I foregående opslag omtalte jeg den ny rapport fra Syddansk Universitet om partnervold.
Den pågældende rapport er blevet til på opdrag fra Ligestillingsafdelingen i Udenrigsministeriet, der på grundlag af den nationale handlingsplan til bekæmpelse af vold i nære relationer og i familien i foråret 2017 udbød en undersøgelse af de mønstre, der kendetegner indbyrdes vold, med henblik på at opnå mere viden på området.
At rapporten er skrevet af vinderne af et offentligt udbud, præger den. Især rapportens kapitel 1 er kortfattet, noget rodet, og uoverskuelig, med en del skrivefejl. Det er tydleigt, at rapporten har været begrænset af økonomien i tilbuddet.
Alligevel er det en god rapport, især de senere kapitler.
Det er vanskeligt at referere rapporten kort, da den i forvejen har karakter af resumé af et stort antal undersøgelser, og sine steder næsten er skrevet i telegrafstil.
Det mest interessante er de senere kapitler, der omhandler originale undersøgelser udført at rapportens forfattere. Det er dels interview med 105 fagfolk på området, og dels dybtgående interview med 9 voldsramte par, heraf 1 bøssepar og 8 heteroseksuelle par.
Det fremgår hvor komplekst et fænomen partnervold er. Der findes ingen snuptagsløsninger. Behandling af voldsudøvere kræver en specialiseret indsats – almindelige praktiserende psykologer har f.eks. ikke den nødvendige kompetence.
Mange personer i voldelige par har en bagage af negative oplevelser fra barndommen, og/eller har psykiske lidelser. De har gennemgående ikke lært at håndtere konflikter konstruktivt. Ud af de 9 dybdeinterviewede par var der en psykisk diagnose på mindst én partner i 7 af de 9 par. “Mandig dominans” var derimod ikke et problem. Alle 9 par var moderne, ligestillede par.
Rapporten giver således et indtryk af at partnervold er udtryk for problemer hos de involverede personer, snarere end et samfundsproblem. De 105 interviewede fagfolk skulle f.eks. tage stilling til udsagnet: “Vold i parforholdet skyldes mandlig dominans”. 1 % var helt enig, 24 % var nogenlunde enige, 37 % var lidt uenige og 38 % var meget uenige.
Her er et direkte link til rapporten:
http://um.dk/da/~/media/UM/Danish-site/Documents/Nyheder/Undersgelse%20af%20indbyrdes%20vold%2016-01-2018_endelig.pdf