Dette spørgsmål er netop blevet aktuelt nu (april/maj 2019). I den offentlige debat mangler der åbenbart henvisning til viden om hvad det betyder for børn at vokse op hos en solo-forælder (som regel en solo-mor). Den viden er det nødvendigt at få frem, og derfor giver jeg her en oversigt over hvad jeg lige har kunnet finde frem af evidens for, at det i gennemsnit er dårligere for børn at vokse op hos en soloforælder end i enkernefamilie.
Man kan hurtigt finde statistikker, der viser at unge opvokset hos enlige mødre relativt ofte udvikler sig uheldigt f.eks. m.h.t. kriminalitet. Her er f.eks. en grim statistik for unge opvokset i faderløse hjem i USA, og her er tilsvarende oplysninger fra Storbritannien.
Noget lignende ses også i Danmark: Mange rockere er vokset op uden en far (link her og her)
Til dette kan man så indvende, at der her for en stor del er tale om enlige mødre med dårlige sociale og økonomiske kår.
Men der findes også undersøgelser der viser, at selv når man tager højde for forskelle i SES, så går det stadigvæk dårligere for børn der er vokset op hos enlige forældre, i forhold til børn der er vokset op i kernefamilier. Der findes f.eks. en svensk undersøgelse af Weitoft et al.(2003) – populær omtale her . Jeg citerer fra abstractet:
“After adjustment for confounding factors, such as socioeconomic status and parents’ addiction or mental disease, children in single-parent households had increased risks compared with those in two-parent households for psychiatric disease in childhood . . .
Growing up in a single-parent family has disadvantages to the health of the child. Lack of household resources plays a major part in increased risks. However, even when a wide range of demographic and socioeconomic circumstances are included in multivariate models, children of single parents still have increased risks of mortality, severe morbidity, and injury.”
Den dårlige status for børn af alenemødre kan altså ikke forklares blot med disse mødres dårlige sociale og økonomiske situation.
En stort anlagt amerikansk undersøgelse af unge voksne personer der er vokset op i forskellige familieformer, viser at der er væsentlige forskelle mellem børn af enlige mødre og børn opvokset i stabile kernefamilier. Ud af 40 parametre, der er registreret, er der forskel på de 21 efter at man har justeret for diverse forhold, såsom forskelle i indkomst. Børn af enlige mødre har i gennemsnit lavere uddannelse, er fattigere, er lidt mere kriminelle, er mere promiskuøse, har oftere kønssygdomme, har oftere problemer i deres nuværende parforhold, og har flere homoseksuelle erfaringer.
Når det gælder skilsmissebørn, så er det oplagt at antage, at en opskruet konflikt mellem forældrene er til skade for børnene, og at det derfor vil være bedre for dem at forældrene bliver skilt. Men statistikken bekræfter ikke denne antagelse. Selv når der er et vist konflikt-nvieau i kernefamilien, er det stadig bedre for barnet at bo der end at bo hos skilte forældre.
Jeg kan f.eks. citere dette:
“When the level of parental conflict was factored in, JPC children still had better outcomes across multiple measures of well-being. High conflict did not override the benefits linked to shared parenting, so JPC children’s better outcomes cannot be attributed to lower parental conflict.”
Skilsmissebørn hos soloforældre klarer sig relativt dårligere end alle andre. Link: her.
Et større forskningsprojekt fra Sverige i 2016, har arbejdet målrettet med at undersøge de forskellige deleordningers konsekvens for børn trivsel og deres relation til forældene. De boformer, der sammenlignes i den svenske undersøgelse er børn i kernefamilien, deleordning, hvor børnene er lige meget hos begge forældre, deleordning med mest tid hos den ene forælder, og de børn, der boede hos kun den ene forælder.Undersøgelsen er korrigeret for sociale faktorer, så som andelen af udenlandske forældre og forældrenes uddannelsesniveau. Men stadigvæk er konklusionen, at børn der bor hos enlige forældre er de, der har det relativt dårligst. (Links: her og her).
Dette understøttes af et litteraturreview, som Linda Nielsen har stykket sammen (links til del 1 og del 2). I tabel 4 i anden del af review´et sammenfatter hun data, og de viser at i forhold til intakte familier har børn det i gennemsnit dårligere i alle andre familietyper, herunder bestemt også i familier med en enlig mor.
Linda Nielsens forskning viser i øvrigt, at fædre på talrige måder er specifikt til gavn for deres døtres udvikling (links: her og her)
Hvis datteren har et godt og varmt forhold til sin far, så har det betydning for hendes karrierevalg som voksen. Det giver hende også den selvsikkerhed der gør, at hun ikke overtales til sex som hun ikke ønsker. Det gode forhold til faderen øger sandsynligheden for et følelsesmæssigt intimt og behovsopfyldende forhold til en mandlig partner. Der er øget sandsynlighed for et langvarigt og tilfredsstillende ægteskab.
Disse konklusioner passer fuldstændig sammen med, hvad jeg har skrevet i kapitel 16 i “To køn – tre sandheder“, nemlig at faderen har betydning for datterens ambitioner, karrierevalg og seksualitet. Dette konkluderede jeg på basis af anden forskning, som altså stemmer helt overens med Linda Nielsens forskning. Jeg vender tilabge til det længere nede.
Jeg vil kort nævne en bog der samler generelle bidrag om emnet:
W. Bradford Wilcox & Kathleen Kovne Kline (2013):
Gender and parenthood: Biological and social scientific studies.
Heri står bl.a. et relevant kapitel af Rob Palkovitz:
Jeg kan også citere
David Popenoe (1997): Life without father.
Fra abstractet :
” The absence of fathers from children’s lives is one of the most important causes of problems related to children’s well-being such as increasing rates of juvenile violent crime, depression and eating disorders, teen suicide, and substance abuse. The economic difficulties experienced by mother-headed families ultimately account for many of the disadvantages found among fatherless children. Fathers make unique contributions to childrearing, including a parenting style different from mothers and an emphasis on play, which facilitates normal emotional development. The largest negative consequence of father absence is juvenile delinquency and violence, and early sexual activity. Marriage and childrearing act as extremely important civilizing forces for men; when there are large numbers of young, unattached males concentrated in one place, there are increases in social disorder. Itis necessary to undo the cultural shift toward radical individualism to restore marriage and reinstate fathers in their children’s lives.”
Hør også David Popenoe her:
Fædres specifikke betydning fremgår også af følgende, hvor det siges at det gælder uanset indkomstniveau:
Research has shown that fathers, no matter what their income or cultural background, can play a critical role in their children’s education.
For 18-årige døtre med “boomerang fædre”, som forlader familien og senere vender tilbage igen, er det bedre at have en far noget af tiden end slet ikke at have nogen far. Døtre uden far i husholdningen har oftere depression end både døtre med permanent far og døtre med boomerang-far.
Jeg kan også citere fra
Mogens Nygaard Christoffersen (1996): Opvækst hos fædre.
Heri s. 11: “Undersøgelsen viser, at fædrene gennemgående er mere psykisk robuste end mødrene. Der er således relativt færre af fædrene, der har de undersøgte psyko-somatiske stress-symptomer.”
Og s. 13: “Umiddelbart ser det ud til, at de børn der bor hos faderen, har nogle fordele, som de børn, der bor hos moderen, kun har i begrænset omfang. ”
Der findes mange undersøgelser af børn der vokser op hos lesbiske par. De fleste af disse har studeret et så lavt antal personer, at man ikke kan forvente at finde statistisk sikre tendenser.Det er desuden et problem, at de fleste undersøger børnene mens de er børn eller teenagere, og ikke har set på dem som unge voksne – det er den periode, hvor man kunne forvente problemer med karriere og med relationen til seksuelle partnere. I de senere år er der dog lavet et antal undersøgelser af et stort antal repræsentativt udvalgte personer, og de fleste af disse viser væsentlige forskelle mellem børn der er vokset op hos homoseksuelle og børn der er vokset op i stabile heteroseksuelle ægteskaber. Se f.eks. her. Det er dog et stort emne, som jeg vil behandle nærmere i en blogpost for sig.
Videre til en helt anden indfaldsvinkel:
Der findes et ikke direkte relevant, men alligevel tankevækkende studie, nemlig forsøg på mus. Disse forsøg viser at museunger der vokser op uden en far har defekter i den præfrontale cortex. Her spiller levestandard jo ikke nogen rolle – der må være tale om en psykisk effekt. Vi ved ikke om det samme gælder for mennesker; men museforsøget viser at en sådan virkning potentielt godt kan forekomme – når en sådan psykisk mekanisme er mulig hos andre pattedyr, må den også være mulig hos mennesker.
Endelig er der et aspekt mere, nemlig hvad det betyder for mænd at være fædre.
Forskning udført af David Eggebeen viser, at faderskab har positiv betydning for mænd. Det vil sige at samfundet går glip af den positive indflydelse på mændene, hvis de ikke får børn.
Jeg (Kåre Fog) beskæftigede mig en del med disse emner, dengang jeg skrev bogen “To køn – tre sandheder“, som udkom i 2004 (forlaget Mysis). Heri er bl.a. et kapitel 16 om “Faderens betydning for datterens udvikling”, som nævnt ovenfor. Her konkluderer jeg, at faderen ikke har nogen særlig indflydelse på, hvordan datteren er som barn, men han har indflydelse på visse forhold der først viser sig efter at hun er kommet i puberteten. Det drejer sig især om hendes ambitioner, hendes karriere, og hendes seksualitet.
Baggrunden for denne konklusion må læses i det pågældende bogkapitel. Jeg vil dog her citere nogle uddrag af den tekst, der ligger til grund for den senere endelige udgave af min bog.
Først har jeg dette afsnit om kvinders evne til at få orgasme:
“En amerikansk læge og forsker, Seymour Fisher, satte sig for at undersøge hvad der bestemmer kvinders evne til at få orgasme (Seymour Fisher (1973): The female orgasm. Psychology, physiology, fantasy. 533 pp. Basic Books, Allen Lane).
Han og hans kvindelige hjælpere undersøgte omtrent 300 gifte kvinder i alderen 20-45 år. Disse kvinder gennemgik meget omfattende og dybtgående interviews om deres kønsliv, om deres barndom og opvækst m.m., foruden at de blev udsat for mange forskellige fysiologiske målinger.
Af alle de mange forhold der blev registreret, var der næsten ingen der viste nogen sammenhæng med kvindernes evne til at få orgasme.
Kvinder der havde svært ved at give sig hen, var kvinder der havde en eller anden angst for tab og adskillelse. F.eks. bad man kvinderne om at fortælle om de ti tidligste episoder i deres barndom som de kunne huske. Hvis der blandt disse tidlige barndomserindringer var relativt mange der handlede om død og adskillelse, så havde kvinden svært ved at få orgasme. Mærkeligt nok kunne der ikke påvises nogen betydning af adskillelse fra moderen, hvorimod adskillelse fra faderen, f.eks. på grund af hans sygdom, død, skilsmisse, eller langvarige forretningsrejser, var vigtigt. Man kan altså sige at den lille piges angst for at miste sin far levere videre som den voksne kvindes angst for at miste den mand hun har knyttet sig til, og dermed en angst for at give sig hen og glemme omverdenen.
Forældrenes adfærd og væremåde viste en betydning for datterens seksualitet senerehen. Med hensyn til holdning og opdragelsesmetoder, så havde moderen ingen som helst betydning. Kun faderen havde betydning. Det var et fællestræk ved de kvinder der havde svært eller umuligt ved at føle orgasme, at deres far i sin tid var lunefuld, ustabil og temmelig ligeglad med sin datter. Det gjaldt f.eks. hvis kvinden fortalte at hendes far lod hende bruge lige så mange penge hun havde lyst til; hvis han lod hende blive oppe lige så længe om aftenen som hun ville; hvis han lod hende passe sig selv og gøre hvad hun ville; hvis han ikke gav hende påbud om at være hjemme til et bestemt tidspunkt om aftenen; og hvis han var ret ligeglad med om de fastsatte regler blev overholdt. Det var særlig skadeligt hvis faderen var alkoholiker med deraf følgende humørsvingninger – den ene dag meget sød og kærlig, den anden dag vred og utilnærmelig. Omvendt fortalte de kvinder der som voksne havde stor evne til at føle orgasme, at deres far lagde vægt på moral og ærlighed, var streng og krævende, fastsatte strenge regler, straffede hårdt hvis de ikke blev overholdt, og forlangte ubetinget lydighed.
En sådan autoritær far-type giver sin datter en følelse af stabilitet, sikkerhed, tryghed og faste holdepunkter, og åbenbart medfører dette at hun senere i livet føler en så fundamental tryghed, at hun tør give sig hen uden angst for at miste noget. Det er som om kvinden tør kaste sig ud i det tomme rum og føler sig sikker på at nogen vil være der og gribe hende. Det er altså positivt for en pige at have en autoritær far, hvis blot faderen ikke overdriver i en sådan grad at han bliver som et koldt og utilnærmeligt bjerg. Han skal være opmærksom og tilgængelig.
I undersøgelsen af kvinders orgasme viser der sig ganske vist en vis sammenhæng med hvordan pigens mor var. Men det handler udelukkende om moderens forhold til mand og hjem, ikke om hendes forhold til datteren. Hvis moderen var utryg, f.eks. hvis hun var bange for sin alkoholiske mand, så har datteren svært ved at opnå orgasme. Hvis derimod moderen var tryg, f.eks. hvis hun mest interesserede sig for at være hjemme og passe familien, eller hvis hun følte sig tilfredsstillet i sit arbejde uden for hjemmet, så har datteren let ved at opnå orgasme. Det positive ved moderen er altså at hun er brugbar som rollemodel. ”
Hvad angår seksualitet, kan jeg også henvise til forskning udført af Jay Belsky, som viser at børn der vokser op uden far eller med en ustabil far, ofte senere får et forstyrret forhold til det modsatte køn. De lærer gennem opvæksten at verden er et usikkert sted, hvor personlige relationer mand-kvinde er usikre. For døtrenes vedkommende fører det typisk til tidlig pubertet (de får deres første menstruation i en yngre alder end piger der vokser op i stabile kernefamilier), og de får en pågående, overfladisk, promiskuøs tilgang til sex.
Jay Belsky, Laurence Steinberg & Patricia Draper (1991): Childhood experience, interpersonal development, and reproductive strategy: An evolutionary theory of socialization. Child development 62: 647-670.
I min tekst fra dengang finder jeg også dette afsnit:
“Den positive betydning af omsorgsfulde fædre
Der findes talrige undersøgelser der påviser fædres positive betydning for deres børns udvikling, men der er for det meste tale om virkninger der først viser sig ret sent i børnenes udvikling, i teenageårene eller endog i den voksne alder (1). De fædre der engagerer sig i børnenes udvikling og bruger tid på dem, får børn med en række positive egenskaber. Bl.a. har man konstateret at fædre der engagerer sig meget i leg og fysiske udfoldelser med børnene, har børn som er populære blandt deres jævnaldrende. Det vigtige er især faderens evne til at reagere positivt på børnenes initiativer, og at han beskæftiger sig ret meget med dem. Men det er også uheldigt hvis han beskæftiger sig for meget med dem; hvis faderen er dominerende, blander sig meget og vil styre børnenes aktiviteter, så lærer børnene ingen sociale færdigheder.
Tilsvarende virkninger af faderens indsats er konstateret i andre undersøgelser: Hvis faderen engagerer sig tilpas meget i sine sønners liv i børnehavealderen, så kan de bruge ham som forbillede, og da udvikler de en maskulin holdning til sig selv og deres relationer til andre. Hvis faderen er passiv eller ligefrem mangler, bliver sønnerne derimod ikke ret maskuline, og hvis han tværtimod er meget dominerende med masser af straf, forbud og kontrol, så bliver de heller ikke maskuline.
Faderens positive virkninger på datteren viser sig især når datteren bliver ældre. Adskillige undersøgelser viser samstemmende at hvis faderen har interesseret sig for datteren på en god måde, så udvikler pigen sig i ungdomsårene som regel til et socialt veltilpasset menneske med succes såvel i parforhold som i karriere. Hvis faderen behandler sin datter med respekt, støtter hende følelsesmæssigt, værdsætter hendes femininitet og ikke er for autoritær og styrende, så kan det øjensynligt have en meget positiv indflydelse på hendes udvikling i teenage-årene og senere (1). Andre typer af fædre får derimod en datter med ringe selvtillid og vanskelighed ved at stå på egne ben. Det gælder fædre der er autoritære og går ind for traditionelle kønsmønstre; selv om de elsker deres døtre, så går de højere op i at tjene penge til familien, er bange for at engagere sig for meget i døtrenes liv, og føler at det er mødrenes opgave at tage sig af døtrenes udvikling. Det gælder også fædre de har høje akademiske ambitioner på deres døtres vegne, men er fjerne og ikke forstår at stimulere døtrene følelsesmæssigt (1). . . .
Andre har lagt mere vægt på hvor dygtige eleverne er i skolen, og talrige undersøgelser af denne type viser at fædre har en speciel gavnlig indflydelse på børnenes evner for skolefag (1, 2). Det gælder specielt på relativt maskulint betonede felter, så som regning og rumligt betonede tests. Virkningen er tydeligst hos drenge. Hos 9-årige drenge har man f.eks. fundet, at de hvis fædre var meget til stede i hjemmet, klarede sig bedre i skolefagene end dem hvis fædre havde meget lidt tid til deres børn, og dem der helt manglede en far (4). Drenge i den alder synes at bruge deres fædre som forbilleder på en ret direkte måde, og jo mere tid de bruger sammen med deres far, jo bedre evner viser de for problemløsning og m.h.t. intelligens. Hvis drenge udsættes for forældrenes skilsmisse, klarer de sig dårligere i skolen (1).
Hos piger er det ofte først i en noget højere alder at faderens positive indflydelse kan spores. Som før nævnt afhænger faderens positive indflydelse af at han engagerer sig i sin datters liv, men uden at være for dominerende og autoritær.
Flere undersøgelser har vist at de piger der er dygtigst til at løse vanskelige opgaver, er de piger der havde et fjernt forhold til deres mor da de var små. De havde mødre der ikke beskyttede dem, og som måske endda var fjendtlige over for dem; dette er helt modsat forholdene for drenge, hvor de bedste intellektuelle evner ses hos drenge med hengivne mødre (5). Tilstedeværelsen af en far viser derimod positiv sammenhæng med kvinders intellektuelle udvikling, bl.a. deres dygtighed til matematik (3). Øjensynligt er der endog tale om en varig virkning også op i voksenalderen (1). Kvinder der har gjort god karriere, især i fag med maskulint præg, siger ofte at deres far har haft stor betydning for at de kunne opbygge en selvtillid på det faglige område. Det blev f.eks. nævnt i kapitel 7 at de mest fremragende kvindelige matematikere ikke er specielt maskuline, men bærer rundt på et indre billede af en positiv far-figur der tjener som model for dem.
I en undersøgelse lod man forældre og deres teenage-barn diskutere nogle historier der indeholdt vanskelige moralske dilemmaer. Diskussionerne blev optaget på bånd og analyseret. Det viste sig at der udspandt sig konstruktive diskussioner mellem faderen og teenage-barnet. Fædrene lagde vægt på at fokusere på de afgørende forhold, på forklaringer og løsning af problemer, hvilket affødte tilsvarende former for argumentation hos deres døtre og sønner. Mødres indlæg, derimod, havde mere karakter af forsøg på at få overtaget i diskussionen, og indebar ikke nogen intellektuel stimulering af teenage-børnene. Derudover kunne det konstateres at døtre talte mere end sønner (6). ”
(1) Henry B. Biller & Jon Lopez Kimpton (1997): The father and the school-aged child. Pp. 143-161 i M. E. Lamb (ed.): The role of the father in child development. 3rd ed. Wiley & Sons.
(2) Patricia Draper & H. Harpending (1982): Father absence and reproductive strategy: An evolutionary perspective. Journal of anthropological research 38: 255-273.
(3) Harris S. Goldstein (1982): Fathers´ absence and cognitive development of 12- to 17-year-olds. Psychological reports 51: 843-848.
(4) Robert W. Blanchard & Henry B. Biller (1971): Father availability and academic performance among third-grade boys. Developmental psychology 4: 301-305.
(5) Dorothy McBride Kipnis (1976): Intelligence, occupational status, and achievement orientation. Pp. 95-122 i B. Lloyd & J. Archer (eds.): Exploring sex differences. Academic Press.
(6) S. T. Hauser m. fl. (1987): Sex differences within the family: Studies of adolescent and parent family interactions. Journal of youth and adolescence 16 (3): 199-220.
Kåre Fog 6./5. 2019