Kønsstereotyper er som vindmøller i horisonten

Dette indlæg, skrevet af Kåre Fog og Michael Bang,  blev afvist af Berlingske Tidende.

Undervisningsminister Mattias Tesfaye bliver hårdt kritiseret for at afvise anbefalingerne fra ekspertgruppen for køn i skolen, senest i en aviskommentar af Mads Eriksen Storm og Henriette Laursen i Berlingske d. 5. maj. De mener at når drenge og piger opfører sig som typiske drenge hhv. piger, så skyldes det kulturelt bestemte køns-stereotyper. De vil have ført en intensiv kamp mod disse stereotyper, med samme iver som Don Quixotes kamp mod vindmøller, og de er sure over at Tesfaye ikke vil være med til det.
Eksperterne skulle have præsenteret metoder til at undgå, at drenge sakker stadig mere bagud i skolen. Men det har eksperterne ikke gjort. Der er larmende fravær af almen didaktik og fagdidaktik i deres anbefalinger. De begreber og værdier, som undervisning og læring normalt måles og vejes i, de mangler fuldstændigt. Der er ikke nævnt et ord om undervisningsmetoder, fagenes indhold eller organisering. Ekspertgruppen kunne med fordel have brugt tid på at nærlæse f.eks. data fra PISA og TIMMS, hvor også data for underområder af matematik er opdelt på køn.  De kunne også have bemærket, at drenge og piger reagerer forskelligt på arbejdsformer som f.eks. gruppearbejde versus individuel undervisning; men den slags konkret læringsmetodik er eksperterne helt hævet over. Det er heller ikke så underligt, for det er ikke mindst juristen Henriette Laursen, der er fanebærer af kritkken af Tesfaye, og kun har én dagsorden: at bekæmpe ”kønsstereotyper”.
Den manglende faglighed larmer for de lærere der står ude i virkeligheden og udmærket er klar over, at drenge og piger har hver deres køns-typiske adfærd. Biologisk orienteret forskning viser at den adfærd i høj grad bestemmes af hormoner.  Det vil sige at når man vil bekæmpe ”kønsstereotyp”  adfærd, så vil man bekæmpe hormonernes virkning; man vil altså bekæmpe børnenes medfødte natur. Så tror pokker, at de ikke trives. De sidste ca. ti år, hvor der har været meget fokus på kønsstereotyper, er samtidig de år, hvor drenge er sakket ekstra meget bagud.
Vellykket pædagogik i forhold til en dreng starter med at læreren anerkender, at en typisk dreng reagerer anderledes på lærerens tilgang end en typisk pige gør. Læreren skal ikke møde op med en forhåndsmening om, at drengens væremåde er kulturelt bestemt og bør ændres; med den tilgang vil mange drenge blive frastødt.
I kommentaren står der udtryk som ”forskningsmæssigt belæg”. Men disse belæg lever ikke op til den fine betegnelse. Det vigtigste problem er, at store dele af den akademiske verden er inficieret af en tro på, at kønnet adfærd er kulturelt bestemt – at køn er en social konstruktion. Helt konsekvent vælger man bevidst at se bort fra biologiens betydning. Når man udelader den måske vigtigste faktor i sine analyser, så er det ikke forskning, og så når man til usande konklusioner.
”Det handler om at sikre, at fordomme ikke står i vejen for, at vores børn og unge kan dygtiggøre sig og gøre karriere . . . Det kræver faglighed . . . ” står der. Men nej. Jo mere ligestillet og fordomsfrit et  samfund er, jo mere kønstypisk vælger folk. Det kaldes ligestilingsparadokset. De største kønsforskelle ser vi der, hvor folk er mest fri til at vælge. Hvis et lands indbyggere vælger erhverv uden at være dikteret af økonomisk nød eller af fordomme, så følger de frit deres natur. Der er langt større kønsforskelle i branchevalg i rige lande med høj grad af ligestilling (så som Finland) end i knap så rige lande med mindre ligestilling (Columbia, Tunis).
Kommentaren fortæller, at i Dansk Erhverv (DE)  vil man gerne være med til at skabe et mindre kønsopdelt arbejdsmarked. Her har man ladet sig besnakke af de akademikere, der tror at køn er en social konstruktion. Kommentaren hævder, at ”Det er ikke identitetspolitik. Det er faglighed.” Den påstand vil vi gå lodret imod. Tesen om køn som social konstruktion er åbenbart blevet gentaget så mange gange, at man selv i DE tror, at den er sand. Det er den ikke. Den er ikke fagligt baseret, for hvis der var tale om faglighed, ville man ikke bare udelukke den viden, man ikke kan lide – den biologiske viden.
Kommentaren citerer 50 fagfolk for at mene, at pædagogik, som ikke er kønsreflekteret, risikerer at skabe dårligere vilkår for alle børn. Vi mener tværtimod, at pædagogik, der reflekterer normkritisk over køn, netop vil skabe dårligere vilkår, især for drenge, uanset hvor udbredt den kønsideologiske trend ellers er i fagbevægelsen og på professionsskolerne.

Woke bevægelser har til formål at nedbryde kernefamilien

 

Jeg vil her argumentere for, at der er en sammenhæng mellem at være tilhænger af en woke dagsorden – f.eks. transkønnedes rettigheder – og et ønske om at nedbryde den traditionelle kernefamilie, hvilket bidrager til at nedsætte fødselstallene og dermed underminere samfundene i bl.a. den vestllige kulturkreds.

Mit første nedslagspunkt er feminismen, i den form der brød igennem i USA omkring 1970. En af de personer, der havde allermest indflydelse på hvilken form, feminismen tog, er Kate MIllet, der i 1970 fik gdgivet bogen ”Sexual Politics”, der snart efter blev brugt som lærebog på de nyoprettede kvindekurser på universiteterne.
Kate Millett´s søster har senere berettet om, hvilken strategi man var tilhænger af i det revolutionære miljø, som Kate Millett var en central del af (1). Her sagde man: ”Hvordan laver vi kulturrevolution?” – ”Ved at ødelægge den amerikanske familie” (2).
Kate Millett har også selv udtalt: ” Den totale ødelæggelse af det traditionelle ægteskab og kernefamilien er feminismens revolutionære og utopiske mål. ” (3)
Det indikerer at hvis feminismen fører til ødelæggelse af kernefamilier, så er det ikke en uheldig bivirkning – det er tværtimod formålet.
Det bekræftes af mange andre af den tids amerikanske feminister, f.eks. Linda Gordon: ”Kernefamilien skal ødelægges, og folk må finde bedre måder at leve sammen på . . hvad end det i sidste ende kommer til at betyde, så er det en objektivt revolutionær proces at bryde familierne.” (4)
Eller Shulamith Firestone, som citerer “The declaration of feminism” (1971): ”At gøre en ende på ægteskabs-institutionen er en nødvendig betingelse for kvindernes frigørelse. Derfor er det vigtigt for os at opfordre kvinder til at forlade deres ægtemænd og ikke leve individuelt sammen med mænd . ”

Mit andet nedslagspunkt er en programerklæring fra Black Lives Matter skrevet i 2020. Efter politidrab på en sort mand i USA opstod en bevægelse, der mundede ud i dannelsen af the Black Lives Matter Global Network, som ”har forandret vilkårene for debat om sorthed over hele verden”. Dette netværk har formuleret et dokument med overskriften ”Hvad vi tror på” (5), og lagt det på organisationens hjemmeside. ” Dette er resultaterne af vores kollektive indsats”, hedder det i starten af dokumentet. Det indeholder en række punkter, bl.a. følgende:

– Vi giver plads til, at transkønnede brødre og søstre kan deltage og lede.

–  Vi er selvrefleksive og gør det arbejde, der kræves for at afvikle ciskønnedes privilegier og opløfte sorte transpersoner, især sorte transkvinder, som fortsat er uforholdsmæssigt påvirket af trans-antagonistisk vold.

– Vi bygger et rum, der bekræfter sorte kvinder og er fri for sexisme, kvindehad og miljøer, hvor mænd er centreret.

– Vi sønderriver kravet om den vestligt foreskrevne kernefamilie-struktur ved at støtte hinanden som storfamilier og “landsbyer”.
–  Vi fremmer et queer-bekræftende netværk. Når vi samles, gør vi det med den hensigt at frigøre os selv fra den heteronormative tænknings stramme greb, eller rettere, troen på, at alle i verden er heteroseksuelle (medmindre han/hun eller de oplyser andet).

Denne tekst gav øjeblikkeligt anledning til modvilje mod Black Lives Matter, og en del meldte sig straks ud af organisationen; især vakte det stor modvilje, at der stod
” Vi sønderriver kravet om den vestligt foreskrevne kernefamilie-struktur” ( We disrupt the Western-prescribed nuclear family structure requirement). Det førte til, at dokumentet inden for få dage blev fjernet igen fra hjemmesiden (6). Teksten findes dog bevaret, og den vidner om det sammenhængende ”tros-system”, som den pågældende kreds af sorte personer går ind for. Den vidner om, at anti-racisme, støtte til transkønnede, feminisme, modstand mod mænds dominante stilling, og modstand mod den heteroseksuelle kernefamilie, for dem går op i en højere enhed. Det samlende punkt er at gå imod alt, hvad der støtter ciskønnede heteroseksuelle hvide mænd.

Endnu et eksempel på modstand mod kernefamilien findes hos den meget radikale feminist Sophie Lewis (7), der i 2019 og 2022 udgav to bøger det handlede om at afskaffe kernefamilien; den seneste bog hedder ligefrem ”Abolish the family”. Hendes tankegang fremgår f.eks. af et interview, hvor hun siger: ”Vi ved, at den private kernefamilie er der, hvor det overvældende flertal af voldstilfælde kan ske. Og så er der hele spørgsmålet om, hvad det er til for: at træne os op til at være arbejdere, træne os til at være beboere i et binært-kønnet og racemæssigt stratificeret system, træne os til ikke at være queer.” (8)

Endelig kan vi se på tankegangen hos organisationen Normstormerne, der med kommunal støtte underviser skoleeleverne i København og Aarhus kommuner. I deres instruktion til undervisningen (9) læser man bl.a.:
– » … at være hvid, kristen, en mand, ciskønnet, heteroseksuel, at have en funktionel krop, at være voksen – er eksemplarer på privilegier.«

– »Modulet har til formål at: Synliggøre at den binære kønsstruktur (to køn) ikke er dækkende. At synliggøre at køn ikke kun handler om det køn, man blev tildelt ved fødslen. At synliggøre at normer for køn (og seksualitet) har stor indflydelse på, hvordan vi ser og gør køn. At synliggøre at meget få mennesker passer ind i normer for køn, inklusiv cispersoner.«

En talsperson for Normstormerne, Monir Mooghen, fortalte i et DR-program (10), at ”vi underviser i at der er flere køn end 2, vi underviser i, at det er OK at være trans, at vi skal modarbejde de her normer, som ligesom skader os queer personer”. I interviewet havde hun fokus på at ændre nogle skadelige normer for køn, seksualitet, familiekonstellationer, racisme og økonomisk råderum.

Alle mulige grene af tidens woke bevægelse går altså sammen om at bekæmpe fundamentet for det samfund, som den hvide ciskønnede heteroseksuelle mand har bygget op, herunder at nedbryde kernefamilien.
Det betyder ikke, at enhver der tilslutter sig feminismen eller støtter tolerance over for transkønnede, ønsker at bekæmpe kernefamilien. Overfladisk set kan alle grene af de woke bevægelser se ud som gode sager, som ethvert tænkende menneske bør støtte. Men inde i kernen af disse bevægelser sidder personer, som ønsker at omstyrte kernefamilien og alt andet, som er til gavn for hvide ciskønnede  heteroseksuelle mænd. De fremstiller udadtil deres bevægelse som noget godt og rimeligt, som alle bør kunne gå ind for. Men indadtil er der helt andre dagsordener.

Der er tale om den form for argumentation, som går under betegnelsen motte-and-bailey argumentation (11). Det handler om hvordan tilhængerne af en radikal dagsorden forsvarer sig mod angreb.   Det, de forsvarer, så at sige det inderste af deres forsvarsværk, er en ”Bailey”. Hvis man kritiserer denne ”bailey”, så kommer de frem med en meget mere spiselig dagsorden, som er deres ”Motte”.  De påstår, at det de arbejder for, er motten, og  hvem kan dog være imod det? Hvis det f.eks. drejer sig om feminismen, så er motte-dagsordenen, at der skal være lige rettigheder for kvinder og mænd. Det kan alle gå ind for. Når man så har tilsluttet sig det, så har man altså accepteret feminismen, og så bliver man taget til indtægt for bailey-synspunktet, som kan f.eks. være at der skal indføres kvoter, så der er 50 % kvinder på alle prestigefyldte poster.
Dette misbrug af motte-bailey ses f.eks. her (12): I et interview siger formanden for den feministiske organisation Dansk Mandesamfund, Alexander Andersson: »En meget udbredt minimumsdefinition er, at feminisme er at mene, at vi skal have lige muligheder og rettigheder uanset køn, og med den definition synes jeg, at det skulle være rimeligt ukontroversielt at kalde sig feminist – også som mand.«

Når han gerne vil have tilslutning til feminismen, så bruger han “motten”, dvs. den moderate version (feminisme = lige muligheder). Når så først man har accepteret motten, så dukker  bailey-dagsordenen op, som siger, at feminisme betyder resultat-lighed. Hvis vi andre siger at vi går ind for lige muligheder, så får vi at vide: “Aha! I accepterer feminisme – så må I også støtte kampen for resultatlighed.”

I dette interview fremføres altså motten. Men man kan roligt regne med , at så snart der skal drages konsekvenser, så bliver der henvist til feministernes bailey,

Et andet eksempel er dokumentet ”Hvad vi tror på” fra Black Lives Matter. Det udtrykker formentlig, hvad organisationen faktisk arbejder for, altså deres bailey. Men de har set, at det kan de ikke vise offentligt, for så vender folk sig væk fra dem. I stedet viser de offentligheden deres motte, altså en dagsorden som alle kan støtte, imod racisme.

Her ser vi et generelt problem. Vi kan alle gå ind for de pæne ”motter”, så som anti-racisme, tolerance over for transkønnede osv. Men så snart vi har tilsluttet os dem, så bliver vores tilslutning misbrugt til at støtte bailey-synspunkterne, så som at der skal indføres kvoter, eller at drenge skal have at vide, at de måske i virkeligheden er piger.

Bailey-synspunkterne er så revolutionære, at de går ud på at underminere og nedbryde samfundet. Det har Camille Paglia noget at sige om.
Amerikansk-italienske Camille Paglia, beskriver sig selv som transkønnet, men er alligevel meget kritisk over for transkønnede.

Hun har studeret de kønnede udtryk i diverse kulturer, ikke mindst i antikken. Hun konstaterer, at jo mere en kultur nærmer sig en forfalds-fase, kort før den endelig bukker under, jo mere bliver de kønnede billeder blødt op. Mænd bliver mere bløde og kvindagtige, og transkønnede kommer mere i fokus. Når en kultur er nået til det stade, er det et næsten sikkert tegn på, at den snart bryder sammen.

En kultur overlever bedst, når mænd er typisk maskuline, og kvinder er typisk feminine. Efter at den har haft fremgang i lang tid, bliver normerne blødet op, og de bliver blødet så meget op, at kulturen går ind i en forfaldsfase, hvor den mister sin selvopholdelsesdrift og mister sin evne til at forsvare sig mod indtrængende fjender.
Der er en vækstfase, en kulmination, og en forfaldsfase.

Camille Paglia mener, at præcis dét sker i vores egen kultur i denne tid. Hvis samfundet bliver så eftergivende, at alle mulige mærkelige identiteter får lov at sætte dagsordenen, så kan samfundet ikke overleve.

Man kan høre mere om det i denne video med Camille Paglia (13).

 

(1) Mallory Millett (2018): My sister Kate: The destructive feminist legacy of Kate Millett.

(2) Se også nærmere side 13 i Kåre Fog (2018): Fire myter om patriarkatet. Mysis.

(3) https://quotefancy.com/kate-millett-quotes

(4) https://nikitaccoulombe.medium.com/why-feminism-wants-to-dismantle-the-family-long-4695d45bcf88

(5) https://uca.edu/training/files/2020/09/black-Lives-Matter-Handout.pdf

(6) https://fee.org/articles/black-lives-matter-s-goal-to-disrupt-the-nuclear-family-fits-a-marxist-aim-that-goes-back-a-century-and-a-half/

(7) https://en.wikipedia.org/wiki/Sophie_Lewis_(author)

(8) https://www.thenation.com/article/archive/want-to-dismantle-capitalism-abolish-the-family/

(9) www.berlingske.dk/aok/her-er-normstormernes-undervisningsmanual-som-pressen-ikke-maatte-se

(10) https://www.dr.dk/drtv/se/deadline_-normstormernes-hemmeligheder_328736

(11) https://en.wikipedia.org/wiki/Motte-and-bailey_fallacy

(12) Formand for Dansk Mandesamfund Alexander Andersson kan ikke forstå, hvorfor nogle mænd ikke vil kalde sig feminist: ”Ligestilingen er ikke gået for vidt, den er ikke gået langt nok”

(13) Lesson from history: Transgender mania is sign of cultural collapse . . .

Anmeldelse af Pluckrose & Lindsay: Cynical Theories

Anmeldelse af
Helen Pluckrose & James Lindsay (2020): Cynical theories. How universities made everything about race, gender, and identity – and why this harms everybody. 352 pp. Swift Press.

Dette er en meget læseværdig bog om den form for postmodernisme, som i disse år skyller ind over universiteterne og videre ud i samfundet. Den går under forskellige betegnelser: Postmodernisme, poststrukturalisme, identitetspolitik, intersektionalisme, socialkonstruktionisme m.m. Det er noget uklart, præcis hvad disse betegnelser dækker over. Jeg har aldrig kunnet finde nogen brugbar definition af, hvad man forstår ved postmodernisme, og det indtryk bekræfter Pluckrose & Lindsay. ”Postmodernisme er ikke bare svært at definere; det er også notorisk vanskeligt at opsummere. . . For at gøre sagen værre, har dets afgrænsning, karakter, form, formål, værdier og fortalere altid været omstridte. Det hænger sammen med, at det indgår i den postmodernistiske tankegang, at enhver form for afgrænsning er af det onde. Afgrænsning betyder, at man putter ting i kategorier, og at putte ting i kategorier ses som en del af den magtanvendelse, hvormed den vestlige hvide mand altid har undertrykt andre.
Det betyder samtidig, at man aldrig kan hænge en postmodernist op på noget; han vil benægte, at han er postmodernist – fordi hvis man kan finde en bestemt betegnelse for hans ideologi, så har man en form for magt over ham, og det gør han alt for at undgå.
Et eksempel på en postmodernist er feministen Judith Butler, som mente, at det er bedst ikke at definere postmodernisme, lige som hun mente, at man ikke skal definere køn eller seksualitet.
Postmodernister støtter sig bl.a. meget på Michel Foucault, som skrev meget om at alle relationer i samfundet er magt-relationer – magt findes overalt, f.eks. mellem lærer og elev, forældre og børn, læge og patient, mand og kone, etc. Alt hvad der foregår, er magtrelationer, og magten ligger især i sproget – ordene skaber, hvad de nævner. Derfor er postmodernister enormt optaget af sprog, og hvad virkning sproget har.
Anvendt postmodernisme fokuserer på at kontrollere diskurser, især ved at kalde formuleringer for problematiske. ”Problematisk” er fagudtrykket for alt, hvad postmodernisten finder forkert og forkasteligt.

Ifølge postmodernismen findes der ikke objektiv, værdineutral viden. Det er magtstrukturerne i samfundet der afgør, hvad der erklæres som viden.

På bogens side 31 forsøger forfatterne at give en karakteristisk af postmodernismen ved at beskrive de gennemgående elementer. De er
1) Det postmoderne vidensprincip: Skepsis over for om der findes objektiv sandhed, og tilslutning til kulturel konstruktionisme.
2) Det postmoderne politiske princip: En tro på at samfundet er opbygget af magtsystemer og hierarkier, som afgør hvad der kan vides, og hvordan.

Derudover er der fire hovedtemaer:
a) alle grænser søges udvisket
b) der ligger magt i sproget
c) kultur-relativisme (den vestlige kultur er ikke bedre end nogen anden kultur)
d) menneskers identitet ligger i hvilken gruppe de tilhører, men hverken i deres individuelle karaktertræk eller i nogen som helst fællesmenneskelige træk.

Postmodernister mener, at Vesten har konstrueret den ide at fornuft og videnskab er gode ting. Det har Vestens mennesker gjort, fordi de udnytter fornuft og videnskab til at udøve magt og marginalisere ikke-rationelle, ikke-videnskabelige former for vidensproduktion. Men som kulturrelativister mener postmodernisterne, at der findes andre, lige så rigtige ”måder at vide på”. Det kan være overtro, stammetraditioner, åndelige oplevelser, erkendelse via følelserne, og meget andet. Postmodernister ønsker at alt ”dekoloniseres”, dvs. vestlig tankegang afskaffes. Man vil have ”retfærdighed i forskningen”, som består i at man kun citerer videnskabelige referencer som er skrevet af kvinder, af etniske minoriteter, eller andre marginaliserede eksistenser. Videnskab produceret af vestlige, hvide mænd skal slet ikke citeres.

Postmodernistiske akademikere skal ikke forpligte sig til at skrive noget, der giver mening, at bruge rationelle argumenter, at undgå logiske modsætninger, eller fremlægge evidens for deres påstande. Alt det er udtryk for den vestlige kultur, som skal bekæmpes. I feministisk teori og kritisk raceteori fastslår man, at rationel fornuft giver et uretfærdigt handicap for kvinder og undertrykte racer. Derfor afviser man, at andre kan bruge rationelle argumenter i diskussion om de emner.

Man kan således ikke diskutere med postmodernister i den tro, at det stærkeste argument vinder. Postmodernister nægter at anerkende argumenter, der går imod dem, og som bygger på fornuft.

Lige som man blankt afviser rationel fornuft, afviser man også blankt biologi. I queer teori, f.eks., vil man under ingen omstændigheder indrømme, at biologi kan forklare bare den mindste smule af kønsidentitet. Man vil ikke legitimere ”biologisk essentialisme”. Det er umuligt at tænke på den rette måde om race- eller køns-politik så længe disse opfattes som biologiske fænomener snarere end sociale konstruktioner. Tilsvarende er det umuligt at lave en politisk analyse af seksualitet, så længe som denne primært opfattes som et biologisk fænomen eller et aspekt af individuel psykologi. Bestemte former for seksualitet er et fænomen der karakteriserer grupper, ikke enkeltindivider, og ikke mennesker i almindelighed.
Ud fra dette forstår man, at så snart nogen bare antyder at biologi spiller en rolle, går enhver diskussion i hårdknude. Biologi er tabu.

For postmodernister ejer en person ikke et ”selv”. Selvet eksisterer ikke som nogen indre kerne, men kun som et resultat af sociale påvirkninger. Hvad et menneske er, afgøres derfor udelukkende af, hvilken social gruppe, det tilhører. Heri ligger grundlaget for identitetspolitik og intersektionalitet.
Et barokt eksempel på dette er de postmodernistiske discipliner, der handler om handicappede og fede. Disse menneskers identitet ligger i at de er hhv. handicappede eller fede. De skal være stolte af at tilhøre de grupper, de tilhører – f.eks. være stolte af deres fede krop. At bekæmpe fedme er at ligge under for omverdenens normer, og det skal man derfor ikke. Hvis en person er døv, så er det forkert at udføre lægelige operationer der får vedkommende til at kunne høre, for derved fjerner man personens identitet som værende døv. At ville kurere en sådan person, hvorved personen mister sit tilhør til gruppen af handicappede, kaldes kynisk. At det er bedst at være sund, er en fordom som skal bekæmpes.

De tidligere faser af feminisme var i begyndelsen ikke feministiske. De betvivlede ikke eksistensen af to køn, mand og kvinde, og de anvendte rationelle argumenter om f.eks. lønforskelle. Men i universiteternes kurser i kvindestudier blev traditionel marxistisk analyse efterhånden skubbet til side til fordel for en socialkonstruktionistisk opfattelse af køn. Feministerne fandt det attraktivt at mene, at det den patriarkalske diskurs i samfundet der skaber de kønsstereotyper, som undertrykker kvinder. På samme måde for bevægelserne for sortes rettigheder. Kampen for borgerrettigheder gik ud på at fjerne diskrimination og forskelsbehandling, skabe lige vilkår for alle, og fjerne fordomme. Men postmodernisme (Social Justice tilgangen) opfatter det som naivt at kæmpe på den måde. Her mener man, at ikke blot reaktionære enkelt-personer, men hele samfundet er gennemsyret af fordomme.

Bogen forklarer også, hvad postmodernister forstår ved privilegier – dette ord spiller samme rolle for dem, som overklasse spiller for marxister. At have privilegier vil sige at man er fri for at nogen diskriminerer imod en.

I postmodernismen mener man, at hele samfundet består i at nogen undertrykker andre, dvs. al relevant viden handler om undertrykkelse. Og her mener man, at kun de undertrykte selv kan udtale sig om, hvad undertrykkelse er. Den sandhed, som den undertrykte udtaler, kan undertrykkeren ikke med rette modsige. Da f.eks. kvinder er undertrykte, som gruppe, så vil det som kvinder siger om samfundsforhold, altid være mere sandt end det, som mænd siger. Kvinder har altid ret, og mænd skal blot trække sig tilbage og lade kvinder tale.

Der er undertrykkelse overalt i samfundet, fordi alt i samfundet handler om magt. For postmodernismen handler det derfor ikke om at påvise undertrykkelse – man ved allerede, at den er der – det handler derimod om at finde den undertrykkelse, som med sikkerhed findes der. Alt hvad den undertrykte definerer som sexisme eller racisme er faktisk sexisme eller racisme. Der er ingen mulighed for at modsige dette, da det som den undertrykte siger, altid er sandt.
Der findes skjult undertrykkelse overalt i samfundet, og det betyder at alle hvide mennesker er racister, og alle mænd er kvindeundertrykkere. Uanset hvor meget de forsøger at være gode mennesker og undgå at diskriminere, er de alligevel undertrykkere, for undertrykkelsen ligger i det system, de er ført ind i. Hvad mere er, undertrykkerne kan aldrig tilgives. Hvide kan f.eks. intet gøre for at holde op med at være racister.

Denne tænkemåde finder man f.eks. også på s. 181 i Mikkel Thorups bog om antifeminisme (anmeldt her på bloggen). Her går Thorup i rette med Jordan B. Peterson, der ikke kan se, hvordan de mange mænd der har arbejdet for at udvikle samfundet kunne være en del af et hæmmende patriarkat. Thorup svarer: ”Jo, Jordan, nu skal du høre. Det var de, fordi de, gode gerninger eller ej, levede i et system, en struktur, der favoriserede mænd, fordi de var mænd. Det er netop et system, en struktur, ikke en individuel karakterbrist, der udgør patriarkatet. Det er så simpelt at forstå, at man skal ville misforståelsen for at kunne lave den.”
Her har vi altså tydeligt udtrykt den postmodernistiske opfattelse, at mænd aldrig kan være gode mennesker. Uanset om de bestræber sig på at være gode mennesker og ikke undertrykke nogen, så er alligevel undertrykkere. Mænd er født som forkerte mennesker alene i kraft af den gruppe, de fra fødslen tilhører. Og det har vi altså en professor i Aarhus til at belære os om.

Det system der undertrykker kvinder – altså patriarkatet – er ikke en bestemt social struktur, der kan påvises og identificeres. Det kan kun beskrives i vage termer om den mandlige dominans, der gennemsyrer enhver diskurs. Den gammeldags søgen efter videnskabelige sandheder om køn ses som en måde at forsøge at få alle til at tilslutte sig vestlige, heteroseksuelle mænds diskurs om viden. Mere traditionelle feministers forsøg på at skabe lige vilkår for kønnene afskrives, fordi det i princippet aldrig er muligt at rette op på systemets indbyggede skævheder. Postmodernister ønsker i stedet gensidig respekt. Med det forstår de respekt for at der eksisterer forskellige sociale og kulturelle grupper, og at hver gruppes synspunkter er lige valide. Her kæmper man altså ikke for den enkeltes ret til at have sine synspunkter, men derimod for at gruppers synspunkter tæller lige meget. Så er det jo også logisk, at forskningsresultater produceret af hvide mænd ikke kan tælle mere end viden fremskaffet af sorte kvinder. Alle grupper skal repræsenteres ligeligt, hvilket f.eks. indebærer, at mænd og kvinder skal repræsenteres 50:50 overalt.

Lige som postmodernister mener, at alle relationer i samfundet er baseret på magt, så mener de, at alle relationer mellem mænd og kvinder er baseret på, at mænd har mere magt end kvinder. For postmodernister er det umuligt at analysere situationer, hvor manden ikke har mere magt end kvinden, eller hvor han har mindre magt end kvinden. Selv når man taler om, at patriarkatet også er til skade for mændene, så er der ingen mulighed for at hævde, at mænd på nogle felter systematisk står dårligere stillet end kvinder.

Efter at have gennemgået hvilke tankegange der præger postmodernismen, altså den ideologiske basis, kommer forfatterne frem til et kapitel om hvordan disse tankegange omsættes i praksis.
Første eksempel er en bog af Barbara Applebaum om Social Justice.
Her omtales den situation, at en studerende deltager i et kursus, hvor en postmodernistisk lærer kommer med påstande, som studenten mener er forkerte og indoktrinerende. I den situation vil nogle studenter række hånden op og protestere. Men ifølge postmodernismen skal de ikke have lov til det. Hvis en student spilder klassens tid ved at udfordre lærerens påstande, så har det omkostninger for de medstuderende, som er marginaliserede og lider skader ved at blive konfronteret med andre synspunkter. Kritik er således forbudt.

Ifølge postmodernismen findes der ikke objektiv viden – hvad der opfattes som sandt, afgøres af sprogbrugen hos dem, der har magten. En hvid mandlig student der protesterer mod læreren, forsøger således at give patriarkatet magten ved at fremføre de påstande, som vinder tilslutning hos hvide mænd. Derfor er det afgørende vigtigt at kontrollere hvad der bliver sagt – det er nødvendigt for at arbejde for social retfærdighed.
I en bog om ”whiteness studies” hævder en kvinde, Robin DiAngelo, at hvide mennesker i USA er vænnet til at leve under vilkår, hvor de ikke udsættes for ”race-stress” ved at blive konfronteret med personer af andre racer. Hos hvide mennesker udløser selv det mindste race-stress nogle forsvarsreaktioner. Disse reaktioner kan være at vise følelser som vrede, frygt eller skyld, eller sådan adfærd som f.eks. argumentation, tavshed, eller at forlade stedet.
Igen ser man, at postmodernismen er sådan opbygget, at kritik eller protest ikke tillades. Hvis det er forbudt både at argumentere, at være tavs, eller at forlade stedet, så er der kun en mulighed tilbage – at sidde stille og lade sig belære. Uenighed er forbudt. Når en person belæres om den postmodernistiske sandhed, så er ingen negative reaktioner tilladt.
Ifølge DiAngelo kan der ikke være ikke-racisme. Racisme er til stede overalt. Det har intet at gøre med, om man er et godt eller ondt menneske – alle hvide er racister, uanset om de vil være ved det eller ej.

I postmodernismen har man altså forladt et vigtigt princip i videnskaben, nemlig at hver part fremsætter sine bedste argumenter, og uenighed afgøres af argumenternes styrke. I postmodernismen er uenighed forbudt. Det er derfor ingen overdrivelse at postmodernisme opfylder kriterierne for at være en religiøs sekt – der er lukket helt af for argumenter fra omverdenen, og medlemmerne af sekten har ingen anden mulighed end at tilslutte sig til de centrale dogmer.

I bogen ”The coddling of the American Mind” kritiseres postmodernismen for, at den fremsætter nogle ”store usandheder”. De store usandheder er at folk er sårbare og lider skade ved at blive udsat for afvigende synspunkter, at følelsesbaserede argumenter er gyldige, og at det er en kamp mellem os (de gode) og de andre (de onde). Fokus er flyttet fra at undgå fysisk skade til at undgå psykisk skade, dvs. det gælder om at skabe følelsesmæssig sikkerhed, som det sker i ”safe spaces”.

Til sidst i bogen kommer forfatterne ind på, hvordan vi andre skal håndtere og gå op imod postmodernisme
Vi skal gøre os klart, at det postmoderne vidensprincip er at viden er et socialt konstrueret kulturelt artefakt. Den opfattelse må vi andre bekæmpe ved at pointere hvad det drejer sig om – der er tale om en leg med ord. Det er et sprogligt spil. Desuden må man gå op imod postmodernisternes krav om at man skal være stille og lytte og ubetinget tro hvad man hører. Man må insistere på retten til at modsige postmodernister uden at blive påført skam. Man må protestere over at postmodernismen fokuserer på hvordan verden burde være indrettet, i stedet for hvordan den faktisk er indrettet. Man må insistere på at det skal være tilladt at være skeptisk over for alle påstande. Man må protestere imod, at universiteterne opretter obligatoriske kurser, hvor deltagerne udsættes for postmodernistisk propaganda om køn og race. Og man må arbejde imod, at postmodernister helt overtager institutionerne.
Alt dette er lettere sagt end gjort. Forfatterne afstår fra midler som tvang og propaganda, for det er netop midler som postmodernisterne benytter sig af. Men derved står forfatterne tilbage med faktisk ikke at have nogen særlig virksomme forsvarsvåben.

Jeg har skrevet bogen ”Humaniora – videnskab eller varm luft”, så det burde ikke komme bag på mig, hvor mange forkerte træk der er ved postmodernismen. Men alligevel kommer Pluckrose og Lindsays bog bag på mig. Det hele står endnu meget værre til, end jeg havde drømt om. Det ryster mig at læse, at det ligger i selve postmodernismens grundlag, at kritik er forbudt, og at enhver henvisning til biologi er forbudt. Der er på forhånd lukket af for, at mine argumenter kan have nogen vægt, det vil sige, at saglig diskussion er umuligt. Den eneste tilladte udveksling af tanker er fra postmodernisterne til os andre – udveksling den anden vej rundt er forbudt. Der er ingen som helst sikring af, at det som postmodernisterne påstår, er sandt – og det er også lige meget, for postmodernister tror ikke på at der eksisterer generelle sandheder.

Jeg ser alt i et kønsperspektiv, og jeg kan ikke undgå at bemærke, hvor meget postmodernismen passer til en særlig feminin form for tankegang; der er en modstand mod den videnskab, som er opfundet og rendyrket af mænd; der er en modstand mod at forholde sig objektivt og neutralt. Der er vægt på at viden kan produceres på alle mulige andre måder end ved forskning, f.eks. ved overtro eller ud fra følelser. Der er meget vægt på sprogets betydning, og på hvad man kan opnå alene ved sproglige formuleringer. Der er en accept af udsagn der er ulogiske eller selvmodsigende – logik er et redskab for mandlig undertrykkelse. Der er en vægt på at folk er sårbare og skal beskyttes følelsesmæssigt mod ubehagelig viden. Det hele er lagt an på at tilhængerne er svage, følelsesbetonede og sårbare.
Det skal ikke misforstås derhen, at alle kvinder har disse karakteristika. Det har de jo ikke. Men det skal forstås sådan, at jo større en andel kvinderne udgør af dem, der studerer og underviser på universiteterne, jo lettere er det at få flertallet til at slutte op om den form for tænkning.

Jeg vil gerne fremhæve, at det som Pluckrose og Lindsay skriver i bogen, ikke er fejende generaliseringer. Den er tværtimod baseret på en meget omfattende og grundig læsning af utallige postmodernistiske ”tænkere”. Alle påstande om postmodernismen er baseret på konkret evidens for, hvad postmodernister faktisk har sagt, skrevet og gjort. Forfatterne har lagt et enormt arbejde i at gennemgå de mange tekster og fremlægge resultaterne for alle os andre, som ikke har tid og kræfter til at pløje sig igennem tusindvis af sider af tendentiøst nonsens.

Pluckrose og Lindsay skal have mange tak for at de har gjort dette store arbejde for os andre. Jeg tror og håber, at deres bog bliver en milepæl i selverkendelsen i den akademiske verden.