Der er et stigende antal “regnbuefamilier”, dvs. familier hvor børn vokser op med to homoseksuelle forældre. I de fleste tilfælde er det to lesbiske forældre.
Spørgsmålet er, om en sådan opvækst er fuldstændig lige så god som opvækst i en normal kernefamilie. Er det f.eks. et problem for børn i en lesbisk familie, at de ikke i det daglige har en mandlig figur at forholde sig til? Har børn brug for en far, eller kan en lidt maskulin lesbisk kvinde udfylde samme funktion som en far kan?
Når man vil svare på det spørgsmål, løber man ind i problemer. Det første problem er, at homoseksuelle familier er mere ustabile end heteroseksuelle. Der er mere partnervold i lesbiske par end i heteroseksuelle. Skilsmisseraten for lesbiske ægteskaber er cirka dobbelt så høj som for heteroseksuelle. Generelt holder lesbiske parforhold meget kortere tid en heteroseksuelle parforhold. I mange lesbiske familier udskiftes den biologiske mors kvindelige partner flere gange eller mange gange i løbet af børnenes opvækst. Det betyder at der er meget få familier, hvor børn gennem hele deres opvækst har de samme to, lesbiske forældre.
Det er et meget generelt træk, at børn klarer sig bedst, også senere i livet, hvis de er vokset op i en stabil kernefamilie med en mor og en far. Hvis familien bliver skilt, klarer de sig f.eks. dårligere. Spørgsmålet er så, om man skal sammenligne lesbiske familier med stabile kernefamilier, eller med gennemsnittet af alle kernefamilier inklusive dem der bliver skilt, eller med skilte familier, eller med opvækst hos enlige mødre. Antallet af forandringer i hvem der er forældre i løbet af barnet opvækst har stor betydning for barnets trivsel, og man kan defor sige, at hvis man skal undersøge betydningen af lesbisk forældreskab i sig selv, så skal man sammenligne med de heteroseksuelle familier, der er lige så ustabile som de lesbiske familier. Alternativt kan man sige, at hvis et lesbisk par overvejer at få børn, så skal det inkluderes i overvejelserne, at et sådant par på forhånd må regnes for mere ustabilt end et normalt ægteskab, og det kunne tale imod at få børn.
Man får selvfølgelig forskellige resultater, afhængigt af om børn fra lesbiske familier sammenlignes med børn fra stabile kernefamilier eller med børn fra brudte familier, enlige mødre etc.
Det næste spørgsmål er om familierne udvælges repræsentativt. Tidligere var det sådan, at undersøgelser der blev udført af lesbiske forskere som regel rekrutterede via det lesbiske miljø – f.eks. via lesbiske tidsskrifter, lesbiske boghandeler, kvindestudiemiljøer, eller via en “snebold-effekt” igennem bekendtskabskredsen. Derved får man familier med relativt højt uddannede partnere. Men mange lesbiske familier befinder sig blandt de lavere klasser, og relativt ofte blandt personer af andre racer end hvid. Hvis man så f.eks. sammenligner børn af højtuddannede lesbiske med børn fra heteroseksuelle familier i lavere samfundsklasser, kommer der en skævhed i sammenligningen.
De fleste undersøgelser angår kun børn op til 17-års alderen, og de viser derfor ikke om opvækst hos lesbiske forældre giver problemer i voksenalderen, f.eks. med karriere eller seksualitet. Det er ellers netop på de punkter, som påvirkes af personens rollemodeller i barndommen, at man kan forvente de vigtigste virkninger, specielt virkningen af ikke at have en far. Den første undersøgelse der har fulgt de unge op til voksenalderen, er af Fiona Tasker og Susan Golombok (1995). Den viser også hos disse personer meget få problemer. Men det må bemærkes at ud af 37 unge vokset op hos lesbiske, var der 12 som ikke kunne undersøges igen, fordi mødrene modsatte sig det. Tilbage var kun 25 unge. Det er en rimelig hypotese, at andelen af unge med problemer er højere hos dem, hvor mødrene modsætter sig en undersøgelse. Det kan give en alvorlig slagside i resultaterne, hvis netop de tilfælde, der falder ud, er dem, der mest sandsynligt viser den eftersøgte effekt.
Det er ikke bare vigtigt, at de udvalgte familier skal være repræsentative. De skal også være mange nok. De kun 25 unge, der blev undersøgt af Tasker og Golombok, er f.eks. alt for få.
Vi kan f.eks. se på, om der er en forhøjet andel af homoseksuelle blandt de personer, der vokser op som børn af homoseksuelle. Det er der selvfølgelig – for homoseksualitet er delvis genetisk betinget, så det ville være meget uventet, hvis andelen ikke var forhøjet. Gennemgang af et større antal bøger og afhandlinger viser sammenlagt, at blandt børn af homoseksuelle er der en meget forhøjet sandsynlighed for at de selv er homoseksuelle – det er op til ca. 10 gange mere sandsynligt. Denne konklusion er baseret på observation af mange hundrede personer. Men i den førnævnte afhandling af Tasker og Golombok er der kun observeret 25 børn af lesbiske mødre. Her konkluderer man, at der ikke er en forhøjet andel af homoseksuelle. Det er 36 % af børnene af lesbiske mødre, der er homoseksuelle, mod 20 % af dem fra heteroseksuelle forældre. Med det antal forsøgspersoner er den forskel ikke stor nok til at være statistisk sikker, og forfatterne konkluderer så, at der ikke er forskel. Det er jo misvisende – der er tale om en ret stor forskel, og den ville nok være blevet signifikant med et større datamateriale. På den måde kan forfatterne undgå ubehagelige konklusioner ved at have små datameterialer. Oven i købet viste deres data, at langt flest af dem med lesbiske forældre havde overvejet at dyrke homoseksuel sex, og de fleste af de første havde faktisk gjort det, mod ingen af dem i kontrolgruppen. Det er meget signifikant, selv med et så lille datamateriale; men alligevel siger forfatterne, at der ikke er forskel. Her er vi altså derhenne, hvor forfatterne bevidst ignorerer de resultater, som er uønskede for dem.
For at have en rimelig sandsynlighed for, at moderat store forskelle mellem børn fra forskellige typer familier skal blive signifikante (statistisk sikre), skal antallet af undersøgte personer ligge på omtrent 400. Men faktisk ligger næsten alle undersøgelser udført indtil for ti-femten år siden på kun knap 100 personer, og ofte endnu lavere. Det betyder, at i disse undersøgelser kan man ikke forvente at finde nogen signifikante forskelle, selv om der i virkeligheden er forskelle.
I 2005 offentliggjorde det amerikanske psykologforbund, APA, en samlet oversigt over hvad der vides om børn af homoseksuelle forældre. Deres rapport hedder “Lesbian and gay parenting“. Den indeholder en omfattende litteraturgennemgang skrevet af Charlotte J. Patterson, en professor inden for feltet, og selv lesbisk – i lighed med formentlig de fleste andre af de forskere, hun omtaler. Hun gennemgår det samlede resultat af et stort antal undersøgelser, og hele vejen igennem maler hun et rosenrødt billede – næsten uanset hvilke aspekter man studerer, så er der ingen forskel på børn vokset op i heteroseksuelle og homoseksuelle familier. Hun skriver f.eks., at der ikke er nogen forhøjet andel af homoseksuelle børn. Her refererer hun til ovennævnte afhandling af Tasker og Golombok og konkluderer, at de ikke fandt nogen forskel. I sin konklusion skriver hun: ” Not a single study has found children of lesbian or gay parents to be disadvantaged in any significant respect relative to children of heterosexual parents.” (ikke en eneste undersøgelse er nået frem til at børn af lesbiske eller bøsse-forældre er udsat for ulemper i nogen som helst signifikant henseende i forhold til børn af heteroseksuelle forældre.)
Når man gennemgår de mange undersøgelser, som Patterson refererer, så er det bemærkelsesværdigt, at der er ikke nogen af dem der sammenligner opvækst hos hetero- og homo-seksuelle, som kommer bare i nærheden af et tilstrækkeligt stort antal observerede personer. En hovedårsag til, at der angiveligt ikke er nogen af dem, der finder nogen forskelle, er at de allesammen har for små datasæt, så forskellene ikke kan blive signifikante.
Der findes dog to undersøgelser, der er udført før 2005, og som bygger på større datasæt. Den ene er af Paul & Kirk Cameron, fra 1996 (Kirk er Pauls søn). Den har en så stor kontrolgruppe, at statistisk sikre forskelle kan forventes, og sådanne forskelle dukkede da også op, f.eks. at børn af homoseksuelle relativt ofte involveres i incest. Sådanne resultater førte til et stormløb mod Paul Cameron. Hans forskning blev kaldt uetisk, han blev presset til at forlade de amerikanske forbund af sociologer og psykologer; disse forbund erklærede at hans forskning var vildledende, ikke var sociologisk, og ikke burde citeres.
Den anden undersøgelse, der er udført før 2005, er af den australske adjunkt Sotirios Sarantakos. Næst efter Cameron er hans datamateriale det med størst styrke til at finde signifikante forskelle, selv om der stadig er langt til de ønskelige 400 personer. Sarantakos har undersøgt mange forskellige aspekter, og fundet en del signifikante forskelle. De homoseksuelle forældre havde ingen særlige mål for deres børns uddannelse, og børnene klarede sig i gennemsnit væsentligt dårligere i skolen i fag som sprog og matematik. Det resultat er ikke hvad fortalere for homoseksuelle familier kunne ønske.
I Charlotte Pattersons gennemgang af feltet i 2005 værdiger hun kun Cameron og Sarantakos omtaler i en fodnote. Om Sarantakos skriver hun, at der er fejl i hans metoder, og at hans resultater strider imod alle andre undersøgelser, så derfor afviser hun dem. At alle andre undersøgelser har større fejl end dem hos Sarantakos, forbigår hun. Om Cameron skriver hun, at hans metoder er suspekte, at hans resultater strider mod hvad alle andre har fundet, og at andre ikke citerer hans forskning. På den baggrund udelukker han de to undersøgelser med det mest solide datameteriale, og konkluderer at “ikke en eneste undersøgelse er nået frem til at børn af lesbiske eller bøsse-forældre er udsat for ulemper”. Den konklusion bygger på, at de resultater, der ikke stemmer med hendes ønsker, bliver ignoreret.
Dette var status for forskningen frem til 2005. Derefter var det blevet tydeligt, at de fleste tidligere undersøgelser omfattede for få personer, og at disse personer ofte ikke var repræsentativt udvalgt.
I de senere år har man lavet undersøgelser baseret på store databaser af repræsentativt udvalgte personer, mest i USA. De undersøgelser af den type, der er udført af personer med sympati for homoseksuelle familier, viser alle at der ikke er nogen forskel mellem børn fra forskellige familietyper.
For det første er der en undersøgelse udført af Michael Rosenfeld, der bygger på oplysninger om mere end 700.000 børn, hvoraf 3.500 angiveligt er vokset op med homoseksuelle forældre. Her ses ingen forskel i skolepræstationer. Men det har siden vist sig, at der er en afgørende fejl: Når der indkodes så store datamængder, så sker der fejl. Somme tider bliver forælder nr. 2 fejlagtigt kodet som kvinde, hvor det faktisk var en mand. De fleste af de angiveligt homoseksuelle familier var i virkeligheden heteroseksuelle, og derfor kan resultaterne ikke bruges.
Derudover er der tre afhandlinger udført af Jennifer Wainright, Stephen Russell og Charlotte Patterson. Her var der tale om interviews med over 12.000 teenagere. Af dem var 44 klassificeret som vokset op hos homoseksuelle forældre, og deres interviews blev jævnført med 44 teenagere med mere normal baggrund. Der var dog kun 18 teenagere, som ifølge interviewene entydigt var vokset op hos lesbiske forældre. 26 andre var muligvis fejlkodninger. Forfatterne erklærer at de har tjekket for fejlkodninger; men det ser faktisk ikke ud til at være tilfældet. En anden forsker har tjekket nøjagtigt det samme datamateriale og her set på hver enkelt af de 44 påståede homoseksuelle forældreskaber. Han når frem til at kun 17 af disse forældreskaber faktisk var homoseksuelle. I alle de øvrige tilfælde boede der en far eller en stedfar i familien. Denne anden forsker har så gentaget analysen af de samme grunddata, og fundet helt andre resultater. Bl.a. fandt han en forskel mellem børn af gifte og samboende homoseksuelle forældre. Der var en stærkt signifikant tendens til at børn af gifte homoseksuelle forældre havde flere depressioner og færre positive følelser. Desuden var de langt oftere blevet tvunget til sex mod deres ønske. Der var desuden en generel signifikant tendens til, at alle børn med homoseksuelle forældre klarede sig noget dårligere i skolen.
Disse undersøgelser baseret på meget store datasæt, som hævdedes at vise ingen forskelle mellem familierne, kunne altså afvises som fejlfortolkede. Der var faktisk forskelle. Alligevel ser vi, at lesbiske forskere, som ønsker at hævde at den lesbiske familieform er uden problemer, bliver ved med at citere disse afhandlinger og ignorere de helt fundamentale fejl, som de lider af. Det er barokt, i betragtning af hvor meget de samme personer slår ned på deres modstanderes afhandlinger og bruger langt mindre fejl som begrundelse for at disse afhandlinger skal kasseres. Det skal vi se på nu.
Sociologiprofessor Paul Sullins lavede en analyse af sundhedsdata for 200.000 børn, heraf ca. 500 opvokset i homoseksuelle familier. Børnene var i alderen 4 til 17 år. Han fandt at alvorlige følelsesmæssige problemer fandtes dobbelt så ofte hos børn fra homoseksuelle, lige som de dobbelt så ofte havde ADHD eller indlæringsproblemer.
Den konklusion går stik imod hvad det amerikanske psykologforbund (APA) ønsker. APA har tidligere nedsat en arbejdsgruppe som har produceret en vejledning i hvordan man undgår homofobisk forskning – og forskning der stiller homoseksuelle forældre i et dårligt lys får hurtigt stemplet “homofobisk”. Faktisk har APA oprettet en “LGB bekymringskomité” (se link s. 6-7), som meget nidkært modarbejder al forskning, de ikke synes om. Bl.a. nægter de at anerkende enhver forskning der sammenligner homoseksuelle par med GIFTE heteroseksuelle par. De nægter altså at anerkende at man laver præcis de analyser, der er særlig relevante – effekten af at vokse op i et stabilt normalt ægteskab må ikke vurderes i sammenligning med homoseksuelle familietyper. APA og det amerikanske sociologforbund (ASA), har rettet en hård kritik mod Sullins´ analyse, hvis værdi de helt afviser. De mener f.eks. at forskellen mellem de to grupper af børn skyldes at de homoseksuelle par er mere ustabile, og at det han registrerer, er effekten af ustabilitet, ikke effekten af at begge køn har samme par. Men faktisk er de to grupper af familier ret godt matchet m.h.t. stabilitet, fattigdom, andel af stedforældre m.m. , og i det hele taget afviser Sullins kritikken (se link s. 20-29).
En anden forsker, sociologen Mark Regnerus, offentliggjorde samtidig med Sullins en artikel om personer vokset op hos homoseksuelle forældre, med den forskel at han ikke så på børn, men så på personer i alderen 18 til 39 år, altså den alder hvor de vigtigste effekter eventuelt viser sig. Han trak data ud fra en stor database og analyserede data for omtrent 3.000 personer, heraf ca. 900 som var vokset op hos deres biologiske forældre i stabile heteroseksuelle ægteskaber, mens resten var vokset op i en række andre familieformer. I analyserne kunne der tages hensyn til forskelle i levestandard. For hver person var registreret 40 forskellige parametre som havde at gøre med trivsel og levevis, f.eks. om de var i arbejde, om de modtog understøttelse, om de var gift nu, hvor mange seksualpartnere de havde haft i alt, om de var dømt for kriminalitet, om de tog narkotika etc. I forhold til personer vokset op i intakte kernefamilier havde personer vokset op i de andre familieformer dårligere resultater i gennemsnit for op til 25 ud af de 40 parametre. Personer vokset op hos lesbiske forældre stod f.eks. særdeles meget dårligere m.h.t. incest og andre seksuelle overgreb i deres barndom. De var i gennemsnit dårligere uddannede, var oftere på bistand, og tjente i gennemsnit mindre. De var mere utro over for deres partner, deres nuværende parforhold havde oftere problemer, og de havde haft betydelig flere seksualpartnere i deres liv. Deres fysiske og mentale helbred var dårligere, og de var oftere i terapi. De var oftere kriminelle, røg mere tobak og hash, og brugte mere tid på at hænge foran fjernsynet. På en lang række punkter adskilte de sig altså negativt fra børn af stabile ægteskaber.
Dette resultat vakte voldsom stor vrede hos de der sympatiserer med homoseksuelle, bl.a. i APA og ASA. Man kritiserede bl.a. at Regnerus ukritisk havde regnet alle de familier for lesbiske, hvor sønnen/datteren havde oplyst at moderen var lesbisk. Derved skete der en sammenblanding af familier, hvor den lesbiske mor enten boede alene med børnene, eller i kortere eller længere tid havde en lessbisk kæreste boende hos sig i familien. Regnerus lavede så en ny analyse af sine data, hvor han foretog en skelnen mellem om moderens partner boede eller ikke boede sammen med moderen, og fik den nye version offentliggjort i et senere nummer af samme tidsskrift. I denne nye analyse var konklusionerne næsten uforandrede, og hans modstandere var derfor stadig lige vrede på ham. Det fremgår af en redegørelse for sagen. 201 akademikere sendte et brev til tidsskriftets redaktør og protesterede mod at det havde antaget artiklen til offentliggørelse. Regnerus´ tidligere afdelingsleder fik trykt en kronik om at hun var rasende over at Regnerus havde produceret dette pseudovidenskab. Talrige andre beklikkede Regnerus, og redaktøren, og integriteten af tidsskriftets peer review. Universitetet gennemførte en undersøgelse af om Regnerus havde udvist god videnskabelig skik, en undersøgelse der handlede om hvorvidt de metoder han klart beskrev i sin afhandling var i orden. Han blev kritiseret voldsomt af mange for at hans metoder og data ikke var gode nok, selv om de på næsten alle punkter var markant bedre end langt de fleste afhandlinger der støtter homoseksuelt forældreskab. Faktisk er de undersøgelser, der støtter homoseksuelt forældreskab, præget af talrige metodefejl.
En professor kritiserede at tidsskriftet havde offentliggjort en så politisk følsom artikel – og her er vi ved kernen: kritikken gik i virkeligheden ikke på artiklens kvalitet, men på at den gik imod politisk korrekthed. På de amerikanske universiteter er der en overvægt af venstreorienterede i forhold til konservative på mellem 8:1 og 30:1. Mange forskere siger at man ikke skal offentliggøre noget som støtter konservativ ideologi, og ikke invitere konservative forskere til symposier. De udtrykker sådanne synspunkter som f.eks. at “socialvidenskab skal være et redskab for social forandring og bør altså fremme de korrekte værdier og ideologiske standpunkter”. På grund af denne altdominerende politiske korrekthed tør de fleste forskere ikke publicere noget der går imod de homoseksuelles interesser, og specielt tør de ikke publicere resultater der taler disse interesser imod. Ingen ved hvor mange der afholder sig fra at lave eller publicere videnskabelige undersøgelser på grund af denne korrekthed. Men sagen viser i hvert fald tydeligt, at denne del af sociologien er gennem-korrumperet af ideologiske og politiske hensyn.
En gennemgang af hvad forskning som støtter homoseksuelt forældreskab har fundet frem til, og hvad forskning som går imdo homoseksuelt forældreskab har fundet frem til, viser at på en meget lang række punkter har de fået diametralt modsatte resultater. De første finder at der ikke er nogen forskelle mellem personer vokset op i forskellige familieformer, mens de andre finder at der er talrige signifikante forskelle. Nogle af forskellene (f.eks. i hyppighed af seksuelle overgreb mod børnene) er ganske store.
Der er sidenhen fremkommet flere undersøgelser der støtter Sullins og Regnerus i at personer opvokset hos homoseksuelle forældre klarer sig relativt dårligt, f.eks. med hensyn til uddannelse som i denne canadiske undersøgelse af ca. 1,4 mio. personer, heraf ca. 1.400 fra homoseksuelle familier. Der er også fremkommet flere undersøgelser der viser at børn fra de to familieformer klarer sig præcis lige godt, f.eks. denne undersøgelse af knap 200 børn i alderen 6 – 17 . Der bliver altså ved med at fremkomme undersøgelser der peger i hver sin retning. Noget af dette kan måske forstås på den måde, at der er ikke mange forskelle at spore, så længe der er tale om børn. Det er først når de bliver voksne, at der dukker tydelige problemer op m.h.t. uddannelse, karriere og seksualliv.
Alt i alt er der så stor uenighed mellem forskere der er tilhængere og modstandere af homoseksuelt forældreskab, at man ikke kan konkludere noget. Forskningen er så gennemsyret af ideologi, at den har mistet sin troværdighed. Og forskning som man ikke kan tro på, er værdiløs. Det vil sige at den ideologiske infiltration har ødelagt videnskaben på dette felt og gjort den værdiløs. Personlig ser jeg hovedårsagen til denne misére i den udbredte holdning som fremgår af ovennævnte citat: “”socialvidenskab skal være et redskab for social forandring og bør altså fremme de korrekte værdier og ideologiske standpunkter”. Den holdning dominerer blandt forkæmpere for seksuelle minoriteters rettigheder og blandt feminister, og det betyder at disse gruppers indblanding ødelægger videnskabens troværdighed.
Man skulle så tro, at de to modparter i det mindste kunne blive enige om at de er uenige. Men nej, heller ikke det er tilfældet. De der støtter homoseksuelt forældreskab, benægter pure at der overhovedet findes nogen forskning, der modsiger dem.
Et nyligt eksempel fra 2017 er at The Australian Medical Association (AMA) i en redegørelse har henvendt sig til det australske parlament for at få dem til at lovgive til fordel for homoseksuelt ægteskab. Her hævder de, at der findes ingen peer-reviewed påstået evidens som tyder på at børn opvokset i homoseksuelle familier lider under dårligere helbred eller dårligere psykosocialt resultat end andre. Det hævdes endda at der er forskning der viser at fysisk, psykisk, psykosocialt og m.h.t. uddannelse står de lige med andre børn, eller endda over dem. Dette kritiseres så af en australier som over flere sider gennemgår den meget omfattende evidens der viser en meget, meget lang række af dårlige resultater for børn fra homoseksuelle familier.
Jeg nævnte tidligere, at i en samlet oversigt over litteraturen om emnet frem til 2005 skrev den lesbiske forsker Charlotte J. Patterson: ” ikke en eneste undersøgelse er nået frem til at børn af lesbiske eller bøsse-forældre er udsat for ulemper i nogen som helst signifikant henseende i forhold til børn af heteroseksuelle forældre.” Der er unægtelig fremkommet nogle undersøgelser siden da som tyder i andre retninger. Har det fået Patterson til at udtale sig mindre skråsikkert? Nej! Her i 2019 er der udkommet en ny udgave af et bogværk i fem bind, “Handbook of parenting”. I bind tre har Patterson skrevet et kapitel om homoseksuelle forældre. I konklusionsafsnittet skriver hun at “resultaterne af forskningen indtil nu er usædvanligt klare. Børn af lesbiske og bøsse-forældre udvikler sig meget på samme måde som andre børn gør. Forskningen støtter ikke den forestilling at børn af lesbiske eller bøsse-forældre lide runder skadleige ulemper som skyldes deres forældres seksuelle orientering.”
Når Patterson skriver sådan, så er det ikke bare usandt. Det er direkte løgn, skrevet imod bedre vidende. Resultaterne af forskningen ikke nu er bestemt ikke “usævanligt klare.” Nej, de er usædvanligt modstridende.
Også danske medier giver det forkerte indtryk, at alle undersøgelser af børn fra homoseksuelle familier klarer sig lige så godt som alle andre. En artikel i Politiken i 2017 refererer f.eks. den britiske lesbiske forsker Susan Golombok, som siger til avisen at “De her børn har akkurat den samme risiko for at få problemer og den samme chance for at have et succesfuldt liv som alle andre børn.” Avisen har også indhentet en kommentar fra seniorforsker Mogens Christoffersen, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, som siger: “Jeg har fulgt med i forskningsresultater gennem årene, og de er meget enslydende fra forskellige steder i Europa og i USA.” Dette fejlagtige indtryk er så yderligere blevet viderebragt i DR´s dækning af valgkampen i 2019.
De dominerende forskere, især lesbiske forskere, har åbenbart formået at sætte deres præg så effektivt på feltet, at de formår at gemme de undersøgelser helt bort, hvis resultater de ikke kan lide. Deres plan om at censurere forskningen over for befolkningen ser ud til at lykkes.