Nogle mennesker føler at være født som det forkerte køn. Nogle der er født med en drengekrop, føler at de i virkeligheden er piger, og nogle der er født med en pigekrop, føler at de i virkeligheden er drenge. Det de mærker i deres hjerne og deres tanker, svarer ikke til den krop, de er udstyret med. Og det føles ubehageligt for dem. Man taler om kønsdysfori – dvs. at det føles ubehageligt for personen at have en krop der er det modsatte køn af hvad personen selv mener at være.
Uoverensstemmelsen mellem kroppens køn og kønnet i hjernen er måske medfødt. Nogle mener, at allerede før et barn er fyldt 1 år, kan man registrere tegn på at det vil være transkønnet resten af livet – hvordan man så ellers skulle kunne registrere det. Der er mange tilfælde, hvor et barn siger at det er transkønnet, når det er 5-6 år gammelt. Somme tider forsvinder denne opfattelse igen, når barnet kommer i puberteten; men somme tider varer opfattelsen ved igennem puberteten og hele resten af livet. Nogle mennesker bliver først i en voksen alder klar over, at de føler sig som transkønnede. Men artiklen her handler om dem, der føler sig transkønnede, mens de er børn.
De fleste transkønnede personer er homoseksuelle, sådan at forstå, at de tiltrækkes til det samme køn som det køn, de selv havde ved fødslen. En mand-til-kvinde transperson (MtK) vil altså være tiltrukket af mænd; vedkommende kan dog også i nogle tilfælde tiltrækkes til en kvinde-til-mand (KtM) transperson. Nogle vil være biseksuelle eller aseksuelle. Og endelig er der nogle der er ”heteroseksuelle” i den forstand, at de tiltrækkes til det køn, de ikke er født som.
Strukturer i hjernen
I den centrale, nederste og mest primitive (oprindelige) del af hjernen ligger der hjernecentre af betydning for kønsidentitet og seksuel orientering. Det gælder især det område, der hedder hypothalamus. Ved dissektion af afdøde personers hjerner kan man konstatere, at flere af disse hjernecentre har forskellig størrelse alt efter om personen er mand eller kvinde, homo- eller heteroseksuel. I 1995 blev der offentliggjort en undersøgelse af afdøde transkønnede personers hjerner. Her fandt man et nervecenter, lidt højere oppe i hjernen end hypothalamus, der havde samme størrelse uanset om personen var homo- eller heteroseksuel. Mænd, uanset retningen for deres seksualitet, havde et relativt stort nervecenter her, hvorimod kvinder havde et mindre center, og MtF transkønnede havde et center der var endnu lidt mindre end kvinders. Der var ikke tale om absolutte forskelle; der var en vis overlapning mellem disse grupper; men overlapningen var ikke ret stor. De transkønnede personer havde været behandlet med kønshormoner; men forskellige detaljer gjorde at man kunne sige, at forskellene ikke kunne skyldes disse hormonbehandlinger.
Siden da er der lavet undersøgelser på levende transkønnede personer ved diverse former for hjernescanning. Det er bl.a. undersøgelser af hjernebarkens tykkelse forskellige steder i hjernen. Her ser man forskelle på mænds og kvinders hjerner; transkønnede personer afviger på visse steder fra både mænd og kvinder . Da de fleste transkønnede samtidig er homoseksuelle (tiltrækkes til det køn, de selv er født med), er det væsentligt at pointere, at de viser visse, små forskelle også fra “almindelige homoseksuelle.
Derudover viser hjernescanninger også forskelle mellem transkønnede og andre i flere hjerneområder der har at gøre med opfattelsen af ens egen krop.
Piger der føler sig som drenge anvender hjernen på en maskulin måde når de løser rumlige opgaver (link).
Ud fra sådanne hjerneundersøgelser må man tro, at følelsen af at være transkønnet er ikke blot en subjektiv indbildning. Der er virkelig forskelle fra normale mennesker visse steder i hjernen, som har at gøre med kønsidentitet, seksuel orientering og kropsopfattelse, foruden andre funktioner som ikke specielt er relateret til køn.
I hvilken grad disse forskelle er medfødte, vides ikke sikkert. De er ikke entydigt bestemt af generne; men generne spiller en vis rolle.
Når det gælder f.eks. forskelle i hjernebarkens tykkelse, så er der også den mulighed, at forskellene er et resultat af det liv, personen har levet.
Hvordan kan transkønnethed opstå?
Transkønnethed er formentlig medfødt.
Under et fosters udvikling påvirkes det af kønshormoner. På et vist tidspunkt i hjernens udvikling påvirkes den af kønshormoner og bliver forudbestemt til at blive enten en kvindelig eller en mandlig hjerne. Det tidspunkt i fosterudviklingen, hvor dette sker, ligger noget senere end det tidspunkt hvor kønshormonerne præger udviklingen af de ydre og indre kønsorganer (links her og her). Man kunne derfor forestille sig at der findes enkelte tilfælde, hvor mængden af kønshormoner varierer meget hen igennem fosterudviklingen, sådan at kønsorganerne påvirkes anderledes end hjernen gør. Noget sådant kan man eksperimentelt fremkalde hos forsøgsdyr; men det vil næppe nogensinde være muligt at undersøge det på mennesker (links her og her).
Der foreligger ingen evidens for at transkønnethed skulle skyldes påvirkninger efter fødslen.
Genetiske afvigelser spiller en rolle. Sjældne kromosomafvigelser kan føre til transkønnethed, og mutationer i gener for kønshormon-receptorer forøger også risikoen for transkønnethed (link).
Hvor mange er transkønnede?
Antallet af transkønnede personer kan vurderes ud fra hvor mange der kontakter statslige institutioner for at ansøge om kønsskifteoperation. For personer der er født som hankøn, har man i sidste halvdel af 1900-tallet fundet hyppigheder fra 1 ud af hver 100.000 til 1 ud af hver 10.000. For personer født som hunkøn er hyppigheden lidt lavere, ca. 1/3 af hyppigheden blandt mændene. Der er dog en undtagelse, nemlig Singapore, hvor hyppigheden for mænd er ca. 1 ud af hver 3.000, og hyppigheden for kvinder igen ca. 1/3 heraf (link).
Hvis man opregner hvor mange nye tilfælde der kommer per år, og sammenholder det med hvor stor en årgang af befolkningen er, finder man typisk at ca. 1,5 personer per million kommer til årligt.
Der er især mange oplysninger fra Sverige.
Her lå det årlige antal af personer der henvendte sig for at få kønsskifte ret konstant omkring 10 personer om året i perioden 1972 til 1992. Det holdt sig sådan frem til 2002; men derefter steg antallet til ca. 50 personer årligt i 2006-2007, og det er steget yderligere siden.
I 2012 søgte 4 børn om kønsskifteoperation i Sverige. Det steg til ca. 200 børn i 2016.
I Danmark lå antallet på ca. 4 personer om året frem til 1978.
Endnu omkring 2004 blev der henvist omkring 5 personer om året til kønsskifteoperation på Rigshospitalet. Dette er siden da steget til ca. 350 personer om året, dvs. langt flere end der er kapacitet til at operere.
Der er bl.a. også sket en stor stigning i antallet af børn der henvises til operation
I Storbritannien steg antallet af børn henvist til en klinik for kønsskifteoperation fra 97 i 2009/10 til 1,419 i 2015/16.
En anden måde at vurdere antallet af transkønnede er at spørge direkte.
En undersøgelse i USA omfattede 150.000 repræsentativt udvalgte personer. Der fik per telefon stillet dette spørgsmål: ”Anser du dig selv for at være transkønnet? Ja eller nej”. Ud af de adspurgte svarede ca. 0,6 % ja. Blandt de 18-24-årige svarede 0,66 % ja.
En anden amerikansk undersøgelse bestod i at man udspurgte 2.700 skoleelever i 6.-8. klasse i skoler i San Francisco. De blev spurgt: ”Hvilket køn har du?” Svarmulighederne var mand, kvinde eller transkønnet. 1,3 % af de adspurgte svarede transkønnet.
Det virker helt urealistisk at så mange som 1,3 % af de unge mennesker virkelig skulle være transkønnede. Men det leder frem til spørgsmålet: Hvordan afgør man om en person virkelig er transkønnet?
Kriterier for transkønnethed hos børn
Det sker at børn i alderen fra 5 år og op sammen med deres forældre konsulterer kønsskifte-klinikker. På en sådan klinik udspørges børnene nærmere for at finde ud af, hvor dybt deres utilfredshed med det nuværende køn stikker. Børn i så ung alder kan godt have nogle ideer om, at de hellere ville tilhøre det modsatte køn, uden at disse ideer nødvendigvis stikker dybt. Et eksempel kan være en dreng, der får en lillesøster og oplever, at al forældrenes interesse samler sig om søsteren, mens han selv føler sig overset. Han kan så tro, at piger i det hele taget får meget opmærksomhed, mens drenge ikke får det; og så ønsker han at være pige for at få lige så meget opmærksomhed som søsteren. Et andet eksempel kan være, at en pige oplever at faderen ofte er voldelig mod moderen og slår hende; hun får den opfattelse, at det er kun kvinder, der bliver slået, og derfor vil hun hellere være af hankøn for at hun ikke bliver slået, når hun bliver voksen. I sådanne tilfælde må man tro, at børnenes ønske om at være det modsatte køn er forbigående og ophører, når de bliver ældre og forstår tingene bedre.
Om børn har et dybtfølt ønske om at skifte køn har man i en årrække undersøgt med kriterierne fra det såkaldte DSM-III (DSM III = Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders, Revised Third Edition 1987, senere erstattet med DSM-IV og DSM-V). DSM-III opstiller tre kriterier: A) Personen identificerer sig med det modsatte køn. B) Personen føler sig utilpas i det køn, som han/hun for øjeblikket har fået tildelt. C) Der er ikke tale om en intersex-person der er født med intermediære kønsorganer. I DSM_IV er der tilføjet et kriterium om at personen føler sig distressed (i krise, ulykkelig) over sin situation. På den baggrund konkluderer man, om personen fuldt ud opfylder kriterierne i DSM for transkønnethed, eller om personen kun i nogen grad opfylder kriterierne.
Det er vigtigt at skelne mellem, om personen hævder at han/hun er det modsatte køn, eller om personen blot ville ønske at han/hun var det modsatte køn. I fag-artikler udtrykkes det sådan, at man dels registrerer kognitiv kønsutilpashed, dvs. at personen i sin erkendelse anser sig for at være det modsatte køn, og dels registrerer affektiv kønsutilpashed, dvs. at personen i sine følelser ønsker at han/hun var det modsatte køn.
I danske undersøgelser har man også lagt vægt på, om der er tegn på at personen har en forstyrret virkelighedsopfattelse.
For at anerkende personen som egnet til kønsskifteoperation har man lagt vægt på, at personen har en god realitetssans. Ofte kan denne realitetssans udmønte sig i, at personen er god til at tilpasse sig de krav som samfundet stiller til ham/hende med det køn, som han/hun er født med. Men når personen er alene, kommer der ofte drømme eller ligefrem illusioner om et andet liv – det er en slags flugt ud i en verden, som føles mere tålelig. Selv om personen har selvkontrol nok til at opføre sig som det forventes, vil personen som regel samtidig insistere hårdnakket på at han/hun i virkeligheden tilhører det modsatte køn. Denne insisteren på faktisk at være af det modsatte køn er øjensynlig det klareste tegn på at vedkommende virkelig er transkønnet.
Bliver børn med kønsdysfori transkønnede som voksne?
Det land, hvor der er udført mest forskning om transkønnede, er Holland. Her åbnede der en statslig klinik for kønsskifte i 1987, dvs. man har over tredive års erfaring med de første personer, der konsulterede klinikken. Samtidig fremhæver man, at der generelt i Holland er en åben attitude over for transkønnede, sådan at folk der ønsker at skifte køn, kun i ringe grad holdes tilbage af omverdenens fordømmelse.
Netop fra Holland findes der derfor en del undersøgelser af, om børn der henvender sig til klinikken med ønske om kønsskifte, nu også fastholder dette ønske senere hen.
En af undersøgelserne handler om 54 personer, der som børn henvendte sig til klinikken med ønske om kønsskifte. De var dengang i alderen 5 til 12 år, i gennemsnit 8 år. Man fulgte op på deres situation da de var mindst 16 år gamle, i gennemsnit 19 år gamle.
42 af børnene blev i sin tid, ud fra DSM-III, vurderet at opfylde kriterierne for kønsdysfori. Af dem var det halvdelen, altså 21, der senere i livet fastholdt at være transkønnede og som blev behandlet for at få kønsskifte. Den anden halvdel var faldet fra og levede med det køn, de var født med. De resterende 12 af børnene opfyldte i sin tid ikke fuldt ud kriterierne for transkønnethed. Samtlige disse 12 var senere i livet faldet fra.
Konklusionen er altså her, at kun børn, der meget entydigt opfattede sig selv som transkønnede, faktisk også senere forblev transkønnede; men selv blandt dem var den entydige diagnose ikke nok til at forudsige, om de fastholdt ønsket om kønsskifte.
En anden tilsvarende undersøgelse omfattede 99 børn, som ved første undersøgelse var under 12 år, i gennemsnit 9 år. Ved opfølgningen var de mindst 15 år, i gennemsnit 16 år.
Her fandt man at ud af de 69, der i første runde entydigt opfyldte kriterierne for kønsdysfori ifølge DSM-IV, var det 64 % der i anden runde fastholdt deres ønske om kønsskifte. Ud af de 30, der i første runde ikke så klart opfyldte kriterierne for kønsdysfori, var der kun 10 % som senere fastholdt ønsket om kønsskifte.
For begge undersøgelser gælder det, at en del af dem, som havde konsulteret klinikken som børn, ikke senere kunne opspores. De reagerede ikke på henvendelser. Da der i Holland kun er det ene sted at få kønsskifte-behandling, og da personerne næppe er flyttet til udlandet, antager man at disse udeblevne personer ikke har fastholdt deres ønske om kønsskifte. Hvis de inkluderes i data-materialet, falder procentdelen af personen som fastholdt deres ønske om kønsskifte.
Senere er der kommet supplerende oplysninger om, at 5 personer først henvendte sig med en beslutning om kønsskifte efter at de var fyldt 18 år. Af forskellige grunde havde de holdt deres beslutning hen. Det var især fordi de først forsøgte at gennemføre en tilværelse som homoseksuelle mænd, men efterhånden måtte konkludere at den tilværelse ikke var tilfredsstillende. Når disse sene henvendelser inkluderes i statistikken, er det samlede resultat, at ud af 150 børn som havde henvendt sig om kønsskifte, var der 45 – altså 30 % – som senere i livet fastholdt dette ønske. De øvrige 70 % synes at have frafaldet deres ønske om kønsskifte.
Konklusionen i disse hollandske undersøgelser er altså ret samstemmende: Ud af de personer, der henvendte sig som børn, er det omkring 30 %, som også efter at de var fyldt 12 år fastholdt ønsket om kønsskifte. Af dem, der ikke fuldt ud opfyldte DSM-kriterierne for kønsdysfori, var det meget få som senere skiftede køn. Af dem, der fuldt ud opfyldte kriterierne for kønsdysfori, var det halvdelen eller lidt over halvdelen, som senere skiftede køn. Det betyder at DSM-kriterierne ikke i sig selv kan vise sikkert, om personen er varigt transkønnet.
DSM-kriterierne alene er altså ikke nok. Men derudover har man i den ene af de hollandske undersøgelser også i sin tid vurderet de mindreårige børn med hensyn til flere andre kriterier, bl.a. om de viser kognitiv kønsutilpashed og affektiv kønsutilpashed.
Resultaterne er forskellige for dem der er født drenge og dem der er født piger. Det der bedst kan bruges til at forudsige, om barnet senere vil fastholde ønsket om kønsskifte, er for drengenes vedkommende at de allerede som barn havde skiftet identitet ved at tage et pigenavn og klæde sig i pigetøj. Derudover var det også af betydning, at drengen viste kognitiv kønsutilpashed, dvs. at han hævdede med bestemthed at være en pige. Derimod havde det ingen sikker prognose-værdi, om han viste affektiv kønsutilpashed, dvs. udtrykte et ønske om at være pige.
For pigerne var det anderledes. Her var antallet mindre, og derfor kunne færre faktorer vise statistisk sikkerhed. Her havde faktisk kønsskifte som barn ikke nogen prognose-værdi; kognitiv kønsutilpashed havde en del prognoseværdi, og affektiv kønsutilpashed havde også prognoseværdi. For pigerne havde følelser, ønsker og drømme åbenbart større betydning end for drengene. Derudover havde piger med senere kønsskifte en relativt udadvendt adfærd, med mange adfærdsformer som var usædvanlige for piger i øvrigt.
Bliver børn med kønsdysfori transkønnede som voksne? – samlet indtryk
De første som i større omfang undersøgte hvordan det går med børn der henvender sig med kønsdysfori, var psykologen Kenneth Zucker og hans kollega Susan J. Bradley. Zucker bestyrede igennem en lang årrække en kønsskifteklinik i Toronto, Canada. Siden midten af 1970´erne behandlede klinikken omkring 500 børn med kønsdysfori; deres fokus var på at mindreårige børn endnu ikke har nogen sikker kønsidentitet, og at man bør vente og se til de kommer i puberteten, om deres ønske om kønsskifte er vedvarende. Erfaringerne er samlet i en bog af Zucker og Bradley fra 1995. I denne bog beskrives det, at ud af 45 børn der havde kønsdysfori, var der 9 (altså 20 %), som stadig havde kønsdysfori da de kom i puberteten. 6 af dem (altså 14 %) ønskede kønsskifte. Dette tal er blevet kendt vidt og bredt – at kun 20 % af dem der som børn viser kønsdysfori, beholder kønsdysforien videre hen i livet. Men det har også vakt megen modvilje blandt personer, der støtter de transkønnedes sag.
Der er lavet en oversigt over, om andre forskere kan bekræfte tallene fra Zucker og Bradley. Denne oversigt omfatter 11 undersøgelser, heraf også de førnævnte fra Holland. Tilsammen omfatter de 489 børn, og i gennemsnit er der 20,0 % af disse børn, hvis kønsdysfori varer ved efter at de er kommet i puberteten. Zuckers og Bradleys tal bekræftes altså af andre forskere.
Man kan dog stille spørgsmålstegn ved, hvor snævert man definerer de børn, der viser kønsdysfori. I de hollandske undersøgelser er der anvendt ret stramme og stringente kriterier. Nogle af de andre undersøgelser har mere løse kriterier for hvilke børn, de inkluderer. Jo strammere kriterierne er, jo større en procentdel af børnene fastholder deres kønsdysfori. Men selv i de hollandske undersøgelser, der anvender de strammeste kriterier, er det som nævnt stadig kun 30 % af børnene, der fastholder deres kønsdysfori.
Hvorfor er det vigtigt at kende frafaldet?
Disse tal er vigtige, fordi det har konsekvenser hvis et barn fastholder ønsket om kønsskifte. Hvis man efterkommer dette ønske, så går der en flertrins proces i gang. Det første er, at lige før barnet går i puberteten, så behandles det med et hormonpræparat, som forhindrer at det går i puberteten. Derved forhindres det f.eks. for drenges vedkommende, at der kommer en stigning i mængden af testosteron, som bevirker at deres krop udvikler sig til en voksen mandekrop. Men samtidig betyder behandlingen, at personen for altid mister sin evne til at få børn, og den går også ud over knoglernes vækst. Når puberteten er holdt tilbage igennem flere år, kan den unge person ved en alder af 16 år begynde behandling med det modsatte køns kønshormoner, sådan at de der tidligere var drenge, f.eks. kan udvikle bryster. Endelig kan personen som voksen gennemgå en egentlig kønsskifte-operation.
Denne proces forløber glattest, hvis behandlingen starter allerede lige inden de første tegn på at personen går i puberteten. Men det er netop først når personer begynder at gå i puberteten, med de deraf følgende ændringer i hormon-niveauerne, at hovedparten af de unge ændrer opfattelse og accepterer det køn, de er født med. Hvis nu sandsynligheden for, at den unge fastholder sit ønske om kønsskifte, kun er 20-30 %, så er det meget betænkeligt at igangsætte hormonbehandlingen allerede når den unge er f.eks. 12 år. Der er meget stor risiko for, at en person som trods alt ønskede at beholde sit køn, gøres steril for resten af livet.
Fyringen af Zucker
Kenneth Zucker, lederen af kønsskifteklinikken i Toronto, var den mest fremtrædende person inden for det fagområde der beskæftiger sig med transkønnede. Han har forfattet 97 videnskabelige artikler og 48 bogkapitler, og er en af de mest citerede forskere inden for kønsdysfori og kønsidentitet; han var redaktør af et af de vigtigste tidsskrifter om køn, Archives of Sexual Behavior. Han havde en ledende rolle i udviklingen af diagnoser og vejledninger. Han var leder af den arbejdsgruppe, der formulerede kriterierne for kønsdysfori i version 5 af DSM; og han hjalp med at skrive den nyeste udgave af “Standards of care” vejledningen for ”the World Professional Association for Transgender Health”.
Men efter årtusindskiftet blev trans-aktivister stadig mere aktive og uforsonlige. De var først og fremmest utilfredse med, at Zucker anbefalede en vent-og-se strategi over for transkønnede børn, i stedet for at børnene straks skulle understøttes i deres trans-identitet. LGBT-aktivister protesterede mod at Zucker sad i arbejdsgruppen for DSM-5. The National Gay and Lesbian Task Force udsendte en erklæring, hvor de beskyldte Zucker for at anbefale ”conversion therapy”, altså missionerende terapi der skal få homoseksuelle til at blive straight. Dette er en ekstremt grov forvridning af fakta.
Kritikken fra trans-lobbyisters side tog stadig til. I 2014 foregik en underskriftsamling med krav om at man skulle ”eliminere dr. Kenneth Zucker og hans praksis”. Den fik 2.200 underskrifter.
Motivationen var at Zucker foretrak, at et barn med kønsdysfori så vidt muligt beholdt det køn, det var født med. Protesten førte i 2014 til at ventelisten til klinikken i Toronto blev lukket. Dernæst igangsatte universitetet en undersøgelse af klinikkens virksomhed, udført af to psykiatere. Deres rapport understøttede kritik af klinikken. Et af de vigtigste angrebspunkter var en episode, hvor Zucker skulle have fornærmet en af klienterne. Zucker selv hævder at den episode er opdigtet og aldrig fandt sted. Desuden kritiseres Zucker for at have stillet klienterne spørgsmål som var upassende for deres aldersgruppe (hvilket næppe kan undgås når det handler om seksualitet).
Alt i alt var der meget lidt substans i kritikken af Zucker. Alligevel blev han i december 2015 kaldt til et møde på universitetet, hvor det tog mindre end en halv time før han var fyret, med adgang nægtet til at hente personlige ejendele på sit kontor. Han fik ingen mulighed for at forsvare sig. I betragtning af, at Zucker i realiteten intet galt havde gjort, er fyringen af ham udtryk for at ideologisk fanatiske trans-aktivister fik universitetet til at udføre deres vilje. Samtidig blev klinikken helt lukket.
Efter fyringen udsendte en gruppe på mere end 500 klinikere og forskere inden for kønsdysfori et åbent brev, hvor de udtrykte deres forfærdelse over universitetets afgørelse.
Zucker ytrede sig ikke offentligt om sagen i de følgende år; men han anlagde en retssag mod universitetet. Den blev afgjort i 2018 med et forlig, der gav Zucker oprejsning samt en relativt stor erstatning (586.000 $).
Kritik af forskningen
Spørgsmålet om, hvorvidt 8-9-årige børn, der føler sig som transkønnede, nu også forbliver transkønnede på længere sigt, har været genstand for grundig og lødig forskning, især i de omtalte hollandske undersøgelser. Alligevel er forskningen blevet genstand for kritik fra lobbygrupper og personer der forsvarer transkønnede.
Her er bl.a. en hård kritik af disse undersøgelser.
Kritikken fremstilles her i en saglig tone, der på overbevisende måde giver publikum indtryk af at der er dybtgående fejl og mangler i forskningen. Bl.a. fokuseres meget på de personer, som ikke besvarede henvendelserne om opfølgning. Men det gælder jo al social forskning, at der er en stor gruppe af personer som ikke svarer på henvendelser. Hvis det skulle gøre forskningen utroværdig, så ville stort set al social forskning overhovedet være utroværdig.
Når man sammenholder kritikken med hvad der faktisk står i afhandlingerne, så viser det sig, at stort set intet af kritikken er berettiget. Jeg kan i hvert fald ikke give noget som helst medhold i den fremførte kritik.
Der er også kommet faglig kritik i videnskabelige tiddskrifter, bl.a. i denne artikel af Pyne, Newhook m.fl.
Kritikken søger her endnu engang at skyde den påstand ned, at det kun er ca. 20 % af børn med kønsdysfori, der ønsker kønsskifte når de når op i ungdomsalderen. Artiklens forfattere ”dekonstruerer” fortolkningen af forskningsresultaterne ved at fokusere på det miljø, den baggrund og det tankesæt, der ligger bag forskningen. De kritiserer forskningen for at lede frem til nogle forkerte anbefalinger. De ønsker at man skal bevæge sig væk fra spørgsmålet “Hvordan bør børns kønsidentitet udvikle sig over tid” og over til spørgsmålet “Hvordan kan man bedst understøtte børn efterhånden som deres kønsidentitet udvikler sig?”.
Her rammer de noget centralt. Forskere som dem i Holland konstaterer at flertallet af de børn, der henvender sig, sidenhen bliver tilfredse nok med deres kønsidentitet, og derfor skal man vente og se, hvordan de udvikler sig. Pyne, Newhook m.fl. ønsker derimod, at man ikke skal vente; hvis et barn siger, at det er transkønnet, så skal man ubetinget acceptere dets følelser, og hvad end det udtrykker om sine følelser, så skal man understøtte det. Man skal i realiteten ikke lave opfølgende forskning hvor man registrerer børnenes udvikling; i stedet skal man til enhver tid anerkende rigtigheden af hvad børnene siger, og støtte dem. De mener at “en stabil kønsidentitet er et positivt sundhedsresultat som burde opprioriteres for alle børn”, dvs. når først et 6-årigt barn én gang har erklæret sig som transkønnet, så gælder det om at personen resten af livet beholder denne transkønnethed.
De hollandske forskere har skrevet et forsvar mod kritikken, hvor de benægter at de generelt anser tilbagevenden til den oprindelige kønsidentitet som det bedste resultat. De følger barnets udvikling, og de har ingen fordomme om hvad der er den bedste udvikling. De var de første i verden der tilbød transkønnede unge pubertetsblokerende hormoner, dvs. man kan ikke beskylde dem for at arbejde imod transkønnede. Men denne behandling er så indgribende, at de var nødt til at undersøge nøje, hvornår den er berettiget. I deres rådgivning støttede forskerne hele tiden de børn, der fastholdt ønsket om kønsskifte. Men samtidig observerede de, at mange af børnene ret pludselig mistede al interesse for kønsskifte, når de kom i puberteten.
Det er en stadig mere udbredt attitude på den politisk korrekte ”humanistiske” fløj, at man altid skal tage sårbare personers følelser alvorligt. Når som helst en person føler sig stødt, krænket eller ubehagelig til mode, skal alle andre bøje sig for dennes vilje og anerkende personens ret til at føle sig forulempet. Det betyder at personer som er meget drevet af deres følelser, får magt til at diktere alle andre, hvad de skal gøre og mene. På den måde kan små mindretal tvinge alle andre til at danse efter deres pibe. Jo mere følsom og krænkelsesparat, man er, jo mere bliver man en diktator som herser med alle andre.
Jo mere andre giver efter for sådanne personer, jo mere vænner de sig til altid at få ret. De føler at de har ubetinget ret, og de mener at de har ret til at sabotere tilværelsen for alle, som mener noget andet – som f.eks. ret til at sabotere klinikken i Toronto og ødelægge Kenneth Zuckers tilværelse.
Hvis der er personer, som på denne måde nægter at acceptere modsigelse, så bliver det umuligt for os at kommunikere med hinanden. Vi mærker i disse år, at selv helt uskyldige bemærkninger kan blive mistolket som meget forargelige, og efterhånden kommer vi i en situation, hvor al samtale er umulig, fordi den ene part hele tiden bliver forarget over noget. Den demokratiske samtale ødelægges.
De hollandske forskere afslutter deres forsvar med at skrive: ”Vi beklager imidlertid meget at vores omhyggelige søgen for at finde frem til optimal omsorg for børn med kønsvariation ved at prøve at få mere indsigt i denne gruppes udvikling, anses for at være uetisk opførsel. I stedet for den polarisering og de angreb som man kan læse så ofte i litteraturen, ville det tjene sagen bedre at samarbejde om at indsamle mere (og bedre) information om kønsvarierende børn i forskellige sociale sammenhænge. Børn og deres familier har ikke brug for klinikere der skændes, men for ansvarlig omsorg baseret på solid evidens.”
Hvad vil trans-lobbyen?
Visse fagfolk med sympati for transkønnethed mener at de udmærket kan vide, hvilke personer der skal støttes i retning af at blive transkønnede. Det gælder f.eks. en amerikansk kvindelig psykoanalytiker, som argumenterer for det rigtige i hele tiden at lytte til børnene og forstå børnene i alle deres varierende og komplicerede former for kønsidentitet.
Hun hævder frejdigt, at hun er i stand til på forhånd at vurdere, om et barn der viser kønsdysfori i en ung alder, vil udvikle sig til en transkønnet person senere hen. Så hun har ingen betænkeligheder med hensyn til, at et barn, der udtrykker at det er transkønnet, skal støttes i vedholdende psykoterapi igennem hele sin udvikling.
I modsætning til hende har de hollandske forskere har gjort alt hvad de kan for at anvende de mest muligt stramme kriterier i deres forudsigelser af, hvilke børn der vil udvikle en transkønnet identitet på længere sigt. I den heftige kritik af disse forskere påpeges det, at de ikke har udvalgt deres gruppe af transkønnede børn stramt nok – hvis forskerne havde anvendt mere stramme kriterier, ville de stå med en gruppe børn som næsten 100 % udviklede sig til transkønnethed. Formålet med denne kritik er at bombardere den opfattelse, at der findes børn som vælger transkønnethed fra. I modsætning hertil står den pågældende psykoanalytiker, som ikke giver den mindste skygge af evidens for påstanden om at hun næsten 100 % sikkert kan forudsige forløbet.
Der er opstået et diskussionsklima, hvor selv den mest grundige evidens fra omhyggelige og lødige forskere forsøges kritiseret sønder og sammen i en sådan grad, at deres forskning helt forkastes, hvorimod de personer der ensidigt kæmper for at støtte transkønnede, slipper for kritik og slipper godt fra påstande helt uden evidens. Der er altså en vældig dobbeltmoral her i vurderingen af forskningen.
Denne kvindelige psykoterapeut og andre med hende hører til de personer, der påberåber sig at ca. 1 % af befolkningen er transkønnede. Dette skøn på 1 % er svagt funderet, og det virker helt urealistisk højt. Men hvis man skulle tage det for pålydende, og hvis man skulle acceptere at den rigtige behandling af alle disse millioner af transkønnede skulle være understøttende psykoterapi gennem hele deres udvikling som børn og unge, så ville det kræve at samfundet brugte enorme ressourcer til at have en hærskare af psykoterapeuter til at behandle alle disse mennesker. Det ville også betyde at der ville blive lagt enorme byrder på sundhedsvæsenet, når mange af disse mennesker skulle gennemgå kønsskifte-operationer, der jo er meget krævende og dyre operationer.
Det virker meget foruroligende, at de mange mennesker der er imod at indsamle evidens om udviklingen af muligt transkønnede børn, snakker om at der er tale om meget store antal personer, og at disse personer ikke skal have nogen som helst kritiske spørgsmål, men hele tiden blot skal støttes i deres følelser.
Jeg vil gerne endnu engang betone, at de der kritiserer forskningen, mener at “en stabil kønsidentitet er et positivt sundhedsresultat som burde opprioriteres for alle børn”, dvs. når først et 6-årigt barn én gang har erklæret sig som transkønnet, så gælder det om at personen gennem hele sin barn- og ungdom skal gives psykoterapi som understøtter denne transkønnethed.
Det fortolker jeg på den måde, at trans-lobbyen består af personer, som ønsker at så mange mennesker som overhovedet muligt er og forbliver transkønnede, og som forarges over at nogen påstår, at der er mennesker som på et tidspunkt i deres barndom forlader følelsen af at være transkønnede.
Hvad betyder det for tanken om juridisk kønsskifte for børn ned til 6 år?
Der ligger p.t. et politisk forslag om juridisk kønsskifte for børn ned til 6 år. Dette kønsskifte består simpelt hen i en ændring af personnummeret, dvs. at et nummer skiftes ud med et andet nummer. Det i sig selv har næppe nogen indvirkning på barnet.
Men jeg bliver urolig når jeg ser påstanden om, at ”en stabil kønsidentitet er et positivt sundhedsresultat som burde opprioriteres for alle børn”. Deri ligger, at hvis først et 6-årigt barn har fået det modsatte køns personnummer, så ligger der et pres for at få dette barn til at fastholde den transkønnede status mange år frem. Et sådant barn har kun 20-30 % sandsynlighed for faktisk at ønske at være transkønnet senere i livet. Men det risikerer at blive behandlet af psykoterapeuter, som ønsker at den transkønnede status skal fortsætte, og som vil være fristet til at opmuntre barnet, hver gang det giver udtryk for kønsdysfori. Det kan føre til, at børn som ellers ville have fået et ret normalt udviklingsforløb, kommer frem til et punkt hvor de behandles med pubertets-standsende hormoner og bliver permanent sterile.
Jeg bliver også urolig når jeg ser, at antallet af personer, der ønsker kønsskifte-operation, er steget næsten eksplosivt i de seneste få år, i Danmark, i Sverige, og sikkert andre steder. Det virker på mig som udtryk for en form for modestrømning, hvor det pludselig bliver moderne at tro at man er transkønnet.
Jeg har beskrevet, at der kan konstateres forskelle i hjernen mellem trans-kønnede og cis-kønnede. Det viser for mig, at transkønnethed ikke kun er subjektiv indbildning. Jeg er også klar over, at personer der virkelig for alvor føler sig transkønnede, får et bedre liv hvis samfundet og deres familie anerkender deres transkønnethed. Men denne anerkendelse vil jeg lade omfatte de måske ca. 10 personer om året, der i mere besindige tider gennemgik kønsskifte. Jeg vil ikke lade den omfatte op imod 1 % af befolkningen.
Forslaget om juridisk kønsskifte angår børn i en meget ung alder, hvor et barn næppe endnu kan vide hvad det egentlig vil, når det bliver voksent. Et sådant forslag ser jeg som et af mange led i en trans-lobbyisme og ideologisk bevægelse, der arbejder for at så mange personer som overhovedet muligt skal være transkønnede, og som viser tendenser til infame angreb på alle anderledes tænkende.
Transkønnede unge
Artiklen fortsætter med en artikel om kønsskifte og virkningen af kønsskifte-operationer.
Tredje artikel i serien hedder: Kampen for at gøre flest mulige personer transkønnede.