Af Kåre Fog og Lone Nørgaard
(Indsendt til Berlingske 29. /12. 2022; afvist 30./12. 2022)
(Tilsvarende indlæg var afvist kort forinden af Politiken og Jyllandsposten)
Dokumentaren ’MeToo: Sexisme Bag Skærmen’ om MeToo-sagerne på TV2 er nomineret til at modtage Cavling-prisen d. 6. januar. Den blev sendt i november 2021 på Discovery Channel og gjorde indtryk.
Flere kvinder mener, at dokumentaren var et klart højdepunkt. Fx skriver Anne Kirstine Cramon: ” Det nedslående ved hele #metoo-debatten er, at det kan virke, som om de kvinder, der står frem, bare gør det for at få mulighed for at jagte mænd ud af byen med høtyve.
Men når det ender der, er det jo, fordi de involverede mænd ikke har røv nok i bukserne til at stille sig op og tage ansvar. Det provokerer, og så bliver de jaget vildt. Men det er ærgerligt, hvis #metoo-sagen reduceres til klapjagt . . . .”.
Hm! Den analyse deler vi ikke, og dette indlæg forklarer hvorfor.
Dokumentaren præsenterer lange interviews med kvinder, der blev krænket under deres arbejde på TV2. Seerne får stort set kun kvindernes version af det skete. Bortset fra én mand, nemlig Jes Dorph-Petersen, er alle øvrige mandlige ’gerningsmænd’ anonyme, og vi kan derfor ikke spørge til sandheden af hver enkelt historie.
Fra anden side kender vi identiteten på tre mænd. Via Therese Philipsen, den kvinde, hvis udsagn fylder langt mest i dokumentaren.
Hun bor nu i Florida, hvor hun er forfatter til kulørte krimier med kvinder som sympativækkende ofre. En af de seneste bøger slutter med en efterskrift, som er interessant: ”Store dele af denne bog er min egen historie.”
Vi får at vide, at en dansk journalist kontaktede hende i Florida og fik hende til at bearbejde og beskrive de 20 år gamle oplevelser, hun ellers havde glemt (!).
Og så: ”Nogle få måneder senere, blev to af de tre involverede mænd fyret fra deres netværk. . . . Den sidste arbejder . . . ikke i netværket mere.”
Oplysningerne rækker til at identificere disse personer; vi har kommunikeret med de tre mænd og hørt deres version. Deres udsagn giver indtryk af, at Philipsen har omdigtet temmelig meget.
Hvorfor ville mændene så ikke medvirke i dokumentaren?
Baggrunden er, at de berørte mænd er blevet skammeligt behandlet i TV2´s advokatundersøgelse. De oplevede at blive stemplet som onde overgribere, at være dømt på forhånd. Erfaringerne fra advokatundersøgelsen demonstrerede klart, at alle oplysninger blot ville blive udnyttet til at begå karaktermord.
To af de tre mænd har haft et seksuelt forhold til en ung praktikant. De indrømmer, at det vidner om ”dårlig dømmekraft”, men er det nok til, at deres liv skal smadres?
Nogle af de ”dømte” mænd har mistet deres ståsted i tilværelsen – i værste fald både job, indtjening, familie og bolig. Ingen vil nogen sinde ansætte dem igen, og de har intet håb om at blive rehabiliteret. Det er en straf hårdere end en fængselsstraf, for den stopper aldrig. Er det en rimelig straf for at have haft sex med en praktikant 1 eller 2 gange?
De seneste år har to kvindelige studieværter på TV2 haft seksuelle forhold til en ung mandlig praktikant. Den ene af disse, Karen-Helene Hjorth, udtaler i dokumentaren, at det ikke bør forekomme. På trods af at hun altså selv gør det.
Faktachefen på TV2, Thomas Breinholt, er den, der har indstillet dokumentaren til Cavling-prisen. Vel vidende at to kvindelige studieværter har ligget i med en mandlig praktikant. Han ved også, at TV2’s nuværende øverste direktør, Anne Stig Christensen, selv som praktikant dengang af egen fri vilje havde en relation til en afdelingschef. Han accepterer altså, at chefer af hunkøn har forhold til praktikanter. Er de hankøn, venter en fyreseddel.
MeToo-sager virker som terror, der måske endda har til hensigt at lamme mændene. Bliver andre mænd så bange, at de holder meget lav profil og giver feminister ret i alt? Kan Breinholt være motiveret af at signalere, at han er på kvindernes side? Bare sådan for en sikkerheds skyld? Eller har han en overudviklet beskyttertrang over for kvinder, der fremstiller sig selv som ofre? Uden at være det. Det vides ikke, men spørgsmålene bør stilles.
Det er et fundament i vores kultur, at i en konflikt kan det ikke på forhånd afgøres, hvem af parterne, der taler sandt. Derfor skal begge parter høres. Det er ikke sket i denne sag, hvor mændene ikke er blevet afhørt med de samme rettigheder som i en retssag.
Derfor har de involverede mænd ikke ønsket at deltage i dokumentaren. En forhåndsstempling som ond udelukker en reel mulighed for at blive hørt.
Summa summarum: Dokumentaren er et ekstremt ensidigt produkt, der sidst af alt fortjener at blive hædret med en pris.