Falske anklager er et stort problem og er meget skadelige for mænd

Gretelise Holm havde en kronik i Berlingske d. 13. juni om voldtægtssager. Her er synspunktet, at for mange mænd slipper fri for at blive dømt for voldtægt. Som reaktion på den kronik er følgende skrevet. Desværre ville Berlingske ikke optage manuskriptet, men det bringes her, i en lidt udvidet udgave.

Normale mænd ser meget alvorligt på voldtægt. Men mænd har også det problem, at de kan rammes af falske anklager om voldtægt. Mange kvinder kommer med falske anklager, og de gør det af mange forskellige grunde. Nogle kvinder kan fremlægge de falske anklager meget overbevisende.

En anklaget mand bliver pludselig revet ud af sin dagligdag og hentet af politiet, mistænkt for en forbrydelse, som i alles øjne vækker forargelse og harme. Selv hvis han klarer frisag, vil hans sociale omgangskreds tænke at han nok er skyldig alligevel; kolleger nægter måske at arbejde sammen med ham, og hvis han har et firma, får han pludselig ingen kunder. Det går også ud over familielivet. Måske mister han al kontakt til både kone og børn.
En mand der udsættes for en falsk anklage, lider måske mere end en kvinde lider ved voldtægt. Nogle kvinder slipper fra en voldtægt helt uden fysiske eller psykiske men – i en dansk offerundersøgelse galdt det f.eks. 21 %., mens omvendt 20 % angav at voldtægten havde påvirket dem i meget høj grad. Ret få – de værst ramte –  er præget resten af livet på en måde, så de f.eks. ikke kan passe deres arbejde eller ikke kan etablere forhold til en partner. Men mænd slipper næppe fra en falsk anklage om sexovergreb uden men, og nogle får hele deres tilværelse ødelagt.

Malthe Thomsen, der for fire år siden blev anklaget for pædofili af en kvinde i New York, fik en stor erstatning for den falske anklage; man anklagen har ramt ham hårdt; han har længe haft søvnbesvær og depression, og han har endegyldigt – ligesom mange andre mænd – fravalgt at arbejde som pædagog.

Man hører ofte, at andelen af voldtægtsanklager, som er falske, ligger i omegnen af 7 til 10 %, f.eks. i USA, England og i Danmark. Men det er de sager, hvor kvinden ret hurtigt under retssagen går til bekendelse og indrømmer, at hun løj. Der vil derudover være sager, hvor kvinden fastholder sin løgn, og hvor sagens rette forhold ikke kan afklares. I 2005-2006 blev der lavet en grundig gennemgang af 58 voldtægtsanklager i tre danske politikredse. Man fandt at 21 % af anklagerne var falske, og af resten var lidt over halvdelen meget tvivlsomme – der var måske ikke egentlig tale om voldtægt. I alt var således 3/4 af anklagerne grundløse. Nogle tyske eksperter skønner at det i dag er op imod 30 eller 50 % af voldtægtsanklagerne i Tyskland, der er falske. I USA findes en opgørelse af sager, hvor kvinderne har skullet vidne over for en løgnedetektor. Da kvinderne troede, at detektoren faktisk kunne afsløre løgn, indrømmede 40 – 50 % af dem, at deres anklage var falsk.
I Danmark er det groft sagt 10 % af sagerne, hvor det i retten hurtigt viser sig at de er falsk anklagede; på den anden side er ca. 10 %  bevisligt skyldige; så er der 80 % tilbage i den usikre gråzone. Det er ganske tænkeligt, at en stor del af dem i denne gråzone er falsk anklagede – vi ved det ikke.
I udlandet er der talrige eksempler på hvad falske voldtægtsanklager gør ved mænd. Militærfolk eller sportsfolk får ødelagt deres karriere, erhvervsfolk får ødelagt deres forretning, osv.

I maj i år blev det oplyst, at i New York har en mand siddet 26 år i fængsel – og en anden mand 11 år i fængsel – på grund af en falsk anklage for voldtægt. I Danmark har vi sagen fra Fredericia banegård fra 2008, hvor tre 17-årige mænd sad to år i fængsel, indtil deres uskyld blev bevist.
I 2016 blev en helt uskyldig ung mand i England anklaget for voldtægt. Han havde en forhistorie med nedtrykthed og fik antidepressanter. Da den falske voldtægtsanklage kom, hængte han sig selv. Det var da for sent da den anklagende pige indrømmede at anklagen var falsk. Da manden var død, mistede hans mor lysten til livet. På et-års-dagen for hendes søns selvmord hængte hun også sig selv. Kvindens løgn førte således til to uskyldige personers død.

Igen i 2018 begik en falsk anklaget mand i England selvmord.

Endnu værre står det til med MeToo anklager, hvor intet forhindrer kvinden i at fabulere frit, især hvis hun og/eller manden er anonyme. Nolge MeToo anklager har haft alvorlige konsekvenser.

Vi kan tænke på den britiske forsvarsminister Michael Fallon, der blev fyret, fordi han for 15 år siden lagde sin hånd på en kvindelig studieværts knæ. Og der er Patrick Brown, oppositionsleder i det lokale parlament i Ontario, som i starten af i år røg helt ud af politik på grund af falske anklager om sexmisbrug.

Den svenske filminstruktør Ulf Malmros siger at falske, grove #MeToo anklager mod ham har ødelagt livet for både ham selv og for hele hans familie.

I marts 2018 førte MeToo anklager til at Benny Fredriksson, chef for det svenske Kulturhuset, begik selvmord.

I alt har MeToo kampagnen ført til i hvert fald seks personers selvmord – i alle seks tilfælde var anklagerne formentlig enten falske eller stærkt overdrevne.

Nogle vil måske indvende, at hvis mændene virkelig var uskyldige, så ville de vel ikke begå selvmord. Men jo, netop deres udkyld gør at de føler, at hele verden behandler dem uretfærdigt, og derfor forlader de verden.

Gretelise Holm og en række rabiate feminister er utilfredse med, at alt for få mænd dømmes for voldtægt. De mener,at hvis en mand begår voldtægt, så er hans risiko for at komme i fængsel så lille at det slet ikke afskrækker ham.  Nogle  kvinder mener at det er så vigtigt at få flere mænd dømt, at det ikke gør noget, hvis nogle uskyldige mænd bliver dømt i skyndingen.

Utilfredsheden med at mænd bliver frikendt er blevet et stort emne netop nu, hvor en dansk mand blev anklaget af Kirstine Holst for voldtægt, men frikendt af et enigt dommerpanel, men hvor kvindelige aktivister (anført af Rulle Grabow) vil have manden hængt ud i “folkedomstolen” – hvilket nok vil være mere ødelæggende for hans liv end en dom ved retsvæsenet.

Med deres aktion presser disse kvinder på for at få samfundet til at dømme flere mænd. De mener at det er et spørgsmål om bevisernes styrke. Men den konkrete sag handler ikke kun om bevisbyrde; den handler også om fortolkning af det, der er enighed om skete.

Et kernepunkt i denne sag er at kvinden ikke reagerede ved at søge væk fra gerningsmanden. Hun lagde sig tilbage i hans seng efter akten. Senere gik hun ud i byen efter hovedpinepiller, og vendte så igen tilbage til lejligheden, hvor hun tog bad. Dette handlemønster er foreneligt med en situation, hvor hun var tilfreds med at samlejet foregik, og først senere ændrede holdning. Alternativt må man, som hendes forsvarere gør, antage at hun handlede som en slags lamslået zombie og endnu ikke i sin bevidsthed var blevet klar over, hvad hun havde været udsat for.

Men – hvad er de juridiske konsekvenser, hvis man accepterer denne zombie-forklaring? Så kan en sådan forklaring blive aktiveret i situationer, hvor manden og kvinden er enige om at have samleje, og hvor kvinden derefter forbliver i mandens intime selskab. Men nogle timer eller dage senere bliver kvinden overvældet af nye negative følelser, og på det tidspunkt finder hun ud af, at det der skete, var voldtægt, og anmelder manden.

Hvis man accepterer det, så accepterer man at kvindens skiftende følelser skal danne basis for retsafgørelser. Så kan en mand tro at alt er i orden, og senere skifter kvinden så mening og påstår, at det var voldtægt. Hvis man dømmer manden i den situation, så er han retsløs. Så kan han aldrig vide sig sikker på, om kvinden efterfølgende vender 180° rundt og pludselig påstår, at det var voldtægt. Hun vil når som helst i al fremtid, hvis de to bliver uenige om noget, kunne true med at hvis han ikke makker ret, så blvier han anmeldt for det der skete dengang. Det vil give kvinden total magt over manden – hun kan afpresse ham til hvad som helst. Det kan få uhyggelige konsekvenser, hvis manden har en topstilling i en virksomhed eller i politik.

Hvad presset for at få flere mænd dømt kan føre til, ser vi i udlandet, ikke mindst i England.

Igennem 2016 og 2017 har der været en lang, lang, lang, lang stribe af sager, hvor uskyldige mænd blev dømt for voldtægt og sad i fængsel i op til to år. I alle disse tilfælde har politiet tilbageholdt afgørende bevismateriale, eller forhindret at det blev fremlagt og derved forhindret at manden blev frikendt. Der er især tale om SMS´er eller emails fra kvinden, hvoraf det fremgår, at hun var glad for manden og for at have sex med ham, men altså SENERE skiftede mening. Igen i starten af 2018 dukkede endnu flere af den slags sager op. I alle disse sager hedder anklagemyndigheden The Crown Persecution Service, hvis kvindelige chef gerne så flest mulige mænd dømt. Hun lagde den linje, at man altid skal tro på hvad det kvindelige offer siger, og det har åbenbart været gennemført så konsekvent, at selv når “offeret”  bevisligt lyver, skal politiet tro på hendes løgne og holde bevismateriale tilbage, som afslører løgnene. Den kvindelige chef er nu fratrådt; men en ny kvindelig chef har indtaget posten.

For nylig gennemgik man flere tusind sager i England fra de første halvanden måned af 2018. Her fandt man 47 sager, hvor evidens, der kunne frikende manden, var tilbageholdt. I 14 af disse sager var manden kommet i fængsel.

Det er åbenbart hvad der kan ske, hvis mandehadende feminister får magt til at presse på for at fleste mulig mænd skal dømmes.

I USA er der ved universiteterne indført et reglement som tjener til at dømme studerende mænd i voldtægtssager. Mændene har ikke ret til at fremlægge beviser eller fremføre vidner, og hvis blot der er 51 % sandsynlighed for at de er skyldige, bliver de dømt. Disse regler gør at mange hundrede uskyldige mænd er dømt, og en sådan dom gør, at de er udelukket fra at studere på noget som helst amerikansk universitet – dvs. hele deres karriere bliver ødelagt. Over hundrede har anlagtog vundet – civile retssager mod universiteterne for disse uretfærdige afgørelser. Der er opstået foreninger af bl.a. professorer   og af mødre, der kæmper imod at deres sønner på den måde får deres liv ødelagt.

Helt galt er det i Spanien (links: her, her og her), hvor en lov vedtaget i 2004, “the gender violence law”, betyder at når som helst en kvinde anklager sin mand eller exmand for vold, vil hun automatisk få ret i sin anklage. I samme øjeblik hun henvender sig og påstår at hendes mand har begået vold, bliver manden hentet og sat to døgn i fængsel. Derefter føres en retssag, hvor han typisk nægtes ret til at forsvare sig eller føre vidner, og han får forbud mod at komme i nærheden af konen eller børnene, dvs. han bliver sat på gaden.

Der sker 400 sådanne anklager per dag i Spanien, og 87-90 % af dem er falske; men loven er sådan, at selv falske anklager har retsvirkning.

Årligt sættes 125.000 mænd i fængsel i medfør af denne lov. Det er ikke blot fædre der nægtes adgang til at se deres børn, også bedsteforældre mister denne adgang. 3 millioner mennesker i Spanien er påvirket af dette.

Holm skriver i sin kronik, at den mere vidtgående lovgivning i England og Sverige ikke har givet vanskeligheder om mænds retssikkerhed. Som man ser af det foregående, tager hun i forrygende grad fejl, når det gælder England. Forholdene i Sverige er et stort emne – det må vente til en anden gang.

Til slut vil jeg give en reference til en britisk rapport om de store skadelige virkninger på de anklagede personer ved falske anklager om voldtægt eller andre sexovergreb, her.

KOMMENTARER TIL ET INTERVIEW MED MAIKEN WEXØ – NOGET OM HVAD DER GØR KVINDER HHV. MÆND ATTRAKTIVE

Maiken Wexø har igennem sin karriere i TV-branchen været en stærk kvinde med nogle maskuline tilgange til arbejdslivet. I et stort interview med Berlingske fortæller hun om sit liv og sine holdninger. Hun mener at kvinder fortsat undertrykkes, og at det er vigtigt stadigvæk at kæmpe imod den uretfærdige undertrykkelse.

Men hun siger også nogle væsentlige ting, som jeg tolker helt anderledes end hun gør – jeg tolker dem sådan, at der IKKE sker nogen undertrykkelse af kvinder. Det drejer sig om, hvad der gør mænd eller kvinder tiltrækkende for det modsatte køn.

Vi læser i interviewet:
Maiken Wexø har aldrig haft »en date« på en arbejdsplads, ikke engang en flirt. For mænd tænder ikke på en »boss lady«.
Jeg mener at hun har ret her. Hvis kvinden har en lederposition og har bemyndigelse til at give ordrer til manden, så kan han ikke finde hende tiltrækkende. Wexø mener, at det har noget at gøre med samfundsstruktur og opdragelse. Det mener jeg til gengæld ikke. Jeg mener at det er biologisk bestemt og fast indkodet i os. Det er jo det samme i alle kendte kulturer i verden, og altså ikke et særtræk ved lige netop vores kultur.

Hun siger videre:
»Mænd og kvinder vil gerne være attraktive for hinanden, og det kan være en udfordring i forhold til at opnå total ligestilling. Der er meget, mænd kan tillade sig, som ikke har en negativ effekt på deres seksuelle tiltrækningskraft, men som kvinder må holde sig fra, hvis vi vil bevare vores seksuelle appeal. Og meget af det, vi ikke må, er præcis det, der har skaffet mænd direktørposter.«
Ja, hun har helt ret her. Mænd er mere attraktive som seksualpartnere, hvis de står højt i hierarkiet, hvis de har magt og indflydelse og ledelsesansvar. Det tænder mange kvinder på. Overalt i verden tiltrækkes kvinder af mænd med høj social position. Det er faktisk et af de vigtigste punkter der kan gøre mænd attraktive. Det vil sige at det som feminister kritiserer mænd for – deres dominerende ledelsesposition – er netop lige præcis det, som gør mænd attraktive.
Hun siger videre:»En dominerende og handlekraftig mand er tiltrækkende, det er ikke det samme for kvinder, og derfor må man gøre op med sig selv, om man er villig til at slække lidt på den feminine tiltrækningskraft for til gengæld at få mere gennemslagskraft.«
Med andre ord: Hvis en mand har en dominerende ledelsesposition, så gør det ham attraktiv. Hvis en kvinde har en dominerende ledelsesposition, så gør det hende u-attraktiv. Og begge dele er, efter min fortolkning, biologisk indkodet. I fortiden har de kvinder, der søgte at danne par med mænd i ledende positioner, f.eks. den lokale høvding, fået mere overlevende afkom end andre. Det er derfor naturligt, at kvinder i tidens løb har udviklet en sådan præference. Og omvendt – mænd der har søgt at danne par med kvinder i ledende positioner, har sandsynligvis fået færre afkom end andre mænd, og i så fald er det naturligt, at mænd i tidens løb har udviklet en modvilje mod at forelske sig i sådanne kvinder.

Nu kommer vi så til hvad Wexø siger om kvindeundertrykkelse:

»Vi er midt i en nyfeministisk global bølge, som handler om, at kvinder har fået mod på igen at stå sammen om at kæmpe for nogle forandringer, der kan gøre op med de uretfærdigheder, man er underlagt og møder som kvinde, for dem er der stadig en del af.«
Kvinder er altså ifølge hende stadig underlagt nogle uretfærdigheder. Og hvad er så det for nogle?
Maiken Wexø mener, at det i Danmark primært har handlet om #MeToo.
»Det synes jeg er lidt ærgerligt. #MeToo har på grund af det sensationelle, glamourøse og erotiske fået lov til at overskygge snakken om retfærdighed og diversitet. Det er blevet til et ‘battle’ mellem de to køn, for #MeToo er jo også en anklage af mænds adfærd. Men de uretfærdigheder, jeg møder som kvinde, er ikke nogle, som mænd har skabt alene, kvinder har også selv et ansvar. Men mest handler det om historie, samfundsstruktur og opdragelse.«

Hun mener altså, at den uretfærdige undertrykkelse af kvinder ikke kun skabes af mænd, men også til en vis grad af kvinder.
Åbenbart må vi forstå hende sådan, at når det er svært for kvinder at komme helt til tops i store organisationer, så hænger det sammen med at mænd i lederpositioner er attraktive, mens kvinder i lederpositioner er u-attraktive. Hun men at det handler om historie, samfundsstruktur og opdragelse. Jeg derimod mener, at det er biologisk indkodet.

Hvis nu vi for et øjeblik går ind på hendes tankegang, så er det altså en samfundsskabt uretfærdighed, at kvinder opfattes som u-attraktive, hvis de indtager toppositioner, og at der er en deraf følgende modvilje mod at kvinder skal indtage toppositioner.

Der ligger her lidt af en uudtalt anklage om at mænd er onde, fordi de på den måde holder kvinder væk fra de mest vellønnede stillinger. Men hvis vi skal bringe ondskab og uretfærdighed ind i billedet, så mener jeg at kvinderne er de værste. For en mand der har de menneskelige kvaliteter, der gør at han ikke bliver leder, han bliver u-attraktiv. Der er mænd der ikke sætter karriere og penge over bløde værdier, som ikke vil møwe sig frem til lederpositioner for enhver pris, som giver sig tid til at snakke med folk og nære omsorg for dem, etc. etc. – kort sagt, mænd der har netop de kvaliteter, som feminister i dag efterlyser. Disse mænd er lige netop IKKE attraktive for kvinder. Disse mænd er hvad nogle kalder “nice guys” – de flinke og venlige og hjælpsomme fyre, som gerne vil have at alle kan lide dem, og som kvinder netop ikke kan lide, fordi de er for kvindagtige og bløde. Feminister og mange andre moderne kvinder bliver ved og ved med at moralisere over for mændene for at få dem til at stræbe efter bløde værdier, snarere end karriere og penge. Dvs. disse kvinder gør en ihærdig indsats for at mænd IKKE skal være seksuelt attraktive. Det synes jeg egentlig er værre – mere ondskabsfuldt, om man vil – end at mænd forsøger at forhindre at kvinder indtager lederpositioner, som gør dem uattraktive.

Det gode ved interviewet her er at spørgsmål om hvad der gør personer seksuelt attraktive, nævnes i samme ombæring som spørgsmål om hvorvidt nogen holdes ude fra bestemte stillinger. Det er lige netop her, at hunden ligger begravet, efter min mening. Det der kaldes undertrykkelse af kvinder, er udslag af biologisk betingede forskelle på hvad der gør mænd attraktive, og hvad der gør kvinder attraktive. Al feminisme går i den retning, at man forsøger at gøre kvinder mindre attraktive (ved at få dem op i ledelsespositioner) og at gøre mænd mindre attraktive (ved at få dem til at stræbe efter bløde værdier frem for lederstillinger). Feminismen er således en bevægelse for afskaffelse af tiltrækningen mellem kønnene, og resultatet ses i form af skyhøje skilsmissetal og faldende fødselstal.

Link til Berlingskes intervies med Maiken Wexø