Voldtægt

Anmeldelse af Marianne Stidsen: “Med lov skal land nedbrydes”

Marianne Stidsen (2023): Med lov skal land nedbrydes. Forlaget Hovedland. 304 sider.

Den tidligere lovgivning om voldtægt blev erstattet af samtykkeloven, som trådte i kraft d. 1. januar 2021. Marianne Stidsens bog består af detaljerede, udfoldede enkelthistorier om nogle af de mange mænd og drenge, der er dømt efter den nye lov igennem de seneste ca. to år. Beretningerne er baseret på, at Stidsen har taget kontakt til de dømte mænd og til deres pårørende, og/eller, at hun har overværet retssagerne.

Der er ti kapitler, hvor hvert kapitel handler om dommen mod en bestemt mand eller dreng. De ti beretninger er temmelig forskellige, og angår vidt forskellige mænd hvad angår etnisk oprindelse, social status, og alder. Derudover er der et indledningskapitel og to afsluttende kapitler. Her nævnes kort nogle flere sager af samme karakter.

Sådan som sagerne er fremstillet i bogen, er der tale om dybt uretfærdige domme, hvor uskyldige mænd dømmes for noget, de ikke har gjort. Nogle af dem er blevet dømt ved Byretten, men er senere – efter længere fængselsophold – blevet frikendt helt eller delvis ved Landsretten. De fleste har forgæves appelleret til Landsretten, og er fortsat i fængsel. Det virker temmelig tilfældigt, hvem der er blevet frikendt i anden omgang, og hvem der ikke er.

Hele bogen igennem bruges der voldsomme og stærkt følelsesladede udtryk til at beskrive den uretfærdighed, der er overgået disse mænd. I et moderne retssamfund burde det være sådan, at enhver regnes for uskyldig, indtil det modsatte er bevist. Sådan er det dog ikke her. Så snart kvindens anmeldelse løber ind, foretager politiet dramatiske, voldsomme anholdelser af de mistænket mænd, ofte på meget ubelejlige tidspunkter. De behandles som farlige voldsforbrydere, og mange af dem bliver fra det ene øjeblik til det andet, som et lyn fra en klar himmel, sat i varetægtsfængsel. Selv hvis de senere bliver frikendt, ødelægger det alligevel alt i deres liv – i mange tilfælde mister de ikke blot deres ære, men også deres hus, deres familie, deres job og deres venner. Anholdelsen i sig selv er nok til at ødelægge deres liv for bestandig.

Allerede dette minder om hvad der foregår i en politistat. Men værre endnu, så bliver mange af mændene dømt uden at der foreligger beviser for deres skyld. Dommerne vælger simpelt hen at tro mere på kvindens forklaring end på mandens, også selv om der foreligger stærke indicier for at kvindens forklaring ikke er sand. I reasliteten kan en hvilken som helst mand på et øjeblik se sit liv lagt i ruiner, når en kvinde retter beskyldninger mod ham, som dommeren tror på.

Det er Stidsens påstand, at det forholder sig sådan – at de mere end ti mænd, der omtales, blev dømt, selv om de var uskydlige. Hendes fremstilling virker overbevisende. Jeg selv og de fleste læsere vil nok føle sig overbevist om, at Stidsen stort set har ret – især måske i de kapitler, hvor forløbet op til og under den angivelige voldtægt gennemgås detaljeret.

Stidsen erkender, som mange andre, at den hidtidige lov om voldtægter ikke var tilstrækkelig. Der var brug for at modernisere den. I feminsitiske kredse var der ophobet en stor frustration over, at for mange af de anmeldte voldtægtsmænd gik fri, af mangel på bevis; deres mål var at få ændret loven sådan, at flere mænd blev dømt, uanset hvad. Stidsen antyder, at myndighederne handler ud fra nogle måltal om, hvor mange mænd der skal dømmes, og for at opfylde disse måltal ser de gennem fingre med, at der i mange tilfælde ikke er de nødvendige beviser.

De fleste eksperter var enige om, at en ny lov skulle baseres på spørgsmålet om frivillighed – var kvinden frivilligt gået med til sex? Men bestemte kræfter, centreret omkring Enhedslisten, propaganderede stærkt for, at loven skulle baseres på ”samtykke”, og de fik overbevist samtlige partier i Folketinget om at stemme for det.

Forskellen på frivilighed og samtykke kan illustreres af kapitlet om Ismails historie. Han danser tæt med en kvinde på et diskotek, og de går sammen ned ad trappen til toiletterne, hvor hun først selv skal på toilettet, men så kommer ud, og de går sammen ind på et toilet, hvor de er i ti minutter, og har sex. Der findes en optagelse fra et video-kamera, der viser, at kvinden gik glad og kyssende ved siden af Ismail, endda hånd i hånd, ned ad trappen. Alt i hendes adfærd og kropssprog viser, at hun gerne vil have sex. Men under de ti minutter inde på toilettet kan hun jo have skiftet mening. I sin afsluttene procedure fastholder anklageren, at det kun er dét, der er sket inde på toilettet, der må tages med i betragtning, ikke der der sker tidsmæssigt indtil 1 minut før, de går derind. Og kvinden påstår, at under de ti minutter protesterede hun. Her står ord med ord – og retten vælger at tro på kvinden, ikke på Ismail. Der er altså ikke bevis for voldtægt, der er kun kvindens ord; men alligevel bliver Ismail idømt flere års fængsel plus en stor erstatning til kvinden. Hvis der havde været tale om en lov baseret på frivillighed, ville det have været klart, at kvinden frivilligt indlod sig på sex med manden. Men i den strenge fortolkning af samtykkeloven kan manden dømmes. Oven i købet sker det ved, at man forlanger at HAN skal bevise, at hun samtykkede under de ti minutter. Det er omvendt bevisbyrde, og den bevisbyrde kan ingen mand nogensinde løfte, med mindre han har en båndoptagelse af forløbet.
I det hel taget er der belæg i mange af bogens beretninger for, at der i praksis er tale om omvendt bevisbyrde. Det benægtes vidt og bredt i samfundsdebatten; men Stidsens bog viser, at det er tilfældet.
Hvordan kan det gå til, at dommerne så ofte dømmer en mand, selv om der ikke er tydelige beviser imod ham? Lidt af forklaringen dukker nok frem i Oskars historie (s. 59), hvor der står, at hoveddommeren bevisligt havde en fortid som feministisk propagandist.

Der er et andet eksempel, Sams historie. Sam dyrker gerne sadomasochisme. Det er ikke ulovligt, hvis blot der er samtykke fra kvinden. Der føres retssag om to situationer, hvor Sam har indledt samværet med kvinden ved at være meget omhyggelig for at snakke tingene igennem på forhånd, aftale stopkoder hvis han går for langt, og tydeligt indhendte kvindens samtykke. I disse to tilfælde opstår der episoder, hvor kvinden siger stop til bestemte handlinger undervejs, og hvor Sam straks holder inde. Alligevel bliver han dømt for manglende samtykke, og kommer flere år i fængsel.

Jans historie handler om Jan, der har været gift i ti år med en kvinde, hvorefter de bliver skilt. I det første halve år efter skilsmissen går det fint, de omgås hinanden ugentligt og er fælles om at sørge for børnene. Men efter et halvt år får Jan en ny kæreste, og det bliver ex-konen stiktosset over. Så hun indgiver en anmeldelse, der går ud på, at igennem deres ti år lange samliv og ægteskab voldtog han hende. Da der nu er en voldtægtssag imod ham, fratages han retten til samvær med sine børn, og herefter har han ikke set sine børn. Retten tror på ex-konens påstand om, at samlivet under deres ægteskab skete uden hendes samtykke, idet han benyttede medicin til at dope hende, så hun ikke kunne gøre modstand. Som bevis anføres, at Jan to gange havde bestilt sovemedicin på nettet – ganske vist sovemedicin, som han selv havde brug for, og som var svagere end den sovemedicin, exkonen selv tog. Men retten tror på denne absurde påstand, og han idømmes 6 års fængsel. Her ser vi, at samtykkeloven og uretfærdighederne i familieretten går hånd i hånd – i samme øjblik manden er anklaget for voldtægt i ægteskabet, mister han for altid retten til at se sine børn.

Dette er kun nogle af de uretfærdigheder, som bogen er fuld af.

Det fremgår af bogen, at man må ikke i vurderingen af kvindens beretning tage i betragtning, hvad hun ellers har bedrevet. I Jans historie har ex-konen også anmeldt sin første mand, da de blev skilt. Vi læser videre: ”Det værste . . . ved den nye samtykkelov er, at forsvarsadvokaten i retten ikke må fortælle, at den her pige er misbruger, at ekskonen har kontakt til psykiatrien og er under §50-undersøgelse i kommunen, samt at hun også har lavet samme nummer før. ” Desuden læser vi i samme sag, at den anklagede mand forhindres i at fremføre vidner, der taler til hans fordel. Det hele samler sig til et indtryk af stor partiskhed – det der taler for manden, må ikke komme frem, og det der taler imod kvinden, må ikke komme frem. Politiet må ikke som tidligere stille sig kritisk over for anmelder og udstille anmelders utroværdighed (s. 266).

Igen og igen, i sag efter sag, viser det sig at det der er afgørende for dommeren, er at kvinden leverer en ”sammenhængende, detaljeret og troværdig forklaring.” Samme ordlyd forekommer igen og igen i dombogen. Det er desværre sådan, at i gennemsnit har kvinder mere ordet i deres magt en mænd har, plus at mange kvinder er dygtige til at foregive stærke følelser, når de afgiver deres beretning. Det betyder i praksis, at kvindens ord rutinemæssigt vejer tungere end mandens. Faktisk er det kendt, at nogle kvinder er i stand til at lyve ekstremt overbevisende om forløb af voldægtsepisoder, som viser sig at være fuldstændig opdigtede, så en overbevisende beretning bør ikke være et bevis. Men det bliver det.

I Daniels historie bliver Daniel dømt for noget, der skete før samtykkeloven trådte i kraft. Alligevel bliver han dømt ud fra de kriterier, der er indført med samtykkeloven. Han bliver dømt efter nogle kvinders beretninger, som mere eller mindre er fri fantasi. En kvinde, der kaldes Gabi, vil efter domsafsigelsen kramme, Daniel, snakke med hans familie og have en besøgstilladelse til ham i fængslet. Og dagen efter mailer hun til en politibetjent, som har været ekstremt aktiv for at få flere kvinder til at anmelde Daniel, og skriver il ham at hun havde indgivet en falsk anmeldelse. Det fik dog ingen betydning. Daniel måtte afsone sin fængselsdom.

Hvor mange voldtægtsanmeldelser, der er falske, er et tricky spørgsmål. Hvis der ikke er nogen vidner, er det jo svært at afgøre, om kvinden lyver, eller om manden lyver. S. 250 i bogen læser vi: ”For i det ”paradigmeskfite”, retssystemet har undergået i de seneste år, indgår også, at man har besluttet ikke at retsforfølge piger og kvinder . . . for falsk anmeldelse.” Begrundelsen er, at man ved, at mange voldtægter ikke bliver anmeldt, og man forsøger ast gøre alt hvad man kan for at få flere kvinder til at anmelde. Det vil virke imod dette, hvis kvinder ved, at hvis de anmelder, risikerer de at blive dømt for falsk anmeldelse.
En stor del af de sager, der behandles i bogen – ja vel nærmest samtlige sager – er fremstillet sådan, at læseren må mene, at der er tale om falske anmeldelser. Men i retssystemet bliver de tværtimod rubriceret som vellykkede, berettigede anmeldelser, der førte til at en mand blev dømt.
Alt i alt betyder det, at de officielle vurderinger af hyppigheden af falske anmeldelser er helt upålidelige.
Majorteten af de samtykkeanmeldende piger/kvinder, der omtales i bogen, har psykiske problemer – enten diagnosticerede eller udiagnosticerede. Stort set alle de falske voldtægtsanmeldelser, der blev sorteret fra af politiet før samtykkeloven, tages nu ind i retssystemet og bliver båret igennem på et guldfad (s. 282). Altså: Mange af de tilfælde, der før i tiden blev afvist som falske anklager, bliver nu ført igennem og taget alvorligt, med det resultat, at uskyldige mænd bliver dømt. Sådan opstår altså også det indtryk, at der er meget få falske anklager.

I marts 2023 meddelte Rigsadvokaten, at samtykkeloven virker efter hensigten. ”Domstolene har taget samtykkebegrebet til sig, og de bruger det til bedømmelsen af sagerne. Vores gennemgang af retspraksis viser altså, at lovene er blevet anvendt som forventet”. . . . ” Her er der flere gange faldet dom, som ikke kunne lade sig gøre før samtykkeloven, og det er et tydeligt eksempel på, at loven virker efter hensigten.” Dette udtaler de på basis af en vurdering af 17 sager.
Det hedder i udtalelser fra Rigsadvokaten, at ”samtykkeloven er blevet beskyldt for at medføre en omvendt bevisbyrde. . . Jessika Auken forstår godt bekymringen, men hun understreger, at det ikke er tilfældet. Retssikkerheden er intakt, siger hun. – Det er fortsat anklagemyndighedens opgave at bevise, at den tiltalte er skyldig uden for enhver tvivl, og der stilles fortsat høje beviskrav til vurderingen af voldtægtssager. – Der er stadigvæk ikke noget omvendt bevisbyrde i forhold til den her lovgivning, siger hun. Der har været sager, hvor retten har vurderet, at den tiltalte ikke har vidst, at der ikke var samtykke. I disse tilfælde er den tiltalte blevet frifundet, og retssikkerheden er dermed intakt, fortæller Jessika Auken.”

Alt dette er jo i grel modstrid med hvad Marianne Stidsen skriver.

I oktober 2023 fortalte medierne, at Jolina Vinholt, der er psykologfaglig konsulent ved Københavns Politi, sammen med vicepolitiinspektør Jesper Beuschell nøje har gennemgået 500 voldtægtssager fra tiden siden samtykkeloven trådte i kraft, for at sætte luppen på, hvor det går galt. De mænd, der dømmes, er især unge mænd, oftest mellem 16 og 32 år gamle, og mange af disse mænd mener selv at de er uskyldige, og ikke har gjort noget forkert.

Vinholt og Beuschel siger: ”Falske anmeldelser eller falske anklager er alvorligt og strafbart, men det er ikke vores indtryk, at det er de falske anmeldelser, der fylder. Der er stor forskel på, hvorvidt der er tale om en falsk anmeldelse, eller hvorvidt parterne er uenige om, hvilke signaler der betød hvad. . . . Hvis man deltog aktivt og samtykkede undervejs i samlejet, kan man ikke efterfølgende definere det som voldtægt, hvis man fortryder. ”

Hvordan kan det være, at sådanne vurderinger i den grad strider mod hvad Marianne Stidsen skriver? En del af forklaringen dukker op, når vi læser hvad der står i Thomas´ historie (s. 211). Her hører vi om, at kvinden på et tidspunkt, da hun bliver gået meget på klingen, siger om mandens forklaring om forløbet under samlejet, at ”det kunne godt være sket”. Stidsen tilføjer: ”Udsagnet fremgår dog ikke af domsbogen, da domsbogen kun indeholder det, man lægger til grund for dommen, og altså ikke det, der fasktisk blvier sagt – hvilket i det hele taget er vigtigt at huske, når man læser og forholder sig til disse samtykke domme efterlods.” Og s. 284 står der, at alt, hvad der er fremlagt i en sag, som kunne pege i retning af drengens/mandens uskyld, i mange tilfælde slet ikke er nævnt i domsbogen.
Med andre ord: ifølge sagens natur indeholder domsbogen det grundlag, som dommen er baseret på. Der vil derfor være overensstemmelser med hvad der citeres fra domshandlingen, og hvad dommen lyder på. De mange tilfælde, hvor en uskyldig mand dømmes uretmæssigt, kan IKKE aflæses af domsbogen, for det der tyder på hans uskyld, vil være udeladt eller stå svagt formuleret.

Stidsens bog lærer os altså, at man kan IKKE gøre som Vinholt og Beuschell og få et retvisende billede. Man er nødt til at gå ind i de enkelte sager på den måde, som Stidsen har gjort.

Til allersidst kommer Marianne Stidsen med to forslag til handling. De er ganske enkle:
1) Loven skal revideres, så den bliver baseret på frivillighed i stedet for samtykke.
2) Falske voldtægtsanmeldelser skal i langt højere grad, end det sker nu, efterforskes, rejses og dømmes.

Min samlede vurdering er, at det er en vigtig bog, som mange burde læse. Politikerne burde læse den. De personer i retssystemet, som har med voldtægtssager at gøre, burde også læse den – ja den burde indgå i deres uddannelse. Man skal jo altid se en sag fra flere sider – det burde være elementært i retsvæsenet.
Marianne Stidsen mener, at den nye lov giver kvinder frit lejde til at få en hvilken som helst mand eller dreng smidt i fængsel på et hvilket som helst grundlag. På sidste side taler hun om ”en gru forårsaget af overlagt ondskab begået af staten i det godes navn.” Det er stærke ord, og i det hele taget supplerer hun de mange faktuelle oplysninger med meget hårde, følelsesladede ord. Er det forkert?
Jeg selv ville ikke formulere mig sådan. Jeg mener at man bør holde sig mest muligt til det objektive og holde det mere subjektive skarpt adskilt. Men i disse tider, hvor kvinder sætter dagsordenen, kommer man nok ikke langt med tørre facts alene. I forhold til mine egne bøger, der sælger dårligt og kun i mindre antal er udlånt fra bibliotekerne, konstaterer jeg, at ”Med lov skal land nedbrydes” står på talrige biblioteker, og lige i skrivende stund er samtlige bind udlånt. Så hvis man skal brage igennem mediemuren – og det bør Marianne Stidsen – så skal man nok gøre som hende.

www.dr.dk/nyheder/indland/rigsadvokaten-slaar-fast-samtykkeloven-fungerer-efter-hensigten

https://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art9540682/Misforståede-antagelser-om-samtykke-går-igen-i-voldtægtssager

Hvor mange voldtægts-anmeldelser er falske?

Ikke alle anmeldelser af voldtægt sker i overensstemmelse med sandheden.

Danmark
I Danmark har man forsøgt at vurdere andelen af falske anmeldelser i en rapport fra 2018, ”Voldtægt der anmeldes”, udgivet af Det kriminalpræventive Råd.
Rapportens forfattere har studeret samtlige de sager om voldtægt, der er anmeldt til politiet i løbet af de tre år 2000, 2001 og 2002. Det er 1364 sager. Man konstaterer, at ud af disse sager er der 69, hvor kvinden sigtes for falsk anmeldelse. Det er 5,1 % af sagerne. Til sammenligning tjener en tidligere opgørelse, fra årene 1990-1992, hvor sigtelse for falsk anmeldelse skete i 4,5 % af sagerne. Den andel af sagerne, hvor kvinden er sigtet for falsk anmeldelse, var altså næsten den samme i de to tidsperioder.
Men i den nyere rapport har man også set på andre sager. Der er et antal sager, hvor kvinden indrømmer, at anmeldelsen er falsk, men hun sigtes ikke herfor. Der er desuden sager, hvor politiet opretter en sag om falsk anmeldelse, men den når ikke så langt som til sigtelse. Og der er sager, hvor det er oplagt at anmeldelsen er falsk, men hvor kvinden er under den kriminelle lavalder (under 15 år), så derfor sigtes hun ikke. Når den type sager inkluderes, vokser antallet af falske anmeldelser i løbet af perioden 2002-2002 fra 69 til 100. 100 sager ud af 1364 sager betyder, at 7,3 % af anmeldelserne er falske.
Ganske få (2) såkaldt falske anmeldelser viste sig senere alligevel at være sande anmeldelser.
Til gengæld er der formentlig yderligere et antal anmeldelser, som er tvivlsomme, men som godt kan tænkes at være falske.
Her er der for det første sager, hvor kvinden har trukket anmeldelsen tilbage, inden det når så langt at hun sigtes for falsk anmeldelse.
Der er desuden sager, hvor politiet noterer, at de har mistanke om at anmeldelsen er falsk; men på grund af manglende bevis for dette rejser de ikke nogen sigtelse.
Yderligere er der sager, hvor politiet blot har anført nogle bemærkninger om, at de har mistanke om at kvinden lyver.
Endelig er der nogle sager, hvor der er anmeldt en voldtægt, og hvor en gerningsmand er sigtet, men hvor sigtelsen opgives, fordi det alligevel er højst tvivlsomt, om den pågældende havde begået voldtægt.
Hvis alle disse yderligere sager inkluderes, når vi op på 105 sager mere, dvs. så er der i alt 205 sager, hvilket vil sige 15 % af sagerne. Men her har vi så også inkluderet mange gråzonesager, hvor det kan være svært nogensinde at vide, om anmeldelsen var falsk.
Et eksempel på sådan en sag er et tilfælde, hvor en kvinde befinder sig i en mands hus i et værelse på første sal. De to har tidligere haft samleje. Hun kan frit forlade værelset; men gør det ikke. Under samlejet er han ret voldsom og gennemfører samlejet, selv om hun flere gange siger nej. Så snart han har fået udløsning, forlader han værelset og går nedenunder til vennerne. Måske blev kvinden vred på ham ikke over den fysiske overlast, men over den psykiske, ved at han straks efter udløsning forlod hende. Der kan være tale om, at hun har fortrudt på grund af at det for hende var dårlig sex. Da hun anmelder det til politiet som voldtægt, undlader hun at fortælle, at hun flere gange tidligere har haft frivilligt samleje med manden. Af den grund konkluderer politiet, at man ikke nødvendigvis kan stole på kvindens forklaring, og sagen står anført med bemærkninger om, at kvinden ”læner sig op ad en sag om falsk anmeldelse”. Hendes anmeldelse afvises af politiet; hun sigtes ikke for falsk anmeldelse, men manden sigtes heller ikke for voldtægt.
Dette er et eksempel på en gråzonesag, hvor kvinden på den ene side synes at være seksuelt tiltrukket af en temmelig voldsom og aggressiv mand; men på den anden side også forulempes af hans voldsomhed. Hun har sagt nej flere gange under forløbet; hvis der galdt en lov om samtykke, ville hun med rette kunne anklage gerningsmanden. Men hun har frivilligt haft sex med manden tidligere, hun ved at han er voldsom, og det kan sagtens indgå i den form for sex, at kvinden protesterer på skrømt. Nok så afgørende er, at kvinden frit kunne forlade værelset, men ikke gjorde det.
Et andet dansk eksempel beskrives således af den politibetjent, der afhørte den kvinde, der anmeldte at hun var blevet voldtaget:
“Ifølge hendes forklaring havde hun efter en fest i huset, hvor hun boede, lagt sig ind på sin seng i sit værelse i beruset tilstand for at sove.Hun havde klædt sig af, således at hun kun var iført trusser. Den person, som senere samme dag blev anmeldt for voldtægt, var en bekendt, der bankede på og kom ind på hendes værelse, hvorefter han blev inviteret til at sove i sengen ved siden af hende.
Han afførte sig sit tøj, så han kun var iført T-shirt og underbukser, og lagde sig ned ved siden af hende.
Ifølge hendes forklaring lagde hun sig om på ryggen og lå ved siden af gerningsmanden, som efter lidt tid uopfordret begyndte at kæle for hendes bryster.
Det gjorde hun ingen indsigelser imod. Derefter førte han hånden ned til hendes skød og videre ned i hendes trusser, hvor han begyndte at berøre hendes klitoris. Heller ikke her gjorde hun indsigelser.
Efterfølgende dristede han sig til at stikke en finger ind i hendes skede og gav hende finger, for at bruge hendes egne ord. Heller ikke her sagde hun fra eller gav udtryk for, at hun ikke ønskede hans berøring. Da jeg spurgte, hvor lang tid denne berøring foregik, svarede hun omkring et kvarter.
Det videre forløb var, at gerningsmanden vendte forurettede om, således at hun nu lå på maven, hvorefter han rejste sig og iførte sig et kondom. Kort efter mærkede forurettede, at gerningsmanden stak sit lem ind i hendes skede og begyndte at lave samlejebevægelser.
Dette fik hende til at bryde ud i gråd og sige stop, stop, stop. Ifølge anmelderen fortsatte han dog et kort stykke tid endnu. Ifølge gerningsmandens forklaring stoppede han med det samme, da forurettede begyndte at græde.”
I dette eksempel kunne den unge mand ligge ved siden af anmelderen og beføle hendes bryster, klitoris etc., uden hun gjorde indsigelser. Ifølge hans forklaring stønnede hun vellystent og sagde ja, ja undervejs.
Videre skriver betjenten:
“Selv om politiet har erfaring med voldtægtsanmeldelser, der viser sig ikke at have hold i virkeligheden, bliver der yderst sjældent rejst tiltalte for falsk anklage imod anmelderne. Dette faktum bruges i den offentlige debat som bevis for, at der ikke sker falske anmeldelser. Det har igennem en årrække været et bevidst valg fra anklagemyndighedens side, at politiet ikke indleder sager imod anmeldere i sædelighedssager. . . . Beslutningen om, at politiet skal være meget tilbageholdende med at rejse sigtelser og tiltale for falsk anmeldelse, betyder, at selv i sager, hvor der er klokkeklare beviser på, at der er tale om falsk anmeldelse, ikke bliver rejst sager, fordi den offentlige debat er så fokuseret på politiets behandling af sædelighedsofre.”

Alt i alt er det rimeligt at konkludere, at ud over de 7,3 % af sagerne, som vurderes som med stor sikkerhed falske anmeldelser, er der nok også et yderligere antal falske anmeldelser, men hvor beviserne er for svage.

Der findes også andre danske undersøgelser. En anden undersøgelse er blevet til på initiativ af kriminalinspektører m.m. i tre politikredse, nemlig Frederiksberg, Gladsakse og Helsingør.
Her har man gennemgået samtlige voldtægtsanmeldelser for perioden 2005-2006 – det var 58 i alt. Af dem var de 12 klart falske anmeldelser – det vil sige 21 %. Disse sager var enten endt med en tilståelse fra det påståede offer, en sigtelse for falsk anmeldelse, eller begge dele.
Opgørelsen viser desuden, at der i over halvdelen af sagerne, 54 procent, efter politiets vurdering ikke er tale om voldtægt som anmeldt. Sammenlagt betyder det, at tre ud af fire anmeldelser befinder sig i en gråzone, hvor den anmeldte voldtægt er mere eller mindre opdigtet.
Sammenlagt betyder det, at tre ud af fire anmeldelser befinder sig i en gråzone, hvor den anmeldte voldtægt er mere eller mindre opdigtet.

»Der kan sagtens være en eller anden form for overgreb gemt i dem, men det er ikke voldtægt,« siger Kriminalinspektøren fra Frederiksberg. Et eksempel var en sag med en gift kvinde, der anmeldte, at hun var blevet voldtaget af en fremmed mand i en park ved højlys dag. Efterforskningen viste, at kvinden godt nok havde haft sex imod sit ønske, men med en mand, hun igennem længere tid havde flirtet med via chat og SMS, og som hun havde lukket ind i sit hjem.

Blandt de vanskelige sager kan også være anmeldelser fra kvinder, der har »drukket hjernen ud« og vågner op ved siden af en mand, som de efterfølgende ikke kan tro, de har ønsket at dyrke sex med. Eller sager om unge piger, der skammer sig over deres seksuelle eskapader og bruger voldtægt som undskyldning.

Det kan diskuteres, om der her er tale om voldtægt. Vi befinder os i en gråzone. Nogle af disse sager var måske ikke voldtægt efter den hidtil gældende lovgivning, men vil blive det efter den nye lovgivning.
Tilbage var kun 15 sager, dvs. 26 % af samtlige, hvor der klart var tale om en voldtægt i mere klassisk forstand.

En retsmediciner i Aarhus færdiggjorde i 2008 en ph.d.-afhandling, baseret på en gennemgang af samtlige anmeldelser om voldtægter i Aarhus igennem fem år. Konklusionen blev, at hver niende anmeldelse (altså 11 %) var falsk.

Dette førte videre til flere undersøgelser af voldtægter i Aarhus-området i de følgende år. Et nyt ph.d.-projekt udført ved Center for Voldtægtsofre i Aarhus i samarbejde med Østjyllands Politi undersøgte samtlige 296 anmeldelser af voldtægt i politikredsen i årene 2008, 2009 og 2010.
Af de 296 anmeldelser var 14 klart falske, på basis af enten dom, sigtelse eller anmelderens indrømmelse. Disse sager udgør altså 4,7 % af samtlige. Men nogle af de resterende 282 sager var også ganske tvivlsomme. I flertallet af disse sager (174, dvs. 61,7 % af sagerne) blev der ikke rejst sigtelse, og efterforskningen blev indstillet. Tilbage var så 108 sager, hvor der blev rejst sigtelse; men i 58 af dem blev sigtelsen igen opgivet. I alt blev 232 sager altså ikke gennemført, dvs. 82 % af de ikke-falske sager. Det havde følgende årsager:
– I 110 sager var der ikke tilstrækkeligt bevismateriale; en del af dem var påstand-mod-påstand-sager.
– i 58 sager var ingen gerningsmand identificeret
– 49 sager blev stoppet på grund af den forurettedes ønsker eller adfærd. I mange af disse sager ønskede den forurettede selv at stoppe sagen.
– nogle få sager blev opgivet af andre grunde, så som at gerningsmanden var under den kriminelle lavalder, eller at der faktisk ikke var foregået noget kriminelt.
Herefter resterede der 50 sager, hvor der faktisk blev rejst tiltale. Tre af dem endte med tiltalefrafald, og 9 endte med at gerningsmanden blev frikendt. 38 sager endte med at gerningsmanden blev dømt.

Et eksempel på et tilfælde, hvor påtale blev opgivet, er en sag hvor dommeren skriver: ” Jeg har ved min afgørelse navnlig lagt vægt på, at sigtede har nægtet sig skyldig og forklaret, at De frivilligt havde samleje med ham, at De har forklaret, at der ikke var vold, og at De ikke gjorde modstand. At De ikke ville medvirke til en fuld undersøgelse på Retsmedicinsk institut, at der ikke er konstateret skader på Dem ved første kontakt med politiet og endelig har meddelt, at De har genoptaget samlivet med X, og at De ikke ønsker, at der skal gennemføres en sag mod ham…”
Sådanne sager ligger i en gråzone, og man kan diskutere, om anmeldelsen var falsk – det afhænger vel af, hvad man mere præcis forstår ved ”falsk”.
På basis af dette datamateriale kan man vælge sige, at kun 4,7 % af anmeldelserne var falske. Men man kan ikke udelukke, at en meget stor del af de 258 sager, der ikke endte med domfældelse, var falske anmeldelser. Andelen af falske anmeldelser ligger således et ukendt sted i intervallet mellem 4 % og 87 %.

Der findes altså tal fra Danmark, der indicerer at 95 eller 93 % af alle anmeldelser var sande, og tal der indicerer at langt færre var sande anmeldelser af voldtægt i klassisk forstand, måske kun ca., en fjerdedel, eller endnu mindre.
Denne meget store spredning i skøn over andelen af falske anmeldelser genfindes også i udlandet.
Der findes nogle skøn helt ned til at blot 1-2 % af alle anmeldelser er falske; disse tal er dem, som feminister støtter sig til.
Også i det danske materiale kan man godt nå frem til meget lave til. Ud af de i alt 1364 anmeldelser for årene 2000-2002 var der kun 13, der førte til at kvinden fik en dom for falsk anmeldelses. Det er under 1 %.

Storbritannien
Den engelske anklagemyndighed Crown Prosecution Service, som indtil for et par år siden var stærkt præget af en feministisk dagsorden, skrev i deres manual om voldtægt at “studies have indicated that only 2 per cent of all reported rapes are false, which is slightly less than false reporting in all other crimes”.
Dette tal på 2 % citeres også af mange andre feminister. Det går tilbage til Susan Brownmiller´s bog om voldtægter, og det stammer fra at en leder af en indsatsgruppe i New York angiveligt skulle have nævnt det tal engang i en forelæsning. Det kan dog ikke verificeres, at en person nogensinde har sagt sådan, og andre hævder at en stor del af alle voldtægtsanmeldelser i New York er falske, i nogle år op mod 40 %.
(Se i øvrigt kritik af Brownmillers bog her)

En engelsk undersøgelse, udført for ”The Home Office” og ledet af Liz Kelly der har været kendt for en meget feministisk præget opfattelse af seksuelle overgreb, fandt at ifølge politiets vurderinger er mellem 8 og 12 % af alle voldtægtsanmeldelser var falske.
Deres datamateriale omfattede 2.643 sager, og af dem var 216 ( = 8 %) klassificeret som falske anklager. Hvis man tog hensyn til hvor mange sager der ikke blev viderebehandlet af politiet, udgjorde de 216 falske anmeldelser 12 % af sagerne.
Derudover var der 318 sager hvor den forurettede trak anklagen tilbage ( = 17 %), og yderligere 315 sager (også = 17 %), hvor den forurettede ikke fuldførte den igangsatte klageproces, af diverse grunde, som Liz Kelly og kolleger især mener drejer sig om politiets mangelfulde behandling af sagen. Af alle anmeldte voldtægter var der 12 % som ikke kunne behandles videre af politiet, fordi klageren nægtede at indgive en formel anklage, nægtede at lade sig undersøge for sædprøver el. lign., eller tilbageholdt væsentlig information.
Alt i alt er det svært at vurdere, hvor mange anmeldelser der var falske ud over de 8 – 12 %, som med ret stor sikkerhed var falske.

Ifølge en rapport fra 1996 fandt FBI dengang, at ud af de voldtægtssager, der blev anmeldt til politiet, kunne 25 % afvises allerede fordi de blev modbevist af DNA-analyser.
(Originalrapport her)

En lidt ældre undersøgelse fra Skotland omhandlede 34 anmeldelser, som til en start virkede sande. Ved nærmere granskning fandt man, at 10 anmeldelser definitivt var falske, og 6 muligvis falske, altså i alt 29 – 47 % falske anmeldelser.

Tyskland, Schweiz og Østrig
I Hamburg undersøgte man 100 voldtægtsanklager. Ud af dem var kun tre falske anmeldelser.
Altså fik man her et tal på at 3 % af alle anmeldelser er falske, og det tal har tyske feminister citeret vidt og bredt. Men i samme undersøgelse var der 45 af de 100 anmeldelser, hvor man opgav videre undersøgelse af mangel på beviser; vi kan ikke vide, hvor mange af disse anmeldelser, der var falske – en grund til manglende beviser kunne jo være, at der slet ikke var sket nogen voldtægt.

En kvindelig kriminal-overkommissær i Rostock, og hendes medarbejdere, har brugt mange kræfter på at undersøge voldtægtsanmeldelser, afhøre vidner, samle beviser osv. Hendes ophobede erfaring er, at ca. 80 % af alle anmeldelserne er falske. Ofte er det noget kvinderne gør for at beskytte sig selv, så som at dække over et sidespring, eller retfærdiggøre en fejlhandling over for ægtemanden, en ven, eller forældrene.

I Niedersachsen undersøgte Katja Goedels nøje alle voldtægtsanmeldelser igennem et år i to landdistrikter.
Hun fandt at politimyndigheden opgav nærmere undersøgelse af 69 % af anmeldelserne. Det skyldtes i 22 % af sagerne, at den forulempede ikke kunne give nogen beskrivelse af, hvad der faktisk var sket; desuden var der 19 % af sagerne, hvor den forulempede bestred indholdet af den oprindelige anklage eller ændrede forklaring; som en mindre almindelig grund galdt at den anklagende var utroværdig eller blev modsagt af andre vidner.
I Bayern er der lavet en detaljeret rapport om anmeldelser af voldtægt og andre seksuelle overgreb.
Her konstaterer man, at 7,4 % af alle anmeldelser var bevisligt falske. Af de øvrige sager konstaterede man, at 58 % forblev tvivlsomme. Her var der især tale om sager, hvor påstand stod mod påstand, eller hvor der ikke forelå nogen fyldestgørende forklaring fra den forulempede. I et mindre antal tilfælde var der øjensynlig slet ikke foregået nogen voldtægt, eller ingen gerningsmand var identificeret. I teorien kan en stor del af alle disse sager dreje sig om falske anmeldelser. I knap 24 % af sagerne blev sagen derimod afgjort ved at en gerningsmand blevet dømt.
En bayersk kommisariatsleder har udtalt, at sagsbehandlerne alle er enige om at andelen af opdigtede voldtægtsanmeldelser ligger klart over halvdelen. I rapporten spurgte man derfor et stort antal sagsbehandlere om, hvor stor en andel af alle anmeldelser der efter deres mening var falske. Svarene fordelte sig ekstremt spredt, lige fra 3 % til 80 %. Medianværdien lå omkring et skøn på at 25 % af anmeldelserne var falske. Der var altså ikke fuld opbakning til kommisariatslederens vurdering. Samtidig viser tallene, hvor ekstremt usikkert det er at vurdere, hvor stor en del af anmeldelserne, der er løgn.

I Schweiz er der ikke gjort præcise opgørelser over andelen af falske anmeldelser; men politiets indtryk er, at udtalelserne fra kommisariatslederen i Bayern også passer på Schweiz. Politiet dér regner med, at ca. halvdelen af anmeldelserne er opdigtede.

Kriminalmyndigheden for Nederøstrig gennemgår nøje et stort antal anklager om seksuelle overgreb. De finder at mange anklager, ofte anklager fra ganske unge piger helt ned til 12-års-alderen, er pure opspind. De anklagende vikler sig ind i modstridende forklaringer og indrømmer til sidst, at det anklagen var falsk. Motivet er ofte problemer med skolen eller forældrene; der er også en del tilfælde, hvor unge voksne kvinder hævner sig på en mand, der har afvist dem, ved at anmelde ham for voldtægt. Alt i alt har man fundet frem til, at ca. 4 / 5 af alle anmeldelser er falske.

Nordamerika
Fra USA foreligger en ret berømt undersøgelse publiceret af Eugene Kanin. Han gennemgik 109 voldtægtssager fra en ni års periode i en lille politikreds i Midtvesten i USA. Her blev alle anmeldere rutinemæssigt bedt om at aflægge forklaring med en løgnedetektor tilkoblet. Stillet over for løgnedetektoren trak mange af kvinderne deres anmeldelser tilbage. I alt blev 45 anmeldelser trukket tilbage, dvs. 41 % af alle anmeldelser var falske. Det tyder på, at de anmeldende kvinder troede på, at løgnedetektoren kunne afsløre om de løj, og derfor skyndte de sig måske at tilstå at de løj allerede inden løgnedetektoren blev tilkoblet.
En typisk sag med en falsk anmeldelse var som følger: En kvinde var fri villigt sin mand utro, mens han var bortrejst. Elskeren havde lovet at trække sig ud, inden han fik udløsning; men det gjorde han ikke. Derfor var kvinden bange for, at hun kunne være blevet gravid, og for ikke at fremstå som utro over for ægtemanden anmeldte kvinden affæren som voldtægt. Men stillet over for løgnedetektoren, forklarede hun sagens sammenhæng.

Eugene Kanin undersøgte også voldtægtsanmeldelser ved to universiteter. Disse anmeldelser blev behandlet af en kvindelig politibetjent. Der blev ikke anvendt løgnedetektor. Her viste statistikken, at ud af 64 anmeldelser af voldtægt var der 32, hvor kvinden selv indrømmede, at den var falsk. 50 % af anmeldelserne var altså falske efter kvindernes egen indrømmelse.

Kanin´s afhandling er blevet kritiseret, bl.a. fordi han ikke oplyser hvilket politidistrikt, der er tale om. Men andre anklagere og politifolk bekræfter resultaterne. Oplysninger fra Denver, Colorado, tyder på, at 45 % af alle voldtægtsanmeldelser dér er falske.

I bogen Ceasefire beskriver Cathy Young flere undersøgelser, f.eks. at på et tidspunkt undersøgte Washington Post voldtægtsanmeldelserne i 1990-1991 i syv amter i det østlige USA. De konstaterede, at næsten en fjerdedel af anmeldelserne var grundløse; mange ”ofre”, som blev kontaktet af avisen, indrømmede at deres anmeldelse var falsk.

En særlig høj andel af falske anmeldelser fremgår af en undersøgelse af 556 anmeldelser mod personale på en amerikansk flyvevåbenbase.
Hvis man så bort fra de anmeldelser, hvor det var umuligt at afgøre deres sandhed eller falskhed, var der 300 sager tilbage. Ud af dem var der 27 %, hvor kvinden senere indrømmede, at anklagen var falsk. Baseret på karakteristika for disse 27 % af sagerne, vurderede man at hele 60 % af anmeldelserne formentlig var falske. Denne konklusion kan der stilles store spørgsmålstegn ved.

I Ottawa i Canada undersøgte man voldtægtsanmeldelser fra årene 2003-2007. Man fandt at 31 % af anmeldelserne var grundløse, dvs. der havde ikke fundet nogen voldtægt sted.

New Zealand
I New Zealand har Jan Jordan undersøgt 164 voldtægtsanmeldelser fra året 1997.
Han fandt følgende:
I 8 % af sagerne trak den forurettede anmeldelsen tilbage (her var oftest tale om at andre, f.eks. forældrene, havde indgivet anmeldelsen)
I 33 % af sagerne vurderede politiet, at anmeldelsen var falsk. I en del af disse sager trak anklageren efterfølgende sin anklage tilbage.
38 % af sagerne var gråzonesager, hvor det ikke var muligt at afgøre, om anklagerne var falske eller sande.
I 8 % af sagerne vurderede politiet, at anklagen var sand; men alligevel trak den forurettede sin anklage tilbage.
I de resterende 13 % af tilfældene var anklagen formentlig sand. I 2/3 af disse sager blev en gerningsmand retsforfulgt.

Motiver for falsk anmeldelse
Der kan være mange forskellige grunde til, at en kvinde indgiver en falsk voldtægtsanmeldelse. En relativt almindelig grund er at kvinden med anmeldelsen søger at få opmærksomhed, f.eks. fra forældre eller kæreste. Den mest udførlige oversigt over grunde til falsk anmeldelse er udarbejdet af en gruppe hollandske forskere.
Hollænderne har nøje har gennemgået 57 sager, hvor det til sidst stor helt klart, at anklagen var falsk. De har så opgjort hvad kvindens motiv var i hvert tilfælde. Resultatet er:

34 tilfælde: motivet var at opnå en følelsesmæssig gevinst, f.eks. at få opmærksomhed.

1 tilfælde: både følelsesmæssig gevinst og materiel gevinst.

12 tilfælde: Kvinden var ikke selv klar over, hvad hendes motiv var. Hun gjorde det bare, hun vidste ikke hvorfor.

10 tilfælde: Politiet fik ikke noget svar på, hvad motivet var.

At så mange kvinder (12 ud af 57, dvs. 21 %) ikke selv kunne forklare, hvorfor de løj om en voldtægt, er meget besynderligt. Men det stemmer overens med en del andre beretninger om kvinder der indgiver falsk anmeldelse uden noget evident motiv.

Fingerede kvælstelser
Det forekommer at kvinder påfører sig selv skrammer og kvæstelser i forbindelse med opdigtede voldtægter.

Et retsmedicinsk institut i Tyskland har analyseret en række voldtægts-sager, hvor de blev involveret i undersøgelse af kvindens kvælstelser. De har gennemgået omtrent 100 sager, hvor de har kunnet sammenholde deres egne undersøgelser med dokumenter om retshandlingen. I 11 sager – dvs. 12 % af samtlige – har kvinden opdigtet overgrebet, dvs. hun har løjet. I 7 af disse 11 sager er det kun på grund af retsmedicinernes undersøgelse, at løgnen er opklaret. Her har retsmedicinerne konstateret, at de skader som kvinden har lidt, er skader som hun har påført sig selv.

Ud af de 11 tilfælde med opdigtede anklager blev kvinden kun retsforfulgt i de 5, og kun i 2 tilfælde blev hun dømt for at falsk anklage.

Selvpåførte skader ved falsk anmeldelse kendes også fra USA.

De negative virkninger af falsk anmeldelse
Falske anmeldelser er selvsagt meget skadellige.
For det første betyder de, at man ikke uden videre kan stole på, hvad en kvinde siger til politiet, når hun anmelder. Politiet er nødt til at mobilisere skepsis.

For det andet betyder de, at tilværelsen ødelægges for mange uskyldige mænd. Den hollandske forskergruppe citerer f.eks. følgende tilfælde:

”I Tyskland anklagede en kvindelig lærer en mandllig kollega for voldtægt. Heide K. hævdede at Horst Arnold havde voldtaget hende i 2002 i biologi-lokalet. Arnold blev dømt for denne forbrydelse og idømt fem års fængselsstraf. Han afsonede straffens fulde længde. Man nægtede ham udgang fordi han fastholdt sin uskyld. Han blev løsladt ved en ny retssag i 2011. Arnold døde i Saarland i Tyskland i 2012 på grund af hjertesvigt. Den 13. september 2013 blev Heidi K. idømt fem års fængsel for frihedsberøvelse på grund af en falsk anklage om voldtægt.”

Der findes en liste med personlige historier fra England med mere en 100 mænd, der har fået deres liv ødelagt på grund af falske anklager om voldtægt.

Der findes også eksempler fra Danmark på mænd, der blev sat i fængsel, men var ofre for falsk anmeldelse.

Bøger om falske anmeldelser af voldtægt:

John Davis (2015): How to avoid false accusations of rape.

Brent E. Turvey, John O. Savino & Aurelio Coronado Mares (2017):

Voldtægt er slemt – men falske anklager er mindst lige så skadelige

D. 17. august 1997 blev en voldtægt anmeldt i Wellington, New Zealand af den 20-årige kvinde Deborah Wood. Hun var deprimeret efter at hun og hendes kæreste var gået fra hinanden, hun havde selvmordstanker, og hun havde stærkt brug for at mærke kærlighed og sympati fra sin mor og sine venner. Den pågældende dag parkerede hun sin bil ved en teknisk skole og kom kortvarigt i snak med en ung mand, der parkerede sin bil nær ved hendes. Kort efter påførte hun sig selv nogle dybe sår rundt om på kroppen ved at skære sig med en nøgle. Hun rev sin BH i stykker, og bragte sit tøj i uorden. I den tilstand humpede hun ind på skolen og meddelte, at hun var blevet voldtaget. Hun sagde at en mand havde slæbt hende ud af hendes bil på parkeringspladsen og voldtaget hende.
Politiet fandt frem til den unge mand, som Deborah kort havde snakket med, arresterede ham og anklagede ham for voldtægt. Han kom 15 dage i fængsel, og blev derefter sat fri under nøje overvågning. Syv måneder senere kom så retssagen. Deborah Wood gav en overbevisende og indtryksfuld vidneforklaring; hendes tårer flød, og da hun blev bedt om at identificere sin overfaldsmand, græd hun. Hun blev krydsforhørt og fastholdt sin forklaring.
Men to dage senere, kort før retssagen skulle afsluttes, henvendte Deborahs mor sig til politiet og sagde at hun troede at hendes datter løj. Foreholdt dette fasthold Deborah dog sin forklaring. Først noget senere tilstod hun omsider at hun havde skåret sig med en nøgle og at hendes historie var opdigtet. Hun blev idømt to års fængsel for at have afgivet falsk forklaring til retten.
Dette er dog kun den første halvdel af historien. Den anden halvdel er fortællingen om hvordan det gik med den unge mand. Før den 17. august arbejdede han om dagen for at forsørge sin gravide kone. Han studerede om aftenen for at blive dygtigere og forbedre sine jobchancer. Men den falske anklage påvirkede hans psykiske og fysiske helbred. Han mistede sit arbejde. Han måtte låne tusinder af dollars for at sørge for sin kone og nyfødte datter og betale omkostningerne. Han blev syg. I perioden mens han ventede på retssagen var en nær slægtning død i udlandet; han kunne ikke deltage i begravelsen fordi han jo havde forbud mod at forlade landet. Selv efter at han blev frikendt fortsatte han med at lide af uforklarlig fysisk smerte, han havde svært ved at sove og kunne ikke koncentrere sig. Han kunne ikke vende tilbage til sine studier. Han pintes af tanken om at det samme kunne ske igen. Han beskrev sig selv som om en person der var som ” . . . en død krop, som et spøgelse der går omkring uden at vide hvad der sker omkring ham.”

Denne voldsomme og livsødelæggende traumatisering overgår ofte ofre for falske anklager. Andre negative virkninger er at omgivelserne fortsætter med at fordømme manden selv efter at han er frikendt.

I England sagde en mor til fire at en mand havde puttet et bedøvelsesmiddel i hendes drik og derefter voldtaget hende. Politiet stillede en række mænd op foran hende, og hun identificerede sin overgrebsmand som den 33-årige gipsarbejder Terry Brown. Han blev arresteret og derefter løsladt mod kaution indtil retssagen. Et år senere indrømmede kvinden, at hun havde opdigtet voldtægten, i et forsøg på at høste mere sympati fra sin mor. Hun blev idømt 20 måneders fængsel.
Men Terry Brown blev hårdt ramt. Han kunne ikke bevæge sig noget sted i byen uden at folk råbte ad ham, at han var voldtægtsmand. Han kunne ikke længere få noget arbejde. Han er afskåret fra kontakt til sin familie og sine to børn fra tidligere parforhold, og han lever af at opsamle madaffald fra supermarkederne. Det hus hvor han boede med sin gravide kæreste, blev dagligt overmalet med graffiti. Parret måtte forskanse sig i huset. En dag da han gik ud af huset, blev han angrebet af unge lømler med brædder med søm i. Han fik sår i ryggen og fik smadret sine tænder. En dag blev parret omringet og tæsket af en gruppe af maskerede mænd uden for deres hus. Kæresten snublede og faldt; parret nåede i sikkerhed i deres hus, men hun blødte meget, og senere aborterede hun. I en periode levede parret som hjemløse i et telt, men de blev jævnligt overfaldet der af stenkastere.
Kommunen forsøgte at finde en bolig til ham; men enden på det blev, at parret måtte forlade byen.
Terry Brown er blevet en anden person. Han har stadig mareridt og er på antidepressiva. Han kan ikke længere arbejde som gipsarbejder, fordi hans krop konstant ryster. Han har intet arbejde.

I efteråret 2017 var MeToo-bølgen rullet ind over Sverige. En kvindelig dokumentarfilmproducent, tyskfødte Alexa Wolf, postede en lang række grimme posteringer i to lukkede Facebookgrupper med ca. 9.000 medlemmer inden for den svenske film- og teaterbranche. De beskrev en grusom voldtægt. Hun navngav ikke den anklagede mand; men alle kunne regne ud, at manden var filminstruktøren Ulf Malmros, bl.a. fordi hun nævnte titlerne på de film, han havde lavet. Hun skrev at han 25 år tidligere havde begået en voldtægt mod hende med grove sadistiske og racistiske indslag. Ulf Malmros selv siger, at han har ført dagbog hele sit liv, også for den pågældende dato, og kan bevise at anklagerne er falske.
Han havde ganske vist sex med hende en enkelt gang; men det var frivilligt
Hun skrev desuden, at hun blev nødt til at forlade sin arbejdsplads, mens Malmros´ karriere dér tog fart. Det er løgn, eftersom de to aldrig har haft samme arbejdsplads.
Hendes påstande på Facebook blev hurtigt kendt i hele den svenske filmbranche, og de fleste i den branche tog påstandene for pålydende. Stadig i dag siger en filminstruktør om ham: ”Fy Fanden! Hvilket fucking satans svin! Så satans sygt! Jeg bliver så satans harm og væmmes ved ham!” En medarbejder på Sveriges radio siger: ”Fy Fanden, hvilken syg sadistpsykopat!”.
Dette er det indtryk, folk i branchen fik af Malmros, og han havde ingen mulighed for at forsvare sig mod beskyldningerne – Metoo er en folkedomstol uden appelmulighed. Alle som er aktive i filmbranchen har hørt om sagen, og da det er en branche der bygger på gensidig tillid, vil ingen skuespiller arbejde for en instruktør med et sådant rygte, og ingen pengemand vil knyttes sammen med en voldtægtsanklaget manusforfatter.
Ulf Malmros siger at der her rygte kommer ikke bare til at forfølge ham resten af hans liv; det kommer også til at forfølge hans familie – ikke mindst hans kone, som også arbejder i filmbranchen. Han siger: ”I dag lever vi i en tåge af angst. Vi kan ikke spise. Vi kan ikke arbejde. Børnene vil ikke gå i skole og hele familiens forsørgelse er truet. Vi er blevet smadret. Fra at have levet et udadrettet og kreativt erhvervsaktivt liv befinder jeg mig nu i et mareridt henvist til isolation .”
Alexa Wolf har ikke indgivet nogen politianmeldelse mod Malmros, men blot ladet beskyldingerne hænge i luften. For at få renset sit navn, har Malmros anklaget hende til politiet for bagtalelse, med det resultat at hun nu er dømt for grov bagtalelse og skal betale bøder plus 60.000 kroner i skadeserstatning – 60.000 kroner er ikke meget til en mand der har fået smadret hele sin tilværelse og ikke længere kan tjene penge. Wolf har anket dommen til en appeldomstol.

Det ovenstående handler om tre enkeltpersoner fra vidt forskellige lande og miljøer. Men de er blot eksempler på noget generelt. Også hvis man ser på større grupper af falsk anklagede mænd, viser de samme problemer sig.

En stor gruppe falsk anklagede unge mænd finder man i tilknytning til universiteterne i USA, hvor præsident Obama i USA var en hovedkraft bag en ændring af administrationen, sådan at man mere emsigt forfulgte personer anklaget for seksuelle overgreb. Man sænkede bevisbyrden, og man sørgede for, at mænd anklaget for sexovergreb vanskeligt kunne forsvare sig og ikke kunne føre vidner til deres forsvar. Det har bevirket, at der nu er mange hundrede unge mænd, som er smidt ud af universitetsverdenen på grund af falske anklager, og som nu har fået deres karriere ødelagt. De der har råd, anlægger civile retssager mod universiteterne, og mange af dem benytter sig af advokaten Andrew Miltenberg, som fører sager for hundreder af unge mænd. Det værste, siger han, er ikke den summariske ”retsproces” på universitet, hvor manden er frataget de rettigheder, som ellers er normale for anklagede personer. Det værste er den måde, administrationen fører processerne – på en måde, som netop virker meget traumatiserende. Hans klienter er ramt af angst, af depression, og af selvmordstanker.
Dette læser man i en internetavis, som også har talt med en række af de berørte unge mænd, eller deres forældre. I hver eneste historie går det igen, at den tidligere student har ændret personlighed og har mistet livsmodet.
En student er flyttet tilbage til sine forældre, hvor han henslæber dagene i et begivenhedsløst trummerum. Han arbejder ikke. Han tager på i vægt. Han har været på grænsen til selvmord. Han er nu begyndt på psykoterapi, foruden at han tager antidepressiv medicin hver dag. Det betyder dog ikke, at han er kommet over det, hverken finansielt eller følelsesmæssigt. Alt i hans liv er stoppet, og han har ingen fremtid at se frem til.
En mor fortæller om sin søn, der blev falsk anklaget for voldtægt: Han er blevet sløv; han hjælper til i huset, når han bliver bedt om noget specifikt; men han har intet initiativ. Hun er bange for at han stadig har selvmordstanker. Den person, hun nu har hos sig, er ikke længere den søn hun engang havde. Han var så ambitiøs og motiveret, og han havde store planer. Nu er han som en død.
En anden mor fortæller om sin søn, som blev anklaget for en form for seksuelt overgreb med en straframme på 22 års fængsel. Han er nu er frikendt. Men det der virkelig har skadet ham, er dog universitetets langtrukne disciplinære proces og de psykologiske spil, som de har spillet med sønnen. Hendes tidligere optimistiske og muntre søn er forsvundet for altid. Nu er han bange for at forlade sin lejlighed og lider af PTSD, depression og angst, som ifølge eksperter direkte skyldes universitetets disciplinære proces. Han kan end ikke gå på restaurant – det gør ham for urolig. Han forsøgte at starte på en ny uddannelse, men måtte opgive efter 5 dage.
Advokaten Andrew Miltenberg bekræfter alt dette. Han siger at uanset om studenten har klaret frisag eller er blevet dømt af universitetet, så er det psykologiske resultat det samme. Ingen er kommet sig fuldstændig oven på anklagen. ”Jeg har snakket med over 100 unge mænd”, siger han. ”Ikke én af dem er OK efter denne oplevelse”. De for hvem det lykkes at vinde en civil retssag, og de for hvem det ikke lykkes, er næsten lige traumatiserede. Dertil kommer, at de ramte mænd ikke tjener penge og sidder med dyre studielån, som de ikke kan betale tilbage, sådan at deres tilværelse under alle omstændigheder vil være meget vanskelig mange år ud i fremtiden.
Konklusionen er altså, at det er ikke blot nogle få af de mænd, der ammes af falske anklager, som lider skade. Det er næsten hver eneste af dem. Mange af dem får hele deres tilværelse smadret.

Dette skal man så sætte op imod de tilfælde, hvor kvindens anklage om voldtægt viser sig at være berettiget. En voldtagen kvinde kan også lide så stor psykisk skade, at hele hendes tilværelse er smadret.
I den danske offerundersøgelse siger 20 % af dem, der blev udsat for tvangssamleje, at det har påvirket dem i meget høj grad; det gælder især dem, der følte at de var i livsfare, og dem, der blev udsat for væbnet angreb. 40 % blev påvirket en hel del, og 40 % blev kun påvirket lidt, eller slet ikke. Det er altså langt fra alle de kvinder, som voldtages, der lider større, livslange traumer. Det samme bekræftes af andre kilder fra udlandet: Voldtægt er ikke nødvendigvis altid en stærkt traumatiserende oplevelse.
I Rigshospitalets bog ”Voldtægt – råd og vejledning for pårørende” læser man: ”Voldtægtsofrets liv er ikke ødelagt. Hun vil ikke være traumatiseret resten af sit liv. Det viser erfaringer fra blandt andet landets voldtægtscentre samt fra Pårørenderådgivningens arbejde.”
Et opslag på en wikipedia-artikel om ”Rape trauma syndrome” giver følgende oplysning:
”Som man kunne vente, så vil en voldtaget person almindeligvis mærke et højt niveau af ubehag lige efter. Sådanne følelser kan aftage med tiden for nogle mennesker; men for visse mennesker kan hvert syndrom have langvarige ødelæggende virkning på voldtægtsofre, og nogle ofre vil fortsætte med at mærke en eller form for psykologisk ubehag i måneder eller år. Man har også konstateret at mennesker der har været igennem en voldtægt har høj risiko for at stofmisbrugs-forstyrrelser, alvorlig depression, generel angst-forstyrrelse, tvangshandlings-forstyrrelse, eller spiseforstyrrelse.”
Der findes også undersøgelser der viser, at voldtægt af kvinder ved fysisk tvang kan føre til at kvinderne får vanskeligt ved at etablere eller fastholde forhold til andre (til familien, eller til mænd).

Når man overvejer disse negative virkninger af voldtægt på kvinder, så forekommer de ikke specielt graverende sammenlignet med skadevirkningen af falske anmeldelser på mænd. Der er en stor andel af kvinderne, som ikke påvirkes særlig meget, hvorimod mænd der er udsat for falske anmeldelser næsten alle påvirkes meget kraftigt. De negative virkninger på kvinderne varer ”i måneder eller år”, hvor de negative virkninger på mændene oftest varer mange år. Der er ikke mange voldtagne kvinder, der får hele deres tilværelse smadret, hvorimod en meget stor del af de mænd, der udsættes for falske anmeldelser, får hele deres tilværelse smadret. Alt i alt er det meget svært at indse, at de negative virkninger, som rammer en kvinde ved voldtægt, skulle være større end de negative virkninger, som rammer en mand ved en falsk anmeldelse. I mange tilfælde vil den negative virkning på manden være langt større.

Selvmord på grund af falske anklager

Det er desværre ikke så usædvanligt, at mænd der udsættes for falske voldtægtsanmeldelser, begår selvmord i desperation. Politiet tror ikke uden videre på, at de er uskyldige, og de anklagede mænd føler sig i en håbløs situation, hvor de ikke kan gøre sig fri af anklagen for noget, de ikke har gjort. De sociale omgivelser er ofte hurtige til at reagere, som om mændene faktisk er skyldige, f.eks. ved at de bliver fyret fra deres job, eller ved at afbryde venskaber. Mændene står således alene, uden ret meget social støtte, og føler sig desperate over at ingen vil tro på deres uskyld. Dette er i måske i modsætning til mænd, der anklages for noget de faktisk har gjort, og som et eller andet sted kan leve med anklagen, fordi de ved at den er rigtig.

Dette link indeholder f.eks. en liste på 12 mænd, som har begået selvmord i Storbritannien inden for perioden 1997 til 2018. Nogle af anklagerne var ellers temmelig harmløse, f.eks. en mand der var anklaget for at have filmet en 16-årig pige med sin mobiltelefon.

En anden sag fra Storbritannien angår den 17-årige Jay Cheshire, som var en vellidt, men noget følsom ung mand. Han blev anklaget af en jævnaldrende kvinde for voldtægt, og Jay var ikke stærk nok til at klare politiets forhør. Han hængte sig selv. 14 dage efter at have fremsat anklagen, trak den unge kvinde anklagen tilbage og sagde at den var opdigtet; men da var det for sent. Hun blev ikke straffet på nogen måde.
Jays mor var dybt ulykkelig over sønnens selvmord, og nøjagtigt på 1-års dagen for hans død begik hun selv selvmord på samme måde.
Derefter var også Jay´s søster i dyb sorg, og hun var tæt på ligeledes at begå selvmord, men besindede sig.

To af de største medier i England, nægtede i lang tid at omtale denne familietragedie. Det gælder The Guardian, som har en feministisk redaktion, og som ikke har nogen som helst sympati for ofrene for falske anmeldelser. Nok så alvorligt gælder det også for BBC, som burde være et neutralt public-service medie. BBC har i årevis tøvet meget med at omtale falske anmeldelser som et problem for de anklagede mænd. I stedet har de fokuseret på en kvinde, som blev grebet i at have lavet en falsk anmeldelse, og selv begik selvmord. De har også nævnt, at omkring 100 kvinder er blevet dømt fra at komme med falske anklager, og de mener at hvis det kommer stærkere frem, vil det gøre kvinder endnu mere bange for at anmelde voldtægter, end de allerede er.
Så BBC prioriterer det højest, at kvinder ikke skal være bange for at anmelde en voldtægt, og det er grunden til, at de generelt ikke omtaler tilfælde af falske anklager. Der blev lagt pres på dem for at omtale Cheshire-familietragedien, og efter et år omtalte de omsider moderens selvmord på en lokal kanal.
Men bortset fra det har de fortsat aldrig omtalt mænd der begår selvmord på grund af falske anklager.

Også fra andre lande er der eksempler på mænd der begår selvmord efter falske anklager.
En ung mand ved et universitet i Texas blev udsat for en grundløs anklage om voldtægt, og uden nogen form for afhøring eller konsultation blev han fradømt retten til at studere. Resultat: han begik selvmord.

En mandlig skolelærer i Sydkorea har begået selvmord på grund af en anklage om sexovergreb. Han skældte en pige ud for at bruge mobiltelefon mens han underviste. Som hævn anklagede hun ham for at have rørt ved hende på en upassende måde. Ingen støttede den falsk anklagede lærer, og han endte med at begå selvmord.
Den døde mands kone forsøger at forklare, hvordan omverdenens manglende vilje til at tro på læreren drev ham til selvmord.

Spiludvikleren Alec Holowka begik selvmord d. 31. august 2019, som følge af en MeToo-lignende twitter-kampagne imod ham. Kampagnen blev ført af Zoë Quinn, kendt fra “gamergate”, en femme fatale med anløben moral, som bringer en masse af de mennesker i uføre, som kommer i kontakt med hende. Alec Holowka havde psykiske problemer, som han var ved at komme ud af. Men på et tidspunkt blev han anklaget af Zoë Quinn for mange år tidligere at have forulempet hende seksuelt. Anklagerne kan ikke bevises, og de kan være motiveret af at Quinn ønskede at fjerne fokus fra en penibel pengesag. Igennem en uge bombarderede Quinn omverdenen med tweets om hvor ond Holowka var imod hende. Hun var dygtig nok til at få alle til at tro på hende, og det førte til at Holowka blev sparket ud af det studie, han selv havde grundlagt, og medarbejderne afbrød al samtale med ham. Han var i løbet af blot en uge blevet “canceled” – en social paria uden fremtidsmuligheder, og det førte til at han begik selvmord.

En anden tragisk sag drejer sig om en 16-årig skoleelev. Han havde haft et seksuelt forhold til en pige, i fuld enighed. Men bagefter sagde pigen til skolebestyrelsen at han havde børnepornografi på sin mobiltelefon. Han blev kaldt til skolens rektorkontor og udsat for et 18 minutter langt meget hårdt forhør, hvor han kunne bevise at han ikke havde noget ulovligt materiale på sin telefon. Men under forhøret blev han udsat for utåleligt følelsesmæssigt og psykologisk stress. Derefter ringede skolen til hans forældre; men da forældrene nåede frem , havde drengen været uden opsyn, og det viste sig, at han havde begået selvmord.

Selve det, at der forekommer falske anmeldelser, kan også blive et stridspunkt.
Ramdas Lamb var en populær professor på universitetet på Hawaii. Han havde en profeministisk holdning; men i en time skulle man diskutere kontroversielle emner, og han kom i strid med en rabiat ung feminist om hvorvidt der er visse voldtægtsanklager som er falske. Det mente Lamb, og den unge feminist anklagede ham derfor for sexchikane og for at skabe en fjendtlig atmosfære. Den disciplinære sag imod ham trak ud i 3½ år. En af de øvrige kvindelige studerende, som vistnok var lidt indtaget i Lamb til en start, begyndte at anklage ham for vagt definerede seksuelle overgreb. Gået på klingen fortalte hun gradvis mere og mere konkret om at hun var blevet voldtaget. Det viste sig at Lamb havde sit alibi i orden i alle de påståede episoder, som umuligt kunne være sande. Alligevel blev påstanden om at Lamb var voldtægtsmand almindeligt kendt i området; han trak sig ind i sig selv; han selv og hans familie led stor psykologisk skade. En føderal undersøger kom til stede og resolverede at Lamb var helt uskyldig. Derefter kom sagen for den civile ret, som på et øjeblik kunne afgøre Lambs uskyld, og den anklagende kvinde kom til at betale ham en stor erstatning; men han fik ingen erstatning fra universitetet.
Det er et eksempel på skadevirkningen ved, at rabiate feminister fastholder at falske voldtægtsanmeldelser stort set ikke forekommer.

Falske anklager er et stort problem og er meget skadelige for mænd

Gretelise Holm havde en kronik i Berlingske d. 13. juni om voldtægtssager. Her er synspunktet, at for mange mænd slipper fri for at blive dømt for voldtægt. Som reaktion på den kronik er følgende skrevet. Desværre ville Berlingske ikke optage manuskriptet, men det bringes her, i en lidt udvidet udgave.

Normale mænd ser meget alvorligt på voldtægt. Men mænd har også det problem, at de kan rammes af falske anklager om voldtægt. Mange kvinder kommer med falske anklager, og de gør det af mange forskellige grunde. Nogle kvinder kan fremlægge de falske anklager meget overbevisende.

En anklaget mand bliver pludselig revet ud af sin dagligdag og hentet af politiet, mistænkt for en forbrydelse, som i alles øjne vækker forargelse og harme. Selv hvis han klarer frisag, vil hans sociale omgangskreds tænke at han nok er skyldig alligevel; kolleger nægter måske at arbejde sammen med ham, og hvis han har et firma, får han pludselig ingen kunder. Det går også ud over familielivet. Måske mister han al kontakt til både kone og børn.
En mand der udsættes for en falsk anklage, lider måske mere end en kvinde lider ved voldtægt. Nogle kvinder slipper fra en voldtægt helt uden fysiske eller psykiske men – i en dansk offerundersøgelse galdt det f.eks. 21 %., mens omvendt 20 % angav at voldtægten havde påvirket dem i meget høj grad. Ret få – de værst ramte – er præget resten af livet på en måde, så de f.eks. ikke kan passe deres arbejde eller ikke kan etablere forhold til en partner. Men mænd slipper næppe fra en falsk anklage om sexovergreb uden men, og nogle får hele deres tilværelse ødelagt.

Malthe Thomsen, der for fire år siden blev anklaget for pædofili af en kvinde i New York, fik en stor erstatning for den falske anklage; man anklagen har ramt ham hårdt; han har længe haft søvnbesvær og depression, og han har endegyldigt – ligesom mange andre mænd – fravalgt at arbejde som pædagog.

Man hører ofte, at andelen af voldtægtsanklager, som er falske, ligger i omegnen af 7 til 10 %, f.eks. i USA, England og i Danmark. Men det er de sager, hvor kvinden ret hurtigt under retssagen går til bekendelse og indrømmer, at hun løj. Der vil derudover være sager, hvor kvinden fastholder sin løgn, og hvor sagens rette forhold ikke kan afklares. I 2005-2006 blev der lavet en grundig gennemgang af 58 voldtægtsanklager i tre danske politikredse. Man fandt at 21 % af anklagerne var falske, og af resten var lidt over halvdelen meget tvivlsomme – der var måske ikke egentlig tale om voldtægt. I alt var således 3/4 af anklagerne grundløse. Nogle tyske eksperter skønner at det i dag er op imod 30 eller 50 % af voldtægtsanklagerne i Tyskland, der er falske. I USA findes en opgørelse af sager, hvor kvinderne har skullet vidne over for en løgnedetektor. Da kvinderne troede, at detektoren faktisk kunne afsløre løgn, indrømmede 40 – 50 % af dem, at deres anklage var falsk.
I Danmark er det groft sagt 10 % af sagerne, hvor det i retten hurtigt viser sig at de er falsk anklagede; på den anden side er ca. 10 % bevisligt skyldige; så er der 80 % tilbage i den usikre gråzone. Det er ganske tænkeligt, at en stor del af dem i denne gråzone er falsk anklagede – vi ved det ikke.
I udlandet er der talrige eksempler på hvad falske voldtægtsanklager gør ved mænd. Militærfolk eller sportsfolk får ødelagt deres karriere, erhvervsfolk får ødelagt deres forretning, osv.

I maj i år blev det oplyst, at i New York har en mand siddet 26 år i fængsel – og en anden mand 11 år i fængsel – på grund af en falsk anklage for voldtægt. I Danmark har vi sagen fra Fredericia banegård fra 2008, hvor tre 17-årige mænd sad to år i fængsel, indtil deres uskyld blev bevist.
I 2016 blev en helt uskyldig ung mand i England anklaget for voldtægt. Han havde en forhistorie med nedtrykthed og fik antidepressanter. Da den falske voldtægtsanklage kom, hængte han sig selv. Det var da for sent da den anklagende pige indrømmede at anklagen var falsk. Da manden var død, mistede hans mor lysten til livet. På et-års-dagen for hendes søns selvmord hængte hun også sig selv. Kvindens løgn førte således til to uskyldige personers død.

Igen i 2018 begik en falsk anklaget mand i England selvmord.

Endnu værre står det til med MeToo anklager, hvor intet forhindrer kvinden i at fabulere frit, især hvis hun og/eller manden er anonyme. Nolge MeToo anklager har haft alvorlige konsekvenser.

Vi kan tænke på den britiske forsvarsminister Michael Fallon, der blev fyret, fordi han for 15 år siden lagde sin hånd på en kvindelig studieværts knæ. Og der er Patrick Brown, oppositionsleder i det lokale parlament i Ontario, som i starten af i år røg helt ud af politik på grund af falske anklager om sexmisbrug.

Den svenske filminstruktør Ulf Malmros siger at falske, grove #MeToo anklager mod ham har ødelagt livet for både ham selv og for hele hans familie.

I marts 2018 førte MeToo anklager til at Benny Fredriksson, chef for det svenske Kulturhuset, begik selvmord.

I alt har MeToo kampagnen ført til i hvert fald seks personers selvmord – i alle seks tilfælde var anklagerne formentlig enten falske eller stærkt overdrevne.

Nogle vil måske indvende, at hvis mændene virkelig var uskyldige, så ville de vel ikke begå selvmord. Men jo, netop deres udkyld gør at de føler, at hele verden behandler dem uretfærdigt, og derfor forlader de verden.

Gretelise Holm og en række rabiate feminister er utilfredse med, at alt for få mænd dømmes for voldtægt. De mener,at hvis en mand begår voldtægt, så er hans risiko for at komme i fængsel så lille at det slet ikke afskrækker ham. Nogle kvinder mener at det er så vigtigt at få flere mænd dømt, at det ikke gør noget, hvis nogle uskyldige mænd bliver dømt i skyndingen.

Utilfredsheden med at mænd bliver frikendt er blevet et stort emne netop nu, hvor en dansk mand blev anklaget af Kirstine Holst for voldtægt, men frikendt af et enigt dommerpanel, men hvor kvindelige aktivister (anført af Rulle Grabow) vil have manden hængt ud i “folkedomstolen” – hvilket nok vil være mere ødelæggende for hans liv end en dom ved retsvæsenet.

Med deres aktion presser disse kvinder på for at få samfundet til at dømme flere mænd. De mener at det er et spørgsmål om bevisernes styrke. Men den konkrete sag handler ikke kun om bevisbyrde; den handler også om fortolkning af det, der er enighed om skete.

Et kernepunkt i denne sag er at kvinden ikke reagerede ved at søge væk fra gerningsmanden. Hun lagde sig tilbage i hans seng efter akten. Senere gik hun ud i byen efter hovedpinepiller, og vendte så igen tilbage til lejligheden, hvor hun tog bad. Dette handlemønster er foreneligt med en situation, hvor hun var tilfreds med at samlejet foregik, og først senere ændrede holdning. Alternativt må man, som hendes forsvarere gør, antage at hun handlede som en slags lamslået zombie og endnu ikke i sin bevidsthed var blevet klar over, hvad hun havde været udsat for.

Men – hvad er de juridiske konsekvenser, hvis man accepterer denne zombie-forklaring? Så kan en sådan forklaring blive aktiveret i situationer, hvor manden og kvinden er enige om at have samleje, og hvor kvinden derefter forbliver i mandens intime selskab. Men nogle timer eller dage senere bliver kvinden overvældet af nye negative følelser, og på det tidspunkt finder hun ud af, at det der skete, var voldtægt, og anmelder manden.

Hvis man accepterer det, så accepterer man at kvindens skiftende følelser skal danne basis for retsafgørelser. Så kan en mand tro at alt er i orden, og senere skifter kvinden så mening og påstår, at det var voldtægt. Hvis man dømmer manden i den situation, så er han retsløs. Så kan han aldrig vide sig sikker på, om kvinden efterfølgende vender 180° rundt og pludselig påstår, at det var voldtægt. Hun vil når som helst i al fremtid, hvis de to bliver uenige om noget, kunne true med at hvis han ikke makker ret, så blvier han anmeldt for det der skete dengang. Det vil give kvinden total magt over manden – hun kan afpresse ham til hvad som helst. Det kan få uhyggelige konsekvenser, hvis manden har en topstilling i en virksomhed eller i politik.

Hvad presset for at få flere mænd dømt kan føre til, ser vi i udlandet, ikke mindst i England.

Igennem 2016 og 2017 har der været en lang, lang, lang, lang stribe af sager, hvor uskyldige mænd blev dømt for voldtægt og sad i fængsel i op til to år. I alle disse tilfælde har politiet tilbageholdt afgørende bevismateriale, eller forhindret at det blev fremlagt og derved forhindret at manden blev frikendt. Der er især tale om SMS´er eller emails fra kvinden, hvoraf det fremgår, at hun var glad for manden og for at have sex med ham, men altså SENERE skiftede mening. Igen i starten af 2018 dukkede endnu flere af den slags sager op. I alle disse sager hedder anklagemyndigheden The Crown Persecution Service, hvis kvindelige chef gerne så flest mulige mænd dømt. Hun lagde den linje, at man altid skal tro på hvad det kvindelige offer siger, og det har åbenbart været gennemført så konsekvent, at selv når “offeret” bevisligt lyver, skal politiet tro på hendes løgne og holde bevismateriale tilbage, som afslører løgnene. Den kvindelige chef er nu fratrådt; men en ny kvindelig chef har indtaget posten.

For nylig gennemgik man flere tusind sager i England fra de første halvanden måned af 2018. Her fandt man 47 sager, hvor evidens, der kunne frikende manden, var tilbageholdt. I 14 af disse sager var manden kommet i fængsel.

Det er åbenbart hvad der kan ske, hvis mandehadende feminister får magt til at presse på for at fleste mulig mænd skal dømmes.

I USA er der ved universiteterne indført et reglement som tjener til at dømme studerende mænd i voldtægtssager. Mændene har ikke ret til at fremlægge beviser eller fremføre vidner, og hvis blot der er 51 % sandsynlighed for at de er skyldige, bliver de dømt. Disse regler gør at mange hundrede uskyldige mænd er dømt, og en sådan dom gør, at de er udelukket fra at studere på noget som helst amerikansk universitet – dvs. hele deres karriere bliver ødelagt. Over hundrede har anlagt – og vundet – civile retssager mod universiteterne for disse uretfærdige afgørelser. Der er opstået foreninger af bl.a. professorer og af mødre, der kæmper imod at deres sønner på den måde får deres liv ødelagt.

Helt galt er det i Spanien (links: her, her og her), hvor en lov vedtaget i 2004, “the gender violence law”, betyder at når som helst en kvinde anklager sin mand eller exmand for vold, vil hun automatisk få ret i sin anklage. I samme øjeblik hun henvender sig og påstår at hendes mand har begået vold, bliver manden hentet og sat to døgn i fængsel. Derefter føres en retssag, hvor han typisk nægtes ret til at forsvare sig eller føre vidner, og han får forbud mod at komme i nærheden af konen eller børnene, dvs. han bliver sat på gaden.

Der sker 400 sådanne anklager per dag i Spanien, og 87-90 % af dem er falske; men loven er sådan, at selv falske anklager har retsvirkning.

Årligt sættes 125.000 mænd i fængsel i medfør af denne lov. Det er ikke blot fædre der nægtes adgang til at se deres børn, også bedsteforældre mister denne adgang. 3 millioner mennesker i Spanien er påvirket af dette.

Holm skriver i sin kronik, at den mere vidtgående lovgivning i England og Sverige ikke har givet vanskeligheder om mænds retssikkerhed. Som man ser af det foregående, tager hun i forrygende grad fejl, når det gælder England. Forholdene i Sverige er et stort emne – det må vente til en anden gang.

Til slut vil jeg give en reference til en britisk rapport om de store skadelige virkninger på de anklagede personer ved falske anklager om voldtægt eller andre sexovergreb, her.