En incel er en mand, der totalt mangler succes over for det modsatte køn. Ordet er et sammendrag af ”involuntary celibate”, dvs. det er en mand der lever i ufrivilligt cølibat. Han ville gerne have en kvindelig kæreste; men han kan ikke få nogen.
Overalt i vores kulturkreds er der i de senere år blevet en stadig stigende andel af de unge mænd, som helt mangler succes hos kvinderne.
Unge mennesker i USA har i dag meget sjældnere sex end unge mennesker for ti år siden. Det gælder i særlig grad mændene. Der er blandt andet en sammenhæng med, at en højere andel af de unge mænd er arbejdsløse, og en højere andel bor hjemme hos deres forældre. Frem til 2010 var der blandt unge mennesker næsten lige mange mænd og kvinder, der aldrig havde sex. Men i 2018 var der sket en stor ændring. Nu var det 28 % af de unge mænd, mod kun 18 % af de unge kvinder, der i løbet af et år aldrig havde sex.
Der er nogenlunde lige mange singler blandt mænd og kvinder. Jeg har optalt data fra Danmarks Statistik angående personer i aldersgruppen 31 til 50 år. Her er 21,1 % af mændene single, mod 22,7 % af kvinderne. Men hovedparten af de mange singlekvinder er enlige mødre og har altså andre mennesker boende hos sig i husholdningen. Hvis vi ser på de personer i aldersgruppen 31 – 50, som både er single og ikke har børn, så er det 18,5 % af mændene, men 9,2 % af kvinderne. Dobbelt så mange mænd som kvinder bor altså helt alene, og den forskel er voksende. Andelen af enlige uden hjemmeboende børn stiger meget kraftigere for mænd end for kvinder.
Det er især de socialt dårligst stillede mænd, der bor alene. Blandt ufaglærte mænd bor 45 % alene.
Det er ikke fordi, disse mennesker ønsker at bo alene. I 2019 udkom rapporten for ”Projekt Sexus”. Den her viste figur er kopieret fra rapporten; den viser at ud af de 25-45 årige singler er det ca. 85 % af mændene og 84 % af kvinderne, der ønsker at finde en fast partner. De fleste singler er altså ufrivilligt single.
Mange mænd bliver aldrig fædre. Det har jeg skrevet om i kapitlet om barnløse mænd. I dag er det i Danmark 20 – 25 % af alle mænd, der aldrig bliver fædre. En stor del af dem ville gerne have børn, men de finder aldrig en kvinde de kan stifte familie med.
I kapitlet om barnløse mænd og kvinder kan man læse, at i hele Europa (og i hele den vestlige verden) er et stigende antal mænd barnløse. Det gælder bestemt også i Danmark, Norge og Sverige. Ud af dem, der har nået en alder på op imod 50 år, er det 20 – 25 %, der aldrig har fået børn, mod kun 10 – 14 % for kvinderne. I mange andre vesteuropæiske lande er forholdene noget lignende.
De interviewundersøgelser, der findes, tyder på at hovedparten af de mænd, der er barnløse, gerne ville have børn. Grunden til at de ikke har børn, er at de ikke har kunnet finde nogen kvinde at få dem med. I en større svensk undersøgelse var det f.eks. 60 % af de barnløse mænd, der var barnløse fordi de ikke havde fundet en kvindelig partner.
Man kan diskutere, om disse mænd selv gør noget, som forhindrer at de kan få en kæreste – f.eks. manglende hygiejne, manglende vilje til at opsøge sociale fællesskaber, eller urealistiske forventninger; eller om der er tale om mænd der er helt ok, men som bare bliver forbigået af kvinderne, dvs. de bliver valgt fra.
Det stiller spørgsmålet om, hvad de her incels – de der ufrivilligt lever uden et seksuelt forhold – egentlig er for nogle mænd.
Det er givet, at mange incels er dybt ulykkelige mennesker. Det er pinefuldt at længes forgæves efter en kæreste, samtidig med at mange andre har masser af held med kvinderne. De mangler evnen til at forstå kvinders sociale signaler – det er et problem for mange mænd, for kvinders sociale signaler er ofte ulogiske og tvetydige; men mange incels mangler i særlig grad den evne. Mange lider også under en mere generel mangel på sociale evner. De er ikke dygtige til at skaffe en tæt vennekreds. Nogle incels søger efter steder på internettet, hvor de kan finde støtte til at løse deres personlige problemer, og her opstår der fællesskaber af incels, som søger råd hos hinanden og bekræfter hinanden i deres opfattelser af situationen. Her kan de bestyrke hinanden i en form for had mod de kvinder, der afviser dem, og på disse fora kan hadet vokse til et faretruende omfang.
Nogle incels er blevet så dybt desperate og forbitrede, at de har fået fat i skydevåben og har åbnet ild mod sagesløse grupper af mennesker. Det har jeg skrevet om i kapitlet om voldelige incels. De skal selvfølgelig fordømmes så kraftigt som muligt. Men i den fordømmelse er der mange der helt afskriver incels som mennesker man kan forsøge at forstå.
Med deres voldelige ugerninger har de mest rabiate incels formået at gøre opmærksom på dem selv og deres store problemer; uden de ugerninger ville omverdenen have været lige glade med dem og deres problemer. Men det er en opmærksomhed, der giver bagslag. En mand skriver f.eks. om Elliot Rodger, der skød og dræbte 6 personer: ”Vi er nødt til at have denne diskussion, fordi der skal ikke gives nogen som helst sympati for en sådan dreng.” Han udtrykker den manglende vilje til at forstå incel-mændenes problemer, der er så udbredt.
Det brede samfund har fået et indtryk af incels som voldelige, kvindehadende fanatikere. Det almindelige indtryk er at incels nærmest er en slags mentale hulemænd, der foragter alt feminint. Man ser dem som mænd der er uden for pædagogisk rækkevidde og som ikke er i stand til at lære almindelig social omgang med kvinder.
Men det er uheldigt. Der er brug for at vi indlever os i incels tankegang; ellers åbner vi for, at der i fremtiden dukker nye incel-massemordere op igen og igen. Der er ogås brug for at tænke mere over deres familiebaggrund og over, hvorfor de har så totalt mangel på held med kvinderne. Det overvældende flertal af rabiate incels er vokset op hos en enlig mor, og der er noget der tyder på, at netop forholdet til moderen er vigtigt for at de udvikler sig så skævt. Det skal vi forstå bedre.
Hvis vi definerer en incel som en yngre mand, der ufrivilligt lever uden et seksuelt forhold, så dækker den definition ganske mange mænd. Vi har set, at 28 % af alle unge mænd i USA aldrig har sex, og vi har set, at i de nordiske lande er det 20-25 % af alle mænd, der aldrig når at danne par og stifte familie. For 60 % eller mere er det utilsigtet. Det vil sige, at et sted mellem 12 og 28 % af alle yngre og midaldrende mænd – afhængigt af hvilken aldersgruppe vi ser på – er incels.
Set i forhold hertil er antallet af radikale incels, der på det mørke internet gejler hinanden op til at hade kvinder, forsvindende lille. I Danmark har der i tidens løb kun været én eneste incel, som i frustration har dræbt kvinder (nemlig 35-årige Flemming Nielsen i 1994).
Dertil kommer, at de incels som i frustration skyder tilfældige mennesker, næsten altid ender med at begå selvmord. Det handler altså ikke om at få magt over, undertrykke eller dominere kvinder – en mand der begår selvmord, er en mand i afmagt. Hans frustration er så stor, at han forlader denne verden.
I bogen ”Alfahan eller tøffelhelt” går jeg nærmere ind på hvad der formentlig rører sig i hovedet på sådanne mænd. Jeg citerer fra Flemming Nielsens dagbog: ”Jeg er aggressionshæmmet og har så mange følelsesmæssige ar, at jeg blot føler mig død og tom indvendig. Jeg har på det seneste erkendt, at jeg aldrig bliver fri for disse problemer. Og det bedste ville have været at stoppe for mindst 10 år siden.”
Ordet ”aggressionshæmmet” er centralt. Vi har åbenbart en fyr for os, som har lært at vende aggressioner indad, ikke udad, indtil det hele en dag eksploderede. Dette viser i retning af en opdragelse baseret på `psykologisk kontrol´, et emne som jeg også behandler i den omtalte bog. Jeg citerer bl.a. en afhandling, der siger: ” Man har konsekvent fundet at psykologisk kontrol viser sammenhæng med mønstre som præges af skyldfølelse, at man lægger ansvaret på sig selv, at man bekender sit ansvar, og udtrykker aggression direkte eller indirekte, samt afhængighed, fremmedgørelse, at man trækker sig væk fra det sociale liv, lav ego-styrke, manglende evne til at træffe bevidste valg, lav selvvurdering, passive, hæmmede og overkontrollerede karaktertræk, og depressiv affekt.”
Det samme mønster beskriver jeg i bogen ”To køn – tre sandheder”. Jeg beskriver et opdragelsesmønster, hvor moderen får puttet sin egen verdensopfattelse og sin egen moral ind i hovedet på sønnen. Det gør hun ved en følelsesbaseret opdragelse, hvor drengen lærer at han skal opføre sig sådan, at han stiller Mor tilfreds. Når han bliver en ung mand, forsøger han at gøre sig attraktiv over for det modsatte køn ved at vise den adfærd, som hans mor har lært ham: han skal være et gennemført godt menneske, en gentleman, venlig og hjælpsom, og først og fremmest sætte hensynet til kvinden højere end hensynet til sig selv. Det forekommer ham selvindlysende at netop den adfærd er den rigtige, hvis man skal demonstrere over for en kvinde, at man vil være en god, pålidelig og trofast partner.
Det som den unge mand mangler, er at forstå hvordan man håndhæver sin egen vilje. Den alt for indfølende mor har hele tiden øset moderkærlighed ud over ham, uden at han behøvede at gøre andet end at opføre sig som et dydsmønster til hendes tilfredshed. Han er oplært til at tro, at alt godt kommer til en, hvis bare man viser sig som et pænt menneske. Han har ikke lært, hvordan man selv skaffer sig det, man gerne vil have. Han har heller ikke lært sociale færdigheder – hvis man vokser op i en tæt relation til sin mor, som gør alt for en, så lærer man ikke at være social. De manglende sociale evner bliver en slags tillært hjælpeløshed.
Den unge mand, der er vokset op i dette psykiske miljø, har lært at vende aggressioner indad, at bebrejde sig selv og undertrykke sig selv, og at sætte hensyn til andre før hensynet til sig selv. Han har derimod ikke lært at hævde sig selv og sætte grænser.
Erfaringen viser desværre, at netop denne adfærd er fatalt mislykket. En selvbebrejdende, indadvendt mand med dårlige sociale evner, som ikke forstår at hævde sig selv og ikke sætter grænser, er alt det, som kvinder IKKE føler sig tiltrukket af. En sådan fyr bliver valgt fra. Kvinderne går i en stor bue uden om ham. I stedet sværmer kvinderne for de selvhævdende og selvbevidste mænd, som er hurtige til at sætte grænser, og som godt kan vise aggressioner. De sværmer måske endda også for de unge mænd, der tydeligvis er interesserede i penge og materielle goder og alt hvad der er smart, hvorimod vores indadvendte fyr tror at han kommer nogen vegne ved at lægge vægt på indre kvaliteter frem for ydre. Erfaringen viser, at det kommer han ingen vegne med. De indre kvaliteter, han tror at han kan demonstrere, er den adfærd, som hans mor har puttet ind i ham, ikke hans egen naturlige maskuline adfærd.
Vi har altså en fyr, som er vokset op med et tæt forhold til sine forældre, eller i hvert fald til sin mor. Han er indadvendt og selvbebrejdende, har dårlige evner til at bygge sociale kontakter, og forstår ikke at hævde sig selv og sætte grænser. Han vil meget gerne have et forhold til en pige – han har levet tæt sammen med sin mor, og nu skal han finde en jævnaldrende kvinde, der kan opfylde omtrent det samme følelsesmæssige behov. Hans længsel efter at finde denne pige er meget stærk. Men samtidig har han fået en personlighed, der gør, at ingen pige vil have ham. Han bliver til en incel.
Hvis han er vokset op hos en enlig mor, helt uden en far, går det særlig skævt. Det illustreres af, at 26 de 27 amerikanske skoleskydere, der har dræbt flest ofre, var vokset op hos en enlig mor (se kapitlet om voldelige incels). Det sætter en makaber streg under, hvad der kan gå galt, hvis sønnen er for meget prisgivet sin mors indflydelse.
Det sætter samtidig en streg under, hvor farligt det kan være, at stadig flere kvinder vælger at blive enlige mødre.
Hvad sker der nu, når denne incel får øje på en dejlig pige i skoleklassen eller på universitetet? Hun er en Stacy, dvs. en der er så dejlig i enhver mands øjne, at hun fortjener at få netop en mand som ham selv. Han forsøger at gøre det, han tror er det rigtige, dvs. han forsøger at opføre sig som en ”gentleman”, altså en mand, der sætter hensynet til kvinden over hensynet til sig selv. Han opdager, at det gør overhovedet ikke positivt indtryk på kvinden. Stacy sværmer derimod for andre fyre, der er langt mere maskuline – fyre, der efter incel-mandens begreber er langt dårligere partier for kvinden, end han selv er. Det er usympatiske, smarte, selvhævdende fyre, ofte endda også nogle med rige forældre der strør om sig med penge – den slags fyre, der i incel-terminologien kaldes en Chad.
Den store, dybe uretfærdighed er nu, at Stacys bliver kærester med Chads, ikke med incels. Incel-fyren vil gerne være et godt menneske – han opfører sig sådan, som hans mor har lært ham, og han vil Stacy alt det bedste. Men hun har ikke sans for kvalitet. I stedet falder hun for en Chads overfladiske smarthed. Det forstyrrer hele hans verdensbillede – de gode taber, og de onde vinder.
Incel-fyren mener, at Stacy BØR blive kæreste med ham. I den almindelige karikatur af en incel bliver det forvansket til, at han mener, at han har RET til den attraktive kvinde. Det er en forsimpling og forfladigelse af hans tankegang. Han føler ikke, at han har RET til Stacy; men han føler, at han fortjener hende, og han er forarget over, at hun ikke vil have ham. Det er først og fremmest uretfærdigt i hans øjne. Han, der gør så meget for at være den perfekte gentleman, får intet. Men Chad-typerne, der bare er overfladiske, smarte fyre, får alt. Det er en dødelig uretfærdighed.
Den almindelige misforståelse af, hvad en incel tænker, er at denne incel tror at han har RET til kvinder, uden at han selv har noget at byde på. Men incel-fyren selv ser det helt anderledes; han mener at han har rigtig meget at byde på – at han er den bedste fyr, pigen kan få, fordi han har de indre kvaliteter; han er virkeliggørelsen af den perfekte mand – nemlig den mand, som hans mor har lært ham at være. Kan være, at hans sociale evner ikke er så veludviklede; men han tror ikke, at de sociale evner er afgørende vigtige – han ser den sociale udadvendthed og lethed ved at skabe kontakter som overfladisk charme, der dækker over en upålidelig natur. Tværtimod, mener han, netop det at han selv ikke er en, man hurtigt får social kontakt med, garanterer for, at det venskab, der gerne skulle opstå, ikke bare er et overfladisk venskab.
Hvis incel-manden murer sig inde i den verdensopfattelse, som jeg har skitseret her, så isolerer han sig mere og mere fra omverdenen. Denne isolation gør det endnu vanskeligere at få kontakt til en attraktiv kvinde, samtidig med at hans længsel efter en kvinde antager voldsomme proportioner. Det giver en voldsom frustration, som river og slider i hans psyke, og som forstærkes af den dybe følelse af uretfærdighed.
De fleste enlige mænd har trods alt nogle sociale kontakter – så som mandlige venner i den virkelige verden – der bidrager til at de ikke helt mister jordforbindelsen. De fortsætter med et leve et temmelig ensomt og temmelig ulykkeligt liv; men de affinder sig med det og bliver ikke desperate.
Hvis det går rigtig galt for en incel, så mangler han helt sociale kontakter i den virkelige verden. I stedet finder han ligesindede i mørke afkroge af internettet. Disse ligesindede medvirker ikke til at bevare jordforbindelsen og se realiteterne i øjnene. Tværtimod – lige som andre ekkokamre på internettet bestyrker de manden i de fejlopfattelser, han har i forvejen, og radikaliserer ham. Som vi ved, fører dette i nogle tilfælde til fatale konsekvenser.
Internettet er dog ikke absolut afgørende for incel-fænomenet. Danske Flemming Nielsen begik sine drab på unge kvinder tilbage i 1994 – førend der var noget, der hed internet-fællesskaber. Han fik så store psykiske problemer, at han begyndte at gå til psykiater en gang om ugen. Desuden tog han lykkepiller i halvandet år op til drabet. Men lige lidt hjalp det. Det store problem var formentlig, at hans sociale kontakter næsten udelukkende bestod i omgangen med forældrene. Psykiateren var åbenbart ikke indsigtsfuld nok til at modvirke den uheldige indflydelse fra forældrene.
I den almindelige debat i samfundet trives en generel fejlopfattelse af, hvad en incel er (se kapitlet om hvordan incels omtales i debatten).
Incels fordømmes så kraftigt, at det blokerer for en forståelse af deres situation. Man tror at en incel er en ung mand der hader kvinder og afviser den gunstige indflydelse, som social kontakt til besindige kvinder kunne give ham. Det er i mine øjne helt forkert. Det der er gået galt, er for STOR indflydelse fra kvinder, nærmere bestemt hans mor. Hvis man tror at man kan modvirke incel-fænomenet ved at sørge for, at unge mænd udsættes for endnu mere opdragelse fra velmenende, ældre kvinder, så tager man grueligt fejl. Han mangler derimod i fatal grad forståelse for, hvad der forventes af en mand for at han kan klare sig godt i livet. Den forståelse kan han sandsynligvis kun få fra andre mænd.
Andre artikler om incels: