Ikke alle anmeldelser af voldtægt sker i overensstemmelse med sandheden.
Danmark
I Danmark har man forsøgt at vurdere andelen af falske anmeldelser i en rapport fra 2018, ”Voldtægt der anmeldes”, udgivet af Det kriminalpræventive Råd.
Rapportens forfattere har studeret samtlige de sager om voldtægt, der er anmeldt til politiet i løbet af de tre år 2000, 2001 og 2002. Det er 1364 sager. Man konstaterer, at ud af disse sager er der 69, hvor kvinden sigtes for falsk anmeldelse. Det er 5,1 % af sagerne. Til sammenligning tjener en tidligere opgørelse, fra årene 1990-1992, hvor sigtelse for falsk anmeldelse skete i 4,5 % af sagerne. Den andel af sagerne, hvor kvinden er sigtet for falsk anmeldelse, var altså næsten den samme i de to tidsperioder.
Men i den nyere rapport har man også set på andre sager. Der er et antal sager, hvor kvinden indrømmer, at anmeldelsen er falsk, men hun sigtes ikke herfor. Der er desuden sager, hvor politiet opretter en sag om falsk anmeldelse, men den når ikke så langt som til sigtelse. Og der er sager, hvor det er oplagt at anmeldelsen er falsk, men hvor kvinden er under den kriminelle lavalder (under 15 år), så derfor sigtes hun ikke. Når den type sager inkluderes, vokser antallet af falske anmeldelser i løbet af perioden 2002-2002 fra 69 til 100. 100 sager ud af 1364 sager betyder, at 7,3 % af anmeldelserne er falske.
Ganske få (2) såkaldt falske anmeldelser viste sig senere alligevel at være sande anmeldelser.
Til gengæld er der formentlig yderligere et antal anmeldelser, som er tvivlsomme, men som godt kan tænkes at være falske.
Her er der for det første sager, hvor kvinden har trukket anmeldelsen tilbage, inden det når så langt at hun sigtes for falsk anmeldelse.
Der er desuden sager, hvor politiet noterer, at de har mistanke om at anmeldelsen er falsk; men på grund af manglende bevis for dette rejser de ikke nogen sigtelse.
Yderligere er der sager, hvor politiet blot har anført nogle bemærkninger om, at de har mistanke om at kvinden lyver.
Endelig er der nogle sager, hvor der er anmeldt en voldtægt, og hvor en gerningsmand er sigtet, men hvor sigtelsen opgives, fordi det alligevel er højst tvivlsomt, om den pågældende havde begået voldtægt.
Hvis alle disse yderligere sager inkluderes, når vi op på 105 sager mere, dvs. så er der i alt 205 sager, hvilket vil sige 15 % af sagerne. Men her har vi så også inkluderet mange gråzonesager, hvor det kan være svært nogensinde at vide, om anmeldelsen var falsk.
Et eksempel på sådan en sag er et tilfælde, hvor en kvinde befinder sig i en mands hus i et værelse på første sal. De to har tidligere haft samleje. Hun kan frit forlade værelset; men gør det ikke. Under samlejet er han ret voldsom og gennemfører samlejet, selv om hun flere gange siger nej. Så snart han har fået udløsning, forlader han værelset og går nedenunder til vennerne. Måske blev kvinden vred på ham ikke over den fysiske overlast, men over den psykiske, ved at han straks efter udløsning forlod hende. Der kan være tale om, at hun har fortrudt på grund af at det for hende var dårlig sex. Da hun anmelder det til politiet som voldtægt, undlader hun at fortælle, at hun flere gange tidligere har haft frivilligt samleje med manden. Af den grund konkluderer politiet, at man ikke nødvendigvis kan stole på kvindens forklaring, og sagen står anført med bemærkninger om, at kvinden ”læner sig op ad en sag om falsk anmeldelse”. Hendes anmeldelse afvises af politiet; hun sigtes ikke for falsk anmeldelse, men manden sigtes heller ikke for voldtægt.
Dette er et eksempel på en gråzonesag, hvor kvinden på den ene side synes at være seksuelt tiltrukket af en temmelig voldsom og aggressiv mand; men på den anden side også forulempes af hans voldsomhed. Hun har sagt nej flere gange under forløbet; hvis der galdt en lov om samtykke, ville hun med rette kunne anklage gerningsmanden. Men hun har frivilligt haft sex med manden tidligere, hun ved at han er voldsom, og det kan sagtens indgå i den form for sex, at kvinden protesterer på skrømt. Nok så afgørende er, at kvinden frit kunne forlade værelset, men ikke gjorde det.
Et andet dansk eksempel beskrives således af den politibetjent, der afhørte den kvinde, der anmeldte at hun var blevet voldtaget:
“Ifølge hendes forklaring havde hun efter en fest i huset, hvor hun boede, lagt sig ind på sin seng i sit værelse i beruset tilstand for at sove.Hun havde klædt sig af, således at hun kun var iført trusser. Den person, som senere samme dag blev anmeldt for voldtægt, var en bekendt, der bankede på og kom ind på hendes værelse, hvorefter han blev inviteret til at sove i sengen ved siden af hende.
Han afførte sig sit tøj, så han kun var iført T-shirt og underbukser, og lagde sig ned ved siden af hende.
Ifølge hendes forklaring lagde hun sig om på ryggen og lå ved siden af gerningsmanden, som efter lidt tid uopfordret begyndte at kæle for hendes bryster.
Det gjorde hun ingen indsigelser imod. Derefter førte han hånden ned til hendes skød og videre ned i hendes trusser, hvor han begyndte at berøre hendes klitoris. Heller ikke her gjorde hun indsigelser.
Efterfølgende dristede han sig til at stikke en finger ind i hendes skede og gav hende finger, for at bruge hendes egne ord. Heller ikke her sagde hun fra eller gav udtryk for, at hun ikke ønskede hans berøring. Da jeg spurgte, hvor lang tid denne berøring foregik, svarede hun omkring et kvarter.
Det videre forløb var, at gerningsmanden vendte forurettede om, således at hun nu lå på maven, hvorefter han rejste sig og iførte sig et kondom. Kort efter mærkede forurettede, at gerningsmanden stak sit lem ind i hendes skede og begyndte at lave samlejebevægelser.
Dette fik hende til at bryde ud i gråd og sige stop, stop, stop. Ifølge anmelderen fortsatte han dog et kort stykke tid endnu. Ifølge gerningsmandens forklaring stoppede han med det samme, da forurettede begyndte at græde.”
I dette eksempel kunne den unge mand ligge ved siden af anmelderen og beføle hendes bryster, klitoris etc., uden hun gjorde indsigelser. Ifølge hans forklaring stønnede hun vellystent og sagde ja, ja undervejs.
Videre skriver betjenten:
“Selv om politiet har erfaring med voldtægtsanmeldelser, der viser sig ikke at have hold i virkeligheden, bliver der yderst sjældent rejst tiltalte for falsk anklage imod anmelderne. Dette faktum bruges i den offentlige debat som bevis for, at der ikke sker falske anmeldelser. Det har igennem en årrække været et bevidst valg fra anklagemyndighedens side, at politiet ikke indleder sager imod anmeldere i sædelighedssager. . . . Beslutningen om, at politiet skal være meget tilbageholdende med at rejse sigtelser og tiltale for falsk anmeldelse, betyder, at selv i sager, hvor der er klokkeklare beviser på, at der er tale om falsk anmeldelse, ikke bliver rejst sager, fordi den offentlige debat er så fokuseret på politiets behandling af sædelighedsofre.”
Alt i alt er det rimeligt at konkludere, at ud over de 7,3 % af sagerne, som vurderes som med stor sikkerhed falske anmeldelser, er der nok også et yderligere antal falske anmeldelser, men hvor beviserne er for svage.
Der findes også andre danske undersøgelser. En anden undersøgelse er blevet til på initiativ af kriminalinspektører m.m. i tre politikredse, nemlig Frederiksberg, Gladsakse og Helsingør.
Her har man gennemgået samtlige voldtægtsanmeldelser for perioden 2005-2006 – det var 58 i alt. Af dem var de 12 klart falske anmeldelser – det vil sige 21 %. Disse sager var enten endt med en tilståelse fra det påståede offer, en sigtelse for falsk anmeldelse, eller begge dele.
Opgørelsen viser desuden, at der i over halvdelen af sagerne, 54 procent, efter politiets vurdering ikke er tale om voldtægt som anmeldt. Sammenlagt betyder det, at tre ud af fire anmeldelser befinder sig i en gråzone, hvor den anmeldte voldtægt er mere eller mindre opdigtet.
Sammenlagt betyder det, at tre ud af fire anmeldelser befinder sig i en gråzone, hvor den anmeldte voldtægt er mere eller mindre opdigtet.
»Der kan sagtens være en eller anden form for overgreb gemt i dem, men det er ikke voldtægt,« siger Kriminalinspektøren fra Frederiksberg. Et eksempel var en sag med en gift kvinde, der anmeldte, at hun var blevet voldtaget af en fremmed mand i en park ved højlys dag. Efterforskningen viste, at kvinden godt nok havde haft sex imod sit ønske, men med en mand, hun igennem længere tid havde flirtet med via chat og SMS, og som hun havde lukket ind i sit hjem.
Blandt de vanskelige sager kan også være anmeldelser fra kvinder, der har »drukket hjernen ud« og vågner op ved siden af en mand, som de efterfølgende ikke kan tro, de har ønsket at dyrke sex med. Eller sager om unge piger, der skammer sig over deres seksuelle eskapader og bruger voldtægt som undskyldning.
Det kan diskuteres, om der her er tale om voldtægt. Vi befinder os i en gråzone. Nogle af disse sager var måske ikke voldtægt efter den hidtil gældende lovgivning, men vil blive det efter den nye lovgivning.
Tilbage var kun 15 sager, dvs. 26 % af samtlige, hvor der klart var tale om en voldtægt i mere klassisk forstand.
En retsmediciner i Aarhus færdiggjorde i 2008 en ph.d.-afhandling, baseret på en gennemgang af samtlige anmeldelser om voldtægter i Aarhus igennem fem år. Konklusionen blev, at hver niende anmeldelse (altså 11 %) var falsk.
Dette førte videre til flere undersøgelser af voldtægter i Aarhus-området i de følgende år. Et nyt ph.d.-projekt udført ved Center for Voldtægtsofre i Aarhus i samarbejde med Østjyllands Politi undersøgte samtlige 296 anmeldelser af voldtægt i politikredsen i årene 2008, 2009 og 2010.
Af de 296 anmeldelser var 14 klart falske, på basis af enten dom, sigtelse eller anmelderens indrømmelse. Disse sager udgør altså 4,7 % af samtlige. Men nogle af de resterende 282 sager var også ganske tvivlsomme. I flertallet af disse sager (174, dvs. 61,7 % af sagerne) blev der ikke rejst sigtelse, og efterforskningen blev indstillet. Tilbage var så 108 sager, hvor der blev rejst sigtelse; men i 58 af dem blev sigtelsen igen opgivet. I alt blev 232 sager altså ikke gennemført, dvs. 82 % af de ikke-falske sager. Det havde følgende årsager:
– I 110 sager var der ikke tilstrækkeligt bevismateriale; en del af dem var påstand-mod-påstand-sager.
– i 58 sager var ingen gerningsmand identificeret
– 49 sager blev stoppet på grund af den forurettedes ønsker eller adfærd. I mange af disse sager ønskede den forurettede selv at stoppe sagen.
– nogle få sager blev opgivet af andre grunde, så som at gerningsmanden var under den kriminelle lavalder, eller at der faktisk ikke var foregået noget kriminelt.
Herefter resterede der 50 sager, hvor der faktisk blev rejst tiltale. Tre af dem endte med tiltalefrafald, og 9 endte med at gerningsmanden blev frikendt. 38 sager endte med at gerningsmanden blev dømt.
Et eksempel på et tilfælde, hvor påtale blev opgivet, er en sag hvor dommeren skriver: ” Jeg har ved min afgørelse navnlig lagt vægt på, at sigtede har nægtet sig skyldig og forklaret, at De frivilligt havde samleje med ham, at De har forklaret, at der ikke var vold, og at De ikke gjorde modstand. At De ikke ville medvirke til en fuld undersøgelse på Retsmedicinsk institut, at der ikke er konstateret skader på Dem ved første kontakt med politiet og endelig har meddelt, at De har genoptaget samlivet med X, og at De ikke ønsker, at der skal gennemføres en sag mod ham…”
Sådanne sager ligger i en gråzone, og man kan diskutere, om anmeldelsen var falsk – det afhænger vel af, hvad man mere præcis forstår ved ”falsk”.
På basis af dette datamateriale kan man vælge sige, at kun 4,7 % af anmeldelserne var falske. Men man kan ikke udelukke, at en meget stor del af de 258 sager, der ikke endte med domfældelse, var falske anmeldelser. Andelen af falske anmeldelser ligger således et ukendt sted i intervallet mellem 4 % og 87 %.
Der findes altså tal fra Danmark, der indicerer at 95 eller 93 % af alle anmeldelser var sande, og tal der indicerer at langt færre var sande anmeldelser af voldtægt i klassisk forstand, måske kun ca., en fjerdedel, eller endnu mindre.
Denne meget store spredning i skøn over andelen af falske anmeldelser genfindes også i udlandet.
Der findes nogle skøn helt ned til at blot 1-2 % af alle anmeldelser er falske; disse tal er dem, som feminister støtter sig til.
Også i det danske materiale kan man godt nå frem til meget lave til. Ud af de i alt 1364 anmeldelser for årene 2000-2002 var der kun 13, der førte til at kvinden fik en dom for falsk anmeldelses. Det er under 1 %.
Storbritannien
Den engelske anklagemyndighed Crown Prosecution Service, som indtil for et par år siden var stærkt præget af en feministisk dagsorden, skrev i deres manual om voldtægt at “studies have indicated that only 2 per cent of all reported rapes are false, which is slightly less than false reporting in all other crimes”.
Dette tal på 2 % citeres også af mange andre feminister. Det går tilbage til Susan Brownmiller´s bog om voldtægter, og det stammer fra at en leder af en indsatsgruppe i New York angiveligt skulle have nævnt det tal engang i en forelæsning. Det kan dog ikke verificeres, at en person nogensinde har sagt sådan, og andre hævder at en stor del af alle voldtægtsanmeldelser i New York er falske, i nogle år op mod 40 %.
(Se i øvrigt kritik af Brownmillers bog her)
En engelsk undersøgelse, udført for ”The Home Office” og ledet af Liz Kelly der har været kendt for en meget feministisk præget opfattelse af seksuelle overgreb, fandt at ifølge politiets vurderinger er mellem 8 og 12 % af alle voldtægtsanmeldelser var falske.
Deres datamateriale omfattede 2.643 sager, og af dem var 216 ( = 8 %) klassificeret som falske anklager. Hvis man tog hensyn til hvor mange sager der ikke blev viderebehandlet af politiet, udgjorde de 216 falske anmeldelser 12 % af sagerne.
Derudover var der 318 sager hvor den forurettede trak anklagen tilbage ( = 17 %), og yderligere 315 sager (også = 17 %), hvor den forurettede ikke fuldførte den igangsatte klageproces, af diverse grunde, som Liz Kelly og kolleger især mener drejer sig om politiets mangelfulde behandling af sagen. Af alle anmeldte voldtægter var der 12 % som ikke kunne behandles videre af politiet, fordi klageren nægtede at indgive en formel anklage, nægtede at lade sig undersøge for sædprøver el. lign., eller tilbageholdt væsentlig information.
Alt i alt er det svært at vurdere, hvor mange anmeldelser der var falske ud over de 8 – 12 %, som med ret stor sikkerhed var falske.
Ifølge en rapport fra 1996 fandt FBI dengang, at ud af de voldtægtssager, der blev anmeldt til politiet, kunne 25 % afvises allerede fordi de blev modbevist af DNA-analyser.
(Originalrapport her)
En lidt ældre undersøgelse fra Skotland omhandlede 34 anmeldelser, som til en start virkede sande. Ved nærmere granskning fandt man, at 10 anmeldelser definitivt var falske, og 6 muligvis falske, altså i alt 29 – 47 % falske anmeldelser.
Tyskland, Schweiz og Østrig
I Hamburg undersøgte man 100 voldtægtsanklager. Ud af dem var kun tre falske anmeldelser.
Altså fik man her et tal på at 3 % af alle anmeldelser er falske, og det tal har tyske feminister citeret vidt og bredt. Men i samme undersøgelse var der 45 af de 100 anmeldelser, hvor man opgav videre undersøgelse af mangel på beviser; vi kan ikke vide, hvor mange af disse anmeldelser, der var falske – en grund til manglende beviser kunne jo være, at der slet ikke var sket nogen voldtægt.
En kvindelig kriminal-overkommissær i Rostock, og hendes medarbejdere, har brugt mange kræfter på at undersøge voldtægtsanmeldelser, afhøre vidner, samle beviser osv. Hendes ophobede erfaring er, at ca. 80 % af alle anmeldelserne er falske. Ofte er det noget kvinderne gør for at beskytte sig selv, så som at dække over et sidespring, eller retfærdiggøre en fejlhandling over for ægtemanden, en ven, eller forældrene.
I Niedersachsen undersøgte Katja Goedels nøje alle voldtægtsanmeldelser igennem et år i to landdistrikter.
Hun fandt at politimyndigheden opgav nærmere undersøgelse af 69 % af anmeldelserne. Det skyldtes i 22 % af sagerne, at den forulempede ikke kunne give nogen beskrivelse af, hvad der faktisk var sket; desuden var der 19 % af sagerne, hvor den forulempede bestred indholdet af den oprindelige anklage eller ændrede forklaring; som en mindre almindelig grund galdt at den anklagende var utroværdig eller blev modsagt af andre vidner.
I Bayern er der lavet en detaljeret rapport om anmeldelser af voldtægt og andre seksuelle overgreb.
Her konstaterer man, at 7,4 % af alle anmeldelser var bevisligt falske. Af de øvrige sager konstaterede man, at 58 % forblev tvivlsomme. Her var der især tale om sager, hvor påstand stod mod påstand, eller hvor der ikke forelå nogen fyldestgørende forklaring fra den forulempede. I et mindre antal tilfælde var der øjensynlig slet ikke foregået nogen voldtægt, eller ingen gerningsmand var identificeret. I teorien kan en stor del af alle disse sager dreje sig om falske anmeldelser. I knap 24 % af sagerne blev sagen derimod afgjort ved at en gerningsmand blevet dømt.
En bayersk kommisariatsleder har udtalt, at sagsbehandlerne alle er enige om at andelen af opdigtede voldtægtsanmeldelser ligger klart over halvdelen. I rapporten spurgte man derfor et stort antal sagsbehandlere om, hvor stor en andel af alle anmeldelser der efter deres mening var falske. Svarene fordelte sig ekstremt spredt, lige fra 3 % til 80 %. Medianværdien lå omkring et skøn på at 25 % af anmeldelserne var falske. Der var altså ikke fuld opbakning til kommisariatslederens vurdering. Samtidig viser tallene, hvor ekstremt usikkert det er at vurdere, hvor stor en del af anmeldelserne, der er løgn.
I Schweiz er der ikke gjort præcise opgørelser over andelen af falske anmeldelser; men politiets indtryk er, at udtalelserne fra kommisariatslederen i Bayern også passer på Schweiz. Politiet dér regner med, at ca. halvdelen af anmeldelserne er opdigtede.
Kriminalmyndigheden for Nederøstrig gennemgår nøje et stort antal anklager om seksuelle overgreb. De finder at mange anklager, ofte anklager fra ganske unge piger helt ned til 12-års-alderen, er pure opspind. De anklagende vikler sig ind i modstridende forklaringer og indrømmer til sidst, at det anklagen var falsk. Motivet er ofte problemer med skolen eller forældrene; der er også en del tilfælde, hvor unge voksne kvinder hævner sig på en mand, der har afvist dem, ved at anmelde ham for voldtægt. Alt i alt har man fundet frem til, at ca. 4 / 5 af alle anmeldelser er falske.
Nordamerika
Fra USA foreligger en ret berømt undersøgelse publiceret af Eugene Kanin. Han gennemgik 109 voldtægtssager fra en ni års periode i en lille politikreds i Midtvesten i USA. Her blev alle anmeldere rutinemæssigt bedt om at aflægge forklaring med en løgnedetektor tilkoblet. Stillet over for løgnedetektoren trak mange af kvinderne deres anmeldelser tilbage. I alt blev 45 anmeldelser trukket tilbage, dvs. 41 % af alle anmeldelser var falske. Det tyder på, at de anmeldende kvinder troede på, at løgnedetektoren kunne afsløre om de løj, og derfor skyndte de sig måske at tilstå at de løj allerede inden løgnedetektoren blev tilkoblet.
En typisk sag med en falsk anmeldelse var som følger: En kvinde var fri villigt sin mand utro, mens han var bortrejst. Elskeren havde lovet at trække sig ud, inden han fik udløsning; men det gjorde han ikke. Derfor var kvinden bange for, at hun kunne være blevet gravid, og for ikke at fremstå som utro over for ægtemanden anmeldte kvinden affæren som voldtægt. Men stillet over for løgnedetektoren, forklarede hun sagens sammenhæng.
Eugene Kanin undersøgte også voldtægtsanmeldelser ved to universiteter. Disse anmeldelser blev behandlet af en kvindelig politibetjent. Der blev ikke anvendt løgnedetektor. Her viste statistikken, at ud af 64 anmeldelser af voldtægt var der 32, hvor kvinden selv indrømmede, at den var falsk. 50 % af anmeldelserne var altså falske efter kvindernes egen indrømmelse.
Kanin´s afhandling er blevet kritiseret, bl.a. fordi han ikke oplyser hvilket politidistrikt, der er tale om. Men andre anklagere og politifolk bekræfter resultaterne. Oplysninger fra Denver, Colorado, tyder på, at 45 % af alle voldtægtsanmeldelser dér er falske.
I bogen Ceasefire beskriver Cathy Young flere undersøgelser, f.eks. at på et tidspunkt undersøgte Washington Post voldtægtsanmeldelserne i 1990-1991 i syv amter i det østlige USA. De konstaterede, at næsten en fjerdedel af anmeldelserne var grundløse; mange ”ofre”, som blev kontaktet af avisen, indrømmede at deres anmeldelse var falsk.
En særlig høj andel af falske anmeldelser fremgår af en undersøgelse af 556 anmeldelser mod personale på en amerikansk flyvevåbenbase.
Hvis man så bort fra de anmeldelser, hvor det var umuligt at afgøre deres sandhed eller falskhed, var der 300 sager tilbage. Ud af dem var der 27 %, hvor kvinden senere indrømmede, at anklagen var falsk. Baseret på karakteristika for disse 27 % af sagerne, vurderede man at hele 60 % af anmeldelserne formentlig var falske. Denne konklusion kan der stilles store spørgsmålstegn ved.
I Ottawa i Canada undersøgte man voldtægtsanmeldelser fra årene 2003-2007. Man fandt at 31 % af anmeldelserne var grundløse, dvs. der havde ikke fundet nogen voldtægt sted.
New Zealand
I New Zealand har Jan Jordan undersøgt 164 voldtægtsanmeldelser fra året 1997.
Han fandt følgende:
I 8 % af sagerne trak den forurettede anmeldelsen tilbage (her var oftest tale om at andre, f.eks. forældrene, havde indgivet anmeldelsen)
I 33 % af sagerne vurderede politiet, at anmeldelsen var falsk. I en del af disse sager trak anklageren efterfølgende sin anklage tilbage.
38 % af sagerne var gråzonesager, hvor det ikke var muligt at afgøre, om anklagerne var falske eller sande.
I 8 % af sagerne vurderede politiet, at anklagen var sand; men alligevel trak den forurettede sin anklage tilbage.
I de resterende 13 % af tilfældene var anklagen formentlig sand. I 2/3 af disse sager blev en gerningsmand retsforfulgt.
Motiver for falsk anmeldelse
Der kan være mange forskellige grunde til, at en kvinde indgiver en falsk voldtægtsanmeldelse. En relativt almindelig grund er at kvinden med anmeldelsen søger at få opmærksomhed, f.eks. fra forældre eller kæreste. Den mest udførlige oversigt over grunde til falsk anmeldelse er udarbejdet af en gruppe hollandske forskere.
Hollænderne har nøje har gennemgået 57 sager, hvor det til sidst stor helt klart, at anklagen var falsk. De har så opgjort hvad kvindens motiv var i hvert tilfælde. Resultatet er:
34 tilfælde: motivet var at opnå en følelsesmæssig gevinst, f.eks. at få opmærksomhed.
1 tilfælde: både følelsesmæssig gevinst og materiel gevinst.
12 tilfælde: Kvinden var ikke selv klar over, hvad hendes motiv var. Hun gjorde det bare, hun vidste ikke hvorfor.
10 tilfælde: Politiet fik ikke noget svar på, hvad motivet var.
At så mange kvinder (12 ud af 57, dvs. 21 %) ikke selv kunne forklare, hvorfor de løj om en voldtægt, er meget besynderligt. Men det stemmer overens med en del andre beretninger om kvinder der indgiver falsk anmeldelse uden noget evident motiv.
Fingerede kvælstelser
Det forekommer at kvinder påfører sig selv skrammer og kvæstelser i forbindelse med opdigtede voldtægter.
Et retsmedicinsk institut i Tyskland har analyseret en række voldtægts-sager, hvor de blev involveret i undersøgelse af kvindens kvælstelser. De har gennemgået omtrent 100 sager, hvor de har kunnet sammenholde deres egne undersøgelser med dokumenter om retshandlingen. I 11 sager – dvs. 12 % af samtlige – har kvinden opdigtet overgrebet, dvs. hun har løjet. I 7 af disse 11 sager er det kun på grund af retsmedicinernes undersøgelse, at løgnen er opklaret. Her har retsmedicinerne konstateret, at de skader som kvinden har lidt, er skader som hun har påført sig selv.
Ud af de 11 tilfælde med opdigtede anklager blev kvinden kun retsforfulgt i de 5, og kun i 2 tilfælde blev hun dømt for at falsk anklage.
Selvpåførte skader ved falsk anmeldelse kendes også fra USA.
De negative virkninger af falsk anmeldelse
Falske anmeldelser er selvsagt meget skadellige.
For det første betyder de, at man ikke uden videre kan stole på, hvad en kvinde siger til politiet, når hun anmelder. Politiet er nødt til at mobilisere skepsis.
For det andet betyder de, at tilværelsen ødelægges for mange uskyldige mænd. Den hollandske forskergruppe citerer f.eks. følgende tilfælde:
”I Tyskland anklagede en kvindelig lærer en mandllig kollega for voldtægt. Heide K. hævdede at Horst Arnold havde voldtaget hende i 2002 i biologi-lokalet. Arnold blev dømt for denne forbrydelse og idømt fem års fængselsstraf. Han afsonede straffens fulde længde. Man nægtede ham udgang fordi han fastholdt sin uskyld. Han blev løsladt ved en ny retssag i 2011. Arnold døde i Saarland i Tyskland i 2012 på grund af hjertesvigt. Den 13. september 2013 blev Heidi K. idømt fem års fængsel for frihedsberøvelse på grund af en falsk anklage om voldtægt.”
Der findes en liste med personlige historier fra England med mere en 100 mænd, der har fået deres liv ødelagt på grund af falske anklager om voldtægt.
Der findes også eksempler fra Danmark på mænd, der blev sat i fængsel, men var ofre for falsk anmeldelse.
Bøger om falske anmeldelser af voldtægt:
John Davis (2015): How to avoid false accusations of rape.
Brent E. Turvey, John O. Savino & Aurelio Coronado Mares (2017):