MEETOO på TV2 – helt andre principper end en retssag
Af Kåre Fog & Lone Nørgaard.
I MeToo-sagerne på TV2 blev to markante mænd, Jes Dorph-Petersen og Jens Gaardbo, pludselig fyret for noget, de havde gjort for ca.20 år siden.
Den fyring var urimelig.
Hvad præcist de to herrer havde gjort, stod og står ikke særlig klart, og vi er slet ikke færdige med at få kastet lys over, hvad der skete. Om Gaardbo ved offentligheden f.eks. kun, at han havde udvist ”dårlig dømmekraft”. Øjensynlig henviser ”dårlig dømmekraft” til, at han havde haft sex med en ung kvinde, han var chef for. Men om han i den forbindelse havde begået et overgreb – chikane, eller sex uden samtykke – er ikke alment kendt.
Vi har tidligere skrevet en artikel om dette. Den tog i udgangspunkt i, at de vidneudsagn, der har fældet Jes Dorph-Petersen og Jens Gaardbo, i begge tilfælde stammer fra samme kvinde, Therese Philipsen.
Da der i november 2021 blev udsendt en tre timer lang såkaldt dokumentar på Discovery+, fyldte vidneudsagnene fra Therese Philipsen mindst halvdelen af sendetiden.
I den forudgående advokatundersøgelse af Metoo-sagerne på TV2, udført af advokatfirmaet Norrbom-Vinding, blev Gaardbo og Dorph-Petersen forhørt på en måde, som gav dem meget dårlige muligheder for at forsvare sig.
Efter en klagesag til advokatnævnet fik Dorph-Petersen delvis medhold i dette. Ved undersøgelsen havde advokaten tilkendegivet, at der ville komme en vurdering af, om der var udført krænkende handlinger i strid med lovgivningen. Men Dorph-Petersen blev ikke ordentligt oplyst om, hvilken lovgivning, som advokaten mente skulle være overtrådt. Advokaten fra Norrbom-Vinding har erkendt, at hendes afgørelse reelt ikke handler om jura overhovedet – selvom det stod i procesbeskrivelsen. Hun siger tværtimod at hun har gennemført en såkaldt “civilretslig” vurdering – ikke en “strafferetslig”. Eller med andre ord har advokaten alene dømt Dorph-Petersen på nogle ”moralske” værdier.
Om to andre klagepunkter – at bevisvurderingen er kritisabel, og at der uberettiget er indhentet personlige oplysninger – udtalte Advokatnævnet, at de emner lå uden for nævnets mandat.
I en anden klage har Datatilsynet udtalt såkaldt “alvorlig kritik” af Norrbom-Vinding for flere brud på GDPR reglerne.
Både Jes Dorph-Petersen, Jens Gaardbo, og flere andre mænd er blevet meget hårdt ramt af Metoo-sagen. De har mistet deres job og indtægt samt muligheden for at få nye jobs. De kan se frem til resten af deres arbejdsliv at leve af understøttelse. Dette har også haft store konsekvenser for deres privatliv.
Hvis en sag afgøres af en domstol, så behandler samfundet ikke længere personen som en kriminel, når han har afsonet sin dom. Han kan søge arbejde igen. Men efter en Metoo-sag som den på TV2, varer ”dommen” hele resten af livet.
”Tro på kvinden”
Et bærende princip i en Metoo-sag er princippet ”Tro på kvinden”. Især fra feministisk side fremhæves det kraftigt, at man skal tro ubetinget på kvindens udsagn. Samtidig bæres sagen af, at kvindens beretning er følelsesbetonet, og publikums følelser skal vækkes, sådan at de tager totalt afstand fra ’gerningsmanden’. Mandens forklaring drukner helt, og reelt er det ikke muligt for ham at forsvare sig, heller ikke i de tilfælde, hvor han faktisk er uskyldig. Det har i en række tilfælde gjort den uskyldigt anklagede mand så håbløst fortvivlet, at han har begået selvmord.
I maj 2022 foregik der en retssag i USA mellem skuespilleren Johnny Depp og hans ex-kone, skuespilleren Amber Heard. Heard havde i en avisklumme skrevet, at hun havde været udsat for hustruvold. Det skabte så stor vrede mod Depp, at han blev fyret fra alle film-engagementer. Senere rejste han retssag mod Heard med krav om erstatning for de indtægter, han havde mistet. Der blev fremlagt evidens for, at Heard faktisk havde slået Depp, hvorimod der ikke kunne fremlægges evidens for, at Depp havde slået Heard. Der fandtes sågar en lydoptagelse, hvor de talte om at tilkalde politiet, fordi Heard havde været voldelig over for sin mand. I lydoptagelsen hører man Heard sige: ”Ingen vil tro på dig, fordi du er en mand.”
I forbindelse med retssagen blev der også lavet en psykiatrisk vurdering af Amber Heard, hvor konklusionen var, at hun lider af borderline og histrionisk personlighedsforstyrrelse. Disse personlighedsforstyrrelser omfatter bl.a., at hun søger at være centrum for (især mænds) opmærksomhed, at hun kraftigt udnytter sin sex-appeal – samtidig med at hun får opmærksomhed og sympati ved at fremstille sig selv som offer. Hun er desuden bange for at blive afvist eller forladt.
Depp-Heard retssagen strakte sig over flere uger, hvor begge parter fremlagde relevant evidens. Da afgørelsen faldt, havde retten konkluderet, at Heard ikke talte sandt. Hun havde talt usandt om Depp i en ond hensigt, og derfor skulle hun betale en millionerstatning til Depp. Det vigtigste for Depp er dog, at han genvandt sin ære, og formentlig kan påbegynde et mere normalt liv igen og arbejde igen.
Domstol versus ’folkedomstol’
Dommen illusterer forskellen mellem, at en konflikt kører som en retssag ved en domstol, hhv. at den kører som en Metoo-sag, hvor afgørelsen i realiteten træffes af ”folkedomstolen” på de sociale medier.
I en metoo-sag kan kvinden påstå, at manden har begået grove overgreb, og hun kan beskrive disse overgreb med en sådan følelsebetoning, at publikum bliver overvældet af sympati for hende og foragt for manden – også selvom der ikke foreligger bevis for, at hun taler sandt.
I en retssag, derimod, kan manden kun dømmes, hvis der foreligger troværdig evidens for, at han har begået ulovlige overgreb. I Metoo-sagen skal manden bevise, at han er uskyldig – hvilket logisk set som regel er umuligt. I retssagen skal kvinden bevise, at manden er skyldig, og hvis hun ikke kan det – sådan som Amber Heard ikke kunne – så falder sagen, og manden bevarer sin ære og værdighed.
Paralleller til Meetoo-sagerne på TV2
Man kan drage nogle paralleller til Metoo-sagerne på TV2 i Danmark. Her har kvinden, Therese Philipsen, efter eget udsagn anklaget tre mænd for seksuelle overgreb og sexchikane.
Mændene benægter.
Den ene benægter at have haft sex med hende, de to andre benægter, at der var tale om overgreb – at der var tale om sex med samtykke, eller endda at det var kvinden, der pressede på for at få sex.
Man har valgt at tro på kvindens beretninger og mistro mændenes forklaringer. Folkene bag advokatundersøgelsen har været ude at samle ”beviser”, har forhindret mændene i at få vigtig aktindsigt, og har på én gang ageret som forhørsledere, anklagere, dommere og bødler. Det ser stærkt ud til, at de har dømt de anklagede på forhånd, og at resten blot har været en undskyldning for at eksekvere dommen i en slags lynch-proces. Den proces har ført til, at disse mænd har mistet deres stillinger og er blevet kastet ud i arbejdsløshed og vanære.
Mændene dømmes til vanære
Det er, hvad der kan ske i en metoo-proces: Mændene dømmes til vanære uden beviser for, at de har gjort noget forkert.
Hvad ville der ske, hvis man derimod førte en retssag ved domstolene? Jens Gaardbo og Jes Dorph-Petersen kan med god grund hævde, at de har lidt et kæmpe økonomisk tab samt svie og smerte på grund af Therese Philipsens forklaringer. De har derfor et motiv til at rejse en erstatningssag, lige som Johnny Depp har gjort. I en sådan sag skal både kvinden og de anklagede mænd krydsforhøres. Hvis der ikke fremkommer beviser for, at mændene har begået de påståede overgreb, må retten rense mændene for vanære og fastsætte erstatninger.
Amber Heard og Therese Philipsen
Lige som Amber Heard blev vurderet til at have en personlighedsforstyrrelse, har der også i den danske sag været fremsat formodning om, at Therese Philipsen ikke var mentalt i balance. Det har Jes Dorph-Petersen hævdet i sin klage til advokatnævnet. Til støtte for hans synspunkt kan tjene følgende:
Samstemmende vidneudsagn fra en række personer siger, at Philipsen under sin korte tid som praktikant på TV2 nåede at have seksuelle forhold til mindst 6 mænd – mænd der med en enkelt undtagelse alle havde rang af enten studieværter eller chefer.
Det var i høj grad Philipsen, der var den udfarende part.
Det er ret almindeligt, at hvis en mand har en høj social position, så kan det i sig selv gøre ham attraktiv i kvinders øjne. Therese Philipsen synes i meget høj grad at have følt sådan – også hendes egne beretninger i TV2-dokumentaren giver det indtryk, at så snart en mand er en chef, så bliver hun uimodståeligt tiltrukket af ham, og hun er temmelig aktiv for at komme i seng med ham.
Hun fortæller således selv, at hun flere gange ringede på døren til Jes Dorph-Petersens lejlighed for at komme ind til ham, lige som vi har ladet os fortælle, at hun selv bankede på døren til hotelværelset for at komme ind til en anden mandlig chef, der var gået i seng.
Philipsen selv siger i dokumentaren om et andet forhold til en mand, som hun IKKE var tiltrukket af: ”Det faldt mig ikke engang ind at sige nej”. Alt i alt får man indtryk af, at hun havde et enormt behov for at blive bekræftet seksuelt af mænd, og at det var mere end let for mænd at få en affære med hende. Samtidig reagerede hun meget negativt på afvisninger.
Når man studerer hendes kropssprog i dokumentaren, så er det påfaldende, at når hun taler om, at Jes Dorph med vold tvang hende ned på sofaen i sin stue og med et hårdt pres holdt hende fast, så er der ingen vrede at spore hos hende. Hun siger bare, at hun ikke kunne forstå, hvad der skete. Om andre seksuelle episoder siger hun også, at hun ikke forstår, hvorfor hun gjorde det.
Når hun taler om afvisninger, udtrykker hun derimod stor vrede eller sorg.
Tendens til at dramatisere voldsomt
Såvel i advokatundersøgelsen som i dokumentaren har Therese Philipsen stærk tendens til at dramatisere voldsomt og gøre sig selv til offer for noget frygteligt. Hun fortæller gribende om, at en mand har hurtig sex med hende på et toiletrum og forlader rummet, så hun efterlades grædende på flisegulvet. Måske er det aldrig foregået på den måde, men det danner et billede i publikums bevidsthed, som appellerer voldsomt til følelserne. Den samme dramatiske effekt – kynisk sex og derefter at hun efterlades på et toiletrum – har hun brugt i den kulørte krimi, som efter hendes udsagn bygger på egne oplevelser.
Da Philipsen en aften ringer på dørklokken til Dorphs lejlighed og ikke bliver lukket ind, fordi Dorph i forvejen har besøg af en kollega, reagerer hun voldsomt. Hun slentrer deprimeret rundt ved Odense Banegård, øjensynlig i selvmordstanker. Det er en voldsom overreaktion.
Generelt har Therese Philipsen åbenbart et talent for at fremstille historier på en sådan måde, at de appellerer maksimalt til følelserne. Det talent drager hun nytte af ved at skreve kulørte krimier, der er blevet solgt i millionvis. Det samme talent bringer publikums følelser helt over på hendes side, når de ser hende i ”dokumentaren”. Det følelsesmæssige udtryk er her så stærkt, at tanken om at vurdere hendes udsagn med passende skepsis, helt fordufter. Det er det talent, der har sat en stopper for at Jens Gaardbo og Jes Dorph-Petersen kunne få oprejsning.
Er der nogen holdepunkter i øvrigt for, at Therese Phillipsen taler usandt? Altså ikke blot, at påstand står mod påstand, men mere objektive holdepunkter?
Ja det er der formentlig. Der kan spores en tendens til, at Philipsen flytter begivenhederne til andre lokaler. Det gælder f.eks. affæren på toiletrummet, som ifølge manden faktisk foregik i en tilstødende stue.
Mest utvetydigt gælder det episoderne i Jes Dorph-Petersens lejlighed. Den episode, da der var et vidne til stede, beskrives sådan, at den foregik på sofaen i stuen, hvor han brugte fysisk overmagt til at holde hende fast, mens han også gav hende en lussing. Det er jo en ganske dramatisk beskrivelse, i forhold til at Dorph og et vidne begge hævder, at de to stille og roligt fandt sammen inde i hans soveværelse og havde samleje på den brede madras der.
I advokatundersøgelsen siger hun om det mandlige vidne, der var i lejligheden:
”Ud af øjenkrogen så [TP], at kollegaen forlod rummet. Hun fandt senere ud af, at han var gået ind i et rum ved siden af og havde lagt sig til at sove.”
Til Discovery´s ”dokumentar” siger hun:
”Jeg er enormt fokuseret på kollegaen. For jeg synes, det er enormt pinligt, at han ser det her. Så jeg hele tiden prøver at løfte hovedet for at se, for at kigge over for at se, om han sidder derovre stadigvæk. Og jeg kan ikke se bordet, som står der . . . på en eller anden måde, så får jeg alligevel løftet mit hoved nok til at – øhh – jeg kan kigge henover og der kan jeg se, at han er væk – at han er gået.”
De to forklaringer stemmer ikke overens. I den ene ser hun ham forlade rummet, i den anden ser hun det ikke. Men i begge tilfælde flytter hun det seksuelle samkvem fra soveværelset – hvor det ifølge begge mænd fandt sted, stille og roligt – til stuen, hvor hun får fremstillet kollegaen som en fejg person, der ikke griber ind.
Den mandlige kollega, der var til stede, har forklaret til advokatundersøgelsen: ”Det er ikke sket. Og hvis jeg havde set et sådant overgreb, havde jeg naturligvis grebet ind.”
Desuden siger kollegaen i sin vidneforklaring, at han sov på sofaen i stuen – så overgrebet kan ikke have sket der. For at få den grumme historie til virkelig at blive grum har Philipsen flyttet den fra soveværelset ind i stuen.
I dokumentaren berører Philipsen også – meget kort – en anden episode, hvor hun selv aktivt kom ind i Jes Dorphs lejlighed. Hun kan ikke rigtig forklare hvorfor.
I dokumentaren siger hun”: Han har en madras ude på køkkengulvet. Jeg kan ikke forklare, hvorfor jeg gjorde det . . . jeg kan kun sige, at det var væmmeligt og voldsomt . . .”.
Jes Dorphs kommentar til dette er, at det kan ikke være rigtigt. Han havde kun én madras i lejligheden, og den var for stor til at kunne være i lejlighedens meget lille køkken.
Igen: Hun flytter episoden til et lokale, hvor den fremstår som særligt ydmygende.
Sådanne tilfælde, hvor spørgsmålet er, hvilket lokale tingene foregik i, egner sig til nærmere belysning i en eventuel retssag. Personerne kan have erindringsforskydninger tyve år senere, om hvad der foregik på det følelsesmæssige plan. Men hvilke lokaler, der var tale om, er mere objektivt. Hvis Philipsen taler usandt om det, taler hun måske også usandt om andre detaljer?
Alt i alt er der grundlag for at tro, at ved en egentlig retssag kunne sagen fremstå anderledes.
Therese Philipsen tog ikke selv initiativ til at rejse anklagerne
Et andet aspekt er, at Therese Philipsen ikke selv tog initiativ til at rejse anklagerne. I Florida, hvor hun bor nu, blev hun opsøgt af Janni Pedersen fra TV2, der har haft en nøglerolle m.h.t. at få Metoo-sagen rejst. Philipsen skriver på sin hjemmeside:
”When the journalist contacted me, I hadn’t thought about any of those old stories for twenty years. . .
Suddenly, it was all I could think about. It came back to me in these violent flashbacks that completely floored me. . . I found myself crying for entire days and unable to function properly. I had repressed this for so long; I had almost completely forgotten it. But now, it was back, and it almost knocked me out. I couldn’t eat, I couldn’t sleep, but worst of all, I couldn’t write, and that’s what I love to do. . . . I spoke to a therapist, and she told me I needed to talk about it. I had to go through a healing process, and part of it was talking about it. . . .
So, I finally told my story. First to my loved ones, then to some lawyers, and finally to the journalist while on camera. . . .
A few months later, two of the three men involved were fired from the network. One of them was the most prolific anchor our nation has ever had . . . Until he was fired. Because of my story . . .. It also happened while I was an intern, but I never told anyone. I decided to hide it away because I was so embarrassed and blamed myself.”
I dokumentaren siger hun: ”Jeg tænkte: Det er jo dig selv, der har startet det. Du vil jo gerne det her. Og det er så også det, han sagde til mig: `du vil jo gerne det her.´” og ”Jeg har gået 20 år med skyldfølelse i min mave. Han har ødelagt en masse for mig. Indtil nu har det været 100 % min skyld, og det er det, der gør det så svært at tale om.”
Altså: indtil for nylig har hun ikke tænkt på at anklage mændene, for hun opfattede de sådan, at det skete var hendes egen skyld. Men da Janni Pedersen kontaktede hende, fandt hun med ét ud af, at det ikke var hendes egen skyld.
Janni Pedersen havde en interesse
Det er temmelig givet, at Janni Pedersen havde en interesse i at få de berørte mænd til at fremstå som overgribere. Ved at fortælle Therese, at det hele var mændenes skyld, kunne Janni Pedersen dels opnå Philipsens hengivenhed og samarbejdsvilje, dels få mændene fremstillet som overgribere.
På det tidpsunkt fik Philipsen ideen til at skrive den nøgleroman, hvor hovedpersonen gennemlever det samme, som hun havde gennemlevet på TV2, og hun kunne anvende sit talent for drama til at gøre læserne følelsemæssigt henførte.
Netop da fortalte hun omtrent det samme til Janni Pedersens videokamera, hvor det meget muligt blev fordrejet for at få de dramatiske effekter i hus – de dramatiske effekter, som på afgørende vis har bestemt hvordan Metoo-sagen udviklede sig, og hvordan den blev opfattet af næsten alle, der så dokumentaren.
Oprejsning og erstatning ved en retssag
Den skade, som Therese Philipsen har lidt ved de påståede overgreb, er sandsynligvis ikke stor. Det er ikke engang sikkert, at nogen mand har haft sex med hende, uden at hun selv ville det. Men den skade, som hendes udsagn har voldt på bl.a. Jes Dorph-Petersen og Jens Gaardbo, er enorm. Stort set har de fået smadret hele deres tilværelse.
Hvis det er med urette, bør de kunne få oprejsning og erstatning ved en retssag.