International Conference on Men´s Issues 2020 (ICMI 2020) afvikles i dagene d. 14.-19. november. Der er tilmeldt 110 foredragsholdere. Foredragene lægges ud på nettet med en times mellemrum.
Man kan orientere sig i nedenstående linkes.
Desværre kan disse links ikke lægges på facebook, da man får en reaktion med at de ”overtræder Facebooks fællesskabsregler”.
https://www.youtube.com/channel/UCKhX1c3ow6BrzdzP3ydpeZQ/videos
Anmeldelse af
Denne bog er en slags fortsættelse af Hans Bondes bog fra 2013, ”Fordi du fortjener det”. Her kritiserede han, at den moderne kvindebevægelse er blevet til en bevægelse for favorisering af kvinder. Dette er også hovedemnet for den nye bog.
Den nye bog er ikke så causerende som den forrige, men mere grundig, eksakt og præcist dokumenteret. Det er der gode grunde til. En stor del af bogen handler om tiltag, som er ulovlige, dvs. i strid enten med den danske ligebehandlingslov eller med EU direktiver. Hans Bonde har tidligere, sammen med Jens Ravnkilde, påvist at tiltag for at fremme andelen af kvinder blandt professorer og forskningsledere på de danske universiteter var ulovlige. Også tiltag inden for kunstverdenen var ulovlige. Som følge af denne kritik kunne man i 2016 erklære, at samtlige de kvindefavoriserende tiltag inden for forskning og kunst er ophørt.
Desværre her det derefter vist sig, at de alligevel ikke er ophørt. Aktuelt findes f.eks. Inge-Lehmann-programmet til fremme af andelen af kvindelige professorer, og store dele af bogen er en opregning af det ene lovstridige program efter det andet. For at det skal tages seriøst, er det nødvendigt, at dokumentationen er meget præcis, og det er den.
Bogens første lange kapitel på ca. 80 sider er en gennemgang af situationen inden for universitetsverdenen. Der redegøres omhyggeligt for, at der ikke kan dokumenteres nogen særlige ulemper for kvinder i den. Mange undersøgelser viser, at hvis en opslået stilling har både mandlige og kvindelige ansøgere, så har kvinderne større chance end mændene for at få stillingen. I den seneste undersøgte periode, 2015-2017, er det for adjunkt- og lektorstillinger sådan, at kvinder har dobbelt så stor chance som mænd for at få stillingen.
Det er en almindelig feministisk påstand, at kvinder på en eller anden måde sorteres fra, idet kvindeandelen aftager op igennem systemet fra ph.d. til adjunkt til lektor til professor. Men Bondes og Skovs analyser viser, at der ikke frasorteres kvinder. Den tilsyneladende faldende kvindeandel op igennem hierarkiet kan tilskrives at de højeste poster beklædes af de ældste personer og altså stammer fre en svunden tid, da der var færre kvinder at tage af.
Der sker tydeligvis ikke nogen bevidst frasortering af kvinder. Men så kommer feministerne med den påstand, at der findes en ubevidst bias, som er til ugunst for kvinder. Her har Torsten Skov gennemgået forskningslitteraturen om ubevidst bias, og han konkluderer at der aldrig er ført bevis for at en sådan ubevidst bias findes.
På trods af at kvinder absolut ikke bliver uretfærdigt behandlet i universitetsverdenen – tværtimod, de har bedre chancer end mændene – så er der et vældigt pres for specifikt at gavne kvinderne, på mændenes bekostning. Dette pres kommer ovenfra, endog også fra forskningsministeren. Man har et ideal om, at der overalt på prestigefyldte poster skal være en ca. 50/50 kønsfordeling. Og da det ikke er tilfældet nu, så forsøger man med allehånde lyssky og luskede metoder at presse kvindeandelen i vejret, især andelen af kvindelige professorer. Mange af disse tiltag er ulovlige, men får alligevel lov at passere, og mange er på lovens kant.
Hans Bondes dokumentation af alt dette er imponerende. Der er en vældig mængde af præcise oplysninger, og det må have krævet meget arbejde at finde alle disse oplysninger frem. Hans Bonde har en universitetsstilling, og hvis han kommer med for løse anklager, kan hans position muligvis være i fare. Så det er forståeligt, at fremlæggelsen er gjort så solid, at den ikke kan betvivles. Det hele er så grundigt og solidt, at bogen kan bruges som et våben i kampen mod uretfærdige særordninger til kvinder.
Efter det lange kapitel om universitetsverdenen kommer en række noget kortere kapitler om andre steder, hvor det samme problem gør sig gældende – at man ovenfra forlanger en 50/50 fordeling af kønnene, med det resultat, at man griber til ulovlige eller suspekte midler for at tvinge kvindeandelen op. Kapitlerne omhandler kunst, film, musik, kvinder i ledelse, og kvinder i politik. Dertil kommer mindre afsnit om andre brancher, bl.a. kvinder i medierne.
Også i disse kapitler er der samlet en imponerende mængde af præcise oplysninger. Der må virkelig have gået meget arbejde forud for at kunne skrive bogen. Det fremgår også af, at adskillige referencer er begæringer om aktindsigt.
I kapitler om kvinder i ledelse konstaterer jeg, at Bonde har fået en del af de centrale nye videnskabelige kilder med – kilder til dokumentation af, at flere kvinder i virksomheders ledelse ikke giver større indtjening. Samtidig har han en god gennemgang af de tendentiøse rapporter, som feminister altid refererer til, og som påstår det modsatte.
Nær slutningen er der et ret anderledes kapitel, kapitel 9, med en historisk gennemgang. Her er det interessant at se dokumentation for hvordan holdningerne var i årene sidst i 1800-tallet og omkring år 1900. Tilslutningen til kvindebevægelserne var mindre end tilslutningen til husmor-foreningerne. Der var flere kvinder, der insisterede på at være hjemmegående husmor og lade sig forsørge af manden, end der var kvinder som kæmpede for at få kvinder ud på arbejdsmarkedet. Den feministiske fortælling om, at datidens mænd undertrykte kvinderne og pressede dem til at gå hjemme, er altså regulær løgn. Det er et feministisk karaktermord på mændene. Den tids kvinder var ikke undertrykt. Deres livssituation var en situation, som de selv valgte.
Jeg vil også fremhæve et par pointer mere, som Bonde berører.
Hele bogen handler jo om, at der er sket et skred i forståelsen af ordet `ligestiling´. Tidligere betød det lige muligheder for begge køn; men mere og mere betyder det resultatlighed, altså at hvert køn skal udgøre 50 % overalt på prestigefyldte poster, og det kræver favorisering, f.eks. kvoter. Men man kan spørge, hvad kvinderne gør, hvis de 50 % faktisk opnås? Vil de så være tilfredse?
På det punkt er jeg pessimist; jeg tror at når kvinderne har nået 50 %, så vil de argumentere for højere andele, helt op til 100 %, fordi kvinder jo er bedre mennesker end mænd, så hvis kvinderne overtager al magten, vil vi få det bedst mulige samfund. Indtil nu er der kun få feminister, der siger det direkte; men jeg tror, det kommer.
Et enkelt sted i bogen, nemlig på side 190, kommer Bonde ind på dette. Han skriver, at på de laveste ledelsesniveauer i Københavns Kommune er er 29 % mandlige mod 71 % kvindelige ledere. Det vil man ikke rette op på. Men på de to øverste ledelsesniveauer er der 63 % kvinder, og her har man fastsat et mål at kønsfordelingen ikke må afvige mere end 10 % fra rekrutteringsgrundlaget. Det betyder at man har et mål om, at der fortsat skal være væsentligt mere end 50 % kvinder blandt lederne. Kravet om fifty-fifty gælder altså, så længe det gavner kvinder; men hvis det gavner mænd, droppes kravet.
Spredt rundt om i bogen, men især i kapitel 8, diskuteres de mænd, der støtter feministernes krav. Det er mærkeligt, at så mange mænd på topposter i den grad går ind for favorisering af kvinder, f.eks. formanden for Carlsbergfondet, direktøren for Filminstituttet, og nationalbankdirektøren. Feministerne formår med held at appellere til netop mænd i disse topstillinger, der sørger for, at den ensidige favorisering af kvinder går igennem. Der bliver ofte appelleret med ord som ”Tænk, hvis det var din datter, det gik ud over!”. Når kvinderne så bliver favoriseret på bekostning af mænd, så er det sønnerne, det går ud over; men det tager man sig ikke af.
Det gælder typisk for disse topchefer, at de har deres på det tørre. De kan lade `kønsdiversiteten´ blomstre på lavere niveauer, hvilket ikke rammer dem selv, men deres underordnede med `det forkerte køn´. De opfører sig som alfa-hanner, der kan lide at omgive sig med en loyal flok af kvinder, samtidig med at de kan dukke de opstigende mandlige konkurrenter, der potnetielt kunne `bide dem i haserne´.
Bonde kalder det ”en ny galanthedskultur fra de øverste ledelseslag” (s. 285).
Alt i alt er det en fremragende bog. Mængden af oplysninger er imponerende stor. Det gør bogen lidt tungere at læse end den foregående bog; men det gør samtidig også bogen til et vægtigt, ja, tungtvejende argument i debatten.
Efter denne ros vil jeg alligevel påpege nogle punkter, hvor jeg synes at bogen er lidt for svag.
Filmbranchen
Det første punkt er filmbranchen. Jeg har selv, sammen med et par andre, været dybt involveret i kritikken af kønskvotering i filmbranchen. Jeg ved at Bonde har samarbejdet tæt med en af disse mænd fra filmbranchen, og netop på den baggrund finder jeg det lidt skuffende, hvad der er kommet med i det kapitel. Der er kommet mange vigtige ting med, men jeg savner alligevel lidt. F.eks. refereres en svensker for at film lavet af kvinder sælger færre billetter end film lavet af mænd. Men her burde der måske også have været omtalt danske oplysninger, der viser det samme.
Især savner jeg dog omtale af den konfrontation i 2016-2017, der viser hvad den danske konflikt drejer sig om. Her kunne være refereret til den kronik om filmbranchen, som jeg sammen med Niels Nørløv Hansen fik i Berlingske. Her er f.eks. denne centrale passus: ” En person skriver: ». . . årsagen til den skæve kønsfordeling blandt instruktører og manuskriptforfattere skyldes mange forskellige ting; manglende lyst, manglende motivation, kønsrollemønstre, filmkulturen, en mandsdomineret filmhistorie, manglende forbilleder, manglende opbakning, manglende udholdenhed af kvinder, barsel, og ubevidst diskrimination både i og udenfor branchen.« Det er vigtigt, at disse forklaringer netop ikke holder stik. Den passus indeholder netop alt det, som Bonde i øvrigt argumenterer imod i hele bogen.
Fagforeningen Danske Filminstruktører (DF) udsendte i 2016 en pressemeddelelse, hvor man bl.a. påstod, at der i filmbranchen foregår ”systematisk forskelsbehandling” mod kvinder.
Jeg vil gerne her citere en ordveksling der foregik i et møde i fagforeningen kort tid senere i 2016, hvor Niels Nørløv Hansen var til stede som eneste mand:
NNH spurgte: ”Når 25 % af ansøgerne til udviklingsstøtte er kvinder, og 29 % kvinder opnår støtte. Og når 19 % kvinder søger produktionsstøtte, og 18 % kvinder opnår støtte – hvordan kan der så være tale om ‘systematisk forskelsbehandling’?”
Spørgsmålet blev stillet mindst tre gange i løbet af de godt to timer, mødet varede. Men der kom intet svar. Kommentarer var der nok af: ”Nu har du talt nok!” og ”Du skal ikke komme hér og kuppe mødet!” . . .
Til stede var også Anne Boukris, der af DF’s formand, Christina Rosendahl, blev præsenteret som noget i retning af ”ligestillingskonsulent”. Anne Boukris var meget aktiv på mødet. Hun figurerer i KVINFO’s database over personer, der kan give ekspertbistand i spørgsmål om bl.a. ligestilling, ligebehandling og anti-diskrimination. Anne Boukris havde tilsyneladende fodret bestyrelsen med ”dokumentation” for, at diskrimination af kvinder er ud meget udbredt og urimeligt fænomen.
Det kunne tydeligt høres, da formanden, Christina Rosendahl – uden at svare på NNH’s spørgsmål – til sidst konkluderede DF’s holdning til DFI’s rapport:
”Bestyrelsen har besluttet sig for, at de tal, der er kommet ud fra DFI, repræsenterer ikke den filmbranche, som vi vil have. Det er sådan det er. Det er en holdning.”
NNH: ”Jamen, det var ikke mit spørgsmål… ”
Christina Rosendahl: ”Men de tal, der findes, de er nok. Sammen med den øvrige diskussion, der har været i bestyrelsen – alle mulige rapporter.”
Rosendahl erklærede, at fagforeningens bestyrelsen havde besluttet sig for, at de tal, der er kommet ud fra en officel rapport, ikke repræsenterer den filmbranche, som de vil have. Man vil have en filmbranche, hvor der står kvindelige instruktører bag 50 procent af alle spillefilmsansøgninger i 2020. Og dette selv om kvinder kun udgør 34 procent af fagforeningens medlemmer.
Dette er en solid dokumentation af, at fifty-fifty-ideologien er styrende, og at impulsen kommer fra centralt feministisk hold (en ligestillingskonsulent tilknyttet Kvinfo). Den dokumentation kunne godt være kommet stærkere frem i kapitlet, og den ville have styrket den pointe, Hans Bonde allerede har.
Hans Bonde beretter om hvordan det ramte formanden for Danske Biografer at kritisere Christina Rosendahl – der blev anlagt en retssag imod ham. Men ellers fremgår det kun svagt, hvorfor så få mænd tør protestere mod den feministiske damptromle. Det siges kort om mænd i filmbranchen: ”De føler at deres fremtid i filmbranchen er truet, for eksempel hvad angår bevillinger, hvis de tillader sig at kritisere den herskende kønsdiskurs.” Det kunne godt være sagt stærkere.
Mit eget engagement imod denne kønsdiskurs i filmbranchen har ført til noget af det mest psykisk belastende, jeg har oplevet i mit liv. Der blev begået et regulært ondskabsfuldt karaktermord på mig på internettet, med en indsats hvor en mand åbenbart har arbejdet i dagevis på at finde citater, han kunne manipulere, for at kunne hænge mig ud som en potentiel massemorder. En kvindelig filminstruktør opfordrede en mand til at skyde mig!
Bogen henviser kun ganske kort (note 237) til, at Niels Nørløv Hansens engagement i denne sag betød, at han ikke længere kunne få arbejde som filminstruktør. En anden involveret mand er blevet ramt så hårdt, at jeg personlig mener at hele hans livsforløb og psykiske velfærd er blevet ødelagt.
Det er for mig en vigtig pointe, HVOR hårdt mænd bliver ramt, hvis de protesterer mod det feministiske propaganda-apparat. Det er lidt for tamt at sige, at mænd ”føler at deres fremtid i filmbranchen er truet”. Der er tale om at man risikerer massive, ødelæggende angreb på sin person. Det vil få langt de fleste personer til at tie stille. Frygten for at blive udsat for noget meget, meget ubehageligt er reel.
Medierne
Det andet punkt er medierne. Det har fået en omtale på blot fem sider i bogen, og det er for lidt. Det er for lidt, fordi der foregår en systematisk indtrængen af feministiske kvinder i medierne – både de elektroniske og de trykte.
På Berlingske kom der f.eks. i 2015 et betydeligt rykind af nye kvindelige journalister, og siden da har der været en hidtil uset fokus i avisen på feministiske emner. Jeg har foretaget en optælling af antallet af artikler i avisen, der har et ensidigt feministisk fokus på kvinder. I løbet af ét år, 2016, var der 1116 artikler og indlæg specielt om kvinder, og næsten samtlige af disse havde feministisk tilsnit. Jeg har gennemgået en del af disse artikler og vist hvordan de har karakter af feministisk propaganda. Der var cirka 60 artikler om behovet for at kvinder skal gøre karriere og nå topposterne – det emne blev altså behandlet med en hyppighed og en intensitet der gør, at det har karakter af propaganda. Emnet blev behandlet helt ensidigt; der var intet om kvinder der finder det rart at vælge karrieren fra. I en del artikler henvises til undersøgelser der viser, at virksomheder med mange kvinder i deres bestyrelse giver bedre resultater på bundlinjen. Der blev aldrig henvist aldrig til de undersøgelser, der viser det modsatte. Hele denne propaganda fik lov at stå uimodsagt, da alle læserindlæg imod artiklerne blev afvist.
Et tilsvarende præg af feministisk propaganda ses i andre aviser – i meget høj grad i Politiken, og i nogen grad i Information. Jeg selv havde god adgang til at få optaget læserbreve, der gik imod feminister, i Information i årene ca. 2005 – 2010. Men pludselig var der lukket totalt – jeg kunne intet få optaget, og misvisende artikler om køn dukkede op i stedet. Det skete i forbindelse med at Informations redaktion skiftede engang omkring nytår 2010/2011.
Generelt er der langt flere mænd end kvinder, der indsender læserbreve til aviserne.
I 2017 viste en undersøgelse fra Cevea, at under 15 pct. af alle debatindlæg i Danmark bliver skrevet af kvinder, og kun fem pct. af folk med erhvervsuddannelser. Det vil sige at højtuddannede mænd udgør en majoritet af indsenderne. Det vil aviserne gerne korrigere for; de har et mål om, at 50 % af alle trykte læserbreve skal være af kvinder.
Da Anne Sophia Hermansen i september 2016 tiltrådte i stillingen som debatredaktør hos Berlingske, var en af hendes første udmeldinger, at hun agtede at diskriminere mandlige skribenter. Den holdning blev styrket hos hende da Cevea kom med ovennævnte oplysning om 15 % kvinder. Nu fortæller Anne Sophia Hermansen, at hendes diskrimination af skribenterne går videre end til blot at afgøre, hvilke af de indsendte indlæg der kommer i avisen, og hvilke der sorteres fra. Indsender en kvinde eksempelvis et indlæg, som har potentiale, men i sin nuværende udgave er for ringe til at blive bragt, er der stor sandsynlighed for, at Anne Sophia Hermansen tager kontakt til kvinden med henblik på at forbedre indlægget. Omvendt afvises mange mænd.
Når det gælder Politiken, så er sandsynligheden for at få bragt et debatindlæg typisk ca. 50 procent for kvinder og 5,5 procent for mænd.
Når kønsspørgsmål kommer op som emne, så har mænd altså langt ringere mulighed for at ytre sig end kvinder – mændenes kvote er så at sige for længst opbrugt, så kvinder får næsten monopol, når der kommer et emne op (kønsspørgsmål) som får kvinder til at komme ud af busken.
Spørgsmålet om medierne er meget centralt for de spørgsmål, Bonde behandler i sin bog. Kvinder der igennem deres universitetsuddannelse er blevet påvirkede til et ensidigt feministisk verdensbillede, kom ud af universiteterne som kandidater, og skulle jo have jobs. Så en flodbølge af indoktrinerede akademiske feminister er væltet ind over alle mulige institutioner, og især over pressen. Det betyder at hele den danske medieverden – bortset fra nogle få perifere, uafhængige medier – bidrager til ensidigt at fremme det feministiske verdenssyn. Andre synsvinkler og andre argumenter kan kun meget vanskeligt og sjældent komme frem. Derfor kan korrektioner af feministernes fejltagelser og misinformation ikke ske. Overalt i medieverdenen sidder der kvinder, som forhindrer det. Den der har magten over hvilken information der når frem til borgerne, har i sidste ende magten over hele samfundet. Det vil sige, at når først feminister har sat sig så tungt på medierne, som tilfældet er nu, så har de i realiteten allerede erobret magten i samfundet.
Det gælder ikke kun trykte medier. Det gælder også TV, ikke mindst DR, hvor ledelsen nu omfatter en kvindelig generaldirektør, en kvindelig direktør for medier, og en kvindelig direktør for nyheder. Denne kvindedominans afspejles i mediefladen, især DR2.
I august 2020 sendte DR2 f.eks. en serie i fem dele med titlen ”Alle hader feminister”, der blev bakket op af ”faktaark” m.m. på DR´s hjemmeside. Men serien var så fuld af fejl og misvisende oplysninger, at også DR´s detektor måtte konstatere at der var fejl. Det nævnes af Bonde; men DRs opbakning om ensidig propaganda kunne godt være betonet mere.
I 2015 sendte DR2 Dokumania en amerikansk film, der på dansk fik titlen ”Voldtaget af elitens sønner”. Ikke blot blev denne film sendt i fjernsynet, den blev til overflod også vist på storskærm ved to friluftarrangementer. Filmen var ekstremt følelsesmæssigt manipulerende og med mange misvisende og lodret forkerte oplysninger. Der fandtes på nettet udførlig dokumentation af filmens mange fejl. Den daværende leder af Dokumania, den stærkt feministiske Mette Hoffmann Meyer, blev gjort opmærksom på filmens fejl og mangler; men hun nægtede at reagere. Mine intense forsøg på at få DR til at bringe korrektioner eller i det mindste en paneldebat om filmen blev pure afvist; samtidig var det temmelig håbløst at få aviserne til at optage læserindlæg om filmen.
Jeg og andre licensbetalere har altså betalt for at TV bringer film der bagtaler mænd og øger det generelle had imod mandekønnet. Hvis en kanal med public service-forpligtelse sender sådan noget, så burde det sendes kommenteret, sådan at begge sider af en sag kan komme frem. Men det er ikke tilfældet. Den feministiske dominans i DR betyder ensidig slagside til fordel for feminismen.
Dette er alt sammen vigtigt, fordi den der behersker medierne, behersker den offentlige opinion, og dermed på langt sigt magten over sjælene.
Det som Bonde skriver på de fem sider om pressen, er udmærket. Men i betragtning af hvor central en rolle den spiller for meningsdannelsen, burde der have stået mere.
ANMELDELSE
Ivar Arpi & Anna-Karin Wyndhamn (2020): Genusdoktrinen. 376 pp.
Forlaget Fri Tanke.
Pris i Sverige: 199 Skr.
Fås også som e-bog.
Det svenske ord ”genus” betyder det samme som det engelske ord ”gender” – altså kønnet opfattet som et socialt produkt. Studiet af dette fænomen kaldes genus-videnskab, og det er i Sverige blevet et forskningsfelt med mange ansatte.
Det indgår i genus-videnskaben, at mænd og kvinder ikke er forskellige fra fødslen. Forskerne undersøger, hvordan samfundets normer skaber kønnene, og hvordan man ved at ændre normerne kan undgå forskelsbehandling og indføre ligebehandling af alle, uanset køn.
For at gennemføre ligestilling overalt i det svenske samfund, satte regeringen i 2016 en proces i gang, som kaldes ligestillings-integrering. Dette galdt især for universiteter og andre højere læreanstalter. Der eksisterede på det tidspunkt ved Göteborgs Universitet en organisation der kaldtes Nationella Sekretariatet för Genusforskning. Dette sekretariat forberedte indførelsen af ligestillings-integrering på universiteterne, indtil opgaven i 2018 blev overført til en nyoprettet myndighed, Jämställdhets-myndigheten [ligestillings-myndigheden].
Anna-Karin Wyndhamn blev i 2016 ansat i Nationella Sekretariatet. I begyndelsen var hun begejstret og energisk i sit arbejde der, men gradvis fik hun et helt andet syn på arbejdet. I det tidlige efterår 2017 kontaktede hun en journalist og lederskribent på Svenska Dagbladet, Ivar Arpi, der havde skrevet kritiske artikler om kønsforskning. De to etablerede et samarbejde, hvor Wyndhamn kunne informere Arpi om hvad der foregik i Nationella Sekretariatet, og det blev i løbet af samme efterår til seks artikler i Svenska Dagbladet om hvor vanvittigt spørgsmål om køn behandles på de svenske universiteter. I starten af 2018 forlod Wyndhamn sit arbejde på sekretariatet.
Efter 2017 har Wyndhamn og Arpi fortsat deres samarbejde. De har systematisk, men hver for sig, forsøgt at interviewe alle personer som er vigtige for ligestillings-integreringen. Ikke alle har villet udtale sig, og mange vil kun udtale sig anonymt. Men de har fået stof nok til de sammen har kunnet udgive bogen ”Genusdoktrinen”. Det er en meget læseværdig, veldokumenteret og saglig bog med ca. 320 sider tekst og 50 sider noter og referencer.
Som dansk læser havde jeg forventet, at det står dårligt til med svensk forskning i ”genus-videnskab”, og jeg havde også hørt om artiklerne i Svenska Dagbladet, som beskrev nogle hovedrystende vanvittige historier om hvordan ligestillings-integreringen tvinger universiteterne til vanvittige afgørelser. Alligevel er jeg overrasket og rystet over præcis hvor vanvittigt det hele er. Det der især ryster mig, er at få indblik i tankegangen hos de personer, der driver dette vanvid fremad.
Bogen er ikke en systematisk redegørelse fra A til Z. Der er ikke nogen stringent disposition, og emnerne kommer lidt hulter til bulter mellem hinanden. Det er formentlig for at gøre den mere interessant og spændende at læse – og det er den da også. Som dansk læser skal man enten være god til svensk, eller også skal man være villig til jævnligt at slå ord op til oversættelse på google-translate.
OM INDHOLDET
Første kapitel handler om hvordan en studenterklage over en mandlig forelæser på medicinstudiet behandles af dekanen. Forelæseren, Germund Hesslow, fortæller om at der er forskelle i gennemsnit mellem mænd og kvinder, selv om variationen inden for hvert køn for det meste er større end forskellen. En studerende, som i øvrigt er aktiv i Feministisk Initiativ, klager på forhånd over forelæsningen, inden hun har overværet den. Efter at have hørt forelæsningen genfremsætter hun klagen. Ingen andre studerende klager. Men på grund af den ene klage beslutter den mandlige dekan, at indlede en proces mod Hesslow. Den proces fører til at forelæsningen fremover skal suppleres med en forelæsning af en kvindelig genus-forsker, der kan gengive det, der er den svenske regerings officielle, udtrykte holdning, nemlig at mandligt og kvindeligt er sociale som skabes ud fra opfostringen, økonomiske rammer, magtstrukturer og politisk ideologi.
Basis for at dekanen kan gribe ind, er en lov fra 2017 som foreskriver, at myndighederne skal forebygge diskrimination. Hvordan forebygger man det? Jo, hvis nogen siger at der er forskel på mænd og kvinder, så kan dette potentielt udnyttes til at diskriminere. Så selv om der ikke faktisk er sket nogen diskrimination, så er bare det, at man giver indtryk af at der er forskel, nok til at man bryder loven.
Det fremgår, at bare det at én studerende klager, er nok til at dekanen giver studenten ret og retter ind. Det mønster ses ofte [det samme mønster ses også på danske universiteter].
Vicedekanen siger om samme sag: ”Så snart en student oplever noget, er kritik berettiget. . . Så snart en sag bringes frem af en student, skal vi tage det alvorligt. Da er det berettiget, uanset hvad det drejer sig om. Kritik er i grunden altid berettiget.”
Det er jo meget mærkeligt, at universitetets ledere, i dette tilfælde dekan og vicedekan for et medicinsk fakultet, siger at kritik fra studenter altid skal følges, uanset hvad det handler om. Vicedekanen siger også, at i en strid er det universitetet, der skal tilpasse sig til studenterne, ikke omvendt. Det er universitetet, der har ansvaret. ”Vi fremlægger fakta uden at tænke på at den generation som modtager dette, måske ser tingene på en anden måde, tænker på en anden måde. Vi behøver måske at give forskellige perspektiver i en forelæsning for at tage højde for dette. Vi skal være bedre til at kommunikere og levere et budskab på en professionel måde. Det er der vi svigter, og det er det vi skal arbejde på”.
Sådan tænker man på et universitet, hvor den officielle holdning er at der eksisterer ikke objektive sandheder.
En lignende tankegang gælder m.h.t. seksuelle krænkelser. Der skal gribes ind ikke bare, hvis der sker sådanne krænkelser. Det er nok at nogen mener at der findes en risiko for at visse andre personer kan blive krænket; alene den risiko er nok til at der skal sættes store processer i gang for at ændre tingene.
Dette gælder f.eks. i en sag, hvor en forelæser, som bestemt ikke kan beskyldes for at være racist imod farvede, svarede på et studenterspørgsmål i en formulering der nævnte det forbudte n-ord (”neger”). Ingen blev krænket af det, og der var ingen farvede til stede. Men bare det, at der teoretisk kunne være en tilhører, der blev krænket, var nok til at igangsætte en disciplinærsag. Forelæseren måtte love at hun aldrig mere i sit liv nævnte det forbudte n-ord.
I det hele taget drejer meget sig om brugen af bestemte ord. Det afgørende er ikke, om det en person siger, er sandt eller falsk. Det afgørende er, hvilke ord personen bruger. Samtidig nægter universitetet dog at lave en liste over hvilke ord, der er OK, og hvilke der er forbudte. Men det er klart at f.eks. i relation til transkønnede er der formuleringer, som er forbudte.
Andet kapitel handler om presset på universiteterne for at give kvinder en mere fremtrædende plads i lærestoffet. Der er f.eks. krav om at mindst 40 % af litteraturhenvisningerne i undervisningsmateriale skal være af kvinder, også selv om ingen kvinder er relevante for emnet. Og i et kursus om filosofi var underviseren tvunget til at udelade omtale af Immanuel Kant for i stedet at tale om feministen Mary Wollstonecraft. Det endte med at underviseren forlod Sverige og fik en stilling i Istanbul i stedet.
Det giver også problemer, når nogen skal forelæse om reproduktion, for man må ikke sige at kun kvinder kan føde børn. Der skal tages hensyn til at transkønnede ikke føler sig krænket, og det hensyn dokumenteres ved at institutionen bliver hbtq-certificeret (h=homoseksuelle, b = biseksuelle, t= transkønnede og q = queer).
Også hospitaler skal hbtq-certificeres. Det har f.eks. medført på det Sahlgrenska Sygehus´ psykiatriske afdeling, at der er indført nye retningslinjer som kræver, at mænd og kvinder blandes på fælleskønnede sovesale. Det vigtigste er at tænke kritisk om stereotype opfattelser af forskelle mellem kønnene. Men skal ikke placere patienter af samme køn i samme sale bare fordi de har samme køn. Dette gælder også selv om der ikke er nogle transkønnede patienter på afdelingen. Man må nok undre sig over den prioritering – i betragtning af hvor meget det kan forstyrre psykiatriske patienter at blive tvunget til at sove i samme sal som nogen af modsat køn.
Også politiet skal ligestillings-intgegreres. Derfor fik to lærere i genus-videnskab til opgave at ”ud fra et intersektionelt genus-perspektiv identificere mulige udviklingsområder og indgive forslag til hvordan politi-uddannelsen kan udvikles”. Resultatet blev en rapport, hvor det fremhæves at man som betjent ikke kan være neutral. Idealet om at alle skal behandles ens, skal opgives. Politiet skal gøre forskel alt efter om den person, de står over for, tilhører et undertrykt mindretal. Mistænkte personer som står langt nede i magt-pyramiden skal behandles forsigtigere end andre. ”Et normkritisk intersektionelt perspektiv kan synliggøre hvordan forestillinger om neutraliteten i sig selv er koblede til specifikke forestillinger om maskulinitet, hvidhed og svenskhed.” Rapporten om ændring af politiets uddannelse er blevet mødt med meget kritik. Men udviklingschefen for politiet affærdiger kritikken med at der er tale om ”uvilje”.
Tredje kapitel handler om indførelsen af ligestillings-integrering på alle højere læreanstalter i Sverige. Regeringen stillede i 2016 krav om at alle læreanstalter skal udforme en plan for dette. Formålet er ikke at forhindre diskriminering af enkelte personer; formålet er at ”omorganisere virksomheden” og forandre de magtstrukturer, som medfører at diskrimination forekommer.
Nationella Sekretariatet för Genusforskning i Göteborg får til opgave at støtte denne omorganisering. Den mandlige leder er optaget af at ligestillingen skal gennemsyre alt, herunder bestemme pengestrømmene og bestemme eksamenskravene på de enkelte fag.
Normkritisk skoling af medarbejdere og studenter er kongevejen ikke bare til bedre arbejdsmiljø, men også til bedre uddannelse. Til det formål tjener f.eks. en pjece med navnet ”Bryt innanförskapet” med konkrete råd til hvordan man med intersektionel teori kan nedbryde magtstrukturer. Den bruges bl.a. til kurser hvor de deltagende undervisere skal få kundskab om ”teorier af betydning for at udvikle en normkritisk holdningsmåde . . . om sociale kategoriseringer, normer og magt”.
Fjerde kapitel
Kapitlet giver et indblik i tankegangen hos nogle af de personer, der er drivkræfter for indførelsen af ligestillings-integrering. Formanden for Nationella Sekretariat citeres for dette udsagn, at svenske universiteter består af ”en allerede velstillet elite af svensktalende, protestantiske, lyshudede kættere som intet hellere vil end at undgå at få kendskab til deres egen voldsudøvelse”. Han ser universitetet som en slagmark, hvor eliten forsøger at klamre sig til magten. ”Kætterne” er de modernister som tror på at der findes en objektiv sandhed, i modsætning til sekretariatslederen selv, der er frustreret over de stadige krav om at give belæg for sine påstande. Man behøver ifølge ham ikke at kortlægge og undersøge den uligestilling, som han jo allerede ved findes. Det kan være nødvendigt i forhold til specifikke problemer; men ”generelt set er det ikke relevant at give belæg for allerede kendte strukturelle uretfærdigheder”. Disse uretfærdigheder er den symbolske vold, som findes overalt i hverdagen.
En kvindelig forskningssamordner på sekretariatet har lavet disputats om feministen Donna Haraway; det gør bl.a. at hun mener, at man skal droppe det mandlige begreb om objektivitet. Sandheden er subjektiv, og det personligt oplevede er det autentiske og dermed det sande.
Endnu en kvinde i sekretariatet har kvalificeret sig med en afhandling, hvor hun bl.a. skriver at ”nyliberalismen” undergraver muligheden for virkelig ligestilling. At fokusere på individer gør at kønsmagt-ordningen forbliver intakt. Ligestilling kræver kollektiv kamp.
På sekretariatet handlede det om at føre en fælles kamp, og her var ingen tolerance for dem som stillede spørgsmål til de anvendte metoder. Eventuel intern kritik blev mødt med kollektive modangreb fra et stort antal kvinder. Ekstern kritik bliver også altid afvist, med påstande om at kritikerne blander politik og forskning sammen (selv om det netop er, hvad sekretariatet gør). Kritikere kategoriseres som konservative, populistiske, imod genus- begrebet og imod ligestilling. Forsvarerne af sekretariatet udtaler: ”Lad os slå fast en gang for alle: genusforskning er videnskab!”. Det afgørende er også, hvilke personer der kommer med kritik, mere end hvad kritikken går ud på. Man ser livet som en kamp mellem det gode og det onde, hvor man selv står for det onde. Det vil sige at kritiske indvendinger er tegn på dårlig moral.
Femte kapitel er en omtale af nogle af de mest tåbelige forsknings-projekter i Sverige. Vi hører f.eks. om en forsker som mener, at hele tanken om at amning er knyttet til kvinder er socialt konstrueret og heteronormativ.
Desuden omtales nogle af de internationale forsøg på at afsløre den postmodernistiske videnskabs fup.
I sjette kapitel handler det om genus-forskernes modvilje mod at anerkende biologiens betydning. Vi læser om nogle af de forskningsresultater, som påviser biologiens betydning, f.eks. forskning udført af svenske Anna Servin, og vi hører om de argumenter, genus-forskerne bruger til at afvise dem. Et af argumenterne er, at den forskning skal slet ikke udføres. ”Hvorfor er Anna Servin overhovedet interesseret i kønsforskelle? Hvad skal man anvende forskningsresultatet til?”. Selv en kvindelig docent ved et centrum for evolutionsbiologi siger: ”Jeg synes at den videnskab som arbejder med biologiske forskelle, den ødelægger bare. Den ødelægger ligestillingsarbejdet. Den har ikke noget at gøre dér.”
I dette kapitel omtales også en del af de vanvittige forestillinger om transkønnede. Og vi får at vide, at antallet af børn og unge i Sverige som henvender sig til myndighederne fordi de føler kønsdysfori – at være født i det forkerte køns krop – er steget voldsomt. Antallet af personer med diagnosen kønsdysfori per 100.00 indbyggere var i 1998 tæt på 0; i 2007 var det 31, i 2017 727, og i 2018 5841.
Historikeren Yvonne Hirdman anses af mange for at være den ledende autoritet inden for svensk genus-forskning. For et par årtier siden mente hun, at kvindelige lærere inden for genus-forskning ”skal have lov at være i fred, ellers bliver de opslugt af de øvrige”. Det vil sige – på det felt skulle der kun arbejde kvinder, og de skulle være fri for påvirkning udefra. Dermed skulle de også være fri for kritik udefra. Hirdman praler et sted af at en mandlig studerende, som stillede kritiske spørgsmål, af hende blev mødt med et ”Hold kæft!”, og at hun dermed fik sat ham på plads. Genusforskerne isolerer sig, møder kritik med mistro, og ser andre som fjender, ikke som meningsmodstandere. Kritik opfattes som angreb.
Genus-videnskabens grundlæggende tilgang – at belyse hvordan egenskaber bliver kønnede, hvordan evner bedømmes forskelligt hos mænd og kvinder – er gledet i en retning hvor alt stort set antages at være effekter af skæve magtrelationer.
På Umeå Universitet fik underviserne besked på at ”anvende en kønsbevidst pædagogik” og ”anlægge et genus-perspektiv i al undervisning”. Det førte til at en kritisk indstillet psykolog dér gav sig til at granske den genus-videnskab, som nu skulle danne baggrund for al undervisning. Han fandt at jo mere en videnskabelig artikel var præget af genus-videnskab, jo lavere kvalitet havde den – ikke så mærkeligt, da genus-videnskab, i modsætning til andre videnskaber, mangler en selvkorrigerende procedure.
Men revolutionen æder sine egne. Begreber som ”genus-ordning” og ”kønsmagt-ordning”, som prægede arbejdet på sekretariatet, er nu på vej ud. De erstattes af queer, trans og intersektionalitet, og ifølge disse perspektiver findes der ikke noget biologisk køn. De betyder, at de ældre genus-forskere opponerer imod den nye tendens. Hvis man ikke længere kan tale om mænd og kvinder, hvordan kan man så studere mænds undertrykkelse af kvinder?
Kapitel 7 handler om de tekniske højskoler, hvor der er relativt stort underskud af kvinder. Det vil man have gjort noget ved. Regeringen har forlangt, at mindst 32 % af alle nyudnævnte professorer skal være kvinder; det tal er efter 2015 stigende, og i 2030 skal det være 50 %.
På Kungliga Tekniske Högskolan, KTH, har man indrettet et ligestillingskontor med to ansatte kvinder, hvoraf den ene er vicerektoren, Anna Wahl. Hun har ingen faglig indsigt i tekniske fag, men meget magt. Hun sigter ikke bare mod et højere antal af kvindelige professorer. Der er først ligestilling, når også fordelingen af magt, ressourcer og indflydelse er lige. Hun tæppebomber højskolen med systematitsk værdigrundlagsarbejde og genus-teori baseret på et intersektionelt perspektiv. Alle studenter, uanset studieretning, og alle medarbejdere, skal have basiskundskaber i genus og et intersektionelt perspektiv. Til det anvendes en lærebog skrevet af ligestillingskontorets to ansatte, en lærebog som også anvendes på mange andre universiteter rundt om i landet. Den er gennemsyret af en postmodernistisk ånd. Den stiller spørgsmålstegn ved begreberne kundskab og sandhed, og hævder at der ikke findes værdineutral og objektiv viden. Køn er ikke naturligt, men socialt og kulturelt konstrueret. Det påstås i bogen, at dette er noget som al kønsforskning er enig om. Det slås også fast som et ubetvivleligt faktum, at kvinder i dag er underordnede under mænd.
På Chalmers Tekniska högskola har man fra 2019 igangsat et program ved navn Genie, hvor man bevilger 300mio. Skr til at forhøje andelen af kvindelige professorer, bl.a. ved at lokke dem til med meget gunstige arbejdsbetingelser og økonomiske rammer.
Man sigter mod at andelen af kvindelige professorer i løbet af ti år skal stige fra de nuværende 17 % til derefter 40 %. Nogle mener, at for at nå målet skal man købe ældre mandlige professorer ud, dvs. betale dem for at tage deres afsked, sådan at der bliver lærestole ledige til nye kvindelige professorer. Der skal være kvindelige ansøgere til alle stillinger, og man sikrer sig på forhånd, at der findes kvinder, der kan søge. Hvis der alligevel ikke er kvindelige ansøgere, besættes stillingen ikke.
Genie-programmet er bl.a. blevet retfærdiggjort med henvisning til begrebet stereotypificering, med støtte i undersøgelser udført af amerikaneren
Claude M. Steele. Hen mener at forskellige minoritetsgruppers akademiske underpræstation i f.eks. matematik og naturvidenskab beror på negative forventninger, som får personerne til at underpræstere. Men Steeles resultater om stereotypificering har ikke kunnet reproduceres ved yderligere forsøg. I dag henviser Chalmers ikke længere til stereotyp-problemet; men de har aldrig noteret sig, at teorien ikke stemmer.
Genie-programmet bærer ikke præg af at håndhæve meritokratiet – at man ansætter de dygtigste. Det bærer mere præg af hævn – den tidligere uretfærdighed, at kvinder blev holdt nede, skal erstattes af en ny uretfærdighed, at mænd skal holdes nede. Lederen af programmet siger at mænd, først og fremmest heteroseksuelle mænd, har som gruppe haft en uberettiget andel af magt og høstet økonomiske fordele af det. Derfor skal denne gruppe nu straffes, for retfærdighedens skyld, og det kommer til at svie.
Lederen af Genie har læst fritekstsvarene i en undersøgelse af arbejdsmiljøet; her brokker mange, mænd som kvinder, sig over Genie-programmet. Men det bortforklares med at mange af de kvinder, som er forfremmet, helt enkelt er bedre end mændene, og det bliver mændene selvfølgelig sure over at se.
Faktisk viser en præcis analyse, at de kvinder, der får professorstillinger, i gennemsnit er dårligere kvalificerede end mandlige professorer – de har f.eks. produceret færre afhandlinger. Men lederen af Genie-programmet hævder altså, uden belæg, det stik modsatte.
Det vigtigste for Chalmers i dag er en høj kvindeandel – det er prioriteret over alt andet. Formanden for højskolens rekrutteringskomité skriver: ”Det går ikke at hævde at der ikke findes nogen kvinder inden for et forskningsområde. I så fald skal vi forlade det. Hvorfor skal vi være til stede på et enkønnet felt?” Hvis der kun er mænd som forsker i f.eks. brintmotorer, eller noget andet som er smart i forhold til klimaet, skal Chalmers altså ikke beskæftige sig med det. Andelen af kvinder er vigtigere end nytten af forskningen.
På afdelingen for teoretisk fysik ved Uppsala Universitet besluttede fakultetet at man ville lave en ”genus-satsning”. De bestemte at de ville ansætte fem hjælpelektorer, som alle skulle være kvinder. Da kvotering er ulovligt, gik man en anden vej. Man slog fem stillinger op, på en måde så det fremgik at de var helt åbne for alle, også mænd. Men samtidig stillede fakultetet en rigelig finansiering i udsigt, og man gjorde det klart over for afdelingen, at hvis de ansatte en mand, udeblev finansieringen, så der ikke var midler at forske for. Dette var jo snyd og manipulation; men hvad gør man ikke for at flere kvinder ind.
På afdelingen fik man fat i en række kvinder og bad dem søge; en enkelt mand, som ikke vidste hvad der foregik, søgte også. Derefter skulle ansøgerne bedømmes af en sagkyndig. Han undrede sig over hvorfor det næsten kun var kvinder, der havde søgt. Da han fik at vide, at der var tale om skjult kvotering, blev han oprørt og klagede officielt. Men den klage kom der ikke noget ud af. Men fandt i stedet en anden sagkyndig, der ikke protesterede.
På Lunds Universitet er sket en lignende form for skjult kvotering med uærlige stillingsopslag.
Men på regeringsplan bedømmes overvægten af mandlige professorer som et problem. Det tages som udtryk for at der sker en usynlig diskrimination mod kvinder. For at undersøge det nærmere, foretog en psykolog ved Umeå Universitet, som før nævnt, en undersøgelse af mere end tusind professoransættelser igennem årene 2009-2014 ved Sveriges seks største universiteter. Han fandt at mændene iblandt dem havde betydeligt flere publiceringer og citeringer, både i medicin og i samfundsvidenskab. Hvilket modbeviser tesen om at en kvinde skal præstere mere end en mand for at blive ansat.
Universiteterne er faktisk godt klare over dette. Nogle tilbyder kvindelige, men ikke mandlige lektorer betalt tid til forskning, sådan at de bedre kan kvalificere sig til en professorstilling. Det udtrykte formål med dette er at man vil udjævne forskellen i kvalifikationer, sådan at man kan få flere kvindelige professorer men uden at kunne anklages for kvotering.
Der er visse uddannelser, hvor der kræves et højt karaktergennemsnit for at komme ind, og da flere kvinder end mænd får høje studentereksamenskarakterer, er der en overvægt af kvindelige studerende. Det var bl.a. tilfældet på veterinæruddannelsen på Sveriges Lantbruksuniversitet. Her indførte man en kvoteordning for at få mindst 40 % mandlige studerende. Men bortkvoterede kvinder klagede ved retten, og fik medhold. De fik en stor pengeerstatning, men ikke en studieplads.
Det hører med i billedet, at i 2018 oprettede man Jämställdhetsmyndigheten (Ligestillingsmyndigheden) som afløser for Nationella Sekretariatet. Denne myndighed er IKKE underlagt nogen krav om ligelig kønsfordeling. Der er ansat 51 kvinder og 17 mænd.
Kapitel 8 handler om hvordan genus-perspektivet tvinges igennem i al aktivitet på svenske universiteter.
I 2016 fremsatte forskningsministeren et forslag om dette. Ministeren skrev: ”Regeringen anser at det ikke er nok at arbejde for ligestilling inden for forskningen og ved fordelingen af forskningsmidler. I overensstemmelse med regeringens arbejde med ligestillings-integrering skal køns- og genus-perspektivet integreres og være konstant nærværende i forskningens indhold.”
Man instruerede de fire svenske forskningsråd om at det skulle være sådan, og det førte til indførelsen af et pointsystem, hvor ansøgere skulle redegøre for genus-perspektivet i alle ansøgninger til forskningsrådene. Et af forskningsrådene har f.eks. en formular, hvor hele tre punkter drejer sig om køn og ligestilling, f.eks. hvordan projektet forbedrer ligestillingen mellem kønnene. Hvis man ikke kan give høje point til disse tre punkter, er det næsten umuligt at få en tilstrækkelig høj samlet vurdering af ansøgningens kvalitet, selv om man kommer i top på alle de øvrige punkter.
Det har f.eks. givet problemer for en forsker i fiskebiologi. Den forskning kan ikke påvirke ligestillingen mellem kønnene, og derfor vurderes den lavt. Da der desuden var fem mandlige deltager og ingen kvinder, blev projektet afvist. Senere lykkedes det dog at overtale en kvinde til at stå på som medansøger; hun vidste godt, at det kun var for en forms skyld; men for at hjælpe mændene stillede hun op, og så gik projektet igennem.
Den politik giver problemer for klimaforskningen, som langt overvejende udføres af mænd. Desuden kan man vanskeligt påstå, at klimaforskningen gavner ligestillingen. Derfor er det meget svært at få støtte til klimaforskning.
Forskningsrådet for sundhed indførte i 2018 pludselig en ny vurdering, hvor man ikke blot skulle angive projektets relevans for genus, men også for mangfoldighed. En forsker i medicin beretter, at han forsker i et område hvor køn og etnisk tilhørsforhold ikke har nogen betydning. Han ved godt, at hvis han skrev at biologisk køn er et naturligt udgangspunkt for medicinsk forskning, da ville han vanskeligt kunne få støtte. Som han siger: ”Det handler ikke om at jeg sagligt har ret eller tager fejl, men om at det (biologisk køn) ikke er en godkendt ideologi, uanset hvilket spørgsmål jeg vil studere.”
Dette forskningsråd har indført en bestemmelse om at den forskning, som får støtte, skal have et genus/ligestillings-perspektiv i 75 % af projekterne. Så der det jo svært at få noget igennem, som ikke har et genus/ligestillings-perspektiv.
Tilsvarende regler gælder i øvrigt for tildeling af støtte i kulturlivet. Her skal man svare på ikke mindre end 50 spørgsmål om genus m.m., f.eks. skal man sige, om det er sandt at ”Vi har diskuteret hvorvidt opsætningen bidrager til at bevare eller udfordre rådende normer og forestillinger om mennesker, eller bare viser hvordan det er. Vi undgår dermed at vi ubevidst reproducerer stereotyper.” Det fremhæves også for ansøgerne, at normkritik er den metode, man skal anvende, til forskel fra tolerance som bare bevarer privilegier. Tolerance udfordrer ikke normen. Tolerance er altså ikke godt nok.
Videnskabsrådet mener, at diskrimination især sker på grund af ”ubevidst bias”. Derfor skal ubevidst bias bekæmpes. Det gør man ved en slags stikkerordning, hvor ligestillingsobservatører sidder med i forhandlingerne i Videnskabsrådet. De skal indberette, hvis der er personer der giver udtryk for fordomme, så som at kvinder er mindre intelligente end mænd. Observatørerne deltager, men siger ikke noget, og lytter blot efter hvordan de andre mødedeltagere taler. Man tager også tid på, hvor mange minutter mænd hhv. kvinder taler (her har man ikke fundet nogen forskel). Man noterer sig, i hvilken orden mænd og kvinder sidder ved bordet. Alt dette gøres hvert andet år. I seneste runde er det ikke lykkedes disse observatører at finde tegn på diskrimination. Man mener derfor, at diskrimineringen af kvinder sker via ”ubevidste fordomme”, og man udbreder informationsmateriale om dette.
Faktisk har bl.a. lederen af Nationella Sekretariatet allerede i 2015 set på forskningen om ubevidst bias. Han har set på samtlige internationale studier som undersøger fordelingen af mænd og kvinder i ansøgninger. Modvilligt konstaterer han at 77 % af disse studier som tager højde for akademisk position, ikke finder nogen forskel i bedømmelse beroende på køn. I de resterende 23 % finder man små, men ikke statistisk signifikante forskelle. Men han forkaster den konklusion, man ellers kunne drage, at der ikke sker diskrimination. Jo, for ”akademisk position, som per definition er et udslag af en uligestillet og kønnet organisatorisk proces, anvendes som variabel der neutraliserer en påvist kønsforskel.” Han mener altså at der forkert at tage hensyn til akademisk position, eftersom kvinder med største sandsynlighed er blevet diskrimineret ved tildelingen af positioner. Det kaldes ”kønsneutral kønsdiskriminering”.
Det antages almindeligt, at der ansættes flest mænd, fordi mænd foretrækker at ansætte andre mænd. Men her overser man, at det gennemgående er kvinder som foretrækker andre kvinder i deres ubevidste attituder, mens mænd derimod ikke fremviser ubevidst sexisme.
I 1997 lavede to kvinder en undersøgelse som viste, at kvindelige ansøgere til det biomedicinske forskningsråd blev vurderet lavere end mandlige, såfremt de var lige kvalificerede. Det viste ubevidst diskrimination mod kvinder. Da en tilsvarende undersøgelse blev gennemført af en mand i 2008, var resultatet det modsatte: Nu havde kvinder 10 % større chance end mænd for at få forskningsmidler. Siden 1997 havde man altså overkompenseret.
Men når ligestillings-konsulenter omtaler dette fænomen, så refererer de undersøgelsen fra 1997, ikke den fra 2008.
Ligestillings-konsulenter henviser også gerne til resultatet af et internationalt forskningsprojekt, GEDII, som angiveligt viser at en jævnere kønsfordeling fører til øgede videnskabelige fremskridt. Denne konklusion er at finde i en artikel i Nature; men den holder ikke stik. Da nogle mere statistisk kyndige personer, bl.a. svenske Ulf Sandström, gentog de statistiske analyser på en mere solid måde, konstaterede de, at der ikke var en sådan sammenhæng. Nu viste det sig at kønsbalancen ikke har nogen som helst indvirkning på resultatet. Den tidligere rapports konklusion er nu ændret til at “Regarding gender differences, the models also indicate that there are not statistically significant effect of the share of women on performance – defined as both productivity and impact.” Men denne ændrede konklusion ignorerer ligestillingskonsulenterne.
Alle statslige forskningsråd har sat som mål at kvinder og mænd skal have samme bevillingsgrad, uanset hvor mange ansøgninger der kommer ind fra hvert køn. Begrundelsen er at mænd som gruppe historisk set har haft en højere bevillingsgrad. Inden for området naturvidenskab og teknik indsendes tre ud af fire ansøgninger af mænd. Men hvert eneste år er det tæt på 50 % af bevillingerne, der gives til kvinder. I de tilfælde hvor en bedømmergruppe ikke har været i stand til at nå op på målet om 50/50 fordeling, skal de skriftligt motivere hvordan det kan være over for ledelsen.
Inden for medicin og sundhed mener Videnskabsrådet, at kvinder bliver uretfærdigt bedømt af bedømmelseskomiteerne, selv om nogle opgørelser, bl.a. Sandströms undersøgelse, viser noget andet. I en rapport fra 2009 erkender Videnskabsrådet, at mandlige forskere er mere produktive og når længere i karrieren på en given tid end kvinderne; Videnskabsrådet formoder, at det skyldes at kvinder prioriterer hjem og børn højere end deres mandlige kolleger. Derfor mener de ikke at det er retfærdigt at have samme bedømmelseskritierier for mænd og kvinder.
VURDERING
”Genusdoktrinen” er en meget læseværdig bog, som stærkt kan anbefales. Der ligger et stort arbejde bag udarbejdelsen af bogen, med interviews af talrige relevante personer, gennemgang af relevant forskning, m.m. Ivar Arpi har allerede før arbejdet med bogen blev indledt, markeret sig som en journalist med en usædvanligt høj faglig standard, og det mærkes. Anna-Karin har bidraget med insider-viden om hvordan arbejdet i Nationella Sekretariatet foregik, og det er ligeledes værdifuldt. Tilsammen har de begge bidraget til en meget saglig og oplysende bog.
Hvad der er særlig interessant, er at de gør ihærdige forsøg på at belyse, hvordan de personer tænker, som driver udviklingen frem. For Danmarks vedkommende er det ofte meget svært at forstå, hvorfor autoritetspersoner, så som rektorer og dekaner, igen og igen lægger sig fladt ned, når feminister og andre aktivister kommer med særlige krav. Ingen tør rigtig gå imod hvad feminister kræver. Jeg har altid haft meget svært ved at forstå dette. ”Genusdoktrinen” bringer mig tættere på en forståelse. Uden at man forstår disse menneskers tankegang og motivation kan man ikke få held med at bremse feminismens værste udskejelser. Men nogen fuld forståelse får hverken forfatterne eller læserne. Det er stadig et mysterium for mig, hvordan disse mennesker kan tænke og mene, som de gør.
I Danmark oplever vi også, at kritik af feminister ikke accepteres – enten ignoreres den, eller den afvises pure. ”Genusdoktrinen” bestyrker den opfattelse, at ifølge egen selvforståelse har feministerne så meget ret, at de ikke har brug for selvkritik, og ikke har brug for at lytte til kritik udefra. Kritikere opfattes ikke som meningsmodstandere, men som fjender, der skal bekæmpes, ikke snakkes med.
Derudover er bogen vigtig ved at vise, hvad socialkonstruktionistisk tankegang fører til i praksis. Sverige er i betydelig grad et feministisk diktatur, hvor regeringen direkte fastsætter, at køn ikke er biologisk bestemt. Regeringen går meget, meget langt m.h.t. at diktere hvad folk må tænke, og der findes horder af meget tjenstvillige embedsmænd, der med stor emsighed fører regeringens direktiver ud i livet. Det er rystende at se, i hvor høj grad centralt fastsatte direktiver kan slå igennem og udvirke den omorgansering og den tankekontrol, som er tilsigtet. Og det er rystende at se, at relevant forskning, f.eks. i klimaspørgsmål, skrottes bare fordi den ikke bidrager til øget ligestilling.
Først og fremmest er bogen en stor, stor advarsel til os danskere om hvad der venter os, hvis feministerne får magt, som de har agt. I Sverige styres hele samfundet af et mindretal af feminister, som har været dygtige til at sætte sig på regeringsposterne, medierne, universiteternes styringsorganer osv., også selv om den almindelige svensker måske ikke er enig i hvad de gennemfører. I Danmark ser vi i disse år en kraftig udvikling i samme retning. Vi har f.eks. en kvindelig forskningsminister, som er overbevist om, at køn er socialt konstrueret, og som agerer ud fra den overbevisning. Nogle danske universiteter forsøger på omtrent samme måde som de svenske at presse flere kvinder ind på en måde, som virker ligesom kvotering, og som så vidt vides er ulovlig. Bogen viser, hvad mere vi kan forvente os af den slags.
Særlig uhyggeligt er det at læse, at den svenske tilgang indeholder et kraftigt element af tankekontrol. Folk, der ikke tænker på den rette måde, og folk der ikke anvender de rigtige, politisk korrekte ord, får det sværere, f.eks. har de svært ved at få forskningsbevillinger. Den svenske regering dikterer, hvad der er rigtigt og sandt – dvs. sandheden bestemmes politisk.
