Kategori: Feminisme

VICTIM BLAMING

”Victim blaming” er det engelske udtryk for den situation, at et offer for et overgreb får tillagt en del af skylden for overgrebet. Den normale situation er jo ellers, at samfundets øvrige medlemmer trøster og støtter offeret og lægger al skyld på overgrebs-personen, især hvis overgrebet skete under omstændigheder, som offeret ikke havde nogen mulighed for at undgå. Men det kan altså også ske, at offeret får tillagt en del af skylden, f.eks. ”Han var jo nok selv ude om det” eller ”Hun lagde nok selv op til det”.
    Det er et almindeligt mønster, at når det gælder konflikter mellem kvinder og mænd, vil man automatisk tildele manden skurkerollen og kvinden offer-rollen. Hvis politiet f.eks. tilkaldes til husspektakler, vil de ofte uden videre arrestere manden og lade kvinden gå fri. Manden kan stå over for en meget vanskelig opgave, hvis han vil forklare politiet, at det faktisk var kvinden der angreb ham, og at han bare forsøgte at forsvare sig. Det er en indgroet del af rollefordelingen mellem mænd og kvinder, at mændene er skurke, mens kvinder er uskylidge ofre. Offer-rollen kan være meget værdifuld for kvinden, da den sikrer, at hendes version af det skete er den, der bliver troet, og dermed får kvinden indflydelse, ja, ligefrem magt. Den, der definerer situationen, har magten
Tidens tendens
I forbindelse med MeToo-bølgen er der kommet en helt refleks-agtig sort/hvid opdeling: Mand = skurk, Kvinde= uskyldigt offer, og den opdeling kan kvinder, hvis de vil, udnytte til deres egen fordel. 
 De kan f.eks. uden egen risiko påstå, at en mand har sagt noget krænkende til dem, og selv hvis manden benægter at have haft til hensigt at krænke, kan han automatisk stemples som krænker, fordi folk automatisk vil aktivere den sort/hvide opdeling mellem mand og kvinde. I den amerikanske MeToo bevægelse har feministerne forsøgt at håndhæve det som et generelt princip, at man altid skal tro på kvindens version: #BelieveWomen. Det er en hårrejsende påstand, at bestemte personer (kvinder) altid taler sandt. Hvis man accepterede det, ville man acceptere, at kvinder altid har retten til at definere situationen, og dermed total magt til at bestemme over de mænd, der bliver anklaget. 
    Hvis nu nogen mand betvivler hvad det kvindelige offer siger, så stiller han sig selv i en dårlig situation. Kvinden er jo nærmest per definition uskyldig, og hvis man afviser hendes forklaring, så gør man sig selv til et ondt menneske: Man er ond og ufølsom, hvis man håner et uskyldigt offer ved at hævde, at hun fordrejer sandheden. 
    For nylig kunne medierne fortælle (1) om en situation i en svensk provinsby, hvor en ung mand, Felix, blev angrebet med SMS-beskeder fra en anonym kvinde,  afsendt fra en skjult telefonkonto med taletidskort. Formålet var at gøre Fellix socialt isoleret. Beskeder om at Felix havde begået voldtægter blev sendt til talrige unge kvinder i og omkring byen, til hans arbejdsgiver m.m., og mange troede på SMS-beskederne; det var svært for Felix at hævde sin uskyld. Der blev også sendt påstande om at beskedmodtageren havde sendt nøgenbilleder, og efterhånden eskalerede det til trusler mod Felix´s bekendte. Fellix og hans pårørende forsøgte at anmelde det til politiet, men blev i første omgang afvist. Først efter fire år lykkedes det at afsløre afsenderen af de mange tusind SMS-beskeder; hun blev dømt ved en domstol, men fik en meget mild dom. 
    Når noget sådant forekommer, er det mærkeligt at nogen kan hævde som generelt princip at man skal ”tro på kvinder”.
Rikke Viemoses indlæg
D. 10. juli havde journaliset Rikke Viemose et indlæg (2) i Berlingske om disse ting. Hun harcelerer over, at i de mange nye sager om sexisme og metoo er der debattører, der forsvarer de anklagede mænd – hun mener at det er vigtigere at forsvare kvinderne. 
 Der er efterhånden en række prominente mænd, der har mistet deres stilling på et meget tyndt grundlag, fordi kvinder har anklaget dem for overgreb eller sexisme. Er det virkelig rimeligt, at en mand skal miste en topstilling og komme i vanære, fordi han har fortalt en sjofel vittighed? Vi er jo kommet derhen, hvor snerpede eller nærtagende kvinder har fået magt til at fyre en mand, som de har set sig sur på. Fra nu af vil enhver mand gå omkring som rystende nervøs for, at han en eller anden gang – måske for mange år siden – har sagt eller gjort noget krænkede. Måske har han engang for mange år siden lagt sin hånd på en kvindes lår?
 Flere prominente kvinder forsvarer de mænd, der har mistet deres stilling på grund af metoo-anklager (3) . Renee Toft Simoinsen forsvarer f.eks. trommeslageren Claes Antonsen, der blev fyret for at gengive tre sexistiske vittigheder. Hun skriver: ”At han pga. de tre ytringer nu personligt skal stå til ansvar for sexisme i  musikbranchen er helt enkelt ikke i orden. At nogen har følt sig stødt over de ytringer, er helt OK. . . Det handler om normer, og de er forskelllige, for mennesker, for tiden, for kulturer. Når forskellige normer mødes, er det rigtig vigtigt vi kan finde et fælles sprog, en fælles forståelse, fælles nkormer at være sammen om – det kræver samtale, den samtale burde have fundet sted.” 
   Men efter Rikke Viemoses mening er det mere uretfærdigt, hvis en kvinde udsættes for en krænkende tone på arbejdspladsen, så hun ønsker at forlade den, end hvis en mand udsættes for en sexisme-anklage og må forlade sin stilling. Her vil de fleste nok spørge: Hvad er værst – at måtte ignorere sexistiske vittigheder, eller at komme i vanære og miste sin stilling?
    Det kan tænkes, at kvindernes anklager om krænkelser i nogle tilfælde er led i en feministisk strategi. Rikke Viemose nævner Sofe Linde, så lad os da tage hende. Hun affyrede start skuddet til den alvorlige del af MeToo-bølgen i Danmark, da hun i en tale (4) ved Zulu Gallashowet 2020 bl.a. sagde: ” Men altså jeg kan jo lige fremhæve én historie, én historie fra dengang jeg var 18 år gammel og lige var startet i Danmarks Radio  . . . Jeg var lige startet i Danmarks Radio, vi skulle til julefrokost, og jeg havde glædet mig, og så kommer der den her store tv-kanon op, tager fat i min arm og siger: "Hvis du ikke går med ud og sutter min pik, så fucking ødelægger jeg din karriere. Så ødelægger jeg dig."

Jeg er ret sikker på, at du kigger på mig lige nu. Du ved godt selv, hvem du er. . . .”

Den historie skabte en udbredt forargelse over mandlige chefers tilgang til yngre kvinder, og skabte brændstoffet for den efterfølgende MeToo kampagne. Bare et par uger efter – midt i september – var de store dagblade oversvømmet af en tsunami af indlæg fra feminister, der anklager mænd på topposter for at chikanere kvinder. I et meget langt indlæg, af Sulaima Gourani (5), hedder det: ” “Siden #MeToo tog fat i slutningen af ​​2017, er der kommet meget mere fokus på omfanget af problemet, men i Danmark har man i stor grad gjort grin med bevægelsen. Indtil nu. Den er kommet til Danmark, og mit bedste bud er, at vi vil se mindst ti relativt magtfulde mænd blive fjernet fra poster de næste 6-12 måneder.”

Det kom omtrent til at passe. Så vidt jeg kan tælle, blev ni relativt magtfulde mænd fjernet fra poster. Så vidt vides holdt grupper af feminister i september 2020 planlægningsmøder om, hvordan de kunne få skovlen under nogle
 magtfulde mænd. Gouranis indlæg tyder på, at  der var tale om en koordineret aktion. Når vi ser på de ca. 9 relativt magtfulde mænd der blev fjernet fra poster de næste 6-12 måneder, så har metoden hver gang været at finde frem til episoder, hvor disse mænd har krænket yngre kvinder, og så anklage dem for det - også i tilfælde, hvor episoderne er over 20 år gamle. Det vil sige at beretningerne  om krænkelser er omhyggleligt forberedt og har et bestemt formål. Det er ikke spontane reaktioner på at en kvinde har oplevet noget ubehageligt.
 Og hvordan er det så med Sofie Lindes egen beretning? Jeg har aldrig troet på den. Jeg kan ikke tro, at nogen mand har sagt: "Hvis du ikke går med ud og sutter min pik, så fucking ødelægger jeg din karriere. Så ødelægger jeg dig." Det virker helt utroværdigt, at nogen mand skulle have sagt sådan.
 Der er rygter om, at talen ikke var skrevet af Sofie Linde selv, men af en anden kvinde. Der er også den unøjagtighed i talen, at ved den pågældende julefrokost var Sofie Linde ikke 18 år, men 20 år. Det vides ikke stensikkert, hvem den pågældende mand var; men i miljøet ved man det vistnok godt. Der bliver set skævt til ham, og han har mistet sin position. Han har under private forhold på det bestemteste benægtet, at han har sagt som anført. Det sagte virker mere som en ung kvindes fantasi om, hvordan en mandlig overgrebsmand er, snarere end om hvordan det sker i den virkelige verden.

MeToo sager på TV2

Omkring år 2000 begyndte Therese Philipsen som 23-årig praktikant på TV2s redaktion. Lige fra starten viste hun en usædvanlig stor interesse for at få seksuelle relationer med de ældre chefer på stationen, og hun nåede angiveligt at have sex med 5 eller 6 af dem. Det tog man ikke så nøje den gang; men senere er moralen ændret, og i dag anses det som meget upassende, at lidt ældre mænd har sex med unge kvinder. Så da nogle feminister i september 2020 skulle finde nogle sexisme-episoder, der kunne vælte nogle chefer, gravede man tilbage i fortiden og fandt en del episoder, der involverede Philipsen. Nogle personer fra TV2 rejste til Florida, hvor Philipsen nu boede, og fik hende til at se den tids episoder i et nyt lys. Det førte til sexisme-anklager mod flere mænd, herunder Jes Dorph-Petersen. Dorph har hele vejen igennem benægtet at have gjort noget forkert, og der er vidne på at Philipsens anklage om noget, der nærmest var voldtægt, ikke er sand. Alligevel blev Dorph fyret fra sin stilling og hængt ud i stor vanære. Dorph har rejst retssag mod det advokatfirma, der fik ham hængt ud, og senest har han ved Østre Landsret fået medhold i, at advokatfirmaets undersøgelse af ham er uredelig, og at fyringen således var grundløs (6). Philipsens udtalelser til ”dokumentaren” om sexisme på TV2 er fyldt med timevis af kraftige manipulationer og usande fremstillinger. Men advokatfirmaet og de personer, der gerne ville have ram på Dorph, har bevidst ignoreret alt hvad der talte til Dorphs forsvar og stolet blindt på Philipsens fremstilling. Hendes fremstilling har stor følelsesmæssig appel og virker også meget overbevisende på det almindelige publikum, der har set ”dokumentaren” om ”Sexisme bag skærmen”. Folk som flest er fast overbeviste om, at Jes Dorph-Petersen virkelig er skyld i det, han anklages for.
 Også de andre mænd, der er blevet fyret efter Philipsens udtalelser, kan anses for uretfærdigt dømt. Men de udtalelser, som man har anvendt til at få dem fyret, er udelukkende Philipsens versioner af det skete – versioner der afviger stærkt fra mændenes versioner. I mange af de episoder, der involverede sex eller forsøg på sex med Therese Philipsen, påstår manden at det var Philipsen, der var grænseoveskridende, mens hendes version var stik modsat og gjorde manden til den grænseoverskridende, hvis hun da ikke oven i købet anklager manden for at gøre hende til offer, hvis han afviser hendes tilnærmelser. I den situation er det meget, meget forkert at stole på Philipsens beretning hver gang, og afvise mandens. Sådan kan man da ikke lave en dokumentar – at afvise det ene køns version hver gang.
Sexisme i musikbranchen
I sommeren 2024 sendte DR to ”dokumentarer” om sexisme i musikbranchen. I den første blev skuespiller Martin Brygmann udsat for anklager om sexisme, som førte til at han mistede sit arbejde. Brygmanns advokat udtaler til Weekendavisen: (7) ” »Vi har igennem syv måneder fremlagt dokumentation over for DR og Impact TV, men det vil kun blive udlagt som victim blaming, hvis jeg går i rette omkring anklagerne gennem pressen. . . Jeg har over for Impact TV og DR bestridt de faktuelt forkerte påstande, der har været, og sørget for, at de fik de nødvendige oplysninger for at kunne belyse sandheden, når der har været fejltolkninger, misforståelser eller oversete perspektiver.”
 I den anden udsendelse er det trommeslager Claes Antonsen, der blev udsat for anklager som førte til at han mistede sit arbejde. En ung kvinde (Katinka Bjerregård) i holdet bag ”Toppen af poppen” anklager Antonsen for at sætte en sexistisk tone, da han en morgen fortæller en anekdote om en kvinde, der stikker en ”medister op i fissen”. Den sexistiske tone skulle angiveligt gøre det ubehageligt for kvinder at være med på arbejdspladsen. Men der gik noget forud for histiorien m medisteren. Katinka møder op på arbejdet og lægger ud med at fortælle hele orkesteret, at hun lige har fået så meget morgenpik at hun ikke kan sidde ned. Hun nævner også sin fantasi om at hælde menstruationsblod ud over bandet.  Alligevel har producenten klippet Katinka Bjerrregårds historier ud af de primære optagelser, og kun bragt Antonsens historie (8). Resultatet bliver, at det er Antonsen, og ham alene, der får skylden for at sætte en vulgær tone. 
 Mindre end en uge efter Rikke Viemoses indlæg i Berlingske skirver en af avisens journalister: ” Selvom begge mænd var anonymiseret, stod det hurtigt klart, at det var Martin Brygmann, der havde skrevet grænseoverskridende beskeder til unge kvinder, mens Claes Antonsen var trommeslageren, der skabte en sexistisk tone under optagelserne af TV2s program »Toppen af poppen«. (9). Som det lige er fremgået, er det usandt. Det var ikke Claes Antonsen, der skabte en sexistisk tone; Han byggede blot videre på den sexistiske tone da først Bjerregård havde lagt ud. Men mønsteret er igen det samme: Kvinden skal fremstå som et uskyldigt offer, mens manden skal fremstå som skyldig. Så producenten sletter kvindens indspark, mens mandens beholdes som ”dokumentation”.
Om at sige undskyld

Ifølge en dansk kommunikationsekspert (3, 10) gør det en forskel for den anklagede mand, om der bliver sagt ordentligt undskyld. »Som hovedpersonen i en #metoo-sag er der grundlæggende to veje at gå: Gå til modangreb eller sig undskyld. Valget har betydning ikke kun for hovedpersonen selv, men også for andres lyst til at bakke op og engagere sig i vedkommendes fortælling.«

Den danske kommunikationsekspert nævner Jes Dorph-Petersens forløb som et eksempel på en sag, hvor det var sværere at gå ud og bakke op. Her blev fronterne trukket skarpere op, og kun ganske få personer kendte hele sandheden. 
 Nu er det sådan, at ifølge Jes Dorph-Petersen selv og et mandligt vidne var det  simpelt hen løgn, hvad Therese Philipsen sagde. Hvis nu Dorph havde sagt tydeligt undskyld, så havde han dermed over for offentlligheden erkendt, at han faktisk havde begået det, som han blev anklaget for. Men Dorph har hele vejen igennem fastholdt, at han intet forkert har gjort. Kommunikationdseksperten anbefaler ham altså at erkende en ugerning, som han ikke har begået. Det vil sige man forsøger at få ham til at bekræfte billedet af, at den skyldige er altid manden -manden er altid skurken – hvorimod alt hvad Therese Philipsen har gjort forkert – og det er meget – skal forties. Der må ikke komme noget brud i det generelle mønster, at manden er skurk, og kvinden er uskyldig.
 En anden af de mænd, der blev fyret efter Metoo dokumentaren om TV2,, blev af de feminstiske inkvisitorer tvunget til at skrive under på, at han havde udvist ”dårllig dømmekraft”. Hvad dét så nærmere vil sige, får offentligheden intet at vide om. Det står blot tilbage, at manden har gjort noget forkert, og dermed bekræftes det generelle billede endnu engang af at manden altid er skurken. Vi får intet at vide om, hvordan Therese Phililpsen manipulerede i den sag.
 Kommunikationseksperten påpeger, at Jes Dorph-Petersen ikke selv kom med en entydig og uforbeholden undskyldning. Han gik i stedet til modangreb og gik rettens vej, efter han i 2021 blev fyret. »Claes Antonsen derimod har valgt at sige undskyld. En undskyldning, der var uden forbehold og bortforklaringer, og dermed bliver man som tredje person ikke på samme måde en del af en højspændt konflikt,« siger Anne-Mette Bro Jöhncke, der understreger, at »oprigtige undskyldninger virker afvæbnende«. Det er barokt – Claes Antonsen fortalte tre sexede vittigheder, som andre – f.eks. Renee Toft Sionsen -  finder harmløse.  De har allerede været fortalt af punkbandet ”Slim og Gylle”. Men når en mand, som man ønsker at slagte, fortæller det samme, så skal han sige oprigtigt undskyld. Dermed bøjer han sig i støvet og bekræfter, at mænd generelt er skurke, og viser, at i fremtiden vil feminister kunne diktere over ham.
Kvinders manipulation

 

Kvinders måde at få magt på og gennemtvinge deres vilje, er anderledes end mænds, som jeg har skrevet om andetsteds (11). Allerede i skolealderen kan de underminere andre pigers position på forskellige måder, der er skjulte og indirekte og gør det umuligt for den ramte at anklage aggressoren eller hævne sig. Det fortsætter i voksenalderen, hvor kvinder virker i det skjulte og manipulerer med sociale virkemidler, på måder som mange mænd slet ikke opdager. Og de forstår ikke, at jo mere de bøjer sig for kvinders krav, jo mere bliver de opfattet som svage personer, der kan blive stillet over for endnu flere og endnu mere urimelige krav. 
 Det er emnet for en avisartikel af en tysk kvinde, Cora Stephan (12). Hun skriver, at mænd har selv fremkaldt deres egen elendige situation. Den mand, der lader sig skamme ud, er i virkeligheden medskyldig i en kvindelig magtstrategi. Jo mere manden bøjer sig, med jo større lyst bliver der sparket til ham. 
 Mænd har undervurderet kvinder; de har på nogle sarte, men højlydte væsener forstået, at disse alle er ofre, som man bør give oprejsning. Mændene har anstrengt sig og ikke lagt mærke til, at de er på vej til at tabe i kampen om magten. Kvinder var aldrig bare "det undertrykte køn", de var alt for vigtige til det - og alt for magtfulde. Javist er der ofre. Men definitionen af, hvad der er offer, og hvad der er vold, er nu så uendeligt bred, at hvis alle holdt sig til den nye overfølsomhed, ville der ikke længere findes normal omgang kønnene imellem. Enhver kvinde kan med en grundløs anklage om at en mand har begået et seksuelt overgreb mod hende, koste ham hans ære og karriere. Fordi ja: påstanden om at være blevet offer kan bruges som et våben. For mænd burde det stå klart, at nogle kvinder også bruger dette våben. Hvorfor? Fordi de kan. Fordi hævn gøres let for dem. Fordi de udnytter de muligheder, der præsenteres for dem. Fordi de ikke er de bedre mennesker. Fordi de ikke er dumme. Fordi, de er stærke nok til at være mænds modstandere, især når de erklærer sig for at være ofre. Den der føler sig som et offer, uanset for hvad, dennes følelse må der på ingen måde sættes spørgsmålstegn ved, især ikke af toksiske hvide mænd.
 
 Jo mere mænd accepterer, at små tildragelser kan gøre kvinder til ofre, jo mindre bliver de tildragelser, som næste gang tæller med som noget, der gør kvinder til ofre. Barren sænkes. Efterhånden kan en mand miste sin stilling bare han fortælller en vovet vittighed eller kigger kvinden ind i øjnene. Misforholdet mellem forbrydelsens art og konsekvenserne for manden bliver stadig mere grel. Ja, han kan endda bllive fyret uden at have gjort noget som helst galt, hvis kvinden finder på at rette en falsk anklage om voldtægt mod ham, og hvis man følger princippet ”believe women”.
 
 Det hele er en udvikling henimod at stemple alle mænd som skurke og alle kvinder som uskykldige ofre. Det er den udvikling, som Rikke Viemose er med til at drive frem. Hun nævner sager, hvor mænd mister deres stilling, og kritiserer, at nogen forsvarer disse mænd – hvis man undlader at straffe mændene, betyder det i hendes øjne, at man undlader at tage hånd om de krænkede kvinder. 
 Vi skal lade være med at acceptere, at mænd uden videre bliver gjort til de sorte skurke, og kvinder uden videre bliver gjort til uskyldsrene ofre. Den automatiske sort//hvide opdeling af kønnene forhindrer en nøgtern vurdering af episoderne, og hvor det også indgår, at manden skal behandles som et menneske der har krav på en nøgtern vurdering af situationen.

Man må kunne snakke om det

 
 Det er selvfølgelig sandt, at der sker overgreb mod kvinder. Der findes f.eks. tilfælde, hvor en mandlig chef gør så vedholdende tilnærmelser til en ung kvinde, der arbejder for ham, at hun føler sig nødt til at forlade jobbet og sige sin stillng op (13). Det kan også være problematisk, hvis mændene på arbjdspladsen bliver så optaget af de kvlindelige kolleger, at de hele tiden forsøger at lægge en humoristisk, seksualiseret tone. Det kan være fornærmende, hvis en kvinde, der faktisk er en dygtig arbejdskraft, hele tiden blive anskuet som primært et seksuelt væsen. Det betyder at man ikke værdsætter hendes faglige indsats og altså ikke respekterer hende. 
 
 Rikke Viemose skriver: ” Lad mig skynde mig at sige, at jeg synes, at enhver menneskelig omkostning i #metoo-sager er ulykkelig. Jeg ville ønske, vi kunne undgå det. Men det tror jeg ikke, vi kan. Hvis vi vil forebygge sexistiske krænkelser og overgreb i fremtiden – og det er vi vel enige om, at vi vil – så SKAL vi kunne tale om det.
 Ja, vi bør kunne tale om det. Og i den samtale kan det ikke nytte noget, hvis manden på forhånd er klassificeret som en skyldig, som skurk, mens man på forhånd går ud fra, at kvinden er et helt uskyldigt offer. I samtalen skal begge parter behandles som mennesker, og der skal lyttes til, ikke blot til kvinden, men også til manden. Kvinden vil ofte have de talegaver som skal til for at fremstille sin egen rolle som den uskyldige, mens mænd ofte har sværere ved at tale om personlige episoder. Her må vi lære mændene at berette om tildragelserne på en måde, så de kan hamle op med kvinderne. 
 Tvært imod hvad Rikke Viemose ønsker, skal mænd nu lære, at det er vigtigt at sige fra over for anklagerne, og om nødvendigt at rense sig med retssager, som f.eks. Jes Dorph-Petersen har gjort herhjemme, og som f.eks. Johnny Depp har gjort i udlandet.
Kildehenvisninger

(1) www.dr.dk/drtv/se/stalker-fra-helvede_-et-ukendt-nummer_461637

(2) www.berlingske.dk/kommentatorer/rikke-viemose-efter-debatten-om-sexisme-dokumentar-det-eneste

(3) www.berlingske.dk/skaerm/den-ene-tog-en-kollega-paa-brysterne-den-anden-fik-skyld-for-vulgaer-snak

(4) /www.dansketaler.dk/tale/sofie-lindes-tale-ved-zulu-comedy-galla-2020/

(5) https://www.berlingske.dk/kommentar/soulaima-gourani-ti-relativt-magtfulde-maend-bliver-fjernet-fra-poster

(6) www.dr.dk/nyheder/seneste/landsret-slaar-fast-advokat-bag-tv-2-undersoegelse-broed-god-advokatskik

(7) www.weekendavisen.dk/2024-26/samfund/den-ene-side-af-sagen

(8) www.bt.dk/medier/det-saa-man-ikke-katinka-satte-selv-tonen-med-syg-sex-historie?

(9) www.berlingske.dk/skaerm/efter-drs-sexismedokumentar-vil-hundredvis-af-kvinder-dele-deres-oplevelser

(10)https://kforum.dk/nyheder/nyheder/article17271968.ece

(11) faktaogmyter.dk/giver-kvindelige-ledere-bedre-psykisk-arbejdsmiljoe/

(12) Männer haben ihr Elend selbst heraufbeschworen

https://www.die-tagespost.de/gesellschaft/kultur/maenner-haben-ihr-elend-selbst-heraufbeschworen;art4881,211799

(13) www.djoefbladet.dk/artikler/2020/11/den-kraenkede-gaar-kr-ae-nkeren–bliver

 

 

Kønsstereotyper er som vindmøller i horisonten

Dette indlæg, skrevet af Kåre Fog og Michael Bang,  blev afvist af Berlingske Tidende.

Undervisningsminister Mattias Tesfaye bliver hårdt kritiseret for at afvise anbefalingerne fra ekspertgruppen for køn i skolen, senest i en aviskommentar af Mads Eriksen Storm og Henriette Laursen i Berlingske d. 5. maj. De mener at når drenge og piger opfører sig som typiske drenge hhv. piger, så skyldes det kulturelt bestemte køns-stereotyper. De vil have ført en intensiv kamp mod disse stereotyper, med samme iver som Don Quixotes kamp mod vindmøller, og de er sure over at Tesfaye ikke vil være med til det.
Eksperterne skulle have præsenteret metoder til at undgå, at drenge sakker stadig mere bagud i skolen. Men det har eksperterne ikke gjort. Der er larmende fravær af almen didaktik og fagdidaktik i deres anbefalinger. De begreber og værdier, som undervisning og læring normalt måles og vejes i, de mangler fuldstændigt. Der er ikke nævnt et ord om undervisningsmetoder, fagenes indhold eller organisering. Ekspertgruppen kunne med fordel have brugt tid på at nærlæse f.eks. data fra PISA og TIMMS, hvor også data for underområder af matematik er opdelt på køn.  De kunne også have bemærket, at drenge og piger reagerer forskelligt på arbejdsformer som f.eks. gruppearbejde versus individuel undervisning; men den slags konkret læringsmetodik er eksperterne helt hævet over. Det er heller ikke så underligt, for det er ikke mindst juristen Henriette Laursen, der er fanebærer af kritkken af Tesfaye, og kun har én dagsorden: at bekæmpe ”kønsstereotyper”.
Den manglende faglighed larmer for de lærere der står ude i virkeligheden og udmærket er klar over, at drenge og piger har hver deres køns-typiske adfærd. Biologisk orienteret forskning viser at den adfærd i høj grad bestemmes af hormoner.  Det vil sige at når man vil bekæmpe ”kønsstereotyp”  adfærd, så vil man bekæmpe hormonernes virkning; man vil altså bekæmpe børnenes medfødte natur. Så tror pokker, at de ikke trives. De sidste ca. ti år, hvor der har været meget fokus på kønsstereotyper, er samtidig de år, hvor drenge er sakket ekstra meget bagud.
Vellykket pædagogik i forhold til en dreng starter med at læreren anerkender, at en typisk dreng reagerer anderledes på lærerens tilgang end en typisk pige gør. Læreren skal ikke møde op med en forhåndsmening om, at drengens væremåde er kulturelt bestemt og bør ændres; med den tilgang vil mange drenge blive frastødt.
I kommentaren står der udtryk som ”forskningsmæssigt belæg”. Men disse belæg lever ikke op til den fine betegnelse. Det vigtigste problem er, at store dele af den akademiske verden er inficieret af en tro på, at kønnet adfærd er kulturelt bestemt – at køn er en social konstruktion. Helt konsekvent vælger man bevidst at se bort fra biologiens betydning. Når man udelader den måske vigtigste faktor i sine analyser, så er det ikke forskning, og så når man til usande konklusioner.
”Det handler om at sikre, at fordomme ikke står i vejen for, at vores børn og unge kan dygtiggøre sig og gøre karriere . . . Det kræver faglighed . . . ” står der. Men nej. Jo mere ligestillet og fordomsfrit et  samfund er, jo mere kønstypisk vælger folk. Det kaldes ligestilingsparadokset. De største kønsforskelle ser vi der, hvor folk er mest fri til at vælge. Hvis et lands indbyggere vælger erhverv uden at være dikteret af økonomisk nød eller af fordomme, så følger de frit deres natur. Der er langt større kønsforskelle i branchevalg i rige lande med høj grad af ligestilling (så som Finland) end i knap så rige lande med mindre ligestilling (Columbia, Tunis).
Kommentaren fortæller, at i Dansk Erhverv (DE)  vil man gerne være med til at skabe et mindre kønsopdelt arbejdsmarked. Her har man ladet sig besnakke af de akademikere, der tror at køn er en social konstruktion. Kommentaren hævder, at ”Det er ikke identitetspolitik. Det er faglighed.” Den påstand vil vi gå lodret imod. Tesen om køn som social konstruktion er åbenbart blevet gentaget så mange gange, at man selv i DE tror, at den er sand. Det er den ikke. Den er ikke fagligt baseret, for hvis der var tale om faglighed, ville man ikke bare udelukke den viden, man ikke kan lide – den biologiske viden.
Kommentaren citerer 50 fagfolk for at mene, at pædagogik, som ikke er kønsreflekteret, risikerer at skabe dårligere vilkår for alle børn. Vi mener tværtimod, at pædagogik, der reflekterer normkritisk over køn, netop vil skabe dårligere vilkår, især for drenge, uanset hvor udbredt den kønsideologiske trend ellers er i fagbevægelsen og på professionsskolerne.

Anmeldelse af ”Aldrig din skyld / altid din skyld”

Anmeldelse af ”Aldrig din skyld / altid din skyld” af Tobias Petersen (2023). 353 pp. Forlaget Brilleuglen.

Denne bog er skrevet af Tobias Petersen, som siden 2014 har skrevet om køn og ligestiling på sin hjemmeside, www.Reel Ligestilling.dk, og på facebooksiden Reel ligestiling. Facebooksiden blev dog lukket af facebooks censur i august 2023, da den bragte en foromtale af bogen.

Jeg har selv fulgt Tobias Petersens skriverier fra 2014 og frem, og jeg har hele vejen igennem været meget enig med ham og meget på linje med hans holdninger. Det præger også min opfattelse af den nu udkomne bog, hvor et sted omkring 98 % af indholdet er noget, som jeg er meget enig i.
Bogen har et behageligt sprog og er let at læse. Den virker som om alle formuleringer er nøje overvejet og tilpasset til, at alle skal kunne læse den.

Bogens omslag er delt skarpt op i en sort halvdel og en hvid halvdel. På den hvide halvdel står der ”ALDRIG DIN SKYLD”, og det betegner den holdning, som samfundet i dag har over for kvinder. På den sorte halvdel står der ”ALTID DIN SKYLD”, og det betegner den holdning, som samfundet i dag har over for mænd.
Nærmere bestemt er det et gennemgående tema i bogen, at samfundets generelle holdning er som følger: Når som helst kvinder møder nogle vanskeligheder, forhindringer eller ubehageligheder, så skyldes det noget i samfundet – det har at gøre med noget strukturelt, som skal laves om. Men når som helst mænd møder nogle vanskeligheder eller forhindringer, så er det mændenes eget individuelle ansvar at gøre noget ved det. Det er en moderne version af den evige tendens, at kvinderne er de passive, som nogen skal gøre noget for, mens mændene er de aktive, som selv må handle for at bringe tingene på fode. Hen igennem bogen er der mange eksempler på denne tendens; det starter allerede i børnehaven: Pigerne lærer at kalde på pædagogen, når de har et problem; drengene lærer, at de skal løse deres problemer selv (s. 152).  Piger og kvinder er i udgangspunktet perfekte; de er, som de skal være, der er ikke noget der skal ændres ved dem, og når de alligevel har problemer, er det omgivelsernes og samfundets skyld. Man taler ikke om ”toksisk femininitet”. Hvis Verden skal gøres bedre, skal det ske ved at man letter tilværelsen for kvinder. Og omvendt, så er drenge og mænd forkerte; der er noget galt ved dem; man taler om ”toksisk maskulinitet”. Hvis Verden skal gøres bedre, så skal det ske ved, at mændene ændrer sig, og det har de selv ansvaret for.
Jeg mener at påstanden om at der eksisterer denne vinkel på køn så nogenlunde holder stik. Der er måske et par enkelte steder, hvor den ikke helt holder: Kvinder i dag får at vide, at hvis de vil stige til tops i hierarkiet i det private erhvervsliv, så skal de ændre sig og handle mere som mænd – de skal blive mere selvsikre og pågående, være mere aktive for at søge stillinger, etc. Dét er et af de få punkter, hvor bogens fremstiling ikke er helt dækkende.
Et andet punkt handler om opdelingen i forskellige typer af feminister. Her (s. 30) skelnes mellem radikalfeminister og queer feminister, og det hævdes at radikalfeminister mener at køn er biologisk bestemt, mens de andre hyulder den queer-teoretiske idé om at køn er noget, mennesker ”gør” og derfor også kan vælge. Det skurrer lidt i mine ører, for det gælder kun meget snævert i talen om kønsskifte. Feminister kan opdeles i mange slags, og man finder nok aldrig en opdeling, som alle kan være enige i. Men at radikalfeminister opfatter køn som noget biologisk, er lidt misvisende. De fleste radikale feminister mener lige som Simone de Beuavoir, at kvinde, det er noget man bliver – man fødes ikke med de biologisk bestemte karaktertræk, som kendetegner kvinder. De, der mener, at kvinder biologisk er determineret til at være anderledes end mænd, kaldes essentialister; dem var der nogle af i 1970´erne; men de er stort set uddøde (eller udrensede?).
Bogens første større kapitel handler om ”patriarkatet”. Bogen argumenterer overbevisende for, at det begreb er helt fundamentalt for feminismen – uden det begreb ville feministerne ikke have den sag, de kæmper for. Bogen beskriver – med rette – feminismen som et kirkesamfund, der har nogle trossætninger, og den måske allerhelligste trossætning er, at man skal tro på at Patriarkatet eksisterer. Når som helst nogen i en debat kommer til at sige noget, der modsiger tesen om Patriarkatet, reagerer feministerne meget voldsomt negativt. Det er en rød knap, man ikke må trykke på. Det vil kortslutte al dialog.
Derefter kommer et kapitel om ”Det feministiske økosystem”. Det kapitel gjorde stort indtryk på mig. Det handler om hvordan et kæmpe netværk af organisationer gensidigt støtter hinanden, og hele tiden sørger for at det bliver den feministiske fortælling, der kommer frem i medierne og over for politikerne. Der uddeles mange millioner kroner til disse organisationer, dels fra staten og kommunerne, og dels fra fonde og gennem støtte fra erhvervslivet. Alt i alt finansieres den danske feminisme årligt med adskillige hundrede millioner af kroner, måske endda over en milliard. Det giver lønnet beskæftigelse til en hærskare af feminister, som kan drive lobbyvirksomhed. Det er der støtte til, fordi den generelle fortælling er, at kvinders problemer skyldes at der er noget strukturelt i samfundet, der bør laves om. Der er derimod ikke noget strukturelt i samfundet, som bør laves om for at lette tilværelsen for mænd, så der gives stort set ingen penge til at løse mænds problemer. Der er næsten kun én undtagelse: I årene 2021 og 2022 blev der bevilget i alt 4 mio. kr til ”Forum for mænds sundhed” ved Righospitalet. Den støtte forsvandt igen i 2023 (s. 202). Man skulle ellers nok mene, at staten havde råd til at forlænge støtten, i betragtning af de 75 mio. kr som staten hvert år bevidstløst bevilger til UN Women, hvor det er meget uklart, om man får noget nyttigt for pengene.
Kønsforskningen ved universiteterne er også en del af det feministiske økosystem – den tankegang, der lever i dette økosystem, har praktisk tget monopol på al kønsforskning i Danmark.
Det feministiske økosystem får penge, fordi det har magt. Strategien er, at man først skal have monopol på fortællingen. Når man har fået det monopol, så får man magten, og når man har magten, får man pengene (s. 51). Bogen siger også: ”spørgsmålet er ikke, om du har ret; spørgsmålet er, hvem der siger, du er troværdig” (s. 63). Og her er problemet, at næsten  ingen personer uden for det feministiske økosystem i dag fremstår som troværdige.
Der er i bogen en del eksempler på, at feministerne ikke tillader andre at komme til orde og få indflydelse. Journalist Iben Maria Zeuthen har f.eks. sagt, at man bør udleukke debattører med det modsatte synspunkt fra at deltage i debatten om køn og ligestiling. Hun har sagt, at ”det er vigtigt at vi som journalister slukker for mikrofonen for dem dem med det modsatte synspunkt.” (s. 18).  Bogen citerer også (s. 307) forkvinden for Socialdemokratiets ligestilingsudvalg, som til en konference havde inviteret 7 kvinder og én mand, Henrik Marstal. Gået på klingen om, hvorfor der kun var én mand, når det handlede om ligestilling, svarede hun, at hun ikke var interesseret i at høre fra mænd, som ikke delte hendes feministiske tilgang – det ville være spild af tid at inddrage f.eks. Hans Bonde, som modarbejder alt hvad hun har arbjedet for angående at få kvinder frem i forskningsverdenen.
Bogen har også kapitler om den rolle, feminister spiller i medierne, og om betydnignen af sproget – noget som kvinder typisk tillægger stor betydning. Vi hører om  at feminister og normkritikere gør sproget til et aktivistisk værktøj.
Der følger et kapitel om den særlige værdi, som samfundet tillægger kvinder, og som gør at man tager særligt hensyn til kvinder og deres følelser, hvorimod der er frit spil for ustraffet at skrive side op og side ned om at man hader mænd og måske endda vil have alle mænd slået ihjel.
Dernæst kommer kapitlet om sundhed. Her bed jeg mærke i, at det har betydning for om mænd vil gå til lægen, om der er en feminin aura i lægemiljøet, f.eks. en feminint præget sprogbrug. Man opdagede f.eks. i 2014, at mandlige kræftpatienter oftere meldte sig til genoptræning, når det var en mandlig fysioterapeut (s. 197). Det har jo tankevækkende perspektiver, når en stigende andel af de medicinstuderende er  kvinder – nu oppe omkring 71 % (s. 258).
Kapitlet om sundhed går videre til at omtale sex, og der er adskillige sider  om solomødre.
Der er et kapitel om uddannelse, hvor vi bl.a. hører om det kendte forhold, at lærere giver lavere karakterer til drenge end til piger for samme faglige præstation, fordi de bevidst eller ubevidst inddrager elevernes ”sociale kompetencer”  i karaktergivningen.
Der følger et kapitel om vrede og afmagt, der især handler om incels og MGTOWs. Bogen forsøger at give en plausibel forklaring på, at disse fænomener er en forventelig reaktion på den måde, drenge og mænd behandles på. Deres problemer bliver aldrig anerkendt – de får altid at vide, at hvis noget ikke fungerer, så er det deres eget ansvar.
Omvendt bliver der gjort rigtig meget for at lette vejen for kvinder og fjerne alle sten på deres vej. Og hvordan reagerer kvinderne så på det? De plages mere og mere af mistrivsel. Tobias Petersen mener, at den menneskelige psyke er ”anti-skrøbelig” – jo flere vanskeligheder, man udsættes for, jo mere robust bliver man, og jo mere udvikler man sine styrker og evner. Da den nyeste generation af kvinder nærmest får alt foræret, er de meget lidt robuste, og de plages af mentale problemer.
Bogen kommer ind på et konkret eksempel, nemlig de dårlige oplevelser som kvindelige gymnasieelever kan få med ”puttemiddage”. Her er Tobias Petersens holdning, at det er vigtigt for de unge kvinder at lære livet at kende og lære, hvordan unge mænd forsøger at gøre dem til sex-objekter – den erfaring vil hjælpe dem senere i livet. Her er jeg ikke ganske enig – jeg finder ”puttemiddagene”  modbydelige. Men måske har han ret. Jeg har nok selv som ung tænkt for pænt om hvordan mænd og kvinder omgås hinanden, og misset en forståelse for, hvordan kvinder tænker om mænd. Jeg manglede måske nogle afgørende erfairnger, der ville have hjulpet mig i livet.
Når man når til bogens slutning, venter man spændt på sidste kapitel: ”Veje ud”. Altså: kan der peges på nogle løsninger?
Her udpeger Tobias Petersen de aktører, der muligt kunne komme med løsninger: 1) politikerne, 2) virksomheder og fonde, der støtter ligestiling, og 3) medier og journalister.
Hvad angår politikerne, ser Tobias Petersen intet håb. Venstrefløjen vil fortsat hævde, at kvinders problemer skyldes noget strukturelt i samfundet, som skal laves om til fordel for kvinder – uanset at kvinderne i dag galopperer langt foran mændene i uddannelsessystemet. Højrefløjen vil ikke give penge til samfundsforandringer, der kræver penge, og vil fortsat sige til mændene, at forandringer er deres personlige ansvar.  Det eneste håb er, at nogle politikere måske vil nedsætte et udvalg, som kigger speicelt på drenges og mænds ligestilingsproblemer, sådan som man netop har gjort i Norge.
Hvad angår fonde og virksomheder, så anbefaler bogen, at de begynder at føre et ideologisk regnskab over den støtte, de giver, for at få overblik over, om støtten måske gives meget ensidigt til det feministiske økosystem. De bør oprette og finansiere en ikke-feministisk tænketank for ligestilling.
Hvad angår medierne (redaktører og journalister), giver bogen en liste på syv råd. Flere af rådene går på sprogbrug, f.eks. om brugen af aktiv/passiv form – drengene taber, pigerne tabes. Det anbefales især at være præcis med, hvad man mener med ordet ”ligestiling” – mener man lige muligheder, eller resultatlighed. Det er efter min mening et godt og vigtigt råd; problemet er bare, at de vil ikke følge det. Feminister presser hele tiden på for at man IKKE bruger denne skelnen – for dem vil ligestilling altid være resultatligestiling, og de nægter at godkende at det er godt nok med lige muligheder. Et andet råd er, at hvis der på et felt er en skæv fordeling , dvs. en fordeling langt fra 50/50, så skal man ikke automatisk antage, at det skyldes diskrimination. Tænk på en strikkeklub med 30 damer og ingen mænd. *Den skæve fordeling skyldes ikke diskrimination, men derimod, at de to køn har forskellige interesser og vælger forskelligt. Det gælder også ude i samfundets organisationer.

Jeg har selv forsøgt at  publicere bøger om køn, og derfor interesserer det mig at læse om Tobias Petersens erfaringer i den retning. Han omtaler de tre kvinder i ”Girl Squad” som fik et samarbejde med DR´s P1 om en række på seks udsendelser om hvad feminisme er. Disse udsendelser skulle lede frem til, at der blev udgivet en bog med samme emne; den udkom under titlen ”Ludermanifestet”. DR brugte licenspenge på at støtte udgivelsen, og havde deres logo på bogen. Tobias selv havde året forinden kontaktet et af Danmarks store forlag i håbet om at udgive en bog om køn og ligestilling., kun for at få et svar, som bedst kan betegnes som det, der på nydansk kaldes en fuckfinger. Feminister og ikke-feminister har altså ikke lige gode vilkår for at få udgivet bøger.
Det rimer med mine egne erfaringer. Da jeg skulle udgive ”To køn – tre sandheder”, sendte jeg, efter tur, manuskriptet til 10 forskellige forlag. Jo mere jeg forbedrede manuskriptet, jo mere kortfattet blev deres afvisning. Derefter sendte jeg et brev til ti andre forlag, hvor jeg spurgte, om de i det mindse ville se på et manuskript om forholdet mellem kønnene. Det var der ingen, der ville. Kun én mandlig redaktør svarede lidt imødekommend,e idet han skrev, at han turde ikke. Summa summarum: Ud af 20 forlag var alle 20 på forhånd negative over for emnet.
Jeg forsøgte dengang at gøre argumentationen så solid og velunderbygget som muligt – men jo mere jeg forsøgte dét, jo mere negativt blev det vurderet. Det minder mig om, hvad Tobias skriver (s. 20): ”I et tidligere udkast til denne bog brugte jeg mange sider på at demonstrere, at kvinden inden for nogle områder har større problemer end mænd, og at mænd inden for andre områder har større problemer end kvinder. Min tanke var, at en empirisk tilgang ville kunne overbevise nogle af patriarkatets fundamentalister. Men jeg har skiftet mening. Jeg tror ikke, der findes nogen empiri, som vil få dem til at ædnre holdning.”
Jeg har draget den samme konklusion. Jeg har planlagt at samle videnskabelig evidens for at der forskelle mellem kønnene. Men jeg har opgivet at få det udbredt til noget større publikum. Jo mere videnskabeligt velfunderet, det er, jo færre vil læse det. Og det vil ikke få en eneste feminist til at ændre holdning. Som Tobias Petersen skriver i sin bog, så er feminismen og troet på patriarkatet en slags religion, en kirke, og man kan ikke på nogen som helst måde få de troende på andre tanker. Det svarer vel til at ville få fundamentalistiske kristne til at acceptere Darwins udviklingslære ved at fremlægge særlig solid videnskabelig evidens. Det kan man ikke.
Jeg har selv bl.a. udgivet bogen ”Fire myter om patriarkatet”. Den er baseret på grundig gennemlæsning af relevant faglitteratur. Alligevel blev den i bibliotekernes lektørudtaslelse vurderet såden her: ” Et unuanceret indspark i kønsdebatten, som næppe vil finde mange læsere”. Sådan går det, hvis man med solid videnskabelig forankring forsøger at skrive noget, som går imod forestillingen om patriarkatet. Tobias Petersens bog bliver nok bedre vurderet – den har nok en passende grad af saglighed og har nok en bedre aspel til ”almindelige mennesker”.

Woke bevægelser har til formål at nedbryde kernefamilien

 

Jeg vil her argumentere for, at der er en sammenhæng mellem at være tilhænger af en woke dagsorden – f.eks. transkønnedes rettigheder – og et ønske om at nedbryde den traditionelle kernefamilie, hvilket bidrager til at nedsætte fødselstallene og dermed underminere samfundene i bl.a. den vestllige kulturkreds.

Mit første nedslagspunkt er feminismen, i den form der brød igennem i USA omkring 1970. En af de personer, der havde allermest indflydelse på hvilken form, feminismen tog, er Kate MIllet, der i 1970 fik gdgivet bogen ”Sexual Politics”, der snart efter blev brugt som lærebog på de nyoprettede kvindekurser på universiteterne.
Kate Millett´s søster har senere berettet om, hvilken strategi man var tilhænger af i det revolutionære miljø, som Kate Millett var en central del af (1). Her sagde man: ”Hvordan laver vi kulturrevolution?” – ”Ved at ødelægge den amerikanske familie” (2).
Kate Millett har også selv udtalt: ” Den totale ødelæggelse af det traditionelle ægteskab og kernefamilien er feminismens revolutionære og utopiske mål. ” (3)
Det indikerer at hvis feminismen fører til ødelæggelse af kernefamilier, så er det ikke en uheldig bivirkning – det er tværtimod formålet.
Det bekræftes af mange andre af den tids amerikanske feminister, f.eks. Linda Gordon: ”Kernefamilien skal ødelægges, og folk må finde bedre måder at leve sammen på . . hvad end det i sidste ende kommer til at betyde, så er det en objektivt revolutionær proces at bryde familierne.” (4)
Eller Shulamith Firestone, som citerer “The declaration of feminism” (1971): ”At gøre en ende på ægteskabs-institutionen er en nødvendig betingelse for kvindernes frigørelse. Derfor er det vigtigt for os at opfordre kvinder til at forlade deres ægtemænd og ikke leve individuelt sammen med mænd . ”

Mit andet nedslagspunkt er en programerklæring fra Black Lives Matter skrevet i 2020. Efter politidrab på en sort mand i USA opstod en bevægelse, der mundede ud i dannelsen af the Black Lives Matter Global Network, som ”har forandret vilkårene for debat om sorthed over hele verden”. Dette netværk har formuleret et dokument med overskriften ”Hvad vi tror på” (5), og lagt det på organisationens hjemmeside. ” Dette er resultaterne af vores kollektive indsats”, hedder det i starten af dokumentet. Det indeholder en række punkter, bl.a. følgende:

– Vi giver plads til, at transkønnede brødre og søstre kan deltage og lede.

–  Vi er selvrefleksive og gør det arbejde, der kræves for at afvikle ciskønnedes privilegier og opløfte sorte transpersoner, især sorte transkvinder, som fortsat er uforholdsmæssigt påvirket af trans-antagonistisk vold.

– Vi bygger et rum, der bekræfter sorte kvinder og er fri for sexisme, kvindehad og miljøer, hvor mænd er centreret.

– Vi sønderriver kravet om den vestligt foreskrevne kernefamilie-struktur ved at støtte hinanden som storfamilier og “landsbyer”.
–  Vi fremmer et queer-bekræftende netværk. Når vi samles, gør vi det med den hensigt at frigøre os selv fra den heteronormative tænknings stramme greb, eller rettere, troen på, at alle i verden er heteroseksuelle (medmindre han/hun eller de oplyser andet).

Denne tekst gav øjeblikkeligt anledning til modvilje mod Black Lives Matter, og en del meldte sig straks ud af organisationen; især vakte det stor modvilje, at der stod
” Vi sønderriver kravet om den vestligt foreskrevne kernefamilie-struktur” ( We disrupt the Western-prescribed nuclear family structure requirement). Det førte til, at dokumentet inden for få dage blev fjernet igen fra hjemmesiden (6). Teksten findes dog bevaret, og den vidner om det sammenhængende ”tros-system”, som den pågældende kreds af sorte personer går ind for. Den vidner om, at anti-racisme, støtte til transkønnede, feminisme, modstand mod mænds dominante stilling, og modstand mod den heteroseksuelle kernefamilie, for dem går op i en højere enhed. Det samlende punkt er at gå imod alt, hvad der støtter ciskønnede heteroseksuelle hvide mænd.

Endnu et eksempel på modstand mod kernefamilien findes hos den meget radikale feminist Sophie Lewis (7), der i 2019 og 2022 udgav to bøger det handlede om at afskaffe kernefamilien; den seneste bog hedder ligefrem ”Abolish the family”. Hendes tankegang fremgår f.eks. af et interview, hvor hun siger: ”Vi ved, at den private kernefamilie er der, hvor det overvældende flertal af voldstilfælde kan ske. Og så er der hele spørgsmålet om, hvad det er til for: at træne os op til at være arbejdere, træne os til at være beboere i et binært-kønnet og racemæssigt stratificeret system, træne os til ikke at være queer.” (8)

Endelig kan vi se på tankegangen hos organisationen Normstormerne, der med kommunal støtte underviser skoleeleverne i København og Aarhus kommuner. I deres instruktion til undervisningen (9) læser man bl.a.:
– » … at være hvid, kristen, en mand, ciskønnet, heteroseksuel, at have en funktionel krop, at være voksen – er eksemplarer på privilegier.«

– »Modulet har til formål at: Synliggøre at den binære kønsstruktur (to køn) ikke er dækkende. At synliggøre at køn ikke kun handler om det køn, man blev tildelt ved fødslen. At synliggøre at normer for køn (og seksualitet) har stor indflydelse på, hvordan vi ser og gør køn. At synliggøre at meget få mennesker passer ind i normer for køn, inklusiv cispersoner.«

En talsperson for Normstormerne, Monir Mooghen, fortalte i et DR-program (10), at ”vi underviser i at der er flere køn end 2, vi underviser i, at det er OK at være trans, at vi skal modarbejde de her normer, som ligesom skader os queer personer”. I interviewet havde hun fokus på at ændre nogle skadelige normer for køn, seksualitet, familiekonstellationer, racisme og økonomisk råderum.

Alle mulige grene af tidens woke bevægelse går altså sammen om at bekæmpe fundamentet for det samfund, som den hvide ciskønnede heteroseksuelle mand har bygget op, herunder at nedbryde kernefamilien.
Det betyder ikke, at enhver der tilslutter sig feminismen eller støtter tolerance over for transkønnede, ønsker at bekæmpe kernefamilien. Overfladisk set kan alle grene af de woke bevægelser se ud som gode sager, som ethvert tænkende menneske bør støtte. Men inde i kernen af disse bevægelser sidder personer, som ønsker at omstyrte kernefamilien og alt andet, som er til gavn for hvide ciskønnede  heteroseksuelle mænd. De fremstiller udadtil deres bevægelse som noget godt og rimeligt, som alle bør kunne gå ind for. Men indadtil er der helt andre dagsordener.

Der er tale om den form for argumentation, som går under betegnelsen motte-and-bailey argumentation (11). Det handler om hvordan tilhængerne af en radikal dagsorden forsvarer sig mod angreb.   Det, de forsvarer, så at sige det inderste af deres forsvarsværk, er en ”Bailey”. Hvis man kritiserer denne ”bailey”, så kommer de frem med en meget mere spiselig dagsorden, som er deres ”Motte”.  De påstår, at det de arbejder for, er motten, og  hvem kan dog være imod det? Hvis det f.eks. drejer sig om feminismen, så er motte-dagsordenen, at der skal være lige rettigheder for kvinder og mænd. Det kan alle gå ind for. Når man så har tilsluttet sig det, så har man altså accepteret feminismen, og så bliver man taget til indtægt for bailey-synspunktet, som kan f.eks. være at der skal indføres kvoter, så der er 50 % kvinder på alle prestigefyldte poster.
Dette misbrug af motte-bailey ses f.eks. her (12): I et interview siger formanden for den feministiske organisation Dansk Mandesamfund, Alexander Andersson: »En meget udbredt minimumsdefinition er, at feminisme er at mene, at vi skal have lige muligheder og rettigheder uanset køn, og med den definition synes jeg, at det skulle være rimeligt ukontroversielt at kalde sig feminist – også som mand.«

Når han gerne vil have tilslutning til feminismen, så bruger han “motten”, dvs. den moderate version (feminisme = lige muligheder). Når så først man har accepteret motten, så dukker  bailey-dagsordenen op, som siger, at feminisme betyder resultat-lighed. Hvis vi andre siger at vi går ind for lige muligheder, så får vi at vide: “Aha! I accepterer feminisme – så må I også støtte kampen for resultatlighed.”

I dette interview fremføres altså motten. Men man kan roligt regne med , at så snart der skal drages konsekvenser, så bliver der henvist til feministernes bailey,

Et andet eksempel er dokumentet ”Hvad vi tror på” fra Black Lives Matter. Det udtrykker formentlig, hvad organisationen faktisk arbejder for, altså deres bailey. Men de har set, at det kan de ikke vise offentligt, for så vender folk sig væk fra dem. I stedet viser de offentligheden deres motte, altså en dagsorden som alle kan støtte, imod racisme.

Her ser vi et generelt problem. Vi kan alle gå ind for de pæne ”motter”, så som anti-racisme, tolerance over for transkønnede osv. Men så snart vi har tilsluttet os dem, så bliver vores tilslutning misbrugt til at støtte bailey-synspunkterne, så som at der skal indføres kvoter, eller at drenge skal have at vide, at de måske i virkeligheden er piger.

Bailey-synspunkterne er så revolutionære, at de går ud på at underminere og nedbryde samfundet. Det har Camille Paglia noget at sige om.
Amerikansk-italienske Camille Paglia, beskriver sig selv som transkønnet, men er alligevel meget kritisk over for transkønnede.

Hun har studeret de kønnede udtryk i diverse kulturer, ikke mindst i antikken. Hun konstaterer, at jo mere en kultur nærmer sig en forfalds-fase, kort før den endelig bukker under, jo mere bliver de kønnede billeder blødt op. Mænd bliver mere bløde og kvindagtige, og transkønnede kommer mere i fokus. Når en kultur er nået til det stade, er det et næsten sikkert tegn på, at den snart bryder sammen.

En kultur overlever bedst, når mænd er typisk maskuline, og kvinder er typisk feminine. Efter at den har haft fremgang i lang tid, bliver normerne blødet op, og de bliver blødet så meget op, at kulturen går ind i en forfaldsfase, hvor den mister sin selvopholdelsesdrift og mister sin evne til at forsvare sig mod indtrængende fjender.
Der er en vækstfase, en kulmination, og en forfaldsfase.

Camille Paglia mener, at præcis dét sker i vores egen kultur i denne tid. Hvis samfundet bliver så eftergivende, at alle mulige mærkelige identiteter får lov at sætte dagsordenen, så kan samfundet ikke overleve.

Man kan høre mere om det i denne video med Camille Paglia (13).

 

(1) Mallory Millett (2018): My sister Kate: The destructive feminist legacy of Kate Millett.

(2) Se også nærmere side 13 i Kåre Fog (2018): Fire myter om patriarkatet. Mysis.

(3) https://quotefancy.com/kate-millett-quotes

(4) https://nikitaccoulombe.medium.com/why-feminism-wants-to-dismantle-the-family-long-4695d45bcf88

(5) https://uca.edu/training/files/2020/09/black-Lives-Matter-Handout.pdf

(6) https://fee.org/articles/black-lives-matter-s-goal-to-disrupt-the-nuclear-family-fits-a-marxist-aim-that-goes-back-a-century-and-a-half/

(7) https://en.wikipedia.org/wiki/Sophie_Lewis_(author)

(8) https://www.thenation.com/article/archive/want-to-dismantle-capitalism-abolish-the-family/

(9) www.berlingske.dk/aok/her-er-normstormernes-undervisningsmanual-som-pressen-ikke-maatte-se

(10) https://www.dr.dk/drtv/se/deadline_-normstormernes-hemmeligheder_328736

(11) https://en.wikipedia.org/wiki/Motte-and-bailey_fallacy

(12) Formand for Dansk Mandesamfund Alexander Andersson kan ikke forstå, hvorfor nogle mænd ikke vil kalde sig feminist: ”Ligestilingen er ikke gået for vidt, den er ikke gået langt nok”

(13) Lesson from history: Transgender mania is sign of cultural collapse . . .

Anmeldelse af Mikkel Thorup: Antifeminisme

Mikkel Thorup (2020): Antifeminisme. Kvindehad i lighedens tidsalder.
208 pp. Antipyrine.

Bogens forfatter, Mikkel Thorup, er idehistoriker og professor ved Institut for Kultur og Samfund på Aarhus Universitet.

I bogens indledning skriver han, at bogen er en samtidshistorie, dvs. en undersøgelse af idéer, begreber, metaforer og argumenter i vores tid.  Han læser åbne og offentlige tekster og forsøger at afkode og analysere dem. Det er også en idéanalyse, en idéhistorie, fordi han er ”uendeligt mere interesseret i, hvad folk skriver, deres offentlige udtryk, end i hvorfor lige præcis de skriver, som de gør”.
Med andre ord: Ifølge ham selv præsenterer han bare de tekster, der dukker op i samtiden, uden at tage stilling til folks begrundelser for at skrive, som de gør. Hvis nogle mænd f.eks. selv mener, at de undertrykkes af kvinder, så afstår han fra at undersøge, om disse mænd virkelig på nogen måder er således undertrykt. Vi får altså indtryk af, at han er en person, der først og fremmest registrerer. Men det er ikke dækkende for bogens indhold. Han ikke bare afkoder og analyserer, han fortolker, og det gør han ekstremt ensidigt og fordomsfuldt.

Hele bogen er ét stort karaktermord på alle de personer, der ikke mener det samme om feminisme, som Mikkel Thorup selv gør.

Indlednings-kapitlet slutter med at han siger, at vi skal se nærmere på, hvorfor antifeminister søger at genskabe en relation til kvinden baseret ikke på lighed og respekt, men på ulighed og dominans. Allerede dér står det klart, at i hans optik er alle mennesker, der ikke støtter hans egen holdning til feminisme , onde mennesker der vil have ulighed og dominans.

På side 28 skriver han: ”Det er klart, at det er muligt og legitimt at kritisere kvinder og feminisme uden at blive beskyldt for at være kvindefjendsk eller antifeminist.” Ja, det er en afgørende pointe. Problemet er bare, at i hele resten af bogen omtaler han ikke et eneste sted nogen, som kommer med en legitim kritik af feminismen. Selv en så pæn og moderat feminisme-kritiker som amerikanske Warren Farrell bliver omtalt som antifeminist. Og i note 7 på side 16 skriver han, antifeminisme på nettet er let at finde; her nævner han så Tobias Petersen´s  blog Reel Ligestilling. Tobias Petersen får altså uden videre, uden nogen argumentation, stemplet ”antifeminist”, på trods af at han er så moderat og så pæn i tonen, at man dårligt kan tænke sig nogen mere sober kritiker af feminisme. Men altså – han stemples uden begrundelse som antifeminist og dermed som kvindehader.
I samme note omtales også blogs der kritiserer antifeminisme, og her nævnes www.mandfjols.dk. Thorup skriver at den blog nu desværre er inaktiv. Desværre? Det var en infam blog der gik ud på at sværte bestemte personer og deres privatliv til – altså en langt mere usympatisk blog end den, Tobias Petersen driver. Alligevel hænges Petersen ud, og Mandfjols roses. Allerede dér ser vi, at Mikkel Thorup ikke er nogen neutral betragter. Han har ekstrem slagside – han siger kun godt om vennerne, og siger kun ondt om fjenderne.

Den pæne og sympatiske Paul Joseph Watson bruges som første eksempel til illustrering af hvad antifeminisme er. Dernæst rammer tilsværtningen Simon Simonsen og med ham Manderådet, bl.a. fordi Manderådet har tilladt sig at skrive at feminisme handler meget mere om magt end ligeværdighed, og at debatten er gennemført styret af kvinder. Jamen, debatten er jo faktisk gennemført styret af kvinder – det ser man f.eks. i aviser som Berlingske eller i Danmarks Radio, der er ledet af en kvindelig direktion og laver talrige udsendelser, der mest har karakter af feministisk propaganda, herunder propaganda med bevisligt fejlagtige påstande.

Også jeg bliver hængt ud. Side 60 og note 60 siger: ”Disse og utallige andre læserbreve, indlæg og kommentarer abonnerer på en pop-biologisme . . .denne pop-biologisme . . har meget lidt med reel evolutionsteori at gøre . . Her henvises til en note, hvor der står: ”For et eksempel på pop-biologisme se den selv-udgivne bog af Kåre Fog, Fire myter om patriarkatet, Veksø 2018. ”
Nu er det sådan, at mine ytringer om biologiske kønsforskelle allerede i den første af mine bøger er baseret på læsning af over 50.000 sider faglitteratur – er det så stadig pop-biologisme? Dertil kommer, at bogen Fire myter om patriarkatet stort set INTET indeholder om biologi – den er baseret på grundige læsninger inden for andre felter, f.eks. om teenagepigers kropsbilleder og om kønsroller i oldtidens kristendom. Men altså ikke om biologi. Sagen er tydeligvis den, at Thorup har hørt fra nogle feminister, at min bog går stærkt imod feminismen, og så sætter han den på listen over bøger, man roligt kan foragte. Men han har tydeligvis ikke læst den, ja ikke engang kigget i den. Det forhindrer ham ikke i at tale nedsættende om den.

Han skriver videre i samme note: ”For hvad aktuel evolutionsforskning har at sige om sex og køn, se Cordelia Fine: Tesotosterone Rex. . ” Nuvel, Cordelia Fine´s bog er netop pop-biologisme fuld af cherrypicking. Her kan man læse en kritik af hvad Cordelia Fine og andre påstår om mænds og kvinders hjerner. Thorup henviser også til Lea Skewes, der ellers for nylig blev kendt for en ekstremt tendentiøs analyse af sexisme på danske universiteter.

Videre skriver Thorup: ”Denne primitive forståelse af evolutionsteori og mennesket stammer mindre fra faktisk forskning – om end disse påstande også kan findes der – men langt mere fra populærvidenskabelige bøger og film . . ”. Tjah – jeg bliver nødt til at gentage at mine bøger er baseret på langt, langt over 50.000 sider videnskabelig speciallitteratur.

Videre fremme (s. 65) læser man: ”Maskulinisme vil jeg definere som et ideologisk modsvar til feminisme, som i modsætning til feminisme ikke advokerer for lighed men for ulighed mellem kønnene . . ” Jaså; jeg selv, og Manderådet, og Tobias Petersen, advokerer for ulighed mellem kønnene? Er det ikke det, man i bedste fald kalder et stråmands-argument og i værste fald for karaktermord?

Videre: På s. 75 hævdes det, at ”den artikulerede antifeminisme hører højrefløjen og i særdeles den ekstreme højrefløj til”. Nåtak, jeg har ellers aldrig stemt på nogen højrefløjspartier, og Simon Simonsen, som i høj grad har artikuleret sig imod feminisme, er socialdemokratisk politiker.

På side 83-90 kommer en lang række påstande om hvad der er det bærende og vedvarende tankegods i den reaktionære tankegang (som altså også inkluderer mig, da jeg jo også figurerer som antifeminist). Her får jeg at vide en masse om, hvad jeg tænker – det ved Thorup åbenbart bedre, end jeg selv gør. Igen en ubehagelig stråmands-argumentation.

Dernæst  kommer et kapitel, der bl.a. bygger på Michael Kimmel, der har lanceret begrebet ”Vrede hvide mænd” . Jeg har ikke høje tanker om Kimmel, og meget af det han siger, er ikke sandt. Han har en veludviklet næse for at sige præcis det, som politisk korrekte personer gerne vil høre, og han er også meget populær blandt danske feminister. Men han har mistet lidt anseelse efter at det kom frem, at også han har begået seksuelle overgreb på kvinder; så han er i nogen grad en hykler. Han er ikke en person, der skal have lov at fortælle, hvad der er i vejen med mig.

Thorup henviser i øvrigt også, i note 25, til en bog af Clementine Ford, en rabiat australsk feminist, der er kendt for sit ekstreme mandehad, for at opfordre til drab på mænd, og for at forfølge mænd personligt for at ødelægge deres liv. Hun er vist ikke nogen god rettesnor. Men en ekstrem mandehader som Ford får ingen kritiske ord med på vejen. Det er antifeministerne, der skal hænges ud. ”Antifeminisme, racisme og antisemitisme, forbindelsen imellem dem er ikke tilfældig”. . . ”Der er i de seneste år opstået et tæt forhold mellem antifeminisme og kvindehad på nettet og så højreekstremisme . . ”

Teksten fortsætter: ”Fundamentalister af alle slags – religiøse, racistiske, politiske – håndterer ambivalens meget dårligt.” Ja, måske, og jeg vil tilføje, at Mikkel Thorup håndterer ambivalens meget dårligt – så dårligt, at han slet ikke er i stand til at føle ambivalens.

Fra side 96 og frem gennemgås, ret kort, diverse mandebevægelser, der arbejder for mænds rettigheder. Men først skal han lige i en note have nævnt organisationen Daregender – en mandebevægelse der går ud på at mænd skal kæmpe for ligestilling og imod kønsstereotyper.

Men ellers handler det om dem, der gør kampen imod `feminisering´ til deres omdrejningspunkt. Her nævnes først Warren Farrell – han er en ekstremt pæn og moderat forsvarer for mænd og drenge, og han har stillet op til guvernørposten i Californien for Demokraterne – han svarer vist ikke lige til det fjendebillede, Thorup vil male. Thorup går da også hurtigt videre til Paul Elam. Elam har kæmpet hårdt for mænds rettigheder; men det var et problem for ham, at det var helt umuligt at blive nævnt i medierne. Så kom han med sådanne slogans som at man skulle udnævne oktober til ”Smadr en voldelig kælling-måned”. SÅ fik han medieomtale. Det var et trick for at få omtale og blive kendt – Elam er en meget fredelig og fornuftig mand. Men Thorup bruger ham som eksempel på, hvordan vold aldrig er langt væk.  Thorup har undladt at gøre det, som Cassie Jaye gjorde i filmen ”The red pill” – hun opsøgte Elam for at finde ud af, hvad han faktisk stod for, og hun fik til sin overraskelse snart stor sympati for manden; han havde masser af fornuftige argumenter og kunne overbevise hende om, at mænd på mange punkter lider store ulemper i samfundet. Sådan gør Thorup ikke – han gør præcis det, som ifølge Keri Smith karakteriserer SJWs: han har en højtudviklet sans for at se tegn på racisme og sexisme overalt.

Påstanden om at vold i hjemmet er ligeligt fordelt mellem kønnene, udnævnes af Thorup til en af de mest betændte påstande. Mest betændte?  – det samlede resultat af 1.700 internationale afhandlinger er, at det faktisk forholder sig sådan.

På side 100 kommer Thorup så til emnet MGTOWs. Han misforstår helt, hvad MGTOWs er, og hvad der motiverer dem. MGTOWs er først og fremmest uskadelige – de har bare valgt helt at holde sig væk fra kvinder, fordi kvinder giver så store problemer for mænd. Men Thorup får det til at lyde, som om det er mandefællesskaber der går ud på at opbygge maskulinitet. Grunden til at han helt misforstår det, ses når man tjekker hans kilder. Han har tydeligvis ikke selvstændigt undersøgt, hvad MGTOWs egentlig er, men baserer sig på kilder, der giver en farvet negativ fremstilling.

Lidt senere kommer turen så til scorekunstnere. Her bygges fremstillingen selvfølgelig op på en omtale af Neill Strauss´ bog The Game, fordi den kan bruges til at male et meget usympatisk billede. De scorekunstnere, der underviser generte og forsigtige unge mænd i at få kontakt til kvinder, omtales ikke. Nej, vi får tværtimod at vide at grundsætningen er at det mandlige begær altid er vigtigere end kvindens grænser. Thorup kunne have undersøgt selv, hvad scorekunstnere står for. Det har han ikke gjort.

Så kommer turen til en omtale af incels. Her står, at incel indebærer et krav om, at alle mænd, hvem de end er, hvor meget eller lidt de end selv gør for det, skal have adgang til kvinder, og ikke bare kvinder, men smukke (unge, hvide) kvinder. Der er et ønske om ”absolut mandligt herredømme”. Dette er ikke en beskrivelse af incels, men derimod endnu engang en beskrivelse af Thorups eget fjendebillede. Han burde læse, hvad jeg (og Lone Nørgaard) har skrevet om incels.

På side 114-115 handler det om dem, der mener, at den egentlige kvindekamp er for de muslimske kvinder. ”Den egentlige interesse er i brugen af disse kvinder til angreb på islam.”  Tag og fortæl det f.eks. til feministen Karen West. Igen er Thorup uforlignelig i sin iver for altid at tillægge sine modstandere de værst tænkelige motiver. Han hader virkelig alle sine mange selvudråbte fjender.

Bogens sidste del (56 sider) er helliget en omtale af Jordan B. Peterson. Nej, det er nok forkert at kalde det ”omtale”. ”Karaktermord” dækker bedre. Thorup skriver, at her får vi en anledning til at diskutere, hvorledes en reaktionær argumenterer i dag, særligt på kønsområdet. Men det billede, der præsenteres her, har ikke noget at gøre med den Peterson, jeg har mødt gennem hans videoer.   Et antal citater:
”Ingen voldtægtsmand kunne have ønsket sig en bedre forsvarer end Peterson”
”  ” Undgår feminister at kritisere Islam, fordi de ubevidst længes efter maskulin dominans?” Det er så dumt på alle niveauer – men dog ofte hørt – at vi bare lader den stå”.
Om ”historisk forandring”: ”Du ved, det der hvor vi beslutter, at galskab og ondskab har varet længe nok, så nu beslutter vi ting som menneskerettigheder, lige løn for lige arbejde, demokrati, at der uhøfligt at kalder kvinder hysteriske kællinger, at der ulovligt at slå børn – alle fremskridt, som Peterson ikke kan forstå, med sin teori ikke kan forklare, og med sin politik ikke rigtig kan acceptere.”  – Altså – Peterson er ifølge Thorup imod demokrati og for at slå børn? Det er stråmandsargumentation af den allerværste, mest infame og perfide slags.

”Hele Petersons biologiske argumentation er formodentlig mestendels faktuel forkert”.     ”Formodentlig” ? Thorup har næppe en gnist forstand på biologi. Det har jeg, og jeg er igen og igen overrasket over, hvor godt Peterson er orienteret om biologiske erkendelser.

”For i Petersons verdenssyn handler moral om at få, hvad du vil have” – igen helt infam stråmandsargumentation.
”Så læren af regel nr. 6 er: fokusér på dig selv, og glem de andre; ændr dig selv, og lad verden være.”
”Peterson har kun sympati til overs for morderen”
”Peterson synes at længes efter tider, hvor en mand med vold og magt kunne sætte sin vilje igennem.” ”Vold og magt” ? Peterson ?!!!
”Det, Peterson tilbyder, er fundamentalistisk kristendom for ikke-(særligt)-troende. ” – ”Fundamentalistisk kristendom” ? Peterson ?!!!

Peterson kan kun passe ind i Thorups fjendebillede, hvis han tilhører det ekstreme højre. Han MÅ ikke være venstreorienteret. Så Thorup dekonstruerer Petersons tekst om at  ”tendensen for værdifulde goder til at fordele sig selv med udtalt ulighed udgør en altid forhåndenværende trussel imod samfundets stabilitet” (s. 181-182). Det MÅ bare ikke være Petersons ægte holdning, så Thorup bruger adskillige sider på at pille dette citat fra hinanden, så der ikke står noget tilbage.

S. 183 kritiseres Peterson for ikke at henvise til en række akademiske skribenter som f.eks. Richard Rorty (den vigtigste fortaler for en ekstrem, yderligtgående form for relativisme), bell hooks (radikal sort feminist), Judith Butler (berømt feminist som skriver uforståeligt og kommer med vanvittige påstande om at biologisk køn er socialt konstrueret), og Chimamanda Ngozi Adichie (sort sydafrikansk kvinde som er meget populær blandt feminister). Det ville være fuldstændig umotiveret af Peterson at skulle citere disse, undtagen for at kritisere dem. Men når Thorup nævner disse og en række andre, så er det virtue signaling – Thorup demonstrerer, at han holder med alle de rigtige.

Thorup kritiserer, at Peterson, og mange med ham, tror at de, der arbejder for mere social retfærdighed, har absolut lighed som mål. Jamen – danske feminister himler op om hvor uretfærdigt det er, hvis mænd får 2 eller 5 % mere i løn end kvinder for samme arbejde. Thorup kritiserer også at nogen tror, at de, der arbejder for en mere ligelig repræsentation af kvinder og minoriteter i parlamenter, bestyrelseslokaler, universiteter og alle mulige andre steder, i virkeligheden kæmper for, at der skal være streng numerisk nøjagtig repræsentation i alle livets anliggender. Jamen, det er da faktisk det, disse personer kæmper for. Tænk på hvor meget det kritiseres, at kvinder kun udgør 39 % af Folketingets medlemmer, eller kun udgør 30 % af de nyansatte professorer.

På side 190 kritiseres Rasmus Ulstrup Larsen for at mene, at moderne feminisme er ”en totalitær bevægelse”. Jaså. Jeg mener ellers også at moderne feminisme er en bevægelse med totalitære træk, idet den forsøger at forhindre al opposition og kritik. Er man skeptisk over for den udlægning, så kan man studere, hvordan stærke træk af totalitær feminisme gennemtrænger det svenske samfund.

Jeg har ikke læst Petersons bog ”12 regler for livet”, så jeg kan ikke sige sikkert, om Thorups referater fra bogen er misvisende. Men her vil jeg henvise til Tobias Petersen´s anmeldelse af Thorups bog: ” Thorups gengivelse af Petersons tanker er mere end tendentiøs og strider flere steder mod ikke bare bedre vidende, men med al sandsynlighed også Thorups egen viden. For eksempel ved Thorup formentlig godt, at Peterson ikke forsvarer kvindemordere eller mener, at staten bør stille kvinder til rådighed for mænd. At forstå Petersons bøger og udtalelser sådan kræver et bevidst ønske om at misforstå.”
Ja, jeg er enig. En så tendentiøs fremstilling kan kun fremkomme ved at Thorup har et intenst, fanatisk ønske om at sværte Peterson maksimalt til. Det her er bevidst misvisende, i en ond hensigt.

S. 191-192 står der at Peterson er eksempel på en, der bruger sin akademiske position og titel samt sin evne til at producere videnskabeligt udseende tekster til at angribe andre akademikere med. ”Peterson får status og journalistisk opmærksomhed, fordi han er professor . . . Han tillader, for nu at sige det lidt groft, de mindre belæste at føle sig klogere end de belæste ved at fortælle dem, at de belæste bare er vrøvlehoveder og snydepelse . . ”
Her er Throup dog kommet til at skrive forkert. Navnet i disse sætninger er forkert, og derved bliver teksten ukorrekt. For at teksten skal være korrekt, skal den lyde sådan her:
”Mikkel Thoup er eksempel på en, der bruger sin akademiske position og titel samt sin evne til at producere videnskabeligt udseende tekster til at angribe andre akademikere med. Thorup får status og journalistisk opmærksomhed, fordi han er professor . . . Han tillader, for nu at sige det lidt groft, de mindre belæste at føle sig klogere end de belæste ved at fortælle dem, at de belæste bare er vrøvlehoveder og snydepelse . . ”.

Mikkel Thorup er infam. Han er infam i sin urokkelige tro på, at feminister har 100 % ret, og at alle, der modsiger feminister, derfor automatisk er onde mennesker. Han lider af præcis den sygdom, som folk lider af, når de dyrker feminisme og wokeness som om det var en religiøs kult. Han har netop denne ubændige trang til at finde fejl hos andre, og til at kræve absolut lydighed mod sin tros dogmer – sådan som det fortrinligt er beskrevet af Keri Smith . Denne uforsonlige overbevisning om selv at have 100 % ret, og om at de anderledes tænkende har 100 % uret, er i hele sit væsen antidemokratisk og totalitær.

Tobias Petersen var i sin anmeldelse af Thorups bog så venlig at give ham tre ud af seks mulige stjerner, bl.a. fordi Tobias syntes at han fik noget ud af læse om Michael Kimmels forklaringer. Jeg deler ikke dette positive syn på Kimmel. Han er en hykler, der lever højt på at sige det, hans publikum gerne vil høre. Så jeg kan ikke dele Tobias´ delvis positive vurdering.

Min vurdering af bogen bliver 0 ud af 6 mulige stjerner. Hvis der fandtes negative karakterer på den skala, skulle bogen have haft en negativ karakter. Det skulle den, fordi jeg anser den for direkte skadelig. Fra første til sidste side gør den alt, hvad den kan, for at der hos læseren opbygges en foragt for dem, der mener anderledes. Publikum vil forstå, at Manderådet, eller Tobias Petersen, eller jeg selv, er personer som man ikke skal lytte til. Og de vil forstå, at Jordan Peterson er et helt afskyeligt menneske, som man for alt i verden skal undgå, at folk får kendskab til.

Bogen understøtter netop den totalitære tendens i feminismen – nemlig den tendens, at man nægter at høre modparten. Der gives ingen plads overhovedet i Thorups bog til eventuel lødig kritik af feminismen. Ingen. Enhver modsigelse af feminismen stemples automatisk som antifeminisme og kvindehad. Feministerne er de gode, og deres modstandere er kvindehadere,  dvs. onde mennesker. De gode, de moralsk overlegne, har selvfølgelig lov til at fryse deres modstandere ude, da modstanderne jo per definition er onde mennesker. Der lægges op til totalt at ignorere hvad modstanderne siger, og tie dem ihjel. Det er præcis den behandling, jeg udsættes for. Jeg har f.eks. i bogen ”Humaniora – videnskab eller varm luft”  kritiseret postmodernismen, poststrukturalismen og socialkonstruktionismen i de human-sociale videnskaber. Jeg giver massivt belæg for, at centrale påstande totalt mangler evidens. Det er en alvorlig kritik; men akademikere inden for disse fagområder har reageret ved bevidst at ignorere bogen og undlade nogensinde bare at nævne dens eksistens.
Det er kujon-adfærd, og hvis man behandler lødig og omfattende kritik på den måde, så demonstrerer man, at man er kujon, og at det man dyrker, ikke er videnskab. Man kan kun tale om videnskab, hvis man har holdbare argumenter imod kritik. Og det er ikke tilfældet her.

Thorups bog om antifeminisme er heller ikke videnskab. Den er skandaløst ensidig og subjektiv.
Det er en bog, der kun kan øge kløften mellem feminister og antifeminister. Det er en bog der overbeviser feminister om, at der roligt kan ignorere al kritik, for kritikerne er infamt onde mennesker, som ethvert ordentligt menneske må foragte. På den måde er det en bog, der bevidst sigter mod at skabe mest mulig foragt.

Da jeg købte bogen her i december, var der tale om 2. oplag. Første oplag er altså udsolgt. Det tyder på, at bogen har solgt godt. Og sådan går det gerne med bøger, som understøtter publikums fordomme i stedet for at få dem til at tænke selv, som giver deres emne en overfladisk, letforståelig, men dårligt funderet behandling, og lefler for publikum ved at sige netop alt det, publikum gerne vil høre. Det er nemt at gøre teksten letlæst og glidende, når man udelader alle de forbehold, der skal få den til at stemme med virkeligheden.
Dette er i modsætning til mine egne bøger, som giver en kompliceret fremstilling på grundlag af et solidt fagligt fundament.
Så Mikkel Thorup har gjort det godt, set fra hans eget synspunkt. Men det er på den bekostning, at han bidrager gevaldigt til at øge kløfterne i samfundet og til at få folk til at foragte hinanden mere. Hans bog skaber en forhindring for, at folk kommer til at forstå hinanden. Den er til skade for den demokratiske dialog.

Anmeldelse af Hans Bonde: “Vi vil have vores fair andel”

Anmeldelse af
Hans Bonde (medvirken: Torsten Skov):
”Vi vil have vores fair andel!”
387 pp. Gyldendal.
Pris: 300 kr.

Denne bog er en slags fortsættelse af Hans Bondes bog fra 2013, ”Fordi du fortjener det”. Her kritiserede han, at den moderne kvindebevægelse er blevet til en bevægelse for favorisering af kvinder. Dette er også hovedemnet for den nye bog.
Den nye bog er ikke så causerende som den forrige, men mere grundig, eksakt og præcist dokumenteret. Det er der gode grunde til. En stor del af bogen handler om tiltag, som er ulovlige, dvs. i strid enten med den danske ligebehandlingslov eller med EU direktiver. Hans Bonde har tidligere, sammen med Jens Ravnkilde, påvist at tiltag for at fremme andelen af kvinder blandt professorer og forskningsledere på de danske universiteter var ulovlige. Også tiltag inden for kunstverdenen var ulovlige. Som følge af denne kritik kunne man i 2016 erklære, at samtlige de kvindefavoriserende tiltag inden for forskning og kunst er ophørt.
Desværre her det derefter vist sig, at de alligevel ikke er ophørt. Aktuelt findes f.eks. Inge-Lehmann-programmet til fremme af andelen af kvindelige professorer, og store dele af bogen er en opregning af det ene lovstridige program efter det andet. For at det skal tages seriøst, er det nødvendigt, at dokumentationen er meget præcis, og det er den.
Bogens første lange kapitel på ca. 80 sider er en gennemgang af situationen inden for universitetsverdenen. Der redegøres omhyggeligt for, at der ikke kan dokumenteres nogen særlige ulemper for kvinder i den. Mange undersøgelser viser, at hvis en opslået stilling har både mandlige og kvindelige ansøgere, så har kvinderne større chance end mændene for at få stillingen. I den seneste undersøgte periode, 2015-2017, er det for adjunkt- og lektorstillinger sådan, at kvinder har dobbelt så stor chance som mænd for at få stillingen.
Det er en almindelig feministisk påstand, at kvinder på en eller anden måde sorteres fra, idet kvindeandelen aftager op igennem systemet fra ph.d. til adjunkt til lektor til professor. Men Bondes og Skovs analyser viser, at der ikke frasorteres kvinder. Den tilsyneladende faldende kvindeandel op igennem hierarkiet kan tilskrives at de højeste poster beklædes af de ældste personer og altså stammer fre en svunden tid, da der var færre kvinder at tage af.
Der sker tydeligvis ikke nogen bevidst frasortering af kvinder. Men så kommer feministerne med den påstand, at der findes en ubevidst bias, som er til ugunst for kvinder. Her har Torsten Skov gennemgået forskningslitteraturen om ubevidst bias, og han konkluderer at der aldrig er ført bevis for at en sådan ubevidst bias findes.
På trods af at kvinder absolut ikke bliver uretfærdigt behandlet i universitetsverdenen – tværtimod, de har bedre chancer end mændene – så er der et vældigt pres for specifikt at gavne kvinderne, på mændenes bekostning. Dette pres kommer ovenfra, endog også fra forskningsministeren. Man har et ideal om, at der overalt på prestigefyldte poster skal være en ca. 50/50 kønsfordeling. Og da det ikke er tilfældet nu, så forsøger man med allehånde lyssky og luskede metoder at presse kvindeandelen i vejret, især andelen af kvindelige professorer. Mange af disse tiltag er ulovlige, men får alligevel lov at passere, og mange er på lovens kant.
Hans Bondes dokumentation af alt dette er imponerende. Der er en vældig mængde af præcise oplysninger, og det må have krævet meget arbejde at finde alle disse oplysninger frem. Hans Bonde har en universitetsstilling, og hvis han kommer med for løse anklager, kan hans position muligvis være i fare. Så det er forståeligt, at fremlæggelsen er gjort så solid, at den ikke kan betvivles. Det hele er så grundigt og solidt, at bogen kan bruges som et våben i kampen mod uretfærdige særordninger til kvinder.
Efter det lange kapitel om universitetsverdenen kommer en række noget kortere kapitler om andre steder, hvor det samme problem gør sig gældende – at man ovenfra forlanger en 50/50 fordeling af kønnene, med det resultat, at man griber til ulovlige eller suspekte midler for at tvinge kvindeandelen op. Kapitlerne omhandler kunst, film, musik, kvinder i ledelse, og kvinder i politik. Dertil kommer mindre afsnit om andre brancher, bl.a. kvinder i medierne.
Også i disse kapitler er der samlet en imponerende mængde af præcise oplysninger. Der må virkelig have gået meget arbejde forud for at kunne skrive bogen. Det fremgår også af, at adskillige referencer er begæringer om aktindsigt.
I kapitler om kvinder i ledelse konstaterer jeg, at Bonde har fået en del af de centrale nye videnskabelige kilder med – kilder til dokumentation af, at flere kvinder i virksomheders ledelse ikke giver større indtjening. Samtidig har han en god gennemgang af de tendentiøse rapporter, som feminister altid refererer til, og som påstår det modsatte.
Nær slutningen er der et ret anderledes kapitel, kapitel 9, med en historisk gennemgang. Her er det interessant at se dokumentation for hvordan holdningerne var i årene sidst i 1800-tallet og omkring år 1900. Tilslutningen til kvindebevægelserne var mindre end tilslutningen til husmor-foreningerne. Der var flere kvinder, der insisterede på at være hjemmegående husmor og lade sig forsørge af manden, end der var kvinder som kæmpede for at få kvinder ud på arbejdsmarkedet. Den feministiske fortælling om, at datidens mænd undertrykte kvinderne og pressede dem til at gå hjemme, er altså regulær løgn. Det er et feministisk karaktermord på mændene. Den tids kvinder var ikke undertrykt. Deres livssituation var en situation, som de selv valgte.
Jeg vil også fremhæve et par pointer mere, som Bonde berører.
Hele bogen handler jo om, at der er sket et skred i forståelsen af ordet `ligestiling´. Tidligere betød det lige muligheder for begge køn; men mere og mere betyder det resultatlighed, altså at hvert køn skal udgøre 50 % overalt på prestigefyldte poster, og det kræver favorisering, f.eks. kvoter. Men man kan spørge, hvad kvinderne gør, hvis de 50 % faktisk opnås? Vil de så være tilfredse?
På det punkt er jeg pessimist; jeg tror at når kvinderne har nået 50 %, så vil de argumentere for højere andele, helt op til 100 %, fordi kvinder jo er bedre mennesker end mænd, så hvis kvinderne overtager al magten, vil vi få det bedst mulige samfund. Indtil nu er der kun få feminister, der siger det direkte; men jeg tror, det kommer.
Et enkelt sted i bogen, nemlig på side 190, kommer Bonde ind på dette. Han skriver, at på de laveste ledelsesniveauer i Københavns Kommune er er 29 % mandlige mod 71 % kvindelige ledere. Det vil man ikke rette op på. Men på de to øverste ledelsesniveauer er der 63 % kvinder, og her har man fastsat et mål at kønsfordelingen ikke må afvige mere end 10 % fra rekrutteringsgrundlaget. Det betyder at man har et mål om, at der fortsat skal være væsentligt mere end 50 % kvinder blandt lederne. Kravet om fifty-fifty gælder altså, så længe det gavner kvinder; men hvis det gavner mænd, droppes kravet.
Spredt rundt om i bogen, men især i kapitel 8, diskuteres de mænd, der støtter feministernes krav. Det er mærkeligt, at så mange mænd på topposter i den grad går ind for favorisering af kvinder, f.eks. formanden for Carlsbergfondet, direktøren for Filminstituttet, og nationalbankdirektøren. Feministerne formår med held at appellere til netop mænd i disse topstillinger, der sørger for, at den ensidige favorisering af kvinder går igennem. Der bliver ofte appelleret med ord som ”Tænk, hvis det var din datter, det gik ud over!”. Når kvinderne så bliver favoriseret på bekostning af mænd, så er det sønnerne, det går ud over; men det tager man sig ikke af.
Det gælder typisk for disse topchefer, at de har deres på det tørre. De kan lade `kønsdiversiteten´ blomstre på lavere niveauer, hvilket ikke rammer dem selv, men deres underordnede med `det forkerte køn´. De opfører sig som alfa-hanner, der kan lide at omgive sig med en loyal flok af kvinder, samtidig med at de kan dukke de opstigende mandlige konkurrenter, der potnetielt kunne `bide dem i haserne´.
Bonde kalder det ”en ny galanthedskultur fra de øverste ledelseslag” (s. 285).

Alt i alt er det en fremragende bog. Mængden af oplysninger er imponerende stor. Det gør bogen lidt tungere at læse end den foregående bog; men det gør samtidig også bogen til et vægtigt, ja, tungtvejende argument i debatten.
Efter denne ros vil jeg alligevel påpege nogle punkter, hvor jeg synes at bogen er lidt for svag.

Filmbranchen
Det første punkt er filmbranchen. Jeg har selv, sammen med et par andre, været dybt involveret i kritikken af kønskvotering i filmbranchen. Jeg ved at Bonde har samarbejdet tæt med en af disse mænd fra filmbranchen, og netop på den baggrund finder jeg det lidt skuffende, hvad der er kommet med i det kapitel. Der er kommet mange vigtige ting med, men jeg savner alligevel lidt. F.eks. refereres en svensker for at film lavet af kvinder sælger færre billetter end film lavet af mænd. Men her burde der måske også have været omtalt danske oplysninger, der viser det samme.
Især savner jeg dog omtale af den konfrontation i 2016-2017, der viser hvad den danske konflikt drejer sig om. Her kunne være refereret til den kronik om filmbranchen, som jeg sammen med Niels Nørløv Hansen fik i Berlingske. Her er f.eks. denne centrale passus: ” En person skriver: ». . . årsagen til den skæve kønsfordeling blandt instruk­tører og manuskriptforfattere skyldes mange forskellige ting; manglende lyst, manglende motivation, kønsrollemønstre, filmkulturen, en mandsdomineret film­historie, manglende forbilleder, manglende opbakning, manglende udholdenhed af kvinder, barsel, og ubevidst diskrimination både i og udenfor branchen.« Det er vigtigt, at disse forklaringer netop ikke holder stik. Den passus indeholder netop alt det, som Bonde i øvrigt argumenterer imod i hele bogen.
Fagforeningen Danske Filminstruktører (DF) udsendte i 2016 en pressemeddelelse, hvor man bl.a. påstod, at der i filmbranchen foregår ”systematisk forskelsbehandling” mod kvinder.
Jeg vil gerne her citere en ordveksling der foregik i et møde i fagforeningen kort tid senere i 2016, hvor Niels Nørløv Hansen var til stede som eneste mand:
NNH spurgte: ”Når 25 % af ansøgerne til udviklingsstøtte er kvinder, og 29 % kvinder opnår støtte. Og når 19 % kvinder søger produktionsstøtte, og 18 % kvinder opnår støtte – hvordan kan der så være tale om ‘systematisk forskelsbehandling’?”

Spørgsmålet blev stillet mindst tre gange i løbet af de godt to timer, mødet varede. Men der kom intet svar. Kommentarer var der nok af: ”Nu har du talt nok!” og ”Du skal ikke komme hér og kuppe mødet!” . . .
Til stede var også Anne Boukris, der af DF’s formand, Christina Rosendahl, blev præsenteret som noget i retning af ”ligestillingskonsulent”. Anne Boukris var meget aktiv på mødet. Hun figurerer i KVINFO’s database over personer, der kan give ekspertbistand i spørgsmål om bl.a. ligestilling, ligebehandling og anti-diskrimination. Anne Boukris havde tilsyneladende fodret bestyrelsen med ”dokumentation” for, at diskrimination af kvinder er ud meget udbredt og urimeligt fænomen.
Det kunne tydeligt høres, da formanden, Christina Rosendahl – uden at svare på NNH’s spørgsmål – til sidst konkluderede DF’s holdning til DFI’s rapport:

”Bestyrelsen har besluttet sig for, at de tal, der er kommet ud fra DFI, repræsenterer ikke den filmbranche, som vi vil have. Det er sådan det er. Det er en holdning.”
NNH: ”Jamen, det var ikke mit spørgsmål… ”
Christina Rosendahl: ”Men de tal, der findes, de er nok. Sammen med den øvrige diskussion, der har været i bestyrelsen – alle mulige rapporter.”
Rosendahl erklærede, at fagforeningens bestyrelsen havde besluttet sig for, at de tal, der er kommet ud fra en officel rapport, ikke repræsenterer den filmbranche, som de vil have. Man vil have en filmbranche, hvor der står kvindelige instruktører bag 50 procent af alle spillefilmsansøgninger i 2020. Og dette selv om kvinder kun udgør 34 procent af fagforeningens medlemmer.
Dette er en solid dokumentation af, at fifty-fifty-ideologien er styrende, og at impulsen kommer fra centralt feministisk hold (en ligestillingskonsulent tilknyttet Kvinfo). Den dokumentation kunne godt være kommet stærkere frem i kapitlet, og den ville have styrket den pointe, Hans Bonde allerede har.
Hans Bonde beretter om hvordan det ramte formanden for Danske Biografer at kritisere Christina Rosendahl – der blev anlagt en retssag imod ham. Men ellers fremgår det kun svagt, hvorfor så få mænd tør protestere mod den feministiske damptromle. Det siges kort om mænd i filmbranchen: ”De føler at deres fremtid i filmbranchen er truet, for eksempel hvad angår bevillinger, hvis de tillader sig at kritisere den herskende kønsdiskurs.” Det kunne godt være sagt stærkere.
Mit eget engagement imod denne kønsdiskurs i filmbranchen har ført til noget af det mest psykisk belastende, jeg har oplevet i mit liv. Der blev begået et regulært ondskabsfuldt karaktermord på mig på internettet, med en indsats hvor en mand åbenbart har arbejdet i dagevis på at finde citater, han kunne manipulere, for at kunne hænge mig ud som en potentiel massemorder. En kvindelig filminstruktør opfordrede en mand til at skyde mig!
Bogen henviser kun ganske kort (note 237) til, at Niels Nørløv Hansens engagement i denne sag betød, at han ikke længere kunne få arbejde som filminstruktør. En anden involveret mand er blevet ramt så hårdt, at jeg personlig mener at hele hans livsforløb og psykiske velfærd er blevet ødelagt.
Det er for mig en vigtig pointe, HVOR hårdt mænd bliver ramt, hvis de protesterer mod det feministiske propaganda-apparat. Det er lidt for tamt at sige, at mænd ”føler at deres fremtid i filmbranchen er truet”. Der er tale om at man risikerer massive, ødelæggende angreb på sin person. Det vil få langt de fleste personer til at tie stille. Frygten for at blive udsat for noget meget, meget ubehageligt er reel.

Medierne
Det andet punkt er medierne. Det har fået en omtale på blot fem sider i bogen, og det er for lidt. Det er for lidt, fordi der foregår en systematisk indtrængen af feministiske kvinder i medierne – både de elektroniske og de trykte.
På Berlingske kom der f.eks. i 2015 et betydeligt rykind af nye kvindelige journalister, og siden da har der været en hidtil uset fokus i avisen på feministiske emner. Jeg har foretaget en optælling af antallet af artikler i avisen, der har et ensidigt feministisk fokus på kvinder. I løbet af ét år, 2016, var der 1116 artikler og indlæg specielt om kvinder, og næsten samtlige af disse havde feministisk tilsnit. Jeg har gennemgået en del af disse artikler og vist hvordan de har karakter af feministisk propaganda. Der var cirka 60 artikler om behovet for at kvinder skal gøre karriere og nå topposterne – det emne blev altså behandlet med en hyppighed og en intensitet der gør, at det har karakter af propaganda. Emnet blev behandlet helt ensidigt; der var intet om kvinder der finder det rart at vælge karrieren fra. I en del artikler henvises til undersøgelser der viser, at virksomheder med mange kvinder i deres bestyrelse giver bedre resultater på bundlinjen. Der blev aldrig henvist aldrig til de undersøgelser, der viser det modsatte. Hele denne propaganda fik lov at stå uimodsagt, da alle læserindlæg imod artiklerne blev afvist.
Et tilsvarende præg af feministisk propaganda ses i andre aviser – i meget høj grad i Politiken, og i nogen grad i Information. Jeg selv havde god adgang til at få optaget læserbreve, der gik imod feminister, i Information i årene ca. 2005 – 2010. Men pludselig var der lukket totalt – jeg kunne intet få optaget, og misvisende artikler om køn dukkede op i stedet. Det skete i forbindelse med at Informations redaktion skiftede engang omkring nytår 2010/2011.
Generelt er der langt flere mænd end kvinder, der indsender læserbreve til aviserne.
I 2017 viste en undersøgelse fra Cevea, at under 15 pct. af alle debatindlæg i Danmark bliver skrevet af kvinder, og kun fem pct. af folk med erhvervsuddannelser. Det vil sige at højtuddannede mænd udgør en majoritet af indsenderne. Det vil aviserne gerne korrigere for; de har et mål om, at 50 % af alle trykte læserbreve skal være af kvinder.
Da Anne Sophia Hermansen i september 2016 tiltrådte i stillingen som debatredaktør hos Berlingske, var en af hendes første udmeldinger, at hun agtede at diskriminere mandlige skribenter. Den holdning blev styrket hos hende da Cevea kom med ovennævnte oplysning om 15 % kvinder. Nu fortæller Anne Sophia Hermansen, at hendes diskrimination af skribenterne går videre end til blot at afgøre, hvilke af de indsendte indlæg der kommer i avisen, og hvilke der sorteres fra. Indsender en kvinde eksempelvis et indlæg, som har potentiale, men i sin nuværende udgave er for ringe til at blive bragt, er der stor sandsynlighed for, at Anne Sophia Hermansen tager kontakt til kvinden med henblik på at  forbedre indlægget. Omvendt afvises mange mænd.
Når det gælder Politiken, så er sandsynligheden for at få bragt et debatindlæg typisk ca. 50 procent for kvinder og 5,5 procent for mænd.
Når kønsspørgsmål kommer op som emne, så har mænd altså langt ringere mulighed for at ytre sig end kvinder – mændenes kvote er så at sige for længst opbrugt, så kvinder får næsten monopol, når der kommer et emne op (kønsspørgsmål) som får kvinder til at komme ud af busken.
Spørgsmålet om medierne er meget centralt for de spørgsmål, Bonde behandler i sin bog. Kvinder der igennem deres universitetsuddannelse er blevet påvirkede til et ensidigt feministisk verdensbillede, kom ud af universiteterne som kandidater, og skulle jo have jobs. Så en flodbølge af indoktrinerede akademiske feminister er væltet ind over alle mulige institutioner, og især over pressen. Det betyder at hele den danske medieverden – bortset fra nogle få perifere, uafhængige medier – bidrager til ensidigt at fremme det feministiske verdenssyn. Andre synsvinkler og andre argumenter kan kun meget vanskeligt og sjældent komme frem. Derfor kan korrektioner af feministernes fejltagelser og misinformation ikke ske. Overalt i medieverdenen sidder der kvinder, som forhindrer det. Den der har magten over hvilken information der når frem til borgerne, har i sidste ende magten over hele samfundet. Det vil sige, at når først feminister har sat sig så tungt på medierne, som tilfældet er nu, så har de i realiteten allerede erobret magten i samfundet.
Det gælder ikke kun trykte medier. Det gælder også TV, ikke mindst DR, hvor ledelsen nu omfatter en kvindelig generaldirektør, en kvindelig direktør for medier, og en kvindelig direktør for nyheder. Denne kvindedominans afspejles i mediefladen, især DR2.
I august 2020 sendte DR2 f.eks. en serie i fem dele med titlen ”Alle hader feminister”, der blev bakket op af ”faktaark” m.m. på DR´s hjemmeside. Men serien var så fuld af fejl og misvisende oplysninger, at også DR´s detektor måtte konstatere at der var fejl. Det nævnes af Bonde; men DRs opbakning om ensidig propaganda kunne godt være betonet mere.
I 2015 sendte DR2 Dokumania en amerikansk film, der på dansk fik titlen ”Voldtaget af elitens sønner”. Ikke blot blev denne film sendt i fjernsynet, den blev til overflod også vist på storskærm ved to friluftarrangementer. Filmen var ekstremt følelsesmæssigt manipulerende og med mange misvisende og lodret forkerte oplysninger. Der fandtes på nettet udførlig dokumentation af filmens mange fejl. Den daværende leder af Dokumania, den stærkt feministiske Mette Hoffmann Meyer, blev gjort opmærksom på filmens fejl og mangler; men hun nægtede at reagere. Mine intense forsøg på at få DR til at bringe korrektioner eller i det mindste en paneldebat om filmen blev pure afvist; samtidig var det temmelig håbløst at få aviserne til at optage læserindlæg om filmen.

Jeg og andre licensbetalere har altså betalt for at TV bringer film der bagtaler mænd og øger det generelle had imod mandekønnet. Hvis en kanal med public service-forpligtelse sender sådan noget, så burde det sendes kommenteret, sådan at begge sider af en sag kan komme frem. Men det er ikke tilfældet. Den feministiske dominans i DR betyder ensidig slagside til fordel for feminismen.
Dette er alt sammen vigtigt, fordi den der behersker medierne, behersker den offentlige opinion, og dermed på langt sigt magten over sjælene.
Det som Bonde skriver på de fem sider om pressen, er udmærket. Men i betragtning af hvor central en rolle den spiller for meningsdannelsen, burde der have stået mere.

 

Anmeldelse af “Genusdoktrinen”

ANMELDELSE

Ivar Arpi & Anna-Karin Wyndhamn (2020): Genusdoktrinen. 376 pp.
Forlaget Fri Tanke.
Pris i Sverige: 199 Skr.
Fås også som e-bog.

Det svenske ord ”genus” betyder det samme som det engelske ord ”gender” – altså kønnet opfattet som et socialt produkt. Studiet af dette fænomen kaldes genus-videnskab, og det er i Sverige blevet et forskningsfelt med mange ansatte.
Det indgår i genus-videnskaben, at mænd og kvinder ikke er forskellige fra fødslen. Forskerne undersøger, hvordan samfundets normer skaber kønnene, og hvordan man ved at ændre normerne kan undgå forskelsbehandling og indføre ligebehandling af alle, uanset køn.
For at gennemføre ligestilling overalt i det svenske samfund, satte regeringen i 2016 en proces i gang, som kaldes ligestillings-integrering. Dette galdt især for universiteter og andre højere læreanstalter. Der eksisterede på det tidspunkt ved Göteborgs Universitet en organisation der kaldtes Nationella Sekretariatet för Genusforskning. Dette sekretariat forberedte indførelsen af ligestillings-integrering på universiteterne, indtil opgaven i 2018 blev overført til en nyoprettet myndighed, Jämställdhets-myndigheten [ligestillings-myndigheden].

Anna-Karin Wyndhamn blev i 2016 ansat i Nationella Sekretariatet. I begyndelsen var hun begejstret og energisk i sit arbejde der, men gradvis fik hun et helt andet syn på arbejdet. I det tidlige efterår 2017 kontaktede hun en journalist og lederskribent på Svenska Dagbladet, Ivar Arpi, der havde skrevet kritiske artikler om kønsforskning. De to etablerede et samarbejde, hvor Wyndhamn kunne informere Arpi om hvad der foregik i Nationella Sekretariatet, og det blev i løbet af samme efterår til seks artikler i Svenska Dagbladet om hvor vanvittigt spørgsmål om køn behandles på de svenske universiteter. I starten af 2018 forlod Wyndhamn sit arbejde på sekretariatet.

Efter 2017 har Wyndhamn og Arpi fortsat deres samarbejde. De har systematisk, men hver for sig, forsøgt at interviewe alle personer som er vigtige for ligestillings-integreringen. Ikke alle har villet udtale sig, og mange vil kun udtale sig anonymt. Men de har fået stof nok til de sammen har kunnet udgive bogen ”Genusdoktrinen”. Det er en meget læseværdig, veldokumenteret og saglig bog med ca. 320 sider tekst og 50 sider noter og referencer.

Som dansk læser havde jeg forventet, at det står dårligt til med svensk forskning i ”genus-videnskab”, og jeg havde også hørt om artiklerne i Svenska Dagbladet, som beskrev nogle hovedrystende vanvittige historier om hvordan ligestillings-integreringen tvinger universiteterne til vanvittige afgørelser. Alligevel er jeg overrasket og rystet over præcis hvor vanvittigt det hele er. Det der især ryster mig, er at få indblik i tankegangen hos de personer, der driver dette vanvid fremad.

Bogen er ikke en systematisk redegørelse fra A til Z. Der er ikke nogen stringent disposition, og emnerne kommer lidt hulter til bulter mellem hinanden. Det er formentlig for at gøre den mere interessant og spændende at læse – og det er den da også. Som dansk læser skal man enten være god til svensk, eller også skal man være villig til jævnligt at slå ord op til oversættelse på google-translate.

OM INDHOLDET

Første kapitel handler om hvordan en studenterklage over en mandlig forelæser på medicinstudiet behandles af dekanen. Forelæseren, Germund Hesslow, fortæller om at der er forskelle i gennemsnit mellem mænd og kvinder, selv om variationen inden for hvert køn for det meste er større end forskellen. En studerende, som i øvrigt er aktiv i Feministisk Initiativ, klager på forhånd over forelæsningen, inden hun har overværet den. Efter at have hørt forelæsningen genfremsætter hun klagen. Ingen andre studerende klager. Men på grund af den ene klage beslutter den mandlige dekan, at indlede en proces mod Hesslow. Den proces fører til at forelæsningen fremover skal suppleres med en forelæsning af en kvindelig genus-forsker, der kan gengive det, der er den svenske regerings officielle, udtrykte holdning, nemlig at mandligt og kvindeligt er sociale som skabes ud fra opfostringen, økonomiske rammer, magtstrukturer og politisk ideologi.
Basis for at dekanen kan gribe ind, er en lov fra 2017 som foreskriver, at myndighederne skal forebygge diskrimination. Hvordan forebygger man det? Jo, hvis nogen siger at der er forskel på mænd og kvinder, så kan dette potentielt udnyttes til at diskriminere. Så selv om der ikke faktisk er sket nogen diskrimination, så er bare det, at man giver indtryk af at der er forskel, nok til at man bryder loven.
Det fremgår, at bare det at én studerende klager, er nok til at dekanen giver studenten ret og retter ind. Det mønster ses ofte [det samme mønster ses også på danske universiteter].
Vicedekanen siger om samme sag: ”Så snart en student oplever noget, er kritik berettiget. . .  Så snart en sag bringes frem af en student, skal vi tage det alvorligt. Da er det berettiget, uanset hvad det drejer sig om. Kritik er i grunden altid berettiget.”
Det er jo meget mærkeligt, at universitetets ledere, i dette tilfælde dekan og vicedekan for et medicinsk fakultet, siger at kritik fra studenter altid skal følges, uanset hvad det handler om. Vicedekanen siger også, at i en strid er det universitetet, der skal tilpasse sig til studenterne, ikke omvendt. Det er universitetet, der har ansvaret. ”Vi fremlægger fakta uden at tænke på at den generation som modtager dette, måske ser tingene på en anden måde, tænker på en anden måde. Vi behøver måske at give forskellige perspektiver i en forelæsning for at tage højde for dette. Vi skal være bedre til at kommunikere og levere et budskab på en professionel måde. Det er der vi svigter, og det er det vi skal arbejde på”.
Sådan tænker man på et universitet, hvor den officielle holdning er at der eksisterer ikke objektive sandheder.
En lignende tankegang gælder m.h.t. seksuelle krænkelser. Der skal gribes ind ikke bare, hvis der sker sådanne krænkelser. Det er nok at nogen mener at der findes en risiko for at visse andre personer kan blive krænket; alene den risiko er nok til at der skal sættes store processer i gang for at ændre tingene.
Dette gælder f.eks. i en sag, hvor en forelæser, som bestemt ikke kan beskyldes for at være racist imod farvede, svarede på et studenterspørgsmål i en formulering der nævnte det forbudte n-ord (”neger”). Ingen blev krænket af det, og der var ingen farvede til stede. Men bare det, at der teoretisk kunne være en tilhører, der blev krænket, var nok til at igangsætte en disciplinærsag. Forelæseren måtte love at hun aldrig mere i sit liv nævnte det forbudte n-ord.
I det hele taget drejer meget sig om brugen af bestemte ord. Det afgørende er ikke, om det en person siger, er sandt eller falsk. Det afgørende er, hvilke ord personen bruger. Samtidig nægter universitetet dog at lave en liste over hvilke ord, der er OK, og hvilke der er forbudte. Men det er klart at f.eks. i relation til transkønnede er der formuleringer, som er forbudte.

Andet kapitel handler om presset på universiteterne for at give kvinder en mere fremtrædende plads i lærestoffet. Der er f.eks. krav om at mindst 40 % af litteraturhenvisningerne i undervisningsmateriale skal være af kvinder, også selv om ingen kvinder er relevante for emnet. Og i et  kursus om filosofi var underviseren tvunget til at udelade omtale af Immanuel Kant for i stedet at tale om feministen Mary Wollstonecraft. Det endte med at underviseren forlod Sverige og fik en stilling i Istanbul i stedet.
Det giver også problemer, når nogen skal forelæse om reproduktion, for man må ikke sige at kun kvinder kan føde børn. Der skal tages hensyn til at transkønnede ikke føler sig krænket, og det hensyn dokumenteres ved at institutionen bliver hbtq-certificeret (h=homoseksuelle, b = biseksuelle, t= transkønnede og q = queer).
Også hospitaler skal hbtq-certificeres. Det har f.eks. medført på det Sahlgrenska Sygehus´ psykiatriske afdeling, at der er indført nye retningslinjer som kræver, at mænd og kvinder blandes på fælleskønnede sovesale. Det vigtigste er at tænke kritisk om stereotype opfattelser af forskelle mellem kønnene. Men skal ikke placere patienter af samme køn i samme sale bare fordi de har samme køn. Dette gælder også selv om der ikke er nogle transkønnede patienter på afdelingen. Man må nok undre sig over den prioritering – i betragtning af hvor meget det kan forstyrre psykiatriske patienter at blive tvunget til at sove i samme sal som nogen af modsat køn.
Også politiet skal ligestillings-intgegreres. Derfor fik to lærere i genus-videnskab til opgave at ”ud fra et intersektionelt genus-perspektiv identificere mulige udviklingsområder og indgive forslag til hvordan politi-uddannelsen kan udvikles”. Resultatet blev en rapport, hvor det fremhæves at man som betjent ikke kan være neutral. Idealet om at alle skal behandles ens, skal opgives. Politiet skal gøre forskel alt efter om den person, de står over for, tilhører et undertrykt mindretal. Mistænkte personer som står langt nede i magt-pyramiden skal behandles forsigtigere end andre. ”Et normkritisk intersektionelt perspektiv kan synliggøre hvordan forestillinger om neutraliteten i sig selv er koblede til specifikke forestillinger om maskulinitet, hvidhed og svenskhed.” Rapporten om ændring af politiets uddannelse er blevet mødt med meget kritik. Men udviklingschefen for politiet affærdiger kritikken med at der er tale om ”uvilje”.

Tredje kapitel handler om indførelsen af ligestillings-integrering på alle højere læreanstalter i Sverige. Regeringen stillede i 2016 krav om at alle læreanstalter skal udforme en plan for dette. Formålet er ikke at forhindre diskriminering af enkelte personer; formålet er at ”omorganisere virksomheden” og forandre de magtstrukturer, som medfører at diskrimination forekommer.
Nationella Sekretariatet för Genusforskning i Göteborg får til opgave at støtte denne omorganisering. Den mandlige leder er optaget af at ligestillingen skal gennemsyre alt, herunder bestemme pengestrømmene og bestemme eksamenskravene på de enkelte fag.
Normkritisk skoling af medarbejdere og studenter er kongevejen ikke bare til bedre arbejdsmiljø, men også til bedre uddannelse. Til det formål tjener f.eks. en pjece med navnet ”Bryt innanförskapet” med konkrete råd til hvordan man med intersektionel teori kan nedbryde magtstrukturer. Den bruges bl.a. til kurser hvor de deltagende undervisere skal få kundskab om ”teorier af betydning for at udvikle en normkritisk holdningsmåde . . . om sociale kategoriseringer, normer og magt”.

Fjerde kapitel
Kapitlet giver et indblik i tankegangen hos nogle af de personer, der er drivkræfter for indførelsen af ligestillings-integrering. Formanden for Nationella Sekretariat citeres for dette udsagn, at svenske universiteter består af ”en allerede velstillet elite af svensktalende, protestantiske, lyshudede kættere som intet hellere vil end at undgå at få kendskab til deres egen voldsudøvelse”. Han ser universitetet som en slagmark, hvor eliten forsøger at klamre sig til magten. ”Kætterne” er de modernister som tror på at der findes en objektiv sandhed, i modsætning til sekretariatslederen selv, der er frustreret over de stadige krav om at give belæg for sine påstande. Man behøver ifølge ham ikke at kortlægge og undersøge den uligestilling, som han jo allerede ved findes. Det kan være nødvendigt i forhold til specifikke problemer; men ”generelt set er det ikke relevant at give belæg for allerede kendte strukturelle uretfærdigheder”. Disse uretfærdigheder er den symbolske vold, som findes overalt i hverdagen.
En kvindelig forskningssamordner på sekretariatet har lavet disputats om feministen Donna Haraway; det gør bl.a. at hun mener, at man skal droppe det mandlige begreb om  objektivitet. Sandheden er subjektiv, og det personligt oplevede er det autentiske og dermed det sande.
Endnu en kvinde i sekretariatet har kvalificeret sig med en afhandling, hvor hun bl.a. skriver at ”nyliberalismen” undergraver muligheden for virkelig ligestilling. At fokusere på individer gør at kønsmagt-ordningen forbliver intakt. Ligestilling kræver kollektiv kamp.
På sekretariatet handlede det om at føre en fælles kamp, og her var ingen tolerance for dem som stillede spørgsmål til de anvendte metoder. Eventuel intern kritik blev mødt med kollektive modangreb fra et stort antal kvinder. Ekstern kritik bliver også altid afvist, med påstande om at kritikerne blander politik og forskning sammen (selv om det netop er, hvad sekretariatet gør). Kritikere kategoriseres som konservative, populistiske, imod genus- begrebet og imod ligestilling. Forsvarerne af sekretariatet udtaler: ”Lad os slå fast en gang for alle: genusforskning er videnskab!”. Det afgørende er også, hvilke personer der kommer med kritik, mere end hvad kritikken går ud på. Man ser livet som en kamp mellem det gode og det onde, hvor man selv står for det onde. Det vil sige at kritiske indvendinger er tegn på dårlig moral.

Femte kapitel er en omtale af nogle af de mest tåbelige forsknings-projekter i Sverige. Vi hører f.eks. om en forsker som mener, at hele tanken om at amning er knyttet til kvinder er socialt konstrueret og heteronormativ.
Desuden omtales nogle af de internationale forsøg på at afsløre den postmodernistiske videnskabs fup.

I sjette kapitel handler det om genus-forskernes modvilje mod at anerkende biologiens betydning. Vi læser om nogle af de forskningsresultater, som påviser biologiens betydning, f.eks. forskning udført af svenske Anna Servin, og vi hører om de argumenter, genus-forskerne bruger til at afvise dem. Et af argumenterne er, at den forskning skal slet ikke udføres.  ”Hvorfor er Anna Servin overhovedet interesseret i kønsforskelle? Hvad skal man anvende forskningsresultatet til?”. Selv en kvindelig docent ved et centrum for evolutionsbiologi siger: ”Jeg synes at den videnskab som arbejder med biologiske forskelle, den ødelægger bare. Den ødelægger ligestillingsarbejdet. Den har ikke noget at gøre dér.”
I dette kapitel omtales også en del af de vanvittige forestillinger om transkønnede. Og vi får at vide, at antallet af børn og unge i Sverige som henvender sig til myndighederne fordi de føler kønsdysfori – at være født i det forkerte køns krop – er steget voldsomt. Antallet af personer med diagnosen kønsdysfori per 100.00 indbyggere var i 1998 tæt på 0; i 2007 var det 31, i 2017 727, og i 2018 5841.
Historikeren Yvonne Hirdman anses af mange for at være den ledende autoritet inden for svensk genus-forskning. For et par årtier siden mente hun, at kvindelige lærere inden for genus-forskning ”skal have lov at være i fred, ellers bliver de opslugt af de øvrige”. Det vil sige – på det felt skulle der kun arbejde kvinder, og de skulle være fri for påvirkning udefra. Dermed skulle de også være fri for kritik udefra. Hirdman praler et sted af at en mandlig studerende, som stillede kritiske spørgsmål, af hende blev mødt med et ”Hold kæft!”, og at hun dermed fik sat ham på plads. Genusforskerne isolerer sig, møder kritik med mistro, og ser andre som fjender, ikke som meningsmodstandere. Kritik opfattes som angreb.
Genus-videnskabens grundlæggende tilgang – at belyse hvordan egenskaber bliver kønnede, hvordan evner bedømmes forskelligt hos mænd og kvinder – er gledet i en retning hvor alt stort set antages at være effekter af skæve magtrelationer.
På Umeå Universitet fik underviserne besked på at ”anvende en kønsbevidst pædagogik” og ”anlægge et genus-perspektiv i al undervisning”. Det førte til at en kritisk indstillet psykolog dér gav sig til at granske den genus-videnskab, som nu skulle danne baggrund for al undervisning. Han fandt at jo mere en videnskabelig artikel var præget af genus-videnskab, jo lavere kvalitet havde den – ikke så mærkeligt, da genus-videnskab, i modsætning til andre videnskaber, mangler en selvkorrigerende procedure.
Men revolutionen æder sine egne. Begreber som ”genus-ordning” og ”kønsmagt-ordning”, som prægede arbejdet på sekretariatet, er nu på vej ud. De erstattes af queer, trans og intersektionalitet, og ifølge disse perspektiver findes der ikke noget biologisk køn. De betyder, at de ældre genus-forskere opponerer imod den nye tendens. Hvis man ikke længere kan tale om mænd og kvinder, hvordan kan man så studere mænds undertrykkelse af kvinder?

Kapitel 7 handler om de tekniske højskoler, hvor der er relativt stort underskud af kvinder. Det vil man have gjort noget ved. Regeringen har forlangt, at mindst 32 % af alle nyudnævnte professorer skal være kvinder; det tal er efter 2015 stigende, og i 2030 skal det være 50 %.

På Kungliga Tekniske Högskolan, KTH, har man indrettet et ligestillingskontor med to ansatte kvinder, hvoraf den ene er vicerektoren, Anna Wahl. Hun har ingen faglig indsigt i tekniske fag, men meget magt. Hun sigter ikke bare mod et højere antal af kvindelige professorer. Der er først ligestilling, når også fordelingen af magt, ressourcer og indflydelse er lige. Hun tæppebomber højskolen med systematitsk værdigrundlagsarbejde og genus-teori baseret på et intersektionelt perspektiv. Alle studenter, uanset studieretning, og alle medarbejdere, skal have basiskundskaber i genus og et intersektionelt perspektiv. Til det anvendes en lærebog skrevet af ligestillingskontorets to ansatte, en lærebog som også anvendes på mange andre universiteter rundt om i landet. Den er gennemsyret af en postmodernistisk ånd. Den stiller spørgsmålstegn ved begreberne kundskab og sandhed, og hævder at der ikke findes værdineutral og objektiv viden. Køn er ikke naturligt, men socialt og kulturelt konstrueret. Det påstås i bogen, at dette er noget som al kønsforskning er enig om. Det slås også fast som et ubetvivleligt faktum, at kvinder i dag er underordnede under mænd.

På Chalmers Tekniska högskola har man fra 2019 igangsat et program ved navn Genie, hvor man bevilger 300mio. Skr til at forhøje andelen af kvindelige professorer, bl.a. ved at lokke dem til med meget gunstige arbejdsbetingelser og økonomiske rammer.
Man sigter mod at andelen af kvindelige professorer i løbet af ti år skal stige fra de nuværende 17 % til derefter 40 %. Nogle mener, at for at nå målet skal man købe ældre mandlige professorer ud, dvs. betale dem for at tage deres afsked, sådan at der bliver lærestole ledige til nye kvindelige professorer. Der skal være kvindelige ansøgere til alle stillinger, og man sikrer sig på forhånd, at der findes kvinder, der kan søge. Hvis der alligevel ikke er kvindelige ansøgere, besættes stillingen ikke.
Genie-programmet er bl.a. blevet retfærdiggjort med henvisning til begrebet stereotypificering, med støtte i undersøgelser udført af amerikaneren
Claude M. Steele. Hen mener at forskellige minoritetsgruppers akademiske underpræstation i f.eks. matematik og naturvidenskab beror på negative forventninger, som får personerne til at underpræstere. Men Steeles resultater om stereotypificering har ikke kunnet reproduceres ved yderligere forsøg. I dag henviser Chalmers ikke længere til stereotyp-problemet; men de har aldrig noteret sig, at teorien ikke stemmer.
Genie-programmet bærer ikke præg af at håndhæve meritokratiet – at man ansætter de dygtigste. Det bærer mere præg af hævn – den tidligere uretfærdighed, at kvinder blev holdt nede, skal erstattes af en ny uretfærdighed, at mænd skal holdes nede. Lederen af programmet siger at mænd, først og fremmest heteroseksuelle mænd, har som gruppe haft en uberettiget andel af magt og høstet økonomiske fordele af det. Derfor skal denne gruppe nu straffes, for retfærdighedens skyld, og det kommer til at svie.
Lederen af Genie har læst fritekstsvarene i en undersøgelse af arbejdsmiljøet; her brokker mange, mænd som kvinder, sig over Genie-programmet. Men det bortforklares med at mange af de kvinder, som er forfremmet, helt enkelt er bedre end mændene, og det bliver mændene selvfølgelig sure over at se.
Faktisk viser en præcis analyse, at de kvinder, der får professorstillinger, i gennemsnit er dårligere kvalificerede end mandlige professorer – de har f.eks. produceret færre afhandlinger. Men lederen af Genie-programmet hævder altså, uden belæg, det stik modsatte.
Det vigtigste for Chalmers i dag er en høj kvindeandel – det er prioriteret over alt andet. Formanden for højskolens rekrutteringskomité skriver: ”Det går ikke at hævde at der ikke findes nogen kvinder inden for et forskningsområde. I så fald skal vi forlade det. Hvorfor skal vi være til stede på et enkønnet felt?” Hvis der kun er mænd som forsker i f.eks. brintmotorer, eller noget andet som er smart i forhold til klimaet, skal Chalmers altså ikke beskæftige sig med det. Andelen af kvinder er vigtigere end nytten af forskningen.

På afdelingen for teoretisk fysik ved Uppsala Universitet besluttede fakultetet at man ville lave en ”genus-satsning”. De bestemte at de ville ansætte fem hjælpelektorer, som alle skulle være kvinder. Da kvotering er ulovligt, gik man en anden vej. Man slog fem stillinger op, på en måde så det fremgik at de var helt åbne for alle, også mænd. Men samtidig stillede fakultetet en rigelig finansiering i udsigt, og man gjorde det klart over for afdelingen, at hvis de ansatte en mand, udeblev finansieringen, så der ikke var midler at forske for. Dette var jo snyd og manipulation; men hvad gør man ikke for at flere kvinder ind.
På afdelingen fik man fat i en række kvinder og bad dem søge; en enkelt mand, som ikke vidste hvad der foregik, søgte også. Derefter skulle ansøgerne bedømmes af en sagkyndig. Han undrede sig over hvorfor det næsten kun var kvinder, der havde søgt. Da han fik at vide, at der var tale om skjult kvotering, blev han oprørt og klagede officielt. Men den klage kom der ikke noget ud af. Men fandt i stedet en anden sagkyndig, der ikke protesterede.
På Lunds Universitet er sket en lignende form for skjult kvotering med uærlige stillingsopslag.
Men på regeringsplan bedømmes overvægten af mandlige professorer som et problem. Det tages som udtryk for at der sker en usynlig diskrimination mod kvinder. For at undersøge det nærmere, foretog en psykolog ved Umeå Universitet, som før nævnt, en undersøgelse af mere end tusind professoransættelser igennem årene 2009-2014 ved Sveriges seks største universiteter. Han fandt at mændene iblandt dem havde betydeligt flere publiceringer og citeringer, både i medicin og i samfundsvidenskab. Hvilket modbeviser tesen om at en kvinde skal præstere mere end en mand for at blive ansat.
Universiteterne er faktisk godt klare over dette. Nogle tilbyder kvindelige, men ikke mandlige lektorer betalt tid til forskning, sådan at de bedre kan kvalificere sig til en professorstilling. Det udtrykte formål med dette er at man vil udjævne forskellen i kvalifikationer, sådan at man kan få flere kvindelige professorer men uden at kunne anklages for kvotering.
Der er visse uddannelser, hvor der kræves et højt karaktergennemsnit for at komme ind, og da flere kvinder end mænd får høje studentereksamenskarakterer, er der en overvægt af kvindelige studerende. Det var bl.a. tilfældet på veterinæruddannelsen på Sveriges Lantbruksuniversitet. Her indførte man en kvoteordning for at få mindst 40 % mandlige studerende. Men bortkvoterede kvinder klagede ved retten, og fik medhold. De fik en stor pengeerstatning, men ikke en studieplads.
Det hører med i billedet, at i 2018 oprettede man Jämställdhetsmyndigheten (Ligestillingsmyndigheden) som afløser for Nationella Sekretariatet. Denne myndighed er IKKE underlagt nogen krav om ligelig kønsfordeling. Der er ansat 51 kvinder og 17 mænd.

Kapitel 8 handler om hvordan genus-perspektivet tvinges igennem i al aktivitet på svenske universiteter.
I 2016 fremsatte forskningsministeren et forslag om dette. Ministeren skrev: ”Regeringen anser at det ikke er nok at arbejde for ligestilling inden for forskningen og ved fordelingen af forskningsmidler. I overensstemmelse med regeringens arbejde med ligestillings-integrering skal køns- og genus-perspektivet integreres og være konstant nærværende i forskningens indhold.”
Man instruerede de fire svenske forskningsråd om at det skulle være sådan, og det førte til indførelsen af et pointsystem, hvor ansøgere skulle redegøre for genus-perspektivet i alle ansøgninger til forskningsrådene. Et af forskningsrådene har f.eks. en formular, hvor hele tre punkter drejer sig om køn og ligestilling, f.eks. hvordan projektet forbedrer ligestillingen mellem kønnene. Hvis man ikke kan give høje point til disse tre punkter, er det næsten umuligt at få en tilstrækkelig høj samlet vurdering af ansøgningens kvalitet, selv om man kommer i top på alle de øvrige punkter.
Det har f.eks. givet problemer for en forsker i fiskebiologi. Den forskning kan ikke påvirke ligestillingen mellem kønnene, og derfor vurderes den lavt. Da der desuden var fem mandlige deltager og ingen kvinder, blev projektet afvist. Senere lykkedes det dog at overtale en kvinde til at stå på som medansøger; hun vidste godt, at det kun var for en forms skyld; men for at hjælpe mændene stillede hun op, og så gik projektet igennem.
Den politik giver problemer for klimaforskningen, som langt overvejende udføres af mænd. Desuden kan man vanskeligt påstå, at klimaforskningen gavner ligestillingen. Derfor er det meget svært at få støtte til klimaforskning.
Forskningsrådet for sundhed indførte i 2018 pludselig en ny vurdering, hvor man ikke blot skulle angive projektets relevans for genus, men også for mangfoldighed. En forsker i medicin beretter, at han forsker i et område hvor køn og etnisk tilhørsforhold ikke har nogen betydning. Han ved godt, at hvis han skrev at biologisk køn er et naturligt udgangspunkt for medicinsk forskning, da ville han vanskeligt kunne få støtte. Som han siger: ”Det handler ikke om at jeg sagligt har ret eller tager fejl, men om at det (biologisk køn) ikke er en godkendt ideologi, uanset hvilket spørgsmål jeg vil studere.”
Dette forskningsråd har indført en bestemmelse om at den forskning, som får støtte, skal have et genus/ligestillings-perspektiv i 75 % af projekterne. Så der det jo svært at få noget igennem, som ikke har et genus/ligestillings-perspektiv.
Tilsvarende regler gælder i øvrigt for tildeling af støtte i kulturlivet. Her skal man svare på ikke mindre end 50 spørgsmål om genus m.m., f.eks. skal man sige, om det er sandt at ”Vi har diskuteret hvorvidt opsætningen bidrager til at bevare eller udfordre rådende normer og forestillinger om mennesker, eller bare viser hvordan det er. Vi undgår dermed at vi ubevidst reproducerer stereotyper.” Det fremhæves også for ansøgerne, at normkritik er den metode, man skal anvende, til forskel fra tolerance som bare bevarer privilegier. Tolerance udfordrer ikke normen. Tolerance er altså ikke godt nok.
Videnskabsrådet mener, at diskrimination især sker på grund af ”ubevidst bias”. Derfor skal ubevidst bias bekæmpes. Det gør man ved en slags stikkerordning, hvor ligestillingsobservatører sidder med i forhandlingerne i Videnskabsrådet. De skal indberette, hvis der er personer der giver udtryk for fordomme, så som at kvinder er mindre intelligente end mænd. Observatørerne deltager, men siger ikke noget, og lytter blot efter hvordan de andre mødedeltagere taler. Man tager også tid på, hvor mange minutter mænd hhv. kvinder taler (her har man ikke fundet nogen forskel). Man noterer sig, i hvilken orden mænd og kvinder sidder ved bordet. Alt dette gøres hvert andet år. I seneste runde er det ikke lykkedes disse observatører at finde tegn på diskrimination. Man mener derfor, at diskrimineringen af kvinder sker via ”ubevidste fordomme”, og man udbreder informationsmateriale om dette.
Faktisk har bl.a. lederen af Nationella Sekretariatet allerede i 2015 set på forskningen om ubevidst bias. Han har set på samtlige internationale studier som undersøger fordelingen af mænd og kvinder i ansøgninger. Modvilligt konstaterer han at 77 % af disse studier som tager højde for akademisk position, ikke finder nogen forskel i bedømmelse beroende på køn. I de resterende 23 % finder man små, men ikke statistisk signifikante forskelle. Men han forkaster den konklusion, man ellers kunne drage, at der ikke sker diskrimination. Jo, for ”akademisk position, som per definition er et udslag af en uligestillet og kønnet organisatorisk proces, anvendes som variabel der neutraliserer en påvist kønsforskel.” Han mener altså at der forkert at tage hensyn til akademisk position, eftersom kvinder med største sandsynlighed er blevet diskrimineret ved tildelingen af positioner. Det kaldes  ”kønsneutral kønsdiskriminering”.
Det antages almindeligt, at der ansættes flest mænd, fordi mænd foretrækker at ansætte andre mænd. Men her overser man, at det gennemgående er kvinder som foretrækker andre kvinder i deres ubevidste attituder, mens mænd derimod ikke fremviser ubevidst sexisme.
I 1997 lavede to kvinder en undersøgelse  som viste, at kvindelige ansøgere til det biomedicinske forskningsråd blev vurderet lavere end mandlige, såfremt de var lige kvalificerede. Det viste ubevidst diskrimination mod kvinder. Da en tilsvarende undersøgelse blev gennemført af en mand i 2008, var resultatet det modsatte: Nu havde kvinder 10 % større chance end mænd for at få forskningsmidler. Siden 1997 havde man altså overkompenseret.
Men når ligestillings-konsulenter omtaler dette fænomen, så refererer de undersøgelsen fra 1997, ikke den fra 2008.
Ligestillings-konsulenter henviser også gerne til resultatet af et internationalt forskningsprojekt, GEDII, som angiveligt viser at en jævnere kønsfordeling fører til øgede videnskabelige fremskridt. Denne konklusion er at finde i en artikel i Nature; men den holder ikke stik. Da nogle mere statistisk kyndige personer, bl.a. svenske Ulf Sandström, gentog de statistiske analyser på en mere solid måde, konstaterede de, at der ikke var en sådan sammenhæng. Nu viste det sig at kønsbalancen ikke har nogen som helst indvirkning på resultatet. Den tidligere rapports konklusion er nu ændret til at “Regarding gender differences, the models also indicate that there are not statistically significant effect of the share of women on performance – defined as both productivity and impact.” Men denne ændrede konklusion ignorerer ligestillingskonsulenterne.
Alle statslige forskningsråd har sat som mål at kvinder og mænd skal have samme bevillingsgrad, uanset hvor mange ansøgninger der kommer ind fra hvert køn. Begrundelsen er at mænd som gruppe historisk set har haft en højere bevillingsgrad. Inden for området naturvidenskab og teknik indsendes tre ud af fire ansøgninger af mænd. Men hvert eneste år er det tæt på 50 % af bevillingerne, der gives til kvinder. I de tilfælde hvor en bedømmergruppe ikke har været i stand til at nå op på målet om 50/50 fordeling, skal de skriftligt motivere hvordan det kan være over for ledelsen.
Inden for medicin og sundhed mener Videnskabsrådet, at kvinder bliver uretfærdigt bedømt af bedømmelseskomiteerne, selv om nogle opgørelser, bl.a. Sandströms undersøgelse, viser noget andet. I en rapport fra 2009 erkender Videnskabsrådet, at mandlige forskere er mere produktive og når længere i karrieren på en given tid end kvinderne; Videnskabsrådet formoder, at det skyldes at kvinder prioriterer hjem og børn højere end deres mandlige kolleger. Derfor mener de ikke at det er retfærdigt at have samme bedømmelseskritierier for mænd og kvinder.

VURDERING

”Genusdoktrinen” er en meget læseværdig bog, som stærkt kan anbefales. Der ligger et stort arbejde bag udarbejdelsen af bogen, med interviews af talrige relevante personer, gennemgang af relevant forskning, m.m. Ivar Arpi har allerede før arbejdet med bogen blev indledt, markeret sig som en journalist med en usædvanligt høj faglig standard, og det mærkes. Anna-Karin har bidraget med insider-viden om hvordan arbejdet i Nationella Sekretariatet foregik, og det er ligeledes værdifuldt. Tilsammen har de begge bidraget til en meget saglig og oplysende bog.

Hvad der er særlig interessant, er at de gør ihærdige forsøg på at belyse, hvordan de personer tænker, som driver udviklingen frem. For Danmarks vedkommende er det ofte meget svært at forstå, hvorfor autoritetspersoner, så som rektorer og dekaner, igen og igen lægger sig fladt ned, når feminister og andre aktivister kommer med særlige krav. Ingen tør rigtig gå imod hvad feminister kræver. Jeg har altid haft meget svært ved at forstå dette. ”Genusdoktrinen” bringer mig tættere på en forståelse. Uden at man forstår disse menneskers tankegang og motivation kan man ikke få held med at bremse feminismens værste udskejelser. Men nogen fuld forståelse får hverken forfatterne eller læserne. Det er stadig et mysterium for mig, hvordan disse mennesker kan tænke og mene, som de gør.

I Danmark oplever vi også, at kritik af feminister ikke accepteres – enten ignoreres den, eller den afvises pure. ”Genusdoktrinen” bestyrker den opfattelse, at ifølge egen selvforståelse har feministerne så meget ret, at de ikke har brug for selvkritik, og ikke har brug for at lytte til kritik udefra. Kritikere opfattes ikke som meningsmodstandere, men som fjender, der skal bekæmpes, ikke snakkes med.

Derudover er bogen vigtig ved at vise, hvad socialkonstruktionistisk tankegang fører til i praksis. Sverige er i betydelig grad et feministisk diktatur, hvor regeringen direkte fastsætter, at køn ikke er biologisk bestemt. Regeringen går meget, meget langt m.h.t. at diktere hvad folk må tænke, og der findes horder af meget tjenstvillige embedsmænd, der med stor emsighed fører regeringens direktiver ud i livet. Det er rystende at se, i hvor høj grad centralt fastsatte direktiver kan slå igennem og udvirke den omorgansering og den tankekontrol, som er tilsigtet. Og det er rystende at se, at relevant forskning, f.eks. i klimaspørgsmål, skrottes bare fordi den ikke bidrager til øget ligestilling.

Først og fremmest er bogen en stor, stor advarsel til os danskere om hvad der venter os, hvis feministerne får magt, som de har agt. I Sverige styres hele samfundet af et mindretal af feminister, som har været dygtige til at sætte sig på regeringsposterne, medierne, universiteternes styringsorganer osv., også selv om den almindelige svensker måske ikke er enig i hvad de gennemfører. I Danmark ser vi i disse år en kraftig udvikling i samme retning. Vi har f.eks. en kvindelig forskningsminister, som er overbevist om, at køn er socialt konstrueret, og som agerer ud fra den overbevisning. Nogle danske universiteter forsøger på omtrent samme måde som de svenske at presse flere kvinder ind på en måde, som virker ligesom kvotering, og som så vidt vides er ulovlig. Bogen viser, hvad mere vi kan forvente os af den slags.

Særlig uhyggeligt er det at læse, at den svenske tilgang indeholder et kraftigt element af tankekontrol. Folk, der ikke tænker på den rette måde, og folk der ikke anvender de rigtige, politisk korrekte ord, får det sværere, f.eks. har de svært ved at få forskningsbevillinger. Den svenske regering dikterer, hvad der er rigtigt og sandt – dvs. sandheden bestemmes politisk.