Christian Groes (2023): Da MeToo ramte manden. 110 sider. Gads Forlag.
Christian Groes er kønsforsker, ansat som lektor ved RUC. I maj 2023 udkom bogen ”Da MeToo ramte manden”. Bogens emne er: Hvor går grænsen mellem flirt, samtykke, krænkelser og magtmisbrug?
Det bedste ved bogen er dens titel. Ja, MeToo har virkelig ”ramt manden” som et artilleri-nedslag.
Bogen er ikke imponerende. Siderne er små, og der er kun lige knap 100 tekstsider.
Bogen bygger på samtaler og interview med 18 vidt forskellige mænd i alderen 20-65 år. Interviewene blev foretaget af Groes selv og to kvindelige assistenter i 2021 og 2022. Det er et meget lille datamateriale – så lille, at man vist ikke kan drage nogen videnskabelige konklusioner. Desuden får vi meget lidt at vide om, hvad der blev sagt i disse interviews – vi ser kun nogle små uddrag, og der står intet om hvor mange % af mændene, der mente hvad. Der citeres også andre mænd; men det hele bevæger sig nærmest på det anekdotiske plan (dvs. ret tilfældige enkelthistorier).
I forordet står der : ”Der skal også lyde en stor tak til min kæreste Julie Rokkjær Birch for inspiration og støtte og for at have læst med undervejs.” Julie Rokkjær Birch var som bekendt indtil for nylig leder af museet ”Køn” i Århus, og hvis hun accepterer teksten, kan vi være ret sikre på, at der står intet som går imod feministers dagsorden.
Begrebet ”magt” spiller en ret stor rolle i bogen. Vi læser f.eks. s. 91: ”Men når magtfulde mænd forklarer deres krænkelser med, at de blev revet med af stemningen, eller at de ikke oplevede, at nogen blev krænket, afslører de ofte samtidig, at der er blevet blinde overfor deres egen magt og privilegier.”
Groes skriver om MeToo sagen på TV2. Han nævner, at efter Jes Dorph-Petersens opfattelse gik Therese Philipsen frivilligt med til at have sex med ham. Han kritiseres for, at han stod i et ulige magtforhold til hende. Han ses som eksempel ”på den magtfulde mand, der ikke ville erkende betydningen af sin magt og sin grænseoverskridende adfærd”.
Her er Groes for stærkt farvet af, at alt skal tolkes i lyset af, at manden har en magt, som han misbruger. Han går uden videre ud fra, at sagen med Jes Dorph-Petersen passer ind i det mønster. Der er ikke det kritiske forbehold, som en forsker burde have. Så vidt jeg har forstået, var det virkelig sandt, at Philipsen indlod sig frivilligt, ja, at det var hende, der aktivt opsøgte mænd i lederpositioner for at få sex med dem. Hvis de to parter er uenige om forløbet, så kan man ikke bare uden videre tro på den ene og mistro den anden. En sådan fordomsfuldhed burde ikke findes hos en forsker.
Til allersidst i bogen nævner Groes et enkelt eksempel, hvor en af hans veninder var blevet kæreste med sin chef. Veninden sagde til ham: ”Kan vi ikke finde et sprog for tiltrækning, hvor der også er plads til kærlighed og lyst på tværs af magtpositioner, og hvor min kærlighed til min kæreste ikke skal betvivles, fordi han er min chef?”. Groes siger som kommentar, at det endegyldige svar findes ikke. Han fastholder, at kærlighed bør ske i ligeværdige relationer, og ikke på arbejdpladsen.
Hvad Groes ikke vil erkende her, er at noget af det, der bdirager allermest til at gøre en mand seksuelt attraktiv for kvinder, er et han har magt eller har en høj social position. Therese Philipsen, praktikanten på TV2, forelskede sig f.eks. igen og igen i de mænd, der var chefer (mindst 6 forskellige chefer).
Groes påstår tværtimod, at status og magt ikke længere giver adgang til kvinders gunst. ”Det lader til, at flere kvinder dyrker mandeidealer, der ikke er baseret på rigdom, krop, uddannelse eller status.” Måske nok. Men mange kvinder dyrker stadig disse mandeidealer. Han skriver (s. 48), at empati, tilbageholdenhed, opmærksomhed og sårbarhed er mere blevet mere fremtrædende maskuline værdier og måske er blevet kriterier for flere kvinder. Her tager Groes afgørende fejl. Umiddelbart efter nævner Groes da også selv et par eksempler på mænd, der er tilbageholdende i deres tilnærmelser. Den ene får f.eks. kvinden med hjem om natten, men tager ikke initiativ til mere, efter at de er gået i seng. Manden er i tvivl, om han skal gå ud til hende næste morgen, når hun tager brusebad, og lader være med det. Kvinden tager af sted, og han ser hende aldrig igen. Eksemplerne viser, at der kan IKKE anbefales mænd at være så forsigtige i deres tilnærmelser. Alligevel er det det, Groes opfordrer mændene til.
Groes siger (s. 69), at hengivenhed, opmærksomhed, langsomhed og gavmildhed netop er de værdier, der kendetegner den sex, han beskriver som gensidig og ligeværdig.
Nogle af de interviewede mænd udtrykker deres store usikkerhed m.h.t. hvordsan man kan flirte i en tid med Metoo. De søger efter utvetydige signaler fra kvinder på, om der er gensidig seksuel interesse.
Det genkender jeg. Da jeg var ung, var jeg meget usikker på hvordan jeg skulle nærme mig kvinder. Jeg var opdraget til at tro, at det eneste vigtige i forhold til kvinder er at være opmærksom og hensynsfuld. Hvis bare man var det, skulle det hele nok lykkes. Jeg tænkte, at nu, da der er ligestilling mellem kønnene, kunne kvinden vel lige så godt tage initiativet, som manden kunne. Hvis jeg var meget i tvivl, kunne jeg vel bare vente på, om kvinden selv viste sin interesse. Og jeg ville i hvert fald ikke gøre noget, som hun ikke ønskede. Jeg afventede altid, om hun ”gav grønt lys” til tilnærmelser. Jeg så aldrig nogensinde dette grønne lys – nok fordi jeg var blind over for kvinders mere subtile signaler. I hvert fald: Den strategi at være tilbageholdende og hensynsfuld, gav aldrig positivt resultat. Den strategi ødelagde mit liv på den måde, at mit intense ønske om at finde en kvinde at stifte familie med aldrig gik i opfyldelse.
Her er det så, at jeg bliver vred på Christian Groes. Det han anbefaler mændene, er netop det som har ødelagt meget i mit eget liv. Hans råd om endelig at føle sig forsigtigt frem og altid være sikker på, at kvinden er interesseret, før man tager første skridt, er råd som vil skade både mænd og kvinder – det vil skade kvinderne, fordi de ikke får de søde og hensynsfulde mænd, som de måske gerne ville have. For det gælder stadigvæk, i en tid 55 år efter 1968, at det skal være manden, der tager initiativet. Hvis han ikke gør det, lader kvinden ham gå, for hun tror at han ikke er særlig interesseret. Hun ærgrer sig over hans mangel på initiativ; men hun tager ikke selv initiativ.
En del af de unge mænd, Groes interviewer, udtrykker det samme, som jeg selv tænkte som ung, at det ville da være ok, hvis kvinderne tog initiativet noget mere. En af dem fortæller (s. 44), at han går mere langsomt frem i sine tilnærmelser, end han gjorde tidligere. I stedet for at komme for tæt på eller kramme en kvinde, han er ude med, vil han, hvis han mærker en interesse, røre hende let på armen eller spørge, om hun har lyst til et kram, og så mærke, hvordan hun reagerer. Eller vente på, at hun tager initiativet. Sådan tænker disse unge mænd selvfølgelig, fordi det er vanskeligt at være meget hensynsfuld og opmærksom på ikke at skade kvinden, og så også tage initiativ. Men der er ingen vej udenom. I dag, som før, er det mandens opgave at tage initiativ.
Groes taler om (s.53-57), at unge mænd, i stedet for at søge en traditionel mandlig identitet, dyrker deres sårbarhed sammen med andre mænd. Han anbefaler ligefrem en tendens, han ser hos en del unge mænd i dag, De er fysisk sammen med andre mænd, selv om de er heteroseksuelle. De har tæt kontakt til hinandens kroppe og lærer at føle efter, hvor den andens grænse for nærhed er. De kan ligge i ske med andre mænd, eller kysse dem lidt. Det anbefaler Groes, fordi derved lærer de unge mænd at mærke efter, hvor meget nærhed de kan tillade sig over for andre, herunder over for kvinder. Som om fysisk nærhed til en mand er det smme som fysisk nærhed til en kvinde.
Groes kommer også ind på diverse former for mandekurser. Men han skriver kritisk, at ”Hvis man nærlæser beskrivelsen af mandekurserne, handler de sjældent om tilgivelse, empati og overbærenhed over for kvinder eller tilbageholdenhed og opmærksomhed på kvinders grænser.” I modsætning til kurser der dyrker rå, primitiv maskulinitet, er de mange nye kurser mere sporet ind på mandens grænser og behov. Om et kursus for den alt for hensynsfulde type mand – ”No more mr. Nice Guy” mener Groes, at det er den narcissitiske mands drømmekursus. Han mener, at det, at fokus ligger på, hvordan man som mand bliver bedre til at sætte grænser overfor andre, også kvinder, fremfor hvordan man bliver bedre til at mærke, hvor andre menneskers grænser går, antyder at det også er et kursus for mænd, der er bange for at miste deres privilegier. Hvilken kortslutning i argumentationen! Kurser som ”No more mr. Nice guy” er for mænd, der er så tilbageholdende, at de aldrig kunne slå en flue ihjel, og altid giver efter, hvis andre vil frem. Og så skælder han dem ud for, at de ikke længere altid vil give efter for kvinders ønsker, men også en gang imellem markerer deres grænser og sætter foden ned.
Jeg har lært, at noget af det vigtigste for at en kvinde kan respektere og elske en mand, er at manden viser tydeligt, hvor hans grænser går, og er villig til at sige nej en gang imellem. Hvis han aldrig sætter foden ned, prøver hun instinktivt, hvor meget mere hun kan manipulere med ham, og hvis han stadig ikke gør modstand, mister hun al respekt og forlader ham. Men Groes anbefaler altså, at han altid giver kvinden ret og ikke lærer at sige nej. Det er en anbefaling, der gør mænd til viljeløse bløddyr og ødelægger forholdet mellem kønnene.
Det er et gennemgående tema i bogen, at der kommet nye spilleregler i forholdet mellem kønnene, og det er sandt. ”Tiden efter MeToo er for mange mænd forbundet med usikkerhed og nervøsitet i mødet med kvinder, både på dates og på jobbet”. Bogen demonstrerer tydeligt, at der er mere end nogensinde blevet brug for at finde frem til nogle nye spilleregler. Men bogen svigter totalt med hensyn til at finde frem til sådanne spilleeregler. De anbefalinger, Groes kommer frem med, er ubrugelige eller ligefrem skadelige for mændene. Hele bogen bærer præg af, at intet i den må modsige kvinders interesser. Mændene får at vide, at de må aldrig gå imod kvinderne. Den maler billedet af et samfund, hvor mænd altid skal rette sig efter kvinder. Det blvier et samfund, hvor mændene bliver skygger af sig selv, og det vil ikke gøre kvinderne tilfredse.