Manualen for skilsmissemødre

Der har længe eksisteret påstande om, at der findes en manual for hvordan en kvinde efter skilsmisse kan forhindre at faderen får lov at se sine børn. Bl.a. er der en skilsmisseadvokat, der fremfører den påstand.
Jeg har for nylig talt med personer, som har berøring med samværssager i konfliktramte skilsmisser. De konstaterer, at en del emails som fraskilte kvinder sender til myndighederne, har påfaldende ens ordlyd når det gælder hvilke anklager de retter mod faderen. I et tilfælde var det endda tydeligt, at anklageteksten var copy-pastet fra en anden kilde, da den var sat med andre typer end resten af brevet.
 
Jeg sagde at jeg da gerne ville se bevis for, at en sådan manual eksisterer. Derfor fik jeg tilsendt denne tekst, som er en gengivelse af manualen. Det anføres at den er skrevet af en farmor, som ikke længere kan se sit barnebarn, men som har været i stand til at gå ind på den pågældende “hemmelige” hjemmeside, hvor der kun er adgang for kvinder.
 
Denne tekst er ikke i sig selv et bevis; men den er et kraftigt indicium når den sammenholdes med at der er emails fra et større antal fraskilte mødre, som bruger næsten ens formuleringer i deres klage over manden. Det tyder i mine øjne meget stærkt på, at disse kvinder er blevet rådgivet (især af visse bestemte, berygtede kvindelige skilsmisseadvokster) til hvordan de skal formulere sig for at kunne være sikre på, at faderen først får sine børn at se igen, når de er fyldt 18 år.
 

Om pladsmangel på kvindekrisecentrene

Emnet er kontroversielt; men det bør ikke af den grund være forbudt at diskutere det og stille kritiske spørgsmål.

Det skal selvfølgelig være sådan, at når en forslået kvinde i sin nød opsøger et krisecenter, så skal hun kunne komme ind. Der skal være plads. Bagefter kan man så stille nærmere spørgsmål.

Problemet er måske, at man ikke bagefter kritisk nok stiller nærmere spørgsmål, og at personalet på krisecentret måske er for tilbøjeligt til uden videre at tro på kvindens udsagn, uden at gøre sig den umage at få mandens version af sagen at kende. Der er pesoner der hævder, at kvinder der ønsker at blive skilt og beholde børnene på en sådan måde, at faderen forhindres i al kontakt til børnene, bruger som strategi at søge på krisecenter. Så vil det for omverdenen se ud, som om faderen er voldelig og farlig for børnene. Jeg er ikke i tvivl om, at det forekommer i x % af de tilfælde, hvor en kvinde søger ind på et krisecenter; men jeg er i tvivl om,hvor stor tallet x er.

Hvis det efter et par dage viser sig, at der er intet belæg for at tro, at manden faktisk har været voldelig over for kone eller børn, så bør kvinden, med medfølgende børn, hurtigst muligt flytte ud af krisecenteret igen og til en adresse, som ikke er hemmelig for andre. Faderen har jo i udgangspunktet lige så meget ret til at være sammen med sine børn, som moderen har, og børnene har i udgangspunktet lige så meget brug for at være sammen med faderen som med moderen. Der bør derfor i udgangspunktet være en ordning, hvor faderen opretholder en eller anden grad af kontakt med sine børn, om nødvendigt under overvågning – også for at forebygge at konen bevidst fremmedgør faderen over for sine børn.

I den forbindelse skal vi huske at nævne, at mødre er mindst lige så ofte voldelige over for deres børn, som fædre er. Fædre er derfor ikke i almindelighed særlig farlige væsener, som skal holdes væk fra deres børn.

Af disse grunde må man i mange tilfælde bede kvinden, med medfølgende børn, om at flytte ud af krisecenteret igen, til en passende adresse. Kun hvis der også er anden evidens end bare moderens påstande for at faderen er farlig, bør kvinden forblive på krisecenteret.

Med en sådan politik vil der være hurtigere udskiftning af beboerne på krisecentrene. Som det er nu, risikerer man at pladser optages igennem lang tid af mødre, der faktisk ikke er i fare, og at disse mødre så optager pladsen for de mødre, der faktisk er i fare og akut har brug for at komme ind på et krisecenter.

Derudover må man stille det kritiske spørgsmål, om de mange kvinder, der afvises af krisecentre i første omgang, nu virkelig også ser ud til at være i fare allesammen. Det kunne være at nogle af afvisningerne hænger sammen med, at personalet på krisecenteret vurderer, at kvindens krisesituation ikke er så slem, at den berettiger at hun optager pladsen for andre mere hårdt trængende.

Det er da muligt, at der er behov for at oprette flere krisecentre for kvinder. Men der er nok også behov for at granske kvindernes situation noget nærmere; og så er der i øvrigt også behov for at oprette flere krisecentre for mænd – sådanne krisecentre er der langt større underskud af end krisecentre for kvinder.

 

https://politiken.dk/indland/samfund/art6302732/4.561-voldsramte-kvinder-blev-afvist-p%C3%A5-overfyldte-krisecentre-i-l%C3%B8bet-af-et-enkelt-%C3%A5r?utm_content=buffere77d8&utm_medium=social&utm_source=facebook.com&utm_campaign=buffer

Opslaget på Kønsdebats facebookside har fremkaldt nogle kommentarer:

Kommentar fra Heidi Asbjørn Freke:
Der er politik i det.
Der er noget med hvor mange penge de modtager pr beboer og især hvis denne har børn og et i et langtidsforløb.

Det er også forskel på mande / kvindecentre og hvorfra de kan modtage støtte.
Kvindecentre får statsstøtte og det mener jeg ikke dem til mænd kan gør i så høj grad .
Når det er sagt så ligger der på HunDragen præcis en video hvor Martin Christian Celosse-Andersen fortæller om sig sag om ex der har konstrueret falske beskyldninger og tilraget sig tilknytning på trods af, at han er renset for alle anklager.

Den video, der henvises til, Har dette link:

En fars kamp imod systemet

Kommentar fra Thorsten Dreijer:
”Falske anklager er blevet et våben på det familieretlige område – det er blevet et strategisk træk at anklage den anden forældre for vold eller overgreb, hvis man ønsker at skubbe vedkommende ud af barnets liv”.

Der findes desværre i dagens danmark mange mødre, som er skruppelløse nok i deres eget egoistiske ønske om at få børnene helt for dem selv – til at de bevidst udnytter/manipulerer organisationer som Grevinde Danner, som så tilsvarede blindt lader sig udnytte – de lever åbenbart godt af hinanden!

Direktør i hvert 3 barn og tidligere ansat i Statsforvaltningen jurist Tanja Graabæk skriver at:

”Kvindecenterne står også overfor en række udfordringer. Her sker i dag en mere eller mindre automatisk blåstempling af voldsanklager, selv om de danske kvindecentre har adgang til ressourcestærkt personale faglig set. Anklager om vold overtages tilsyneladende ukritisk, og når man som kompetent organisation på området per definition afviser eksistensen af falske anklager, tilsidesætter man fuldstændig hensynet til barnet”.