Kampen for at gøre flest mulige personer transkønnede

I det første kapitel om transkønnede har jeg skrevet om mindreårige børn, der føler at de er født i det forkerte køns krop. Det viser sig, at et sted mellem 10 og 30 % af disse børn stadig føler sig som transkønnede, når de når puberteten. Hos resten, altså et stort flertal, går tingene i sig selv igen. De accepterer det køn, de er født med, og som voksne bliver de oftest homoseksuelle.

Dette er resultatet af forskning flere steder i verden, bl.a. en klinik i Toronto, hvor en af verdens førende eksperter på området, Kenneth Zucker, arbejdede. Lobbyorganisationer for transkønnede var så utilfredse med resultaterne fra Zuckers forskningsgruppe, at de fik universitet i Toronto til at fyre ham, uanset at han ikke havde gjort noget galt. De transkønnede aktivister er utilfredse med selve ideen om, at der kan være nogle børn, som på et tidspunkt føler sig som transkønnede, men ikke bliver ved med at føle sig som transkønnede og ikke går ind i et behandlingsforløb for at få kønsskifte. Aktivisterne ser det som diskrimination og manglende anerkendelse, at et barn ikke straks bliver anerkendt som transkønnet. Selve det, at nogen på et tidspunkt kan føle sig som transkønnede, og så senere fortryder, er en torn i øjet på de transkønnedes organisationer, og de gør hvad de kan for at nedgøre og udslette forskningsresultater, der går imod dem.

I det andet kapitel om transkønnede har jeg beskrevet hvordan det forløber, hvis en ung person påbegynder en proces henimod kønsskifte. Det starter gerne med at personen får ”stop-hormoner”, der sætter puberteten på standby. Det bremser kroppens vækst og udviklingen af modne kønsorganer, og har altså omfattende konsekvenser. Når personen når en alder på 16 år, begynder man at behandle ham/hende med det modsatte køns hormoner. Det fører til varige ændringer og til sterilitet for resten af livet. Når personen er fyldt 18 år, kan man følge op med kirurgiske indgreb, hvor man modellerer de ydre kønsorganer om, så kroppen mest muligt ligner det modsatte køns krop.

Alt dette betyder, at når først en ung person påbegynder processen henimod kønsskifte, så er det en proces, der fører frem til varig ændring af kroppen og varig sterilitet. Det kræver nøje overvejelser at gå ind i en sådan proces, som ikke kan fortrydes, og beslutningen bør tages efter nøje gennemdrøftelse i samråd med den unges forældre. Imidlertid er de transkønnede lobbyister meget ivrige for, at en sådan beslutning skal tages så hurtigt som muligt, og gerne uden forældrenes godkendelse. De ønsker tydeligvis, at så mange mennesker som muligt tager skridtet og skifter køn, og jo tidligere dette skridt bliver taget, jo større er muligheden for at få den unge ind i en proces, som ikke kan fortrydes. De ønsker også at beslutningen tages tidligt i livet, hvor den unge endnu ikke har nogen realistisk fornemmelse af risici.

Den store stigning i antal tilfælde
I de allerseneste år er antallet af tilfælde, hvor en person henvender sig til kønsskifte-klinikker, steget voldsomt.
I 2012 søgte 4 børn om kønsskifteoperation i Sverige. Det steg til ca. 200 børn i 2016.
I Danmark lå antallet på ca. 4 personer om året frem til 1978.
Endnu omkring 2004 blev der henvist omkring 5 personer om året til kønsskifteoperation på Rigshospitalet. Dette er siden da steget til ca. 350 personer, dvs. langt flere end der er kapacitet til at operere.
Der er bl.a. også sket en stor stigning i antallet af børn der henvises til operation.
I Storbritannien er antallet af børn og unge, der identificerer sig som transkønnede, steget fra 51 i 2009 til 1766 i 2016 – det er en stigning på en faktor 34 på bare syv år.

Denne stigning må tydeligvis have noget at gøre med øget opmærksomhed. Flere mennesker læser om transkønnede på nettet, eller ser videoer om kønsskifteoperation. Det kan gøre, at personer som havde diffuse problemer med at finde ind i en passende kønsrolle, pludselig bliver opmærksom på muligheden for, at de i virkeligheden er transkønnede. Det kan også have skabt større accept i forældregenerationen, sådan at flere børn og unge nu tør komme frem med deres sande følelser om dette.

Der er også en anden teori, nemlig at det kan have at gøre med østrogen-lignende stoffer i miljøet, f.eks. fra forurening eller fra visse typer af hovedpinepiller.

Der er dog et mønster, der gør, at ingen af disse forklaringer helt stemmer. Indtil for få år siden var det sådan, at ca. ¾ af de personer, der henvendte sig om kønsskifte, var drenge og mænd. Sådan er det ikke længere. Den store stigning blandt unge mennesker er langt større for kvinder end for mænd. Denne tendens til at kraftig overvægt af unge kvinder blandt dem, der vil have kønsskifte, ses overalt i vores kulturkreds, f.eks. i USA, Canada, Storbritannien, Holland, Finland og New Zealand.
F.eks. er tallene for Storbritannien som følger:
I 2009 var der i alt 15 unge kvinder, der identificerede sig som transkønnede. I 2016 var det tal steget til 1.071 – på syv år var antallet altså steget med mere end en faktor 70.

Der er ingen af de nævnte forklaringer der kan forklare, hvorfor stigningen er langt større for kvinder end for mænd, og hvorfor den tidligere overvægt af mænd der blev transkønnede nu er skiftet til  en overvægt af kvinder på op til 80 %.

For de transkønnede lobbyister kan denne udvikling ses som en stor sejr – mange, mange flere end før er nu kommet ind i de transkønnedes rækker. Og noget tyder på, at det netop er sådan disse tal skal anskues – som resultat af en bevidst indsats fra trans-lobbyisternes side.

En artikel om teenagerpigers pludselige transkønnethed
Det meget store antal teenage-piger, som pludselig har erklæret, at de er transkønnede, har fået mange af pigernes forældre til at reagere. I 2015 og 2016 blev der oprettet flere grupper og sider på internettet for bekymrede forældre med børn, der pludselig, ud af det blå, erklærede sig som transkønnede. En amerikansk forsker, Lisa Littman, lagde et spørgeskema ud på disse sider, og fik det besvaret af flere hundrede forældre i slutningen af 2016. Hun bearbejdede den information, hun fik fra de i alt 256 besvarelser, og resultaterne blev offentliggjort i et videnskabeligt tidsskrift i 2018.

De oplysninger, hun fremlagde, var temmelig rystende – de viste hvor let piger i den meget påvirkelige alder kan påvirkes af internet-sider og især af veninder til pludselig at erklære sig transkønnede uden forudgående varsel.

Det gjorde da også stort indtryk på transkønnede personer, at Littman kunne argumentere for at det pludseligt store antal unge kvinder, som ville have kønsskifte, nok ikke faktisk var transkønnede. Trans-lobbyen følger hele tiden den linje, at enhver der på noget tidspunkt erklærer at være transkønnet, uden videre skal anerkendes som sådan, og skal støttes i en udvikling hen imod kønsskifte-behandling.

Anonyme personer med stærke personlige interesser i dette forskningsfelt henvendte sig til tidsskriftet med påstande om at metode og konklusioner var fejlagtige. De mente at artiklen var udtryk for trans-fobi. En af henvendelserne var fra en anonym person med email-adressen SadistHailey og med teksten: ”Den vedhæftede artikel blev skrevet under anvendelse af transfobiske pift (f.eks. køn observeret ved fødslen), så det er sandsynligt at en transfobisk person har bidraget, en person som ved nøjagtigt hvad de gør.”

Mærkeligt nok reagerede redaktøren meget imødekommende og venligt på denne messenger-besked. Stillet over for sådanne påstande, som så ud til at høste opbakning fra grupper på de sociale medier befolket af lægmands-aktivister, gav tidsskriftet efter for kritikken allerede fem dage efter at artiklen var publiceret. Tidsskriftets redaktør annoncerede, at de ville igangsætte en faglig efter-vurdering. Littmans universitet fjernede en artikel på deres hjemmeside, som ellers omtalte undersøgelsen. I stedet udsendte de en erklæring om, at de støtter seksuelle minoriteters sundhed, og at de vil nedsætte en gruppe af eksperter som skal give retningslinjer for fremtidig forskning på området.

Efter 7 måneder var efter-vurderingen af artiklen færdig, og det førte til at artiklen blev publiceret i en ny udgave med små korrektioner og en længere kommentar-artikel.

Der er stadig et relevant punkt, hvor artiklen kan kritiseres fagligt: Nemlig at data bygger på indberetning fra en gruppe forældre, som ikke nødvendigvis er repræsentative. Der er ingen krydstjekning fra andre grupper, så som de unge selv. Som vi skal se i det følgende, vil et sådant krydstjek dog være umuligt.

Forældrene i undersøgelsen er hovedsagelig fra USA, Canada og Storbritannien. 88 % af forældrene svarer ja til, at transkønnede personer fortjener de samme rettigheder og den samme beskyttelse som andre personer i deres land. Blandt et repræsentativt udvalg af den amerikanske befolkning svarer 89 % ja til samme spørgsmål, så disse forældre er temmelig repræsentative i deres holdning til transkønnede generelt.

Rapid onset gender dysphoria
Littmans artikel formulerer et nyt begreb, ”Rapid Onset Gender Dysforia” (ROGD). Det betyder kønsdysfori, som indtræder meget hurtigt.

De unge, som blev beskrevet via forældrenes svar, var hovedsagelig kvinder. De var i gennemsnit 15 år gamle, da de bekendtgjorde at de var transkønnede. Indtil det tidspunkt var 35 % af pigerne og 57 % af drengene klart heteroseksuelle. Resten var aseksuelle, biseksuelle, homoseksuelle eller uafklarede.  80 % af dem havde som mindreårige ikke vist et eneste tegn på en adfærd, der tydede på køns-dysfori, og ikke en eneste havde som mindreårig fuldt ud opfyldt de officielle DSM-5 kriterier for transkønnethed. Da de unge meddelte forældrene, at de følte sig som transkønnede, kom det i 32 % af tilfældene helt uden forudgående tegn. For nogle havde der været nogle forudgående tegn inden for den seneste foregående uge, eller indenfor en periode på 3 måneder. Kun 36 % af dem havde vist visse tegn længere tid forud. Det var altså omkring halvdelen af dem, hvor påstanden om at være transkønnet kom stort set helt ud af det blå. Der var således i ekstrem grad tale om ”rapid onset”. Kun 2 % af forældrene anerkendte umiddelbart, at deres barn virkelig var transkønnet.

De unges kendskab til transkønnethed stammede dels fra internettet, og dels fra venindegrupper. I 67 % af tilfældene var det sådan, at på det tidspunkt, da de ”sprang ud”, var de medlem af en venindegruppe hvor også en eller flere andre pludselig var transkønnede. De fleste af de øvrige havde kort forinden vist en stærkt forøget interesse for oplysninger på internettet.

Disse oplysninger gør det rimeligt at tvivle på, om disse unge mennesker virkelig var transkønnede i almindelig forstand. Det gælder for ca. 0,7 % af unge amerikanere, at de siger at de er transkønnede (og endnu færre er transkønnede efter en nøjere vurdering). Hvis der f.eks. er fire teenagepiger i en venindegruppe, som alle sammen er transkønnede, så er sandsynligheden for at dette skulle ske rent tilfældigt, mindre end 1:100.000.000. Man kunne godt formode, at alle piger på en skole, der føler sig som transkønnede, kan finde sammen i én gruppe; men der er ikke tegn på, at venindegrupperne blev dannet på den måde. Førend det kom på mode at være transkønnet, dvs. før år 2000, var det højst 1:10.000 der var reelt transkønnede. Sandsynligheden for, at der i en venindegruppe samtidig skulle være 3-4 reelt transkønnede i traditionel fortand, er derfor stort set nul. Det er derfor rimeligt at konkludere, at der kan umuligt være tale om at disse piger er reelt transkønnede i den forstand, som der blev redegjort for i artikel 1 og artikel 2.

Over halvdelen af disse unge (hovedsagelig piger) har ifølge forældrene dårlig eller meget dårlig evne til at håndtere negative følelser. 62 % havde let ved at blive overvældet af negative følelser, og ”håndterede” det ved at undgå situationer, der kunne udløse disse følelser. 63 % havde en eller flere diagnoser på psykiske eller neurotiske lidelser. Næsten halvdelen var præget af traumatiske oplevelser. Mange var autister.

Over halvdelen af alle teenagepiger er utilfredse med deres krop; hvis den utilfredshed parres med tendens til at undgå negative følelser, så kan mange piger måske finde en løsning ved at tro, at de i virkeligheden befinder sig i den forkerte krop.

Samtidig er det sådan, at de internetsider, der inspirerer disse unge til at erklære sig som transkønnede, har meget brede beskrivelser af hvad der kan indikere at man er i den forkerte krop. Littmans artikel giver eksempler fra Reddit og Tumblr på angivelige tegn på kønsdysfori. Det er f.eks. vedvarende vanskelighed ved at komme igennem sin dag; fornemmelsen af at være fremmed over sine egne følelser; mangel på formål med tilværelsen. Enhver person med pubertetsproblemer og manglende evne til at håndtere negative følelser vil kunne føle, at disse tegn passer, og begynde at tro, at han/hun er transkønnet.

Littmans artikel beskriver også det meget stærke gruppepres, som de fleste af disse unge er udsat for. Inden for en venindegruppe er der stor beundring for dem der er transkønnede, og stor foragt for den omgivende verden, som ikke er transkønnet. Hvis en pige siger, at hun ikke er transkønnet, vil hun blive hånet og må formentlig forlade gruppen. Det er så deprimerende at forlade gruppen, at hun så hellere vil blive i gruppen og erklære sig transkønnet lige som de andre.

Fra internettet henter de unge råd om, hvordan de skal håndtere omgivelserne. De læser hvordan de skal optræde over for den læge, de konsulterer. De skal på forhånd læse om DSM-5 kriterierne for transkønnethed, og sørge for at præsentere en historie, der passer med disse kriterier. De skal sige at de længe har følt sådan, men ikke turdet fortælle det til nogen – den påstand kan aldrig verificeres. De skal finde ud af, hvad lægen gerne vil høre for at kunne udskrive behandling med testosteron, og så sige præcis det. De får at vide at det er lige meget om de lyver – det afgørende er at få testosteronet.

Det er da også sådan, de unge opfører sig overfor forældre og læger. Samtidig findes der ingen objektive kriterier for hvornår en person er transkønnet; det afgørende er, at personen selv insisterer på at være det. Det kan aldrig kontrolleres, og der er derfor frit spil for at fremstille sig selv på den ”rigtige” måde. Der er tegn på, at mange af de unge faktisk lyver om disse ting, og i hvert fald tvivler 77 % af forældrene direkte på hvad de unge siger. Lige netop derfor er det umuligt at undersøge forekomsten af ROGD ved at interviewe de unge selv.

Kun 44 % af de unge er villige til at arbejde med deres problem med det psykiske helbred. Men 56 % af de unge tror entydigt, at de vil få det bedre hvis de skifter køn. På det tidspunkt, da de ”springer ud” – altså gennemsnitligt i en alder af 15 år – vil 67 % have kryds-sex hormoner, og 53 % vil opereres. Det vil sige at flertallet vil med det samme ind i behandling, som gør dem permanent sterile. Denne utålmodighed og overilede attitude stemmer med, hvad trans-lobbyister vil have de unge til at gøre – de skal så hurtigt som muligt gøre noget uigenkaldeligt, så der ikke er nogen vej tilbage, sådan at det sikres, at de ikke fortryder.

Ifølge forældrene fik lidt over halvdelen af de unge fra internettet eller fra bekendte råd om, hvordan de skulle overtale forældrene til at acceptere deres kønsskifte: At det var vigtigt at de påbegyndte kønsskifte øjeblikkeligt (35 % af de unge); at hvis forældrene nægtede de unge at få hormoner med det samme, skulle de kalde forældrene groft ufølsomme og transfobiske (34%); at hvis de udskød kønsskiftet ville de senere fortryde det (29%); hvad de skulle sige til en læge eller terapeut for at få hormoner (23%); og hvis forældrene var modvillige, skulle de fortælle forældrene at der en høj risiko for selvmord blandt transkønnede teenagere. Faktisk havde 64 % af de unge kaldt deres forældre transfobiske eller fanatisk reaktionære, og  31 % af de unge havde nævnt selvmordsrisikoen for forældrene; det lægger selvsagt et voldsomt pres på forældrene og er effektivt for at få forældrene til at give efter.

Mange af de unge fik det dårligere efter at de havde fortalt deres forældre, at de ville have kønsskifte. Kun 7 % fik et bedre forhold til forældrene; 57 % fik et dårligere forhold. 35 % præsterede dårligere i skolen derefter. Næsten 60 % fik mere ensidige interesser.

De sociale følgevirkninger af at de unge erklærede sig transkønnede, var omfattende. 45 % af de unge havde trukket sig væk fra familien, og endnu flere forsøgte at isolere sig fra familien. 43 % skrev på de sociale medier, at deres forældre var transfobiske eller toksiske. 29 % nægtede at tale med deres forældre. 25 % holdt helt op med at omgås personer der ikke var transkønnede. 52 % havde ingen tillid til mainstream samfundets læger og terapeuter. 47 % havde kun tillid til de informationer, som kom fra transkønnede personer og netsider. 18 % var fjendtlige over for alle ikke-transkønnede personer.

Tendensen til at de unge fik det værre efter at de var ”sprunget ud”, var langt større for dem der var under indflydelse af en venindegruppe end for de øvrige. En relativt stor andel af de unge i venindegrupper (modsat dem der ikke var i en gruppe) havde før de sprang ud ingen psykiske problemer; men efter at de sprang ud, havde 52 % fået det psykisk dårligere.

Alt dette giver indtryk af en form for hjernevask, som kan sammenlignes med det der sker, når en person indfanges af en religiøs sekt.

En del af forældrene kunne fortælle om den unges første konsultation med en læge eller en specialist i transkønnethed. I 67 % af tilfældene var det, den unge sagde under konsultationen, ikke sandt, og i mange af de resterende tilfælde tilbageholdt de unge vigtig information. I 70 % af tilfældene spurgte specialisten overhovedet ikke til psykiske sygdomme hos den unge, på trods af at der ofte var grund til det. På trods af at ingen af de unge opfyldte normale krav til transkønnethed, var det mindst 24 % af specialisterne, som udskrev recepter på hormoner allerede ved første konsultation. De unge har tydeligvis opsøgt specialister med sympati for transkønnethed, og som på helt uansvarlig vis har samarbejdet om at sætte kønsskifte i gang hurtigst muligt. De fleste af disse specialister undlod at samarbejde med den unges almindelige læge. De fleste specialister var ligeglade med hvad forældrene fortalte, og en del af dem skubbede aktivt på for at få kønsskifteprocessen i gang, også førend den unge selv havde bedt om det.

Der er nogle træk ved de venindegrupper, der støtter hinanden i at ville skifte køn, som minder om hvad der foregår i forbindelse med anorexi.
Anorexi er også en tilstand som mest rammer piger i teenage-alderen, og som har at gøre med en forstyrret opfattelse af kroppen. Anorexi-piger støtter hinanden i grupper på internettet. Her beundres de piger, der taber mest i vægt, og alle opfordrer hinanden til at gå videre endnu. Der er internt sammenhold og modstand mod den uforstående omverden, og der gives råd om hvordan man kan lyve og snyde så omgivelserne ikke ved, hvor lidt man spiser.

I tilfældet anorexi er det oplagt, at omverdenen ikke skal støtte pigerne i deres tankeverden. Pigerne er på vej til at ødelægge sig selv, på grund af vrangforestillnger. Dette er måske ikke så langt fra situation for unge med ROGD.

Der findes også andre vrangforestillinger, hvor man ikke skal opfylde patientens ønsker; f.eks. findes der vrangforestillinger, hvor en person med en sund krop vil have et ben eller en arm amputeret.

Man kan hævde det synspunkt, at ROGD-fænomenet er en form for psykisk epidemi. Man kan kalde det for en massesuggestion, eller en lidelse der udbredes ved social smitte. Der er mange eksempler på, at kvinder er mere modtagelige for sådan noget, end mænd er. Kvinder i teenage-alderen er ofte meget afhængige af den gensidige sociale støtte i små venindegrupper, hvor de er så tæt sammen, at de bliver enige om alt. Der kendes eksempler på mystiske og uforklarlige sygdomme, som rammer unge kvinder, og som spredes ved social kontakt.
Endog selvmords-epidemier kan spredes ved ”social smitte”.

Når noget sådant kan lade sig gøre i andre forbindelser, så må det også være muligt her. Det er i mine øjne den mest sandsynlige forklaring der kan gives for ROGD-fænomenet. Det er ikke en forklaring, der kan bevises, for ingen ved med sikkerhed, hvilke motiver der driver andre mennesker. Men det er en forklaring der virker mere sandsynlig end at alle disse teenagere pludselig alle sammen, ud af det blå, skulle vise sig at være transkønnede. Den statistiske sandsynlighed for, at det virkelig skulle forholde sig sådan, er meget, meget lille.

Behandler-systemets accept af transkønnethed
I Nordamerika (USA og Canada) vil en ung person med ønske om kønsskifte som regel kontakte en eller anden form for køns-terapeut eller kønsskifte-klinik. Specialister og terapeuter på sådanne steder er oftest tilhængere af den tankegang, den identitets-model, at enhver person selv afgør sin egen identitet. Ideologisk set kan det ses som en tilslutning til identitetspolitik. Enhver person definerer selv, hvem han/hun er. Hvis nogen f.eks. hævder at være kunstner, så er vedkommende kunstner, uanset hvad andre synes.

Inden for spørgsmålet om transkønnede går denne identitets-model dog et skridt videre. Ikke blot accepterer man uden spørgsmål hvad klienten siger om sin kønsidentitet; man undlader også at tage stilling til andre forhold, der kunne spille ind.

De fleste af de pubertetspiger, der henvender sig om kønsskifte, har problemer med deres psykiske helbred. Langt de fleste pubertetspiger er utilfredse med deres krop, og kan have psykiske problemer i den forbindelse. Men her er der tale om, at hovedparten af klienterne har neurotiske forstyrrelse, lider af angst, har problemer med spirende homoseksualitet, har PTSD, eller har diagnoser så som autisme. Dette er f.eks. tydeligt i en finsk undersøgelse, hvor hovedparten af de unge var i psykiatrisk behandling allerede før de henvendte sig om kønsskifte. I de officielle retningslinjer for behandling af børn der føler kønsdysfori angives udtrykkeligt, at hvis der er problemer af de nævnte typer, skal disse problemer håndteres først. Det sker ikke på de amerikanske kønsklinikker. Her er den normale procedure, at der netop ikke stilles spørgsmål om klientens mentale sundhedstilstand. Man går uden videre ud fra, at hvis der er problemer, så kan de løses ved kønsskifte. Klienterne modtager helt utilstrækkelig terapi og rådgivning inden de går videre til kønsskifte.

Den lempelige tilgang betyder en vældig omsætning for alle led i behandlersystemet. I USA er antallet af kønsskifteklinikker vokset enormt. De der producerer testosteron, får en stor del af deres omsætning fra behandling af transkønnede. Der findes endog reklamer, der skal overtale unge med kønsdysfori til at forlange behandling med stophormoner.

Enhver der møder op og siger at han/hun er transkønnet, regnes for faktisk at være transkønnet i samme øjeblik som vedkommende erklærer det. Dette præger klinikkerne i de liberalistiske økonomier i Nordamerika. Men selve tankegangen i identitets-modellen er udbredt overalt – i samme øjeblik en person hævder at være transkønnet, skal dette accepteres ubetinget.

Imidlertid er der siden årtusindskiftet sket en holdningsændring blandt behandlere. Mange har forladt ideen om, at kønsdysfori er en personlighedsforstyrrelse, som skal verificeres med en bestemt diagnose. I stedet mener man, at kønsidentitet er socialt bestemt, og at depression og andre lidelser hos den unge skyldes manglende accept af hans/hendes kønsidentitet. Ud fra den holdning ønsker man at forlade ideen om at den unge skal undersøges nøje og skal opfylde kravene for en diagnose. Man er imod at voksne specialister skal være ”dørvogtere”, der kontrollerer hvem der kan gå videre i kønsskifte-processen; barnet skal selv bestemme; man skal uden forbehold acceptere den unges egen opfattelse af sin kønsidentitet. Den terapi eller behandling, den unge skal have, skal være ”køns-bekræftende” (gender-affirming). Den unge skal give informeret samtykke til den videre kønsskifte-behandling, og man går ud fra at selv børn er modne nok til at give et sådant informeret samtykke. Man sparer udgifter til dyre specialister og går direkte over til konkret handling.

Dette  betyder f.eks. at børn i 8-9-års alderen modtager køns-bekræftende terapi, som i praksis fastholder dem i deres ønske om at være transkønnede. Dette sker, uanset at 70 – 90 % af dem ville forlade ideen om være transkønnede, hvis de blev overladt til sig selv. Med køns-bekræftende terapi kan man formode, at en større andel af børnene fastholder deres ønske om at skifte køn, og de transkønnedes lobbyister er meget interesserede i, at det skal være sådan. De er voldsomt imod den vent-og-se strategi, som bl.a. Kenneth Zucker har stået for, og deres ekstremt stærke modstand mod den strategi var motivationen for, at de fik Zucker fyret, som beskrevet i kapitel 1.

Samtidig mener nogle specialister, at de ofte kan afgøre om et barn er transkønnet eller ej, blot efter en halv times konsultation. Hvor forskningen ellers viser, at man selv med de strengeste kriterier ikke kan forudsige, om et 8-9-årigt barn vil blive transkønnet, så mener disse specialister skråsikkert, at man på bare en halv time kan afgøre det rimeligt sikkert.

Der eksisterer en organisation af specialister der behandler transkønnethed. Siden 2006 har den haft navnet World Professional Association for Transgender Health (WPATH). Medlemmerne af WPATH er positive over for at personer med kønsdysfori så vidt muligt skal skifte køn. De personer, der er mere forbeholdne, er ikke velkomne i organisationen og bliver udelukket.
WPATH udgiver et videnskabeligt tidsskrift, som dog kun bringer artikler der understøtter WPATHs positive holdning til kønsskifte.

Igennem de seneste 40 år har denne organisation haft faglige standarder for behandlingen af transkønnede. Disse standarder er dog blevet lempet meget.
I 2011 vedtog WPATH en ny standard, hvor man opgav at specialister skulle have en ”dørvogter”-funktion. De nye regler betød blot et krav om ”informeret samtykke”, hvorefter den unge straks kunne gå i gang med hormonbehandling. Det betyder i praksis, at når f.eks. teenage-piger pludselig, i stort antal, henvender sig til kønsskifte-klinikker, så bliver de alle positivt modtaget, og nogle får lov at gå i gang med kønsskiftebehandling lige med det samme.
Desuden kan teenagere købe hormoner på nettet og gå i gang med hormonbehandling uden at nogen læge er involveret, og da foreligger der ikke ”informeret smatykke”.

Nogle går i gang med behandling på trods af forældrenes vilje. En amerikansk ”bioetiker” har i et videnskabeligt tidsskrift redegjort for, at det er skadeligt ikke at efterkomme et barns ønske om kønsskifte. Det er derimod det etisk rigtige at staten gennemtvinger hormonbehandling af barnet imod forældrenes vilje.
Der findes også stater i USA hvor forældre ikke har den juridiske ret til at modsætte sig hormonbehandling af deres barn.

Den meget lempelige tilgang gør det muligt for nogle behandlere at behandle børn i ret ung alder. Amerikanske Johanne Olson-Kennedy, der har behandlet over 1000 klienter indtil nu,  har fået et statsligt forskningsstipendium til at følge virkningen af kønsskifte-behandling i meget ung alder. Mindstealderen for at give det modsatte køns hormoner, altså f.eks. testosteron til piger, er nu nedsat fra 16 år til 13 år (i nogle tilfælde 11 år); for piger med tidlig pubertet er den nedsat til 8 år.
Piger ned til en alder af 13 år har fået bortopereret bryster.

I Storbritannien eksisterer der lobby-organisationer for transkønnede, bl.a. Mermaids, der yder støtte til børn og unge der vil skifte køn. Mermaids er ivrige for at sænke den alder, hvor piger kan få testosteron; de bruger den argumentation, at det er en form for mishandling af børnene ikke at give dem testosteron, når de har brug for det. De har inviteret Johanne Olson-Kennedy til England i forsøg på at få samme forhold i Storbritannien som i USA.

I Storbritannien har en lang række foreninger af psykoterapeuter, samt de lægelige direktører for National Health Service i England og Skotland, underskrevet et memorandum som forbyder konverteringsterapi.
Ved konventeringsterapi forstås som regel kristne gruppers forsøg på at ændre et individs seksuelle orientering fra homoseksuel til heteroseksuel; disse kristne grupper ses som reaktionære modstandere af alt andet end heteroseksualitet. I 2017 udkom dette memorandum i en ny udgave, hvor konverteringsterapi defineres som ethvert tiltag der bygger på at bestemte former for seksualitet eller bestemte kønsidentiteter er at foretrække frem for andre.  I memorandummet udtrykker de underskrivende organisationer deres enighed om at enhver form for konverteringsterapi, hvad enten det drejer sig om seksuel orientering eller kønsidentitet, er uetisk og potentielt skadelig.
Også i USA er der nogle faglige organisationer, som blander konverteringsterapi for homoseksuelle sammen med spørgsmål om kønsidentitet hos børn. Derved får de vendt argumentationen på hovedet og forsvarer at børn altid skal gå i kønsskiftebehandlng, hvis de ønsker det. Det betyder at hvis et barn udtrykker kønsdysfori og hævder at være født i det forkerte køns krop, så er det uetisk af behandleren at stille spørgsmålstegn ved dette. Den eneste tilladte form for terapi er kønsbekræftende terapi, dvs. en terapi hvor målet om kønsskifte stort set  er givet på forhånd. Hermed fastslår alle relevante autoriteter i Storbritannien, at vent-og-se strategien er uetisk og potentielt skadelig. Alle involverede børn skal bringes frem til kønsskifte.

I USA og Canada har en række stater vedtaget love, der gør det forbudt at forsøge at ændre et barns kønnede adfærd. Det vil sige, at hvis barnet mener at tilhøre det modsatte køn, så er det forbudt at gå imod barnets opfattelse. Det eneste lovlige er kønsbekræftende terapi, dvs. at føre barnet frem mod kønsskifte.

Sådanne regler og love kommer i stand på basis af, hvad trans-lobbyen siger til politikere og andre. Trans-lobbyen påstår, at deres opfattelse er fagligt velfunderet, og det tror politikerne så på. Men faktisk går de vedtagne regler helt på tværs af eksisterende forskning, som entydigt viser at vent-og-se strategien er den rigtige over for mindreårige børn.

Smædekampagner
Blandt transkønnede er der relativt mange, der har en usædvanligt fjendtlig indstilling over for meningsmodstandere; de viser sig som intolerante, uforsonlige, hadske og aggressive. Det gælder nok især mand-til-kvinde transkønnede, som på den måde demonstrerer, at de stadig har bevaret en mandligt-aggressiv mentalitet, og ikke opfører sig som kvinder.

Der er mange eksempler på dette. Som første eksempel vil jeg nævne kampagnen mod Michael Bailey, psykologiprofessor ved Northwestern University. Bailey bygger på en anden forsker, Ray Blanchard, der står for den opfattelse, at mand-til-kvinde transkønnede ikke er kvinder fanget i en mands krop; mange af dem er auto-gynofile (auto-gynephilic), hvilket vil sige at de er mænd som føler sig erotisk stimuleret ved at se sig selv som kvinder. Det er en opfattelse, som mange transkønnede bliver forarget og vrede over.

Bailey udgav i 2003 en bog, hvor han præsenterer Blanchards hypotese. Det førte til voldsomme angreb på ham fra en række af mand-til-kvinde transkønnede. Bailey modtog emails med chikane og trusler. Hans kolleger fik henvendelser om at Bailey var alkoholiker og burde fyres. Bogen blev præsenteret som en form for Ku-Klux-Klan vendt mod transkønnede. Der blev oprettet en omfangsrig internetside hvis formål var at få Bailey fyret. Han blev beskyldt for at have opdigtet data, for at praktisere uden tilladelse, og for at have haft sex med en af sine klienter. Der blev lagt pornografiske billeder op af hans børn, og han blev beskyldt for at have dyrket analsex med sin datter. Der var også chikane mod hans ex-kone, hans kæreste, og hans venner. Mange journalister refererede anklagerne ukritisk, og Bailey blev fremstillet i pressen som ”Dr. Sex”.

Universitetet indledte en undersøgelse mod Bailey, og samtidig trådte han tilbage som institutleder. Han bevarede dog sin professorstilling. Hans bog var indstillet til at modtage en pris, men trans-aktivisterne fik forpurret at den modtog prisen.

En ung journalist og tidligere aktivist, Alice Dreger, havde sympati for Bailey og gav sig til at efterforske hele affæren. Hun forsøgte at interviewe nogle af de centrale personer som styrede smædekampagnen. Det førte til, at også hun blev udsat for chikane, trusler og hån. Hendes søn blev kaldt for en ”mavesvulst”, og både hun og sønnen måtte have politibeskyttelse.

I 2016 udgav Alice Dreger en bog om hele affæren. Hun modtog også i den anledning af trussels-emails, og trans-aktivisterne forhindrede også denne gang, at bogen modtog en pris, som den var indstillet til. Translobbyen fryder sig over deres sejr på det felt.

I kapitel 1 beskrev jeg hvordan translobbyen var i stand til at få fyret en af verdens førende eksperter i transkønnede, Kenneth Zucker, og få nedlagt hele hans klinik med alle dens ansatte.
Også her tog en journalist, Jesse Singal, fat på at beskrive hvad der var foregået. Det førte til at translobbyen kastede sig over ham, og han modtog en lang række dødstrusler.

Den praktiserende psykolog Tania Marshall er specialist i sammenhængen mellem autisme og transkønnethed. Det er et problem, at mange unge, også piger, som viser ROGD  (ønsker kønsskifte), samtidig er autister. De transpositive behandlere har ikke mange hæmninger med også at bringe autister i kønsskfite-behandling, og det har Marshall skrevet imod. Translobbyen har mobbet hende, hun angribes af internet-trolde, og hun har modtaget dødstrusler.

Det er fælles for alle disse forløb, at translobbyen bruger personangreb som taktik. De forsøger at skræmme deres modstandere fra vid og sans. De forsøger at ødelægge folks gode navn og bringe dem i vanære. Enhver modstand mod at give unge mennesker let adgang til kønsskifte anses for at være konverteringsterapi, altså noget dybt reaktionært og uetisk.

De mange smædekampagner mod enhver modstander gør, at fagfolk overalt er så skræmte, at de forholder sig tavse. Journalister som Alice Dreger og Jesse Singal oplever, at det er meget svært at få fagfolk til at tale åbent. De fleste fagfolk er rystende bange for at sige noget som helst, fordi de ved hvor meget det vil gå ud over dem personligt. Trans-lobbyen har således effektivt saboteret ytringsfriheden og forskningsfriheden.

En af de få, der tør åbne munden, er den britiske psykiater Lucy Griffin. Hun er meget betænkelig ved hormonbehandling af unge mennesker med ROGD, da behandlingen gør dem permanent sterile, og da langtidsvirkningerne er ukendte. Hun arbejder under the National Health Service (NHS) i Storbritannien; men hun siger at NHS er blevet meget skræmt over det stærkt stigende antal krav om tilladelser til hormonbehandling. De tør ikke gå imod det, da de er bange for at blive kaldt reaktionære fanatikere (`bigots´). Griffin skulle holde et foredrag arrangeret af en kvindeorganisation. Det blev forhindret ved at en gruppe på 30 trans-aktivister stormede mødet og afbrød foredraget.

Kathleen Stock er professor i psykologi ved University of Sussex. Hun dristede sig til at skrive et indlæg på en blog om en lov om juridisk kønsskifte. Det udløste en smædekampagne imod hende. Studenter stillede sig op med plakater imod hende, og en studenterforening udtalte, at de ikke accepterede at hun udspredte had på universitetet. Der kom mange beksyldninger mod hende, og nogle forsøgte at få hende fyret. Det værste for hende var dog kollegernes reaktion. De to gkontakt til hende og sagde privat, at de var enige med hende, men ikke turde sige det åbent. De var bange for at ruinere deres egen karriere. De fleste af disse kolleger var kviner, nogle med børn og de fleste med tidsbegrænsede kontrakter, som de ikke kun klare at miste.

James Caspian er en psykoterapeut ansat ved det britiske Bath Spa University. Som erfaren forsker i transkønnethed har han fået kontakt til flere personer, der har fortrudt deres kønsskifte. Translobbyen hævder, at stort set ingen der har gennemført kønsskifte-behandling, fortryder bagefter; alle er tilfredse. Det er dog ikke ganske sandt. Caspian formulerede et forskningsprojekt der skulle undersøge de nærmere omstændigheder omkring transkønnede, der fortryder og vil være ciskønnede igen. Men universitetet sagde nej til projektet, fordi det var ”etisk komplekst”. Universitetets etiske komité udtalte at “de angreb, der vil komme på de sociale medier, vil måske ikke begrænse sig til forskeren; de vil måske også ramme universitetet”.

Caspian har anlagt sag mod sit universitet for at få en juridisk vurdering, med den argumentation at universitetet har afvist et stykke potentielt politisk ukorrekt forskning fordi det vil udgøre en risiko for universitetet. Men dommeren har afvist sagen, fordi Caspian ikke har overholdt den nødvendige tidsfrist.

En anden sag, nævnt ovenfor, angik Lisa Littmans afhandling om ROGD. Som nævnt forsøgte translobbyen at få tidsskriftet til at revurdere afhandlingen, efter at den var godkendt af peer-review og trykt i tidsskriftet – en hidtil uset procedure. Og lobbyen fik Brown University til at slette en meddelelse om afhandlingen.

Debra Soh er en canadisk kvinde som har forsket i neurovidenskab. Som barn var hun ikke kønstypisk – nærmest en drengepige, nærmest prototypen på en pige der ville blive transkønnet. Men et stykke inde i puberteten ændrede det sig pludselig, og hun fik lyst til at være den heteroseksuelle kvinde, hun er nu.

Hun ser med gru på ROGD-fænomenet og på hvordan trans-lobbyen hele tiden presser på for at unge mennesker skal gå i kønsskifte-behandling. Hvis hun havde været teenager i dag, ville hun nok også have gået i kønsskiftebehandling og være blevet steril. Derfor ønskede hun at skrive artikler offentligt der advarede mod ROGD.  Hun havde et manuskript liggende i et halvt år og vidste ikke om hun turde publicere det. Hun drøftede det med sine neurovidenskab-kolleger og vejledere, som alle rådede hende fra at publicere det. De sagde at videnskaben om dette var skudsikker; men at hun måtte vide, hvad der ville ske, hvis hun sagde det offentligt. Hun ønskede at fortsætte sin akademiske karriere, og spurgte om det var klogest at vente til hun fik en fast stilling; svaret var, at selv hvis hun sad i en fast stilling, ville det ikke beskytte hende – hun kunne stadig miste sit job. Så besluttede hun at hun ikke ville blive i et miljø, hvor hun ikke kunne tale åbent og fortælle sandheden, og ikke kunne studere emner som gav mening for hende, fordi hun ikke kunne forudsige, hvem der pludselig ville blive rasende på hende og forhindre at hun fik penge at forske for. Så hun publicerede sin artikel og forlod den akademiske karriere.

Trans-lobbyen har som bekendt formået at gennemføre krav om hvordan man skal tale om køn på universiteterne. Et grotesk eksempel er en sag, hvor en ph.d.-studerende ung mand skrev i et studenterblad, at kvinder ikke kan have en penis. Det er imod den transkønnede ideologi, hvor en person med penis godt kan erklære sig for at være kvinde. Manden blev beskyldt for trans-fobi og blev smidt ud af universitetet, dvs. hans karriere blev ødelagt.
Det viser hvor ekstremt stor magt trans-lobbyen har fået over hvad folk må mene.

Alt dette, og meget andet, viser at trans-lobbyen med enorm energi og ihærdighed nærmest tæppebomber alt hvad der rører sig, som ikke i et og alt stemmer overens med lobbyens snævre opfattelse af hvordan man skal opfatte og håndtere transkønnethed. Hele universitetsmiljøet er præget af frygt, og mange er skræmt til tavshed. Det er lykkedes trans-lobbyen at sabotere den akademiske frihed og ytringsfriheden. Man kan ikke frit forske i hvad man finder vigtigt, og ikke frit udtrykke sin mening.

Trusler mod sundhedsfagligt personale
Fagpersoner i sundhedsvæsenet er etisk forpligtede til at gøre det bedst mulige for patienterne og ikke forårsage nogen skade.
Dette udnyttes af translobbyen til at presse disse fagfolk.

Som omtalt i kapitel 2 er der en stærkt forhøjet risiko for selvmord blandt transkønnede. Det kan hænge sammen med, at mange der skifter køn, i forvejen har psykiske problemer. Der er en stærkt forhøjet risiko for selvmord både før og efter personerne går i kønsskiftebehandling, og det er usikkert om denne risiko bliver større eller mindre efter behandlingen. Det hævdes at være vigtigt for personernes trivsel, at omgivelserne accepterer og anerkender deres transkønnethed. Det er sandt; men som omtalt i kapitel 2 er det ikke klart om kønsskifte nedsætter risikoen for selvmord. Det kanogså være at det øger risikoen for selvmord.

Trans-lobbyen fremstiller det sådan, at der er overhængende fare for at en person begår selvmord, hvis man ikke anerkender at personen er transkønnet, og ikke hurtigst-muligt igangsætter kønsskifte. De nævner f.eks. den svenske undersøgelse, der dokumenterer en 20 gange forøget risiko for selvmord blandt transkønnede; men de glemmer at nævne, at denne tyve gange forøgede risiko er for mennesker, der HAR gennemgået kønsskiftebehandling.

Med denne forvrængede fremstilling kan de beskylde personer der, som Kenneth Zucker, støtter en vent-og-se strategi, for kynisk at bringe børn i fare for selvmord. Det er på alle måde usandt; men det er en strategi, der virker. Spørgsmålet om selvmord bruges til følelsesmæssig afpresning. Ingen tør få det stempel på sig, at man bringer sårbare personer i fare for selvmord. Selvmords-argumentet overtrumfer alt og får næsten enhver til at rette ind efter trans-lobbyens ønske.

Et eksempel på truslerne: En læge lagde et tweet ud med teksten: ”Jeg er en canadisk børnelæge, og mange af os er forfærdede over at vores såkaldte ”ledere” tager trans-aktivisters ideologi til sig”. Det skulle han ikke have skrevet. Han indrømmer følgende:
”`Hvis du ikke kan lide lugten i bageriet, så find et andet sted at være!´ skrev jeg skråsikkert for en måned siden som respons på det tilbageslag, der havde ramt mig efter mit tweet . . . Men nu vil jeg blive i dette bageri, uanset hvor slemt det bliver .” Han fortsætter: ”Men den lille opblussen var at regne for en sommerbrise i sammenligning med det hvidglødende Twitter-raseri der væltede ind over mig fra en rasende pøbel af trans-aktivister. Jeg flygtede ud af bageriet; jeg deaktiverede min Twitter-konto, forskrækket og demoraliseret – og oprigtig talt en lille smule bange.”

Fortrydere presses til tavshed
Så vidt vides er langt hovedparten af de, der får kønsskiftebehandling, tilfredse med resultatet. Men der findes også personer, som fortryder. Der kan være personer som på et tidspunkt af deres liv hvor de havde psykiske problemer, troede at de var transkønnede, selv om de næppe var det. Efter at være blevet opereret går det måske op for dem, at det var en fejltagelse, og de fortryder at de nu har mistet deres kønsorganer.

Sådanne personer burde i sin tid have fået en mere kritisk rådgivning. Derfor kan de bruges som argument for at opretholde ordninger hvor specialister fungerer som ”dørvogtere”, der kun giver tilladelse til behandling, når de føler sig meget sikre på det. Trans-lobbyen, derimod, ønsker at alle, som ønsker, skal have adgang til behandling, uden at blive stoppet af vogtere.

Der er højreorienterede organisationer, som kan bruge fortrydere i deres politiske dagsorden, og som gerne promoverer disse fortryderes historier. Netop derfor er fortrydere i stor risiko for at blive chikaneret af trans-aktivister og truet til tavshed. De fleste personer, der fortryder kønsskifte, holder sig tilbage, og vi hører intet om dem. De tør ikke stå frem.

Forældre behandles negativt
En canadisk mor havde en teenage-pige der hævdede at være transkønnet. Moderen fosøgte at finde en støttegruppe for forældre der kæmpede imod at deres børn skulle have hormonbehandling. Der var ingen sådan støttegruppe noget sted. Men der var en støttegruppe for forældre til transkønnede børn, der modtog offentlig pengestøtte, og hun fik at vide at hun ville være velkommen der. Ved sit første besøg i gruppen ville hun advare de øvrige forældre om ROGD . Hun fortalte om ROGD og om hvor meget  risiko der kunne være ved hormonbehandling. Der blev først helt stille, og så fik hun at vide at hun ikke hørte til dér. Hun var ikke velkommen, og da hun ikke straks ville gå, forlod de 20-30 andre forældre lokalet og lod hende alene tilbage. Politiet blev tilkaldt, og hun måtte skynde sig væk, før de kom.

Til forældre som hende, der er bekymrede for hormonbehandling,  blev der i 2015-2016 oprettet flere internetsider. En førende trans-positiv internationalt kendt specialist har helt urimeligt sammenlignet disse internetsider med Ku Klux Klan.

Der er således to grupper af forældre – de, der er bekymrede og ikke ønsker hormonbehandling af deres børn, og de, der er trans-positive og går ind for køns-bekræftende behandling. De to grupper er ikke på talefod.

Forældre der ikke går ind for hormonbehandling af deres børn, beskyldes for at være sekteriske, trans-fobiske og endog nazister.  En del forældre modtager grove trusler, herunder mordtrusler.

Også lærere og myndighedspersoner kan være ret uforsonlige over for sådanne forældre. De kan f.eks. sige at deres datter faktisk er en søn, og når forældrene modsætter sig at datteren får brysterne skåret af, får de at vide at de er trans-fobiske.

Der er et stigende antal tilfælde, hvor forældre bliver indrapporteret til Børneværnet af skadestue-personale, terapeuter eller læger, fordi forældrene ikke vil bekræfte deres barns forkerte køn.

Nogle specialister taler om, at hvis forældrene ikke vil tillade barnet at gå i hormonbehandling, så udgør familien et ”giftigt miljø”. Så skal man overveje den mulighed, at familien indrapporteres til sundhedsmyndighederne som et usikkert miljø, hvor det er nødvendigt at fjerne barnet.

En moder, som efter en TV-udsendelse i England kom til at kalde et transkønnet barn, født som dreng,  for ”ham”, er blevet indkaldt til politiforhør, idet hun anklages for at have overtrådt ”the  Malicious Communications Act”, fra 1988.

I Canada har retten afgjort, at en 14-årig pige har ret til at få hormonbehandling med det formål at skifte køn, selv om forældrene er imod det. Pigens far blev stædigt ved med at kalde hende en pige, og det har ført til at statens højesteret har dømt ham for ”familievold”. Hvis han igen kalder barnet for en pige, vil han blive arresteret. Det hører med til historien, at den 14-årige pige er i kontakt med to læger, som begge er ekstremt trans-positive. Den ene læge er kendt for at 20 % af de forældreløse børn, han er læge for, bliver erklæret transkønnede.
Hvis folk der bruger et ”forkert” pronomen, kan blive dømt som kriminelle, så kan det nok få mange til helt at holde op med at diskutere om transkønnede.

Spørgsmålet om børns kønsidentitet dukker stadig oftere op i skilsmissesager, hvor den ene forælder fastholder, at barnet er en pige, og den anden fastholder, at det er en dreng. Her er f.eks. en sag, hvor moderen stædigt fastholder at det 4-årige barn er transkønnet.

Den store fokus på transkønnede børn betyder nu, at mange børn endnu mere end før psykologisk set bliver flået i stykker af forældrenes divergerende holdninger.

Skolevæsenet
En organisation der kalder sig Transgender Trend har udarbejdet informationsmateriale til brug i skoler, hvor de argumenterer for en forsigtig tilgang til kønsskifte.  Da de ikke har formået at få økonomisk støtte fra fonde,  har de forsøgt at rejse penge via crowdfunding. Men det fik trans-aktivister til at bombardere Crowdfunding-firmaet med protestbreve, og Transgender Trend fik deres indestående suspenderet, indtil man ved nærmere undersøgelse kunne konstatere, at der ikke var belæg for at sige at deres materiale indeholdt hadtale.

Anderledes let går det for de organisationer, der støtter hurtigt kønsskifte for flest mulige børn. Der gives store fondstilskud til trans-lobbygrupper, som består af personer med ekstreme ideologiske holdninger. De ønsker at fremme en udvikling, hvor flest mulige personer ikke identificerer sig som det køn, de er født med, ud fra en dagsorden om at få udvisket grænserne mellem kønnene.

Det gælder bl.a. organisationen ”Mermaids”, der består af lægfolk der arbejder for at flest mulige børn og unge skal anerkendes som transkønnede. Mermaids henvender sig til skoler og tilbyder kurser for lærerstaben. På disse kurser fremstilles overgangen til det modsatte køns identitet som entydigt positivt, også for små børn. Et eksempel på en video der anvendes i disse kurser, ses her.

Resultatet er, at børn helt ned 5-års alderen bliver undervist i, at køn ikke nødvendigvis er noget evigt fastlagt – kønnet kan godt skifte, og børnene opfordres til at tænke over, hvilket køn de egentlig tilhører. Det kan føre til, at mindreårige børn begynder at tro, at de måske tilhører det forkerte køn. Hvis lærerne så konstaterer, at børnene føler sig som transkønnede, spørger de om børnene har sagt det til forældrene. Hvis børnene så siger, at de tør de ikke, så kan forældrene blive anklaget for at skabe et fjendtligt miljø, hvor børnene ikke tør afsløre deres sande kønsidentitet. Det kan muligvis i fremtiden føre til sager, hvor pædagoger forlanger børnene fjernet fra deres forældre.

Mange steder i Storbritannien har skoleledelsen givet efter for presset fra trans-lobbyen. Man har f.eks. skyndt sig at nedlægge alle pigetoiletter, så alle toiletter er kønsneutrale. Det har gjort mange piger utilfredse, f.eks. piger som menstruerer og er nødt til at besøge toiletrum, hvor der også er drenge til stede. Enkelte piger har helt forladt deres skoler i protest. Nedlæggelse af pigetoiletter er ulovligt; men skoleledelsen har været mere optaget af at lytte til trans-lobbyen end af at overholde loven.

Trans-lobbyen får også skoler til at indføre nye regler om lejrskoleophold, hvor transkønnede og ciskønnede får besked på at sove i samme rum. Også det giver protester.

Skolerne indfører regler om tiltaleformer og om anerkendelse af at der er mere end to køn. Det kaldes at være inkluderende. I den forbindelse kan nævnes en episode fra en skole i Skotland, hvor en 17-årig elev kommer op at skændes med sin lærer. Eleven fastholder, at der kun eksisterer to køn. Lærerens reaktion er disciplinær straf (eftersidning). Ordet ”inklusion” omfatter åbenbart ikke accept af personer med anderledes meninger. Fri diskussion af spørgsmål om køn er ikke tilladt.

Sprogpolitiet
Som bekendt er der udbredt lydhørhed over for transkønnedes ønsker om at regulere andres sprogbrug. Også på danske uddannelses-institutioner begynder der at komme regler, der forbyder folk at omtale transkønnede som et andet køn end det, de ønsker at blive betegnet som. Det går så vidt, at der udmøntes regler om at det er forbudt overhovedet at omtale nogen person som mand eller kvinde, førend vedkommende eksplicit har givet tilladelse til det, dvs. det er forbudt at gøre antagelser om folks køns-identitet alene ud fra deres fremtoning. Det kan være forbudt at bruge ord som ”han” og ”hun”; i stedet forlanges at man bruges pronominet ”de”, også om personer i ental. Et sådant helt overdrevent hensyn til en lille bitte minoritetsgruppes særlige ønsker, kan ses som en ødelæggelse af sproget – og vel også en ødelæggelse, som de transkønnede netop ønsker.

Hvis nogen bruger forkerte personbetegnelser på de sociale medier, kan de blive straffet for det. Der f.eks. et sprogpoliti på Twitter, der gør det muligt for transkønnede at anmelde formuleringer, de ikke bryder sig om, og få vedkommendes Twitter-konto lukket.

Et eksempel er en af de førende canadiske feminister, som på Twitter argumenterede mod at mand-til-kvinde transkønnede skal have adgang til kvinders toiletter, baderum etc. Hun skrev: ”Mænd er ikke kvinder”. Den kommentar blev anmeldt til Twitter, som gav klagerne ret, og feministens Twitter-konto blev lukket.

En så stram sprogcensur betyder, at almindelig fri diskussion om kønsforhold ikke er mulig.

Folk skal ikke altid have lov at definere sig selv.
Det er et problem at der ikke findes nogen objektive kriterier for, hvornår en person er transkønnet. Det vigtigste kriterium er, at personen selv hævder at være det, og det gælder lige fra 3-4-årige børn og op. Spørgsmålet om en person er transkønnet, er altså næsten helt subjektivt, og når noget er så subjektivt, er det umuligt at skabe enighed med henvisning til fornuftsargumenter.

Man kan ikke bare beslutte, at enhver har suveræn ret til at bestemme, hvordan vedkommende vil omtales og opfattes. Der er f.eks. mænd der i en voksen alder skifter køn til kvinde, og derefter deltager i elitesportskonkurrencer for kvinder. Af naturen er de stærkere og mere muskuløse end dem, der er født som kvinder, og derfor vil de som regel vinde. Det giver unfair konkurrence i sporten, og i sin yderste konsekvens gør det kvindesport umulig. Derfor kan man ikke bare anerkende en transkønnet som fuldt ud kvinde, bare fordi vedkommende selv hævder at være det.

Der er også problemer med kriminelle indsatte i fængsler, der skifter køn for at blive overført til kvindefængsler. Kvinderne i disse fængsler nægter at acceptere de transkønnede.

Og der er endog tilfælde, hvor mænd har skiftet køn juridisk, men har beholdt deres penis. De går så ind i damernes bade- og omklædningsrum, til stor bestyrtelse for kvinderne der, som nægter at acceptere dem. Se f.eks. her og her.

Helt generelt kan vi ikke basere os på, at man aldrig må betvivle hvad en person siger om sig selv. Hvis vi på et veldokumenteret grundlag bedømmer en person til at være psykopat, og vedkommende benægter det, skal vi stadig have lov at sige at han er psykopat.

Konklusion
De fleste har en forestilling om, at transkønnede er en undertrykt minoritetsgruppe, og at ordentlige mennesker bør acceptere og inkludere de transkønnede. Man tænker på de uhyrligheder, der er begået over for seksuelle minoriteter i fortiden, og man ønsker at tage helt afstand fra alle tilløb til at behandle minoriteterne umenneskeligt.

Men i dag er tingene vendt om. Accept af transkønnede er så vidt udbredt, at de transkønnede kan sætte dagsordenen. Det viser sig, at deres dagsorden er mere vidtrækkende end man først skulle tro. For trans-lobbyen gælder det ikke bare om at sikre, at deres identitet som transkønnede bliver anerkendt. Deres dagsorden er at få så mange mennesker som overhovedet muligt til at blive transkønnede, dvs. de har udviklet sig til en slags sekt, der missionerer for at få flere medlemmer.

Det eneste kriterium for, om en person er transkønnet, er at vedkommende selv siger, at han/hun er det. Dét kan trans-lobbyen udnytte til at hævde, at når som helst en person bare én gang siger, at han/hun føler sig som det forkerte køn, så skal vedkommende have ”køns-bekræftende terapi” – et misvisende udtryk, da terapien tværtimod går ud på at personen skal afkræfte sit nuværende køn. Der findes udbredt propaganda, især på nettet, som kan få svage sjæle til at tro, at de er transkønnede. Når først de er kommet til at tro det, så er det forbudt at modsige dem. Hvis forældre f.eks. er skeptiske, så skældes de ud for at være trans-fobiske, og i værste fald kan de dømmes for ikke at tro på hvad deres børn siger.

Der er solid videnskabelig forskning der viser, at ud af dem, der som mindreårige børn mener at være transkønnede, er det 70 – 90 %, der ændrer holdning når de kommer i puberteten. Det er derfor rigtig at bruge en vent-og-se strategi og forkert at give et barn, der måske er transkønnet, en kønsbekræftende terapi. Den terapi kan få mange, der ellers ville blive ciskønnede, til at forblive transkønnede. Netop derfor går trans-lobbyen stærkt imod vent-og-se strategien, og de gør alt hvad de kan for at bringe anderledes tænkende til tavshed.

Det helt nye fænomen, ROGD, altså Rapid Onset Gender Dysphoria, består i at unge i puberteten, især piger, får den skøre ide, at de er transkønnede. Det gør de dels ved at de bliver offer for propaganda på internettet, og dels ved at de presse socialt fra andre piger i deres venindegrupper. Næsten ingen af disse piger har tidligere vist tegn på at være transkønnede – ideen opstår ud af det blå, ofte på mindre end en uge. Eftersom skønsvis 0,7 % af alle teenagere siger at de er transkønnede – og endnu færre faktisk er det – så er det statistisk meget usandsynligt at der i en venindegruppe skal være ikke blot 1, men 3-4 transkønnede. Af den grund vil jeg konkludere, at personer med ROGD som regel faktisk ikke er transkønnede.

Der ligger imidlertid et stort pres fra trans-lobbyen for at disse piger skal gå i hormonbehandling. Det vil gøre dem permanent sterile, og altså skade dem for livet. Behandlingen kan ikke fortrydes. Alligevel ligger der et stort pres for at behandlingen skal gå i gang umiddelbart, med minimal forudgående konsultation, og for at den skal igangsættes i en meget lav alder. Det virker som om trans-lobbyen ønsker at få flest mulige til at tage det første skridt, og når først det skridt er taget, er der ingen vej tilbage. Det er en måde at få ”flest mulige medlemmer i sekten”.

Alle der på nogen som helst måde taler imod trans-lobbyens tankegang, udsættes for trusler og chikane. Mange universitetsansatte tør ikke tale åbent, fordi de ved at hvis de gør det, vil det blive udsat for voldsom chikane, forsøg på at få dem fyret, trusler mod deres familie, eller sågar dødstrusler. Det samme gælder journalister og andre, der drister sig til at tale åbent om emnet. Der er således ikke tale om, at de transkønnede er en sårbar minoritet, der lider under chikane fra omverdenen. Tingene er tværtimod vendt om. De transkønnede er blevet en aggressiv og dominerende minoritet, som udøver chikane mod alle som ikke er enige med dem. De undertrykker al opposition ved hjælp af trusler, der gør folk tavse.

Samtidig arbejder trans-lobbyen effektivt for at plante deres tankegang hos myndigheder, redaktører, læger, terapeuter, sundhedsorganisationer, dommere, lovgivere og skolelærere. Folk disse steder tror på hvad de får at vide, fordi alle kritiske stemmer er gjort tavse og altså ikke kan høres.

På den måde lykkes det de transkønnede at blive en slags mafia, der får alle til at rette ind efter deres tankegang. Det langsigtede mål synes at være helt at opløse alle kønsforskelle i samfundet. En britisk artikel skriver om de transkønnedes tyranni og nævner utallige eksempler på hvordan trans-lobbyen på mange forskellige måder truer og tvinger folk til tavshed.

Historisk set er der fortilfælde for, at store blomstrende kulturer går ind i en forfaldsfase, hvor der kommer meget fokus på transkønnede og andre afvigelser fra den skarpe opdeling i mænd og kvinder. Det fremhæves af Camilla Paglia, en canadisk akademiker, der også anser sig selv for at være transkønnet. Hun konstaterer at de store kulturer alle har haft fokus på transkønnede kort tid før kulturen brød sammen og forsvandt, og hun advarer om, at det samme er ved at ske med vores egen kultur.

Om hun har ret, kan vi ikke vide. Men det er givet, at jo mere transkønnede har held til at nedbryde alle skel mellem kønnene, jo mindre vil befolkningen være i stand til at reproducere sig selv. Befolkningen kommer til at lide af en manglende selvopholdelsesdrift, der er et forvarsel om, at den går sin egen uddøen i møde.

Det meste af det , der er berettet ovenfor, handler om forholdene i den angelsaksiske verden. Men al erfaring viser, at de bevægelser, der opstår her, især i USA, i løbet af få år breder sig videre til os. Alt det ovenstående kan derfor tjene som advarsel om, hvad der kan være i vente også for os.

Slutbemærkning
Til sidst vil jeg nævne en britisk kvinde, Stephanie Davies. Hun var som barn langtfra nogen typisk pige. Hun ville kun lege med drenge. Da hun blev teenager, gjorde hun alle de klassiske ting som piger i den alder gør, hvis de reagerer imod at blive voksne kvinder: Hun skar i sig selv; hun fik anorexi; hun skiftede til bulimi; hun kom i en depression. Hvis hun havde været ung i dag, er det oplagt at hun ville få den opfattelse, at hun var transkønnet, og hun ville have fået hormonbehandlinger der ville gøre hende steril. Men i slutningen af puberteten ændrede hun opfattelse, og i dag er hun mor til fire børn.

Tidligere kapitler i serien om transkønnede:

Kapitel 1: Transkønnede børn

Kapitel 2: Når personer skifter køn

Når personer skifter køn

I kapitlet om transkønnede børn har jeg beskrevet, at børn ned til 5-års alderen kan føle, at de er i et andet køn end det, der svarer til deres kønsorganer. Denne følelse kan somme tider være meget stærk; et barn født som dreng kan f.eks. insistere hårdnakket på, at det faktisk er en pige. Men selv for de børn, hvor denne følelse er meget stærk, kan følelsen forsvinde, når de kommer i puberteten. De ændrer opfattelse og finder sig til rette med det køn, de er født som. Det gælder for mindst 70 % af dem, der til en start meget stærkt følte at være født med det forkerte køns krop,

Hvorfor dette ændrer sig, når børnene nærmer sig puberteten, vides ikke. Der kan være sociale grunde; men det er nok lige så sandsynligt, at det har at gøre med begyndende ændringer i mængden af kønshormoner.

Omvendt er der børn, som først når de kommer i puberteten, begynder at føle, at de er født med det forkerte køn. Det kan have at gøre med de mange omvæltninger, der sker i livet under puberteten – omvæltninger der gør, at man ikke længere føler at den tildelte kønsrolle passer til en. Men også her er der den mulighed, at det er hormonale ændringer, der gør noget ved kønsidentiteten.

På en amerikansk klinik for kønsskifte skønner man, at ca. 50 % børnene først henvender sig, når de allerede er kommet langt igennem puberteten. Deres krop har helt eller næsten helt nået den færdige kønnede form med f.eks. bryster eller hårvækst. Det er især piger, der henvender sig relativt sent. Når de først henvender sig så sent, skyldes det i nogle tilfælde, at de ikke var klar over, hvad der var i vejen med dem. De følte sig f.eks. forvirrede omkring at de muligvis var homoseksuelle; men først da deres krop udviklede sig, fik de en mere intens fornemmelse af at tilhøre det forkerte køn. Der kunne også være tale om personer, som i de første år tøvede med at sige noget om deres fornemmelser til deres forældre. Fælles for disse sene henvendelser var, at de som børn ikke følte at der var noget særligt forkert ved deres krop – den følelse opstod først i puberteten.

Når først børn ved starten af puberteten eller midt i puberteten fastholder at være født i det forkerte køns krop, så fastholder de som regel dette resten af livet, dvs. de forbliver transkønnede. For disse børn er det særlig pinefuldt at se deres krop ændre sig i puberteten i retning af det køn, de ikke ønsker at tilhøre. En person født som dreng kan f.eks. mærke at stemmen går i overgang og at han får en dybere mandsstemme, og det er særlig pinagtigt, når han ved med sig selv, at han er en pige. Han kan få behandling med kønshormoner, f.eks. østrogen, som gør ham mere feminin; men den behandling tillader man først fra personen er 15 eller 16 år gammel. Det giver en periode fra ca. 12-års alderen og nogle år frem, som for denne person opleves meget pinagtig. For at hjælpe personen til at føle sig bedre tilpas i denne vigtige periode af livet, tilbyder man at behandle med hormoner, som helt forhindrer at puberteten går i gang.

Retningslinjer for at foretage kønsskifte-behandling
En videnskabelig organisation (Endocrine Society) har følgende retningslinjer for behandling af personer der ønsker at skifte køn:

–  Det anbefales at man undlader hormonbehandling og undlader komplet ændring af den sociale rolle før starten af puberteten. Det vil typisk sige 10 år eller mere for piger, og 12 år eller mere for drenge.
–  Det anbefales at man starter med at give hormoner, der stopper puberteten. Dette skal først ske, når de første tegn på pubertet er tydelige.
–  Det anbefales at behandling med det modsatte køns kønshormoner påbegyndes når personen har nået en alder på 16 år.
–  Det anbefales at operation af kroppen venter til personen er fyldt 18 år.

Ud over disse medicinske hensyn, er der også andre. Man bør ved indledende samtaler undersøge eventuelle psykiske lidelser; hvis psykiske lidelser kan komplicere behandlingen, bør barnet i første omgang kun behandles psykiatrisk, ikke med hormoner. Relativt mange børn med kønsdysfori er i mild eller sværere grad autister; autister har svært ved at håndtere sociale samspil, og de kan tro at det vil gøre det lettere at skifte køn. Man er tilbageholdende med at behandle autister.
Om kønsskiftet bliver vellykket, afhænger i høj grad af de sociale omgivelser. En amerikansk klinik der behandler mange med ønsker om kønsskifte, redegør for at de indledende konsultationer også omfatter spørgsmål om de sociale omgivelser. Man lægger vægt på om familien (far, mor og søskende) vil støtte barnet i dets kønsskifteproces. Man forhører sig også om hvilken reaktion der kan forventes på barnets skole, og om hvordan barnets forhold er til sine kammerater. Gennem hele behandlingsprocessen følges der op på, om den nødvendige sociale støtte er til stede.

Hormonbehandling der stopper puberteten
Normal kropsudvikling betyder, at ved indledningen til puberteten stimuleres kønsorganerne (de kønscelleproducerende organer) til at vokse og producere kønshormoner. Ved kønsorganer forstås for kvinders vedkommende æggestokkene, og for mænds vedkommende testiklerne.
Denne stimulering af kønsorganerne sker for begge køns vedkommende ved at hypofysen, der sidder på undersiden af hjernen, begynder at udskille nogle kønsorgan-stimulerende hormoner (FSH og LH), der med blodet føres til kønsorganerne.

Men hvad får hypofysen til at udskille FSH og LH? Det gør et mere overordnet hormon, der udskilles i den centrale del af hjernen og derfra føres til hypofysen. Dette hormon kaldes gonadotropin-releasing hormone (GnRH).
Hvordan GnRH virker, er kompliceret. En omhyggelig forklaring af hvad der foregår, kan læse her.

Det mærkelige er, at GnRH kun virker, hvis det udskilles i en pulserende rytme, altså at der kommer en puls med meget GnRH, hvorefter der kommer en lang hvileperiode, og derefter igen en puls fulgt at en ny hvileperiode. Kun med en sådan pulsrytme stimuleres udskillelsen af FSH og LH.

Hvis man til en patient tilfører GnRH hele tiden, så ødelægger man denne pulserende rytme. Det vil sige, at hvis man kunstigt tilfører GnRH hele tiden, så stoppes den proces, der får kønsorganerne til at vokse. På den måde kan man stoppe puberteten.

Det, man gør i praksis, er at man anvender kunstigt fremstillede stoffer (GnRH agonister) der har samme virkning på kroppen som GnRH. Med en konstant tilførsel af disse stoffer, stoppes puberteten. De kaldes populært for stop-hormoner.
Når puberteten på den måde sættes i stå, så har det dog samtidig også andre virkninger. Det bremser knoglevæksten, sådan at personen ender med, som voksen, at blive mindre end ellers. Det kan også gøre knoglerne lidt skørere (lavere mineraltæthed). Der kan være øget risiko for fedme, og der kan muligvis ske mentale ændringer, herunder moderate skader på hukommelsen. Der kan komme humørsvingninger og hedeture.
GnRH-agonister har igennem en del år været anvendt til et andet formål, nemlig til at forsinke puberteten hos personer, der går for tidligt i puberteten. Hos børn med for tidlig pubertet kan man bremse udviklingen i nogle år. Når de har nået en passende alder (11-12 år), stopper man behandlingen med stop-hormoner, og så går de naturlige processer i gang, og personen kommer i puberteten. Der er altså tale om en midlertidig virkning, ikke en varig virkning. Men om det samme er tilfældet, når disse stop-hormoner anvendes på lidt ældre personer, når de naturligt går i puberteten, vides ikke.

Det hævdes at behandlingen kan fortrydes – altså at hvis man stopper behandlingen, udvikles kønsorganerne igen. Men det er der ikke meget sikker viden om. Det kan tænkes at hvis først personen er blevet 15-16 år gammel, er det for sent at udvikle kønsorganerne.  I Danmark er der en enkelt person, der har fået afbrudt behandlingen med stop-hormoner – hvordan det gik vedkommende, findes ikke oplyst.
Jeg kender ikke til oplysninger om dette fra udlandet.

Behandlingen med GnRH-agonister får hos kvinder de fremvoksende bryster til at skrumpe ind, og menstruationer ophører. Om dette i sig selv fører til sterilitet senere hen, vides ikke. Hos drenge vil testiklerne holde op med at vokse, og skrumpe lidt i størrelse igen. Igen vides der ikke noget sikkert om hvorvidt denne udvikling kan vendes om, hvis man fortryder.

Behandling med kryds-hormoner
Behandling med det modsatte køns hormoner (”kryds-hormoner”) tillades først fra personen er 15 eller 16 år gammel. Hvis der er tale om en person, der først henvender sig i 15-16 års alderen, går man i gang med at give krydshormoner med det samme.

I begyndelsen skal der kun gives små mængder af kønshormoner, da kønsorganerne til en start er små og ikke tåler store koncentrationer.
Kvinde-til-mand transkønnede behandles med testosteron eller andre hormoner med lignende virkning (androgener). Testosteron og andre androgener øger kroppens vækst, især mængden af muskler, mens der bliver mindre fedt. Det giver skægvækst og en dybere stemme. Clitoris vokser og bliver større.
Derudover bruges eventuelt andre hormoner (progestiner), der undertrykker menstruation.
Den øgede kropvækst er en fordel, fordi kvinderne ved starten af processen har ret lav kropshøjde; testosteronet styrker knoglerne og gør dem højere, så de når op i en for mænd acceptabel højde.
Behandlingen gør personen permanent ufrugtbar.

Mand-til-kvinde transkønnede behandles med flere hormoner. De behandles for det første med såkaldte anti-androgener, dvs. stoffer der hæmmer udskillelsen af testosteron, og virkningen af det testosteron, der alligevel er udskilt. Dette er nødvendigt for at få den fulde virkning af at behandle personen med østrogen-stoffer. Personen får så også østrogen, enten naturligt østrogen eller kunstige stoffer med østrogenvirkning. Denne behandling giver øget risiko for blodpropper; risikoen er størst med kunstige østrogen-virkende stoffer, og derfor anbefales naturligt østrogen.
Østrogen-hormonerne bevirker bl.a. udvikling af bryster; efter ca. to års behandling når brysterne deres maksimale størrelse. Hårvækst i ansigtet og på kroppen reduceres, og kroppens fedtdepoter omlejres. Testiklerne svinder ind efterhånden, og personen bliver steril. Mangelen på testosteron kan gøre, at personens seksuelle liido nedsættes.

Hormonbehandling af voksne
For personer der er voksne, når de henvender sig om kønsskifte, anbefales en forsigtig tilgang. Det anbefales at de får først hormoner (anti-androgener eller progestiner) der undertrykker deres eget køns hormoner.  Denne behandling er reversibel (kan fortrydes). Efter en 2-årig prøveperiode tager personen stilling til, om han/hun vil fortsætte behandlingen. Hvis ja, gives kryds-hormoner, som giver irreversibel sterilitet (dvs. behandlingen kan ikke fortrydes). Efter yderligere to år foretages eventuelt kønsskifte-operation.

Operation
Når personen har nået en alder på mindst 18 år, og har været under behandling med kryds-kønshormoner igennem et par år, kan næste trin være kirurgi.
Hos kvinder der ønsker at blive mænd, bortoperer man æggeledere, livmoder og skede. Man forsøger at skabe en kunstig penis, men det er vanskeligt og dyrt. Det kan ikke gøres på en gang, men kræver en række operationer. Den følsomme del af penis laves delvis ud fra clitoris, mens skaftet på penis laves af væv der tages andet sted fra. Den nye penis kan ikke uden videre rejse sig. Skal man opnå det, må man ind-operere en mekanisk indretning, der kan pumpes op. Noget, der ligner den mandlige pung, skabes ud fra de store skamlæber.
Derudover vil det som regel være nødvendigt at bortoperere brysterne, fordi hormonbehandlingen med androgener ikke er nok til at få brysterne til at skrumpe helt ind. Sådanne bryst-operationer tillades allerede når personen er 16 år.
Hos mænd der ønsker at blive kvinder, bortopererer man testiklerne. Der skæres i penis, sådan at det yderste af den bruges til at skabe en clitoris. Der ”bores ind” bag ved penis, sådan at der skabes en ca. 10 cm dyb skede. Ofte bruges en del af vævet fra penis til at fore væggene på denne skede, sådan at den bliver følsom for stimulering. Den hud, der omgiver pungen, bruges til at skabe de store skamlæber. Hele indgrebet kan laves på én gang, men det er en dyr og kompliceret operation, der varer mange timer.

Det er store indgreb
De indgreb, der er omtalt oven for, er temmelig vidtgående. Først stopper man puberteten, hvilket har konsekvenser også for kroppens vækst, for knogleskørhed, for hjernens udvikling m.m. Om dette også giver sterilitet, hvis behandlingen fortsætter langt op i teenage-årene, vides ikke med fuld sikkerhed.
Dernæst behandler man med kryds-hormoner. Det gør personen permanent ufrugtbar.
Og endelig skærer man i kroppen og bortopererer visse kropsdele.
Hvis man indleder og fuldfører denne række af behandlinger, har det altså meget vidtgående konsekvenser. Først og fremmest betyder det, at personen aldrig får børn. For de fleste personer er dette dog ikke så vigtigt, da de i forvejen er homoseksuelle. Der findes dog også en del personer med heteroseksuel orientering, som gennemgår kønsskifte.

Kan man fortryde?
De der går ind for behandling af flest mulige transkønnede, fremhæver at de første skridt kan fortrydes.

Virkningen af stophormoner er f.eks. reversibel, hævdes det. Stophormoner nedsætter knoglevæksten og gør knoglerne skørere, især hos piger; den virkning ophæves i nogen grad når pigerne går videre til næste skridt, nemlig behandling med testosteron, som øger knoglevæksten. Men hvad så hvis pigerne fortryder ønsket om kønsskifte og alligevel ikke vil have testosteron? Så har de fået svækket deres knogler, og derfor kan de blive overtalt til at gå videre med testosteron, når først de har fået stophormoner.
Faktisk er det sådan, at næsten alle der har været i behandling med stophormoner, går videre til behandling med det modsatte køns hormoner. På den centrale klinik for kønsskifte i England, Tavistock, gælder det for mere end 90 %. I en hollandsk follow-up undersøgelse af ca. 70 personer, gik samtlige personer videre fra stophormoner til kryds-kønshormoner.

Nogle piger i puberteten bruger stofbælter til at snøre brysterne ind og gøre dem flade. Så kan de lettere klæde sig som drenge. Problemet er, at det hæmmer deres vejrtræknng, og de bliver stakåndede. Så hvis de vil bevare flade bryster, kan de blive nødt til at tage næste skridt, og få opereret brysterne væk. Igen: Hvis først de har taget en beslutning om at skifte køn ”socialt”, så kan den beslutning presse dem videre til næste skridt, som ikke kan fortrydes.

Når først beslutningen om at skifte køn er taget, så kan det altså være svært at fortryde senere.

Hvordan går det efter kønsskiftet?
De personer, der gennemgår et kønsskifte med hormonbehandling og operation, er som regel godt tilfredse bagefter.  Der er bl.a. lavet en undersøgelse i Holland, hvor man har fulgt op på 20 personer, der blev behandlet, og 21 andre personer, der valgte ikke at blive behandlet. De blev undersøgt efter 1 til 4 år.
De 20 behandlede led ikke længere af nogen større køns-dysfori – nu var der overensstemmelse med det køn, de følte sig som, og den nye krop, de havde fået. De 21, der valgte behandling fra, havde også lidt mindre køns-dysfori end før – nu var de afklarede om at tilhøre det køn, de var født i. Begge grupper havde en rimelig god livskvalitet.

Der er også en del andre undersøgelser, hvor man efter mindre end ti år følger op på personer der har fået foretaget kønsskifte.

Der er en svensk undersøgelse, hvor forskerne vurderer at 62 % har fået det bedre, 24 % har det uændret, og 14 % har det værre. Det vurderes bl.a. ud fra patienternes sociale situation. De behandlede personer selv synes næsten alle, at de har fået det bedre. Det giver mistanke om, at de personer, der siger ja til at lade sig undersøge igen, er dem der føler at det går godt. Der var yderligere ca. en tredjedel, som ikke lod sig undersøge igen – mange af dem var direkte imod det. Man kan formode, at det var dem der klarede sig dårligt og skammede sig over det.

Tilsvarende er det med to undersøgelser ved en belgisk kønsskifte-klinik. Omkring 30 % af de behandlede ville ikke møde op igen til interview, og nogle modsatte sig det direkte. Men af dem, der faktisk deltog, var alle godt tilfredse. I gennemsnit var der en stor forbedring af deres sociale situation.

I en spansk undersøgelse fik man næsten alle til at svare. Her havde alle en nogenlunde god eller ret god livskvalitet efter kønsskiftet – men ingen dog en så god livskvalitet som hos mere gennemsnitlige spaniere. Det, der havde størst betydning for livskvaliteten, var 1) fortsat hormonbehandling, 2) god støtte fra familien, og 3) at de havde et arbejde.

Der findes en litteratur-oversigt fra 2010 over et større antal opfølgnings-studier. Den viser samme mønster. Ud af 24 studier er der kun 4, hvor patienterne i gennemsnit har fået det værre.

En anden sammenfatning omfatter al engelsksproget litteratur frem til 2017. Her viste 52 ud af 56 undersøgelser positivt udbytte af kønsskifte-behandling. Det konkluderes, at kønsskifte effektivt kan afhjælpe kønsdysfori og kan signifikant forbedre transkønnede persones velvære. Blandt de positive virkninger af kønsskifte og dermed forbundne medicinske behandlinger er forbedret livskvalitet, større tilfredshed i parforhold, højere selvværd og selvsikkerhed, og formindskelse af angst, depression, selvmordstanker og stofmisbrug.

Der er dog en del grunde til at tro, at dette er et skønmaleri.
For det første skal det siges, at i de fleste undersøgelser er personerne kun fulgt i få år efter kønsskiftet. Der er tegn på, at eventuelle problemer for alvor viser sig efter 4-5 år eller efter 10 år.

Nogle personer beretter, at i de første 1-2 år var de næsten euforiske af glæde over behandlingen; men derefter ændrede følelserne sig, og de fortrød. De kunne ikke længere forstå, hvorfor de i en ung alder havde følt sig forkerte, og besluttede til sidst at skifte tilbage til det oprindelige køn, nu dog med det problem, at de havde mistet deres kønsorganer. En opfølgning efter 1-2 år kan altså give meget misvisende resultater.

Det er også et problem, at i mange opfølgnings-undersøgelser er der ret stort frafald. En del personer får man ikke svar fra, enten fordi man ikke kan opspore dem, eller fordi de ikke reagerer på henvendelser, eller fordi de aktivt modsætter sig at deltage i undersøgelsen. Det er oplagt, at de personer der har det rigtig godt efter kønsskiftet, gerne vil svare, mens de personer, der har det dårligt, nok er blandt dem der ikke svarer. Alle undersøgelser vil altså give et skævt billede, undtagen de hvor man får svar fra næsten 100 %.

I en af de belgiske undersøgelser blev klienterne vurderet blot 1 til 12 måneder efter kønsskifteoperationen. Her var der en meget påfaldende grad af tilfredshed. Ca. 95 % af personerne (40 ud af 42) var gladere og i bedre humør end før operationen. Det lyder næsten for godt til at være sandt, og det var det også. Fire af personerne havde begået selvmordsforsøg efter behandlingen, og en havde begået fuldbyrdet selvmord. Så der var ingen sammenhæng mellem det påståede gode humør og risikoen for selvmordsforsøg. Nogle af dem, der sagde at de var blevet gladere, var blandt dem der begik selvmordsforsøg.

Der er en tendens til, at når personer udspørges blot ca. et år efter behandlingen, så svarer de meget positivt om resultatet, selv om de samme personer nogle få år senere måske ville svare mere negativt.

Hyppighed af selvmordsforsøg
Relativt mange transkønnede forsøger at begå selvmord.

I en stort anlagt amerikansk undersøgelse udført af The Williams Institute ved University of California har man indhentet svar fra næsten 6.500 personer som selv identificerer sig som transseksuelle eller lignende. Ud af de mand-til-kvinde transkønnede havde 42 % forsøgt selvmord, og ud af de kvinde-til-mand transkønnede havde 46 % forsøgt selvmord. Dette skal sammenlignes med 4,6 % hos den almindelige befolkning.

Det er sådan, at de fleste transkønnede fra starten er homoseksuelle (tiltrækkes til det køn, de er født med), og også blandt homoseksuelle er der relativt mange, der forsøger at begå selvmord. Spørgsmålet er så, om risikoen for selvmord er større blandt transkønnede end blandt andre grupper som f.eks. homoseksuelle, og om risikoen for selvmord bliver mindre, hvis de transkønnede gennemgår kønsskifte.

Hvad angår selvmordsforsøg, så er det faktisk sådan at de sker hyppigere hos transkønnede end hos andre. Nogle litteraturoversigter viser, at i mange undersøgelser er det 25 til 43 % af de transkønnede, som har begået selvmordsforsøg. Dette kan sammenholdes med, at blandt homoseksuelle og biseksuelle er det ”kun” ca. 12 %, der begår selvmordsforsøg i løbet af deres liv.

Der findes bl.a. en undersøgelse fra Californien  af selvmordsforsøg blandt lesbiske, bøsser og transseksuelle. Ca. 20-40 % af de unge under 25 år har forsøgt selvmord, men blandt transkønnede (som ikke har gennemgået kønsskifte), ligger det over 50 %. Blandt voksne har 12-19 % forsøgt selvmord; men blandt transkønnede voksne ligger tallet omkring 30 %. Transkønnede lever åbenbart i en mere presset situation end almindelige homoseksuelle, og er i større risiko for selvmordsforsøg. De vigtigste forhold, der øger risikoen for selvmord, er diskrimination, dvs. manglende accept, samt verbale og fysiske overgreb.
Støtte og accept fra familien er især vigtig.

Også flere andre større undersøgelser i USA, hvori der indgår ubehandlede transkønnede, viser en meget højere forekomst af selvmordsforsøg hos de transkønnede end hos andre. Der er især mange selvmordsforsøg i alderen 15-20 år. Når personerne når en alder af 40 år, har ca. 40 % af de transkønnede forsøgt selvmord mindst en gang i livet.

Det næste spørgsmål er, om kønsskifte-operation har nogen gavnlig indflydelse på dette punkt. Det hævdes i en belgisk undersøgelse. Her foretog 29 % af personerne selvmordsforsøg inden kønsskiftet, men inden for nogle år efter kønsskiftet havde ”kun” 5 % forsøgt selvmord. Tallet på 5 % er dog stadig mere end 30 gange højere end i den almindelige befolkning. I denne undersøgelse mente langt de fleste personer, at de havde fået det bedre efter kønsskiftet – og alligevel forsøgte 5 % altså selvmord.

Det er dog et problem med den undersøgelse, at temmelig mange personer nægtede at deltage i undersøgelsen efter at de var opereret. Man kan formode at et negativt livssyn var mest udbredt blandt dem der afviste at deltage, mens de der accepterede at deltage mest var de personer, der ikke havde forsøgt selvmord. Så tallene kan være misvisende.

Der findes også en japansk undersøgelse
hvor kun ret små mindretal af de transkønnede har psykiske lidelser; men alligevel har en meget stor del af dem forsøgt selvmord.

I den amerikanske undersøgelse fra The Williams Institute (nævnt højere oppe i teksten) der omfattede langt flere personer, er det særlig tydeligt, at der ikke er nogen sammenhæng mellem antal selvmordsforsøg og personernes rapport om deres livskvalitet

Her har man spurgt personerne, om deres liv er blevet bedre eller dårligere ved at de har erklæret sig som transkønnede. Blandt dem der svarer, at livet er uforandret, har 31 % forsøgt selvmord. Blandt dem der svarer, at livet er blevet meget bedre, har 39 % forsøgt selvmord. Lige som i den førnævnte belgiske undersøgelse er der altså ikke den forventede sammenhæng mellem livskvalitet og selvmordsforsøg. Dog er det selvfølgelig sådan, at de, for hvem livet er blevet meget værre, er hyppigheden af selvmordsforsøg også betydelig højere (56 %).

Det næste man kan se i undersøgelsen fra The Williams Institute, er betydningen af kønsskiftebehandling. De der har fået rådgivning, har højere hyppighed af selvmordsforsøg, end dem der ikke har. De der har fået hormonbehandling, har også højere hyppighed af selvmordsforsøg, end dem, der ikke har fået det endnu, og dem der slet ikke ønsker at få det. Og nogenlunde tilsvarende forholder det sig for dem, der er blevet opereret for at komme til at se ud som det modsatte køn.

Så selv om de transkønnede selv siger, at de har fået det bedre efter rådgivning, efter hormonbehandling, og efter operation, så er det altså alligevel sådan, at jo mere de har fået disse behandlinger, jo større er hyppigheden af selvmordsforsøg. Det kunne der måske gives en statistisk forklaring på: Det kunne være at de der i forvejen var mest truede, også var dem som fortrinsvis kom i behandling. Men tallene tyder ikke rigtig på det. De der gerne vil have behandling, men endnu ikke har fået det, har hele vejen igennem lidt lavere hyppighed af selvmordsforsøg. Når det angår hormonbehandling, er andel af selvmordsforsøg f.eks. som følger: Ønsker ikke behandling: 31 %; ønsker behandling, men har ikke fået det endnu: 40 %; har fået behandling: 45 %. Det tyder ikke ligefrem på en gavnlig effekt af hormonbehandlngen .Og stadigvæk er det sådan, at de der siger at de har fået det bedre efter behandlingen, oftere gør selvmordsforsøg end dem hvor livet ikke har ændret sig mærkbart.

Åbenbart kan man ikke ud fra, hvad personerne selv siger, drage nogen pålidelige konklusioner om hvordan det faktisk står til med deres selvmordsrisiko. Og der er ikke sikre tegn på, at behandling nedsætter selvmordsrisikoen.

Der findes en litteraturoversigt over 42 amerikanske undersøgelser af selvmordsforsøg og selvmordstanker hos transkønnede. Kun i enkelte af disse undersøgelser er personerne undersøgt både før og efter kønsskifte-operation. Samlet set er indtrykket, at der ikke kan påvises færre selvmordsforsøg efter behandlingen i forhold til før.
Risikoen for fuldbyrdet selvmord
I en hollandsk undersøgelse har man fulgt 1331 personer, som fik foretaget kønsskifte. Opfølgningen er i gennemsnit sket 18 år efter kønsskiftet. Man konstaterer, at dødeligheden for disse personer er næsten 50 % større end for befolkningen generelt. Det var stort set ikke, fordi transpersonerne var mere syge end andre. Forklaringerne på den øgede dødelighed var AIDS, narkotikamisbrug, og selvmord. Blandt mand-til-kvinde transkønnede var hyppigheden af selvmord næsten 6 gange større end i en kontrolgruppe.
I en svensk undersøgelse har man fulgt samtlige de personer i Sverige, som fik foretaget kønsskifte i perioden 1973 til 2003. Det har man gjort ved at følge deres skæbne i personnummerregisteret. Også her finder man forøget dødelighed – dødeligheden er ca. 3 gange højere end for andre af samme alder. Den forøgede dødelighed viser sig først fra ca. ti år efter kønsskiftet – det vil sige at hvis man skal lave opfølgende undersøgelser, så får man kun et retvisende resultat ved at følge personerne mange år frem.
Dér, hvor de transkønnede især adskiller sig fra andre, er ved en 5 til 8 gange forøget hyppighed af selvmordsforsøg, og en næsten 20 gange forøget hyppighed af fuldbyrdede selvmord. I alt begik 3 % af personerne selvmord.
Der findes også oplysninger fra Danmark. I perioden 1958 til 1977 fik 37 personer i Danmark en kønsskifteoperation. Af dem begik 3 selvmord inden for få år. Disse 3 personer var alle temmelig psykisk ustabile, foruden at de led under at de ikke mente at operationen var særlig vellykket.
I perioden 1978 til 2010 fik 104 personer en kønsskifteoperation. Af dem begik 2 selvmord, hhv. 19 og 26 år senere. Det giver en selvmordsrisiko på 2 %.

De fleste opfølgende undersøgelser andre steder i verden viser også forøget risiko for selvmord; men i nogle undersøgelser er der ingen selvmordstilfælde.

Samlet set er der et tydeligt mønster af, at transkønnede, efter kønsskifteoperation, begår selvmord mange gange hyppigere end andre mennesker. Det er altså værd at understrege, at ganske vist begår transkønnede før kønsskifte-behandling selvmord meget hyppigere end andre mennesker; men de særlig høje selvmordsrater der er fundet i de foreliggende statistikker, gælder for selvmord efter kønsskifte-behandling. Vi kan konstatere, at selv om de fleste, som har fået foretaget kønsskifte-operation, er glade for resultatet, og mange siger at de har det bedre end før, så forhindrer det ikke en stærkt forøget risiko for selvmord blandt disse mennesker.

Hvor mange fortryder kønsskifte-behandlingen?
Den andel, der fortryder indgrebet, menes at være ganske lav – 0 til 8 % i forskellige undersøgelser.

Blandt de få der fortryder, er der relativt mange som før behandlingen ikke helt typisk svarede til diagnosen for at være transkønnet .

I 2018 lavede man en sammenfatning af, hvor mange der fortryder en kønsskifteoperation ved at spørge et antal kirurger om erfaringerne med de patienter, de havde opereret. Det gav en statistik på over 22.000 behandlede patienter, med brystoperation og/eller med operation af ydre kønsorganer. Af dem var der, ifølge kirurgerne, i alt 62, der havde fortrudt og var blevet tilbage-opereret, dvs. 0,27 %. Dette lave tal – eller endnu lavere tal – citeres ofte af dem der forsvarer at flest mulige transkønnede skal opereres – der er jo stort set ingen, der fortryder, siger de.

Men faktisk er der en del personer, der fortryder. De fleste tør ikke stå åbent frem, men hist og her kan man på nettet se dem præsenteret (links: herher, her, her og her).

I 2016 forsøgte en lægperson at indsamle oplysninger om personer der havde gennemgået ”detransition”, dvs. afbrudt hormonbehandling og skiftet kønsidentitet tilbage til det køn, de var født med. I en periode på 14 dage indhentede personen svar via nogle relevante hjemmesider, og fik i alt 203 besvarelser. Allerede her er der altså flere, der har fortrudt, end blandt de 22.000 opererede personer nævnt ovenfor. De fleste af dem, der svarede, var oprindeligt unge kvinder. I gennemsnit havde skiftet kønsidentitet i en alder af 17 år, og skiftet tilbage igen i en alder af 22 år. Den gennemsnitlige varighed fra det første skift og til de skiftede tilbage, var 4-5 år. Hovedparten – ca. 60 % – angav som vigtigste begrundelse for at skifte tilbage dels ideologiske grunde, og dels at de fandt andre måder at håndtere deres kønsdysfori på. Ca. 75 % angav, at de havde fået det bedre efter at de skiftede tilbage til deres oprindelige køn.
Hvor mange, der faktisk har skiftet tilbage, ved vi ikke; men det gik altså let at finde over 200 personer, dengang i 2016, og der må formodes at være mange flere nu.
Det er sandsynligt, at i fremtiden vil antallet af personer, der fortryder kønsskifte, stige og stige, fordi så mange i dag er ganske unge, når de beslutter at skifte køn – for unge til at forstå deres egne motiver, og for unge til at overskue konsekvenserne.

Slutbetragtninger
Transkønnede personer har betydelige problemer. Disse problemer er især store, hvis det omgivende samfund ikke anerkender deres transkønnethed. En hel del undersøgelser viser, at det har stor betydning, hvordan omgivelserne reagerer på dem – allerstørst betydning har familien, men også skolen, kammeraterne, arbejdspladsen etc. har stor betydning. Hvis den transkønnede bliver fuldt ud accepteret og anerkendt disse steder, så har han/hun som regel et ret tilfredsstillende liv. Tilstedeværelsen af en seksualpartner har også positiv betydning; men en betydelig del af de transkønnede har ingen seksualpartner. En del mand-til-kvinde transkønnede har meget ringe libido, på grund af hormonbehandlingen.

Det er altså vigtigt – ja, temmelig afgørende – for de transkønnede personers livskvalitet, at omgivelserne accepterer og anerkender dem.

Spørgsmålet er, om denne accept og anerkendelse kan drives for vidt. Det bør være uden for diskussion, at transkønnede personer behandles ordentligt og retfærdigt.  Men det er ikke det samme som, at der skal tages ekstra hensyn til dem. Snarere skal der tages lige så meget og lige så lidt hensyn til dem, som til alle andre.

Det er muligt, at transkønnethed også drejer sig om opmærksomhed. Mindreårige børn kan opleve, at hvis de siger at de i virkeligheden tilhører det modsatte køn, så er det et meget slagkraftigt middel til at få opmærksomhed. Også teenagere og voksne kan hver på deres måde bruge transkønnethed til at få meget opmærksomhed.

Hvis en transkønnet person f.eks. melder sig som studerende på en institution, så kan vedkommende forlange at blive opfattet og tiltalt som kvinde, selv om personen er født som mand. Hvis blot omgivelserne accepterer dette, behøver det ikke at give noget problem eller noget postyr.

Men hvis personen forlanger, at der tages helt særlige hensyn, f.eks. at vedkommende hverken omtales som han eller hun, men som ”de” eller noget helt fjerde, eller forlanger at der indrettes særlige toiletter, så giver det postyr og dermed meget opmærksomhed. Herved kan en person, som tilhører et lillebitte mindretal, få alle andre til at danse efter sin pibe, få meget opmærksomhed, og måske også meget magt. Det kan være attraktivt i sig selv for personen.

Der er meget stor forskel på accept, på den ene side, og uforholdsmæssig opmærksomhed, på den anden side. Den uforholdsmæssige opmærksomhed betyder også, at transkønnethed som emne kommer i fokus, og det bliver let for andre at få den ide, at de kunne være transkønnede, selv om de ellers aldrig ville have fået den ide. Også for sådanne andre kan det være et middel til at få opmærksomhed at ændre kønsidentitet – især hvis personen antager en udefinerbar, flydende kønsidentitet, som gør at vedkommende kan være utilfreds med blot at blive behandlet som det modsatte køn, og i stedet kræver særlige hensyn hver eneste dag i takt med skift frem og tilbage i kønsidentitet. Noget sådant lægger et helt urimeligt pres på omgivelsernes opmærksomhed.

Så længe det antal personer, der henvender sig om kønsskifte-behandling, forbliver lavt – i Danmark har det længe været på under 10 personer om året – kan man regne med, at hovedparten af de få personer, der henvender sig, faktisk har helt usædvanlige problemer, og for en stor del virkelig er bedst tjent med at blive anerkendt som værende af modsat køn i forhold til det køn, de er født med. Men det er først ved starten af puberteten, at man kan vide med nogenlunde sikkerhed, om personen virkelig er varigt transkønnet, og indtil da bør man ikke drive sin accept så vidt, at man skubber barnet ud i en situation, det måske ikke naturligt ville komme ud i.

Når det gælder personer fra 12-års alderen og opad, så vil det i udgangspunktet være sådan, at de der klart og tydeligt er transkønnede, bør anerkendes som sådan. Men i de seneste år er der sket en markant stigning i antallet af tilfælde. Det er sandsynligt, at en del af denne stigning skyldes, at det nu er mere ufarligt end før at springe ud som transkønnet. Men spørgsmålet er, om en del af denne stigning er resultatet af et større fokus, som giver nogle personer nogle ideer, de måske ellers ikke ville have fået. Mange  af dem, der først henvender sig efter 12-års-alderen, havde ikke nogen klar opfattelse af at være født i det forkerte køns krop, så længe de var børn. Nogle af dem ville måske aldrig være kommet på den ide, at de er født i den forkerte krop, hvis ikke det blev omtalt meget i samfundet.

I teenage-årene sker der store forskydninger i de sociale relationer, og det kan være vanskeligt for mange. Der kan komme mange tvangstanker, f.eks. i piger som lider af anoreksi. Anoreksi er en lidelse, der kan føre til midlertidig sterilitet og i sidste ende død. Holdningen til anoreksi er ikke, at man skal støtte den ramte person i hendes egen ide om at hun er for tyk og skal slanke sig. Holdningen er, at pigen har en livstruende vrangopfattelse af sin egen krop, og den opfattelse skal fjernes.

Tilsvarerende kan det tænkes, at hvis der pludselig fremkommer langt flere teenage-personer end før, som mener at være født i den forkerte krop, så kan der også her være tale om vrangopfattelser af egen krop – vrangopfattelser som også her truer med at gøre personen steril. Hvis sådanne tilfælde kommer væltende ind over os som en modebølge, så er det rimeligt at tro, at dette fænomen er noget andet end de reelle, ganske få, tilfælde af transkønnethed. Det er farligt hvis det bliver en alment udbredt tese, at hver gang en person kommer i tvivl om sin sande kønsidentitet, så skal man støtte og anerkende denne følelse. For de sande transkønnede er det korrekt, at støtte og anerkendelse er vigtig. Men hvis man altid ukritisk støtter og anerkender, så risikerer man, at hos en person, der får en kortvarig grille med hensyn til kønsidentitet, kommer man til at puste til denne skøre ide og sender personen ud i en psykisk udvikling, som er til skade. Det kan risikere at føre til, at en person som ellers kunne leve et normalt liv, bliver gjort steril. Det kan også føre til, at personen får netop den type af sociale og seksuelle problemer, som plager kernegruppen af transkønnede.

Vi ved, at transkønnede, som har gennemført kønsskifte, har en risiko for selvmord, der er forøget 6 til 20 gange i forhold til andre mennesker. Hvis en person, som ellers var mere normal, bliver tilskyndet til at antage en transkønnet identitet, med alle de sociale problemer, det kan medføre, så risikerer vi at også denne person får en voldsomt forøget risiko for selvmord, måske ikke her-og-nu, men i løbet af nogle årtier.

Der findes ingen let metode til at afgøre, om en persons følelse af at være født i en forkert krop er reel, eller er en form for suggestion. Derfor er det forkert at gå for vidt i anerkendelsen af enhver person, der udtrykker tvivl om sin kønsidentitet. Personer der entydigt er transkønnede, skal accepteres og behandles ordentligt. Men det er farligt at gå for vidt i denne accept. Man må ikke gå så vidt, at mere normale personer skubbes ud i en udvikling i retning af transkønnethed og kønsskifte.

Transkønnethed er en tilstand, vi må acceptere og anerkende, når den er der. Men transkønnethed er ikke en ønskelig tilstand og skal ikke stimuleres.

Links til de øvrige kapitler om transkønnede:

Kapitel 1: Transkønnede børn

Kapitel 3: Kampen for at gøre flest mulige personer transkønnede