Gretelise Holm havde en kronik i Berlingske d. 13. juni om voldtægtssager. Her er synspunktet, at for mange mænd slipper fri for at blive dømt for voldtægt. Som reaktion på den kronik er følgende skrevet. Desværre ville Berlingske ikke optage manuskriptet, men det bringes her, i en lidt udvidet udgave.
Normale mænd ser meget alvorligt på voldtægt. Men mænd har også det problem, at de kan rammes af falske anklager om voldtægt. Mange kvinder kommer med falske anklager, og de gør det af mange forskellige grunde. Nogle kvinder kan fremlægge de falske anklager meget overbevisende.
En anklaget mand bliver pludselig revet ud af sin dagligdag og hentet af politiet, mistænkt for en forbrydelse, som i alles øjne vækker forargelse og harme. Selv hvis han klarer frisag, vil hans sociale omgangskreds tænke at han nok er skyldig alligevel; kolleger nægter måske at arbejde sammen med ham, og hvis han har et firma, får han pludselig ingen kunder. Det går også ud over familielivet. Måske mister han al kontakt til både kone og børn.
En mand der udsættes for en falsk anklage, lider måske mere end en kvinde lider ved voldtægt. Nogle kvinder slipper fra en voldtægt helt uden fysiske eller psykiske men – i en dansk offerundersøgelse galdt det f.eks. 21 %., mens omvendt 20 % angav at voldtægten havde påvirket dem i meget høj grad. Ret få – de værst ramte – er præget resten af livet på en måde, så de f.eks. ikke kan passe deres arbejde eller ikke kan etablere forhold til en partner. Men mænd slipper næppe fra en falsk anklage om sexovergreb uden men, og nogle får hele deres tilværelse ødelagt.
Malthe Thomsen, der for fire år siden blev anklaget for pædofili af en kvinde i New York, fik en stor erstatning for den falske anklage; man anklagen har ramt ham hårdt; han har længe haft søvnbesvær og depression, og han har endegyldigt – ligesom mange andre mænd – fravalgt at arbejde som pædagog.
Man hører ofte, at andelen af voldtægtsanklager, som er falske, ligger i omegnen af 7 til 10 %, f.eks. i USA, England og i Danmark. Men det er de sager, hvor kvinden ret hurtigt under retssagen går til bekendelse og indrømmer, at hun løj. Der vil derudover være sager, hvor kvinden fastholder sin løgn, og hvor sagens rette forhold ikke kan afklares. I 2005-2006 blev der lavet en grundig gennemgang af 58 voldtægtsanklager i tre danske politikredse. Man fandt at 21 % af anklagerne var falske, og af resten var lidt over halvdelen meget tvivlsomme – der var måske ikke egentlig tale om voldtægt. I alt var således 3/4 af anklagerne grundløse. Nogle tyske eksperter skønner at det i dag er op imod 30 eller 50 % af voldtægtsanklagerne i Tyskland, der er falske. I USA findes en opgørelse af sager, hvor kvinderne har skullet vidne over for en løgnedetektor. Da kvinderne troede, at detektoren faktisk kunne afsløre løgn, indrømmede 40 – 50 % af dem, at deres anklage var falsk.
I Danmark er det groft sagt 10 % af sagerne, hvor det i retten hurtigt viser sig at de er falsk anklagede; på den anden side er ca. 10 % bevisligt skyldige; så er der 80 % tilbage i den usikre gråzone. Det er ganske tænkeligt, at en stor del af dem i denne gråzone er falsk anklagede – vi ved det ikke.
I udlandet er der talrige eksempler på hvad falske voldtægtsanklager gør ved mænd. Militærfolk eller sportsfolk får ødelagt deres karriere, erhvervsfolk får ødelagt deres forretning, osv.
I maj i år blev det oplyst, at i New York har en mand siddet 26 år i fængsel – og en anden mand 11 år i fængsel – på grund af en falsk anklage for voldtægt. I Danmark har vi sagen fra Fredericia banegård fra 2008, hvor tre 17-årige mænd sad to år i fængsel, indtil deres uskyld blev bevist.
I 2016 blev en helt uskyldig ung mand i England anklaget for voldtægt. Han havde en forhistorie med nedtrykthed og fik antidepressanter. Da den falske voldtægtsanklage kom, hængte han sig selv. Det var da for sent da den anklagende pige indrømmede at anklagen var falsk. Da manden var død, mistede hans mor lysten til livet. På et-års-dagen for hendes søns selvmord hængte hun også sig selv. Kvindens løgn førte således til to uskyldige personers død.
Igen i 2018 begik en falsk anklaget mand i England selvmord.
Endnu værre står det til med MeToo anklager, hvor intet forhindrer kvinden i at fabulere frit, især hvis hun og/eller manden er anonyme. Nolge MeToo anklager har haft alvorlige konsekvenser.
Vi kan tænke på den britiske forsvarsminister Michael Fallon, der blev fyret, fordi han for 15 år siden lagde sin hånd på en kvindelig studieværts knæ. Og der er Patrick Brown, oppositionsleder i det lokale parlament i Ontario, som i starten af i år røg helt ud af politik på grund af falske anklager om sexmisbrug.
Den svenske filminstruktør Ulf Malmros siger at falske, grove #MeToo anklager mod ham har ødelagt livet for både ham selv og for hele hans familie.
I marts 2018 førte MeToo anklager til at Benny Fredriksson, chef for det svenske Kulturhuset, begik selvmord.
I alt har MeToo kampagnen ført til i hvert fald seks personers selvmord – i alle seks tilfælde var anklagerne formentlig enten falske eller stærkt overdrevne.
Nogle vil måske indvende, at hvis mændene virkelig var uskyldige, så ville de vel ikke begå selvmord. Men jo, netop deres udkyld gør at de føler, at hele verden behandler dem uretfærdigt, og derfor forlader de verden.
Gretelise Holm og en række rabiate feminister er utilfredse med, at alt for få mænd dømmes for voldtægt. De mener,at hvis en mand begår voldtægt, så er hans risiko for at komme i fængsel så lille at det slet ikke afskrækker ham. Nogle kvinder mener at det er så vigtigt at få flere mænd dømt, at det ikke gør noget, hvis nogle uskyldige mænd bliver dømt i skyndingen.
Utilfredsheden med at mænd bliver frikendt er blevet et stort emne netop nu, hvor en dansk mand blev anklaget af Kirstine Holst for voldtægt, men frikendt af et enigt dommerpanel, men hvor kvindelige aktivister (anført af Rulle Grabow) vil have manden hængt ud i “folkedomstolen” – hvilket nok vil være mere ødelæggende for hans liv end en dom ved retsvæsenet.
Med deres aktion presser disse kvinder på for at få samfundet til at dømme flere mænd. De mener at det er et spørgsmål om bevisernes styrke. Men den konkrete sag handler ikke kun om bevisbyrde; den handler også om fortolkning af det, der er enighed om skete.
Et kernepunkt i denne sag er at kvinden ikke reagerede ved at søge væk fra gerningsmanden. Hun lagde sig tilbage i hans seng efter akten. Senere gik hun ud i byen efter hovedpinepiller, og vendte så igen tilbage til lejligheden, hvor hun tog bad. Dette handlemønster er foreneligt med en situation, hvor hun var tilfreds med at samlejet foregik, og først senere ændrede holdning. Alternativt må man, som hendes forsvarere gør, antage at hun handlede som en slags lamslået zombie og endnu ikke i sin bevidsthed var blevet klar over, hvad hun havde været udsat for.
Men – hvad er de juridiske konsekvenser, hvis man accepterer denne zombie-forklaring? Så kan en sådan forklaring blive aktiveret i situationer, hvor manden og kvinden er enige om at have samleje, og hvor kvinden derefter forbliver i mandens intime selskab. Men nogle timer eller dage senere bliver kvinden overvældet af nye negative følelser, og på det tidspunkt finder hun ud af, at det der skete, var voldtægt, og anmelder manden.
Hvis man accepterer det, så accepterer man at kvindens skiftende følelser skal danne basis for retsafgørelser. Så kan en mand tro at alt er i orden, og senere skifter kvinden så mening og påstår, at det var voldtægt. Hvis man dømmer manden i den situation, så er han retsløs. Så kan han aldrig vide sig sikker på, om kvinden efterfølgende vender 180° rundt og pludselig påstår, at det var voldtægt. Hun vil når som helst i al fremtid, hvis de to bliver uenige om noget, kunne true med at hvis han ikke makker ret, så blvier han anmeldt for det der skete dengang. Det vil give kvinden total magt over manden – hun kan afpresse ham til hvad som helst. Det kan få uhyggelige konsekvenser, hvis manden har en topstilling i en virksomhed eller i politik.
Hvad presset for at få flere mænd dømt kan føre til, ser vi i udlandet, ikke mindst i England.
Igennem 2016 og 2017 har der været en lang, lang, lang, lang stribe af sager, hvor uskyldige mænd blev dømt for voldtægt og sad i fængsel i op til to år. I alle disse tilfælde har politiet tilbageholdt afgørende bevismateriale, eller forhindret at det blev fremlagt og derved forhindret at manden blev frikendt. Der er især tale om SMS´er eller emails fra kvinden, hvoraf det fremgår, at hun var glad for manden og for at have sex med ham, men altså SENERE skiftede mening. Igen i starten af 2018 dukkede endnu flere af den slags sager op. I alle disse sager hedder anklagemyndigheden The Crown Persecution Service, hvis kvindelige chef gerne så flest mulige mænd dømt. Hun lagde den linje, at man altid skal tro på hvad det kvindelige offer siger, og det har åbenbart været gennemført så konsekvent, at selv når “offeret” bevisligt lyver, skal politiet tro på hendes løgne og holde bevismateriale tilbage, som afslører løgnene. Den kvindelige chef er nu fratrådt; men en ny kvindelig chef har indtaget posten.
For nylig gennemgik man flere tusind sager i England fra de første halvanden måned af 2018. Her fandt man 47 sager, hvor evidens, der kunne frikende manden, var tilbageholdt. I 14 af disse sager var manden kommet i fængsel.
Det er åbenbart hvad der kan ske, hvis mandehadende feminister får magt til at presse på for at fleste mulig mænd skal dømmes.
I USA er der ved universiteterne indført et reglement som tjener til at dømme studerende mænd i voldtægtssager. Mændene har ikke ret til at fremlægge beviser eller fremføre vidner, og hvis blot der er 51 % sandsynlighed for at de er skyldige, bliver de dømt. Disse regler gør at mange hundrede uskyldige mænd er dømt, og en sådan dom gør, at de er udelukket fra at studere på noget som helst amerikansk universitet – dvs. hele deres karriere bliver ødelagt. Over hundrede har anlagt – og vundet – civile retssager mod universiteterne for disse uretfærdige afgørelser. Der er opstået foreninger af bl.a. professorer og af mødre, der kæmper imod at deres sønner på den måde får deres liv ødelagt.
Helt galt er det i Spanien (links: her, her og her), hvor en lov vedtaget i 2004, “the gender violence law”, betyder at når som helst en kvinde anklager sin mand eller exmand for vold, vil hun automatisk få ret i sin anklage. I samme øjeblik hun henvender sig og påstår at hendes mand har begået vold, bliver manden hentet og sat to døgn i fængsel. Derefter føres en retssag, hvor han typisk nægtes ret til at forsvare sig eller føre vidner, og han får forbud mod at komme i nærheden af konen eller børnene, dvs. han bliver sat på gaden.
Der sker 400 sådanne anklager per dag i Spanien, og 87-90 % af dem er falske; men loven er sådan, at selv falske anklager har retsvirkning.
Årligt sættes 125.000 mænd i fængsel i medfør af denne lov. Det er ikke blot fædre der nægtes adgang til at se deres børn, også bedsteforældre mister denne adgang. 3 millioner mennesker i Spanien er påvirket af dette.
Holm skriver i sin kronik, at den mere vidtgående lovgivning i England og Sverige ikke har givet vanskeligheder om mænds retssikkerhed. Som man ser af det foregående, tager hun i forrygende grad fejl, når det gælder England. Forholdene i Sverige er et stort emne – det må vente til en anden gang.
Til slut vil jeg give en reference til en britisk rapport om de store skadelige virkninger på de anklagede personer ved falske anklager om voldtægt eller andre sexovergreb, her.