25./2. 2018
Til
Kenneth Reinicke
Jo Krøjer
Karen Sjørup
Rikke Andreassen
Undertegnede har set et opslag om et “MeToo-seminar på RUC” d. 12. marts.
I programmet er bl.a. afsat en time til en paneldebat om “Forskellige bilkke på MeToo”, med 6 personer i panelet, herunder 4 som arbejder på RUC, nemlig jer.
Det kan ikke være nogen hemmelighed, at I alle fire tilhører en bestemt fløj i kønsdebatten, og at Christian Groes og Drude Dahlerup tilhører samme fløj. Selvfølgelig er der nuance-forskelle imellem jeres opfattelser, men med en sådan sammensætning af panelet er der ikke mange muligheder for at mobilisere væsentligt forskellige blikke. Lige som jeg måske selv kan siges at tilhøre et ekko-kammer blandt mænd der er meget skeptiske over for feminisme, kan kønsforskningen på RUC, hvor I fire færdes, også opfattes som et ekko-kammer. Meninger af den art som jeg har, har selvsagt ingen mulighed for at komme frem på RUC.
Det er selvfølgelig trist at vi færdes i forskellige adskilte ekkokamre; men sådan er det.
Det understreges af hvad der er sket, da opslaget om dette arrangement blev slået op på Facebooksiden for Center for Køn, Magt og Mangfoldighed, som øjensynligt bestyres af Sarah Mentzler. Her har flere mænd som er skeptiske over feminisme lagt kommentarer, og da jeg blev opmærksom på opslaget, har også jeg lagt kommentarer. Det førte til en meningsudveksling med Mentzler.
Mine egne synspunkter om MeToo fremgår bl.a. af disse links:
Filmmagasinet Ekko:
http://www.ekkofilm.dk/artikler/nar-filmbranchen-gar-i-sort/
Stille før Optagelse på Radio24syv:
https://www.radio24syv.dk/programmer/stille-foer-optagelse/21504730/35-biolog-kare-fog-og-manuskriptforfatter-soren
Disse links lagde jeg i en kommentar, og Mentzler begyndte at lytte til Radio24syv-udsendelsen. Det førte til en meningsudveksling, hvor hun især kritiserede mig og min meningsfælle for ikke at acceptere, at der i MeToo sker en sammenblanding af grove overgreb og småbitte bagateller. Jeg svarede tilbage, at dette netop var et kernepunkt – ved at sammenblande grove overgreb og småbitte bagateller skaber man i MeToo-kampagnen det indtryk, at overgrebene er ekstremt udbredte og sker næsten overalt, dvs. man skaber mistillid og antipati mod mænd generelt. Denne generelle udskamning af mænd er efter min mening ganske urimelig.
Da jeg havde skrevet dette, blev jeg blokeret, og mine indlæg blev øjensynlig fjernet. Jeg opfatter det sådan, at Mentzler ikke havde nogen gangbare argumenter tilbage imod mig, og i stedet klarede sig ved bortcensurering. Nu har så min meningsfælle, Søren Grinderslev Hansen, igen lagt en kommentar på siden, med et link til Radio24syv-udsendelsen. Også dette opslag er efter kort tid blevet fjernet, og Søren er blevet blokeret.
Jeg finder det betænkeligt, at noget så usikkert som MeToo-beretninger behandles på et universitet (RUC). Der er jo tale om udsagn, som ikke kan tjekkes. Hvis nogen ønsker at digte eller lyve, så er der ingen som helst begrænsninger der forhindrer dem i det, dvs. nogle af historierne kan i princippet være usande. Datamateriale som ikke kan verificeres, bør ikke behandles på et universitet.
Det er en integreret del af MeToo-kampagnen, at publikum (mændene) skal tie stille og lytte og ikke må komme med skeptiske indvendinger. Det betones stærkt, at alle beretninger skal tages for pålydende og ubetinget tros. Et sådant “krav” er uacceptabelt. Det er netop sådanne principper, der giver næring til alle former for moralsk panik, det være sig hekseforfølgelser, McCarthyisme, eller – mere tæt på os i tid og sted – hysteri omkring pædofile mandlige børnehavepædagoger og genvundne erindringer om incest. Her har kvindelige psykologiske “eksperter” spillet et stor rolle ved at betone meget stærkt, at børns udsagn som regel kan tros, og at genvundne erindringer fra den tidlige barndom som regel er sande. Så længe autoriteter og retsvæsen tror på disse “eksperter”, fortsætter hysteriet ud over alle grænser. Først nå de skeptiske røster melder sig, og nogen tillader sig at mistro hvad små børn opdigter, eller hvad terapeuter får folk til at “huske” fra den tidlige barndom, først da stopper den moralske panik. Men skaden er sket. Der er f.eks. sket en permanent skadevirkning på samfundet ved at det nu er blevet langt sværere at skaffe mandlige børnehavepædagoger, dvs. det hele har været kontraproduktivt for bestræbelser på en ligelig fordeling af kønnene i traditionelt feminine fag.
Tilsvarende kan siges om MeToo. Så længe der er “forbud” mod skeptiske indvendinger, vil den moralske panik fortsætte og brede sig. I USA er der allerede påviselige skadevirkninger, som hæmmer en ligelig fordeling af kønnene i visse erhverv, f.eks. når firmaer er nødt til at udstede forbud mod at at en mandlig og en kvindelig ansat kører i taxa sammen, eller når mænd på høje poster føler sig nødt til at følge “The Pence Rule”, hvor direktøren aldrig tør være alene i et lokale med nogen kvinde.
MeToo kampagnen kunne have været god og nyttig; men lige fra starten i Hollywood har den fået en dysfunktionel form. Hvad der er galt med kampagnen, er f.eks. sat op i et antal punkter i dette “CAFE statement on #MeToo campaign” fra Canadian Association for Equality: https://equalitycanada.com/cafe-statement-metoo-campaign/
For mig personlig er det især sammenblandingen af stort og små i én pærevælling der er en væsentlig anstødssten, fordi det fører til en generel udskamning af alle mænd, både de notoriske dumme svin og alle de andre ordentlige mænd. I min debat med Sarah Mentzler var dette et kernepunkt. Mentzlers holdning var at det er godt at MeToo rammer alle mænd, fordi det væsentlige er at dokumentere den altgennemtrængende mandskultur, der bevirker en strukturel undertrykkelse af kvinder overalt i samfundet. Her giver hun altså udtryk for, at det væsentlige ikke er at finde og pågribe nogle få grove sex-overgribere, men derimod at hænge alle mænd ud. Den samme holdning har jeg i de seneste uger efterhånden mødt en del steder, dvs. det bliver mere og mere tydeligt, hvad MeToo egentlig går ud på. Og deraf følger, at min modstand mod MeToo bliver stadig større.
Nu handler det her især om teater- og filmbranchen. Hvad angår filmbranchen, så er der IKKE nogen evidens for at der via en strukturel ulighed sker diskrimination af kvinder. Tallene i Filminstituttets rapport fra 2016 om dette emne viser meget klart, at der IKKE kan påvises nogen diskrimination imod kvinder. Hvis der sker en ubevidst diskrimination, så kan den i hvert fald med de foreliggende tal ikke på nogen måde påvises. Så kunne man tænke sig, at kvinder i stedet presses ud af branchen på grund af et betændt seksualiseret miljø; dét var så emnet for min og Søren Grinderslevs artikel for nylig i Ekko, og vi når frem til, at der ikke er tegn på sexchikane i et sådant omfang, at det kunne forklare en skæv kønsfordeling. Summa summarum: Det fænomen som MeToo angiveligt skulle påvise og fremhæve, det fænomen findes ikke.
De synsvinkler på MeToo, som jeg her har skistseret, og som er mere udførligt behandlet i de angivne links, ligger givetvis langt fra jeres egne synsvinkler. Men I er jo forskere på et universitet, og som forskere har I en forbandet pligt til at inddrage modstridende synsvinkler. Hvis I udelukkende får input via jeres eget ekkokammer, så kan jeres behandling af sagen ikke bruges af samfundet til noget nyttigt. I jeres position må I inddrage alt relevant der taler for det ene, og alt relevant der taler for det andet, og så holde de modstridende synsmåder op imod hinanden. Det vil sige at de synsvinkler som jeg her er talsmand for, og som findes udbredt på den modsatte ideologiske fløj af jeres egen, nødvendigvis også må høre med i det samlede billede.
Desværre er universiteterne på det punkt udsat for et forfald – allermest i USA. Her er holdningerne blandt forskere og studerende på kønsstudier ekstremt ensidig, og der har udviklet sig den mentalitet, at modsigelse ikke tolereres. Der foregår netop i disse år omfattende censur, bl.a. derved at inviterede foredragsholdere som har lødige, men ildesete synspunkter, med vold forhindres i at holde deres foredrag. Der sker nedlæggelse af dissidenters talerør på de sociale medier, og ansatte der dissiderer mod den fremherskende mening, bliver fyret eller chikaneret ud. En ideologi der er så overbevist om selv at stå for det gode og rigtige, at al dissidens kvæles, det er en totalitær ideologi. I USA er feminisme og kønsstudier således nu blevet til en totalitær – og dermed dybt usympatisk – ideologi.
Herhjemme står det bedre til, men samme tendens til totalitær adfærd er også her på vej. Jeg har selv mærket det adskillige gange, f.eks. når jeg på den facebookside, som jeg administerer, har kritiseret MeToo. Det har ført til, at anonyme personer – formentlig en feministisk aktionsgruppe – systematisk har lagt min facebookside ned, dvs. udøvet censur mod anderledes tænkende.
Jeg konstaterer nu med ærgrelse, at den samme tendens også har sneget sig ind på Center for Køn, Magt og Mangfoldighed på RUC, idet både jeg og adskillige andre her er blevet udsat for censur. Det betyder at I, der studerer køn på RUC, isolerer jer endnu mere end før i den inderste afkrog af jeres ekkokammer.
Jeg vil ikke møde op som publikum til arrangementet d. 12. marts, da jeg har erfaret, at Dorte Rømer og Lærke Reddersen ikke ønsker mit selskab. Jeg vil ikke møde op et sted, hvor jeg på forhånd ved at jeg er uønsket. I stedet har jeg så valgt at skrive dette brev til jer; det har det formål, at så ved jeg med min egen samvittighed, at jeg har gjort hvad jeg kunne.
Desuden lægger jeg dette brev op på min blog på www.kønsdebat.dk.
Med venlig hilsen
Kåre Fog
Biolog, lic. scient.
Kopi af det oprindelige opslag på RUC´s facebookside, kopieret før opslaget blev taget ned.
