Debra Soh er en ung kvindelig forsker, der har arbejdet på University of Toronto.
Som barn følte hun sig utilfreds med at skulle være pige. Hun gik i drengetøj, legede med drenge og med drengelegetøj. Det varede indtil sent i hendes teenage-år, da hun omsider følte sig tilfreds med sit køn. Som ung havde hun haft sin færden i ret alternative kredse, med mange bøsser, transvestitter m.m.
Hun startede med at være feminist, men da hun satte sig ind i forskningen om kønsidentitet, skiftede hun holdning. Hun har studeret neurovidenskab og lavet forskning om forskelle i hjernen hos personer med forskellig seksuel observans. Hun har offentligt kritiseret de forskere, der påstår at der ikke er nogen særlig forskel mellem mænds og kvinders hjerne, og hun har støttet James Damore, da han blev fyret fra Google.
Hun så med forfærdelse, at de transkønnede fik stadig mere indflydelse, og at der blev lagt pres for at børn så unge som muligt skulle underkastes kønsskifte. Hun støttede Kenneth Zucker, verdens indtil da førende forsker i transkønnede børn, da trans-lobbyen fik ham fyret fra sin stilling. Hun overvejede at udtale sig offentligt imod trans-lobbyen, men holdt igen da hun frygtede at det ville sætte en stopper for hendes akademiske karriere. Hendes vejledere på universitetet sagde til hende, at selv hvis hun kom så langt i karrieren, at hun fik en fast ansættelse, ville trans-lobbyen alligevel kunne få hende fyret, hvis hun udtalte sig imod dem. Så hun valgte at spille åbent ud med en klumme i Wall Street Journal i januar 2016. Det betød samtidig, at hun ikke længere kunne få adgang til en karriere på universitetet.
I stedet startede hun på en uddannelse som journalist.
I bogen her præsenterer hun en naturvidenskabelig tilgang til en række af de spørgsmål om køn, som er mest kontroversielle i dagens debatklima. Efter min smag er hun lige lovlig løs i sproget mange steder – hun fletter personlige oplevelser og tildragelser ind i teksten. Derved mærker man, at det er en levende person, der skriver, men det betyder også et tab af videnskabelig præcision nogle steder. Det gælder især i de første kapitler. Hun kommer med tilstrækkelige videnskabelige referencer til at der er belæg for hvad hun hævder om køn – f.eks. at der kun er to køn, at kønnet ikke er en social konstruktion, og så videre. Hun er dog ret hurtig til at afslutte hver påstand – hun kunne godt have ført lidt mere solidt og eftertrykkeligt bevis for sine påstande. Andre læsere, der er knap så videnskabeligt fokuserede som jeg, vil dog nok sætte pris på hendes tekst, og hun giver lige akkurat tilstrækkeligt med referencer til at jeg trods alt er tilfreds. Alt i alt indeholder bogen, hvad man kunne forvente af den.
I kapitel 3 tager hun fat på påstandene om, at der findes kulturer visse steder på kloden, som har tre snarere end to køn. Hun fortæller, at disse mennesker af et tredje køn nogenlunde svarer til, hvad vi i vores kultur ville kalde feminine bøsser. Men hun går ret hurtigt hen over emnet, og man bliver ikke forsynet med tilstrækkelig ammunition til at kunne klare en diskussion om dette med andre som fastholder at der i disse kulturer er tre køn.
I kapitel 4 og 5 tager hun fat på det mest presserende emne – transkønnede. Hun gennemgår omhyggeligt de to hovedtyper af mænd, der ønsker at skifte køn til kvinder; den ene hovedtype er seksuelt tiltrukket til mænd, den anden til kvinder. De der er tiltrukket til kvinder, er især de såkaldt autogynofile, dvs. mænd der er forelskede i tanken om sig selv som kvinde – en temmelig bizar form for forelskelse. Det er især tesen om autogynofili som stærkt ophidser de mand-til-kvinde transkønnede og har medført meget ubehagelige angreb på forskere og andre, der siger de transkønnede imod. Debra Soh giver belæg for, at begrebet autogynofile dækker over noget virkeligt, og støtter sig hele vejen igennem på neurovidenskab. Autogynofile adskiller sig i neuroanatomien fra de mand-til-kvinde transkønnede, der er tiltrukket til mænd.
Angående børn der føler kønsdysfori, så opregner hun hele den forskning der enstemmigt viser, at de fleste af disse børn finder sig til rette som voksne som homoseksuelle af deres eget fødte køn.
Hun omtaler Lisa Littman, der lancerede begrebet rapid-onset-gender-dysphoria, og fortæller hvordan trans-lobbyens angreb på hendes afhandling tog en form der ellers er helt uhørt i den videnskabelige verden.
Hun omtaler personer, der har fortrudt kønsskifte – hun kender selv flere af dem, og hun fortæller at påstandene om at meget få mennesker fortryder skyldes, at de der fortryder, ikke tør gå åbent ud med det, eller ikke har lyst til at vende tilbage til deres læge. Hvis man skal tro Debra – og det skal man nok – er der masser og atter masser af personer, der har fortrudt kønsskifte. Men det er stik imod hvad der bliver sagt i den offentlige debat.
Hun gennemgår flere grunde til, at trans-kvinder ikke skal anses for at være ægte kvinder. Hun nævner at der har været talrige tilfælde, hvor mænd, der erklærer sig som trans-kvinder, udnytter muligheden for at lure på kvinder i bade- og omklædningsrum. Eller hvor kriminelle mand-til-kvinde transkønnede insisterer på at blive indsat i kvindefængsler, hvor de har lejlighed til at forgribe sig på kvinder.
Vi får at vide at kriterierne for om transkvinder kan deltage i kvindesport mangler at tage hensyn til hormonernes virkning under opvæksten.
Hun skriver også om seksuel tiltrækning mellem ”normale” mænd og kvinder, og skriver at i vor feministiske tidsalder bliver mænd beskyldt for ”giftig maskulinitet”, når de opfører sig sådan, som kvinder igennem tusinder af generationer i forhistorien har fundet tiltrækkende. Det er barokt, at jo mere maskulint, en kvinde opfører sig, jo mere bliver hun rost; men jo mere maskulint, en mand opfører sig, jo mere bliver han kritiseret.
I kapitlet om opdragelse får vi at vide, at det er umuligt at opdrage børn kønsneutralt. Hendes evidens for dette er i nogen grad personlige observationer, og der burde have været mere videnskabelig evidens her.
Hun beskriver hvordan trans-lobbyen inficerer universitetsvæsenet og skolevæsenet og får den faglige integritet til at bryde sammen. Seriøse forskere forlader sexologi, fordi det er for svært at fastholde faglig redelighed. Faget tømmes for troværdige forskere. Den akademiske frihed undermineres.
Alt i alt lever bogen nogenlunde op til, hvad man kunne håbe på. Soh går ikke uden om de kontroversielle emner, men tager fat på dem lige-på-og-hårdt. Jeg kan godt anbefale bogen, dels som indgang til forskningen i disse emner, og dels som en nyttig kilde hvis man involverer sig i debatter om disse emner.