Mikkel Thorup (2020): Antifeminisme. Kvindehad i lighedens tidsalder.
208 pp. Antipyrine.
Bogens forfatter, Mikkel Thorup, er idehistoriker og professor ved Institut for Kultur og Samfund på Aarhus Universitet.
I bogens indledning skriver han, at bogen er en samtidshistorie, dvs. en undersøgelse af idéer, begreber, metaforer og argumenter i vores tid. Han læser åbne og offentlige tekster og forsøger at afkode og analysere dem. Det er også en idéanalyse, en idéhistorie, fordi han er ”uendeligt mere interesseret i, hvad folk skriver, deres offentlige udtryk, end i hvorfor lige præcis de skriver, som de gør”.
Med andre ord: Ifølge ham selv præsenterer han bare de tekster, der dukker op i samtiden, uden at tage stilling til folks begrundelser for at skrive, som de gør. Hvis nogle mænd f.eks. selv mener, at de undertrykkes af kvinder, så afstår han fra at undersøge, om disse mænd virkelig på nogen måder er således undertrykt. Vi får altså indtryk af, at han er en person, der først og fremmest registrerer. Men det er ikke dækkende for bogens indhold. Han ikke bare afkoder og analyserer, han fortolker, og det gør han ekstremt ensidigt og fordomsfuldt.
Hele bogen er ét stort karaktermord på alle de personer, der ikke mener det samme om feminisme, som Mikkel Thorup selv gør.
Indlednings-kapitlet slutter med at han siger, at vi skal se nærmere på, hvorfor antifeminister søger at genskabe en relation til kvinden baseret ikke på lighed og respekt, men på ulighed og dominans. Allerede dér står det klart, at i hans optik er alle mennesker, der ikke støtter hans egen holdning til feminisme , onde mennesker der vil have ulighed og dominans.
På side 28 skriver han: ”Det er klart, at det er muligt og legitimt at kritisere kvinder og feminisme uden at blive beskyldt for at være kvindefjendsk eller antifeminist.” Ja, det er en afgørende pointe. Problemet er bare, at i hele resten af bogen omtaler han ikke et eneste sted nogen, som kommer med en legitim kritik af feminismen. Selv en så pæn og moderat feminisme-kritiker som amerikanske Warren Farrell bliver omtalt som antifeminist. Og i note 7 på side 16 skriver han, antifeminisme på nettet er let at finde; her nævner han så Tobias Petersen´s blog Reel Ligestilling. Tobias Petersen får altså uden videre, uden nogen argumentation, stemplet ”antifeminist”, på trods af at han er så moderat og så pæn i tonen, at man dårligt kan tænke sig nogen mere sober kritiker af feminisme. Men altså – han stemples uden begrundelse som antifeminist og dermed som kvindehader.
I samme note omtales også blogs der kritiserer antifeminisme, og her nævnes www.mandfjols.dk. Thorup skriver at den blog nu desværre er inaktiv. Desværre? Det var en infam blog der gik ud på at sværte bestemte personer og deres privatliv til – altså en langt mere usympatisk blog end den, Tobias Petersen driver. Alligevel hænges Petersen ud, og Mandfjols roses. Allerede dér ser vi, at Mikkel Thorup ikke er nogen neutral betragter. Han har ekstrem slagside – han siger kun godt om vennerne, og siger kun ondt om fjenderne.
Den pæne og sympatiske Paul Joseph Watson bruges som første eksempel til illustrering af hvad antifeminisme er. Dernæst rammer tilsværtningen Simon Simonsen og med ham Manderådet, bl.a. fordi Manderådet har tilladt sig at skrive at feminisme handler meget mere om magt end ligeværdighed, og at debatten er gennemført styret af kvinder. Jamen, debatten er jo faktisk gennemført styret af kvinder – det ser man f.eks. i aviser som Berlingske eller i Danmarks Radio, der er ledet af en kvindelig direktion og laver talrige udsendelser, der mest har karakter af feministisk propaganda, herunder propaganda med bevisligt fejlagtige påstande.
Også jeg bliver hængt ud. Side 60 og note 60 siger: ”Disse og utallige andre læserbreve, indlæg og kommentarer abonnerer på en pop-biologisme . . .denne pop-biologisme . . har meget lidt med reel evolutionsteori at gøre . . Her henvises til en note, hvor der står: ”For et eksempel på pop-biologisme se den selv-udgivne bog af Kåre Fog, Fire myter om patriarkatet, Veksø 2018. ”
Nu er det sådan, at mine ytringer om biologiske kønsforskelle allerede i den første af mine bøger er baseret på læsning af over 50.000 sider faglitteratur – er det så stadig pop-biologisme? Dertil kommer, at bogen Fire myter om patriarkatet stort set INTET indeholder om biologi – den er baseret på grundige læsninger inden for andre felter, f.eks. om teenagepigers kropsbilleder og om kønsroller i oldtidens kristendom. Men altså ikke om biologi. Sagen er tydeligvis den, at Thorup har hørt fra nogle feminister, at min bog går stærkt imod feminismen, og så sætter han den på listen over bøger, man roligt kan foragte. Men han har tydeligvis ikke læst den, ja ikke engang kigget i den. Det forhindrer ham ikke i at tale nedsættende om den.
Han skriver videre i samme note: ”For hvad aktuel evolutionsforskning har at sige om sex og køn, se Cordelia Fine: Tesotosterone Rex. . ” Nuvel, Cordelia Fine´s bog er netop pop-biologisme fuld af cherrypicking. Her kan man læse en kritik af hvad Cordelia Fine og andre påstår om mænds og kvinders hjerner. Thorup henviser også til Lea Skewes, der ellers for nylig blev kendt for en ekstremt tendentiøs analyse af sexisme på danske universiteter.
Videre skriver Thorup: ”Denne primitive forståelse af evolutionsteori og mennesket stammer mindre fra faktisk forskning – om end disse påstande også kan findes der – men langt mere fra populærvidenskabelige bøger og film . . ”. Tjah – jeg bliver nødt til at gentage at mine bøger er baseret på langt, langt over 50.000 sider videnskabelig speciallitteratur.
Videre fremme (s. 65) læser man: ”Maskulinisme vil jeg definere som et ideologisk modsvar til feminisme, som i modsætning til feminisme ikke advokerer for lighed men for ulighed mellem kønnene . . ” Jaså; jeg selv, og Manderådet, og Tobias Petersen, advokerer for ulighed mellem kønnene? Er det ikke det, man i bedste fald kalder et stråmands-argument og i værste fald for karaktermord?
Videre: På s. 75 hævdes det, at ”den artikulerede antifeminisme hører højrefløjen og i særdeles den ekstreme højrefløj til”. Nåtak, jeg har ellers aldrig stemt på nogen højrefløjspartier, og Simon Simonsen, som i høj grad har artikuleret sig imod feminisme, er socialdemokratisk politiker.
På side 83-90 kommer en lang række påstande om hvad der er det bærende og vedvarende tankegods i den reaktionære tankegang (som altså også inkluderer mig, da jeg jo også figurerer som antifeminist). Her får jeg at vide en masse om, hvad jeg tænker – det ved Thorup åbenbart bedre, end jeg selv gør. Igen en ubehagelig stråmands-argumentation.
Dernæst kommer et kapitel, der bl.a. bygger på Michael Kimmel, der har lanceret begrebet ”Vrede hvide mænd” . Jeg har ikke høje tanker om Kimmel, og meget af det han siger, er ikke sandt. Han har en veludviklet næse for at sige præcis det, som politisk korrekte personer gerne vil høre, og han er også meget populær blandt danske feminister. Men han har mistet lidt anseelse efter at det kom frem, at også han har begået seksuelle overgreb på kvinder; så han er i nogen grad en hykler. Han er ikke en person, der skal have lov at fortælle, hvad der er i vejen med mig.
Thorup henviser i øvrigt også, i note 25, til en bog af Clementine Ford, en rabiat australsk feminist, der er kendt for sit ekstreme mandehad, for at opfordre til drab på mænd, og for at forfølge mænd personligt for at ødelægge deres liv. Hun er vist ikke nogen god rettesnor. Men en ekstrem mandehader som Ford får ingen kritiske ord med på vejen. Det er antifeministerne, der skal hænges ud. ”Antifeminisme, racisme og antisemitisme, forbindelsen imellem dem er ikke tilfældig”. . . ”Der er i de seneste år opstået et tæt forhold mellem antifeminisme og kvindehad på nettet og så højreekstremisme . . ”
Teksten fortsætter: ”Fundamentalister af alle slags – religiøse, racistiske, politiske – håndterer ambivalens meget dårligt.” Ja, måske, og jeg vil tilføje, at Mikkel Thorup håndterer ambivalens meget dårligt – så dårligt, at han slet ikke er i stand til at føle ambivalens.
Fra side 96 og frem gennemgås, ret kort, diverse mandebevægelser, der arbejder for mænds rettigheder. Men først skal han lige i en note have nævnt organisationen Daregender – en mandebevægelse der går ud på at mænd skal kæmpe for ligestilling og imod kønsstereotyper.
Men ellers handler det om dem, der gør kampen imod `feminisering´ til deres omdrejningspunkt. Her nævnes først Warren Farrell – han er en ekstremt pæn og moderat forsvarer for mænd og drenge, og han har stillet op til guvernørposten i Californien for Demokraterne – han svarer vist ikke lige til det fjendebillede, Thorup vil male. Thorup går da også hurtigt videre til Paul Elam. Elam har kæmpet hårdt for mænds rettigheder; men det var et problem for ham, at det var helt umuligt at blive nævnt i medierne. Så kom han med sådanne slogans som at man skulle udnævne oktober til ”Smadr en voldelig kælling-måned”. SÅ fik han medieomtale. Det var et trick for at få omtale og blive kendt – Elam er en meget fredelig og fornuftig mand. Men Thorup bruger ham som eksempel på, hvordan vold aldrig er langt væk. Thorup har undladt at gøre det, som Cassie Jaye gjorde i filmen ”The red pill” – hun opsøgte Elam for at finde ud af, hvad han faktisk stod for, og hun fik til sin overraskelse snart stor sympati for manden; han havde masser af fornuftige argumenter og kunne overbevise hende om, at mænd på mange punkter lider store ulemper i samfundet. Sådan gør Thorup ikke – han gør præcis det, som ifølge Keri Smith karakteriserer SJWs: han har en højtudviklet sans for at se tegn på racisme og sexisme overalt.
Påstanden om at vold i hjemmet er ligeligt fordelt mellem kønnene, udnævnes af Thorup til en af de mest betændte påstande. Mest betændte? – det samlede resultat af 1.700 internationale afhandlinger er, at det faktisk forholder sig sådan.
På side 100 kommer Thorup så til emnet MGTOWs. Han misforstår helt, hvad MGTOWs er, og hvad der motiverer dem. MGTOWs er først og fremmest uskadelige – de har bare valgt helt at holde sig væk fra kvinder, fordi kvinder giver så store problemer for mænd. Men Thorup får det til at lyde, som om det er mandefællesskaber der går ud på at opbygge maskulinitet. Grunden til at han helt misforstår det, ses når man tjekker hans kilder. Han har tydeligvis ikke selvstændigt undersøgt, hvad MGTOWs egentlig er, men baserer sig på kilder, der giver en farvet negativ fremstilling.
Lidt senere kommer turen så til scorekunstnere. Her bygges fremstillingen selvfølgelig op på en omtale af Neill Strauss´ bog The Game, fordi den kan bruges til at male et meget usympatisk billede. De scorekunstnere, der underviser generte og forsigtige unge mænd i at få kontakt til kvinder, omtales ikke. Nej, vi får tværtimod at vide at grundsætningen er at det mandlige begær altid er vigtigere end kvindens grænser. Thorup kunne have undersøgt selv, hvad scorekunstnere står for. Det har han ikke gjort.
Så kommer turen til en omtale af incels. Her står, at incel indebærer et krav om, at alle mænd, hvem de end er, hvor meget eller lidt de end selv gør for det, skal have adgang til kvinder, og ikke bare kvinder, men smukke (unge, hvide) kvinder. Der er et ønske om ”absolut mandligt herredømme”. Dette er ikke en beskrivelse af incels, men derimod endnu engang en beskrivelse af Thorups eget fjendebillede. Han burde læse, hvad jeg (og Lone Nørgaard) har skrevet om incels.
På side 114-115 handler det om dem, der mener, at den egentlige kvindekamp er for de muslimske kvinder. ”Den egentlige interesse er i brugen af disse kvinder til angreb på islam.” Tag og fortæl det f.eks. til feministen Karen West. Igen er Thorup uforlignelig i sin iver for altid at tillægge sine modstandere de værst tænkelige motiver. Han hader virkelig alle sine mange selvudråbte fjender.
Bogens sidste del (56 sider) er helliget en omtale af Jordan B. Peterson. Nej, det er nok forkert at kalde det ”omtale”. ”Karaktermord” dækker bedre. Thorup skriver, at her får vi en anledning til at diskutere, hvorledes en reaktionær argumenterer i dag, særligt på kønsområdet. Men det billede, der præsenteres her, har ikke noget at gøre med den Peterson, jeg har mødt gennem hans videoer. Et antal citater:
”Ingen voldtægtsmand kunne have ønsket sig en bedre forsvarer end Peterson”
” ” Undgår feminister at kritisere Islam, fordi de ubevidst længes efter maskulin dominans?” Det er så dumt på alle niveauer – men dog ofte hørt – at vi bare lader den stå”.
Om ”historisk forandring”: ”Du ved, det der hvor vi beslutter, at galskab og ondskab har varet længe nok, så nu beslutter vi ting som menneskerettigheder, lige løn for lige arbejde, demokrati, at der uhøfligt at kalder kvinder hysteriske kællinger, at der ulovligt at slå børn – alle fremskridt, som Peterson ikke kan forstå, med sin teori ikke kan forklare, og med sin politik ikke rigtig kan acceptere.” – Altså – Peterson er ifølge Thorup imod demokrati og for at slå børn? Det er stråmandsargumentation af den allerværste, mest infame og perfide slags.
”Hele Petersons biologiske argumentation er formodentlig mestendels faktuel forkert”. ”Formodentlig” ? Thorup har næppe en gnist forstand på biologi. Det har jeg, og jeg er igen og igen overrasket over, hvor godt Peterson er orienteret om biologiske erkendelser.
”For i Petersons verdenssyn handler moral om at få, hvad du vil have” – igen helt infam stråmandsargumentation.
”Så læren af regel nr. 6 er: fokusér på dig selv, og glem de andre; ændr dig selv, og lad verden være.”
”Peterson har kun sympati til overs for morderen”
”Peterson synes at længes efter tider, hvor en mand med vold og magt kunne sætte sin vilje igennem.” ”Vold og magt” ? Peterson ?!!!
”Det, Peterson tilbyder, er fundamentalistisk kristendom for ikke-(særligt)-troende. ” – ”Fundamentalistisk kristendom” ? Peterson ?!!!
Peterson kan kun passe ind i Thorups fjendebillede, hvis han tilhører det ekstreme højre. Han MÅ ikke være venstreorienteret. Så Thorup dekonstruerer Petersons tekst om at ”tendensen for værdifulde goder til at fordele sig selv med udtalt ulighed udgør en altid forhåndenværende trussel imod samfundets stabilitet” (s. 181-182). Det MÅ bare ikke være Petersons ægte holdning, så Thorup bruger adskillige sider på at pille dette citat fra hinanden, så der ikke står noget tilbage.
S. 183 kritiseres Peterson for ikke at henvise til en række akademiske skribenter som f.eks. Richard Rorty (den vigtigste fortaler for en ekstrem, yderligtgående form for relativisme), bell hooks (radikal sort feminist), Judith Butler (berømt feminist som skriver uforståeligt og kommer med vanvittige påstande om at biologisk køn er socialt konstrueret), og Chimamanda Ngozi Adichie (sort sydafrikansk kvinde som er meget populær blandt feminister). Det ville være fuldstændig umotiveret af Peterson at skulle citere disse, undtagen for at kritisere dem. Men når Thorup nævner disse og en række andre, så er det virtue signaling – Thorup demonstrerer, at han holder med alle de rigtige.
Thorup kritiserer, at Peterson, og mange med ham, tror at de, der arbejder for mere social retfærdighed, har absolut lighed som mål. Jamen – danske feminister himler op om hvor uretfærdigt det er, hvis mænd får 2 eller 5 % mere i løn end kvinder for samme arbejde. Thorup kritiserer også at nogen tror, at de, der arbejder for en mere ligelig repræsentation af kvinder og minoriteter i parlamenter, bestyrelseslokaler, universiteter og alle mulige andre steder, i virkeligheden kæmper for, at der skal være streng numerisk nøjagtig repræsentation i alle livets anliggender. Jamen, det er da faktisk det, disse personer kæmper for. Tænk på hvor meget det kritiseres, at kvinder kun udgør 39 % af Folketingets medlemmer, eller kun udgør 30 % af de nyansatte professorer.
På side 190 kritiseres Rasmus Ulstrup Larsen for at mene, at moderne feminisme er ”en totalitær bevægelse”. Jaså. Jeg mener ellers også at moderne feminisme er en bevægelse med totalitære træk, idet den forsøger at forhindre al opposition og kritik. Er man skeptisk over for den udlægning, så kan man studere, hvordan stærke træk af totalitær feminisme gennemtrænger det svenske samfund.
Jeg har ikke læst Petersons bog ”12 regler for livet”, så jeg kan ikke sige sikkert, om Thorups referater fra bogen er misvisende. Men her vil jeg henvise til Tobias Petersen´s anmeldelse af Thorups bog: ” Thorups gengivelse af Petersons tanker er mere end tendentiøs og strider flere steder mod ikke bare bedre vidende, men med al sandsynlighed også Thorups egen viden. For eksempel ved Thorup formentlig godt, at Peterson ikke forsvarer kvindemordere eller mener, at staten bør stille kvinder til rådighed for mænd. At forstå Petersons bøger og udtalelser sådan kræver et bevidst ønske om at misforstå.”
Ja, jeg er enig. En så tendentiøs fremstilling kan kun fremkomme ved at Thorup har et intenst, fanatisk ønske om at sværte Peterson maksimalt til. Det her er bevidst misvisende, i en ond hensigt.
S. 191-192 står der at Peterson er eksempel på en, der bruger sin akademiske position og titel samt sin evne til at producere videnskabeligt udseende tekster til at angribe andre akademikere med. ”Peterson får status og journalistisk opmærksomhed, fordi han er professor . . . Han tillader, for nu at sige det lidt groft, de mindre belæste at føle sig klogere end de belæste ved at fortælle dem, at de belæste bare er vrøvlehoveder og snydepelse . . ”
Her er Throup dog kommet til at skrive forkert. Navnet i disse sætninger er forkert, og derved bliver teksten ukorrekt. For at teksten skal være korrekt, skal den lyde sådan her:
”Mikkel Thoup er eksempel på en, der bruger sin akademiske position og titel samt sin evne til at producere videnskabeligt udseende tekster til at angribe andre akademikere med. Thorup får status og journalistisk opmærksomhed, fordi han er professor . . . Han tillader, for nu at sige det lidt groft, de mindre belæste at føle sig klogere end de belæste ved at fortælle dem, at de belæste bare er vrøvlehoveder og snydepelse . . ”.
Mikkel Thorup er infam. Han er infam i sin urokkelige tro på, at feminister har 100 % ret, og at alle, der modsiger feminister, derfor automatisk er onde mennesker. Han lider af præcis den sygdom, som folk lider af, når de dyrker feminisme og wokeness som om det var en religiøs kult. Han har netop denne ubændige trang til at finde fejl hos andre, og til at kræve absolut lydighed mod sin tros dogmer – sådan som det fortrinligt er beskrevet af Keri Smith . Denne uforsonlige overbevisning om selv at have 100 % ret, og om at de anderledes tænkende har 100 % uret, er i hele sit væsen antidemokratisk og totalitær.
Tobias Petersen var i sin anmeldelse af Thorups bog så venlig at give ham tre ud af seks mulige stjerner, bl.a. fordi Tobias syntes at han fik noget ud af læse om Michael Kimmels forklaringer. Jeg deler ikke dette positive syn på Kimmel. Han er en hykler, der lever højt på at sige det, hans publikum gerne vil høre. Så jeg kan ikke dele Tobias´ delvis positive vurdering.
Min vurdering af bogen bliver 0 ud af 6 mulige stjerner. Hvis der fandtes negative karakterer på den skala, skulle bogen have haft en negativ karakter. Det skulle den, fordi jeg anser den for direkte skadelig. Fra første til sidste side gør den alt, hvad den kan, for at der hos læseren opbygges en foragt for dem, der mener anderledes. Publikum vil forstå, at Manderådet, eller Tobias Petersen, eller jeg selv, er personer som man ikke skal lytte til. Og de vil forstå, at Jordan Peterson er et helt afskyeligt menneske, som man for alt i verden skal undgå, at folk får kendskab til.
Bogen understøtter netop den totalitære tendens i feminismen – nemlig den tendens, at man nægter at høre modparten. Der gives ingen plads overhovedet i Thorups bog til eventuel lødig kritik af feminismen. Ingen. Enhver modsigelse af feminismen stemples automatisk som antifeminisme og kvindehad. Feministerne er de gode, og deres modstandere er kvindehadere, dvs. onde mennesker. De gode, de moralsk overlegne, har selvfølgelig lov til at fryse deres modstandere ude, da modstanderne jo per definition er onde mennesker. Der lægges op til totalt at ignorere hvad modstanderne siger, og tie dem ihjel. Det er præcis den behandling, jeg udsættes for. Jeg har f.eks. i bogen ”Humaniora – videnskab eller varm luft” kritiseret postmodernismen, poststrukturalismen og socialkonstruktionismen i de human-sociale videnskaber. Jeg giver massivt belæg for, at centrale påstande totalt mangler evidens. Det er en alvorlig kritik; men akademikere inden for disse fagområder har reageret ved bevidst at ignorere bogen og undlade nogensinde bare at nævne dens eksistens.
Det er kujon-adfærd, og hvis man behandler lødig og omfattende kritik på den måde, så demonstrerer man, at man er kujon, og at det man dyrker, ikke er videnskab. Man kan kun tale om videnskab, hvis man har holdbare argumenter imod kritik. Og det er ikke tilfældet her.
Thorups bog om antifeminisme er heller ikke videnskab. Den er skandaløst ensidig og subjektiv.
Det er en bog, der kun kan øge kløften mellem feminister og antifeminister. Det er en bog der overbeviser feminister om, at der roligt kan ignorere al kritik, for kritikerne er infamt onde mennesker, som ethvert ordentligt menneske må foragte. På den måde er det en bog, der bevidst sigter mod at skabe mest mulig foragt.
Da jeg købte bogen her i december, var der tale om 2. oplag. Første oplag er altså udsolgt. Det tyder på, at bogen har solgt godt. Og sådan går det gerne med bøger, som understøtter publikums fordomme i stedet for at få dem til at tænke selv, som giver deres emne en overfladisk, letforståelig, men dårligt funderet behandling, og lefler for publikum ved at sige netop alt det, publikum gerne vil høre. Det er nemt at gøre teksten letlæst og glidende, når man udelader alle de forbehold, der skal få den til at stemme med virkeligheden.
Dette er i modsætning til mine egne bøger, som giver en kompliceret fremstilling på grundlag af et solidt fagligt fundament.
Så Mikkel Thorup har gjort det godt, set fra hans eget synspunkt. Men det er på den bekostning, at han bidrager gevaldigt til at øge kløfterne i samfundet og til at få folk til at foragte hinanden mere. Hans bog skaber en forhindring for, at folk kommer til at forstå hinanden. Den er til skade for den demokratiske dialog.