Katrine Frøkjær Baunvig (2018): Den eneste ene. Historien om hvordan vi lærte at drømme om den store kærlighed. 215 pp. Gyldendal.
Forfatteren beskriver sig selv som fjerdegenerationsfraskilt – dvs. hun er selv skilt, hendes mor blev skilt, både hendes farmor og hendes mormor blev skilt, og hendes oldemor blev også skilt. Alligevel skriver hun: “Den lykkelige kærlighed er noget, vi alle sammen drømmer om og leder efter. . .” og “Jeg har skrevet denne bog for at forstå, hvordan jeg som fjerdegenerationsfraskilt kan have en intakt idé om, at jeg lever livet med den mand, som er min eneste ene.” . . Hun taler om “det overodnede mønster : At kærlighed og den stærke forbindelse til den eneste ene viser sig i enkeltsituationer, hvis vigtighed er formet af en lang kulturhistorie. At denne historie selvfølgelig lægger sig som et lag oven på biologiske og hormonelle kendsgerninger, mener jeg er uomtvisteligt. Det er bare ikke forholdet mellem biologi og kultur, men forholdet mellem det liv, jeg (vi) lever, og de kulturelle idealer, jeg har forsøgt at sige noget om i denne bog.”
Bogen er derfor et række nedslag i den europæiske historie, fra antkkens Grækenland og frem, hvor hvert nedslag handler om kulturens forhold til kærligheden i den periode. Vi hører om en kristen mand der vælger livet som eneboer i ørkenen, hvor han viser “kompromisløs og forelsket hengivelse” til Gud, og oplever en bevidsthedsudvidelse. Det ses som en forløber for vor tids ideer om forelskelse, og her har forfatteren muligvis ret.
Men i næste kapitel hører vi om middelalderen, og her bliver den tråd lige netop IKKE taget op. Det er ellers sådan, at sidst i 1000-tallet begyndte teologerne i pavestaten i Rom at se behovet for en tilsvarende hengivelse i ægteskabet – ægteskabet skulle ikke blot være et praktisk arrangement for husholdning og børneavl, det skulle også være en åndelig forening mellem mand og kvinde. Dette kræver, at manden og kvinden elsker hinanden, og derfor fastsatte teologerne i begyndelsen af 1100-tallet, at folk skulle have lov at gifte sig med dem, de elskede. Hverken faderen eller herremanden eller nogen anden måtte tvinge unge til at gifte sig mod deres vilje. Hvis det kom til en strid om dette, kunne de unge bringe striden for den kanoniske (kirkelige) ret, og få medhold. Dette galdt helt frem til reformationen. Det har jeg nærmere beskrevet i kapitel 5 i bogen “Fire myter om patriarkatet”. Men det får Baunvig lige netop ikke fat i – hun påstår tværtimod, at “Hverken i landsbyen, købstaden eller på herresæderne kunne giftemodne mennesker altså vælge deres fremtidige ægtemand eller hustru på egen hånd.” Det er en udbredt opfattelse, men den er altså ikke sand.
Hun skriver om, at dyrkelsen af “Den Eneste Ene” dukker op med 1100-tallets trubadurer i Sydfrankrig. Det er en dyrkelse, som stort set altid ender i stor ulykke. “De unge mænd synes at have overført deres loyalitetskodeks fra riddertjenesten og sværger i historierne kvinderne ubrydelig troskab.” Her sker der lidt en sammenblanding af forskellige genrer. De første trubadurer var inspireret af den religion, der i 1100-tallet var den herskende i Sydfrankrig, nemlig katharismen. I katharernes tro er jordelivet ikke det egentlige. Det er ikke vigtigt, om de elskende får hinanden i jordelivet. Det afgørende er, om de får hinanden i livet efter døden, for det varer evigt. Den åndelige forening her i jordelivet garanterer at de to får hinanden i den åndelige verden efter døden. Set i det lys ender historierne lykkeligt – trods store vanskeligheder får de hinanden til sidst, hvor til sidst altså vil sige: efter døden. Det er et væsentligt aspekt for at forstå dyrkelsen af de mange historier, hvor de elskende dør. Men det aspekt har Baunvig ikke fat i.
Jeg er således ikke imponeret over den grad af viden, Baunvig lægger for dagen. Teksten er velskrevet, causerende og underholdende, og hun berører mange vigtige ting i det kulturhistoriske forløb; men der er ikke nogen håndfaste beviser for hvilke strømninger der fører videre til hvilke andre strømninger – det er måske heller ikke muligt. Det betyder bare, at der postuleres nogle sammenhænge, som ofte postuleres, men som måske ikke holder stik alligevel.
Om 1500-tallet hører vi, at man “stadig var påfaldende uinteresseret i forelskelser før brylluppet”. Det passer ikke helt. Der var meget diskussion i 1400-, 1500- og 1600-tallet om unge mennesker skulle have lov at gifte sig med dem, de elskede. Nogle var for det, andre imod det. Det er ikke det samme som at man var “påfaldende uinteresseret”.
Når vi når til 1700-tallet, får vi at vide, at vi er “nået til det tidspunkt i historien, hvor forelskelsen koloniserede ægteskabet”. Det er delvis rigtigt, men kun delvis. Som sagt – forelskelsen har haft betydning hele vejen igennem.
Her står vi ved en diskussion om betydningen af biologi versus betydningen af kultur. Som biolog tror jeg, at dispositionen for at kunne blive forelsket er nedlagt i os som en del af vores natur – det vil i hvert fald have en oplagt biologisk funktion. Forelskelse indebærer jo også nogle biokemiske ændringer i vores krop. Jeg kan derfor ikke tro, at forelskelse udelukkende, eller hovedsagelig, er noget som produceres af kulturen. Nogle kulturer kan undertrykke eller tillade forelskelse mere end andre; men jeg tror ikke at de skaber den.
Lidt i samme boldgade kan man diskutere begrebet om den eneste ene. Her er Baunvig forbløffende negativ. I sidste kapitel skriver hun: “Jeg kan i hvert fald ikke komme i tanke om en historie om stor, livslang, lykkelige kærlighed . . . Jeg kan hverken finde en sådan historie i den virkelige eller i fiktionens verden. ” Det er meget mærkeligt for mig at læse. Mine forældre levede i livslang kærlighed og nåede at være gift i 65 år. Ingen i familien, hverken på fars eller mors side, blev gift. Og de fleste af mine fætre og kusiner er også i livslange ægteskaber.
Faktisk er der mange mennesker, der finder Den Eneste Ene. Det har jeg omtalt nærmere side 116-119 i min bog fra 2013: “Alfahan eller tøffelthelt”. Her citerer jeg den amerikanske bog “Love at first sight”. Den redegør for en undersøgelse, hvor det viser sig, at 36 % af alle kvinder og 40 % af alle mænd har oplevet kærlighed ved første blik. Det førte næsten altid til, at de forelskede dannede par. I gennemsnit lever 17 % af alle amerikanere i et livslangt ægteskab med Den Eneste Ene. Så det er temmelig mærkeligt, at Baunvig ikke kan finde et eneste eksempel på noget, som overgår 17 % af alle mennesker i vores kulturkreds.
Jeg har også en bemærkning om hendes omtale af 1900-tallet. Her omtaler hun både 1950´ernes kernefamilieidyl og 1970´ernes hedonister og hippier. Fremstillingen er nærmest sådan lidt la-la: Det går lidt den ene vej, og lidt den anden vej. Skilsmissetallene går ned op op. I mine øjne ser det helt anderledes ud. Der skete et fundamentalt jordskælv i forholdet mellem kønnene ved den seksuelle revolution omkring 1970. Jeg har en figur i min bog “To køn – tre sandheder” fra 2004 (på bogens side 367), der viser hvor voldsom og pludselig en ændring der skete i 1970-71 i skilsmissetallene. I samme bog har jeg også en figur (på bogens side 379) om familiernes / husholdningernes størrelse fra år 1700 til år 1991. I år 1700 var den gennemsnitlige størrelse af en husholdning på lidt over 4 personer – og det tal har været konstant i hele vores del af Europa så langt det kan følges tilbage, dvs.tilbage til 800-tallet. Men fra omkring 1900 skete et langsomt, gravis fald i den gennemsnitlige familiestørrelse, som så pludselig tipper over og bliver til et foldsomt fald omkring 1971. Det vil sige, at det der skete med den seksuelle revolution i 1970-71, er den største omvæltning i familiemønsteret i de sidste mere end tusind år!
Denne omvæltning er en af de vigtigste grunde til, at jeg overhovedet har engageret mig i forholdet mellem kønnene. Der skete gode og dårlige ting omkring 1970; men feministerne nægter at gøre op med de dårlige ting, og derfor er jeg i en stadig kamp med feministerne om de ting, der gik galt dengang. Den problemstilling kan man ikke rigtig se fra Baunvigs synsvinkel.
Som sagt, bogen er meget velskrevet, og den berører mange vigtige nedslagspunkter i kulturhistorien. Men den forbliver temmelig overfladisk; den fastholder nogle udbredte misforståelser i stedet for at gå mere i dybden med hvordan det faktisk forholdt sig. Jeg finder sympati for forfatterens ærinde – at forstå hvor forelskelsen og drømmen om Den Eneste Ene kommer fra. Det væsentligste ved bogen er at selv det, at den giver udtryk for den drøm. Men jeg tror ikke at læseren bliver ret meget klogere.