Kategori: Anklager om overgreb

VICTIM BLAMING

”Victim blaming” er det engelske udtryk for den situation, at et offer for et overgreb får tillagt en del af skylden for overgrebet. Den normale situation er jo ellers, at samfundets øvrige medlemmer trøster og støtter offeret og lægger al skyld på overgrebs-personen, især hvis overgrebet skete under omstændigheder, som offeret ikke havde nogen mulighed for at undgå. Men det kan altså også ske, at offeret får tillagt en del af skylden, f.eks. ”Han var jo nok selv ude om det” eller ”Hun lagde nok selv op til det”.
    Det er et almindeligt mønster, at når det gælder konflikter mellem kvinder og mænd, vil man automatisk tildele manden skurkerollen og kvinden offer-rollen. Hvis politiet f.eks. tilkaldes til husspektakler, vil de ofte uden videre arrestere manden og lade kvinden gå fri. Manden kan stå over for en meget vanskelig opgave, hvis han vil forklare politiet, at det faktisk var kvinden der angreb ham, og at han bare forsøgte at forsvare sig. Det er en indgroet del af rollefordelingen mellem mænd og kvinder, at mændene er skurke, mens kvinder er uskylidge ofre. Offer-rollen kan være meget værdifuld for kvinden, da den sikrer, at hendes version af det skete er den, der bliver troet, og dermed får kvinden indflydelse, ja, ligefrem magt. Den, der definerer situationen, har magten
Tidens tendens
I forbindelse med MeToo-bølgen er der kommet en helt refleks-agtig sort/hvid opdeling: Mand = skurk, Kvinde= uskyldigt offer, og den opdeling kan kvinder, hvis de vil, udnytte til deres egen fordel. 
 De kan f.eks. uden egen risiko påstå, at en mand har sagt noget krænkende til dem, og selv hvis manden benægter at have haft til hensigt at krænke, kan han automatisk stemples som krænker, fordi folk automatisk vil aktivere den sort/hvide opdeling mellem mand og kvinde. I den amerikanske MeToo bevægelse har feministerne forsøgt at håndhæve det som et generelt princip, at man altid skal tro på kvindens version: #BelieveWomen. Det er en hårrejsende påstand, at bestemte personer (kvinder) altid taler sandt. Hvis man accepterede det, ville man acceptere, at kvinder altid har retten til at definere situationen, og dermed total magt til at bestemme over de mænd, der bliver anklaget. 
    Hvis nu nogen mand betvivler hvad det kvindelige offer siger, så stiller han sig selv i en dårlig situation. Kvinden er jo nærmest per definition uskyldig, og hvis man afviser hendes forklaring, så gør man sig selv til et ondt menneske: Man er ond og ufølsom, hvis man håner et uskyldigt offer ved at hævde, at hun fordrejer sandheden. 
    For nylig kunne medierne fortælle (1) om en situation i en svensk provinsby, hvor en ung mand, Felix, blev angrebet med SMS-beskeder fra en anonym kvinde,  afsendt fra en skjult telefonkonto med taletidskort. Formålet var at gøre Fellix socialt isoleret. Beskeder om at Felix havde begået voldtægter blev sendt til talrige unge kvinder i og omkring byen, til hans arbejdsgiver m.m., og mange troede på SMS-beskederne; det var svært for Felix at hævde sin uskyld. Der blev også sendt påstande om at beskedmodtageren havde sendt nøgenbilleder, og efterhånden eskalerede det til trusler mod Felix´s bekendte. Fellix og hans pårørende forsøgte at anmelde det til politiet, men blev i første omgang afvist. Først efter fire år lykkedes det at afsløre afsenderen af de mange tusind SMS-beskeder; hun blev dømt ved en domstol, men fik en meget mild dom. 
    Når noget sådant forekommer, er det mærkeligt at nogen kan hævde som generelt princip at man skal ”tro på kvinder”.
Rikke Viemoses indlæg
D. 10. juli havde journaliset Rikke Viemose et indlæg (2) i Berlingske om disse ting. Hun harcelerer over, at i de mange nye sager om sexisme og metoo er der debattører, der forsvarer de anklagede mænd – hun mener at det er vigtigere at forsvare kvinderne. 
 Der er efterhånden en række prominente mænd, der har mistet deres stilling på et meget tyndt grundlag, fordi kvinder har anklaget dem for overgreb eller sexisme. Er det virkelig rimeligt, at en mand skal miste en topstilling og komme i vanære, fordi han har fortalt en sjofel vittighed? Vi er jo kommet derhen, hvor snerpede eller nærtagende kvinder har fået magt til at fyre en mand, som de har set sig sur på. Fra nu af vil enhver mand gå omkring som rystende nervøs for, at han en eller anden gang – måske for mange år siden – har sagt eller gjort noget krænkede. Måske har han engang for mange år siden lagt sin hånd på en kvindes lår?
 Flere prominente kvinder forsvarer de mænd, der har mistet deres stilling på grund af metoo-anklager (3) . Renee Toft Simoinsen forsvarer f.eks. trommeslageren Claes Antonsen, der blev fyret for at gengive tre sexistiske vittigheder. Hun skriver: ”At han pga. de tre ytringer nu personligt skal stå til ansvar for sexisme i  musikbranchen er helt enkelt ikke i orden. At nogen har følt sig stødt over de ytringer, er helt OK. . . Det handler om normer, og de er forskelllige, for mennesker, for tiden, for kulturer. Når forskellige normer mødes, er det rigtig vigtigt vi kan finde et fælles sprog, en fælles forståelse, fælles nkormer at være sammen om – det kræver samtale, den samtale burde have fundet sted.” 
   Men efter Rikke Viemoses mening er det mere uretfærdigt, hvis en kvinde udsættes for en krænkende tone på arbejdspladsen, så hun ønsker at forlade den, end hvis en mand udsættes for en sexisme-anklage og må forlade sin stilling. Her vil de fleste nok spørge: Hvad er værst – at måtte ignorere sexistiske vittigheder, eller at komme i vanære og miste sin stilling?
    Det kan tænkes, at kvindernes anklager om krænkelser i nogle tilfælde er led i en feministisk strategi. Rikke Viemose nævner Sofe Linde, så lad os da tage hende. Hun affyrede start skuddet til den alvorlige del af MeToo-bølgen i Danmark, da hun i en tale (4) ved Zulu Gallashowet 2020 bl.a. sagde: ” Men altså jeg kan jo lige fremhæve én historie, én historie fra dengang jeg var 18 år gammel og lige var startet i Danmarks Radio  . . . Jeg var lige startet i Danmarks Radio, vi skulle til julefrokost, og jeg havde glædet mig, og så kommer der den her store tv-kanon op, tager fat i min arm og siger: "Hvis du ikke går med ud og sutter min pik, så fucking ødelægger jeg din karriere. Så ødelægger jeg dig."

Jeg er ret sikker på, at du kigger på mig lige nu. Du ved godt selv, hvem du er. . . .”

Den historie skabte en udbredt forargelse over mandlige chefers tilgang til yngre kvinder, og skabte brændstoffet for den efterfølgende MeToo kampagne. Bare et par uger efter – midt i september – var de store dagblade oversvømmet af en tsunami af indlæg fra feminister, der anklager mænd på topposter for at chikanere kvinder. I et meget langt indlæg, af Sulaima Gourani (5), hedder det: ” “Siden #MeToo tog fat i slutningen af ​​2017, er der kommet meget mere fokus på omfanget af problemet, men i Danmark har man i stor grad gjort grin med bevægelsen. Indtil nu. Den er kommet til Danmark, og mit bedste bud er, at vi vil se mindst ti relativt magtfulde mænd blive fjernet fra poster de næste 6-12 måneder.”

Det kom omtrent til at passe. Så vidt jeg kan tælle, blev ni relativt magtfulde mænd fjernet fra poster. Så vidt vides holdt grupper af feminister i september 2020 planlægningsmøder om, hvordan de kunne få skovlen under nogle
 magtfulde mænd. Gouranis indlæg tyder på, at  der var tale om en koordineret aktion. Når vi ser på de ca. 9 relativt magtfulde mænd der blev fjernet fra poster de næste 6-12 måneder, så har metoden hver gang været at finde frem til episoder, hvor disse mænd har krænket yngre kvinder, og så anklage dem for det - også i tilfælde, hvor episoderne er over 20 år gamle. Det vil sige at beretningerne  om krænkelser er omhyggleligt forberedt og har et bestemt formål. Det er ikke spontane reaktioner på at en kvinde har oplevet noget ubehageligt.
 Og hvordan er det så med Sofie Lindes egen beretning? Jeg har aldrig troet på den. Jeg kan ikke tro, at nogen mand har sagt: "Hvis du ikke går med ud og sutter min pik, så fucking ødelægger jeg din karriere. Så ødelægger jeg dig." Det virker helt utroværdigt, at nogen mand skulle have sagt sådan.
 Der er rygter om, at talen ikke var skrevet af Sofie Linde selv, men af en anden kvinde. Der er også den unøjagtighed i talen, at ved den pågældende julefrokost var Sofie Linde ikke 18 år, men 20 år. Det vides ikke stensikkert, hvem den pågældende mand var; men i miljøet ved man det vistnok godt. Der bliver set skævt til ham, og han har mistet sin position. Han har under private forhold på det bestemteste benægtet, at han har sagt som anført. Det sagte virker mere som en ung kvindes fantasi om, hvordan en mandlig overgrebsmand er, snarere end om hvordan det sker i den virkelige verden.

MeToo sager på TV2

Omkring år 2000 begyndte Therese Philipsen som 23-årig praktikant på TV2s redaktion. Lige fra starten viste hun en usædvanlig stor interesse for at få seksuelle relationer med de ældre chefer på stationen, og hun nåede angiveligt at have sex med 5 eller 6 af dem. Det tog man ikke så nøje den gang; men senere er moralen ændret, og i dag anses det som meget upassende, at lidt ældre mænd har sex med unge kvinder. Så da nogle feminister i september 2020 skulle finde nogle sexisme-episoder, der kunne vælte nogle chefer, gravede man tilbage i fortiden og fandt en del episoder, der involverede Philipsen. Nogle personer fra TV2 rejste til Florida, hvor Philipsen nu boede, og fik hende til at se den tids episoder i et nyt lys. Det førte til sexisme-anklager mod flere mænd, herunder Jes Dorph-Petersen. Dorph har hele vejen igennem benægtet at have gjort noget forkert, og der er vidne på at Philipsens anklage om noget, der nærmest var voldtægt, ikke er sand. Alligevel blev Dorph fyret fra sin stilling og hængt ud i stor vanære. Dorph har rejst retssag mod det advokatfirma, der fik ham hængt ud, og senest har han ved Østre Landsret fået medhold i, at advokatfirmaets undersøgelse af ham er uredelig, og at fyringen således var grundløs (6). Philipsens udtalelser til ”dokumentaren” om sexisme på TV2 er fyldt med timevis af kraftige manipulationer og usande fremstillinger. Men advokatfirmaet og de personer, der gerne ville have ram på Dorph, har bevidst ignoreret alt hvad der talte til Dorphs forsvar og stolet blindt på Philipsens fremstilling. Hendes fremstilling har stor følelsesmæssig appel og virker også meget overbevisende på det almindelige publikum, der har set ”dokumentaren” om ”Sexisme bag skærmen”. Folk som flest er fast overbeviste om, at Jes Dorph-Petersen virkelig er skyld i det, han anklages for.
 Også de andre mænd, der er blevet fyret efter Philipsens udtalelser, kan anses for uretfærdigt dømt. Men de udtalelser, som man har anvendt til at få dem fyret, er udelukkende Philipsens versioner af det skete – versioner der afviger stærkt fra mændenes versioner. I mange af de episoder, der involverede sex eller forsøg på sex med Therese Philipsen, påstår manden at det var Philipsen, der var grænseoveskridende, mens hendes version var stik modsat og gjorde manden til den grænseoverskridende, hvis hun da ikke oven i købet anklager manden for at gøre hende til offer, hvis han afviser hendes tilnærmelser. I den situation er det meget, meget forkert at stole på Philipsens beretning hver gang, og afvise mandens. Sådan kan man da ikke lave en dokumentar – at afvise det ene køns version hver gang.
Sexisme i musikbranchen
I sommeren 2024 sendte DR to ”dokumentarer” om sexisme i musikbranchen. I den første blev skuespiller Martin Brygmann udsat for anklager om sexisme, som førte til at han mistede sit arbejde. Brygmanns advokat udtaler til Weekendavisen: (7) ” »Vi har igennem syv måneder fremlagt dokumentation over for DR og Impact TV, men det vil kun blive udlagt som victim blaming, hvis jeg går i rette omkring anklagerne gennem pressen. . . Jeg har over for Impact TV og DR bestridt de faktuelt forkerte påstande, der har været, og sørget for, at de fik de nødvendige oplysninger for at kunne belyse sandheden, når der har været fejltolkninger, misforståelser eller oversete perspektiver.”
 I den anden udsendelse er det trommeslager Claes Antonsen, der blev udsat for anklager som førte til at han mistede sit arbejde. En ung kvinde (Katinka Bjerregård) i holdet bag ”Toppen af poppen” anklager Antonsen for at sætte en sexistisk tone, da han en morgen fortæller en anekdote om en kvinde, der stikker en ”medister op i fissen”. Den sexistiske tone skulle angiveligt gøre det ubehageligt for kvinder at være med på arbejdspladsen. Men der gik noget forud for histiorien m medisteren. Katinka møder op på arbejdet og lægger ud med at fortælle hele orkesteret, at hun lige har fået så meget morgenpik at hun ikke kan sidde ned. Hun nævner også sin fantasi om at hælde menstruationsblod ud over bandet.  Alligevel har producenten klippet Katinka Bjerrregårds historier ud af de primære optagelser, og kun bragt Antonsens historie (8). Resultatet bliver, at det er Antonsen, og ham alene, der får skylden for at sætte en vulgær tone. 
 Mindre end en uge efter Rikke Viemoses indlæg i Berlingske skirver en af avisens journalister: ” Selvom begge mænd var anonymiseret, stod det hurtigt klart, at det var Martin Brygmann, der havde skrevet grænseoverskridende beskeder til unge kvinder, mens Claes Antonsen var trommeslageren, der skabte en sexistisk tone under optagelserne af TV2s program »Toppen af poppen«. (9). Som det lige er fremgået, er det usandt. Det var ikke Claes Antonsen, der skabte en sexistisk tone; Han byggede blot videre på den sexistiske tone da først Bjerregård havde lagt ud. Men mønsteret er igen det samme: Kvinden skal fremstå som et uskyldigt offer, mens manden skal fremstå som skyldig. Så producenten sletter kvindens indspark, mens mandens beholdes som ”dokumentation”.
Om at sige undskyld

Ifølge en dansk kommunikationsekspert (3, 10) gør det en forskel for den anklagede mand, om der bliver sagt ordentligt undskyld. »Som hovedpersonen i en #metoo-sag er der grundlæggende to veje at gå: Gå til modangreb eller sig undskyld. Valget har betydning ikke kun for hovedpersonen selv, men også for andres lyst til at bakke op og engagere sig i vedkommendes fortælling.«

Den danske kommunikationsekspert nævner Jes Dorph-Petersens forløb som et eksempel på en sag, hvor det var sværere at gå ud og bakke op. Her blev fronterne trukket skarpere op, og kun ganske få personer kendte hele sandheden. 
 Nu er det sådan, at ifølge Jes Dorph-Petersen selv og et mandligt vidne var det  simpelt hen løgn, hvad Therese Philipsen sagde. Hvis nu Dorph havde sagt tydeligt undskyld, så havde han dermed over for offentlligheden erkendt, at han faktisk havde begået det, som han blev anklaget for. Men Dorph har hele vejen igennem fastholdt, at han intet forkert har gjort. Kommunikationdseksperten anbefaler ham altså at erkende en ugerning, som han ikke har begået. Det vil sige man forsøger at få ham til at bekræfte billedet af, at den skyldige er altid manden -manden er altid skurken – hvorimod alt hvad Therese Philipsen har gjort forkert – og det er meget – skal forties. Der må ikke komme noget brud i det generelle mønster, at manden er skurk, og kvinden er uskyldig.
 En anden af de mænd, der blev fyret efter Metoo dokumentaren om TV2,, blev af de feminstiske inkvisitorer tvunget til at skrive under på, at han havde udvist ”dårllig dømmekraft”. Hvad dét så nærmere vil sige, får offentligheden intet at vide om. Det står blot tilbage, at manden har gjort noget forkert, og dermed bekræftes det generelle billede endnu engang af at manden altid er skurken. Vi får intet at vide om, hvordan Therese Phililpsen manipulerede i den sag.
 Kommunikationseksperten påpeger, at Jes Dorph-Petersen ikke selv kom med en entydig og uforbeholden undskyldning. Han gik i stedet til modangreb og gik rettens vej, efter han i 2021 blev fyret. »Claes Antonsen derimod har valgt at sige undskyld. En undskyldning, der var uden forbehold og bortforklaringer, og dermed bliver man som tredje person ikke på samme måde en del af en højspændt konflikt,« siger Anne-Mette Bro Jöhncke, der understreger, at »oprigtige undskyldninger virker afvæbnende«. Det er barokt – Claes Antonsen fortalte tre sexede vittigheder, som andre – f.eks. Renee Toft Sionsen -  finder harmløse.  De har allerede været fortalt af punkbandet ”Slim og Gylle”. Men når en mand, som man ønsker at slagte, fortæller det samme, så skal han sige oprigtigt undskyld. Dermed bøjer han sig i støvet og bekræfter, at mænd generelt er skurke, og viser, at i fremtiden vil feminister kunne diktere over ham.
Kvinders manipulation

 

Kvinders måde at få magt på og gennemtvinge deres vilje, er anderledes end mænds, som jeg har skrevet om andetsteds (11). Allerede i skolealderen kan de underminere andre pigers position på forskellige måder, der er skjulte og indirekte og gør det umuligt for den ramte at anklage aggressoren eller hævne sig. Det fortsætter i voksenalderen, hvor kvinder virker i det skjulte og manipulerer med sociale virkemidler, på måder som mange mænd slet ikke opdager. Og de forstår ikke, at jo mere de bøjer sig for kvinders krav, jo mere bliver de opfattet som svage personer, der kan blive stillet over for endnu flere og endnu mere urimelige krav. 
 Det er emnet for en avisartikel af en tysk kvinde, Cora Stephan (12). Hun skriver, at mænd har selv fremkaldt deres egen elendige situation. Den mand, der lader sig skamme ud, er i virkeligheden medskyldig i en kvindelig magtstrategi. Jo mere manden bøjer sig, med jo større lyst bliver der sparket til ham. 
 Mænd har undervurderet kvinder; de har på nogle sarte, men højlydte væsener forstået, at disse alle er ofre, som man bør give oprejsning. Mændene har anstrengt sig og ikke lagt mærke til, at de er på vej til at tabe i kampen om magten. Kvinder var aldrig bare "det undertrykte køn", de var alt for vigtige til det - og alt for magtfulde. Javist er der ofre. Men definitionen af, hvad der er offer, og hvad der er vold, er nu så uendeligt bred, at hvis alle holdt sig til den nye overfølsomhed, ville der ikke længere findes normal omgang kønnene imellem. Enhver kvinde kan med en grundløs anklage om at en mand har begået et seksuelt overgreb mod hende, koste ham hans ære og karriere. Fordi ja: påstanden om at være blevet offer kan bruges som et våben. For mænd burde det stå klart, at nogle kvinder også bruger dette våben. Hvorfor? Fordi de kan. Fordi hævn gøres let for dem. Fordi de udnytter de muligheder, der præsenteres for dem. Fordi de ikke er de bedre mennesker. Fordi de ikke er dumme. Fordi, de er stærke nok til at være mænds modstandere, især når de erklærer sig for at være ofre. Den der føler sig som et offer, uanset for hvad, dennes følelse må der på ingen måde sættes spørgsmålstegn ved, især ikke af toksiske hvide mænd.
 
 Jo mere mænd accepterer, at små tildragelser kan gøre kvinder til ofre, jo mindre bliver de tildragelser, som næste gang tæller med som noget, der gør kvinder til ofre. Barren sænkes. Efterhånden kan en mand miste sin stilling bare han fortælller en vovet vittighed eller kigger kvinden ind i øjnene. Misforholdet mellem forbrydelsens art og konsekvenserne for manden bliver stadig mere grel. Ja, han kan endda bllive fyret uden at have gjort noget som helst galt, hvis kvinden finder på at rette en falsk anklage om voldtægt mod ham, og hvis man følger princippet ”believe women”.
 
 Det hele er en udvikling henimod at stemple alle mænd som skurke og alle kvinder som uskykldige ofre. Det er den udvikling, som Rikke Viemose er med til at drive frem. Hun nævner sager, hvor mænd mister deres stilling, og kritiserer, at nogen forsvarer disse mænd – hvis man undlader at straffe mændene, betyder det i hendes øjne, at man undlader at tage hånd om de krænkede kvinder. 
 Vi skal lade være med at acceptere, at mænd uden videre bliver gjort til de sorte skurke, og kvinder uden videre bliver gjort til uskyldsrene ofre. Den automatiske sort//hvide opdeling af kønnene forhindrer en nøgtern vurdering af episoderne, og hvor det også indgår, at manden skal behandles som et menneske der har krav på en nøgtern vurdering af situationen.

Man må kunne snakke om det

 
 Det er selvfølgelig sandt, at der sker overgreb mod kvinder. Der findes f.eks. tilfælde, hvor en mandlig chef gør så vedholdende tilnærmelser til en ung kvinde, der arbejder for ham, at hun føler sig nødt til at forlade jobbet og sige sin stillng op (13). Det kan også være problematisk, hvis mændene på arbjdspladsen bliver så optaget af de kvlindelige kolleger, at de hele tiden forsøger at lægge en humoristisk, seksualiseret tone. Det kan være fornærmende, hvis en kvinde, der faktisk er en dygtig arbejdskraft, hele tiden blive anskuet som primært et seksuelt væsen. Det betyder at man ikke værdsætter hendes faglige indsats og altså ikke respekterer hende. 
 
 Rikke Viemose skriver: ” Lad mig skynde mig at sige, at jeg synes, at enhver menneskelig omkostning i #metoo-sager er ulykkelig. Jeg ville ønske, vi kunne undgå det. Men det tror jeg ikke, vi kan. Hvis vi vil forebygge sexistiske krænkelser og overgreb i fremtiden – og det er vi vel enige om, at vi vil – så SKAL vi kunne tale om det.
 Ja, vi bør kunne tale om det. Og i den samtale kan det ikke nytte noget, hvis manden på forhånd er klassificeret som en skyldig, som skurk, mens man på forhånd går ud fra, at kvinden er et helt uskyldigt offer. I samtalen skal begge parter behandles som mennesker, og der skal lyttes til, ikke blot til kvinden, men også til manden. Kvinden vil ofte have de talegaver som skal til for at fremstille sin egen rolle som den uskyldige, mens mænd ofte har sværere ved at tale om personlige episoder. Her må vi lære mændene at berette om tildragelserne på en måde, så de kan hamle op med kvinderne. 
 Tvært imod hvad Rikke Viemose ønsker, skal mænd nu lære, at det er vigtigt at sige fra over for anklagerne, og om nødvendigt at rense sig med retssager, som f.eks. Jes Dorph-Petersen har gjort herhjemme, og som f.eks. Johnny Depp har gjort i udlandet.
Kildehenvisninger

(1) www.dr.dk/drtv/se/stalker-fra-helvede_-et-ukendt-nummer_461637

(2) www.berlingske.dk/kommentatorer/rikke-viemose-efter-debatten-om-sexisme-dokumentar-det-eneste

(3) www.berlingske.dk/skaerm/den-ene-tog-en-kollega-paa-brysterne-den-anden-fik-skyld-for-vulgaer-snak

(4) /www.dansketaler.dk/tale/sofie-lindes-tale-ved-zulu-comedy-galla-2020/

(5) https://www.berlingske.dk/kommentar/soulaima-gourani-ti-relativt-magtfulde-maend-bliver-fjernet-fra-poster

(6) www.dr.dk/nyheder/seneste/landsret-slaar-fast-advokat-bag-tv-2-undersoegelse-broed-god-advokatskik

(7) www.weekendavisen.dk/2024-26/samfund/den-ene-side-af-sagen

(8) www.bt.dk/medier/det-saa-man-ikke-katinka-satte-selv-tonen-med-syg-sex-historie?

(9) www.berlingske.dk/skaerm/efter-drs-sexismedokumentar-vil-hundredvis-af-kvinder-dele-deres-oplevelser

(10)https://kforum.dk/nyheder/nyheder/article17271968.ece

(11) faktaogmyter.dk/giver-kvindelige-ledere-bedre-psykisk-arbejdsmiljoe/

(12) Männer haben ihr Elend selbst heraufbeschworen

https://www.die-tagespost.de/gesellschaft/kultur/maenner-haben-ihr-elend-selbst-heraufbeschworen;art4881,211799

(13) www.djoefbladet.dk/artikler/2020/11/den-kraenkede-gaar-kr-ae-nkeren–bliver

 

 

ER DOKUMENTAREN OM TV2’s METOO-SAGER TROVÆRDIG? SVARET ER NEJ

Denne tekst er skrevet af Kåre Fog i samarbejde med Lone Nørgaard. Den handler om metoo sagerne på TV2, som ramte Jens Gaardbo og Jes Dorph-Petersen og fik meget alvorlige konsekvenser for dem begge.
Artiklen har været sendt først til et af de store dagblade, hvor den har ligget en måneds tid, inden den blev afvist. Derefter har den ligget på redaktionen hos en mindre, elektronisk avis, hvor vi først fik at vide, at den ville bllive publiceret; men efter to måneder fik vi alligevel at vide, at den var afvist.
Der er således gået meget lang tid, hvor manuskriptet har ligget, så det ikke længere er særlig aktuelt. Men sagen er alt for alvorlig til, at den skal blive glemt og anset for uaktuel. Der er stadig al mulig grund til at rejse opmærksomhed om at der formentlig er begået en meget stor uretfærdighed mod de nævnte mænd. Vi håber at artiklen kan bidrage til at almenheden forstår, hvad der er foregået, og at der kan bødes på den uret, der er begået.

ER DOKUMENTAREN OM TV2’s METOO-SAGER TROVÆRDIG? SVARET ER NEJ

 

Denne kronik handler om MeToo-sagerne på TV2. Her blev to markante mænd, Jes Dorph-Petersen og Jens Gaardbo, pludselig fyret for noget, de havde gjort for 15-20 år siden.
Hvis en læser eller to skulle tænke gammel vin på gamle flasker, så tænk om igen: Vi er slet ikke færdige med at få kastet lys over over, hvad der skete, fordi perspektivet alt for ensidigt har været ligestillings-feministernes. Den slagside skal der rettes op på, og det kan kun gå for langsomt.

***

Hvad præcist de to herrer havde gjort, står ikke særlig klart. Om Gaardbo ved offentligheden kun, at han havde udvist ”dårlig dømmekraft”, lige som Michael Dyrby har indrømmet at han udviste ”dårlig dømmekraft”. Gaardbo og Dyrby har begge været nyhedschefer på TV2, og ”dårlig dømmekraft” synes at referere til, at det er forkert af chefen at have sex med yngre personer, der i deres karriere er afhængige af chefens velvilje.
I november 2021 kom så dokumentaren om MeToo-sagerne på TV2 med diverse kvinders beretninger om, hvordan de har lidt under chefernes seksuelle tilnærmelser. Et sted i dokumentaren udtaler Karen-Helene Hjorth, nu studievært på TV2 News: ”Det er da alt andet lige en spøjs situation at stå i, at skulle sige nej tak til noget som intet har med faglighed at gøre, men har noget at gøre med  . . . ja, med sex, altså, over for et menneske som jo ret beset bare kan fyre dig på mandag, hvis det er. Deri ubalancen, og deri det upassende, altså”.
Udtalelsen er temmelig påfaldende i betragtning af, at Hjorth selv, som studievært, har haft et seksuelt forhold til en ung, mandlig praktikant. Den praktikant er afhængig af hendes velvilje som studievært. Hvordan kan hun sidde foran kameraet i dokumentaren og udtale sig som nævnt – vel vidende, at hun selv praktiserer, hvad hun kritiserer andre for?
I denne artikel vil vi imidlertid koncentrere os om en anden kvinde: Therese Philipsen. Hun må siges at være hovedperson i dokumentaren, da interviewene med hende fylder godt og vel halvdelen af den næsten tre timer lange udsendelse.
I år 2000 startede hun som 23-årig praktikant på TV2 Nyhederne, og det er hendes beretninger om, hvad hun var udsat for, der mere end noget andet skaber en forargelse over, at de fyrede herrer var nogle sexmonstre. Therese Philipsens ytringer maler et stemningsbillede af vedholdende seksuelle overgreb.
Uden Therese Philipsens udsagn ville der ikke have været mange søm at hænge forargelsen op på. Nogen havde måske sagt noget nedladende, men egentlige seksuelle overgreb var der ikke mange af.

Men hvad nu, hvis Therese Philipsen ikke taler sandt? Hvad nu, hvis der ”bare” var tale om seksuelle forhold med samtykke, ganske lige som i tilfældet med den mandlig praktikant, der havde et seksuelt forhold til Karen-Helene Hjorth?
Formålet med at rejse MeToo sagerne var angiveligt at gøre op med ”kulturen” på TV2. Men noget skurrer her, eftersom de sager, der førte til fyringer, skete for 20 år siden i en langt mere løssluppen kultur. Der foreligger intet om, at Jens Gaardbo eller Jes Dorph-Petersen har haft tilsvarende affærer de sidste mange år.  Men påstanden om, at det skulle handle om ”kulturen”, begrunder, at der stort set ikke nævnes navne på de mænd, som påstås at have begået seksuelle overgreb. Therese Philipsen kommer med mange saftige historier,  men eftersom hun ikke siger, hvem mændene var, har vi alene hendes version af det skete. Vi kan ikke spørge manden, da vi ikke ved, hvem han er.

Det viser sig dog, at der findes en kilde, der afslører identiteten på tre mænd.
Da Therese Philipsen forlod TV2 i 2005,  havde hun fundet sig en mand, og med ham rejste hun til Florida. Her nedsatte hun sig som forfatter til kulørte krimier, hvor kvinder er ofre. Under pseudonymet Willow Rose har hun skrevet mere end 80 bøger, som tilsammen er solgt i ca. 6 mio. eksemplarer.
En af de seneste bøger er ”Such a Good Girl”, hvor en hovedperson, Samantha, omkommer på mystisk vis. Den bog slutter med en efterskrift, som er interessant: ”Store dele af denne bog er min egen historie.”
Hun omtaler, at hun var betaget af en studievært, der nu er blevet fyret: ”På grund af min historie som er lige som Samantha´s i denne bog. Det skete også mens jeg var praktikant; men jeg fortalte aldrig nogen om det.”
Vi får at vide, at hun blev kontaktet af en dansk journalist (formentlig i 2020), åbnede op og berettede om, hvad der skete den gang. Og så: ”Nogle få måneder senere, blev to af de tre involverede mænd fyret fra deres netværk.”

De to, der blev fyret, var Jes Dorph-Petersen og Jens Gaardbo. Derved sætter hun altså navne på to af de mænd, hun taler om i dokumentaren. Den tredje siger hun så meget om, at pilen peger entydigt på Michael Dyrby. Så her har vi altså identiteten på tre mænd, der omtales i dokumentaren af Therese Philipsen, og hvoraf mindst to er afskediget på grund af hendes udsagn. Andetsteds har hun omtalt en chef mere, som hun også har haft en affære med.

I efterskriftet til ”Such a Good Girl” skriver Therese Philipsen videre:

”Da journalisten [fra Danmark, som arbejdede på en dokumentar om sexchikane i danske medier]  kontaktede mig, havde jeg ikke skænket disse gamle historier en tanke i tyve år. Og så, pludselig, var det det eneste, jeg kunne tænke på. Det vendte tilbage til mig i disse voldsomme flashbacks som fuldstændig sendte mig i gulvet.  . . . Jeg græd igennem hele dage og var ude af stand til at fungere ordenligt. . . .  Jeg talte med en terapeut, og hun sagde til mig at jeg var nødt til at tale om det. Jeg var nødt til at gå igennem en helbredelsesproces, og en del af den var at tale om det. Så, omsider fortalte jeg min historie. Først til mine kære, så til nogle advokater, og til sidst til journalisten mens kameraet kørte.”

Hvad Therese Philipsen fortæller til advokatundersøgelsen på TV2 og til den efterfølgende dokumentar, har altså denne baggrund: Hun har ikke skænket ”disse gamle historier en tanke i tyve år”. Så pludselig opfordres hun til at fortælle om dem – en version, der nødvendigvis har været igennem et antal lag og ”filtre”: Hendes egen familie, nogle advokater og endelig en journalist. Muligheden for em erindringsforskydning – hvor hun selv fremstår som et uskyldigt offer for andres overgreb – ligger lige for. Ja, er faktisk ret stor.

Når først begivenhederne er fremme i hendes bevidsthed, kan de også bruges som grundlag for en krimi. På nogle punkter minder teksten i bogen meget om, hvad hun siger i dokumentaren.

I dokumentaren fortæller hun om sin første affære, der skete på en konference allerede to uger efter, at hun var begyndt på TV2. Det var en affære med en chef: ”Chefen kiggede meget på mig. Vores øjne mødtes ofte. Jeg følte mig meget smigret. Så siger han til mig: `Kom ind på mit hotelværelse.´ . . . Jeg syntes jo, han var helt vildt lækkker. Jeg havde helt klart et crush på ham.”

Udsagnet minder til forveksling om kapitel 6  i ”Such a Good Girl”:

”To uger inde i sin praktikperiode blev Samantha inviteret med til en konference, sammen med de fleste journalister i netværket og deres chefer.” Hun følte nogle øjne hvile på sig, vendte sig om og fik øje på chefen. Lidt senere skulle hun til at trække sig tilbage for at sove, da chefen lænede sig frem mod hende, lagde en hånd på hendes lår og hviskede i hendes øre: `Mit hotelværelse er nummer 103. . . .Vent 15 minutter, og kom så hen til mit værelse.” . . . ”Samantha fik en klump i halsen. Hun havde et crush på den mand da han var studievært . . . Han var flot, og hun var helt bestemt tiltrukket til ham . . . ”.

Hun formulerer sig på en måde, så folk (kvinder?) køber hendes bøger i millionvis. Og interessant nok formulerer hun sig helt tilsvarende i TV2 dokumentaren. Ordene kunne lige så godt have stået i hendes bog. Sat på spidsen er hun lige så ferm til at sælge sin version af seksuelle møder på TV2, som hun er til at sælge sine krimier.

Folk bliver grebet af hendes beretninger i TV2-dokumentaren. Det er de fortællinger, mere end noget andet, der oprører seerne og legitimerer fyringen af de omtalte chefer. Uden hendes beretninger havde der ikke været ret meget kød på hele MeToo-sagen.
Men er de sande?

Er det sådan, at først har Therese Philipsen nøje beskrevet hvad der skete på TV2, og bagefter har hun brugt omtrent samme historie i sin bog? Eller er det sådan, at først har hun i sit hoved konstrueret en gribende historie, som egner sig i hendes krimi-univers, og bagefter fortæller hun omtrent det samme foran rullende kameraer?
I den nævnte efterskrift peger hun altså på affærer med Jes Dorph-Petersen, Jens Gaardbo og Michael Dyrby. Dyrby fik som bekendt også problemer på grund af seksuelle relationer på arbejdspladsen på TV2.

Da vi for nyligt skrev en artikel til POV International om MeToo-historier, kom vi for skade at skrive, at Dyrby havde haft affærer med adskillige praktikanter. Det var dét – forkerte – indtryk, vi havde fået. Kun få timer efter at artiklen var ofentliggjort i POV, henvendte Dyrby sig for at få vores tekst ændret. Han præciserede, at når han havde sagt ”forhold”, så betød det ”ét forhold”. Han skrev: ” Jeg har ikke haft forhold til praktikanter på TV2 . . . . Anklagen fra Therese Philipsen i dokumentarprogrammet har jeg i hele forløbet overfor hende og produktionsselskabet afvist. Jeg husker på ingen måde hendes beskrivelser.”

Nogen lyver!  Enten lyver Dyrby, eller også lyver Philipsen. Hun siger, at hun har haft affærer med ham. Han siger, at det har hun ikke. Hvem skal man tro på?

I en artikel i Politiken har Jes Dorph-Petersen redegjort for sin affære med Therese Philipsen. Hans udtalelser – som han har et vidne på – stemmer temmelig dårligt overens med, hvad Philipsen beretter i dokumentaren. Philipsen beskriver den sex, de havde, som et temmelig voldeligt overgreb. Det er i direkte modstrid med, hvad det mandlige vidne siger. Så hvem skal man tro på?

Philipsen har solgt millionvis af bøger med historier om mænd, der begår voldelige overgreb på kvinder. Kunne det tænkes, at det er blevet lidt for meget rutine for hende at digte vold ind i beskrivelsen?

Så er der den tredje person, Jens Gaardbo. For de to andre mænds vedkommende står sagen som påstand-mod-påstand. Men hvordan stiller sagen sig med Gaardbo?
Vi har haft lejlighed til at spørge Gaardbo direkte. Han svarer, at det, som Therese Philipsen siger om ham i dokumentaren, er stærkt forvansket i forhold til, hvad der faktisk skete. Det er nærmest omdigtet. Nogen lyver altså også her.

Tag scenen i dokumentaren, hvor Philipsen blev efterladt fortvivlet og grædende på gulvet i et toiletrum. Netop den historie oprører mange seere og får dem til at tale om, at det praktisk taget var voldtægt. Er den scene også omdigtet i forhold til, hvad der virkelig skete?

Betyder det noget, om den ene eller den anden taler sandt? Ja, det må vist siges.

Hvis man kun har hørt, er at Jes Dorph-Petersen begik seksuelle overgreb på en ung kvinde, så lytter man til kvinden. Men hvis flere andre chefer også er kommet i uføre på grund af affærer med hende, så rejser det mistanken om, at det var måske ikke dem, der efterstræbte hende – måske var det hende, der efterstræbte dem?

Hvis der var tale om en retssag, så ville man afhøre den ene part, og den anden part, og retten ville forsøge at nå en konklusion om, hvad der var foregået. Hvis det skønnes rimeligt sikkert, at manden har begået et overgreb, ville han blive dømt til bøde eller fængselsstraf. Når han havde udstået strafffen, ville han være fri til at påbegynde en ny fase i sin tilværelse.
MeToo-sager forløber på en anden måde. De foregår i en stemning af oppisket forargelse over mændene, og her lytter man kun til kvinden, ikke til manden:  Føj for mandlige chefers overgreb på uskyldige, skrøbelige og forsvarsløse kvinder.
I denne betændte atmosfære har har mændene opgivet at blive lyttet til. Therese Philipsen har til gengæld fået timevis af sendetid, og hendes ord sættes der ikke spørgsmålstegn ved.

I praksis foregår MeToo sagerne altså sådan, at mændenes version ikke høres. De dømmes alene på kvindens udsagn. Og straffen er vanære og  social udstødning. Ja, hele deres tilværelse bliver faktisk smadret.

For nogle af de ”dømte”  mænd betyder det, at de har mistet deres ståsted i tilværelsen – i værste fald både job, indtjening, familie og hus. Ingen vil nogen sinde ansætte dem igen. Der er kun kontanthjælp tilbage, og intet håb om nogensinde at blive rehabiliteret. Det er en straf hårdere end en fængselsstraf, for den holder aldrig op.

Noget tyder på, at T. Philipsen hører til den type af kvinder, der tiltrækkes uimodståeligt til en mand, hvis han er chef. Det gør det ekstra sandsynligt, at de pågældende mænd kun har haft sex med samtykke. Men de har udvist ”dårlig dømmekraft”  ved at have sex med en yngre kvinde på arbejdspladsen, og straffen for det er på visse måder værre end den straf, som selv den værste morder idømmes i det officielle retssystem.
Det er helt ude af proportioner. Og selv hvis det skulle vise sig, at de har gjort mindre pæne ting, så er det stadig helt ude af proportioner. At det skal ramme mændene så hårdt nu, tyder på, at man har villet fælde nogen så markante koryfæer, at det giver genlyd i hele samfundet og får alle mænd til fremover at ryste i bukserne for, at det samme skal ramme dem.

Da Marianne Stidsen kaldte MeToo-bevægelsen en terrorbevægelse, tog hun måske ikke helt fejl?

 

Hvor mange voldtægts-anmeldelser er falske?

Ikke alle anmeldelser af voldtægt sker i overensstemmelse med sandheden.

Danmark
I Danmark har man forsøgt at vurdere andelen af falske anmeldelser i en rapport fra 2018, ”Voldtægt der anmeldes”, udgivet af Det kriminalpræventive Råd.
Rapportens forfattere har studeret samtlige de sager om voldtægt, der er anmeldt til politiet i løbet af de tre år 2000, 2001 og 2002. Det er 1364 sager. Man konstaterer, at ud af disse sager er der 69, hvor kvinden sigtes for falsk anmeldelse. Det er 5,1 % af sagerne. Til sammenligning tjener en tidligere opgørelse, fra årene 1990-1992, hvor sigtelse for falsk anmeldelse skete i 4,5 % af sagerne. Den andel af sagerne, hvor kvinden er sigtet for falsk anmeldelse, var altså næsten den samme i de to tidsperioder.
Men i den nyere rapport har man også set på andre sager. Der er et antal sager, hvor kvinden indrømmer, at anmeldelsen er falsk, men hun sigtes ikke herfor. Der er desuden sager, hvor politiet opretter en sag om falsk anmeldelse, men den når ikke så langt som til sigtelse. Og der er sager, hvor det er oplagt at anmeldelsen er falsk, men hvor kvinden er under den kriminelle lavalder (under 15 år), så derfor sigtes hun ikke. Når den type sager inkluderes, vokser antallet af falske anmeldelser i løbet af perioden 2002-2002 fra 69 til 100. 100 sager ud af 1364 sager betyder, at 7,3 % af anmeldelserne er falske.
Ganske få (2)  såkaldt falske anmeldelser viste sig senere alligevel at være sande anmeldelser.
Til gengæld er der formentlig yderligere et antal anmeldelser, som er tvivlsomme, men som godt kan tænkes at være falske.
Her er der for det første sager, hvor kvinden har trukket anmeldelsen tilbage, inden det når så langt at hun sigtes for falsk anmeldelse.
Der er desuden sager, hvor politiet noterer, at de har mistanke om at anmeldelsen er falsk; men på grund af manglende bevis for dette rejser de ikke nogen sigtelse.
Yderligere er der sager, hvor politiet blot har anført nogle bemærkninger om, at de har mistanke om at kvinden lyver.
Endelig er der nogle sager,  hvor der er anmeldt en voldtægt, og hvor en gerningsmand er sigtet, men hvor sigtelsen opgives, fordi det alligevel er højst tvivlsomt, om den pågældende havde begået voldtægt.
Hvis alle disse yderligere sager inkluderes, når vi op på 105 sager mere, dvs. så er der i alt 205 sager, hvilket vil sige 15 % af sagerne. Men her har vi så også inkluderet mange gråzonesager, hvor det kan være svært nogensinde at vide, om anmeldelsen var falsk.
Et eksempel på sådan en sag er et tilfælde,  hvor en kvinde befinder sig i en mands hus i et værelse på første sal. De to har tidligere haft samleje. Hun kan frit forlade værelset; men gør det ikke. Under samlejet er han ret voldsom og gennemfører samlejet, selv om hun flere gange siger nej. Så snart han har fået udløsning, forlader han værelset og går nedenunder til vennerne. Måske blev kvinden vred på ham ikke over den fysiske overlast, men over den psykiske, ved at han straks efter udløsning forlod hende. Der kan være tale om, at hun har fortrudt på grund af at det for hende var dårlig sex. Da hun anmelder det til politiet som voldtægt, undlader hun at fortælle, at hun flere gange tidligere har haft frivilligt samleje med manden. Af den grund konkluderer politiet, at man ikke nødvendigvis kan stole på kvindens forklaring, og sagen står anført med bemærkninger om, at kvinden ”læner sig op ad en sag om falsk anmeldelse”. Hendes anmeldelse afvises af politiet; hun sigtes ikke for falsk anmeldelse, men manden sigtes heller ikke for voldtægt.
Dette er et eksempel på en gråzonesag, hvor kvinden på den ene side synes at være seksuelt tiltrukket af en temmelig voldsom og aggressiv mand; men på den anden side også forulempes af hans voldsomhed. Hun har sagt nej flere gange under forløbet; hvis der galdt en lov om samtykke, ville hun med rette kunne anklage gerningsmanden. Men hun har frivilligt haft sex med manden tidligere, hun ved at han er voldsom, og det kan sagtens indgå i den form for sex, at kvinden protesterer på skrømt. Nok så afgørende er, at kvinden frit kunne forlade værelset, men ikke gjorde det.
Et andet dansk eksempel beskrives således af den politibetjent, der afhørte den kvinde, der anmeldte at hun var blevet voldtaget:
“Ifølge hendes forklaring havde hun efter en fest i huset, hvor hun boede, lagt sig ind på sin seng i sit værelse i beruset tilstand for at sove.Hun havde klædt sig af, således at hun kun var iført trusser. Den person, som senere samme dag blev anmeldt for voldtægt, var en bekendt, der bankede på og kom ind på hendes værelse, hvorefter han blev inviteret til at sove i sengen ved siden af hende.
Han afførte sig sit tøj, så han kun var iført T-shirt og underbukser, og lagde sig ned ved siden af hende.
Ifølge hendes forklaring lagde hun sig om på ryggen og lå ved siden af gerningsmanden, som efter lidt tid uopfordret begyndte at kæle for hendes bryster.
Det gjorde hun ingen indsigelser imod. Derefter førte han hånden ned til hendes skød og videre ned i hendes trusser, hvor han begyndte at berøre hendes klitoris. Heller ikke her gjorde hun indsigelser.
Efterfølgende dristede han sig til at stikke en finger ind i hendes skede og gav hende finger, for at bruge hendes egne ord. Heller ikke her sagde hun fra eller gav udtryk for, at hun ikke ønskede hans berøring. Da jeg spurgte, hvor lang tid denne berøring foregik, svarede hun omkring et kvarter.
Det videre forløb var, at gerningsmanden vendte forurettede om, således at hun nu lå på maven, hvorefter han rejste sig og iførte sig et kondom. Kort efter mærkede forurettede, at gerningsmanden stak sit lem ind i hendes skede og begyndte at lave samlejebevægelser.
Dette fik hende til at bryde ud i gråd og sige stop, stop, stop. Ifølge anmelderen fortsatte han dog et kort stykke tid endnu. Ifølge gerningsmandens forklaring stoppede han med det samme, da forurettede begyndte at græde.”
I dette eksempel kunne den unge mand ligge ved siden af anmelderen og beføle hendes bryster, klitoris etc., uden hun gjorde indsigelser. Ifølge hans forklaring stønnede hun vellystent og sagde ja, ja undervejs.
Videre skriver betjenten:
“Selv om politiet har erfaring med voldtægtsanmeldelser, der viser sig ikke at have hold i virkeligheden, bliver der yderst sjældent rejst tiltalte for falsk anklage imod anmelderne. Dette faktum bruges i den offentlige debat som bevis for, at der ikke sker falske anmeldelser. Det har igennem en årrække været et bevidst valg fra anklagemyndighedens side, at politiet ikke indleder sager imod anmeldere i sædelighedssager. . . . Beslutningen om, at politiet skal være meget tilbageholdende med at rejse sigtelser og tiltale for falsk anmeldelse, betyder, at selv i sager, hvor der er klokkeklare beviser på, at der er tale om falsk anmeldelse, ikke bliver rejst sager, fordi den offentlige debat er så fokuseret på politiets behandling af sædelighedsofre.”

Alt i alt er det rimeligt at konkludere, at ud over de 7,3 % af sagerne, som vurderes som med stor sikkerhed falske anmeldelser, er der nok også et yderligere antal falske anmeldelser, men hvor beviserne er for svage.

Der findes også andre danske undersøgelser. En anden undersøgelse er blevet til på initiativ af kriminalinspektører m.m. i tre politikredse, nemlig Frederiksberg, Gladsakse og Helsingør.
Her har man gennemgået samtlige voldtægtsanmeldelser for perioden 2005-2006 – det var 58 i alt. Af dem var de 12 klart falske anmeldelser – det vil sige 21 %.  Disse sager var enten endt med en tilståelse fra det påståede offer, en sigtelse for falsk anmeldelse, eller begge dele.
Opgørelsen viser desuden, at der i over halvdelen af sagerne, 54 procent, efter politiets vurdering ikke er tale om voldtægt som anmeldt. Sammenlagt betyder det, at tre ud af fire anmeldelser befinder sig i en gråzone, hvor den anmeldte voldtægt er mere eller mindre opdigtet.
Sammenlagt betyder det, at tre ud af fire anmeldelser befinder sig i en gråzone, hvor den anmeldte voldtægt er mere eller mindre opdigtet.

»Der kan sagtens være en eller anden form for overgreb gemt i dem, men det er ikke voldtægt,« siger Kriminalinspektøren fra Frederiksberg. Et eksempel var en sag med en gift kvinde, der anmeldte, at hun var blevet voldtaget af en fremmed mand i en park ved højlys dag. Efterforskningen viste, at kvinden godt nok havde haft sex imod sit ønske, men med en mand, hun igennem længere tid havde flirtet med via chat og SMS, og som hun havde lukket ind i sit hjem.

Blandt de vanskelige sager kan også være anmeldelser fra kvinder, der har »drukket hjernen ud« og vågner op ved siden af en mand, som de efterfølgende ikke kan tro, de har ønsket at dyrke sex med. Eller sager om unge piger, der skammer sig over deres seksuelle eskapader og bruger voldtægt som undskyldning.

Det kan diskuteres, om der her er tale om voldtægt. Vi befinder os i en gråzone. Nogle af disse sager var måske ikke voldtægt efter den hidtil gældende lovgivning, men vil blive det efter den nye lovgivning.
Tilbage var kun 15 sager, dvs. 26 % af samtlige, hvor der klart var tale om en voldtægt i mere klassisk forstand.

En retsmediciner i Aarhus færdiggjorde i 2008 en ph.d.-afhandling, baseret på en gennemgang af samtlige anmeldelser om voldtægter i Aarhus igennem fem år. Konklusionen blev, at hver niende anmeldelse (altså 11 %) var falsk.

Dette førte videre til flere undersøgelser af voldtægter i Aarhus-området i de følgende år. Et nyt ph.d.-projekt udført ved Center for Voldtægtsofre i Aarhus i samarbejde med Østjyllands Politi undersøgte samtlige 296 anmeldelser af voldtægt i politikredsen i årene 2008, 2009 og 2010.
Af de 296 anmeldelser var 14 klart falske, på basis af enten dom, sigtelse eller anmelderens indrømmelse. Disse sager udgør altså 4,7 % af samtlige. Men nogle af de resterende 282 sager var også ganske tvivlsomme. I flertallet af disse sager (174, dvs. 61,7 % af sagerne) blev der ikke rejst sigtelse, og efterforskningen blev indstillet. Tilbage var så 108 sager, hvor der blev rejst sigtelse; men i 58 af dem blev sigtelsen igen opgivet. I alt blev 232 sager altså ikke gennemført, dvs. 82 % af de ikke-falske sager. Det havde følgende årsager:
– I 110 sager var der ikke tilstrækkeligt bevismateriale; en del af dem var påstand-mod-påstand-sager.
– i 58 sager var ingen gerningsmand identificeret
– 49 sager blev stoppet på grund af den forurettedes ønsker eller adfærd. I mange af disse sager ønskede den forurettede selv at stoppe sagen.
– nogle få sager blev opgivet af andre grunde, så som at gerningsmanden var under den kriminelle lavalder, eller at der faktisk ikke var foregået noget kriminelt.
Herefter resterede der 50 sager, hvor der faktisk blev rejst tiltale. Tre af dem endte med tiltalefrafald, og 9 endte med at gerningsmanden blev frikendt. 38 sager endte med at gerningsmanden blev dømt.

Et eksempel på et tilfælde, hvor påtale blev opgivet, er en sag hvor dommeren skriver: ” Jeg har ved min afgørelse navnlig lagt vægt på, at sigtede har nægtet sig skyldig og forklaret, at De frivilligt havde samleje med ham, at De har forklaret, at der ikke var vold, og at De ikke gjorde modstand. At De ikke ville medvirke til en fuld undersøgelse på Retsmedicinsk institut, at der ikke er konstateret skader på Dem ved første kontakt med politiet og endelig har meddelt, at De har genoptaget samlivet med X, og at De ikke ønsker, at der skal gennemføres en sag mod ham…”
Sådanne sager ligger i en gråzone, og man kan diskutere, om anmeldelsen var falsk – det afhænger vel af, hvad man mere præcis forstår ved ”falsk”.
På  basis af dette datamateriale kan man vælge sige, at kun 4,7 % af anmeldelserne var falske. Men man kan ikke udelukke, at en meget stor del af de 258 sager, der ikke endte med domfældelse, var falske anmeldelser. Andelen af falske anmeldelser ligger således et ukendt sted i intervallet mellem 4 % og 87 %.

Der findes altså tal fra Danmark, der indicerer at 95 eller 93 % af alle anmeldelser var sande, og tal der indicerer at langt færre var sande anmeldelser af voldtægt i klassisk forstand, måske kun ca., en fjerdedel, eller endnu mindre.
Denne meget store spredning i skøn over andelen af falske anmeldelser genfindes også i udlandet.
Der findes nogle skøn helt ned til at blot 1-2 % af alle anmeldelser er falske; disse tal er dem, som feminister støtter sig til.
Også i det danske materiale kan man godt nå frem til meget lave til. Ud af de i alt 1364 anmeldelser for årene 2000-2002 var der kun 13, der førte til at kvinden fik en dom for falsk anmeldelses. Det er under 1 %.

Storbritannien
Den engelske anklagemyndighed Crown Prosecution Service, som indtil for et par år siden var stærkt præget af en feministisk dagsorden, skrev i deres manual om voldtægt at “studies have indicated that only 2 per cent of all reported rapes are false, which is slightly less than false reporting in all other crimes”.
Dette tal på 2 % citeres også af mange andre feminister. Det går tilbage til Susan Brownmiller´s  bog om voldtægter, og det stammer fra at en leder af en indsatsgruppe i  New York angiveligt skulle have nævnt det tal engang i en forelæsning. Det kan dog ikke verificeres, at en person nogensinde har sagt sådan, og andre hævder at en stor del af alle voldtægtsanmeldelser i New York er falske, i nogle år op mod 40 %.
(Se i øvrigt kritik af Brownmillers bog her)

En engelsk undersøgelse, udført for ”The Home Office”  og ledet af Liz Kelly der har været kendt for en meget feministisk præget opfattelse af seksuelle overgreb, fandt at ifølge politiets vurderinger er mellem 8 og 12 % af alle voldtægtsanmeldelser var falske.
Deres datamateriale omfattede 2.643 sager, og af dem var 216 ( = 8 %) klassificeret som falske anklager. Hvis man tog hensyn til hvor mange sager der ikke blev viderebehandlet af politiet, udgjorde de 216 falske anmeldelser 12 % af sagerne.
Derudover var der 318 sager hvor den forurettede trak anklagen tilbage ( = 17 %), og yderligere 315 sager (også = 17 %), hvor den forurettede ikke fuldførte den igangsatte klageproces, af diverse grunde, som Liz Kelly og kolleger især mener drejer sig om politiets mangelfulde behandling af sagen. Af alle anmeldte voldtægter var der 12 % som ikke kunne behandles videre af politiet, fordi klageren nægtede at indgive en formel anklage, nægtede at lade sig undersøge for sædprøver el. lign., eller tilbageholdt væsentlig information.
Alt i alt er det svært at vurdere, hvor mange anmeldelser der var falske ud over de 8 – 12 %, som med ret stor sikkerhed var falske.

Ifølge en rapport fra 1996 fandt FBI dengang, at ud af de voldtægtssager, der blev anmeldt til politiet, kunne 25 % afvises allerede fordi de blev modbevist af DNA-analyser.
(Originalrapport her)

En lidt ældre undersøgelse fra Skotland omhandlede 34 anmeldelser, som til en start virkede sande. Ved nærmere granskning fandt man, at 10 anmeldelser definitivt var falske, og 6 muligvis falske, altså i alt 29 – 47 % falske anmeldelser.

Tyskland, Schweiz og Østrig
I Hamburg undersøgte man 100 voldtægtsanklager. Ud af dem var kun tre falske anmeldelser.
Altså fik man her et tal på at 3 % af alle anmeldelser er falske, og det tal har tyske feminister citeret vidt og bredt. Men i samme undersøgelse var der 45 af de 100 anmeldelser, hvor man opgav videre undersøgelse af mangel på beviser; vi kan ikke vide, hvor mange af disse anmeldelser, der var falske – en grund til manglende beviser kunne jo være, at der slet ikke var sket nogen voldtægt.

En kvindelig kriminal-overkommissær i Rostock, og hendes medarbejdere, har brugt mange kræfter på at undersøge voldtægtsanmeldelser, afhøre vidner, samle beviser osv. Hendes ophobede erfaring er, at ca. 80 % af alle anmeldelserne er falske. Ofte er det noget kvinderne gør for at beskytte sig selv, så som at dække over et sidespring, eller retfærdiggøre en fejlhandling over for ægtemanden, en ven, eller forældrene.

I Niedersachsen undersøgte Katja Goedels nøje alle voldtægtsanmeldelser igennem et år i to landdistrikter.
Hun fandt at politimyndigheden opgav nærmere undersøgelse af 69 % af anmeldelserne. Det skyldtes i 22 % af sagerne, at den forulempede ikke kunne give nogen beskrivelse af, hvad der faktisk var sket; desuden var der 19 % af sagerne, hvor den forulempede bestred indholdet af den oprindelige anklage eller ændrede forklaring; som en mindre almindelig grund galdt at den anklagende var utroværdig eller blev modsagt af andre vidner.
I Bayern er der lavet en detaljeret rapport om anmeldelser af voldtægt og andre seksuelle overgreb.
Her konstaterer man, at 7,4 % af alle anmeldelser var bevisligt falske. Af de øvrige sager konstaterede man, at 58 % forblev tvivlsomme. Her var der især tale om sager, hvor påstand stod mod påstand, eller hvor der ikke forelå nogen fyldestgørende forklaring fra den forulempede. I et mindre antal tilfælde var der øjensynlig slet ikke foregået nogen voldtægt, eller ingen gerningsmand var identificeret. I teorien kan en stor del af alle disse sager dreje sig om falske anmeldelser.  I knap 24 % af sagerne blev sagen derimod afgjort ved at en gerningsmand blevet dømt.
En bayersk kommisariatsleder har udtalt, at sagsbehandlerne alle er enige om at andelen af opdigtede voldtægtsanmeldelser ligger klart over halvdelen. I rapporten spurgte man derfor et stort antal sagsbehandlere om, hvor stor en andel af alle anmeldelser der efter deres mening var falske. Svarene fordelte sig ekstremt spredt, lige fra 3 % til 80 %. Medianværdien lå omkring et skøn på at 25 % af anmeldelserne var falske. Der var altså ikke fuld opbakning til kommisariatslederens vurdering. Samtidig viser tallene, hvor ekstremt usikkert det er at vurdere, hvor stor en del af anmeldelserne, der er løgn.

I Schweiz er der ikke gjort præcise opgørelser over andelen af falske anmeldelser; men politiets indtryk er, at udtalelserne fra kommisariatslederen i Bayern også passer på Schweiz. Politiet dér regner med, at ca. halvdelen af anmeldelserne er opdigtede.

Kriminalmyndigheden for Nederøstrig gennemgår nøje et stort antal anklager om seksuelle overgreb. De finder at mange anklager, ofte anklager fra ganske unge piger helt ned til 12-års-alderen, er pure opspind. De anklagende vikler sig ind i modstridende forklaringer og indrømmer til sidst, at det anklagen var falsk. Motivet er ofte problemer med skolen eller forældrene; der er også en del tilfælde, hvor unge voksne kvinder hævner sig på en mand, der har afvist dem, ved at anmelde ham for voldtægt. Alt i alt har man fundet frem til, at ca. 4 / 5 af alle anmeldelser er falske.

Nordamerika
Fra USA foreligger en ret berømt undersøgelse publiceret af Eugene Kanin. Han gennemgik 109 voldtægtssager fra en ni års periode i en lille politikreds i Midtvesten i USA. Her blev alle anmeldere rutinemæssigt bedt om at aflægge forklaring med en løgnedetektor tilkoblet. Stillet over for løgnedetektoren trak mange af kvinderne deres anmeldelser tilbage. I alt blev 45 anmeldelser trukket tilbage, dvs. 41 % af alle anmeldelser var falske. Det tyder på, at de anmeldende kvinder troede på, at løgnedetektoren kunne afsløre om de løj, og derfor skyndte de sig  måske at tilstå at de løj allerede inden løgnedetektoren blev tilkoblet.
En typisk sag med en falsk anmeldelse var som følger: En kvinde var fri villigt sin mand utro, mens han var bortrejst. Elskeren havde lovet at trække sig ud, inden han fik udløsning; men det gjorde han ikke. Derfor var kvinden bange for, at hun kunne være blevet gravid, og for ikke at fremstå som utro over for ægtemanden anmeldte kvinden affæren som voldtægt. Men stillet over for løgnedetektoren, forklarede hun sagens sammenhæng.

Eugene Kanin undersøgte også voldtægtsanmeldelser ved to universiteter. Disse anmeldelser blev behandlet af en kvindelig politibetjent. Der blev ikke anvendt løgnedetektor. Her viste statistikken, at ud af 64 anmeldelser af voldtægt var der 32, hvor kvinden selv indrømmede, at den var falsk. 50 % af anmeldelserne var altså falske efter kvindernes egen indrømmelse.

Kanin´s afhandling er blevet kritiseret, bl.a. fordi han ikke oplyser hvilket politidistrikt, der er tale om. Men andre anklagere og politifolk bekræfter resultaterne. Oplysninger fra Denver, Colorado, tyder på, at 45 % af alle voldtægtsanmeldelser dér er falske.

I bogen Ceasefire beskriver Cathy Young flere undersøgelser, f.eks. at på et tidspunkt undersøgte Washington Post voldtægtsanmeldelserne i 1990-1991  i syv amter i det østlige USA. De konstaterede, at næsten en fjerdedel af anmeldelserne var grundløse; mange ”ofre”, som blev kontaktet af avisen, indrømmede at deres anmeldelse var falsk.

En særlig høj andel af falske anmeldelser fremgår af en undersøgelse af 556 anmeldelser mod personale på en amerikansk flyvevåbenbase.
Hvis man så bort fra de anmeldelser, hvor det var umuligt at afgøre deres sandhed eller falskhed, var der 300 sager tilbage. Ud af dem var der 27 %, hvor kvinden senere indrømmede, at anklagen var falsk. Baseret på karakteristika for disse 27 % af sagerne, vurderede man at hele 60 % af anmeldelserne formentlig var falske.  Denne konklusion kan der stilles store spørgsmålstegn ved.

I Ottawa i Canada undersøgte man voldtægtsanmeldelser fra årene 2003-2007. Man fandt at 31 % af anmeldelserne var grundløse, dvs. der havde ikke fundet nogen voldtægt sted.

New Zealand
I New Zealand har Jan Jordan undersøgt 164 voldtægtsanmeldelser fra året 1997.
Han fandt følgende:
I 8 % af sagerne trak den forurettede anmeldelsen tilbage (her var oftest tale om at andre, f.eks. forældrene, havde indgivet anmeldelsen)
I 33 % af sagerne vurderede politiet, at anmeldelsen var falsk. I en del af disse sager trak anklageren efterfølgende sin anklage tilbage.
38 % af sagerne var gråzonesager, hvor det ikke var muligt at afgøre, om anklagerne var falske eller sande.
I 8 % af sagerne vurderede politiet, at anklagen var sand; men alligevel trak den forurettede sin anklage tilbage.
I de resterende 13 % af tilfældene var anklagen formentlig sand. I 2/3 af disse sager blev en gerningsmand retsforfulgt.

Motiver for falsk anmeldelse
Der kan være mange forskellige grunde til, at en kvinde indgiver en falsk voldtægtsanmeldelse. En relativt almindelig grund er at kvinden med anmeldelsen søger at få opmærksomhed, f.eks. fra forældre eller kæreste. Den mest udførlige oversigt over grunde til falsk anmeldelse er udarbejdet af en gruppe hollandske forskere.
Hollænderne har nøje har gennemgået 57 sager, hvor det til sidst stor helt klart, at anklagen var falsk. De har så opgjort hvad kvindens motiv var i hvert tilfælde. Resultatet er:

34 tilfælde: motivet var at opnå en følelsesmæssig gevinst, f.eks. at få opmærksomhed.

1 tilfælde: både følelsesmæssig gevinst og materiel gevinst.

12 tilfælde: Kvinden var ikke selv klar over, hvad hendes motiv var. Hun gjorde det bare, hun vidste ikke hvorfor.

10 tilfælde: Politiet fik ikke noget svar på, hvad motivet var.

At så mange kvinder (12 ud af 57, dvs. 21 %) ikke selv kunne forklare, hvorfor de løj om en voldtægt, er meget besynderligt. Men det stemmer overens med en del andre beretninger om kvinder der indgiver falsk anmeldelse uden noget evident motiv.

Fingerede kvælstelser
Det forekommer at kvinder påfører sig selv skrammer og kvæstelser i forbindelse med opdigtede voldtægter.

Et retsmedicinsk institut i Tyskland har analyseret en række voldtægts-sager, hvor de blev involveret i undersøgelse af kvindens kvælstelser. De har gennemgået omtrent 100 sager, hvor de har kunnet sammenholde deres egne undersøgelser med dokumenter om retshandlingen. I 11 sager – dvs. 12 % af samtlige – har kvinden opdigtet overgrebet, dvs. hun har løjet. I 7 af disse 11 sager er det kun på grund af retsmedicinernes undersøgelse, at løgnen er opklaret. Her har retsmedicinerne konstateret, at de skader som kvinden har lidt, er skader som hun har påført sig selv.

Ud af de 11 tilfælde med opdigtede anklager blev kvinden kun retsforfulgt i de 5, og kun i 2 tilfælde blev hun dømt for at falsk anklage.

Selvpåførte skader ved falsk anmeldelse kendes også fra USA.

De negative virkninger af falsk anmeldelse
Falske anmeldelser er selvsagt meget skadellige.
For det første betyder de, at man ikke uden videre kan stole på, hvad en kvinde siger til politiet, når hun anmelder. Politiet er nødt til at mobilisere skepsis.

For det andet betyder de,  at tilværelsen ødelægges for mange uskyldige mænd. Den hollandske forskergruppe citerer f.eks. følgende tilfælde:

”I Tyskland anklagede en kvindelig lærer en mandllig kollega for voldtægt. Heide K. hævdede at Horst Arnold havde voldtaget hende i 2002 i biologi-lokalet. Arnold blev dømt for denne forbrydelse og idømt fem års fængselsstraf.  Han afsonede straffens fulde længde. Man nægtede ham udgang fordi han fastholdt sin uskyld. Han blev løsladt ved en ny retssag i 2011. Arnold døde i Saarland i Tyskland i 2012 på grund af hjertesvigt. Den 13. september 2013 blev Heidi K. idømt fem års fængsel for frihedsberøvelse på grund af en falsk anklage om voldtægt.”

Der findes en liste med personlige historier fra England med mere en 100 mænd, der har fået deres liv ødelagt på grund af falske anklager om voldtægt.

Der findes også eksempler fra Danmark på mænd, der blev sat i fængsel, men var ofre for falsk anmeldelse.

 

Bøger om falske anmeldelser af voldtægt:

John Davis (2015): How to avoid false accusations of rape.

Brent E. Turvey, John O. Savino & Aurelio Coronado Mares (2017):

Voldtægt er slemt – men falske anklager er mindst lige så skadelige

D. 17. august 1997 blev en voldtægt anmeldt i Wellington, New Zealand af den 20-årige kvinde Deborah Wood. Hun var deprimeret efter at hun og hendes kæreste var gået fra hinanden, hun havde selvmordstanker, og hun havde stærkt brug for at mærke kærlighed og sympati fra sin mor og sine venner. Den pågældende dag parkerede hun sin bil ved en teknisk skole og kom kortvarigt i snak med en ung mand, der parkerede sin bil nær ved hendes. Kort efter påførte hun sig selv nogle dybe sår rundt om på kroppen ved at skære sig med en nøgle. Hun rev sin BH i stykker, og bragte sit tøj i uorden. I den tilstand humpede hun ind på skolen og meddelte, at hun var blevet voldtaget. Hun sagde at en mand havde slæbt hende ud af hendes bil på parkeringspladsen og voldtaget hende.
Politiet fandt frem til den unge mand, som Deborah kort havde snakket med, arresterede ham og anklagede ham for voldtægt. Han kom 15 dage i fængsel, og blev derefter sat fri under nøje overvågning. Syv måneder senere kom så retssagen. Deborah Wood gav en overbevisende og indtryksfuld vidneforklaring; hendes tårer flød, og da hun blev bedt om at identificere sin overfaldsmand, græd hun. Hun blev krydsforhørt og fastholdt sin forklaring.
Men to dage senere, kort før retssagen skulle afsluttes, henvendte Deborahs mor sig til politiet og sagde at hun troede at hendes datter løj. Foreholdt dette fasthold Deborah dog sin forklaring. Først noget senere tilstod hun omsider at hun havde skåret sig med en nøgle og at hendes historie var opdigtet. Hun blev idømt to års fængsel for at have afgivet falsk forklaring til retten.
Dette er dog kun den første halvdel af historien. Den anden halvdel er fortællingen om hvordan det gik med den unge mand. Før den 17. august arbejdede han om dagen for at forsørge sin gravide kone. Han studerede om aftenen for at blive dygtigere og forbedre sine jobchancer. Men den falske anklage påvirkede hans psykiske og fysiske helbred. Han mistede sit arbejde. Han måtte låne tusinder af dollars for at sørge for sin kone og nyfødte datter og betale omkostningerne. Han blev syg. I perioden mens han ventede på retssagen var en nær slægtning død i udlandet; han kunne ikke deltage i begravelsen fordi han jo havde forbud mod at forlade landet. Selv efter at han blev frikendt fortsatte han med at lide af uforklarlig fysisk smerte, han havde svært ved at sove og kunne ikke koncentrere sig. Han kunne ikke vende tilbage til sine studier. Han pintes af tanken om at det samme kunne ske igen. Han beskrev sig selv som om en person der var som ” . . . en død krop, som et spøgelse der går omkring uden at vide hvad der sker omkring ham.”

Denne voldsomme og livsødelæggende traumatisering overgår ofte ofre for falske anklager. Andre negative virkninger er at omgivelserne fortsætter med at fordømme manden selv efter at han er frikendt.

I England sagde en mor til fire at en mand havde puttet et bedøvelsesmiddel i hendes drik og derefter voldtaget hende. Politiet stillede en række mænd op foran hende, og hun identificerede sin overgrebsmand som den 33-årige gipsarbejder Terry Brown. Han blev arresteret og derefter løsladt mod kaution indtil retssagen. Et år senere indrømmede kvinden, at hun havde opdigtet voldtægten, i et forsøg på at høste mere sympati fra sin mor. Hun blev idømt 20 måneders fængsel.
Men Terry Brown blev hårdt ramt. Han kunne ikke bevæge sig noget sted i byen uden at folk råbte ad ham, at han var voldtægtsmand. Han kunne ikke længere få noget arbejde. Han er afskåret fra kontakt til sin familie og sine to børn fra tidligere parforhold, og han lever af at opsamle madaffald fra supermarkederne. Det hus hvor han boede med sin gravide kæreste, blev dagligt overmalet med graffiti. Parret måtte forskanse sig i huset. En dag da han gik ud af huset, blev han angrebet af unge lømler med brædder med søm i. Han fik sår i ryggen og fik smadret sine tænder. En dag blev parret omringet og tæsket af en gruppe af maskerede mænd uden for deres hus. Kæresten snublede og faldt; parret nåede i sikkerhed i deres hus, men hun blødte meget, og senere aborterede hun. I en periode levede parret som hjemløse i et telt, men de blev jævnligt overfaldet der af stenkastere.
Kommunen forsøgte at finde en bolig til ham; men enden på det blev, at parret måtte forlade byen.
Terry Brown er blevet en anden person. Han har stadig mareridt og er på antidepressiva. Han kan ikke længere arbejde som gipsarbejder, fordi hans krop konstant ryster. Han har intet arbejde.

I efteråret 2017 var MeToo-bølgen rullet ind over Sverige. En kvindelig dokumentarfilmproducent, tyskfødte Alexa Wolf, postede en lang række grimme posteringer i to lukkede Facebookgrupper med ca. 9.000 medlemmer inden for den svenske film- og teaterbranche. De beskrev en grusom voldtægt. Hun navngav ikke den anklagede mand; men alle kunne regne ud, at manden var filminstruktøren Ulf Malmros, bl.a. fordi hun nævnte titlerne på de film, han havde lavet. Hun skrev at han 25 år tidligere havde begået en voldtægt mod hende med grove sadistiske og racistiske indslag. Ulf Malmros selv siger, at han har ført dagbog hele sit liv, også for den pågældende dato, og kan bevise at anklagerne er falske.
Han havde ganske vist sex med hende en enkelt gang; men det var frivilligt
Hun skrev desuden, at hun blev nødt til at forlade sin arbejdsplads, mens Malmros´ karriere dér tog fart. Det er løgn, eftersom de to aldrig har haft samme arbejdsplads.
Hendes påstande på Facebook blev hurtigt kendt i hele den svenske filmbranche, og de fleste i den branche tog påstandene for pålydende. Stadig i dag siger en filminstruktør om ham: ”Fy Fanden! Hvilket fucking satans svin! Så satans sygt! Jeg bliver så satans harm og væmmes ved ham!” En medarbejder på Sveriges radio siger: ”Fy Fanden, hvilken syg sadistpsykopat!”.
Dette er det indtryk, folk i branchen fik af Malmros, og han havde ingen mulighed for at forsvare sig mod beskyldningerne – Metoo er en folkedomstol uden appelmulighed. Alle som er aktive i filmbranchen har hørt om sagen, og da det er en branche der bygger på gensidig tillid, vil ingen skuespiller arbejde for en instruktør med et sådant rygte, og ingen pengemand vil knyttes sammen med en voldtægtsanklaget manusforfatter.
Ulf Malmros siger at der her rygte kommer ikke bare til at forfølge ham resten af hans liv; det kommer også til at forfølge hans familie – ikke mindst hans kone, som også arbejder i filmbranchen. Han siger: ”I dag lever vi i en tåge af angst. Vi kan ikke spise. Vi kan ikke arbejde. Børnene vil ikke gå i skole og hele familiens forsørgelse er truet. Vi er blevet smadret. Fra at have levet et udadrettet og kreativt erhvervsaktivt liv befinder jeg mig nu i et mareridt henvist til isolation .”
Alexa Wolf har ikke indgivet nogen politianmeldelse mod Malmros, men blot ladet beskyldingerne hænge i luften. For at få renset sit navn, har Malmros anklaget hende til politiet for bagtalelse, med det resultat at hun nu er dømt for grov bagtalelse og skal betale bøder plus 60.000 kroner i skadeserstatning – 60.000 kroner er ikke meget til en mand der har fået smadret hele sin tilværelse og ikke længere kan tjene penge. Wolf har anket dommen til en appeldomstol.

Det ovenstående handler om tre enkeltpersoner fra vidt forskellige lande og miljøer. Men de er blot eksempler på noget generelt. Også hvis man ser på større grupper af falsk anklagede mænd, viser de samme problemer sig.

En stor gruppe falsk anklagede unge mænd finder man i tilknytning til universiteterne i USA, hvor præsident Obama i USA var en hovedkraft bag en ændring af administrationen, sådan at man mere emsigt forfulgte personer anklaget for seksuelle overgreb. Man sænkede bevisbyrden, og man sørgede for, at mænd anklaget for sexovergreb vanskeligt kunne forsvare sig og ikke kunne føre vidner til deres forsvar. Det har bevirket, at der nu er mange hundrede unge mænd, som er smidt ud af universitetsverdenen på grund af falske anklager, og som nu har fået deres karriere ødelagt. De der har råd, anlægger civile retssager mod universiteterne, og mange af dem benytter sig af advokaten Andrew Miltenberg, som fører sager for hundreder af unge mænd. Det værste, siger han, er ikke den summariske ”retsproces” på universitet, hvor manden er frataget de rettigheder, som ellers er normale for anklagede personer. Det værste er den måde, administrationen fører processerne – på en måde, som netop virker meget traumatiserende. Hans klienter er ramt af angst, af depression, og af selvmordstanker.
Dette læser man i en internetavis, som også har talt med en række af de berørte unge mænd, eller deres forældre. I hver eneste historie går det igen, at den tidligere student har ændret personlighed og har mistet livsmodet.
En student er flyttet tilbage til sine forældre, hvor han henslæber dagene i et begivenhedsløst trummerum. Han arbejder ikke. Han tager på i vægt. Han har været på grænsen til selvmord. Han er nu begyndt på psykoterapi, foruden at han tager antidepressiv medicin hver dag. Det betyder dog ikke, at han er kommet over det, hverken finansielt eller følelsesmæssigt. Alt i hans liv er stoppet, og han har ingen fremtid at se frem til.
En mor fortæller om sin søn, der blev falsk anklaget for voldtægt: Han er blevet sløv; han hjælper til i huset, når han bliver bedt om noget specifikt; men han har intet initiativ. Hun er bange for at han stadig har selvmordstanker. Den person, hun nu har hos sig, er ikke længere den søn hun engang havde. Han var så ambitiøs og motiveret, og han havde store planer. Nu er han som en død.
En anden mor fortæller om sin søn, som blev anklaget for en form for seksuelt overgreb med en straframme på 22 års fængsel. Han er nu er frikendt. Men det der virkelig har skadet ham, er dog universitetets langtrukne disciplinære proces og de psykologiske spil, som de har spillet med sønnen. Hendes tidligere optimistiske og muntre søn er forsvundet for altid. Nu er han bange for at forlade sin lejlighed og lider af PTSD, depression og angst, som ifølge eksperter direkte skyldes universitetets disciplinære proces. Han kan end ikke gå på restaurant – det gør ham for urolig. Han forsøgte at starte på en ny uddannelse, men måtte opgive efter 5 dage.
Advokaten Andrew Miltenberg bekræfter alt dette. Han siger at uanset om studenten har klaret frisag eller er blevet dømt af universitetet, så er det psykologiske resultat det samme. Ingen er kommet sig fuldstændig oven på anklagen. ”Jeg har snakket med over 100 unge mænd”, siger han. ”Ikke én af dem er OK efter denne oplevelse”. De for hvem det lykkes at vinde en civil retssag, og de for hvem det ikke lykkes, er næsten lige traumatiserede. Dertil kommer, at de ramte mænd ikke tjener penge og sidder med dyre studielån, som de ikke kan betale tilbage, sådan at deres tilværelse under alle omstændigheder vil være meget vanskelig mange år ud i fremtiden.
Konklusionen er altså, at det er ikke blot nogle få af de mænd, der ammes af falske anklager, som lider skade. Det er næsten hver eneste af dem. Mange af dem får hele deres tilværelse smadret.

Dette skal man så sætte op imod de tilfælde, hvor kvindens anklage om voldtægt viser sig at være berettiget. En voldtagen kvinde kan også lide så stor psykisk skade, at hele hendes tilværelse er smadret.
I den danske offerundersøgelse siger 20 % af dem, der blev udsat for tvangssamleje, at det har påvirket dem i meget høj grad; det gælder især dem, der følte at de var i livsfare, og dem, der blev udsat for væbnet angreb. 40 % blev påvirket en hel del, og 40 % blev kun påvirket lidt, eller slet ikke. Det er altså langt fra alle de kvinder, som voldtages, der lider større, livslange traumer. Det samme bekræftes af andre kilder fra udlandet: Voldtægt er ikke nødvendigvis altid en stærkt traumatiserende oplevelse.
I Rigshospitalets bog ”Voldtægt – råd og vejledning for pårørende” læser man: ”Voldtægtsofrets liv er ikke ødelagt. Hun vil ikke være traumatiseret resten af sit liv. Det viser erfaringer fra blandt andet landets voldtægtscentre samt fra Pårørenderådgivningens arbejde.”
Et opslag på en wikipedia-artikel om ”Rape trauma syndrome” giver følgende oplysning:
”Som  man kunne vente, så vil en voldtaget person almindeligvis mærke et højt niveau af ubehag lige efter. Sådanne følelser kan aftage med tiden for nogle mennesker; men for visse mennesker kan hvert syndrom have langvarige ødelæggende virkning på voldtægtsofre, og nogle ofre vil fortsætte med at mærke en eller form for psykologisk ubehag i måneder eller år. Man har også konstateret at mennesker der har været igennem en voldtægt har høj risiko for at stofmisbrugs-forstyrrelser, alvorlig depression, generel angst-forstyrrelse, tvangshandlings-forstyrrelse, eller spiseforstyrrelse.”
Der findes også undersøgelser der viser, at voldtægt af kvinder ved fysisk tvang kan føre til at kvinderne får vanskeligt ved at etablere eller fastholde forhold til andre (til familien, eller til mænd).

Når man overvejer disse negative virkninger af voldtægt på kvinder, så forekommer de ikke specielt graverende sammenlignet med skadevirkningen af falske anmeldelser på mænd. Der er en stor andel af kvinderne, som ikke påvirkes særlig meget, hvorimod mænd der er udsat for falske anmeldelser næsten alle påvirkes meget kraftigt. De negative virkninger på kvinderne varer ”i måneder eller år”, hvor de negative virkninger på mændene oftest varer mange år. Der er ikke mange voldtagne kvinder, der får hele deres tilværelse smadret, hvorimod en meget stor del af de mænd, der udsættes for falske anmeldelser, får hele deres tilværelse smadret. Alt i alt er det meget svært at indse, at de negative virkninger, som rammer en kvinde ved voldtægt, skulle være større end de negative virkninger, som rammer en mand ved en falsk anmeldelse. I mange tilfælde vil den negative virkning på manden være langt større.

Manualen for skilsmissemødre

Der har længe eksisteret påstande om, at der findes en manual for hvordan en kvinde efter skilsmisse kan forhindre at faderen får lov at se sine børn. Bl.a. er der en skilsmisseadvokat, der fremfører den påstand.
Jeg har for nylig talt med personer, som har berøring med samværssager i konfliktramte skilsmisser. De konstaterer, at en del emails som fraskilte kvinder sender til myndighederne, har påfaldende ens ordlyd når det gælder hvilke anklager de retter mod faderen. I et tilfælde var det endda tydeligt, at anklageteksten var copy-pastet fra en anden kilde, da den var sat med andre typer end resten af brevet.
 
Jeg sagde at jeg da gerne ville se bevis for, at en sådan manual eksisterer. Derfor fik jeg tilsendt denne tekst, som er en gengivelse af manualen. Det anføres at den er skrevet af en farmor, som ikke længere kan se sit barnebarn, men som har været i stand til at gå ind på den pågældende “hemmelige” hjemmeside, hvor der kun er adgang for kvinder.
 
Denne tekst er ikke i sig selv et bevis; men den er et kraftigt indicium når den sammenholdes med at der er emails fra et større antal fraskilte mødre, som bruger næsten ens formuleringer i deres klage over manden. Det tyder i mine øjne meget stærkt på, at disse kvinder er blevet rådgivet (især af visse bestemte, berygtede kvindelige skilsmisseadvokster) til hvordan de skal formulere sig for at kunne være sikre på, at faderen først får sine børn at se igen, når de er fyldt 18 år.