Denne tekst er skrevet af Kåre Fog i samarbejde med Lone Nørgaard. Den handler om metoo sagerne på TV2, som ramte Jens Gaardbo og Jes Dorph-Petersen og fik meget alvorlige konsekvenser for dem begge.
Artiklen har været sendt først til et af de store dagblade, hvor den har ligget en måneds tid, inden den blev afvist. Derefter har den ligget på redaktionen hos en mindre, elektronisk avis, hvor vi først fik at vide, at den ville bllive publiceret; men efter to måneder fik vi alligevel at vide, at den var afvist.
Der er således gået meget lang tid, hvor manuskriptet har ligget, så det ikke længere er særlig aktuelt. Men sagen er alt for alvorlig til, at den skal blive glemt og anset for uaktuel. Der er stadig al mulig grund til at rejse opmærksomhed om at der formentlig er begået en meget stor uretfærdighed mod de nævnte mænd. Vi håber at artiklen kan bidrage til at almenheden forstår, hvad der er foregået, og at der kan bødes på den uret, der er begået.
ER DOKUMENTAREN OM TV2’s METOO-SAGER TROVÆRDIG? SVARET ER NEJ
Denne kronik handler om MeToo-sagerne på TV2. Her blev to markante mænd, Jes Dorph-Petersen og Jens Gaardbo, pludselig fyret for noget, de havde gjort for 15-20 år siden.
Hvis en læser eller to skulle tænke gammel vin på gamle flasker, så tænk om igen: Vi er slet ikke færdige med at få kastet lys over over, hvad der skete, fordi perspektivet alt for ensidigt har været ligestillings-feministernes. Den slagside skal der rettes op på, og det kan kun gå for langsomt.
***
Hvad præcist de to herrer havde gjort, står ikke særlig klart. Om Gaardbo ved offentligheden kun, at han havde udvist ”dårlig dømmekraft”, lige som Michael Dyrby har indrømmet at han udviste ”dårlig dømmekraft”. Gaardbo og Dyrby har begge været nyhedschefer på TV2, og ”dårlig dømmekraft” synes at referere til, at det er forkert af chefen at have sex med yngre personer, der i deres karriere er afhængige af chefens velvilje.
I november 2021 kom så dokumentaren om MeToo-sagerne på TV2 med diverse kvinders beretninger om, hvordan de har lidt under chefernes seksuelle tilnærmelser. Et sted i dokumentaren udtaler Karen-Helene Hjorth, nu studievært på TV2 News: ”Det er da alt andet lige en spøjs situation at stå i, at skulle sige nej tak til noget som intet har med faglighed at gøre, men har noget at gøre med . . . ja, med sex, altså, over for et menneske som jo ret beset bare kan fyre dig på mandag, hvis det er. Deri ubalancen, og deri det upassende, altså”.
Udtalelsen er temmelig påfaldende i betragtning af, at Hjorth selv, som studievært, har haft et seksuelt forhold til en ung, mandlig praktikant. Den praktikant er afhængig af hendes velvilje som studievært. Hvordan kan hun sidde foran kameraet i dokumentaren og udtale sig som nævnt – vel vidende, at hun selv praktiserer, hvad hun kritiserer andre for?
I denne artikel vil vi imidlertid koncentrere os om en anden kvinde: Therese Philipsen. Hun må siges at være hovedperson i dokumentaren, da interviewene med hende fylder godt og vel halvdelen af den næsten tre timer lange udsendelse.
I år 2000 startede hun som 23-årig praktikant på TV2 Nyhederne, og det er hendes beretninger om, hvad hun var udsat for, der mere end noget andet skaber en forargelse over, at de fyrede herrer var nogle sexmonstre. Therese Philipsens ytringer maler et stemningsbillede af vedholdende seksuelle overgreb.
Uden Therese Philipsens udsagn ville der ikke have været mange søm at hænge forargelsen op på. Nogen havde måske sagt noget nedladende, men egentlige seksuelle overgreb var der ikke mange af.
Men hvad nu, hvis Therese Philipsen ikke taler sandt? Hvad nu, hvis der ”bare” var tale om seksuelle forhold med samtykke, ganske lige som i tilfældet med den mandlig praktikant, der havde et seksuelt forhold til Karen-Helene Hjorth?
Formålet med at rejse MeToo sagerne var angiveligt at gøre op med ”kulturen” på TV2. Men noget skurrer her, eftersom de sager, der førte til fyringer, skete for 20 år siden i en langt mere løssluppen kultur. Der foreligger intet om, at Jens Gaardbo eller Jes Dorph-Petersen har haft tilsvarende affærer de sidste mange år. Men påstanden om, at det skulle handle om ”kulturen”, begrunder, at der stort set ikke nævnes navne på de mænd, som påstås at have begået seksuelle overgreb. Therese Philipsen kommer med mange saftige historier, men eftersom hun ikke siger, hvem mændene var, har vi alene hendes version af det skete. Vi kan ikke spørge manden, da vi ikke ved, hvem han er.
Det viser sig dog, at der findes en kilde, der afslører identiteten på tre mænd.
Da Therese Philipsen forlod TV2 i 2005, havde hun fundet sig en mand, og med ham rejste hun til Florida. Her nedsatte hun sig som forfatter til kulørte krimier, hvor kvinder er ofre. Under pseudonymet Willow Rose har hun skrevet mere end 80 bøger, som tilsammen er solgt i ca. 6 mio. eksemplarer.
En af de seneste bøger er ”Such a Good Girl”, hvor en hovedperson, Samantha, omkommer på mystisk vis. Den bog slutter med en efterskrift, som er interessant: ”Store dele af denne bog er min egen historie.”
Hun omtaler, at hun var betaget af en studievært, der nu er blevet fyret: ”På grund af min historie som er lige som Samantha´s i denne bog. Det skete også mens jeg var praktikant; men jeg fortalte aldrig nogen om det.”
Vi får at vide, at hun blev kontaktet af en dansk journalist (formentlig i 2020), åbnede op og berettede om, hvad der skete den gang. Og så: ”Nogle få måneder senere, blev to af de tre involverede mænd fyret fra deres netværk.”
De to, der blev fyret, var Jes Dorph-Petersen og Jens Gaardbo. Derved sætter hun altså navne på to af de mænd, hun taler om i dokumentaren. Den tredje siger hun så meget om, at pilen peger entydigt på Michael Dyrby. Så her har vi altså identiteten på tre mænd, der omtales i dokumentaren af Therese Philipsen, og hvoraf mindst to er afskediget på grund af hendes udsagn. Andetsteds har hun omtalt en chef mere, som hun også har haft en affære med.
I efterskriftet til ”Such a Good Girl” skriver Therese Philipsen videre:
”Da journalisten [fra Danmark, som arbejdede på en dokumentar om sexchikane i danske medier] kontaktede mig, havde jeg ikke skænket disse gamle historier en tanke i tyve år. Og så, pludselig, var det det eneste, jeg kunne tænke på. Det vendte tilbage til mig i disse voldsomme flashbacks som fuldstændig sendte mig i gulvet. . . . Jeg græd igennem hele dage og var ude af stand til at fungere ordenligt. . . . Jeg talte med en terapeut, og hun sagde til mig at jeg var nødt til at tale om det. Jeg var nødt til at gå igennem en helbredelsesproces, og en del af den var at tale om det. Så, omsider fortalte jeg min historie. Først til mine kære, så til nogle advokater, og til sidst til journalisten mens kameraet kørte.”
Hvad Therese Philipsen fortæller til advokatundersøgelsen på TV2 og til den efterfølgende dokumentar, har altså denne baggrund: Hun har ikke skænket ”disse gamle historier en tanke i tyve år”. Så pludselig opfordres hun til at fortælle om dem – en version, der nødvendigvis har været igennem et antal lag og ”filtre”: Hendes egen familie, nogle advokater og endelig en journalist. Muligheden for em erindringsforskydning – hvor hun selv fremstår som et uskyldigt offer for andres overgreb – ligger lige for. Ja, er faktisk ret stor.
Når først begivenhederne er fremme i hendes bevidsthed, kan de også bruges som grundlag for en krimi. På nogle punkter minder teksten i bogen meget om, hvad hun siger i dokumentaren.
I dokumentaren fortæller hun om sin første affære, der skete på en konference allerede to uger efter, at hun var begyndt på TV2. Det var en affære med en chef: ”Chefen kiggede meget på mig. Vores øjne mødtes ofte. Jeg følte mig meget smigret. Så siger han til mig: `Kom ind på mit hotelværelse.´ . . . Jeg syntes jo, han var helt vildt lækkker. Jeg havde helt klart et crush på ham.”
Udsagnet minder til forveksling om kapitel 6 i ”Such a Good Girl”:
”To uger inde i sin praktikperiode blev Samantha inviteret med til en konference, sammen med de fleste journalister i netværket og deres chefer.” Hun følte nogle øjne hvile på sig, vendte sig om og fik øje på chefen. Lidt senere skulle hun til at trække sig tilbage for at sove, da chefen lænede sig frem mod hende, lagde en hånd på hendes lår og hviskede i hendes øre: `Mit hotelværelse er nummer 103. . . .Vent 15 minutter, og kom så hen til mit værelse.” . . . ”Samantha fik en klump i halsen. Hun havde et crush på den mand da han var studievært . . . Han var flot, og hun var helt bestemt tiltrukket til ham . . . ”.
Hun formulerer sig på en måde, så folk (kvinder?) køber hendes bøger i millionvis. Og interessant nok formulerer hun sig helt tilsvarende i TV2 dokumentaren. Ordene kunne lige så godt have stået i hendes bog. Sat på spidsen er hun lige så ferm til at sælge sin version af seksuelle møder på TV2, som hun er til at sælge sine krimier.
Folk bliver grebet af hendes beretninger i TV2-dokumentaren. Det er de fortællinger, mere end noget andet, der oprører seerne og legitimerer fyringen af de omtalte chefer. Uden hendes beretninger havde der ikke været ret meget kød på hele MeToo-sagen.
Men er de sande?
Er det sådan, at først har Therese Philipsen nøje beskrevet hvad der skete på TV2, og bagefter har hun brugt omtrent samme historie i sin bog? Eller er det sådan, at først har hun i sit hoved konstrueret en gribende historie, som egner sig i hendes krimi-univers, og bagefter fortæller hun omtrent det samme foran rullende kameraer?
I den nævnte efterskrift peger hun altså på affærer med Jes Dorph-Petersen, Jens Gaardbo og Michael Dyrby. Dyrby fik som bekendt også problemer på grund af seksuelle relationer på arbejdspladsen på TV2.
Da vi for nyligt skrev en artikel til POV International om MeToo-historier, kom vi for skade at skrive, at Dyrby havde haft affærer med adskillige praktikanter. Det var dét – forkerte – indtryk, vi havde fået. Kun få timer efter at artiklen var ofentliggjort i POV, henvendte Dyrby sig for at få vores tekst ændret. Han præciserede, at når han havde sagt ”forhold”, så betød det ”ét forhold”. Han skrev: ” Jeg har ikke haft forhold til praktikanter på TV2 . . . . Anklagen fra Therese Philipsen i dokumentarprogrammet har jeg i hele forløbet overfor hende og produktionsselskabet afvist. Jeg husker på ingen måde hendes beskrivelser.”
Nogen lyver! Enten lyver Dyrby, eller også lyver Philipsen. Hun siger, at hun har haft affærer med ham. Han siger, at det har hun ikke. Hvem skal man tro på?
I en artikel i Politiken har Jes Dorph-Petersen redegjort for sin affære med Therese Philipsen. Hans udtalelser – som han har et vidne på – stemmer temmelig dårligt overens med, hvad Philipsen beretter i dokumentaren. Philipsen beskriver den sex, de havde, som et temmelig voldeligt overgreb. Det er i direkte modstrid med, hvad det mandlige vidne siger. Så hvem skal man tro på?
Philipsen har solgt millionvis af bøger med historier om mænd, der begår voldelige overgreb på kvinder. Kunne det tænkes, at det er blevet lidt for meget rutine for hende at digte vold ind i beskrivelsen?
Så er der den tredje person, Jens Gaardbo. For de to andre mænds vedkommende står sagen som påstand-mod-påstand. Men hvordan stiller sagen sig med Gaardbo?
Vi har haft lejlighed til at spørge Gaardbo direkte. Han svarer, at det, som Therese Philipsen siger om ham i dokumentaren, er stærkt forvansket i forhold til, hvad der faktisk skete. Det er nærmest omdigtet. Nogen lyver altså også her.
Tag scenen i dokumentaren, hvor Philipsen blev efterladt fortvivlet og grædende på gulvet i et toiletrum. Netop den historie oprører mange seere og får dem til at tale om, at det praktisk taget var voldtægt. Er den scene også omdigtet i forhold til, hvad der virkelig skete?
Betyder det noget, om den ene eller den anden taler sandt? Ja, det må vist siges.
Hvis man kun har hørt, er at Jes Dorph-Petersen begik seksuelle overgreb på en ung kvinde, så lytter man til kvinden. Men hvis flere andre chefer også er kommet i uføre på grund af affærer med hende, så rejser det mistanken om, at det var måske ikke dem, der efterstræbte hende – måske var det hende, der efterstræbte dem?
Hvis der var tale om en retssag, så ville man afhøre den ene part, og den anden part, og retten ville forsøge at nå en konklusion om, hvad der var foregået. Hvis det skønnes rimeligt sikkert, at manden har begået et overgreb, ville han blive dømt til bøde eller fængselsstraf. Når han havde udstået strafffen, ville han være fri til at påbegynde en ny fase i sin tilværelse.
MeToo-sager forløber på en anden måde. De foregår i en stemning af oppisket forargelse over mændene, og her lytter man kun til kvinden, ikke til manden: Føj for mandlige chefers overgreb på uskyldige, skrøbelige og forsvarsløse kvinder.
I denne betændte atmosfære har har mændene opgivet at blive lyttet til. Therese Philipsen har til gengæld fået timevis af sendetid, og hendes ord sættes der ikke spørgsmålstegn ved.
I praksis foregår MeToo sagerne altså sådan, at mændenes version ikke høres. De dømmes alene på kvindens udsagn. Og straffen er vanære og social udstødning. Ja, hele deres tilværelse bliver faktisk smadret.
For nogle af de ”dømte” mænd betyder det, at de har mistet deres ståsted i tilværelsen – i værste fald både job, indtjening, familie og hus. Ingen vil nogen sinde ansætte dem igen. Der er kun kontanthjælp tilbage, og intet håb om nogensinde at blive rehabiliteret. Det er en straf hårdere end en fængselsstraf, for den holder aldrig op.
Noget tyder på, at T. Philipsen hører til den type af kvinder, der tiltrækkes uimodståeligt til en mand, hvis han er chef. Det gør det ekstra sandsynligt, at de pågældende mænd kun har haft sex med samtykke. Men de har udvist ”dårlig dømmekraft” ved at have sex med en yngre kvinde på arbejdspladsen, og straffen for det er på visse måder værre end den straf, som selv den værste morder idømmes i det officielle retssystem.
Det er helt ude af proportioner. Og selv hvis det skulle vise sig, at de har gjort mindre pæne ting, så er det stadig helt ude af proportioner. At det skal ramme mændene så hårdt nu, tyder på, at man har villet fælde nogen så markante koryfæer, at det giver genlyd i hele samfundet og får alle mænd til fremover at ryste i bukserne for, at det samme skal ramme dem.
Da Marianne Stidsen kaldte MeToo-bevægelsen en terrorbevægelse, tog hun måske ikke helt fejl?