Jeg vil her argumentere for, at der er en sammenhæng mellem at være tilhænger af en woke dagsorden – f.eks. transkønnedes rettigheder – og et ønske om at nedbryde den traditionelle kernefamilie, hvilket bidrager til at nedsætte fødselstallene og dermed underminere samfundene i bl.a. den vestllige kulturkreds.
Mit første nedslagspunkt er feminismen, i den form der brød igennem i USA omkring 1970. En af de personer, der havde allermest indflydelse på hvilken form, feminismen tog, er Kate MIllet, der i 1970 fik gdgivet bogen ”Sexual Politics”, der snart efter blev brugt som lærebog på de nyoprettede kvindekurser på universiteterne.
Kate Millett´s søster har senere berettet om, hvilken strategi man var tilhænger af i det revolutionære miljø, som Kate Millett var en central del af (1). Her sagde man: ”Hvordan laver vi kulturrevolution?” – ”Ved at ødelægge den amerikanske familie” (2).
Kate Millett har også selv udtalt: ” Den totale ødelæggelse af det traditionelle ægteskab og kernefamilien er feminismens revolutionære og utopiske mål. ” (3)
Det indikerer at hvis feminismen fører til ødelæggelse af kernefamilier, så er det ikke en uheldig bivirkning – det er tværtimod formålet.
Det bekræftes af mange andre af den tids amerikanske feminister, f.eks. Linda Gordon: ”Kernefamilien skal ødelægges, og folk må finde bedre måder at leve sammen på . . hvad end det i sidste ende kommer til at betyde, så er det en objektivt revolutionær proces at bryde familierne.” (4)
Eller Shulamith Firestone, som citerer “The declaration of feminism” (1971): ”At gøre en ende på ægteskabs-institutionen er en nødvendig betingelse for kvindernes frigørelse. Derfor er det vigtigt for os at opfordre kvinder til at forlade deres ægtemænd og ikke leve individuelt sammen med mænd . ”
Mit andet nedslagspunkt er en programerklæring fra Black Lives Matter skrevet i 2020. Efter politidrab på en sort mand i USA opstod en bevægelse, der mundede ud i dannelsen af the Black Lives Matter Global Network, som ”har forandret vilkårene for debat om sorthed over hele verden”. Dette netværk har formuleret et dokument med overskriften ”Hvad vi tror på” (5), og lagt det på organisationens hjemmeside. ” Dette er resultaterne af vores kollektive indsats”, hedder det i starten af dokumentet. Det indeholder en række punkter, bl.a. følgende:
– Vi giver plads til, at transkønnede brødre og søstre kan deltage og lede.
– Vi er selvrefleksive og gør det arbejde, der kræves for at afvikle ciskønnedes privilegier og opløfte sorte transpersoner, især sorte transkvinder, som fortsat er uforholdsmæssigt påvirket af trans-antagonistisk vold.
– Vi bygger et rum, der bekræfter sorte kvinder og er fri for sexisme, kvindehad og miljøer, hvor mænd er centreret.
– Vi sønderriver kravet om den vestligt foreskrevne kernefamilie-struktur ved at støtte hinanden som storfamilier og “landsbyer”.
– Vi fremmer et queer-bekræftende netværk. Når vi samles, gør vi det med den hensigt at frigøre os selv fra den heteronormative tænknings stramme greb, eller rettere, troen på, at alle i verden er heteroseksuelle (medmindre han/hun eller de oplyser andet).
Denne tekst gav øjeblikkeligt anledning til modvilje mod Black Lives Matter, og en del meldte sig straks ud af organisationen; især vakte det stor modvilje, at der stod
” Vi sønderriver kravet om den vestligt foreskrevne kernefamilie-struktur” ( We disrupt the Western-prescribed nuclear family structure requirement). Det førte til, at dokumentet inden for få dage blev fjernet igen fra hjemmesiden (6). Teksten findes dog bevaret, og den vidner om det sammenhængende ”tros-system”, som den pågældende kreds af sorte personer går ind for. Den vidner om, at anti-racisme, støtte til transkønnede, feminisme, modstand mod mænds dominante stilling, og modstand mod den heteroseksuelle kernefamilie, for dem går op i en højere enhed. Det samlende punkt er at gå imod alt, hvad der støtter ciskønnede heteroseksuelle hvide mænd.
Endnu et eksempel på modstand mod kernefamilien findes hos den meget radikale feminist Sophie Lewis (7), der i 2019 og 2022 udgav to bøger det handlede om at afskaffe kernefamilien; den seneste bog hedder ligefrem ”Abolish the family”. Hendes tankegang fremgår f.eks. af et interview, hvor hun siger: ”Vi ved, at den private kernefamilie er der, hvor det overvældende flertal af voldstilfælde kan ske. Og så er der hele spørgsmålet om, hvad det er til for: at træne os op til at være arbejdere, træne os til at være beboere i et binært-kønnet og racemæssigt stratificeret system, træne os til ikke at være queer.” (8)
Endelig kan vi se på tankegangen hos organisationen Normstormerne, der med kommunal støtte underviser skoleeleverne i København og Aarhus kommuner. I deres instruktion til undervisningen (9) læser man bl.a.:
– » … at være hvid, kristen, en mand, ciskønnet, heteroseksuel, at have en funktionel krop, at være voksen – er eksemplarer på privilegier.«
– »Modulet har til formål at: Synliggøre at den binære kønsstruktur (to køn) ikke er dækkende. At synliggøre at køn ikke kun handler om det køn, man blev tildelt ved fødslen. At synliggøre at normer for køn (og seksualitet) har stor indflydelse på, hvordan vi ser og gør køn. At synliggøre at meget få mennesker passer ind i normer for køn, inklusiv cispersoner.«
En talsperson for Normstormerne, Monir Mooghen, fortalte i et DR-program (10), at ”vi underviser i at der er flere køn end 2, vi underviser i, at det er OK at være trans, at vi skal modarbejde de her normer, som ligesom skader os queer personer”. I interviewet havde hun fokus på at ændre nogle skadelige normer for køn, seksualitet, familiekonstellationer, racisme og økonomisk råderum.
Alle mulige grene af tidens woke bevægelse går altså sammen om at bekæmpe fundamentet for det samfund, som den hvide ciskønnede heteroseksuelle mand har bygget op, herunder at nedbryde kernefamilien.
Det betyder ikke, at enhver der tilslutter sig feminismen eller støtter tolerance over for transkønnede, ønsker at bekæmpe kernefamilien. Overfladisk set kan alle grene af de woke bevægelser se ud som gode sager, som ethvert tænkende menneske bør støtte. Men inde i kernen af disse bevægelser sidder personer, som ønsker at omstyrte kernefamilien og alt andet, som er til gavn for hvide ciskønnede heteroseksuelle mænd. De fremstiller udadtil deres bevægelse som noget godt og rimeligt, som alle bør kunne gå ind for. Men indadtil er der helt andre dagsordener.
Der er tale om den form for argumentation, som går under betegnelsen motte-and-bailey argumentation (11). Det handler om hvordan tilhængerne af en radikal dagsorden forsvarer sig mod angreb. Det, de forsvarer, så at sige det inderste af deres forsvarsværk, er en ”Bailey”. Hvis man kritiserer denne ”bailey”, så kommer de frem med en meget mere spiselig dagsorden, som er deres ”Motte”. De påstår, at det de arbejder for, er motten, og hvem kan dog være imod det? Hvis det f.eks. drejer sig om feminismen, så er motte-dagsordenen, at der skal være lige rettigheder for kvinder og mænd. Det kan alle gå ind for. Når man så har tilsluttet sig det, så har man altså accepteret feminismen, og så bliver man taget til indtægt for bailey-synspunktet, som kan f.eks. være at der skal indføres kvoter, så der er 50 % kvinder på alle prestigefyldte poster.
Dette misbrug af motte-bailey ses f.eks. her (12): I et interview siger formanden for den feministiske organisation Dansk Mandesamfund, Alexander Andersson: »En meget udbredt minimumsdefinition er, at feminisme er at mene, at vi skal have lige muligheder og rettigheder uanset køn, og med den definition synes jeg, at det skulle være rimeligt ukontroversielt at kalde sig feminist – også som mand.«
Når han gerne vil have tilslutning til feminismen, så bruger han “motten”, dvs. den moderate version (feminisme = lige muligheder). Når så først man har accepteret motten, så dukker bailey-dagsordenen op, som siger, at feminisme betyder resultat-lighed. Hvis vi andre siger at vi går ind for lige muligheder, så får vi at vide: “Aha! I accepterer feminisme – så må I også støtte kampen for resultatlighed.”
I dette interview fremføres altså motten. Men man kan roligt regne med , at så snart der skal drages konsekvenser, så bliver der henvist til feministernes bailey,
Et andet eksempel er dokumentet ”Hvad vi tror på” fra Black Lives Matter. Det udtrykker formentlig, hvad organisationen faktisk arbejder for, altså deres bailey. Men de har set, at det kan de ikke vise offentligt, for så vender folk sig væk fra dem. I stedet viser de offentligheden deres motte, altså en dagsorden som alle kan støtte, imod racisme.
Her ser vi et generelt problem. Vi kan alle gå ind for de pæne ”motter”, så som anti-racisme, tolerance over for transkønnede osv. Men så snart vi har tilsluttet os dem, så bliver vores tilslutning misbrugt til at støtte bailey-synspunkterne, så som at der skal indføres kvoter, eller at drenge skal have at vide, at de måske i virkeligheden er piger.
Bailey-synspunkterne er så revolutionære, at de går ud på at underminere og nedbryde samfundet. Det har Camille Paglia noget at sige om.
Amerikansk-italienske Camille Paglia, beskriver sig selv som transkønnet, men er alligevel meget kritisk over for transkønnede.
Hun har studeret de kønnede udtryk i diverse kulturer, ikke mindst i antikken. Hun konstaterer, at jo mere en kultur nærmer sig en forfalds-fase, kort før den endelig bukker under, jo mere bliver de kønnede billeder blødt op. Mænd bliver mere bløde og kvindagtige, og transkønnede kommer mere i fokus. Når en kultur er nået til det stade, er det et næsten sikkert tegn på, at den snart bryder sammen.
En kultur overlever bedst, når mænd er typisk maskuline, og kvinder er typisk feminine. Efter at den har haft fremgang i lang tid, bliver normerne blødet op, og de bliver blødet så meget op, at kulturen går ind i en forfaldsfase, hvor den mister sin selvopholdelsesdrift og mister sin evne til at forsvare sig mod indtrængende fjender.
Der er en vækstfase, en kulmination, og en forfaldsfase.
Camille Paglia mener, at præcis dét sker i vores egen kultur i denne tid. Hvis samfundet bliver så eftergivende, at alle mulige mærkelige identiteter får lov at sætte dagsordenen, så kan samfundet ikke overleve.
Man kan høre mere om det i denne video med Camille Paglia (13).
(1) Mallory Millett (2018): My sister Kate: The destructive feminist legacy of Kate Millett.
(2) Se også nærmere side 13 i Kåre Fog (2018): Fire myter om patriarkatet. Mysis.
(3) https://quotefancy.com/kate-millett-quotes
(4) https://nikitaccoulombe.medium.com/why-feminism-wants-to-dismantle-the-family-long-4695d45bcf88
(5) https://uca.edu/training/files/2020/09/black-Lives-Matter-Handout.pdf
(7) https://en.wikipedia.org/wiki/Sophie_Lewis_(author)
(8) https://www.thenation.com/article/archive/want-to-dismantle-capitalism-abolish-the-family/
(9) www.berlingske.dk/aok/her-er-normstormernes-undervisningsmanual-som-pressen-ikke-maatte-se
(10) https://www.dr.dk/drtv/se/deadline_-normstormernes-hemmeligheder_328736
(11) https://en.wikipedia.org/wiki/Motte-and-bailey_fallacy
(13) Lesson from history: Transgender mania is sign of cultural collapse . . .