Begrebet incels har jeg nærmere omtalt i dette kapitel.
I den brede samfundsdebat bliver incels dæmoniseret. Som modsvar til at de rabiate incels hader kvinder, er der mange kvinder der hader forestillingen om incels, uden at forstå hvem de er.
Jeg vil her give nogle eksempler fra den danske debat anno 2020.
Et eksempel er en længere artikel på DR´s hjemmeside med overskriften ”Mænd der ødelægger kvinder”. ” Bliv klogere på seksuelt frustrerede mænd, der hader kvinder så meget, at de slår ihjel”, læser man. Men man bliver ikke klogere af at læse artiklen – man bliver nok snarere vildledt. ”I stedet for at forsøge at score kvinder har de besluttet at hade og ydmyge kvinder”, står der. Det er jo ikke sandt. De har jo intet større ønske at finde en kvinde at leve sammen med. Ordet ”score” er dog nok forkert i denne sammnhæng. At ”score” er det, en Chad (en smart, attraktiv fyr) gør. En incel håber på en tæt forbindelse, snarere end en scoring, og en del af hans problem er, at en Stacy (en attraktiv kvinde, som incel-fyren forelsker sig i) hellere vil scores end have et tæt forhold til en indadvendt, selvbebrejdende fyr.
Videre hedder det i DR´s artikel: ” Incels mener, at de har krav på sex og kærlighed, og de ser sig selv som undertrykte, fordi de ikke får sex og kærlighed. Frem for at forbedre deres chancer for at score piger eller kvinder mødes incels på tværs af nationaliteter i kvindehadske fora på nettet. “
Det er en ret ondsindet misfortolkning. De mener ikke, at de har KRAV på sex og kærlighed. De mener, at de har fortjent sex og kærlighed, og det er noget andet end at have krav på det.
Og videre: ” For incels har kvinder én funktion: De burde give dig sex og kærlighed. Når kvinder ikke gør det, bliver de et hadeobjekt, der skal ydmyges. Der er slet ikke nogen forståelse for, at kvinder jo har personlighed.” Igen er det ondsindet vrøvl.
Videre: ” Incel-fællesskabet på nettet er del af et større netværk på nettet af mænd, der har fokus på maskulinitet og er imod feminisme. Eksperter kalder netværket ”the manosphere” eller på dansk ”manosfæren”.. . . Incels adskiller sig . . . ved at være en af den mest voldsparate gruppe i det større netværk. . . . Der er ifølge flere forskningsprojekter et overlap mellem incels og højreradikale grupper. I Europa har der været højeradikale angreb, hvor gerningsmænd deler tanker omkring kvinder med incels, forklarer Maia Kalhke Lorentzen. Hun peger på nordmanden Philip Manshaus . . Forinden havde 22-årige Philip Manshaus været aktiv på de samme hjemmesider, som incels færdes på.”
Her bruger man hadet mod incels til at skabe et had mod hele manosfæren og sætte den i bås som ”højreradikal”.
Videre hedder det: ” Der har ikke været fysiske incel-angreb på kvinder i Danmark eller i Europa.” Også det er forkert. Det har der i høj grad.
Og videre: ” Maia Kalhke Lorentzen finder incel-bevægelsen ”ekstremt farlig”. – Vi har set angreb i både USA og Canada. Måske kommer vi også til at se dem i Europa. Bevægelsen er digital voldsparat med koordinerede digitale angreb, der både består i chikane af kvinder på deres sociale medie-platforme, i afpresning og i hævnporno.- Og så har bevægelsen et giftigt kvindesyn og et giftigt syn på mænd og kvinders relationer, der kan risikere at sprede sig videre ud fra de her digitale fællesskaber.”
Ja, den rabiate del af incel-bevægelsen er farlig. Men det er ikke nødvendigvis incel-typer, der bruger afpresning og hævnporno. Det had mod incels, som her lægges for dagen, gør ikke situationen bedre. Det betyder bare at man fjerne sig endnu mere fra at forstå disse incels.
Berlingske har bragt en artikel med forfatteren Michael Katz Krefeld, i anledning af at han har udgivet en ny krimi, »Nattens udyr«, der handler om incels.
Vi læser i artiklen:
”Hvor mange incels, der findes, vides ikke, men Michael Katz Krefeld er under sin research til bogen blevet overrasket over, hvor mange grupper, der findes på nettet, og hvor ofte man på almindelige netfora og hjemmesider, f.eks. Ekstra Bladets Nationen, finder tråde, hvor kvindehad og foragt kommer til udtryk.
»Jeg læste, hvad jeg kunne finde på nettet om mænd, der i communities gemmer sig bag deres computerskærme. Jeg prøvede at finde ud af, hvor forskellige incels-grupper befandt sig på nettet, og jeg fandt også ud af, hvor bredt incel-begrebet er. Nogle grupper er selvhjælpsgrupper for meget ulykkelige mænd, som ikke kan finde sex og kærlighed, og der er høje selvmordsrater i disse grupper. Andre grupper er deciderede hadegrupper, som er meget voldelige, og som udskammer kvinder og har et helt særegent sprog, og hvor alt, der er feminisme, betragtes som ondt.«
Som titlen antyder, handler »Nattens udyr« om den sidste gruppe af incels. Det er mænd med lav social status. Mænd, der ikke formår at date kvinder, som ikke forstår de sociale koder, og som opbygger et stærkt had til kvinder generelt.
Michael Katz Krefeld reagerede naturligvis med væmmelse, da han researchede fænomenet incels og den vold og kvindeforagt, der trives i nogle af disse grupper, men han fandt også ud af, at der er tale om meget ulykkelige mænd.
Hvad mangler de mænd?, spørger journalisten.
»De mener, at de har en ret til kærlighed, men dér tager de fejl. Man har ikke ret til kærlighed. Man skal gøre sig fortjent til kærlighed, og man skal kunne give kærlighed. Det forstår de ikke. De mener, at der bliver begået et overgreb og en uretfærdighed mod dem, og det er deres motiv for den vrede og hævn, de retter mod kvinder.« ”
Her kommer misforståelsen igen; Det påstås, at disse mænd mener at har ret til kærlighed. Virkeligheden er, at de i udgangspunktet mener, at de har gjort sig fortjent til kærlighed – men gjort sig fortjent på en måde, som kvinderne ikke påskønner.
I Weekendavisen havde Hassan Preisler et essay, hvor han fremstillede sig selv som en incel-agtig figur – som ham der ikke kunne få damerne, mens smarte Chads lagde dem ned på stribe. Den værste figur i det essay er DR- journalist Mads Aagaard Danielsen. Hassan Preisler skriver: ” Det tilkom de allermest fremmelige og succesfulde indimellem at tage helt unge produktionspiger ind i kopirummet efter frokosten. Her kunne man »hoste dem i halsen«, som det vistnok hed dengang. Det foregik for det meste ret utilsløret og uden at vække anstød. Det skete sådan her: Han greb hende i hånden, hun slog en høj latter op, de forsvandt ind bag en lukket dør. Da de kom ud igen, var hans kinder røde, og hendes hår var uglet. Vi andre klappede og lo bifaldende. Af og til slog ubehaget rod i mig, men jeg mistænker, at det mest af alt skyldtes bevidstheden om, at det aldrig skulle blive mig, der ville turde hive hende ind ved siden af. . .”
” RYGTERNE SVIRRER OM Mads Aagaard Danielsen som fluer, men det afholder ikke kvinderne fra fortsat at lade sig overbevise af hans veltalenhed, hans evner for forførelse, hans lokkende metoder – hans farlighed! Til det sidste. For Mads er det hele, for han er status, magt, krop. De afsluttende gange, jeg støder på ham, er det på bar og klub i indre by, og han omgiver sig stadig med dem, da jeg trækker frakkekraven op om ørerne og går hjem. Til sidst beslutter jeg mig for at medvirke til optrævlingen af overgrebene og få ham fældet. . . ”
Og Mads Aagaard Danielsen blev fældet. Han blev smidt ud af DR på grund af hans sexovergreb mod kvinderne.
Her har vi en konstellation der minder om en incel (Hassan Preisler) og en Chad (Mads Aagard Danielsen). Og denne incel har jo ret i, at den lokale Chad er et usympatisk, men smart og charmerende væsen. Det er den usympatiske og kyniske mand, Chad´en, der får alle kvinderne, ikke den pæne og tilbageholdende incel -type.
Der er et efterspil til denne artikel. I den følgende uge er der et indlæg af en kvinde, Ingeborg Topsøe. Det er en kommentar til Hassan Preislers omtale af ”Mads Aagaard Danielsen og andre magtfulde mænd, som Hassan møder igennem sin karriere, og som kvinderne bliver ved med at foretrække. Når Hassan beslutter at deltage i optrevlingen af Mads Aagaard Danielsens overgreb, skyldes det . . . et spørgsmål om hævn. . . Netop begrebet hævn er stort i incel-verdenen. Hævn bliver hyldet og er kommet til udtryk i form af massemord og terrorangreb. I 2014 dræbte Elliot Rodger seks og sårede 14, før han begik selvmord. . . . At sammenligne Hassan Preisler med Elliot Rodger kan lyde . . . overdrevet . . . Men der ligger hos Preisler og Rodger samme foruroligende præmis til grund for deres ellers meget forskellige hævn. Nemlig deres opfattelse af, at de har noget at hævne. Men at have noget at hævne forudsætter, at der er blevet gjort noget imod dem. At de er blevet udsat for en uretfærdighed. At deres ret er blevet krænket. Men de har aldrig haft ret til de kvinder, de gerne ville have.”
Her kommer misforståelsen igen;: at incels tror at de har ret til kvinder. Nej, det er ikke det, det handler om. Det handler om, at det der foregår, er uretfærdigt. Det er uretfærdigt at skurkene (så som mads Aagaard Danielsen) får alle kvinderne, mens de pæne fyre, som Hassan Preisler, har meget ringe held med dem. Det er en forbrydelse mod verdensordenen at skurke belønnes og de søde drenge ikke får noget.
Ingeborg Topsøe fortsætter:
” Det er, som om der for Hassan sker en total sammensmeltning af, når kvinder (ifølge ham) vælger de forkerte mænd, og når de bliver krænket af mænd. Måske fordi både de frivillige seksuelle forhold mellem kvinder og andre mænd og andre mænds uønskede seksuelle tilnærmelser mod kvinder føltes som en krænkelse af Hassans selvindbildte ret til kvindernes kuglerunde bryster og store, bløde læber. Om de andre mænd fik et samtykke eller ikke, betød mindre fra Hassans perspektiv, for det var i virkeligheden hans ret til kvinderne, som mændene krænkede, ikke kvindernes ret til selvbestemmelse over deres egen krop. Sådan ser Preisler verden. Ud fra sin indbildte ret. Og det er denne indbildte ret, der skal kastes et skarpt lys på.”
Hun viser her en horribel mangel på forståelse for den pæne drengs problem. Det er som om kvinder instinktivt elsker alfa-hannen og foragter de svage beta-mænd. En beta-mand som Hassan Preisler vækker bare vrede og foragt. Der er en afgrund af manglende empati som forhindrer, at kvinden forstår den svage mands situation. Incels er ulykkelige mennesker, fordi det de oplever, i deres øjne er dybt uretfærdigt. Det er dybt uretfærdigt, at kvinderne kun interesserer sig for alfa-hannerne, også selv om disse alfa-hanner er meget usympatiske mennesker, mens kvinderne bare foragter de sympatiske, men svage beta-mænd.
Ingeborg Topsøes indlæg har bl.a. ført til denne kommentar på Reddit:
“Hassan Preislers oprindelige essay er virkelig interessant, og optegner ganske præcist de følelser, der løber igennem den pæne dreng, når han ser predatorer blandt de andre drenge hensynsløst tage pigerne med vold – og slippe godt fra det. . . . Det er en ubehagelig sandhed han disker op med. Og derfor søger Ingeborg Topsøe da også brutalt at udradere den som en morderisk incel-logik, der koster kvinder livet. Dette debatindlæg er dybt frastødende i sin tendens og klamt og ubehageligt i sin udførelse.”
I Hassan Preislers tilfælde har ingen incel myrdet kvinder. Der er ikke nogen forbrydelse, eller rettere, de der begår forbrydelser mod kvinderne, er diverse Chad-typer. Alligevel er kvindens reaktion (Ingeborg Topsøe), at foragte historiens incel-figur. Han bliver foragtet, selv om han er relativt uskyldig. Det er lige netop den samme form for dyb uretfærdighed, der gør de mest sårbare incels til rabiate fanatikere, der hævner sig voldeligt.