Indledning
Når man fremsætter påstande om mænd og kvinder, som går imod hvad de mere politisk korrekte tænker, så får man ofte den reaktion, at ens mere politisk korrekte modpart forlanger dokumentation for påstandene. Det kan være svært at give. Det kan være at det er noget man har læst et-eller-andet sted for flere år siden; men man kan ikke lige huske hvor, og det kan være meget svært at finde oplysningen frem igen. Skal man kunne det, skal man i det daglige bruge en hel del tid på at notere alle relevante links og henvisninger, og man skal finde en måde at katalogisere dem på, sådan at man kan finde dem igen. Jeg bringer f.eks. flere tusind opslag om året på Kønsdebat, med links til alle mulige artikler og undersøgelser. Uden et godt system til at finde bestemte links frem igen er man ilde stedt. Og alligevel vil det ofte ske, at det argument man har brug for i en disussion, er noget hvor man ikke lige kan huske hvor man skal finde kildehenvisningen.
Jeg er dog som regel i stand til at finde relevante henvisninger frem, når der er brug for det. Det kan ofte tage nogle timer; jeg skal søge i mit notatsystem, og/eller jeg skal komme i tanke om hvilken af bøgerne på reolen, der har svaret. Som regel, men ikke altid, kan jeg bringe dokumentation for mine påstande. Eller også er der tale om emner, som jeg allerede har behandlet i en af mine bøger på forlaget Mysis, og så kan jeg nøjes med at henvise til hvad jeg har skrevet dér, med referencer.
Den første bog på mit forlag, “To køn – tre sandheder“, var baseret på langt over 1.000 referencer, med tilsammen ca. 50.000 sider faglitteratur, hvortil kommer skønlitteratur m.m. Jeg valgte at bringe godt 400 referencer, som fylder 15 tætskrevne sider sidst i bogen. Hvis alle referencer skulle have været med, ville bogen være blevet 50 sider tykkere, og dermed både tungere og dyrere at trykke. Så jeg valgte denne kompromis-løsning. Jeg bragte dog en fuldstændig referenceliste for de første 10 kapitler på Mysis´ hjemmeside, med bemærkning om at man kunne henvende sig og få oplyst flere referencer. Det er der aldrig en eneste, der har gjort. Men i vurderingen af bogen i bibliotekernes lektørudtalelse blev det noteret som en alvorlig mangel, at bogens udsagn ikke var veldokumenterede, da der manglede en stor del af referencerne. Så læserne fik indtryk af at den var svagt funderet – selv om den er langt det mest velfunderede, der nogensinde er udgivet om det emne på dansk.
Siden da har jeg i de efterfølgende bøger omhyggeligt anført alle referencer.
Når jeg deltager i debatter på nettet, bliver jeg ofte mødt af krav om at anføre referencer for mine påstande. Det sker når det, jeg hævder, er i konflikt med min modparts hele livsopfattelse og verdensopfattelse – f.eks. hvis jeg hævder at kvinders dårligere stilling på et eller andet felt ikke skyldes at de undertrykkes af mænd. Når jeg så anfører den krævede dokumentation for mine påstande, så vil min modpart ikke læse dem for at tjekke, om jeg har ret. Det gælder for vedkommende om at bevare sin verdensanskuelse, og den vil han/hun ikke lave om på, bare fordi jeg disker op med en referenceliste.
Her kan jeg nævne en meget omfattende og langvarig debat på Informations internetside i 2011. Den debat har jeg omtalt i starten af kapitel 17 i “Humaniora – videnskab eller varm luft“. Her blev jeg afkrævet evidens for at mange forskelle mellem kønnene er biologisk bestemte. Jeg brugte så nogen tid på at producere en længere referenceliste, og lagde den op. Det havde ingen konsekvenser. Jeg tror ikke at mine modparter læste noget som helst af den anførte litteratur. I stedet blev jeg senere i debatten bare hånet. En mand skrev f.eks. til mig “Læs lidt flere forskellige bøger!”, underforstået at så blev jeg nok klogere. Det er selvsagt en grov fornærmelse mod en person, der indtil da har læst over 50.000 sider faglitteratur om det diskuterede emne. Da jeg bad mine modparter om at komme med evidens for deres egne påstande – at biologien ikke spiller nogen rolle – gik det derimod ekstremt trægt for dem med at svare.
Dette var en af de lejligheder hvor jeg lærte, at når folk efterspørger dokumentation, så er det ikke fordi de ønsker at se den dokumentation. Det er snarere fordi de håber at jeg ikke kan fremskaffe den, sådan at de fortsat kan fremstille mig som en utroværdig og løst funderet person.
Eksempel: Omskæring af kvinder
Her er et nyligt eksempel (juli 2018) på en diskussion på en engelsksproget facebookside:
Diskussionen startede ved at en person efterlyste eksempler der modsagde den almindelige historie om undertrykte kvinder og undertrykkende mænd. Jeg svarede ved at nævne flere eksempler, bl.a. kvindelig omskæring. Jeg skrev – i oversættelse – “Man kan også spørge om kvindelig omskæring i Nordøstafrika og dele af Vestafrika er et tilfælde af kvindeundertrykkelse. Men her viser det sig endnu en gang at denne frygtelige skik hovedsagelig udføres af kvinder, udelukkende på kvinders forlangende. Mænd har ikke noget med dét at gøre. Så man kan ikke kalde det mænds undertrykkelse af kvinder. ”
Dette havde jeg masser af belæg for at skrive, da jeg kort forinden havde skrevet bogen “Fire myter om patriarkatet“, hvor et af kapitlerne var en grundig gennemgang af forholdene m.h.t. kvindelig omskæring, baseret på læsning af de mest dybtgående kilder.
En modpart henviste så til en avisartikel i Washington Post og skrev: “Den forestilling at mænd ikke har noget at gøre med kvindelig omskæring er absurd. Lige som det gælder for de fleste påstande om at “X gruppe af personer som udgør 50 % af samfundet har intet at gøre med Y social adfærd . . ”
Jeg svarede at jeg ikke havde adgang til at læse avisartiklen, og fortsatte: “I can only state that I have consulted many sources on the subject of female genital mutilation, including books entirely dedicated to the subject, and written by women. I have really studied this carefully, and the unequivocal conclusion is that men share NO RESPONSIBILITY WHATSOEVER for this mutilation. It is ENTIRELY instigated by women, and women alone.
(Here “entirely” means “more than 99 %”). . .”
Modparten skrev så:
“Kåre Fog, can you provide titles of these books?”
Det kunne jeg ret let gøre, da det kun krævede en moderat omredigering af referencelisten i det pågældende kapitel i min bog, så jeg svarede følgende:
“Two important books:
(1) Hanny Lightfoot-Klein (1989): Prisoners of ritual. An odyssey into female genital circumcision in Africa. 306 pp. Haworth Press.
(2) Bettina Shell-Duncan & Ylva Hernlund (eds) (2000) : Female “circumcision” in Africa. Lynne Rienner Publications.
In this book, I have had the most benefit reading the following contributions:
Bettina Shell-Duncan & Ylva Hernlund : Female “circumcision” in Africa: Dimensions of the practice and debates. Pp. 1-40.
Rogaia Mustafa Abusharaf : Revisiting feminist discourses on infibulation: Responses from Sudanese feminists. Pp. 151 – 166.
Gerry Mackie : Female genital cutting: The beginning of the end. Pp. 253 – 281
Fuambai Ahmadu : Rites and wrongs: An insider/outsider reflects on power and excision. Pp. 283 – 312.
Other sources:
Thomas J. Goliber (1997): Population and reproductive health in sub-saharan Africa. PRB Population bulletin (Population reference bureau) 52(4): 1-44.
Janice Boddy (1982): Womb as oasis: The Symbolic Context of Pharaonic Circumcision in Rural Northern Sudan. American ethnologist 9(4): 682-698.
Statistics / trends:
UNICEF´s data work on FGM/C.
https://www.unicef.org/media/files/FGMC_2016_brochure_final_UNICEF_SPREAD.pdf
https://data.unicef.org/topic/child-protection/female-genital-mutilation/
Charlotte Feldman-Jacobs & Donna Clifton: Female genital mutilation/cutting: Data and trends update 2014. PRB (Population Reference Bureau).
http://www.prb.org/Publications/Datasheets/2014/fgm-wallchart-2014.aspx “
Man skulle vel nu synes, at jeg havde givet solid dokumentation for, at jeg vidste hvad jeg skrev om ( i modsætning til min modpart, hvis holdning blot var baseret på læsning af en avisartikel). Men nej. Jeg høstede ingen som helst anerkendelse for at have fremskaffet den omfattende litteraturliste så hurtigt. I stedet lød hans svar:
“Your initial argument that men play no role in perpetuation this practice is rapidly falling apart: the entire justification you just gave — at least most of it — centers around alleged male preference: for rape, for beauty, etc. If men don’t believe this *and know that women are doing this in response to men’s supposed desire and behaviors*, men could correct this by sharing their view presumably. Moreover, I just found — within a few seconds — a male governmental official in Egypt (that is, NE Africa) promoting the practice. If you think he’s the only make that ever has or still does, you’re insane. So, we have men actively promoting the practice, and the practice is being done primarily for male-related reasons. The idea that men have nothing to do with this is, frankly, laughable. Are men entirely to blame? Of course not (presumably). But to say that men play no role in this practice is to deny basic fact.”
I stedet for at anerkende mine kilder, henviser han til en enkelt udtalelse fra en mand i Ægypten som han lige har fundet ved en hurtig søgning på nettet, og på den baggrund skriver han at jeg benægter basale fakta.
Derefter fortsatte diskussionen lidt ud ad et sidespor, og min modpart forlangte nye referencer for nye påstande. Han skrev, at indtil jeg fremskaffede dem også, ville han blive stående, og le ad mig.
Jeg svarede ham: “You are diverging the discussion. The fact is that the shame for female circumcision in Africa cannot be placed on men, because it is performed by women, on the request of women.”
Men når jeg beskyldte ham for hellere at ville tale om noget andet, vendte han det om og skrev:
“You made a claim; now, asked to back it up, you avoid the topic…”
Til sidst gav jeg op. Jeg skrev:
” You are behaving like a troll, and I stop here.
You are altogether completely wrong on a subject that you have not studied, and you are correcting me although I have studied the subject carefully. That behavior makes you an extremely unsympathetic person.
Go to hell.”
Det var ikke særlig pænt formuleret. Men det var en reaktion på at han ignorerede den omfattende dokumentation jeg forelagde, og systematisk frakendte mig nogen som helst anerkendelse for min viden om emnet. Han fremstillede mig som en person, han bare kunne le ad, fordi jeg ikke rystede op med yderligere referencer for andre påstande.
Konklusionen her er, i mine øjne, at min modpart ikke havde nogen som helst intention på noget tidspunkt om at lade sig korrigere af mig. Han havde sin færdigsyede opfattelse, og en udførlig referenceliste kunne i hvert fald ikke få ham til at ændre den. I stedet gik han efter at fremstille mig som en utroværdig og latterlig person. Han var sikker på, at mænd har medskyld i at afrikanske kvinder skærer i hinandens kønsdele, og enhver påstand om at her er noget, som mænd ikke er skyld i, blev blankt afvist. På trods af at alle der kender nærmere til emnet, ved at omskæring er noget som stort set kun udføres af kvinder.
Andet eksempel: Kvinder der ikke klarer krisesituationer
Nogle dage senere (også i juli 2018) bragte jeg et opslag på Kønsdebat med nogle eksempler på bragende uheld med skibe og fly i det amerikanske militær. Det var påfaldende, at navnede på de afgørende personer ikke blev offentliggjort, og det såede en mistanke hos en person om, at det kunne være fordi de var kvinder, og man ikke ville hænge kvinder ud. Det viste sig, at fire afgørende personer i to uheld rent faktisk var kvinder, og at disse kvinder havde handlet uselvstændigt og relativt uengageret og ikke var situationen voksen. Skribenten mente at problemet kunne stamme fra, at man politisk gennemførte en politik for at ansætte flere kvinder, og at man derved også kom til at ansætte kvinder, som ikke var optimalt egnede.
Dette var, ikke overraskende, en rød klud for en af læserne på Kønsdebat. Han skrev: “Hvad baserer du påstanden om, at kvinder skulle være ringere til at håndtere vanskelige situationer, på?”
Da jeg læste det, tænkte jeg: Nu kommer der for Gud ved hvilken gang et krav om præcise referencer, et krav der kun har til formål at udstille mig som en der kommer med løse ubegrundede påstande.
Og ganske rigtigt. Det var det, der var på vej. I første omgang svarede jeg kun kort: “Mænd og kvinder reagerer helt forskelligt på stress.” Men modparten insisterede: “Igen: hvad er bygger du påstanden om, at kvinder skulle være ringere til at håndtere vanskelige situationer?” Jeg gentog det med stress og skrev:
“Hvis de reagerer anderledes på stress end mænd gør, så handler de anderledes end mænd i stressede situationer.
Bortset fra det:
Kan vi være enige om, at ved optagelse af personer til sådanne stillinger, hvor der forekommer spidsbelastninger og krisesituationer, er det afgørende bedst muligt at teste, om ansøgerne til stillingerne vil kunne klare sådanne situationer – det gælder f.eks. også når det gælder ansættelse af folk som piloter i civil luftfart.
Kan vi være enige om at det eneste afgørende bør være personens evne til at håndtere spidsbelastninger og kriser på den tryggest mulige måde, uanset vedkommendes køn, hvorimod politisk bestemte ønsker om at have en vis andel af hvert køn i sådanne stillinger er sagen uvedkommende og bør afvises?”
Det sidste spørgsmål undgik min modpart at svare på, og hårdere presset senere i debatten skrev han, at han ikke ville svare på det. Han insisterede derimod på at jeg reagerede på hans spørgsmål. Han ville så at sige have bolden over på sin banehalvdel. Han gentog snart efter: “Det er ikke meget forlangt, at der komme noget belæg for ens påstande“. Og lidt senere igen: “jeg vil mene, at det er god skik i en debat, at man har belæg for sine påstande og kan henvise til det.”
Jeg havde i mellemtiden svaret:
“Du kan finde det mange steder i faglitteraturen, at kvinder reagerer anderledes på stress end mænd. De to køns reaktioner er også fysiologisk forskellige, og det kan relateres til forskelligt evolutionært pres m.h.t. overlevelsesstrategier.
Jeg kan ikke se det som min opgave at finder relevante afhandlinger og bogkapitler frem fra faglitteraturen. Men hvis du vil se en noget mere populær fremstilling på dansk, kan jeg anbefale Storm Stensgaard (2014): Stress navigation for mænd. Han har også kildehenvisninger til kønsforskelle.”
Dette indlæg reagerede min modpart ikke på.
Jeg kunne godt se, hvor det bar hen. Min modpart ville presse mig til at bruge nogle timer på at fremskaffe referencer. Og når jeg så havde fremskaffet referencer for, at de to køn reagerer forskelligt på stress, så ville han højst sandsynligt afvise at det havde noget med sagen at gøre, og i stedet insistere på at jeg bragte evidens for, at hvis et skib er ved at sejle ind i et andet, så er mænd bedre end kvinder til at håndtere den situation. Jeg kunne forvente at skulle bruge sammenlagt en hel dag på at forsøge at stille ham tilfreds, og resultatet ville givetvis være, at han stadig afviste mig, fordi han nu engang har en livsanskuelse, som ikke lader sig rokke.
I stedet svarede jeg derfor med nogle betragtninger, der i hovedsagen lød som følger:
“Den reaktion, du kommer med her, kender jeg til hudløshed. Min modpart er stærkt modstander af mine synspunkter, og har derfor et stærkt ønske om at stemple mig som utroværdig. Det sker så ved at forlange referencer til hver eneste påstand fra min side.
Somme tider vælger jeg at sige nej – og så falder der virkelig brænde ned, og jeg bliver skældt hæder og ære fra. Somme tider vælger jeg at sige ja – så bruger jeg typisk nogle timer på at fremskaffe de referencer, der efterspørges, da jeg sjældent lige har grydeklare referencelister til hvert eneste af de tusinder af emner, der kommer op.
Min erfaring er så, at hvis jeg efter nogle timers arbejde kommer op med en referenceliste, så gider modparten ikke studere den. Modparten har absolut ikke tænkt sig at skaffe de pågældende afhandlinger og bøger hjem og tjekke, om de dokumenterer mine påstande. Formålet med at efterlyse dem er kun håbet om, at jeg ikke kan fremskaffe dem, for så kan jeg stemples som uvederhæftig. Hvis derimod jeg KAN fremskaffe dem, så er der to mulige reaktioner i den anden ende:
1) total tavshed.
2) Afvisning af at referencerne er svar på lige netop dette spørgsmål, og efterlysning af bedre eller mere præcise eller mere lødige referencer. Hvis jeg går ind på det, så kan jeg bruge yderligere måske en halv dag på at svare, og når jeg så gør det, så er modparten igen ligeglad med mit svar, men stiller bare nogle nye krav.
Det er et generelt træk i disse diskussioner, at modparten ikke gider røre en finger selv..
Det tager dig ca. 15 sekunder at taste: “Jeg vil mene, at det er ikke meget forlangt, at der kommer noget belæg for ens påstande.” Med den tidsinvestering – 15 sekunder – kan du så tvinge mig ud i at bruge timer på at fremskaffe referencer, som du ved på forhånd, at du ikke vil læse.
Jeg har somme tider forsøgt at få min modpart til at fremskaffe referencer til det modsatte synspunkt. Det går som regel meget, meget trægt. Så kræver det jo pludsselig en investering af tid fra modparten, og så skal jeg gentage mit spørgsmål to eller tre gange, førend jeg omsider får en form for svar.
Der ligger altså en indbygget skævhed her, hvor den ene part skal bruge 500 gange så meget tid som den anden (15 sekunder mod to timer). Jeg har opdaget, at det er sådan et spil der kører, der går ud på at køre mig træt. Hvis jeg skulle deltage i det spil, så ville 24 timer 365 dage om året næppe være nok til at tilfredsstille min modpart.
Nu spiller jeg dog alligevel lidt med. Jeg samler masser af opysninger fra videnskabelige værker og afhandlinger, og skriver indholdet sammen til mere letfordøjelige tekster på dansk. Det bruger jeg meget tid og mange penge på. Når så jeg har lavet en samlet fremstilling af et sagligt emne, så kan jeg derefter bare henvise til mine bøger om det. Men hvad sker der? Folk afviser pure at læse mine bøger – det er jo bare noget, jeg har skrevet, så det er ikke troværdigt.
Man sætter mig således i et dilemma, som jeg umuligt kan klare mig ud af. Hvis jeg ikke fremskaffer referencer straks, så er jeg utroværdig. Hvis jeg derimod bruger den nødvendige tid på at sammenfatte eksisterende viden om et emne, og lader det trykke, så bliver jeg også afvist som utroværdig.
Jeg bliver under alle omstændigheder stemplet som useriøs.
Jeg kender ikke til noget andet menneske i hele Danmark, der bruger mere tid, kræfter og penge end mig på at dokumentere sine påstande og give saglige sammenhængende redegørelser. Derfor er det barokt, at netop jeg – som er mindst lige så solidt fagligt funderet på dette felt som nogen anden person i Danmark – måske endda endnu mere solidt funderet end nogen anden – at netop jeg rangerer i bunden af troværdighed.
Hvad det vidner om, er at folk på forhånd har fordømt mig, fordi mine synspunkter ikke er politisk korrekte. Det er jo fuldstændig ligegyldigt, om jeg hopper på tungen eller gør alle mulige andre krumspring – min modpart vil aldrig nogensinde acceptere noget som helst jeg skriver.
Det er samme situation som hvis jeg drev en facebookside om evolution, og nogle religiøse anti-darwinister blandede sig dér og bad om dokumentation, hver gang jeg skrev om at der var foregået en eller anden evolution. Disse anti-darwinister ville jo aldrig nogensinde anerkende nogen som helst dokumentation, uanset hvor lang tid og hvor mange kræfter jeg brugte på at fremskaffe den mest muligt solide dokumentation.
Det er det samme, der sker her – du har nogle politisk korrekte meninger, og intet som helst i hele verden kan få dig fra at have den overbevisning, du har. De referencer, jeg måtte fremskaffe, vil du jo alligevel ikke læse, vel?”
Til det sidste svarede min modpart, at ” jeg havde tænkt mig at læse det faglitteratur, som du ville have henvist til, men jeg vil også have retten til at kunne trække mig fra en diskussion, når jeg føler, at jeg ikke kan bidrage med noget mere.”
Nuvel, jeg havde dog henvist til én bog der omtaler at mænd og kvinder reagerer forskelligt på stress. Vi får se, om min modpart vil gå på biblioteket og finde den og læse den.
Afslutning
Til slut skal jeg lige henvise til en afhandling i et videnskabeligt tidsskrift, hvor jeg påviser at den feministiske part temmelig effektivt forhindrer at der trykkes og udbredes publikationer der modsiger feminismen. Også her er der altså en gevaldig skævhed. Den første skævhed er, at de der modsiger feministiske opfattelser, bliver udsat for krav om omfattende dokumentation – dokumentation som bliver pure afvist lige så snart den foreligger. Den anden skævhed er, at feminister forhindrer deres modpart i at fremlægge sammenhængende fremstillinger af deres synsvinkel på tryk. Kun feministiske synsvinkler må fremlægges, og alt hvad der modsiger dem, bliver pure afvist.
