Kategori: Uncategorized

VICTIM BLAMING

”Victim blaming” er det engelske udtryk for den situation, at et offer for et overgreb får tillagt en del af skylden for overgrebet. Den normale situation er jo ellers, at samfundets øvrige medlemmer trøster og støtter offeret og lægger al skyld på overgrebs-personen, især hvis overgrebet skete under omstændigheder, som offeret ikke havde nogen mulighed for at undgå. Men det kan altså også ske, at offeret får tillagt en del af skylden, f.eks. ”Han var jo nok selv ude om det” eller ”Hun lagde nok selv op til det”.
    Det er et almindeligt mønster, at når det gælder konflikter mellem kvinder og mænd, vil man automatisk tildele manden skurkerollen og kvinden offer-rollen. Hvis politiet f.eks. tilkaldes til husspektakler, vil de ofte uden videre arrestere manden og lade kvinden gå fri. Manden kan stå over for en meget vanskelig opgave, hvis han vil forklare politiet, at det faktisk var kvinden der angreb ham, og at han bare forsøgte at forsvare sig. Det er en indgroet del af rollefordelingen mellem mænd og kvinder, at mændene er skurke, mens kvinder er uskylidge ofre. Offer-rollen kan være meget værdifuld for kvinden, da den sikrer, at hendes version af det skete er den, der bliver troet, og dermed får kvinden indflydelse, ja, ligefrem magt. Den, der definerer situationen, har magten
Tidens tendens
I forbindelse med MeToo-bølgen er der kommet en helt refleks-agtig sort/hvid opdeling: Mand = skurk, Kvinde= uskyldigt offer, og den opdeling kan kvinder, hvis de vil, udnytte til deres egen fordel. 
 De kan f.eks. uden egen risiko påstå, at en mand har sagt noget krænkende til dem, og selv hvis manden benægter at have haft til hensigt at krænke, kan han automatisk stemples som krænker, fordi folk automatisk vil aktivere den sort/hvide opdeling mellem mand og kvinde. I den amerikanske MeToo bevægelse har feministerne forsøgt at håndhæve det som et generelt princip, at man altid skal tro på kvindens version: #BelieveWomen. Det er en hårrejsende påstand, at bestemte personer (kvinder) altid taler sandt. Hvis man accepterede det, ville man acceptere, at kvinder altid har retten til at definere situationen, og dermed total magt til at bestemme over de mænd, der bliver anklaget. 
    Hvis nu nogen mand betvivler hvad det kvindelige offer siger, så stiller han sig selv i en dårlig situation. Kvinden er jo nærmest per definition uskyldig, og hvis man afviser hendes forklaring, så gør man sig selv til et ondt menneske: Man er ond og ufølsom, hvis man håner et uskyldigt offer ved at hævde, at hun fordrejer sandheden. 
    For nylig kunne medierne fortælle (1) om en situation i en svensk provinsby, hvor en ung mand, Felix, blev angrebet med SMS-beskeder fra en anonym kvinde,  afsendt fra en skjult telefonkonto med taletidskort. Formålet var at gøre Fellix socialt isoleret. Beskeder om at Felix havde begået voldtægter blev sendt til talrige unge kvinder i og omkring byen, til hans arbejdsgiver m.m., og mange troede på SMS-beskederne; det var svært for Felix at hævde sin uskyld. Der blev også sendt påstande om at beskedmodtageren havde sendt nøgenbilleder, og efterhånden eskalerede det til trusler mod Felix´s bekendte. Fellix og hans pårørende forsøgte at anmelde det til politiet, men blev i første omgang afvist. Først efter fire år lykkedes det at afsløre afsenderen af de mange tusind SMS-beskeder; hun blev dømt ved en domstol, men fik en meget mild dom. 
    Når noget sådant forekommer, er det mærkeligt at nogen kan hævde som generelt princip at man skal ”tro på kvinder”.
Rikke Viemoses indlæg
D. 10. juli havde journaliset Rikke Viemose et indlæg (2) i Berlingske om disse ting. Hun harcelerer over, at i de mange nye sager om sexisme og metoo er der debattører, der forsvarer de anklagede mænd – hun mener at det er vigtigere at forsvare kvinderne. 
 Der er efterhånden en række prominente mænd, der har mistet deres stilling på et meget tyndt grundlag, fordi kvinder har anklaget dem for overgreb eller sexisme. Er det virkelig rimeligt, at en mand skal miste en topstilling og komme i vanære, fordi han har fortalt en sjofel vittighed? Vi er jo kommet derhen, hvor snerpede eller nærtagende kvinder har fået magt til at fyre en mand, som de har set sig sur på. Fra nu af vil enhver mand gå omkring som rystende nervøs for, at han en eller anden gang – måske for mange år siden – har sagt eller gjort noget krænkede. Måske har han engang for mange år siden lagt sin hånd på en kvindes lår?
 Flere prominente kvinder forsvarer de mænd, der har mistet deres stilling på grund af metoo-anklager (3) . Renee Toft Simoinsen forsvarer f.eks. trommeslageren Claes Antonsen, der blev fyret for at gengive tre sexistiske vittigheder. Hun skriver: ”At han pga. de tre ytringer nu personligt skal stå til ansvar for sexisme i  musikbranchen er helt enkelt ikke i orden. At nogen har følt sig stødt over de ytringer, er helt OK. . . Det handler om normer, og de er forskelllige, for mennesker, for tiden, for kulturer. Når forskellige normer mødes, er det rigtig vigtigt vi kan finde et fælles sprog, en fælles forståelse, fælles nkormer at være sammen om – det kræver samtale, den samtale burde have fundet sted.” 
   Men efter Rikke Viemoses mening er det mere uretfærdigt, hvis en kvinde udsættes for en krænkende tone på arbejdspladsen, så hun ønsker at forlade den, end hvis en mand udsættes for en sexisme-anklage og må forlade sin stilling. Her vil de fleste nok spørge: Hvad er værst – at måtte ignorere sexistiske vittigheder, eller at komme i vanære og miste sin stilling?
    Det kan tænkes, at kvindernes anklager om krænkelser i nogle tilfælde er led i en feministisk strategi. Rikke Viemose nævner Sofe Linde, så lad os da tage hende. Hun affyrede start skuddet til den alvorlige del af MeToo-bølgen i Danmark, da hun i en tale (4) ved Zulu Gallashowet 2020 bl.a. sagde: ” Men altså jeg kan jo lige fremhæve én historie, én historie fra dengang jeg var 18 år gammel og lige var startet i Danmarks Radio  . . . Jeg var lige startet i Danmarks Radio, vi skulle til julefrokost, og jeg havde glædet mig, og så kommer der den her store tv-kanon op, tager fat i min arm og siger: "Hvis du ikke går med ud og sutter min pik, så fucking ødelægger jeg din karriere. Så ødelægger jeg dig."

Jeg er ret sikker på, at du kigger på mig lige nu. Du ved godt selv, hvem du er. . . .”

Den historie skabte en udbredt forargelse over mandlige chefers tilgang til yngre kvinder, og skabte brændstoffet for den efterfølgende MeToo kampagne. Bare et par uger efter – midt i september – var de store dagblade oversvømmet af en tsunami af indlæg fra feminister, der anklager mænd på topposter for at chikanere kvinder. I et meget langt indlæg, af Sulaima Gourani (5), hedder det: ” “Siden #MeToo tog fat i slutningen af ​​2017, er der kommet meget mere fokus på omfanget af problemet, men i Danmark har man i stor grad gjort grin med bevægelsen. Indtil nu. Den er kommet til Danmark, og mit bedste bud er, at vi vil se mindst ti relativt magtfulde mænd blive fjernet fra poster de næste 6-12 måneder.”

Det kom omtrent til at passe. Så vidt jeg kan tælle, blev ni relativt magtfulde mænd fjernet fra poster. Så vidt vides holdt grupper af feminister i september 2020 planlægningsmøder om, hvordan de kunne få skovlen under nogle
 magtfulde mænd. Gouranis indlæg tyder på, at  der var tale om en koordineret aktion. Når vi ser på de ca. 9 relativt magtfulde mænd der blev fjernet fra poster de næste 6-12 måneder, så har metoden hver gang været at finde frem til episoder, hvor disse mænd har krænket yngre kvinder, og så anklage dem for det - også i tilfælde, hvor episoderne er over 20 år gamle. Det vil sige at beretningerne  om krænkelser er omhyggleligt forberedt og har et bestemt formål. Det er ikke spontane reaktioner på at en kvinde har oplevet noget ubehageligt.
 Og hvordan er det så med Sofie Lindes egen beretning? Jeg har aldrig troet på den. Jeg kan ikke tro, at nogen mand har sagt: "Hvis du ikke går med ud og sutter min pik, så fucking ødelægger jeg din karriere. Så ødelægger jeg dig." Det virker helt utroværdigt, at nogen mand skulle have sagt sådan.
 Der er rygter om, at talen ikke var skrevet af Sofie Linde selv, men af en anden kvinde. Der er også den unøjagtighed i talen, at ved den pågældende julefrokost var Sofie Linde ikke 18 år, men 20 år. Det vides ikke stensikkert, hvem den pågældende mand var; men i miljøet ved man det vistnok godt. Der bliver set skævt til ham, og han har mistet sin position. Han har under private forhold på det bestemteste benægtet, at han har sagt som anført. Det sagte virker mere som en ung kvindes fantasi om, hvordan en mandlig overgrebsmand er, snarere end om hvordan det sker i den virkelige verden.

MeToo sager på TV2

Omkring år 2000 begyndte Therese Philipsen som 23-årig praktikant på TV2s redaktion. Lige fra starten viste hun en usædvanlig stor interesse for at få seksuelle relationer med de ældre chefer på stationen, og hun nåede angiveligt at have sex med 5 eller 6 af dem. Det tog man ikke så nøje den gang; men senere er moralen ændret, og i dag anses det som meget upassende, at lidt ældre mænd har sex med unge kvinder. Så da nogle feminister i september 2020 skulle finde nogle sexisme-episoder, der kunne vælte nogle chefer, gravede man tilbage i fortiden og fandt en del episoder, der involverede Philipsen. Nogle personer fra TV2 rejste til Florida, hvor Philipsen nu boede, og fik hende til at se den tids episoder i et nyt lys. Det førte til sexisme-anklager mod flere mænd, herunder Jes Dorph-Petersen. Dorph har hele vejen igennem benægtet at have gjort noget forkert, og der er vidne på at Philipsens anklage om noget, der nærmest var voldtægt, ikke er sand. Alligevel blev Dorph fyret fra sin stilling og hængt ud i stor vanære. Dorph har rejst retssag mod det advokatfirma, der fik ham hængt ud, og senest har han ved Østre Landsret fået medhold i, at advokatfirmaets undersøgelse af ham er uredelig, og at fyringen således var grundløs (6). Philipsens udtalelser til ”dokumentaren” om sexisme på TV2 er fyldt med timevis af kraftige manipulationer og usande fremstillinger. Men advokatfirmaet og de personer, der gerne ville have ram på Dorph, har bevidst ignoreret alt hvad der talte til Dorphs forsvar og stolet blindt på Philipsens fremstilling. Hendes fremstilling har stor følelsesmæssig appel og virker også meget overbevisende på det almindelige publikum, der har set ”dokumentaren” om ”Sexisme bag skærmen”. Folk som flest er fast overbeviste om, at Jes Dorph-Petersen virkelig er skyld i det, han anklages for.
 Også de andre mænd, der er blevet fyret efter Philipsens udtalelser, kan anses for uretfærdigt dømt. Men de udtalelser, som man har anvendt til at få dem fyret, er udelukkende Philipsens versioner af det skete – versioner der afviger stærkt fra mændenes versioner. I mange af de episoder, der involverede sex eller forsøg på sex med Therese Philipsen, påstår manden at det var Philipsen, der var grænseoveskridende, mens hendes version var stik modsat og gjorde manden til den grænseoverskridende, hvis hun da ikke oven i købet anklager manden for at gøre hende til offer, hvis han afviser hendes tilnærmelser. I den situation er det meget, meget forkert at stole på Philipsens beretning hver gang, og afvise mandens. Sådan kan man da ikke lave en dokumentar – at afvise det ene køns version hver gang.
Sexisme i musikbranchen
I sommeren 2024 sendte DR to ”dokumentarer” om sexisme i musikbranchen. I den første blev skuespiller Martin Brygmann udsat for anklager om sexisme, som førte til at han mistede sit arbejde. Brygmanns advokat udtaler til Weekendavisen: (7) ” »Vi har igennem syv måneder fremlagt dokumentation over for DR og Impact TV, men det vil kun blive udlagt som victim blaming, hvis jeg går i rette omkring anklagerne gennem pressen. . . Jeg har over for Impact TV og DR bestridt de faktuelt forkerte påstande, der har været, og sørget for, at de fik de nødvendige oplysninger for at kunne belyse sandheden, når der har været fejltolkninger, misforståelser eller oversete perspektiver.”
 I den anden udsendelse er det trommeslager Claes Antonsen, der blev udsat for anklager som førte til at han mistede sit arbejde. En ung kvinde (Katinka Bjerregård) i holdet bag ”Toppen af poppen” anklager Antonsen for at sætte en sexistisk tone, da han en morgen fortæller en anekdote om en kvinde, der stikker en ”medister op i fissen”. Den sexistiske tone skulle angiveligt gøre det ubehageligt for kvinder at være med på arbejdspladsen. Men der gik noget forud for histiorien m medisteren. Katinka møder op på arbejdet og lægger ud med at fortælle hele orkesteret, at hun lige har fået så meget morgenpik at hun ikke kan sidde ned. Hun nævner også sin fantasi om at hælde menstruationsblod ud over bandet.  Alligevel har producenten klippet Katinka Bjerrregårds historier ud af de primære optagelser, og kun bragt Antonsens historie (8). Resultatet bliver, at det er Antonsen, og ham alene, der får skylden for at sætte en vulgær tone. 
 Mindre end en uge efter Rikke Viemoses indlæg i Berlingske skirver en af avisens journalister: ” Selvom begge mænd var anonymiseret, stod det hurtigt klart, at det var Martin Brygmann, der havde skrevet grænseoverskridende beskeder til unge kvinder, mens Claes Antonsen var trommeslageren, der skabte en sexistisk tone under optagelserne af TV2s program »Toppen af poppen«. (9). Som det lige er fremgået, er det usandt. Det var ikke Claes Antonsen, der skabte en sexistisk tone; Han byggede blot videre på den sexistiske tone da først Bjerregård havde lagt ud. Men mønsteret er igen det samme: Kvinden skal fremstå som et uskyldigt offer, mens manden skal fremstå som skyldig. Så producenten sletter kvindens indspark, mens mandens beholdes som ”dokumentation”.
Om at sige undskyld

Ifølge en dansk kommunikationsekspert (3, 10) gør det en forskel for den anklagede mand, om der bliver sagt ordentligt undskyld. »Som hovedpersonen i en #metoo-sag er der grundlæggende to veje at gå: Gå til modangreb eller sig undskyld. Valget har betydning ikke kun for hovedpersonen selv, men også for andres lyst til at bakke op og engagere sig i vedkommendes fortælling.«

Den danske kommunikationsekspert nævner Jes Dorph-Petersens forløb som et eksempel på en sag, hvor det var sværere at gå ud og bakke op. Her blev fronterne trukket skarpere op, og kun ganske få personer kendte hele sandheden. 
 Nu er det sådan, at ifølge Jes Dorph-Petersen selv og et mandligt vidne var det  simpelt hen løgn, hvad Therese Philipsen sagde. Hvis nu Dorph havde sagt tydeligt undskyld, så havde han dermed over for offentlligheden erkendt, at han faktisk havde begået det, som han blev anklaget for. Men Dorph har hele vejen igennem fastholdt, at han intet forkert har gjort. Kommunikationdseksperten anbefaler ham altså at erkende en ugerning, som han ikke har begået. Det vil sige man forsøger at få ham til at bekræfte billedet af, at den skyldige er altid manden -manden er altid skurken – hvorimod alt hvad Therese Philipsen har gjort forkert – og det er meget – skal forties. Der må ikke komme noget brud i det generelle mønster, at manden er skurk, og kvinden er uskyldig.
 En anden af de mænd, der blev fyret efter Metoo dokumentaren om TV2,, blev af de feminstiske inkvisitorer tvunget til at skrive under på, at han havde udvist ”dårllig dømmekraft”. Hvad dét så nærmere vil sige, får offentligheden intet at vide om. Det står blot tilbage, at manden har gjort noget forkert, og dermed bekræftes det generelle billede endnu engang af at manden altid er skurken. Vi får intet at vide om, hvordan Therese Phililpsen manipulerede i den sag.
 Kommunikationseksperten påpeger, at Jes Dorph-Petersen ikke selv kom med en entydig og uforbeholden undskyldning. Han gik i stedet til modangreb og gik rettens vej, efter han i 2021 blev fyret. »Claes Antonsen derimod har valgt at sige undskyld. En undskyldning, der var uden forbehold og bortforklaringer, og dermed bliver man som tredje person ikke på samme måde en del af en højspændt konflikt,« siger Anne-Mette Bro Jöhncke, der understreger, at »oprigtige undskyldninger virker afvæbnende«. Det er barokt – Claes Antonsen fortalte tre sexede vittigheder, som andre – f.eks. Renee Toft Sionsen -  finder harmløse.  De har allerede været fortalt af punkbandet ”Slim og Gylle”. Men når en mand, som man ønsker at slagte, fortæller det samme, så skal han sige oprigtigt undskyld. Dermed bøjer han sig i støvet og bekræfter, at mænd generelt er skurke, og viser, at i fremtiden vil feminister kunne diktere over ham.
Kvinders manipulation

 

Kvinders måde at få magt på og gennemtvinge deres vilje, er anderledes end mænds, som jeg har skrevet om andetsteds (11). Allerede i skolealderen kan de underminere andre pigers position på forskellige måder, der er skjulte og indirekte og gør det umuligt for den ramte at anklage aggressoren eller hævne sig. Det fortsætter i voksenalderen, hvor kvinder virker i det skjulte og manipulerer med sociale virkemidler, på måder som mange mænd slet ikke opdager. Og de forstår ikke, at jo mere de bøjer sig for kvinders krav, jo mere bliver de opfattet som svage personer, der kan blive stillet over for endnu flere og endnu mere urimelige krav. 
 Det er emnet for en avisartikel af en tysk kvinde, Cora Stephan (12). Hun skriver, at mænd har selv fremkaldt deres egen elendige situation. Den mand, der lader sig skamme ud, er i virkeligheden medskyldig i en kvindelig magtstrategi. Jo mere manden bøjer sig, med jo større lyst bliver der sparket til ham. 
 Mænd har undervurderet kvinder; de har på nogle sarte, men højlydte væsener forstået, at disse alle er ofre, som man bør give oprejsning. Mændene har anstrengt sig og ikke lagt mærke til, at de er på vej til at tabe i kampen om magten. Kvinder var aldrig bare "det undertrykte køn", de var alt for vigtige til det - og alt for magtfulde. Javist er der ofre. Men definitionen af, hvad der er offer, og hvad der er vold, er nu så uendeligt bred, at hvis alle holdt sig til den nye overfølsomhed, ville der ikke længere findes normal omgang kønnene imellem. Enhver kvinde kan med en grundløs anklage om at en mand har begået et seksuelt overgreb mod hende, koste ham hans ære og karriere. Fordi ja: påstanden om at være blevet offer kan bruges som et våben. For mænd burde det stå klart, at nogle kvinder også bruger dette våben. Hvorfor? Fordi de kan. Fordi hævn gøres let for dem. Fordi de udnytter de muligheder, der præsenteres for dem. Fordi de ikke er de bedre mennesker. Fordi de ikke er dumme. Fordi, de er stærke nok til at være mænds modstandere, især når de erklærer sig for at være ofre. Den der føler sig som et offer, uanset for hvad, dennes følelse må der på ingen måde sættes spørgsmålstegn ved, især ikke af toksiske hvide mænd.
 
 Jo mere mænd accepterer, at små tildragelser kan gøre kvinder til ofre, jo mindre bliver de tildragelser, som næste gang tæller med som noget, der gør kvinder til ofre. Barren sænkes. Efterhånden kan en mand miste sin stilling bare han fortælller en vovet vittighed eller kigger kvinden ind i øjnene. Misforholdet mellem forbrydelsens art og konsekvenserne for manden bliver stadig mere grel. Ja, han kan endda bllive fyret uden at have gjort noget som helst galt, hvis kvinden finder på at rette en falsk anklage om voldtægt mod ham, og hvis man følger princippet ”believe women”.
 
 Det hele er en udvikling henimod at stemple alle mænd som skurke og alle kvinder som uskykldige ofre. Det er den udvikling, som Rikke Viemose er med til at drive frem. Hun nævner sager, hvor mænd mister deres stilling, og kritiserer, at nogen forsvarer disse mænd – hvis man undlader at straffe mændene, betyder det i hendes øjne, at man undlader at tage hånd om de krænkede kvinder. 
 Vi skal lade være med at acceptere, at mænd uden videre bliver gjort til de sorte skurke, og kvinder uden videre bliver gjort til uskyldsrene ofre. Den automatiske sort//hvide opdeling af kønnene forhindrer en nøgtern vurdering af episoderne, og hvor det også indgår, at manden skal behandles som et menneske der har krav på en nøgtern vurdering af situationen.

Man må kunne snakke om det

 
 Det er selvfølgelig sandt, at der sker overgreb mod kvinder. Der findes f.eks. tilfælde, hvor en mandlig chef gør så vedholdende tilnærmelser til en ung kvinde, der arbejder for ham, at hun føler sig nødt til at forlade jobbet og sige sin stillng op (13). Det kan også være problematisk, hvis mændene på arbjdspladsen bliver så optaget af de kvlindelige kolleger, at de hele tiden forsøger at lægge en humoristisk, seksualiseret tone. Det kan være fornærmende, hvis en kvinde, der faktisk er en dygtig arbejdskraft, hele tiden blive anskuet som primært et seksuelt væsen. Det betyder at man ikke værdsætter hendes faglige indsats og altså ikke respekterer hende. 
 
 Rikke Viemose skriver: ” Lad mig skynde mig at sige, at jeg synes, at enhver menneskelig omkostning i #metoo-sager er ulykkelig. Jeg ville ønske, vi kunne undgå det. Men det tror jeg ikke, vi kan. Hvis vi vil forebygge sexistiske krænkelser og overgreb i fremtiden – og det er vi vel enige om, at vi vil – så SKAL vi kunne tale om det.
 Ja, vi bør kunne tale om det. Og i den samtale kan det ikke nytte noget, hvis manden på forhånd er klassificeret som en skyldig, som skurk, mens man på forhånd går ud fra, at kvinden er et helt uskyldigt offer. I samtalen skal begge parter behandles som mennesker, og der skal lyttes til, ikke blot til kvinden, men også til manden. Kvinden vil ofte have de talegaver som skal til for at fremstille sin egen rolle som den uskyldige, mens mænd ofte har sværere ved at tale om personlige episoder. Her må vi lære mændene at berette om tildragelserne på en måde, så de kan hamle op med kvinderne. 
 Tvært imod hvad Rikke Viemose ønsker, skal mænd nu lære, at det er vigtigt at sige fra over for anklagerne, og om nødvendigt at rense sig med retssager, som f.eks. Jes Dorph-Petersen har gjort herhjemme, og som f.eks. Johnny Depp har gjort i udlandet.
Kildehenvisninger

(1) www.dr.dk/drtv/se/stalker-fra-helvede_-et-ukendt-nummer_461637

(2) www.berlingske.dk/kommentatorer/rikke-viemose-efter-debatten-om-sexisme-dokumentar-det-eneste

(3) www.berlingske.dk/skaerm/den-ene-tog-en-kollega-paa-brysterne-den-anden-fik-skyld-for-vulgaer-snak

(4) /www.dansketaler.dk/tale/sofie-lindes-tale-ved-zulu-comedy-galla-2020/

(5) https://www.berlingske.dk/kommentar/soulaima-gourani-ti-relativt-magtfulde-maend-bliver-fjernet-fra-poster

(6) www.dr.dk/nyheder/seneste/landsret-slaar-fast-advokat-bag-tv-2-undersoegelse-broed-god-advokatskik

(7) www.weekendavisen.dk/2024-26/samfund/den-ene-side-af-sagen

(8) www.bt.dk/medier/det-saa-man-ikke-katinka-satte-selv-tonen-med-syg-sex-historie?

(9) www.berlingske.dk/skaerm/efter-drs-sexismedokumentar-vil-hundredvis-af-kvinder-dele-deres-oplevelser

(10)https://kforum.dk/nyheder/nyheder/article17271968.ece

(11) faktaogmyter.dk/giver-kvindelige-ledere-bedre-psykisk-arbejdsmiljoe/

(12) Männer haben ihr Elend selbst heraufbeschworen

https://www.die-tagespost.de/gesellschaft/kultur/maenner-haben-ihr-elend-selbst-heraufbeschworen;art4881,211799

(13) www.djoefbladet.dk/artikler/2020/11/den-kraenkede-gaar-kr-ae-nkeren–bliver

 

 

Hjernescanninger kan give høj præcision m.h.t. at skelne mellem kvinders og mænds hjerner

Deep learning models reveal replicable, generalizable, and behaviorally relevant sex differences in human functional brain organization

PÅVISNING AF FORSKELLE MELLEM KVINDE- OG MANDEHJERNER

En menneskehjerne indehoklder milliarder af nerveceller. Hver nervecelle er forbundet via nervetråde til andre nerveceller; nogle er korte forbindelser til nærliggende celler, andre forbindelsser strækker sig et langt stykke hen igennem helt andre dele af hjernen. Nervetrådene forgrener sig, og kan via sidegrenene danne komplicerede netværk med mange celler.
Det er vigtigt at man nu kan studere, hvordan nervetrådene i hjernen er forbundet i netværk. Man har udviklet en særlig type MRI-scanninger, der registrerer vandmolekylernes bevægelser inde i nervetrådene, og derved kan man få data om nervetrådenes forløb og om hvilke nervecentre, der er forbundet med hvilke andre nervecentre. Der er en række forskellige netværk inde i hjernen, som forbinder forskellige områder. Disse netværk kaldes moduler. Mænd og kvinder adskiller sig bl.a. ved hvor meget forbindelse, der er imellem modulerne.
I nylige undersøgelser, fra omkring 2020 og frem,  har man analyseret, hvor meget forbindelse der var mellem forskellige hjerne­områder, og ud fra forskelle i graden af forbindelse kunne man korrekt klassificere kønnet på 91 % af hjernerne. Det var dog forskellige individer, der var kønstypiske i det ene sæt resultater, og det andet sæt resultater. Når man kombinerede begge datasæt, nåede man op på at kunne klassificere over 96 % af hjernerne korrekt m.h.t. køn. Det er så højt et tal, at man med rimelighed kan sige, at der eksisterer mandlige og kvindelige hjerner.
I en endnu nyere undersøgelse har man scannet ca. 10.000 9-10-­årige­ børn. Også her har man set på nogle mål for nerve­trådenes forløb i hjernens hvide substans.

Man lader et computerprogram behandle hvert individs hjernescanninger og får programmet til at ”lære”, hvilke hjerner der er drenge hhv. piger. Når programmet har lært det, kan det klassificere 93 % af hjernescanningerne korrekt til køn. Der er ikke noget enkelt sted i hjernen, hvor drenge og piger adskiller sig helt. Men en del træk har tendens til at være karakteristiske for drenge hhv. piger, og baseret på disse træk har forskerne, for hvert individ, beregnet graden af hanlighed og graden af hunlighed i hjernen. Der er nogle få piger, der er ekstremt hanlige, selv om langt de fleste piger er ekstremt hunlige. Og omvendt: Der er nogle få drenge, der er ekstremt hunlige, selv om langt de fleste drenge er ekstremt hanlige.

Status indtil for nylig var altså, at op til 96 % af hjernescanninger kan identificeres korrekt til køn.
Men i februar 2024 blev der publiceret en artikel om endnu mere avancerede analyser, der giver endnu større præcision, af Srikanth Ryali, Yuan Zhang, Carlo de Los Angeles, Kausteubh Supekar og Vinod Menon. Menon planlagde undersøgelsen og er på den måde hovedforfatter.
Undersøgelsen går på flere måde videre end de tidligere undersøgelser. Datamodellen blev gennemprøvet på et stort materiale af hjernescanninger fra The Human Connectome Project (HCP), med data fra c. 1000 personer, primært fra England.
Efter at programmet havde lært en algoritme, der gjorde det i stand til at skelne mænd og kvinder i HCP- datasættet, blev det sat til, uden yderligere læringsproces, at anvende sin lærdom på to andre datasæt, dels ca. 200 personer fra et datasæt i Rockland, staten New York, og dels ca. 200 personer fra Leipzig, Tyskland. Formålet var at se, om den lærdom, programmet havde opnået ud fra ét datasæt, gav lige så god sondring mellem kønnene, når det blev anvendt på andre datasæt.

Det næste nye skridt i undersøgelsen var at tage bedre højde for tidsmæssig variabilitet. Analysen kaldes en Deep Neural Network (DNN) analyse; men her inkluderer man tidsvariation i signalerne, som tager højde for at nerveforblindelserne er dynamiske og ændrer sig i løbet af analysen. Det kaldes så st-DNN analyse, hvor st står for spatio-temporal.

Det tredje skridt er at man anvender AI til at følge med i, hvilke dele af hjernen der bidrager til at finde kønsforskellene. AI sættes til at analysere, hvilke skridt i læringsprocessen der forbedrer programmets evne til at skelne køn, og kan derigennem sætte fokus på, hvilke hjerneområder der især bidrager til bedre skelneevne. Dette har vist sig som meget væsentligt for at få mere præcise resultater end tidligere.

Resultater:
Først blev de ca. 1000 personer i HCP-data sættet delt op i fem lige store grupper. Programmet blev sat til at lære at skelne køn på basis af 800 personer, og skulle derefter anvende sin lærdom til at klassificere de resterende 200 personer til køn. Her kunne programmet klassificere kønnet korrekt i 90,2 til 91,2 % af tilfældene.

Dernæst så forskerne på resultatet af AI-analysen af hvilke hjerneområder, der især bidrog til at kunne skelne kønnene. For hvert enkelt individ gav programmet et såkaldt ”fingerprint”, dvs. et sæt af værdier for hver meget hvert enkelt hjerneområde bidrog, og disse værdier dannede et mønster, som var karakteritisk for hvert individ for sig. Hvis f.eks. en bestemt del af pandelappen gav stort udslag hos det ene individ, kunne der være andre individer hvor den samme del af pandelappen gav udslag, men også hvor helt andre hjerneområder bidrog. Man så så på, om der var forskelle mellem kønnene i disse fingerprints, f.eks. om der var tendens til, at visse del af hjernelapperne gav meget udslag hos mænd, mens andre dele af hjernelapperne gav meget udslag hos kvinder. Nu samlede man så alle fingerprints fra alle mænd, og lavede en statistisk sammenfatning af disse, med en central værdi og en spredning omkring denne centrale værdi.. Tilsvarende gjorde man for kvinder.

Hvis en mand har sine fingerprints liggende tæt op ad den centrale fordeling af fingerprints for mænd, kan man hævde, at han er en typisk mand. Vurderet på den måde var samtlige mænd typiske mænd. Ingen mænd overhovedet lå i nærheden af den centrale fordeling af kvinders fingerprints. Og tilsvarende – samtllige kvinder var typiske kvinder i den forstand, at deres fingerprints lå tæt op ad den centrale fordeling af fingerprints for kvinder Vurderet på den måde var samtlige kvinder typiske kvinder. Ingen kvinder overhovedet lå i nærhden af den centrale fordeling af mænds fingerprints.
Det nye her er altså, at ved hjælp af AI har man fået koblet de enkelte hjerneområders betyning ind i analysen, og når det sker, er der ingen overlap mellem de to køn i den samlede, statiske analyse.

Computerprogrammet blev sat til at lære at skelne kønnet på basis af nogle hundrede personer i HCP-datasættet, og derefter, uden yderligere læringsproces, anvendt på Rockland og Leipzig datasættene. Derefter blev der skabt ”fingerprints” på samme måde som før ud fra bidragene fra de enkelte hjerneområder, og resultaterne blev lige som før – samtlige mænd grupperede sig omkring de centrale værdier for mænd, og samtlige kvinder omkring de centrale værdier for kvinder. Altså igen: Når data om de enkelte hjerneområder blev inddraget, var der 100 % adskillelse mellem mænd og kvinder.

Man har derudover også data om intelligens for HCP- datasættet (fjorten forskellige kognitive tests) . Her forsøger man så at finde kombinationer af hjernedata for specifikke hjerneområder, der kan forudsige intelligensen. Også i disse forudsigelser finder man en kønsforskel. De nerveforløb, der kan give mænd høj intelligens, har ikke nogen særlig betydning for kvinder. Omvendt, de nerveforløb, der kan give kvinder høj intelligens, har ikke nogen særlig betydning for mænd.

https://www.pnas.org/doi/10.1073/pnas.2310012121

https://www.psychologytoday.com/us/blog/sax-on-sex/202405/ai-finds-astonishing-malefemale-differences-in-human-brain?

 

Om at forlange referencer

Indledning
Når man fremsætter påstande om mænd og kvinder, som går imod hvad de mere politisk korrekte tænker, så får man ofte den reaktion, at ens mere politisk korrekte modpart forlanger dokumentation for påstandene. Det kan være svært at give. Det kan være at det er noget man har læst et-eller-andet sted for flere år siden; men man kan ikke lige huske hvor, og det kan være meget svært at finde oplysningen frem igen. Skal man kunne det, skal man i det daglige bruge en hel del tid på at notere alle relevante links og henvisninger, og man skal finde en måde at katalogisere dem på, sådan at man kan finde dem igen. Jeg bringer f.eks. flere tusind opslag om året på Kønsdebat, med links til alle mulige artikler og undersøgelser. Uden et godt system til at finde bestemte links frem igen er man ilde stedt. Og alligevel vil det ofte ske, at det argument man har brug for i en disussion, er noget hvor man ikke lige kan huske hvor man skal finde kildehenvisningen.
Jeg er dog som regel i stand til at finde relevante henvisninger frem, når der er brug for det. Det kan ofte tage nogle timer; jeg skal søge i mit notatsystem, og/eller jeg skal komme i tanke om hvilken af bøgerne på reolen, der har svaret. Som regel, men ikke altid, kan jeg bringe dokumentation for mine påstande. Eller også er der tale om emner, som jeg allerede har behandlet i en af mine bøger på forlaget Mysis, og så kan jeg nøjes med at henvise til hvad jeg har skrevet dér, med referencer.
Den første bog på mit forlag, “To køn – tre sandheder“, var baseret på langt over 1.000 referencer, med tilsammen ca. 50.000 sider faglitteratur, hvortil kommer skønlitteratur m.m. Jeg valgte at bringe godt 400 referencer, som fylder 15 tætskrevne sider sidst i bogen. Hvis alle referencer skulle have været med, ville bogen være blevet 50 sider tykkere, og dermed både tungere og dyrere at trykke. Så jeg valgte denne kompromis-løsning. Jeg bragte dog en fuldstændig referenceliste for de første 10 kapitler på Mysis´ hjemmeside, med bemærkning om at man kunne henvende sig og få oplyst flere referencer. Det er der aldrig en eneste, der har gjort. Men i vurderingen af bogen i bibliotekernes lektørudtalelse blev det noteret som en alvorlig mangel, at bogens udsagn ikke var veldokumenterede, da der manglede en stor del af referencerne. Så læserne fik indtryk af at den var svagt funderet – selv om den er langt det mest velfunderede, der nogensinde er udgivet om det emne på dansk.
Siden da har jeg i de efterfølgende bøger omhyggeligt anført alle referencer.
Når jeg deltager i debatter på nettet, bliver jeg ofte mødt af krav om at anføre referencer for mine påstande. Det sker når det, jeg hævder, er i konflikt med min modparts hele livsopfattelse og verdensopfattelse – f.eks. hvis jeg hævder at kvinders dårligere stilling på et eller andet felt ikke skyldes at de undertrykkes af mænd. Når jeg så anfører den krævede dokumentation for mine påstande, så vil min modpart ikke læse dem for at tjekke, om jeg har ret. Det gælder for vedkommende om at bevare sin verdensanskuelse, og den vil han/hun ikke lave om på, bare fordi jeg disker op med en referenceliste.
Her kan jeg nævne en meget omfattende og langvarig debat på Informations internetside i 2011. Den debat har jeg omtalt i starten af kapitel 17 i “Humaniora – videnskab eller varm luft“. Her blev jeg afkrævet evidens for at mange forskelle mellem kønnene er biologisk bestemte. Jeg brugte så nogen tid på at producere en længere referenceliste, og lagde den op. Det havde ingen konsekvenser. Jeg tror ikke at mine modparter læste noget som helst af den anførte litteratur. I stedet blev jeg senere i debatten bare hånet. En mand skrev f.eks. til mig “Læs lidt flere forskellige bøger!”, underforstået at så blev jeg nok klogere. Det er selvsagt en grov fornærmelse mod en person, der indtil da har læst over 50.000 sider faglitteratur om det diskuterede emne. Da jeg bad mine modparter om at komme med evidens for deres egne påstande – at biologien ikke spiller nogen rolle – gik det derimod ekstremt trægt for dem med at svare.
Dette var en af de lejligheder hvor jeg lærte, at når folk efterspørger dokumentation, så er det ikke fordi de ønsker at se den dokumentation. Det er snarere fordi de håber at jeg ikke kan fremskaffe den, sådan at de fortsat kan fremstille mig som en utroværdig og løst funderet person.

Eksempel: Omskæring af kvinder
Her er et nyligt eksempel (juli 2018) på en diskussion på en engelsksproget facebookside:
Diskussionen startede ved at en person efterlyste eksempler der modsagde den almindelige historie om undertrykte kvinder og undertrykkende mænd.  Jeg svarede ved at nævne flere eksempler, bl.a. kvindelig omskæring. Jeg skrev – i oversættelse – “Man kan også spørge om kvindelig omskæring i Nordøstafrika og dele af Vestafrika er et tilfælde af kvindeundertrykkelse. Men her viser det sig endnu en gang at denne frygtelige skik hovedsagelig udføres af kvinder, udelukkende på kvinders forlangende. Mænd har ikke noget med dét at gøre. Så man kan ikke kalde det mænds undertrykkelse af kvinder. ”
Dette havde jeg masser af belæg for at skrive, da jeg kort forinden havde skrevet bogen “Fire myter om patriarkatet“, hvor et af kapitlerne var en grundig gennemgang af forholdene m.h.t. kvindelig omskæring, baseret på læsning af de mest dybtgående kilder.
En modpart henviste så til en avisartikel i Washington Post og skrev: “Den forestilling at mænd ikke har noget at gøre med kvindelig omskæring er absurd. Lige som det gælder for de fleste påstande om at “X gruppe af personer som udgør 50 % af samfundet har intet at gøre med Y social adfærd . . ”
Jeg svarede at jeg ikke havde adgang til at læse avisartiklen, og fortsatte: “I can only state that I have consulted many sources on the subject of female genital mutilation, including books entirely dedicated to the subject, and written by women. I have really studied this carefully, and the unequivocal conclusion is that men share NO RESPONSIBILITY WHATSOEVER for this mutilation. It is ENTIRELY instigated by women, and women alone.
(Here “entirely” means “more than 99 %”). . .”

Modparten skrev så:
“Kåre Fog, can you provide titles of these books?”
Det kunne jeg ret let gøre, da det kun krævede en moderat omredigering af referencelisten i det pågældende kapitel i min bog, så jeg svarede følgende:
“Two important books:
(1) Hanny Lightfoot-Klein (1989): Prisoners of ritual. An odyssey into female genital circumcision in Africa. 306 pp. Haworth Press.
(2) Bettina Shell-Duncan & Ylva Hernlund (eds) (2000) : Female “circumcision” in Africa. Lynne Rienner Publications.
In this book, I have had the most benefit reading the following contributions:

Bettina Shell-Duncan & Ylva Hernlund : Female “circumcision” in Africa: Dimensions of the practice and debates. Pp. 1-40.

Rogaia Mustafa Abusharaf : Revisiting feminist discourses on infibulation: Responses from Sudanese feminists. Pp. 151 – 166.

Gerry Mackie : Female genital cutting: The beginning of the end. Pp. 253 – 281

Fuambai Ahmadu : Rites and wrongs: An insider/outsider reflects on power and excision. Pp. 283 – 312.

Other sources:

Thomas J. Goliber (1997): Population and reproductive health in sub-saharan Africa. PRB Population bulletin (Population reference bureau) 52(4): 1-44.

Janice Boddy (1982): Womb as oasis: The Symbolic Context of Pharaonic Circumcision in Rural Northern Sudan. American ethnologist 9(4): 682-698.

Statistics / trends:

UNICEF´s data work on FGM/C.
https://www.unicef.org/media/files/FGMC_2016_brochure_final_UNICEF_SPREAD.pdf

https://data.unicef.org/topic/child-protection/female-genital-mutilation/

Charlotte Feldman-Jacobs & Donna Clifton: Female genital mutilation/cutting: Data and trends update 2014. PRB (Population Reference Bureau).

http://www.prb.org/Publications/Datasheets/2014/fgm-wallchart-2014.aspx  “

Man skulle vel nu synes, at jeg havde givet solid dokumentation for, at jeg vidste hvad jeg skrev om ( i modsætning til min modpart, hvis holdning blot var baseret på læsning af en avisartikel). Men nej. Jeg høstede ingen som helst anerkendelse for at have fremskaffet den omfattende litteraturliste så hurtigt. I stedet lød hans svar:

“Your initial argument that men play no role in perpetuation this practice is rapidly falling apart: the entire justification you just gave — at least most of it — centers around alleged male preference: for rape, for beauty, etc. If men don’t believe this *and know that women are doing this in response to men’s supposed desire and behaviors*, men could correct this by sharing their view presumably. Moreover, I just found — within a few seconds — a male governmental official in Egypt (that is, NE Africa) promoting the practice. If you think he’s the only make that ever has or still does, you’re insane. So, we have men actively promoting the practice, and the practice is being done primarily for male-related reasons. The idea that men have nothing to do with this is, frankly, laughable. Are men entirely to blame? Of course not (presumably). But to say that men play no role in this practice is to deny basic fact.”

I stedet for at anerkende mine kilder, henviser han til en enkelt udtalelse fra en mand i Ægypten som han lige har fundet ved en hurtig søgning på nettet, og på den baggrund skriver han at jeg benægter basale fakta.

Derefter fortsatte diskussionen lidt ud ad et sidespor, og min modpart forlangte nye referencer for nye påstande. Han skrev, at indtil jeg fremskaffede dem også, ville han blive stående, og le ad mig.

Jeg svarede ham: “You are diverging the discussion. The fact is that the shame for female circumcision in Africa cannot be placed on men, because it is performed by women, on the request of women.”

Men når jeg beskyldte ham for hellere at ville tale om noget andet, vendte han det om og skrev:
“You made a claim; now, asked to back it up, you avoid the topic…”

Til sidst gav jeg op. Jeg skrev:
” You are behaving like a troll, and I stop here.
You are altogether completely wrong on a subject that you have not studied, and you are correcting me although I have studied the subject carefully. That behavior makes you an extremely unsympathetic person.
Go to hell.”

Det var ikke særlig pænt formuleret. Men det var en reaktion på at han ignorerede den omfattende dokumentation jeg forelagde, og systematisk frakendte mig nogen som helst anerkendelse for min viden om emnet. Han fremstillede mig som en person, han bare kunne le ad, fordi jeg ikke rystede op med yderligere referencer for andre påstande.

Konklusionen her er, i mine øjne, at min modpart ikke havde nogen som helst intention på noget tidspunkt om at lade sig korrigere af mig. Han havde sin færdigsyede opfattelse, og en udførlig referenceliste kunne i hvert fald ikke få ham til at ændre den. I stedet gik han efter at fremstille mig som en utroværdig og latterlig person. Han var sikker på, at mænd har medskyld i at afrikanske kvinder skærer i hinandens kønsdele, og enhver påstand om at her er noget, som mænd ikke er skyld i, blev blankt afvist.  På trods af at alle der kender nærmere til emnet, ved at omskæring er noget som stort set kun udføres af kvinder.

Andet eksempel: Kvinder der ikke klarer krisesituationer
Nogle dage senere (også i juli 2018) bragte jeg et opslag på Kønsdebat med nogle eksempler på bragende uheld med skibe og fly i det amerikanske militær. Det var påfaldende, at navnede på de afgørende personer ikke blev offentliggjort, og det såede en mistanke hos en person om, at det kunne være fordi de var kvinder, og man ikke ville hænge kvinder ud. Det viste sig, at fire afgørende personer i to uheld rent faktisk var kvinder, og at disse kvinder havde handlet uselvstændigt og relativt uengageret og ikke var situationen voksen. Skribenten mente at problemet kunne stamme fra, at man politisk gennemførte en politik for at ansætte flere kvinder, og at man derved også kom til at ansætte kvinder, som ikke var optimalt egnede.
Dette var, ikke overraskende, en rød klud for en af læserne på Kønsdebat. Han skrev: “Hvad baserer du påstanden om, at kvinder skulle være ringere til at håndtere vanskelige situationer, på?”
Da jeg læste det, tænkte jeg: Nu kommer der for Gud ved hvilken gang et krav om præcise referencer, et krav der kun har til formål at udstille mig som en der kommer med løse ubegrundede påstande.
Og ganske rigtigt. Det var det, der var på vej. I første omgang svarede jeg kun kort: “Mænd og kvinder reagerer helt forskelligt på stress.” Men modparten insisterede: “Igen: hvad er bygger du påstanden om, at kvinder skulle være ringere til at håndtere vanskelige situationer?” Jeg gentog det med stress og skrev:

“Hvis de reagerer anderledes på stress end mænd gør, så handler de anderledes end mænd i stressede situationer.
Bortset fra det:
Kan vi være enige om, at ved optagelse af personer til sådanne stillinger, hvor der forekommer spidsbelastninger og krisesituationer, er det afgørende bedst muligt at teste, om ansøgerne til stillingerne vil kunne klare sådanne situationer – det gælder f.eks. også når det gælder ansættelse af folk som piloter i civil luftfart.
Kan vi være enige om at det eneste afgørende bør være personens evne til at håndtere spidsbelastninger og kriser på den tryggest mulige måde, uanset vedkommendes køn, hvorimod politisk bestemte ønsker om at have en vis andel af hvert køn i sådanne stillinger er sagen uvedkommende og bør afvises?”

Det sidste spørgsmål undgik min modpart at svare på, og hårdere presset senere i debatten skrev han, at han ikke ville svare på det. Han insisterede derimod på at jeg reagerede på hans spørgsmål. Han ville så at sige have bolden over på sin banehalvdel. Han gentog snart efter: “Det er ikke meget forlangt, at der komme noget belæg for ens påstande“. Og lidt senere igen: “jeg vil mene, at det er god skik i en debat, at man har belæg for sine påstande og kan henvise til det.”

Jeg havde i mellemtiden svaret:
“Du kan finde det mange steder i faglitteraturen, at kvinder reagerer anderledes på stress end mænd. De to køns reaktioner er også fysiologisk forskellige, og det kan relateres til forskelligt evolutionært pres m.h.t. overlevelsesstrategier.
Jeg kan ikke se det som min opgave at finder relevante afhandlinger og bogkapitler frem fra faglitteraturen. Men hvis du vil se en noget mere populær fremstilling på dansk, kan jeg anbefale Storm Stensgaard (2014): Stress navigation for mænd. Han har også kildehenvisninger til kønsforskelle.”
Dette indlæg reagerede min modpart ikke på.

Jeg kunne godt se, hvor det bar hen. Min modpart ville presse mig til at bruge nogle timer på at fremskaffe referencer. Og når jeg så havde fremskaffet referencer for, at de to køn reagerer forskelligt på stress, så ville han højst sandsynligt afvise at det havde noget med sagen at gøre, og i stedet insistere på at jeg bragte evidens for, at hvis et skib er ved at sejle ind i et andet, så er mænd bedre end kvinder til at håndtere den situation. Jeg kunne forvente at skulle bruge sammenlagt en hel dag på at forsøge at stille ham tilfreds, og resultatet ville givetvis være, at han stadig afviste mig, fordi han nu engang har en livsanskuelse, som ikke lader sig rokke.

I stedet svarede jeg derfor med nogle betragtninger, der i hovedsagen lød som følger:

“Den reaktion, du kommer med her, kender jeg til hudløshed. Min modpart er stærkt modstander af mine synspunkter, og har derfor et stærkt ønske om at stemple mig som utroværdig. Det sker så ved at forlange referencer til hver eneste påstand fra min side.

Somme tider vælger jeg at sige nej – og så falder der virkelig brænde ned, og jeg bliver skældt hæder og ære fra. Somme tider vælger jeg at sige ja – så bruger jeg typisk nogle timer på at fremskaffe de referencer, der efterspørges, da jeg sjældent lige har grydeklare referencelister til hvert eneste af de tusinder af emner, der kommer op.

Min erfaring er så, at hvis jeg efter nogle timers arbejde kommer op med en referenceliste, så gider modparten ikke studere den. Modparten har absolut ikke tænkt sig at skaffe de pågældende afhandlinger og bøger hjem og tjekke, om de dokumenterer mine påstande. Formålet med at efterlyse dem er kun håbet om, at jeg ikke kan fremskaffe dem, for så kan jeg stemples som uvederhæftig. Hvis derimod jeg KAN fremskaffe dem, så er der to mulige reaktioner i den anden ende:

1) total tavshed.

2) Afvisning af at referencerne er svar på lige netop dette spørgsmål, og efterlysning af bedre eller mere præcise eller mere lødige referencer. Hvis jeg går ind på det, så kan jeg bruge yderligere måske en halv dag på at svare, og når jeg så gør det, så er modparten igen ligeglad med mit svar, men stiller bare nogle nye krav.

Det er et generelt træk i disse diskussioner, at modparten ikke gider røre en finger selv..

Det tager dig ca. 15 sekunder at taste: “Jeg vil mene, at det er ikke meget forlangt, at der kommer noget belæg for ens påstande.” Med den tidsinvestering – 15 sekunder – kan du så tvinge mig ud i at bruge timer på at fremskaffe referencer, som du ved på forhånd, at du ikke vil læse.

Jeg har somme tider forsøgt at få min modpart til at fremskaffe referencer til det modsatte synspunkt. Det går som regel meget, meget trægt. Så kræver det jo pludsselig en investering af tid fra modparten, og så skal jeg gentage mit spørgsmål to eller tre gange, førend jeg omsider får en form for svar.

Der ligger altså en indbygget skævhed her, hvor den ene part skal bruge 500 gange så meget tid som den anden (15 sekunder mod to timer). Jeg har opdaget, at det er sådan et spil der kører, der går ud på at køre mig træt. Hvis jeg skulle deltage i det spil, så ville 24 timer 365 dage om året næppe være nok til at tilfredsstille min modpart.

Nu spiller jeg dog alligevel lidt med. Jeg samler masser af opysninger fra videnskabelige værker og afhandlinger, og skriver indholdet sammen til mere letfordøjelige tekster på dansk. Det bruger jeg meget tid og mange penge på. Når så jeg har lavet en samlet fremstilling af et sagligt emne, så kan jeg derefter bare henvise til mine bøger om det. Men hvad sker der? Folk afviser pure at læse mine bøger – det er jo bare noget, jeg har skrevet, så det er ikke troværdigt.

Man sætter mig således i et dilemma, som jeg umuligt kan klare mig ud af. Hvis jeg ikke fremskaffer referencer straks, så er jeg utroværdig. Hvis jeg derimod bruger den nødvendige tid på at sammenfatte eksisterende viden om et emne, og lader det trykke, så bliver jeg også afvist som utroværdig.

Jeg bliver under alle omstændigheder stemplet som useriøs.

Jeg kender ikke til noget andet menneske i hele Danmark, der bruger mere tid, kræfter og penge end mig på at dokumentere sine påstande og give saglige sammenhængende redegørelser. Derfor er det barokt, at netop jeg – som er mindst lige så solidt fagligt funderet på dette felt som nogen anden person i Danmark – måske endda endnu mere solidt funderet end nogen anden – at netop jeg rangerer i bunden af troværdighed.

Hvad det vidner om, er at folk på forhånd har fordømt mig, fordi mine synspunkter ikke er politisk korrekte. Det er jo fuldstændig ligegyldigt, om jeg hopper på tungen eller gør alle mulige andre krumspring – min modpart vil aldrig nogensinde acceptere noget som helst jeg skriver.

Det er samme situation som hvis jeg drev en facebookside om evolution, og nogle religiøse anti-darwinister blandede sig dér og bad om dokumentation, hver gang jeg skrev om at der var foregået en eller anden evolution. Disse anti-darwinister ville jo aldrig nogensinde anerkende nogen som helst dokumentation, uanset hvor lang tid og hvor mange kræfter jeg brugte på at fremskaffe den mest muligt solide dokumentation.

Det er det samme, der sker her – du har nogle politisk korrekte meninger, og intet som helst i hele verden kan få dig fra at have den overbevisning, du har. De referencer, jeg måtte fremskaffe, vil du jo alligevel ikke læse, vel?”

Til det sidste svarede min modpart, at ” jeg havde tænkt mig at læse det faglitteratur, som du ville have henvist til, men jeg vil også have retten til at kunne trække mig fra en diskussion, når jeg føler, at jeg ikke kan bidrage med noget mere.”

Nuvel, jeg havde dog henvist til én bog der omtaler at mænd og kvinder reagerer forskelligt på stress. Vi får se, om min modpart vil gå på biblioteket og finde den og læse den.

Afslutning
Til slut skal jeg lige henvise til en afhandling i et videnskabeligt tidsskrift, hvor jeg påviser at den feministiske part temmelig effektivt forhindrer at der trykkes og udbredes publikationer der modsiger feminismen. Også her er der altså en gevaldig skævhed. Den første skævhed er, at de der modsiger feministiske opfattelser, bliver udsat for krav om omfattende dokumentation – dokumentation som bliver pure afvist lige så snart den foreligger. Den anden skævhed er, at feminister forhindrer deres modpart i at fremlægge sammenhængende fremstillinger af deres synsvinkel på tryk. Kun feministiske synsvinkler må fremlægges, og alt hvad der modsiger dem, bliver pure afvist.

 

Har det ene køn det værre end det andet?

Har Emma Watson (øverst) mere grund til at føle sig forurettet end manden nederst?
Watson siger: “When at 18, my males friends were unable to express their feelings; I decided that I was a feminist.”

Hvad har det at gøre med feminisme, at de mandlige venner ikke kunne udtrykke deres følelser (over for 18-årige Emma)? Har det noget som helst med politik eller ideologi at gøre? Måske er det biologisk bestemt, at mænd ikke er så fokuserede på følelser, som kvinder er? Måske har mændene en instinktiv fornemmelse af, at det er farligt og risikabelt at udtrykke følelser over for kvinder, sådan som jeg skriver i “Alfahan eller tøffelhelt”, bl.a. side 368 – ?

Når MeToo går amok:

En prisvindende velanset journalist på en amerikansk avis blev fyret fra avisen efter en MeToo-anklage – ikke fra nogen kvinde som følte sig ramt, men fra en udenforstående person. Der synes at være tale om en hævnaktion fra en anden person, der er sur på ham. Der foreligger intet om, hvad han skulle have gjort, eller om der er hold i anklagerne. Umiddelbart har manden ikke gjort noget som helst, som nogen kvinder har ondt over. Alligevel er han fyret.
Jeg bringer artiklen på grund af en bemærkning i sidste afsnit. Her skriver en kvinde i New York Times, at det ikke rører hende når MeToo går for langt, fordi hun ønsker “at hver eneste mand skal have en advarsel” og “føle sig usikker” på samme måde som kvinder gør. Med andre ord: Der er faktisk kvinder der hader mænd så meget, at de ønsker at alle mænd, uden undtagelse, skal ryste i bukserne over risikoen for at blive fyret uden varsel.

http://theweek.com/articles/744065/metoo-run-amok

Et eksempel hvor MeToo er kørt helt af sporet

Her er et udsnit af et amerikansk TV-interview med skuespilleren Liam Neeson. Neeson nævner et eksempel med den 75-årige radiovært Garrison Keilllor, der blev fyret i november sidste år. Keillor har været en højt elsket vært på en radiostation i Midtvesten siden 1969, og han er nu 75 år gammel. Han havde en kvinde i studiet, som fortalte en ulykkelig historie, og for at trøste hende, lagde Keillor spontant hånden på hendes ryg. Men hun havde en bluse på, der var bar midt på ryggen, og under sin bevægelse kom han til at føre sin hånd 15 cm op ad hendes bare ryg. Hun for forsrkækket tilbage, og han undskyldte. Senere undskyldte han igen i en email til hende, og hun svarede at det var OK. Men en måned senere kom der en henvendelse til radiostationen om at Keillor havde begået et seksuelt overgreb, og stationens ledelse kontaktede et advokatfirma for at få det undersøgt. Desuden fyrede de straks Keillor uden at høre hans version af historien.
Med andre ord: En øjensynlig helt uskyldig mand bliver fyret uden at han får lov at forsvare sig over for arbejdsgiveren.
En del kvinder er sure over, at Liam Neeson bringer denne historie fem, og i deres forargelse tweeter de om, at han er en sexist, og at de fremover ikke vil se film, som han medvirker i.
Jo, MeToo er virkelig en heksejagt.

https://www.theguardian.com/tv-and-radio/2017/nov/30/garrison-keillor-the-downfall-of-a-beloved-figure-accused-of-misconduct

View post on imgur.com