båndoptagelse af forløbet.
I det hel taget er der belæg i mange af bogens beretninger for, at der i praksis er tale om omvendt bevisbyrde. Det benægtes vidt og bredt i samfundsdebatten; men Stidsens bog viser, at det er tilfældet.
Hvordan kan det gå til, at dommerne så ofte dømmer en mand, selv om der ikke er tydelige beviser imod ham? Lidt af forklaringen dukker nok frem i Oskars historie (s. 59), hvor der står, at hoveddommeren bevisligt havde en fortid som feministisk propagandist.

Der er et andet eksempel, Sams historie. Sam dyrker gerne sadomasochisme. Det er ikke ulovligt, hvis blot der er samtykke fra kvinden.  Der føres retssag om to situationer, hvor Sam har indledt samværet med kvinden ved at være meget omhyggelig for at snakke tingene igennem på forhånd, aftale stopkoder hvis han går for langt, og tydeligt indhendte kvindens samtykke. I disse to tilfælde opstår der episoder, hvor kvinden siger stop til bestemte handlinger undervejs, og hvor Sam straks holder inde. Alligevel bliver han dømt for manglende samtykke, og kommer flere år i fængsel.

Jans historie handler om Jan, der har været gift i ti år med en kvinde, hvorefter de bliver skilt. I det første halve år efter skilsmissen går det fint, de omgås hinanden ugentligt og er fælles om at sørge for børnene. Men efter et halvt år får Jan en ny kæreste, og det bliver ex-konen stiktosset over. Så hun indgiver en anmeldelse, der går ud på, at igennem deres ti år lange samliv og ægteskab voldtog han hende. Da der nu er en voldtægtssag imod ham, fratages han retten til samvær med sine børn, og herefter har han ikke set sine børn. Retten tror på ex-konens påstand om, at samlivet under deres ægteskab skete uden hendes samtykke, idet han benyttede medicin til at dope hende, så hun ikke kunne gøre modstand. Som bevis anføres, at Jan to gange havde bestilt sovemedicin på nettet – ganske vist sovemedicin, som han selv havde brug for, og som var svagere end den sovemedicin, exkonen selv tog. Men retten tror på denne absurde påstand, og han idømmes 6 års fængsel. Her ser vi, at samtykkeloven og uretfærdighederne i familieretten går hånd i hånd – i samme øjblik manden er anklaget for voldtægt i ægteskabet, mister han for altid retten til at se sine børn.

Dette er kun nogle af de uretfærdigheder, som bogen er fuld af.

Det fremgår af bogen, at man må ikke i vurderingen af kvindens beretning tage i betragtning, hvad hun ellers har bedrevet. I Jans historie har ex-konen også anmeldt sin første mand, da de blev skilt. Vi læser videre: ”Det værste . . . ved den nye samtykkelov er, at forsvarsadvokaten i retten ikke må fortælle, at den her pige er misbruger, at ekskonen har kontakt til psykiatrien og er under §50-undersøgelse i kommunen, samt at hun også har lavet samme nummer før. ” Desuden læser vi i samme sag, at den anklagede mand forhindres i at fremføre vidner, der taler til hans fordel. Det hele samler sig til et indtryk af stor partiskhed – det der taler for manden, må ikke komme frem, og det der taler imod kvinden, må ikke komme frem. Politiet må ikke som tidligere stille sig kritisk over for anmelder og udstille anmelders utroværdighed (s. 266).

Igen og  igen, i sag efter sag, viser det sig at det der er afgørende for dommeren, er at kvinden leverer en ”sammenhængende, detaljeret og troværdig forklaring.”  Samme ordlyd forekommer igen og igen i dombogen. Det er desværre sådan, at i gennemsnit har kvinder mere ordet i deres magt en mænd har, plus at mange kvinder er dygtige til at foregive stærke følelser, når de afgiver deres beretning. Det betyder i praksis, at kvindens ord rutinemæssigt vejer tungere end mandens. Faktisk er det kendt, at nogle kvinder er i stand til at lyve ekstremt overbevisende om forløb af voldægtsepisoder, som viser sig at være fuldstændig opdigtede, så en overbevisende beretning bør ikke være et bevis. Men det bliver det.

I Daniels historie bliver Daniel dømt for noget, der skete før samtykkeloven trådte i kraft. Alligevel bliver han dømt ud fra de kriterier, der er indført med samtykkeloven. Han bliver dømt efter nogle kvinders beretninger, som mere eller mindre er fri fantasi. En kvinde, der kaldes Gabi, vil efter domsafsigelsen kramme, Daniel, snakke med hans familie og have en besøgstilladelse til ham i fængslet. Og dagen efter mailer hun til en politibetjent, som har været ekstremt aktiv for at få flere kvinder til at anmelde Daniel, og skriver il ham at hun havde indgivet en falsk anmeldelse. Det fik dog ingen betydning. Daniel måtte afsone sin fængselsdom.

Hvor mange voldtægtsanmeldelser, der er falske, er et tricky spørgsmål. Hvis der ikke er nogen vidner, er det jo svært at afgøre, om kvinden lyver, eller om manden lyver. S. 250 i bogen læser vi: ”For i det ”paradigmeskfite”, retssystemet har undergået i de seneste år, indgår også, at man har besluttet ikke at retsforfølge piger og kvinder . . . for falsk anmeldelse.” Begrundelsen er, at man ved, at mange voldtægter ikke bliver anmeldt, og man forsøger ast gøre alt hvad man kan for at få flere kvinder til at anmelde. Det vil virke imod dette, hvis kvinder ved, at hvis de anmelder, risikerer de at blive dømt for falsk anmeldelse.
En stor del af de sager, der behandles i bogen – ja vel nærmest samtlige sager – er fremstillet sådan, at læseren må mene, at der er tale om falske anmeldelser. Men i retssystemet bliver de tværtimod rubriceret som vellykkede, berettigede anmeldelser, der førte til at en mand blev dømt.
Alt i alt betyder det, at de officielle vurderinger af hyppigheden af falske anmeldelser er helt upålidelige.
Majorteten af de samtykkeanmeldende piger/kvinder, der omtales i bogen, har psykiske problemer – enten diagnosticerede eller udiagnosticerede. Stort set alle de falske voldtægtsanmeldelser, der blev sorteret fra af politiet før samtykkeloven, tages nu ind i retssystemet og bliver båret igennem på et guldfad (s. 282). Altså: Mange af de tilfælde, der før i tiden blev afvist som falske anklager, bliver nu ført igennem og taget alvorligt, med det resultat, at uskyldige mænd bliver dømt. Sådan opstår altså også det indtryk, at der er meget få falske anklager.

I marts 2023 meddelte Rigsadvokaten, at samtykkeloven virker efter hensigten. ”Domstolene har taget samtykkebegrebet til sig, og de bruger det til bedømmelsen af sagerne. Vores gennemgang af retspraksis viser altså, at lovene er blevet anvendt som forventet”.  . . . ” Her er der flere gange faldet dom, som ikke kunne lade sig gøre før samtykkeloven, og det er et tydeligt eksempel på, at loven virker efter hensigten.” Dette udtaler de på basis af en vurdering af 17 sager.
Det hedder i udtalelser fra Rigsadvokaten, at ”samtykkeloven er blevet beskyldt for at medføre en omvendt bevisbyrde. . . Jessika Auken forstår godt bekymringen, men hun understreger, at det ikke er tilfældet. Retssikkerheden er intakt, siger hun. – Det er fortsat anklagemyndighedens opgave at bevise, at den tiltalte er skyldig uden for enhver tvivl, og der stilles fortsat høje beviskrav til vurderingen af voldtægtssager. – Der er stadigvæk ikke noget omvendt bevisbyrde i forhold til den her lovgivning, siger hun. Der har været sager, hvor retten har vurderet, at den tiltalte ikke har vidst, at der ikke var samtykke. I disse tilfælde er den tiltalte blevet frifundet, og retssikkerheden er dermed intakt, fortæller Jessika Auken.”

Alt dette er jo i grel modstrid med hvad Marianne Stidsen skriver.

I oktober 2023 fortalte medierne, at Jolina Vinholt, der er psykologfaglig konsulent ved Københavns Politi, sammen med vicepolitiinspektør Jesper Beuschell nøje har gennemgået 500 voldtægtssager fra tiden siden samtykkeloven trådte i kraft, for at sætte luppen på, hvor det går galt. De mænd, der dømmes, er især unge mænd, oftest mellem 16 og 32 år gamle, og mange af disse mænd mener selv at de er uskyldige, og ikke har gjort noget forkert.

Vinholt og Beuschel siger: ”Falske anmeldelser eller falske anklager er alvorligt og strafbart, men det er ikke vores indtryk, at det er de falske anmeldelser, der fylder. Der er stor forskel på, hvorvidt der er tale om en falsk anmeldelse, eller hvorvidt parterne er uenige om, hvilke signaler der betød hvad. . . . Hvis man deltog aktivt og samtykkede undervejs i samlejet, kan man ikke efterfølgende definere det som voldtægt, hvis man fortryder. ”

Hvordan kan det være, at sådanne vurderinger i den grad strider mod hvad Marianne Stidsen skriver? En del af forklaringen dukker op, når vi læser hvad der står i Thomas´ historie (s. 211). Her hører vi om, at kvinden på et tidspunkt, da hun bliver gået meget på klingen, siger om mandens forklaring om forløbet under samlejet, at ”det kunne godt være sket”. Stidsen tilføjer: ”Udsagnet fremgår dog ikke af domsbogen, da domsbogen kun indeholder det, man lægger til grund for dommen, og altså ikke det, der fasktisk blvier sagt – hvilket i det hele taget er vigtigt at huske, når man læser og forholder sig til disse samtykke domme efterlods.” Og s. 284 står der, at alt, hvad der er fremlagt i en sag, som kunne pege i retning af drengens/mandens uskyld, i mange tilfælde slet ikke er nævnt i domsbogen.
Med andre ord: ifølge sagens natur indeholder domsbogen det grundlag, som dommen er baseret på. Der vil derfor være overensstemmelser med hvad der citeres fra domshandlingen, og hvad dommen lyder på. De mange tilfælde, hvor en uskyldig mand dømmes uretmæssigt, kan IKKE aflæses af domsbogen, for det der tyder på hans uskyld, vil være udeladt eller stå svagt formuleret.

Stidsens bog lærer os altså, at man kan IKKE gøre som Vinholt og Beuschell og få et retvisende billede. Man er nødt til at gå ind i de enkelte sager på den måde, som Stidsen har gjort.

Til allersidst kommer Marianne Stidsen med to forslag til handling. De er ganske enkle:
1) Loven skal revideres, så den bliver baseret på frivillighed i stedet for samtykke.
2) Falske voldtægtsanmeldelser skal i langt højere grad, end det sker nu, efterforskes, rejses og dømmes.

Min samlede vurdering er, at det er en vigtig bog, som mange burde læse. Politikerne burde læse den. De personer i retssystemet, som har med voldtægtssager at gøre, burde også læse den – ja den burde indgå i deres uddannelse. Man skal jo altid se en sag fra flere sider – det burde være elementært i retsvæsenet.
Marianne Stidsen mener, at den nye lov giver kvinder frit lejde til at få en hvilken som helst mand eller dreng smidt i fængsel på et hvilket som helst grundlag. På sidste side taler hun om ”en gru forårsaget af overlagt ondskab begået af staten i det godes navn.” Det er stærke ord, og i det hele taget supplerer hun de mange faktuelle oplysninger med meget hårde, følelsesladede ord. Er det forkert?
Jeg selv ville ikke formulere mig sådan. Jeg mener at man bør holde sig mest muligt til det objektive og holde det mere subjektive skarpt adskilt. Men i disse tider, hvor kvinder sætter dagsordenen, kommer man nok ikke  langt med tørre facts alene. I forhold til mine egne bøger, der sælger dårligt og kun i mindre antal er udlånt fra bibliotekerne, konstaterer jeg, at ”Med lov skal land nedbrydes”  står på talrige biblioteker, og lige i skrivende stund er samtlige bind udlånt. Så  hvis man skal brage igennem mediemuren – og det bør Marianne Stidsen – så skal man nok gøre som hende.

www.dr.dk/nyheder/indland/rigsadvokaten-slaar-fast-samtykkeloven-fungerer-efter-hensigten

https://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art9540682/Misforståede-antagelser-om-samtykke-går-igen-i-voldtægtssager

Anmeldelse af ”Aldrig din skyld / altid din skyld”

Anmeldelse af ”Aldrig din skyld / altid din skyld” af Tobias Petersen (2023). 353 pp. Forlaget Brilleuglen.

Denne bog er skrevet af Tobias Petersen, som siden 2014 har skrevet om køn og ligestiling på sin hjemmeside, www.Reel Ligestilling.dk, og på facebooksiden Reel ligestiling. Facebooksiden blev dog lukket af facebooks censur i august 2023, da den bragte en foromtale af bogen.

Jeg har selv fulgt Tobias Petersens skriverier fra 2014 og frem, og jeg har hele vejen igennem været meget enig med ham og meget på linje med hans holdninger. Det præger også min opfattelse af den nu udkomne bog, hvor et sted omkring 98 % af indholdet er noget, som jeg er meget enig i.
Bogen har et behageligt sprog og er let at læse. Den virker som om alle formuleringer er nøje overvejet og tilpasset til, at alle skal kunne læse den.

Bogens omslag er delt skarpt op i en sort halvdel og en hvid halvdel. På den hvide halvdel står der ”ALDRIG DIN SKYLD”, og det betegner den holdning, som samfundet i dag har over for kvinder. På den sorte halvdel står der ”ALTID DIN SKYLD”, og det betegner den holdning, som samfundet i dag har over for mænd.
Nærmere bestemt er det et gennemgående tema i bogen, at samfundets generelle holdning er som følger: Når som helst kvinder møder nogle vanskeligheder, forhindringer eller ubehageligheder, så skyldes det noget i samfundet – det har at gøre med noget strukturelt, som skal laves om. Men når som helst mænd møder nogle vanskeligheder eller forhindringer, så er det mændenes eget individuelle ansvar at gøre noget ved det. Det er en moderne version af den evige tendens, at kvinderne er de passive, som nogen skal gøre noget for, mens mændene er de aktive, som selv må handle for at bringe tingene på fode. Hen igennem bogen er der mange eksempler på denne tendens; det starter allerede i børnehaven: Pigerne lærer at kalde på pædagogen, når de har et problem; drengene lærer, at de skal løse deres problemer selv (s. 152).  Piger og kvinder er i udgangspunktet perfekte; de er, som de skal være, der er ikke noget der skal ændres ved dem, og når de alligevel har problemer, er det omgivelsernes og samfundets skyld. Man taler ikke om ”toksisk femininitet”. Hvis Verden skal gøres bedre, skal det ske ved at man letter tilværelsen for kvinder. Og omvendt, så er drenge og mænd forkerte; der er noget galt ved dem; man taler om ”toksisk maskulinitet”. Hvis Verden skal gøres bedre, så skal det ske ved, at mændene ændrer sig, og det har de selv ansvaret for.
Jeg mener at påstanden om at der eksisterer denne vinkel på køn så nogenlunde holder stik. Der er måske et par enkelte steder, hvor den ikke helt holder: Kvinder i dag får at vide, at hvis de vil stige til tops i hierarkiet i det private erhvervsliv, så skal de ændre sig og handle mere som mænd – de skal blive mere selvsikre og pågående, være mere aktive for at søge stillinger, etc. Dét er et af de få punkter, hvor bogens fremstiling ikke er helt dækkende.
Et andet punkt handler om opdelingen i forskellige typer af feminister. Her (s. 30) skelnes mellem radikalfeminister og queer feminister, og det hævdes at radikalfeminister mener at køn er biologisk bestemt, mens de andre hyulder den queer-teoretiske idé om at køn er noget, mennesker ”gør” og derfor også kan vælge. Det skurrer lidt i mine ører, for det gælder kun meget snævert i talen om kønsskifte. Feminister kan opdeles i mange slags, og man finder nok aldrig en opdeling, som alle kan være enige i. Men at radikalfeminister opfatter køn som noget biologisk, er lidt misvisende. De fleste radikale feminister mener lige som Simone de Beuavoir, at kvinde, det er noget man bliver – man fødes ikke med de biologisk bestemte karaktertræk, som kendetegner kvinder. De, der mener, at kvinder biologisk er determineret til at være anderledes end mænd, kaldes essentialister; dem var der nogle af i 1970´erne; men de er stort set uddøde (eller udrensede?).
Bogens første større kapitel handler om ”patriarkatet”. Bogen argumenterer overbevisende for, at det begreb er helt fundamentalt for feminismen – uden det begreb ville feministerne ikke have den sag, de kæmper for. Bogen beskriver – med rette – feminismen som et kirkesamfund, der har nogle trossætninger, og den måske allerhelligste trossætning er, at man skal tro på at Patriarkatet eksisterer. Når som helst nogen i en debat kommer til at sige noget, der modsiger tesen om Patriarkatet, reagerer feministerne meget voldsomt negativt. Det er en rød knap, man ikke må trykke på. Det vil kortslutte al dialog.
Derefter kommer et kapitel om ”Det feministiske økosystem”. Det kapitel gjorde stort indtryk på mig. Det handler om hvordan et kæmpe netværk af organisationer gensidigt støtter hinanden, og hele tiden sørger for at det bliver den feministiske fortælling, der kommer frem i medierne og over for politikerne. Der uddeles mange millioner kroner til disse organisationer, dels fra staten og kommunerne, og dels fra fonde og gennem støtte fra erhvervslivet. Alt i alt finansieres den danske feminisme årligt med adskillige hundrede millioner af kroner, måske endda over en milliard. Det giver lønnet beskæftigelse til en hærskare af feminister, som kan drive lobbyvirksomhed. Det er der støtte til, fordi den generelle fortælling er, at kvinders problemer skyldes at der er noget strukturelt i samfundet, der bør laves om. Der er derimod ikke noget strukturelt i samfundet, som bør laves om for at lette tilværelsen for mænd, så der gives stort set ingen penge til at løse mænds problemer. Der er næsten kun én undtagelse: I årene 2021 og 2022 blev der bevilget i alt 4 mio. kr til ”Forum for mænds sundhed” ved Righospitalet. Den støtte forsvandt igen i 2023 (s. 202). Man skulle ellers nok mene, at staten havde råd til at forlænge støtten, i betragtning af de 75 mio. kr som staten hvert år bevidstløst bevilger til UN Women, hvor det er meget uklart, om man får noget nyttigt for pengene.
Kønsforskningen ved universiteterne er også en del af det feministiske økosystem – den tankegang, der lever i dette økosystem, har praktisk tget monopol på al kønsforskning i Danmark.
Det feministiske økosystem får penge, fordi det har magt. Strategien er, at man først skal have monopol på fortællingen. Når man har fået det monopol, så får man magten, og når man har magten, får man pengene (s. 51). Bogen siger også: ”spørgsmålet er ikke, om du har ret; spørgsmålet er, hvem der siger, du er troværdig” (s. 63). Og her er problemet, at næsten  ingen personer uden for det feministiske økosystem i dag fremstår som troværdige.
Der er i bogen en del eksempler på, at feministerne ikke tillader andre at komme til orde og få indflydelse. Journalist Iben Maria Zeuthen har f.eks. sagt, at man bør udleukke debattører med det modsatte synspunkt fra at deltage i debatten om køn og ligestiling. Hun har sagt, at ”det er vigtigt at vi som journalister slukker for mikrofonen for dem dem med det modsatte synspunkt.” (s. 18).  Bogen citerer også (s. 307) forkvinden for Socialdemokratiets ligestilingsudvalg, som til en konference havde inviteret 7 kvinder og én mand, Henrik Marstal. Gået på klingen om, hvorfor der kun var én mand, når det handlede om ligestilling, svarede hun, at hun ikke var interesseret i at høre fra mænd, som ikke delte hendes feministiske tilgang – det ville være spild af tid at inddrage f.eks. Hans Bonde, som modarbejder alt hvad hun har arbjedet for angående at få kvinder frem i forskningsverdenen.
Bogen har også kapitler om den rolle, feminister spiller i medierne, og om betydnignen af sproget – noget som kvinder typisk tillægger stor betydning. Vi hører om  at feminister og normkritikere gør sproget til et aktivistisk værktøj.
Der følger et kapitel om den særlige værdi, som samfundet tillægger kvinder, og som gør at man tager særligt hensyn til kvinder og deres følelser, hvorimod der er frit spil for ustraffet at skrive side op og side ned om at man hader mænd og måske endda vil have alle mænd slået ihjel.
Dernæst kommer kapitlet om sundhed. Her bed jeg mærke i, at det har betydning for om mænd vil gå til lægen, om der er en feminin aura i lægemiljøet, f.eks. en feminint præget sprogbrug. Man opdagede f.eks. i 2014, at mandlige kræftpatienter oftere meldte sig til genoptræning, når det var en mandlig fysioterapeut (s. 197). Det har jo tankevækkende perspektiver, når en stigende andel af de medicinstuderende er  kvinder – nu oppe omkring 71 % (s. 258).
Kapitlet om sundhed går videre til at omtale sex, og der er adskillige sider  om solomødre.
Der er et kapitel om uddannelse, hvor vi bl.a. hører om det kendte forhold, at lærere giver lavere karakterer til drenge end til piger for samme faglige præstation, fordi de bevidst eller ubevidst inddrager elevernes ”sociale kompetencer”  i karaktergivningen.
Der følger et kapitel om vrede og afmagt, der især handler om incels og MGTOWs. Bogen forsøger at give en plausibel forklaring på, at disse fænomener er en forventelig reaktion på den måde, drenge og mænd behandles på. Deres problemer bliver aldrig anerkendt – de får altid at vide, at hvis noget ikke fungerer, så er det deres eget ansvar.
Omvendt bliver der gjort rigtig meget for at lette vejen for kvinder og fjerne alle sten på deres vej. Og hvordan reagerer kvinderne så på det? De plages mere og mere af mistrivsel. Tobias Petersen mener, at den menneskelige psyke er ”anti-skrøbelig” – jo flere vanskeligheder, man udsættes for, jo mere robust bliver man, og jo mere udvikler man sine styrker og evner. Da den nyeste generation af kvinder nærmest får alt foræret, er de meget lidt robuste, og de plages af mentale problemer.
Bogen kommer ind på et konkret eksempel, nemlig de dårlige oplevelser som kvindelige gymnasieelever kan få med ”puttemiddage”. Her er Tobias Petersens holdning, at det er vigtigt for de unge kvinder at lære livet at kende og lære, hvordan unge mænd forsøger at gøre dem til sex-objekter – den erfaring vil hjælpe dem senere i livet. Her er jeg ikke ganske enig – jeg finder ”puttemiddagene”  modbydelige. Men måske har han ret. Jeg har nok selv som ung tænkt for pænt om hvordan mænd og kvinder omgås hinanden, og misset en forståelse for, hvordan kvinder tænker om mænd. Jeg manglede måske nogle afgørende erfairnger, der ville have hjulpet mig i livet.
Når man når til bogens slutning, venter man spændt på sidste kapitel: ”Veje ud”. Altså: kan der peges på nogle løsninger?
Her udpeger Tobias Petersen de aktører, der muligt kunne komme med løsninger: 1) politikerne, 2) virksomheder og fonde, der støtter ligestiling, og 3) medier og journalister.
Hvad angår politikerne, ser Tobias Petersen intet håb. Venstrefløjen vil fortsat hævde, at kvinders problemer skyldes noget strukturelt i samfundet, som skal laves om til fordel for kvinder – uanset at kvinderne i dag galopperer langt foran mændene i uddannelsessystemet. Højrefløjen vil ikke give penge til samfundsforandringer, der kræver penge, og vil fortsat sige til mændene, at forandringer er deres personlige ansvar.  Det eneste håb er, at nogle politikere måske vil nedsætte et udvalg, som kigger speicelt på drenges og mænds ligestilingsproblemer, sådan som man netop har gjort i Norge.
Hvad angår fonde og virksomheder, så anbefaler bogen, at de begynder at føre et ideologisk regnskab over den støtte, de giver, for at få overblik over, om støtten måske gives meget ensidigt til det feministiske økosystem. De bør oprette og finansiere en ikke-feministisk tænketank for ligestilling.
Hvad angår medierne (redaktører og journalister), giver bogen en liste på syv råd. Flere af rådene går på sprogbrug, f.eks. om brugen af aktiv/passiv form – drengene taber, pigerne tabes. Det anbefales især at være præcis med, hvad man mener med ordet ”ligestiling” – mener man lige muligheder, eller resultatlighed. Det er efter min mening et godt og vigtigt råd; problemet er bare, at de vil ikke følge det. Feminister presser hele tiden på for at man IKKE bruger denne skelnen – for dem vil ligestilling altid være resultatligestiling, og de nægter at godkende at det er godt nok med lige muligheder. Et andet råd er, at hvis der på et felt er en skæv fordeling , dvs. en fordeling langt fra 50/50, så skal man ikke automatisk antage, at det skyldes diskrimination. Tænk på en strikkeklub med 30 damer og ingen mænd. *Den skæve fordeling skyldes ikke diskrimination, men derimod, at de to køn har forskellige interesser og vælger forskelligt. Det gælder også ude i samfundets organisationer.

Jeg har selv forsøgt at  publicere bøger om køn, og derfor interesserer det mig at læse om Tobias Petersens erfaringer i den retning. Han omtaler de tre kvinder i ”Girl Squad” som fik et samarbejde med DR´s P1 om en række på seks udsendelser om hvad feminisme er. Disse udsendelser skulle lede frem til, at der blev udgivet en bog med samme emne; den udkom under titlen ”Ludermanifestet”. DR brugte licenspenge på at støtte udgivelsen, og havde deres logo på bogen. Tobias selv havde året forinden kontaktet et af Danmarks store forlag i håbet om at udgive en bog om køn og ligestilling., kun for at få et svar, som bedst kan betegnes som det, der på nydansk kaldes en fuckfinger. Feminister og ikke-feminister har altså ikke lige gode vilkår for at få udgivet bøger.
Det rimer med mine egne erfaringer. Da jeg skulle udgive ”To køn – tre sandheder”, sendte jeg, efter tur, manuskriptet til 10 forskellige forlag. Jo mere jeg forbedrede manuskriptet, jo mere kortfattet blev deres afvisning. Derefter sendte jeg et brev til ti andre forlag, hvor jeg spurgte, om de i det mindse ville se på et manuskript om forholdet mellem kønnene. Det var der ingen, der ville. Kun én mandlig redaktør svarede lidt imødekommend,e idet han skrev, at han turde ikke. Summa summarum: Ud af 20 forlag var alle 20 på forhånd negative over for emnet.
Jeg forsøgte dengang at gøre argumentationen så solid og velunderbygget som muligt – men jo mere jeg forsøgte dét, jo mere negativt blev det vurderet. Det minder mig om, hvad Tobias skriver (s. 20): ”I et tidligere udkast til denne bog brugte jeg mange sider på at demonstrere, at kvinden inden for nogle områder har større problemer end mænd, og at mænd inden for andre områder har større problemer end kvinder. Min tanke var, at en empirisk tilgang ville kunne overbevise nogle af patriarkatets fundamentalister. Men jeg har skiftet mening. Jeg tror ikke, der findes nogen empiri, som vil få dem til at ædnre holdning.”
Jeg har draget den samme konklusion. Jeg har planlagt at samle videnskabelig evidens for at der forskelle mellem kønnene. Men jeg har opgivet at få det udbredt til noget større publikum. Jo mere videnskabeligt velfunderet, det er, jo færre vil læse det. Og det vil ikke få en eneste feminist til at ændre holdning. Som Tobias Petersen skriver i sin bog, så er feminismen og troet på patriarkatet en slags religion, en kirke, og man kan ikke på nogen som helst måde få de troende på andre tanker. Det svarer vel til at ville få fundamentalistiske kristne til at acceptere Darwins udviklingslære ved at fremlægge særlig solid videnskabelig evidens. Det kan man ikke.
Jeg har selv bl.a. udgivet bogen ”Fire myter om patriarkatet”. Den er baseret på grundig gennemlæsning af relevant faglitteratur. Alligevel blev den i bibliotekernes lektørudtaslelse vurderet såden her: ” Et unuanceret indspark i kønsdebatten, som næppe vil finde mange læsere”. Sådan går det, hvis man med solid videnskabelig forankring forsøger at skrive noget, som går imod forestillingen om patriarkatet. Tobias Petersens bog bliver nok bedre vurderet – den har nok en passende grad af saglighed og har nok en bedre aspel til ”almindelige mennesker”.

Woke bevægelser har til formål at nedbryde kernefamilien

 

Jeg vil her argumentere for, at der er en sammenhæng mellem at være tilhænger af en woke dagsorden – f.eks. transkønnedes rettigheder – og et ønske om at nedbryde den traditionelle kernefamilie, hvilket bidrager til at nedsætte fødselstallene og dermed underminere samfundene i bl.a. den vestllige kulturkreds.

Mit første nedslagspunkt er feminismen, i den form der brød igennem i USA omkring 1970. En af de personer, der havde allermest indflydelse på hvilken form, feminismen tog, er Kate MIllet, der i 1970 fik gdgivet bogen ”Sexual Politics”, der snart efter blev brugt som lærebog på de nyoprettede kvindekurser på universiteterne.
Kate Millett´s søster har senere berettet om, hvilken strategi man var tilhænger af i det revolutionære miljø, som Kate Millett var en central del af (1). Her sagde man: ”Hvordan laver vi kulturrevolution?” – ”Ved at ødelægge den amerikanske familie” (2).
Kate Millett har også selv udtalt: ” Den totale ødelæggelse af det traditionelle ægteskab og kernefamilien er feminismens revolutionære og utopiske mål. ” (3)
Det indikerer at hvis feminismen fører til ødelæggelse af kernefamilier, så er det ikke en uheldig bivirkning – det er tværtimod formålet.
Det bekræftes af mange andre af den tids amerikanske feminister, f.eks. Linda Gordon: ”Kernefamilien skal ødelægges, og folk må finde bedre måder at leve sammen på . . hvad end det i sidste ende kommer til at betyde, så er det en objektivt revolutionær proces at bryde familierne.” (4)
Eller Shulamith Firestone, som citerer “The declaration of feminism” (1971): ”At gøre en ende på ægteskabs-institutionen er en nødvendig betingelse for kvindernes frigørelse. Derfor er det vigtigt for os at opfordre kvinder til at forlade deres ægtemænd og ikke leve individuelt sammen med mænd . ”

Mit andet nedslagspunkt er en programerklæring fra Black Lives Matter skrevet i 2020. Efter politidrab på en sort mand i USA opstod en bevægelse, der mundede ud i dannelsen af the Black Lives Matter Global Network, som ”har forandret vilkårene for debat om sorthed over hele verden”. Dette netværk har formuleret et dokument med overskriften ”Hvad vi tror på” (5), og lagt det på organisationens hjemmeside. ” Dette er resultaterne af vores kollektive indsats”, hedder det i starten af dokumentet. Det indeholder en række punkter, bl.a. følgende:

– Vi giver plads til, at transkønnede brødre og søstre kan deltage og lede.

–  Vi er selvrefleksive og gør det arbejde, der kræves for at afvikle ciskønnedes privilegier og opløfte sorte transpersoner, især sorte transkvinder, som fortsat er uforholdsmæssigt påvirket af trans-antagonistisk vold.

– Vi bygger et rum, der bekræfter sorte kvinder og er fri for sexisme, kvindehad og miljøer, hvor mænd er centreret.

– Vi sønderriver kravet om den vestligt foreskrevne kernefamilie-struktur ved at støtte hinanden som storfamilier og “landsbyer”.
–  Vi fremmer et queer-bekræftende netværk. Når vi samles, gør vi det med den hensigt at frigøre os selv fra den heteronormative tænknings stramme greb, eller rettere, troen på, at alle i verden er heteroseksuelle (medmindre han/hun eller de oplyser andet).

Denne tekst gav øjeblikkeligt anledning til modvilje mod Black Lives Matter, og en del meldte sig straks ud af organisationen; især vakte det stor modvilje, at der stod
” Vi sønderriver kravet om den vestligt foreskrevne kernefamilie-struktur” ( We disrupt the Western-prescribed nuclear family structure requirement). Det førte til, at dokumentet inden for få dage blev fjernet igen fra hjemmesiden (6). Teksten findes dog bevaret, og den vidner om det sammenhængende ”tros-system”, som den pågældende kreds af sorte personer går ind for. Den vidner om, at anti-racisme, støtte til transkønnede, feminisme, modstand mod mænds dominante stilling, og modstand mod den heteroseksuelle kernefamilie, for dem går op i en højere enhed. Det samlende punkt er at gå imod alt, hvad der støtter ciskønnede heteroseksuelle hvide mænd.

Endnu et eksempel på modstand mod kernefamilien findes hos den meget radikale feminist Sophie Lewis (7), der i 2019 og 2022 udgav to bøger det handlede om at afskaffe kernefamilien; den seneste bog hedder ligefrem ”Abolish the family”. Hendes tankegang fremgår f.eks. af et interview, hvor hun siger: ”Vi ved, at den private kernefamilie er der, hvor det overvældende flertal af voldstilfælde kan ske. Og så er der hele spørgsmålet om, hvad det er til for: at træne os op til at være arbejdere, træne os til at være beboere i et binært-kønnet og racemæssigt stratificeret system, træne os til ikke at være queer.” (8)

Endelig kan vi se på tankegangen hos organisationen Normstormerne, der med kommunal støtte underviser skoleeleverne i København og Aarhus kommuner. I deres instruktion til undervisningen (9) læser man bl.a.:
– » … at være hvid, kristen, en mand, ciskønnet, heteroseksuel, at have en funktionel krop, at være voksen – er eksemplarer på privilegier.«

– »Modulet har til formål at: Synliggøre at den binære kønsstruktur (to køn) ikke er dækkende. At synliggøre at køn ikke kun handler om det køn, man blev tildelt ved fødslen. At synliggøre at normer for køn (og seksualitet) har stor indflydelse på, hvordan vi ser og gør køn. At synliggøre at meget få mennesker passer ind i normer for køn, inklusiv cispersoner.«

En talsperson for Normstormerne, Monir Mooghen, fortalte i et DR-program (10), at ”vi underviser i at der er flere køn end 2, vi underviser i, at det er OK at være trans, at vi skal modarbejde de her normer, som ligesom skader os queer personer”. I interviewet havde hun fokus på at ændre nogle skadelige normer for køn, seksualitet, familiekonstellationer, racisme og økonomisk råderum.

Alle mulige grene af tidens woke bevægelse går altså sammen om at bekæmpe fundamentet for det samfund, som den hvide ciskønnede heteroseksuelle mand har bygget op, herunder at nedbryde kernefamilien.
Det betyder ikke, at enhver der tilslutter sig feminismen eller støtter tolerance over for transkønnede, ønsker at bekæmpe kernefamilien. Overfladisk set kan alle grene af de woke bevægelser se ud som gode sager, som ethvert tænkende menneske bør støtte. Men inde i kernen af disse bevægelser sidder personer, som ønsker at omstyrte kernefamilien og alt andet, som er til gavn for hvide ciskønnede  heteroseksuelle mænd. De fremstiller udadtil deres bevægelse som noget godt og rimeligt, som alle bør kunne gå ind for. Men indadtil er der helt andre dagsordener.

Der er tale om den form for argumentation, som går under betegnelsen motte-and-bailey argumentation (11). Det handler om hvordan tilhængerne af en radikal dagsorden forsvarer sig mod angreb.   Det, de forsvarer, så at sige det inderste af deres forsvarsværk, er en ”Bailey”. Hvis man kritiserer denne ”bailey”, så kommer de frem med en meget mere spiselig dagsorden, som er deres ”Motte”.  De påstår, at det de arbejder for, er motten, og  hvem kan dog være imod det? Hvis det f.eks. drejer sig om feminismen, så er motte-dagsordenen, at der skal være lige rettigheder for kvinder og mænd. Det kan alle gå ind for. Når man så har tilsluttet sig det, så har man altså accepteret feminismen, og så bliver man taget til indtægt for bailey-synspunktet, som kan f.eks. være at der skal indføres kvoter, så der er 50 % kvinder på alle prestigefyldte poster.
Dette misbrug af motte-bailey ses f.eks. her (12): I et interview siger formanden for den feministiske organisation Dansk Mandesamfund, Alexander Andersson: »En meget udbredt minimumsdefinition er, at feminisme er at mene, at vi skal have lige muligheder og rettigheder uanset køn, og med den definition synes jeg, at det skulle være rimeligt ukontroversielt at kalde sig feminist – også som mand.«

Når han gerne vil have tilslutning til feminismen, så bruger han “motten”, dvs. den moderate version (feminisme = lige muligheder). Når så først man har accepteret motten, så dukker  bailey-dagsordenen op, som siger, at feminisme betyder resultat-lighed. Hvis vi andre siger at vi går ind for lige muligheder, så får vi at vide: “Aha! I accepterer feminisme – så må I også støtte kampen for resultatlighed.”

I dette interview fremføres altså motten. Men man kan roligt regne med , at så snart der skal drages konsekvenser, så bliver der henvist til feministernes bailey,

Et andet eksempel er dokumentet ”Hvad vi tror på” fra Black Lives Matter. Det udtrykker formentlig, hvad organisationen faktisk arbejder for, altså deres bailey. Men de har set, at det kan de ikke vise offentligt, for så vender folk sig væk fra dem. I stedet viser de offentligheden deres motte, altså en dagsorden som alle kan støtte, imod racisme.

Her ser vi et generelt problem. Vi kan alle gå ind for de pæne ”motter”, så som anti-racisme, tolerance over for transkønnede osv. Men så snart vi har tilsluttet os dem, så bliver vores tilslutning misbrugt til at støtte bailey-synspunkterne, så som at der skal indføres kvoter, eller at drenge skal have at vide, at de måske i virkeligheden er piger.

Bailey-synspunkterne er så revolutionære, at de går ud på at underminere og nedbryde samfundet. Det har Camille Paglia noget at sige om.
Amerikansk-italienske Camille Paglia, beskriver sig selv som transkønnet, men er alligevel meget kritisk over for transkønnede.

Hun har studeret de kønnede udtryk i diverse kulturer, ikke mindst i antikken. Hun konstaterer, at jo mere en kultur nærmer sig en forfalds-fase, kort før den endelig bukker under, jo mere bliver de kønnede billeder blødt op. Mænd bliver mere bløde og kvindagtige, og transkønnede kommer mere i fokus. Når en kultur er nået til det stade, er det et næsten sikkert tegn på, at den snart bryder sammen.

En kultur overlever bedst, når mænd er typisk maskuline, og kvinder er typisk feminine. Efter at den har haft fremgang i lang tid, bliver normerne blødet op, og de bliver blødet så meget op, at kulturen går ind i en forfaldsfase, hvor den mister sin selvopholdelsesdrift og mister sin evne til at forsvare sig mod indtrængende fjender.
Der er en vækstfase, en kulmination, og en forfaldsfase.

Camille Paglia mener, at præcis dét sker i vores egen kultur i denne tid. Hvis samfundet bliver så eftergivende, at alle mulige mærkelige identiteter får lov at sætte dagsordenen, så kan samfundet ikke overleve.

Man kan høre mere om det i denne video med Camille Paglia (13).

 

(1) Mallory Millett (2018): My sister Kate: The destructive feminist legacy of Kate Millett.

(2) Se også nærmere side 13 i Kåre Fog (2018): Fire myter om patriarkatet. Mysis.

(3) https://quotefancy.com/kate-millett-quotes

(4) https://nikitaccoulombe.medium.com/why-feminism-wants-to-dismantle-the-family-long-4695d45bcf88

(5) https://uca.edu/training/files/2020/09/black-Lives-Matter-Handout.pdf

(6) https://fee.org/articles/black-lives-matter-s-goal-to-disrupt-the-nuclear-family-fits-a-marxist-aim-that-goes-back-a-century-and-a-half/

(7) https://en.wikipedia.org/wiki/Sophie_Lewis_(author)

(8) https://www.thenation.com/article/archive/want-to-dismantle-capitalism-abolish-the-family/

(9) www.berlingske.dk/aok/her-er-normstormernes-undervisningsmanual-som-pressen-ikke-maatte-se

(10) https://www.dr.dk/drtv/se/deadline_-normstormernes-hemmeligheder_328736

(11) https://en.wikipedia.org/wiki/Motte-and-bailey_fallacy

(12) Formand for Dansk Mandesamfund Alexander Andersson kan ikke forstå, hvorfor nogle mænd ikke vil kalde sig feminist: ”Ligestilingen er ikke gået for vidt, den er ikke gået langt nok”

(13) Lesson from history: Transgender mania is sign of cultural collapse . . .

Nominering til Cavling-pris – en kæmpe fejltagelse

Af Kåre Fog og Lone Nørgaard
(Indsendt til Berlingske 29. /12. 2022; afvist 30./12. 2022)
(Tilsvarende indlæg var afvist kort forinden af Politiken og Jyllandsposten)

Dokumentaren ’MeToo: Sexisme Bag Skærmen’ om MeToo-sagerne på TV2 er nomineret til at modtage Cavling-prisen d. 6.  januar.  Den blev sendt i november 2021 på Discovery Channel og gjorde indtryk.

Flere kvinder mener, at dokumentaren var et klart højdepunkt. Fx skriver  Anne Kirstine Cramon: ” Det nedslående ved hele #metoo-debatten er, at det kan virke, som om de kvinder, der står frem, bare gør det for at få mulighed for at jagte mænd ud af byen med høtyve.
Men når det ender der, er det jo, fordi de involverede mænd ikke har røv nok i bukserne til at stille sig op og tage ansvar. Det provokerer, og så bliver de jaget vildt. Men det er ærgerligt, hvis #metoo-sagen reduceres til klapjagt . . . .”.

Hm! Den analyse deler vi ikke, og dette indlæg forklarer hvorfor.

Dokumentaren præsenterer lange interviews med kvinder, der blev krænket under deres arbejde på TV2. Seerne får stort set kun kvindernes version af det skete. Bortset fra én mand, nemlig Jes Dorph-Petersen, er alle øvrige mandlige ’gerningsmænd’ anonyme, og vi kan derfor ikke spørge til sandheden af hver enkelt historie.

Fra anden side kender vi identiteten på tre mænd. Via Therese Philipsen, den kvinde, hvis udsagn fylder langt mest i dokumentaren.
Hun bor nu i Florida, hvor hun er forfatter til kulørte krimier med kvinder som sympativækkende ofre. En af de seneste bøger slutter med en efterskrift, som er interessant: ”Store dele af denne bog er min egen historie.”

Vi får at vide, at en dansk journalist kontaktede hende i Florida og fik hende til at bearbejde og beskrive de 20 år gamle oplevelser, hun ellers havde glemt (!).

Og så: ”Nogle få måneder senere, blev to af de tre involverede mænd fyret fra deres netværk. . . . Den sidste arbejder . . .  ikke i netværket mere.”

Oplysningerne rækker til at identificere disse personer; vi har kommunikeret med de tre mænd og hørt deres version. Deres udsagn giver indtryk af, at Philipsen har omdigtet temmelig meget.

Hvorfor ville mændene så ikke medvirke i dokumentaren?

Baggrunden er, at de berørte mænd er blevet skammeligt behandlet i TV2´s advokatundersøgelse. De oplevede at blive stemplet som onde overgribere, at være dømt på forhånd. Erfaringerne fra advokatundersøgelsen demonstrerede klart, at alle oplysninger blot ville blive udnyttet til at begå karaktermord.

To af de tre mænd har haft et seksuelt forhold til en ung praktikant. De indrømmer, at det vidner om ”dårlig dømmekraft”, men er det nok til, at deres liv skal smadres?
Nogle af de ”dømte” mænd har mistet deres ståsted i tilværelsen – i værste fald både job, indtjening, familie og bolig. Ingen vil nogen sinde ansætte dem igen, og de har intet håb om at blive rehabiliteret. Det er en straf hårdere end en fængselsstraf, for den stopper aldrig. Er det en rimelig straf for at have haft sex med en praktikant 1 eller 2 gange?

De seneste år har to kvindelige studieværter på TV2 haft seksuelle forhold til en ung mandlig praktikant. Den ene af disse, Karen-Helene Hjorth, udtaler i dokumentaren, at det ikke bør forekomme. På trods af at hun altså selv gør det.

Faktachefen på TV2, Thomas Breinholt, er den, der har indstillet dokumentaren til Cavling-prisen. Vel vidende at to kvindelige studieværter har ligget i med en mandlig praktikant. Han ved også, at TV2’s nuværende øverste direktør, Anne Stig Christensen, selv som praktikant dengang af egen fri vilje havde en relation til en afdelingschef. Han accepterer altså, at chefer af hunkøn har forhold til praktikanter. Er de hankøn, venter en fyreseddel.

MeToo-sager virker som terror, der måske endda har til hensigt at lamme mændene. Bliver andre mænd så bange, at de holder meget lav profil og giver feminister ret i alt? Kan Breinholt være motiveret af at signalere, at han er på kvindernes side? Bare sådan for en sikkerheds skyld? Eller har han en overudviklet beskyttertrang over for kvinder, der fremstiller sig selv som ofre? Uden at være det. Det vides ikke, men spørgsmålene bør stilles.

Det er et fundament i vores kultur, at i en konflikt kan det ikke på forhånd afgøres, hvem af parterne, der taler sandt. Derfor skal begge parter høres. Det er ikke sket i denne sag, hvor mændene ikke er blevet afhørt med de samme rettigheder som i en retssag.

Derfor har de involverede mænd ikke ønsket at deltage i dokumentaren. En forhåndsstempling som ond udelukker en reel mulighed for at blive hørt.
Summa summarum: Dokumentaren er et ekstremt ensidigt produkt, der sidst af alt fortjener at blive hædret med en pris.

Anmeldelse af Torsten Skov: Pseudoforskning

Anmeldelse af Torsten Skov (2022): Pseudoforskning. 20 essays til forsvar for videnskaben. 242 pp. Multivers.

Denne bog indeholder 20 essays, dvs. 20 stykker tekst, hvor Torsten Skov udbreder sig om ”forskning”, der ikke overholder almindelige krav til forskningskvalitet, og som derfor ikke fører til pålidelige resultater. Han skriver i forordet, at mens han skriver dette, er der på marken bag huset en traktor, som harver. Få vil drage den påstand i tvivl, skriver han. Hvis han skriver, at det mest er mænd, der kører traktorer, vil der heller ikke blive gjort ophævelser over det. Men hvis han sagde, at drengebørn elsker traktorer, fordi deres hjerner biologisk er programmeret til det, vil mange protestere.
Dermed er hovedemnet slået an: Der er visse emner, der er ”let-antændelige” – så som køn, seksuel orientering, og race. Når det kommer til de emner, kniber det ofte gevaldigt med at argumentere rationelt. Det er så de emner, bogen især tager op, og ikke mindst spørgsmål om køn fylder en stor del af bogen.
Efter nogle afsnit der handler mere generelt om rationel argumentation og om selvregulering i forskningsverdenen, kommer der på side 49 det første eksempel på en betændt undersøgelse af noget med forholdet mellem kønnene. Det er den berygtede ”orkesterundersøgelse”, hvor forfatterne påstår, at de mænd, der skal ansætte musikere ved amerikanske symfoniorkestre, ubevidst vælger kvinder fra. Det er der ikke belæg for i deres data. Det har adskillige personer påpeget; men lige lidt hjælper det. Feminister bliver ved og ved med at citere den undersøgelse som et mønster-eksempel på, at mænd ubevidst diskriminerer mod kvinder (se nærmere herom i afsnit 18 i Kåre Fog (2022): ”Fakta og myter om kvinder og mænd”).
Derefter følger andre kapitler, som har med køn at gøre:

– manglende påvisning af at påstået ubevidst bias har konsekvenser for folks faktisk handlinger
– påstande om at folk lader sig forlede af stereotype forestillinger
– en litteraturgennemgang som viser, at der findes ikke undersøgelser der påviser køns-diskrimination på grund af fordomme
– en gennemgang af, at ingen undersøgelser dokumenterer diskrimination mod kvinder i den akademiske verden på grund af ubevidst bias
– kvinder er ikke udsat for flere hadefulde ytringer i den offentlige debat på nettet, end mænd er
– der er ikke tegn på diskrimination mod kvinder ved rekruttering af professorer
– World Economic Forums ”Gender Gap Report”, hvor det kun tæller, hvis kvinder halter bagefter, men ikke, hvis mænd halter bagefter
– kritik af en FN rapport, der konkluderer, at ni ud af ti borgere i alverdens lande har fordomme, der står i vejen for lighed mellem kønnene.
– eksempler på at kvinder stadig klager over at være diskrimineret, selv når de udgør over 70 % af lederne i Københavns Kommune, eller når der dør færre kvinder end mænd af hjertekarsygdomme. Her omtales bl.a. DRs program ”Hvorfor hader alle feminister?”, som kom med en lang række fejlagtige påstande. Torsten Skov var en af de mange, der klagede til DR over ensidigheden; men kun få af de mange fejl blev rettet.
– så er der noget om ord, som opfattes som vold mod kvinder, og om krænkelsestyranni.
– ”queering” som metode til at gøre begreber om køn så flertydige, at de er uanvendelige.
– Judith Butlers radikale påstand om, at det biologiske køn i lige så høj grad som det sociale køn er en social konstruktion. Her konkluderer Skov, efter at have læst Butler´s  bog, at det ikke lykkedes ham at finde noget i bogen, der ligner en overbevisende argumentation eller nærmer sig en systematisk redegørelse for fakta. Skov konstaterer således, lige som jeg selv har gjort i min bog ”Humaniora – videnskab eller varm luft” – at der ikke er nogen evidens for Butler´s  påstande.
– diskussion af, hvordan feminisme defineres, og af, hvad der er forklaringen på den feministiske ideologis succes
– diskussion af feministers påstand om, at hvis der er ulighed i slutresultatet, så skyldes det altid, at der var uligheder i muligheder
– kønsforskelle i personlighed (”the big five”) og ligestillingsparadokset (der er størst forskel mellem mænd og kvinder i de rige, mest ligestillede lande).

Efter kapitler om disse og andre emner, kommer der til sidst i bogen et efterskrift. I alt det foregående er jeg særdeles enig med Torsten Skov. Men de tre kapitler i efterskriftet er jeg delvis uenig i. De handler om biologiens betydning, dvs. betydningen af medfødte forskelle mellem mænd og kvinder.
Her lægger Skov ud med at citere Gina Rippons bog ”The gendered brain”, som er ensidig og misvisende; man kan bl.a.  læse en kritik af hendes bog i afsnit 5 i min bog ”Fakta og myter om kvinder og mænd”. På baggrund af hendes bog skriver Skov, at det er usikkert om man bør frygte argumenter mod ligesteilling baseret på biologi, og at feminister går hårdt i rette med biologiske forklaringer, hver gang de dukker op. Skov skriver: ”Så vidt jeg kan se, kunne en del konflikter undgås, hvis folk ville lade være med at forbinde biologi med personlighedstræk og evner”. Her har Skov en på-den-ene-side-på-den anden-side holdning: Det giver måske for mange konflikter, hvis man fremhæver biologiens betydning; på den anden side bør der ikke være begrænsninger på, hvilke faglige argumenter, man kan anføre.
Derefter kritiserer han James Damore, der blev fyret fra Google – ikke for at han havde taget fagligt fejl, men for at han efter Skovs mening ikke havde gjort sig nok umange med sine argumenter, og derfor kom ud i en shitstorm. Her er jeg ikke ganske enig. Næsen alt hvad Damore skrev i sit memorandum, kan underbygges videnskabeligt.
Skov kritiserer derefter Larry Summers, rektoren på Harvard, der blev fyret for en tale om kønsforskelle – uigen for at hans argumentation ikke var solid nok og næppe holder vand statistisk. Peronslig mener jeg, at Summers ikke burde være blevet fyret for den tale. Det mener Skov vist heller ikke; men fordi Summers´ tale ikke var tilstrækkelig velfunderet fagligt set, gav den mulighed for et feministisk stormløb mod ham.
Derefter følger en kritik af evolutionspsykologi, baseret på at det er en disciplin, hvor man kan påstå en hvilken som helst forklaring – altså igen, at det er en form for biologisk argumentation, som for let kan opildne feminister og give konflikter. . Jeg er ikke ganske enig i den kritik. Skov burde læse David C. Geary´s  lærebog fra 2021, ”Male, female”, hvor hele bogen er basert på evolutionsbiologi uden at misbruge letkøbte ”just so”- forklaringer.

I i disse sidste afsnit refererer Skov bl.a. til Gina Rippon, Stephen J. Gould og Richard Lewontin, netop nogle af de navne, som modstandere af biologiske forklaringer plejer at hive frem for at modsige biologiens betydning. Han siger ikke klart, om han støtter eller ikke støtter disse personer.
Det undrer mig også, at han deltager i kritikken af fysikeren Alessandro Strumia, som har lavet omfattende statistik på fysik-afhandlinger produceret af hhv. kvinder og mænd, og dokumenteret, at der i fysikfaget ikke er diskrimination mod kvinder.
Jeg kan ikke rigtig lide dette skift i attitude i de sidste kapitler.  Attituden er, at man skal undgå at blive beskyldt for at være ”biologisk determinist” og dermed undgå at udløse feministiske stormløb. Jeg er enig i, at for at undgå det, skal man være ekstremt velfunderet i sin argumentation – men det kræver ekstremt meget omhu og energi at være så velfunderety, og det kan man i den virkelige verden ikke altid være.
som jeg ser det, er køn et biologisk fænomen, og kønsforskelle har derfor hovedsagelig en biologisk forklaring – andre pålidelige forklaringer findes stort set ikke. Allligevel stiller feminister og ligesindede ekstremt store krav til lødigheden af de biologiske argumenter, samtidig med at deres egen argumentation – f.eks. om ubevidste bias og stereotype fordomme som årsag til kønsforskellene, er ekstremt svagt funderet og meget usikker som forklaring.

Brev til Børne- og undervisningsministeriet om drenge i skolen

Undervisningsministeriet nedsatte i juni 2022 en ekspertgruppe om køns betydning for læring og udvikling i dagtilbud, folkeskole og ungdomsuddannelser. Ministeriet udsendte desuden en rapport om dette emne, med titlen “Fagligt gab mellem piger og drenge”.

Ministeriets rapport gør meget ud af at modbevise, at skolen er blevet feminiseret til skade for drengene; f.eks. hævder rapporten, at lærerens køn ikke har nogen betydning for, hvor godt eleverne klarer sig, slev om der findes en række undersøgelser, der tyder på at lærerens køn faktisk har betydning. Hvis den rapport lægges til grund for ekspertgruppens arbejde – og det gør den vel – så kan vi være næsten sikre på, at ekspertgruppen ikke løser deres opgave. Jeg har skrevet en længere, kritisk redegørelse om, hvad der er galt i ministeriets rapport. Denne redegørelse har jeg, i samarbejde med Manderådet, indsendt til ministeriet d. 6. juli, for at den forhåbentlig kan distribueres til ekspertgruppens medlemmer.

Herunder følger det brev, der er sendt til ministeriet:

Til ekspertgruppen om køns betydning for læring og udvikling i dagtilbud, folkeskole og ungdomsuddannelser
Børne- og Undervisningsministeriet,
att. Rane Forsting Hansen <Rane.Forsting.Hansen@uvm.dk>

Kåre Fog

Resumé
Dette indlæg er en kommentar til Undervisningsministeriets rapport ”Fagligt gab mellem piger og drenge”, som er et oplæg til den ekspertgruppe som ministeriet har nedsat for at finde forklaring på hvorfor drenge klarer sig relativt dårligt i skolen. Kyndige personer er meget i vildrede om hvad forklaringerne kan være. Derfor bør man være åben for, at de mulige forklaringer man hidtil har undersøgt nærmere, ikke er relevante.
Den nævnte rapport er ikke tilstrækkelig åben for nye vinkler. Et centralt spørgsmål er, om man kan sige, at skolen er blevet for meget præget af feminine værdier, og om det kan være til skade for nogle af drengene. Feminine værdier kan f.eks. være at lægge hovedvægt på sociale relationer, hvilket appellerer mest til piger, hvorimod der lægges mindre vægt på faglig viden, som ellers appellerer mest til drenge.
En vigtig indfaldsvinkel til rapportens emne er, om lærerens køn har betydning for, hvor godt eleverne klarer sig. Her konstaterer jeg, at rapporten kun meget kortfattet omtaler en dansk undersøgelse (Andersen & Reimer 2019), som viser at lærerens køn har betydning for både piger og drenge, hvorimod en datakørsel, som ministeriet nu har lavet til formålet, ikke kan påvise en sådan sammenhæng. Rapporten konkluderer så, at lærerens køn ikke har betydning, og dermed også, at feminisering af skolen ikke er et problem for drengene. Det er en fejlagtig konklusion; man udelader i sin sammenfatning den undersøgelse, der viser noget andet.
Jeg gennemgår lidt mere i detaljer den danske undersøgelse, og påpeger, at den netop giver relevante oplysninger om at lærerens måde at undervise på har forskellig betydning for drenge og piger. Det må være et vigtigt udgangspunkt for at finde frem til, hvilke undervisnings-metoder der specifikt kan hjælpe drenge.
Desuden omtaler jeg en hel række af andre undersøgelser, der bekræfter, at lærerens køn har betydning. De fleste af dem omtales ikke i ministeriets rapport.
Der synes at være stor uvilje blandt en del danske eksperter mod at anerkende feminiseringen af skolen som en mulig årsag til at drenge klarer sig relativt dårligt. I resumeet af rapportens indhold, og i offentlige udtalelser fra ekspertgruppens leder, Claus Holm, siger man direkte, at lærerens køn ikke har betydning, på trods af adskillige videnskabelige undersøgelser der viser det modsatte. Her er der åbenbart en slagside, som ekspertgruppens medlemmer bør rette op på.
Ministeriets rapport rummer intet om praktiske forsøg der viser, at drengenes præstationer kan forbedres. Jeg omtaler nogle få sådanne forsøg, bl.a. også fra Danmark.

Anerkendelse af, at der er et problem
   Det er et voksende problem, at drenge i gennemsnit sakker mere og mere bagud i forhold til pigerne i skolesystemet. Derfor er det rigtig godt, at Børne- og Undervisningsministeriet har taget initiativ til at belyse, hvor problemerne ligger.
Undertegnede har igennem snart tyve år beskæftiget mig intensivt med diverse spørgsmål om køn og kønsforskelle, og derigennem har jeg indset, at forskellen på hvordan det går med drenge og piger i det danske skolesystem er et af de væsentligste emner inden for dette felt.  Mit engagement i dette emne førte bl.a. til, at jeg blev inviteret som paneldeltager i en konference om køn og ligestilling i dagtilbud og grundskoler, afholdt d. 18. november 2020 af Rådet for børns læring (1).
Det har også ført til et indlæg i Skolemonitor nogle måneder senere (2).

Jeg konstaterer, at den ekspertgruppe, som Børne- og Undervisningsministeriet har nedsat, skal belyse hypoteser om årsagerne til de faglige forskelle, der eksisterer mellem piger og drenge, og de skal komme med anbefalinger til, hvor man kan sætte ind, f.eks. hvad angår pædagogik og didaktik, undervisningens form og organisering, undervisningens indhold og lærernes viden og kompetencer.

Jeg har med stor interesse, men også med bange anelser, læst rapporten ”Fagligt gab mellem piger og drenge”, som ministeriet har lavet som oplæg til ekspertgruppens arbejde.
De bange anelser hænger sammen med den generelle opfattelse af problemstillingen, som indirekte fremgår af rapporten.

Rådvildhed om årsagerne
Generelt ser det ud til, at de der beskæftiger med feltet, er meget i vildrede om, hvorfor drenge halter stadig mere bagefter pigerne i skolen, og er ret blanke m.h.t. hvad man kan gøre ved det. En dansk ekspert i uddannelse, Mads Eriksen Storm, udtalte f.eks. for nylig til Weekendavisen (3): ”Jeg er fortsat ikke stødt på nogen, der kan give ædruelige forklaringer.” I en artikel i Politiken (4) siger han bl.a.: ”Karaktergabet har været stigende i en årrække, men der er alt for lidt viden om, hvad der egentlig er årsagen til det.”.

Formanden for Gymnasieskolernes Lærerforening, Tomas Kepler, udtaler i samme artikel, at han finder Undervisningsministeriets  analyse bekymrende. ”I stedet for at vi har fundet ud af at håndtere det, har det fået lov at udvikle sig endnu mere i en skæv retning.”

Forkvinde i Danske Gymnasieelevers Sammenslutning Alma Tynell, mangler også svar på, hvad der ligger til grund for de store karakterforskelle. I artiklen siger hun:

»Hvad enten det skyldes, at man har mulighed for at yde en forskellig indsats, eller om det er, fordi lærere simpelthen vægter køn forskelligt, når de giver karakterer, er det en kæmpe udfordring. Alle elever skal selvfølgelig have de samme muligheder uanset køn, når de er færdige med gymnasiet. Det er et stort problem, hvis det ikke er tilfældet i dag”.

Det er således et gennemgående træk i kommentarerne, at ingen kan give en forklaring på, hvorfor der er den forskel mellem drenge og piger, eller hvorfor forskellen bliver større og større, eller hvad man skal gøre ved det.

Feminiseret miljø
De gængse forsøg på forklaringer slår åbenbart ikke til, og der er tydeligvis behov for at tænke i nye baner.
Nu er det sådan, at når først en verdensopfattelse har sat sig fast blandt fagfolk på området, så bliver de ude af stand til at bevæge sig uden for den verdensopfattelse og at tænke i nye baner. Det kræver i hvert fald meget åbenhed over for, at forklaringerne og løsningerne måske er meget anderledes end hvad der den accepterede forståelse blandt fagfolk.
Jeg konstasterer, at der er en stor mangel på forklaringer på at drengene halter bagefter; man ved f.eks. godt, at drengene er relativt uvillige til at lave lektier – men hvorfor er de uvillige til at lave lektier?  Min egen foretrukne forklaring er, at nogle drenge føler skolen som et miljø præget af feminine værdier, og de ønsker ikke at underlægge sig feminine værdier. Uro i klassen, sjofling af lektielæsning etc. kan ses som en form for modstand eller trods mod at blive påduttet feminine værdier.
Jeg er ikke den eneste der ser problemet som feminiseringen af skolen.

I sin bog om ”Hankøn i skolen” (5) giver Bertill Nordahl en temmelig dramatiseret beskrivelse. Han skriver at mandlige lærere er nødt til at udfolde sig på en blød og udvisket måde, næsten som om de var kastreret, for at blive accepteret af kvinderne. ”Men samtidig hører man ofte kvindelige lærere sukke efter rigtige mænd på lærerværelset! Når så endelig en lærer, der opfører sig mandigt, dukker op i disen i grænselandet til matriarkatet, får han læst og påskrevet, så han enten løber skrigende bort, eller bøjer nakken med sin maskulinitet og selvværd som prisen for at komme ind i det forjættede land.”
Den beskrivelse antyder, at hvis en mand har bevaret sin stilling som lærer, så er han ikke nødvendigvis en person præget af maskulinitet. Kvindernes indflydelse kan være så dominerende, at den mandlige lærer også over for eleverne optræder relativt feminint.
Så én ting er den enkelte lærers køn. En anden er hvordan det samlede lærerhold ser ud kønsmæssigt.
Men mange personer benægter påstanden om at skolen er et feminiseret miljø; de mener ikke, at der er noget som helst bevis for den påstand. Hvis hele miljøet er gennemsyret af feminine værdier, så kan de måske ikke se det. Hvis feminiseringen faktisk er en del af årsagerne til drengenes problem, så vil eksperternes holdning i sig selv betyde, at problemet ikke kan løses. Derfor skriver jeg, at man skal være villig til at ændre verdensopfattelse.
Claus Holm, der er udvalgt til at lede ekspertgruppens arbejde, taler i et interview i Weekendavisen (6) om hvorvidt der er en feminisering af læringsmiljøet, som er til ugunst for drengene. Her hedder det: ”Ifølge den ministerielle kortlægning er der dog tilsyneladende ikke så meget at have bekymringen i. Ved de obligatoriske nationale test i folkeskolen har lærerens køn således ingen betydning for hverken drengenes eller pigernes resultater i læsning eller matematik. Derfor kan man til dels godt afblæse frygten for feminisering af undervisningsmiljøet. Vi har også en dansk undersøgelse, som bekræfter, at indlæringen ikke primært har at gøre med lærerens køn. Men det har den pædagogiske tilgang. Og det er en vigtig pointe.”
Det er bemærkelsesværdigt, at lederen af ekspertgruppen på forhånd afviser at feminiseringen af skolen har væsentlig betydning. Det er især et problem, når han påstår at lærerens køn ingen betydning har for drengenes dårlige resultater – på trods af at der netop findes forskning der viser, at det har betydning. Noget af denne forskning omtales i ministeriets rapport; men samtidig gøres der, hvad der kan gøres, for at bagatellisere den. Det kunne nære en mistanke om, at de, der leder arbejdet med at belyse problemerne, på forhånd har lagt sig fast på, at feminisering af skolen ikke må være en del af problemet, og derfor bevidst nedtoner betydningen af den forskning, der kunne tyde på det modsatte. Jeg vil derfor gøre et særligt nummer ud af at fremhæve den forskning, der stik imod Claus Holms påstand faktisk viser at lærerens køn har betydning.
Det er en ulempe, at ordet ”feminiseret” ikke er let at definere, og at der mangler forskning der kunne dokumentere, at miljøet er feminiseret. Når den forskning mangler, og når man ignorerer behovet for at udføre en sådan forskning, så står vi tilbage med subjektive holdninger. Min egen holdning til, hvad der skal til for at forbedre situation, er subjektivt baseret, og derfor let at afvise. Men i stedet for at afvise den bør man udføre forskning der kan vise, om det er dér, hunden ligger begravet. Det kunne måske gøres ved praktiske forsøg der viser, om en mindre feminin tilgang kan føre til bedre resultater for drengene. Hvis man blankt afviser forestillingen om feminisering, så afviser man dermed også måske netop de forsøg, der kunne vise en vej ud af miseren.

Medfødte forskelle
En af de tanker, man skal gøre sig klart, er om der er noget galt med drengene, sådan at man skal tilpasse dem bedre til skolen, eller om der er noget galt med skolen, sådan at man skal tilpasse den bedre til drengene.
Det er klart, at det må være muligt at ændre skolen – skolen er en samfundsmæssig konstruktion, der kunne konstrueres anderledes.
Men er det muligt at ændre drengene? Svaret på det spørgsmål afhænger af, om man baserer sig på en biologisk forståelse, eller om man opfatter kønnet som en social konstruktion. En stor, og måske dominerende, del af moderne pædagogisk forskning er baseret på opfattelsen af kønnet som en social konstruktion, dvs. man går ud fra, at drenge kan ændres, hvis de kulturelle påvirkninger de udsættes for, bliver lavet om. Nogle mener, at drengene er blevet podet med en patriarkalsk tankegang, og det gælder om at få udryddet den tankegang. Men det, som nogle således opfatter som en patriarkalsk attitude, der skal bekæmpes, kan andre, med en mere biologisk forståelse, opfatte som drenges medfødte natur, der aldrig helt kan udryddes.  Hvis nu den sidstnævnte opfattelse har mest på sig, så er det dømt til at mislykkes at få drengene til at tilpasse sig en skole, hvor ”patriarkalsk”  tankegang er uønsket.
Naturvidenskabeligt baseret forskning viser tydeligt, at forskelle mellem de to køn i adfærd, mentalitet og interesser, i betydelig grad skyldes medfødte dispositioner. Det har jeg bl.a. redegjort for i en kronik (7) sammen med Lone Nørgaard i Politken i 2020, hvor vi opregner 14 forskellige former for evidens for, at kønsforskellene er medfødte. Det må således anses for meget solidt slået fast, at kønsforskelle for en del er medfødte. Hvis man går ud fra, at kønsforskelle udelukkende er udtryk for social konstruktion, så forhindrer man med den holdning, at problemerne kan løses. Man er nødt til at tage højde for, at noget af det, der er karakteristisk for drengeadfærd, ikke kan udryddes.
En af de vigtigste forskelle mellem de to køn er at hankønnet (drenge og mænd) mest interesserer sig for den materielle omverden, mens hunkønnet (piger og kvinder) mest interesserer sig for den sociale omverden. Forskellen på det område er ganske stor – forskellen mellem gennemsnittene for hankøn hhv. hunkøn er lige så stor som variationen inden for hvert køn (8). Det er vigtigt at forstå denne forskel i relation til pædagogikken: Man skal gøre sig klart, at det sociale betyder mindre for drenge, og det faglige betyder mere for drenge, end hvad de fleste pædagoger af hunkøn har gjort sig klart. Den ofte anvendte feminine løsningsmetode – at styrke de sociale relationer – virker ikke nødvendigvis på drenge, og kan endog være kontraproduktiv.

I en redegørelse for piger og drenge i skolen læser vi (9): ”Tendensen er, at drenges motiver er knyttet til positioner, status, kontrol og autonomi, mens piger er mere relaterede til tilknytning til andre, tilpasning og konformitet. Piger ser også ud til at have et stærkere indre ønske om at lære og at forbedre egne færdigheder . . .  Alt i alt ser det ud til, at pigers motiver passer bedre til skoles organisering, indhold og metoder end drenges motiver gør.”
Her har vi altså netop den pointe, at der er forskel på hvad det sociale betyder for piger og drenge, og at denne – formentlig medfødte – forskel har konsekvenser for hvordan skolens normer passer til dem.
I skoletimerne er pigerne som regel stille og rolige og gør hvad de får besked på. De er meget interesserede når skoletimen handler om emner der har en personlig og følelsesmæssig karakter, om mennesker og dagligliv (5, 10).  De er også optaget af lærerne som personer, især de mandlige lærere, og søger ofte at få et følelsesmæssigt forhold til dem; ”Når læreren løfter en flig af tæppet for sit privatliv, strømmer pigerne ham i møde med interesse og engagement”. Hvis de godt kan lide læreren, følger de meget opmærksomt med i undervisningen, ikke fordi emnet interesserer dem, men fordi læreren interesserer dem (5, 10). Over for en lærer der er meget fagligt betonet, sidder pigerne som en passiv og grå flok; over for en lærer med en personligt betonet stil, blomster de derimod op (10).
Pigerne opfatter, mere end drengene, skoletimerne som et socialt forløb. De har et blandet forhold til karakterer, fordi karakterer skaber forskelle og dermed spændinger i klassen (10).
Almindelig erfaring siger, at for drengene er det derimod det faglige, der tæller. I en populær bog om kønsforskelle (11) fremstilles det sådan, at i skoletimerne er drengene ofte urolige og dominerende. De bryder ind, snakker uden at have rakt fingeren op først, og for at få opmærksomhed fortæller de gerne vittigheder eller meget dramatiske historier. I undervisningen er de interesseret i faget, ikke i læreren. De interesserer sig for tekniske fænomener, ikke for personlige og følelsesmæssige emner, og det er sjældent at de fedter for en lærer. De respekterer en lærer der har autoritet og er dygtig, men kan være ubarmhjertige over for svage lærere (11). Disse formuleringer er udtryk for mange skolefolks almindelige erfaring og stemmer med hvad der oven for er nævnt om den store forskel i pigers og drenges interessesfærer.
Instinktiv modvilje mod psykologisk opdragelse i en feminin sfære
Der findes to vidt forskellige opfattelser af hvad et menneske er. Den ene opfattelse er, at et menneske er et selvstændigt, autonomt individ, der har medfødte egenskaber og dispositioner. Dette menneske forholder sig individuelt til de indtryk, det modtager. Den anden opfattelse er at personligheden er et resultat af sociale påvirkninger, der indgår i en generel kultur og former alle medlemmer i denne gruppe efter samme normer. Denne sidste opfattelse er temmelig dominerende inden for moderne pædagogisk forskning (12). Her mener man, at læringsprocessen består i at man indgår i et socialt fællesskab og tager stilling til dette fællesskabs kultur på en måde, så man forandrer sig selv.

En sådan personlighedsdannelse vil mange drenge nok have modvilje mod. Man kan skelne mellem forskellige måder at opdrage børn på, specielt drenge. Der kan for det første være tale om ”styring af adfærd”, dvs. der sættes grænser for hvad drengen må og skal. En anden tilgang er ”psykologisk opdragelse”, hvor forælderen/pædagogen forsøger at påvirke drengen til at føle og tænke det samme, som hun selv gør, og derved få ham til at opføre sig som ønsket. Det kan være usundt for drenges udvikling, hvis de forhindres i at lægge afstand til kvinder som forsøger at knytte dem tæt til sig og styre dem følelsesmæssigt (13), og nogle drenge vil instinktivt være imod dette.

Jeg vil foreslå, at man åbner for at tænke i nye baner, og en af de baner kan være en teori om, at især kvindelige lærere tilstræber noget, der minder om ”psykologisk opdragelse”. De kvindelige lærere tænker, at første trin er at opbygge en personlig relation til drengen; først når den relation er etableret, kan hun overføre tanker og viden til ham. Det er endda også blevet moderne i pædagogisk videnskab, herhjemme og internationalt, at tænke på følelser som et redskab. Denne moderne måde at tænke på betegnes ”the emotional turn”, eller på dansk: ”Den affektive vending”. Når man skimmer litteraturen om the emotional turn, konstaterer man, at den næsten udelukkende er skrevet af kvindelige forskere. Kvinder forstår åbenbart mere end mænd verden som et netværk af følelser mellem mennesker.

I det hele taget synes der at være en tendens til, at kvindelige lærere i særlig grad fokuserer på ”sociale og emotionelle kompetencer”, som især kommer pigerne til gode. Udtrykket dækker mest over interesse, motivation og samarbejdsvilje. Her går man implicit ud fra, at manglende samarbejdsvilje skyldes en defekt hos drengen, ikke hos læreren. At drenge generelt har mangler i disse kompetencer, fremgår af, at undervisningsforløb der sigter på at forbedre de sociale og emotionelle kompetencer ofte giver forbedringer hos drenge, men ikke hos piger, som i forvejen ligger højere (14).

Jeg ser det sådan, at moderne pædagogisk ”forskning” i stigende grad lægger vægt på at drengen skal inddrages som en del af det fællesskab, som pædagogen styrer, og at man med følelser som redskab vil forsøge at få drengen til at tage pædagogens sociale og kulturelle forståelse til sig og gøre den til sin egen. Nogle drenge vil instinktivt reagere imod en sådan form for ”psykologisk opdragelse”  – de vil bare have at vide, hvad de skal gøre hvor; de ønsker ikke at blive inddraget i en kvindelig pædagogs tankeverden og sociale forståelse. Drenge der giver efter for en kvindelig pædagogs påvirkning, bliver afmaskuliniserede. Det er drenge i en alder, hvor det er meget vigtigt at fremstå attraktiv og maskulin i pigernes øjne. En dreng, der er pot og pande med lærerinden, kan ikke være maskulin og attraktiv for klassens piger.

Der findes en undersøgelse blandt 14-17-årige high school-studerende, hvor man har registreret, i hvor høj grad børnene opfatter sig som typisk maskuline, hhv. typisk feminine (15). For pigerne finder man, at højt selvværd er korreleret med en androgyn karakter, dvs. en karakter med både positive maskuline og positive feminine karaktertræk; sådanne piger er også dem, der er mest populære både blandt veninder og blandt drengene. For drenge fandt man, at højt selvværd er korreleret med maskulin karakter. De tydeligt maskuline drenge er mest populære både blandt kammerater og blandt pigerne. Drenge, hvor feminine karaktertræk overvejer, har derimod lavere selvværd og er mindre populære.
Dette kan give en ide om, hvorfor mange drenge insisterer på at være maskuline, sådan som det måske også føles naturligt for dem. Denne attitude vil måske i en del moderne forskning blive karakteriseret som ”patriarkalsk”, med et anstrøg af fordømmelse. Men i hvert fald: Hvis drenge accepterer en mere feminint præget attitude, så skader det dem selv, i forhold til deres selvværd, i forhold til kammeraterne, og i forhold til at være populære blandt pigerne.

Man kan måske tænke på drengenes væremåde som en diffus trodsreaktion. Vi lever i en tid, hvor den særlige kvindelige tilgang dominerer undervisningssystemet mere og mere, og hvor mange pædagoger simpelt hen er imod drengenes maskuline / patriarkalske selvopfattelse. Hvis drengene skal bevare deres selvrespekt, skal de protestere imod den påvirkning. Der er da også nogle forskere, der opfatter drenges fremmedgørelse over for skolen, deres forstyrrende adfærd, deres manglende lektielæsning osv. som en trodsreaktion, en stille eller knap så stille protest over at være blevet anbragt i en feminin sfære, hvor de føler, at de er kommet et forkert sted hen (16).

Drenges dovenskab
   Det er generelt, at piger er mere pligtopfyldende og flittige i skolen end drenge. Mange drenge er mindre flittige og mindre pligtopfyldende, retter sig mindre efter anvisninger og bryder normerne for god opførsel. Det er et generelt træk ved talrige undersøgelser. Det er også generelt, at drengene mener at de ved mere end pigerne, så de behøver ikke at forberede sig så meget.
Et eksempel på dette ses også i en dansk undersøgelse. Der er lavet en interview-undersøgelse af 26 drenge i 3. g på gymnasier i Københavns omegn (17). Disse drenge beskriver pigerne i deres klasser som hårdtarbejdende, koncentrerede og fokuserede. De prioriterer lektierne højere end socialt samvær; de konkurrerer indbyrdes om, hvem der kan få de højeste karakterer. Drengene selv, derimod, forbereder sig dårligere til timerne. De er mere dovne og har dårligere koncentrationsevne. De er rastløse og har svært ved at sidde stille i timerne, da undervisningen ikke er tilpasset deres behov, men i stedet retter sig mod pigerne, der er gode til at sidde stille.
Drengene har en afslappet holdning og tilsidesætter lektierne for at være sammen med vennerne. De mener at pigernes dygtighed kommer af flid, mens drengenes dygtighed kommer af klogskab og intelligens. De mener at have bedre paratviden, viden som er ud over hvad der står i lektierne, og de mener at være bedre til at se de store linjer. Deres idealer om dygtighed går altså ikke i retning af at gøre læreren tilfreds og kunne præcis det, som læreren lægger vægt på, hvorimod pigernes idealer om dygtighed netop går i retning af at gøre læreren tilfreds og kunne præcis det, som læreren lægger vægt på.
Således opfatter drengene gymnasiet som et sted præget af feminine idealer, og de forsøger at demonstrere deres maskulinitet ved at gå på tværs af disse idealer.
Drengenes større dovenskab hænger altså sammen med maskuline attituder. Skolen opfattes som feminin, og hvis man helt tilsluttter sig skolens idealer, gør man sig selv feminin. Det er vigtigt for drengene at undgå det.
Det er generelt at drenge er mindre motiverede og mindre flittige, og dette bidrager stærkt til at de i gennemsnit får lavere karakterer (9).

Kønnet slagside i undervisningsmaterialet
Man kunne godt forestille sig at undervisningskulturen ikke bare er afhængig af den enkelte lærers køn, men også afhængig af, hvilket køn der har størst indflydelse på den samlede læringskultur.
Det kan f.eks. vise sig i hvilke lærebøger, der anvendes, og hvilke skønlitterære bøger der læses. Dette er forklaret meget illustrativt i en bog af Leonard Sax (18). En dreng bliver f.eks. interviewet om, hvorfor han fik en lav karakter i læsning, når han ellers havde høje karakterer. Jo, det var kedeligt, svarer han. Det viste sig f.eks., at klassen skulle læse John Steinbecks ”Of mice and men”. Den kunne han ikke lide. Den var for følelsebetonet og sart. Det var en af de bøger, hvor svage, handicappede mandlige personer er for hjælpeløse til at gøre noget ved deres miserable skæbne. Hvis der er noget, teenagedrenge ikke ønsker at læse, så er det dét. Vi hører også om drenges og pigers reaktion på bogen ”Fluernes herre”. Lærerinden bad drengen skrive om: ”Hvordan ville du føle det, hvis du var den strandede dreng?”. Det spørgsmål fungerer ikke til en dreng. Men spørg drengen om geografien af den ø, drengene er strandet på, så liver han op og bliver engageret.
Kvinder er generelt meget mindre interesserede end mænd i geografi, og det er sandsynligt, at en kvindelig lærer IKKE vil få drengene til at beskrive den geografi, der præsenteres i bogen. Hvis en mandlig lærer er klog nok, og forstår forskellen mellem drenge og piger, vil den mandlige lærer undlade at spørge til personernes følelser, men derimod spørge om faglige detaljer. Som Leonard Sax skriver, så er det forkert at påstå, at drenge ikke interesserer sig for at læse. Men for at få dem til at læse, skal man give dem bøger om emner, som interesserer dem.
I Stockholm blev der i årene omkring 2000 lavet en undersøgelse af Holmlund & Sund, som viste, at jo højere andel af kvindelige lærere i et fag, jo mere haltede drengenes karakterer bagefter pigernes (19). Det var en meget markant sammenhæng. I faget svensk på den sproglige linje var der 80-85 % kvinder i lærerkorpset, og her var der også en stor overvægt af piger blandt eleverne. Her var drengenes karaktergennemsnit meget lavere end pigernes. Omvendt var det i matematik på den matematiske gren; her var der kun 43-47 % kvinder blandt lærerne, og en højere andel af drenge blandt eleverne. Her var drengenes karakterer kun en smule under pigernes.
Hvad var så forklaringen? Det viste sig, at piger generelt får højere karakterer i sprogfag, uanset hvilken lærer, de har, mens drenge og piger får nogenlunde samme karakterer i matematik. Det viste sig også, at piger generelt får højere karakterer, hvis deres lærer er en kvinde. Men hvis man tager hensyn til, at der er flere kvindelige lærere i sprogfag, som pigerne jo er bedst til, så forsvinder noget af effekten. Dog –  hvis man ser specifikt på svensk-undervisningen for elever på matematisk gren, så ser man at det gavner pigernes karakterer at have en kvindelig lærer, mens det gavner drengens karakterer at have en mandlig lærer. Sådan er det ikke med svensk-undervisningen i den sproglige gren. Hvorfor ikke? Man kunne tænke sig, at i det meget feminine miljø på sproglig gren dominerer kvindelige værdier så meget, at undervisningen under alle omstændigheder indrettes på, hvad pigerne kan lide. Her får en mandlig lærer ingen chance for at vælge bøger, som appellerer til drenge. I det mindre feminine miljø på matematisk gren kan en mandlig lærer bedre vælge bøger, som appellerer til drenge, mens en kvindelig lærer også her stadig vil vælge bøger, som appellerer mest til piger.
Den pågældende undersøgelse bekræfter altså, at et mere feminint miljø – med en høj andel af kvindelige lærere – muligvis kan give lavere karakterer til drengene.  Specielt var det signifikant, at det specifikt er til gavn for drengenemed en mandlig svensklærer på matematisk gren.
Alligevel bliver den undersøgelse refereret sådan, at der ikke var nogen tendens til, at mandlige lærere gavner drenge, og kvindelige lærere gavner piger. Det baserer man på, at effekten af mange kvindelige lærere på sprogfagene skyldes fagenes karakter, ikke lærernes køn. Man overser at, fagets karakter kan være anderledes, når andelen af kvindelige lærere er meget høj. I en af situationerne var der som nævnt faktisk en signifikant tendens til, at mandlige lærere på et sprogfag specifikt gavner drengene. Men når denne undersøgelse refereres andre steder, forbigår man helt det. Man hævder blot, med urette, at undersøgelsen ikke viste en betydnign af lærerens køn.

Lærerens køn
  I Ministeriets rapport kommer man ind på den mulige betydning af lærerens køn.
Rapporten gennemgår forskningslitteraturen om emnet; dette suppleres så med en analyse som forfatterne har udført med data fra Danmarks Statistik. Om denne analyse siger rapporten i indledningen: ” Lærerens køn har ikke betydning for hverken drenge eller pigers testresultater. Vi finder med andre ord ikke noget der underbygger, at drenge eller piger skulle opnå bedre resultater i hverken læsning eller matematik, hvis de undervises af en lærer med et bestemt køn eller af samme køn som eleven selv. Analysen finder heller ikke en sammenhæng mellem lærerens erfaring og det faglige gab mellem drenge og piger.”
Men en væsentlig del af rapporten er dens kapitel 5, hvor den ”gennemgår forskningslitteraturen om emnet”. Angående emnet om lærerens køn har betydning, så læser vi bl.a.:
” Et studie finder, at elever med kvindelige lærere har bedre resultater end elever med mandlige lærere i halvdelen af de europæiske lande (Hermann & Diallo 2017 i NOU 2019). . . En række studier undersøger betydningen af, at elever undervises af en lærer af samme køn. . . . Dette kan skyldes den såkaldte ”rollemodel-effekt”, hvor eleverne spejler sig selv i læreren. Det kan dog også skyldes den såkaldte ”diskriminationseffekt”, hvor lærerne favoriserer elever af eget køn (Dee 2007; Holmlund & Sund 2008). . . . I en dansk kontekst finder et studie fra 2019 en signifikant positiv effekt på eksamenskarakterer i dansk og matematik i folkeskolen af at have en lærer af samme køn (Andersen & Reimer 2019).”

Her omtales altså i alt 4 undersøgelser, der alle mere eller mindre viser en effekt af lærerens køn.

Vigtigst af de fire er den af Andersen & Reimer (20), dels fordi den omhandler danske folkeskoleelever, og dels fordi den er den bedst udførte og mest tydelige undersøgelse. I den viser det sig temmelig tydeligt og signifikant, at det gavner pigers præstationer i afsluttende 9. klasse eksamen, hvis de har haft kvindelige lærere i de pågældende fag, og det gavner drenges præstationer, hvis de har haft mandlige lærere.

Det burde ministeriets rapport have sat en tyk streg under. Men nej, den undersøgelse omtales kun på fem linjer. Og straks derefter skynder rapportens forfattere sig så at tilføje: ” Et stort internationalt review af forskningslitteraturen konkluderer dog, at den internationale forskningslitteratur, der belyser spørgsmålet på en troværdig måde, ikke finder, at det er ufordelagtigt for drenge at blive undervist af kvindelige lærere (NOU 2019).”

Så er Andersens og Reimers konklusion vist solidt punkteret.

Men hvad er det for et ”stort internationalt review”? Det er en rapport fra den norske regering fra 2019: ” Nye sjanser – bedre læring. Kjønnsforskjeller i skoleprestationer og utdanningsløp.”  (21) I denne rapport er der på side 147 én sides gennemgang af den internationale litteratur om emnet. Her omtales i alt 9 undersøgelser, til dels fra temmelig fjerne lande som Chile, Indien og Sydkorea. Ud af de 9 viser 3 en tydelig effekt af lærerens køn, i nogle tilfælde dog kun at det gavner piger at have en kvindelig lærer; 4 viser en svag og usikker tendens, og 2 viser angiveligt ingen effekt. Ud af disse to, der angiveligt ikke viser nogen effekt, er den ene den før omtalte undersøgelse fra Stockholm (16), som faktisk viser en effekt, der dog er svær at adskille fra at samtidig er lærerens effekt forskellig i forskellige fag. I alt er der altså ud af 9 undersøgelser 8, der viser en effekt.

Den én side lange gennemgang i den  norske rapport konkluderer: ” Den internasjonale litteraturen som tar for seg dette temaet på en troverdig måte, finner ikke at det er ufordelaktig for gutter å ha en kvinnelig lærer.” Her skal man altså huske, at der samtidig er en gennemgående tendens til at piger gavnes af kvindelige lærere.

Alligevel konkluderer den danske rapport, at ” Lærerens køn har ikke betydning for hverken drenge eller pigers testresultater.” Det er jo direkte forkert. Der er en tendens til, at pigers testresultater gavnes af at de har en kvindelig lærer.

En undersøgelse, der omtales både i den norske og i den danske rapport, er en amerikansk undersøgelse af skoleelever i 8. klasse. Den  viser, at lærerens køn har væsentlig betydning (22). Hvis piger har en kvindelig lærer, så klarer pigerne sig lidt bedre i sprog og meget bedre i historie, end hvis de har en mandlig lærer i disse fag. Kvindelige lærere giver dem derimod dårligere resultater i matematik. Hvis drenge har en mandlig lærer, så klarer de sig signifikant meget bedre i matematik, og også noget bedre i naturfag.
Lærerens køn har også betydning på andre måder: Drenge laver betydeligt mere uro i klassen end piger. Men hvis drenge har en mandlig lærer igennem ét år, så vil det halvere forskellen mellem piger og drenge i hvor urolige de er. Piger har en tendens til at mene, at naturfag ikke har nogen nytteværdi for dem; men hvis de har en kvindelig lærer i naturfag i ét år, så vil det stærkt reducere denne tendens.

Der findes også andre undersøgelser, som ikke omtales i den norske rapport, eller i undervisningsministeriets danske rapport.

En undersøgelse drejer sig om det tyske skolevæsen, hvor væsentligt flere drenge end piger dropper ud af skolen uden afgangseksamen. Og der er væsentligt færre, der afslutter skolegangen med studentereksamen. Der er dog store forskelle mellem de 15 tyske delstater på disse punkter. Når man analyserer det nærmere (23), finder man, at der er en ret stærk og statistisk sikker sammenhæng med hvor stor en del af lærerne i den pågældende delstat, der er mænd. Og det viser sig, at jo højere andelen af kvindelige lærere er, jo dårligere klarer drengene sig. Hvor andelen af mandlige lærere er ca. 50 %, ligger drengenes andel af dem der tager studentereksamen ca. 5 % under pigernes. Men hvor andelen af mandlige lærere kun er ca. 10 %, ligger drengenes andel ved studentereksamen 10 % under pigernes. Tendensen er signifikant.

I en israelsk undersøgelse fandt man, at lærerens køn har større betydning for skoleelevers karakterer, end elevens eget køn (24). Kvindelige lærere gav i høj grad karakterer for flid, motivation og lektielæsning; de ting spillede ikke så stor en rolle for mandlige lærere, som i stedet lod sig påvirke af at eleven opførte sig ordentligt i klasseværelset og ikke gjorde skade på skolens ejendom. Kvindelige lærere har relativt lille tålmodighed over for drengeadfærd som de finder kritisabel, og straffer drenge hårdere end piger (20).

I en indtil nu upubliceret dansk undersøgelse (25) er resultatet, at drenge klarer sig signifikant bedre fagligt, når de undervises af en mandlig lærer sammenlignet med en kvindelig lærer. Nærmere bestemt viser den undersøgte gruppe elever (6. klasse elever i folkeskolen i 2012/13) at drengene klarer sig bedre på de nationale test i dansk og matematik, når de er blevet undervist af en mand. Effekten svarer til at lukke halvdelen af den forskel, som ellers ses mellem drenge og piger i dansk/læsning.

Selv om der er andre undersøgelser, hvor det ikke lykkes at påvise en effekt af lærerens køn, i hvert fald ikke for drenge, så er der altså en ret lang række undersøgelser der peger på, at lærerens køn har betydning.

I Danmark er der som nævnt hele to undersøgelser der viser, at drenge klarer sig bedst med en mandlig lærer, og piger klarer sig bedst med en kvindellig lærer (20, 25). I begge undersøgelser er der trukket data ud af Danmarks Statistik. Ministeriets rapport trækker også danske data ud af Danmarks Statistik, og her finder man ingen tendens til at lærerens køn har betydning. I rapporten gives kun meget kortfattet beskrivelse af den anvendte metode. Analysen synes at være en mere overfladisk analyse baseret på et større datamateriale, hvor man ikke i samme grad har kunnet gå i detaljer. Man savner at få forklaret, hvad ministeriets rapport har gjort anderledes end de nævnte to undersøgelser, når nu det i princippet er de samme data der ligger til grund, men konklusionerne er vidt forskellige. Men denne uoverensstemmelse berøres ikke med ét ord. Læseren lades helt i vildrede om hvad en så markant forskel i resultater kunne skyldes.  I stedet lægger ministeriets rapport al vægt på egne analyser og ignorerer de analyser, der viser noget andet.
På den baggrund skriver ministeriets rapport: ”Lærerens køn har ikke betydning for hverken drenge eller pigers testresultater.” Det er en misvisende formulering.

Mulige forklaringer
   Den omtalte danske undersøgelse af Andersen & Reimer (20) er interessant. For det første påviser den en stærkt signifikant tendens til at elever klarer eksamen bedst, hvis de er blevet undervist af en lærer af deres eget køn. For det andet inddrager den oplysninger om den enkelte lærers måde at undervise på, oplysninger som viser forskelle på kvindelige og mandlige læreres måde at undervise på. Og for det tredje viser den, at måden at undervise på kan forklare en del af effekten af lærerens køn på elevernes eksamensresultater.
Undersøgelsen viser, at kvindelige lærere bruger relativt meget tid på at undervise eleverne i grupper, enten små grupper, eller hele klassen som en gruppe. Her er der altså vægt på undervisningen som en social aktivitet, og det viser sig, at dette signifikant gavner piger og skader drenge. Mandlige lærere, derimod, bruger mere tid på at undervise eleverne individuelt, og det viser sig, at dette signifikant gavner drenge. Der er også tendens til, at drenge gavnes af at undervisningen fokuserer på det faglige, mens piger gavnes af at undervisningen fokuserer på det sociale. Dette giver rigtig god mening i lyset af den generelle viden, at mænd langt mere end kvinder interesserer sig for materielle forhold, mens kvinder langt mere interesserer sig for relationer mellem mennesker.
Jeg har en mistanke om, at kvindelige lærere uden videre går ud fra, at det er godt at undervisningen baseres på gode sociale relationer – det sociale element i undervisningen stimulerer piger til at engagere sig mere, og kvindelige lærere tror, at sådan er det for alle mennesker. Sådanne lærere har slet ikke fantasi til at forestille sig, at nogle mennesker har det anderledes, og at for meget vægt på socialt engagement lige frem kan skade drengenes motivation for at lære.
Undersøgelsen viser også, at mandlige og kvindelige lærere udøver forskellig disciplin. Der er tendens til, at kvindelige lærere blot truer med at sende en elev uden for døren, mens mandlige lærer faktisk sender eleven uden for døren. Den strengere eller mere konsekvente mandlige disciplin synes at gavne drengene mere end pigerne.
Når man i analysen inddrager disse forskelle i lærernes måde at undervise på, så er den signifikante tendens til, at drenge gavnes specifikt af at have en mandlig lærer; ikke længere signifikant, dvs. det meste af effekten af en mandlig lærer ligger i hans måde at undervise på, og når det trækkes ud af ligningen, er der kun en ikke-signifikant rest-tendens tilbage. Men tendensen til at piger gavnes specifikt af at have en kvindelig lærer, bliver ved med at være signifikant, selv når kvindelige læreres måde at undervise på trækkes ud af ligningen. Pigerne gavnes altså af at læreren er kvindelig, også ud over hvad der kan forklares af hvad der vides om kvindelige læreres måde at undervise på.
Undersøgelsen er alt i alt interessant ved, at den peger på nogle af de træk ved undervisningens karakter, der har forskellig effekt på drenge og piger. Når vi står med det problem, at drengene halter meget bagefter pigerne, så må der være grund til at interessere sig meget for, hvilke måder at undervise på, der kan gavne drengene.
Det burde ministeriets rapport have fokuseret på – det er jo netop formålet med rapporten at lægge op til konklusioner om, hvad man kan gøre bedre for drengene. Men i stedet omtales Andersen & Reimer´s undersøgelse blot på fem linjer, og heraf er blot 2½ linje en omtale af virkningen af måden at undervise på. Disse 2½ linjer efterfølges umiddelbart af en formulering om, at ”troværdige” undersøgelser viser andre resultater. Så er man vist ret sikker på, at læseren IKKE lægger mærke til netop de resultater om måden at undervise på, som kunne give fingerpeg om hvordan vi løser drengenes problem.
Den meget nedtonede omtale af netop denne undersøgelse er også mærkelig i betragtning af, at en af forfatterne, Ida Gran Andersen, er med i ministeriets ekspertgruppe.
Et af fingerpegene i undersøgelsen er, at drengene måske har brug for mere konsekvent disciplin. Der er også andre, der finder, at bedre eller mere disciplin kunne gavne drengene (16). Det giver god mening. Hvis drengene halter bagefter i undervisningen, fordi de ikke er motiverede og ikke sørger for at lave deres lektier, så kunne det være, at mere disciplin specifikt ville gavne drengene – de må ikke slippe så let om ved ikke at lave lektierne. Pigerne har mere pligtfølelse end drengene, og i den situation må man gøre mere for at pålægge drengene pligt.

Konstruktive forslag til at forbedre drengenes præstationer
   Hele formålet med ministeriets rapport skulle være at hjælpe ekspertgruppen til at komme med anbefalinger til, hvor man kan sætte ind, f.eks. hvad angår pædagogik og didaktik, undervisningens form og organisering, undervisningens indhold og lærernes viden og kompetencer. Der er desværre meget  lidt i rapporten, der kan hjælpe til dette. Der findes ellers forskellige forsøg, hvor man finder en positiv effekt på drenges læring, og ekspertgruppen burde være hjulpet på vej ved at sådanne forsøg var blevet omtalt.
Forfatterne af ministeriets rapport citerer en tilsvarende norsk rapport (21). Den har de altså set. Den indeholder også noget tekst om ”skolekvalitet” – hvilke skoler har en sådan kvalitet, at elevernes præstationer forbedres. Særlig interessant er det måske at læse på side 149 i den norske rapport om en speciel type friskoler i USA, der går under betegnelsen ”No Excuses”. Et metastudie af disse skoler finder en stor positiv effekt på elevernes testresultater i matematik og læsning. Praksisen ved disse skoler er kendetegnet af streng disciplin, regelmæssig testning, udvidet undervisningstid, og intensivundervisning i grundlæggende færdigheder i læsning og matematik. Meget af effekten af disse skoler forklares af at de ligger i fattige, urbane strøg hvor det alternative offentlige skoletilbud er af meget lav kvalitet. Nogle undersøgelser af disse skoler finder større effekt på matematikresultater for piger, i forhold til drenge, og modsat i engelsk. Eleverne gavnes altså i netop de fag, hvor de ellers klarer sig dårligst. Den største positive effekt har man for de svagest stillede elever, dvs. minoritetselever, svagt præsterende elever og elever fra lavindtægtshjem.

Jeg vil gerne pege på et eksempel fra Danmark på undervisningstiltag, der har vist sig at forbedre drengenes præstationer.
Udgangspunktet er, at der er flere drenge end piger, der mangler motivation for skolearbejdet. Man har stillet dette spørgsmål til elever i 4. til 9. klasse: ”Giver undervisningen dig lyst til at lære mere?”. De, der svarer nej, er 12 % af pigerne, men 18 % af drengene (26).
Undervisningsministeriet udgiver en årlig statistik over hvordan elever klarer sig på de danske folkeskoler. Herunder hører også registrering af elevernes trivsel (27). Man registrerer bl.a. ”faglig trivsel” – her ligger piger og drenge næsten ens. Man registrerer ”social trivsel” – her ligger drenge generelt bedre end piger – måske har de et bedre indbyrdes kammeratskab? Og så registrerer man noget, der kaldes ”støtte og inspiration”. Det er her, man ser tendensen til at drenge er mere skoletrætte eller umotiverede end piger – den andel af eleverne, der ligger med den højeste trivsel på det punkt, er på landsplan 61,1 % af drengene, mod 65,9 % af pigerne.
I Ishøj Kommunes skolevæsen har man gjort en særlig indsats for at løfte det faglige niveau og elevernes motivation (28). Der var tale om et 3-årigt projekt som blev gennemført på folkeskolerne fra 2014 til 2017. Man har forbedret undervisningen i matematik og naturfag især ved at øge undervisernes kompetencer. Inden for faget matematik har man øget lærernes faglige og didaktiske viden. Inden for naturfag og teknik har man med efteruddannelse øget den andel af lærerne, der har kompetencer svarende til et linjefag. Fra 2014 til 2017 er antal lærere med linjefagskompetence øget fra 12 til 28, og den andel af undervisningen i naturfag og teknik, der varetages af lærere der faktisk har kompetence inden for dette fag, er øget fra 48 % til 78 % . Alt dette giver altså en styrket faglighed, hvilket kan forventes at appellere særligt til drengene.
Samtidig har man undervist lærerne i at fokusere på de mest talentfulde elever. Herved forstås de 15 % dygtigste elever, for så vidt de har lyst og vilje til at yde en særlig indsats, samt de særligt motiverede elever i øvrigt. Disse elever har fået flerdages kurser hos den nationale talentpleje i naturvidenskab, organisationen ”Science talenter”, der har til huse i Mærsk Mc-Kinney Møller Videncenter ved Sorø Akademi.
Projektet har ikke specielt haft fokus på elevernes køn – både drenge og piger har haft gavn af det. Men den større fokus på lærernes faglighed og appellen til eleverne om at dyrke deres særlige talent giver særlig stort respons hos drenge.
Kommunen har et lavt udgangspunkt – i forhold til andre skoler på Københavns Vestegn ligger eleverne fagligt set lavere, og de har lavere trivsel. Især ligger de mange tosprogede elever lavt. Men i løbet af den treårige projektperiode er elevernes karakterer forøget mærkbart, især inden for naturfag og teknik (28, 29). En del elever har været meget begejstrede for at deltage i kurserne i Sorø – deres motivation for at lære noget og selv søge viden er forøget. At de der underviser til daglig i naturfag, faktisk har forstand på det de underviser i, har måske også forøget elevernes motivation for at følge undervisningen.
Siden 2017 er karaktererne i naturfag desværre faldet igen; men karaktererne i matematik er steget betydeligt (30).
Også for lærerne har det været inspirerende at fokusere på elever med særligt talent, og de mener, at når det faglige niveau løftes for de mest talentfulde elever, så har det også en afsmittende positiv effekt på resten af klassen (31).
Har projektet så løftet drengenes motivation for skolearbejdet i særlig grad? Det ser det ud til. Jeg er gået ind på den nationale oversigt over elevernes trivsel, og har så udtrukket data for Ishøj Kommunes folkeskoler (32). Her kunne man se, at den nationale tendens med hensyn til parameteren ”støtte og inspiration” er vendt om i Ishøj Kommune. Her er den andel af eleverne, der ligger med den højeste trivsel på det punkt, højere for drengene ( 66,5 %) end for pigerne (60,1 %).
Uden at kommunens projekt har fokuseret direkte på køn, så har den øjensynlig gavnet drenge mere end piger ved at fokusere på de fag, der har størst interesse for drenge, og på det, som spiller en rolle for drenges motivation – vægt på faglighed, og vægt på at se sig selv som særligt dygtig. Drengene er sluppet for den sædvanlige fokus på at ingen må tabes og at ingen må lære mere end andre; i stedet har de fået lov til at lære mere end andre, hvis de vil og har talentet. Det har dels gavnet drengenes trivsel, og dels har det givet et vist generelt løft til karakterniveauet i en kommune, hvor eleverne ellers ligger lavere i gennemsnit end i andre kommuner.

Slutbemærkning
   Det er rigtig godt, at ministeriet tager fat på den her problemstilling.  Ministeriets rapport skulle fungere som et oplæg til den ekspertgruppe, der skal komme med konstruktive anbefalinger om, hvad man kan gøre for at drengene halter mindre bagud i forhold til pigerne. Men i rapporten ser jeg en tendens til at nedtone eller bagatellisere netop de aspekter, der måske rummer kimen til at løse problemerne. Det er interessant, at i de fleste (men ikke alle) undersøgelser der angår lærerens køn, gavnes piger specifikt af at have en kvindelig lærer, og i en del undersøgelser gavnes drenge specifikt af at have en mandlig lærer. Det kan give anledning til at spekulere over, hvad det er ved lærerens køn, der gør forskellen. Men desværre – rapporten forsøger mest muligt at nedtone dette aspekt. Det er som om rapportens forfattere ikke vil acceptere, at kvindelige lærere er til mere gavn for piger end for drenge.
Det er jo særlig interessant, at en dansk undersøgelse af Andersen & Reimer (20) netop peger på nogle af de forskelle i måden at undervise på, der gavner piger hhv. drenge. Det må være værd at granske nærmere. Men rapporten gør hvad den kan for at læseren ikke motiveres til at granske det nærmere. Oven i købet har lederen af ekspertgruppen, Claus Holm, udtalt til Weekendavisen (6), at ”ved de obligatoriske nationale test i folkeskolen har lærerens køn således ingen betydning for hverken drengenes eller pigernes resultater i læsning eller matematik. Derfor kan man til dels godt afblæse frygten for feminisering af undervisningsmiljøet. Vi har også en dansk undersøgelse, som bekræfter, at indlæringen ikke primært har at gøre med lærerens køn. Men det har den pædagogiske tilgang. Og det er en vigtig pointe.”
Det ser ud til, at man i rapporten bevidst har reduceret omtalen af forsøg, hvor lærerens køn har betydning. Det ser jeg som en form for bevidst bias, og det må der være en grund til.  Kan  grunden måske være, at man for enhver pris vil undgå at konkludere, at feminiseringen af skolen er et problem? I så fald kan konsekvensen meget vel blive, at det totalt mislykkes at gøre noget virkningsfuldt ved drengenes problem.

Rapporten omtaler ikke konstruktive tiltag, der giver fingerpeg om hvad man kan gøre for at motivere drenge, og for at forbedre drenges præstationer. Derfor har jeg nævnt et par eksempler på sådanne tiltag; der kunne nævnes flere. Men jeg har bange anelser om, hvordan visse af eksperterne vil reagere på dette. Tiltagene går i retning af mere disciplin, af at fokusere mere på det faglige end det sociale, og af at give særlig dygtige elever bedre mulighed for at udmærke sig mere end andre. Lige netop disse tiltag er måske præcis det, som mange kvindelige pædagoger umiddlebart er imod, og det går imod meget af det, som moderne pædagogik går ud på.
Jeg har derfor bange anelser. Når man ser på ekspertgruppens sammensætning, så er der kun 7 mænd i forhold til 15 kvinder. Det er da en besynderlig skævhed, når nu det gælder om at gavne forholdene for lige netop hankønnet. Den, der har skoen på, ved hvor den trykker.
Jeg ser også en mulig tendens til at inkludere personer der står for netop de pædagogiske retninger, der har tegnet udviklingen af skolevæsenet i de senere årtier. For mig at se er det netop sådan, at jo mere skolevæsenet bevæger sig i retningen af disse pædagogiske strømninger, jo mere halter drengene bagefter pigerne. En af ekspertgruppens medlemmer har f.eks. argumenteret stærkt for at man i undervisningen fokuserer mere på følelser end på faglighed, dvs. at følelser bruges som pædagogisk virkemiddel; som man vil forstå, mener jeg, at netop den tilgang går imod drenges mentalitet, og den vil muligvis betyde, at drengenes problem ikke kan løses.
Der er et vidt spand af divergerende opfattelser blandt ekspertgruppens medlemmer. På den ene side er der Ida Gran Andersen, hvis forskning viser, at lærerens køn har betydning for eleverne. Og på den anden side er der Kvinfos Henriette Laursen, som for nylig i en tweet har citeret rapportens tekst om at ” Lærerens køn har ikke betydning for elevers læring. En af konklusionerne til første møde i ekspertgruppe under @UVM_dk om køn i uddannelse”. Det er beklageligt, at ministeriets rapport støtter den ene af disse personer, og direkte modsiger den anden. Især da data ikke entydigt underbygger åstanden om at lærerens køn er uden betydning.
Vi ser at skolens udvikling indtil nu, under indflydelse af moderne pædagogisk tænkning, sker samtidigt med at drengenes efterslæb i forhold til pigerne bliver større år for år. Det er derfor nærliggende at tro, at problemet netop ligger i moderne pædagogisk tænkning. Jeg skrev i indledningen, at når først en verdensopfattelse har sat sig fast blandt fagfolk på området, så bliver de ude af stand til at bevæge sig uden for den verdensopfattelse og at tænke i nye baner. Det kræver i hvert fald meget åbenhed over for, at forklaringerne og løsningerne måske er meget anderledes end hvad der den accepterede forståelse blandt fagfolk.
Den opgave, der er stillet, kræver tydeligvis at man er i stand til at forlade gængs tænkning inden for pædagogisk forskning og viser sig i stand til at tænke i nye baner. Jeg håber at den åbenhed, dette kræver, er til stede. Men jeg har bange anelser om, at en sådan åbenhed mangler visse steder, og i så fald kan vi være sikre på, at det ellers gode initiativ ikke fører til noget brugbart.

Kåre Fog
Biolog, ph. D.
Forfatter til flere bøger om køn.
 

 

 

 

 

(1) https://www.folkeskolen.dk/arbejdsliv-dlf-kon/vil-saette-ind-over-tidligt-ind-over-for-den-danske-pigeskole/693987.

(2) Kåre Fog: ”Jo, drengene præsterer lavere i skolen, og det er et problem”
Skolemonitor 1./2. 2021
https://skolemonitor.dk/debat/art8073453/Jo-drengene-pr%C3%A6sterer-lavere-i-skolen-og-det-er-et-problem

(3) www.weekendavisen.dk/2022-22/samfund/koennede-kundskaber

(4) https://politiken.dk/indland/uddannelse/art8844546/Karaktergabet-mellem-k%C3%B8nnene-v%C3%A6kker-bekymring

(5) Bertill Nordahl (1994): Hankøn i skolen. 127 pp. Modtryk.

(6) www.weekendavisen.dk/2022-26/samfund/koennenes-kloeft

(7) Forfattere: Drop nu snakken om at kønnet er en kulturel konstruktion. Det er jo så indlysende noget sludder – selv fra fosterstadiet påvirker kønnet os
Politiken 18./8. 2020
https://politiken.dk/debat/kroniken/art7886885/Drop-nu-snakken-om-at-k%C3%B8nnet-er-en-kulturel-konstruktion.-Det-er-jo-s%C3%A5-indlysende-noget-sludder-selv-fra-fosterstadiet-p%C3%A5virker-k%C3%B8nnet-os

(8) Rong Su, James Rounds & Patrick Ian Armstrong (2009): Men and things, women and people: A meta-analysis of sex differences in interests. Psychological bulletin 135(6): 859-884.

(9) N. Egelund, T. Nordahl & P. Guttrom Andersen (2018): Piger og drenge i skolen.
https://vbn.aau.dk/ws/portalfiles/portal/292029360/Piger_og_drenge_i_skolen_TIL_UPLOAD.pdf

(10) Harriet Bjerrum Nielsen & Monica Rudberg (1997): Historien om piger og drenge – kønssocialisering i et udviklingspsykologisk perspektiv. 361 pp. Gyldendal.

(11) Jens Hansen (1994): Dominerende kvinder og skvattede mænd. 92 pp. Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck.

(12) Et eksempel blandt mange: M. J. Packer & J. Goicoechea (2000): Sociocultural and constructivist theories of learning: Ontology, not just epistemology. Educational psychologist 35 (4): 227-241.
compsci.duq.edu/~packer/Pubs/PDFs/2000%20EdPsy.pdf

(13) Kåre Fog (2004): To køn – tre sandheder. Forlaget Mysis. Kapitel 10 heri.

(14) Rambøll og Aarhus Universitet (2014): Forskningskortlægning. Alsidig udvikling og sociale kompetencer. 134 pp.
https://dpu.au.dk/fileadmin/edu/Udgivelser/Clearinghouse/Ramboell/FORSKNIN GSKORTLAEGNING_ALSIDIG_UDVIKLING.pdf.pdf

(15) Christopher M. Massad (1981): Sex role identity and ajustment during adolescence. Child development 52 (4): 1290-1298.
/www.jstor.org/stable/1129518

(16) A. Hadjar, S. Backes & S. Gysin (2015): School alienation, patriarchal gender-role orientations and the lower educational success of boys. A mixed-nethod study. Masculinities and social change 4(1): 887-116.
www.researchgate.net/publication/277967110_School_Alienation_Patriarchal_Gender-Role_Orientations_and_the_Lower_Educational_Success_of_Boys_A_Mixed-method_Study

(17) Bodil Lundsgaard Jepsen & Morten Mølgaard Vanderskrog (2015): Unge mænd om ligestilling og køn – en undersøgelse af unge mænds holdninger til ligestilling og deres konstruktion af kønsidentiteter. Speciale ved RUC, Inst. f. samfund og globalisering.
https://rucforsk.ruc.dk/ws/portalfiles/portal/57774528/Unge_m%C3%A6nd_om_ligestilling_og_k%C3%B8n.pdf

(18) Leonard Sax (2005): Why gender matters. What parents and teachers need to  know about the emerging science of sex differences. 323 pp. Three Rivers Press.

(19) Helena Holmlund & Krister Sund (2008): Is the gender gap in school performance affected by the sex of the teacher? Labour economics 15 (1): 37-53.
https://www.researchgate.net/publication/222917716_Is_the_Gender_Gap_in_School_Performance_Affected_by_the_Sex_of_the_Teacher

(20) Ida Gran Andersen & David Reimer (2019): Same-gender teacher assignment, instructional straegies, and studen tachievement: New evidence on the mechanisms generating same-gender teacher effects. Research in social stratification and mobility 62 article 100406.

(21) Nye sjanser – bedre læring. Kjønnsforskjeller i skoleprestationer og utdanningsløp. Norges offentlige utredninger 2019: 3. 282 pp.
www.regjeringen.no/contentassets/8b06e9565c9e403497cc79b9fdf5e177/no/pdfs/nou201920190003000dddpdfs.pdf

(22) Thomas S. Dee (2005): Teachers and the gender gaps in student achievement. National bureau of economic research. Working paper no. 11660.
https://www.nber.org/papers/w11660

(23) Heike Diefenbach & Michael Klein (2002): ”Bringing boys back in”. Soziale Ungleichheit zwischen den Geschlechtern im Biludngssystem suungunsten von Jungen am Beispiel der Sekundarschulabschlüsse. Zeitschrift für Pädagogik. 48 (6): 938-958.
https://www.pedocs.de/volltexte/2011/3868/pdf/ZfPaed_6_2002_Diefenbach_Klein_Bringing_Boys_Back_In_D_A.pdf

(24) Joseph Klein (2004) Who is most responsible for gender differences in scholastic achievements: pupils or teachers? Educational Research 46 (2): 183-193.
www.tandfonline.com/doi/abs/10.1080/0013188042000222458?journalCode=rere20
Jeg har set den omtale af et forskningsprojekt, som nævnes i dette link:

(25) Beuchert, L. V. (2016) Teacher gender and student achievement: The role of males in sixth grade. Aarhus University: Unpublised working paper. https://childresearch.au.dk/en/signature-project-read/struktur-og-rammer/teacher-gender-and-student-achievement/

(26) https://ugebreveta4.s3.amazonaws.com/Docs/0000002/Drenge_mister_lysten_til_at_l%C3%A6re_i_folkeskolen_20559.pdf

(27) https://uddannelsesstatistik.dk/Pages/Reports/1792.aspx (gennemsnit af statistik for 2014 – 2019).

(28) https://docplayer.dk/137282230-Flere-lille-og-store-noerder-i-ishoej.html

(29) https://docplayer.dk/150642333-Skolernes-kvalitetsrapport-2019-ishoej-kommune.html

(30) https://ishoj.dk/media/o0spqbnm/skolernes-kvalitetsrapport-2020.pdf. Se rapportens side 10.

(31) https://www.youtube.com/watch?v=ILtcklL-L_Q&list=UUFyAemqemKulp9ZbD9amHPA

(32) https://uddannelsesstatistik.dk
Data om elevtrivsel for 2017, gennemsnit for Gildbroskolen, Ishøj Skole, Strandgårdskolen, Vejlebroskolen og Vibeholmskolen [ikke længere frit tilgængeligt på nettet; kræver nu login]

 

 

 

 

MEETOO på TV2 – helt andre principper end en retssag

MEETOO på TV2 – helt andre principper end en retssag

Af Kåre Fog & Lone Nørgaard.

I MeToo-sagerne på TV2 blev to markante mænd, Jes Dorph-Petersen og Jens Gaardbo, pludselig fyret for noget, de havde gjort for ca.20 år siden.

Den fyring var urimelig.

Hvad præcist de to herrer havde gjort, stod og står ikke særlig klart, og vi er slet ikke færdige med at få kastet lys over, hvad der skete. Om Gaardbo ved offentligheden f.eks. kun, at han havde udvist ”dårlig dømmekraft”. Øjensynlig henviser ”dårlig dømmekraft” til, at han havde haft sex med en ung kvinde, han var chef for. Men om han i den forbindelse havde begået et overgreb – chikane, eller sex uden samtykke – er ikke alment kendt.

Vi har tidligere skrevet en artikel om dette. Den tog i udgangspunkt i, at de vidneudsagn, der har fældet Jes Dorph-Petersen og Jens Gaardbo, i begge tilfælde stammer fra samme kvinde, Therese Philipsen.

Da der i november 2021 blev udsendt en tre timer lang såkaldt dokumentar på Discovery+, fyldte vidneudsagnene fra Therese Philipsen mindst halvdelen af sendetiden.

I den forudgående advokatundersøgelse af Metoo-sagerne på TV2, udført af advokatfirmaet Norrbom-Vinding, blev Gaardbo og Dorph-Petersen forhørt på en måde, som gav dem meget dårlige muligheder for at forsvare sig.
Efter en klagesag til advokatnævnet fik Dorph-Petersen delvis medhold i dette. Ved undersøgelsen havde advokaten tilkendegivet, at der ville komme en vurdering af, om der var udført krænkende handlinger i strid med lovgivningen. Men Dorph-Petersen blev ikke ordentligt oplyst om, hvilken lovgivning, som advokaten mente skulle være overtrådt. Advokaten fra Norrbom-Vinding har erkendt, at hendes afgørelse reelt ikke handler om jura overhovedet – selvom det stod i procesbeskrivelsen. Hun siger tværtimod at hun har gennemført en såkaldt “civilretslig” vurdering – ikke en “strafferetslig”. Eller med andre ord har advokaten alene dømt Dorph-Petersen på nogle ”moralske” værdier.

Om to andre klagepunkter – at bevisvurderingen er kritisabel, og at der uberettiget er indhentet personlige oplysninger – udtalte Advokatnævnet, at de emner lå uden for nævnets mandat.

I en anden klage har Datatilsynet udtalt såkaldt “alvorlig kritik” af Norrbom-Vinding for flere brud på GDPR reglerne.

Både Jes Dorph-Petersen, Jens Gaardbo, og flere andre mænd er blevet meget hårdt ramt af Metoo-sagen. De har mistet deres job og indtægt samt muligheden for at få nye jobs. De kan se frem til resten af deres arbejdsliv at leve af understøttelse. Dette har også haft store konsekvenser for deres privatliv.
Hvis en sag afgøres af en domstol, så behandler samfundet ikke længere personen som en kriminel, når han har afsonet sin dom. Han kan søge arbejde igen. Men efter en Metoo-sag som den på TV2, varer ”dommen” hele resten af livet. 

”Tro på kvinden”
Et bærende princip i en Metoo-sag er princippet ”Tro på kvinden”. Især fra feministisk side fremhæves det kraftigt, at man skal tro ubetinget på kvindens udsagn. Samtidig bæres sagen af, at kvindens beretning er følelsesbetonet, og publikums følelser skal vækkes, sådan at de tager totalt afstand fra ’gerningsmanden’. Mandens forklaring drukner helt, og reelt er det ikke muligt for ham at forsvare sig, heller ikke i de tilfælde, hvor han faktisk er uskyldig. Det har i en række tilfælde gjort den uskyldigt anklagede mand så håbløst fortvivlet, at han har begået selvmord.

I maj 2022 foregik der en retssag i USA mellem skuespilleren Johnny Depp og hans ex-kone, skuespilleren Amber Heard. Heard havde i en avisklumme skrevet, at hun havde været udsat for hustruvold. Det skabte så stor vrede mod Depp, at han blev fyret fra alle film-engagementer. Senere rejste han retssag mod Heard med krav om erstatning for de indtægter, han havde mistet. Der blev fremlagt evidens for, at Heard faktisk havde slået Depp, hvorimod der ikke kunne fremlægges evidens for, at Depp havde slået Heard. Der fandtes sågar en lydoptagelse, hvor de talte om at tilkalde politiet, fordi Heard havde været voldelig over for sin mand. I lydoptagelsen hører man Heard sige: ”Ingen vil tro på dig, fordi du er en mand.”
I forbindelse med retssagen blev der også lavet en psykiatrisk vurdering af Amber Heard, hvor konklusionen var, at hun lider af borderline og histrionisk personlighedsforstyrrelse. Disse personlighedsforstyrrelser omfatter bl.a., at hun søger at være centrum for (især mænds) opmærksomhed, at hun kraftigt udnytter sin sex-appeal – samtidig med at hun får opmærksomhed og sympati ved at fremstille sig selv som offer. Hun er desuden bange for at blive afvist eller forladt.
Depp-Heard retssagen strakte sig over flere uger, hvor begge parter fremlagde relevant evidens. Da afgørelsen faldt, havde retten konkluderet, at Heard ikke talte sandt. Hun havde talt usandt om Depp i en ond hensigt, og derfor skulle hun betale en millionerstatning til Depp. Det vigtigste for Depp er dog, at han genvandt sin ære, og formentlig kan påbegynde et mere normalt liv igen og arbejde igen.
Domstol versus ’folkedomstol’
Dommen illusterer forskellen mellem, at en konflikt kører som en retssag ved en domstol, hhv. at den kører som en Metoo-sag, hvor afgørelsen i realiteten træffes af ”folkedomstolen”  på de sociale medier.
I en metoo-sag kan kvinden påstå, at manden har begået grove overgreb, og hun kan beskrive disse overgreb med en sådan følelsebetoning, at publikum bliver overvældet af sympati for hende og foragt for manden – også selvom der  ikke foreligger bevis for, at hun taler sandt.
I en retssag, derimod, kan manden kun dømmes, hvis der foreligger troværdig evidens for, at han har begået ulovlige overgreb. I Metoo-sagen skal manden bevise, at han er uskyldig – hvilket logisk set som regel er umuligt. I retssagen skal kvinden bevise, at manden er skyldig, og hvis hun ikke kan det – sådan som Amber Heard ikke kunne – så falder sagen, og manden bevarer sin ære og værdighed.
Paralleller til Meetoo-sagerne på TV2
Man kan drage nogle paralleller til Metoo-sagerne på TV2 i Danmark. Her har kvinden, Therese Philipsen, efter eget udsagn  anklaget tre mænd for seksuelle overgreb og sexchikane.

Mændene benægter.

Den ene benægter at have haft sex med hende, de to andre benægter, at der var tale om overgreb – at der var tale om sex med samtykke, eller endda at det var kvinden, der pressede på for at få sex.
Man har valgt at tro på kvindens beretninger og mistro mændenes forklaringer. Folkene bag advokatundersøgelsen har været ude at samle ”beviser”, har forhindret mændene i at få vigtig aktindsigt, og har på én gang ageret som forhørsledere, anklagere, dommere og bødler. Det ser stærkt ud til, at de har dømt de anklagede på forhånd, og at resten blot har været en undskyldning for at eksekvere dommen i en slags lynch-proces. Den proces har ført til, at disse mænd har mistet deres stillinger og er blevet kastet ud i arbejdsløshed og vanære.

Mændene dømmes til vanære
Det er, hvad der kan ske i en metoo-proces: Mændene dømmes til vanære uden beviser for, at de har gjort noget forkert.
Hvad ville der ske, hvis man derimod førte en retssag ved domstolene? Jens Gaardbo og Jes Dorph-Petersen kan med god grund hævde, at de har lidt et kæmpe økonomisk tab samt svie og smerte på grund af Therese Philipsens forklaringer. De har derfor et motiv til at rejse en erstatningssag, lige som Johnny Depp har gjort. I en sådan sag skal både kvinden og de anklagede mænd krydsforhøres. Hvis der ikke fremkommer beviser for, at mændene har begået de påståede overgreb, må retten rense mændene for vanære og fastsætte erstatninger.

Amber Heard og Therese Philipsen
Lige som Amber Heard blev vurderet til at have en  personlighedsforstyrrelse, har der også i den danske sag været fremsat formodning om, at Therese Philipsen ikke var mentalt i balance. Det har Jes Dorph-Petersen hævdet i sin klage til advokatnævnet. Til støtte for hans synspunkt kan tjene følgende:
Samstemmende vidneudsagn fra en række personer siger, at Philipsen under sin korte tid som praktikant på TV2 nåede at have seksuelle forhold til mindst 6 mænd – mænd der med en enkelt undtagelse alle havde rang af enten studieværter eller chefer.
Det var i høj grad Philipsen, der var den udfarende part.

Det er ret almindeligt, at hvis en mand har en høj social position, så kan det i sig selv gøre ham attraktiv i kvinders øjne. Therese Philipsen synes i meget høj grad at have følt sådan – også hendes egne beretninger i TV2-dokumentaren giver det indtryk, at så snart en mand er en chef, så bliver hun uimodståeligt tiltrukket af ham, og hun er temmelig aktiv for at komme i seng med ham.
Hun fortæller således selv, at hun flere gange ringede på døren til Jes Dorph-Petersens lejlighed for at komme ind til ham, lige som vi har ladet os fortælle, at hun selv bankede på døren til hotelværelset for at komme ind til en anden mandlig chef, der var gået i seng.
Philipsen selv siger i dokumentaren om et andet forhold til en mand, som hun IKKE var tiltrukket af: ”Det faldt mig ikke engang ind at sige nej”. Alt i alt får man indtryk af, at hun havde et enormt behov for at blive bekræftet seksuelt af mænd, og at det var mere end let for mænd at få en affære med hende. Samtidig reagerede hun meget negativt på afvisninger.
Når man studerer hendes kropssprog i dokumentaren, så er det påfaldende, at når hun taler om, at Jes Dorph med vold tvang hende ned på sofaen i sin stue og med et hårdt pres holdt hende fast, så er der ingen vrede at spore hos hende. Hun siger bare, at hun ikke kunne forstå, hvad der skete. Om andre seksuelle episoder siger hun også, at hun ikke forstår, hvorfor hun gjorde det.
Når hun taler om afvisninger, udtrykker hun derimod stor vrede eller sorg.
Tendens til at dramatisere voldsomt
Såvel i advokatundersøgelsen som i dokumentaren har Therese Philipsen stærk tendens til at dramatisere voldsomt og gøre sig selv til offer for noget frygteligt. Hun fortæller gribende om, at en mand har hurtig sex med hende på et toiletrum og forlader rummet, så hun efterlades grædende på flisegulvet. Måske er det aldrig foregået på den måde, men det danner et billede i publikums bevidsthed, som appellerer voldsomt til følelserne. Den samme dramatiske effekt – kynisk sex og derefter at hun efterlades på et toiletrum – har hun brugt i den kulørte krimi, som efter hendes udsagn bygger på egne oplevelser.

Da Philipsen en aften ringer på dørklokken til Dorphs lejlighed og ikke bliver lukket ind, fordi Dorph i forvejen har besøg af en kollega, reagerer hun voldsomt. Hun slentrer deprimeret rundt ved Odense Banegård, øjensynlig  i selvmordstanker. Det er en voldsom overreaktion.
Generelt har Therese Philipsen åbenbart et talent for at fremstille historier på en sådan måde, at de appellerer maksimalt til følelserne. Det talent drager hun nytte af ved at skreve kulørte krimier, der er blevet solgt i millionvis. Det samme talent bringer publikums følelser helt over på hendes side, når de ser hende i ”dokumentaren”. Det følelsesmæssige udtryk er her så stærkt, at tanken om at vurdere hendes udsagn med passende skepsis, helt fordufter. Det er det talent, der har sat en stopper for at Jens Gaardbo og Jes Dorph-Petersen kunne få oprejsning.
Er der nogen holdepunkter i øvrigt for, at Therese Phillipsen taler usandt? Altså ikke blot, at påstand står mod påstand, men mere objektive holdepunkter?
Ja det er der formentlig. Der kan spores en tendens til, at Philipsen flytter begivenhederne til andre lokaler. Det gælder f.eks. affæren på toiletrummet, som ifølge manden faktisk foregik i en tilstødende stue.
Mest utvetydigt gælder det episoderne i Jes Dorph-Petersens lejlighed. Den episode, da der var et vidne til stede, beskrives sådan, at den foregik på sofaen i stuen, hvor han brugte fysisk overmagt til at holde hende fast, mens han også gav hende en lussing. Det er jo en ganske dramatisk beskrivelse, i forhold til at Dorph og et vidne begge hævder, at de to stille og roligt fandt sammen inde i hans soveværelse og havde samleje på den brede madras der.

I advokatundersøgelsen siger hun om det mandlige vidne, der var i lejligheden:

”Ud af øjenkrogen så [TP], at kollegaen forlod rummet. Hun fandt senere ud af, at han var gået ind i et rum ved siden af og havde lagt sig til at sove.”

Til Discovery´s ”dokumentar”  siger hun:

”Jeg er enormt fokuseret på kollegaen. For jeg synes, det er enormt pinligt, at han ser det her. Så jeg hele tiden prøver at løfte hovedet for at se, for at kigge over for at se, om han sidder derovre stadigvæk. Og jeg kan ikke se bordet, som står der . . . på en eller anden måde, så får jeg alligevel løftet mit hoved nok til at – øhh – jeg kan kigge henover og der kan jeg se, at han er væk – at han er gået.”
De to forklaringer stemmer ikke overens. I den ene ser hun ham forlade rummet, i den anden ser hun det ikke. Men i begge tilfælde flytter hun det seksuelle samkvem fra soveværelset – hvor det ifølge begge mænd fandt sted, stille og roligt – til stuen, hvor hun får fremstillet kollegaen som en fejg person, der ikke griber ind.
Den mandlige kollega, der var til stede, har forklaret til advokatundersøgelsen: ”Det er ikke sket. Og hvis jeg havde set et sådant overgreb, havde jeg naturligvis grebet ind.”
Desuden siger kollegaen i sin vidneforklaring, at han sov på sofaen i stuen – så overgrebet kan ikke have sket der. For at få den grumme historie til virkelig at blive grum har Philipsen flyttet den fra soveværelset ind i stuen.
I dokumentaren berører Philipsen også – meget kort – en anden episode, hvor hun selv aktivt kom ind i Jes Dorphs lejlighed. Hun kan ikke rigtig forklare hvorfor.
I dokumentaren siger hun”: Han har en madras ude på køkkengulvet. Jeg kan ikke forklare, hvorfor jeg gjorde det . . . jeg kan kun sige, at det var væmmeligt og voldsomt . . .”.

Jes Dorphs kommentar til dette er, at det kan ikke være rigtigt. Han havde kun én madras i lejligheden, og den var for stor til at kunne være i lejlighedens meget lille køkken.
Igen: Hun flytter episoden til et lokale, hvor den fremstår som særligt ydmygende.
Sådanne tilfælde, hvor spørgsmålet er, hvilket lokale tingene foregik i, egner sig til nærmere belysning i en eventuel retssag. Personerne kan have erindringsforskydninger tyve år senere, om hvad der foregik på det følelsesmæssige plan. Men hvilke lokaler, der var tale om, er mere objektivt. Hvis Philipsen taler usandt om det, taler hun måske også usandt om andre detaljer?
Alt i alt er der grundlag for at tro, at ved en egentlig retssag kunne sagen fremstå anderledes.

Therese Philipsen tog ikke selv initiativ til at rejse anklagerne
Et andet aspekt er, at Therese Philipsen ikke selv tog initiativ til at rejse anklagerne. I Florida, hvor hun bor nu, blev hun opsøgt af Janni Pedersen fra TV2, der har haft en nøglerolle m.h.t. at få Metoo-sagen rejst. Philipsen skriver på sin hjemmeside:
”When the journalist contacted me, I hadn’t thought about any of those old stories for twenty years. . .
Suddenly, it was all I could think about. It came back to me in these violent flashbacks that completely floored me.  . .  I found myself crying for entire days and unable to function properly. I had repressed this for so long; I had almost completely forgotten it. But now, it was back, and it almost knocked me out. I couldn’t eat, I couldn’t sleep, but worst of all, I couldn’t write, and that’s what I love to do. . . .   I spoke to a therapist, and she told me I needed to talk about it. I had to go through a healing process, and part of it was talking about it. . . .
So, I finally told my story. First to my loved ones, then to some lawyers, and finally to the journalist while on camera. . . .
A few months later, two of the three men involved were fired from the network. One of them was the most prolific anchor our nation has ever had . . .   Until he was fired. Because of my story  . . .. It also happened while I was an intern, but I never told anyone. I decided to hide it away because I was so embarrassed and blamed myself.”

I dokumentaren siger hun: ”Jeg tænkte: Det er jo dig selv, der har startet det. Du vil jo gerne det her. Og det er så også det, han sagde til mig: `du vil jo gerne det her.´”  og ”Jeg har gået 20 år med skyldfølelse i min mave. Han har ødelagt en masse for mig. Indtil nu har det været 100 % min skyld, og det er det, der gør det så svært at tale om.”
Altså: indtil for nylig har hun ikke tænkt på at anklage mændene, for hun opfattede de sådan, at det skete var hendes egen skyld. Men da Janni Pedersen kontaktede hende, fandt hun med ét ud af, at det ikke var hendes egen skyld. 

Janni Pedersen havde en interesse
Det er temmelig givet, at Janni Pedersen havde en interesse i at få de berørte mænd til at fremstå som overgribere. Ved at fortælle Therese, at det hele var mændenes skyld, kunne Janni Pedersen  dels opnå Philipsens hengivenhed og samarbejdsvilje, dels få mændene fremstillet som overgribere.

På det tidpsunkt fik Philipsen ideen til at skrive den nøgleroman, hvor hovedpersonen gennemlever det samme, som hun havde gennemlevet på TV2, og hun kunne anvende sit talent for drama til at gøre læserne følelsemæssigt henførte.
Netop da fortalte hun omtrent det samme til Janni Pedersens videokamera, hvor det meget muligt blev fordrejet for at få de dramatiske effekter i hus – de dramatiske effekter, som på afgørende vis har bestemt hvordan Metoo-sagen udviklede sig, og hvordan den blev opfattet af næsten alle, der så dokumentaren.

Oprejsning og erstatning ved en retssag
Den skade, som Therese Philipsen har lidt ved de påståede overgreb, er sandsynligvis ikke stor. Det er ikke engang sikkert, at nogen mand har haft sex med hende, uden at hun selv ville det. Men den skade, som hendes udsagn har voldt på bl.a. Jes Dorph-Petersen og Jens Gaardbo, er enorm. Stort set har de fået smadret hele deres tilværelse.
Hvis det er med urette, bør de kunne få oprejsning og erstatning ved en retssag.

ER DOKUMENTAREN OM TV2’s METOO-SAGER TROVÆRDIG? SVARET ER NEJ

Denne tekst er skrevet af Kåre Fog i samarbejde med Lone Nørgaard. Den handler om metoo sagerne på TV2, som ramte Jens Gaardbo og Jes Dorph-Petersen og fik meget alvorlige konsekvenser for dem begge.
Artiklen har været sendt først til et af de store dagblade, hvor den har ligget en måneds tid, inden den blev afvist. Derefter har den ligget på redaktionen hos en mindre, elektronisk avis, hvor vi først fik at vide, at den ville bllive publiceret; men efter to måneder fik vi alligevel at vide, at den var afvist.
Der er således gået meget lang tid, hvor manuskriptet har ligget, så det ikke længere er særlig aktuelt. Men sagen er alt for alvorlig til, at den skal blive glemt og anset for uaktuel. Der er stadig al mulig grund til at rejse opmærksomhed om at der formentlig er begået en meget stor uretfærdighed mod de nævnte mænd. Vi håber at artiklen kan bidrage til at almenheden forstår, hvad der er foregået, og at der kan bødes på den uret, der er begået.

ER DOKUMENTAREN OM TV2’s METOO-SAGER TROVÆRDIG? SVARET ER NEJ

 

Denne kronik handler om MeToo-sagerne på TV2. Her blev to markante mænd, Jes Dorph-Petersen og Jens Gaardbo, pludselig fyret for noget, de havde gjort for 15-20 år siden.
Hvis en læser eller to skulle tænke gammel vin på gamle flasker, så tænk om igen: Vi er slet ikke færdige med at få kastet lys over over, hvad der skete, fordi perspektivet alt for ensidigt har været ligestillings-feministernes. Den slagside skal der rettes op på, og det kan kun gå for langsomt.

***

Hvad præcist de to herrer havde gjort, står ikke særlig klart. Om Gaardbo ved offentligheden kun, at han havde udvist ”dårlig dømmekraft”, lige som Michael Dyrby har indrømmet at han udviste ”dårlig dømmekraft”. Gaardbo og Dyrby har begge været nyhedschefer på TV2, og ”dårlig dømmekraft” synes at referere til, at det er forkert af chefen at have sex med yngre personer, der i deres karriere er afhængige af chefens velvilje.
I november 2021 kom så dokumentaren om MeToo-sagerne på TV2 med diverse kvinders beretninger om, hvordan de har lidt under chefernes seksuelle tilnærmelser. Et sted i dokumentaren udtaler Karen-Helene Hjorth, nu studievært på TV2 News: ”Det er da alt andet lige en spøjs situation at stå i, at skulle sige nej tak til noget som intet har med faglighed at gøre, men har noget at gøre med  . . . ja, med sex, altså, over for et menneske som jo ret beset bare kan fyre dig på mandag, hvis det er. Deri ubalancen, og deri det upassende, altså”.
Udtalelsen er temmelig påfaldende i betragtning af, at Hjorth selv, som studievært, har haft et seksuelt forhold til en ung, mandlig praktikant. Den praktikant er afhængig af hendes velvilje som studievært. Hvordan kan hun sidde foran kameraet i dokumentaren og udtale sig som nævnt – vel vidende, at hun selv praktiserer, hvad hun kritiserer andre for?
I denne artikel vil vi imidlertid koncentrere os om en anden kvinde: Therese Philipsen. Hun må siges at være hovedperson i dokumentaren, da interviewene med hende fylder godt og vel halvdelen af den næsten tre timer lange udsendelse.
I år 2000 startede hun som 23-årig praktikant på TV2 Nyhederne, og det er hendes beretninger om, hvad hun var udsat for, der mere end noget andet skaber en forargelse over, at de fyrede herrer var nogle sexmonstre. Therese Philipsens ytringer maler et stemningsbillede af vedholdende seksuelle overgreb.
Uden Therese Philipsens udsagn ville der ikke have været mange søm at hænge forargelsen op på. Nogen havde måske sagt noget nedladende, men egentlige seksuelle overgreb var der ikke mange af.

Men hvad nu, hvis Therese Philipsen ikke taler sandt? Hvad nu, hvis der ”bare” var tale om seksuelle forhold med samtykke, ganske lige som i tilfældet med den mandlig praktikant, der havde et seksuelt forhold til Karen-Helene Hjorth?
Formålet med at rejse MeToo sagerne var angiveligt at gøre op med ”kulturen” på TV2. Men noget skurrer her, eftersom de sager, der førte til fyringer, skete for 20 år siden i en langt mere løssluppen kultur. Der foreligger intet om, at Jens Gaardbo eller Jes Dorph-Petersen har haft tilsvarende affærer de sidste mange år.  Men påstanden om, at det skulle handle om ”kulturen”, begrunder, at der stort set ikke nævnes navne på de mænd, som påstås at have begået seksuelle overgreb. Therese Philipsen kommer med mange saftige historier,  men eftersom hun ikke siger, hvem mændene var, har vi alene hendes version af det skete. Vi kan ikke spørge manden, da vi ikke ved, hvem han er.

Det viser sig dog, at der findes en kilde, der afslører identiteten på tre mænd.
Da Therese Philipsen forlod TV2 i 2005,  havde hun fundet sig en mand, og med ham rejste hun til Florida. Her nedsatte hun sig som forfatter til kulørte krimier, hvor kvinder er ofre. Under pseudonymet Willow Rose har hun skrevet mere end 80 bøger, som tilsammen er solgt i ca. 6 mio. eksemplarer.
En af de seneste bøger er ”Such a Good Girl”, hvor en hovedperson, Samantha, omkommer på mystisk vis. Den bog slutter med en efterskrift, som er interessant: ”Store dele af denne bog er min egen historie.”
Hun omtaler, at hun var betaget af en studievært, der nu er blevet fyret: ”På grund af min historie som er lige som Samantha´s i denne bog. Det skete også mens jeg var praktikant; men jeg fortalte aldrig nogen om det.”
Vi får at vide, at hun blev kontaktet af en dansk journalist (formentlig i 2020), åbnede op og berettede om, hvad der skete den gang. Og så: ”Nogle få måneder senere, blev to af de tre involverede mænd fyret fra deres netværk.”

De to, der blev fyret, var Jes Dorph-Petersen og Jens Gaardbo. Derved sætter hun altså navne på to af de mænd, hun taler om i dokumentaren. Den tredje siger hun så meget om, at pilen peger entydigt på Michael Dyrby. Så her har vi altså identiteten på tre mænd, der omtales i dokumentaren af Therese Philipsen, og hvoraf mindst to er afskediget på grund af hendes udsagn. Andetsteds har hun omtalt en chef mere, som hun også har haft en affære med.

I efterskriftet til ”Such a Good Girl” skriver Therese Philipsen videre:

”Da journalisten [fra Danmark, som arbejdede på en dokumentar om sexchikane i danske medier]  kontaktede mig, havde jeg ikke skænket disse gamle historier en tanke i tyve år. Og så, pludselig, var det det eneste, jeg kunne tænke på. Det vendte tilbage til mig i disse voldsomme flashbacks som fuldstændig sendte mig i gulvet.  . . . Jeg græd igennem hele dage og var ude af stand til at fungere ordenligt. . . .  Jeg talte med en terapeut, og hun sagde til mig at jeg var nødt til at tale om det. Jeg var nødt til at gå igennem en helbredelsesproces, og en del af den var at tale om det. Så, omsider fortalte jeg min historie. Først til mine kære, så til nogle advokater, og til sidst til journalisten mens kameraet kørte.”

Hvad Therese Philipsen fortæller til advokatundersøgelsen på TV2 og til den efterfølgende dokumentar, har altså denne baggrund: Hun har ikke skænket ”disse gamle historier en tanke i tyve år”. Så pludselig opfordres hun til at fortælle om dem – en version, der nødvendigvis har været igennem et antal lag og ”filtre”: Hendes egen familie, nogle advokater og endelig en journalist. Muligheden for em erindringsforskydning – hvor hun selv fremstår som et uskyldigt offer for andres overgreb – ligger lige for. Ja, er faktisk ret stor.

Når først begivenhederne er fremme i hendes bevidsthed, kan de også bruges som grundlag for en krimi. På nogle punkter minder teksten i bogen meget om, hvad hun siger i dokumentaren.

I dokumentaren fortæller hun om sin første affære, der skete på en konference allerede to uger efter, at hun var begyndt på TV2. Det var en affære med en chef: ”Chefen kiggede meget på mig. Vores øjne mødtes ofte. Jeg følte mig meget smigret. Så siger han til mig: `Kom ind på mit hotelværelse.´ . . . Jeg syntes jo, han var helt vildt lækkker. Jeg havde helt klart et crush på ham.”

Udsagnet minder til forveksling om kapitel 6  i ”Such a Good Girl”:

”To uger inde i sin praktikperiode blev Samantha inviteret med til en konference, sammen med de fleste journalister i netværket og deres chefer.” Hun følte nogle øjne hvile på sig, vendte sig om og fik øje på chefen. Lidt senere skulle hun til at trække sig tilbage for at sove, da chefen lænede sig frem mod hende, lagde en hånd på hendes lår og hviskede i hendes øre: `Mit hotelværelse er nummer 103. . . .Vent 15 minutter, og kom så hen til mit værelse.” . . . ”Samantha fik en klump i halsen. Hun havde et crush på den mand da han var studievært . . . Han var flot, og hun var helt bestemt tiltrukket til ham . . . ”.

Hun formulerer sig på en måde, så folk (kvinder?) køber hendes bøger i millionvis. Og interessant nok formulerer hun sig helt tilsvarende i TV2 dokumentaren. Ordene kunne lige så godt have stået i hendes bog. Sat på spidsen er hun lige så ferm til at sælge sin version af seksuelle møder på TV2, som hun er til at sælge sine krimier.

Folk bliver grebet af hendes beretninger i TV2-dokumentaren. Det er de fortællinger, mere end noget andet, der oprører seerne og legitimerer fyringen af de omtalte chefer. Uden hendes beretninger havde der ikke været ret meget kød på hele MeToo-sagen.
Men er de sande?

Er det sådan, at først har Therese Philipsen nøje beskrevet hvad der skete på TV2, og bagefter har hun brugt omtrent samme historie i sin bog? Eller er det sådan, at først har hun i sit hoved konstrueret en gribende historie, som egner sig i hendes krimi-univers, og bagefter fortæller hun omtrent det samme foran rullende kameraer?
I den nævnte efterskrift peger hun altså på affærer med Jes Dorph-Petersen, Jens Gaardbo og Michael Dyrby. Dyrby fik som bekendt også problemer på grund af seksuelle relationer på arbejdspladsen på TV2.

Da vi for nyligt skrev en artikel til POV International om MeToo-historier, kom vi for skade at skrive, at Dyrby havde haft affærer med adskillige praktikanter. Det var dét – forkerte – indtryk, vi havde fået. Kun få timer efter at artiklen var ofentliggjort i POV, henvendte Dyrby sig for at få vores tekst ændret. Han præciserede, at når han havde sagt ”forhold”, så betød det ”ét forhold”. Han skrev: ” Jeg har ikke haft forhold til praktikanter på TV2 . . . . Anklagen fra Therese Philipsen i dokumentarprogrammet har jeg i hele forløbet overfor hende og produktionsselskabet afvist. Jeg husker på ingen måde hendes beskrivelser.”

Nogen lyver!  Enten lyver Dyrby, eller også lyver Philipsen. Hun siger, at hun har haft affærer med ham. Han siger, at det har hun ikke. Hvem skal man tro på?

I en artikel i Politiken har Jes Dorph-Petersen redegjort for sin affære med Therese Philipsen. Hans udtalelser – som han har et vidne på – stemmer temmelig dårligt overens med, hvad Philipsen beretter i dokumentaren. Philipsen beskriver den sex, de havde, som et temmelig voldeligt overgreb. Det er i direkte modstrid med, hvad det mandlige vidne siger. Så hvem skal man tro på?

Philipsen har solgt millionvis af bøger med historier om mænd, der begår voldelige overgreb på kvinder. Kunne det tænkes, at det er blevet lidt for meget rutine for hende at digte vold ind i beskrivelsen?

Så er der den tredje person, Jens Gaardbo. For de to andre mænds vedkommende står sagen som påstand-mod-påstand. Men hvordan stiller sagen sig med Gaardbo?
Vi har haft lejlighed til at spørge Gaardbo direkte. Han svarer, at det, som Therese Philipsen siger om ham i dokumentaren, er stærkt forvansket i forhold til, hvad der faktisk skete. Det er nærmest omdigtet. Nogen lyver altså også her.

Tag scenen i dokumentaren, hvor Philipsen blev efterladt fortvivlet og grædende på gulvet i et toiletrum. Netop den historie oprører mange seere og får dem til at tale om, at det praktisk taget var voldtægt. Er den scene også omdigtet i forhold til, hvad der virkelig skete?

Betyder det noget, om den ene eller den anden taler sandt? Ja, det må vist siges.

Hvis man kun har hørt, er at Jes Dorph-Petersen begik seksuelle overgreb på en ung kvinde, så lytter man til kvinden. Men hvis flere andre chefer også er kommet i uføre på grund af affærer med hende, så rejser det mistanken om, at det var måske ikke dem, der efterstræbte hende – måske var det hende, der efterstræbte dem?

Hvis der var tale om en retssag, så ville man afhøre den ene part, og den anden part, og retten ville forsøge at nå en konklusion om, hvad der var foregået. Hvis det skønnes rimeligt sikkert, at manden har begået et overgreb, ville han blive dømt til bøde eller fængselsstraf. Når han havde udstået strafffen, ville han være fri til at påbegynde en ny fase i sin tilværelse.
MeToo-sager forløber på en anden måde. De foregår i en stemning af oppisket forargelse over mændene, og her lytter man kun til kvinden, ikke til manden:  Føj for mandlige chefers overgreb på uskyldige, skrøbelige og forsvarsløse kvinder.
I denne betændte atmosfære har har mændene opgivet at blive lyttet til. Therese Philipsen har til gengæld fået timevis af sendetid, og hendes ord sættes der ikke spørgsmålstegn ved.

I praksis foregår MeToo sagerne altså sådan, at mændenes version ikke høres. De dømmes alene på kvindens udsagn. Og straffen er vanære og  social udstødning. Ja, hele deres tilværelse bliver faktisk smadret.

For nogle af de ”dømte”  mænd betyder det, at de har mistet deres ståsted i tilværelsen – i værste fald både job, indtjening, familie og hus. Ingen vil nogen sinde ansætte dem igen. Der er kun kontanthjælp tilbage, og intet håb om nogensinde at blive rehabiliteret. Det er en straf hårdere end en fængselsstraf, for den holder aldrig op.

Noget tyder på, at T. Philipsen hører til den type af kvinder, der tiltrækkes uimodståeligt til en mand, hvis han er chef. Det gør det ekstra sandsynligt, at de pågældende mænd kun har haft sex med samtykke. Men de har udvist ”dårlig dømmekraft”  ved at have sex med en yngre kvinde på arbejdspladsen, og straffen for det er på visse måder værre end den straf, som selv den værste morder idømmes i det officielle retssystem.
Det er helt ude af proportioner. Og selv hvis det skulle vise sig, at de har gjort mindre pæne ting, så er det stadig helt ude af proportioner. At det skal ramme mændene så hårdt nu, tyder på, at man har villet fælde nogen så markante koryfæer, at det giver genlyd i hele samfundet og får alle mænd til fremover at ryste i bukserne for, at det samme skal ramme dem.

Da Marianne Stidsen kaldte MeToo-bevægelsen en terrorbevægelse, tog hun måske ikke helt fejl?

 

ANKLAGERNE MOD MICHAEL BOJESEN

ANKLAGERNE MOD MICHAEL BOJESEN

Personen Michael Bojesen

Michael Bojesen var i perioden 1984-2001 lektor ved Sankt Annæ Gymnasium og 1991-2001 leder af Sankt Annæ Gymnasiekor. Fra 1994 til 2003 virkede han tillige som docent ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.

I perioden 1989-2006 var Michael Bojesen dirigent for kammerkoret Camerata. Fra 2001 til 2010 var han desuden chefdirigent for DR Pigekoret. Fra 2012 til 2016 var han direktør for Copenhagen Opera Festival og fra 2017 leder af Malmö Opera. Samme år blev han udpeget til bestyrelsesformand for Statens Kunstfond.

https://denstoredanske.lex.dk/Michael_Bojesen

I sin tid som leder af pigekoret på Sankt Annæ Gymnasium i København var han ifølge tidligere elever meget afholdt og populær, og pigerne lærte meget.
Kurser, som Michael Bojesen har afholdt, var også meget populære, og mange tilmeldte måtte afvises af pladsmangel. Efter hvad der berettes, har der aldrig været et seksualiseret miljø på disse kurser.
Disse kurser er nu desværre ophørt på grund af anklagerne mod Michael Bojesen.

Advokatundersøgelser

I 2021 kom det frem, at der havde været mange tilfælde af grænseoverskridende seksuelle tilnærmelser mod pigerne i DRs pigekor. I  maj 2021 oplyste DR, at man havde igangsat en advokatundersøgelse i DR Pigekoret på baggrund af henvendelser fra tidligere sangere. I november 2021 advokatfirmaet offentliggjorde advokatfirmaet Norrbom Vinding en rapport om deres undersøgelse:

www.dr.dk/static/documents/2021/11/10/advokatundersoegelse_-_dr_pigekoret_98ef9f3b.pdf

Det er det samme advokatfirma, som undersøgte grænseoverskridende seksuelle tilnærmelser på TV2s nyhedsafdeling.
Af rapporten fremgik, at 6 voksne omkring koret har været ansvarlige for 64 krænkelsessager i form af seksuel chikane. De fleste sager angår nu afdøde korleder Tage Mortensen, som var chefdirigent i koret i perioden 1966-2000. Michael Bojesen bestred derefter posten fra 2001-2010. De fleste sager om sexchikane lå før årtusindskiftet, men der var tilfælde frem til 2010, dvs. fokus blev også rettet mod Michael Bojesen.
I denne artikel (se link) gennemgås en række sager som angår Bojesen i hans tid som leder af DR´s pigekor.

www.document.dk/2021/06/05/sexanklager-i-danmarks-radio-dr-chef-michael-bojesen-scorede-17-aarig-korpige/

I juni 2021 igangsatte Københavns Kommune derefter en undersøgelse af sangskolen på Sankt Annæ Gymnasium efter henvendelser fra tidligere elever. Den blev udført af advokatfirmaet Bech-Bruun, som udførte den efter nøjagtig samme principper som tidligere anvendt af Norrbom-Vinding. Rapporten om sexchikane på Sankt Annæ Gymnasium blev offentliggjort d. 4. april 2022.

www.kk.dk/sites/default/files/2022-04/Bech-Bruuns advokatundersøgelse af Sankt Annæ Gymnasium og Gymnasiekor.pdf

Hvilke anklager er der tale om?

Konklusionen om Sankt Annæ Gymnasiums pigekor er, at der på skolen var et seksualiseret miljø i perioden 1981-2001, men ikke efter 2001. Undersøgelsen beskriver, at i ni tilfælde har tidligere elever indberettet, at de selv har været udsat for seksuel krænkelse eller uønsket opmærksomhed med seksuelle undertoner fra en lærer. Desuden er der 23 sekundære kilder, dvs. tilfælde, hvor tidligere elever har indberettet, at andre elever (venner eller klasse-kammerater) har været udsat for uønsket seksuel opmærksomhed fra en lærer, eller at en veninde har haft et seksuelt forhold til en lærer. Disse beretninger omfatter syv forskellige tilfælde fordelt på fire forskellige lærere.  Lærerne er anonyme i rapporten, men avisartikler redegør for, at en af disse lærere var Michael Bojesen.
I Politikens artikel om sagen gengives denne episode angående en 17-årig elev:
»I en bus på vej hjem fra en koncert lagde han sin hånd på låret. En anden elev så det og hev i min hånd og signalerede, at jeg skulle tage benet til mig. Så det gjorde jeg ganske langsomt for ikke at skabe mere opmærksomhed omkring situationen i en bus fyldt med elever og lærere«.
Michael Bojesen er  . . . blevet forelagt hendes udsagn. I resumeet fra advokatundersøgelsen fremgår det, at han til advokaterne har bekræftet »tid og sted«, men at han har »bestridt, at han har foretaget de uønskede handlinger«. Eleven har forklaret ”troværdigt” om, at handlingen indgik i et forløb, hvor læreren (Bojesen) gennem længere tid havde udvist interesse for eleven (hvilket læreren dog har bestridt).

Nok så alvorligt er et seksuelt forhold mellem Bojesen og en kvindelig elev. Angiveligt havde læreren og denne elev en form for forhold igennem flere år, mens hun gik på skolen.  I hvilken grad forholdet var seksuelt, er usikkert.

Den anonyme kvindes bisidder, Marianne Karlberg, der er tidligere lærer på Sankt Annæ Gymnasium, var til stede, da kvinden fortalte sin historie til advokaterne; hun har bekræftet forholdene over for Berlingske.

Rapporten siger: »Den pågældende tidligere lærer har oplyst, at han har haft et venskab med den pågældende elev, men at der ikke har været tale om et forhold, mens eleven var på skolen. Der er imidlertid forklaret om dette forhold, herunder af den pågældende elev, på en sådan måde, at det efter vores vurdering kan lægges til grund, at læreren og den pågældende elev havde et forhold til hinanden, mens eleven gik på SAG, og at forholdet blev indledt, inden hun var 18 år.«
Længere nede står der: »Vi har lagt vægt på, at lærerens adfærd var en vigtig faktor i det, der af andre elever blev opfattet som et »chikanefyldt« miljø.«
Michael Bojesen selv siger om forholdet til Berlingske: ” Jeg blev ikke kærester med …  [kvinden] inden hun fyldte 18 år eller da hun gik i gymnasiet . . . . [Kvinden], min søn og jeg boede sammen fra hun var 21 år gammel i årene 1994-2001. Hun har haft stor betydning for mig og for min søn gennem hans opvækst og hvornår hun og jeg blev forelskede i hinanden, mener jeg er en privat sag.”
Senere fik Bojesen et forhold til en anden ung kvinde, denne gang fra DRs pigekor. I avisartikler hedder det: Michael Bojesens nuværende hustru var tidligere medlem af DR Pigekoret. Hun udtrådte af koret, da hun var 18, da hun og Michael Bojesen indledte et forhold. Om dette forhold har Bojesen skrevet følgende i en email til Politiken, der også er refereret i Berlingske.

»Det var selvfølgelig utrolig uheldigt og uprofessionelt fra min side, at jeg og en sanger i koret fik følelser for hinanden. Som konsekvens heraf forlod hun som 18-årig koret få måneder efter, og vi blev efterfølgende kærester. Jeg er ked af og beklager, at vores forhold tilsyneladende skabte en utryghed hos nogle af sangerne i koret«.
Bech-Bruuns rapport siger:
”Indberetningerne fra de tidligere elever beskriver, at der har været et seksualiseret studiemiljø på SAG. Det har således præget studiemiljøet, at nogle få lærere har udvist en krænkende adfærd over for (kvindelige) elever. Den adfærd, der er beskrevet over for os, og som har ført til, at indberetterne har oplevet studiemiljøet i perioden 1981-2001 på SAG som seksualiseret, har bestået i,
– at der har været lærere, der har været kærester med elever, der har gengældt lærernes følelser,
– at der er lærere, der har været forelskede i eller betagede af kvindelige elever og givet dette til kende over for de pågældende, der ikke har gengældt følelserne,
– at der er lærere, der ved flere lejligheder har berørt eller masseret elever på en måde, der går ud over passende berøringer,
– at der er lærere, der lejlighedsvist har brugt et vulgært eller seksualiseret sprogbrug over for eleverne, og
– at en eller flere læreres adfærd har skabt en forestilling hos eleverne om, at det kunne ”betale sig” for eleverne at flirte med lærerne for at opnå fordele.
En tidligere elev udtaler til rapporten:
” Stemningen [var undertiden] seksualiseret. Det gav sig bl.a. udslag i, at nogle af pigerne begyndte at klæde sig mere udfordrende, og at der var ”flirt i luften”. For hende blev det kompliceret at manøvrere i dette miljø, og hun besluttede sig for at holde sig fri af den gruppe, der opførte sig på denne måde.”
Rapporten skriver videre:
” Resultatet af dette har været, at flere af de tidligere elever, vi har talt med, har oplevet miljøet på skolen som ”seksualiseret” forstået således, at der kunne forekomme en seksuelt ladet stemning mellem lærere og elever, der ikke bør være til stede på en skole eller et gymnasium. Dette har gjort det vanskeligt for (nogle af) eleverne at færdes på skolen i dagligdagen, at deltage i undervisningen eller at yde deres bedste, fordi fænomener som flirt, seksualitet, udfordrende påklædning og kropskultur har været i spil mellem lærere og elever på en måde, der gav anledning til utryghed. ”
Omvendt kan skolens lærere ikke genkende, at miljøet var seksualiseret. Rapporten siger: ” Det er gennemgående for alle forklaringerne, at lærerne ikke har den opfattelse, at relationen mellem lærere og elever var seksualiseret, eller at studiemiljøet af eleverne blev opfattet som sådan.”
Jeg har selv hørt fra en kvinde, der var elev i koret i sin tid, at det var et meget frugtbart og udbytterigt miljø, og at det absolut ikke var seksualiseret.
Måske ligger der en fejl i selve undersøgelsens metode. Man annoncerer offentligt efter personer, der har noget at klage over i forbindelse med miljøet på skolen, dengang de var elever der. 39 kvinder har meldt sig til dette. Men der er andre kvinder, som ikke oplevede et seksualiseret miljø i forbindelse med Michael Bojesen; disse kvinder har ifølge sagens natur ikke henvendt sig til undersøgerne.
Hvis det i en periode var sådan, at Michael Bojesen var i et forhold med en 17- eller 18-årig kvinde fra koret, skulle dette vel ikke i sig selv betyde, at de øvrige piger i koret opfattede miljøet som seksualiseret. Tværtimod – man kan mene, at hvis Bojesen så at sige var afsat til en kvinde, måtte der være mindre risiko for, at han samtidig gjorde tilnærmelser i den periode til andre piger i koret.
Spørgsmålet er, om det er et (lille?) mindretal af pigerne i koret, der har følt utryghed på grund af en seksuelt ladet stemning. Er det mest i deres egen forestilling, at ”der var et seksualiseret miljø”? Dette spørgsmål stiller jeg, når en kvinde, jeg har kendskab til, netop betoner at der IKKE var et seksualiseret miljø omkring Michael Bojesen.

Avisartikler om anklagerne:

https://kulturmonitor.dk/musik/art8720796/Nu-bekr%C3%A6fter-tidligere-elev-p%C3%A5-Sankt-Ann%C3%A6-at-hun-som-mindre%C3%A5rig-havde-et-forhold-til-Michael-Bojesen

https://politiken.dk/kultur/art8719369/Forhold-til-tidligere-elev-under-18-%C3%A5r-sl%C3%A5r-hul-i-operachefs-forklaringer

www.berlingske.dk/aok/hun-sad-ved-siden-af-da-tidligere-korpige-fortalte-om-forhold-til-michael

www.berlingske.dk/aok/michael-bojesen-forlader-bestyrelse-det-er-nok-meget-godt-vores-veje-skilles

Falske rygter
Bech-Bruuns rapport inkluderer også  “Andenhåndsberetninger om navngivne lærere”. Generelt mener Bech-Bruun, at de beretninger, de har modtaget, er troværdige.  Men om andenhåndsberetninger skriver de: “Når vi er tøvende med at lægge disse indberetninger på anden hånd til grund, er det ikke udtryk for, at vi anser de tidligere elever, der har henvendt sig med sådanne indberetninger, for at være utroværdige. Der er derimod tale om, at det er og skal være et bærende princip i en undersøgelse som den foreliggende, at en ”mistænkt” skal anses for at være uskyldig, indtil det modsatte er bevist. ”
Det er en forskønnet beskrivelse af den vurdering, Bech-Bruun har foretaget. Det er senere kommet frem, at tre andenhåndsberetninger, der vedrører Michael Bojesen, dementeres af de piger, der har oplevet tingene på første hånd. De tre piger/kvinder har oplevet, at advokaterne ikke havde tillid til dem selv, men troede mere på de af deres veninder, der påstod at de havde været udsat for overgreb.
En kvinde, Louise Fischer, erfarede ad omveje, at en tidligere skoleveninde havde indberettet noget usandt om hende i forbindelse med advokatundersøgelsen om DR Pigekoret. Derefter henvendte Louise Fischer sig til advokatfirmaet Bech-Bruun, for at spørge, om der også i undersøgelsen om Sankt Annæ Koret var anført nogle rygter om hende. Først svarede Bech-Bruun hende,  at det kunne de  ikke oplyse hende om. Senere fik hun love at se indberetningen, og efterfølgende skrev hun til Bech-Bruun:
»Det er direkte usandt og i øvrigt en meget alvorlig påstand, at jeg skulle have haft et påstået (kærligheds)forhold til F (Michael Bojesen, red.) helt ned til 7./8./9. klasse! Jeg kan på ingen måde bekræfte dette. Heller ej diverse detaljer om kys, hotelophold m.v. – samt andre ‘indgående’ beskrivelser. Det er direkte chokerende at læse disse falske historier! Det er korrekt, at [xx] og jeg var tætte veninder dengang, og jeg er utrolig skuffet over, at hun har indgivet disse oplysninger/historier. . . .Jeg antager, at hendes trang til at komme med oplysninger i denne sag bunder i den jalousi«. Mistanken om jalousi refererer til det ekstremt konkurrenceprægede miljø på skolen og det faktum, at den pågældende pige ikke var blandt dem, som efterfølgende kom med i det meget eftertragtede DR-pigekor og heller ikke i Bojesens kammerkor, Camerata.
Bech-Bruuns respons på denne protest kom en uge senere, og lød således:

»På baggrund af din indsigelse har vi vurderet, om oplysningerne vedrørende dig, herunder om at der skulle være foregået noget ulovligt/upassende mellem dig og læreren på skolen, skulle være forkerte. Det kan i den forbindelse oplyses, at vi fortsat opfatter det som troværdige oplysninger ud fra en samlet vurdering af vidnet og sagens øvrige oplysninger – uanset din indsigelse. Dvs. at oplysningerne, så vidt vi kan vurdere på nuværende tidspunkt, er ’korrekte’.«

Bech-Bruuns advokat tror altså mere på andenhåndsberetningen fra Louise Fischers tidligere veninde end på hovedpersonen selv.

De to andre piger/kvinder, der har protesteret mod at usande rygter om dem er kommet med i Bech-Bruuns rapport, blev afvist af Bech-Bruun på omtrent samme måde. I sidste ende har Bech-Bruun dog indset, at de måtte ændre rapportens ordlyd, sådan at at de usande beretninger ikke blev tillagt bevisværdi. Men pigernes/kvindernes ønske om at de falske rygter helt blev udeladt af rapporten, blev ikke opfyldt. Disse beretninger, som altså formentlig er opduigtede rygter, er med til at rapporten giver et overordnet indtryk af et seksuealieret miljø, også hvor det ikke var tilfældet.

Kilde:
www.weekendavisen.dk/2022-27/samfund/kraenket-paa-anden-haand


Krænkende email

D. 14. april – ti dage efter at advokat-rapporten om Sankt Annæ Gymnasiums pigekor blev offentliggjort, kom så det næste stød imod Michael Bojesen. Den dag offentliggjorde Ekstrabladet to emails, som Bojesen i 2015 havde sendt til en fagkollega.
I den ene email kommenterer han en bestemt 23-årig operasangerinde, som optræder i en koncertvideo. Det sker med disse ord:
” Hun sang i DR Pigekoret, og jeg kender hende fint. Hun har udviklet sig helt vildt sangligt . . .  hun har tilsyneladende brystvorter – men ingen bryster at bakke dem op med …”
Den email er blevet tolket som en hån mod pågældende sangerinde (selv om han også roser hendes sanglige udvikling). Man mener, at en mand der vurderer kvinder på den måde, ikke kan lede et kor eller en opera. Bestyrelsen for Malmö Opera blev gjort opmærksom på denne email, og det førte til at de fyrede Michael Bojesen.

https://ekstrabladet.dk/underholdning/kultur/bojesen-afsloeret-klam-mail-om-opera-stjernes-bryster/9213955

Konsekvenser for Michael Bojesen

Som konsekvens af anklagerne mod Michael Bojesen, har han nu forladt alle sine hverv i Danmark, herunder også sine bestyrelsesposter i Statens Kunstfond, kunstmuseet Arken og Det Danske Institut i Rom.

Han har siden starten af 2017 arbejdet som operachef på Malmö operaen. Men d. 19. april 2022 opsagde operaen samarbejdet med ham, specielt under indtryk af den krænkende email, der er kommet frem.

www.berlingske.dk/aok/michael-bojesen-bliver-fyret-fra-malmo-opera-efter-kraenkelsessager

Vurdering af Michael Bojesens indsats
Journalist Gregers-Dirckinck-Holmfeld havde følgende læserbrev i Weekendavisen d. 22. april:

“Der er ikke grænser for, hvad der kan siges om de karlekammer-bemærkninger, der åbenbart er undsluppet dirigenten Michael Bojesen i mails. De adskiller sig næppe fra bemærkninger, mange mænd kan finde på at fyre af i kammeratlige korrespondancer. Men man må nok sige, at når jagten på at opspore og viderebringe dem offentligt nu har den konsekvens, at Michael Bojesen mister sin sidste post i dansk og svensk kulturliv, kan det selvfølgelig tages som en løftet pegefinger om at tænke sig om – men også som et scoop for en umanerlig journalistisk ihærdighed hos de medarbejdere, der især på Politiken har jagtet Bojesen. Men i hvert fald ikke som en anledning til at gnide sig i hænderne og sige: Så kom vi da af med ham.

Der er god grund til, at Michael Bojesen har indtaget alle de positioner i dansk musikliv. Personligt har jeg oplevet ham i juryen til Reumert-teaterpriserne som klog, fair og engageret i sine vurderinger af dansk teater, ikke mindst dansk opera. Og han var kreativ og idérig i de år, han var chef for Copenhagen Opera Festival – det får jeg bekræftet i mine anmeldelser fra de år. På Skt. Annæ Gymnasium har jeg af gode grunde ikke haft ham som lærer, da jeg gik der, men det har nogle af mine børn, og det, de har lært af ham om sang og kormusik, har kun været til enorm glæde for dem. Så er cd-indspilningerne strømmet fra ham, hans bidrag til kataloget er alenlangt, et helt kompendium af dansk musik befinder sig på hylderne hjemme og i butikkerne. Skal de plader hales ned igen og gemmes bort som pinlige? Nogle siger, at det bliver de allerede. Sig bare, at det er prisen. Men det er sandelig dyrt betalt.”

Man kan supplere med at citere, hvad bestyrelsesformanden for Malmö Opera sagde om Bojesen, da han blev fyret, nemlig at Bojesen havde været “en stærk positiv kraft”. Det hedder også, at han ”havde opført sig eksemplarisk i det svenske og været huset en god mand”.

www.berlingske.dk/aok/michael-bojesen-bliver-fyret-fra-malmo-opera-efter-kraenkelsessager

www.berlingske.dk/kulturkommentar/jakob-steen-olsen-de-unge-laerer-os-at-vi-ikke-skal-finde-os-i


Kan Michael Bojesen straffes for hvad han har gjort?

I Bech-Bruuns rapport står der om strafbarhed:
”De relevante regler er først og fremmest § 222 om seksuelt forhold til et barn under 15 år, § 223 om seksuelt forhold til en person under 18 år, der er betroet den pågældende til undervisning eller opdragelse, § 225 om ”anden seksuelt forhold end samleje” og § 232
om blufærdighedskrænkelse. Undersøgelsen har ikke kunnet fastslå, at sådanne strafbare forhold har været begået, og det bemærkes, at i det omfang, det faktisk måtte være sket, er et eventuelt strafansvar med sikkerhed forældet.”
Der står dog også om forældelse:
” Alle de forhold, der rapporteres om, er mere end 20 år gamle, og et eventuelt strafansvar for lærere mv. efter straffelovens §§ 222, 223 og 225 er forældet. Ved lov nr. 140 af 28. februar 2018 blev der imidlertid indsat et nyt stk. 5 i forældelseslovens § 3, hvorefter fordringer, som udspringer af, at en forvaltningsmyndighed, jf. forvaltningslovens § 1, stk. 1 og 2, har tilsidesat lovbestemte forpligtelser over for en person under 18 år i forbindelse
med overgreb begået over for denne, ikke forældes.”

Om betydningen af samtykke står der i advokatfirmaets rapport, i forbindelse med Michael Bojesens forhold til en 17-årig pige:
“Det er imidlertid antaget i retspraksis, at et samtykke fra en ung over 15 år kan indgå i en afvejning af, om et erotisk forhold, der ellers er omfattet af straffelovens regler, er udtryk for et strafbart overgreb, og på samme måde kan et samtykke fra en ung person over 15 år have betydning for vurderingen af, om et kæresteforhold kan anses for at være udtryk for en krænkelse (seksuel chikane) i forhold til eleven.”
Om Michael Bojesens forhold til en pige på Sankt Annæ Gymnasium skriver rapporten: ” Der er imidlertid ikke bevismæssigt grundlag for at konkludere, at læreren dengang overtrådte straffelovens § 223, jf. det ovenfor anførte om gisninger.”

Altså: Lærer og elev var ægte forelskede i hinanden. De flyttede jo senere sammen, fra hun var 21 år, og 7 år frem. Bojesen skriver: ” Hun har haft stor betydning for mig og for min søn gennem hans opvækst og hvornår hun og jeg blev forelskede i hinanden, mener jeg er en privat sag.”
Her er altså ikke tale om en gammel gris, der udnytter sin position til at forføre en ung, uerfaren kvinde. Der er tale om et par, der forelsker sig gensidigt, og bor sammen i syv år. Den seksuelle relation imellem dem havde IKKE karakter af et seksuelt overgreb eller af chikane.

Men så skriver advokatfirmaet videre i deres rapport:

”Det er imidlertid utvivlsomt, at det er og var i strid med de tjenstlige pligter for en lærer at indlede et forhold til en elev under 18 år. Reglerne om seksuel chikane retter sig i første række mod uønsket opmærksomhed fra et andet menneske, men en lærers adfærd på dette område kan have den refleksvirkning, at omgivelserne – de andre elever – opfatter studiemiljøet som konfliktfyldt og seksuelt ladet.
På denne baggrund er det vores vurdering, at lærerens adfærd, der ikke blev sanktioneret af ledelsen, er udtryk for seksuel chikane, og at læreren ikke efterlevede de pligter, der påhviler en lærer på en skole som SAG, hvor der færdes mindreårige elever sammen med næsten voksne elever. Vi har lagt vægt på, at lærerens adfærd var en vigtig faktor i det, der af andre elever blev opfattet som et ”chikanefyldt” miljø.”

Det, der er at komme efter, er i rapportens ordlyd, at det måske “var i strid med de tjenstlige pligter for en lærer” – ikke ved, at han havde et forhold til pågældende pige, men fordi andre elever kunne opfatte “studiemiljøet som konfliktfyldt og seksuelt ladet.”

Det argument er efter min (KF) mening uacceptabelt. Det er for meget newspeak at hævde, at en forelskelse mellem to personer er seksuel chikane af udenforstående. Vi ser lidt af det samme i anklagerne mod Michael Dyrby på TV2. Det er ikke den kvinde, Dyrby havde et længerevarende forhold til, der har klaget. Det er ANDRE personer, der har set hvad der foregik, og havde ondt af det. Måske kan man kalde det malplaceret emsighed; måske kan man ytre en kommentar om at “misundelse er en grim ting”.

Formanden for Dansk Skuespillerforbund udtaler til DR: “- Jeg ved godt, han ikke er straffet for noget, men der er nogle kvinder, der har følt sig krænket, og jeg er personligt lettet over, at sagen har fået en form for afslutning nu.” Så altså – man behøver ikke at begå noget strafbart for at blive fyret. Det er nok, at nogle kvinder føler sig krænket.

www.dr.dk/nyheder/kultur/tidligere-korsanger-er-lettet-efter-fyring-af-michael-bojesen-men-det-er-ogsaa-en

En DR journalist siger, at ifølge advokatrapporten har Michael Bojesen skabt et chikanefyldt miljø. Det er nu ikke helt, hvad rapporten skriver. Den skriver, at ” flere elever oplevede et chikanefyldt miljø”. At flere elever oplevede dette, er ikke det samme som, at miljøet generelt, for flertallet af elever, var chikanefyldt.

www.dr.dk/lyd/p1/p1-morgen/p1-morgen-2022-04-16
Se minuttal 08:40 og minuttal 1:03:53

Det er svært at se, hvorfor nogle kvinder, som i dag, over 20 år senere, har ondt af hvad der skete den gang, skal have lov at definere, hvorvidt der var et ubehageligt seksualiseret miljø, fordi en elev og læreren havde forelsket sig i hinanden. Der er som nævnt andre piger, der blev undervist af Michael Bojesen i Sankt Annæ koret, der bestemt IKKE mener, at der var tale om et seksualiseret miljø.

Afsluttende subjektive kommentarer:

Michael Bojesen har altså nu indrømmet offentligt, at han to gange har haft forhold til en korpige. Han har forelsket sig i en elev, og hun har forelsket sig i ham. De endte med at flytte sammen og danne par igennem flere år.

Er dette et “seksuelt overgreb” eller “seksuel chikane”? Nej, at to personer forelsker sig og flytter sammen, er ingen af delene.

Er en 17-årig pige så passiv og umoden, at hun ikke kan stå imod charmen fra hendes lærer? Hvem siger, at det er læreren der har forført hende til at elske sig? Hvorfor kan det ikke fuldt ud lige så meget være hende, der har forført ham til at forelske sig i hende?

Hvem kan sige sig fri for, at blive grebet så meget af en forelskelse, at forelskelsen kører rundt med den frie vilje? Er det en forbrydelse at blive forelsket? Hvis det er upassende at blive forelsket, kan man så undgå at blive det? Nej, langtfra altid.

Kvinder er mest seksuelt attraktive, hvis de er ganske unge og står ved starten af deres kønsmodne alder (af gode biologiske grunde – den mand der umiddelbart forelsker sig i ganske unge kvinder, vil statistisk set blive far til flere efterkommere end den mand, der forelsker sig i modne kvinder, der kun har få frugtbare år tilbage). Og den anden vej rundt: Mænd er mest seksuelt attraktive, hvis de udstråler autoritet og har en leder- eller topposition.

Nærmere om dette:
https://pov.international/naar-hunner-soger-chefer/

I Sankt Annæs pigekor var der en meget god stemning – pigerne var glade for deres lærere, og der var er varmt forhold mellem lærere og elever. I et sådant miljø kan pigerne let få ekstra varme følelser for læreren.

Hvis der så opstår gensidig forelskelse, skal man så kun give skylden til den ene part? Er det den ældre mand, der i sin uansvarlighed gør skade på den unge kvinde? Eller er det den unge kvinde, der spiller på sin ungdommelige sexappeal forfører læreren og lokker ham i fordærv ved at indgå i et forhold, som senere bringer ham i uføre?

Hvorfor er det ALTID sådan, at pigen er uskyldig, og manden er den skyldige, som endda fremstilles som et sexmonster?

Der skal to til at skabe en affære. Hvorfor er manden i en sådan affære automatisk den onde, og kvinden automatisk det uskyldige offer? Tror man, at en feminin, sexet 17-årig pige altid er perfekt uskyldig?

Bojesen udtaler til DR: “Jeg vil nu hellige mig familien som gennem halvandet år, har været igennem et mareridt af de største dimensioner.” Den familie, han har, er kommet i stand ved, at han i sin tid også etablerede et kæresteforhold til en korpige i DR´s pigekor. De er fortsat sammen, og har fået to børn sammen. Som biolog tænker jeg, at det er jo meningen med at en mand fascineres af en ung pige – biologien vil lokke dem til at få og opfostre børn sammen. De børn var ikke blevet født, hvis Bojesen ikke havde været fascineret af nogle af de unge piger, der omgav ham i det daglige. Men i vor snerpede feministiske tidsalder må en mand i den position ikke følge sine instinkter, der driver ham til at stifte familie.

www.dr.dk/nyheder/kultur/michael-bojesen-er-fyret-fra-malmoe-opera

www.dr.dk/nyheder/kultur/bojesen-reax

 

 

 

 

 

 

 

 

Anmeldelse af Pluckrose & Lindsay: Cynical Theories

Anmeldelse af
Helen Pluckrose & James Lindsay (2020): Cynical theories. How universities made everything about race, gender, and identity – and why this harms everybody. 352 pp. Swift Press.

Dette er en meget læseværdig bog om den form for postmodernisme, som i disse år skyller ind over universiteterne og videre ud i samfundet. Den går under forskellige betegnelser: Postmodernisme, poststrukturalisme, identitetspolitik, intersektionalisme, socialkonstruktionisme m.m. Det er noget uklart, præcis hvad disse betegnelser dækker over. Jeg har aldrig kunnet finde nogen brugbar definition af, hvad man forstår ved postmodernisme, og det indtryk bekræfter Pluckrose & Lindsay. ”Postmodernisme er ikke bare svært at definere; det er også notorisk vanskeligt at opsummere. . . For at gøre sagen værre, har dets afgrænsning, karakter, form, formål, værdier og fortalere altid været omstridte. Det hænger sammen med, at det indgår i den postmodernistiske tankegang, at enhver form for afgrænsning er af det onde. Afgrænsning betyder, at man putter ting i kategorier, og at putte ting i kategorier ses som en del af den magtanvendelse, hvormed den vestlige hvide mand altid har undertrykt andre.
Det betyder samtidig, at man aldrig kan hænge en postmodernist op på noget; han vil benægte, at han er postmodernist – fordi hvis man kan finde en bestemt betegnelse for hans ideologi, så har man en form for magt over ham, og det gør han alt for at undgå.
Et eksempel på en postmodernist er feministen Judith Butler, som mente, at det er bedst ikke at definere postmodernisme, lige som hun mente, at man ikke skal definere køn eller seksualitet.
Postmodernister støtter sig bl.a. meget på Michel Foucault, som skrev meget om at alle relationer i samfundet er magt-relationer – magt findes overalt, f.eks. mellem lærer og elev, forældre og børn, læge og patient, mand og kone, etc. Alt hvad der foregår, er magtrelationer, og magten ligger især i sproget – ordene skaber, hvad de nævner. Derfor er postmodernister enormt optaget af sprog, og hvad virkning sproget har.
Anvendt postmodernisme fokuserer på at kontrollere diskurser, især ved at kalde formuleringer for problematiske. ”Problematisk” er fagudtrykket for alt, hvad postmodernisten finder forkert og forkasteligt.

Ifølge postmodernismen findes der ikke objektiv, værdineutral viden. Det er magtstrukturerne i samfundet der afgør, hvad der erklæres som viden.

På bogens side 31 forsøger forfatterne at give en karakteristisk af postmodernismen ved at beskrive de gennemgående elementer. De er
1) Det postmoderne vidensprincip: Skepsis over for om der findes objektiv sandhed, og tilslutning til kulturel konstruktionisme.
2) Det postmoderne politiske princip: En tro på at samfundet er opbygget af magtsystemer og hierarkier, som afgør hvad der kan vides, og hvordan.

Derudover er der fire hovedtemaer:
a) alle grænser søges udvisket
b) der ligger magt i sproget
c) kultur-relativisme (den vestlige kultur er ikke bedre end nogen anden kultur)
d) menneskers identitet ligger i hvilken gruppe de tilhører, men hverken i deres individuelle karaktertræk eller i nogen som helst fællesmenneskelige træk.

Postmodernister mener, at Vesten har konstrueret den ide at fornuft og videnskab er gode ting. Det har Vestens mennesker gjort, fordi de udnytter fornuft og videnskab til at udøve magt og marginalisere ikke-rationelle, ikke-videnskabelige former for vidensproduktion. Men som kulturrelativister mener postmodernisterne, at der findes andre, lige så rigtige ”måder at vide på”. Det kan være overtro, stammetraditioner, åndelige oplevelser, erkendelse via følelserne, og meget andet. Postmodernister ønsker at alt ”dekoloniseres”, dvs. vestlig tankegang afskaffes. Man vil have ”retfærdighed i forskningen”, som består i at man kun citerer videnskabelige referencer som er skrevet af kvinder, af etniske minoriteter, eller andre marginaliserede eksistenser. Videnskab produceret af vestlige, hvide mænd skal slet ikke citeres.

Postmodernistiske akademikere skal ikke forpligte sig til at skrive noget, der giver mening, at bruge rationelle argumenter, at undgå logiske modsætninger, eller fremlægge evidens for deres påstande. Alt det er udtryk for den vestlige kultur, som skal bekæmpes. I feministisk teori og kritisk raceteori fastslår man, at rationel fornuft giver et uretfærdigt handicap for kvinder og undertrykte racer. Derfor afviser man, at andre kan bruge rationelle argumenter i diskussion om de emner.

Man kan således ikke diskutere med postmodernister i den tro, at det stærkeste argument vinder. Postmodernister nægter at anerkende argumenter, der går imod dem, og som bygger på fornuft.

Lige som man blankt afviser rationel fornuft, afviser man også blankt biologi. I queer teori, f.eks., vil man under ingen omstændigheder indrømme, at biologi kan forklare bare den mindste smule af kønsidentitet. Man vil ikke legitimere ”biologisk essentialisme”. Det er umuligt at tænke på den rette måde om race- eller køns-politik så længe disse opfattes som biologiske fænomener snarere end sociale konstruktioner. Tilsvarende er det umuligt at lave en politisk analyse af seksualitet, så længe som denne primært opfattes som et biologisk fænomen eller et aspekt af individuel psykologi. Bestemte former for seksualitet er et fænomen der karakteriserer grupper, ikke enkeltindivider, og ikke mennesker i almindelighed.
Ud fra dette forstår man, at så snart nogen bare antyder at biologi spiller en rolle, går enhver diskussion i hårdknude. Biologi er tabu.

For postmodernister ejer en person ikke et ”selv”. Selvet eksisterer ikke som nogen indre kerne, men kun som et resultat af sociale påvirkninger. Hvad et menneske er, afgøres derfor udelukkende af, hvilken social gruppe, det tilhører. Heri ligger grundlaget for identitetspolitik og intersektionalitet.
Et barokt eksempel på dette er de postmodernistiske discipliner, der handler om handicappede og fede. Disse menneskers identitet ligger i at de er hhv. handicappede eller fede. De skal være stolte af at tilhøre de grupper, de tilhører – f.eks. være stolte af deres fede krop. At bekæmpe fedme er at ligge under for omverdenens normer, og det skal man derfor ikke. Hvis en person er døv, så er det forkert at udføre lægelige operationer der får vedkommende til at kunne høre, for derved fjerner man personens identitet som værende døv. At ville kurere en sådan person, hvorved personen mister sit tilhør til gruppen af handicappede, kaldes kynisk. At det er bedst at være sund, er en fordom som skal bekæmpes.

De tidligere faser af feminisme var i begyndelsen ikke feministiske. De betvivlede ikke eksistensen af to køn, mand og kvinde, og de anvendte rationelle argumenter om f.eks. lønforskelle. Men i universiteternes kurser i kvindestudier blev traditionel marxistisk analyse efterhånden skubbet til side til fordel for en socialkonstruktionistisk opfattelse af køn. Feministerne fandt det attraktivt at mene, at det den patriarkalske diskurs i samfundet der skaber de kønsstereotyper, som undertrykker kvinder. På samme måde for bevægelserne for sortes rettigheder. Kampen for borgerrettigheder gik ud på at fjerne diskrimination og forskelsbehandling, skabe lige vilkår for alle, og fjerne fordomme. Men postmodernisme (Social Justice tilgangen) opfatter det som naivt at kæmpe på den måde. Her mener man, at ikke blot reaktionære enkelt-personer, men hele samfundet er gennemsyret af fordomme.

Bogen forklarer også, hvad postmodernister forstår ved privilegier – dette ord spiller samme rolle for dem, som overklasse spiller for marxister. At have privilegier vil sige at man er fri for at nogen diskriminerer imod en.

I postmodernismen mener man, at hele samfundet består i at nogen undertrykker andre, dvs. al relevant viden handler om undertrykkelse. Og her mener man, at kun de undertrykte selv kan udtale sig om, hvad undertrykkelse er. Den sandhed, som den undertrykte udtaler, kan undertrykkeren ikke med rette modsige. Da f.eks. kvinder er undertrykte, som gruppe, så vil det som kvinder siger om samfundsforhold, altid være mere sandt end det, som mænd siger. Kvinder har altid ret, og mænd skal blot trække sig tilbage og lade kvinder tale.

Der er undertrykkelse overalt i samfundet, fordi alt i samfundet handler om magt. For postmodernismen handler det derfor ikke om at påvise undertrykkelse – man ved allerede, at den er der – det handler derimod om at finde den undertrykkelse, som med sikkerhed findes der. Alt hvad den undertrykte definerer som sexisme eller racisme er faktisk sexisme eller racisme. Der er ingen mulighed for at modsige dette, da det som den undertrykte siger, altid er sandt.
Der findes skjult undertrykkelse overalt i samfundet, og det betyder at alle hvide mennesker er racister, og alle mænd er kvindeundertrykkere. Uanset hvor meget de forsøger at være gode mennesker og undgå at diskriminere, er de alligevel undertrykkere, for undertrykkelsen ligger i det system, de er ført ind i. Hvad mere er, undertrykkerne kan aldrig tilgives. Hvide kan f.eks. intet gøre for at holde op med at være racister.

Denne tænkemåde finder man f.eks. også på s. 181 i Mikkel Thorups bog om antifeminisme (anmeldt her på bloggen). Her går Thorup i rette med Jordan B. Peterson, der ikke kan se, hvordan de mange mænd der har arbejdet for at udvikle samfundet kunne være en del af et hæmmende patriarkat. Thorup svarer: ”Jo, Jordan, nu skal du høre. Det var de, fordi de, gode gerninger eller ej, levede i et system, en struktur, der favoriserede mænd, fordi de var mænd. Det er netop et system, en struktur, ikke en individuel karakterbrist, der udgør patriarkatet. Det er så simpelt at forstå, at man skal ville misforståelsen for at kunne lave den.”
Her har vi altså tydeligt udtrykt den postmodernistiske opfattelse, at mænd aldrig kan være gode mennesker. Uanset om de bestræber sig på at være gode mennesker og ikke undertrykke nogen, så er alligevel undertrykkere. Mænd er født som forkerte mennesker alene i kraft af den gruppe, de fra fødslen tilhører. Og det har vi altså en professor i Aarhus til at belære os om.

Det system der undertrykker kvinder – altså patriarkatet – er ikke en bestemt social struktur, der kan påvises og identificeres. Det kan kun beskrives i vage termer om den mandlige dominans, der gennemsyrer enhver diskurs. Den gammeldags søgen efter videnskabelige sandheder om køn ses som en måde at forsøge at få alle til at tilslutte sig vestlige, heteroseksuelle mænds diskurs om viden. Mere traditionelle feministers forsøg på at skabe lige vilkår for kønnene afskrives, fordi det i princippet aldrig er muligt at rette op på systemets indbyggede skævheder. Postmodernister ønsker i stedet gensidig respekt. Med det forstår de respekt for at der eksisterer forskellige sociale og kulturelle grupper, og at hver gruppes synspunkter er lige valide. Her kæmper man altså ikke for den enkeltes ret til at have sine synspunkter, men derimod for at gruppers synspunkter tæller lige meget. Så er det jo også logisk, at forskningsresultater produceret af hvide mænd ikke kan tælle mere end viden fremskaffet af sorte kvinder. Alle grupper skal repræsenteres ligeligt, hvilket f.eks. indebærer, at mænd og kvinder skal repræsenteres 50:50 overalt.

Lige som postmodernister mener, at alle relationer i samfundet er baseret på magt, så mener de, at alle relationer mellem mænd og kvinder er baseret på, at mænd har mere magt end kvinder. For postmodernister er det umuligt at analysere situationer, hvor manden ikke har mere magt end kvinden, eller hvor han har mindre magt end kvinden. Selv når man taler om, at patriarkatet også er til skade for mændene, så er der ingen mulighed for at hævde, at mænd på nogle felter systematisk står dårligere stillet end kvinder.

Efter at have gennemgået hvilke tankegange der præger postmodernismen, altså den ideologiske basis, kommer forfatterne frem til et kapitel om hvordan disse tankegange omsættes i praksis.
Første eksempel er en bog af Barbara Applebaum om Social Justice.
Her omtales den situation, at en studerende deltager i et kursus, hvor en postmodernistisk lærer kommer med påstande, som studenten mener er forkerte og indoktrinerende. I den situation vil nogle studenter række hånden op og protestere. Men ifølge postmodernismen skal de ikke have lov til det. Hvis en student spilder klassens tid ved at udfordre lærerens påstande, så har det omkostninger for de medstuderende, som er marginaliserede og lider skader ved at blive konfronteret med andre synspunkter. Kritik er således forbudt.

Ifølge postmodernismen findes der ikke objektiv viden – hvad der opfattes som sandt, afgøres af sprogbrugen hos dem, der har magten. En hvid mandlig student der protesterer mod læreren, forsøger således at give patriarkatet magten ved at fremføre de påstande, som vinder tilslutning hos hvide mænd. Derfor er det afgørende vigtigt at kontrollere hvad der bliver sagt – det er nødvendigt for at arbejde for social retfærdighed.
I en bog om ”whiteness studies” hævder en kvinde, Robin DiAngelo, at hvide mennesker i USA er vænnet til at leve under vilkår, hvor de ikke udsættes for ”race-stress” ved at blive konfronteret med personer af andre racer. Hos hvide mennesker udløser selv det mindste race-stress nogle forsvarsreaktioner. Disse reaktioner kan være at vise følelser som vrede, frygt eller skyld, eller sådan adfærd som f.eks. argumentation, tavshed, eller at forlade stedet.
Igen ser man, at postmodernismen er sådan opbygget, at kritik eller protest ikke tillades. Hvis det er forbudt både at argumentere, at være tavs, eller at forlade stedet, så er der kun en mulighed tilbage – at sidde stille og lade sig belære. Uenighed er forbudt. Når en person belæres om den postmodernistiske sandhed, så er ingen negative reaktioner tilladt.
Ifølge DiAngelo kan der ikke være ikke-racisme. Racisme er til stede overalt. Det har intet at gøre med, om man er et godt eller ondt menneske – alle hvide er racister, uanset om de vil være ved det eller ej.

I postmodernismen har man altså forladt et vigtigt princip i videnskaben, nemlig at hver part fremsætter sine bedste argumenter, og uenighed afgøres af argumenternes styrke. I postmodernismen er uenighed forbudt. Det er derfor ingen overdrivelse at postmodernisme opfylder kriterierne for at være en religiøs sekt – der er lukket helt af for argumenter fra omverdenen, og medlemmerne af sekten har ingen anden mulighed end at tilslutte sig til de centrale dogmer.

I bogen ”The coddling of the American Mind” kritiseres postmodernismen for, at den fremsætter nogle ”store usandheder”. De store usandheder er at folk er sårbare og lider skade ved at blive udsat for afvigende synspunkter, at følelsesbaserede argumenter er gyldige, og at det er en kamp mellem os (de gode) og de andre (de onde). Fokus er flyttet fra at undgå fysisk skade til at undgå psykisk skade, dvs. det gælder om at skabe følelsesmæssig sikkerhed, som det sker i ”safe spaces”.

Til sidst i bogen kommer forfatterne ind på, hvordan vi andre skal håndtere og gå op imod postmodernisme
Vi skal gøre os klart, at det postmoderne vidensprincip er at viden er et socialt konstrueret kulturelt artefakt. Den opfattelse må vi andre bekæmpe ved at pointere hvad det drejer sig om – der er tale om en leg med ord. Det er et sprogligt spil. Desuden må man gå op imod postmodernisternes krav om at man skal være stille og lytte og ubetinget tro hvad man hører. Man må insistere på retten til at modsige postmodernister uden at blive påført skam. Man må protestere over at postmodernismen fokuserer på hvordan verden burde være indrettet, i stedet for hvordan den faktisk er indrettet. Man må insistere på at det skal være tilladt at være skeptisk over for alle påstande. Man må protestere imod, at universiteterne opretter obligatoriske kurser, hvor deltagerne udsættes for postmodernistisk propaganda om køn og race. Og man må arbejde imod, at postmodernister helt overtager institutionerne.
Alt dette er lettere sagt end gjort. Forfatterne afstår fra midler som tvang og propaganda, for det er netop midler som postmodernisterne benytter sig af. Men derved står forfatterne tilbage med faktisk ikke at have nogen særlig virksomme forsvarsvåben.

Jeg har skrevet bogen ”Humaniora – videnskab eller varm luft”, så det burde ikke komme bag på mig, hvor mange forkerte træk der er ved postmodernismen. Men alligevel kommer Pluckrose og Lindsays bog bag på mig. Det hele står endnu meget værre til, end jeg havde drømt om. Det ryster mig at læse, at det ligger i selve postmodernismens grundlag, at kritik er forbudt, og at enhver henvisning til biologi er forbudt. Der er på forhånd lukket af for, at mine argumenter kan have nogen vægt, det vil sige, at saglig diskussion er umuligt. Den eneste tilladte udveksling af tanker er fra postmodernisterne til os andre – udveksling den anden vej rundt er forbudt. Der er ingen som helst sikring af, at det som postmodernisterne påstår, er sandt – og det er også lige meget, for postmodernister tror ikke på at der eksisterer generelle sandheder.

Jeg ser alt i et kønsperspektiv, og jeg kan ikke undgå at bemærke, hvor meget postmodernismen passer til en særlig feminin form for tankegang; der er en modstand mod den videnskab, som er opfundet og rendyrket af mænd; der er en modstand mod at forholde sig objektivt og neutralt. Der er vægt på at viden kan produceres på alle mulige andre måder end ved forskning, f.eks. ved overtro eller ud fra følelser. Der er meget vægt på sprogets betydning, og på hvad man kan opnå alene ved sproglige formuleringer. Der er en accept af udsagn der er ulogiske eller selvmodsigende – logik er et redskab for mandlig undertrykkelse. Der er en vægt på at folk er sårbare og skal beskyttes følelsesmæssigt mod ubehagelig viden. Det hele er lagt an på at tilhængerne er svage, følelsesbetonede og sårbare.
Det skal ikke misforstås derhen, at alle kvinder har disse karakteristika. Det har de jo ikke. Men det skal forstås sådan, at jo større en andel kvinderne udgør af dem, der studerer og underviser på universiteterne, jo lettere er det at få flertallet til at slutte op om den form for tænkning.

Jeg vil gerne fremhæve, at det som Pluckrose og Lindsay skriver i bogen, ikke er fejende generaliseringer. Den er tværtimod baseret på en meget omfattende og grundig læsning af utallige postmodernistiske ”tænkere”. Alle påstande om postmodernismen er baseret på konkret evidens for, hvad postmodernister faktisk har sagt, skrevet og gjort. Forfatterne har lagt et enormt arbejde i at gennemgå de mange tekster og fremlægge resultaterne for alle os andre, som ikke har tid og kræfter til at pløje sig igennem tusindvis af sider af tendentiøst nonsens.

Pluckrose og Lindsay skal have mange tak for at de har gjort dette store arbejde for os andre. Jeg tror og håber, at deres bog bliver en milepæl i selverkendelsen i den akademiske verden.

 

 

Anmeldelse af Mikkel Thorup: Antifeminisme

Mikkel Thorup (2020): Antifeminisme. Kvindehad i lighedens tidsalder.
208 pp. Antipyrine.

Bogens forfatter, Mikkel Thorup, er idehistoriker og professor ved Institut for Kultur og Samfund på Aarhus Universitet.

I bogens indledning skriver han, at bogen er en samtidshistorie, dvs. en undersøgelse af idéer, begreber, metaforer og argumenter i vores tid.  Han læser åbne og offentlige tekster og forsøger at afkode og analysere dem. Det er også en idéanalyse, en idéhistorie, fordi han er ”uendeligt mere interesseret i, hvad folk skriver, deres offentlige udtryk, end i hvorfor lige præcis de skriver, som de gør”.
Med andre ord: Ifølge ham selv præsenterer han bare de tekster, der dukker op i samtiden, uden at tage stilling til folks begrundelser for at skrive, som de gør. Hvis nogle mænd f.eks. selv mener, at de undertrykkes af kvinder, så afstår han fra at undersøge, om disse mænd virkelig på nogen måder er således undertrykt. Vi får altså indtryk af, at han er en person, der først og fremmest registrerer. Men det er ikke dækkende for bogens indhold. Han ikke bare afkoder og analyserer, han fortolker, og det gør han ekstremt ensidigt og fordomsfuldt.

Hele bogen er ét stort karaktermord på alle de personer, der ikke mener det samme om feminisme, som Mikkel Thorup selv gør.

Indlednings-kapitlet slutter med at han siger, at vi skal se nærmere på, hvorfor antifeminister søger at genskabe en relation til kvinden baseret ikke på lighed og respekt, men på ulighed og dominans. Allerede dér står det klart, at i hans optik er alle mennesker, der ikke støtter hans egen holdning til feminisme , onde mennesker der vil have ulighed og dominans.

På side 28 skriver han: ”Det er klart, at det er muligt og legitimt at kritisere kvinder og feminisme uden at blive beskyldt for at være kvindefjendsk eller antifeminist.” Ja, det er en afgørende pointe. Problemet er bare, at i hele resten af bogen omtaler han ikke et eneste sted nogen, som kommer med en legitim kritik af feminismen. Selv en så pæn og moderat feminisme-kritiker som amerikanske Warren Farrell bliver omtalt som antifeminist. Og i note 7 på side 16 skriver han, antifeminisme på nettet er let at finde; her nævner han så Tobias Petersen´s  blog Reel Ligestilling. Tobias Petersen får altså uden videre, uden nogen argumentation, stemplet ”antifeminist”, på trods af at han er så moderat og så pæn i tonen, at man dårligt kan tænke sig nogen mere sober kritiker af feminisme. Men altså – han stemples uden begrundelse som antifeminist og dermed som kvindehader.
I samme note omtales også blogs der kritiserer antifeminisme, og her nævnes www.mandfjols.dk. Thorup skriver at den blog nu desværre er inaktiv. Desværre? Det var en infam blog der gik ud på at sværte bestemte personer og deres privatliv til – altså en langt mere usympatisk blog end den, Tobias Petersen driver. Alligevel hænges Petersen ud, og Mandfjols roses. Allerede dér ser vi, at Mikkel Thorup ikke er nogen neutral betragter. Han har ekstrem slagside – han siger kun godt om vennerne, og siger kun ondt om fjenderne.

Den pæne og sympatiske Paul Joseph Watson bruges som første eksempel til illustrering af hvad antifeminisme er. Dernæst rammer tilsværtningen Simon Simonsen og med ham Manderådet, bl.a. fordi Manderådet har tilladt sig at skrive at feminisme handler meget mere om magt end ligeværdighed, og at debatten er gennemført styret af kvinder. Jamen, debatten er jo faktisk gennemført styret af kvinder – det ser man f.eks. i aviser som Berlingske eller i Danmarks Radio, der er ledet af en kvindelig direktion og laver talrige udsendelser, der mest har karakter af feministisk propaganda, herunder propaganda med bevisligt fejlagtige påstande.

Også jeg bliver hængt ud. Side 60 og note 60 siger: ”Disse og utallige andre læserbreve, indlæg og kommentarer abonnerer på en pop-biologisme . . .denne pop-biologisme . . har meget lidt med reel evolutionsteori at gøre . . Her henvises til en note, hvor der står: ”For et eksempel på pop-biologisme se den selv-udgivne bog af Kåre Fog, Fire myter om patriarkatet, Veksø 2018. ”
Nu er det sådan, at mine ytringer om biologiske kønsforskelle allerede i den første af mine bøger er baseret på læsning af over 50.000 sider faglitteratur – er det så stadig pop-biologisme? Dertil kommer, at bogen Fire myter om patriarkatet stort set INTET indeholder om biologi – den er baseret på grundige læsninger inden for andre felter, f.eks. om teenagepigers kropsbilleder og om kønsroller i oldtidens kristendom. Men altså ikke om biologi. Sagen er tydeligvis den, at Thorup har hørt fra nogle feminister, at min bog går stærkt imod feminismen, og så sætter han den på listen over bøger, man roligt kan foragte. Men han har tydeligvis ikke læst den, ja ikke engang kigget i den. Det forhindrer ham ikke i at tale nedsættende om den.

Han skriver videre i samme note: ”For hvad aktuel evolutionsforskning har at sige om sex og køn, se Cordelia Fine: Tesotosterone Rex. . ” Nuvel, Cordelia Fine´s bog er netop pop-biologisme fuld af cherrypicking. Her kan man læse en kritik af hvad Cordelia Fine og andre påstår om mænds og kvinders hjerner. Thorup henviser også til Lea Skewes, der ellers for nylig blev kendt for en ekstremt tendentiøs analyse af sexisme på danske universiteter.

Videre skriver Thorup: ”Denne primitive forståelse af evolutionsteori og mennesket stammer mindre fra faktisk forskning – om end disse påstande også kan findes der – men langt mere fra populærvidenskabelige bøger og film . . ”. Tjah – jeg bliver nødt til at gentage at mine bøger er baseret på langt, langt over 50.000 sider videnskabelig speciallitteratur.

Videre fremme (s. 65) læser man: ”Maskulinisme vil jeg definere som et ideologisk modsvar til feminisme, som i modsætning til feminisme ikke advokerer for lighed men for ulighed mellem kønnene . . ” Jaså; jeg selv, og Manderådet, og Tobias Petersen, advokerer for ulighed mellem kønnene? Er det ikke det, man i bedste fald kalder et stråmands-argument og i værste fald for karaktermord?

Videre: På s. 75 hævdes det, at ”den artikulerede antifeminisme hører højrefløjen og i særdeles den ekstreme højrefløj til”. Nåtak, jeg har ellers aldrig stemt på nogen højrefløjspartier, og Simon Simonsen, som i høj grad har artikuleret sig imod feminisme, er socialdemokratisk politiker.

På side 83-90 kommer en lang række påstande om hvad der er det bærende og vedvarende tankegods i den reaktionære tankegang (som altså også inkluderer mig, da jeg jo også figurerer som antifeminist). Her får jeg at vide en masse om, hvad jeg tænker – det ved Thorup åbenbart bedre, end jeg selv gør. Igen en ubehagelig stråmands-argumentation.

Dernæst  kommer et kapitel, der bl.a. bygger på Michael Kimmel, der har lanceret begrebet ”Vrede hvide mænd” . Jeg har ikke høje tanker om Kimmel, og meget af det han siger, er ikke sandt. Han har en veludviklet næse for at sige præcis det, som politisk korrekte personer gerne vil høre, og han er også meget populær blandt danske feminister. Men han har mistet lidt anseelse efter at det kom frem, at også han har begået seksuelle overgreb på kvinder; så han er i nogen grad en hykler. Han er ikke en person, der skal have lov at fortælle, hvad der er i vejen med mig.

Thorup henviser i øvrigt også, i note 25, til en bog af Clementine Ford, en rabiat australsk feminist, der er kendt for sit ekstreme mandehad, for at opfordre til drab på mænd, og for at forfølge mænd personligt for at ødelægge deres liv. Hun er vist ikke nogen god rettesnor. Men en ekstrem mandehader som Ford får ingen kritiske ord med på vejen. Det er antifeministerne, der skal hænges ud. ”Antifeminisme, racisme og antisemitisme, forbindelsen imellem dem er ikke tilfældig”. . . ”Der er i de seneste år opstået et tæt forhold mellem antifeminisme og kvindehad på nettet og så højreekstremisme . . ”

Teksten fortsætter: ”Fundamentalister af alle slags – religiøse, racistiske, politiske – håndterer ambivalens meget dårligt.” Ja, måske, og jeg vil tilføje, at Mikkel Thorup håndterer ambivalens meget dårligt – så dårligt, at han slet ikke er i stand til at føle ambivalens.

Fra side 96 og frem gennemgås, ret kort, diverse mandebevægelser, der arbejder for mænds rettigheder. Men først skal han lige i en note have nævnt organisationen Daregender – en mandebevægelse der går ud på at mænd skal kæmpe for ligestilling og imod kønsstereotyper.

Men ellers handler det om dem, der gør kampen imod `feminisering´ til deres omdrejningspunkt. Her nævnes først Warren Farrell – han er en ekstremt pæn og moderat forsvarer for mænd og drenge, og han har stillet op til guvernørposten i Californien for Demokraterne – han svarer vist ikke lige til det fjendebillede, Thorup vil male. Thorup går da også hurtigt videre til Paul Elam. Elam har kæmpet hårdt for mænds rettigheder; men det var et problem for ham, at det var helt umuligt at blive nævnt i medierne. Så kom han med sådanne slogans som at man skulle udnævne oktober til ”Smadr en voldelig kælling-måned”. SÅ fik han medieomtale. Det var et trick for at få omtale og blive kendt – Elam er en meget fredelig og fornuftig mand. Men Thorup bruger ham som eksempel på, hvordan vold aldrig er langt væk.  Thorup har undladt at gøre det, som Cassie Jaye gjorde i filmen ”The red pill” – hun opsøgte Elam for at finde ud af, hvad han faktisk stod for, og hun fik til sin overraskelse snart stor sympati for manden; han havde masser af fornuftige argumenter og kunne overbevise hende om, at mænd på mange punkter lider store ulemper i samfundet. Sådan gør Thorup ikke – han gør præcis det, som ifølge Keri Smith karakteriserer SJWs: han har en højtudviklet sans for at se tegn på racisme og sexisme overalt.

Påstanden om at vold i hjemmet er ligeligt fordelt mellem kønnene, udnævnes af Thorup til en af de mest betændte påstande. Mest betændte?  – det samlede resultat af 1.700 internationale afhandlinger er, at det faktisk forholder sig sådan.

På side 100 kommer Thorup så til emnet MGTOWs. Han misforstår helt, hvad MGTOWs er, og hvad der motiverer dem. MGTOWs er først og fremmest uskadelige – de har bare valgt helt at holde sig væk fra kvinder, fordi kvinder giver så store problemer for mænd. Men Thorup får det til at lyde, som om det er mandefællesskaber der går ud på at opbygge maskulinitet. Grunden til at han helt misforstår det, ses når man tjekker hans kilder. Han har tydeligvis ikke selvstændigt undersøgt, hvad MGTOWs egentlig er, men baserer sig på kilder, der giver en farvet negativ fremstilling.

Lidt senere kommer turen så til scorekunstnere. Her bygges fremstillingen selvfølgelig op på en omtale af Neill Strauss´ bog The Game, fordi den kan bruges til at male et meget usympatisk billede. De scorekunstnere, der underviser generte og forsigtige unge mænd i at få kontakt til kvinder, omtales ikke. Nej, vi får tværtimod at vide at grundsætningen er at det mandlige begær altid er vigtigere end kvindens grænser. Thorup kunne have undersøgt selv, hvad scorekunstnere står for. Det har han ikke gjort.

Så kommer turen til en omtale af incels. Her står, at incel indebærer et krav om, at alle mænd, hvem de end er, hvor meget eller lidt de end selv gør for det, skal have adgang til kvinder, og ikke bare kvinder, men smukke (unge, hvide) kvinder. Der er et ønske om ”absolut mandligt herredømme”. Dette er ikke en beskrivelse af incels, men derimod endnu engang en beskrivelse af Thorups eget fjendebillede. Han burde læse, hvad jeg (og Lone Nørgaard) har skrevet om incels.

På side 114-115 handler det om dem, der mener, at den egentlige kvindekamp er for de muslimske kvinder. ”Den egentlige interesse er i brugen af disse kvinder til angreb på islam.”  Tag og fortæl det f.eks. til feministen Karen West. Igen er Thorup uforlignelig i sin iver for altid at tillægge sine modstandere de værst tænkelige motiver. Han hader virkelig alle sine mange selvudråbte fjender.

Bogens sidste del (56 sider) er helliget en omtale af Jordan B. Peterson. Nej, det er nok forkert at kalde det ”omtale”. ”Karaktermord” dækker bedre. Thorup skriver, at her får vi en anledning til at diskutere, hvorledes en reaktionær argumenterer i dag, særligt på kønsområdet. Men det billede, der præsenteres her, har ikke noget at gøre med den Peterson, jeg har mødt gennem hans videoer.   Et antal citater:
”Ingen voldtægtsmand kunne have ønsket sig en bedre forsvarer end Peterson”
”  ” Undgår feminister at kritisere Islam, fordi de ubevidst længes efter maskulin dominans?” Det er så dumt på alle niveauer – men dog ofte hørt – at vi bare lader den stå”.
Om ”historisk forandring”: ”Du ved, det der hvor vi beslutter, at galskab og ondskab har varet længe nok, så nu beslutter vi ting som menneskerettigheder, lige løn for lige arbejde, demokrati, at der uhøfligt at kalder kvinder hysteriske kællinger, at der ulovligt at slå børn – alle fremskridt, som Peterson ikke kan forstå, med sin teori ikke kan forklare, og med sin politik ikke rigtig kan acceptere.”  – Altså – Peterson er ifølge Thorup imod demokrati og for at slå børn? Det er stråmandsargumentation af den allerværste, mest infame og perfide slags.

”Hele Petersons biologiske argumentation er formodentlig mestendels faktuel forkert”.     ”Formodentlig” ? Thorup har næppe en gnist forstand på biologi. Det har jeg, og jeg er igen og igen overrasket over, hvor godt Peterson er orienteret om biologiske erkendelser.

”For i Petersons verdenssyn handler moral om at få, hvad du vil have” – igen helt infam stråmandsargumentation.
”Så læren af regel nr. 6 er: fokusér på dig selv, og glem de andre; ændr dig selv, og lad verden være.”
”Peterson har kun sympati til overs for morderen”
”Peterson synes at længes efter tider, hvor en mand med vold og magt kunne sætte sin vilje igennem.” ”Vold og magt” ? Peterson ?!!!
”Det, Peterson tilbyder, er fundamentalistisk kristendom for ikke-(særligt)-troende. ” – ”Fundamentalistisk kristendom” ? Peterson ?!!!

Peterson kan kun passe ind i Thorups fjendebillede, hvis han tilhører det ekstreme højre. Han MÅ ikke være venstreorienteret. Så Thorup dekonstruerer Petersons tekst om at  ”tendensen for værdifulde goder til at fordele sig selv med udtalt ulighed udgør en altid forhåndenværende trussel imod samfundets stabilitet” (s. 181-182). Det MÅ bare ikke være Petersons ægte holdning, så Thorup bruger adskillige sider på at pille dette citat fra hinanden, så der ikke står noget tilbage.

S. 183 kritiseres Peterson for ikke at henvise til en række akademiske skribenter som f.eks. Richard Rorty (den vigtigste fortaler for en ekstrem, yderligtgående form for relativisme), bell hooks (radikal sort feminist), Judith Butler (berømt feminist som skriver uforståeligt og kommer med vanvittige påstande om at biologisk køn er socialt konstrueret), og Chimamanda Ngozi Adichie (sort sydafrikansk kvinde som er meget populær blandt feminister). Det ville være fuldstændig umotiveret af Peterson at skulle citere disse, undtagen for at kritisere dem. Men når Thorup nævner disse og en række andre, så er det virtue signaling – Thorup demonstrerer, at han holder med alle de rigtige.

Thorup kritiserer, at Peterson, og mange med ham, tror at de, der arbejder for mere social retfærdighed, har absolut lighed som mål. Jamen – danske feminister himler op om hvor uretfærdigt det er, hvis mænd får 2 eller 5 % mere i løn end kvinder for samme arbejde. Thorup kritiserer også at nogen tror, at de, der arbejder for en mere ligelig repræsentation af kvinder og minoriteter i parlamenter, bestyrelseslokaler, universiteter og alle mulige andre steder, i virkeligheden kæmper for, at der skal være streng numerisk nøjagtig repræsentation i alle livets anliggender. Jamen, det er da faktisk det, disse personer kæmper for. Tænk på hvor meget det kritiseres, at kvinder kun udgør 39 % af Folketingets medlemmer, eller kun udgør 30 % af de nyansatte professorer.

På side 190 kritiseres Rasmus Ulstrup Larsen for at mene, at moderne feminisme er ”en totalitær bevægelse”. Jaså. Jeg mener ellers også at moderne feminisme er en bevægelse med totalitære træk, idet den forsøger at forhindre al opposition og kritik. Er man skeptisk over for den udlægning, så kan man studere, hvordan stærke træk af totalitær feminisme gennemtrænger det svenske samfund.

Jeg har ikke læst Petersons bog ”12 regler for livet”, så jeg kan ikke sige sikkert, om Thorups referater fra bogen er misvisende. Men her vil jeg henvise til Tobias Petersen´s anmeldelse af Thorups bog: ” Thorups gengivelse af Petersons tanker er mere end tendentiøs og strider flere steder mod ikke bare bedre vidende, men med al sandsynlighed også Thorups egen viden. For eksempel ved Thorup formentlig godt, at Peterson ikke forsvarer kvindemordere eller mener, at staten bør stille kvinder til rådighed for mænd. At forstå Petersons bøger og udtalelser sådan kræver et bevidst ønske om at misforstå.”
Ja, jeg er enig. En så tendentiøs fremstilling kan kun fremkomme ved at Thorup har et intenst, fanatisk ønske om at sværte Peterson maksimalt til. Det her er bevidst misvisende, i en ond hensigt.

S. 191-192 står der at Peterson er eksempel på en, der bruger sin akademiske position og titel samt sin evne til at producere videnskabeligt udseende tekster til at angribe andre akademikere med. ”Peterson får status og journalistisk opmærksomhed, fordi han er professor . . . Han tillader, for nu at sige det lidt groft, de mindre belæste at føle sig klogere end de belæste ved at fortælle dem, at de belæste bare er vrøvlehoveder og snydepelse . . ”
Her er Throup dog kommet til at skrive forkert. Navnet i disse sætninger er forkert, og derved bliver teksten ukorrekt. For at teksten skal være korrekt, skal den lyde sådan her:
”Mikkel Thoup er eksempel på en, der bruger sin akademiske position og titel samt sin evne til at producere videnskabeligt udseende tekster til at angribe andre akademikere med. Thorup får status og journalistisk opmærksomhed, fordi han er professor . . . Han tillader, for nu at sige det lidt groft, de mindre belæste at føle sig klogere end de belæste ved at fortælle dem, at de belæste bare er vrøvlehoveder og snydepelse . . ”.

Mikkel Thorup er infam. Han er infam i sin urokkelige tro på, at feminister har 100 % ret, og at alle, der modsiger feminister, derfor automatisk er onde mennesker. Han lider af præcis den sygdom, som folk lider af, når de dyrker feminisme og wokeness som om det var en religiøs kult. Han har netop denne ubændige trang til at finde fejl hos andre, og til at kræve absolut lydighed mod sin tros dogmer – sådan som det fortrinligt er beskrevet af Keri Smith . Denne uforsonlige overbevisning om selv at have 100 % ret, og om at de anderledes tænkende har 100 % uret, er i hele sit væsen antidemokratisk og totalitær.

Tobias Petersen var i sin anmeldelse af Thorups bog så venlig at give ham tre ud af seks mulige stjerner, bl.a. fordi Tobias syntes at han fik noget ud af læse om Michael Kimmels forklaringer. Jeg deler ikke dette positive syn på Kimmel. Han er en hykler, der lever højt på at sige det, hans publikum gerne vil høre. Så jeg kan ikke dele Tobias´ delvis positive vurdering.

Min vurdering af bogen bliver 0 ud af 6 mulige stjerner. Hvis der fandtes negative karakterer på den skala, skulle bogen have haft en negativ karakter. Det skulle den, fordi jeg anser den for direkte skadelig. Fra første til sidste side gør den alt, hvad den kan, for at der hos læseren opbygges en foragt for dem, der mener anderledes. Publikum vil forstå, at Manderådet, eller Tobias Petersen, eller jeg selv, er personer som man ikke skal lytte til. Og de vil forstå, at Jordan Peterson er et helt afskyeligt menneske, som man for alt i verden skal undgå, at folk får kendskab til.

Bogen understøtter netop den totalitære tendens i feminismen – nemlig den tendens, at man nægter at høre modparten. Der gives ingen plads overhovedet i Thorups bog til eventuel lødig kritik af feminismen. Ingen. Enhver modsigelse af feminismen stemples automatisk som antifeminisme og kvindehad. Feministerne er de gode, og deres modstandere er kvindehadere,  dvs. onde mennesker. De gode, de moralsk overlegne, har selvfølgelig lov til at fryse deres modstandere ude, da modstanderne jo per definition er onde mennesker. Der lægges op til totalt at ignorere hvad modstanderne siger, og tie dem ihjel. Det er præcis den behandling, jeg udsættes for. Jeg har f.eks. i bogen ”Humaniora – videnskab eller varm luft”  kritiseret postmodernismen, poststrukturalismen og socialkonstruktionismen i de human-sociale videnskaber. Jeg giver massivt belæg for, at centrale påstande totalt mangler evidens. Det er en alvorlig kritik; men akademikere inden for disse fagområder har reageret ved bevidst at ignorere bogen og undlade nogensinde bare at nævne dens eksistens.
Det er kujon-adfærd, og hvis man behandler lødig og omfattende kritik på den måde, så demonstrerer man, at man er kujon, og at det man dyrker, ikke er videnskab. Man kan kun tale om videnskab, hvis man har holdbare argumenter imod kritik. Og det er ikke tilfældet her.

Thorups bog om antifeminisme er heller ikke videnskab. Den er skandaløst ensidig og subjektiv.
Det er en bog, der kun kan øge kløften mellem feminister og antifeminister. Det er en bog der overbeviser feminister om, at der roligt kan ignorere al kritik, for kritikerne er infamt onde mennesker, som ethvert ordentligt menneske må foragte. På den måde er det en bog, der bevidst sigter mod at skabe mest mulig foragt.

Da jeg købte bogen her i december, var der tale om 2. oplag. Første oplag er altså udsolgt. Det tyder på, at bogen har solgt godt. Og sådan går det gerne med bøger, som understøtter publikums fordomme i stedet for at få dem til at tænke selv, som giver deres emne en overfladisk, letforståelig, men dårligt funderet behandling, og lefler for publikum ved at sige netop alt det, publikum gerne vil høre. Det er nemt at gøre teksten letlæst og glidende, når man udelader alle de forbehold, der skal få den til at stemme med virkeligheden.
Dette er i modsætning til mine egne bøger, som giver en kompliceret fremstilling på grundlag af et solidt fagligt fundament.
Så Mikkel Thorup har gjort det godt, set fra hans eget synspunkt. Men det er på den bekostning, at han bidrager gevaldigt til at øge kløfterne i samfundet og til at få folk til at foragte hinanden mere. Hans bog skaber en forhindring for, at folk kommer til at forstå hinanden. Den er til skade for den demokratiske dialog.

Noget om incels

En incel er en mand, der totalt mangler succes over for det modsatte køn. Ordet er et sammendrag af ”involuntary celibate”, dvs. det er en mand der lever i ufrivilligt cølibat. Han ville gerne have en kvindelig kæreste; men han kan ikke få nogen.

Overalt i vores kulturkreds er der i de senere år blevet en stadig stigende andel af de unge mænd, som helt mangler succes hos kvinderne.

Unge mennesker i USA har i dag meget sjældnere sex end unge mennesker for ti år siden. Det gælder i særlig grad mændene. Der er blandt andet en sammenhæng med, at en højere andel af de unge mænd er arbejdsløse, og en højere andel bor hjemme hos deres forældre. Frem til 2010 var der blandt unge mennesker næsten lige mange mænd og kvinder, der aldrig havde sex. Men i 2018 var der sket en stor ændring. Nu var det 28 % af de unge mænd, mod kun 18 % af de unge kvinder, der i løbet af et år aldrig havde sex.

Der er nogenlunde lige mange singler blandt mænd og kvinder. Jeg har optalt data fra Danmarks Statistik angående personer i aldersgruppen 31 til 50 år. Her er 21,1 % af mændene single, mod 22,7 % af kvinderne. Men hovedparten af de mange singlekvinder er enlige mødre og har altså andre mennesker boende hos sig i husholdningen. Hvis vi ser på de personer i aldersgruppen 31 – 50, som både er single og ikke har børn, så er det 18,5 % af mændene, men 9,2 % af kvinderne. Dobbelt så mange mænd som kvinder bor altså helt alene, og den forskel er voksende. Andelen af enlige uden hjemmeboende børn stiger meget kraftigere for mænd end for kvinder.
Det er især de socialt dårligst stillede mænd, der bor alene. Blandt ufaglærte mænd bor 45 % alene.
Det er ikke fordi, disse mennesker ønsker at bo alene. I 2019 udkom rapporten for ”Projekt Sexus”. Den her viste figur er kopieret fra rapporten; den viser at ud af de 25-45 årige singler er det ca. 85 % af mændene og 84 % af kvinderne, der ønsker at finde en fast partner. De fleste singler er altså ufrivilligt single.

Mange mænd bliver aldrig fædre. Det har jeg skrevet om i kapitlet om barnløse mænd. I dag er det i Danmark 20 – 25 % af alle mænd, der aldrig bliver fædre. En stor del af dem ville gerne have børn, men de finder aldrig en kvinde de kan stifte familie med.
I kapitlet om barnløse mænd og kvinder kan man læse, at i hele Europa (og i hele den vestlige verden) er et stigende antal mænd barnløse. Det gælder bestemt også i Danmark, Norge og Sverige. Ud af dem, der har nået en alder på op imod 50 år, er det 20 – 25 %, der aldrig har fået børn, mod kun 10 – 14 % for kvinderne. I mange andre vesteuropæiske lande er forholdene noget lignende.
De interviewundersøgelser, der findes, tyder på at hovedparten af de mænd, der er barnløse, gerne ville have børn. Grunden til at de ikke har børn, er at de ikke har kunnet finde nogen kvinde at få dem med. I en større svensk undersøgelse var det f.eks. 60 % af de barnløse mænd, der var barnløse fordi de ikke havde fundet en kvindelig partner.

Man kan diskutere, om disse mænd selv gør noget, som forhindrer at de kan få en kæreste – f.eks. manglende hygiejne, manglende vilje til at opsøge sociale fællesskaber, eller urealistiske forventninger; eller om der er tale om mænd der er helt ok, men som bare bliver forbigået af kvinderne, dvs. de bliver valgt fra.

Det stiller spørgsmålet om, hvad de her incels – de der ufrivilligt lever uden et seksuelt forhold – egentlig er for nogle mænd.

Det er givet, at mange incels er dybt ulykkelige mennesker. Det er pinefuldt at længes forgæves efter en kæreste, samtidig med at mange andre har masser af held med kvinderne. De mangler evnen til at forstå kvinders sociale signaler – det er et problem for mange mænd, for kvinders sociale signaler er ofte ulogiske og tvetydige; men mange incels mangler i særlig grad den evne. Mange lider også under en mere generel mangel på sociale evner. De er ikke dygtige til at skaffe en tæt vennekreds. Nogle incels søger efter steder på internettet, hvor de kan finde støtte til at løse deres personlige problemer, og her opstår der fællesskaber af incels, som søger råd hos hinanden og bekræfter hinanden i deres opfattelser af situationen. Her kan de bestyrke hinanden i en form for had mod de kvinder, der afviser dem, og på disse fora kan hadet vokse til et faretruende omfang.

Nogle incels er blevet så dybt desperate og forbitrede, at de har fået fat i skydevåben og har åbnet ild mod sagesløse grupper af mennesker. Det har jeg skrevet om i kapitlet om voldelige incels. De skal selvfølgelig fordømmes så kraftigt som muligt. Men i den fordømmelse er der mange der helt afskriver incels som mennesker man kan forsøge at forstå.

Med deres voldelige ugerninger har de mest rabiate incels formået at gøre opmærksom på dem selv og deres store problemer; uden de ugerninger ville omverdenen have været lige glade med dem og deres problemer. Men det er en opmærksomhed, der giver bagslag. En mand skriver f.eks. om Elliot Rodger, der skød og dræbte 6 personer: ”Vi er nødt til at have denne diskussion, fordi der skal ikke gives nogen som helst sympati for en sådan dreng.” Han udtrykker den manglende vilje til at forstå incel-mændenes problemer, der er så udbredt.

Det brede samfund har fået et indtryk af incels som voldelige, kvindehadende fanatikere. Det almindelige indtryk er at incels nærmest er en slags mentale hulemænd, der foragter alt feminint. Man ser dem som mænd der er uden for pædagogisk rækkevidde og som ikke er i stand til at lære almindelig social omgang med kvinder.
Men det er uheldigt. Der er brug for at vi indlever os i incels tankegang; ellers åbner vi for, at der i fremtiden dukker nye incel-massemordere op igen og igen. Der er ogås brug for at tænke mere over deres familiebaggrund og over, hvorfor de har så totalt mangel på held med kvinderne. Det overvældende flertal af rabiate incels er vokset op hos en enlig mor, og der er noget der tyder på, at netop forholdet til moderen er vigtigt for at de udvikler sig så skævt. Det skal vi forstå bedre.

Hvis vi definerer en incel som en yngre mand, der ufrivilligt lever uden et seksuelt forhold, så dækker den definition ganske mange mænd. Vi har set, at 28 % af alle unge mænd i USA aldrig har sex, og vi har set, at i de nordiske lande er det 20-25 % af alle mænd, der aldrig når at danne par og stifte familie. For 60 % eller mere er det utilsigtet. Det vil sige, at et sted mellem 12 og 28 % af alle yngre og midaldrende mænd – afhængigt af hvilken aldersgruppe vi ser på – er incels.

Set i forhold hertil er antallet af radikale incels, der på det mørke internet gejler hinanden op til at hade kvinder, forsvindende lille. I Danmark har der i tidens løb kun været én eneste incel, som i frustration har dræbt kvinder (nemlig 35-årige Flemming Nielsen i 1994).

Dertil kommer, at de incels som i frustration skyder tilfældige mennesker, næsten altid ender med at begå selvmord. Det handler altså ikke om at få magt over, undertrykke eller dominere kvinder – en mand der begår selvmord, er en mand i afmagt. Hans frustration er så stor, at han forlader denne verden.

I bogen ”Alfahan eller tøffelhelt” går jeg nærmere ind på hvad der formentlig rører sig i hovedet på sådanne mænd. Jeg citerer fra Flemming Nielsens dagbog: ”Jeg er aggressionshæmmet og har så mange følelsesmæssige ar, at jeg blot føler mig død og tom indvendig. Jeg har på det seneste erkendt, at jeg aldrig bliver fri for disse problemer. Og det bedste ville have været at stoppe for mindst 10 år siden.”

Ordet ”aggressionshæmmet” er centralt. Vi har åbenbart en fyr for os, som har lært at vende aggressioner indad, ikke udad, indtil det hele en dag eksploderede. Dette viser i retning af  en opdragelse baseret på `psykologisk kontrol´, et emne som jeg også behandler i den omtalte bog. Jeg citerer bl.a. en afhandling, der siger: ” Man har konsekvent fundet at psykologisk kontrol viser sammenhæng med mønstre som præges af skyldfølelse, at man lægger ansvaret på sig selv, at man bekender sit ansvar, og udtrykker aggression direkte eller indirekte, samt afhængighed, fremmedgørelse, at man trækker sig væk fra det sociale liv, lav ego-styrke, manglende evne til at træffe bevidste valg, lav selvvurdering, passive, hæmmede og overkontrollerede karaktertræk, og depressiv affekt.”

Det samme mønster beskriver jeg i bogen ”To køn – tre sandheder”. Jeg beskriver et opdragelsesmønster, hvor moderen får puttet sin egen verdensopfattelse og sin egen moral ind i hovedet på sønnen. Det gør hun ved en følelsesbaseret opdragelse, hvor drengen lærer at han skal opføre sig sådan, at han stiller Mor tilfreds. Når han bliver en ung mand, forsøger han at gøre sig attraktiv over for det modsatte køn ved at vise den adfærd, som hans mor har lært ham: han skal være et gennemført godt menneske, en gentleman, venlig og hjælpsom, og først og fremmest sætte hensynet til kvinden højere end hensynet til sig selv. Det forekommer ham selvindlysende at netop den adfærd er den rigtige, hvis man skal demonstrere over for en kvinde, at man vil være en god, pålidelig og trofast partner.

Det som den unge mand mangler, er at forstå hvordan man håndhæver sin egen vilje. Den alt for indfølende mor har hele tiden øset moderkærlighed ud over ham, uden at han behøvede at gøre andet end at opføre sig som et dydsmønster til hendes tilfredshed. Han er oplært til at tro, at alt godt kommer til en, hvis bare man viser sig som et pænt menneske. Han har ikke lært, hvordan man selv skaffer sig det, man gerne vil have. Han har heller ikke lært sociale færdigheder – hvis man vokser op i en tæt relation til sin mor, som gør alt for en, så lærer man ikke at være social. De manglende sociale evner bliver en slags tillært hjælpeløshed.

Den unge mand, der er vokset op i dette psykiske miljø, har lært at vende aggressioner indad, at bebrejde sig selv og undertrykke sig selv, og at sætte hensyn til andre før hensynet til sig selv. Han har derimod ikke lært at hævde sig selv og sætte grænser.

Erfaringen viser desværre, at netop denne adfærd er fatalt mislykket. En selvbebrejdende, indadvendt mand med dårlige sociale evner, som ikke forstår at hævde sig selv og ikke sætter grænser, er alt det, som kvinder IKKE føler sig tiltrukket af. En sådan fyr bliver valgt fra. Kvinderne går i en stor bue uden om ham. I stedet sværmer kvinderne for de selvhævdende og selvbevidste mænd, som er hurtige til at sætte grænser, og som godt kan vise aggressioner. De sværmer måske endda også for de unge mænd, der tydeligvis er interesserede i penge og materielle goder og alt hvad der er smart, hvorimod vores indadvendte fyr tror at han kommer nogen vegne ved at lægge vægt på indre kvaliteter frem for ydre. Erfaringen viser, at det kommer han ingen vegne med. De indre kvaliteter, han tror at han kan demonstrere, er den adfærd, som hans mor har puttet ind i ham, ikke hans egen naturlige maskuline adfærd.

Vi har altså en fyr, som er vokset op med et tæt forhold til sine forældre, eller i hvert fald til sin mor. Han er indadvendt og selvbebrejdende, har dårlige evner til at bygge sociale kontakter, og forstår ikke at hævde sig selv og sætte grænser. Han vil meget gerne have et forhold til en pige – han har levet tæt sammen med sin mor, og nu skal han finde en jævnaldrende kvinde, der kan opfylde omtrent det samme følelsesmæssige behov. Hans længsel efter at finde denne pige er meget stærk. Men samtidig har han fået en personlighed, der gør, at ingen pige vil have ham. Han bliver til en incel.

Hvis han er vokset op hos en enlig mor, helt uden en far, går det særlig skævt. Det illustreres af, at 26 de 27 amerikanske skoleskydere, der har dræbt flest ofre, var vokset op hos en enlig mor (se kapitlet om voldelige incels). Det sætter en makaber streg under, hvad der kan gå galt, hvis sønnen er for meget prisgivet sin mors indflydelse.
Det sætter samtidig en streg under, hvor farligt det kan være, at stadig flere kvinder vælger at blive enlige mødre.

Hvad sker der nu, når denne incel får øje på en dejlig pige i skoleklassen eller på universitetet? Hun er en Stacy, dvs. en der er så dejlig i enhver mands øjne, at hun fortjener at få netop en mand som ham selv. Han forsøger at gøre det, han tror er det rigtige, dvs. han forsøger at opføre sig som en ”gentleman”, altså en mand, der sætter hensynet til kvinden over hensynet til sig selv. Han opdager, at det gør overhovedet ikke positivt indtryk på kvinden. Stacy sværmer derimod for andre fyre, der er langt mere maskuline – fyre, der efter incel-mandens begreber er langt dårligere partier for kvinden, end han selv er. Det er usympatiske, smarte, selvhævdende fyre, ofte endda også nogle med rige forældre der strør om sig med penge – den slags fyre, der i incel-terminologien kaldes en Chad.

Den store, dybe uretfærdighed er nu, at Stacys bliver kærester med Chads, ikke med incels. Incel-fyren vil gerne være et godt menneske – han opfører sig sådan, som hans mor har lært ham, og han vil Stacy alt det bedste. Men hun har ikke sans for kvalitet. I stedet falder hun for en Chads overfladiske smarthed. Det forstyrrer hele hans verdensbillede – de gode taber, og de onde vinder.

Incel-fyren mener, at Stacy BØR blive kæreste med ham. I den almindelige karikatur af en incel bliver det forvansket til, at han mener, at han har RET til den attraktive kvinde. Det er en forsimpling og forfladigelse af hans tankegang. Han føler ikke, at han har RET til Stacy; men han føler, at han fortjener hende, og han er forarget over, at hun ikke vil have ham. Det er først og fremmest uretfærdigt i hans øjne. Han, der gør så meget for at være den perfekte gentleman, får intet. Men Chad-typerne, der bare er overfladiske, smarte fyre, får alt. Det er en dødelig uretfærdighed.

Den almindelige misforståelse af, hvad en incel tænker, er at denne incel tror at han har RET til kvinder, uden at han selv har noget at byde på. Men incel-fyren selv ser det helt anderledes; han mener at han har rigtig meget at byde på – at han er den bedste fyr, pigen kan få, fordi han har de indre kvaliteter; han er virkeliggørelsen af den perfekte mand – nemlig den mand, som hans mor har lært ham at være. Kan være, at hans sociale evner ikke er så veludviklede; men han tror ikke, at de sociale evner er afgørende vigtige – han ser den sociale udadvendthed og lethed ved at skabe kontakter som overfladisk charme, der dækker over en upålidelig natur. Tværtimod, mener han, netop det at han selv ikke er en, man hurtigt får social kontakt med, garanterer for, at det venskab, der gerne skulle opstå, ikke bare er et overfladisk venskab.

Hvis incel-manden murer sig inde i den verdensopfattelse, som jeg har skitseret her, så isolerer han sig mere og mere fra omverdenen. Denne isolation gør det endnu vanskeligere at få kontakt til en attraktiv kvinde, samtidig med at hans længsel efter en kvinde antager voldsomme proportioner. Det giver en voldsom frustration, som river og slider i hans psyke, og som forstærkes af den dybe følelse af uretfærdighed.

De fleste enlige mænd har trods alt nogle sociale kontakter – så som mandlige venner i den virkelige verden – der bidrager til at de ikke helt mister jordforbindelsen. De fortsætter med et leve et temmelig ensomt og temmelig ulykkeligt liv; men de affinder sig med det og bliver ikke desperate.

Hvis det går rigtig galt for en incel, så mangler han helt sociale kontakter i den virkelige verden. I stedet finder han ligesindede i mørke afkroge af internettet. Disse ligesindede medvirker ikke til at bevare jordforbindelsen og se realiteterne i øjnene. Tværtimod – lige som andre ekkokamre på internettet bestyrker de manden i de fejlopfattelser, han har i forvejen, og radikaliserer ham. Som vi ved, fører dette i nogle tilfælde til fatale konsekvenser.

Internettet er dog ikke absolut afgørende for incel-fænomenet. Danske Flemming Nielsen begik sine drab på unge kvinder tilbage i 1994 – førend der var noget, der hed internet-fællesskaber. Han fik så store psykiske problemer, at han begyndte at gå til psykiater en gang om ugen. Desuden tog han lykkepiller i halvandet år op til drabet. Men lige lidt hjalp det. Det store problem var formentlig, at hans sociale kontakter næsten udelukkende bestod i omgangen med forældrene. Psykiateren var åbenbart ikke indsigtsfuld nok til at modvirke den uheldige indflydelse fra forældrene.

I den almindelige debat i samfundet trives en generel fejlopfattelse af, hvad en incel er (se kapitlet om hvordan incels omtales i debatten).

Incels fordømmes så kraftigt, at det blokerer for en forståelse af deres situation. Man tror at en incel er en ung mand der hader kvinder og afviser den gunstige indflydelse, som social kontakt til besindige kvinder kunne give ham. Det er i mine øjne helt forkert. Det der er gået galt, er for STOR indflydelse fra kvinder, nærmere bestemt hans mor. Hvis man tror at man kan modvirke incel-fænomenet ved at sørge for, at unge mænd udsættes for endnu mere opdragelse fra velmenende, ældre kvinder, så tager man grueligt fejl. Han mangler derimod i fatal grad forståelse for, hvad der forventes af en mand for at han kan klare sig godt i livet. Den forståelse kan han sandsynligvis kun få fra andre mænd.

Andre artikler om incels:

Barnløse mænd

Incels, der begår massedrab

Debattens misforståede opfattelse af incels

Debattens misforståede opfattelse af incels

Begrebet incels har jeg nærmere omtalt i dette kapitel.
I den brede samfundsdebat bliver incels dæmoniseret. Som modsvar til at de rabiate incels hader kvinder, er der mange kvinder der hader forestillingen om incels, uden at forstå hvem de er.
Jeg vil her give nogle eksempler fra den danske debat anno 2020.
Et eksempel er en længere artikel på DR´s hjemmeside med overskriften ”Mænd der ødelægger kvinder”. ” Bliv klogere på seksuelt frustrerede mænd, der hader kvinder så meget, at de slår ihjel”, læser man. Men man bliver ikke klogere af at læse artiklen – man bliver nok snarere vildledt. ”I  stedet for at forsøge at score kvinder har de besluttet at hade og ydmyge kvinder”, står der. Det er jo ikke sandt. De har jo intet større ønske at finde en kvinde at leve sammen med. Ordet ”score” er dog nok forkert i denne sammnhæng. At ”score” er det, en Chad (en smart, attraktiv fyr) gør. En incel håber på en tæt forbindelse, snarere end en scoring, og en del af hans problem er, at en Stacy (en attraktiv kvinde, som incel-fyren forelsker sig i) hellere vil scores end have et tæt forhold til en indadvendt, selvbebrejdende fyr.
Videre hedder det i DR´s artikel: ” Incels mener, at de har krav på sex og kærlighed, og de ser sig selv som undertrykte, fordi de ikke får sex og kærlighed. Frem for at forbedre deres chancer for at score piger eller kvinder mødes incels på tværs af nationaliteter i kvindehadske fora på nettet. “
Det er en ret ondsindet misfortolkning. De mener ikke, at de har KRAV på sex og kærlighed. De mener, at de har fortjent sex og kærlighed, og det er noget andet end at have krav på det.
Og videre: ” For incels har kvinder én funktion: De burde give dig sex og kærlighed. Når kvinder ikke gør det, bliver de et hadeobjekt, der skal ydmyges. Der er slet ikke nogen forståelse for, at kvinder jo har personlighed.” Igen er det ondsindet vrøvl.
Videre: ” Incel-fællesskabet på nettet er del af et større netværk på nettet af mænd, der har fokus på maskulinitet og er imod feminisme. Eksperter kalder netværket ”the manosphere” eller på dansk ”manosfæren”.. . . Incels adskiller sig  . . .  ved at være en af den mest voldsparate gruppe i det større netværk. . . . Der er ifølge flere forskningsprojekter et overlap mellem incels og højreradikale grupper. I Europa har der været højeradikale angreb, hvor gerningsmænd deler tanker omkring kvinder med incels, forklarer Maia Kalhke Lorentzen. Hun peger på nordmanden Philip Manshaus . . Forinden havde 22-årige Philip Manshaus været aktiv på de samme hjemmesider, som incels færdes på.”
Her bruger man hadet mod incels til at skabe et had mod hele manosfæren og sætte den i bås som ”højreradikal”.
Videre hedder det: ” Der har ikke været fysiske incel-angreb på kvinder i Danmark eller i Europa.” Også det er forkert. Det har der i høj grad.
Og videre: ” Maia Kalhke Lorentzen finder incel-bevægelsen ”ekstremt farlig”. – Vi har set angreb i både USA og Canada. Måske kommer vi også til at se dem i Europa. Bevægelsen er digital voldsparat med koordinerede digitale angreb, der både består i chikane af kvinder på deres sociale medie-platforme, i afpresning og i hævnporno.- Og så har bevægelsen et giftigt kvindesyn og et giftigt syn på mænd og kvinders relationer, der kan risikere at sprede sig videre ud fra de her digitale fællesskaber.”
Ja, den rabiate del af incel-bevægelsen er farlig. Men det er ikke nødvendigvis incel-typer, der bruger afpresning og hævnporno. Det had mod incels, som her lægges for dagen, gør ikke situationen bedre. Det betyder bare at man fjerne sig endnu mere fra at forstå disse incels.

Berlingske har bragt en artikel med forfatteren Michael Katz Krefeld, i anledning af at han har udgivet en ny krimi,  »Nattens udyr«, der handler om incels.
Vi læser i artiklen:
”Hvor mange incels, der findes, vides ikke, men Michael Katz Krefeld er under sin research til bogen blevet overrasket over, hvor mange grupper, der findes på nettet, og hvor ofte man på  almindelige netfora og hjemmesider, f.eks. Ekstra Bladets Nationen, finder tråde, hvor kvindehad og foragt kommer til udtryk.
»Jeg læste, hvad jeg kunne finde på nettet om mænd, der i communities gemmer sig bag deres computerskærme. Jeg prøvede at finde ud af, hvor forskellige incels-grupper befandt sig på nettet, og jeg fandt også ud af, hvor bredt incel-begrebet er. Nogle grupper er selvhjælpsgrupper for meget ulykkelige mænd, som ikke kan finde sex og kærlighed, og der er høje selvmordsrater i disse grupper. Andre grupper er deciderede hadegrupper, som er meget voldelige, og som udskammer kvinder og har et helt særegent sprog, og hvor alt, der er feminisme, betragtes som ondt.«
Som titlen antyder, handler »Nattens udyr« om den sidste gruppe af incels. Det er mænd med lav social status. Mænd, der ikke formår at date kvinder, som ikke forstår de sociale koder, og som opbygger et stærkt had til kvinder generelt.
Michael Katz Krefeld reagerede naturligvis med væmmelse, da han researchede fænomenet incels og den vold og kvindeforagt, der trives i nogle af disse grupper, men han fandt også ud af, at der er tale om meget ulykkelige mænd.
Hvad mangler de mænd?, spørger journalisten.
»De mener, at de har en ret til kærlighed, men dér tager de fejl. Man har ikke ret til kærlighed. Man skal gøre sig fortjent til kærlighed, og man skal kunne give kærlighed. Det forstår de ikke. De mener, at der bliver begået et overgreb og en uretfærdighed mod dem, og det er deres motiv for den vrede og hævn,  de retter mod kvinder.« ”
Her kommer misforståelsen igen; Det påstås, at disse mænd mener at har ret til kærlighed. Virkeligheden er, at de i udgangspunktet mener, at de har gjort sig fortjent til kærlighed – men gjort sig fortjent på en måde, som kvinderne ikke påskønner.

I Weekendavisen havde Hassan Preisler et essay, hvor han fremstillede sig selv som en incel-agtig figur – som ham der ikke kunne få damerne, mens smarte Chads lagde dem ned på stribe. Den værste figur i det essay er DR- journalist Mads Aagaard Danielsen. Hassan Preisler skriver: ” Det tilkom de allermest fremmelige og succesfulde indimellem at tage helt unge produktionspiger ind i kopirummet efter frokosten. Her kunne man »hoste dem i halsen«, som det vistnok hed dengang. Det foregik for det meste ret utilsløret og uden at vække anstød. Det skete sådan her: Han greb hende i hånden, hun slog en høj latter op, de forsvandt ind bag en lukket dør. Da de kom ud igen, var hans kinder røde, og hendes hår var uglet. Vi andre klappede og lo bifaldende. Af og til slog ubehaget rod i mig, men jeg mistænker, at det mest af alt skyldtes bevidstheden om, at det aldrig skulle blive mig, der ville turde hive hende ind ved siden af.  . .”
” RYGTERNE SVIRRER OM Mads Aagaard Danielsen som fluer, men det afholder ikke kvinderne fra fortsat at lade sig overbevise af hans veltalenhed, hans evner for forførelse, hans lokkende metoder – hans farlighed! Til det sidste. For Mads er det hele, for han er status, magt, krop. De afsluttende gange, jeg støder på ham, er det på bar og klub i indre by, og han omgiver sig stadig med dem, da jeg trækker frakkekraven op om ørerne og går hjem. Til sidst beslutter jeg mig for at medvirke til optrævlingen af overgrebene og få ham fældet. . . ”
Og Mads Aagaard Danielsen blev fældet. Han blev smidt ud af DR på grund af hans sexovergreb mod kvinderne.
Her har vi en konstellation der minder om en incel (Hassan Preisler) og en Chad (Mads Aagard Danielsen). Og denne incel har jo ret i, at den lokale Chad er et usympatisk, men smart og charmerende væsen. Det er den usympatiske og kyniske mand, Chad´en, der får alle kvinderne, ikke den pæne og tilbageholdende incel -type.
Der er et efterspil til denne artikel. I den følgende uge er der et indlæg af en kvinde, Ingeborg Topsøe. Det er en kommentar til Hassan Preislers omtale af ”Mads Aagaard Danielsen og andre magtfulde mænd, som Hassan møder igennem sin karriere, og som kvinderne bliver ved med at foretrække. Når Hassan beslutter at deltage i optrevlingen af Mads Aagaard Danielsens overgreb, skyldes det . . . et spørgsmål om hævn. . . Netop begrebet hævn er stort i incel-verdenen. Hævn bliver hyldet og er kommet til udtryk i form af massemord og terrorangreb. I 2014 dræbte Elliot Rodger seks og sårede 14, før han begik selvmord. . . . At sammenligne Hassan Preisler med Elliot Rodger kan lyde . . . overdrevet . . .  Men der ligger hos Preisler og Rodger samme foruroligende præmis til grund for deres ellers meget forskellige hævn. Nemlig deres opfattelse af, at de har noget at hævne. Men at have noget at hævne forudsætter, at der er blevet gjort noget imod dem. At de er blevet udsat for en uretfærdighed. At deres ret er blevet krænket. Men de har aldrig haft ret til de kvinder, de gerne ville have.”
Her kommer misforståelsen igen;: at incels tror at de har ret til kvinder. Nej, det er ikke det, det handler om. Det handler om, at det der foregår, er uretfærdigt. Det er uretfærdigt at skurkene (så som mads Aagaard Danielsen) får alle kvinderne, mens de pæne fyre, som Hassan Preisler, har meget ringe held med dem. Det er en forbrydelse mod verdensordenen at skurke belønnes og de søde drenge ikke får noget.
Ingeborg Topsøe fortsætter:
” Det er, som om der for Hassan sker en total sammensmeltning af, når kvinder (ifølge ham) vælger de forkerte mænd, og når de bliver krænket af mænd. Måske fordi både de frivillige seksuelle forhold mellem kvinder og andre mænd og andre mænds uønskede seksuelle tilnærmelser mod kvinder føltes som en krænkelse af Hassans selvindbildte ret til kvindernes kuglerunde bryster og store, bløde læber. Om de andre mænd fik et samtykke eller ikke, betød mindre fra Hassans perspektiv, for det var i virkeligheden hans ret til kvinderne, som mændene krænkede, ikke kvindernes ret til selvbestemmelse over deres egen krop. Sådan ser Preisler verden. Ud fra sin indbildte ret. Og det er denne indbildte ret, der skal kastes et skarpt lys på.”
Hun viser her en horribel mangel på forståelse for den pæne drengs problem. Det er som om kvinder instinktivt elsker alfa-hannen og foragter de svage beta-mænd. En beta-mand som Hassan Preisler vækker bare vrede og foragt. Der er en afgrund af manglende empati som forhindrer, at kvinden forstår den svage mands situation. Incels er ulykkelige mennesker, fordi det de oplever, i deres øjne er dybt uretfærdigt. Det er dybt uretfærdigt, at kvinderne kun interesserer sig for alfa-hannerne, også selv om disse alfa-hanner er meget usympatiske mennesker, mens kvinderne bare foragter de sympatiske, men svage beta-mænd.
Ingeborg Topsøes indlæg har bl.a. ført til denne kommentar på Reddit:
“Hassan Preislers oprindelige essay er virkelig interessant, og optegner ganske præcist de følelser, der løber igennem den pæne dreng, når han ser predatorer blandt de andre drenge hensynsløst tage pigerne med vold – og slippe godt fra det. . . . Det er en ubehagelig sandhed han disker op med. Og derfor søger Ingeborg Topsøe da også brutalt at udradere den som en morderisk incel-logik, der koster kvinder livet. Dette debatindlæg er dybt frastødende i sin tendens og klamt og ubehageligt i sin udførelse.”
I Hassan Preislers tilfælde har ingen incel myrdet kvinder. Der er ikke nogen forbrydelse, eller rettere, de der begår forbrydelser mod kvinderne, er diverse Chad-typer. Alligevel er kvindens reaktion (Ingeborg Topsøe), at foragte historiens incel-figur. Han bliver foragtet, selv om han er relativt uskyldig. Det er lige netop den samme form for dyb uretfærdighed, der gør de mest sårbare incels til rabiate fanatikere, der hævner sig voldeligt.

Incels, der begår massedrab

En incel er en yngre mandsperson, som gerne vil have et forhold til en kvinde, men ikke kan få det. Det gør ham frustreret og ulykkelig. Det er pinefuldt at længes forgæves efter en kæreste, samtidig med at mange andre har masser af held med kvinderne. Nogle føler en så stor uretfærdighed og føler livet så umuligt, at de udvikler voldsom vrede mod dem, der afviser dem, og mod samfundet i det hele taget.
Nogle incels søger efter steder på internettet, hvor de kan finde støtte i grupper af ligesindede. Her kan de bestyrke hinanden i en form for had mod de kvinder, der afviser dem, og på disse fora kan hadet vokse til et faretruende omfang.  Nogle incels er blevet så dybt desperate og forbitrede, at de har fået fat i skydevåben og har åbnet ild mod sagesløse grupper af mennesker.

Man taler især om ”skoleskyderier”, og de, der begår disse skoleskyderier, er som regel helt unge mænd, som er incels. En del af dem har især skudt kvinder. De fleste begår selvmord efter skyderiet.

Da det er lettere at få fat i skydevåben i USA end andre steder, foregår de fleste skoleskyderier i USA. Der kendes dog også en del episoder i mange andre lande. Wikipedia har en oversigts-artikel. I Danmark foregik der et sådant skyderi på Aarhus Universitet i 1994.

En af de mest  berømte incels, der har begået massemord, er Elliot Rodger, der begik sin ugerning i 2014, da han var 22år, hvorefter han begik selvmord. Han efterlod et meget langt manifest, hvor han betegnede sig selv som ””the perfect guy”, ”the supreme gentleman” og ”the true alpha male”. Det var altså ikke ham selv, der var noget galt med – han var offer for en uretfærdig verden, hvor kvinderne ikke havde øje for dem, der faktisk var de bedste mænd. I sit 141 sider lange manifest skrev han bl.a.: ” Tomorrow is the day of retribution, the day in which I will have my revenge against humanity, against all of you. For the last eight years of my life, ever since I hit puberty, I’ve been forced to endure an existence of loneliness, rejection and unfulfilled desires all because girls have never been attracted to me. Girls gave their affection, and sex and love to other men but never to me. I’m 22 years old and I’m still a virgin. I’ve never even kissed a girl. I’ve been through college for two and a half years, more than that actually, and I’m still a virgin. It has been very torturous. College is the time when everyone experiences those things such as sex and fun and pleasure. Within those years, I’ve had to rot in loneliness. It’s not fair. You girls have never been attracted to me. I don’t know why you girls aren’t attracted to me, but I will punish you all for it. It’s an injustice, a crime, because … I don’t know what you don’t see in me. I’m the perfect guy and yet you throw yourselves at these obnoxious men instead of me, the supreme gentleman.”

Elliot Rodger blev en helt eller et idol for andre. En anden massedrabsmand skrev I sit manifest lige før han begik drabene: “Hail the supreme gentleman Elliot Rodger!” På den “mørke” del af internettet taler deltagerne om at “go full Elliot Rodger” – dvs. tage den yderste konsekvens af sine problemer, slå en masse af de mennesker ihjel, der ses som årsag til problemerne, og derefter begå selvmord.

Elliot Rodger betegnede sig selv som incel. Han søgte meningsfæller i fora på internettet, herunder på forummet PUAHate, dvs. et forum hvor man delte sin vrede mod PUAs (PUA = PickUP Artist = scoretræner). Deltagerne her var skuffede over de råd, man kunne få fra PUAs, og mente at rådene var fup. Det var altså de særlig frustrerede unge mænd, som havde givet afkald på at modtage råd om hvordan man kontakter kvinder, og i stedet mente at hele the establishment var imod dem.

Med ordet ”manosfæren” betegner man den del af internettet, hvor mænd diskuterer mænds særlige problemer, herunder hvordan kvinder volder mænd problemer. INcel-miljøet er en del af manosfæren, men den omfatter også PUA-miljøet (scoretrænere og deres elever), mænd der har opgivet at have noget med kvinder at gøre (MGTOWs),  mænd der kæmper for mænds rettigheder, f.eks. i forbindelse med skilsmisser, selvmord og arbejdsulykker.  En stor del af dette foregår i de dunkelt belyste dele af internettet, og de mænd, der færdes her, har meget lidt indbyrdes kommunikation uden for internettet.

Men der er situationer, hvor resten af samfundet pludselig får et indblik i hvad der foregår på den mørke del af internettet. En sådan situation var Elliot Rodgers massemord, i forbindelse med at han lagde sit manifest frem, så alle kunne se, hvilke tankesæt han var under indflydelse af. Det har betydet, at omverdenens indtryk af manosfæren er meget præget af opfattelsen af personen Elliot Rodger. I wikipedia-artiklen om manosfæren hedder det at man har sat den i forbindelse med online chikane, massedrab og andre voldsepisoder i den virkelige verden, og man har givet den en rolle i forbindelse med at radikalisere mænd, så de begår vold mod kvinder. I wikipedia-artiklen om incels står der at mindst seks massemord er begået siden 2014 af mænd der har identificeret sig som incels eller havde refereret til incels i deres posteringer på nettet. ”Incel samfund er blevet kritiseret af medier og forskere for at være kvindehadende, opfordre til vold, udbrede extremistiske synspunkter, og radikalisere deres medlemmer. Fra 2018 og frem er incel ideologien i stigende grad blevet beskrevet som en terroristisk trussel, og et angreb I februar 2020 I Toronto, Canada, blev det første tilfælde af angiveligt incel-relateret vold som blev retsforfulgt som en terror-handling. ”

På den måde har handlinger begået af nogle mere eller mindre psykisk syge personer, ikke mindst Elliot Rodger, farvet mainstream samfundets opfattelse af manosfæren. Mainstream-samfundet fordømmer hele manosfæren og ser manosfærens medlemmer som potentielt voldelige kvindehadere.

Desværre er omverdenens interesse for incels mest koncentreret om at fordømme dem. Der er mindre interesse for deres personlige baggrund, for hvad der fører til at de bliver incels, og for hvordan man forebygger at de bliver sådan. Især er der alt for få der fokuserer på disse incels´ familiebaggrund.

Der er ellers indikationer nok på at familiebaggrunden er vigtig. I en oversigt over de 27 amerikanske skoleskydere, der har dræbt flest ofre, viser det sig, at de 26 af dem havde en enlig mor. I mange tilfælde havde moderen været enlig lige fra fødslen; i en del tilfælde blev forældrene skilt nogen tid før masseskyderiet.

I andre tilfælde er der indikationer på en usund tæt tilknytning til forældrene, især moderen. Det gælder for den tyske mand Tobias Rathjen, der i en alder af 43 år stadig boede hos sine over 70 år gamle forældre. Begge forældre levede for deres søn, får vi at vide. Men noget må have været forkert i forholdet til moderen. Efter at have dræbt ni mennesker og såret flere, vendte han hjem, skød sin 72-årige mor, og derefter sig selv. Derimod var faderen uskadt, da politiet nåede frem til hjemmet.

Adam Lanza, der begik en massakre i Connecticut i USA i 2012, startede med at skyde sin egen mor, mens hun sov, og tog derefter hen på moderens arbejdsplads og skød dels 20 børnhavebørn, dels et antal voksne kvinder. Igen må der være en meget stærk frustration i forhold til moderen. Drabet på børnehavebørn kan ses som et angreb på den verden, der var vigtig for moderen.

Anders Behring Breivik, der begik massakrerne i Norge i 2011, var vokset op hos en fraskilt mor. Moderen var en varm tilhænger af alt hvad der repræsenterer socialdemokratiske værdier – støtte til de svage i samfundet, støtte til indvandrere osv. Og Breivik gik tydeligvis efter at angribe præcis det, der var moderens værdier.

Om 26-årige Chris Harper Mercer, som i 2015 dræbte mindst ti personer, læser vi: ” Han boede alene sammen med sin mor i en lejlighed, og flere naboer beskrev ham som knugende ensom. Han sad alene på altanen i mørket og stirrede ud på verden, sagde én, der også beskrev ham som »ualmindelig fjendtlig.« Ingen så ham nogensinde sammen med andre end moderen.”

Det fællestræk jeg ser ved disse ellers ret forskellige mænd, er at de har haft et tæt forhold til moderen, og at moderen har haft en dominerende rolle i deres liv. De tilfælde, hvor moderen blev skudt, kan tolkes som tilfælde hvor moderens dominans var så stor, at det udløste et helt radikalt opgør.

Det er et generelt mønster, at unge mænd med et meget tæt forhold til deres mor, har svært ved at få kærester. Jeg vil endda sige, at de unge kvinder går i en stor bue uden om en fyr, der bærer stærkt præg af at være under indflydelse af sin mor. Dette kan også ske, hvis moderen er meget kærlig og hengiven, som hos Tobias Rathjen, hvor forældrene ”levede for deres søn”. Et noget lignende mønster ser vi hos Flemming Nielsen, der i 1994, i en alder af 35 år, skød på fire kvinder på Aarhus Universitet (se. S. 24 i ”Alfahan eller tøffelhelt”). Hans forældre var tæt forbundne med ham, men på en usund måde. Han skrev i sin dagbog at han var vred på sine forældre og på kvinder generelt. Psykologisk set tror jeg, at sønnen vænner sig til, at kærlighed fra en kvinde (nemlig moderen), er noget der bare kommer af sig selv, uden at han selv kan gøre til eller fra. Han lærer ikke, hvad en mand selv skal gøre for at skaffe sig kærlighed, og når det kommer til jævnaldrende kvinder, er han helt uden forståelse for, hvad han skal gøre for at gøre en kvinde interesseret. Alle de ovennævnte mænd er eksempler på frustrerede enlige mænd, hvis frustration førte dem til at begå frygtelige voldshandlinger. Men de udgør kun toppen af isbjerget. Langt de fleste incels begår ikke den slags vold; nogle af dem idealiserer volden; men de fleste er blot dybt frustrerede.

Mange incels er stærkt frustrerede og dybt ulykkelige mennesker. Det ville være på sin plads at tænke mere over deres familiebaggrund og over, hvorfor de har så totalt mangel på held med kvinderne. Men det er der ikke meget motivation for. En mand skriver f.eks. om Elliot Rodger: ”Vi er nødt til at have denne diskussion, fordi der skal ikke gives nogen som helst sympati for en sådan dreng.”

Selvfølgelig skal vi stærkt fordømme de personer, som i deres frustration skyder løs på tilfældige mennesker. Men den helt generelle og skråsikre fordømmelse af incels og af alle mandefællesskaber, der på nogen måde kan sættes i forbindelse med incels, og den totale mangel på indlevelse i deres tankegang, forhindrer at samfundet ser på mænds specifikke problemer, og mulighederne for at løse dem.

Det generelle kapitel om incels ses her.

Barnløse mænd

Mange danskere får aldrig børn. I en alder af 44 år har 22,5 % af mændene endnu ikke fået børn. Ud af de 50-årige er det ca. 20 % af mændene, mod ca. 12,5 % af kvinderne, der aldrig har fået børn. Andre tal siger, at igennem de senere årtier har andelen af barnløse kvinder i Danmark ligget omkring 10 – 12 %.
Den andel af alle mænd, der aldrig bliver fædre, er stigende. Det findes der bl.a. tal for i Norge (4). Andelen af mænd, som ved en alder af 45 år ikke har fået børn, var i 2000 17%; det var i 2019 steget til 25 %. De tilsvarende tal for 45-årige kvinder var i 2000 11 % og i 2019 14 %. Andelen af mænd, som ved en alder af 50 år ikke har fået børn, er nu 21,5 % for den yngste årgang af 50-årige mænd. Det er steget fra 13,3 % for mænd af ældre årgange. Andelen af barnløse vokser altså, men mest for mænd.
Det samme ses i Sverige. Her er den andel, der er barnløse ved en alder af 45 år, nu ca. 22 % for mænd og ca. 13 % for kvinder. Andelen er barnløse mænd ved en alder på 45 år er vokset kraftigt frem til 2005, men er ikke vokset siden da.
Generelt er det sådan i de nordiske lande, at andelen af kvinder som forbliver barnløse, i de senere år har været lidt faldende (Danmark, Sverige) eller lidt stigende (Norge, Finland). I de fleste europæiske lande er tendensen en svag stigning.
For mænd er den generelle tendens i Europa, at langt flere mænd end kvinder er barnløse. Især er der relativt mange barnløse mænd i Nordvesteuropa. Højest ligger Finland med 27 % barnløse mænd.

Det er oplagt, at relativt mange af de barnløse mænd er mænd som er lavt uddannede, har lavt betalte jobs, eller har dårligt helbred. Men i stigende grad er det også mænd med ret høj uddannelse, som ikke får børn.

Det er væsentligt, om de barnløse mænd er barnløse fordi de ikke ønsker at få børn, eller fordi de blot ikke har held til at finde en kommende mor til deres børn.
Lad os se på, hvad oplysninger der findes dette.
Der findes ikke mange data fra Danmark; men der findes data fra Sverige og Norge om højtuddannede mænd omkring 30-års alderen. Disse data viser at 89-97 % af de barnløse mænd gerne vil have børn.

Undersøgelser i de fleste af Europas lande tyder på, at det kun er et lille mindretal af de barnløse mænd, der er barnløse med vilje. Det drejer sig om tal for  hvor stor en del af de 18 – 40-årige der har til hensigt ikke at få børn. Her er det i Danmark ca. 11 % af kvinderne og ca. 16 % af mændene, der ikke har til hensigt at få børn. Men den andel, der frivilligt giver afkald på at få børn, er meget lavere, ca. 3 %. For mange andre europæiske lande ligger tallene i samme område; men i en del lande i Vesteuropa er den andel, der ikke har til hensigt at få børn, og som frivilligt giver afkald på at få børn, noget højere.
Der findes kun ganske få interviewundersøgelser af mere modne personer, der kan belyse barnløse mænds motiver for ikke at de ikke har fået børn. Der findes en lille dansk undersøgelse, som kun omfatter 9 barnløse mænd. Af dem vil de 8 gerne have børn; kun 1 vil ikke have børn.

En norsk interviewundersøgelse omfatter 25 barnløse mænd. De fleste af dem ønsker børn. To af dem siger direkte, at grunden til at de ikke har børn, er at de er single og ikke kan finde sig en kone. Mange af de øvrige bruger så mange timer om ugen på arbejde, at de ikke rigtig har tid til at finde sig en kæreste og få børn; men i princippet vil de gerne have børn – de er bare ikke klar lige nu. Nogle af disse vil ikke have børn, hvis barnets mor stiller store krav til deres deltagelse i familielivet, da det ikke kan forenes med at arbejde så mange timer om ugen, som de gør. Andre venter, fordi de vil være sikre på at den kvinde, der er sammen med, nu også er den rette livsledsager. Men ingen af de 25 udtrykker, at de ikke ønsker børn.
En svensk interviewundersøgelse af repræsentativt udvalgte barnløse personer omfatter ca. 360 personer af hvert køn. De er fulgt igennem flere år. Nogenlunde lige mange mænd og kvinder angav som grund til barnløsheden, at de ikke havde fundet den rette partner. Ved en alder af 28 år galdt det ca. 46 %, ved en alder af 32 år var det ca. 55 %, og ved en alder af 36-40 år var det omtrent 60 %. Det viser at den vigtigste årsag til ikke at have fået børn, når man nærmer sig en alder på 40 år, er at man mangler en partner at få dem med.

I en anden svensk undersøgelse svarede mere end 90 % af kvinderne i årgang 1969, som stadig var barnløse i en alder af 23 år, at de gerne ville have barn i fremtiden. Det tilsvarende tal for mænd i årgang 1964 som var barnløse i en alder af 28 år var at godt 80 % gerne ville have børn i fremtiden.
I Østrig har firmaet ElitePartner fået lavet en undersøgelse, der bl.a. omfatter 423 singler af begge køn. Af disse singler var der 19 % af kvinderne, men hele 39 % af mændene, der ønskede sig at få et barn.

Alt i alt er situationen, at langt de fleste af de 20 – 25 % af mændene, der er barnløse, gerne vil have børn. Hovedparten af dem har det problem, at de forgæves søger at finde en kæreste. For mange af de øvrige er problemet, at de er så optaget af deres arbejde, at de ikke har tid til at finde en kæreste.

De mænd, der i særlig grad gerne ville have en kvindelig livsledsager og stifte familie, men som det ikke lykkes for, falder ind under begrebet incels. Det har jeg skrevet om i dette kapitel.

INTERNATIONAL CONFERENCE ON MEN´S ISSUES 2020

International Conference on Men´s  Issues 2020 (ICMI 2020) afvikles i dagene d. 14.-19. november. Der er tilmeldt 110 foredragsholdere. Foredragene lægges ud på nettet med en times mellemrum.

Man kan orientere sig i nedenstående linkes.

Desværre kan disse links ikke lægges på facebook, da man får en reaktion med at de ”overtræder Facebooks fællesskabsregler”.

https://www.youtube.com/channel/UCKhX1c3ow6BrzdzP3ydpeZQ/videos

ICMI20: updated speakers list

Speakers