Anmeldelse af
Helen Pluckrose & James Lindsay (2020): Cynical theories. How universities made everything about race, gender, and identity – and why this harms everybody. 352 pp. Swift Press.
Dette er en meget læseværdig bog om den form for postmodernisme, som i disse år skyller ind over universiteterne og videre ud i samfundet. Den går under forskellige betegnelser: Postmodernisme, poststrukturalisme, identitetspolitik, intersektionalisme, socialkonstruktionisme m.m. Det er noget uklart, præcis hvad disse betegnelser dækker over. Jeg har aldrig kunnet finde nogen brugbar definition af, hvad man forstår ved postmodernisme, og det indtryk bekræfter Pluckrose & Lindsay. ”Postmodernisme er ikke bare svært at definere; det er også notorisk vanskeligt at opsummere. . . For at gøre sagen værre, har dets afgrænsning, karakter, form, formål, værdier og fortalere altid været omstridte. Det hænger sammen med, at det indgår i den postmodernistiske tankegang, at enhver form for afgrænsning er af det onde. Afgrænsning betyder, at man putter ting i kategorier, og at putte ting i kategorier ses som en del af den magtanvendelse, hvormed den vestlige hvide mand altid har undertrykt andre.
Det betyder samtidig, at man aldrig kan hænge en postmodernist op på noget; han vil benægte, at han er postmodernist – fordi hvis man kan finde en bestemt betegnelse for hans ideologi, så har man en form for magt over ham, og det gør han alt for at undgå.
Et eksempel på en postmodernist er feministen Judith Butler, som mente, at det er bedst ikke at definere postmodernisme, lige som hun mente, at man ikke skal definere køn eller seksualitet.
Postmodernister støtter sig bl.a. meget på Michel Foucault, som skrev meget om at alle relationer i samfundet er magt-relationer – magt findes overalt, f.eks. mellem lærer og elev, forældre og børn, læge og patient, mand og kone, etc. Alt hvad der foregår, er magtrelationer, og magten ligger især i sproget – ordene skaber, hvad de nævner. Derfor er postmodernister enormt optaget af sprog, og hvad virkning sproget har.
Anvendt postmodernisme fokuserer på at kontrollere diskurser, især ved at kalde formuleringer for problematiske. ”Problematisk” er fagudtrykket for alt, hvad postmodernisten finder forkert og forkasteligt.
Ifølge postmodernismen findes der ikke objektiv, værdineutral viden. Det er magtstrukturerne i samfundet der afgør, hvad der erklæres som viden.
På bogens side 31 forsøger forfatterne at give en karakteristisk af postmodernismen ved at beskrive de gennemgående elementer. De er
1) Det postmoderne vidensprincip: Skepsis over for om der findes objektiv sandhed, og tilslutning til kulturel konstruktionisme.
2) Det postmoderne politiske princip: En tro på at samfundet er opbygget af magtsystemer og hierarkier, som afgør hvad der kan vides, og hvordan.
Derudover er der fire hovedtemaer:
a) alle grænser søges udvisket
b) der ligger magt i sproget
c) kultur-relativisme (den vestlige kultur er ikke bedre end nogen anden kultur)
d) menneskers identitet ligger i hvilken gruppe de tilhører, men hverken i deres individuelle karaktertræk eller i nogen som helst fællesmenneskelige træk.
Postmodernister mener, at Vesten har konstrueret den ide at fornuft og videnskab er gode ting. Det har Vestens mennesker gjort, fordi de udnytter fornuft og videnskab til at udøve magt og marginalisere ikke-rationelle, ikke-videnskabelige former for vidensproduktion. Men som kulturrelativister mener postmodernisterne, at der findes andre, lige så rigtige ”måder at vide på”. Det kan være overtro, stammetraditioner, åndelige oplevelser, erkendelse via følelserne, og meget andet. Postmodernister ønsker at alt ”dekoloniseres”, dvs. vestlig tankegang afskaffes. Man vil have ”retfærdighed i forskningen”, som består i at man kun citerer videnskabelige referencer som er skrevet af kvinder, af etniske minoriteter, eller andre marginaliserede eksistenser. Videnskab produceret af vestlige, hvide mænd skal slet ikke citeres.
Postmodernistiske akademikere skal ikke forpligte sig til at skrive noget, der giver mening, at bruge rationelle argumenter, at undgå logiske modsætninger, eller fremlægge evidens for deres påstande. Alt det er udtryk for den vestlige kultur, som skal bekæmpes. I feministisk teori og kritisk raceteori fastslår man, at rationel fornuft giver et uretfærdigt handicap for kvinder og undertrykte racer. Derfor afviser man, at andre kan bruge rationelle argumenter i diskussion om de emner.
Man kan således ikke diskutere med postmodernister i den tro, at det stærkeste argument vinder. Postmodernister nægter at anerkende argumenter, der går imod dem, og som bygger på fornuft.
Lige som man blankt afviser rationel fornuft, afviser man også blankt biologi. I queer teori, f.eks., vil man under ingen omstændigheder indrømme, at biologi kan forklare bare den mindste smule af kønsidentitet. Man vil ikke legitimere ”biologisk essentialisme”. Det er umuligt at tænke på den rette måde om race- eller køns-politik så længe disse opfattes som biologiske fænomener snarere end sociale konstruktioner. Tilsvarende er det umuligt at lave en politisk analyse af seksualitet, så længe som denne primært opfattes som et biologisk fænomen eller et aspekt af individuel psykologi. Bestemte former for seksualitet er et fænomen der karakteriserer grupper, ikke enkeltindivider, og ikke mennesker i almindelighed.
Ud fra dette forstår man, at så snart nogen bare antyder at biologi spiller en rolle, går enhver diskussion i hårdknude. Biologi er tabu.
For postmodernister ejer en person ikke et ”selv”. Selvet eksisterer ikke som nogen indre kerne, men kun som et resultat af sociale påvirkninger. Hvad et menneske er, afgøres derfor udelukkende af, hvilken social gruppe, det tilhører. Heri ligger grundlaget for identitetspolitik og intersektionalitet.
Et barokt eksempel på dette er de postmodernistiske discipliner, der handler om handicappede og fede. Disse menneskers identitet ligger i at de er hhv. handicappede eller fede. De skal være stolte af at tilhøre de grupper, de tilhører – f.eks. være stolte af deres fede krop. At bekæmpe fedme er at ligge under for omverdenens normer, og det skal man derfor ikke. Hvis en person er døv, så er det forkert at udføre lægelige operationer der får vedkommende til at kunne høre, for derved fjerner man personens identitet som værende døv. At ville kurere en sådan person, hvorved personen mister sit tilhør til gruppen af handicappede, kaldes kynisk. At det er bedst at være sund, er en fordom som skal bekæmpes.
De tidligere faser af feminisme var i begyndelsen ikke feministiske. De betvivlede ikke eksistensen af to køn, mand og kvinde, og de anvendte rationelle argumenter om f.eks. lønforskelle. Men i universiteternes kurser i kvindestudier blev traditionel marxistisk analyse efterhånden skubbet til side til fordel for en socialkonstruktionistisk opfattelse af køn. Feministerne fandt det attraktivt at mene, at det den patriarkalske diskurs i samfundet der skaber de kønsstereotyper, som undertrykker kvinder. På samme måde for bevægelserne for sortes rettigheder. Kampen for borgerrettigheder gik ud på at fjerne diskrimination og forskelsbehandling, skabe lige vilkår for alle, og fjerne fordomme. Men postmodernisme (Social Justice tilgangen) opfatter det som naivt at kæmpe på den måde. Her mener man, at ikke blot reaktionære enkelt-personer, men hele samfundet er gennemsyret af fordomme.
Bogen forklarer også, hvad postmodernister forstår ved privilegier – dette ord spiller samme rolle for dem, som overklasse spiller for marxister. At have privilegier vil sige at man er fri for at nogen diskriminerer imod en.
I postmodernismen mener man, at hele samfundet består i at nogen undertrykker andre, dvs. al relevant viden handler om undertrykkelse. Og her mener man, at kun de undertrykte selv kan udtale sig om, hvad undertrykkelse er. Den sandhed, som den undertrykte udtaler, kan undertrykkeren ikke med rette modsige. Da f.eks. kvinder er undertrykte, som gruppe, så vil det som kvinder siger om samfundsforhold, altid være mere sandt end det, som mænd siger. Kvinder har altid ret, og mænd skal blot trække sig tilbage og lade kvinder tale.
Der er undertrykkelse overalt i samfundet, fordi alt i samfundet handler om magt. For postmodernismen handler det derfor ikke om at påvise undertrykkelse – man ved allerede, at den er der – det handler derimod om at finde den undertrykkelse, som med sikkerhed findes der. Alt hvad den undertrykte definerer som sexisme eller racisme er faktisk sexisme eller racisme. Der er ingen mulighed for at modsige dette, da det som den undertrykte siger, altid er sandt.
Der findes skjult undertrykkelse overalt i samfundet, og det betyder at alle hvide mennesker er racister, og alle mænd er kvindeundertrykkere. Uanset hvor meget de forsøger at være gode mennesker og undgå at diskriminere, er de alligevel undertrykkere, for undertrykkelsen ligger i det system, de er ført ind i. Hvad mere er, undertrykkerne kan aldrig tilgives. Hvide kan f.eks. intet gøre for at holde op med at være racister.
Denne tænkemåde finder man f.eks. også på s. 181 i Mikkel Thorups bog om antifeminisme (anmeldt her på bloggen). Her går Thorup i rette med Jordan B. Peterson, der ikke kan se, hvordan de mange mænd der har arbejdet for at udvikle samfundet kunne være en del af et hæmmende patriarkat. Thorup svarer: ”Jo, Jordan, nu skal du høre. Det var de, fordi de, gode gerninger eller ej, levede i et system, en struktur, der favoriserede mænd, fordi de var mænd. Det er netop et system, en struktur, ikke en individuel karakterbrist, der udgør patriarkatet. Det er så simpelt at forstå, at man skal ville misforståelsen for at kunne lave den.”
Her har vi altså tydeligt udtrykt den postmodernistiske opfattelse, at mænd aldrig kan være gode mennesker. Uanset om de bestræber sig på at være gode mennesker og ikke undertrykke nogen, så er alligevel undertrykkere. Mænd er født som forkerte mennesker alene i kraft af den gruppe, de fra fødslen tilhører. Og det har vi altså en professor i Aarhus til at belære os om.
Det system der undertrykker kvinder – altså patriarkatet – er ikke en bestemt social struktur, der kan påvises og identificeres. Det kan kun beskrives i vage termer om den mandlige dominans, der gennemsyrer enhver diskurs. Den gammeldags søgen efter videnskabelige sandheder om køn ses som en måde at forsøge at få alle til at tilslutte sig vestlige, heteroseksuelle mænds diskurs om viden. Mere traditionelle feministers forsøg på at skabe lige vilkår for kønnene afskrives, fordi det i princippet aldrig er muligt at rette op på systemets indbyggede skævheder. Postmodernister ønsker i stedet gensidig respekt. Med det forstår de respekt for at der eksisterer forskellige sociale og kulturelle grupper, og at hver gruppes synspunkter er lige valide. Her kæmper man altså ikke for den enkeltes ret til at have sine synspunkter, men derimod for at gruppers synspunkter tæller lige meget. Så er det jo også logisk, at forskningsresultater produceret af hvide mænd ikke kan tælle mere end viden fremskaffet af sorte kvinder. Alle grupper skal repræsenteres ligeligt, hvilket f.eks. indebærer, at mænd og kvinder skal repræsenteres 50:50 overalt.
Lige som postmodernister mener, at alle relationer i samfundet er baseret på magt, så mener de, at alle relationer mellem mænd og kvinder er baseret på, at mænd har mere magt end kvinder. For postmodernister er det umuligt at analysere situationer, hvor manden ikke har mere magt end kvinden, eller hvor han har mindre magt end kvinden. Selv når man taler om, at patriarkatet også er til skade for mændene, så er der ingen mulighed for at hævde, at mænd på nogle felter systematisk står dårligere stillet end kvinder.
Efter at have gennemgået hvilke tankegange der præger postmodernismen, altså den ideologiske basis, kommer forfatterne frem til et kapitel om hvordan disse tankegange omsættes i praksis.
Første eksempel er en bog af Barbara Applebaum om Social Justice.
Her omtales den situation, at en studerende deltager i et kursus, hvor en postmodernistisk lærer kommer med påstande, som studenten mener er forkerte og indoktrinerende. I den situation vil nogle studenter række hånden op og protestere. Men ifølge postmodernismen skal de ikke have lov til det. Hvis en student spilder klassens tid ved at udfordre lærerens påstande, så har det omkostninger for de medstuderende, som er marginaliserede og lider skader ved at blive konfronteret med andre synspunkter. Kritik er således forbudt.
Ifølge postmodernismen findes der ikke objektiv viden – hvad der opfattes som sandt, afgøres af sprogbrugen hos dem, der har magten. En hvid mandlig student der protesterer mod læreren, forsøger således at give patriarkatet magten ved at fremføre de påstande, som vinder tilslutning hos hvide mænd. Derfor er det afgørende vigtigt at kontrollere hvad der bliver sagt – det er nødvendigt for at arbejde for social retfærdighed.
I en bog om ”whiteness studies” hævder en kvinde, Robin DiAngelo, at hvide mennesker i USA er vænnet til at leve under vilkår, hvor de ikke udsættes for ”race-stress” ved at blive konfronteret med personer af andre racer. Hos hvide mennesker udløser selv det mindste race-stress nogle forsvarsreaktioner. Disse reaktioner kan være at vise følelser som vrede, frygt eller skyld, eller sådan adfærd som f.eks. argumentation, tavshed, eller at forlade stedet.
Igen ser man, at postmodernismen er sådan opbygget, at kritik eller protest ikke tillades. Hvis det er forbudt både at argumentere, at være tavs, eller at forlade stedet, så er der kun en mulighed tilbage – at sidde stille og lade sig belære. Uenighed er forbudt. Når en person belæres om den postmodernistiske sandhed, så er ingen negative reaktioner tilladt.
Ifølge DiAngelo kan der ikke være ikke-racisme. Racisme er til stede overalt. Det har intet at gøre med, om man er et godt eller ondt menneske – alle hvide er racister, uanset om de vil være ved det eller ej.
I postmodernismen har man altså forladt et vigtigt princip i videnskaben, nemlig at hver part fremsætter sine bedste argumenter, og uenighed afgøres af argumenternes styrke. I postmodernismen er uenighed forbudt. Det er derfor ingen overdrivelse at postmodernisme opfylder kriterierne for at være en religiøs sekt – der er lukket helt af for argumenter fra omverdenen, og medlemmerne af sekten har ingen anden mulighed end at tilslutte sig til de centrale dogmer.
I bogen ”The coddling of the American Mind” kritiseres postmodernismen for, at den fremsætter nogle ”store usandheder”. De store usandheder er at folk er sårbare og lider skade ved at blive udsat for afvigende synspunkter, at følelsesbaserede argumenter er gyldige, og at det er en kamp mellem os (de gode) og de andre (de onde). Fokus er flyttet fra at undgå fysisk skade til at undgå psykisk skade, dvs. det gælder om at skabe følelsesmæssig sikkerhed, som det sker i ”safe spaces”.
Til sidst i bogen kommer forfatterne ind på, hvordan vi andre skal håndtere og gå op imod postmodernisme
Vi skal gøre os klart, at det postmoderne vidensprincip er at viden er et socialt konstrueret kulturelt artefakt. Den opfattelse må vi andre bekæmpe ved at pointere hvad det drejer sig om – der er tale om en leg med ord. Det er et sprogligt spil. Desuden må man gå op imod postmodernisternes krav om at man skal være stille og lytte og ubetinget tro hvad man hører. Man må insistere på retten til at modsige postmodernister uden at blive påført skam. Man må protestere over at postmodernismen fokuserer på hvordan verden burde være indrettet, i stedet for hvordan den faktisk er indrettet. Man må insistere på at det skal være tilladt at være skeptisk over for alle påstande. Man må protestere imod, at universiteterne opretter obligatoriske kurser, hvor deltagerne udsættes for postmodernistisk propaganda om køn og race. Og man må arbejde imod, at postmodernister helt overtager institutionerne.
Alt dette er lettere sagt end gjort. Forfatterne afstår fra midler som tvang og propaganda, for det er netop midler som postmodernisterne benytter sig af. Men derved står forfatterne tilbage med faktisk ikke at have nogen særlig virksomme forsvarsvåben.
Jeg har skrevet bogen ”Humaniora – videnskab eller varm luft”, så det burde ikke komme bag på mig, hvor mange forkerte træk der er ved postmodernismen. Men alligevel kommer Pluckrose og Lindsays bog bag på mig. Det hele står endnu meget værre til, end jeg havde drømt om. Det ryster mig at læse, at det ligger i selve postmodernismens grundlag, at kritik er forbudt, og at enhver henvisning til biologi er forbudt. Der er på forhånd lukket af for, at mine argumenter kan have nogen vægt, det vil sige, at saglig diskussion er umuligt. Den eneste tilladte udveksling af tanker er fra postmodernisterne til os andre – udveksling den anden vej rundt er forbudt. Der er ingen som helst sikring af, at det som postmodernisterne påstår, er sandt – og det er også lige meget, for postmodernister tror ikke på at der eksisterer generelle sandheder.
Jeg ser alt i et kønsperspektiv, og jeg kan ikke undgå at bemærke, hvor meget postmodernismen passer til en særlig feminin form for tankegang; der er en modstand mod den videnskab, som er opfundet og rendyrket af mænd; der er en modstand mod at forholde sig objektivt og neutralt. Der er vægt på at viden kan produceres på alle mulige andre måder end ved forskning, f.eks. ved overtro eller ud fra følelser. Der er meget vægt på sprogets betydning, og på hvad man kan opnå alene ved sproglige formuleringer. Der er en accept af udsagn der er ulogiske eller selvmodsigende – logik er et redskab for mandlig undertrykkelse. Der er en vægt på at folk er sårbare og skal beskyttes følelsesmæssigt mod ubehagelig viden. Det hele er lagt an på at tilhængerne er svage, følelsesbetonede og sårbare.
Det skal ikke misforstås derhen, at alle kvinder har disse karakteristika. Det har de jo ikke. Men det skal forstås sådan, at jo større en andel kvinderne udgør af dem, der studerer og underviser på universiteterne, jo lettere er det at få flertallet til at slutte op om den form for tænkning.
Jeg vil gerne fremhæve, at det som Pluckrose og Lindsay skriver i bogen, ikke er fejende generaliseringer. Den er tværtimod baseret på en meget omfattende og grundig læsning af utallige postmodernistiske ”tænkere”. Alle påstande om postmodernismen er baseret på konkret evidens for, hvad postmodernister faktisk har sagt, skrevet og gjort. Forfatterne har lagt et enormt arbejde i at gennemgå de mange tekster og fremlægge resultaterne for alle os andre, som ikke har tid og kræfter til at pløje sig igennem tusindvis af sider af tendentiøst nonsens.
Pluckrose og Lindsay skal have mange tak for at de har gjort dette store arbejde for os andre. Jeg tror og håber, at deres bog bliver en milepæl i selverkendelsen i den akademiske verden.
