D. 17. august 1997 blev en voldtægt anmeldt i Wellington, New Zealand af den 20-årige kvinde Deborah Wood. Hun var deprimeret efter at hun og hendes kæreste var gået fra hinanden, hun havde selvmordstanker, og hun havde stærkt brug for at mærke kærlighed og sympati fra sin mor og sine venner. Den pågældende dag parkerede hun sin bil ved en teknisk skole og kom kortvarigt i snak med en ung mand, der parkerede sin bil nær ved hendes. Kort efter påførte hun sig selv nogle dybe sår rundt om på kroppen ved at skære sig med en nøgle. Hun rev sin BH i stykker, og bragte sit tøj i uorden. I den tilstand humpede hun ind på skolen og meddelte, at hun var blevet voldtaget. Hun sagde at en mand havde slæbt hende ud af hendes bil på parkeringspladsen og voldtaget hende.
Politiet fandt frem til den unge mand, som Deborah kort havde snakket med, arresterede ham og anklagede ham for voldtægt. Han kom 15 dage i fængsel, og blev derefter sat fri under nøje overvågning. Syv måneder senere kom så retssagen. Deborah Wood gav en overbevisende og indtryksfuld vidneforklaring; hendes tårer flød, og da hun blev bedt om at identificere sin overfaldsmand, græd hun. Hun blev krydsforhørt og fastholdt sin forklaring.
Men to dage senere, kort før retssagen skulle afsluttes, henvendte Deborahs mor sig til politiet og sagde at hun troede at hendes datter løj. Foreholdt dette fasthold Deborah dog sin forklaring. Først noget senere tilstod hun omsider at hun havde skåret sig med en nøgle og at hendes historie var opdigtet. Hun blev idømt to års fængsel for at have afgivet falsk forklaring til retten.
Dette er dog kun den første halvdel af historien. Den anden halvdel er fortællingen om hvordan det gik med den unge mand. Før den 17. august arbejdede han om dagen for at forsørge sin gravide kone. Han studerede om aftenen for at blive dygtigere og forbedre sine jobchancer. Men den falske anklage påvirkede hans psykiske og fysiske helbred. Han mistede sit arbejde. Han måtte låne tusinder af dollars for at sørge for sin kone og nyfødte datter og betale omkostningerne. Han blev syg. I perioden mens han ventede på retssagen var en nær slægtning død i udlandet; han kunne ikke deltage i begravelsen fordi han jo havde forbud mod at forlade landet. Selv efter at han blev frikendt fortsatte han med at lide af uforklarlig fysisk smerte, han havde svært ved at sove og kunne ikke koncentrere sig. Han kunne ikke vende tilbage til sine studier. Han pintes af tanken om at det samme kunne ske igen. Han beskrev sig selv som om en person der var som ” . . . en død krop, som et spøgelse der går omkring uden at vide hvad der sker omkring ham.”
Denne voldsomme og livsødelæggende traumatisering overgår ofte ofre for falske anklager. Andre negative virkninger er at omgivelserne fortsætter med at fordømme manden selv efter at han er frikendt.
I England sagde en mor til fire at en mand havde puttet et bedøvelsesmiddel i hendes drik og derefter voldtaget hende. Politiet stillede en række mænd op foran hende, og hun identificerede sin overgrebsmand som den 33-årige gipsarbejder Terry Brown. Han blev arresteret og derefter løsladt mod kaution indtil retssagen. Et år senere indrømmede kvinden, at hun havde opdigtet voldtægten, i et forsøg på at høste mere sympati fra sin mor. Hun blev idømt 20 måneders fængsel.
Men Terry Brown blev hårdt ramt. Han kunne ikke bevæge sig noget sted i byen uden at folk råbte ad ham, at han var voldtægtsmand. Han kunne ikke længere få noget arbejde. Han er afskåret fra kontakt til sin familie og sine to børn fra tidligere parforhold, og han lever af at opsamle madaffald fra supermarkederne. Det hus hvor han boede med sin gravide kæreste, blev dagligt overmalet med graffiti. Parret måtte forskanse sig i huset. En dag da han gik ud af huset, blev han angrebet af unge lømler med brædder med søm i. Han fik sår i ryggen og fik smadret sine tænder. En dag blev parret omringet og tæsket af en gruppe af maskerede mænd uden for deres hus. Kæresten snublede og faldt; parret nåede i sikkerhed i deres hus, men hun blødte meget, og senere aborterede hun. I en periode levede parret som hjemløse i et telt, men de blev jævnligt overfaldet der af stenkastere.
Kommunen forsøgte at finde en bolig til ham; men enden på det blev, at parret måtte forlade byen.
Terry Brown er blevet en anden person. Han har stadig mareridt og er på antidepressiva. Han kan ikke længere arbejde som gipsarbejder, fordi hans krop konstant ryster. Han har intet arbejde.
I efteråret 2017 var MeToo-bølgen rullet ind over Sverige. En kvindelig dokumentarfilmproducent, tyskfødte Alexa Wolf, postede en lang række grimme posteringer i to lukkede Facebookgrupper med ca. 9.000 medlemmer inden for den svenske film- og teaterbranche. De beskrev en grusom voldtægt. Hun navngav ikke den anklagede mand; men alle kunne regne ud, at manden var filminstruktøren Ulf Malmros, bl.a. fordi hun nævnte titlerne på de film, han havde lavet. Hun skrev at han 25 år tidligere havde begået en voldtægt mod hende med grove sadistiske og racistiske indslag. Ulf Malmros selv siger, at han har ført dagbog hele sit liv, også for den pågældende dato, og kan bevise at anklagerne er falske.
Han havde ganske vist sex med hende en enkelt gang; men det var frivilligt
Hun skrev desuden, at hun blev nødt til at forlade sin arbejdsplads, mens Malmros´ karriere dér tog fart. Det er løgn, eftersom de to aldrig har haft samme arbejdsplads.
Hendes påstande på Facebook blev hurtigt kendt i hele den svenske filmbranche, og de fleste i den branche tog påstandene for pålydende. Stadig i dag siger en filminstruktør om ham: ”Fy Fanden! Hvilket fucking satans svin! Så satans sygt! Jeg bliver så satans harm og væmmes ved ham!” En medarbejder på Sveriges radio siger: ”Fy Fanden, hvilken syg sadistpsykopat!”.
Dette er det indtryk, folk i branchen fik af Malmros, og han havde ingen mulighed for at forsvare sig mod beskyldningerne – Metoo er en folkedomstol uden appelmulighed. Alle som er aktive i filmbranchen har hørt om sagen, og da det er en branche der bygger på gensidig tillid, vil ingen skuespiller arbejde for en instruktør med et sådant rygte, og ingen pengemand vil knyttes sammen med en voldtægtsanklaget manusforfatter.
Ulf Malmros siger at der her rygte kommer ikke bare til at forfølge ham resten af hans liv; det kommer også til at forfølge hans familie – ikke mindst hans kone, som også arbejder i filmbranchen. Han siger: ”I dag lever vi i en tåge af angst. Vi kan ikke spise. Vi kan ikke arbejde. Børnene vil ikke gå i skole og hele familiens forsørgelse er truet. Vi er blevet smadret. Fra at have levet et udadrettet og kreativt erhvervsaktivt liv befinder jeg mig nu i et mareridt henvist til isolation .”
Alexa Wolf har ikke indgivet nogen politianmeldelse mod Malmros, men blot ladet beskyldingerne hænge i luften. For at få renset sit navn, har Malmros anklaget hende til politiet for bagtalelse, med det resultat at hun nu er dømt for grov bagtalelse og skal betale bøder plus 60.000 kroner i skadeserstatning – 60.000 kroner er ikke meget til en mand der har fået smadret hele sin tilværelse og ikke længere kan tjene penge. Wolf har anket dommen til en appeldomstol.
Det ovenstående handler om tre enkeltpersoner fra vidt forskellige lande og miljøer. Men de er blot eksempler på noget generelt. Også hvis man ser på større grupper af falsk anklagede mænd, viser de samme problemer sig.
En stor gruppe falsk anklagede unge mænd finder man i tilknytning til universiteterne i USA, hvor præsident Obama i USA var en hovedkraft bag en ændring af administrationen, sådan at man mere emsigt forfulgte personer anklaget for seksuelle overgreb. Man sænkede bevisbyrden, og man sørgede for, at mænd anklaget for sexovergreb vanskeligt kunne forsvare sig og ikke kunne føre vidner til deres forsvar. Det har bevirket, at der nu er mange hundrede unge mænd, som er smidt ud af universitetsverdenen på grund af falske anklager, og som nu har fået deres karriere ødelagt. De der har råd, anlægger civile retssager mod universiteterne, og mange af dem benytter sig af advokaten Andrew Miltenberg, som fører sager for hundreder af unge mænd. Det værste, siger han, er ikke den summariske ”retsproces” på universitet, hvor manden er frataget de rettigheder, som ellers er normale for anklagede personer. Det værste er den måde, administrationen fører processerne – på en måde, som netop virker meget traumatiserende. Hans klienter er ramt af angst, af depression, og af selvmordstanker.
Dette læser man i en internetavis, som også har talt med en række af de berørte unge mænd, eller deres forældre. I hver eneste historie går det igen, at den tidligere student har ændret personlighed og har mistet livsmodet.
En student er flyttet tilbage til sine forældre, hvor han henslæber dagene i et begivenhedsløst trummerum. Han arbejder ikke. Han tager på i vægt. Han har været på grænsen til selvmord. Han er nu begyndt på psykoterapi, foruden at han tager antidepressiv medicin hver dag. Det betyder dog ikke, at han er kommet over det, hverken finansielt eller følelsesmæssigt. Alt i hans liv er stoppet, og han har ingen fremtid at se frem til.
En mor fortæller om sin søn, der blev falsk anklaget for voldtægt: Han er blevet sløv; han hjælper til i huset, når han bliver bedt om noget specifikt; men han har intet initiativ. Hun er bange for at han stadig har selvmordstanker. Den person, hun nu har hos sig, er ikke længere den søn hun engang havde. Han var så ambitiøs og motiveret, og han havde store planer. Nu er han som en død.
En anden mor fortæller om sin søn, som blev anklaget for en form for seksuelt overgreb med en straframme på 22 års fængsel. Han er nu er frikendt. Men det der virkelig har skadet ham, er dog universitetets langtrukne disciplinære proces og de psykologiske spil, som de har spillet med sønnen. Hendes tidligere optimistiske og muntre søn er forsvundet for altid. Nu er han bange for at forlade sin lejlighed og lider af PTSD, depression og angst, som ifølge eksperter direkte skyldes universitetets disciplinære proces. Han kan end ikke gå på restaurant – det gør ham for urolig. Han forsøgte at starte på en ny uddannelse, men måtte opgive efter 5 dage.
Advokaten Andrew Miltenberg bekræfter alt dette. Han siger at uanset om studenten har klaret frisag eller er blevet dømt af universitetet, så er det psykologiske resultat det samme. Ingen er kommet sig fuldstændig oven på anklagen. ”Jeg har snakket med over 100 unge mænd”, siger han. ”Ikke én af dem er OK efter denne oplevelse”. De for hvem det lykkes at vinde en civil retssag, og de for hvem det ikke lykkes, er næsten lige traumatiserede. Dertil kommer, at de ramte mænd ikke tjener penge og sidder med dyre studielån, som de ikke kan betale tilbage, sådan at deres tilværelse under alle omstændigheder vil være meget vanskelig mange år ud i fremtiden.
Konklusionen er altså, at det er ikke blot nogle få af de mænd, der ammes af falske anklager, som lider skade. Det er næsten hver eneste af dem. Mange af dem får hele deres tilværelse smadret.
Dette skal man så sætte op imod de tilfælde, hvor kvindens anklage om voldtægt viser sig at være berettiget. En voldtagen kvinde kan også lide så stor psykisk skade, at hele hendes tilværelse er smadret.
I den danske offerundersøgelse siger 20 % af dem, der blev udsat for tvangssamleje, at det har påvirket dem i meget høj grad; det gælder især dem, der følte at de var i livsfare, og dem, der blev udsat for væbnet angreb. 40 % blev påvirket en hel del, og 40 % blev kun påvirket lidt, eller slet ikke. Det er altså langt fra alle de kvinder, som voldtages, der lider større, livslange traumer. Det samme bekræftes af andre kilder fra udlandet: Voldtægt er ikke nødvendigvis altid en stærkt traumatiserende oplevelse.
I Rigshospitalets bog ”Voldtægt – råd og vejledning for pårørende” læser man: ”Voldtægtsofrets liv er ikke ødelagt. Hun vil ikke være traumatiseret resten af sit liv. Det viser erfaringer fra blandt andet landets voldtægtscentre samt fra Pårørenderådgivningens arbejde.”
Et opslag på en wikipedia-artikel om ”Rape trauma syndrome” giver følgende oplysning:
”Som man kunne vente, så vil en voldtaget person almindeligvis mærke et højt niveau af ubehag lige efter. Sådanne følelser kan aftage med tiden for nogle mennesker; men for visse mennesker kan hvert syndrom have langvarige ødelæggende virkning på voldtægtsofre, og nogle ofre vil fortsætte med at mærke en eller form for psykologisk ubehag i måneder eller år. Man har også konstateret at mennesker der har været igennem en voldtægt har høj risiko for at stofmisbrugs-forstyrrelser, alvorlig depression, generel angst-forstyrrelse, tvangshandlings-forstyrrelse, eller spiseforstyrrelse.”
Der findes også undersøgelser der viser, at voldtægt af kvinder ved fysisk tvang kan føre til at kvinderne får vanskeligt ved at etablere eller fastholde forhold til andre (til familien, eller til mænd).
Når man overvejer disse negative virkninger af voldtægt på kvinder, så forekommer de ikke specielt graverende sammenlignet med skadevirkningen af falske anmeldelser på mænd. Der er en stor andel af kvinderne, som ikke påvirkes særlig meget, hvorimod mænd der er udsat for falske anmeldelser næsten alle påvirkes meget kraftigt. De negative virkninger på kvinderne varer ”i måneder eller år”, hvor de negative virkninger på mændene oftest varer mange år. Der er ikke mange voldtagne kvinder, der får hele deres tilværelse smadret, hvorimod en meget stor del af de mænd, der udsættes for falske anmeldelser, får hele deres tilværelse smadret. Alt i alt er det meget svært at indse, at de negative virkninger, som rammer en kvinde ved voldtægt, skulle være større end de negative virkninger, som rammer en mand ved en falsk anmeldelse. I mange tilfælde vil den negative virkning på manden være langt større.