Kategori: Sex-overgreb og MeToo

Af Kåre Fog og Lone Nørgaard
(Indsendt til Berlingske 29. /12. 2022; afvist 30./12. 2022)
(Tilsvarende indlæg var afvist kort forinden af Politiken og Jyllandsposten)

Dokumentaren ’MeToo: Sexisme Bag Skærmen’ om MeToo-sagerne på TV2 er nomineret til at modtage Cavling-prisen d. 6.  januar.  Den blev sendt i november 2021 på Discovery Channel og gjorde indtryk.

Flere kvinder mener, at dokumentaren var et klart højdepunkt. Fx skriver  Anne Kirstine Cramon: ” Det nedslående ved hele #metoo-debatten er, at det kan virke, som om de kvinder, der står frem, bare gør det for at få mulighed for at jagte mænd ud af byen med høtyve.
Men når det ender der, er det jo, fordi de involverede mænd ikke har røv nok i bukserne til at stille sig op og tage ansvar. Det provokerer, og så bliver de jaget vildt. Men det er ærgerligt, hvis #metoo-sagen reduceres til klapjagt . . . .”.

Hm! Den analyse deler vi ikke, og dette indlæg forklarer hvorfor.

Dokumentaren præsenterer lange interviews med kvinder, der blev krænket under deres arbejde på TV2. Seerne får stort set kun kvindernes version af det skete. Bortset fra én mand, nemlig Jes Dorph-Petersen, er alle øvrige mandlige ’gerningsmænd’ anonyme, og vi kan derfor ikke spørge til sandheden af hver enkelt historie.

Fra anden side kender vi identiteten på tre mænd. Via Therese Philipsen, den kvinde, hvis udsagn fylder langt mest i dokumentaren.
Hun bor nu i Florida, hvor hun er forfatter til kulørte krimier med kvinder som sympativækkende ofre. En af de seneste bøger slutter med en efterskrift, som er interessant: ”Store dele af denne bog er min egen historie.”

Vi får at vide, at en dansk journalist kontaktede hende i Florida og fik hende til at bearbejde og beskrive de 20 år gamle oplevelser, hun ellers havde glemt (!).

Og så: ”Nogle få måneder senere, blev to af de tre involverede mænd fyret fra deres netværk. . . . Den sidste arbejder . . .  ikke i netværket mere.”

Oplysningerne rækker til at identificere disse personer; vi har kommunikeret med de tre mænd og hørt deres version. Deres udsagn giver indtryk af, at Philipsen har omdigtet temmelig meget.

Hvorfor ville mændene så ikke medvirke i dokumentaren?

Baggrunden er, at de berørte mænd er blevet skammeligt behandlet i TV2´s advokatundersøgelse. De oplevede at blive stemplet som onde overgribere, at være dømt på forhånd. Erfaringerne fra advokatundersøgelsen demonstrerede klart, at alle oplysninger blot ville blive udnyttet til at begå karaktermord.

To af de tre mænd har haft et seksuelt forhold til en ung praktikant. De indrømmer, at det vidner om ”dårlig dømmekraft”, men er det nok til, at deres liv skal smadres?
Nogle af de ”dømte” mænd har mistet deres ståsted i tilværelsen – i værste fald både job, indtjening, familie og bolig. Ingen vil nogen sinde ansætte dem igen, og de har intet håb om at blive rehabiliteret. Det er en straf hårdere end en fængselsstraf, for den stopper aldrig. Er det en rimelig straf for at have haft sex med en praktikant 1 eller 2 gange?

De seneste år har to kvindelige studieværter på TV2 haft seksuelle forhold til en ung mandlig praktikant. Den ene af disse, Karen-Helene Hjorth, udtaler i dokumentaren, at det ikke bør forekomme. På trods af at hun altså selv gør det.

Faktachefen på TV2, Thomas Breinholt, er den, der har indstillet dokumentaren til Cavling-prisen. Vel vidende at to kvindelige studieværter har ligget i med en mandlig praktikant. Han ved også, at TV2’s nuværende øverste direktør, Anne Stig Christensen, selv som praktikant dengang af egen fri vilje havde en relation til en afdelingschef. Han accepterer altså, at chefer af hunkøn har forhold til praktikanter. Er de hankøn, venter en fyreseddel.

MeToo-sager virker som terror, der måske endda har til hensigt at lamme mændene. Bliver andre mænd så bange, at de holder meget lav profil og giver feminister ret i alt? Kan Breinholt være motiveret af at signalere, at han er på kvindernes side? Bare sådan for en sikkerheds skyld? Eller har han en overudviklet beskyttertrang over for kvinder, der fremstiller sig selv som ofre? Uden at være det. Det vides ikke, men spørgsmålene bør stilles.

Det er et fundament i vores kultur, at i en konflikt kan det ikke på forhånd afgøres, hvem af parterne, der taler sandt. Derfor skal begge parter høres. Det er ikke sket i denne sag, hvor mændene ikke er blevet afhørt med de samme rettigheder som i en retssag.

Derfor har de involverede mænd ikke ønsket at deltage i dokumentaren. En forhåndsstempling som ond udelukker en reel mulighed for at blive hørt.
Summa summarum: Dokumentaren er et ekstremt ensidigt produkt, der sidst af alt fortjener at blive hædret med en pris.

MEETOO på TV2 – helt andre principper end en retssag

Af Kåre Fog & Lone Nørgaard.

I MeToo-sagerne på TV2 blev to markante mænd, Jes Dorph-Petersen og Jens Gaardbo, pludselig fyret for noget, de havde gjort for ca.20 år siden.

Den fyring var urimelig.

Hvad præcist de to herrer havde gjort, stod og står ikke særlig klart, og vi er slet ikke færdige med at få kastet lys over, hvad der skete. Om Gaardbo ved offentligheden f.eks. kun, at han havde udvist ”dårlig dømmekraft”. Øjensynlig henviser ”dårlig dømmekraft” til, at han havde haft sex med en ung kvinde, han var chef for. Men om han i den forbindelse havde begået et overgreb – chikane, eller sex uden samtykke – er ikke alment kendt.

Vi har tidligere skrevet en artikel om dette. Den tog i udgangspunkt i, at de vidneudsagn, der har fældet Jes Dorph-Petersen og Jens Gaardbo, i begge tilfælde stammer fra samme kvinde, Therese Philipsen.

Da der i november 2021 blev udsendt en tre timer lang såkaldt dokumentar på Discovery+, fyldte vidneudsagnene fra Therese Philipsen mindst halvdelen af sendetiden.

I den forudgående advokatundersøgelse af Metoo-sagerne på TV2, udført af advokatfirmaet Norrbom-Vinding, blev Gaardbo og Dorph-Petersen forhørt på en måde, som gav dem meget dårlige muligheder for at forsvare sig.
Efter en klagesag til advokatnævnet fik Dorph-Petersen delvis medhold i dette. Ved undersøgelsen havde advokaten tilkendegivet, at der ville komme en vurdering af, om der var udført krænkende handlinger i strid med lovgivningen. Men Dorph-Petersen blev ikke ordentligt oplyst om, hvilken lovgivning, som advokaten mente skulle være overtrådt. Advokaten fra Norrbom-Vinding har erkendt, at hendes afgørelse reelt ikke handler om jura overhovedet – selvom det stod i procesbeskrivelsen. Hun siger tværtimod at hun har gennemført en såkaldt “civilretslig” vurdering – ikke en “strafferetslig”. Eller med andre ord har advokaten alene dømt Dorph-Petersen på nogle ”moralske” værdier.

Om to andre klagepunkter – at bevisvurderingen er kritisabel, og at der uberettiget er indhentet personlige oplysninger – udtalte Advokatnævnet, at de emner lå uden for nævnets mandat.

I en anden klage har Datatilsynet udtalt såkaldt “alvorlig kritik” af Norrbom-Vinding for flere brud på GDPR reglerne.

Både Jes Dorph-Petersen, Jens Gaardbo, og flere andre mænd er blevet meget hårdt ramt af Metoo-sagen. De har mistet deres job og indtægt samt muligheden for at få nye jobs. De kan se frem til resten af deres arbejdsliv at leve af understøttelse. Dette har også haft store konsekvenser for deres privatliv.
Hvis en sag afgøres af en domstol, så behandler samfundet ikke længere personen som en kriminel, når han har afsonet sin dom. Han kan søge arbejde igen. Men efter en Metoo-sag som den på TV2, varer ”dommen” hele resten af livet. 

”Tro på kvinden”
Et bærende princip i en Metoo-sag er princippet ”Tro på kvinden”. Især fra feministisk side fremhæves det kraftigt, at man skal tro ubetinget på kvindens udsagn. Samtidig bæres sagen af, at kvindens beretning er følelsesbetonet, og publikums følelser skal vækkes, sådan at de tager totalt afstand fra ’gerningsmanden’. Mandens forklaring drukner helt, og reelt er det ikke muligt for ham at forsvare sig, heller ikke i de tilfælde, hvor han faktisk er uskyldig. Det har i en række tilfælde gjort den uskyldigt anklagede mand så håbløst fortvivlet, at han har begået selvmord.

I maj 2022 foregik der en retssag i USA mellem skuespilleren Johnny Depp og hans ex-kone, skuespilleren Amber Heard. Heard havde i en avisklumme skrevet, at hun havde været udsat for hustruvold. Det skabte så stor vrede mod Depp, at han blev fyret fra alle film-engagementer. Senere rejste han retssag mod Heard med krav om erstatning for de indtægter, han havde mistet. Der blev fremlagt evidens for, at Heard faktisk havde slået Depp, hvorimod der ikke kunne fremlægges evidens for, at Depp havde slået Heard. Der fandtes sågar en lydoptagelse, hvor de talte om at tilkalde politiet, fordi Heard havde været voldelig over for sin mand. I lydoptagelsen hører man Heard sige: ”Ingen vil tro på dig, fordi du er en mand.”
I forbindelse med retssagen blev der også lavet en psykiatrisk vurdering af Amber Heard, hvor konklusionen var, at hun lider af borderline og histrionisk personlighedsforstyrrelse. Disse personlighedsforstyrrelser omfatter bl.a., at hun søger at være centrum for (især mænds) opmærksomhed, at hun kraftigt udnytter sin sex-appeal – samtidig med at hun får opmærksomhed og sympati ved at fremstille sig selv som offer. Hun er desuden bange for at blive afvist eller forladt.
Depp-Heard retssagen strakte sig over flere uger, hvor begge parter fremlagde relevant evidens. Da afgørelsen faldt, havde retten konkluderet, at Heard ikke talte sandt. Hun havde talt usandt om Depp i en ond hensigt, og derfor skulle hun betale en millionerstatning til Depp. Det vigtigste for Depp er dog, at han genvandt sin ære, og formentlig kan påbegynde et mere normalt liv igen og arbejde igen.
Domstol versus ’folkedomstol’
Dommen illusterer forskellen mellem, at en konflikt kører som en retssag ved en domstol, hhv. at den kører som en Metoo-sag, hvor afgørelsen i realiteten træffes af ”folkedomstolen”  på de sociale medier.
I en metoo-sag kan kvinden påstå, at manden har begået grove overgreb, og hun kan beskrive disse overgreb med en sådan følelsebetoning, at publikum bliver overvældet af sympati for hende og foragt for manden – også selvom der  ikke foreligger bevis for, at hun taler sandt.
I en retssag, derimod, kan manden kun dømmes, hvis der foreligger troværdig evidens for, at han har begået ulovlige overgreb. I Metoo-sagen skal manden bevise, at han er uskyldig – hvilket logisk set som regel er umuligt. I retssagen skal kvinden bevise, at manden er skyldig, og hvis hun ikke kan det – sådan som Amber Heard ikke kunne – så falder sagen, og manden bevarer sin ære og værdighed.
Paralleller til Meetoo-sagerne på TV2
Man kan drage nogle paralleller til Metoo-sagerne på TV2 i Danmark. Her har kvinden, Therese Philipsen, efter eget udsagn  anklaget tre mænd for seksuelle overgreb og sexchikane.

Mændene benægter.

Den ene benægter at have haft sex med hende, de to andre benægter, at der var tale om overgreb – at der var tale om sex med samtykke, eller endda at det var kvinden, der pressede på for at få sex.
Man har valgt at tro på kvindens beretninger og mistro mændenes forklaringer. Folkene bag advokatundersøgelsen har været ude at samle ”beviser”, har forhindret mændene i at få vigtig aktindsigt, og har på én gang ageret som forhørsledere, anklagere, dommere og bødler. Det ser stærkt ud til, at de har dømt de anklagede på forhånd, og at resten blot har været en undskyldning for at eksekvere dommen i en slags lynch-proces. Den proces har ført til, at disse mænd har mistet deres stillinger og er blevet kastet ud i arbejdsløshed og vanære.

Mændene dømmes til vanære
Det er, hvad der kan ske i en metoo-proces: Mændene dømmes til vanære uden beviser for, at de har gjort noget forkert.
Hvad ville der ske, hvis man derimod førte en retssag ved domstolene? Jens Gaardbo og Jes Dorph-Petersen kan med god grund hævde, at de har lidt et kæmpe økonomisk tab samt svie og smerte på grund af Therese Philipsens forklaringer. De har derfor et motiv til at rejse en erstatningssag, lige som Johnny Depp har gjort. I en sådan sag skal både kvinden og de anklagede mænd krydsforhøres. Hvis der ikke fremkommer beviser for, at mændene har begået de påståede overgreb, må retten rense mændene for vanære og fastsætte erstatninger.

Amber Heard og Therese Philipsen
Lige som Amber Heard blev vurderet til at have en  personlighedsforstyrrelse, har der også i den danske sag været fremsat formodning om, at Therese Philipsen ikke var mentalt i balance. Det har Jes Dorph-Petersen hævdet i sin klage til advokatnævnet. Til støtte for hans synspunkt kan tjene følgende:
Samstemmende vidneudsagn fra en række personer siger, at Philipsen under sin korte tid som praktikant på TV2 nåede at have seksuelle forhold til mindst 6 mænd – mænd der med en enkelt undtagelse alle havde rang af enten studieværter eller chefer.
Det var i høj grad Philipsen, der var den udfarende part.

Det er ret almindeligt, at hvis en mand har en høj social position, så kan det i sig selv gøre ham attraktiv i kvinders øjne. Therese Philipsen synes i meget høj grad at have følt sådan – også hendes egne beretninger i TV2-dokumentaren giver det indtryk, at så snart en mand er en chef, så bliver hun uimodståeligt tiltrukket af ham, og hun er temmelig aktiv for at komme i seng med ham.
Hun fortæller således selv, at hun flere gange ringede på døren til Jes Dorph-Petersens lejlighed for at komme ind til ham, lige som vi har ladet os fortælle, at hun selv bankede på døren til hotelværelset for at komme ind til en anden mandlig chef, der var gået i seng.
Philipsen selv siger i dokumentaren om et andet forhold til en mand, som hun IKKE var tiltrukket af: ”Det faldt mig ikke engang ind at sige nej”. Alt i alt får man indtryk af, at hun havde et enormt behov for at blive bekræftet seksuelt af mænd, og at det var mere end let for mænd at få en affære med hende. Samtidig reagerede hun meget negativt på afvisninger.
Når man studerer hendes kropssprog i dokumentaren, så er det påfaldende, at når hun taler om, at Jes Dorph med vold tvang hende ned på sofaen i sin stue og med et hårdt pres holdt hende fast, så er der ingen vrede at spore hos hende. Hun siger bare, at hun ikke kunne forstå, hvad der skete. Om andre seksuelle episoder siger hun også, at hun ikke forstår, hvorfor hun gjorde det.
Når hun taler om afvisninger, udtrykker hun derimod stor vrede eller sorg.
Tendens til at dramatisere voldsomt
Såvel i advokatundersøgelsen som i dokumentaren har Therese Philipsen stærk tendens til at dramatisere voldsomt og gøre sig selv til offer for noget frygteligt. Hun fortæller gribende om, at en mand har hurtig sex med hende på et toiletrum og forlader rummet, så hun efterlades grædende på flisegulvet. Måske er det aldrig foregået på den måde, men det danner et billede i publikums bevidsthed, som appellerer voldsomt til følelserne. Den samme dramatiske effekt – kynisk sex og derefter at hun efterlades på et toiletrum – har hun brugt i den kulørte krimi, som efter hendes udsagn bygger på egne oplevelser.

Da Philipsen en aften ringer på dørklokken til Dorphs lejlighed og ikke bliver lukket ind, fordi Dorph i forvejen har besøg af en kollega, reagerer hun voldsomt. Hun slentrer deprimeret rundt ved Odense Banegård, øjensynlig  i selvmordstanker. Det er en voldsom overreaktion.
Generelt har Therese Philipsen åbenbart et talent for at fremstille historier på en sådan måde, at de appellerer maksimalt til følelserne. Det talent drager hun nytte af ved at skreve kulørte krimier, der er blevet solgt i millionvis. Det samme talent bringer publikums følelser helt over på hendes side, når de ser hende i ”dokumentaren”. Det følelsesmæssige udtryk er her så stærkt, at tanken om at vurdere hendes udsagn med passende skepsis, helt fordufter. Det er det talent, der har sat en stopper for at Jens Gaardbo og Jes Dorph-Petersen kunne få oprejsning.
Er der nogen holdepunkter i øvrigt for, at Therese Phillipsen taler usandt? Altså ikke blot, at påstand står mod påstand, men mere objektive holdepunkter?
Ja det er der formentlig. Der kan spores en tendens til, at Philipsen flytter begivenhederne til andre lokaler. Det gælder f.eks. affæren på toiletrummet, som ifølge manden faktisk foregik i en tilstødende stue.
Mest utvetydigt gælder det episoderne i Jes Dorph-Petersens lejlighed. Den episode, da der var et vidne til stede, beskrives sådan, at den foregik på sofaen i stuen, hvor han brugte fysisk overmagt til at holde hende fast, mens han også gav hende en lussing. Det er jo en ganske dramatisk beskrivelse, i forhold til at Dorph og et vidne begge hævder, at de to stille og roligt fandt sammen inde i hans soveværelse og havde samleje på den brede madras der.

I advokatundersøgelsen siger hun om det mandlige vidne, der var i lejligheden:

”Ud af øjenkrogen så [TP], at kollegaen forlod rummet. Hun fandt senere ud af, at han var gået ind i et rum ved siden af og havde lagt sig til at sove.”

Til Discovery´s ”dokumentar”  siger hun:

”Jeg er enormt fokuseret på kollegaen. For jeg synes, det er enormt pinligt, at han ser det her. Så jeg hele tiden prøver at løfte hovedet for at se, for at kigge over for at se, om han sidder derovre stadigvæk. Og jeg kan ikke se bordet, som står der . . . på en eller anden måde, så får jeg alligevel løftet mit hoved nok til at – øhh – jeg kan kigge henover og der kan jeg se, at han er væk – at han er gået.”
De to forklaringer stemmer ikke overens. I den ene ser hun ham forlade rummet, i den anden ser hun det ikke. Men i begge tilfælde flytter hun det seksuelle samkvem fra soveværelset – hvor det ifølge begge mænd fandt sted, stille og roligt – til stuen, hvor hun får fremstillet kollegaen som en fejg person, der ikke griber ind.
Den mandlige kollega, der var til stede, har forklaret til advokatundersøgelsen: ”Det er ikke sket. Og hvis jeg havde set et sådant overgreb, havde jeg naturligvis grebet ind.”
Desuden siger kollegaen i sin vidneforklaring, at han sov på sofaen i stuen – så overgrebet kan ikke have sket der. For at få den grumme historie til virkelig at blive grum har Philipsen flyttet den fra soveværelset ind i stuen.
I dokumentaren berører Philipsen også – meget kort – en anden episode, hvor hun selv aktivt kom ind i Jes Dorphs lejlighed. Hun kan ikke rigtig forklare hvorfor.
I dokumentaren siger hun”: Han har en madras ude på køkkengulvet. Jeg kan ikke forklare, hvorfor jeg gjorde det . . . jeg kan kun sige, at det var væmmeligt og voldsomt . . .”.

Jes Dorphs kommentar til dette er, at det kan ikke være rigtigt. Han havde kun én madras i lejligheden, og den var for stor til at kunne være i lejlighedens meget lille køkken.
Igen: Hun flytter episoden til et lokale, hvor den fremstår som særligt ydmygende.
Sådanne tilfælde, hvor spørgsmålet er, hvilket lokale tingene foregik i, egner sig til nærmere belysning i en eventuel retssag. Personerne kan have erindringsforskydninger tyve år senere, om hvad der foregik på det følelsesmæssige plan. Men hvilke lokaler, der var tale om, er mere objektivt. Hvis Philipsen taler usandt om det, taler hun måske også usandt om andre detaljer?
Alt i alt er der grundlag for at tro, at ved en egentlig retssag kunne sagen fremstå anderledes.

Therese Philipsen tog ikke selv initiativ til at rejse anklagerne
Et andet aspekt er, at Therese Philipsen ikke selv tog initiativ til at rejse anklagerne. I Florida, hvor hun bor nu, blev hun opsøgt af Janni Pedersen fra TV2, der har haft en nøglerolle m.h.t. at få Metoo-sagen rejst. Philipsen skriver på sin hjemmeside:
”When the journalist contacted me, I hadn’t thought about any of those old stories for twenty years. . .
Suddenly, it was all I could think about. It came back to me in these violent flashbacks that completely floored me.  . .  I found myself crying for entire days and unable to function properly. I had repressed this for so long; I had almost completely forgotten it. But now, it was back, and it almost knocked me out. I couldn’t eat, I couldn’t sleep, but worst of all, I couldn’t write, and that’s what I love to do. . . .   I spoke to a therapist, and she told me I needed to talk about it. I had to go through a healing process, and part of it was talking about it. . . .
So, I finally told my story. First to my loved ones, then to some lawyers, and finally to the journalist while on camera. . . .
A few months later, two of the three men involved were fired from the network. One of them was the most prolific anchor our nation has ever had . . .   Until he was fired. Because of my story  . . .. It also happened while I was an intern, but I never told anyone. I decided to hide it away because I was so embarrassed and blamed myself.”

I dokumentaren siger hun: ”Jeg tænkte: Det er jo dig selv, der har startet det. Du vil jo gerne det her. Og det er så også det, han sagde til mig: `du vil jo gerne det her.´”  og ”Jeg har gået 20 år med skyldfølelse i min mave. Han har ødelagt en masse for mig. Indtil nu har det været 100 % min skyld, og det er det, der gør det så svært at tale om.”
Altså: indtil for nylig har hun ikke tænkt på at anklage mændene, for hun opfattede de sådan, at det skete var hendes egen skyld. Men da Janni Pedersen kontaktede hende, fandt hun med ét ud af, at det ikke var hendes egen skyld. 

Janni Pedersen havde en interesse
Det er temmelig givet, at Janni Pedersen havde en interesse i at få de berørte mænd til at fremstå som overgribere. Ved at fortælle Therese, at det hele var mændenes skyld, kunne Janni Pedersen  dels opnå Philipsens hengivenhed og samarbejdsvilje, dels få mændene fremstillet som overgribere.

På det tidpsunkt fik Philipsen ideen til at skrive den nøgleroman, hvor hovedpersonen gennemlever det samme, som hun havde gennemlevet på TV2, og hun kunne anvende sit talent for drama til at gøre læserne følelsemæssigt henførte.
Netop da fortalte hun omtrent det samme til Janni Pedersens videokamera, hvor det meget muligt blev fordrejet for at få de dramatiske effekter i hus – de dramatiske effekter, som på afgørende vis har bestemt hvordan Metoo-sagen udviklede sig, og hvordan den blev opfattet af næsten alle, der så dokumentaren.

Oprejsning og erstatning ved en retssag
Den skade, som Therese Philipsen har lidt ved de påståede overgreb, er sandsynligvis ikke stor. Det er ikke engang sikkert, at nogen mand har haft sex med hende, uden at hun selv ville det. Men den skade, som hendes udsagn har voldt på bl.a. Jes Dorph-Petersen og Jens Gaardbo, er enorm. Stort set har de fået smadret hele deres tilværelse.
Hvis det er med urette, bør de kunne få oprejsning og erstatning ved en retssag.

ANKLAGERNE MOD MICHAEL BOJESEN

Personen Michael Bojesen

Michael Bojesen var i perioden 1984-2001 lektor ved Sankt Annæ Gymnasium og 1991-2001 leder af Sankt Annæ Gymnasiekor. Fra 1994 til 2003 virkede han tillige som docent ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.

I perioden 1989-2006 var Michael Bojesen dirigent for kammerkoret Camerata. Fra 2001 til 2010 var han desuden chefdirigent for DR Pigekoret. Fra 2012 til 2016 var han direktør for Copenhagen Opera Festival og fra 2017 leder af Malmö Opera. Samme år blev han udpeget til bestyrelsesformand for Statens Kunstfond.

https://denstoredanske.lex.dk/Michael_Bojesen

I sin tid som leder af pigekoret på Sankt Annæ Gymnasium i København var han ifølge tidligere elever meget afholdt og populær, og pigerne lærte meget.
Kurser, som Michael Bojesen har afholdt, var også meget populære, og mange tilmeldte måtte afvises af pladsmangel. Efter hvad der berettes, har der aldrig været et seksualiseret miljø på disse kurser.
Disse kurser er nu desværre ophørt på grund af anklagerne mod Michael Bojesen.

Advokatundersøgelser

I 2021 kom det frem, at der havde været mange tilfælde af grænseoverskridende seksuelle tilnærmelser mod pigerne i DRs pigekor. I  maj 2021 oplyste DR, at man havde igangsat en advokatundersøgelse i DR Pigekoret på baggrund af henvendelser fra tidligere sangere. I november 2021 advokatfirmaet offentliggjorde advokatfirmaet Norrbom Vinding en rapport om deres undersøgelse:

www.dr.dk/static/documents/2021/11/10/advokatundersoegelse_-_dr_pigekoret_98ef9f3b.pdf

Det er det samme advokatfirma, som undersøgte grænseoverskridende seksuelle tilnærmelser på TV2s nyhedsafdeling.
Af rapporten fremgik, at 6 voksne omkring koret har været ansvarlige for 64 krænkelsessager i form af seksuel chikane. De fleste sager angår nu afdøde korleder Tage Mortensen, som var chefdirigent i koret i perioden 1966-2000. Michael Bojesen bestred derefter posten fra 2001-2010. De fleste sager om sexchikane lå før årtusindskiftet, men der var tilfælde frem til 2010, dvs. fokus blev også rettet mod Michael Bojesen.
I denne artikel (se link) gennemgås en række sager som angår Bojesen i hans tid som leder af DR´s pigekor.

www.document.dk/2021/06/05/sexanklager-i-danmarks-radio-dr-chef-michael-bojesen-scorede-17-aarig-korpige/

I juni 2021 igangsatte Københavns Kommune derefter en undersøgelse af sangskolen på Sankt Annæ Gymnasium efter henvendelser fra tidligere elever. Den blev udført af advokatfirmaet Bech-Bruun, som udførte den efter nøjagtig samme principper som tidligere anvendt af Norrbom-Vinding. Rapporten om sexchikane på Sankt Annæ Gymnasium blev offentliggjort d. 4. april 2022.

www.kk.dk/sites/default/files/2022-04/Bech-Bruuns advokatundersøgelse af Sankt Annæ Gymnasium og Gymnasiekor.pdf

Hvilke anklager er der tale om?

Konklusionen om Sankt Annæ Gymnasiums pigekor er, at der på skolen var et seksualiseret miljø i perioden 1981-2001, men ikke efter 2001. Undersøgelsen beskriver, at i ni tilfælde har tidligere elever indberettet, at de selv har været udsat for seksuel krænkelse eller uønsket opmærksomhed med seksuelle undertoner fra en lærer. Desuden er der 23 sekundære kilder, dvs. tilfælde, hvor tidligere elever har indberettet, at andre elever (venner eller klasse-kammerater) har været udsat for uønsket seksuel opmærksomhed fra en lærer, eller at en veninde har haft et seksuelt forhold til en lærer. Disse beretninger omfatter syv forskellige tilfælde fordelt på fire forskellige lærere.  Lærerne er anonyme i rapporten, men avisartikler redegør for, at en af disse lærere var Michael Bojesen.
I Politikens artikel om sagen gengives denne episode angående en 17-årig elev:
»I en bus på vej hjem fra en koncert lagde han sin hånd på låret. En anden elev så det og hev i min hånd og signalerede, at jeg skulle tage benet til mig. Så det gjorde jeg ganske langsomt for ikke at skabe mere opmærksomhed omkring situationen i en bus fyldt med elever og lærere«.
Michael Bojesen er  . . . blevet forelagt hendes udsagn. I resumeet fra advokatundersøgelsen fremgår det, at han til advokaterne har bekræftet »tid og sted«, men at han har »bestridt, at han har foretaget de uønskede handlinger«. Eleven har forklaret ”troværdigt” om, at handlingen indgik i et forløb, hvor læreren (Bojesen) gennem længere tid havde udvist interesse for eleven (hvilket læreren dog har bestridt).

Nok så alvorligt er et seksuelt forhold mellem Bojesen og en kvindelig elev. Angiveligt havde læreren og denne elev en form for forhold igennem flere år, mens hun gik på skolen.  I hvilken grad forholdet var seksuelt, er usikkert.

Den anonyme kvindes bisidder, Marianne Karlberg, der er tidligere lærer på Sankt Annæ Gymnasium, var til stede, da kvinden fortalte sin historie til advokaterne; hun har bekræftet forholdene over for Berlingske.

Rapporten siger: »Den pågældende tidligere lærer har oplyst, at han har haft et venskab med den pågældende elev, men at der ikke har været tale om et forhold, mens eleven var på skolen. Der er imidlertid forklaret om dette forhold, herunder af den pågældende elev, på en sådan måde, at det efter vores vurdering kan lægges til grund, at læreren og den pågældende elev havde et forhold til hinanden, mens eleven gik på SAG, og at forholdet blev indledt, inden hun var 18 år.«
Længere nede står der: »Vi har lagt vægt på, at lærerens adfærd var en vigtig faktor i det, der af andre elever blev opfattet som et »chikanefyldt« miljø.«
Michael Bojesen selv siger om forholdet til Berlingske: ” Jeg blev ikke kærester med …  [kvinden] inden hun fyldte 18 år eller da hun gik i gymnasiet . . . . [Kvinden], min søn og jeg boede sammen fra hun var 21 år gammel i årene 1994-2001. Hun har haft stor betydning for mig og for min søn gennem hans opvækst og hvornår hun og jeg blev forelskede i hinanden, mener jeg er en privat sag.”
Senere fik Bojesen et forhold til en anden ung kvinde, denne gang fra DRs pigekor. I avisartikler hedder det: Michael Bojesens nuværende hustru var tidligere medlem af DR Pigekoret. Hun udtrådte af koret, da hun var 18, da hun og Michael Bojesen indledte et forhold. Om dette forhold har Bojesen skrevet følgende i en email til Politiken, der også er refereret i Berlingske.

»Det var selvfølgelig utrolig uheldigt og uprofessionelt fra min side, at jeg og en sanger i koret fik følelser for hinanden. Som konsekvens heraf forlod hun som 18-årig koret få måneder efter, og vi blev efterfølgende kærester. Jeg er ked af og beklager, at vores forhold tilsyneladende skabte en utryghed hos nogle af sangerne i koret«.
Bech-Bruuns rapport siger:
”Indberetningerne fra de tidligere elever beskriver, at der har været et seksualiseret studiemiljø på SAG. Det har således præget studiemiljøet, at nogle få lærere har udvist en krænkende adfærd over for (kvindelige) elever. Den adfærd, der er beskrevet over for os, og som har ført til, at indberetterne har oplevet studiemiljøet i perioden 1981-2001 på SAG som seksualiseret, har bestået i,
– at der har været lærere, der har været kærester med elever, der har gengældt lærernes følelser,
– at der er lærere, der har været forelskede i eller betagede af kvindelige elever og givet dette til kende over for de pågældende, der ikke har gengældt følelserne,
– at der er lærere, der ved flere lejligheder har berørt eller masseret elever på en måde, der går ud over passende berøringer,
– at der er lærere, der lejlighedsvist har brugt et vulgært eller seksualiseret sprogbrug over for eleverne, og
– at en eller flere læreres adfærd har skabt en forestilling hos eleverne om, at det kunne ”betale sig” for eleverne at flirte med lærerne for at opnå fordele.
En tidligere elev udtaler til rapporten:
” Stemningen [var undertiden] seksualiseret. Det gav sig bl.a. udslag i, at nogle af pigerne begyndte at klæde sig mere udfordrende, og at der var ”flirt i luften”. For hende blev det kompliceret at manøvrere i dette miljø, og hun besluttede sig for at holde sig fri af den gruppe, der opførte sig på denne måde.”
Rapporten skriver videre:
” Resultatet af dette har været, at flere af de tidligere elever, vi har talt med, har oplevet miljøet på skolen som ”seksualiseret” forstået således, at der kunne forekomme en seksuelt ladet stemning mellem lærere og elever, der ikke bør være til stede på en skole eller et gymnasium. Dette har gjort det vanskeligt for (nogle af) eleverne at færdes på skolen i dagligdagen, at deltage i undervisningen eller at yde deres bedste, fordi fænomener som flirt, seksualitet, udfordrende påklædning og kropskultur har været i spil mellem lærere og elever på en måde, der gav anledning til utryghed. ”
Omvendt kan skolens lærere ikke genkende, at miljøet var seksualiseret. Rapporten siger: ” Det er gennemgående for alle forklaringerne, at lærerne ikke har den opfattelse, at relationen mellem lærere og elever var seksualiseret, eller at studiemiljøet af eleverne blev opfattet som sådan.”
Jeg har selv hørt fra en kvinde, der var elev i koret i sin tid, at det var et meget frugtbart og udbytterigt miljø, og at det absolut ikke var seksualiseret.
Måske ligger der en fejl i selve undersøgelsens metode. Man annoncerer offentligt efter personer, der har noget at klage over i forbindelse med miljøet på skolen, dengang de var elever der. 39 kvinder har meldt sig til dette. Men der er andre kvinder, som ikke oplevede et seksualiseret miljø i forbindelse med Michael Bojesen; disse kvinder har ifølge sagens natur ikke henvendt sig til undersøgerne.
Hvis det i en periode var sådan, at Michael Bojesen var i et forhold med en 17- eller 18-årig kvinde fra koret, skulle dette vel ikke i sig selv betyde, at de øvrige piger i koret opfattede miljøet som seksualiseret. Tværtimod – man kan mene, at hvis Bojesen så at sige var afsat til en kvinde, måtte der være mindre risiko for, at han samtidig gjorde tilnærmelser i den periode til andre piger i koret.
Spørgsmålet er, om det er et (lille?) mindretal af pigerne i koret, der har følt utryghed på grund af en seksuelt ladet stemning. Er det mest i deres egen forestilling, at ”der var et seksualiseret miljø”? Dette spørgsmål stiller jeg, når en kvinde, jeg har kendskab til, netop betoner at der IKKE var et seksualiseret miljø omkring Michael Bojesen.

Avisartikler om anklagerne:

https://kulturmonitor.dk/musik/art8720796/Nu-bekr%C3%A6fter-tidligere-elev-p%C3%A5-Sankt-Ann%C3%A6-at-hun-som-mindre%C3%A5rig-havde-et-forhold-til-Michael-Bojesen

https://politiken.dk/kultur/art8719369/Forhold-til-tidligere-elev-under-18-%C3%A5r-sl%C3%A5r-hul-i-operachefs-forklaringer

www.berlingske.dk/aok/hun-sad-ved-siden-af-da-tidligere-korpige-fortalte-om-forhold-til-michael

www.berlingske.dk/aok/michael-bojesen-forlader-bestyrelse-det-er-nok-meget-godt-vores-veje-skilles

Falske rygter
Bech-Bruuns rapport inkluderer også  “Andenhåndsberetninger om navngivne lærere”. Generelt mener Bech-Bruun, at de beretninger, de har modtaget, er troværdige.  Men om andenhåndsberetninger skriver de: “Når vi er tøvende med at lægge disse indberetninger på anden hånd til grund, er det ikke udtryk for, at vi anser de tidligere elever, der har henvendt sig med sådanne indberetninger, for at være utroværdige. Der er derimod tale om, at det er og skal være et bærende princip i en undersøgelse som den foreliggende, at en ”mistænkt” skal anses for at være uskyldig, indtil det modsatte er bevist. ”
Det er en forskønnet beskrivelse af den vurdering, Bech-Bruun har foretaget. Det er senere kommet frem, at tre andenhåndsberetninger, der vedrører Michael Bojesen, dementeres af de piger, der har oplevet tingene på første hånd. De tre piger/kvinder har oplevet, at advokaterne ikke havde tillid til dem selv, men troede mere på de af deres veninder, der påstod at de havde været udsat for overgreb.
En kvinde, Louise Fischer, erfarede ad omveje, at en tidligere skoleveninde havde indberettet noget usandt om hende i forbindelse med advokatundersøgelsen om DR Pigekoret. Derefter henvendte Louise Fischer sig til advokatfirmaet Bech-Bruun, for at spørge, om der også i undersøgelsen om Sankt Annæ Koret var anført nogle rygter om hende. Først svarede Bech-Bruun hende,  at det kunne de  ikke oplyse hende om. Senere fik hun love at se indberetningen, og efterfølgende skrev hun til Bech-Bruun:
»Det er direkte usandt og i øvrigt en meget alvorlig påstand, at jeg skulle have haft et påstået (kærligheds)forhold til F (Michael Bojesen, red.) helt ned til 7./8./9. klasse! Jeg kan på ingen måde bekræfte dette. Heller ej diverse detaljer om kys, hotelophold m.v. – samt andre ‘indgående’ beskrivelser. Det er direkte chokerende at læse disse falske historier! Det er korrekt, at [xx] og jeg var tætte veninder dengang, og jeg er utrolig skuffet over, at hun har indgivet disse oplysninger/historier. . . .Jeg antager, at hendes trang til at komme med oplysninger i denne sag bunder i den jalousi«. Mistanken om jalousi refererer til det ekstremt konkurrenceprægede miljø på skolen og det faktum, at den pågældende pige ikke var blandt dem, som efterfølgende kom med i det meget eftertragtede DR-pigekor og heller ikke i Bojesens kammerkor, Camerata.
Bech-Bruuns respons på denne protest kom en uge senere, og lød således:

»På baggrund af din indsigelse har vi vurderet, om oplysningerne vedrørende dig, herunder om at der skulle være foregået noget ulovligt/upassende mellem dig og læreren på skolen, skulle være forkerte. Det kan i den forbindelse oplyses, at vi fortsat opfatter det som troværdige oplysninger ud fra en samlet vurdering af vidnet og sagens øvrige oplysninger – uanset din indsigelse. Dvs. at oplysningerne, så vidt vi kan vurdere på nuværende tidspunkt, er ’korrekte’.«

Bech-Bruuns advokat tror altså mere på andenhåndsberetningen fra Louise Fischers tidligere veninde end på hovedpersonen selv.

De to andre piger/kvinder, der har protesteret mod at usande rygter om dem er kommet med i Bech-Bruuns rapport, blev afvist af Bech-Bruun på omtrent samme måde. I sidste ende har Bech-Bruun dog indset, at de måtte ændre rapportens ordlyd, sådan at at de usande beretninger ikke blev tillagt bevisværdi. Men pigernes/kvindernes ønske om at de falske rygter helt blev udeladt af rapporten, blev ikke opfyldt. Disse beretninger, som altså formentlig er opduigtede rygter, er med til at rapporten giver et overordnet indtryk af et seksuealieret miljø, også hvor det ikke var tilfældet.

Kilde:
www.weekendavisen.dk/2022-27/samfund/kraenket-paa-anden-haand

Krænkende email

D. 14. april – ti dage efter at advokat-rapporten om Sankt Annæ Gymnasiums pigekor blev offentliggjort, kom så det næste stød imod Michael Bojesen. Den dag offentliggjorde Ekstrabladet to emails, som Bojesen i 2015 havde sendt til en fagkollega.
I den ene email kommenterer han en bestemt 23-årig operasangerinde, som optræder i en koncertvideo. Det sker med disse ord:
” Hun sang i DR Pigekoret, og jeg kender hende fint. Hun har udviklet sig helt vildt sangligt . . .  hun har tilsyneladende brystvorter – men ingen bryster at bakke dem op med …”
Den email er blevet tolket som en hån mod pågældende sangerinde (selv om han også roser hendes sanglige udvikling). Man mener, at en mand der vurderer kvinder på den måde, ikke kan lede et kor eller en opera. Bestyrelsen for Malmö Opera blev gjort opmærksom på denne email, og det førte til at de fyrede Michael Bojesen.

https://ekstrabladet.dk/underholdning/kultur/bojesen-afsloeret-klam-mail-om-opera-stjernes-bryster/9213955

Konsekvenser for Michael Bojesen

Som konsekvens af anklagerne mod Michael Bojesen, har han nu forladt alle sine hverv i Danmark, herunder også sine bestyrelsesposter i Statens Kunstfond, kunstmuseet Arken og Det Danske Institut i Rom.

Han har siden starten af 2017 arbejdet som operachef på Malmö operaen. Men d. 19. april 2022 opsagde operaen samarbejdet med ham, specielt under indtryk af den krænkende email, der er kommet frem.

www.berlingske.dk/aok/michael-bojesen-bliver-fyret-fra-malmo-opera-efter-kraenkelsessager

Vurdering af Michael Bojesens indsats
Journalist Gregers-Dirckinck-Holmfeld havde følgende læserbrev i Weekendavisen d. 22. april:

“Der er ikke grænser for, hvad der kan siges om de karlekammer-bemærkninger, der åbenbart er undsluppet dirigenten Michael Bojesen i mails. De adskiller sig næppe fra bemærkninger, mange mænd kan finde på at fyre af i kammeratlige korrespondancer. Men man må nok sige, at når jagten på at opspore og viderebringe dem offentligt nu har den konsekvens, at Michael Bojesen mister sin sidste post i dansk og svensk kulturliv, kan det selvfølgelig tages som en løftet pegefinger om at tænke sig om – men også som et scoop for en umanerlig journalistisk ihærdighed hos de medarbejdere, der især på Politiken har jagtet Bojesen. Men i hvert fald ikke som en anledning til at gnide sig i hænderne og sige: Så kom vi da af med ham.

Der er god grund til, at Michael Bojesen har indtaget alle de positioner i dansk musikliv. Personligt har jeg oplevet ham i juryen til Reumert-teaterpriserne som klog, fair og engageret i sine vurderinger af dansk teater, ikke mindst dansk opera. Og han var kreativ og idérig i de år, han var chef for Copenhagen Opera Festival – det får jeg bekræftet i mine anmeldelser fra de år. På Skt. Annæ Gymnasium har jeg af gode grunde ikke haft ham som lærer, da jeg gik der, men det har nogle af mine børn, og det, de har lært af ham om sang og kormusik, har kun været til enorm glæde for dem. Så er cd-indspilningerne strømmet fra ham, hans bidrag til kataloget er alenlangt, et helt kompendium af dansk musik befinder sig på hylderne hjemme og i butikkerne. Skal de plader hales ned igen og gemmes bort som pinlige? Nogle siger, at det bliver de allerede. Sig bare, at det er prisen. Men det er sandelig dyrt betalt.”

Man kan supplere med at citere, hvad bestyrelsesformanden for Malmö Opera sagde om Bojesen, da han blev fyret, nemlig at Bojesen havde været “en stærk positiv kraft”. Det hedder også, at han ”havde opført sig eksemplarisk i det svenske og været huset en god mand”.

www.berlingske.dk/aok/michael-bojesen-bliver-fyret-fra-malmo-opera-efter-kraenkelsessager

www.berlingske.dk/kulturkommentar/jakob-steen-olsen-de-unge-laerer-os-at-vi-ikke-skal-finde-os-i

Kan Michael Bojesen straffes for hvad han har gjort?

I Bech-Bruuns rapport står der om strafbarhed:
”De relevante regler er først og fremmest § 222 om seksuelt forhold til et barn under 15 år, § 223 om seksuelt forhold til en person under 18 år, der er betroet den pågældende til undervisning eller opdragelse, § 225 om ”anden seksuelt forhold end samleje” og § 232
om blufærdighedskrænkelse. Undersøgelsen har ikke kunnet fastslå, at sådanne strafbare forhold har været begået, og det bemærkes, at i det omfang, det faktisk måtte være sket, er et eventuelt strafansvar med sikkerhed forældet.”
Der står dog også om forældelse:
” Alle de forhold, der rapporteres om, er mere end 20 år gamle, og et eventuelt strafansvar for lærere mv. efter straffelovens §§ 222, 223 og 225 er forældet. Ved lov nr. 140 af 28. februar 2018 blev der imidlertid indsat et nyt stk. 5 i forældelseslovens § 3, hvorefter fordringer, som udspringer af, at en forvaltningsmyndighed, jf. forvaltningslovens § 1, stk. 1 og 2, har tilsidesat lovbestemte forpligtelser over for en person under 18 år i forbindelse
med overgreb begået over for denne, ikke forældes.”

Om betydningen af samtykke står der i advokatfirmaets rapport, i forbindelse med Michael Bojesens forhold til en 17-årig pige:
“Det er imidlertid antaget i retspraksis, at et samtykke fra en ung over 15 år kan indgå i en afvejning af, om et erotisk forhold, der ellers er omfattet af straffelovens regler, er udtryk for et strafbart overgreb, og på samme måde kan et samtykke fra en ung person over 15 år have betydning for vurderingen af, om et kæresteforhold kan anses for at være udtryk for en krænkelse (seksuel chikane) i forhold til eleven.”
Om Michael Bojesens forhold til en pige på Sankt Annæ Gymnasium skriver rapporten: ” Der er imidlertid ikke bevismæssigt grundlag for at konkludere, at læreren dengang overtrådte straffelovens § 223, jf. det ovenfor anførte om gisninger.”

Altså: Lærer og elev var ægte forelskede i hinanden. De flyttede jo senere sammen, fra hun var 21 år, og 7 år frem. Bojesen skriver: ” Hun har haft stor betydning for mig og for min søn gennem hans opvækst og hvornår hun og jeg blev forelskede i hinanden, mener jeg er en privat sag.”
Her er altså ikke tale om en gammel gris, der udnytter sin position til at forføre en ung, uerfaren kvinde. Der er tale om et par, der forelsker sig gensidigt, og bor sammen i syv år. Den seksuelle relation imellem dem havde IKKE karakter af et seksuelt overgreb eller af chikane.

Men så skriver advokatfirmaet videre i deres rapport:

”Det er imidlertid utvivlsomt, at det er og var i strid med de tjenstlige pligter for en lærer at indlede et forhold til en elev under 18 år. Reglerne om seksuel chikane retter sig i første række mod uønsket opmærksomhed fra et andet menneske, men en lærers adfærd på dette område kan have den refleksvirkning, at omgivelserne – de andre elever – opfatter studiemiljøet som konfliktfyldt og seksuelt ladet.
På denne baggrund er det vores vurdering, at lærerens adfærd, der ikke blev sanktioneret af ledelsen, er udtryk for seksuel chikane, og at læreren ikke efterlevede de pligter, der påhviler en lærer på en skole som SAG, hvor der færdes mindreårige elever sammen med næsten voksne elever. Vi har lagt vægt på, at lærerens adfærd var en vigtig faktor i det, der af andre elever blev opfattet som et ”chikanefyldt” miljø.”

Det, der er at komme efter, er i rapportens ordlyd, at det måske “var i strid med de tjenstlige pligter for en lærer” – ikke ved, at han havde et forhold til pågældende pige, men fordi andre elever kunne opfatte “studiemiljøet som konfliktfyldt og seksuelt ladet.”

Det argument er efter min (KF) mening uacceptabelt. Det er for meget newspeak at hævde, at en forelskelse mellem to personer er seksuel chikane af udenforstående. Vi ser lidt af det samme i anklagerne mod Michael Dyrby på TV2. Det er ikke den kvinde, Dyrby havde et længerevarende forhold til, der har klaget. Det er ANDRE personer, der har set hvad der foregik, og havde ondt af det. Måske kan man kalde det malplaceret emsighed; måske kan man ytre en kommentar om at “misundelse er en grim ting”.

Formanden for Dansk Skuespillerforbund udtaler til DR: “- Jeg ved godt, han ikke er straffet for noget, men der er nogle kvinder, der har følt sig krænket, og jeg er personligt lettet over, at sagen har fået en form for afslutning nu.” Så altså – man behøver ikke at begå noget strafbart for at blive fyret. Det er nok, at nogle kvinder føler sig krænket.

www.dr.dk/nyheder/kultur/tidligere-korsanger-er-lettet-efter-fyring-af-michael-bojesen-men-det-er-ogsaa-en

En DR journalist siger, at ifølge advokatrapporten har Michael Bojesen skabt et chikanefyldt miljø. Det er nu ikke helt, hvad rapporten skriver. Den skriver, at ” flere elever oplevede et chikanefyldt miljø”. At flere elever oplevede dette, er ikke det samme som, at miljøet generelt, for flertallet af elever, var chikanefyldt.

www.dr.dk/lyd/p1/p1-morgen/p1-morgen-2022-04-16
Se minuttal 08:40 og minuttal 1:03:53

Det er svært at se, hvorfor nogle kvinder, som i dag, over 20 år senere, har ondt af hvad der skete den gang, skal have lov at definere, hvorvidt der var et ubehageligt seksualiseret miljø, fordi en elev og læreren havde forelsket sig i hinanden. Der er som nævnt andre piger, der blev undervist af Michael Bojesen i Sankt Annæ koret, der bestemt IKKE mener, at der var tale om et seksualiseret miljø.

Afsluttende subjektive kommentarer:

Michael Bojesen har altså nu indrømmet offentligt, at han to gange har haft forhold til en korpige. Han har forelsket sig i en elev, og hun har forelsket sig i ham. De endte med at flytte sammen og danne par igennem flere år.

Er dette et “seksuelt overgreb” eller “seksuel chikane”? Nej, at to personer forelsker sig og flytter sammen, er ingen af delene.

Er en 17-årig pige så passiv og umoden, at hun ikke kan stå imod charmen fra hendes lærer? Hvem siger, at det er læreren der har forført hende til at elske sig? Hvorfor kan det ikke fuldt ud lige så meget være hende, der har forført ham til at forelske sig i hende?

Hvem kan sige sig fri for, at blive grebet så meget af en forelskelse, at forelskelsen kører rundt med den frie vilje? Er det en forbrydelse at blive forelsket? Hvis det er upassende at blive forelsket, kan man så undgå at blive det? Nej, langtfra altid.

Kvinder er mest seksuelt attraktive, hvis de er ganske unge og står ved starten af deres kønsmodne alder (af gode biologiske grunde – den mand der umiddelbart forelsker sig i ganske unge kvinder, vil statistisk set blive far til flere efterkommere end den mand, der forelsker sig i modne kvinder, der kun har få frugtbare år tilbage). Og den anden vej rundt: Mænd er mest seksuelt attraktive, hvis de udstråler autoritet og har en leder- eller topposition.

Nærmere om dette:
https://pov.international/naar-hunner-soger-chefer/

I Sankt Annæs pigekor var der en meget god stemning – pigerne var glade for deres lærere, og der var er varmt forhold mellem lærere og elever. I et sådant miljø kan pigerne let få ekstra varme følelser for læreren.

Hvis der så opstår gensidig forelskelse, skal man så kun give skylden til den ene part? Er det den ældre mand, der i sin uansvarlighed gør skade på den unge kvinde? Eller er det den unge kvinde, der spiller på sin ungdommelige sexappeal forfører læreren og lokker ham i fordærv ved at indgå i et forhold, som senere bringer ham i uføre?

Hvorfor er det ALTID sådan, at pigen er uskyldig, og manden er den skyldige, som endda fremstilles som et sexmonster?

Der skal to til at skabe en affære. Hvorfor er manden i en sådan affære automatisk den onde, og kvinden automatisk det uskyldige offer? Tror man, at en feminin, sexet 17-årig pige altid er perfekt uskyldig?

Bojesen udtaler til DR: “Jeg vil nu hellige mig familien som gennem halvandet år, har været igennem et mareridt af de største dimensioner.” Den familie, han har, er kommet i stand ved, at han i sin tid også etablerede et kæresteforhold til en korpige i DR´s pigekor. De er fortsat sammen, og har fået to børn sammen. Som biolog tænker jeg, at det er jo meningen med at en mand fascineres af en ung pige – biologien vil lokke dem til at få og opfostre børn sammen. De børn var ikke blevet født, hvis Bojesen ikke havde været fascineret af nogle af de unge piger, der omgav ham i det daglige. Men i vor snerpede feministiske tidsalder må en mand i den position ikke følge sine instinkter, der driver ham til at stifte familie.

www.dr.dk/nyheder/kultur/michael-bojesen-er-fyret-fra-malmoe-opera

www.dr.dk/nyheder/kultur/bojesen-reax