Boganmeldelser

Anmeldelse af Christian Groes: Da MeToo ramte manden.

Christian Groes (2023): Da MeToo ramte manden. 110 sider. Gads Forlag.

Christian Groes er kønsforsker, ansat som lektor ved RUC. I maj 2023 udkom bogen ”Da MeToo ramte manden”. Bogens emne er: Hvor går grænsen mellem flirt, samtykke, krænkelser og magtmisbrug?
Det bedste ved bogen er dens titel. Ja, MeToo har virkelig ”ramt manden” som et artilleri-nedslag.

Bogen er ikke imponerende. Siderne er små, og der er kun lige knap 100 tekstsider.
Bogen bygger på samtaler og interview med 18 vidt forskellige mænd i alderen 20-65 år. Interviewene blev foretaget af Groes selv og to kvindelige assistenter i 2021 og 2022. Det er et meget lille datamateriale – så lille, at man vist ikke kan drage nogen videnskabelige konklusioner. Desuden får vi meget lidt at vide om, hvad der blev sagt i disse interviews – vi ser kun nogle små uddrag, og der står intet om hvor mange % af mændene, der mente hvad. Der citeres også andre mænd; men det hele bevæger sig nærmest på det anekdotiske plan (dvs. ret tilfældige enkelthistorier).

I forordet står der : ”Der skal også lyde en stor tak til min kæreste Julie Rokkjær Birch for inspiration og støtte og for at have læst med undervejs.” Julie Rokkjær Birch var som bekendt indtil for nylig leder af museet ”Køn” i Århus, og hvis hun accepterer teksten, kan vi være ret sikre på, at der står intet som går imod feministers dagsorden.

Begrebet ”magt” spiller en ret stor rolle i bogen. Vi læser f.eks. s. 91: ”Men når magtfulde mænd forklarer deres krænkelser med, at de blev revet med af stemningen, eller at de ikke oplevede, at nogen blev krænket, afslører de ofte samtidig, at der er blevet blinde overfor deres egen magt og privilegier.”

Groes skriver om MeToo sagen på TV2. Han nævner, at efter Jes Dorph-Petersens opfattelse gik Therese Philipsen frivilligt med til at have sex med ham. Han kritiseres for, at han stod i et ulige magtforhold til hende. Han ses som eksempel ”på den magtfulde mand, der ikke ville erkende betydningen af sin magt og sin grænseoverskridende adfærd”.
Her er Groes for stærkt farvet af, at alt skal tolkes i lyset af, at manden har en magt, som han misbruger. Han går uden videre ud fra, at sagen med Jes Dorph-Petersen passer ind i det mønster. Der er ikke det kritiske forbehold, som en forsker burde have. Så vidt jeg har forstået, var det virkelig sandt, at Philipsen indlod sig frivilligt, ja, at det var hende, der aktivt opsøgte mænd i lederpositioner for at få sex med dem. Hvis de to parter er uenige om forløbet, så kan man ikke bare uden videre tro på den ene og mistro den anden. En sådan fordomsfuldhed burde ikke findes hos en forsker.
Til allersidst i bogen nævner Groes et enkelt eksempel, hvor en af hans veninder var blevet kæreste med sin chef. Veninden sagde til ham: ”Kan vi ikke finde et sprog for tiltrækning, hvor der også er plads til kærlighed og lyst på tværs af magtpositioner, og hvor min kærlighed til min kæreste ikke skal betvivles, fordi han er min chef?”. Groes siger som kommentar, at det endegyldige svar findes ikke. Han fastholder, at kærlighed bør ske i ligeværdige relationer, og ikke på arbejdpladsen.
Hvad Groes ikke vil erkende her, er at noget af det, der bdirager allermest til at gøre en mand seksuelt attraktiv for kvinder, er et han har magt eller har en høj social position. Therese Philipsen, praktikanten på TV2, forelskede sig f.eks. igen og igen i de mænd, der var chefer (mindst 6 forskellige chefer).
Groes påstår tværtimod, at status og magt ikke længere giver adgang til kvinders gunst. ”Det lader til, at flere kvinder dyrker mandeidealer, der ikke er baseret på rigdom, krop, uddannelse eller status.” Måske nok. Men mange kvinder dyrker stadig disse mandeidealer. Han skriver (s. 48), at empati, tilbageholdenhed, opmærksomhed og sårbarhed er mere blevet mere fremtrædende maskuline værdier og måske er blevet kriterier for flere kvinder. Her tager Groes afgørende fejl. Umiddelbart efter nævner Groes da også selv et par eksempler på mænd, der er tilbageholdende i deres tilnærmelser. Den ene får f.eks. kvinden med hjem om natten, men tager ikke initiativ til mere, efter at de er gået i seng. Manden er i tvivl, om han skal gå ud til hende næste morgen, når hun tager brusebad, og lader være med det. Kvinden tager af sted, og han ser hende aldrig igen. Eksemplerne viser, at der kan IKKE anbefales mænd at være så forsigtige i deres tilnærmelser. Alligevel er det det, Groes opfordrer mændene til.

Groes siger (s. 69), at hengivenhed, opmærksomhed, langsomhed og gavmildhed netop er de værdier, der kendetegner den sex, han beskriver som gensidig og ligeværdig.
Nogle af de interviewede mænd udtrykker deres store usikkerhed m.h.t. hvordsan man kan flirte i en tid med Metoo. De søger efter utvetydige signaler fra kvinder på, om der er gensidig seksuel interesse.
Det genkender jeg. Da jeg var ung, var jeg meget usikker på hvordan jeg skulle nærme mig kvinder. Jeg var opdraget til at tro, at det eneste vigtige i forhold til kvinder er at være opmærksom og hensynsfuld. Hvis bare man var det, skulle det hele nok lykkes. Jeg tænkte, at nu, da der er ligestilling mellem kønnene, kunne kvinden vel lige så godt tage initiativet, som manden kunne. Hvis jeg var meget i tvivl, kunne jeg vel bare vente på, om kvinden selv viste sin interesse. Og jeg ville i hvert fald ikke gøre noget, som hun ikke ønskede. Jeg afventede altid, om hun ”gav grønt lys” til tilnærmelser. Jeg så aldrig nogensinde dette grønne lys – nok fordi jeg var blind over for kvinders mere subtile signaler. I hvert fald: Den strategi at være tilbageholdende og hensynsfuld, gav aldrig positivt resultat. Den strategi ødelagde mit liv på den måde, at mit intense ønske om at finde en kvinde at stifte familie med aldrig gik i opfyldelse.

Her er det så, at jeg bliver vred på Christian Groes. Det han anbefaler mændene, er netop det som har ødelagt meget i mit eget liv. Hans råd om endelig at føle sig forsigtigt frem og altid være sikker på, at kvinden er interesseret, før man tager første skridt, er råd som vil skade både mænd og kvinder – det vil skade kvinderne, fordi de ikke får de søde og hensynsfulde mænd, som de måske gerne ville have. For det gælder stadigvæk, i en tid 55 år efter 1968, at det skal være manden, der tager initiativet. Hvis han ikke gør det, lader kvinden ham gå, for hun tror at han ikke er særlig interesseret. Hun ærgrer sig over hans mangel på initiativ; men hun tager ikke selv initiativ.

En del af de unge mænd, Groes interviewer, udtrykker det samme, som jeg selv tænkte som ung, at det ville da være ok, hvis kvinderne tog initiativet noget mere. En af dem fortæller (s. 44), at han går mere langsomt frem i sine tilnærmelser, end han gjorde tidligere. I stedet for at komme for tæt på eller kramme en kvinde, han er ude med, vil han, hvis han mærker en interesse, røre hende let på armen eller spørge, om hun har lyst til et kram, og så mærke, hvordan hun reagerer. Eller vente på, at hun tager initiativet. Sådan tænker disse unge mænd selvfølgelig, fordi det er vanskeligt at være meget hensynsfuld og opmærksom på ikke at skade kvinden, og så også tage initiativ. Men der er ingen vej udenom. I dag, som før, er det mandens opgave at tage initiativ.

Groes taler om (s.53-57), at unge mænd, i stedet for at søge en traditionel mandlig identitet, dyrker deres sårbarhed sammen med andre mænd. Han anbefaler ligefrem en tendens, han ser hos en del unge mænd i dag, De er fysisk sammen med andre mænd, selv om de er heteroseksuelle. De har tæt kontakt til hinandens kroppe og lærer at føle efter, hvor den andens grænse for nærhed er. De kan ligge i ske med andre mænd, eller kysse dem lidt. Det anbefaler Groes, fordi derved lærer de unge mænd at mærke efter, hvor meget nærhed de kan tillade sig over for andre, herunder over for kvinder. Som om fysisk nærhed til en mand er det smme som fysisk nærhed til en kvinde.

Groes kommer også ind på diverse former for mandekurser. Men han skriver kritisk, at ”Hvis man nærlæser beskrivelsen af mandekurserne, handler de sjældent om tilgivelse, empati og overbærenhed over for kvinder eller tilbageholdenhed og opmærksomhed på kvinders grænser.” I modsætning til kurser der dyrker rå, primitiv maskulinitet, er de mange nye kurser mere sporet ind på mandens grænser og behov. Om et kursus for den alt for hensynsfulde type mand – ”No more mr. Nice Guy” mener Groes, at det er den narcissitiske mands drømmekursus. Han mener, at det, at fokus ligger på, hvordan man som mand bliver bedre til at sætte grænser overfor andre, også kvinder, fremfor hvordan man bliver bedre til at mærke, hvor andre menneskers grænser går, antyder at det også er et kursus for mænd, der er bange for at miste deres privilegier. Hvilken kortslutning i argumentationen! Kurser som ”No more mr. Nice guy” er for mænd, der er så tilbageholdende, at de aldrig kunne slå en flue ihjel, og altid giver efter, hvis andre vil frem. Og så skælder han dem ud for, at de ikke længere altid vil give efter for kvinders ønsker, men også en gang imellem markerer deres grænser og sætter foden ned.
Jeg har lært, at noget af det vigtigste for at en kvinde kan respektere og elske en mand, er at manden viser tydeligt, hvor hans grænser går, og er villig til at sige nej en gang imellem. Hvis han aldrig sætter foden ned, prøver hun instinktivt, hvor meget mere hun kan manipulere med ham, og hvis han stadig ikke gør modstand, mister hun al respekt og forlader ham. Men Groes anbefaler altså, at han altid giver kvinden ret og ikke lærer at sige nej. Det er en anbefaling, der gør mænd til viljeløse bløddyr og ødelægger forholdet mellem kønnene.
Det er et gennemgående tema i bogen, at der kommet nye spilleregler i forholdet mellem kønnene, og det er sandt. ”Tiden efter MeToo er for mange mænd forbundet med usikkerhed og nervøsitet i mødet med kvinder, både på dates og på jobbet”. Bogen demonstrerer tydeligt, at der er mere end nogensinde blevet brug for at finde frem til nogle nye spilleregler. Men bogen svigter totalt med hensyn til at finde frem til sådanne spilleeregler. De anbefalinger, Groes kommer frem med, er ubrugelige eller ligefrem skadelige for mændene. Hele bogen bærer præg af, at intet i den må modsige kvinders interesser. Mændene får at vide, at de må aldrig gå imod kvinderne. Den maler billedet af et samfund, hvor mænd altid skal rette sig efter kvinder. Det blvier et samfund, hvor mændene bliver skygger af sig selv, og det vil ikke gøre kvinderne tilfredse.

Anmeldelse af Marianne Stidsen: “Med lov skal land nedbrydes”

Marianne Stidsen (2023): Med lov skal land nedbrydes. Forlaget Hovedland. 304 sider.

Den tidligere lovgivning om voldtægt blev erstattet af samtykkeloven, som trådte i kraft d. 1. januar 2021. Marianne Stidsens bog består af detaljerede, udfoldede enkelthistorier om nogle af de mange mænd og drenge, der er dømt efter den nye lov igennem de seneste ca. to år. Beretningerne er baseret på, at Stidsen har taget kontakt til de dømte mænd og til deres pårørende, og/eller, at hun har overværet retssagerne.

Der er ti kapitler, hvor hvert kapitel handler om dommen mod en bestemt mand eller dreng. De ti beretninger er temmelig forskellige, og angår vidt forskellige mænd hvad angår etnisk oprindelse, social status, og alder. Derudover er der et indledningskapitel og to afsluttende kapitler. Her nævnes kort nogle flere sager af samme karakter.

Sådan som sagerne er fremstillet i bogen, er der tale om dybt uretfærdige domme, hvor uskyldige mænd dømmes for noget, de ikke har gjort. Nogle af dem er blevet dømt ved Byretten, men er senere – efter længere fængselsophold – blevet frikendt helt eller delvis ved Landsretten. De fleste har forgæves appelleret til Landsretten, og er fortsat i fængsel. Det virker temmelig tilfældigt, hvem der er blevet frikendt i anden omgang, og hvem der ikke er.

Hele bogen igennem bruges der voldsomme og stærkt følelsesladede udtryk til at beskrive den uretfærdighed, der er overgået disse mænd. I et moderne retssamfund burde det være sådan, at enhver regnes for uskyldig, indtil det modsatte er bevist. Sådan er det dog ikke her. Så snart kvindens anmeldelse løber ind, foretager politiet dramatiske, voldsomme anholdelser af de mistænket mænd, ofte på meget ubelejlige tidspunkter. De behandles som farlige voldsforbrydere, og mange af dem bliver fra det ene øjeblik til det andet, som et lyn fra en klar himmel, sat i varetægtsfængsel. Selv hvis de senere bliver frikendt, ødelægger det alligevel alt i deres liv – i mange tilfælde mister de ikke blot deres ære, men også deres hus, deres familie, deres job og deres venner. Anholdelsen i sig selv er nok til at ødelægge deres liv for bestandig.

Allerede dette minder om hvad der foregår i en politistat. Men værre endnu, så bliver mange af mændene dømt uden at der foreligger beviser for deres skyld. Dommerne vælger simpelt hen at tro mere på kvindens forklaring end på mandens, også selv om der foreligger stærke indicier for at kvindens forklaring ikke er sand. I reasliteten kan en hvilken som helst mand på et øjeblik se sit liv lagt i ruiner, når en kvinde retter beskyldninger mod ham, som dommeren tror på.

Det er Stidsens påstand, at det forholder sig sådan – at de mere end ti mænd, der omtales, blev dømt, selv om de var uskydlige. Hendes fremstilling virker overbevisende. Jeg selv og de fleste læsere vil nok føle sig overbevist om, at Stidsen stort set har ret – især måske i de kapitler, hvor forløbet op til og under den angivelige voldtægt gennemgås detaljeret.

Stidsen erkender, som mange andre, at den hidtidige lov om voldtægter ikke var tilstrækkelig. Der var brug for at modernisere den. I feminsitiske kredse var der ophobet en stor frustration over, at for mange af de anmeldte voldtægtsmænd gik fri, af mangel på bevis; deres mål var at få ændret loven sådan, at flere mænd blev dømt, uanset hvad. Stidsen antyder, at myndighederne handler ud fra nogle måltal om, hvor mange mænd der skal dømmes, og for at opfylde disse måltal ser de gennem fingre med, at der i mange tilfælde ikke er de nødvendige beviser.

De fleste eksperter var enige om, at en ny lov skulle baseres på spørgsmålet om frivillighed – var kvinden frivilligt gået med til sex? Men bestemte kræfter, centreret omkring Enhedslisten, propaganderede stærkt for, at loven skulle baseres på ”samtykke”, og de fik overbevist samtlige partier i Folketinget om at stemme for det.

Forskellen på frivilighed og samtykke kan illustreres af kapitlet om Ismails historie. Han danser tæt med en kvinde på et diskotek, og de går sammen ned ad trappen til toiletterne, hvor hun først selv skal på toilettet, men så kommer ud, og de går sammen ind på et toilet, hvor de er i ti minutter, og har sex. Der findes en optagelse fra et video-kamera, der viser, at kvinden gik glad og kyssende ved siden af Ismail, endda hånd i hånd, ned ad trappen. Alt i hendes adfærd og kropssprog viser, at hun gerne vil have sex. Men under de ti minutter inde på toilettet kan hun jo have skiftet mening. I sin afsluttene procedure fastholder anklageren, at det kun er dét, der er sket inde på toilettet, der må tages med i betragtning, ikke der der sker tidsmæssigt indtil 1 minut før, de går derind. Og kvinden påstår, at under de ti minutter protesterede hun. Her står ord med ord – og retten vælger at tro på kvinden, ikke på Ismail. Der er altså ikke bevis for voldtægt, der er kun kvindens ord; men alligevel bliver Ismail idømt flere års fængsel plus en stor erstatning til kvinden. Hvis der havde været tale om en lov baseret på frivillighed, ville det have været klart, at kvinden frivilligt indlod sig på sex med manden. Men i den strenge fortolkning af samtykkeloven kan manden dømmes. Oven i købet sker det ved, at man forlanger at HAN skal bevise, at hun samtykkede under de ti minutter. Det er omvendt bevisbyrde, og den bevisbyrde kan ingen mand nogensinde løfte, med mindre han har en båndoptagelse af forløbet.
I det hel taget er der belæg i mange af bogens beretninger for, at der i praksis er tale om omvendt bevisbyrde. Det benægtes vidt og bredt i samfundsdebatten; men Stidsens bog viser, at det er tilfældet.
Hvordan kan det gå til, at dommerne så ofte dømmer en mand, selv om der ikke er tydelige beviser imod ham? Lidt af forklaringen dukker nok frem i Oskars historie (s. 59), hvor der står, at hoveddommeren bevisligt havde en fortid som feministisk propagandist.

Der er et andet eksempel, Sams historie. Sam dyrker gerne sadomasochisme. Det er ikke ulovligt, hvis blot der er samtykke fra kvinden. Der føres retssag om to situationer, hvor Sam har indledt samværet med kvinden ved at være meget omhyggelig for at snakke tingene igennem på forhånd, aftale stopkoder hvis han går for langt, og tydeligt indhendte kvindens samtykke. I disse to tilfælde opstår der episoder, hvor kvinden siger stop til bestemte handlinger undervejs, og hvor Sam straks holder inde. Alligevel bliver han dømt for manglende samtykke, og kommer flere år i fængsel.

Jans historie handler om Jan, der har været gift i ti år med en kvinde, hvorefter de bliver skilt. I det første halve år efter skilsmissen går det fint, de omgås hinanden ugentligt og er fælles om at sørge for børnene. Men efter et halvt år får Jan en ny kæreste, og det bliver ex-konen stiktosset over. Så hun indgiver en anmeldelse, der går ud på, at igennem deres ti år lange samliv og ægteskab voldtog han hende. Da der nu er en voldtægtssag imod ham, fratages han retten til samvær med sine børn, og herefter har han ikke set sine børn. Retten tror på ex-konens påstand om, at samlivet under deres ægteskab skete uden hendes samtykke, idet han benyttede medicin til at dope hende, så hun ikke kunne gøre modstand. Som bevis anføres, at Jan to gange havde bestilt sovemedicin på nettet – ganske vist sovemedicin, som han selv havde brug for, og som var svagere end den sovemedicin, exkonen selv tog. Men retten tror på denne absurde påstand, og han idømmes 6 års fængsel. Her ser vi, at samtykkeloven og uretfærdighederne i familieretten går hånd i hånd – i samme øjblik manden er anklaget for voldtægt i ægteskabet, mister han for altid retten til at se sine børn.

Dette er kun nogle af de uretfærdigheder, som bogen er fuld af.

Det fremgår af bogen, at man må ikke i vurderingen af kvindens beretning tage i betragtning, hvad hun ellers har bedrevet. I Jans historie har ex-konen også anmeldt sin første mand, da de blev skilt. Vi læser videre: ”Det værste . . . ved den nye samtykkelov er, at forsvarsadvokaten i retten ikke må fortælle, at den her pige er misbruger, at ekskonen har kontakt til psykiatrien og er under §50-undersøgelse i kommunen, samt at hun også har lavet samme nummer før. ” Desuden læser vi i samme sag, at den anklagede mand forhindres i at fremføre vidner, der taler til hans fordel. Det hele samler sig til et indtryk af stor partiskhed – det der taler for manden, må ikke komme frem, og det der taler imod kvinden, må ikke komme frem. Politiet må ikke som tidligere stille sig kritisk over for anmelder og udstille anmelders utroværdighed (s. 266).

Igen og igen, i sag efter sag, viser det sig at det der er afgørende for dommeren, er at kvinden leverer en ”sammenhængende, detaljeret og troværdig forklaring.” Samme ordlyd forekommer igen og igen i dombogen. Det er desværre sådan, at i gennemsnit har kvinder mere ordet i deres magt en mænd har, plus at mange kvinder er dygtige til at foregive stærke følelser, når de afgiver deres beretning. Det betyder i praksis, at kvindens ord rutinemæssigt vejer tungere end mandens. Faktisk er det kendt, at nogle kvinder er i stand til at lyve ekstremt overbevisende om forløb af voldægtsepisoder, som viser sig at være fuldstændig opdigtede, så en overbevisende beretning bør ikke være et bevis. Men det bliver det.

I Daniels historie bliver Daniel dømt for noget, der skete før samtykkeloven trådte i kraft. Alligevel bliver han dømt ud fra de kriterier, der er indført med samtykkeloven. Han bliver dømt efter nogle kvinders beretninger, som mere eller mindre er fri fantasi. En kvinde, der kaldes Gabi, vil efter domsafsigelsen kramme, Daniel, snakke med hans familie og have en besøgstilladelse til ham i fængslet. Og dagen efter mailer hun til en politibetjent, som har været ekstremt aktiv for at få flere kvinder til at anmelde Daniel, og skriver il ham at hun havde indgivet en falsk anmeldelse. Det fik dog ingen betydning. Daniel måtte afsone sin fængselsdom.

Hvor mange voldtægtsanmeldelser, der er falske, er et tricky spørgsmål. Hvis der ikke er nogen vidner, er det jo svært at afgøre, om kvinden lyver, eller om manden lyver. S. 250 i bogen læser vi: ”For i det ”paradigmeskfite”, retssystemet har undergået i de seneste år, indgår også, at man har besluttet ikke at retsforfølge piger og kvinder . . . for falsk anmeldelse.” Begrundelsen er, at man ved, at mange voldtægter ikke bliver anmeldt, og man forsøger ast gøre alt hvad man kan for at få flere kvinder til at anmelde. Det vil virke imod dette, hvis kvinder ved, at hvis de anmelder, risikerer de at blive dømt for falsk anmeldelse.
En stor del af de sager, der behandles i bogen – ja vel nærmest samtlige sager – er fremstillet sådan, at læseren må mene, at der er tale om falske anmeldelser. Men i retssystemet bliver de tværtimod rubriceret som vellykkede, berettigede anmeldelser, der førte til at en mand blev dømt.
Alt i alt betyder det, at de officielle vurderinger af hyppigheden af falske anmeldelser er helt upålidelige.
Majorteten af de samtykkeanmeldende piger/kvinder, der omtales i bogen, har psykiske problemer – enten diagnosticerede eller udiagnosticerede. Stort set alle de falske voldtægtsanmeldelser, der blev sorteret fra af politiet før samtykkeloven, tages nu ind i retssystemet og bliver båret igennem på et guldfad (s. 282). Altså: Mange af de tilfælde, der før i tiden blev afvist som falske anklager, bliver nu ført igennem og taget alvorligt, med det resultat, at uskyldige mænd bliver dømt. Sådan opstår altså også det indtryk, at der er meget få falske anklager.

I marts 2023 meddelte Rigsadvokaten, at samtykkeloven virker efter hensigten. ”Domstolene har taget samtykkebegrebet til sig, og de bruger det til bedømmelsen af sagerne. Vores gennemgang af retspraksis viser altså, at lovene er blevet anvendt som forventet”. . . . ” Her er der flere gange faldet dom, som ikke kunne lade sig gøre før samtykkeloven, og det er et tydeligt eksempel på, at loven virker efter hensigten.” Dette udtaler de på basis af en vurdering af 17 sager.
Det hedder i udtalelser fra Rigsadvokaten, at ”samtykkeloven er blevet beskyldt for at medføre en omvendt bevisbyrde. . . Jessika Auken forstår godt bekymringen, men hun understreger, at det ikke er tilfældet. Retssikkerheden er intakt, siger hun. – Det er fortsat anklagemyndighedens opgave at bevise, at den tiltalte er skyldig uden for enhver tvivl, og der stilles fortsat høje beviskrav til vurderingen af voldtægtssager. – Der er stadigvæk ikke noget omvendt bevisbyrde i forhold til den her lovgivning, siger hun. Der har været sager, hvor retten har vurderet, at den tiltalte ikke har vidst, at der ikke var samtykke. I disse tilfælde er den tiltalte blevet frifundet, og retssikkerheden er dermed intakt, fortæller Jessika Auken.”

Alt dette er jo i grel modstrid med hvad Marianne Stidsen skriver.

I oktober 2023 fortalte medierne, at Jolina Vinholt, der er psykologfaglig konsulent ved Københavns Politi, sammen med vicepolitiinspektør Jesper Beuschell nøje har gennemgået 500 voldtægtssager fra tiden siden samtykkeloven trådte i kraft, for at sætte luppen på, hvor det går galt. De mænd, der dømmes, er især unge mænd, oftest mellem 16 og 32 år gamle, og mange af disse mænd mener selv at de er uskyldige, og ikke har gjort noget forkert.

Vinholt og Beuschel siger: ”Falske anmeldelser eller falske anklager er alvorligt og strafbart, men det er ikke vores indtryk, at det er de falske anmeldelser, der fylder. Der er stor forskel på, hvorvidt der er tale om en falsk anmeldelse, eller hvorvidt parterne er uenige om, hvilke signaler der betød hvad. . . . Hvis man deltog aktivt og samtykkede undervejs i samlejet, kan man ikke efterfølgende definere det som voldtægt, hvis man fortryder. ”

Hvordan kan det være, at sådanne vurderinger i den grad strider mod hvad Marianne Stidsen skriver? En del af forklaringen dukker op, når vi læser hvad der står i Thomas´ historie (s. 211). Her hører vi om, at kvinden på et tidspunkt, da hun bliver gået meget på klingen, siger om mandens forklaring om forløbet under samlejet, at ”det kunne godt være sket”. Stidsen tilføjer: ”Udsagnet fremgår dog ikke af domsbogen, da domsbogen kun indeholder det, man lægger til grund for dommen, og altså ikke det, der fasktisk blvier sagt – hvilket i det hele taget er vigtigt at huske, når man læser og forholder sig til disse samtykke domme efterlods.” Og s. 284 står der, at alt, hvad der er fremlagt i en sag, som kunne pege i retning af drengens/mandens uskyld, i mange tilfælde slet ikke er nævnt i domsbogen.
Med andre ord: ifølge sagens natur indeholder domsbogen det grundlag, som dommen er baseret på. Der vil derfor være overensstemmelser med hvad der citeres fra domshandlingen, og hvad dommen lyder på. De mange tilfælde, hvor en uskyldig mand dømmes uretmæssigt, kan IKKE aflæses af domsbogen, for det der tyder på hans uskyld, vil være udeladt eller stå svagt formuleret.

Stidsens bog lærer os altså, at man kan IKKE gøre som Vinholt og Beuschell og få et retvisende billede. Man er nødt til at gå ind i de enkelte sager på den måde, som Stidsen har gjort.

Til allersidst kommer Marianne Stidsen med to forslag til handling. De er ganske enkle:
1) Loven skal revideres, så den bliver baseret på frivillighed i stedet for samtykke.
2) Falske voldtægtsanmeldelser skal i langt højere grad, end det sker nu, efterforskes, rejses og dømmes.

Min samlede vurdering er, at det er en vigtig bog, som mange burde læse. Politikerne burde læse den. De personer i retssystemet, som har med voldtægtssager at gøre, burde også læse den – ja den burde indgå i deres uddannelse. Man skal jo altid se en sag fra flere sider – det burde være elementært i retsvæsenet.
Marianne Stidsen mener, at den nye lov giver kvinder frit lejde til at få en hvilken som helst mand eller dreng smidt i fængsel på et hvilket som helst grundlag. På sidste side taler hun om ”en gru forårsaget af overlagt ondskab begået af staten i det godes navn.” Det er stærke ord, og i det hele taget supplerer hun de mange faktuelle oplysninger med meget hårde, følelsesladede ord. Er det forkert?
Jeg selv ville ikke formulere mig sådan. Jeg mener at man bør holde sig mest muligt til det objektive og holde det mere subjektive skarpt adskilt. Men i disse tider, hvor kvinder sætter dagsordenen, kommer man nok ikke langt med tørre facts alene. I forhold til mine egne bøger, der sælger dårligt og kun i mindre antal er udlånt fra bibliotekerne, konstaterer jeg, at ”Med lov skal land nedbrydes” står på talrige biblioteker, og lige i skrivende stund er samtlige bind udlånt. Så hvis man skal brage igennem mediemuren – og det bør Marianne Stidsen – så skal man nok gøre som hende.

www.dr.dk/nyheder/indland/rigsadvokaten-slaar-fast-samtykkeloven-fungerer-efter-hensigten

https://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art9540682/Misforståede-antagelser-om-samtykke-går-igen-i-voldtægtssager

Anmeldelse af ”Aldrig din skyld / altid din skyld”

Anmeldelse af ”Aldrig din skyld / altid din skyld” af Tobias Petersen (2023). 353 pp. Forlaget Brilleuglen.

Denne bog er skrevet af Tobias Petersen, som siden 2014 har skrevet om køn og ligestiling på sin hjemmeside, www.Reel Ligestilling.dk, og på facebooksiden Reel ligestiling. Facebooksiden blev dog lukket af facebooks censur i august 2023, da den bragte en foromtale af bogen.

Jeg har selv fulgt Tobias Petersens skriverier fra 2014 og frem, og jeg har hele vejen igennem været meget enig med ham og meget på linje med hans holdninger. Det præger også min opfattelse af den nu udkomne bog, hvor et sted omkring 98 % af indholdet er noget, som jeg er meget enig i.
Bogen har et behageligt sprog og er let at læse. Den virker som om alle formuleringer er nøje overvejet og tilpasset til, at alle skal kunne læse den.

Bogens omslag er delt skarpt op i en sort halvdel og en hvid halvdel. På den hvide halvdel står der ”ALDRIG DIN SKYLD”, og det betegner den holdning, som samfundet i dag har over for kvinder. På den sorte halvdel står der ”ALTID DIN SKYLD”, og det betegner den holdning, som samfundet i dag har over for mænd.
Nærmere bestemt er det et gennemgående tema i bogen, at samfundets generelle holdning er som følger: Når som helst kvinder møder nogle vanskeligheder, forhindringer eller ubehageligheder, så skyldes det noget i samfundet – det har at gøre med noget strukturelt, som skal laves om. Men når som helst mænd møder nogle vanskeligheder eller forhindringer, så er det mændenes eget individuelle ansvar at gøre noget ved det. Det er en moderne version af den evige tendens, at kvinderne er de passive, som nogen skal gøre noget for, mens mændene er de aktive, som selv må handle for at bringe tingene på fode. Hen igennem bogen er der mange eksempler på denne tendens; det starter allerede i børnehaven: Pigerne lærer at kalde på pædagogen, når de har et problem; drengene lærer, at de skal løse deres problemer selv (s. 152). Piger og kvinder er i udgangspunktet perfekte; de er, som de skal være, der er ikke noget der skal ændres ved dem, og når de alligevel har problemer, er det omgivelsernes og samfundets skyld. Man taler ikke om ”toksisk femininitet”. Hvis Verden skal gøres bedre, skal det ske ved at man letter tilværelsen for kvinder. Og omvendt, så er drenge og mænd forkerte; der er noget galt ved dem; man taler om ”toksisk maskulinitet”. Hvis Verden skal gøres bedre, så skal det ske ved, at mændene ændrer sig, og det har de selv ansvaret for.
Jeg mener at påstanden om at der eksisterer denne vinkel på køn så nogenlunde holder stik. Der er måske et par enkelte steder, hvor den ikke helt holder: Kvinder i dag får at vide, at hvis de vil stige til tops i hierarkiet i det private erhvervsliv, så skal de ændre sig og handle mere som mænd – de skal blive mere selvsikre og pågående, være mere aktive for at søge stillinger, etc. Dét er et af de få punkter, hvor bogens fremstiling ikke er helt dækkende.
Et andet punkt handler om opdelingen i forskellige typer af feminister. Her (s. 30) skelnes mellem radikalfeminister og queer feminister, og det hævdes at radikalfeminister mener at køn er biologisk bestemt, mens de andre hyulder den queer-teoretiske idé om at køn er noget, mennesker ”gør” og derfor også kan vælge. Det skurrer lidt i mine ører, for det gælder kun meget snævert i talen om kønsskifte. Feminister kan opdeles i mange slags, og man finder nok aldrig en opdeling, som alle kan være enige i. Men at radikalfeminister opfatter køn som noget biologisk, er lidt misvisende. De fleste radikale feminister mener lige som Simone de Beuavoir, at kvinde, det er noget man bliver – man fødes ikke med de biologisk bestemte karaktertræk, som kendetegner kvinder. De, der mener, at kvinder biologisk er determineret til at være anderledes end mænd, kaldes essentialister; dem var der nogle af i 1970´erne; men de er stort set uddøde (eller udrensede?).
Bogens første større kapitel handler om ”patriarkatet”. Bogen argumenterer overbevisende for, at det begreb er helt fundamentalt for feminismen – uden det begreb ville feministerne ikke have den sag, de kæmper for. Bogen beskriver – med rette – feminismen som et kirkesamfund, der har nogle trossætninger, og den måske allerhelligste trossætning er, at man skal tro på at Patriarkatet eksisterer. Når som helst nogen i en debat kommer til at sige noget, der modsiger tesen om Patriarkatet, reagerer feministerne meget voldsomt negativt. Det er en rød knap, man ikke må trykke på. Det vil kortslutte al dialog.
Derefter kommer et kapitel om ”Det feministiske økosystem”. Det kapitel gjorde stort indtryk på mig. Det handler om hvordan et kæmpe netværk af organisationer gensidigt støtter hinanden, og hele tiden sørger for at det bliver den feministiske fortælling, der kommer frem i medierne og over for politikerne. Der uddeles mange millioner kroner til disse organisationer, dels fra staten og kommunerne, og dels fra fonde og gennem støtte fra erhvervslivet. Alt i alt finansieres den danske feminisme årligt med adskillige hundrede millioner af kroner, måske endda over en milliard. Det giver lønnet beskæftigelse til en hærskare af feminister, som kan drive lobbyvirksomhed. Det er der støtte til, fordi den generelle fortælling er, at kvinders problemer skyldes at der er noget strukturelt i samfundet, der bør laves om. Der er derimod ikke noget strukturelt i samfundet, som bør laves om for at lette tilværelsen for mænd, så der gives stort set ingen penge til at løse mænds problemer. Der er næsten kun én undtagelse: I årene 2021 og 2022 blev der bevilget i alt 4 mio. kr til ”Forum for mænds sundhed” ved Righospitalet. Den støtte forsvandt igen i 2023 (s. 202). Man skulle ellers nok mene, at staten havde råd til at forlænge støtten, i betragtning af de 75 mio. kr som staten hvert år bevidstløst bevilger til UN Women, hvor det er meget uklart, om man får noget nyttigt for pengene.
Kønsforskningen ved universiteterne er også en del af det feministiske økosystem – den tankegang, der lever i dette økosystem, har praktisk tget monopol på al kønsforskning i Danmark.
Det feministiske økosystem får penge, fordi det har magt. Strategien er, at man først skal have monopol på fortællingen. Når man har fået det monopol, så får man magten, og når man har magten, får man pengene (s. 51). Bogen siger også: ”spørgsmålet er ikke, om du har ret; spørgsmålet er, hvem der siger, du er troværdig” (s. 63). Og her er problemet, at næsten ingen personer uden for det feministiske økosystem i dag fremstår som troværdige.
Der er i bogen en del eksempler på, at feministerne ikke tillader andre at komme til orde og få indflydelse. Journalist Iben Maria Zeuthen har f.eks. sagt, at man bør udleukke debattører med det modsatte synspunkt fra at deltage i debatten om køn og ligestiling. Hun har sagt, at ”det er vigtigt at vi som journalister slukker for mikrofonen for dem dem med det modsatte synspunkt.” (s. 18). Bogen citerer også (s. 307) forkvinden for Socialdemokratiets ligestilingsudvalg, som til en konference havde inviteret 7 kvinder og én mand, Henrik Marstal. Gået på klingen om, hvorfor der kun var én mand, når det handlede om ligestilling, svarede hun, at hun ikke var interesseret i at høre fra mænd, som ikke delte hendes feministiske tilgang – det ville være spild af tid at inddrage f.eks. Hans Bonde, som modarbejder alt hvad hun har arbjedet for angående at få kvinder frem i forskningsverdenen.
Bogen har også kapitler om den rolle, feminister spiller i medierne, og om betydnignen af sproget – noget som kvinder typisk tillægger stor betydning. Vi hører om at feminister og normkritikere gør sproget til et aktivistisk værktøj.
Der følger et kapitel om den særlige værdi, som samfundet tillægger kvinder, og som gør at man tager særligt hensyn til kvinder og deres følelser, hvorimod der er frit spil for ustraffet at skrive side op og side ned om at man hader mænd og måske endda vil have alle mænd slået ihjel.
Dernæst kommer kapitlet om sundhed. Her bed jeg mærke i, at det har betydning for om mænd vil gå til lægen, om der er en feminin aura i lægemiljøet, f.eks. en feminint præget sprogbrug. Man opdagede f.eks. i 2014, at mandlige kræftpatienter oftere meldte sig til genoptræning, når det var en mandlig fysioterapeut (s. 197). Det har jo tankevækkende perspektiver, når en stigende andel af de medicinstuderende er kvinder – nu oppe omkring 71 % (s. 258).
Kapitlet om sundhed går videre til at omtale sex, og der er adskillige sider om solomødre.
Der er et kapitel om uddannelse, hvor vi bl.a. hører om det kendte forhold, at lærere giver lavere karakterer til drenge end til piger for samme faglige præstation, fordi de bevidst eller ubevidst inddrager elevernes ”sociale kompetencer” i karaktergivningen.
Der følger et kapitel om vrede og afmagt, der især handler om incels og MGTOWs. Bogen forsøger at give en plausibel forklaring på, at disse fænomener er en forventelig reaktion på den måde, drenge og mænd behandles på. Deres problemer bliver aldrig anerkendt – de får altid at vide, at hvis noget ikke fungerer, så er det deres eget ansvar.
Omvendt bliver der gjort rigtig meget for at lette vejen for kvinder og fjerne alle sten på deres vej. Og hvordan reagerer kvinderne så på det? De plages mere og mere af mistrivsel. Tobias Petersen mener, at den menneskelige psyke er ”anti-skrøbelig” – jo flere vanskeligheder, man udsættes for, jo mere robust bliver man, og jo mere udvikler man sine styrker og evner. Da den nyeste generation af kvinder nærmest får alt foræret, er de meget lidt robuste, og de plages af mentale problemer.
Bogen kommer ind på et konkret eksempel, nemlig de dårlige oplevelser som kvindelige gymnasieelever kan få med ”puttemiddage”. Her er Tobias Petersens holdning, at det er vigtigt for de unge kvinder at lære livet at kende og lære, hvordan unge mænd forsøger at gøre dem til sex-objekter – den erfaring vil hjælpe dem senere i livet. Her er jeg ikke ganske enig – jeg finder ”puttemiddagene” modbydelige. Men måske har han ret. Jeg har nok selv som ung tænkt for pænt om hvordan mænd og kvinder omgås hinanden, og misset en forståelse for, hvordan kvinder tænker om mænd. Jeg manglede måske nogle afgørende erfairnger, der ville have hjulpet mig i livet.
Når man når til bogens slutning, venter man spændt på sidste kapitel: ”Veje ud”. Altså: kan der peges på nogle løsninger?
Her udpeger Tobias Petersen de aktører, der muligt kunne komme med løsninger: 1) politikerne, 2) virksomheder og fonde, der støtter ligestiling, og 3) medier og journalister.
Hvad angår politikerne, ser Tobias Petersen intet håb. Venstrefløjen vil fortsat hævde, at kvinders problemer skyldes noget strukturelt i samfundet, som skal laves om til fordel for kvinder – uanset at kvinderne i dag galopperer langt foran mændene i uddannelsessystemet. Højrefløjen vil ikke give penge til samfundsforandringer, der kræver penge, og vil fortsat sige til mændene, at forandringer er deres personlige ansvar. Det eneste håb er, at nogle politikere måske vil nedsætte et udvalg, som kigger speicelt på drenges og mænds ligestilingsproblemer, sådan som man netop har gjort i Norge.
Hvad angår fonde og virksomheder, så anbefaler bogen, at de begynder at føre et ideologisk regnskab over den støtte, de giver, for at få overblik over, om støtten måske gives meget ensidigt til det feministiske økosystem. De bør oprette og finansiere en ikke-feministisk tænketank for ligestilling.
Hvad angår medierne (redaktører og journalister), giver bogen en liste på syv råd. Flere af rådene går på sprogbrug, f.eks. om brugen af aktiv/passiv form – drengene taber, pigerne tabes. Det anbefales især at være præcis med, hvad man mener med ordet ”ligestiling” – mener man lige muligheder, eller resultatlighed. Det er efter min mening et godt og vigtigt råd; problemet er bare, at de vil ikke følge det. Feminister presser hele tiden på for at man IKKE bruger denne skelnen – for dem vil ligestilling altid være resultatligestiling, og de nægter at godkende at det er godt nok med lige muligheder. Et andet råd er, at hvis der på et felt er en skæv fordeling , dvs. en fordeling langt fra 50/50, så skal man ikke automatisk antage, at det skyldes diskrimination. Tænk på en strikkeklub med 30 damer og ingen mænd. *Den skæve fordeling skyldes ikke diskrimination, men derimod, at de to køn har forskellige interesser og vælger forskelligt. Det gælder også ude i samfundets organisationer.

Jeg har selv forsøgt at publicere bøger om køn, og derfor interesserer det mig at læse om Tobias Petersens erfaringer i den retning. Han omtaler de tre kvinder i ”Girl Squad” som fik et samarbejde med DR´s P1 om en række på seks udsendelser om hvad feminisme er. Disse udsendelser skulle lede frem til, at der blev udgivet en bog med samme emne; den udkom under titlen ”Ludermanifestet”. DR brugte licenspenge på at støtte udgivelsen, og havde deres logo på bogen. Tobias selv havde året forinden kontaktet et af Danmarks store forlag i håbet om at udgive en bog om køn og ligestilling., kun for at få et svar, som bedst kan betegnes som det, der på nydansk kaldes en fuckfinger. Feminister og ikke-feminister har altså ikke lige gode vilkår for at få udgivet bøger.
Det rimer med mine egne erfaringer. Da jeg skulle udgive ”To køn – tre sandheder”, sendte jeg, efter tur, manuskriptet til 10 forskellige forlag. Jo mere jeg forbedrede manuskriptet, jo mere kortfattet blev deres afvisning. Derefter sendte jeg et brev til ti andre forlag, hvor jeg spurgte, om de i det mindse ville se på et manuskript om forholdet mellem kønnene. Det var der ingen, der ville. Kun én mandlig redaktør svarede lidt imødekommend,e idet han skrev, at han turde ikke. Summa summarum: Ud af 20 forlag var alle 20 på forhånd negative over for emnet.
Jeg forsøgte dengang at gøre argumentationen så solid og velunderbygget som muligt – men jo mere jeg forsøgte dét, jo mere negativt blev det vurderet. Det minder mig om, hvad Tobias skriver (s. 20): ”I et tidligere udkast til denne bog brugte jeg mange sider på at demonstrere, at kvinden inden for nogle områder har større problemer end mænd, og at mænd inden for andre områder har større problemer end kvinder. Min tanke var, at en empirisk tilgang ville kunne overbevise nogle af patriarkatets fundamentalister. Men jeg har skiftet mening. Jeg tror ikke, der findes nogen empiri, som vil få dem til at ædnre holdning.”
Jeg har draget den samme konklusion. Jeg har planlagt at samle videnskabelig evidens for at der forskelle mellem kønnene. Men jeg har opgivet at få det udbredt til noget større publikum. Jo mere videnskabeligt velfunderet, det er, jo færre vil læse det. Og det vil ikke få en eneste feminist til at ændre holdning. Som Tobias Petersen skriver i sin bog, så er feminismen og troet på patriarkatet en slags religion, en kirke, og man kan ikke på nogen som helst måde få de troende på andre tanker. Det svarer vel til at ville få fundamentalistiske kristne til at acceptere Darwins udviklingslære ved at fremlægge særlig solid videnskabelig evidens. Det kan man ikke.
Jeg har selv bl.a. udgivet bogen ”Fire myter om patriarkatet”. Den er baseret på grundig gennemlæsning af relevant faglitteratur. Alligevel blev den i bibliotekernes lektørudtaslelse vurderet såden her: ” Et unuanceret indspark i kønsdebatten, som næppe vil finde mange læsere”. Sådan går det, hvis man med solid videnskabelig forankring forsøger at skrive noget, som går imod forestillingen om patriarkatet. Tobias Petersens bog bliver nok bedre vurderet – den har nok en passende grad af saglighed og har nok en bedre aspel til ”almindelige mennesker”.

Anmeldelse af Torsten Skov: Pseudoforskning

Anmeldelse af Torsten Skov (2022): Pseudoforskning. 20 essays til forsvar for videnskaben. 242 pp. Multivers.

Denne bog indeholder 20 essays, dvs. 20 stykker tekst, hvor Torsten Skov udbreder sig om ”forskning”, der ikke overholder almindelige krav til forskningskvalitet, og som derfor ikke fører til pålidelige resultater. Han skriver i forordet, at mens han skriver dette, er der på marken bag huset en traktor, som harver. Få vil drage den påstand i tvivl, skriver han. Hvis han skriver, at det mest er mænd, der kører traktorer, vil der heller ikke blive gjort ophævelser over det. Men hvis han sagde, at drengebørn elsker traktorer, fordi deres hjerner biologisk er programmeret til det, vil mange protestere.
Dermed er hovedemnet slået an: Der er visse emner, der er ”let-antændelige” – så som køn, seksuel orientering, og race. Når det kommer til de emner, kniber det ofte gevaldigt med at argumentere rationelt. Det er så de emner, bogen især tager op, og ikke mindst spørgsmål om køn fylder en stor del af bogen.
Efter nogle afsnit der handler mere generelt om rationel argumentation og om selvregulering i forskningsverdenen, kommer der på side 49 det første eksempel på en betændt undersøgelse af noget med forholdet mellem kønnene. Det er den berygtede ”orkesterundersøgelse”, hvor forfatterne påstår, at de mænd, der skal ansætte musikere ved amerikanske symfoniorkestre, ubevidst vælger kvinder fra. Det er der ikke belæg for i deres data. Det har adskillige personer påpeget; men lige lidt hjælper det. Feminister bliver ved og ved med at citere den undersøgelse som et mønster-eksempel på, at mænd ubevidst diskriminerer mod kvinder (se nærmere herom i afsnit 18 i Kåre Fog (2022): ”Fakta og myter om kvinder og mænd”).
Derefter følger andre kapitler, som har med køn at gøre:

– manglende påvisning af at påstået ubevidst bias har konsekvenser for folks faktisk handlinger
– påstande om at folk lader sig forlede af stereotype forestillinger
– en litteraturgennemgang som viser, at der findes ikke undersøgelser der påviser køns-diskrimination på grund af fordomme
– en gennemgang af, at ingen undersøgelser dokumenterer diskrimination mod kvinder i den akademiske verden på grund af ubevidst bias
– kvinder er ikke udsat for flere hadefulde ytringer i den offentlige debat på nettet, end mænd er
– der er ikke tegn på diskrimination mod kvinder ved rekruttering af professorer
– World Economic Forums ”Gender Gap Report”, hvor det kun tæller, hvis kvinder halter bagefter, men ikke, hvis mænd halter bagefter
– kritik af en FN rapport, der konkluderer, at ni ud af ti borgere i alverdens lande har fordomme, der står i vejen for lighed mellem kønnene.
– eksempler på at kvinder stadig klager over at være diskrimineret, selv når de udgør over 70 % af lederne i Københavns Kommune, eller når der dør færre kvinder end mænd af hjertekarsygdomme. Her omtales bl.a. DRs program ”Hvorfor hader alle feminister?”, som kom med en lang række fejlagtige påstande. Torsten Skov var en af de mange, der klagede til DR over ensidigheden; men kun få af de mange fejl blev rettet.
– så er der noget om ord, som opfattes som vold mod kvinder, og om krænkelsestyranni.
– ”queering” som metode til at gøre begreber om køn så flertydige, at de er uanvendelige.
– Judith Butlers radikale påstand om, at det biologiske køn i lige så høj grad som det sociale køn er en social konstruktion. Her konkluderer Skov, efter at have læst Butler´s bog, at det ikke lykkedes ham at finde noget i bogen, der ligner en overbevisende argumentation eller nærmer sig en systematisk redegørelse for fakta. Skov konstaterer således, lige som jeg selv har gjort i min bog ”Humaniora – videnskab eller varm luft” – at der ikke er nogen evidens for Butler´s påstande.
– diskussion af, hvordan feminisme defineres, og af, hvad der er forklaringen på den feministiske ideologis succes
– diskussion af feministers påstand om, at hvis der er ulighed i slutresultatet, så skyldes det altid, at der var uligheder i muligheder
– kønsforskelle i personlighed (”the big five”) og ligestillingsparadokset (der er størst forskel mellem mænd og kvinder i de rige, mest ligestillede lande).

Efter kapitler om disse og andre emner, kommer der til sidst i bogen et efterskrift. I alt det foregående er jeg særdeles enig med Torsten Skov. Men de tre kapitler i efterskriftet er jeg delvis uenig i. De handler om biologiens betydning, dvs. betydningen af medfødte forskelle mellem mænd og kvinder.
Her lægger Skov ud med at citere Gina Rippons bog ”The gendered brain”, som er ensidig og misvisende; man kan bl.a. læse en kritik af hendes bog i afsnit 5 i min bog ”Fakta og myter om kvinder og mænd”. På baggrund af hendes bog skriver Skov, at det er usikkert om man bør frygte argumenter mod ligesteilling baseret på biologi, og at feminister går hårdt i rette med biologiske forklaringer, hver gang de dukker op. Skov skriver: ”Så vidt jeg kan se, kunne en del konflikter undgås, hvis folk ville lade være med at forbinde biologi med personlighedstræk og evner”. Her har Skov en på-den-ene-side-på-den anden-side holdning: Det giver måske for mange konflikter, hvis man fremhæver biologiens betydning; på den anden side bør der ikke være begrænsninger på, hvilke faglige argumenter, man kan anføre.
Derefter kritiserer han James Damore, der blev fyret fra Google – ikke for at han havde taget fagligt fejl, men for at han efter Skovs mening ikke havde gjort sig nok umange med sine argumenter, og derfor kom ud i en shitstorm. Her er jeg ikke ganske enig. Næsen alt hvad Damore skrev i sit memorandum, kan underbygges videnskabeligt.
Skov kritiserer derefter Larry Summers, rektoren på Harvard, der blev fyret for en tale om kønsforskelle – uigen for at hans argumentation ikke var solid nok og næppe holder vand statistisk. Peronslig mener jeg, at Summers ikke burde være blevet fyret for den tale. Det mener Skov vist heller ikke; men fordi Summers´ tale ikke var tilstrækkelig velfunderet fagligt set, gav den mulighed for et feministisk stormløb mod ham.
Derefter følger en kritik af evolutionspsykologi, baseret på at det er en disciplin, hvor man kan påstå en hvilken som helst forklaring – altså igen, at det er en form for biologisk argumentation, som for let kan opildne feminister og give konflikter. . Jeg er ikke ganske enig i den kritik. Skov burde læse David C. Geary´s lærebog fra 2021, ”Male, female”, hvor hele bogen er basert på evolutionsbiologi uden at misbruge letkøbte ”just so”- forklaringer.

I i disse sidste afsnit refererer Skov bl.a. til Gina Rippon, Stephen J. Gould og Richard Lewontin, netop nogle af de navne, som modstandere af biologiske forklaringer plejer at hive frem for at modsige biologiens betydning. Han siger ikke klart, om han støtter eller ikke støtter disse personer.
Det undrer mig også, at han deltager i kritikken af fysikeren Alessandro Strumia, som har lavet omfattende statistik på fysik-afhandlinger produceret af hhv. kvinder og mænd, og dokumenteret, at der i fysikfaget ikke er diskrimination mod kvinder.
Jeg kan ikke rigtig lide dette skift i attitude i de sidste kapitler. Attituden er, at man skal undgå at blive beskyldt for at være ”biologisk determinist” og dermed undgå at udløse feministiske stormløb. Jeg er enig i, at for at undgå det, skal man være ekstremt velfunderet i sin argumentation – men det kræver ekstremt meget omhu og energi at være så velfunderety, og det kan man i den virkelige verden ikke altid være.
som jeg ser det, er køn et biologisk fænomen, og kønsforskelle har derfor hovedsagelig en biologisk forklaring – andre pålidelige forklaringer findes stort set ikke. Allligevel stiller feminister og ligesindede ekstremt store krav til lødigheden af de biologiske argumenter, samtidig med at deres egen argumentation – f.eks. om ubevidste bias og stereotype fordomme som årsag til kønsforskellene, er ekstremt svagt funderet og meget usikker som forklaring.

Anmeldelse af Pluckrose & Lindsay: Cynical Theories

Anmeldelse af
Helen Pluckrose & James Lindsay (2020): Cynical theories. How universities made everything about race, gender, and identity – and why this harms everybody. 352 pp. Swift Press.

Dette er en meget læseværdig bog om den form for postmodernisme, som i disse år skyller ind over universiteterne og videre ud i samfundet. Den går under forskellige betegnelser: Postmodernisme, poststrukturalisme, identitetspolitik, intersektionalisme, socialkonstruktionisme m.m. Det er noget uklart, præcis hvad disse betegnelser dækker over. Jeg har aldrig kunnet finde nogen brugbar definition af, hvad man forstår ved postmodernisme, og det indtryk bekræfter Pluckrose & Lindsay. ”Postmodernisme er ikke bare svært at definere; det er også notorisk vanskeligt at opsummere. . . For at gøre sagen værre, har dets afgrænsning, karakter, form, formål, værdier og fortalere altid været omstridte. Det hænger sammen med, at det indgår i den postmodernistiske tankegang, at enhver form for afgrænsning er af det onde. Afgrænsning betyder, at man putter ting i kategorier, og at putte ting i kategorier ses som en del af den magtanvendelse, hvormed den vestlige hvide mand altid har undertrykt andre.
Det betyder samtidig, at man aldrig kan hænge en postmodernist op på noget; han vil benægte, at han er postmodernist – fordi hvis man kan finde en bestemt betegnelse for hans ideologi, så har man en form for magt over ham, og det gør han alt for at undgå.
Et eksempel på en postmodernist er feministen Judith Butler, som mente, at det er bedst ikke at definere postmodernisme, lige som hun mente, at man ikke skal definere køn eller seksualitet.
Postmodernister støtter sig bl.a. meget på Michel Foucault, som skrev meget om at alle relationer i samfundet er magt-relationer – magt findes overalt, f.eks. mellem lærer og elev, forældre og børn, læge og patient, mand og kone, etc. Alt hvad der foregår, er magtrelationer, og magten ligger især i sproget – ordene skaber, hvad de nævner. Derfor er postmodernister enormt optaget af sprog, og hvad virkning sproget har.
Anvendt postmodernisme fokuserer på at kontrollere diskurser, især ved at kalde formuleringer for problematiske. ”Problematisk” er fagudtrykket for alt, hvad postmodernisten finder forkert og forkasteligt.

Ifølge postmodernismen findes der ikke objektiv, værdineutral viden. Det er magtstrukturerne i samfundet der afgør, hvad der erklæres som viden.

På bogens side 31 forsøger forfatterne at give en karakteristisk af postmodernismen ved at beskrive de gennemgående elementer. De er
1) Det postmoderne vidensprincip: Skepsis over for om der findes objektiv sandhed, og tilslutning til kulturel konstruktionisme.
2) Det postmoderne politiske princip: En tro på at samfundet er opbygget af magtsystemer og hierarkier, som afgør hvad der kan vides, og hvordan.

Derudover er der fire hovedtemaer:
a) alle grænser søges udvisket
b) der ligger magt i sproget
c) kultur-relativisme (den vestlige kultur er ikke bedre end nogen anden kultur)
d) menneskers identitet ligger i hvilken gruppe de tilhører, men hverken i deres individuelle karaktertræk eller i nogen som helst fællesmenneskelige træk.

Postmodernister mener, at Vesten har konstrueret den ide at fornuft og videnskab er gode ting. Det har Vestens mennesker gjort, fordi de udnytter fornuft og videnskab til at udøve magt og marginalisere ikke-rationelle, ikke-videnskabelige former for vidensproduktion. Men som kulturrelativister mener postmodernisterne, at der findes andre, lige så rigtige ”måder at vide på”. Det kan være overtro, stammetraditioner, åndelige oplevelser, erkendelse via følelserne, og meget andet. Postmodernister ønsker at alt ”dekoloniseres”, dvs. vestlig tankegang afskaffes. Man vil have ”retfærdighed i forskningen”, som består i at man kun citerer videnskabelige referencer som er skrevet af kvinder, af etniske minoriteter, eller andre marginaliserede eksistenser. Videnskab produceret af vestlige, hvide mænd skal slet ikke citeres.

Postmodernistiske akademikere skal ikke forpligte sig til at skrive noget, der giver mening, at bruge rationelle argumenter, at undgå logiske modsætninger, eller fremlægge evidens for deres påstande. Alt det er udtryk for den vestlige kultur, som skal bekæmpes. I feministisk teori og kritisk raceteori fastslår man, at rationel fornuft giver et uretfærdigt handicap for kvinder og undertrykte racer. Derfor afviser man, at andre kan bruge rationelle argumenter i diskussion om de emner.

Man kan således ikke diskutere med postmodernister i den tro, at det stærkeste argument vinder. Postmodernister nægter at anerkende argumenter, der går imod dem, og som bygger på fornuft.

Lige som man blankt afviser rationel fornuft, afviser man også blankt biologi. I queer teori, f.eks., vil man under ingen omstændigheder indrømme, at biologi kan forklare bare den mindste smule af kønsidentitet. Man vil ikke legitimere ”biologisk essentialisme”. Det er umuligt at tænke på den rette måde om race- eller køns-politik så længe disse opfattes som biologiske fænomener snarere end sociale konstruktioner. Tilsvarende er det umuligt at lave en politisk analyse af seksualitet, så længe som denne primært opfattes som et biologisk fænomen eller et aspekt af individuel psykologi. Bestemte former for seksualitet er et fænomen der karakteriserer grupper, ikke enkeltindivider, og ikke mennesker i almindelighed.
Ud fra dette forstår man, at så snart nogen bare antyder at biologi spiller en rolle, går enhver diskussion i hårdknude. Biologi er tabu.

For postmodernister ejer en person ikke et ”selv”. Selvet eksisterer ikke som nogen indre kerne, men kun som et resultat af sociale påvirkninger. Hvad et menneske er, afgøres derfor udelukkende af, hvilken social gruppe, det tilhører. Heri ligger grundlaget for identitetspolitik og intersektionalitet.
Et barokt eksempel på dette er de postmodernistiske discipliner, der handler om handicappede og fede. Disse menneskers identitet ligger i at de er hhv. handicappede eller fede. De skal være stolte af at tilhøre de grupper, de tilhører – f.eks. være stolte af deres fede krop. At bekæmpe fedme er at ligge under for omverdenens normer, og det skal man derfor ikke. Hvis en person er døv, så er det forkert at udføre lægelige operationer der får vedkommende til at kunne høre, for derved fjerner man personens identitet som værende døv. At ville kurere en sådan person, hvorved personen mister sit tilhør til gruppen af handicappede, kaldes kynisk. At det er bedst at være sund, er en fordom som skal bekæmpes.

De tidligere faser af feminisme var i begyndelsen ikke feministiske. De betvivlede ikke eksistensen af to køn, mand og kvinde, og de anvendte rationelle argumenter om f.eks. lønforskelle. Men i universiteternes kurser i kvindestudier blev traditionel marxistisk analyse efterhånden skubbet til side til fordel for en socialkonstruktionistisk opfattelse af køn. Feministerne fandt det attraktivt at mene, at det den patriarkalske diskurs i samfundet der skaber de kønsstereotyper, som undertrykker kvinder. På samme måde for bevægelserne for sortes rettigheder. Kampen for borgerrettigheder gik ud på at fjerne diskrimination og forskelsbehandling, skabe lige vilkår for alle, og fjerne fordomme. Men postmodernisme (Social Justice tilgangen) opfatter det som naivt at kæmpe på den måde. Her mener man, at ikke blot reaktionære enkelt-personer, men hele samfundet er gennemsyret af fordomme.

Bogen forklarer også, hvad postmodernister forstår ved privilegier – dette ord spiller samme rolle for dem, som overklasse spiller for marxister. At have privilegier vil sige at man er fri for at nogen diskriminerer imod en.

I postmodernismen mener man, at hele samfundet består i at nogen undertrykker andre, dvs. al relevant viden handler om undertrykkelse. Og her mener man, at kun de undertrykte selv kan udtale sig om, hvad undertrykkelse er. Den sandhed, som den undertrykte udtaler, kan undertrykkeren ikke med rette modsige. Da f.eks. kvinder er undertrykte, som gruppe, så vil det som kvinder siger om samfundsforhold, altid være mere sandt end det, som mænd siger. Kvinder har altid ret, og mænd skal blot trække sig tilbage og lade kvinder tale.

Der er undertrykkelse overalt i samfundet, fordi alt i samfundet handler om magt. For postmodernismen handler det derfor ikke om at påvise undertrykkelse – man ved allerede, at den er der – det handler derimod om at finde den undertrykkelse, som med sikkerhed findes der. Alt hvad den undertrykte definerer som sexisme eller racisme er faktisk sexisme eller racisme. Der er ingen mulighed for at modsige dette, da det som den undertrykte siger, altid er sandt.
Der findes skjult undertrykkelse overalt i samfundet, og det betyder at alle hvide mennesker er racister, og alle mænd er kvindeundertrykkere. Uanset hvor meget de forsøger at være gode mennesker og undgå at diskriminere, er de alligevel undertrykkere, for undertrykkelsen ligger i det system, de er ført ind i. Hvad mere er, undertrykkerne kan aldrig tilgives. Hvide kan f.eks. intet gøre for at holde op med at være racister.

Denne tænkemåde finder man f.eks. også på s. 181 i Mikkel Thorups bog om antifeminisme (anmeldt her på bloggen). Her går Thorup i rette med Jordan B. Peterson, der ikke kan se, hvordan de mange mænd der har arbejdet for at udvikle samfundet kunne være en del af et hæmmende patriarkat. Thorup svarer: ”Jo, Jordan, nu skal du høre. Det var de, fordi de, gode gerninger eller ej, levede i et system, en struktur, der favoriserede mænd, fordi de var mænd. Det er netop et system, en struktur, ikke en individuel karakterbrist, der udgør patriarkatet. Det er så simpelt at forstå, at man skal ville misforståelsen for at kunne lave den.”
Her har vi altså tydeligt udtrykt den postmodernistiske opfattelse, at mænd aldrig kan være gode mennesker. Uanset om de bestræber sig på at være gode mennesker og ikke undertrykke nogen, så er alligevel undertrykkere. Mænd er født som forkerte mennesker alene i kraft af den gruppe, de fra fødslen tilhører. Og det har vi altså en professor i Aarhus til at belære os om.

Det system der undertrykker kvinder – altså patriarkatet – er ikke en bestemt social struktur, der kan påvises og identificeres. Det kan kun beskrives i vage termer om den mandlige dominans, der gennemsyrer enhver diskurs. Den gammeldags søgen efter videnskabelige sandheder om køn ses som en måde at forsøge at få alle til at tilslutte sig vestlige, heteroseksuelle mænds diskurs om viden. Mere traditionelle feministers forsøg på at skabe lige vilkår for kønnene afskrives, fordi det i princippet aldrig er muligt at rette op på systemets indbyggede skævheder. Postmodernister ønsker i stedet gensidig respekt. Med det forstår de respekt for at der eksisterer forskellige sociale og kulturelle grupper, og at hver gruppes synspunkter er lige valide. Her kæmper man altså ikke for den enkeltes ret til at have sine synspunkter, men derimod for at gruppers synspunkter tæller lige meget. Så er det jo også logisk, at forskningsresultater produceret af hvide mænd ikke kan tælle mere end viden fremskaffet af sorte kvinder. Alle grupper skal repræsenteres ligeligt, hvilket f.eks. indebærer, at mænd og kvinder skal repræsenteres 50:50 overalt.

Lige som postmodernister mener, at alle relationer i samfundet er baseret på magt, så mener de, at alle relationer mellem mænd og kvinder er baseret på, at mænd har mere magt end kvinder. For postmodernister er det umuligt at analysere situationer, hvor manden ikke har mere magt end kvinden, eller hvor han har mindre magt end kvinden. Selv når man taler om, at patriarkatet også er til skade for mændene, så er der ingen mulighed for at hævde, at mænd på nogle felter systematisk står dårligere stillet end kvinder.

Efter at have gennemgået hvilke tankegange der præger postmodernismen, altså den ideologiske basis, kommer forfatterne frem til et kapitel om hvordan disse tankegange omsættes i praksis.
Første eksempel er en bog af Barbara Applebaum om Social Justice.
Her omtales den situation, at en studerende deltager i et kursus, hvor en postmodernistisk lærer kommer med påstande, som studenten mener er forkerte og indoktrinerende. I den situation vil nogle studenter række hånden op og protestere. Men ifølge postmodernismen skal de ikke have lov til det. Hvis en student spilder klassens tid ved at udfordre lærerens påstande, så har det omkostninger for de medstuderende, som er marginaliserede og lider skader ved at blive konfronteret med andre synspunkter. Kritik er således forbudt.

Ifølge postmodernismen findes der ikke objektiv viden – hvad der opfattes som sandt, afgøres af sprogbrugen hos dem, der har magten. En hvid mandlig student der protesterer mod læreren, forsøger således at give patriarkatet magten ved at fremføre de påstande, som vinder tilslutning hos hvide mænd. Derfor er det afgørende vigtigt at kontrollere hvad der bliver sagt – det er nødvendigt for at arbejde for social retfærdighed.
I en bog om ”whiteness studies” hævder en kvinde, Robin DiAngelo, at hvide mennesker i USA er vænnet til at leve under vilkår, hvor de ikke udsættes for ”race-stress” ved at blive konfronteret med personer af andre racer. Hos hvide mennesker udløser selv det mindste race-stress nogle forsvarsreaktioner. Disse reaktioner kan være at vise følelser som vrede, frygt eller skyld, eller sådan adfærd som f.eks. argumentation, tavshed, eller at forlade stedet.
Igen ser man, at postmodernismen er sådan opbygget, at kritik eller protest ikke tillades. Hvis det er forbudt både at argumentere, at være tavs, eller at forlade stedet, så er der kun en mulighed tilbage – at sidde stille og lade sig belære. Uenighed er forbudt. Når en person belæres om den postmodernistiske sandhed, så er ingen negative reaktioner tilladt.
Ifølge DiAngelo kan der ikke være ikke-racisme. Racisme er til stede overalt. Det har intet at gøre med, om man er et godt eller ondt menneske – alle hvide er racister, uanset om de vil være ved det eller ej.

I postmodernismen har man altså forladt et vigtigt princip i videnskaben, nemlig at hver part fremsætter sine bedste argumenter, og uenighed afgøres af argumenternes styrke. I postmodernismen er uenighed forbudt. Det er derfor ingen overdrivelse at postmodernisme opfylder kriterierne for at være en religiøs sekt – der er lukket helt af for argumenter fra omverdenen, og medlemmerne af sekten har ingen anden mulighed end at tilslutte sig til de centrale dogmer.

I bogen ”The coddling of the American Mind” kritiseres postmodernismen for, at den fremsætter nogle ”store usandheder”. De store usandheder er at folk er sårbare og lider skade ved at blive udsat for afvigende synspunkter, at følelsesbaserede argumenter er gyldige, og at det er en kamp mellem os (de gode) og de andre (de onde). Fokus er flyttet fra at undgå fysisk skade til at undgå psykisk skade, dvs. det gælder om at skabe følelsesmæssig sikkerhed, som det sker i ”safe spaces”.

Til sidst i bogen kommer forfatterne ind på, hvordan vi andre skal håndtere og gå op imod postmodernisme
Vi skal gøre os klart, at det postmoderne vidensprincip er at viden er et socialt konstrueret kulturelt artefakt. Den opfattelse må vi andre bekæmpe ved at pointere hvad det drejer sig om – der er tale om en leg med ord. Det er et sprogligt spil. Desuden må man gå op imod postmodernisternes krav om at man skal være stille og lytte og ubetinget tro hvad man hører. Man må insistere på retten til at modsige postmodernister uden at blive påført skam. Man må protestere over at postmodernismen fokuserer på hvordan verden burde være indrettet, i stedet for hvordan den faktisk er indrettet. Man må insistere på at det skal være tilladt at være skeptisk over for alle påstande. Man må protestere imod, at universiteterne opretter obligatoriske kurser, hvor deltagerne udsættes for postmodernistisk propaganda om køn og race. Og man må arbejde imod, at postmodernister helt overtager institutionerne.
Alt dette er lettere sagt end gjort. Forfatterne afstår fra midler som tvang og propaganda, for det er netop midler som postmodernisterne benytter sig af. Men derved står forfatterne tilbage med faktisk ikke at have nogen særlig virksomme forsvarsvåben.

Jeg har skrevet bogen ”Humaniora – videnskab eller varm luft”, så det burde ikke komme bag på mig, hvor mange forkerte træk der er ved postmodernismen. Men alligevel kommer Pluckrose og Lindsays bog bag på mig. Det hele står endnu meget værre til, end jeg havde drømt om. Det ryster mig at læse, at det ligger i selve postmodernismens grundlag, at kritik er forbudt, og at enhver henvisning til biologi er forbudt. Der er på forhånd lukket af for, at mine argumenter kan have nogen vægt, det vil sige, at saglig diskussion er umuligt. Den eneste tilladte udveksling af tanker er fra postmodernisterne til os andre – udveksling den anden vej rundt er forbudt. Der er ingen som helst sikring af, at det som postmodernisterne påstår, er sandt – og det er også lige meget, for postmodernister tror ikke på at der eksisterer generelle sandheder.

Jeg ser alt i et kønsperspektiv, og jeg kan ikke undgå at bemærke, hvor meget postmodernismen passer til en særlig feminin form for tankegang; der er en modstand mod den videnskab, som er opfundet og rendyrket af mænd; der er en modstand mod at forholde sig objektivt og neutralt. Der er vægt på at viden kan produceres på alle mulige andre måder end ved forskning, f.eks. ved overtro eller ud fra følelser. Der er meget vægt på sprogets betydning, og på hvad man kan opnå alene ved sproglige formuleringer. Der er en accept af udsagn der er ulogiske eller selvmodsigende – logik er et redskab for mandlig undertrykkelse. Der er en vægt på at folk er sårbare og skal beskyttes følelsesmæssigt mod ubehagelig viden. Det hele er lagt an på at tilhængerne er svage, følelsesbetonede og sårbare.
Det skal ikke misforstås derhen, at alle kvinder har disse karakteristika. Det har de jo ikke. Men det skal forstås sådan, at jo større en andel kvinderne udgør af dem, der studerer og underviser på universiteterne, jo lettere er det at få flertallet til at slutte op om den form for tænkning.

Jeg vil gerne fremhæve, at det som Pluckrose og Lindsay skriver i bogen, ikke er fejende generaliseringer. Den er tværtimod baseret på en meget omfattende og grundig læsning af utallige postmodernistiske ”tænkere”. Alle påstande om postmodernismen er baseret på konkret evidens for, hvad postmodernister faktisk har sagt, skrevet og gjort. Forfatterne har lagt et enormt arbejde i at gennemgå de mange tekster og fremlægge resultaterne for alle os andre, som ikke har tid og kræfter til at pløje sig igennem tusindvis af sider af tendentiøst nonsens.

Pluckrose og Lindsay skal have mange tak for at de har gjort dette store arbejde for os andre. Jeg tror og håber, at deres bog bliver en milepæl i selverkendelsen i den akademiske verden.

Anmeldelse af Mikkel Thorup: Antifeminisme

Mikkel Thorup (2020): Antifeminisme. Kvindehad i lighedens tidsalder.
208 pp. Antipyrine.

Bogens forfatter, Mikkel Thorup, er idehistoriker og professor ved Institut for Kultur og Samfund på Aarhus Universitet.

I bogens indledning skriver han, at bogen er en samtidshistorie, dvs. en undersøgelse af idéer, begreber, metaforer og argumenter i vores tid. Han læser åbne og offentlige tekster og forsøger at afkode og analysere dem. Det er også en idéanalyse, en idéhistorie, fordi han er ”uendeligt mere interesseret i, hvad folk skriver, deres offentlige udtryk, end i hvorfor lige præcis de skriver, som de gør”.
Med andre ord: Ifølge ham selv præsenterer han bare de tekster, der dukker op i samtiden, uden at tage stilling til folks begrundelser for at skrive, som de gør. Hvis nogle mænd f.eks. selv mener, at de undertrykkes af kvinder, så afstår han fra at undersøge, om disse mænd virkelig på nogen måder er således undertrykt. Vi får altså indtryk af, at han er en person, der først og fremmest registrerer. Men det er ikke dækkende for bogens indhold. Han ikke bare afkoder og analyserer, han fortolker, og det gør han ekstremt ensidigt og fordomsfuldt.

Hele bogen er ét stort karaktermord på alle de personer, der ikke mener det samme om feminisme, som Mikkel Thorup selv gør.

Indlednings-kapitlet slutter med at han siger, at vi skal se nærmere på, hvorfor antifeminister søger at genskabe en relation til kvinden baseret ikke på lighed og respekt, men på ulighed og dominans. Allerede dér står det klart, at i hans optik er alle mennesker, der ikke støtter hans egen holdning til feminisme , onde mennesker der vil have ulighed og dominans.

På side 28 skriver han: ”Det er klart, at det er muligt og legitimt at kritisere kvinder og feminisme uden at blive beskyldt for at være kvindefjendsk eller antifeminist.” Ja, det er en afgørende pointe. Problemet er bare, at i hele resten af bogen omtaler han ikke et eneste sted nogen, som kommer med en legitim kritik af feminismen. Selv en så pæn og moderat feminisme-kritiker som amerikanske Warren Farrell bliver omtalt som antifeminist. Og i note 7 på side 16 skriver han, antifeminisme på nettet er let at finde; her nævner han så Tobias Petersen´s blog Reel Ligestilling. Tobias Petersen får altså uden videre, uden nogen argumentation, stemplet ”antifeminist”, på trods af at han er så moderat og så pæn i tonen, at man dårligt kan tænke sig nogen mere sober kritiker af feminisme. Men altså – han stemples uden begrundelse som antifeminist og dermed som kvindehader.
I samme note omtales også blogs der kritiserer antifeminisme, og her nævnes www.mandfjols.dk. Thorup skriver at den blog nu desværre er inaktiv. Desværre? Det var en infam blog der gik ud på at sværte bestemte personer og deres privatliv til – altså en langt mere usympatisk blog end den, Tobias Petersen driver. Alligevel hænges Petersen ud, og Mandfjols roses. Allerede dér ser vi, at Mikkel Thorup ikke er nogen neutral betragter. Han har ekstrem slagside – han siger kun godt om vennerne, og siger kun ondt om fjenderne.

Den pæne og sympatiske Paul Joseph Watson bruges som første eksempel til illustrering af hvad antifeminisme er. Dernæst rammer tilsværtningen Simon Simonsen og med ham Manderådet, bl.a. fordi Manderådet har tilladt sig at skrive at feminisme handler meget mere om magt end ligeværdighed, og at debatten er gennemført styret af kvinder. Jamen, debatten er jo faktisk gennemført styret af kvinder – det ser man f.eks. i aviser som Berlingske eller i Danmarks Radio, der er ledet af en kvindelig direktion og laver talrige udsendelser, der mest har karakter af feministisk propaganda, herunder propaganda med bevisligt fejlagtige påstande.

Også jeg bliver hængt ud. Side 60 og note 60 siger: ”Disse og utallige andre læserbreve, indlæg og kommentarer abonnerer på en pop-biologisme . . .denne pop-biologisme . . har meget lidt med reel evolutionsteori at gøre . . Her henvises til en note, hvor der står: ”For et eksempel på pop-biologisme se den selv-udgivne bog af Kåre Fog, Fire myter om patriarkatet, Veksø 2018. ”
Nu er det sådan, at mine ytringer om biologiske kønsforskelle allerede i den første af mine bøger er baseret på læsning af over 50.000 sider faglitteratur – er det så stadig pop-biologisme? Dertil kommer, at bogen Fire myter om patriarkatet stort set INTET indeholder om biologi – den er baseret på grundige læsninger inden for andre felter, f.eks. om teenagepigers kropsbilleder og om kønsroller i oldtidens kristendom. Men altså ikke om biologi. Sagen er tydeligvis den, at Thorup har hørt fra nogle feminister, at min bog går stærkt imod feminismen, og så sætter han den på listen over bøger, man roligt kan foragte. Men han har tydeligvis ikke læst den, ja ikke engang kigget i den. Det forhindrer ham ikke i at tale nedsættende om den.

Han skriver videre i samme note: ”For hvad aktuel evolutionsforskning har at sige om sex og køn, se Cordelia Fine: Tesotosterone Rex. . ” Nuvel, Cordelia Fine´s bog er netop pop-biologisme fuld af cherrypicking. Her kan man læse en kritik af hvad Cordelia Fine og andre påstår om mænds og kvinders hjerner. Thorup henviser også til Lea Skewes, der ellers for nylig blev kendt for en ekstremt tendentiøs analyse af sexisme på danske universiteter.

Videre skriver Thorup: ”Denne primitive forståelse af evolutionsteori og mennesket stammer mindre fra faktisk forskning – om end disse påstande også kan findes der – men langt mere fra populærvidenskabelige bøger og film . . ”. Tjah – jeg bliver nødt til at gentage at mine bøger er baseret på langt, langt over 50.000 sider videnskabelig speciallitteratur.

Videre fremme (s. 65) læser man: ”Maskulinisme vil jeg definere som et ideologisk modsvar til feminisme, som i modsætning til feminisme ikke advokerer for lighed men for ulighed mellem kønnene . . ” Jaså; jeg selv, og Manderådet, og Tobias Petersen, advokerer for ulighed mellem kønnene? Er det ikke det, man i bedste fald kalder et stråmands-argument og i værste fald for karaktermord?

Videre: På s. 75 hævdes det, at ”den artikulerede antifeminisme hører højrefløjen og i særdeles den ekstreme højrefløj til”. Nåtak, jeg har ellers aldrig stemt på nogen højrefløjspartier, og Simon Simonsen, som i høj grad har artikuleret sig imod feminisme, er socialdemokratisk politiker.

På side 83-90 kommer en lang række påstande om hvad der er det bærende og vedvarende tankegods i den reaktionære tankegang (som altså også inkluderer mig, da jeg jo også figurerer som antifeminist). Her får jeg at vide en masse om, hvad jeg tænker – det ved Thorup åbenbart bedre, end jeg selv gør. Igen en ubehagelig stråmands-argumentation.

Dernæst kommer et kapitel, der bl.a. bygger på Michael Kimmel, der har lanceret begrebet ”Vrede hvide mænd” . Jeg har ikke høje tanker om Kimmel, og meget af det han siger, er ikke sandt. Han har en veludviklet næse for at sige præcis det, som politisk korrekte personer gerne vil høre, og han er også meget populær blandt danske feminister. Men han har mistet lidt anseelse efter at det kom frem, at også han har begået seksuelle overgreb på kvinder; så han er i nogen grad en hykler. Han er ikke en person, der skal have lov at fortælle, hvad der er i vejen med mig.

Thorup henviser i øvrigt også, i note 25, til en bog af Clementine Ford, en rabiat australsk feminist, der er kendt for sit ekstreme mandehad, for at opfordre til drab på mænd, og for at forfølge mænd personligt for at ødelægge deres liv. Hun er vist ikke nogen god rettesnor. Men en ekstrem mandehader som Ford får ingen kritiske ord med på vejen. Det er antifeministerne, der skal hænges ud. ”Antifeminisme, racisme og antisemitisme, forbindelsen imellem dem er ikke tilfældig”. . . ”Der er i de seneste år opstået et tæt forhold mellem antifeminisme og kvindehad på nettet og så højreekstremisme . . ”

Teksten fortsætter: ”Fundamentalister af alle slags – religiøse, racistiske, politiske – håndterer ambivalens meget dårligt.” Ja, måske, og jeg vil tilføje, at Mikkel Thorup håndterer ambivalens meget dårligt – så dårligt, at han slet ikke er i stand til at føle ambivalens.

Fra side 96 og frem gennemgås, ret kort, diverse mandebevægelser, der arbejder for mænds rettigheder. Men først skal han lige i en note have nævnt organisationen Daregender – en mandebevægelse der går ud på at mænd skal kæmpe for ligestilling og imod kønsstereotyper.

Men ellers handler det om dem, der gør kampen imod `feminisering´ til deres omdrejningspunkt. Her nævnes først Warren Farrell – han er en ekstremt pæn og moderat forsvarer for mænd og drenge, og han har stillet op til guvernørposten i Californien for Demokraterne – han svarer vist ikke lige til det fjendebillede, Thorup vil male. Thorup går da også hurtigt videre til Paul Elam. Elam har kæmpet hårdt for mænds rettigheder; men det var et problem for ham, at det var helt umuligt at blive nævnt i medierne. Så kom han med sådanne slogans som at man skulle udnævne oktober til ”Smadr en voldelig kælling-måned”. SÅ fik han medieomtale. Det var et trick for at få omtale og blive kendt – Elam er en meget fredelig og fornuftig mand. Men Thorup bruger ham som eksempel på, hvordan vold aldrig er langt væk. Thorup har undladt at gøre det, som Cassie Jaye gjorde i filmen ”The red pill” – hun opsøgte Elam for at finde ud af, hvad han faktisk stod for, og hun fik til sin overraskelse snart stor sympati for manden; han havde masser af fornuftige argumenter og kunne overbevise hende om, at mænd på mange punkter lider store ulemper i samfundet. Sådan gør Thorup ikke – han gør præcis det, som ifølge Keri Smith karakteriserer SJWs: han har en højtudviklet sans for at se tegn på racisme og sexisme overalt.

Påstanden om at vold i hjemmet er ligeligt fordelt mellem kønnene, udnævnes af Thorup til en af de mest betændte påstande. Mest betændte? – det samlede resultat af 1.700 internationale afhandlinger er, at det faktisk forholder sig sådan.

På side 100 kommer Thorup så til emnet MGTOWs. Han misforstår helt, hvad MGTOWs er, og hvad der motiverer dem. MGTOWs er først og fremmest uskadelige – de har bare valgt helt at holde sig væk fra kvinder, fordi kvinder giver så store problemer for mænd. Men Thorup får det til at lyde, som om det er mandefællesskaber der går ud på at opbygge maskulinitet. Grunden til at han helt misforstår det, ses når man tjekker hans kilder. Han har tydeligvis ikke selvstændigt undersøgt, hvad MGTOWs egentlig er, men baserer sig på kilder, der giver en farvet negativ fremstilling.

Lidt senere kommer turen så til scorekunstnere. Her bygges fremstillingen selvfølgelig op på en omtale af Neill Strauss´ bog The Game, fordi den kan bruges til at male et meget usympatisk billede. De scorekunstnere, der underviser generte og forsigtige unge mænd i at få kontakt til kvinder, omtales ikke. Nej, vi får tværtimod at vide at grundsætningen er at det mandlige begær altid er vigtigere end kvindens grænser. Thorup kunne have undersøgt selv, hvad scorekunstnere står for. Det har han ikke gjort.

Så kommer turen til en omtale af incels. Her står, at incel indebærer et krav om, at alle mænd, hvem de end er, hvor meget eller lidt de end selv gør for det, skal have adgang til kvinder, og ikke bare kvinder, men smukke (unge, hvide) kvinder. Der er et ønske om ”absolut mandligt herredømme”. Dette er ikke en beskrivelse af incels, men derimod endnu engang en beskrivelse af Thorups eget fjendebillede. Han burde læse, hvad jeg (og Lone Nørgaard) har skrevet om incels.

På side 114-115 handler det om dem, der mener, at den egentlige kvindekamp er for de muslimske kvinder. ”Den egentlige interesse er i brugen af disse kvinder til angreb på islam.” Tag og fortæl det f.eks. til feministen Karen West. Igen er Thorup uforlignelig i sin iver for altid at tillægge sine modstandere de værst tænkelige motiver. Han hader virkelig alle sine mange selvudråbte fjender.

Bogens sidste del (56 sider) er helliget en omtale af Jordan B. Peterson. Nej, det er nok forkert at kalde det ”omtale”. ”Karaktermord” dækker bedre. Thorup skriver, at her får vi en anledning til at diskutere, hvorledes en reaktionær argumenterer i dag, særligt på kønsområdet. Men det billede, der præsenteres her, har ikke noget at gøre med den Peterson, jeg har mødt gennem hans videoer. Et antal citater:
”Ingen voldtægtsmand kunne have ønsket sig en bedre forsvarer end Peterson”
” ” Undgår feminister at kritisere Islam, fordi de ubevidst længes efter maskulin dominans?” Det er så dumt på alle niveauer – men dog ofte hørt – at vi bare lader den stå”.
Om ”historisk forandring”: ”Du ved, det der hvor vi beslutter, at galskab og ondskab har varet længe nok, så nu beslutter vi ting som menneskerettigheder, lige løn for lige arbejde, demokrati, at der uhøfligt at kalder kvinder hysteriske kællinger, at der ulovligt at slå børn – alle fremskridt, som Peterson ikke kan forstå, med sin teori ikke kan forklare, og med sin politik ikke rigtig kan acceptere.” – Altså – Peterson er ifølge Thorup imod demokrati og for at slå børn? Det er stråmandsargumentation af den allerværste, mest infame og perfide slags.

”Hele Petersons biologiske argumentation er formodentlig mestendels faktuel forkert”. ”Formodentlig” ? Thorup har næppe en gnist forstand på biologi. Det har jeg, og jeg er igen og igen overrasket over, hvor godt Peterson er orienteret om biologiske erkendelser.

”For i Petersons verdenssyn handler moral om at få, hvad du vil have” – igen helt infam stråmandsargumentation.
”Så læren af regel nr. 6 er: fokusér på dig selv, og glem de andre; ændr dig selv, og lad verden være.”
”Peterson har kun sympati til overs for morderen”
”Peterson synes at længes efter tider, hvor en mand med vold og magt kunne sætte sin vilje igennem.” ”Vold og magt” ? Peterson ?!!!
”Det, Peterson tilbyder, er fundamentalistisk kristendom for ikke-(særligt)-troende. ” – ”Fundamentalistisk kristendom” ? Peterson ?!!!

Peterson kan kun passe ind i Thorups fjendebillede, hvis han tilhører det ekstreme højre. Han MÅ ikke være venstreorienteret. Så Thorup dekonstruerer Petersons tekst om at ”tendensen for værdifulde goder til at fordele sig selv med udtalt ulighed udgør en altid forhåndenværende trussel imod samfundets stabilitet” (s. 181-182). Det MÅ bare ikke være Petersons ægte holdning, så Thorup bruger adskillige sider på at pille dette citat fra hinanden, så der ikke står noget tilbage.

S. 183 kritiseres Peterson for ikke at henvise til en række akademiske skribenter som f.eks. Richard Rorty (den vigtigste fortaler for en ekstrem, yderligtgående form for relativisme), bell hooks (radikal sort feminist), Judith Butler (berømt feminist som skriver uforståeligt og kommer med vanvittige påstande om at biologisk køn er socialt konstrueret), og Chimamanda Ngozi Adichie (sort sydafrikansk kvinde som er meget populær blandt feminister). Det ville være fuldstændig umotiveret af Peterson at skulle citere disse, undtagen for at kritisere dem. Men når Thorup nævner disse og en række andre, så er det virtue signaling – Thorup demonstrerer, at han holder med alle de rigtige.

Thorup kritiserer, at Peterson, og mange med ham, tror at de, der arbejder for mere social retfærdighed, har absolut lighed som mål. Jamen – danske feminister himler op om hvor uretfærdigt det er, hvis mænd får 2 eller 5 % mere i løn end kvinder for samme arbejde. Thorup kritiserer også at nogen tror, at de, der arbejder for en mere ligelig repræsentation af kvinder og minoriteter i parlamenter, bestyrelseslokaler, universiteter og alle mulige andre steder, i virkeligheden kæmper for, at der skal være streng numerisk nøjagtig repræsentation i alle livets anliggender. Jamen, det er da faktisk det, disse personer kæmper for. Tænk på hvor meget det kritiseres, at kvinder kun udgør 39 % af Folketingets medlemmer, eller kun udgør 30 % af de nyansatte professorer.

På side 190 kritiseres Rasmus Ulstrup Larsen for at mene, at moderne feminisme er ”en totalitær bevægelse”. Jaså. Jeg mener ellers også at moderne feminisme er en bevægelse med totalitære træk, idet den forsøger at forhindre al opposition og kritik. Er man skeptisk over for den udlægning, så kan man studere, hvordan stærke træk af totalitær feminisme gennemtrænger det svenske samfund.

Jeg har ikke læst Petersons bog ”12 regler for livet”, så jeg kan ikke sige sikkert, om Thorups referater fra bogen er misvisende. Men her vil jeg henvise til Tobias Petersen´s anmeldelse af Thorups bog: ” Thorups gengivelse af Petersons tanker er mere end tendentiøs og strider flere steder mod ikke bare bedre vidende, men med al sandsynlighed også Thorups egen viden. For eksempel ved Thorup formentlig godt, at Peterson ikke forsvarer kvindemordere eller mener, at staten bør stille kvinder til rådighed for mænd. At forstå Petersons bøger og udtalelser sådan kræver et bevidst ønske om at misforstå.”
Ja, jeg er enig. En så tendentiøs fremstilling kan kun fremkomme ved at Thorup har et intenst, fanatisk ønske om at sværte Peterson maksimalt til. Det her er bevidst misvisende, i en ond hensigt.

S. 191-192 står der at Peterson er eksempel på en, der bruger sin akademiske position og titel samt sin evne til at producere videnskabeligt udseende tekster til at angribe andre akademikere med. ”Peterson får status og journalistisk opmærksomhed, fordi han er professor . . . Han tillader, for nu at sige det lidt groft, de mindre belæste at føle sig klogere end de belæste ved at fortælle dem, at de belæste bare er vrøvlehoveder og snydepelse . . ”
Her er Throup dog kommet til at skrive forkert. Navnet i disse sætninger er forkert, og derved bliver teksten ukorrekt. For at teksten skal være korrekt, skal den lyde sådan her:
”Mikkel Thoup er eksempel på en, der bruger sin akademiske position og titel samt sin evne til at producere videnskabeligt udseende tekster til at angribe andre akademikere med. Thorup får status og journalistisk opmærksomhed, fordi han er professor . . . Han tillader, for nu at sige det lidt groft, de mindre belæste at føle sig klogere end de belæste ved at fortælle dem, at de belæste bare er vrøvlehoveder og snydepelse . . ”.

Mikkel Thorup er infam. Han er infam i sin urokkelige tro på, at feminister har 100 % ret, og at alle, der modsiger feminister, derfor automatisk er onde mennesker. Han lider af præcis den sygdom, som folk lider af, når de dyrker feminisme og wokeness som om det var en religiøs kult. Han har netop denne ubændige trang til at finde fejl hos andre, og til at kræve absolut lydighed mod sin tros dogmer – sådan som det fortrinligt er beskrevet af Keri Smith . Denne uforsonlige overbevisning om selv at have 100 % ret, og om at de anderledes tænkende har 100 % uret, er i hele sit væsen antidemokratisk og totalitær.

Tobias Petersen var i sin anmeldelse af Thorups bog så venlig at give ham tre ud af seks mulige stjerner, bl.a. fordi Tobias syntes at han fik noget ud af læse om Michael Kimmels forklaringer. Jeg deler ikke dette positive syn på Kimmel. Han er en hykler, der lever højt på at sige det, hans publikum gerne vil høre. Så jeg kan ikke dele Tobias´ delvis positive vurdering.

Min vurdering af bogen bliver 0 ud af 6 mulige stjerner. Hvis der fandtes negative karakterer på den skala, skulle bogen have haft en negativ karakter. Det skulle den, fordi jeg anser den for direkte skadelig. Fra første til sidste side gør den alt, hvad den kan, for at der hos læseren opbygges en foragt for dem, der mener anderledes. Publikum vil forstå, at Manderådet, eller Tobias Petersen, eller jeg selv, er personer som man ikke skal lytte til. Og de vil forstå, at Jordan Peterson er et helt afskyeligt menneske, som man for alt i verden skal undgå, at folk får kendskab til.

Bogen understøtter netop den totalitære tendens i feminismen – nemlig den tendens, at man nægter at høre modparten. Der gives ingen plads overhovedet i Thorups bog til eventuel lødig kritik af feminismen. Ingen. Enhver modsigelse af feminismen stemples automatisk som antifeminisme og kvindehad. Feministerne er de gode, og deres modstandere er kvindehadere, dvs. onde mennesker. De gode, de moralsk overlegne, har selvfølgelig lov til at fryse deres modstandere ude, da modstanderne jo per definition er onde mennesker. Der lægges op til totalt at ignorere hvad modstanderne siger, og tie dem ihjel. Det er præcis den behandling, jeg udsættes for. Jeg har f.eks. i bogen ”Humaniora – videnskab eller varm luft” kritiseret postmodernismen, poststrukturalismen og socialkonstruktionismen i de human-sociale videnskaber. Jeg giver massivt belæg for, at centrale påstande totalt mangler evidens. Det er en alvorlig kritik; men akademikere inden for disse fagområder har reageret ved bevidst at ignorere bogen og undlade nogensinde bare at nævne dens eksistens.
Det er kujon-adfærd, og hvis man behandler lødig og omfattende kritik på den måde, så demonstrerer man, at man er kujon, og at det man dyrker, ikke er videnskab. Man kan kun tale om videnskab, hvis man har holdbare argumenter imod kritik. Og det er ikke tilfældet her.

Thorups bog om antifeminisme er heller ikke videnskab. Den er skandaløst ensidig og subjektiv.
Det er en bog, der kun kan øge kløften mellem feminister og antifeminister. Det er en bog der overbeviser feminister om, at der roligt kan ignorere al kritik, for kritikerne er infamt onde mennesker, som ethvert ordentligt menneske må foragte. På den måde er det en bog, der bevidst sigter mod at skabe mest mulig foragt.

Da jeg købte bogen her i december, var der tale om 2. oplag. Første oplag er altså udsolgt. Det tyder på, at bogen har solgt godt. Og sådan går det gerne med bøger, som understøtter publikums fordomme i stedet for at få dem til at tænke selv, som giver deres emne en overfladisk, letforståelig, men dårligt funderet behandling, og lefler for publikum ved at sige netop alt det, publikum gerne vil høre. Det er nemt at gøre teksten letlæst og glidende, når man udelader alle de forbehold, der skal få den til at stemme med virkeligheden.
Dette er i modsætning til mine egne bøger, som giver en kompliceret fremstilling på grundlag af et solidt fagligt fundament.
Så Mikkel Thorup har gjort det godt, set fra hans eget synspunkt. Men det er på den bekostning, at han bidrager gevaldigt til at øge kløfterne i samfundet og til at få folk til at foragte hinanden mere. Hans bog skaber en forhindring for, at folk kommer til at forstå hinanden. Den er til skade for den demokratiske dialog.

Anmeldelse af Hans Bonde: “Vi vil have vores fair andel”

Anmeldelse af
Hans Bonde (medvirken: Torsten Skov):
”Vi vil have vores fair andel!”
387 pp. Gyldendal.
Pris: 300 kr.

Denne bog er en slags fortsættelse af Hans Bondes bog fra 2013, ”Fordi du fortjener det”. Her kritiserede han, at den moderne kvindebevægelse er blevet til en bevægelse for favorisering af kvinder. Dette er også hovedemnet for den nye bog.
Den nye bog er ikke så causerende som den forrige, men mere grundig, eksakt og præcist dokumenteret. Det er der gode grunde til. En stor del af bogen handler om tiltag, som er ulovlige, dvs. i strid enten med den danske ligebehandlingslov eller med EU direktiver. Hans Bonde har tidligere, sammen med Jens Ravnkilde, påvist at tiltag for at fremme andelen af kvinder blandt professorer og forskningsledere på de danske universiteter var ulovlige. Også tiltag inden for kunstverdenen var ulovlige. Som følge af denne kritik kunne man i 2016 erklære, at samtlige de kvindefavoriserende tiltag inden for forskning og kunst er ophørt.
Desværre her det derefter vist sig, at de alligevel ikke er ophørt. Aktuelt findes f.eks. Inge-Lehmann-programmet til fremme af andelen af kvindelige professorer, og store dele af bogen er en opregning af det ene lovstridige program efter det andet. For at det skal tages seriøst, er det nødvendigt, at dokumentationen er meget præcis, og det er den.
Bogens første lange kapitel på ca. 80 sider er en gennemgang af situationen inden for universitetsverdenen. Der redegøres omhyggeligt for, at der ikke kan dokumenteres nogen særlige ulemper for kvinder i den. Mange undersøgelser viser, at hvis en opslået stilling har både mandlige og kvindelige ansøgere, så har kvinderne større chance end mændene for at få stillingen. I den seneste undersøgte periode, 2015-2017, er det for adjunkt- og lektorstillinger sådan, at kvinder har dobbelt så stor chance som mænd for at få stillingen.
Det er en almindelig feministisk påstand, at kvinder på en eller anden måde sorteres fra, idet kvindeandelen aftager op igennem systemet fra ph.d. til adjunkt til lektor til professor. Men Bondes og Skovs analyser viser, at der ikke frasorteres kvinder. Den tilsyneladende faldende kvindeandel op igennem hierarkiet kan tilskrives at de højeste poster beklædes af de ældste personer og altså stammer fre en svunden tid, da der var færre kvinder at tage af.
Der sker tydeligvis ikke nogen bevidst frasortering af kvinder. Men så kommer feministerne med den påstand, at der findes en ubevidst bias, som er til ugunst for kvinder. Her har Torsten Skov gennemgået forskningslitteraturen om ubevidst bias, og han konkluderer at der aldrig er ført bevis for at en sådan ubevidst bias findes.
På trods af at kvinder absolut ikke bliver uretfærdigt behandlet i universitetsverdenen – tværtimod, de har bedre chancer end mændene – så er der et vældigt pres for specifikt at gavne kvinderne, på mændenes bekostning. Dette pres kommer ovenfra, endog også fra forskningsministeren. Man har et ideal om, at der overalt på prestigefyldte poster skal være en ca. 50/50 kønsfordeling. Og da det ikke er tilfældet nu, så forsøger man med allehånde lyssky og luskede metoder at presse kvindeandelen i vejret, især andelen af kvindelige professorer. Mange af disse tiltag er ulovlige, men får alligevel lov at passere, og mange er på lovens kant.
Hans Bondes dokumentation af alt dette er imponerende. Der er en vældig mængde af præcise oplysninger, og det må have krævet meget arbejde at finde alle disse oplysninger frem. Hans Bonde har en universitetsstilling, og hvis han kommer med for løse anklager, kan hans position muligvis være i fare. Så det er forståeligt, at fremlæggelsen er gjort så solid, at den ikke kan betvivles. Det hele er så grundigt og solidt, at bogen kan bruges som et våben i kampen mod uretfærdige særordninger til kvinder.
Efter det lange kapitel om universitetsverdenen kommer en række noget kortere kapitler om andre steder, hvor det samme problem gør sig gældende – at man ovenfra forlanger en 50/50 fordeling af kønnene, med det resultat, at man griber til ulovlige eller suspekte midler for at tvinge kvindeandelen op. Kapitlerne omhandler kunst, film, musik, kvinder i ledelse, og kvinder i politik. Dertil kommer mindre afsnit om andre brancher, bl.a. kvinder i medierne.
Også i disse kapitler er der samlet en imponerende mængde af præcise oplysninger. Der må virkelig have gået meget arbejde forud for at kunne skrive bogen. Det fremgår også af, at adskillige referencer er begæringer om aktindsigt.
I kapitler om kvinder i ledelse konstaterer jeg, at Bonde har fået en del af de centrale nye videnskabelige kilder med – kilder til dokumentation af, at flere kvinder i virksomheders ledelse ikke giver større indtjening. Samtidig har han en god gennemgang af de tendentiøse rapporter, som feminister altid refererer til, og som påstår det modsatte.
Nær slutningen er der et ret anderledes kapitel, kapitel 9, med en historisk gennemgang. Her er det interessant at se dokumentation for hvordan holdningerne var i årene sidst i 1800-tallet og omkring år 1900. Tilslutningen til kvindebevægelserne var mindre end tilslutningen til husmor-foreningerne. Der var flere kvinder, der insisterede på at være hjemmegående husmor og lade sig forsørge af manden, end der var kvinder som kæmpede for at få kvinder ud på arbejdsmarkedet. Den feministiske fortælling om, at datidens mænd undertrykte kvinderne og pressede dem til at gå hjemme, er altså regulær løgn. Det er et feministisk karaktermord på mændene. Den tids kvinder var ikke undertrykt. Deres livssituation var en situation, som de selv valgte.
Jeg vil også fremhæve et par pointer mere, som Bonde berører.
Hele bogen handler jo om, at der er sket et skred i forståelsen af ordet `ligestiling´. Tidligere betød det lige muligheder for begge køn; men mere og mere betyder det resultatlighed, altså at hvert køn skal udgøre 50 % overalt på prestigefyldte poster, og det kræver favorisering, f.eks. kvoter. Men man kan spørge, hvad kvinderne gør, hvis de 50 % faktisk opnås? Vil de så være tilfredse?
På det punkt er jeg pessimist; jeg tror at når kvinderne har nået 50 %, så vil de argumentere for højere andele, helt op til 100 %, fordi kvinder jo er bedre mennesker end mænd, så hvis kvinderne overtager al magten, vil vi få det bedst mulige samfund. Indtil nu er der kun få feminister, der siger det direkte; men jeg tror, det kommer.
Et enkelt sted i bogen, nemlig på side 190, kommer Bonde ind på dette. Han skriver, at på de laveste ledelsesniveauer i Københavns Kommune er er 29 % mandlige mod 71 % kvindelige ledere. Det vil man ikke rette op på. Men på de to øverste ledelsesniveauer er der 63 % kvinder, og her har man fastsat et mål at kønsfordelingen ikke må afvige mere end 10 % fra rekrutteringsgrundlaget. Det betyder at man har et mål om, at der fortsat skal være væsentligt mere end 50 % kvinder blandt lederne. Kravet om fifty-fifty gælder altså, så længe det gavner kvinder; men hvis det gavner mænd, droppes kravet.
Spredt rundt om i bogen, men især i kapitel 8, diskuteres de mænd, der støtter feministernes krav. Det er mærkeligt, at så mange mænd på topposter i den grad går ind for favorisering af kvinder, f.eks. formanden for Carlsbergfondet, direktøren for Filminstituttet, og nationalbankdirektøren. Feministerne formår med held at appellere til netop mænd i disse topstillinger, der sørger for, at den ensidige favorisering af kvinder går igennem. Der bliver ofte appelleret med ord som ”Tænk, hvis det var din datter, det gik ud over!”. Når kvinderne så bliver favoriseret på bekostning af mænd, så er det sønnerne, det går ud over; men det tager man sig ikke af.
Det gælder typisk for disse topchefer, at de har deres på det tørre. De kan lade `kønsdiversiteten´ blomstre på lavere niveauer, hvilket ikke rammer dem selv, men deres underordnede med `det forkerte køn´. De opfører sig som alfa-hanner, der kan lide at omgive sig med en loyal flok af kvinder, samtidig med at de kan dukke de opstigende mandlige konkurrenter, der potnetielt kunne `bide dem i haserne´.
Bonde kalder det ”en ny galanthedskultur fra de øverste ledelseslag” (s. 285).

Alt i alt er det en fremragende bog. Mængden af oplysninger er imponerende stor. Det gør bogen lidt tungere at læse end den foregående bog; men det gør samtidig også bogen til et vægtigt, ja, tungtvejende argument i debatten.
Efter denne ros vil jeg alligevel påpege nogle punkter, hvor jeg synes at bogen er lidt for svag.

Filmbranchen
Det første punkt er filmbranchen. Jeg har selv, sammen med et par andre, været dybt involveret i kritikken af kønskvotering i filmbranchen. Jeg ved at Bonde har samarbejdet tæt med en af disse mænd fra filmbranchen, og netop på den baggrund finder jeg det lidt skuffende, hvad der er kommet med i det kapitel. Der er kommet mange vigtige ting med, men jeg savner alligevel lidt. F.eks. refereres en svensker for at film lavet af kvinder sælger færre billetter end film lavet af mænd. Men her burde der måske også have været omtalt danske oplysninger, der viser det samme.
Især savner jeg dog omtale af den konfrontation i 2016-2017, der viser hvad den danske konflikt drejer sig om. Her kunne være refereret til den kronik om filmbranchen, som jeg sammen med Niels Nørløv Hansen fik i Berlingske. Her er f.eks. denne centrale passus: ” En person skriver: ». . . årsagen til den skæve kønsfordeling blandt instruktører og manuskriptforfattere skyldes mange forskellige ting; manglende lyst, manglende motivation, kønsrollemønstre, filmkulturen, en mandsdomineret filmhistorie, manglende forbilleder, manglende opbakning, manglende udholdenhed af kvinder, barsel, og ubevidst diskrimination både i og udenfor branchen.« Det er vigtigt, at disse forklaringer netop ikke holder stik. Den passus indeholder netop alt det, som Bonde i øvrigt argumenterer imod i hele bogen.
Fagforeningen Danske Filminstruktører (DF) udsendte i 2016 en pressemeddelelse, hvor man bl.a. påstod, at der i filmbranchen foregår ”systematisk forskelsbehandling” mod kvinder.
Jeg vil gerne her citere en ordveksling der foregik i et møde i fagforeningen kort tid senere i 2016, hvor Niels Nørløv Hansen var til stede som eneste mand:
NNH spurgte: ”Når 25 % af ansøgerne til udviklingsstøtte er kvinder, og 29 % kvinder opnår støtte. Og når 19 % kvinder søger produktionsstøtte, og 18 % kvinder opnår støtte – hvordan kan der så være tale om ‘systematisk forskelsbehandling’?”

Spørgsmålet blev stillet mindst tre gange i løbet af de godt to timer, mødet varede. Men der kom intet svar. Kommentarer var der nok af: ”Nu har du talt nok!” og ”Du skal ikke komme hér og kuppe mødet!” . . .
Til stede var også Anne Boukris, der af DF’s formand, Christina Rosendahl, blev præsenteret som noget i retning af ”ligestillingskonsulent”. Anne Boukris var meget aktiv på mødet. Hun figurerer i KVINFO’s database over personer, der kan give ekspertbistand i spørgsmål om bl.a. ligestilling, ligebehandling og anti-diskrimination. Anne Boukris havde tilsyneladende fodret bestyrelsen med ”dokumentation” for, at diskrimination af kvinder er ud meget udbredt og urimeligt fænomen.
Det kunne tydeligt høres, da formanden, Christina Rosendahl – uden at svare på NNH’s spørgsmål – til sidst konkluderede DF’s holdning til DFI’s rapport:

”Bestyrelsen har besluttet sig for, at de tal, der er kommet ud fra DFI, repræsenterer ikke den filmbranche, som vi vil have. Det er sådan det er. Det er en holdning.”
NNH: ”Jamen, det var ikke mit spørgsmål… ”
Christina Rosendahl: ”Men de tal, der findes, de er nok. Sammen med den øvrige diskussion, der har været i bestyrelsen – alle mulige rapporter.”
Rosendahl erklærede, at fagforeningens bestyrelsen havde besluttet sig for, at de tal, der er kommet ud fra en officel rapport, ikke repræsenterer den filmbranche, som de vil have. Man vil have en filmbranche, hvor der står kvindelige instruktører bag 50 procent af alle spillefilmsansøgninger i 2020. Og dette selv om kvinder kun udgør 34 procent af fagforeningens medlemmer.
Dette er en solid dokumentation af, at fifty-fifty-ideologien er styrende, og at impulsen kommer fra centralt feministisk hold (en ligestillingskonsulent tilknyttet Kvinfo). Den dokumentation kunne godt være kommet stærkere frem i kapitlet, og den ville have styrket den pointe, Hans Bonde allerede har.
Hans Bonde beretter om hvordan det ramte formanden for Danske Biografer at kritisere Christina Rosendahl – der blev anlagt en retssag imod ham. Men ellers fremgår det kun svagt, hvorfor så få mænd tør protestere mod den feministiske damptromle. Det siges kort om mænd i filmbranchen: ”De føler at deres fremtid i filmbranchen er truet, for eksempel hvad angår bevillinger, hvis de tillader sig at kritisere den herskende kønsdiskurs.” Det kunne godt være sagt stærkere.
Mit eget engagement imod denne kønsdiskurs i filmbranchen har ført til noget af det mest psykisk belastende, jeg har oplevet i mit liv. Der blev begået et regulært ondskabsfuldt karaktermord på mig på internettet, med en indsats hvor en mand åbenbart har arbejdet i dagevis på at finde citater, han kunne manipulere, for at kunne hænge mig ud som en potentiel massemorder. En kvindelig filminstruktør opfordrede en mand til at skyde mig!
Bogen henviser kun ganske kort (note 237) til, at Niels Nørløv Hansens engagement i denne sag betød, at han ikke længere kunne få arbejde som filminstruktør. En anden involveret mand er blevet ramt så hårdt, at jeg personlig mener at hele hans livsforløb og psykiske velfærd er blevet ødelagt.
Det er for mig en vigtig pointe, HVOR hårdt mænd bliver ramt, hvis de protesterer mod det feministiske propaganda-apparat. Det er lidt for tamt at sige, at mænd ”føler at deres fremtid i filmbranchen er truet”. Der er tale om at man risikerer massive, ødelæggende angreb på sin person. Det vil få langt de fleste personer til at tie stille. Frygten for at blive udsat for noget meget, meget ubehageligt er reel.

Medierne
Det andet punkt er medierne. Det har fået en omtale på blot fem sider i bogen, og det er for lidt. Det er for lidt, fordi der foregår en systematisk indtrængen af feministiske kvinder i medierne – både de elektroniske og de trykte.
På Berlingske kom der f.eks. i 2015 et betydeligt rykind af nye kvindelige journalister, og siden da har der været en hidtil uset fokus i avisen på feministiske emner. Jeg har foretaget en optælling af antallet af artikler i avisen, der har et ensidigt feministisk fokus på kvinder. I løbet af ét år, 2016, var der 1116 artikler og indlæg specielt om kvinder, og næsten samtlige af disse havde feministisk tilsnit. Jeg har gennemgået en del af disse artikler og vist hvordan de har karakter af feministisk propaganda. Der var cirka 60 artikler om behovet for at kvinder skal gøre karriere og nå topposterne – det emne blev altså behandlet med en hyppighed og en intensitet der gør, at det har karakter af propaganda. Emnet blev behandlet helt ensidigt; der var intet om kvinder der finder det rart at vælge karrieren fra. I en del artikler henvises til undersøgelser der viser, at virksomheder med mange kvinder i deres bestyrelse giver bedre resultater på bundlinjen. Der blev aldrig henvist aldrig til de undersøgelser, der viser det modsatte. Hele denne propaganda fik lov at stå uimodsagt, da alle læserindlæg imod artiklerne blev afvist.
Et tilsvarende præg af feministisk propaganda ses i andre aviser – i meget høj grad i Politiken, og i nogen grad i Information. Jeg selv havde god adgang til at få optaget læserbreve, der gik imod feminister, i Information i årene ca. 2005 – 2010. Men pludselig var der lukket totalt – jeg kunne intet få optaget, og misvisende artikler om køn dukkede op i stedet. Det skete i forbindelse med at Informations redaktion skiftede engang omkring nytår 2010/2011.
Generelt er der langt flere mænd end kvinder, der indsender læserbreve til aviserne.
I 2017 viste en undersøgelse fra Cevea, at under 15 pct. af alle debatindlæg i Danmark bliver skrevet af kvinder, og kun fem pct. af folk med erhvervsuddannelser. Det vil sige at højtuddannede mænd udgør en majoritet af indsenderne. Det vil aviserne gerne korrigere for; de har et mål om, at 50 % af alle trykte læserbreve skal være af kvinder.
Da Anne Sophia Hermansen i september 2016 tiltrådte i stillingen som debatredaktør hos Berlingske, var en af hendes første udmeldinger, at hun agtede at diskriminere mandlige skribenter. Den holdning blev styrket hos hende da Cevea kom med ovennævnte oplysning om 15 % kvinder. Nu fortæller Anne Sophia Hermansen, at hendes diskrimination af skribenterne går videre end til blot at afgøre, hvilke af de indsendte indlæg der kommer i avisen, og hvilke der sorteres fra. Indsender en kvinde eksempelvis et indlæg, som har potentiale, men i sin nuværende udgave er for ringe til at blive bragt, er der stor sandsynlighed for, at Anne Sophia Hermansen tager kontakt til kvinden med henblik på at forbedre indlægget. Omvendt afvises mange mænd.
Når det gælder Politiken, så er sandsynligheden for at få bragt et debatindlæg typisk ca. 50 procent for kvinder og 5,5 procent for mænd.
Når kønsspørgsmål kommer op som emne, så har mænd altså langt ringere mulighed for at ytre sig end kvinder – mændenes kvote er så at sige for længst opbrugt, så kvinder får næsten monopol, når der kommer et emne op (kønsspørgsmål) som får kvinder til at komme ud af busken.
Spørgsmålet om medierne er meget centralt for de spørgsmål, Bonde behandler i sin bog. Kvinder der igennem deres universitetsuddannelse er blevet påvirkede til et ensidigt feministisk verdensbillede, kom ud af universiteterne som kandidater, og skulle jo have jobs. Så en flodbølge af indoktrinerede akademiske feminister er væltet ind over alle mulige institutioner, og især over pressen. Det betyder at hele den danske medieverden – bortset fra nogle få perifere, uafhængige medier – bidrager til ensidigt at fremme det feministiske verdenssyn. Andre synsvinkler og andre argumenter kan kun meget vanskeligt og sjældent komme frem. Derfor kan korrektioner af feministernes fejltagelser og misinformation ikke ske. Overalt i medieverdenen sidder der kvinder, som forhindrer det. Den der har magten over hvilken information der når frem til borgerne, har i sidste ende magten over hele samfundet. Det vil sige, at når først feminister har sat sig så tungt på medierne, som tilfældet er nu, så har de i realiteten allerede erobret magten i samfundet.
Det gælder ikke kun trykte medier. Det gælder også TV, ikke mindst DR, hvor ledelsen nu omfatter en kvindelig generaldirektør, en kvindelig direktør for medier, og en kvindelig direktør for nyheder. Denne kvindedominans afspejles i mediefladen, især DR2.
I august 2020 sendte DR2 f.eks. en serie i fem dele med titlen ”Alle hader feminister”, der blev bakket op af ”faktaark” m.m. på DR´s hjemmeside. Men serien var så fuld af fejl og misvisende oplysninger, at også DR´s detektor måtte konstatere at der var fejl. Det nævnes af Bonde; men DRs opbakning om ensidig propaganda kunne godt være betonet mere.
I 2015 sendte DR2 Dokumania en amerikansk film, der på dansk fik titlen ”Voldtaget af elitens sønner”. Ikke blot blev denne film sendt i fjernsynet, den blev til overflod også vist på storskærm ved to friluftarrangementer. Filmen var ekstremt følelsesmæssigt manipulerende og med mange misvisende og lodret forkerte oplysninger. Der fandtes på nettet udførlig dokumentation af filmens mange fejl. Den daværende leder af Dokumania, den stærkt feministiske Mette Hoffmann Meyer, blev gjort opmærksom på filmens fejl og mangler; men hun nægtede at reagere. Mine intense forsøg på at få DR til at bringe korrektioner eller i det mindste en paneldebat om filmen blev pure afvist; samtidig var det temmelig håbløst at få aviserne til at optage læserindlæg om filmen.

Jeg og andre licensbetalere har altså betalt for at TV bringer film der bagtaler mænd og øger det generelle had imod mandekønnet. Hvis en kanal med public service-forpligtelse sender sådan noget, så burde det sendes kommenteret, sådan at begge sider af en sag kan komme frem. Men det er ikke tilfældet. Den feministiske dominans i DR betyder ensidig slagside til fordel for feminismen.
Dette er alt sammen vigtigt, fordi den der behersker medierne, behersker den offentlige opinion, og dermed på langt sigt magten over sjælene.
Det som Bonde skriver på de fem sider om pressen, er udmærket. Men i betragtning af hvor central en rolle den spiller for meningsdannelsen, burde der have stået mere.

Anmeldelse af “Genusdoktrinen”

ANMELDELSE

Ivar Arpi & Anna-Karin Wyndhamn (2020): Genusdoktrinen. 376 pp.
Forlaget Fri Tanke.
Pris i Sverige: 199 Skr.
Fås også som e-bog.

Det svenske ord ”genus” betyder det samme som det engelske ord ”gender” – altså kønnet opfattet som et socialt produkt. Studiet af dette fænomen kaldes genus-videnskab, og det er i Sverige blevet et forskningsfelt med mange ansatte.
Det indgår i genus-videnskaben, at mænd og kvinder ikke er forskellige fra fødslen. Forskerne undersøger, hvordan samfundets normer skaber kønnene, og hvordan man ved at ændre normerne kan undgå forskelsbehandling og indføre ligebehandling af alle, uanset køn.
For at gennemføre ligestilling overalt i det svenske samfund, satte regeringen i 2016 en proces i gang, som kaldes ligestillings-integrering. Dette galdt især for universiteter og andre højere læreanstalter. Der eksisterede på det tidspunkt ved Göteborgs Universitet en organisation der kaldtes Nationella Sekretariatet för Genusforskning. Dette sekretariat forberedte indførelsen af ligestillings-integrering på universiteterne, indtil opgaven i 2018 blev overført til en nyoprettet myndighed, Jämställdhets-myndigheten [ligestillings-myndigheden].

Anna-Karin Wyndhamn blev i 2016 ansat i Nationella Sekretariatet. I begyndelsen var hun begejstret og energisk i sit arbejde der, men gradvis fik hun et helt andet syn på arbejdet. I det tidlige efterår 2017 kontaktede hun en journalist og lederskribent på Svenska Dagbladet, Ivar Arpi, der havde skrevet kritiske artikler om kønsforskning. De to etablerede et samarbejde, hvor Wyndhamn kunne informere Arpi om hvad der foregik i Nationella Sekretariatet, og det blev i løbet af samme efterår til seks artikler i Svenska Dagbladet om hvor vanvittigt spørgsmål om køn behandles på de svenske universiteter. I starten af 2018 forlod Wyndhamn sit arbejde på sekretariatet.

Efter 2017 har Wyndhamn og Arpi fortsat deres samarbejde. De har systematisk, men hver for sig, forsøgt at interviewe alle personer som er vigtige for ligestillings-integreringen. Ikke alle har villet udtale sig, og mange vil kun udtale sig anonymt. Men de har fået stof nok til de sammen har kunnet udgive bogen ”Genusdoktrinen”. Det er en meget læseværdig, veldokumenteret og saglig bog med ca. 320 sider tekst og 50 sider noter og referencer.

Som dansk læser havde jeg forventet, at det står dårligt til med svensk forskning i ”genus-videnskab”, og jeg havde også hørt om artiklerne i Svenska Dagbladet, som beskrev nogle hovedrystende vanvittige historier om hvordan ligestillings-integreringen tvinger universiteterne til vanvittige afgørelser. Alligevel er jeg overrasket og rystet over præcis hvor vanvittigt det hele er. Det der især ryster mig, er at få indblik i tankegangen hos de personer, der driver dette vanvid fremad.

Bogen er ikke en systematisk redegørelse fra A til Z. Der er ikke nogen stringent disposition, og emnerne kommer lidt hulter til bulter mellem hinanden. Det er formentlig for at gøre den mere interessant og spændende at læse – og det er den da også. Som dansk læser skal man enten være god til svensk, eller også skal man være villig til jævnligt at slå ord op til oversættelse på google-translate.

OM INDHOLDET

Første kapitel handler om hvordan en studenterklage over en mandlig forelæser på medicinstudiet behandles af dekanen. Forelæseren, Germund Hesslow, fortæller om at der er forskelle i gennemsnit mellem mænd og kvinder, selv om variationen inden for hvert køn for det meste er større end forskellen. En studerende, som i øvrigt er aktiv i Feministisk Initiativ, klager på forhånd over forelæsningen, inden hun har overværet den. Efter at have hørt forelæsningen genfremsætter hun klagen. Ingen andre studerende klager. Men på grund af den ene klage beslutter den mandlige dekan, at indlede en proces mod Hesslow. Den proces fører til at forelæsningen fremover skal suppleres med en forelæsning af en kvindelig genus-forsker, der kan gengive det, der er den svenske regerings officielle, udtrykte holdning, nemlig at mandligt og kvindeligt er sociale som skabes ud fra opfostringen, økonomiske rammer, magtstrukturer og politisk ideologi.
Basis for at dekanen kan gribe ind, er en lov fra 2017 som foreskriver, at myndighederne skal forebygge diskrimination. Hvordan forebygger man det? Jo, hvis nogen siger at der er forskel på mænd og kvinder, så kan dette potentielt udnyttes til at diskriminere. Så selv om der ikke faktisk er sket nogen diskrimination, så er bare det, at man giver indtryk af at der er forskel, nok til at man bryder loven.
Det fremgår, at bare det at én studerende klager, er nok til at dekanen giver studenten ret og retter ind. Det mønster ses ofte [det samme mønster ses også på danske universiteter].
Vicedekanen siger om samme sag: ”Så snart en student oplever noget, er kritik berettiget. . . Så snart en sag bringes frem af en student, skal vi tage det alvorligt. Da er det berettiget, uanset hvad det drejer sig om. Kritik er i grunden altid berettiget.”
Det er jo meget mærkeligt, at universitetets ledere, i dette tilfælde dekan og vicedekan for et medicinsk fakultet, siger at kritik fra studenter altid skal følges, uanset hvad det handler om. Vicedekanen siger også, at i en strid er det universitetet, der skal tilpasse sig til studenterne, ikke omvendt. Det er universitetet, der har ansvaret. ”Vi fremlægger fakta uden at tænke på at den generation som modtager dette, måske ser tingene på en anden måde, tænker på en anden måde. Vi behøver måske at give forskellige perspektiver i en forelæsning for at tage højde for dette. Vi skal være bedre til at kommunikere og levere et budskab på en professionel måde. Det er der vi svigter, og det er det vi skal arbejde på”.
Sådan tænker man på et universitet, hvor den officielle holdning er at der eksisterer ikke objektive sandheder.
En lignende tankegang gælder m.h.t. seksuelle krænkelser. Der skal gribes ind ikke bare, hvis der sker sådanne krænkelser. Det er nok at nogen mener at der findes en risiko for at visse andre personer kan blive krænket; alene den risiko er nok til at der skal sættes store processer i gang for at ændre tingene.
Dette gælder f.eks. i en sag, hvor en forelæser, som bestemt ikke kan beskyldes for at være racist imod farvede, svarede på et studenterspørgsmål i en formulering der nævnte det forbudte n-ord (”neger”). Ingen blev krænket af det, og der var ingen farvede til stede. Men bare det, at der teoretisk kunne være en tilhører, der blev krænket, var nok til at igangsætte en disciplinærsag. Forelæseren måtte love at hun aldrig mere i sit liv nævnte det forbudte n-ord.
I det hele taget drejer meget sig om brugen af bestemte ord. Det afgørende er ikke, om det en person siger, er sandt eller falsk. Det afgørende er, hvilke ord personen bruger. Samtidig nægter universitetet dog at lave en liste over hvilke ord, der er OK, og hvilke der er forbudte. Men det er klart at f.eks. i relation til transkønnede er der formuleringer, som er forbudte.

Andet kapitel handler om presset på universiteterne for at give kvinder en mere fremtrædende plads i lærestoffet. Der er f.eks. krav om at mindst 40 % af litteraturhenvisningerne i undervisningsmateriale skal være af kvinder, også selv om ingen kvinder er relevante for emnet. Og i et kursus om filosofi var underviseren tvunget til at udelade omtale af Immanuel Kant for i stedet at tale om feministen Mary Wollstonecraft. Det endte med at underviseren forlod Sverige og fik en stilling i Istanbul i stedet.
Det giver også problemer, når nogen skal forelæse om reproduktion, for man må ikke sige at kun kvinder kan føde børn. Der skal tages hensyn til at transkønnede ikke føler sig krænket, og det hensyn dokumenteres ved at institutionen bliver hbtq-certificeret (h=homoseksuelle, b = biseksuelle, t= transkønnede og q = queer).
Også hospitaler skal hbtq-certificeres. Det har f.eks. medført på det Sahlgrenska Sygehus´ psykiatriske afdeling, at der er indført nye retningslinjer som kræver, at mænd og kvinder blandes på fælleskønnede sovesale. Det vigtigste er at tænke kritisk om stereotype opfattelser af forskelle mellem kønnene. Men skal ikke placere patienter af samme køn i samme sale bare fordi de har samme køn. Dette gælder også selv om der ikke er nogle transkønnede patienter på afdelingen. Man må nok undre sig over den prioritering – i betragtning af hvor meget det kan forstyrre psykiatriske patienter at blive tvunget til at sove i samme sal som nogen af modsat køn.
Også politiet skal ligestillings-intgegreres. Derfor fik to lærere i genus-videnskab til opgave at ”ud fra et intersektionelt genus-perspektiv identificere mulige udviklingsområder og indgive forslag til hvordan politi-uddannelsen kan udvikles”. Resultatet blev en rapport, hvor det fremhæves at man som betjent ikke kan være neutral. Idealet om at alle skal behandles ens, skal opgives. Politiet skal gøre forskel alt efter om den person, de står over for, tilhører et undertrykt mindretal. Mistænkte personer som står langt nede i magt-pyramiden skal behandles forsigtigere end andre. ”Et normkritisk intersektionelt perspektiv kan synliggøre hvordan forestillinger om neutraliteten i sig selv er koblede til specifikke forestillinger om maskulinitet, hvidhed og svenskhed.” Rapporten om ændring af politiets uddannelse er blevet mødt med meget kritik. Men udviklingschefen for politiet affærdiger kritikken med at der er tale om ”uvilje”.

Tredje kapitel handler om indførelsen af ligestillings-integrering på alle højere læreanstalter i Sverige. Regeringen stillede i 2016 krav om at alle læreanstalter skal udforme en plan for dette. Formålet er ikke at forhindre diskriminering af enkelte personer; formålet er at ”omorganisere virksomheden” og forandre de magtstrukturer, som medfører at diskrimination forekommer.
Nationella Sekretariatet för Genusforskning i Göteborg får til opgave at støtte denne omorganisering. Den mandlige leder er optaget af at ligestillingen skal gennemsyre alt, herunder bestemme pengestrømmene og bestemme eksamenskravene på de enkelte fag.
Normkritisk skoling af medarbejdere og studenter er kongevejen ikke bare til bedre arbejdsmiljø, men også til bedre uddannelse. Til det formål tjener f.eks. en pjece med navnet ”Bryt innanförskapet” med konkrete råd til hvordan man med intersektionel teori kan nedbryde magtstrukturer. Den bruges bl.a. til kurser hvor de deltagende undervisere skal få kundskab om ”teorier af betydning for at udvikle en normkritisk holdningsmåde . . . om sociale kategoriseringer, normer og magt”.

Fjerde kapitel
Kapitlet giver et indblik i tankegangen hos nogle af de personer, der er drivkræfter for indførelsen af ligestillings-integrering. Formanden for Nationella Sekretariat citeres for dette udsagn, at svenske universiteter består af ”en allerede velstillet elite af svensktalende, protestantiske, lyshudede kættere som intet hellere vil end at undgå at få kendskab til deres egen voldsudøvelse”. Han ser universitetet som en slagmark, hvor eliten forsøger at klamre sig til magten. ”Kætterne” er de modernister som tror på at der findes en objektiv sandhed, i modsætning til sekretariatslederen selv, der er frustreret over de stadige krav om at give belæg for sine påstande. Man behøver ifølge ham ikke at kortlægge og undersøge den uligestilling, som han jo allerede ved findes. Det kan være nødvendigt i forhold til specifikke problemer; men ”generelt set er det ikke relevant at give belæg for allerede kendte strukturelle uretfærdigheder”. Disse uretfærdigheder er den symbolske vold, som findes overalt i hverdagen.
En kvindelig forskningssamordner på sekretariatet har lavet disputats om feministen Donna Haraway; det gør bl.a. at hun mener, at man skal droppe det mandlige begreb om objektivitet. Sandheden er subjektiv, og det personligt oplevede er det autentiske og dermed det sande.
Endnu en kvinde i sekretariatet har kvalificeret sig med en afhandling, hvor hun bl.a. skriver at ”nyliberalismen” undergraver muligheden for virkelig ligestilling. At fokusere på individer gør at kønsmagt-ordningen forbliver intakt. Ligestilling kræver kollektiv kamp.
På sekretariatet handlede det om at føre en fælles kamp, og her var ingen tolerance for dem som stillede spørgsmål til de anvendte metoder. Eventuel intern kritik blev mødt med kollektive modangreb fra et stort antal kvinder. Ekstern kritik bliver også altid afvist, med påstande om at kritikerne blander politik og forskning sammen (selv om det netop er, hvad sekretariatet gør). Kritikere kategoriseres som konservative, populistiske, imod genus- begrebet og imod ligestilling. Forsvarerne af sekretariatet udtaler: ”Lad os slå fast en gang for alle: genusforskning er videnskab!”. Det afgørende er også, hvilke personer der kommer med kritik, mere end hvad kritikken går ud på. Man ser livet som en kamp mellem det gode og det onde, hvor man selv står for det onde. Det vil sige at kritiske indvendinger er tegn på dårlig moral.

Femte kapitel er en omtale af nogle af de mest tåbelige forsknings-projekter i Sverige. Vi hører f.eks. om en forsker som mener, at hele tanken om at amning er knyttet til kvinder er socialt konstrueret og heteronormativ.
Desuden omtales nogle af de internationale forsøg på at afsløre den postmodernistiske videnskabs fup.

I sjette kapitel handler det om genus-forskernes modvilje mod at anerkende biologiens betydning. Vi læser om nogle af de forskningsresultater, som påviser biologiens betydning, f.eks. forskning udført af svenske Anna Servin, og vi hører om de argumenter, genus-forskerne bruger til at afvise dem. Et af argumenterne er, at den forskning skal slet ikke udføres. ”Hvorfor er Anna Servin overhovedet interesseret i kønsforskelle? Hvad skal man anvende forskningsresultatet til?”. Selv en kvindelig docent ved et centrum for evolutionsbiologi siger: ”Jeg synes at den videnskab som arbejder med biologiske forskelle, den ødelægger bare. Den ødelægger ligestillingsarbejdet. Den har ikke noget at gøre dér.”
I dette kapitel omtales også en del af de vanvittige forestillinger om transkønnede. Og vi får at vide, at antallet af børn og unge i Sverige som henvender sig til myndighederne fordi de føler kønsdysfori – at være født i det forkerte køns krop – er steget voldsomt. Antallet af personer med diagnosen kønsdysfori per 100.00 indbyggere var i 1998 tæt på 0; i 2007 var det 31, i 2017 727, og i 2018 5841.
Historikeren Yvonne Hirdman anses af mange for at være den ledende autoritet inden for svensk genus-forskning. For et par årtier siden mente hun, at kvindelige lærere inden for genus-forskning ”skal have lov at være i fred, ellers bliver de opslugt af de øvrige”. Det vil sige – på det felt skulle der kun arbejde kvinder, og de skulle være fri for påvirkning udefra. Dermed skulle de også være fri for kritik udefra. Hirdman praler et sted af at en mandlig studerende, som stillede kritiske spørgsmål, af hende blev mødt med et ”Hold kæft!”, og at hun dermed fik sat ham på plads. Genusforskerne isolerer sig, møder kritik med mistro, og ser andre som fjender, ikke som meningsmodstandere. Kritik opfattes som angreb.
Genus-videnskabens grundlæggende tilgang – at belyse hvordan egenskaber bliver kønnede, hvordan evner bedømmes forskelligt hos mænd og kvinder – er gledet i en retning hvor alt stort set antages at være effekter af skæve magtrelationer.
På Umeå Universitet fik underviserne besked på at ”anvende en kønsbevidst pædagogik” og ”anlægge et genus-perspektiv i al undervisning”. Det førte til at en kritisk indstillet psykolog dér gav sig til at granske den genus-videnskab, som nu skulle danne baggrund for al undervisning. Han fandt at jo mere en videnskabelig artikel var præget af genus-videnskab, jo lavere kvalitet havde den – ikke så mærkeligt, da genus-videnskab, i modsætning til andre videnskaber, mangler en selvkorrigerende procedure.
Men revolutionen æder sine egne. Begreber som ”genus-ordning” og ”kønsmagt-ordning”, som prægede arbejdet på sekretariatet, er nu på vej ud. De erstattes af queer, trans og intersektionalitet, og ifølge disse perspektiver findes der ikke noget biologisk køn. De betyder, at de ældre genus-forskere opponerer imod den nye tendens. Hvis man ikke længere kan tale om mænd og kvinder, hvordan kan man så studere mænds undertrykkelse af kvinder?

Kapitel 7 handler om de tekniske højskoler, hvor der er relativt stort underskud af kvinder. Det vil man have gjort noget ved. Regeringen har forlangt, at mindst 32 % af alle nyudnævnte professorer skal være kvinder; det tal er efter 2015 stigende, og i 2030 skal det være 50 %.

På Kungliga Tekniske Högskolan, KTH, har man indrettet et ligestillingskontor med to ansatte kvinder, hvoraf den ene er vicerektoren, Anna Wahl. Hun har ingen faglig indsigt i tekniske fag, men meget magt. Hun sigter ikke bare mod et højere antal af kvindelige professorer. Der er først ligestilling, når også fordelingen af magt, ressourcer og indflydelse er lige. Hun tæppebomber højskolen med systematitsk værdigrundlagsarbejde og genus-teori baseret på et intersektionelt perspektiv. Alle studenter, uanset studieretning, og alle medarbejdere, skal have basiskundskaber i genus og et intersektionelt perspektiv. Til det anvendes en lærebog skrevet af ligestillingskontorets to ansatte, en lærebog som også anvendes på mange andre universiteter rundt om i landet. Den er gennemsyret af en postmodernistisk ånd. Den stiller spørgsmålstegn ved begreberne kundskab og sandhed, og hævder at der ikke findes værdineutral og objektiv viden. Køn er ikke naturligt, men socialt og kulturelt konstrueret. Det påstås i bogen, at dette er noget som al kønsforskning er enig om. Det slås også fast som et ubetvivleligt faktum, at kvinder i dag er underordnede under mænd.

På Chalmers Tekniska högskola har man fra 2019 igangsat et program ved navn Genie, hvor man bevilger 300mio. Skr til at forhøje andelen af kvindelige professorer, bl.a. ved at lokke dem til med meget gunstige arbejdsbetingelser og økonomiske rammer.
Man sigter mod at andelen af kvindelige professorer i løbet af ti år skal stige fra de nuværende 17 % til derefter 40 %. Nogle mener, at for at nå målet skal man købe ældre mandlige professorer ud, dvs. betale dem for at tage deres afsked, sådan at der bliver lærestole ledige til nye kvindelige professorer. Der skal være kvindelige ansøgere til alle stillinger, og man sikrer sig på forhånd, at der findes kvinder, der kan søge. Hvis der alligevel ikke er kvindelige ansøgere, besættes stillingen ikke.
Genie-programmet er bl.a. blevet retfærdiggjort med henvisning til begrebet stereotypificering, med støtte i undersøgelser udført af amerikaneren
Claude M. Steele. Hen mener at forskellige minoritetsgruppers akademiske underpræstation i f.eks. matematik og naturvidenskab beror på negative forventninger, som får personerne til at underpræstere. Men Steeles resultater om stereotypificering har ikke kunnet reproduceres ved yderligere forsøg. I dag henviser Chalmers ikke længere til stereotyp-problemet; men de har aldrig noteret sig, at teorien ikke stemmer.
Genie-programmet bærer ikke præg af at håndhæve meritokratiet – at man ansætter de dygtigste. Det bærer mere præg af hævn – den tidligere uretfærdighed, at kvinder blev holdt nede, skal erstattes af en ny uretfærdighed, at mænd skal holdes nede. Lederen af programmet siger at mænd, først og fremmest heteroseksuelle mænd, har som gruppe haft en uberettiget andel af magt og høstet økonomiske fordele af det. Derfor skal denne gruppe nu straffes, for retfærdighedens skyld, og det kommer til at svie.
Lederen af Genie har læst fritekstsvarene i en undersøgelse af arbejdsmiljøet; her brokker mange, mænd som kvinder, sig over Genie-programmet. Men det bortforklares med at mange af de kvinder, som er forfremmet, helt enkelt er bedre end mændene, og det bliver mændene selvfølgelig sure over at se.
Faktisk viser en præcis analyse, at de kvinder, der får professorstillinger, i gennemsnit er dårligere kvalificerede end mandlige professorer – de har f.eks. produceret færre afhandlinger. Men lederen af Genie-programmet hævder altså, uden belæg, det stik modsatte.
Det vigtigste for Chalmers i dag er en høj kvindeandel – det er prioriteret over alt andet. Formanden for højskolens rekrutteringskomité skriver: ”Det går ikke at hævde at der ikke findes nogen kvinder inden for et forskningsområde. I så fald skal vi forlade det. Hvorfor skal vi være til stede på et enkønnet felt?” Hvis der kun er mænd som forsker i f.eks. brintmotorer, eller noget andet som er smart i forhold til klimaet, skal Chalmers altså ikke beskæftige sig med det. Andelen af kvinder er vigtigere end nytten af forskningen.

På afdelingen for teoretisk fysik ved Uppsala Universitet besluttede fakultetet at man ville lave en ”genus-satsning”. De bestemte at de ville ansætte fem hjælpelektorer, som alle skulle være kvinder. Da kvotering er ulovligt, gik man en anden vej. Man slog fem stillinger op, på en måde så det fremgik at de var helt åbne for alle, også mænd. Men samtidig stillede fakultetet en rigelig finansiering i udsigt, og man gjorde det klart over for afdelingen, at hvis de ansatte en mand, udeblev finansieringen, så der ikke var midler at forske for. Dette var jo snyd og manipulation; men hvad gør man ikke for at flere kvinder ind.
På afdelingen fik man fat i en række kvinder og bad dem søge; en enkelt mand, som ikke vidste hvad der foregik, søgte også. Derefter skulle ansøgerne bedømmes af en sagkyndig. Han undrede sig over hvorfor det næsten kun var kvinder, der havde søgt. Da han fik at vide, at der var tale om skjult kvotering, blev han oprørt og klagede officielt. Men den klage kom der ikke noget ud af. Men fandt i stedet en anden sagkyndig, der ikke protesterede.
På Lunds Universitet er sket en lignende form for skjult kvotering med uærlige stillingsopslag.
Men på regeringsplan bedømmes overvægten af mandlige professorer som et problem. Det tages som udtryk for at der sker en usynlig diskrimination mod kvinder. For at undersøge det nærmere, foretog en psykolog ved Umeå Universitet, som før nævnt, en undersøgelse af mere end tusind professoransættelser igennem årene 2009-2014 ved Sveriges seks største universiteter. Han fandt at mændene iblandt dem havde betydeligt flere publiceringer og citeringer, både i medicin og i samfundsvidenskab. Hvilket modbeviser tesen om at en kvinde skal præstere mere end en mand for at blive ansat.
Universiteterne er faktisk godt klare over dette. Nogle tilbyder kvindelige, men ikke mandlige lektorer betalt tid til forskning, sådan at de bedre kan kvalificere sig til en professorstilling. Det udtrykte formål med dette er at man vil udjævne forskellen i kvalifikationer, sådan at man kan få flere kvindelige professorer men uden at kunne anklages for kvotering.
Der er visse uddannelser, hvor der kræves et højt karaktergennemsnit for at komme ind, og da flere kvinder end mænd får høje studentereksamenskarakterer, er der en overvægt af kvindelige studerende. Det var bl.a. tilfældet på veterinæruddannelsen på Sveriges Lantbruksuniversitet. Her indførte man en kvoteordning for at få mindst 40 % mandlige studerende. Men bortkvoterede kvinder klagede ved retten, og fik medhold. De fik en stor pengeerstatning, men ikke en studieplads.
Det hører med i billedet, at i 2018 oprettede man Jämställdhetsmyndigheten (Ligestillingsmyndigheden) som afløser for Nationella Sekretariatet. Denne myndighed er IKKE underlagt nogen krav om ligelig kønsfordeling. Der er ansat 51 kvinder og 17 mænd.

Kapitel 8 handler om hvordan genus-perspektivet tvinges igennem i al aktivitet på svenske universiteter.
I 2016 fremsatte forskningsministeren et forslag om dette. Ministeren skrev: ”Regeringen anser at det ikke er nok at arbejde for ligestilling inden for forskningen og ved fordelingen af forskningsmidler. I overensstemmelse med regeringens arbejde med ligestillings-integrering skal køns- og genus-perspektivet integreres og være konstant nærværende i forskningens indhold.”
Man instruerede de fire svenske forskningsråd om at det skulle være sådan, og det førte til indførelsen af et pointsystem, hvor ansøgere skulle redegøre for genus-perspektivet i alle ansøgninger til forskningsrådene. Et af forskningsrådene har f.eks. en formular, hvor hele tre punkter drejer sig om køn og ligestilling, f.eks. hvordan projektet forbedrer ligestillingen mellem kønnene. Hvis man ikke kan give høje point til disse tre punkter, er det næsten umuligt at få en tilstrækkelig høj samlet vurdering af ansøgningens kvalitet, selv om man kommer i top på alle de øvrige punkter.
Det har f.eks. givet problemer for en forsker i fiskebiologi. Den forskning kan ikke påvirke ligestillingen mellem kønnene, og derfor vurderes den lavt. Da der desuden var fem mandlige deltager og ingen kvinder, blev projektet afvist. Senere lykkedes det dog at overtale en kvinde til at stå på som medansøger; hun vidste godt, at det kun var for en forms skyld; men for at hjælpe mændene stillede hun op, og så gik projektet igennem.
Den politik giver problemer for klimaforskningen, som langt overvejende udføres af mænd. Desuden kan man vanskeligt påstå, at klimaforskningen gavner ligestillingen. Derfor er det meget svært at få støtte til klimaforskning.
Forskningsrådet for sundhed indførte i 2018 pludselig en ny vurdering, hvor man ikke blot skulle angive projektets relevans for genus, men også for mangfoldighed. En forsker i medicin beretter, at han forsker i et område hvor køn og etnisk tilhørsforhold ikke har nogen betydning. Han ved godt, at hvis han skrev at biologisk køn er et naturligt udgangspunkt for medicinsk forskning, da ville han vanskeligt kunne få støtte. Som han siger: ”Det handler ikke om at jeg sagligt har ret eller tager fejl, men om at det (biologisk køn) ikke er en godkendt ideologi, uanset hvilket spørgsmål jeg vil studere.”
Dette forskningsråd har indført en bestemmelse om at den forskning, som får støtte, skal have et genus/ligestillings-perspektiv i 75 % af projekterne. Så der det jo svært at få noget igennem, som ikke har et genus/ligestillings-perspektiv.
Tilsvarende regler gælder i øvrigt for tildeling af støtte i kulturlivet. Her skal man svare på ikke mindre end 50 spørgsmål om genus m.m., f.eks. skal man sige, om det er sandt at ”Vi har diskuteret hvorvidt opsætningen bidrager til at bevare eller udfordre rådende normer og forestillinger om mennesker, eller bare viser hvordan det er. Vi undgår dermed at vi ubevidst reproducerer stereotyper.” Det fremhæves også for ansøgerne, at normkritik er den metode, man skal anvende, til forskel fra tolerance som bare bevarer privilegier. Tolerance udfordrer ikke normen. Tolerance er altså ikke godt nok.
Videnskabsrådet mener, at diskrimination især sker på grund af ”ubevidst bias”. Derfor skal ubevidst bias bekæmpes. Det gør man ved en slags stikkerordning, hvor ligestillingsobservatører sidder med i forhandlingerne i Videnskabsrådet. De skal indberette, hvis der er personer der giver udtryk for fordomme, så som at kvinder er mindre intelligente end mænd. Observatørerne deltager, men siger ikke noget, og lytter blot efter hvordan de andre mødedeltagere taler. Man tager også tid på, hvor mange minutter mænd hhv. kvinder taler (her har man ikke fundet nogen forskel). Man noterer sig, i hvilken orden mænd og kvinder sidder ved bordet. Alt dette gøres hvert andet år. I seneste runde er det ikke lykkedes disse observatører at finde tegn på diskrimination. Man mener derfor, at diskrimineringen af kvinder sker via ”ubevidste fordomme”, og man udbreder informationsmateriale om dette.
Faktisk har bl.a. lederen af Nationella Sekretariatet allerede i 2015 set på forskningen om ubevidst bias. Han har set på samtlige internationale studier som undersøger fordelingen af mænd og kvinder i ansøgninger. Modvilligt konstaterer han at 77 % af disse studier som tager højde for akademisk position, ikke finder nogen forskel i bedømmelse beroende på køn. I de resterende 23 % finder man små, men ikke statistisk signifikante forskelle. Men han forkaster den konklusion, man ellers kunne drage, at der ikke sker diskrimination. Jo, for ”akademisk position, som per definition er et udslag af en uligestillet og kønnet organisatorisk proces, anvendes som variabel der neutraliserer en påvist kønsforskel.” Han mener altså at der forkert at tage hensyn til akademisk position, eftersom kvinder med største sandsynlighed er blevet diskrimineret ved tildelingen af positioner. Det kaldes ”kønsneutral kønsdiskriminering”.
Det antages almindeligt, at der ansættes flest mænd, fordi mænd foretrækker at ansætte andre mænd. Men her overser man, at det gennemgående er kvinder som foretrækker andre kvinder i deres ubevidste attituder, mens mænd derimod ikke fremviser ubevidst sexisme.
I 1997 lavede to kvinder en undersøgelse som viste, at kvindelige ansøgere til det biomedicinske forskningsråd blev vurderet lavere end mandlige, såfremt de var lige kvalificerede. Det viste ubevidst diskrimination mod kvinder. Da en tilsvarende undersøgelse blev gennemført af en mand i 2008, var resultatet det modsatte: Nu havde kvinder 10 % større chance end mænd for at få forskningsmidler. Siden 1997 havde man altså overkompenseret.
Men når ligestillings-konsulenter omtaler dette fænomen, så refererer de undersøgelsen fra 1997, ikke den fra 2008.
Ligestillings-konsulenter henviser også gerne til resultatet af et internationalt forskningsprojekt, GEDII, som angiveligt viser at en jævnere kønsfordeling fører til øgede videnskabelige fremskridt. Denne konklusion er at finde i en artikel i Nature; men den holder ikke stik. Da nogle mere statistisk kyndige personer, bl.a. svenske Ulf Sandström, gentog de statistiske analyser på en mere solid måde, konstaterede de, at der ikke var en sådan sammenhæng. Nu viste det sig at kønsbalancen ikke har nogen som helst indvirkning på resultatet. Den tidligere rapports konklusion er nu ændret til at “Regarding gender differences, the models also indicate that there are not statistically significant effect of the share of women on performance – defined as both productivity and impact.” Men denne ændrede konklusion ignorerer ligestillingskonsulenterne.
Alle statslige forskningsråd har sat som mål at kvinder og mænd skal have samme bevillingsgrad, uanset hvor mange ansøgninger der kommer ind fra hvert køn. Begrundelsen er at mænd som gruppe historisk set har haft en højere bevillingsgrad. Inden for området naturvidenskab og teknik indsendes tre ud af fire ansøgninger af mænd. Men hvert eneste år er det tæt på 50 % af bevillingerne, der gives til kvinder. I de tilfælde hvor en bedømmergruppe ikke har været i stand til at nå op på målet om 50/50 fordeling, skal de skriftligt motivere hvordan det kan være over for ledelsen.
Inden for medicin og sundhed mener Videnskabsrådet, at kvinder bliver uretfærdigt bedømt af bedømmelseskomiteerne, selv om nogle opgørelser, bl.a. Sandströms undersøgelse, viser noget andet. I en rapport fra 2009 erkender Videnskabsrådet, at mandlige forskere er mere produktive og når længere i karrieren på en given tid end kvinderne; Videnskabsrådet formoder, at det skyldes at kvinder prioriterer hjem og børn højere end deres mandlige kolleger. Derfor mener de ikke at det er retfærdigt at have samme bedømmelseskritierier for mænd og kvinder.

VURDERING

”Genusdoktrinen” er en meget læseværdig bog, som stærkt kan anbefales. Der ligger et stort arbejde bag udarbejdelsen af bogen, med interviews af talrige relevante personer, gennemgang af relevant forskning, m.m. Ivar Arpi har allerede før arbejdet med bogen blev indledt, markeret sig som en journalist med en usædvanligt høj faglig standard, og det mærkes. Anna-Karin har bidraget med insider-viden om hvordan arbejdet i Nationella Sekretariatet foregik, og det er ligeledes værdifuldt. Tilsammen har de begge bidraget til en meget saglig og oplysende bog.

Hvad der er særlig interessant, er at de gør ihærdige forsøg på at belyse, hvordan de personer tænker, som driver udviklingen frem. For Danmarks vedkommende er det ofte meget svært at forstå, hvorfor autoritetspersoner, så som rektorer og dekaner, igen og igen lægger sig fladt ned, når feminister og andre aktivister kommer med særlige krav. Ingen tør rigtig gå imod hvad feminister kræver. Jeg har altid haft meget svært ved at forstå dette. ”Genusdoktrinen” bringer mig tættere på en forståelse. Uden at man forstår disse menneskers tankegang og motivation kan man ikke få held med at bremse feminismens værste udskejelser. Men nogen fuld forståelse får hverken forfatterne eller læserne. Det er stadig et mysterium for mig, hvordan disse mennesker kan tænke og mene, som de gør.

I Danmark oplever vi også, at kritik af feminister ikke accepteres – enten ignoreres den, eller den afvises pure. ”Genusdoktrinen” bestyrker den opfattelse, at ifølge egen selvforståelse har feministerne så meget ret, at de ikke har brug for selvkritik, og ikke har brug for at lytte til kritik udefra. Kritikere opfattes ikke som meningsmodstandere, men som fjender, der skal bekæmpes, ikke snakkes med.

Derudover er bogen vigtig ved at vise, hvad socialkonstruktionistisk tankegang fører til i praksis. Sverige er i betydelig grad et feministisk diktatur, hvor regeringen direkte fastsætter, at køn ikke er biologisk bestemt. Regeringen går meget, meget langt m.h.t. at diktere hvad folk må tænke, og der findes horder af meget tjenstvillige embedsmænd, der med stor emsighed fører regeringens direktiver ud i livet. Det er rystende at se, i hvor høj grad centralt fastsatte direktiver kan slå igennem og udvirke den omorgansering og den tankekontrol, som er tilsigtet. Og det er rystende at se, at relevant forskning, f.eks. i klimaspørgsmål, skrottes bare fordi den ikke bidrager til øget ligestilling.

Først og fremmest er bogen en stor, stor advarsel til os danskere om hvad der venter os, hvis feministerne får magt, som de har agt. I Sverige styres hele samfundet af et mindretal af feminister, som har været dygtige til at sætte sig på regeringsposterne, medierne, universiteternes styringsorganer osv., også selv om den almindelige svensker måske ikke er enig i hvad de gennemfører. I Danmark ser vi i disse år en kraftig udvikling i samme retning. Vi har f.eks. en kvindelig forskningsminister, som er overbevist om, at køn er socialt konstrueret, og som agerer ud fra den overbevisning. Nogle danske universiteter forsøger på omtrent samme måde som de svenske at presse flere kvinder ind på en måde, som virker ligesom kvotering, og som så vidt vides er ulovlig. Bogen viser, hvad mere vi kan forvente os af den slags.

Særlig uhyggeligt er det at læse, at den svenske tilgang indeholder et kraftigt element af tankekontrol. Folk, der ikke tænker på den rette måde, og folk der ikke anvender de rigtige, politisk korrekte ord, får det sværere, f.eks. har de svært ved at få forskningsbevillinger. Den svenske regering dikterer, hvad der er rigtigt og sandt – dvs. sandheden bestemmes politisk.

Anmeldelse af Debra Soh: “The end of gender”

Debra Soh er en ung kvindelig forsker, der har arbejdet på University of Toronto.
Som barn følte hun sig utilfreds med at skulle være pige. Hun gik i drengetøj, legede med drenge og med drengelegetøj. Det varede indtil sent i hendes teenage-år, da hun omsider følte sig tilfreds med sit køn. Som ung havde hun haft sin færden i ret alternative kredse, med mange bøsser, transvestitter m.m.
Hun startede med at være feminist, men da hun satte sig ind i forskningen om kønsidentitet, skiftede hun holdning. Hun har studeret neurovidenskab og lavet forskning om forskelle i hjernen hos personer med forskellig seksuel observans. Hun har offentligt kritiseret de forskere, der påstår at der ikke er nogen særlig forskel mellem mænds og kvinders hjerne, og hun har støttet James Damore, da han blev fyret fra Google.
Hun så med forfærdelse, at de transkønnede fik stadig mere indflydelse, og at der blev lagt pres for at børn så unge som muligt skulle underkastes kønsskifte. Hun støttede Kenneth Zucker, verdens indtil da førende forsker i transkønnede børn, da trans-lobbyen fik ham fyret fra sin stilling. Hun overvejede at udtale sig offentligt imod trans-lobbyen, men holdt igen da hun frygtede at det ville sætte en stopper for hendes akademiske karriere. Hendes vejledere på universitetet sagde til hende, at selv hvis hun kom så langt i karrieren, at hun fik en fast ansættelse, ville trans-lobbyen alligevel kunne få hende fyret, hvis hun udtalte sig imod dem. Så hun valgte at spille åbent ud med en klumme i Wall Street Journal i januar 2016. Det betød samtidig, at hun ikke længere kunne få adgang til en karriere på universitetet.

I stedet startede hun på en uddannelse som journalist.

I bogen her præsenterer hun en naturvidenskabelig tilgang til en række af de spørgsmål om køn, som er mest kontroversielle i dagens debatklima. Efter min smag er hun lige lovlig løs i sproget mange steder – hun fletter personlige oplevelser og tildragelser ind i teksten. Derved mærker man, at det er en levende person, der skriver, men det betyder også et tab af videnskabelig præcision nogle steder. Det gælder især i de første kapitler. Hun kommer med tilstrækkelige videnskabelige referencer til at der er belæg for hvad hun hævder om køn – f.eks. at der kun er to køn, at kønnet ikke er en social konstruktion, og så videre. Hun er dog ret hurtig til at afslutte hver påstand – hun kunne godt have ført lidt mere solidt og eftertrykkeligt bevis for sine påstande. Andre læsere, der er knap så videnskabeligt fokuserede som jeg, vil dog nok sætte pris på hendes tekst, og hun giver lige akkurat tilstrækkeligt med referencer til at jeg trods alt er tilfreds. Alt i alt indeholder bogen, hvad man kunne forvente af den.
I kapitel 3 tager hun fat på påstandene om, at der findes kulturer visse steder på kloden, som har tre snarere end to køn. Hun fortæller, at disse mennesker af et tredje køn nogenlunde svarer til, hvad vi i vores kultur ville kalde feminine bøsser. Men hun går ret hurtigt hen over emnet, og man bliver ikke forsynet med tilstrækkelig ammunition til at kunne klare en diskussion om dette med andre som fastholder at der i disse kulturer er tre køn.
I kapitel 4 og 5 tager hun fat på det mest presserende emne – transkønnede. Hun gennemgår omhyggeligt de to hovedtyper af mænd, der ønsker at skifte køn til kvinder; den ene hovedtype er seksuelt tiltrukket til mænd, den anden til kvinder. De der er tiltrukket til kvinder, er især de såkaldt autogynofile, dvs. mænd der er forelskede i tanken om sig selv som kvinde – en temmelig bizar form for forelskelse. Det er især tesen om autogynofili som stærkt ophidser de mand-til-kvinde transkønnede og har medført meget ubehagelige angreb på forskere og andre, der siger de transkønnede imod. Debra Soh giver belæg for, at begrebet autogynofile dækker over noget virkeligt, og støtter sig hele vejen igennem på neurovidenskab. Autogynofile adskiller sig i neuroanatomien fra de mand-til-kvinde transkønnede, der er tiltrukket til mænd.
Angående børn der føler kønsdysfori, så opregner hun hele den forskning der enstemmigt viser, at de fleste af disse børn finder sig til rette som voksne som homoseksuelle af deres eget fødte køn.
Hun omtaler Lisa Littman, der lancerede begrebet rapid-onset-gender-dysphoria, og fortæller hvordan trans-lobbyens angreb på hendes afhandling tog en form der ellers er helt uhørt i den videnskabelige verden.
Hun omtaler personer, der har fortrudt kønsskifte – hun kender selv flere af dem, og hun fortæller at påstandene om at meget få mennesker fortryder skyldes, at de der fortryder, ikke tør gå åbent ud med det, eller ikke har lyst til at vende tilbage til deres læge. Hvis man skal tro Debra – og det skal man nok – er der masser og atter masser af personer, der har fortrudt kønsskifte. Men det er stik imod hvad der bliver sagt i den offentlige debat.
Hun gennemgår flere grunde til, at trans-kvinder ikke skal anses for at være ægte kvinder. Hun nævner at der har været talrige tilfælde, hvor mænd, der erklærer sig som trans-kvinder, udnytter muligheden for at lure på kvinder i bade- og omklædningsrum. Eller hvor kriminelle mand-til-kvinde transkønnede insisterer på at blive indsat i kvindefængsler, hvor de har lejlighed til at forgribe sig på kvinder.
Vi får at vide at kriterierne for om transkvinder kan deltage i kvindesport mangler at tage hensyn til hormonernes virkning under opvæksten.
Hun skriver også om seksuel tiltrækning mellem ”normale” mænd og kvinder, og skriver at i vor feministiske tidsalder bliver mænd beskyldt for ”giftig maskulinitet”, når de opfører sig sådan, som kvinder igennem tusinder af generationer i forhistorien har fundet tiltrækkende. Det er barokt, at jo mere maskulint, en kvinde opfører sig, jo mere bliver hun rost; men jo mere maskulint, en mand opfører sig, jo mere bliver han kritiseret.
I kapitlet om opdragelse får vi at vide, at det er umuligt at opdrage børn kønsneutralt. Hendes evidens for dette er i nogen grad personlige observationer, og der burde have været mere videnskabelig evidens her.
Hun beskriver hvordan trans-lobbyen inficerer universitetsvæsenet og skolevæsenet og får den faglige integritet til at bryde sammen. Seriøse forskere forlader sexologi, fordi det er for svært at fastholde faglig redelighed. Faget tømmes for troværdige forskere. Den akademiske frihed undermineres.
Alt i alt lever bogen nogenlunde op til, hvad man kunne håbe på. Soh går ikke uden om de kontroversielle emner, men tager fat på dem lige-på-og-hårdt. Jeg kan godt anbefale bogen, dels som indgang til forskningen i disse emner, og dels som en nyttig kilde hvis man involverer sig i debatter om disse emner.

Anmeldelse af Kenneth Reinicke (2018): Mænd der krænker kvinder

Anmeldelse af Kenneth Reinicke: “Mænd der krænker kvinder”

Kenneth Reinicke´s bog “Mænd der krænker kvinder” udkom i oktober 2018 på forlaget Samfundslitteratur. Den er på 217 sider.

For at starte med det positive: Den er skrevet i et letlæst sprog. Der er referencer til alle påstande.

Kenneth Reinicke er mandeforsker på RUC – dvs. et sted, hvor man kun kan passe ind, hvis man er feminist. Han citerer nogle af de hårde feminister som Catharine MacKinnon og Sylvia Walby, der mener at mænd generelt holder kvinder nede. De mandeforskere han citerer i sin bog – Michael Kimmel, Jeff Hearn, R. W. Connell m.m. – er alle feminister, som fremstiller mænd som onde mennesker der burde forbedre sig.

Kønsforskningen omfatter kvindeforskning og mandeforskning. Kvinderforskning handler typisk om kvinder, som bliver udsat for overgreb fra mænd. Mandeforskning handler om mænd, som udsætter kvinder for overgreb. Forskellen er altså ens – begge slags “forskning” handler om det samme.

I bogen her viser Reinicke sig som typisk mandeforsker i denne forstand. Hele bogen handler om nogen, der gør noget ondt mod nogen andre. De der gør ondt, er altid mænd. Overalt i bogen er kvinder udelukkende passive ofre, og vi hører intet om kvinder der måske gør noget forkert. Hvis kvinder udsætter sig selv for særlig risiko – f.eks. ved at gå alene hjem gennem byen en mørk nat – så er der intet forkert ved den adfærd. Hvis der sker noget, så er det mændenes skyld. Som hovedregel bliver alt i bogen anskuet fra kvinders synsvinkel. Reinicke adskiller sig dog på ét væsentligt punkt fra den typiske radikale feminist: Feministen ser overgreb mod kvinder som udtryk for en generel kultur, som alle mænd uden undtagelse er en del af – alle mænd er potentielle overgrebsmænd. Reinicke, derimod, siger visse steder i bogen at det er kun nogle mænd, der begår overgreb, og at man ikke skal fordømme alle mænd. Han skriver i indledningen, at man skal på alle tænkelige måder undgå at tale mænd ned eller dæmonisere mænd. Han skriver senere om #MeToo bevægelsen: “Det er vigtigt, at bevægelsen ikke bliver et hævntogt, men derimod udvikler sig til en fair og konstruktiv diskussion om, hvordan vi kommer krænkelserne til livs. ”

Reinicke huske at nævne nogle af de mange sider at tilværelsen, hvor mænd er dårligere stillet end kvinder. Han bruger en hel side på at opremse nogle af disse forhold (s. 73). Han husker også at nævne et af de selvmord, der blev et resultat af #MeToo kampagnen (s. 190). Men i langt hovedparten af teksten er rollefordelingen klar: Mændene er de onde, og kvinderne de uskyldige ofre. Reinicke skriver da også selv i indledningen: “Bogen er feministisk inspireret og skrevet ud fra et kritisk maskulinitetsperspektiv” (det vil sige at emnet er at kritisere maskulin adfærd). Og side 78 skriver han: “Årsagen til at jeg anlægger et socialkonstruktivistisk perspektiv, er, at jeg ønsker at udfordre naturgivne forestillinger om mænd og maskulinitet.”

Der præsenteres fem forskellige mulige forklaringer på hvorfor seksuel chikane forekommer.

Den første mulige forklaring er den biologiske – at mænd har en medfødt trang til at være seksuelt aggressive og udfarende. Den forklaring forkaster han. Hvis den skulle være rigtig, så skulle seksuel chikane især forekomme under den proces, der leder frem til pardannelse, altså i samspillet mellem passende partnere. Men faktisk forekommer seksuel chikane især mellem en meget ældre, magtfuld mand, og en ung, underordnet kvinde, siges det. Det tages som bevis på, at forklaringen ikke er biologisk. I stedet ses seksuel chikane som udslag af mænds ønske om at få magt over andre. Og den vinkel danner basis for resten af bogen. Når en mand får lyst til at klaske en kvinde i hendes bagdel, er det altså ifølge bogen ikke fordi han er seksuelt tiltrukket af hende, men fordi han ønsker at ydmyge hende og få magt over hende. Denne opfattelse stammer tilbage fra Catharine MacKinnon og er en grundpille i feminismen. Andre indvender, at chikanen langt overvejende rammer unge kvinder, som er de seksuelt mest attraktive, dvs. sex må være motivet. Hvis magt havde været motivet, så ville mændene især chikanere lidt ældre kvinder, som er på vej til at få magt, for at holde dem nede. Men det er ikke hvad vi ser. Så det er ikke et led i en magtkamp. Men denne indvending har ikke fundet plads i Reinickes spalter.

Bogen er mest en gennemgang af hvad andre har fundet frem til, og indeholder ikke ret meget stof som Reinicke selv har fundet frem. Hans mest selvstændige bidrag er at han har gennemgået opslagene på den danske del af hjemmesiden “Everyday sexism project”. Han citerer Tobias Petersen fra “Reel Ligestilling” for at sige, at ingen kan vide om historierne på Everyday Sexism project er sande. Men han tager dem alligevel for pålydende med den begrundelse, at hjemmesidens mission om at være med til at sætte sexisme på dagsordenen må siges at overskygge indvendingerne imod hjemmesidens eksistens og dens indbyggede metodeproblemer.

Ifølge Reinicke er der ikke nogen nedre grænse for, hvor små bagateller der kan betegnes seksuel chikane. “De hyppigste former for seksuelt chikanerende adfærd består af seksuelle kommentarer/jokes og seksuelt betonede blikke”. Hvis en mand ser, kigger eller stirrer på en kvinde på en måde, som hun finder ubehagelig, er det seksuel chikane. Virkningen hos den krænkede person afgør, om der er tale om sexchikane, og ikke hensigterne for den person, der udøver chikanen (s. 49). Og mænd skal kunne dømmes hårdere for disse ting end de bliver nu. Det er “blevet foreslået, at man burde sætte et “0” mere bag på bøderne, så godtgørelserne ikke i gennemsnit lå på 25.000 kroner, men i stedet 250.000 kroner.” (s. 50). Så altså – hvis man bare kigger på en kvinde på en forkert måde, så skal man kunne idømmes kæmpebøder. Et sådant system vil gøre samfundet til et kvinde-despoti, hvor mænd er fredløse og når som helst kan dømmes næsten uden anledning.

Reinicke gennemgår udførligt hvad feministen Beth Quinn mener om “Girl watching”. Herved forstås, at mænd i grupper betagter de kvinder, der passerer forbi, og kommenterer deres udseende eller sex appeal. På dansk hedder det vel at man “går ud og ser på damer”. Dette opfattes som et spil hvor mænd viser sig over for hinanden, et spil hvor kvindens rolle er ret ligegyldig, og hvor det er afgørende for de deltagende mænd at de ikke har nogen empati for kvinderne. Girl watching kan måske “skyldes at mænd ikke har viden om eller empatisk sans til at sætte sig ind i kvindens situation og følelser . . I sin mest alvorlige form kan girl watching fungere som en bevidst magtstrategi”. (s. 96). Mænd er altså onde, hvis de kigger på kvinder. Her skal man huske, at Reinicke forkaster den mulige biologiske forklaring – at mænd har en medfødt trang til kigge på kvinder og beundre deres smukke udseende. Så altså, husk det allesammen: Det er forbryderisk at kigge på kvinder. Reinicke roser da også den nye tendens, hvor skønhedskonkurrencen “Miss America” i 2018 ikke længere vil fokusere på de kvindelige deltageres kroppe. Og om Everyday Sexism Project konkluderes: “De fleste fortællinger vidner om, at mange kvinder overordnet set tager afstand fra at blive evalueret med kommentarer om deres krop og udseende.” (s. 135).

For Reinicke og andre feminister går der en lige linje fra de mest bagatelagtige overgreb, så som at kigge på en kvinde, og så til grov seksuel vold. Småt og stort slås ofte sammen i samme kategori. På side 158 står der således: “Derudover omfatter offentlig seksuel chikane bl.a. uønsket piften/fløjten, udstilling af lystne blikke, sexistiske eller homofobiske kommentarer eller vedvarende anmodninger om personlige oplysninger (navn, nummer eller bopæl), efter at de har sagt nej, seksuelle navne, kommentarer og krav, offentlig onani, befamling og milde former for seksuelle krænkelser.”

Reinicke har tidligere skrevet meget fordømmende om prostitution – et fænomen som han anskuer udelukkende som det ser ud med kræneklsesparate kvinders øjne. Han synes at man skal gøre som i Sverige og kriminalisere mandlige prostitutionskunder. “Den feministiske tradition har holdt fast i, at ansvaret for mænds destruktive handlinger skal placeres hos mændene” (s. 75).

Reinicke kritiserer (s. 65 – 72 og s. 164), at mændene ikke selv diskuterer deres kønsroller, men tager dem for givet uden at tænke over dem. Han taler om “den modstand, der eksisterer mod at problematisere det mandlige køn” og spørger: “Men hvorfor er mange mænd tavse i ligestillingsspørgsmål?”. “Det har været problematisk at få samfundsdebatter om mænd til at lande og forblive på den politiske dagsorden”. Han henviser til en artikel af Vera Rosenbeck på Altinget, med overskriften “Kom nu ind i #MeToo kampagnen, mænd”, hvor hun spørger: “Hvor fanden er mændene henne i den her debat?”.

Når jeg læser det, bliver jeg vred. Personligt har jeg gjort en kraftanstrengelse for at få et mandligt synspunkt frem i debatten. Jeg har brugt så mange timer, at jeg ikke kan tælle dem, og investeret hundredtusinder af kroner i bøger, som folk ikke vil læse. Når jeg sender debatindlæg til aviserne, bliver de ikke optaget. Alle mine intense anstrengelser bliver tiet ihjel. Det samme gælder for alle andre mænd i ind- og udland, der har synspunkter, der minder om mine – de bliver stoppet af den massive og udbredte feministiske censur. Feminister har så meget magt i medie- og forlagsverdenen, at de kan bortcensurere uønskede synspunkter. Når Reinicke efterlyser at mænd ytrer sig mere, så er det åbenbart fordi han vil have flere mænd til at understøtte sin egen synsvinkel. Men det er der kun få mænd, der vil. De fleste mænd er nok dybt uenige med Reinicke; men disse mænd får ikke lov at blive hørt. Et betydeligt antal mænd forsøger at råbe offentligheden op, men forgæves. Og når så feminister som Reinicke kritiserer mændene for ikke at ville sige noget, så er det en uforskammet hån. Her repræsenterer Reinicke magten, og han undertrykker og håner dem, der ikke har del i den magt.

Der er et afsnit i bogen, der har overskriften “De helt ekstreme mænd”. Hvem er det så? Det viser sig, at det er dem der ikke har nogen partner – de ensomme mænd der kalder sig incels. Her giver Reinicke ordet til Michael Kimmel, når vi skal belæres om, hvad incels er for nogen. Det er angiveligt mænd der mener, at det er kvinders skyld, at de er ulykkelige. Og i desperation er der så nogle få incels, som begår uhyggelige forbrydelser og slår andre ihjel.

Reinicke kritiserer igen og igen mænd for ikke at have empati nok til at forstå kvinder. Men empati for mænd er ikke et emne. Det første, incels har brug for, er empati og at man forstå dem. Man skal forstå, at incels føler at verden er dybt uretfærdig. Incels er de pæne fyre, der netop er opdraget til empati for kvinder og til at respektere kvinders grænser. De opdager så, at netop den opdragelse gør, at kvinder ikke vil have dem. De opdager, at de der har succes hos kvinderne, dels er dem med mange penge, og dels de frække fyre, der netop overskrider kvinders grænser. Det er de forkerte mænd, der vinder. Hvis man opfører sig pænt, bliver man straffet med ensomhed. Hvis man opfører sig som en badboy, bliver man belønnet. Hvis den smukke lyshårede pige i klassen foragter den pæne incel-fyr og i stedet dater badboy-typen, så forråder denne smukke lyshårede pige alle de værdier, som incel-fyren er opdraget til at værdsætte. Det er en bombe under hele samfundsordenen. Fyren opdager, at han er blevet narret og forrådt – han er opdraget til at blive sådan, at ingen vil vide af ham. Det bliver mange incel-fyre – med rette – meget vrede over, og enkelte af dem bliver så vrede, at de gør det uforsvarlige at slå andre mennesker ihjel.

De pæne fyre, som ingen kvinder vil have, er de indadvendte fyre der lider under selvbebrejdelser – dem der hele tiden spørger sig selv, om de gør nok for at tage hensyn til andre. Og derfor vil jeg voldsomt kritisere, at hele Reinickes bog, fra første til sidste side, går ud på at stimulere mænd til selvbebrejdelser. “Hvis vi skal krænkelseskulturen til livs, handler det om, at mænd skal lære at lytte, prøve at kigge indad og spørge sig selv, om de nogenisnde har krænket andre mennesker.” (s. 164). “Mænd skal vænne sig til og lære ikke hele tiden at sætte deres egne følelser i centrum” (s. 107).

Det værste man kan gøre mod mænd i dag, er at gøre dem endnu svagere, endnu mere selvbebrejdende, endnu mere villige til at tage mere hensyn til andre end sig selv, endnu mere tolerante over at få deres personlige grænser overskredet. Jo mere man opdrager unge eller voksne mænd til dette, jo flere incels skaber man, jo flere enlige mødre skaber man, og jo flere mandehadende feminister skaber man. Og jo flere incels man skaber, jo større er risikoen for at nogle af dem bliver så desperate og så vrede, at de slår andre mennesker ihjel. Det er, hvad der kan komme ud af manglende empati for mænd.

Der er dog også en smule forståelse for mænds problemer i bogen. Reinicke refererer (s. 101), at dagbladet Information i februar 2018 påbegyndte en artikelserie og podcast om seksuelle grænser og gråzoner set ud fra mandens perspektiv. Her kunne mænd fortælle om oplevelser med at overtræde andres seksuelle grænser. Det bliver også nævnt, at flirteri afstedkommer ofte og nærmest pr. definition en form for overskridelse af en anden persons grænser (s. 149). Der er gråzoneområder, hvor manden og kvinden opfatter det, der er sket, forskelligt (s. 172). Reinicke går ikke uden om nævne mænds problemer med, at kvnder som siger “nej”, måske mener “ja”. “Det kan være svært for drenge at finde ud af, om de er attraktive nok til, at de kan tillade sig at blive ved med “køre på” i et seksuelt erobringsforsøg. En af mændene fra podcasten fortalte, at han havde snakket med en veninde, som havde klaget over en for vedholdende interesse fra en fyr, hvorefter han havde spurgt hende om følgende: “Men hvad hvis det havde været en lækker fyr?” ” (s. 113).

Når Reinicke kommer ind på sådanne dilemmaer, nærmer han sig en fremstilling, der viser forståelse for mænds problemer og kan bringe debatten videre. Men de afsnit der viser en sådan forståelse, udgør kun en ganske ringe del af hele bogen. Om langt hovedparten af bogen må jeg sige, at jeg er dybt, dybt uenig side op og side ned, og at bogen stort set vil skade mænds sag.

KOMMENTARER TIL DIVERSE PUNKTER II BOGEN

Ovennævnte anmeldelse giver mit generelle indtryk af bogen. Der er så mange ting i bogen, jeg er uenig i, at hvis jeg skulle give en udtømmende kritik, vil det fylde noget der nærmer sig det samme sideantal som bogen selv.
Jeg vil her blot give nogle specifikke kommentarer til en række punkter.

S. 25: “De fleste mennesker kan blive enige om, at seksuelle modydelser i bytte for jobmæssig forfremmelse . . . er grov seksuel chikane.” Nej, det tror jeg ikke de fleste mennesker kan blive enige om. Der er tale om en byttehandel, og det kan diskuteres, hvor meget vægt der skal lægges på fordelen for den ene part, og fordelen for den anden part. I sagen med Harvey Weinstein fremgår det mere og mere, at de påståede seksuelle overgreb i betydeligt omfang var byttehandler, hvor kvinden frivilligt gik med til sex.

S. 33: “Deraf skal man selvfølgelig passe på med at sige, at der ikke er nogen “som sådan”, der er skyldige, fordi det er en hel kultur, der er med til at skabe det, men seksuel chikane kan udspille sig meget bredt . . “. Mener Reinicke, eller mener han ikke, at der er en generel kultur som skaber den skesuelle chikane?

S. 35: I 82 procent af tilfældene er chikanøren en overordnet, og kun 14 procent er kolleger. Dette kan så sammenholdes med s. 43:
61,7 % af krænkerne er kunder/klienter/patienter. 14,2 % er ledere, 29,3 % er kollegaer, og 3,9 % er underordnede. Og side 44: Det er . . . i overenstemmelse med international forskning, at det oftere er kollegaer end ledere, der udøver seksuel chikane.
Tingene passer ikke sammen her. Det ene sted er krænkerne langt overvejende ledere, det andet sted er det kunder/klienter, så som senile gamle mænd på sygehuse, eller åndssvage.
Dette kan man så sammenligne med s. 54 og andre steder, hvor det bruges som argument, at krænkeren oftest er kvindens chef, hvilket tages som tegn på, at krænkelser handler om at udøve magt og ikke har en biologisk forklaring.

S. 39: Omsorgsmedarbejdere er hyppigere udsat for uønsket seksuel opmærksomhed end alle andre faggrupper. Det er jo ikke det, der fremhæves i den offentlige debat om MeToo. Så det er vel den offentlige debat, der har et skævt fokus?

S. 40: For 67 procent har hændelserne haft en betydning for deres efterfølgende arbejdsliv og psykiske tilstand: Dette er et rimeligt kriterium at anlægge. Det vigtigste må være, om episoderne faktisk har skadet kvinden f.eks. ved at afbøje hendes karriere. Det er også det kritierium, som blev anlagt af undertegnede og Søren Grinderslev Hansen i vores kronik i filmbladet Ekko – her tog vi de beretninger alvorligt, hvor der kunne tænkes at være en skade på kvindens karriere. Men se nedenfor, kommentaren til s. 185.

S. 43: en lige så stor del har oplevet upassende blikke m.v.:
Hvis bare en mand ser på en kvinde, så er han altså potentielt en krænker. Han kan aldrig vide, om kvinden føler hans blik passende eller upassende; så hvis han ikke vil krænke nogen, skal han altid undgå at se på kvinder og vende hovedet den anden vej. Mon ikke også dét vil føles krænkende? Med andre ord: Hvis blot et blik kan rubriceres som krænkende, så er der ikke noget en mand kan gøre for at undgå at krænke, for han vil altid risikere at hans blik tiflældigt hviler på en kvinde. Kun blinde mænd kan undgå dette.

S. 50: Bøder på 250.000 kroner:
Det er ganske horribelt at snakke om bøder i den størrelsesorden for hændelsesforløb, hvor manden måske ikke aner, at han har gjort noget forkert, og hvor kvinden alene skal definere hvorvidt det han gjorde, har krænket hende. Vi ser i praksis nogle ekstremt lave bagatelgrænser for hvad der opfattes som krænkelser. Nogle transkønnede finder det f.eks. som en alvorlig krænkelse, hvis man siger at kvinder ikke har penisser. Faktisk er det objeektivt sandt, at kvinder ikke har penisser. Det vil sige at man potentielt kan blive idømt en bøde på en kvart million kroner for at sige noget, som 99 % af befolkningen mener er sandt. Det åbner for en heksejagt på mænd, hvor de vil vare i fare for økonomisk ruin ved anklager der kommer som lyn fra en klar himmel. På samme måde som mandlige studerende ved amerikanske universiteter risikerer livsødelæggende sanktioner (bortvisning fra universitetet) for anklager, der kommer som et lyn fra en klar himmel. Mænd bliver jaget vildt der aldrig nogensinde kan føle sig sikkert.

S. 54: Afvisningen af den biologiske model er ekstremt tynd og latterligt useriøs. Det er velkendt viden, at mænds (og kvinders) sex-drift stimuleres af hormonet testosteron, og at fristelsen til at foretage sig noget seksuelt derfor hænger sammen med testosteron-niveauet. I det helle taget er det latterligt useriøst og ensidgt at skrive en hel bog om seksuelle krænkelser hvor det afvises, at seksuel adfærd, herunder krænkelser, har noget med biologi at gøre.
Når krænkelser især rammer unge kvinder, typisk i 20-års alderen, så hænger det sammen med, at kvinder i den alder er mest seksuelt attraktive for mænd. Det er der gode biologiske grunde til. At ignorere det er tåbeligt.

S. 55: “. . mænd og kvinder socialiserers på en måde, så det bliver naturligt for mænd at fremstå aggressive og udfarende, og kvinder socialiseres til at være passivt accepterende.” Ja, det er den sociokulturelle teori, og den er der ikke meget hold i. Mænds udfarende og aggressive adfærd hænger sammen med hormonet testosteron, og den har en vigtig rolle i det spil, hvor de to køn finder sammen. Forsøg på at ignorere dét bør ikke tages alvorligt.

S. 56: “Den organisatoriske model forekommer virkelighedsnær og er empirisk afprøvet.”
Der er intet bevis for, at magtforhold er forklaringen på seksuel chikane. Hvis man ønsker at støtte sig på hvad der er virkelighedsnært og empirisk afprøvet, skulle man hellere støtte sig til de biologiske forklaringer.

S. 60: “Opsummerende om de forskellige modeller kan man sige, at den biologiske model fremstår meget forenklet og generaliseret.”
Dette er ekstremt tendentiøst formuleret, så tendentiøst, at det ikke burde finde plads i et skrift fra en universitetsansat person. Det er tydeligt, at grunden til at Reinicke afskriver den biologiske model på den måde, er at han rent subjektivt ikke kan lide den. De andre nævnte modeller er mindst lige så forenklede og generaliserede.

S 63: “. . . har mænd som forskningsobjekter ofte været neutrale, usynlige og kønsløse . . . ” Nej, bestemt ikke. Men den forskning der er udført, har en karakter, som Reinicke ikke kan lide, og derfor påstår han at den ikke findes.

S. 65: “Mænd er ligeledes ikke vant til at skulle forklare deres handlinger . . .. ”
Sikke noget vrøvl. og som skrevet i selve anmeldelsen er det en hån mod mig og mange andre mænd at påstå, at mænd ikke forsøger at ytre sig om køn. Mænd vil gerne ytre, sig; men det er feminister som Reinicke, der forhindrer dem i det, fordi de ikke kan lide de holdninger, som flertallet af mænd har. F.eks. lavede RUC d. 21. februar 2018 et facebook-opslag om et kommende seminar om MeToo. PÅ RUCs facebookside blev det pågældende opslag dog fjernet efter debat med mig og flere andre; man ønskede åbenbart ikke at vores synspunkter skulle høres. Jeg skrev efterfølgende personlige breve til oplægsholderne; ordlyden kan læses her. Disse breve blev ikke besvaret. Og bagefter skriver Reinicke så en bog hvor han over flere sider kritiserer, at mænd ikke ytrer sig om MeToo. Det er stinkende dobbeltmoral og et bevis på Reinickes manglende integritet.

S. 69-70: Camilla Paglia er stort set den eneste modstander mod feminismen, som omtales i bogen. Og hun citeres på en misvisende måde, der giver læseren det indtryk, at kvinder vil altid være i fare seksuelt. Det er en så grov ensidighed, at forfatteren i mine øjne fremstår som meget usympatisk.

S. 72: ” . . . det har været problematisk at få samfundsdebatter om mænd til at lande og forblive på den politiske dagsorden . . . “: Ja, og det skyldes feminister som Reinicke, der konsekvent nægter folk med anderledes meninger at komme til orde.

S. 75: Reinickes syn på prostitution, og hans sympati med den svenske opfattelse, er meget ensidig. Prostitution er i de fleste tilfælde unægteligt en byttehandel, hvor begge parter får noget ud af det. At Reinicke benægter det, betyder at jeg ikke kan respektere hans synsvinkel.

S. 76: ” . . en forestilling om, at det patriarkalske samfund ud over at nægte kvinder sociale og juridiske rettigheder også har undladt at fordømme mænds amoralske og voldelige handlinger.” Hvis Reinicke har den opfattelse, så lever han i en helt, helt anden verden end os andre.

S. 76: . . . at den i nogen grad kun er skamfuld at blive udsat for, men ikke nødvendigvis at udøve.”
Vrøvl, simpelthen.

S. 77: Vold er en overskridelse af uskrevne normer, men det er udøvelse af seksuel chikane ikke på samme måde:
Jamen hvis man inkluderer selv de mindste bagateller under seksuel chikane, så som lystne blikke, så kan det ikke undre at man dermed inklduerer handlinger som ikke overskrider samfundets normer.

S. 78: : “Årsagen til at jeg anlægger et socialkonstruktivistisk perspektiv, er, at jeg ønsker at udfordre naturgivne forestillinger om mænd og maskulinitet.”
Som jeg har påpeget i bogen “Humaniora – videnskab eller varm luft”, kan jeg ikke anerkende socialkonstruktionisme som en valid betragtningsmåde, da der ikke findes nogen evidens til at bakke den op. At Reinicke vælger denne tilgang, betyder altså, at han benytter en tilgang, som jeg ikke kan anerkende som videnskabelig. Og formålet hermed er subjektivt: At udfordre nogle naturgivne forestillinger. Hvorfra ved Reinicke, at disse forestillinger er naturgivne? Måske er de baserede på evidens? Og hvorfor skal de udfordres? Ønsket om at udfordre synes at være subjektivt.

S. 81: ” . . . at mænds seksualitet ikke er en statisk størrelse, men derimod står til at forandre. ” Prøv at fortælle det til de homoseksuelle, som er udsat for ønsker om at de skifter til at blive heteroseksuelle. Seksualitet er især bestemt af hormoner, og uden at ændre på hormonerne kan man næppe ændre seksualiteten.

S. 87: ” . . . ønsket om at dominere kvinder er et væsentligt motiv til at udøve seksuel chikane.” Tjah, hvor meget skal der til for at kalde det væsentligt? Det er ikke hovedmotivet, og ofte indgår det slet ikke som motiv.

S. 90: “Flere studier har påpeget en sammenhæng mellem tilbøjelighed til udøvelse af seksuel chikane og accept af vold mod kvinder.”
Tænk engang! Forholder det sig virkelig sådan? Hvad skulle vi dog gøre uden kønsforskningen, så ville vi slet ikke ane, at der var en sådan sammenhæng?

S. 100: “Det er svært at give et entydigt billede af den typiske mand, som udøver seksuel chikane.”
Ja, men så er hele dette kapitel ikke lykkedes. Måske fordi Reinickes tilgang til problemet ikke er frugtbar.

S. 103: Populærkulturelle forestillnger, der forsvare seksuel chikane:
Man kan lære mere nyttigt om forholdet mellem kønnene ved at studere denne populærkultur, end ved at læse hele Reinickes bog. Hvis f.eks. en bog som “Fifty shades of grey” sælger i millionvis af eksemplarer, så siger det noget om kvinders forhold til at blive domineret af en mand. Dette ignorerer Reinicke fuldstændig.

S. 104: Din mund siger `nej´, men øjnene siger `ja´:
Det forekommer jo ikke kun i populærkulturen, men også i virkeligheden. Det er belyst ved en række videnskabelige undersøgelser, som Reinicke nok ikke kender, fordi feminister ikke kan lide konklusionerne og derfor ignorerer dem.

S. 105: “Det er meget sigende for usynliggørelsen og accepten af seksuel chikane, at en så stærk objektliggørelse af en kvinde kan ende med at blive en slags mainstreamet populærkulturelt kunstobjekt.”
Vrøvl. Italienske mænd har altid været meget pågående i deres interesse for smukke kvinder, og en enlig smuk kvinde har heller ikke tidligere kunnet gå alene på gaden i Italien uden at masser af mænd trænger sig på. Det er ikke chikane. Det er mænds ubændige tiltrækning til en smuk kvinde.
Hvad angår at betragte en smuk kvinde som et objekt, så skal man huske at nævne, at mange kvinder øsnker at blive betragtet som objekter for at tiltrække de mænd, de ønsker at tiltrække. Kvinder klæder sig faktisk sexet, hvis de ønsker at blive set som sex-objekter. De gør det bevidst, med vilje. Og man skal også huske, at der er mindst lige så meget objektgørelse den modsatte vej rundt. Hvad er mest ydmygende: At blive reduceret til en smuk krop, eller at blive reduceret til en bankkonto, man kan trække næsten ubegrænset på?

S. 107: “Mænd skal vænne sig til og lære ikke hele tiden at sætte deres egne følelser i centrum” .
Andetsteds læser vi tværtimod, at mænd lukker deres følelser ude, og skal blive bedre til at mærke deres egne følelser. Det hænger ikke sammen. Den eneste gennemgående tråd i fremstillingen er, at uanset hvad mænd gør, så bliver det altid kritiseret.

S. 109: ” . . . at det specielt for unge mennesker kan være svært at afkode de seksuelle koder i vores kultur . . .”. Ja, det er ikke bare svært. Det er for mange hartad umuligt. Hvis man vil skabe færre konflikter mellem mænd og kvnder, er det her, man skal sætte ind. Kvinders signaler er så tvetydige, ulogiske og underfundige, at det kræver meget undervisning at lære at tolke dem.

S. 109: ” . . . ikke alle mænd, der kan håndtere kompleksiteten . . . ” Netop. Det er måske endda flertallet af mænd, der ikke kan håndtere kompleksiteten. Tænk på, at ca. halvdelen af alle mænd bliver skilt, og dertil kommer de mange mænd, der aldrig bliver gift. Det skyldes ikke ond vilje fra mændenes side, men derimod, at kvnderne stiller dem på så hårde opgaver, at flertallet af mænd ikke har indsigt nok til at løse dem. At moralisere og skælde mænd ud for at være kriminelle, er at føje spot til skade. Vis dog empati for mænd, som i dag er stillet i en næsten uløselig situation, i stedet for at drive heksejagt på dem og dæmonisere dem.

S. 114: “Dette kræver, at manden skal være den opsøgende og potentielt grænseoverskridende. #MeToo bevægelsen kan i den sammenhæng være med til at skabe en gensidig forståelse af, at den måde, “spillet” er koreograferet og sammensat på, ikke er til gavn for hverken kvinder eller mænd. ”
Nej, det kan MeToo bevægelsen ikke.
En øget gensidig forståelse kræver dels, at man anerkender at en del af rolle-fordelingen er naturbestemt. Og dels kræver den, at kvinderne anerkender at de har 50 % af skylden for, at det hele er så vanskeligt. Stik imod dette består MeToo beveægesen i, at al skyld ensidigt lægges på mænd, og så mange mænd som muligt, mens kvinderne fraskriver sig enhver form for skyld eller ansvar. Derfor ser jeg MeToo bevægelsen som en garanti for, at der i mange år frem ikke vil opstå en gensidig forståelse.

S. 115: ” . . . man skal være god til at aflæse den anden person og kunne tolke situationen, tonelejet og kropssproget.”
Ja, og det har i mange år for mig selv været så vanskeligt, at det var helt umuligt. Jeg var totalt ude af stand til tolke disse ting. Totalt. Masser af mænd har samme problem. At vi har det problem, gør os ikke til onde eller kriminelle mennesker. Jeg vil snarere sige, at de kvinder, der stiller sådanne urimelige krav til tolkningsevner, og samtidig nægter at forklare hvilke signaler der skal tolkes hvordan, disse kvinder er snarere onde mennesker. De skaber problemer, hvor der ikke behøvede at være problemer.

S. 115: “Men det er en farlig cocktail at være dårlig til at læse signaler og udvise for meget aggressivitet.”
Ja, netop, og derfor er det tåbeligt at kvindernes tilgang til dette er at skælde mænd ud og dæmonisere dem, i stedt for at lære dem at tolke signaler.

S. 117: “Drenge er på ingen måde fra fødslen forudprogrammerede til at benægte følelser og undgå intimitet. ”
Ikke det? Jeg har været med til at undervise 4. klasse elever i at danse folkedans. Det kræver at de tager dansefatning på pigerne. For mange drenge i den alder er dét ekstremt grænseoverskridende, og mange drenge kan man slet ikke få til at røre ved pigerne. Hvor ved Reinicke fra, at en sådan adfærd, i tiden før puberteten, ikke er medfødt? Hvad angår at vise følelser, så er det ofte til stor skade for mænd, hvis de viser følelser. Der skal mod til at vise følelser, og manden risikerer at så snart han har vist følelser, benytter en kvinde den blottede flanke til at såre ham dybt. Jeg tror at det har hjulpet mænds overlevelse i fortiden ikke at vise følelser, og det er derfor muligt, at det er en medfødt tendens, der har bidraget til at sikre overlevelsen.

S. 117: ” . . har fremhævet, at drenge allerede i den tidlige barndom mister evnen til at sætte ord på deres følelsesliv.”
Hvordan kan man vide, at de har mistet evnen? Måske har de aldrig haft den, fordi det er medfødt ikke at tale om sine følelser.

S. 118-119:
Jeg tror ikke, at de grimme kommentarer er repræsentative for noget som helst. Men det er umuligt at afgøre, for Reinickes uvidenskabelige tilgang til ESP giver ingen mulighed for at vurdere, hvor selektivt han har udvalgt citaterne.
Når det gælder den kvinde som citerer “Så fed og klam og grim, som du er, din møgso, burde du da bære være glad for, at nogen vil”, så tvivler jeg på, at de ting er sagt af mænd. Efter min erfaring er det oftest kvinder, der kommer med så grimme kommentarer til andre kvinder.

S. 120:
“Hegemoniske mskulinitetsidealer, hvor man forherliger mod, handlekraft, magt og styrke, er en af hovedårsagerne til mænds krænkelser af kvinder. ”
Det er en helt uhyrlig og ganske uacceptabel sætning. Og der er intet belæg for den i kapitlet.

S. 149:
“Kvinder er socialiserede til at skulle tilpasse sig mænds begær.”
Det er socialkonstruktionistisk vrøvl. Hvis kvinder ikke tilpassede sig mænds begær, ville menneskeslægten holde op med at formere sig, så mon ikke denne såkaldte “tilpasning” er biologisk indkodet?

S. 149: “Flirteri afstedkommer ofte og nærmest pr. definition en form for overskridelse af en anden persons grænser, men hvis handlingen sker i gensidig respekt . . .”
Ja, første sætning i dette citat er meget vigtig og central for bogens emne. Men hvordan skal man afgøre, hvad der kan forstås ved gensidig respekt? Er det gensidig respekt at drille kvinden? Er de gensidig respekt at spille kold over for kvinden, for at få hende til arbejde hårdere for at vinde mandens interesse? Er det gensidig respekt at købe drinks til hende i forventning om at hun så føler sig forpligtet til en affære?

S. 149: “Nogle kvinder skriver også om den positive sexisme, hvor kvinden kan føle sig værdsat:”
Det var dog en sjælden indrømmelse, bogens indhold i øvrigt taget i betragtning.

S. 152: “Mænd socialiseres ind i en bestemt kønsrolle, hvori et konstituerende element er, at de skal performe deres maskulinitet på en udfarende vis.”
Hvorfra ved Reinicke, at den adfærd stammer fra socialisering, og ikke fra en biologisk disposition? Findes der nogen kulturer i verden, hvor mænd ikke performer deres maskulinitet på en udfarende vis?

S. 156: ” . . . både mænd og kvinder, som er opdraget med traditionelle kønsforestillinger, herunder forestillingen om mænds naturligt udfarende seksualitet, er mindre tilbøjelige til at vurdere hændelser som værende seksuel chikane.”
Ja, men så er verden altså mere harmonisk og mindre konfliktfyldt, hvis mænd og kvinder opdrages med traditionelle kønsforestillinger. Den moderne feminisme, derimod, gør mange kvinder krænkelsesparate og hypersensitive og får dem til at opfatte mænd, der opfører sig naturligt, som onde eller kriminelle mennesker. Det bliver verden kun mere konfliktfyldt af.

S. 157: “Fortællingerne handler i stor udstrækning om, at kvinder beskriver, at mænd ikke føler, at de skal afkode, om den, de nærmer sig, har lyst til at tale med dem, men tager for givet, at kvinder er interesseret . . . ”
Min kommentar: Ja, men det er desværre en ret generel erfaring, at mænd der uden videre går ud fra, at kvinderne er interesseret i dem, har mere held med at erobre kvinder, end andre mænd har. Mænd har god grund til at opføre sig på den måde – nemlig den grund, at den opførsel ofte fører til succes. Mænd der er tilbageholdende og som udgangspunkt går ud fra, at kvinden nok ikke er interesseret i dem, har dermod meget, meget ringe succes hos kvinderne.

S. 158: “Ofte drejer det sig også om manglende sociale færdigheder og ringe evne til at leve sig ind i andres behov, ligesom antisociale personlighedstræk og lavt selvværd kan have en betydning. ”
Her blander Reinicke tingene sammen på en ubehagelig måde. Der er himmelvid forskel på mænd der er for generte og har lavt selvværd, og som har svært ved at tolke hvad kvinder tænker, og så antisociale personer der fører sig frem med stor selvovervurdering og ignorerer andres behov.

S. 160: ” . . . maskulinitetskonceptet kan opfattes som en kulturel ressource, der resulterer i, at mænd bl.a. kan tillade sig at være selvpromoverende og arrogante over for andre og optagede af at konkurrere og vinde hele tiden, fordi der står et kulturelt legitimeringsapparat parat til at gøre denne opførsel acceptabel . . ”
Maskulinitet er ikke et koncept. Det er en del af menneskets natur. Det er også en del af menneskets natur, at mænd der er selvpromoverende og moderat arrogante og optagede af at konkurrere og vinde, har større succes hos kvinder end andre mænd, måske især fordi kvinder forventer at disse mænd får høje stillinger og kommer til at tjene mange penge, hvilket er centralt for kvinders vurdering af hvilke mænd de vil danne par med. Denne adfærd skyldes ikke at samfundet legitimerer den. Den “skyldes” testosteron, og når først testosteron har skabt denne adfærd, så kan samfundet efterfølgende legitimere den adfærd.

S. 161: De helt ekstreme mænd.
Reinickes behandling af incel-fænomenet, og det at han her støtter sig på Michael Kimmel, gør i mine øjne dette til et horribelt afsnit, som beskrevet nærmere ovenfor.

S. 164: “Hvis vi skal krænkelseskulturen til livs, handler det om, at mænd skal lære at lytte, prøve at kigge indad og spørge sig selv, om de nogenisnde har krænket andre mennesker.”
Nej, bestemt ikke. Problemet er, at mænd i for høj grad lytter, prøver at kigge indad og spørger sig selv, om de nogensinde har krænket andre mennesker. Et af kvinders vigtigste midler til at styre mænd er at give dem dårlig samvittighed, også når der ikke er grund til det. Mænd der lider af dårlig samvittighed er ikke attraktive for kvinder. Man kan sige at kvinder på den måde tester mænd for at mærke, om de er svage. Hvis de er svage nok til at få dårlig samvittighed over naturlig adfærd, så er de så svage, at kvinder kasserer dem som mulige partnere.
Jo mere mænd bringes til at ruge over problemer, kigge indad, bebrejde sig selv og få dårlig samvittighed over noget, som de dårligt nok kan bebrejdes, jo mere ødelægges mænd som muligt partnermateriale. Og jo mere forsøger kvinder at ydmyge mændene yderligere – svaghed inviterer til yderligere angreb. På denne måde er feminismen et ubevidst, men målrettet middel til at underminere mænds anseelse, og gøre dem så foragtelige, at kvinder helt vender sig væk fra dem. Et samfund hvor mænd tager så meget skyld på sig, som Reinicke og andre feminister ønsker, er et samfund på vej til at gå i opløsning.

S. 165: “Hvis seksuel chikane skal bekæmpes, handler det også om ikke at beskylde mænd for at være sexisitiske og generelt passe på med ikke at male et destruktivt billede af mænd. ”
Ja!!!!!!

S. 170: ” . . . kvinder f.eks. sammenlignet med mænd er mere tilbøjelige til at vurdere “quid pro quo”-scenarier som værende en trussel frem for en social udveksling.”
Muligvis, og i så fald er det måske også fordi kvinder er mindre ærlige over for deres egne motiver. Jeg tænker f.eks. på, at Harvey Weinstein har fået sex med rigtig mange kvinder, som gjorde det frivilligt for at gavne deres egen karriere, og at det er et almindeligt udtryk i visse brancher, at kvinder knepper sig til toppen.

S. 171: Den uagtsomme voldtægt
“Uagtsom voldtægt” er efter min mening et frygtelig koncept, der gør mænd retsløse.

S. 179: Hollabach videoen, som viser en kvindelig skuespiller, som i 10 timer går gennem New Yorks gader.
Min kommentar: Nej, den video er ikke en øjenåbner. Kvinden går bevidst igennem nogle af de hårdeste kvarterer i New York, og næsten samtlige mænd som kontakter eller chikanerer hende, er farvede / sorte. En del er narkohandlere. På den måde er videoen ikke repræsentativ. Alligevel forsøger feminister at bruge den til at udskælde . . . hvem? Pæne, ordentlige, hvide heteroseksuelle mænd, som netop meget sjældent gør den slags. Videoen gør mig vred, fordi den bruges som et middel til at dæmonisere uskyldige mænd der kun bestræber sig på at behandle kvinder hensynsfuldt.

S. 182:
Kan #MeToo-bevægelsen ikke også afstedkomme, at det bliver lettere for mænd at navigere?
Nej, tværtimod, MeToo gør hele verden til et minefelt, hvor manden aldrig ved, hvornår han uforvarende kommer til at træde på en mine. MeToo kan føre til at der bliver flere MGTOWs – mænd, der for en sikkerheds skyld undgår al kontakt med kvinder.

S. 182:
“Det er også undertrykkende for mænd at pålægge dem at være udfarende ud fra deres køn.”
Det er endnu mere undertrykkende for mænd at blive opdraget til ikke at være udfarende. Det har jeg prøvet, og det er den direkte vej til et ulykkeligt liv.
Jeg er træt af at feminister hævder, at deres bevægelse også er til mænds bedste. Nej, feminisme er ofte til skade for mænd. Når man lægger plusser og minusser sammen, vil jeg mene at feminisme alt i alt er til stor skade for mænd.

S. 185:
” . . i december 2017 blev 100 anonymiserede bidrag læst op af skuespillere på Edison Teateret . . . ”
Jeg har studeret de 100 bidrag, og sammen med Søren Grinderslev Hansen skrevet en kronik der behandler dem, i filmmagasinet Ekko. For at vurdere alvoren af de beskrevne episoder, har vi anvendt det kriterium, at en episode er alvorlig, hvis den potentielt kan bremse kvinden i hendes karriere, f.eks. få hende til at undgå at komme mere på institutionen. Dette er det samme kritierium som Reinicke selv omtaler på side 40. Ud fra det kriterium er 7 af de 100 episoder alvorlige. Men når man ser hvad Reinicke skriver på side 185, så præsenterer han kun afskyvækkende beretninger, f.eks. en mandlige skuespiller, der tager en skuespillerinde på brysterne i stedet for at give hende hånden. Jeg kan roligt konkludere, at Reinickes fremstilling her er meget lidt repræsentativ og så ensidig, at den er vildledende.

S. 186: Dansk #Time´s Up-manifest:
Ja, det hævdes at der er omfattende seksuel chikane i teater- og filmbranchen. Men der er ingen bevis for det, kun anonyme historier. Beretningerne handler overvejende om overgreb fra mænd i chefstillinger, og det hævdes, at “alle ved hvem de er”. Men når man konkret spørger skuespillere og andre om de selv kender til tilfælde af sexchikane, eller om de ved hvem disse overgribende chefer er, så svarer de alle nej.
I den forbindelse tænker jeg på, at mange kvinder tiltrækkes til mænd i chefstillinger – selv om de ikke nødvendigvis finder disse mænd sympatiske, tiltrækkes de ofte meget stærkt til dem. Det kan ske, at de har bevidste eller ubevidste drømme om at have sex med mandlige ledere, og på en eller anden måde kan det stimulere dem til sexede historier om sådanne mænd, mere eller mindre med basis i virkeligheden. I virkeligheden var mændenes tilnærmelser måske ikke så bastante som historierne siger. Vi har ingen mulighed for at tjekke, hvor sande historierne er. Så længe der ikke er sat navne på og rejst sager, og så længe ingen af dem man spørger, selv kender til nogen tilfælde, så må man have lov at forblive skeptisk.
S. 189: ” Hvordan kan man, og ikke mindst bør man, diskutere køn og magt efter #MeToo-bevægelsen?”
Godt spørgsmål. Mit svar er: I hvert fald ikke på den måde, som Reinicke lægger op til.

S. 190: Benny Fredriksson:
Ja, glem ikke at #MeToo har ført til selvmord blandt mindst 6 formentlig uskyldige mennesker.

S. 191: ” . . romantiske relationer kræver et frirum, som bevægelsen er ved at kvæle.”
Ja, netop.

S. 196: “Seksuel chikane har således været en begærnsende faktor for mange kvinders liv og virke.”
Hvor er dokumentationen for det?

S. 196: “MeToo-bevægelsen har sat gang i en samtale med det formål at afsøge og sætte ord på dilemmaer og grænser.”
Jeg kan ikke se MeToo-bevægelsen i et positivt lys, og jeg mener ikke at den har sat gang i en frugtbar samtale. Den har snarere skabt større kløfter og mere had.

S. 197: “#MeToo-bevægelsen viser, hvilke anseelige feministiske kræfter der er til stede, men modstanden mod de kræfter understreger samtidig, hvor rodfæstede mænds privilegier er, og hvor langt der er igen. ”
Mænd i dagens Danmark har ingen særlige privilegier. Min modstand mod MeToo og det meste af feminismen skyldes ikke, at jeg har privilegier at forsvare; den skyldes snarere, at jeg ikke har nogen privilegier. Jeg har f.eks. ikke det privelegium at kunne få mine ord hørt, for det forhindrer feministerne på RUC og alle mulige andre steder.
At tale om at der er langt igen, er latterligt. Kvinder har i dag flere privilegier end mænd – f.eks. i samværssager efter skilsmisse. Vi har lige muligheder for begge køn i de fleste andre sager.

S. 197: “Feminisme handler naturligvis ikke om at hade mænd, men om at afskaffe diskriminereing og undertrykkelse af kvinder.”
Protest.
Punkt 1: Der sker ikke i dagens Danmark mere undertrykkelse eller diskriminering af kvinder end af mænd.
Punkt 2: Feminisme handler lige netop om at hade mænd. Talrige af de klassiske feministiske skrifter fra omkring 1970 og årene derefter er fulde af grænseløst had til mænd, og i dag er det oplagt at henvise til den feministiske professor Suzanna Walters, der har skrevet at det er OK at hade alle mænd, og som ikke afviger ret meget i sine holdninger fra mange andre feministiske professorer.

S. 198: ” . . udover at være opmærksomme på usunde mandekulturer (mænd, som ikke respekterer et nej og misbruger deres magt) bør vi også fokusere på usunde kvindekulturer. Med denne betegnelse refereres til det forhold, at mange kvinder også har svært ved at sige fra over for mænds chikanerier . . ”
Da jeg så udtrykket “usunde kvindekulturer” troede jeg lige, at Reinicke omsider indrømmede, at der også er visse kvinder, der bærer sig dårligt ad og er urimelige over for mænd. Men nej. Bogens gennemgående linje – at kvinder aldrig gør noget som helst urimeligt over for mænd – er intakt. “Usunde kvindekulturer” har ikke noget at gøre med falske anmeldelser, med bitch-adfærd, med hustruer der ødelægger ders mænds liv med evigt brok, eller kvinder i Statsforvaltnigen der nærmest af princip behandler mænd dårligt.

S. 199: ” . . . vigtigt at fokusere på, hvordan der allerede i skolealderen sker en dannelses- og normaliseringsproces af de traditionelle og stereotype kønsroller. ”
Det er ikke sandt. Hvor drenge traditionelt var kvinder overlegne i visse fag i skolen, klarer drenge sig nu generelt dårligere i skolen end tidligere, og de får lavere karakterer end piger. Skolen, som den er i dag, er mere indrettet til pigers væremåde end drenges.
Kønsroller er ikke bare roller, men nedarvede mønstre, og der er intet belæg for at der er tale om stereotyper, som bliver til ved skolens påvirkning.

S. 200: “Her kan det bemærkes, at den nye pædagoguddannelse har fået et nyt modul: Køn, seksualitet og mangfoldighed. Sådan et emne burde være lige så obligatorisk som matermatik og dansk i skolen.”
Det lyder gruopvækkende. Skal feminister nu have lov at indoktrinere værgeløse børn i skolen til politisk korrekthed?

S. 201: “”MeToo-bevægelsen har tydeligt indikeret, at sexismen er til stede overalt i smfundet og begrænser særligt kvinder i hele deres liv.”
Hvad menes med “indikeret”? I hvert fald har MeToo ikke vist noget som helst, for nogle af anklagerne har vist sig at være falske, og det er umuligt at vide, hvor mange andre anklager der er falske, især da mange beretninger er anonyme. Jeg ser snarere MeToo-bevægelsen som en slags vor tids MacCarthyisme. Mon ikke også amerikanere i 1950´erne i MacCarthy tiden hævdede at “kommunismen er til stede overalt i samfundet” ?

Anmeldelse af Katrine Frøkjær Baunvig (2018): Den eneste ene

Katrine Frøkjær Baunvig (2018): Den eneste ene. Historien om hvordan vi lærte at drømme om den store kærlighed. 215 pp. Gyldendal.

Forfatteren beskriver sig selv som fjerdegenerationsfraskilt – dvs. hun er selv skilt, hendes mor blev skilt, både hendes farmor og hendes mormor blev skilt, og hendes oldemor blev også skilt. Alligevel skriver hun: “Den lykkelige kærlighed er noget, vi alle sammen drømmer om og leder efter. . .” og “Jeg har skrevet denne bog for at forstå, hvordan jeg som fjerdegenerationsfraskilt kan have en intakt idé om, at jeg lever livet med den mand, som er min eneste ene.” . . Hun taler om “det overodnede mønster : At kærlighed og den stærke forbindelse til den eneste ene viser sig i enkeltsituationer, hvis vigtighed er formet af en lang kulturhistorie. At denne historie selvfølgelig lægger sig som et lag oven på biologiske og hormonelle kendsgerninger, mener jeg er uomtvisteligt. Det er bare ikke forholdet mellem biologi og kultur, men forholdet mellem det liv, jeg (vi) lever, og de kulturelle idealer, jeg har forsøgt at sige noget om i denne bog.”

Bogen er derfor et række nedslag i den europæiske historie, fra antkkens Grækenland og frem, hvor hvert nedslag handler om kulturens forhold til kærligheden i den periode. Vi hører om en kristen mand der vælger livet som eneboer i ørkenen, hvor han viser “kompromisløs og forelsket hengivelse” til Gud, og oplever en bevidsthedsudvidelse. Det ses som en forløber for vor tids ideer om forelskelse, og her har forfatteren muligvis ret.

Men i næste kapitel hører vi om middelalderen, og her bliver den tråd lige netop IKKE taget op. Det er ellers sådan, at sidst i 1000-tallet begyndte teologerne i pavestaten i Rom at se behovet for en tilsvarende hengivelse i ægteskabet – ægteskabet skulle ikke blot være et praktisk arrangement for husholdning og børneavl, det skulle også være en åndelig forening mellem mand og kvinde. Dette kræver, at manden og kvinden elsker hinanden, og derfor fastsatte teologerne i begyndelsen af 1100-tallet, at folk skulle have lov at gifte sig med dem, de elskede. Hverken faderen eller herremanden eller nogen anden måtte tvinge unge til at gifte sig mod deres vilje. Hvis det kom til en strid om dette, kunne de unge bringe striden for den kanoniske (kirkelige) ret, og få medhold. Dette galdt helt frem til reformationen. Det har jeg nærmere beskrevet i kapitel 5 i bogen “Fire myter om patriarkatet”. Men det får Baunvig lige netop ikke fat i – hun påstår tværtimod, at “Hverken i landsbyen, købstaden eller på herresæderne kunne giftemodne mennesker altså vælge deres fremtidige ægtemand eller hustru på egen hånd.” Det er en udbredt opfattelse, men den er altså ikke sand.

Hun skriver om, at dyrkelsen af “Den Eneste Ene” dukker op med 1100-tallets trubadurer i Sydfrankrig. Det er en dyrkelse, som stort set altid ender i stor ulykke. “De unge mænd synes at have overført deres loyalitetskodeks fra riddertjenesten og sværger i historierne kvinderne ubrydelig troskab.” Her sker der lidt en sammenblanding af forskellige genrer. De første trubadurer var inspireret af den religion, der i 1100-tallet var den herskende i Sydfrankrig, nemlig katharismen. I katharernes tro er jordelivet ikke det egentlige. Det er ikke vigtigt, om de elskende får hinanden i jordelivet. Det afgørende er, om de får hinanden i livet efter døden, for det varer evigt. Den åndelige forening her i jordelivet garanterer at de to får hinanden i den åndelige verden efter døden. Set i det lys ender historierne lykkeligt – trods store vanskeligheder får de hinanden til sidst, hvor til sidst altså vil sige: efter døden. Det er et væsentligt aspekt for at forstå dyrkelsen af de mange historier, hvor de elskende dør. Men det aspekt har Baunvig ikke fat i.

Jeg er således ikke imponeret over den grad af viden, Baunvig lægger for dagen. Teksten er velskrevet, causerende og underholdende, og hun berører mange vigtige ting i det kulturhistoriske forløb; men der er ikke nogen håndfaste beviser for hvilke strømninger der fører videre til hvilke andre strømninger – det er måske heller ikke muligt. Det betyder bare, at der postuleres nogle sammenhænge, som ofte postuleres, men som måske ikke holder stik alligevel.

Om 1500-tallet hører vi, at man “stadig var påfaldende uinteresseret i forelskelser før brylluppet”. Det passer ikke helt. Der var meget diskussion i 1400-, 1500- og 1600-tallet om unge mennesker skulle have lov at gifte sig med dem, de elskede. Nogle var for det, andre imod det. Det er ikke det samme som at man var “påfaldende uinteresseret”.

Når vi når til 1700-tallet, får vi at vide, at vi er “nået til det tidspunkt i historien, hvor forelskelsen koloniserede ægteskabet”. Det er delvis rigtigt, men kun delvis. Som sagt – forelskelsen har haft betydning hele vejen igennem.

Her står vi ved en diskussion om betydningen af biologi versus betydningen af kultur. Som biolog tror jeg, at dispositionen for at kunne blive forelsket er nedlagt i os som en del af vores natur – det vil i hvert fald have en oplagt biologisk funktion. Forelskelse indebærer jo også nogle biokemiske ændringer i vores krop. Jeg kan derfor ikke tro, at forelskelse udelukkende, eller hovedsagelig, er noget som produceres af kulturen. Nogle kulturer kan undertrykke eller tillade forelskelse mere end andre; men jeg tror ikke at de skaber den.

Lidt i samme boldgade kan man diskutere begrebet om den eneste ene. Her er Baunvig forbløffende negativ. I sidste kapitel skriver hun: “Jeg kan i hvert fald ikke komme i tanke om en historie om stor, livslang, lykkelige kærlighed . . . Jeg kan hverken finde en sådan historie i den virkelige eller i fiktionens verden. ” Det er meget mærkeligt for mig at læse. Mine forældre levede i livslang kærlighed og nåede at være gift i 65 år. Ingen i familien, hverken på fars eller mors side, blev gift. Og de fleste af mine fætre og kusiner er også i livslange ægteskaber.

Faktisk er der mange mennesker, der finder Den Eneste Ene. Det har jeg omtalt nærmere side 116-119 i min bog fra 2013: “Alfahan eller tøffelthelt”. Her citerer jeg den amerikanske bog “Love at first sight”. Den redegør for en undersøgelse, hvor det viser sig, at 36 % af alle kvinder og 40 % af alle mænd har oplevet kærlighed ved første blik. Det førte næsten altid til, at de forelskede dannede par. I gennemsnit lever 17 % af alle amerikanere i et livslangt ægteskab med Den Eneste Ene. Så det er temmelig mærkeligt, at Baunvig ikke kan finde et eneste eksempel på noget, som overgår 17 % af alle mennesker i vores kulturkreds.

Jeg har også en bemærkning om hendes omtale af 1900-tallet. Her omtaler hun både 1950´ernes kernefamilieidyl og 1970´ernes hedonister og hippier. Fremstillingen er nærmest sådan lidt la-la: Det går lidt den ene vej, og lidt den anden vej. Skilsmissetallene går ned op op. I mine øjne ser det helt anderledes ud. Der skete et fundamentalt jordskælv i forholdet mellem kønnene ved den seksuelle revolution omkring 1970. Jeg har en figur i min bog “To køn – tre sandheder” fra 2004 (på bogens side 367), der viser hvor voldsom og pludselig en ændring der skete i 1970-71 i skilsmissetallene. I samme bog har jeg også en figur (på bogens side 379) om familiernes / husholdningernes størrelse fra år 1700 til år 1991. I år 1700 var den gennemsnitlige størrelse af en husholdning på lidt over 4 personer – og det tal har været konstant i hele vores del af Europa så langt det kan følges tilbage, dvs.tilbage til 800-tallet. Men fra omkring 1900 skete et langsomt, gravis fald i den gennemsnitlige familiestørrelse, som så pludselig tipper over og bliver til et foldsomt fald omkring 1971. Det vil sige, at det der skete med den seksuelle revolution i 1970-71, er den største omvæltning i familiemønsteret i de sidste mere end tusind år!

Denne omvæltning er en af de vigtigste grunde til, at jeg overhovedet har engageret mig i forholdet mellem kønnene. Der skete gode og dårlige ting omkring 1970; men feministerne nægter at gøre op med de dårlige ting, og derfor er jeg i en stadig kamp med feministerne om de ting, der gik galt dengang. Den problemstilling kan man ikke rigtig se fra Baunvigs synsvinkel.

Som sagt, bogen er meget velskrevet, og den berører mange vigtige nedslagspunkter i kulturhistorien. Men den forbliver temmelig overfladisk; den fastholder nogle udbredte misforståelser i stedet for at gå mere i dybden med hvordan det faktisk forholdt sig. Jeg finder sympati for forfatterens ærinde – at forstå hvor forelskelsen og drømmen om Den Eneste Ene kommer fra. Det væsentligste ved bogen er at selv det, at den giver udtryk for den drøm. Men jeg tror ikke at læseren bliver ret meget klogere.

Anmeldelse af Mette Korsgaard (2018): Min uimodståelige mand

Mette Korsgaard udgav d. 8. marts 2018 “Min uimodståelige mand. Vi er alle mandschauvinister. 223 pp. Gyldendal.
Bogen finder kønsdiskrimination, hvor der ingen er.
Bogen blev omtalt i mit indlæg i Berlingske d. 18./3, under overksriften METTE KORSGAARDS BOG ER PROPFYLDT MED FEJL.
Herunder bringer jeg en udvidet udgave af indlægget i Berlingske, med tilføjelse af kildehenvisninger.

BOG FINDER KØNSDISKRIMINATION, HVOR DER INGEN ER
Journalist og dokumentarfilmskaber Mette Korsgaard har lige fået udgivet en bog om forholdet mellem kønnene, Min Uimodståelige Mand. Den handler om hvordan kvinder i dagens samfund stadig underkues. Der henvises til “fakta” og “videnskabelige undersøgelser” og oplysninger fra kønsforskere, som om det var solidt underbygget; men tag ikke fejl – det er det langtfra.
Lad mig slå ned på tre punkter, hvor Korsgaard viser sin begrænsede og ensidige faglige indsigt.
For det første: Korsgaard skriver at mænds og kvinders hjerner ikke er synderligt forskellige; hvis man har en hjernescanning, kan man ikke derudfra se personens køn. Hun henviser til en afhandling af Daphna Joel m.fl. (Korsgaard har stavet hendes navn forkert) som viser, at med en bestemt analysemetode er der meget få hjerner, som entydigt viser et bestemt køn. Hun glemmer bare at nævne, at hele fire afhandlinger (her, her, her og her) dokumenterer at Joels analysemetode ikke fungerer. Hvis man f.eks. brugte same metode til at analysere fotos af ansigter, ville man næppe heller kunne kende forskel på kønnene.
Desuden forbigås det, at det sted i hjernen, hvor kønsidentiteten sidder (den præoptiske nucleus), er mænd og kvinders hjerner næsten 100 % forskellige.
For det andet: Hun omtaler en amerikansk undersøgelse af musikeres optagelsesprøver til symfoni-orkestre. Læseren må forstå teksten sådan, at når musikerne aflægger prøve bag et forhæng, så bedømmerne ikke kan se hvad køn de har, stiger kvinders chance for at blive antaget fra 5 % til 30 %. Den påstand er dog helt usand. Faktisk kan undersøgelsens data ikke dokumentere nogen diskrimination mod kvinder overhovedet. Jeg har selv omtalt samme undersøgelse af orkestermusikere i en bog fra 2015 (Humaniora- videnskab eller varm luft, s. 356-359). Her giver jeg den en nøje behandling over 2½ sider og påviser, at der ikke er noget hold i påstanden om diskrimination.
Mette Korsgaard fortsætter igennem sin bog med ensidige påstande om generel diskrimination mod kvinder. Vi hører om at 127 professorer fik tilsendt fiktive jobansøgninger med enten et mands- eller et kvindenavn. Resultat: Når det var et kvindenavn, blev ansøgningen vurderet mere negativt. Derimod nævner Korsgaard f.eks. ikke en lidt senere undersøgelse med væsentligt flere forsøgspersoner, hvor konklusionen blev den stik modsatte. Korsgaard nævner heller ikke en metaundersøgelse af 106 sådanne forsøg, der i gennemsnit viser nul tendens. Hun forbigår også det allervigtigste, nemlig at når det gælder ansøgninger til videnskabelige stillinger i det virkelige liv, så giver et kvindenavn på skrivelsen en lidt bedre chance end et mandenavn, i Danmark så vel som i udlandet.
Oven i købet har man lavet forsøg i Australien, hvor man har fjernet angivelser af køn og race i alle ansøgninger til stillinger i Australian Public Service. Det viste sig, at derved fik kvinder og aboriginer en nedsat chance for at få stillingerne. Angivelse af navn giver altså positiv diskrimination af disse grupper, ikke negativ diskrimination. Så man opgav den kønsneutrale praksis igen, for at få færre hvide mænd ansat.
Om pigers og drenges skolepræstationer i matematik får vi at vide, at pigerne nu er blevet bedre til matematik og har overhalet drengene. Det er forkert. Begge køn er blevet dårligere til matematik, men faldet er størst for drengene.
“Mænd slår børn ihjel otte gange så ofte som kvinder”, får vi at vide. De data jeg kan finde, viser at de to køn er lige grufulde på dette punkt, eller at mænds overvægt i statistikken er moderat. Men her, som så mange andre steder i bogen, er der ingen brugbare referencer, så man har ikke mulighed for at tjekke hvor Korsgaard har sine oplysninger fra.
Jeg kunne nævne mange flere fejl i bogen. Når man vælger så ensidigt som Korsgaard gør, så kan man “bevise” hvad som helst. Bogen har i det hele taget ikke den videnskabelige tyngde, som den foregiver. Hun henviser f.eks. mange gange til en hjerneforsker ved Aarhus Universitet, som hun har talt med. Han er nu faktisk cand. mag. i dramaturgi, og han er ansat på Institut for Kommunikation og Kultur, der er herostratisk berømt (Koldau-sagen) for kun at acceptere én politisk korrekt holdning. “Hjerneforskeren” påstår at kønshormoner har minimal indflydelse på kønnet adfærd (hvilket er ganske usandt). Vi får omtalt forskning i piger der i fosterlivet blev udsat for unormale mængder testosteron. Men fremstillingen er fejlagtig, og konklusionen af denne forskning bliver nærmest vendt til det modsatte af hvad den faktisk viser.
Retfærdigvis må nævnes, at Korsgaard også – kort – omtaler nogle af de særlige problemer, der i vore dage rammer mandskønnet. Men sagen er, at mere feminisme ikke gavner mænd – feminisme giver f.eks. højere skilsmisserate, hvilket rammer mænd kraftigere end kvinder. Mænd der går ind på kvinders præmisser og tager en stor tørn i hjemmet, har forøget risiko for at blive skilt. Kvinderne strømmer ind til storbyerne og studerer kunsthistorie og går på café, mens mænd i overtal sidder tilbage i Udkantsdanmark og har det dårligt. Korsgaard nævner det problem – tak for det – men siger at hun ikke kan se nogen løsning.

Anmeldelse af Hans Bonde (medvirken: Torsten Skov): ”Vi vil have vores fair andel!” 387 pp. Gyldendal. Pris: 300 kr.

Anmeldelse af
Hans Bonde (medvirken: Torsten Skov):
”Vi vil have vores fair andel!”
387 pp. Gyldendal.
Pris: 300 kr.