Opslag ramt af censur på Kønsdebats Facebook-side

Opslag på Kønsdebat 12./11. 2017, fjernet 19./12., genindsat d. 11. januar 2018:

De to binære køn.

Opslag på Kønsdebat 28./12. 2017, fjernet 29./12., genindsat d. 11. januar 2018:

HVORFOR ANGRIBES KØNSDEBAT?

Angrebene på Kønsdebat startede d. 18. december, dagen efter at et antal feminister involverede sig i en uforsonlig debat her på siden. Jeg anser det for givet, at en kreds af feminister med tilknytning til disse har igangsat angrebet.

En af Kønsdebats læsere skrev i den forbindelse: “Jeg VED at “Foreningen Forældre Forsorgen” (siden) aktivt modarbejder Kønsdebat. Både denne og andre profiler er blokeret derindefra, netop fordi vi har anfægtet deres validitet.” Der er her tale om en personkreds der er dybt engageret i højkonflikt-samværssager.

Det er desværre en ret udbredt erfaring, at en del mennesker, herunder også en del kvinder / feminister, ikke tåler modsigelse. Vi kender det fra de amerikanske universiteter, hvor kvinder har fået oprettet “safe spaces” hvor de er garanteret fri for at blive udsat for meninger, som strider imod deres egen verdensopfattelse. Vi møder det også i Danmark i diverse former for debatter, hvor den kvindelige part kategorisk frakender andre retten til at modsige hende (og blandt venstrefløjsaktivister der stempler deres modpart som fascister og derefter begår voldelige overfald på dem). Der må være tale om en eller anden form for indskrænkethed, hvor man ikke kan rumme den tanke, at man selv muligvis kunne tage fejl, og andre muligvis kunne have ret på visse punkter. Denne rummelighed – at andre muligvis kunne have ret i noget af det, de siger – er ellers selve grundlaget for demokrati, for ytringsfrihed, og for retsvæsen. Personer der mangler denne rummelighed, har en totalitær tankegang.

Det der sker her, er at nogen vil nægte mig retten til at ytre de meninger, jeg har, ved at forsøge at få lukket Kønsdebat. De kan åbenbart ikke leve med at blive modsagt.

Det er muligvis en form for åndelig defekt; men det er først og fremmest en form for infam ondskab.

Moralen er, at åben debat om et kontroversielt emne ikke er mulig på facebook. Kønsdebat kan måske blive lavet om til et lukket fællesskab, og så kan vi sidde i vores ekkokammer og bekræfte hinanden, mens vore fjender (jeg siger ikke modstandere, men fjender) kan sidde i deres eget ekkokammer og bekræfte hinanden i at vi andre er onde.

Opslag på Kønsdebat d. 8. januar 2018; fjernet d. 9. januar, genindsat d. 11. januar:

En mand skriver om forskellen på en “nice guy” og en “good man”.

Jeg er ikke bare uenig i hvad der står; jeg er også vred over det.
Det hænger sammen med  min personlige indfaldsvinkel. Jeg er opdraget til at være en “nice guy”, dvs. til at være hensynsfuld og sætte kvindens behov højere end mine egne, og jeg er opdraget til ikke at gøre noget uden at få lov først. Det er logisk nok, at en mor prøver at opdrage sin søn på den måde, sådan at sønnen bliver en gentleman der står parat til at servicere kvinder – for moderen ser verden fra et kvindesynspunkt.
Men – hvis man er opdraget sådan, så er man ikke automatisk et dårligt menneske. Man er ikke automatisk en beregnende opportunist. Man kan godt være opdraget til hensyn over for kvinder uden af den grund at være beregnende.
Det har jeg skrevet om i “Alfahan eller tøffelthelt”, især side 235 til 238.
Som teksten her er formuleret, ligger der en skillelinje i at “the good man”  sætter grænser for hvad han har lyst at være med til, mens “the nice guy” går alt for langt i sine forsøg på at behage kvinderne. Og ja, det er sandt at the nice guy er alt for dårlig til at sætte grænser, og det er hans største problem, for kvinder vil have en mand der kan sætte grænser. Men at the nice guy ikke har forstået at sætte grænser, er ikke ensbetydende med, at han er et dårligt og beregnende menneske. Tværtimod, han kan være et ulykkeligt menneske, som ikke forstår, hvorfor forholdet til kvinder altid mislykkes, når han nu hele tiden forsøger at behandle kvinderne godt. Hvis det hænger sådan sammen, så er han en stakkel, som er faret vild i tilværelsen, og som har hårdt brug for at nogle behjertede mænd hjælper ham på rette vej. Han har absolut ikke brug for at blive fordømt som et dårligt menneske.

http://www.enlightened-consciousness.com/nice-guys-arent-good-men-the-difference-between-these-two/#.WlJJwULyCCA.facebook

Opslag på Kønsdebat d. 9. januar 2018; fjernet d. 9. januar, genindsat d. 11. januar:

Her er Kate Hudson fotograferet ved Golden Globe prisuddelingen i går. Hun er som alle øvrige deltagende kvinder klædt i sort for at markere deres sorg over MeToo overgrebene.
Men samtidig viser hun hele sin nøgne barm.
Nu er det jo sådan, at kvinder på forskellig vis kan sende seksuelle signaler til mændene. Som regel er det ret diskrete signaler, som man lige skal huske at være opmærksom for at opfange. Somme tider sender de mere iøjnefaldende signaler, som man ikke kan undgå at bemærke. Men hvor det andet er at sammenligne med tale eller råb, så er det her at sammenligne med braget fra en bombeeksplosion. Det KAN ikke overses. Og samtidig er det jo meningen, at man skal lade som om man er helt uanfægtet. Hvis man stirrer på de der bryster, så er man selv en mand der begår et overgreb – så er man stemplet som svin. Altså må man af al magt forsøge at kigge væk. Man kan i hvert fald ikke have en fornuftig samtale ansigt-til-ansigt med den kvinde.
Det svarer til, at man eksponerer en mand til braget af en bombeeksplosion, og så forventer at han samtidig kan følge med i en lavmælt samtale. Det er umuligt.
Med den form for fremtræden gør Kate Hudson en maksimal indsats for at forvirre mændene. Hun kræver at de overhører kraftige signaler, og samtidig er hyper-opmærksomme på småbitte signaler. Det kan man ikke. Det er at sabotere samspillet mellem mænd og kvinder med vilje, og det er at skabe grobund for endnu flere MeToo-agtige overgreb næste gang. Man kan ikke forlange, at mænd skal kunne navigere i et felt med så mange selvmodsigelser.
Jeg synes ikke at mænd skal finde sig i det. Enten må hun dække sig bedre til, eller også må hun holde op med at sympatisere med MeToo.

Opslag på Kønsdebat ca. 15./12. 2017, fjernet 19./12., ikke genindsat:

Opslagets eksakte ordlyd er ikke bevaret.
Det var et opslag der belyste at falske anmeldelser om voldtægt ikke er så sjældne endda. En amerikaner har netop udgivet en bog om at hvis kvinder i USAs sydstater angav unge sorte mænd for overgreb, og disse sorte mænd blev så lynchet. Forfatteren skønner, at måske omkring tusind, måske flere tusind uskyldige sorte mænd blev lynchet på grund af falske anmeldelser fra hvide kvinder.
Opslaget linkede til en omtale af dette, og i linket var der et foto af to sorte lynchede mænd. Anmeldelsen kan skyldes, at dette foto overskred Facebooks regler for anstødeligt indhold.

Opslag på Kønsdebat ca. 15./12. 2017, fjernet 19./12., ikke genindsat:

Denne valgreklame fra USA er under alle omstændigheder ulækker. Men oven i købet ser det ud til, at personen er en “tranny” (en transkønnet). Og at de personer, vedkommende håber at kunne samarbejde med på politiske topposter, også er transpersoner. Det sætter valgreklamens budskab i et særligt lys. https://www.youtube.com/watch?v=wVdQJ2Q0HvE

Opslag på Kønsdebat 17./12. 2017, fjernet 22./12., ikke genindsat:

ER MeToo HISTORIERNE TROVÆRDIGE?

DRs TV-avis her til aften havde et længere indlæg om MeToo bevægelsen. (minuttal 30:11)

I den forbindelse præsenteres en forestilling på Betty Nansen teateret, hvor 100 vidnesbyrd om sexchikane læses op. Det er baseret på en hemmelig facebookgruppe, hvor 100 kvinder har fortalt historier fra film-, tv- og teaterverdenen.
Da historierne er anonyme, har vi ingen mulighed for at vide, om de er sandfærdige. De kan være helt sande, eller totalt opdigtede. Måske er mange af dem et sted midt imellem.
Historierne gør mig meget skeptisk. For det første: Mændene i historierne er mest Harvey Weinberg-agtige skikkelser, dvs. mænd med stor magt og indflydelse i netop denne for kvinder meget prestigefyldte branche – teaterdirektører m.m. Sådanne mænd er i sig selv relativt attraktive for kvinder – de kan være grimme, frastødende og usympatisk, men deres magt og indflydelse gør alligevel, at de udøver en form for seksuel tiltrækning. Med andre ord: De fleste historier er centreret om mænd, som – på det ubevidste plan – er seksuelt meget attraktive for en del kvinder. For det andet – i de fleste historier går kvinderne ganske langt m.h.t. at acceptere roller som sex-objekter – det handler f.eks ofte om forestillinger, hvor kvinderne skal være helt eller delvis afklædte. Kvinderne kan da ikke være uvidende om, at ved deres afklædthed virker de skesuelt æggende på mændene, og mændenes reaktioner burde derfor ikke komme på bag på dem. Ved at acceptere sådanne roller har de dermed også accepteret at blive opfatet som sex-objekter.
Jeg giver et link (publiceret af Information) med teksten til de fleste af historierne. I TV-avisen hører vi Dorte Rømer læse op af historie nr. 98. Vi hører:
” Han førte mig ind i et andet rum. Han tog tøjet af og mit også. Jeg lå og tænkte, hvad søren er det jeg laver! Her ligger jeg helt nøgen. Og samtidig havde jeg ikke været i seng med nogen på det tidspunkt; jeg havde lyst til bare at få det overstået. Så var det da gjort. Jeg sagde, han ikke skulle op i mig. Hvert fald tre gange. Lige pludselig mærkede jeg, at det var han. Jeg begyndte at græde. ”
Hvad afslører den historie? En kvinde kan da ikke bare passivt opleve, at ” Han førte mig ind i et andet rum. Han tog tøjet af og mit også.” Det er da ikke noget, der bare sker. Ved sin utrolige passivitet accepterer hun jo, at det sker. Jeg vil endda hævde, at hun – bevidst eller ubevidst – ønsker at det skal ske. Men det er en del af denne kvindes seksualitet, at hun er den passive. Ved sin passivitet tillader hun sex; samtidig kan hun fremstille sig selv som uskyldig, da det jo var ham, der foretog sig noget aktivt.Det kan da godt være, at hun faktisk græd bagefter – det ved vi ikke.  Men det er så dejlig nemt at få sex med en attraktiv mand – nemlig en teaterchef – og smatidig gøre det på en måde, sådan at han får 100 % af skylden for noget som selvfølgelig ikke er helt OK.
Der er måske noget forløsende for kvinder ved at komme ind i offerrollen. Offerrollen er dejlig – den give rmedfølelse og opmærksomhed. Man kan opnå det som man i underbevidstheden gerne vil – sex med en attraktiv mand – samtidig med at man kan sige at det var ham der gjorde det, og man selv var helt uskyldig i hvad der skete.
Det er netop den slags historier der gør, at jeg ikke kan acceptere MeToo-kampagnen. Det er ikke troværdigt. ” Han førte mig ind i et andet rum. Han tog tøjet af og mit også.” Det er da ikke noget der bare sker for en kysk pige. Hun ønskede at det skulle ske, ellers ville det ikke være sket. Eller også er det måske endda kun en ønskedrøm – en sex-fantasi, som aldrig er forekommet i virkeligheden? Lige som en meget stor del af kvinders erotiske drømme som bekendt handler om at blive taget mod sin vilje.
Men på grundlag af den slags meget mistænkelige historier bliver alle mænd generelt mistænkeliggjort, og Sverige indfører lovgivning der gør det endnu mere risikabelt for mænd at engagere sig i nogen som helst form for flirt med kvinder.
[559 personer nået; 11 likes/emojis]

https://www.dr.dk/tv/se/21-soendag/21-soendag-tv/21-soendag-2017-12-17#!/30:43

https://data.information.dk/2017/12/2017-12-11-pressemanus-reading.pdf

https://www.information.dk/kultur/2017/12/100-danske-kvinder-fortaeller-sexkraenkelser-film-teaterbranchen

Efter dette indlæg udspandt der sig en heftig debat i kommentarsporet. På et tidspunkt kom der disse to kommentarer:

Kommentar fra Jannie Pernille Andersen:
Hvor er det dog forstyrrende at der findes mænd med så meget had til kvinder. Så meget had at du argumenterer for at voldtægt er okay. Eller om noget voldtægt er rigtig fordi DU ikke kan forestille dig hvordan det er at stå i situationen som kvinde.
Har du oplevet at blive voldtaget? At en person, fysisk overlegen dig, gjorde ting mod dig imod din vilje?

Replik fra Kristina Nielsen:
Spot on! Jeg tror dog at du skal skrue ned for forventningen om forståelse for andet end det der vedrører mænds dominans, forståelse kræver også empati, hvilket nærmest må siges at være et fremmedord her på siden!

Det gjorde det nødvendigt at præcisere hvad der lå og ikke lå i opslaget. Derfor lagde Kønsdebat denne kommentar d. 18./12.:
For en ordens skyld skal jeg understrege, at teksten til opslaget ikke argumenterer for at voldtægt er OK. Derimod argumenterer teksten for, at beretningerne om overgreb – så som de 100 beretninger der gengives i Betty Nansen teatrets stykke – ikke nødvendigvis skal tages for pålydende. Beretningerne er anonyme og kan ikke tjekkes. Jeg har taget en enkelt beretning ud og analyseret den nærmere, og når frem til at det virker utroværdigt at tingene er foregået på den måde, som det fremstilles.
Hvis vi antager, at en ung kvinde faktisk har ladet sig kysse, har ladet sig lede ind på et afsondret rum, har gået med til at manden klædte sig af i hendes nærvær og at han klædte hende af, og har accepteret forløbet frem til at hun ligger nøgen, så kan hun ikke på nogen måde være overrasket over at mandens dagsorden i alt dette er at han vil have sex med hende. Hvis hun på dette tidspunkt så siger, at han ikke skal komme op i hende, og han alligevel gør det, så er det teknisk set et sexovergreb. Men hun har selv skabt den situation, hvor overgrebet kan finde sted.
Det svarer til at jeg går ind på et værtshus, hvor der sidder nogle rockere. Jeg går hen til den mest bistre og muskelstærke af dem og siger til ham: “Du er vel nok en ynkelig slapsvans, og i øvrigt var din mor en luder”. Så er der 99 % sandsynlighed for at han vil slå mig til plukfisk. Teknisk set er det ham der begår vold mod mig; men reelt er det mig, der har skabt den voldelige situation, for jeg kan ikke være i tvivl om, hvordan han vil reagere på provokationen. Dette skal ikke ses som en godkendelse af, at det er i orden at han slår mig i gulvet; men det er alligevel min egen adfærd, der har udløst situationen.

Kommentaren blev slettet af Facebook d. 19./12., og blev ikke siden genindsat.

Opslag på Kønsdebat 26./12. 2017, fjernet 19./12., ikke genindsat:

#MeToo er kvindernes krig mod mændene

De sidste dage har jeg siddet og sikret mig kopi af alle opslag på Kønsdebat fra de seneste måneder, bl.a. for at sikre mig mod hvad der sker, hvis nogen igen lukker for Kønsdebat.

Under den proces har jeg bemærket, hvor mange opslag der egentlig er om #MeToo. I tiden fra 16./10. til 23./12. er der ca. 81 opslag med #MeToo som emne, dvs. mere end et opslag om dagen i gennemsnit. Hvorfor så mange? I oktober havde jeg nogle meget lange opslag om MeToo, og jeg kan huske at jeg tænkte: Nu har jeg skrevet nok om det. Jeg forestillede mig at #MeToo kampagnen drev over i løbet af en uges tid, og så kunne vi alle gå over til andre emner. Men sådan gik det ikke. Tværtimod, MeToo er vokset til en lavine, der med stort kraft er rullet hen igennem medieverdenen og har knust mange mandeskæbner på sin vej.
#MeToo får lov at fylde alt for meget og overskygge mere væsentlige problemer. Som jeg citerede en mand for d. 21./12.: “Congress just passed the most significant changes to our tax laws in well over a decade, changes that will affect every single American. So, the leading story on the front page of The New York Times is of course…#MeToo! . . .”
Den amerikanske skuespillerinde Alyssa Milano skrev d. 15. oktober i et tweet: “Hvis alle de kvinder som er blevet udsat for seksuel chikane eller overgreb skrev `MeToo´ som en status, så kunne vi give folk et indtryk af problemets størrelse´. Og den dag, d. 15. oktober, startede så #MeToo kampagnen. I begyndelsen kunne man mene at kampagnen var god, fordi nogle ellers urørlige dybt usympatiske alfa-hanner som Harvey Weinstein blev ramt. Som en almindelig, jævn mand kunne jeg have sympati med, at kvinderne så markant pillede den slags hanbavianer ned fra deres høje stade. Men det udviklede sig meget hurtigt til noget som mange mennesker måtte tage afstand fra. En ganske stor del af de 81 opslag om MeToo er indlæg som maner til besindighed og fornuft og skriver, at kampagnen er kørt af sporet, og en stor del af disse fornuftens stemmer kommer fra kvinder. Men ingen af de mange formaninger om fornuft og besindighed har haft nogen som helst effekt. Feministiske aktører har drevet kampagnen fremad i noget der minder om en blodrus – jo flere mænds liv de har ødelagt, jo mere blod har de fået på tanden. De gør alt for at lavinen skal blive så stor og ødelæggende som muligt.
Lige fra starten har MeToo kampagnen lidt af den fejl, at den forsøger at ramme ALLE mænd. I et opslag fra d. 17. november skriver en mandlig journalist: “Vi er alle medskyldige. Vi er alle patriarkatets agenter, og vi har alle draget nytte af det. Vi har alle bidraget aktivt til voldtægtskulturen. Os allesammen. Ikke én er undtaget. . . Og vi er alle nødt til at acceptere og forlige os med det faktum, at vi, generelt sagt, er lort.”
Fra starten har kvinderne i MeToo kampagnen forlangt at mændene skulle tie stille og lytte til kampagnen. Politiken bragte f.eks. et indlæg med overskriften: “Kære mænd, det er nu, vi skal klappe i og lytte til kvinderne.” Jacob Machangama fra tænketanken Justitia Mchangama var så stor en kujon at han formanede mændene at lytte til kampagnen og samtidig underkendte mændenes ret til at kommentere sagen eller protestere imod den. Så sent som d. 22. december skrev socialdemokratiske Mette Gjerskov på sin facebookprofil: ” Kollektiv opfordring til jer mænd om at tage ansvar i #MeToo debatten. Vent med at gå i forsvarsposition. Reflekter i stedet over, hvad der er blevet sagt, og så gør noget!”
Hver gang jeg har set det synspunkt – og det er sket mange gange i de sidste to måneder – bliver jeg vred. Nej, jeg vil ikke tage ansvar, for det er ikke mig og heller ikke de fleste andre mænd, der begår de sex-overgreb. Kvinderne vil have at mændene skal lægge sig fladt ned og tage imod alle anklager uden at protestere. Men det er en rigtigt dårlig ide at lægge sig fladt ned, når en lavine kommer rullende.
Allerede for nogle år siden protesterede nogle mænd mod at blive pålagt kollektiv skyld. De lavede hashtagget #NotAllMen, som blev udbredt i 2014. Men samme år opstod som en modreaktion hashtagget #YesALLmen , hvormed feminister m/k kunne markere at alle mænd uden undtagelse er medskyldige i det, som Harvey Weinstein-typerne foretager sig. Og da alle mænd er medskyldige, er der rabiate feminister der uden skrupler går skridtet videre og anvender hashtagget “KillAllMen”. I november skrev en journalist på et amerikansk blad for teenage-kvinder at det gør ikke noget, hvis nogle mænd bliver udsat for falske anklager om seksuelle overgreb.
Og falske angreb forekommer så sandelig. Skuespilleren Jeremy Piven var en af de Hollywood-ikoner, der anklages for sexovergreb i MeToo-kampagnen. Han hævder, at anklagerne mod ham er totalt opdigtede, og at han ikke har gjort noget som helst. Hvis anklagerne virkelig er fri fantasi, hvad andet kan han gøre end blot benægte? Han er magtesløs. Han bliver dømt af folkedomstolen.
Den svenske filminstruktør Ulf Malmros siger at falske, grove #MeToo anklager mod ham har ødelagt livet for både ham selv og for hele hans familie.
Og den britiske forsvarsminister Michael Fallon blev fyret, fordi han i 2002 lagde sin hånd på en kvindelig studieværts knæ. Så en hånd på et knæ for 15 år siden er vigtigere end at få den rette mand til at styre et stort lands forsvar?
Sådanne ting viser, at det her handler ikke om retfærdighed. Det handler om noget der ligner en blodrus. Feministerne jubler over at ødelægge mere eller mindre tilfældige mænds tilværelse. Det er ligegyldigt om de er skyldige i noget alvorligt. Det her er krig, og det gælder bare om at fælde så mange som muligt i fjendens rækker.
Lige fra starten har #MeToo feministerne m/k fastholdt, at intet overgreb er for lille og bagatelagtigt. Uanset om den skyldige mand har fortalt en vovet vittighed for mange år siden, eller om han har begået grov voldtægt, så skal han have samme behandling. Det afgørende er at der må ikke forekomme nogen form for overgreb overhovedet mod kvinder, og mænd må ikke sige noget som helst til deres forsvar. Det er et meget mærkeligt synspunkt, men faktisk har mange amerikanske politikere m/k fra Demokraterne støttet op om denne absurde tankegang. Skuespilleren Matt Damon, som ikke selv har gjort noget som helst, har protesteret mod at putte bagateller og grove overgreb i samme kategori. Det skulle han ikke have gjort – nu rammes han af en kæmpe-shitstorm, der forsøger at ødelægge hans karriere.
De mænd, der rammes allerhårdest, er dem der er helt uforberedte, fordi de virkelig ikke har gjort noget som helst forkert. Når de udsættes for massiv udskamning, som fratager dem al ære og ødelægger deres tilværelse, så bukker de under for det overvældende sociale pres, som de føler sig hjælpeløse mod. Og i nogle tilfælde begår de selvmord. Omkring 1. november begik mindst én DJ i Vancouver, Zachary Mclean Webb, selvmord. En ellers dygtig og afholdt mand – men kvinder jublede over hans død og skrev #Notsorry. D. 7. november hørte vi at en politiker i Wales, Carl Sargeant, havde begået selvmord. D. 14. december hørte vi så at politikeren Dan Johnson i Kentucky havde begået selvmord. Alle tre selvmordere var efter alt at dømme totalt uskyldige.
Dette leder frem til spørgsmålet om falske anklager. Vi aner ikke, hvor mange af #MeToo anklagerne der er falske, men det er måske ganske mange. D. 17. december udtrykte jeg her på Kønsdebat min tvivl om man nu kunne stole på alle de 100 beretninger om sexovergreb i teaterverdenen, som blev læst op på Betty Nansen teateret. Og ja, jeg tror fortsat at nogle af dem er ikke-helt-sande. Men den heftige polemik fra uenige feminister førte øjensynligt til, at de fik lukket Kønsdebat ned i over et døgn og permanent fik slettet mit opslag.
Det er påfaldende at så mange af anklagerne gælder de felter, som for kvinder ofte er de mest prestigefyldte: medieverdenen, filmverdenen, teaterverdenen m.m. I november anklagede mere end 600 svenske kvinder, især skuespillere, mænd for sex-overgreb. Og anklagerne rettes ofte mod alfa-hannerne – redaktører, direktører etc. Ja, det kan være sandt at kvinder bliver bange for mænd med magt og ikke tør protestere mod dem. Men alligevel . . “Han trak mig ind på toilettet og befalede mig at holde hans tissemand mens han tissede i vaskekummen”. Ingen – INGEN – kvinde vil undlade at protestere, hvis dette virkelig skete, uanset hvor meget magt ham med tissemanden måtte have. Og så i Sverige – verdens mest feministiske land! Jeg nægter at tro at alle disse historier kan være sande. Jeg tror derimod at netop i Sverige er kvidner særlig hysteriske over for muligheden for slev bittesmå sexovergreb. Og jeg tror at kvinder i netop disse brancher har let ved at digte og fantasere og lave historier om hvor svinske de mænd er, som har størst respekt i branchen.
Men hvis man siger det åbent – og det er vi nogle få, der gør – så bliver man overfaldet.
Vi ved, at der generelt er mange falske anmeldelser af voldtægt. Vi ved ikke præcis hvor mange; men mellem år og dag bliver det til rigtig mange. Jeg tror at andelen af falske anmeldelser i MeToo kampagnen er endnu højere – enhver kvinde kan jo frit opdigte hvad som helst, og da de fleste historier er anonyme, er der ingen mulighed for at vurdere sandheden. I det momentum, som feministerne er i lige nu, er det sandsynligt at mange pynter på historierne, eller beskriver drømme og fantasier som noget der er sket i virkeligheden.
MeToo kunne have været en god kampagne, hvis den havde rettet sig mod de virkelige skyldige. I det tilfælde ville den have bidraget til en bedre verden. Men når #MeToo feministerne insisterer på, at bagateller og grove overgreb skal tælle lige meget, og når de trækker 15-20 år gamle historier frem fra glemselen, så er al rimelighed gået tabt. Og når de også insisterer på at alle mænd skal føle sig medskyldige, så er den helt gal. Kvindernes vigtigste magtmiddel over for mænd er at påføre dem skam – mænd der har fået påført skam, er mænd der adlyder kvinderne uden at protestere. Når alle mænd uden undtagelse påføres skam, så er der tale om, at kvinderne forsøger at herske uimodsagt over alle mænd. Det er kvindernes forsøg på den endelig magtovertagelse. Det er nådesløs krig, og som i andre krige er der nogle der dør og mange der bliver kvæstet.
MeToo kampagnen viser nogle af de værste sider ved kvindekønnet – nemlig kvinders tendens til at udgøre en social masse, hvor alle bevidstløst går i samme retning. Vi ser det på mange felter. Vi ser det også i facebook-grupperne – kvinder støtter instiktivt hinanden; selv en gruppe på facebook som “Aldrig din skyld” (der handler om voldtægter), får over 1000 støttere. Altså – nogen fortæller kvinderne at de er helt fri for ansvar og alt er de andres skyld. Og så er der tusind der tilslutter sig denne bestræbelse på at være helt fri for ansvar.
Men udtrykket “Den kroniske uskyld” passer kun alt for godt på kvinderne. De har sat MeToo lavinen i gang, og den lavine har slået mindst tre uskyldige mænd ihjel, og smadret tilværelsen for mange andre. Men kvinderne siger bare: “aldrig min skyld.” Jo, det er kvindernes skyld. MeToo kampagnen er ondskabsfuld krig, og folk dør af det. Hvis der havde været bare en moderat portion selvkritik og selvransagelse i kampagnen, kunne jeg måske have støttet den. Men den galopperende ødelæggelsesrus og totale foragt for uskyldige mænds velfærd viser, at kampagnen er blandet godt op med ren ondskab.

GENEREL KOMMENTAR:

De første fire opslag, som blev sat ind igen, er temmelig harmløse. Især de to opslag fra 8. og 9. januar kan ikke siges at overtræde nogen som helst regler eller at støde feministers følelser. Når nogen anmelder disse opslag, med det resultat at Kønsdebat får syv dages karantæne, så kan det ikke forklares med at opslagene har stødt nogen. Det kan kun forklares med, at nogen forsøger hele tiden at anmelde tilfældige opslag på Kønsdebats facebookside for at få siden idømt stadig længere karantæne, indtil den til sidst er helt lukket. Der er altså tale om ond vilje til at lukke et talerør for nogen hvis holdning går på tværs af anmeldernes og facebook-censorens egen holdning. At facebook-censoren går med til det, er dybt urovækkende.

Opslaget “DERFOR ANGRIBES KØNSDEBAT” indeholdt følgende citat:
“”Jeg VED at “Foreningen Forældre Forsorgen” (siden) aktivt modarbejder Kønsdebat . . . “. Hvis det faktisk er den pågældende forening, der står bag anmeldelserne, er det måske logisk, at de ønsker dette opslag fjernet. Man formelt burde det ikke overskride nogen regel at nævne navnet på en forening.

De sidste fire opslag, som blev fjernet permanent, er lidt mere kontroversielle. Opslaget om transkønnede refererer dog blot ganske kort, hvad en anden person mener om transkønnede, og Kønsdebat udtrykker så den holdning, at denne persons meninger er ulækre. Kønsdebat tager altså afstand fra det, der står i linket. Det burde ikke kunne udløse permanent fjernelse.

Opslaget fra d. 17. december om en beretning fremført på Betty Nansen Teatret om et angiveligt sex-overgreb er kontroversielt. Det går imod den almindelige feministiske tese om at kvinder der taler om overgreb, altid taler sandt, og altid skal lyttes til uden at man stiller kritiske spørgsmål. Jeg mener tværtimod at det er vigtigt at stille kritiske spørgsmål. Nogle beretninger er givetvis sande; men hvis enhver kvinde kan påstå hvad som helst, og gøre krav på at blive troet ubetinget, så er der noget galt. Det vil uvægerligt føre til misbrug, og derfor er det vigtigt fra starten at markere en generel skpesis. Det skal være lovligt at udtrykke skepsis. I teksten sørger jeg omhyggeligt for ikke at blåstemple voldtægt. Der er intet sted i teksten, der kan tages til indtægt for, at det i visse tilfælde kan være OK at en mand begår voldtægt. Men jeg tillader mig at anføre, at kvinden selv også må have et medansvar.
Det kan sammenlignes med at man har lagt et dyrt stereo-anlæg bag i en stationcar, og parkeret bilen uden at låse den, og med åbne vinduer. Hvis nogen så stjæler stereoanlægget mens man er væk, så er det tyven, der er den skyldige. Men man har også selv et medansvar for at have inviteret til forbrydelsen. Dette medansvar viser sig ved, at forsikringen ikke vil dække tabet, når man selv har et medansvar for det skete.
Hvorfor det er OK at tale om medansvar, når man lader en bil stå ulåst, men det er bandlyst at tale om kvindens medansvar, når hun passivt går med til at manden klæder sig af foran hende og derefter klæder hende af, er svært at forstå. Det virker som om den eneste gernerelle regel, der gælder i feministers vurdering af samspil mellem kønnene, er, at det altid er 100 % mandens skyld, og kvinden har intet medansvar overhovedet. Detaljerne kan være vidt forskellige; men i feministernes øjne er skyld og ansvar altid fordelt med 100 % til mænd og 0 % til kvinder.
Det bør være lovligt og inden for rammerne af tilladelig debat at påpege denne skævhed.
Det seneste fjernede opslag er et langt opslag der opsummerer forløbet af MeToo-debatten indtil da. Her nævnes bl.a. at debatten kan være fatal, da mindst 3, formentlig uskyldige, mænd har begået selvmord på grund af MeToo-anklager. Det må og skal være lovligt at advare mod noget, der er livsfarligt. Teksten overskrider på intet punkt facebooks regler om hadtale. Teksten taler ganske vist imod den feministiske dagsorden; men alle ideologiske retninger, også feminismen, skal kunne tåle at blive modsagt. Hvis vi har en ideologisk eller politisk bevægelse, som kan udøve censur og forhindre kritik fra anden side, så er ikke blot ytringsfriheden, men også demokratiet under nedbrydning.

Folkets Avis 22./12.:  Video med interview om facebook-blokering

Berlingske 14./1.: Artikel om facebook-censur