Anmeldelse af ”Aldrig din skyld / altid din skyld” af Tobias Petersen (2023). 353 pp. Forlaget Brilleuglen.
Denne bog er skrevet af Tobias Petersen, som siden 2014 har skrevet om køn og ligestiling på sin hjemmeside, www.Reel Ligestilling.dk, og på facebooksiden Reel ligestiling. Facebooksiden blev dog lukket af facebooks censur i august 2023, da den bragte en foromtale af bogen.
Jeg har selv fulgt Tobias Petersens skriverier fra 2014 og frem, og jeg har hele vejen igennem været meget enig med ham og meget på linje med hans holdninger. Det præger også min opfattelse af den nu udkomne bog, hvor et sted omkring 98 % af indholdet er noget, som jeg er meget enig i.
Bogen har et behageligt sprog og er let at læse. Den virker som om alle formuleringer er nøje overvejet og tilpasset til, at alle skal kunne læse den.
Bogens omslag er delt skarpt op i en sort halvdel og en hvid halvdel. På den hvide halvdel står der ”ALDRIG DIN SKYLD”, og det betegner den holdning, som samfundet i dag har over for kvinder. På den sorte halvdel står der ”ALTID DIN SKYLD”, og det betegner den holdning, som samfundet i dag har over for mænd.
Nærmere bestemt er det et gennemgående tema i bogen, at samfundets generelle holdning er som følger: Når som helst kvinder møder nogle vanskeligheder, forhindringer eller ubehageligheder, så skyldes det noget i samfundet – det har at gøre med noget strukturelt, som skal laves om. Men når som helst mænd møder nogle vanskeligheder eller forhindringer, så er det mændenes eget individuelle ansvar at gøre noget ved det. Det er en moderne version af den evige tendens, at kvinderne er de passive, som nogen skal gøre noget for, mens mændene er de aktive, som selv må handle for at bringe tingene på fode. Hen igennem bogen er der mange eksempler på denne tendens; det starter allerede i børnehaven: Pigerne lærer at kalde på pædagogen, når de har et problem; drengene lærer, at de skal løse deres problemer selv (s. 152). Piger og kvinder er i udgangspunktet perfekte; de er, som de skal være, der er ikke noget der skal ændres ved dem, og når de alligevel har problemer, er det omgivelsernes og samfundets skyld. Man taler ikke om ”toksisk femininitet”. Hvis Verden skal gøres bedre, skal det ske ved at man letter tilværelsen for kvinder. Og omvendt, så er drenge og mænd forkerte; der er noget galt ved dem; man taler om ”toksisk maskulinitet”. Hvis Verden skal gøres bedre, så skal det ske ved, at mændene ændrer sig, og det har de selv ansvaret for.
Jeg mener at påstanden om at der eksisterer denne vinkel på køn så nogenlunde holder stik. Der er måske et par enkelte steder, hvor den ikke helt holder: Kvinder i dag får at vide, at hvis de vil stige til tops i hierarkiet i det private erhvervsliv, så skal de ændre sig og handle mere som mænd – de skal blive mere selvsikre og pågående, være mere aktive for at søge stillinger, etc. Dét er et af de få punkter, hvor bogens fremstiling ikke er helt dækkende.
Et andet punkt handler om opdelingen i forskellige typer af feminister. Her (s. 30) skelnes mellem radikalfeminister og queer feminister, og det hævdes at radikalfeminister mener at køn er biologisk bestemt, mens de andre hyulder den queer-teoretiske idé om at køn er noget, mennesker ”gør” og derfor også kan vælge. Det skurrer lidt i mine ører, for det gælder kun meget snævert i talen om kønsskifte. Feminister kan opdeles i mange slags, og man finder nok aldrig en opdeling, som alle kan være enige i. Men at radikalfeminister opfatter køn som noget biologisk, er lidt misvisende. De fleste radikale feminister mener lige som Simone de Beuavoir, at kvinde, det er noget man bliver – man fødes ikke med de biologisk bestemte karaktertræk, som kendetegner kvinder. De, der mener, at kvinder biologisk er determineret til at være anderledes end mænd, kaldes essentialister; dem var der nogle af i 1970´erne; men de er stort set uddøde (eller udrensede?).
Bogens første større kapitel handler om ”patriarkatet”. Bogen argumenterer overbevisende for, at det begreb er helt fundamentalt for feminismen – uden det begreb ville feministerne ikke have den sag, de kæmper for. Bogen beskriver – med rette – feminismen som et kirkesamfund, der har nogle trossætninger, og den måske allerhelligste trossætning er, at man skal tro på at Patriarkatet eksisterer. Når som helst nogen i en debat kommer til at sige noget, der modsiger tesen om Patriarkatet, reagerer feministerne meget voldsomt negativt. Det er en rød knap, man ikke må trykke på. Det vil kortslutte al dialog.
Derefter kommer et kapitel om ”Det feministiske økosystem”. Det kapitel gjorde stort indtryk på mig. Det handler om hvordan et kæmpe netværk af organisationer gensidigt støtter hinanden, og hele tiden sørger for at det bliver den feministiske fortælling, der kommer frem i medierne og over for politikerne. Der uddeles mange millioner kroner til disse organisationer, dels fra staten og kommunerne, og dels fra fonde og gennem støtte fra erhvervslivet. Alt i alt finansieres den danske feminisme årligt med adskillige hundrede millioner af kroner, måske endda over en milliard. Det giver lønnet beskæftigelse til en hærskare af feminister, som kan drive lobbyvirksomhed. Det er der støtte til, fordi den generelle fortælling er, at kvinders problemer skyldes at der er noget strukturelt i samfundet, der bør laves om. Der er derimod ikke noget strukturelt i samfundet, som bør laves om for at lette tilværelsen for mænd, så der gives stort set ingen penge til at løse mænds problemer. Der er næsten kun én undtagelse: I årene 2021 og 2022 blev der bevilget i alt 4 mio. kr til ”Forum for mænds sundhed” ved Righospitalet. Den støtte forsvandt igen i 2023 (s. 202). Man skulle ellers nok mene, at staten havde råd til at forlænge støtten, i betragtning af de 75 mio. kr som staten hvert år bevidstløst bevilger til UN Women, hvor det er meget uklart, om man får noget nyttigt for pengene.
Kønsforskningen ved universiteterne er også en del af det feministiske økosystem – den tankegang, der lever i dette økosystem, har praktisk tget monopol på al kønsforskning i Danmark.
Det feministiske økosystem får penge, fordi det har magt. Strategien er, at man først skal have monopol på fortællingen. Når man har fået det monopol, så får man magten, og når man har magten, får man pengene (s. 51). Bogen siger også: ”spørgsmålet er ikke, om du har ret; spørgsmålet er, hvem der siger, du er troværdig” (s. 63). Og her er problemet, at næsten ingen personer uden for det feministiske økosystem i dag fremstår som troværdige.
Der er i bogen en del eksempler på, at feministerne ikke tillader andre at komme til orde og få indflydelse. Journalist Iben Maria Zeuthen har f.eks. sagt, at man bør udleukke debattører med det modsatte synspunkt fra at deltage i debatten om køn og ligestiling. Hun har sagt, at ”det er vigtigt at vi som journalister slukker for mikrofonen for dem dem med det modsatte synspunkt.” (s. 18). Bogen citerer også (s. 307) forkvinden for Socialdemokratiets ligestilingsudvalg, som til en konference havde inviteret 7 kvinder og én mand, Henrik Marstal. Gået på klingen om, hvorfor der kun var én mand, når det handlede om ligestilling, svarede hun, at hun ikke var interesseret i at høre fra mænd, som ikke delte hendes feministiske tilgang – det ville være spild af tid at inddrage f.eks. Hans Bonde, som modarbejder alt hvad hun har arbjedet for angående at få kvinder frem i forskningsverdenen.
Bogen har også kapitler om den rolle, feminister spiller i medierne, og om betydnignen af sproget – noget som kvinder typisk tillægger stor betydning. Vi hører om at feminister og normkritikere gør sproget til et aktivistisk værktøj.
Der følger et kapitel om den særlige værdi, som samfundet tillægger kvinder, og som gør at man tager særligt hensyn til kvinder og deres følelser, hvorimod der er frit spil for ustraffet at skrive side op og side ned om at man hader mænd og måske endda vil have alle mænd slået ihjel.
Dernæst kommer kapitlet om sundhed. Her bed jeg mærke i, at det har betydning for om mænd vil gå til lægen, om der er en feminin aura i lægemiljøet, f.eks. en feminint præget sprogbrug. Man opdagede f.eks. i 2014, at mandlige kræftpatienter oftere meldte sig til genoptræning, når det var en mandlig fysioterapeut (s. 197). Det har jo tankevækkende perspektiver, når en stigende andel af de medicinstuderende er kvinder – nu oppe omkring 71 % (s. 258).
Kapitlet om sundhed går videre til at omtale sex, og der er adskillige sider om solomødre.
Der er et kapitel om uddannelse, hvor vi bl.a. hører om det kendte forhold, at lærere giver lavere karakterer til drenge end til piger for samme faglige præstation, fordi de bevidst eller ubevidst inddrager elevernes ”sociale kompetencer” i karaktergivningen.
Der følger et kapitel om vrede og afmagt, der især handler om incels og MGTOWs. Bogen forsøger at give en plausibel forklaring på, at disse fænomener er en forventelig reaktion på den måde, drenge og mænd behandles på. Deres problemer bliver aldrig anerkendt – de får altid at vide, at hvis noget ikke fungerer, så er det deres eget ansvar.
Omvendt bliver der gjort rigtig meget for at lette vejen for kvinder og fjerne alle sten på deres vej. Og hvordan reagerer kvinderne så på det? De plages mere og mere af mistrivsel. Tobias Petersen mener, at den menneskelige psyke er ”anti-skrøbelig” – jo flere vanskeligheder, man udsættes for, jo mere robust bliver man, og jo mere udvikler man sine styrker og evner. Da den nyeste generation af kvinder nærmest får alt foræret, er de meget lidt robuste, og de plages af mentale problemer.
Bogen kommer ind på et konkret eksempel, nemlig de dårlige oplevelser som kvindelige gymnasieelever kan få med ”puttemiddage”. Her er Tobias Petersens holdning, at det er vigtigt for de unge kvinder at lære livet at kende og lære, hvordan unge mænd forsøger at gøre dem til sex-objekter – den erfaring vil hjælpe dem senere i livet. Her er jeg ikke ganske enig – jeg finder ”puttemiddagene” modbydelige. Men måske har han ret. Jeg har nok selv som ung tænkt for pænt om hvordan mænd og kvinder omgås hinanden, og misset en forståelse for, hvordan kvinder tænker om mænd. Jeg manglede måske nogle afgørende erfairnger, der ville have hjulpet mig i livet.
Når man når til bogens slutning, venter man spændt på sidste kapitel: ”Veje ud”. Altså: kan der peges på nogle løsninger?
Her udpeger Tobias Petersen de aktører, der muligt kunne komme med løsninger: 1) politikerne, 2) virksomheder og fonde, der støtter ligestiling, og 3) medier og journalister.
Hvad angår politikerne, ser Tobias Petersen intet håb. Venstrefløjen vil fortsat hævde, at kvinders problemer skyldes noget strukturelt i samfundet, som skal laves om til fordel for kvinder – uanset at kvinderne i dag galopperer langt foran mændene i uddannelsessystemet. Højrefløjen vil ikke give penge til samfundsforandringer, der kræver penge, og vil fortsat sige til mændene, at forandringer er deres personlige ansvar. Det eneste håb er, at nogle politikere måske vil nedsætte et udvalg, som kigger speicelt på drenges og mænds ligestilingsproblemer, sådan som man netop har gjort i Norge.
Hvad angår fonde og virksomheder, så anbefaler bogen, at de begynder at føre et ideologisk regnskab over den støtte, de giver, for at få overblik over, om støtten måske gives meget ensidigt til det feministiske økosystem. De bør oprette og finansiere en ikke-feministisk tænketank for ligestilling.
Hvad angår medierne (redaktører og journalister), giver bogen en liste på syv råd. Flere af rådene går på sprogbrug, f.eks. om brugen af aktiv/passiv form – drengene taber, pigerne tabes. Det anbefales især at være præcis med, hvad man mener med ordet ”ligestiling” – mener man lige muligheder, eller resultatlighed. Det er efter min mening et godt og vigtigt råd; problemet er bare, at de vil ikke følge det. Feminister presser hele tiden på for at man IKKE bruger denne skelnen – for dem vil ligestilling altid være resultatligestiling, og de nægter at godkende at det er godt nok med lige muligheder. Et andet råd er, at hvis der på et felt er en skæv fordeling , dvs. en fordeling langt fra 50/50, så skal man ikke automatisk antage, at det skyldes diskrimination. Tænk på en strikkeklub med 30 damer og ingen mænd. *Den skæve fordeling skyldes ikke diskrimination, men derimod, at de to køn har forskellige interesser og vælger forskelligt. Det gælder også ude i samfundets organisationer.
Jeg har selv forsøgt at publicere bøger om køn, og derfor interesserer det mig at læse om Tobias Petersens erfaringer i den retning. Han omtaler de tre kvinder i ”Girl Squad” som fik et samarbejde med DR´s P1 om en række på seks udsendelser om hvad feminisme er. Disse udsendelser skulle lede frem til, at der blev udgivet en bog med samme emne; den udkom under titlen ”Ludermanifestet”. DR brugte licenspenge på at støtte udgivelsen, og havde deres logo på bogen. Tobias selv havde året forinden kontaktet et af Danmarks store forlag i håbet om at udgive en bog om køn og ligestilling., kun for at få et svar, som bedst kan betegnes som det, der på nydansk kaldes en fuckfinger. Feminister og ikke-feminister har altså ikke lige gode vilkår for at få udgivet bøger.
Det rimer med mine egne erfaringer. Da jeg skulle udgive ”To køn – tre sandheder”, sendte jeg, efter tur, manuskriptet til 10 forskellige forlag. Jo mere jeg forbedrede manuskriptet, jo mere kortfattet blev deres afvisning. Derefter sendte jeg et brev til ti andre forlag, hvor jeg spurgte, om de i det mindse ville se på et manuskript om forholdet mellem kønnene. Det var der ingen, der ville. Kun én mandlig redaktør svarede lidt imødekommend,e idet han skrev, at han turde ikke. Summa summarum: Ud af 20 forlag var alle 20 på forhånd negative over for emnet.
Jeg forsøgte dengang at gøre argumentationen så solid og velunderbygget som muligt – men jo mere jeg forsøgte dét, jo mere negativt blev det vurderet. Det minder mig om, hvad Tobias skriver (s. 20): ”I et tidligere udkast til denne bog brugte jeg mange sider på at demonstrere, at kvinden inden for nogle områder har større problemer end mænd, og at mænd inden for andre områder har større problemer end kvinder. Min tanke var, at en empirisk tilgang ville kunne overbevise nogle af patriarkatets fundamentalister. Men jeg har skiftet mening. Jeg tror ikke, der findes nogen empiri, som vil få dem til at ædnre holdning.”
Jeg har draget den samme konklusion. Jeg har planlagt at samle videnskabelig evidens for at der forskelle mellem kønnene. Men jeg har opgivet at få det udbredt til noget større publikum. Jo mere videnskabeligt velfunderet, det er, jo færre vil læse det. Og det vil ikke få en eneste feminist til at ændre holdning. Som Tobias Petersen skriver i sin bog, så er feminismen og troet på patriarkatet en slags religion, en kirke, og man kan ikke på nogen som helst måde få de troende på andre tanker. Det svarer vel til at ville få fundamentalistiske kristne til at acceptere Darwins udviklingslære ved at fremlægge særlig solid videnskabelig evidens. Det kan man ikke.
Jeg har selv bl.a. udgivet bogen ”Fire myter om patriarkatet”. Den er baseret på grundig gennemlæsning af relevant faglitteratur. Alligevel blev den i bibliotekernes lektørudtaslelse vurderet såden her: ” Et unuanceret indspark i kønsdebatten, som næppe vil finde mange læsere”. Sådan går det, hvis man med solid videnskabelig forankring forsøger at skrive noget, som går imod forestillingen om patriarkatet. Tobias Petersens bog bliver nok bedre vurderet – den har nok en passende grad af saglighed og har nok en bedre aspel til ”almindelige mennesker”.