oktober 2023

Anmeldelse af Marianne Stidsen: “Med lov skal land nedbrydes”

Marianne Stidsen (2023): Med lov skal land nedbrydes. Forlaget Hovedland. 304 sider.

Den tidligere lovgivning om voldtægt blev erstattet af samtykkeloven, som trådte i kraft d. 1. januar 2021. Marianne Stidsens bog består af detaljerede, udfoldede enkelthistorier om nogle af de mange mænd og drenge, der er dømt efter den nye lov igennem de seneste ca. to år. Beretningerne er baseret på, at Stidsen har taget kontakt til de dømte mænd og til deres pårørende, og/eller, at hun har overværet retssagerne.

Der er ti kapitler, hvor hvert kapitel handler om dommen mod en bestemt mand eller dreng. De ti beretninger er temmelig forskellige, og angår vidt forskellige mænd hvad angår etnisk oprindelse, social status, og alder. Derudover er der et indledningskapitel og to afsluttende kapitler. Her nævnes kort nogle flere sager af samme karakter.

Sådan som sagerne er fremstillet i bogen, er der tale om dybt uretfærdige domme, hvor uskyldige mænd dømmes for noget, de ikke har gjort. Nogle af dem er blevet dømt ved Byretten, men er senere – efter længere fængselsophold – blevet frikendt helt eller delvis ved Landsretten. De fleste har forgæves appelleret til Landsretten, og er fortsat i fængsel. Det virker temmelig tilfældigt, hvem der er blevet frikendt i anden omgang, og hvem der ikke er.

Hele bogen igennem bruges der voldsomme og stærkt følelsesladede udtryk til at beskrive den uretfærdighed, der er overgået disse mænd. I et moderne retssamfund burde det være sådan, at enhver regnes for uskyldig, indtil det modsatte er bevist. Sådan er det dog ikke her. Så snart kvindens anmeldelse løber ind, foretager politiet dramatiske, voldsomme anholdelser af de mistænket mænd, ofte på meget ubelejlige tidspunkter. De behandles som farlige voldsforbrydere, og mange af dem bliver fra det ene øjeblik til det andet, som et lyn fra en klar himmel, sat i varetægtsfængsel. Selv hvis de senere bliver frikendt, ødelægger det alligevel alt i deres liv – i mange tilfælde mister de ikke blot deres ære, men også deres hus, deres familie, deres job og deres venner. Anholdelsen i sig selv er nok til at ødelægge deres liv for bestandig.

Allerede dette minder om hvad der foregår i en politistat. Men værre endnu, så bliver mange af mændene dømt uden at der foreligger beviser for deres skyld. Dommerne vælger simpelt hen at tro mere på kvindens forklaring end på mandens, også selv om der foreligger stærke indicier for at kvindens forklaring ikke er sand. I reasliteten kan en hvilken som helst mand på et øjeblik se sit liv lagt i ruiner, når en kvinde retter beskyldninger mod ham, som dommeren tror på.

Det er Stidsens påstand, at det forholder sig sådan – at de mere end ti mænd, der omtales, blev dømt, selv om de var uskydlige. Hendes fremstilling virker overbevisende. Jeg selv og de fleste læsere vil nok føle sig overbevist om, at Stidsen stort set har ret – især måske i de kapitler, hvor forløbet op til og under den angivelige voldtægt gennemgås detaljeret.

Stidsen erkender, som mange andre, at den hidtidige lov om voldtægter ikke var tilstrækkelig. Der var brug for at modernisere den. I feminsitiske kredse var der ophobet en stor frustration over, at for mange af de anmeldte voldtægtsmænd gik fri, af mangel på bevis; deres mål var at få ændret loven sådan, at flere mænd blev dømt, uanset hvad. Stidsen antyder, at myndighederne handler ud fra nogle måltal om, hvor mange mænd der skal dømmes, og for at opfylde disse måltal ser de gennem fingre med, at der i mange tilfælde ikke er de nødvendige beviser.

De fleste eksperter var enige om, at en ny lov skulle baseres på spørgsmålet om frivillighed – var kvinden frivilligt gået med til sex? Men bestemte kræfter, centreret omkring Enhedslisten, propaganderede stærkt for, at loven skulle baseres på ”samtykke”, og de fik overbevist samtlige partier i Folketinget om at stemme for det.

Forskellen på frivilighed og samtykke kan illustreres af kapitlet om Ismails historie. Han danser tæt med en kvinde på et diskotek, og de går sammen ned ad trappen til toiletterne, hvor hun først selv skal på toilettet, men så kommer ud, og de går sammen ind på et toilet, hvor de er i ti minutter, og har sex. Der findes en optagelse fra et video-kamera, der viser, at kvinden gik glad og kyssende ved siden af Ismail, endda hånd i hånd, ned ad trappen. Alt i hendes adfærd og kropssprog viser, at hun gerne vil have sex. Men under de ti minutter inde på toilettet kan hun jo have skiftet mening. I sin afsluttene procedure fastholder anklageren, at det kun er dét, der er sket inde på toilettet, der må tages med i betragtning, ikke der der sker tidsmæssigt indtil 1 minut før, de går derind. Og kvinden påstår, at under de ti minutter protesterede hun. Her står ord med ord – og retten vælger at tro på kvinden, ikke på Ismail. Der er altså ikke bevis for voldtægt, der er kun kvindens ord; men alligevel bliver Ismail idømt flere års fængsel plus en stor erstatning til kvinden. Hvis der havde været tale om en lov baseret på frivillighed, ville det have været klart, at kvinden frivilligt indlod sig på sex med manden. Men i den strenge fortolkning af samtykkeloven kan manden dømmes. Oven i købet sker det ved, at man forlanger at HAN skal bevise, at hun samtykkede under de ti minutter. Det er omvendt bevisbyrde, og den bevisbyrde kan ingen mand nogensinde løfte, med mindre han har en båndoptagelse af forløbet.
I det hel taget er der belæg i mange af bogens beretninger for, at der i praksis er tale om omvendt bevisbyrde. Det benægtes vidt og bredt i samfundsdebatten; men Stidsens bog viser, at det er tilfældet.
Hvordan kan det gå til, at dommerne så ofte dømmer en mand, selv om der ikke er tydelige beviser imod ham? Lidt af forklaringen dukker nok frem i Oskars historie (s. 59), hvor der står, at hoveddommeren bevisligt havde en fortid som feministisk propagandist.

Der er et andet eksempel, Sams historie. Sam dyrker gerne sadomasochisme. Det er ikke ulovligt, hvis blot der er samtykke fra kvinden. Der føres retssag om to situationer, hvor Sam har indledt samværet med kvinden ved at være meget omhyggelig for at snakke tingene igennem på forhånd, aftale stopkoder hvis han går for langt, og tydeligt indhendte kvindens samtykke. I disse to tilfælde opstår der episoder, hvor kvinden siger stop til bestemte handlinger undervejs, og hvor Sam straks holder inde. Alligevel bliver han dømt for manglende samtykke, og kommer flere år i fængsel.

Jans historie handler om Jan, der har været gift i ti år med en kvinde, hvorefter de bliver skilt. I det første halve år efter skilsmissen går det fint, de omgås hinanden ugentligt og er fælles om at sørge for børnene. Men efter et halvt år får Jan en ny kæreste, og det bliver ex-konen stiktosset over. Så hun indgiver en anmeldelse, der går ud på, at igennem deres ti år lange samliv og ægteskab voldtog han hende. Da der nu er en voldtægtssag imod ham, fratages han retten til samvær med sine børn, og herefter har han ikke set sine børn. Retten tror på ex-konens påstand om, at samlivet under deres ægteskab skete uden hendes samtykke, idet han benyttede medicin til at dope hende, så hun ikke kunne gøre modstand. Som bevis anføres, at Jan to gange havde bestilt sovemedicin på nettet – ganske vist sovemedicin, som han selv havde brug for, og som var svagere end den sovemedicin, exkonen selv tog. Men retten tror på denne absurde påstand, og han idømmes 6 års fængsel. Her ser vi, at samtykkeloven og uretfærdighederne i familieretten går hånd i hånd – i samme øjblik manden er anklaget for voldtægt i ægteskabet, mister han for altid retten til at se sine børn.

Dette er kun nogle af de uretfærdigheder, som bogen er fuld af.

Det fremgår af bogen, at man må ikke i vurderingen af kvindens beretning tage i betragtning, hvad hun ellers har bedrevet. I Jans historie har ex-konen også anmeldt sin første mand, da de blev skilt. Vi læser videre: ”Det værste . . . ved den nye samtykkelov er, at forsvarsadvokaten i retten ikke må fortælle, at den her pige er misbruger, at ekskonen har kontakt til psykiatrien og er under §50-undersøgelse i kommunen, samt at hun også har lavet samme nummer før. ” Desuden læser vi i samme sag, at den anklagede mand forhindres i at fremføre vidner, der taler til hans fordel. Det hele samler sig til et indtryk af stor partiskhed – det der taler for manden, må ikke komme frem, og det der taler imod kvinden, må ikke komme frem. Politiet må ikke som tidligere stille sig kritisk over for anmelder og udstille anmelders utroværdighed (s. 266).

Igen og igen, i sag efter sag, viser det sig at det der er afgørende for dommeren, er at kvinden leverer en ”sammenhængende, detaljeret og troværdig forklaring.” Samme ordlyd forekommer igen og igen i dombogen. Det er desværre sådan, at i gennemsnit har kvinder mere ordet i deres magt en mænd har, plus at mange kvinder er dygtige til at foregive stærke følelser, når de afgiver deres beretning. Det betyder i praksis, at kvindens ord rutinemæssigt vejer tungere end mandens. Faktisk er det kendt, at nogle kvinder er i stand til at lyve ekstremt overbevisende om forløb af voldægtsepisoder, som viser sig at være fuldstændig opdigtede, så en overbevisende beretning bør ikke være et bevis. Men det bliver det.

I Daniels historie bliver Daniel dømt for noget, der skete før samtykkeloven trådte i kraft. Alligevel bliver han dømt ud fra de kriterier, der er indført med samtykkeloven. Han bliver dømt efter nogle kvinders beretninger, som mere eller mindre er fri fantasi. En kvinde, der kaldes Gabi, vil efter domsafsigelsen kramme, Daniel, snakke med hans familie og have en besøgstilladelse til ham i fængslet. Og dagen efter mailer hun til en politibetjent, som har været ekstremt aktiv for at få flere kvinder til at anmelde Daniel, og skriver il ham at hun havde indgivet en falsk anmeldelse. Det fik dog ingen betydning. Daniel måtte afsone sin fængselsdom.

Hvor mange voldtægtsanmeldelser, der er falske, er et tricky spørgsmål. Hvis der ikke er nogen vidner, er det jo svært at afgøre, om kvinden lyver, eller om manden lyver. S. 250 i bogen læser vi: ”For i det ”paradigmeskfite”, retssystemet har undergået i de seneste år, indgår også, at man har besluttet ikke at retsforfølge piger og kvinder . . . for falsk anmeldelse.” Begrundelsen er, at man ved, at mange voldtægter ikke bliver anmeldt, og man forsøger ast gøre alt hvad man kan for at få flere kvinder til at anmelde. Det vil virke imod dette, hvis kvinder ved, at hvis de anmelder, risikerer de at blive dømt for falsk anmeldelse.
En stor del af de sager, der behandles i bogen – ja vel nærmest samtlige sager – er fremstillet sådan, at læseren må mene, at der er tale om falske anmeldelser. Men i retssystemet bliver de tværtimod rubriceret som vellykkede, berettigede anmeldelser, der førte til at en mand blev dømt.
Alt i alt betyder det, at de officielle vurderinger af hyppigheden af falske anmeldelser er helt upålidelige.
Majorteten af de samtykkeanmeldende piger/kvinder, der omtales i bogen, har psykiske problemer – enten diagnosticerede eller udiagnosticerede. Stort set alle de falske voldtægtsanmeldelser, der blev sorteret fra af politiet før samtykkeloven, tages nu ind i retssystemet og bliver båret igennem på et guldfad (s. 282). Altså: Mange af de tilfælde, der før i tiden blev afvist som falske anklager, bliver nu ført igennem og taget alvorligt, med det resultat, at uskyldige mænd bliver dømt. Sådan opstår altså også det indtryk, at der er meget få falske anklager.

I marts 2023 meddelte Rigsadvokaten, at samtykkeloven virker efter hensigten. ”Domstolene har taget samtykkebegrebet til sig, og de bruger det til bedømmelsen af sagerne. Vores gennemgang af retspraksis viser altså, at lovene er blevet anvendt som forventet”. . . . ” Her er der flere gange faldet dom, som ikke kunne lade sig gøre før samtykkeloven, og det er et tydeligt eksempel på, at loven virker efter hensigten.” Dette udtaler de på basis af en vurdering af 17 sager.
Det hedder i udtalelser fra Rigsadvokaten, at ”samtykkeloven er blevet beskyldt for at medføre en omvendt bevisbyrde. . . Jessika Auken forstår godt bekymringen, men hun understreger, at det ikke er tilfældet. Retssikkerheden er intakt, siger hun. – Det er fortsat anklagemyndighedens opgave at bevise, at den tiltalte er skyldig uden for enhver tvivl, og der stilles fortsat høje beviskrav til vurderingen af voldtægtssager. – Der er stadigvæk ikke noget omvendt bevisbyrde i forhold til den her lovgivning, siger hun. Der har været sager, hvor retten har vurderet, at den tiltalte ikke har vidst, at der ikke var samtykke. I disse tilfælde er den tiltalte blevet frifundet, og retssikkerheden er dermed intakt, fortæller Jessika Auken.”

Alt dette er jo i grel modstrid med hvad Marianne Stidsen skriver.

I oktober 2023 fortalte medierne, at Jolina Vinholt, der er psykologfaglig konsulent ved Københavns Politi, sammen med vicepolitiinspektør Jesper Beuschell nøje har gennemgået 500 voldtægtssager fra tiden siden samtykkeloven trådte i kraft, for at sætte luppen på, hvor det går galt. De mænd, der dømmes, er især unge mænd, oftest mellem 16 og 32 år gamle, og mange af disse mænd mener selv at de er uskyldige, og ikke har gjort noget forkert.

Vinholt og Beuschel siger: ”Falske anmeldelser eller falske anklager er alvorligt og strafbart, men det er ikke vores indtryk, at det er de falske anmeldelser, der fylder. Der er stor forskel på, hvorvidt der er tale om en falsk anmeldelse, eller hvorvidt parterne er uenige om, hvilke signaler der betød hvad. . . . Hvis man deltog aktivt og samtykkede undervejs i samlejet, kan man ikke efterfølgende definere det som voldtægt, hvis man fortryder. ”

Hvordan kan det være, at sådanne vurderinger i den grad strider mod hvad Marianne Stidsen skriver? En del af forklaringen dukker op, når vi læser hvad der står i Thomas´ historie (s. 211). Her hører vi om, at kvinden på et tidspunkt, da hun bliver gået meget på klingen, siger om mandens forklaring om forløbet under samlejet, at ”det kunne godt være sket”. Stidsen tilføjer: ”Udsagnet fremgår dog ikke af domsbogen, da domsbogen kun indeholder det, man lægger til grund for dommen, og altså ikke det, der fasktisk blvier sagt – hvilket i det hele taget er vigtigt at huske, når man læser og forholder sig til disse samtykke domme efterlods.” Og s. 284 står der, at alt, hvad der er fremlagt i en sag, som kunne pege i retning af drengens/mandens uskyld, i mange tilfælde slet ikke er nævnt i domsbogen.
Med andre ord: ifølge sagens natur indeholder domsbogen det grundlag, som dommen er baseret på. Der vil derfor være overensstemmelser med hvad der citeres fra domshandlingen, og hvad dommen lyder på. De mange tilfælde, hvor en uskyldig mand dømmes uretmæssigt, kan IKKE aflæses af domsbogen, for det der tyder på hans uskyld, vil være udeladt eller stå svagt formuleret.

Stidsens bog lærer os altså, at man kan IKKE gøre som Vinholt og Beuschell og få et retvisende billede. Man er nødt til at gå ind i de enkelte sager på den måde, som Stidsen har gjort.

Til allersidst kommer Marianne Stidsen med to forslag til handling. De er ganske enkle:
1) Loven skal revideres, så den bliver baseret på frivillighed i stedet for samtykke.
2) Falske voldtægtsanmeldelser skal i langt højere grad, end det sker nu, efterforskes, rejses og dømmes.

Min samlede vurdering er, at det er en vigtig bog, som mange burde læse. Politikerne burde læse den. De personer i retssystemet, som har med voldtægtssager at gøre, burde også læse den – ja den burde indgå i deres uddannelse. Man skal jo altid se en sag fra flere sider – det burde være elementært i retsvæsenet.
Marianne Stidsen mener, at den nye lov giver kvinder frit lejde til at få en hvilken som helst mand eller dreng smidt i fængsel på et hvilket som helst grundlag. På sidste side taler hun om ”en gru forårsaget af overlagt ondskab begået af staten i det godes navn.” Det er stærke ord, og i det hele taget supplerer hun de mange faktuelle oplysninger med meget hårde, følelsesladede ord. Er det forkert?
Jeg selv ville ikke formulere mig sådan. Jeg mener at man bør holde sig mest muligt til det objektive og holde det mere subjektive skarpt adskilt. Men i disse tider, hvor kvinder sætter dagsordenen, kommer man nok ikke langt med tørre facts alene. I forhold til mine egne bøger, der sælger dårligt og kun i mindre antal er udlånt fra bibliotekerne, konstaterer jeg, at ”Med lov skal land nedbrydes” står på talrige biblioteker, og lige i skrivende stund er samtlige bind udlånt. Så hvis man skal brage igennem mediemuren – og det bør Marianne Stidsen – så skal man nok gøre som hende.

www.dr.dk/nyheder/indland/rigsadvokaten-slaar-fast-samtykkeloven-fungerer-efter-hensigten

https://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art9540682/Misforståede-antagelser-om-samtykke-går-igen-i-voldtægtssager

Anmeldelse af ”Aldrig din skyld / altid din skyld”

Anmeldelse af ”Aldrig din skyld / altid din skyld” af Tobias Petersen (2023). 353 pp. Forlaget Brilleuglen.

Denne bog er skrevet af Tobias Petersen, som siden 2014 har skrevet om køn og ligestiling på sin hjemmeside, www.Reel Ligestilling.dk, og på facebooksiden Reel ligestiling. Facebooksiden blev dog lukket af facebooks censur i august 2023, da den bragte en foromtale af bogen.

Jeg har selv fulgt Tobias Petersens skriverier fra 2014 og frem, og jeg har hele vejen igennem været meget enig med ham og meget på linje med hans holdninger. Det præger også min opfattelse af den nu udkomne bog, hvor et sted omkring 98 % af indholdet er noget, som jeg er meget enig i.
Bogen har et behageligt sprog og er let at læse. Den virker som om alle formuleringer er nøje overvejet og tilpasset til, at alle skal kunne læse den.

Bogens omslag er delt skarpt op i en sort halvdel og en hvid halvdel. På den hvide halvdel står der ”ALDRIG DIN SKYLD”, og det betegner den holdning, som samfundet i dag har over for kvinder. På den sorte halvdel står der ”ALTID DIN SKYLD”, og det betegner den holdning, som samfundet i dag har over for mænd.
Nærmere bestemt er det et gennemgående tema i bogen, at samfundets generelle holdning er som følger: Når som helst kvinder møder nogle vanskeligheder, forhindringer eller ubehageligheder, så skyldes det noget i samfundet – det har at gøre med noget strukturelt, som skal laves om. Men når som helst mænd møder nogle vanskeligheder eller forhindringer, så er det mændenes eget individuelle ansvar at gøre noget ved det. Det er en moderne version af den evige tendens, at kvinderne er de passive, som nogen skal gøre noget for, mens mændene er de aktive, som selv må handle for at bringe tingene på fode. Hen igennem bogen er der mange eksempler på denne tendens; det starter allerede i børnehaven: Pigerne lærer at kalde på pædagogen, når de har et problem; drengene lærer, at de skal løse deres problemer selv (s. 152). Piger og kvinder er i udgangspunktet perfekte; de er, som de skal være, der er ikke noget der skal ændres ved dem, og når de alligevel har problemer, er det omgivelsernes og samfundets skyld. Man taler ikke om ”toksisk femininitet”. Hvis Verden skal gøres bedre, skal det ske ved at man letter tilværelsen for kvinder. Og omvendt, så er drenge og mænd forkerte; der er noget galt ved dem; man taler om ”toksisk maskulinitet”. Hvis Verden skal gøres bedre, så skal det ske ved, at mændene ændrer sig, og det har de selv ansvaret for.
Jeg mener at påstanden om at der eksisterer denne vinkel på køn så nogenlunde holder stik. Der er måske et par enkelte steder, hvor den ikke helt holder: Kvinder i dag får at vide, at hvis de vil stige til tops i hierarkiet i det private erhvervsliv, så skal de ændre sig og handle mere som mænd – de skal blive mere selvsikre og pågående, være mere aktive for at søge stillinger, etc. Dét er et af de få punkter, hvor bogens fremstiling ikke er helt dækkende.
Et andet punkt handler om opdelingen i forskellige typer af feminister. Her (s. 30) skelnes mellem radikalfeminister og queer feminister, og det hævdes at radikalfeminister mener at køn er biologisk bestemt, mens de andre hyulder den queer-teoretiske idé om at køn er noget, mennesker ”gør” og derfor også kan vælge. Det skurrer lidt i mine ører, for det gælder kun meget snævert i talen om kønsskifte. Feminister kan opdeles i mange slags, og man finder nok aldrig en opdeling, som alle kan være enige i. Men at radikalfeminister opfatter køn som noget biologisk, er lidt misvisende. De fleste radikale feminister mener lige som Simone de Beuavoir, at kvinde, det er noget man bliver – man fødes ikke med de biologisk bestemte karaktertræk, som kendetegner kvinder. De, der mener, at kvinder biologisk er determineret til at være anderledes end mænd, kaldes essentialister; dem var der nogle af i 1970´erne; men de er stort set uddøde (eller udrensede?).
Bogens første større kapitel handler om ”patriarkatet”. Bogen argumenterer overbevisende for, at det begreb er helt fundamentalt for feminismen – uden det begreb ville feministerne ikke have den sag, de kæmper for. Bogen beskriver – med rette – feminismen som et kirkesamfund, der har nogle trossætninger, og den måske allerhelligste trossætning er, at man skal tro på at Patriarkatet eksisterer. Når som helst nogen i en debat kommer til at sige noget, der modsiger tesen om Patriarkatet, reagerer feministerne meget voldsomt negativt. Det er en rød knap, man ikke må trykke på. Det vil kortslutte al dialog.
Derefter kommer et kapitel om ”Det feministiske økosystem”. Det kapitel gjorde stort indtryk på mig. Det handler om hvordan et kæmpe netværk af organisationer gensidigt støtter hinanden, og hele tiden sørger for at det bliver den feministiske fortælling, der kommer frem i medierne og over for politikerne. Der uddeles mange millioner kroner til disse organisationer, dels fra staten og kommunerne, og dels fra fonde og gennem støtte fra erhvervslivet. Alt i alt finansieres den danske feminisme årligt med adskillige hundrede millioner af kroner, måske endda over en milliard. Det giver lønnet beskæftigelse til en hærskare af feminister, som kan drive lobbyvirksomhed. Det er der støtte til, fordi den generelle fortælling er, at kvinders problemer skyldes at der er noget strukturelt i samfundet, der bør laves om. Der er derimod ikke noget strukturelt i samfundet, som bør laves om for at lette tilværelsen for mænd, så der gives stort set ingen penge til at løse mænds problemer. Der er næsten kun én undtagelse: I årene 2021 og 2022 blev der bevilget i alt 4 mio. kr til ”Forum for mænds sundhed” ved Righospitalet. Den støtte forsvandt igen i 2023 (s. 202). Man skulle ellers nok mene, at staten havde råd til at forlænge støtten, i betragtning af de 75 mio. kr som staten hvert år bevidstløst bevilger til UN Women, hvor det er meget uklart, om man får noget nyttigt for pengene.
Kønsforskningen ved universiteterne er også en del af det feministiske økosystem – den tankegang, der lever i dette økosystem, har praktisk tget monopol på al kønsforskning i Danmark.
Det feministiske økosystem får penge, fordi det har magt. Strategien er, at man først skal have monopol på fortællingen. Når man har fået det monopol, så får man magten, og når man har magten, får man pengene (s. 51). Bogen siger også: ”spørgsmålet er ikke, om du har ret; spørgsmålet er, hvem der siger, du er troværdig” (s. 63). Og her er problemet, at næsten ingen personer uden for det feministiske økosystem i dag fremstår som troværdige.
Der er i bogen en del eksempler på, at feministerne ikke tillader andre at komme til orde og få indflydelse. Journalist Iben Maria Zeuthen har f.eks. sagt, at man bør udleukke debattører med det modsatte synspunkt fra at deltage i debatten om køn og ligestiling. Hun har sagt, at ”det er vigtigt at vi som journalister slukker for mikrofonen for dem dem med det modsatte synspunkt.” (s. 18). Bogen citerer også (s. 307) forkvinden for Socialdemokratiets ligestilingsudvalg, som til en konference havde inviteret 7 kvinder og én mand, Henrik Marstal. Gået på klingen om, hvorfor der kun var én mand, når det handlede om ligestilling, svarede hun, at hun ikke var interesseret i at høre fra mænd, som ikke delte hendes feministiske tilgang – det ville være spild af tid at inddrage f.eks. Hans Bonde, som modarbejder alt hvad hun har arbjedet for angående at få kvinder frem i forskningsverdenen.
Bogen har også kapitler om den rolle, feminister spiller i medierne, og om betydnignen af sproget – noget som kvinder typisk tillægger stor betydning. Vi hører om at feminister og normkritikere gør sproget til et aktivistisk værktøj.
Der følger et kapitel om den særlige værdi, som samfundet tillægger kvinder, og som gør at man tager særligt hensyn til kvinder og deres følelser, hvorimod der er frit spil for ustraffet at skrive side op og side ned om at man hader mænd og måske endda vil have alle mænd slået ihjel.
Dernæst kommer kapitlet om sundhed. Her bed jeg mærke i, at det har betydning for om mænd vil gå til lægen, om der er en feminin aura i lægemiljøet, f.eks. en feminint præget sprogbrug. Man opdagede f.eks. i 2014, at mandlige kræftpatienter oftere meldte sig til genoptræning, når det var en mandlig fysioterapeut (s. 197). Det har jo tankevækkende perspektiver, når en stigende andel af de medicinstuderende er kvinder – nu oppe omkring 71 % (s. 258).
Kapitlet om sundhed går videre til at omtale sex, og der er adskillige sider om solomødre.
Der er et kapitel om uddannelse, hvor vi bl.a. hører om det kendte forhold, at lærere giver lavere karakterer til drenge end til piger for samme faglige præstation, fordi de bevidst eller ubevidst inddrager elevernes ”sociale kompetencer” i karaktergivningen.
Der følger et kapitel om vrede og afmagt, der især handler om incels og MGTOWs. Bogen forsøger at give en plausibel forklaring på, at disse fænomener er en forventelig reaktion på den måde, drenge og mænd behandles på. Deres problemer bliver aldrig anerkendt – de får altid at vide, at hvis noget ikke fungerer, så er det deres eget ansvar.
Omvendt bliver der gjort rigtig meget for at lette vejen for kvinder og fjerne alle sten på deres vej. Og hvordan reagerer kvinderne så på det? De plages mere og mere af mistrivsel. Tobias Petersen mener, at den menneskelige psyke er ”anti-skrøbelig” – jo flere vanskeligheder, man udsættes for, jo mere robust bliver man, og jo mere udvikler man sine styrker og evner. Da den nyeste generation af kvinder nærmest får alt foræret, er de meget lidt robuste, og de plages af mentale problemer.
Bogen kommer ind på et konkret eksempel, nemlig de dårlige oplevelser som kvindelige gymnasieelever kan få med ”puttemiddage”. Her er Tobias Petersens holdning, at det er vigtigt for de unge kvinder at lære livet at kende og lære, hvordan unge mænd forsøger at gøre dem til sex-objekter – den erfaring vil hjælpe dem senere i livet. Her er jeg ikke ganske enig – jeg finder ”puttemiddagene” modbydelige. Men måske har han ret. Jeg har nok selv som ung tænkt for pænt om hvordan mænd og kvinder omgås hinanden, og misset en forståelse for, hvordan kvinder tænker om mænd. Jeg manglede måske nogle afgørende erfairnger, der ville have hjulpet mig i livet.
Når man når til bogens slutning, venter man spændt på sidste kapitel: ”Veje ud”. Altså: kan der peges på nogle løsninger?
Her udpeger Tobias Petersen de aktører, der muligt kunne komme med løsninger: 1) politikerne, 2) virksomheder og fonde, der støtter ligestiling, og 3) medier og journalister.
Hvad angår politikerne, ser Tobias Petersen intet håb. Venstrefløjen vil fortsat hævde, at kvinders problemer skyldes noget strukturelt i samfundet, som skal laves om til fordel for kvinder – uanset at kvinderne i dag galopperer langt foran mændene i uddannelsessystemet. Højrefløjen vil ikke give penge til samfundsforandringer, der kræver penge, og vil fortsat sige til mændene, at forandringer er deres personlige ansvar. Det eneste håb er, at nogle politikere måske vil nedsætte et udvalg, som kigger speicelt på drenges og mænds ligestilingsproblemer, sådan som man netop har gjort i Norge.
Hvad angår fonde og virksomheder, så anbefaler bogen, at de begynder at føre et ideologisk regnskab over den støtte, de giver, for at få overblik over, om støtten måske gives meget ensidigt til det feministiske økosystem. De bør oprette og finansiere en ikke-feministisk tænketank for ligestilling.
Hvad angår medierne (redaktører og journalister), giver bogen en liste på syv råd. Flere af rådene går på sprogbrug, f.eks. om brugen af aktiv/passiv form – drengene taber, pigerne tabes. Det anbefales især at være præcis med, hvad man mener med ordet ”ligestiling” – mener man lige muligheder, eller resultatlighed. Det er efter min mening et godt og vigtigt råd; problemet er bare, at de vil ikke følge det. Feminister presser hele tiden på for at man IKKE bruger denne skelnen – for dem vil ligestilling altid være resultatligestiling, og de nægter at godkende at det er godt nok med lige muligheder. Et andet råd er, at hvis der på et felt er en skæv fordeling , dvs. en fordeling langt fra 50/50, så skal man ikke automatisk antage, at det skyldes diskrimination. Tænk på en strikkeklub med 30 damer og ingen mænd. *Den skæve fordeling skyldes ikke diskrimination, men derimod, at de to køn har forskellige interesser og vælger forskelligt. Det gælder også ude i samfundets organisationer.

Jeg har selv forsøgt at publicere bøger om køn, og derfor interesserer det mig at læse om Tobias Petersens erfaringer i den retning. Han omtaler de tre kvinder i ”Girl Squad” som fik et samarbejde med DR´s P1 om en række på seks udsendelser om hvad feminisme er. Disse udsendelser skulle lede frem til, at der blev udgivet en bog med samme emne; den udkom under titlen ”Ludermanifestet”. DR brugte licenspenge på at støtte udgivelsen, og havde deres logo på bogen. Tobias selv havde året forinden kontaktet et af Danmarks store forlag i håbet om at udgive en bog om køn og ligestilling., kun for at få et svar, som bedst kan betegnes som det, der på nydansk kaldes en fuckfinger. Feminister og ikke-feminister har altså ikke lige gode vilkår for at få udgivet bøger.
Det rimer med mine egne erfaringer. Da jeg skulle udgive ”To køn – tre sandheder”, sendte jeg, efter tur, manuskriptet til 10 forskellige forlag. Jo mere jeg forbedrede manuskriptet, jo mere kortfattet blev deres afvisning. Derefter sendte jeg et brev til ti andre forlag, hvor jeg spurgte, om de i det mindse ville se på et manuskript om forholdet mellem kønnene. Det var der ingen, der ville. Kun én mandlig redaktør svarede lidt imødekommend,e idet han skrev, at han turde ikke. Summa summarum: Ud af 20 forlag var alle 20 på forhånd negative over for emnet.
Jeg forsøgte dengang at gøre argumentationen så solid og velunderbygget som muligt – men jo mere jeg forsøgte dét, jo mere negativt blev det vurderet. Det minder mig om, hvad Tobias skriver (s. 20): ”I et tidligere udkast til denne bog brugte jeg mange sider på at demonstrere, at kvinden inden for nogle områder har større problemer end mænd, og at mænd inden for andre områder har større problemer end kvinder. Min tanke var, at en empirisk tilgang ville kunne overbevise nogle af patriarkatets fundamentalister. Men jeg har skiftet mening. Jeg tror ikke, der findes nogen empiri, som vil få dem til at ædnre holdning.”
Jeg har draget den samme konklusion. Jeg har planlagt at samle videnskabelig evidens for at der forskelle mellem kønnene. Men jeg har opgivet at få det udbredt til noget større publikum. Jo mere videnskabeligt velfunderet, det er, jo færre vil læse det. Og det vil ikke få en eneste feminist til at ændre holdning. Som Tobias Petersen skriver i sin bog, så er feminismen og troet på patriarkatet en slags religion, en kirke, og man kan ikke på nogen som helst måde få de troende på andre tanker. Det svarer vel til at ville få fundamentalistiske kristne til at acceptere Darwins udviklingslære ved at fremlægge særlig solid videnskabelig evidens. Det kan man ikke.
Jeg har selv bl.a. udgivet bogen ”Fire myter om patriarkatet”. Den er baseret på grundig gennemlæsning af relevant faglitteratur. Alligevel blev den i bibliotekernes lektørudtaslelse vurderet såden her: ” Et unuanceret indspark i kønsdebatten, som næppe vil finde mange læsere”. Sådan går det, hvis man med solid videnskabelig forankring forsøger at skrive noget, som går imod forestillingen om patriarkatet. Tobias Petersens bog bliver nok bedre vurderet – den har nok en passende grad af saglighed og har nok en bedre aspel til ”almindelige mennesker”.