Kategori: Incels

En incel er en mand, der totalt mangler succes over for det modsatte køn. Ordet er et sammendrag af ”involuntary celibate”, dvs. det er en mand der lever i ufrivilligt cølibat. Han ville gerne have en kvindelig kæreste; men han kan ikke få nogen.

Overalt i vores kulturkreds er der i de senere år blevet en stadig stigende andel af de unge mænd, som helt mangler succes hos kvinderne.

Unge mennesker i USA har i dag meget sjældnere sex end unge mennesker for ti år siden. Det gælder i særlig grad mændene. Der er blandt andet en sammenhæng med, at en højere andel af de unge mænd er arbejdsløse, og en højere andel bor hjemme hos deres forældre. Frem til 2010 var der blandt unge mennesker næsten lige mange mænd og kvinder, der aldrig havde sex. Men i 2018 var der sket en stor ændring. Nu var det 28 % af de unge mænd, mod kun 18 % af de unge kvinder, der i løbet af et år aldrig havde sex.

Der er nogenlunde lige mange singler blandt mænd og kvinder. Jeg har optalt data fra Danmarks Statistik angående personer i aldersgruppen 31 til 50 år. Her er 21,1 % af mændene single, mod 22,7 % af kvinderne. Men hovedparten af de mange singlekvinder er enlige mødre og har altså andre mennesker boende hos sig i husholdningen. Hvis vi ser på de personer i aldersgruppen 31 – 50, som både er single og ikke har børn, så er det 18,5 % af mændene, men 9,2 % af kvinderne. Dobbelt så mange mænd som kvinder bor altså helt alene, og den forskel er voksende. Andelen af enlige uden hjemmeboende børn stiger meget kraftigere for mænd end for kvinder.
Det er især de socialt dårligst stillede mænd, der bor alene. Blandt ufaglærte mænd bor 45 % alene.
Det er ikke fordi, disse mennesker ønsker at bo alene. I 2019 udkom rapporten for ”Projekt Sexus”. Den her viste figur er kopieret fra rapporten; den viser at ud af de 25-45 årige singler er det ca. 85 % af mændene og 84 % af kvinderne, der ønsker at finde en fast partner. De fleste singler er altså ufrivilligt single.

Mange mænd bliver aldrig fædre. Det har jeg skrevet om i kapitlet om barnløse mænd. I dag er det i Danmark 20 – 25 % af alle mænd, der aldrig bliver fædre. En stor del af dem ville gerne have børn, men de finder aldrig en kvinde de kan stifte familie med.
I kapitlet om barnløse mænd og kvinder kan man læse, at i hele Europa (og i hele den vestlige verden) er et stigende antal mænd barnløse. Det gælder bestemt også i Danmark, Norge og Sverige. Ud af dem, der har nået en alder på op imod 50 år, er det 20 – 25 %, der aldrig har fået børn, mod kun 10 – 14 % for kvinderne. I mange andre vesteuropæiske lande er forholdene noget lignende.
De interviewundersøgelser, der findes, tyder på at hovedparten af de mænd, der er barnløse, gerne ville have børn. Grunden til at de ikke har børn, er at de ikke har kunnet finde nogen kvinde at få dem med. I en større svensk undersøgelse var det f.eks. 60 % af de barnløse mænd, der var barnløse fordi de ikke havde fundet en kvindelig partner.

Man kan diskutere, om disse mænd selv gør noget, som forhindrer at de kan få en kæreste – f.eks. manglende hygiejne, manglende vilje til at opsøge sociale fællesskaber, eller urealistiske forventninger; eller om der er tale om mænd der er helt ok, men som bare bliver forbigået af kvinderne, dvs. de bliver valgt fra.

Det stiller spørgsmålet om, hvad de her incels – de der ufrivilligt lever uden et seksuelt forhold – egentlig er for nogle mænd.

Det er givet, at mange incels er dybt ulykkelige mennesker. Det er pinefuldt at længes forgæves efter en kæreste, samtidig med at mange andre har masser af held med kvinderne. De mangler evnen til at forstå kvinders sociale signaler – det er et problem for mange mænd, for kvinders sociale signaler er ofte ulogiske og tvetydige; men mange incels mangler i særlig grad den evne. Mange lider også under en mere generel mangel på sociale evner. De er ikke dygtige til at skaffe en tæt vennekreds. Nogle incels søger efter steder på internettet, hvor de kan finde støtte til at løse deres personlige problemer, og her opstår der fællesskaber af incels, som søger råd hos hinanden og bekræfter hinanden i deres opfattelser af situationen. Her kan de bestyrke hinanden i en form for had mod de kvinder, der afviser dem, og på disse fora kan hadet vokse til et faretruende omfang.

Nogle incels er blevet så dybt desperate og forbitrede, at de har fået fat i skydevåben og har åbnet ild mod sagesløse grupper af mennesker. Det har jeg skrevet om i kapitlet om voldelige incels. De skal selvfølgelig fordømmes så kraftigt som muligt. Men i den fordømmelse er der mange der helt afskriver incels som mennesker man kan forsøge at forstå.

Med deres voldelige ugerninger har de mest rabiate incels formået at gøre opmærksom på dem selv og deres store problemer; uden de ugerninger ville omverdenen have været lige glade med dem og deres problemer. Men det er en opmærksomhed, der giver bagslag. En mand skriver f.eks. om Elliot Rodger, der skød og dræbte 6 personer: ”Vi er nødt til at have denne diskussion, fordi der skal ikke gives nogen som helst sympati for en sådan dreng.” Han udtrykker den manglende vilje til at forstå incel-mændenes problemer, der er så udbredt.

Det brede samfund har fået et indtryk af incels som voldelige, kvindehadende fanatikere. Det almindelige indtryk er at incels nærmest er en slags mentale hulemænd, der foragter alt feminint. Man ser dem som mænd der er uden for pædagogisk rækkevidde og som ikke er i stand til at lære almindelig social omgang med kvinder.
Men det er uheldigt. Der er brug for at vi indlever os i incels tankegang; ellers åbner vi for, at der i fremtiden dukker nye incel-massemordere op igen og igen. Der er ogås brug for at tænke mere over deres familiebaggrund og over, hvorfor de har så totalt mangel på held med kvinderne. Det overvældende flertal af rabiate incels er vokset op hos en enlig mor, og der er noget der tyder på, at netop forholdet til moderen er vigtigt for at de udvikler sig så skævt. Det skal vi forstå bedre.

Hvis vi definerer en incel som en yngre mand, der ufrivilligt lever uden et seksuelt forhold, så dækker den definition ganske mange mænd. Vi har set, at 28 % af alle unge mænd i USA aldrig har sex, og vi har set, at i de nordiske lande er det 20-25 % af alle mænd, der aldrig når at danne par og stifte familie. For 60 % eller mere er det utilsigtet. Det vil sige, at et sted mellem 12 og 28 % af alle yngre og midaldrende mænd – afhængigt af hvilken aldersgruppe vi ser på – er incels.

Set i forhold hertil er antallet af radikale incels, der på det mørke internet gejler hinanden op til at hade kvinder, forsvindende lille. I Danmark har der i tidens løb kun været én eneste incel, som i frustration har dræbt kvinder (nemlig 35-årige Flemming Nielsen i 1994).

Dertil kommer, at de incels som i frustration skyder tilfældige mennesker, næsten altid ender med at begå selvmord. Det handler altså ikke om at få magt over, undertrykke eller dominere kvinder – en mand der begår selvmord, er en mand i afmagt. Hans frustration er så stor, at han forlader denne verden.

I bogen ”Alfahan eller tøffelhelt” går jeg nærmere ind på hvad der formentlig rører sig i hovedet på sådanne mænd. Jeg citerer fra Flemming Nielsens dagbog: ”Jeg er aggressionshæmmet og har så mange følelsesmæssige ar, at jeg blot føler mig død og tom indvendig. Jeg har på det seneste erkendt, at jeg aldrig bliver fri for disse problemer. Og det bedste ville have været at stoppe for mindst 10 år siden.”

Ordet ”aggressionshæmmet” er centralt. Vi har åbenbart en fyr for os, som har lært at vende aggressioner indad, ikke udad, indtil det hele en dag eksploderede. Dette viser i retning af  en opdragelse baseret på `psykologisk kontrol´, et emne som jeg også behandler i den omtalte bog. Jeg citerer bl.a. en afhandling, der siger: ” Man har konsekvent fundet at psykologisk kontrol viser sammenhæng med mønstre som præges af skyldfølelse, at man lægger ansvaret på sig selv, at man bekender sit ansvar, og udtrykker aggression direkte eller indirekte, samt afhængighed, fremmedgørelse, at man trækker sig væk fra det sociale liv, lav ego-styrke, manglende evne til at træffe bevidste valg, lav selvvurdering, passive, hæmmede og overkontrollerede karaktertræk, og depressiv affekt.”

Det samme mønster beskriver jeg i bogen ”To køn – tre sandheder”. Jeg beskriver et opdragelsesmønster, hvor moderen får puttet sin egen verdensopfattelse og sin egen moral ind i hovedet på sønnen. Det gør hun ved en følelsesbaseret opdragelse, hvor drengen lærer at han skal opføre sig sådan, at han stiller Mor tilfreds. Når han bliver en ung mand, forsøger han at gøre sig attraktiv over for det modsatte køn ved at vise den adfærd, som hans mor har lært ham: han skal være et gennemført godt menneske, en gentleman, venlig og hjælpsom, og først og fremmest sætte hensynet til kvinden højere end hensynet til sig selv. Det forekommer ham selvindlysende at netop den adfærd er den rigtige, hvis man skal demonstrere over for en kvinde, at man vil være en god, pålidelig og trofast partner.

Det som den unge mand mangler, er at forstå hvordan man håndhæver sin egen vilje. Den alt for indfølende mor har hele tiden øset moderkærlighed ud over ham, uden at han behøvede at gøre andet end at opføre sig som et dydsmønster til hendes tilfredshed. Han er oplært til at tro, at alt godt kommer til en, hvis bare man viser sig som et pænt menneske. Han har ikke lært, hvordan man selv skaffer sig det, man gerne vil have. Han har heller ikke lært sociale færdigheder – hvis man vokser op i en tæt relation til sin mor, som gør alt for en, så lærer man ikke at være social. De manglende sociale evner bliver en slags tillært hjælpeløshed.

Den unge mand, der er vokset op i dette psykiske miljø, har lært at vende aggressioner indad, at bebrejde sig selv og undertrykke sig selv, og at sætte hensyn til andre før hensynet til sig selv. Han har derimod ikke lært at hævde sig selv og sætte grænser.

Erfaringen viser desværre, at netop denne adfærd er fatalt mislykket. En selvbebrejdende, indadvendt mand med dårlige sociale evner, som ikke forstår at hævde sig selv og ikke sætter grænser, er alt det, som kvinder IKKE føler sig tiltrukket af. En sådan fyr bliver valgt fra. Kvinderne går i en stor bue uden om ham. I stedet sværmer kvinderne for de selvhævdende og selvbevidste mænd, som er hurtige til at sætte grænser, og som godt kan vise aggressioner. De sværmer måske endda også for de unge mænd, der tydeligvis er interesserede i penge og materielle goder og alt hvad der er smart, hvorimod vores indadvendte fyr tror at han kommer nogen vegne ved at lægge vægt på indre kvaliteter frem for ydre. Erfaringen viser, at det kommer han ingen vegne med. De indre kvaliteter, han tror at han kan demonstrere, er den adfærd, som hans mor har puttet ind i ham, ikke hans egen naturlige maskuline adfærd.

Vi har altså en fyr, som er vokset op med et tæt forhold til sine forældre, eller i hvert fald til sin mor. Han er indadvendt og selvbebrejdende, har dårlige evner til at bygge sociale kontakter, og forstår ikke at hævde sig selv og sætte grænser. Han vil meget gerne have et forhold til en pige – han har levet tæt sammen med sin mor, og nu skal han finde en jævnaldrende kvinde, der kan opfylde omtrent det samme følelsesmæssige behov. Hans længsel efter at finde denne pige er meget stærk. Men samtidig har han fået en personlighed, der gør, at ingen pige vil have ham. Han bliver til en incel.

Hvis han er vokset op hos en enlig mor, helt uden en far, går det særlig skævt. Det illustreres af, at 26 de 27 amerikanske skoleskydere, der har dræbt flest ofre, var vokset op hos en enlig mor (se kapitlet om voldelige incels). Det sætter en makaber streg under, hvad der kan gå galt, hvis sønnen er for meget prisgivet sin mors indflydelse.
Det sætter samtidig en streg under, hvor farligt det kan være, at stadig flere kvinder vælger at blive enlige mødre.

Hvad sker der nu, når denne incel får øje på en dejlig pige i skoleklassen eller på universitetet? Hun er en Stacy, dvs. en der er så dejlig i enhver mands øjne, at hun fortjener at få netop en mand som ham selv. Han forsøger at gøre det, han tror er det rigtige, dvs. han forsøger at opføre sig som en ”gentleman”, altså en mand, der sætter hensynet til kvinden over hensynet til sig selv. Han opdager, at det gør overhovedet ikke positivt indtryk på kvinden. Stacy sværmer derimod for andre fyre, der er langt mere maskuline – fyre, der efter incel-mandens begreber er langt dårligere partier for kvinden, end han selv er. Det er usympatiske, smarte, selvhævdende fyre, ofte endda også nogle med rige forældre der strør om sig med penge – den slags fyre, der i incel-terminologien kaldes en Chad.

Den store, dybe uretfærdighed er nu, at Stacys bliver kærester med Chads, ikke med incels. Incel-fyren vil gerne være et godt menneske – han opfører sig sådan, som hans mor har lært ham, og han vil Stacy alt det bedste. Men hun har ikke sans for kvalitet. I stedet falder hun for en Chads overfladiske smarthed. Det forstyrrer hele hans verdensbillede – de gode taber, og de onde vinder.

Incel-fyren mener, at Stacy BØR blive kæreste med ham. I den almindelige karikatur af en incel bliver det forvansket til, at han mener, at han har RET til den attraktive kvinde. Det er en forsimpling og forfladigelse af hans tankegang. Han føler ikke, at han har RET til Stacy; men han føler, at han fortjener hende, og han er forarget over, at hun ikke vil have ham. Det er først og fremmest uretfærdigt i hans øjne. Han, der gør så meget for at være den perfekte gentleman, får intet. Men Chad-typerne, der bare er overfladiske, smarte fyre, får alt. Det er en dødelig uretfærdighed.

Den almindelige misforståelse af, hvad en incel tænker, er at denne incel tror at han har RET til kvinder, uden at han selv har noget at byde på. Men incel-fyren selv ser det helt anderledes; han mener at han har rigtig meget at byde på – at han er den bedste fyr, pigen kan få, fordi han har de indre kvaliteter; han er virkeliggørelsen af den perfekte mand – nemlig den mand, som hans mor har lært ham at være. Kan være, at hans sociale evner ikke er så veludviklede; men han tror ikke, at de sociale evner er afgørende vigtige – han ser den sociale udadvendthed og lethed ved at skabe kontakter som overfladisk charme, der dækker over en upålidelig natur. Tværtimod, mener han, netop det at han selv ikke er en, man hurtigt får social kontakt med, garanterer for, at det venskab, der gerne skulle opstå, ikke bare er et overfladisk venskab.

Hvis incel-manden murer sig inde i den verdensopfattelse, som jeg har skitseret her, så isolerer han sig mere og mere fra omverdenen. Denne isolation gør det endnu vanskeligere at få kontakt til en attraktiv kvinde, samtidig med at hans længsel efter en kvinde antager voldsomme proportioner. Det giver en voldsom frustration, som river og slider i hans psyke, og som forstærkes af den dybe følelse af uretfærdighed.

De fleste enlige mænd har trods alt nogle sociale kontakter – så som mandlige venner i den virkelige verden – der bidrager til at de ikke helt mister jordforbindelsen. De fortsætter med et leve et temmelig ensomt og temmelig ulykkeligt liv; men de affinder sig med det og bliver ikke desperate.

Hvis det går rigtig galt for en incel, så mangler han helt sociale kontakter i den virkelige verden. I stedet finder han ligesindede i mørke afkroge af internettet. Disse ligesindede medvirker ikke til at bevare jordforbindelsen og se realiteterne i øjnene. Tværtimod – lige som andre ekkokamre på internettet bestyrker de manden i de fejlopfattelser, han har i forvejen, og radikaliserer ham. Som vi ved, fører dette i nogle tilfælde til fatale konsekvenser.

Internettet er dog ikke absolut afgørende for incel-fænomenet. Danske Flemming Nielsen begik sine drab på unge kvinder tilbage i 1994 – førend der var noget, der hed internet-fællesskaber. Han fik så store psykiske problemer, at han begyndte at gå til psykiater en gang om ugen. Desuden tog han lykkepiller i halvandet år op til drabet. Men lige lidt hjalp det. Det store problem var formentlig, at hans sociale kontakter næsten udelukkende bestod i omgangen med forældrene. Psykiateren var åbenbart ikke indsigtsfuld nok til at modvirke den uheldige indflydelse fra forældrene.

I den almindelige debat i samfundet trives en generel fejlopfattelse af, hvad en incel er (se kapitlet om hvordan incels omtales i debatten).

Incels fordømmes så kraftigt, at det blokerer for en forståelse af deres situation. Man tror at en incel er en ung mand der hader kvinder og afviser den gunstige indflydelse, som social kontakt til besindige kvinder kunne give ham. Det er i mine øjne helt forkert. Det der er gået galt, er for STOR indflydelse fra kvinder, nærmere bestemt hans mor. Hvis man tror at man kan modvirke incel-fænomenet ved at sørge for, at unge mænd udsættes for endnu mere opdragelse fra velmenende, ældre kvinder, så tager man grueligt fejl. Han mangler derimod i fatal grad forståelse for, hvad der forventes af en mand for at han kan klare sig godt i livet. Den forståelse kan han sandsynligvis kun få fra andre mænd.

Andre artikler om incels:

Barnløse mænd

Incels, der begår massedrab

Debattens misforståede opfattelse af incels

Begrebet incels har jeg nærmere omtalt i dette kapitel.
I den brede samfundsdebat bliver incels dæmoniseret. Som modsvar til at de rabiate incels hader kvinder, er der mange kvinder der hader forestillingen om incels, uden at forstå hvem de er.
Jeg vil her give nogle eksempler fra den danske debat anno 2020.
Et eksempel er en længere artikel på DR´s hjemmeside med overskriften ”Mænd der ødelægger kvinder”. ” Bliv klogere på seksuelt frustrerede mænd, der hader kvinder så meget, at de slår ihjel”, læser man. Men man bliver ikke klogere af at læse artiklen – man bliver nok snarere vildledt. ”I  stedet for at forsøge at score kvinder har de besluttet at hade og ydmyge kvinder”, står der. Det er jo ikke sandt. De har jo intet større ønske at finde en kvinde at leve sammen med. Ordet ”score” er dog nok forkert i denne sammnhæng. At ”score” er det, en Chad (en smart, attraktiv fyr) gør. En incel håber på en tæt forbindelse, snarere end en scoring, og en del af hans problem er, at en Stacy (en attraktiv kvinde, som incel-fyren forelsker sig i) hellere vil scores end have et tæt forhold til en indadvendt, selvbebrejdende fyr.
Videre hedder det i DR´s artikel: ” Incels mener, at de har krav på sex og kærlighed, og de ser sig selv som undertrykte, fordi de ikke får sex og kærlighed. Frem for at forbedre deres chancer for at score piger eller kvinder mødes incels på tværs af nationaliteter i kvindehadske fora på nettet. “
Det er en ret ondsindet misfortolkning. De mener ikke, at de har KRAV på sex og kærlighed. De mener, at de har fortjent sex og kærlighed, og det er noget andet end at have krav på det.
Og videre: ” For incels har kvinder én funktion: De burde give dig sex og kærlighed. Når kvinder ikke gør det, bliver de et hadeobjekt, der skal ydmyges. Der er slet ikke nogen forståelse for, at kvinder jo har personlighed.” Igen er det ondsindet vrøvl.
Videre: ” Incel-fællesskabet på nettet er del af et større netværk på nettet af mænd, der har fokus på maskulinitet og er imod feminisme. Eksperter kalder netværket ”the manosphere” eller på dansk ”manosfæren”.. . . Incels adskiller sig  . . .  ved at være en af den mest voldsparate gruppe i det større netværk. . . . Der er ifølge flere forskningsprojekter et overlap mellem incels og højreradikale grupper. I Europa har der været højeradikale angreb, hvor gerningsmænd deler tanker omkring kvinder med incels, forklarer Maia Kalhke Lorentzen. Hun peger på nordmanden Philip Manshaus . . Forinden havde 22-årige Philip Manshaus været aktiv på de samme hjemmesider, som incels færdes på.”
Her bruger man hadet mod incels til at skabe et had mod hele manosfæren og sætte den i bås som ”højreradikal”.
Videre hedder det: ” Der har ikke været fysiske incel-angreb på kvinder i Danmark eller i Europa.” Også det er forkert. Det har der i høj grad.
Og videre: ” Maia Kalhke Lorentzen finder incel-bevægelsen ”ekstremt farlig”. – Vi har set angreb i både USA og Canada. Måske kommer vi også til at se dem i Europa. Bevægelsen er digital voldsparat med koordinerede digitale angreb, der både består i chikane af kvinder på deres sociale medie-platforme, i afpresning og i hævnporno.- Og så har bevægelsen et giftigt kvindesyn og et giftigt syn på mænd og kvinders relationer, der kan risikere at sprede sig videre ud fra de her digitale fællesskaber.”
Ja, den rabiate del af incel-bevægelsen er farlig. Men det er ikke nødvendigvis incel-typer, der bruger afpresning og hævnporno. Det had mod incels, som her lægges for dagen, gør ikke situationen bedre. Det betyder bare at man fjerne sig endnu mere fra at forstå disse incels.

Berlingske har bragt en artikel med forfatteren Michael Katz Krefeld, i anledning af at han har udgivet en ny krimi,  »Nattens udyr«, der handler om incels.
Vi læser i artiklen:
”Hvor mange incels, der findes, vides ikke, men Michael Katz Krefeld er under sin research til bogen blevet overrasket over, hvor mange grupper, der findes på nettet, og hvor ofte man på  almindelige netfora og hjemmesider, f.eks. Ekstra Bladets Nationen, finder tråde, hvor kvindehad og foragt kommer til udtryk.
»Jeg læste, hvad jeg kunne finde på nettet om mænd, der i communities gemmer sig bag deres computerskærme. Jeg prøvede at finde ud af, hvor forskellige incels-grupper befandt sig på nettet, og jeg fandt også ud af, hvor bredt incel-begrebet er. Nogle grupper er selvhjælpsgrupper for meget ulykkelige mænd, som ikke kan finde sex og kærlighed, og der er høje selvmordsrater i disse grupper. Andre grupper er deciderede hadegrupper, som er meget voldelige, og som udskammer kvinder og har et helt særegent sprog, og hvor alt, der er feminisme, betragtes som ondt.«
Som titlen antyder, handler »Nattens udyr« om den sidste gruppe af incels. Det er mænd med lav social status. Mænd, der ikke formår at date kvinder, som ikke forstår de sociale koder, og som opbygger et stærkt had til kvinder generelt.
Michael Katz Krefeld reagerede naturligvis med væmmelse, da han researchede fænomenet incels og den vold og kvindeforagt, der trives i nogle af disse grupper, men han fandt også ud af, at der er tale om meget ulykkelige mænd.
Hvad mangler de mænd?, spørger journalisten.
»De mener, at de har en ret til kærlighed, men dér tager de fejl. Man har ikke ret til kærlighed. Man skal gøre sig fortjent til kærlighed, og man skal kunne give kærlighed. Det forstår de ikke. De mener, at der bliver begået et overgreb og en uretfærdighed mod dem, og det er deres motiv for den vrede og hævn,  de retter mod kvinder.« ”
Her kommer misforståelsen igen; Det påstås, at disse mænd mener at har ret til kærlighed. Virkeligheden er, at de i udgangspunktet mener, at de har gjort sig fortjent til kærlighed – men gjort sig fortjent på en måde, som kvinderne ikke påskønner.

I Weekendavisen havde Hassan Preisler et essay, hvor han fremstillede sig selv som en incel-agtig figur – som ham der ikke kunne få damerne, mens smarte Chads lagde dem ned på stribe. Den værste figur i det essay er DR- journalist Mads Aagaard Danielsen. Hassan Preisler skriver: ” Det tilkom de allermest fremmelige og succesfulde indimellem at tage helt unge produktionspiger ind i kopirummet efter frokosten. Her kunne man »hoste dem i halsen«, som det vistnok hed dengang. Det foregik for det meste ret utilsløret og uden at vække anstød. Det skete sådan her: Han greb hende i hånden, hun slog en høj latter op, de forsvandt ind bag en lukket dør. Da de kom ud igen, var hans kinder røde, og hendes hår var uglet. Vi andre klappede og lo bifaldende. Af og til slog ubehaget rod i mig, men jeg mistænker, at det mest af alt skyldtes bevidstheden om, at det aldrig skulle blive mig, der ville turde hive hende ind ved siden af.  . .”
” RYGTERNE SVIRRER OM Mads Aagaard Danielsen som fluer, men det afholder ikke kvinderne fra fortsat at lade sig overbevise af hans veltalenhed, hans evner for forførelse, hans lokkende metoder – hans farlighed! Til det sidste. For Mads er det hele, for han er status, magt, krop. De afsluttende gange, jeg støder på ham, er det på bar og klub i indre by, og han omgiver sig stadig med dem, da jeg trækker frakkekraven op om ørerne og går hjem. Til sidst beslutter jeg mig for at medvirke til optrævlingen af overgrebene og få ham fældet. . . ”
Og Mads Aagaard Danielsen blev fældet. Han blev smidt ud af DR på grund af hans sexovergreb mod kvinderne.
Her har vi en konstellation der minder om en incel (Hassan Preisler) og en Chad (Mads Aagard Danielsen). Og denne incel har jo ret i, at den lokale Chad er et usympatisk, men smart og charmerende væsen. Det er den usympatiske og kyniske mand, Chad´en, der får alle kvinderne, ikke den pæne og tilbageholdende incel -type.
Der er et efterspil til denne artikel. I den følgende uge er der et indlæg af en kvinde, Ingeborg Topsøe. Det er en kommentar til Hassan Preislers omtale af ”Mads Aagaard Danielsen og andre magtfulde mænd, som Hassan møder igennem sin karriere, og som kvinderne bliver ved med at foretrække. Når Hassan beslutter at deltage i optrevlingen af Mads Aagaard Danielsens overgreb, skyldes det . . . et spørgsmål om hævn. . . Netop begrebet hævn er stort i incel-verdenen. Hævn bliver hyldet og er kommet til udtryk i form af massemord og terrorangreb. I 2014 dræbte Elliot Rodger seks og sårede 14, før han begik selvmord. . . . At sammenligne Hassan Preisler med Elliot Rodger kan lyde . . . overdrevet . . .  Men der ligger hos Preisler og Rodger samme foruroligende præmis til grund for deres ellers meget forskellige hævn. Nemlig deres opfattelse af, at de har noget at hævne. Men at have noget at hævne forudsætter, at der er blevet gjort noget imod dem. At de er blevet udsat for en uretfærdighed. At deres ret er blevet krænket. Men de har aldrig haft ret til de kvinder, de gerne ville have.”
Her kommer misforståelsen igen;: at incels tror at de har ret til kvinder. Nej, det er ikke det, det handler om. Det handler om, at det der foregår, er uretfærdigt. Det er uretfærdigt at skurkene (så som mads Aagaard Danielsen) får alle kvinderne, mens de pæne fyre, som Hassan Preisler, har meget ringe held med dem. Det er en forbrydelse mod verdensordenen at skurke belønnes og de søde drenge ikke får noget.
Ingeborg Topsøe fortsætter:
” Det er, som om der for Hassan sker en total sammensmeltning af, når kvinder (ifølge ham) vælger de forkerte mænd, og når de bliver krænket af mænd. Måske fordi både de frivillige seksuelle forhold mellem kvinder og andre mænd og andre mænds uønskede seksuelle tilnærmelser mod kvinder føltes som en krænkelse af Hassans selvindbildte ret til kvindernes kuglerunde bryster og store, bløde læber. Om de andre mænd fik et samtykke eller ikke, betød mindre fra Hassans perspektiv, for det var i virkeligheden hans ret til kvinderne, som mændene krænkede, ikke kvindernes ret til selvbestemmelse over deres egen krop. Sådan ser Preisler verden. Ud fra sin indbildte ret. Og det er denne indbildte ret, der skal kastes et skarpt lys på.”
Hun viser her en horribel mangel på forståelse for den pæne drengs problem. Det er som om kvinder instinktivt elsker alfa-hannen og foragter de svage beta-mænd. En beta-mand som Hassan Preisler vækker bare vrede og foragt. Der er en afgrund af manglende empati som forhindrer, at kvinden forstår den svage mands situation. Incels er ulykkelige mennesker, fordi det de oplever, i deres øjne er dybt uretfærdigt. Det er dybt uretfærdigt, at kvinderne kun interesserer sig for alfa-hannerne, også selv om disse alfa-hanner er meget usympatiske mennesker, mens kvinderne bare foragter de sympatiske, men svage beta-mænd.
Ingeborg Topsøes indlæg har bl.a. ført til denne kommentar på Reddit:
“Hassan Preislers oprindelige essay er virkelig interessant, og optegner ganske præcist de følelser, der løber igennem den pæne dreng, når han ser predatorer blandt de andre drenge hensynsløst tage pigerne med vold – og slippe godt fra det. . . . Det er en ubehagelig sandhed han disker op med. Og derfor søger Ingeborg Topsøe da også brutalt at udradere den som en morderisk incel-logik, der koster kvinder livet. Dette debatindlæg er dybt frastødende i sin tendens og klamt og ubehageligt i sin udførelse.”
I Hassan Preislers tilfælde har ingen incel myrdet kvinder. Der er ikke nogen forbrydelse, eller rettere, de der begår forbrydelser mod kvinderne, er diverse Chad-typer. Alligevel er kvindens reaktion (Ingeborg Topsøe), at foragte historiens incel-figur. Han bliver foragtet, selv om han er relativt uskyldig. Det er lige netop den samme form for dyb uretfærdighed, der gør de mest sårbare incels til rabiate fanatikere, der hævner sig voldeligt.

En incel er en yngre mandsperson, som gerne vil have et forhold til en kvinde, men ikke kan få det. Det gør ham frustreret og ulykkelig. Det er pinefuldt at længes forgæves efter en kæreste, samtidig med at mange andre har masser af held med kvinderne. Nogle føler en så stor uretfærdighed og føler livet så umuligt, at de udvikler voldsom vrede mod dem, der afviser dem, og mod samfundet i det hele taget.
Nogle incels søger efter steder på internettet, hvor de kan finde støtte i grupper af ligesindede. Her kan de bestyrke hinanden i en form for had mod de kvinder, der afviser dem, og på disse fora kan hadet vokse til et faretruende omfang.  Nogle incels er blevet så dybt desperate og forbitrede, at de har fået fat i skydevåben og har åbnet ild mod sagesløse grupper af mennesker.

Man taler især om ”skoleskyderier”, og de, der begår disse skoleskyderier, er som regel helt unge mænd, som er incels. En del af dem har især skudt kvinder. De fleste begår selvmord efter skyderiet.

Da det er lettere at få fat i skydevåben i USA end andre steder, foregår de fleste skoleskyderier i USA. Der kendes dog også en del episoder i mange andre lande. Wikipedia har en oversigts-artikel. I Danmark foregik der et sådant skyderi på Aarhus Universitet i 1994.

En af de mest  berømte incels, der har begået massemord, er Elliot Rodger, der begik sin ugerning i 2014, da han var 22år, hvorefter han begik selvmord. Han efterlod et meget langt manifest, hvor han betegnede sig selv som ””the perfect guy”, ”the supreme gentleman” og ”the true alpha male”. Det var altså ikke ham selv, der var noget galt med – han var offer for en uretfærdig verden, hvor kvinderne ikke havde øje for dem, der faktisk var de bedste mænd. I sit 141 sider lange manifest skrev han bl.a.: ” Tomorrow is the day of retribution, the day in which I will have my revenge against humanity, against all of you. For the last eight years of my life, ever since I hit puberty, I’ve been forced to endure an existence of loneliness, rejection and unfulfilled desires all because girls have never been attracted to me. Girls gave their affection, and sex and love to other men but never to me. I’m 22 years old and I’m still a virgin. I’ve never even kissed a girl. I’ve been through college for two and a half years, more than that actually, and I’m still a virgin. It has been very torturous. College is the time when everyone experiences those things such as sex and fun and pleasure. Within those years, I’ve had to rot in loneliness. It’s not fair. You girls have never been attracted to me. I don’t know why you girls aren’t attracted to me, but I will punish you all for it. It’s an injustice, a crime, because … I don’t know what you don’t see in me. I’m the perfect guy and yet you throw yourselves at these obnoxious men instead of me, the supreme gentleman.”

Elliot Rodger blev en helt eller et idol for andre. En anden massedrabsmand skrev I sit manifest lige før han begik drabene: “Hail the supreme gentleman Elliot Rodger!” På den “mørke” del af internettet taler deltagerne om at “go full Elliot Rodger” – dvs. tage den yderste konsekvens af sine problemer, slå en masse af de mennesker ihjel, der ses som årsag til problemerne, og derefter begå selvmord.

Elliot Rodger betegnede sig selv som incel. Han søgte meningsfæller i fora på internettet, herunder på forummet PUAHate, dvs. et forum hvor man delte sin vrede mod PUAs (PUA = PickUP Artist = scoretræner). Deltagerne her var skuffede over de råd, man kunne få fra PUAs, og mente at rådene var fup. Det var altså de særlig frustrerede unge mænd, som havde givet afkald på at modtage råd om hvordan man kontakter kvinder, og i stedet mente at hele the establishment var imod dem.

Med ordet ”manosfæren” betegner man den del af internettet, hvor mænd diskuterer mænds særlige problemer, herunder hvordan kvinder volder mænd problemer. INcel-miljøet er en del af manosfæren, men den omfatter også PUA-miljøet (scoretrænere og deres elever), mænd der har opgivet at have noget med kvinder at gøre (MGTOWs),  mænd der kæmper for mænds rettigheder, f.eks. i forbindelse med skilsmisser, selvmord og arbejdsulykker.  En stor del af dette foregår i de dunkelt belyste dele af internettet, og de mænd, der færdes her, har meget lidt indbyrdes kommunikation uden for internettet.

Men der er situationer, hvor resten af samfundet pludselig får et indblik i hvad der foregår på den mørke del af internettet. En sådan situation var Elliot Rodgers massemord, i forbindelse med at han lagde sit manifest frem, så alle kunne se, hvilke tankesæt han var under indflydelse af. Det har betydet, at omverdenens indtryk af manosfæren er meget præget af opfattelsen af personen Elliot Rodger. I wikipedia-artiklen om manosfæren hedder det at man har sat den i forbindelse med online chikane, massedrab og andre voldsepisoder i den virkelige verden, og man har givet den en rolle i forbindelse med at radikalisere mænd, så de begår vold mod kvinder. I wikipedia-artiklen om incels står der at mindst seks massemord er begået siden 2014 af mænd der har identificeret sig som incels eller havde refereret til incels i deres posteringer på nettet. ”Incel samfund er blevet kritiseret af medier og forskere for at være kvindehadende, opfordre til vold, udbrede extremistiske synspunkter, og radikalisere deres medlemmer. Fra 2018 og frem er incel ideologien i stigende grad blevet beskrevet som en terroristisk trussel, og et angreb I februar 2020 I Toronto, Canada, blev det første tilfælde af angiveligt incel-relateret vold som blev retsforfulgt som en terror-handling. ”

På den måde har handlinger begået af nogle mere eller mindre psykisk syge personer, ikke mindst Elliot Rodger, farvet mainstream samfundets opfattelse af manosfæren. Mainstream-samfundet fordømmer hele manosfæren og ser manosfærens medlemmer som potentielt voldelige kvindehadere.

Desværre er omverdenens interesse for incels mest koncentreret om at fordømme dem. Der er mindre interesse for deres personlige baggrund, for hvad der fører til at de bliver incels, og for hvordan man forebygger at de bliver sådan. Især er der alt for få der fokuserer på disse incels´ familiebaggrund.

Der er ellers indikationer nok på at familiebaggrunden er vigtig. I en oversigt over de 27 amerikanske skoleskydere, der har dræbt flest ofre, viser det sig, at de 26 af dem havde en enlig mor. I mange tilfælde havde moderen været enlig lige fra fødslen; i en del tilfælde blev forældrene skilt nogen tid før masseskyderiet.

I andre tilfælde er der indikationer på en usund tæt tilknytning til forældrene, især moderen. Det gælder for den tyske mand Tobias Rathjen, der i en alder af 43 år stadig boede hos sine over 70 år gamle forældre. Begge forældre levede for deres søn, får vi at vide. Men noget må have været forkert i forholdet til moderen. Efter at have dræbt ni mennesker og såret flere, vendte han hjem, skød sin 72-årige mor, og derefter sig selv. Derimod var faderen uskadt, da politiet nåede frem til hjemmet.

Adam Lanza, der begik en massakre i Connecticut i USA i 2012, startede med at skyde sin egen mor, mens hun sov, og tog derefter hen på moderens arbejdsplads og skød dels 20 børnhavebørn, dels et antal voksne kvinder. Igen må der være en meget stærk frustration i forhold til moderen. Drabet på børnehavebørn kan ses som et angreb på den verden, der var vigtig for moderen.

Anders Behring Breivik, der begik massakrerne i Norge i 2011, var vokset op hos en fraskilt mor. Moderen var en varm tilhænger af alt hvad der repræsenterer socialdemokratiske værdier – støtte til de svage i samfundet, støtte til indvandrere osv. Og Breivik gik tydeligvis efter at angribe præcis det, der var moderens værdier.

Om 26-årige Chris Harper Mercer, som i 2015 dræbte mindst ti personer, læser vi: ” Han boede alene sammen med sin mor i en lejlighed, og flere naboer beskrev ham som knugende ensom. Han sad alene på altanen i mørket og stirrede ud på verden, sagde én, der også beskrev ham som »ualmindelig fjendtlig.« Ingen så ham nogensinde sammen med andre end moderen.”

Det fællestræk jeg ser ved disse ellers ret forskellige mænd, er at de har haft et tæt forhold til moderen, og at moderen har haft en dominerende rolle i deres liv. De tilfælde, hvor moderen blev skudt, kan tolkes som tilfælde hvor moderens dominans var så stor, at det udløste et helt radikalt opgør.

Det er et generelt mønster, at unge mænd med et meget tæt forhold til deres mor, har svært ved at få kærester. Jeg vil endda sige, at de unge kvinder går i en stor bue uden om en fyr, der bærer stærkt præg af at være under indflydelse af sin mor. Dette kan også ske, hvis moderen er meget kærlig og hengiven, som hos Tobias Rathjen, hvor forældrene ”levede for deres søn”. Et noget lignende mønster ser vi hos Flemming Nielsen, der i 1994, i en alder af 35 år, skød på fire kvinder på Aarhus Universitet (se. S. 24 i ”Alfahan eller tøffelhelt”). Hans forældre var tæt forbundne med ham, men på en usund måde. Han skrev i sin dagbog at han var vred på sine forældre og på kvinder generelt. Psykologisk set tror jeg, at sønnen vænner sig til, at kærlighed fra en kvinde (nemlig moderen), er noget der bare kommer af sig selv, uden at han selv kan gøre til eller fra. Han lærer ikke, hvad en mand selv skal gøre for at skaffe sig kærlighed, og når det kommer til jævnaldrende kvinder, er han helt uden forståelse for, hvad han skal gøre for at gøre en kvinde interesseret. Alle de ovennævnte mænd er eksempler på frustrerede enlige mænd, hvis frustration førte dem til at begå frygtelige voldshandlinger. Men de udgør kun toppen af isbjerget. Langt de fleste incels begår ikke den slags vold; nogle af dem idealiserer volden; men de fleste er blot dybt frustrerede.

Mange incels er stærkt frustrerede og dybt ulykkelige mennesker. Det ville være på sin plads at tænke mere over deres familiebaggrund og over, hvorfor de har så totalt mangel på held med kvinderne. Men det er der ikke meget motivation for. En mand skriver f.eks. om Elliot Rodger: ”Vi er nødt til at have denne diskussion, fordi der skal ikke gives nogen som helst sympati for en sådan dreng.”

Selvfølgelig skal vi stærkt fordømme de personer, som i deres frustration skyder løs på tilfældige mennesker. Men den helt generelle og skråsikre fordømmelse af incels og af alle mandefællesskaber, der på nogen måde kan sættes i forbindelse med incels, og den totale mangel på indlevelse i deres tankegang, forhindrer at samfundet ser på mænds specifikke problemer, og mulighederne for at løse dem.

Det generelle kapitel om incels ses her.