Når personer skifter køn

I kapitlet om transkønnede børn har jeg beskrevet, at børn ned til 5-års alderen kan føle, at de er i et andet køn end det, der svarer til deres kønsorganer. Denne følelse kan somme tider være meget stærk; et barn født som dreng kan f.eks. insistere hårdnakket på, at det faktisk er en pige. Men selv for de børn, hvor denne følelse er meget stærk, kan følelsen forsvinde, når de kommer i puberteten. De ændrer opfattelse og finder sig til rette med det køn, de er født som. Det gælder for mindst 70 % af dem, der til en start meget stærkt følte at være født med det forkerte køns krop,

Hvorfor dette ændrer sig, når børnene nærmer sig puberteten, vides ikke. Der kan være sociale grunde; men det er nok lige så sandsynligt, at det har at gøre med begyndende ændringer i mængden af kønshormoner.

Omvendt er der børn, som først når de kommer i puberteten, begynder at føle, at de er født med det forkerte køn. Det kan have at gøre med de mange omvæltninger, der sker i livet under puberteten – omvæltninger der gør, at man ikke længere føler at den tildelte kønsrolle passer til en. Men også her er der den mulighed, at det er hormonale ændringer, der gør noget ved kønsidentiteten.

På en amerikansk klinik for kønsskifte skønner man, at ca. 50 % børnene først henvender sig, når de allerede er kommet langt igennem puberteten. Deres krop har helt eller næsten helt nået den færdige kønnede form med f.eks. bryster eller hårvækst. Det er især piger, der henvender sig relativt sent. Når de først henvender sig så sent, skyldes det i nogle tilfælde, at de ikke var klar over, hvad der var i vejen med dem. De følte sig f.eks. forvirrede omkring at de muligvis var homoseksuelle; men først da deres krop udviklede sig, fik de en mere intens fornemmelse af at tilhøre det forkerte køn. Der kunne også være tale om personer, som i de første år tøvede med at sige noget om deres fornemmelser til deres forældre. Fælles for disse sene henvendelser var, at de som børn ikke følte at der var noget særligt forkert ved deres krop – den følelse opstod først i puberteten.

Når først børn ved starten af puberteten eller midt i puberteten fastholder at være født i det forkerte køns krop, så fastholder de som regel dette resten af livet, dvs. de forbliver transkønnede. For disse børn er det særlig pinefuldt at se deres krop ændre sig i puberteten i retning af det køn, de ikke ønsker at tilhøre. En person født som dreng kan f.eks. mærke at stemmen går i overgang og at han får en dybere mandsstemme, og det er særlig pinagtigt, når han ved med sig selv, at han er en pige. Han kan få behandling med kønshormoner, f.eks. østrogen, som gør ham mere feminin; men den behandling tillader man først fra personen er 15 eller 16 år gammel. Det giver en periode fra ca. 12-års alderen og nogle år frem, som for denne person opleves meget pinagtig. For at hjælpe personen til at føle sig bedre tilpas i denne vigtige periode af livet, tilbyder man at behandle med hormoner, som helt forhindrer at puberteten går i gang.

Retningslinjer for at foretage kønsskifte-behandling
En videnskabelig organisation (Endocrine Society) har følgende retningslinjer for behandling af personer der ønsker at skifte køn:

–  Det anbefales at man undlader hormonbehandling og undlader komplet ændring af den sociale rolle før starten af puberteten. Det vil typisk sige 10 år eller mere for piger, og 12 år eller mere for drenge.
–  Det anbefales at man starter med at give hormoner, der stopper puberteten. Dette skal først ske, når de første tegn på pubertet er tydelige.
–  Det anbefales at behandling med det modsatte køns kønshormoner påbegyndes når personen har nået en alder på 16 år.
–  Det anbefales at operation af kroppen venter til personen er fyldt 18 år.

Ud over disse medicinske hensyn, er der også andre. Man bør ved indledende samtaler undersøge eventuelle psykiske lidelser; hvis psykiske lidelser kan komplicere behandlingen, bør barnet i første omgang kun behandles psykiatrisk, ikke med hormoner. Relativt mange børn med kønsdysfori er i mild eller sværere grad autister; autister har svært ved at håndtere sociale samspil, og de kan tro at det vil gøre det lettere at skifte køn. Man er tilbageholdende med at behandle autister.
Om kønsskiftet bliver vellykket, afhænger i høj grad af de sociale omgivelser. En amerikansk klinik der behandler mange med ønsker om kønsskifte, redegør for at de indledende konsultationer også omfatter spørgsmål om de sociale omgivelser. Man lægger vægt på om familien (far, mor og søskende) vil støtte barnet i dets kønsskifteproces. Man forhører sig også om hvilken reaktion der kan forventes på barnets skole, og om hvordan barnets forhold er til sine kammerater. Gennem hele behandlingsprocessen følges der op på, om den nødvendige sociale støtte er til stede.

Hormonbehandling der stopper puberteten
Normal kropsudvikling betyder, at ved indledningen til puberteten stimuleres kønsorganerne (de kønscelleproducerende organer) til at vokse og producere kønshormoner. Ved kønsorganer forstås for kvinders vedkommende æggestokkene, og for mænds vedkommende testiklerne.
Denne stimulering af kønsorganerne sker for begge køns vedkommende ved at hypofysen, der sidder på undersiden af hjernen, begynder at udskille nogle kønsorgan-stimulerende hormoner (FSH og LH), der med blodet føres til kønsorganerne.

Men hvad får hypofysen til at udskille FSH og LH? Det gør et mere overordnet hormon, der udskilles i den centrale del af hjernen og derfra føres til hypofysen. Dette hormon kaldes gonadotropin-releasing hormone (GnRH).
Hvordan GnRH virker, er kompliceret. En omhyggelig forklaring af hvad der foregår, kan læse her.

Det mærkelige er, at GnRH kun virker, hvis det udskilles i en pulserende rytme, altså at der kommer en puls med meget GnRH, hvorefter der kommer en lang hvileperiode, og derefter igen en puls fulgt at en ny hvileperiode. Kun med en sådan pulsrytme stimuleres udskillelsen af FSH og LH.

Hvis man til en patient tilfører GnRH hele tiden, så ødelægger man denne pulserende rytme. Det vil sige, at hvis man kunstigt tilfører GnRH hele tiden, så stoppes den proces, der får kønsorganerne til at vokse. På den måde kan man stoppe puberteten.

Det, man gør i praksis, er at man anvender kunstigt fremstillede stoffer (GnRH agonister) der har samme virkning på kroppen som GnRH. Med en konstant tilførsel af disse stoffer, stoppes puberteten. De kaldes populært for stop-hormoner.
Når puberteten på den måde sættes i stå, så har det dog samtidig også andre virkninger. Det bremser knoglevæksten, sådan at personen ender med, som voksen, at blive mindre end ellers. Det kan også gøre knoglerne lidt skørere (lavere mineraltæthed). Der kan være øget risiko for fedme, og der kan muligvis ske mentale ændringer, herunder moderate skader på hukommelsen. Der kan komme humørsvingninger og hedeture.
GnRH-agonister har igennem en del år været anvendt til et andet formål, nemlig til at forsinke puberteten hos personer, der går for tidligt i puberteten. Hos børn med for tidlig pubertet kan man bremse udviklingen i nogle år. Når de har nået en passende alder (11-12 år), stopper man behandlingen med stop-hormoner, og så går de naturlige processer i gang, og personen kommer i puberteten. Der er altså tale om en midlertidig virkning, ikke en varig virkning. Men om det samme er tilfældet, når disse stop-hormoner anvendes på lidt ældre personer, når de naturligt går i puberteten, vides ikke.

Det hævdes at behandlingen kan fortrydes – altså at hvis man stopper behandlingen, udvikles kønsorganerne igen. Men det er der ikke meget sikker viden om. Det kan tænkes at hvis først personen er blevet 15-16 år gammel, er det for sent at udvikle kønsorganerne.  I Danmark er der en enkelt person, der har fået afbrudt behandlingen med stop-hormoner – hvordan det gik vedkommende, findes ikke oplyst.
Jeg kender ikke til oplysninger om dette fra udlandet.

Behandlingen med GnRH-agonister får hos kvinder de fremvoksende bryster til at skrumpe ind, og menstruationer ophører. Om dette i sig selv fører til sterilitet senere hen, vides ikke. Hos drenge vil testiklerne holde op med at vokse, og skrumpe lidt i størrelse igen. Igen vides der ikke noget sikkert om hvorvidt denne udvikling kan vendes om, hvis man fortryder.

Behandling med kryds-hormoner
Behandling med det modsatte køns hormoner (”kryds-hormoner”) tillades først fra personen er 15 eller 16 år gammel. Hvis der er tale om en person, der først henvender sig i 15-16 års alderen, går man i gang med at give krydshormoner med det samme.

I begyndelsen skal der kun gives små mængder af kønshormoner, da kønsorganerne til en start er små og ikke tåler store koncentrationer.
Kvinde-til-mand transkønnede behandles med testosteron eller andre hormoner med lignende virkning (androgener). Testosteron og andre androgener øger kroppens vækst, især mængden af muskler, mens der bliver mindre fedt. Det giver skægvækst og en dybere stemme. Clitoris vokser og bliver større.
Derudover bruges eventuelt andre hormoner (progestiner), der undertrykker menstruation.
Den øgede kropvækst er en fordel, fordi kvinderne ved starten af processen har ret lav kropshøjde; testosteronet styrker knoglerne og gør dem højere, så de når op i en for mænd acceptabel højde.
Behandlingen gør personen permanent ufrugtbar.

Mand-til-kvinde transkønnede behandles med flere hormoner. De behandles for det første med såkaldte anti-androgener, dvs. stoffer der hæmmer udskillelsen af testosteron, og virkningen af det testosteron, der alligevel er udskilt. Dette er nødvendigt for at få den fulde virkning af at behandle personen med østrogen-stoffer. Personen får så også østrogen, enten naturligt østrogen eller kunstige stoffer med østrogenvirkning. Denne behandling giver øget risiko for blodpropper; risikoen er størst med kunstige østrogen-virkende stoffer, og derfor anbefales naturligt østrogen.
Østrogen-hormonerne bevirker bl.a. udvikling af bryster; efter ca. to års behandling når brysterne deres maksimale størrelse. Hårvækst i ansigtet og på kroppen reduceres, og kroppens fedtdepoter omlejres. Testiklerne svinder ind efterhånden, og personen bliver steril. Mangelen på testosteron kan gøre, at personens seksuelle liido nedsættes.

Hormonbehandling af voksne
For personer der er voksne, når de henvender sig om kønsskifte, anbefales en forsigtig tilgang. Det anbefales at de får først hormoner (anti-androgener eller progestiner) der undertrykker deres eget køns hormoner.  Denne behandling er reversibel (kan fortrydes). Efter en 2-årig prøveperiode tager personen stilling til, om han/hun vil fortsætte behandlingen. Hvis ja, gives kryds-hormoner, som giver irreversibel sterilitet (dvs. behandlingen kan ikke fortrydes). Efter yderligere to år foretages eventuelt kønsskifte-operation.

Operation
Når personen har nået en alder på mindst 18 år, og har været under behandling med kryds-kønshormoner igennem et par år, kan næste trin være kirurgi.
Hos kvinder der ønsker at blive mænd, bortoperer man æggeledere, livmoder og skede. Man forsøger at skabe en kunstig penis, men det er vanskeligt og dyrt. Det kan ikke gøres på en gang, men kræver en række operationer. Den følsomme del af penis laves delvis ud fra clitoris, mens skaftet på penis laves af væv der tages andet sted fra. Den nye penis kan ikke uden videre rejse sig. Skal man opnå det, må man ind-operere en mekanisk indretning, der kan pumpes op. Noget, der ligner den mandlige pung, skabes ud fra de store skamlæber.
Derudover vil det som regel være nødvendigt at bortoperere brysterne, fordi hormonbehandlingen med androgener ikke er nok til at få brysterne til at skrumpe helt ind. Sådanne bryst-operationer tillades allerede når personen er 16 år.
Hos mænd der ønsker at blive kvinder, bortopererer man testiklerne. Der skæres i penis, sådan at det yderste af den bruges til at skabe en clitoris. Der ”bores ind” bag ved penis, sådan at der skabes en ca. 10 cm dyb skede. Ofte bruges en del af vævet fra penis til at fore væggene på denne skede, sådan at den bliver følsom for stimulering. Den hud, der omgiver pungen, bruges til at skabe de store skamlæber. Hele indgrebet kan laves på én gang, men det er en dyr og kompliceret operation, der varer mange timer.

Det er store indgreb
De indgreb, der er omtalt oven for, er temmelig vidtgående. Først stopper man puberteten, hvilket har konsekvenser også for kroppens vækst, for knogleskørhed, for hjernens udvikling m.m. Om dette også giver sterilitet, hvis behandlingen fortsætter langt op i teenage-årene, vides ikke med fuld sikkerhed.
Dernæst behandler man med kryds-hormoner. Det gør personen permanent ufrugtbar.
Og endelig skærer man i kroppen og bortopererer visse kropsdele.
Hvis man indleder og fuldfører denne række af behandlinger, har det altså meget vidtgående konsekvenser. Først og fremmest betyder det, at personen aldrig får børn. For de fleste personer er dette dog ikke så vigtigt, da de i forvejen er homoseksuelle. Der findes dog også en del personer med heteroseksuel orientering, som gennemgår kønsskifte.

Kan man fortryde?
De der går ind for behandling af flest mulige transkønnede, fremhæver at de første skridt kan fortrydes.

Virkningen af stophormoner er f.eks. reversibel, hævdes det. Stophormoner nedsætter knoglevæksten og gør knoglerne skørere, især hos piger; den virkning ophæves i nogen grad når pigerne går videre til næste skridt, nemlig behandling med testosteron, som øger knoglevæksten. Men hvad så hvis pigerne fortryder ønsket om kønsskifte og alligevel ikke vil have testosteron? Så har de fået svækket deres knogler, og derfor kan de blive overtalt til at gå videre med testosteron, når først de har fået stophormoner.
Faktisk er det sådan, at næsten alle der har været i behandling med stophormoner, går videre til behandling med det modsatte køns hormoner. På den centrale klinik for kønsskifte i England, Tavistock, gælder det for mere end 90 %. I en hollandsk follow-up undersøgelse af ca. 70 personer, gik samtlige personer videre fra stophormoner til kryds-kønshormoner.

Nogle piger i puberteten bruger stofbælter til at snøre brysterne ind og gøre dem flade. Så kan de lettere klæde sig som drenge. Problemet er, at det hæmmer deres vejrtræknng, og de bliver stakåndede. Så hvis de vil bevare flade bryster, kan de blive nødt til at tage næste skridt, og få opereret brysterne væk. Igen: Hvis først de har taget en beslutning om at skifte køn ”socialt”, så kan den beslutning presse dem videre til næste skridt, som ikke kan fortrydes.

Når først beslutningen om at skifte køn er taget, så kan det altså være svært at fortryde senere.

Hvordan går det efter kønsskiftet?
De personer, der gennemgår et kønsskifte med hormonbehandling og operation, er som regel godt tilfredse bagefter.  Der er bl.a. lavet en undersøgelse i Holland, hvor man har fulgt op på 20 personer, der blev behandlet, og 21 andre personer, der valgte ikke at blive behandlet. De blev undersøgt efter 1 til 4 år.
De 20 behandlede led ikke længere af nogen større køns-dysfori – nu var der overensstemmelse med det køn, de følte sig som, og den nye krop, de havde fået. De 21, der valgte behandling fra, havde også lidt mindre køns-dysfori end før – nu var de afklarede om at tilhøre det køn, de var født i. Begge grupper havde en rimelig god livskvalitet.

Der er også en del andre undersøgelser, hvor man efter mindre end ti år følger op på personer der har fået foretaget kønsskifte.

Der er en svensk undersøgelse, hvor forskerne vurderer at 62 % har fået det bedre, 24 % har det uændret, og 14 % har det værre. Det vurderes bl.a. ud fra patienternes sociale situation. De behandlede personer selv synes næsten alle, at de har fået det bedre. Det giver mistanke om, at de personer, der siger ja til at lade sig undersøge igen, er dem der føler at det går godt. Der var yderligere ca. en tredjedel, som ikke lod sig undersøge igen – mange af dem var direkte imod det. Man kan formode, at det var dem der klarede sig dårligt og skammede sig over det.

Tilsvarende er det med to undersøgelser ved en belgisk kønsskifte-klinik. Omkring 30 % af de behandlede ville ikke møde op igen til interview, og nogle modsatte sig det direkte. Men af dem, der faktisk deltog, var alle godt tilfredse. I gennemsnit var der en stor forbedring af deres sociale situation.

I en spansk undersøgelse fik man næsten alle til at svare. Her havde alle en nogenlunde god eller ret god livskvalitet efter kønsskiftet – men ingen dog en så god livskvalitet som hos mere gennemsnitlige spaniere. Det, der havde størst betydning for livskvaliteten, var 1) fortsat hormonbehandling, 2) god støtte fra familien, og 3) at de havde et arbejde.

Der findes en litteratur-oversigt fra 2010 over et større antal opfølgnings-studier. Den viser samme mønster. Ud af 24 studier er der kun 4, hvor patienterne i gennemsnit har fået det værre.

En anden sammenfatning omfatter al engelsksproget litteratur frem til 2017. Her viste 52 ud af 56 undersøgelser positivt udbytte af kønsskifte-behandling. Det konkluderes, at kønsskifte effektivt kan afhjælpe kønsdysfori og kan signifikant forbedre transkønnede persones velvære. Blandt de positive virkninger af kønsskifte og dermed forbundne medicinske behandlinger er forbedret livskvalitet, større tilfredshed i parforhold, højere selvværd og selvsikkerhed, og formindskelse af angst, depression, selvmordstanker og stofmisbrug.

Der er dog en del grunde til at tro, at dette er et skønmaleri.
For det første skal det siges, at i de fleste undersøgelser er personerne kun fulgt i få år efter kønsskiftet. Der er tegn på, at eventuelle problemer for alvor viser sig efter 4-5 år eller efter 10 år.

Nogle personer beretter, at i de første 1-2 år var de næsten euforiske af glæde over behandlingen; men derefter ændrede følelserne sig, og de fortrød. De kunne ikke længere forstå, hvorfor de i en ung alder havde følt sig forkerte, og besluttede til sidst at skifte tilbage til det oprindelige køn, nu dog med det problem, at de havde mistet deres kønsorganer. En opfølgning efter 1-2 år kan altså give meget misvisende resultater.

Det er også et problem, at i mange opfølgnings-undersøgelser er der ret stort frafald. En del personer får man ikke svar fra, enten fordi man ikke kan opspore dem, eller fordi de ikke reagerer på henvendelser, eller fordi de aktivt modsætter sig at deltage i undersøgelsen. Det er oplagt, at de personer der har det rigtig godt efter kønsskiftet, gerne vil svare, mens de personer, der har det dårligt, nok er blandt dem der ikke svarer. Alle undersøgelser vil altså give et skævt billede, undtagen de hvor man får svar fra næsten 100 %.

I en af de belgiske undersøgelser blev klienterne vurderet blot 1 til 12 måneder efter kønsskifteoperationen. Her var der en meget påfaldende grad af tilfredshed. Ca. 95 % af personerne (40 ud af 42) var gladere og i bedre humør end før operationen. Det lyder næsten for godt til at være sandt, og det var det også. Fire af personerne havde begået selvmordsforsøg efter behandlingen, og en havde begået fuldbyrdet selvmord. Så der var ingen sammenhæng mellem det påståede gode humør og risikoen for selvmordsforsøg. Nogle af dem, der sagde at de var blevet gladere, var blandt dem der begik selvmordsforsøg.

Der er en tendens til, at når personer udspørges blot ca. et år efter behandlingen, så svarer de meget positivt om resultatet, selv om de samme personer nogle få år senere måske ville svare mere negativt.

Hyppighed af selvmordsforsøg
Relativt mange transkønnede forsøger at begå selvmord.

I en stort anlagt amerikansk undersøgelse udført af The Williams Institute ved University of California har man indhentet svar fra næsten 6.500 personer som selv identificerer sig som transseksuelle eller lignende. Ud af de mand-til-kvinde transkønnede havde 42 % forsøgt selvmord, og ud af de kvinde-til-mand transkønnede havde 46 % forsøgt selvmord. Dette skal sammenlignes med 4,6 % hos den almindelige befolkning.

Det er sådan, at de fleste transkønnede fra starten er homoseksuelle (tiltrækkes til det køn, de er født med), og også blandt homoseksuelle er der relativt mange, der forsøger at begå selvmord. Spørgsmålet er så, om risikoen for selvmord er større blandt transkønnede end blandt andre grupper som f.eks. homoseksuelle, og om risikoen for selvmord bliver mindre, hvis de transkønnede gennemgår kønsskifte.

Hvad angår selvmordsforsøg, så er det faktisk sådan at de sker hyppigere hos transkønnede end hos andre. Nogle litteraturoversigter viser, at i mange undersøgelser er det 25 til 43 % af de transkønnede, som har begået selvmordsforsøg. Dette kan sammenholdes med, at blandt homoseksuelle og biseksuelle er det ”kun” ca. 12 %, der begår selvmordsforsøg i løbet af deres liv.

Der findes bl.a. en undersøgelse fra Californien  af selvmordsforsøg blandt lesbiske, bøsser og transseksuelle. Ca. 20-40 % af de unge under 25 år har forsøgt selvmord, men blandt transkønnede (som ikke har gennemgået kønsskifte), ligger det over 50 %. Blandt voksne har 12-19 % forsøgt selvmord; men blandt transkønnede voksne ligger tallet omkring 30 %. Transkønnede lever åbenbart i en mere presset situation end almindelige homoseksuelle, og er i større risiko for selvmordsforsøg. De vigtigste forhold, der øger risikoen for selvmord, er diskrimination, dvs. manglende accept, samt verbale og fysiske overgreb.
Støtte og accept fra familien er især vigtig.

Også flere andre større undersøgelser i USA, hvori der indgår ubehandlede transkønnede, viser en meget højere forekomst af selvmordsforsøg hos de transkønnede end hos andre. Der er især mange selvmordsforsøg i alderen 15-20 år. Når personerne når en alder af 40 år, har ca. 40 % af de transkønnede forsøgt selvmord mindst en gang i livet.

Det næste spørgsmål er, om kønsskifte-operation har nogen gavnlig indflydelse på dette punkt. Det hævdes i en belgisk undersøgelse. Her foretog 29 % af personerne selvmordsforsøg inden kønsskiftet, men inden for nogle år efter kønsskiftet havde ”kun” 5 % forsøgt selvmord. Tallet på 5 % er dog stadig mere end 30 gange højere end i den almindelige befolkning. I denne undersøgelse mente langt de fleste personer, at de havde fået det bedre efter kønsskiftet – og alligevel forsøgte 5 % altså selvmord.

Det er dog et problem med den undersøgelse, at temmelig mange personer nægtede at deltage i undersøgelsen efter at de var opereret. Man kan formode at et negativt livssyn var mest udbredt blandt dem der afviste at deltage, mens de der accepterede at deltage mest var de personer, der ikke havde forsøgt selvmord. Så tallene kan være misvisende.

Der findes også en japansk undersøgelse
hvor kun ret små mindretal af de transkønnede har psykiske lidelser; men alligevel har en meget stor del af dem forsøgt selvmord.

I den amerikanske undersøgelse fra The Williams Institute (nævnt højere oppe i teksten) der omfattede langt flere personer, er det særlig tydeligt, at der ikke er nogen sammenhæng mellem antal selvmordsforsøg og personernes rapport om deres livskvalitet

Her har man spurgt personerne, om deres liv er blevet bedre eller dårligere ved at de har erklæret sig som transkønnede. Blandt dem der svarer, at livet er uforandret, har 31 % forsøgt selvmord. Blandt dem der svarer, at livet er blevet meget bedre, har 39 % forsøgt selvmord. Lige som i den førnævnte belgiske undersøgelse er der altså ikke den forventede sammenhæng mellem livskvalitet og selvmordsforsøg. Dog er det selvfølgelig sådan, at de, for hvem livet er blevet meget værre, er hyppigheden af selvmordsforsøg også betydelig højere (56 %).

Det næste man kan se i undersøgelsen fra The Williams Institute, er betydningen af kønsskiftebehandling. De der har fået rådgivning, har højere hyppighed af selvmordsforsøg, end dem der ikke har. De der har fået hormonbehandling, har også højere hyppighed af selvmordsforsøg, end dem, der ikke har fået det endnu, og dem der slet ikke ønsker at få det. Og nogenlunde tilsvarende forholder det sig for dem, der er blevet opereret for at komme til at se ud som det modsatte køn.

Så selv om de transkønnede selv siger, at de har fået det bedre efter rådgivning, efter hormonbehandling, og efter operation, så er det altså alligevel sådan, at jo mere de har fået disse behandlinger, jo større er hyppigheden af selvmordsforsøg. Det kunne der måske gives en statistisk forklaring på: Det kunne være at de der i forvejen var mest truede, også var dem som fortrinsvis kom i behandling. Men tallene tyder ikke rigtig på det. De der gerne vil have behandling, men endnu ikke har fået det, har hele vejen igennem lidt lavere hyppighed af selvmordsforsøg. Når det angår hormonbehandling, er andel af selvmordsforsøg f.eks. som følger: Ønsker ikke behandling: 31 %; ønsker behandling, men har ikke fået det endnu: 40 %; har fået behandling: 45 %. Det tyder ikke ligefrem på en gavnlig effekt af hormonbehandlngen .Og stadigvæk er det sådan, at de der siger at de har fået det bedre efter behandlingen, oftere gør selvmordsforsøg end dem hvor livet ikke har ændret sig mærkbart.

Åbenbart kan man ikke ud fra, hvad personerne selv siger, drage nogen pålidelige konklusioner om hvordan det faktisk står til med deres selvmordsrisiko. Og der er ikke sikre tegn på, at behandling nedsætter selvmordsrisikoen.

Der findes en litteraturoversigt over 42 amerikanske undersøgelser af selvmordsforsøg og selvmordstanker hos transkønnede. Kun i enkelte af disse undersøgelser er personerne undersøgt både før og efter kønsskifte-operation. Samlet set er indtrykket, at der ikke kan påvises færre selvmordsforsøg efter behandlingen i forhold til før.
Risikoen for fuldbyrdet selvmord
I en hollandsk undersøgelse har man fulgt 1331 personer, som fik foretaget kønsskifte. Opfølgningen er i gennemsnit sket 18 år efter kønsskiftet. Man konstaterer, at dødeligheden for disse personer er næsten 50 % større end for befolkningen generelt. Det var stort set ikke, fordi transpersonerne var mere syge end andre. Forklaringerne på den øgede dødelighed var AIDS, narkotikamisbrug, og selvmord. Blandt mand-til-kvinde transkønnede var hyppigheden af selvmord næsten 6 gange større end i en kontrolgruppe.
I en svensk undersøgelse har man fulgt samtlige de personer i Sverige, som fik foretaget kønsskifte i perioden 1973 til 2003. Det har man gjort ved at følge deres skæbne i personnummerregisteret. Også her finder man forøget dødelighed – dødeligheden er ca. 3 gange højere end for andre af samme alder. Den forøgede dødelighed viser sig først fra ca. ti år efter kønsskiftet – det vil sige at hvis man skal lave opfølgende undersøgelser, så får man kun et retvisende resultat ved at følge personerne mange år frem.
Dér, hvor de transkønnede især adskiller sig fra andre, er ved en 5 til 8 gange forøget hyppighed af selvmordsforsøg, og en næsten 20 gange forøget hyppighed af fuldbyrdede selvmord. I alt begik 3 % af personerne selvmord.
Der findes også oplysninger fra Danmark. I perioden 1958 til 1977 fik 37 personer i Danmark en kønsskifteoperation. Af dem begik 3 selvmord inden for få år. Disse 3 personer var alle temmelig psykisk ustabile, foruden at de led under at de ikke mente at operationen var særlig vellykket.
I perioden 1978 til 2010 fik 104 personer en kønsskifteoperation. Af dem begik 2 selvmord, hhv. 19 og 26 år senere. Det giver en selvmordsrisiko på 2 %.

De fleste opfølgende undersøgelser andre steder i verden viser også forøget risiko for selvmord; men i nogle undersøgelser er der ingen selvmordstilfælde.

Samlet set er der et tydeligt mønster af, at transkønnede, efter kønsskifteoperation, begår selvmord mange gange hyppigere end andre mennesker. Det er altså værd at understrege, at ganske vist begår transkønnede før kønsskifte-behandling selvmord meget hyppigere end andre mennesker; men de særlig høje selvmordsrater der er fundet i de foreliggende statistikker, gælder for selvmord efter kønsskifte-behandling. Vi kan konstatere, at selv om de fleste, som har fået foretaget kønsskifte-operation, er glade for resultatet, og mange siger at de har det bedre end før, så forhindrer det ikke en stærkt forøget risiko for selvmord blandt disse mennesker.

Hvor mange fortryder kønsskifte-behandlingen?
Den andel, der fortryder indgrebet, menes at være ganske lav – 0 til 8 % i forskellige undersøgelser.

Blandt de få der fortryder, er der relativt mange som før behandlingen ikke helt typisk svarede til diagnosen for at være transkønnet .

I 2018 lavede man en sammenfatning af, hvor mange der fortryder en kønsskifteoperation ved at spørge et antal kirurger om erfaringerne med de patienter, de havde opereret. Det gav en statistik på over 22.000 behandlede patienter, med brystoperation og/eller med operation af ydre kønsorganer. Af dem var der, ifølge kirurgerne, i alt 62, der havde fortrudt og var blevet tilbage-opereret, dvs. 0,27 %. Dette lave tal – eller endnu lavere tal – citeres ofte af dem der forsvarer at flest mulige transkønnede skal opereres – der er jo stort set ingen, der fortryder, siger de.

Men faktisk er der en del personer, der fortryder. De fleste tør ikke stå åbent frem, men hist og her kan man på nettet se dem præsenteret (links: herher, her, her og her).

I 2016 forsøgte en lægperson at indsamle oplysninger om personer der havde gennemgået ”detransition”, dvs. afbrudt hormonbehandling og skiftet kønsidentitet tilbage til det køn, de var født med. I en periode på 14 dage indhentede personen svar via nogle relevante hjemmesider, og fik i alt 203 besvarelser. Allerede her er der altså flere, der har fortrudt, end blandt de 22.000 opererede personer nævnt ovenfor. De fleste af dem, der svarede, var oprindeligt unge kvinder. I gennemsnit havde skiftet kønsidentitet i en alder af 17 år, og skiftet tilbage igen i en alder af 22 år. Den gennemsnitlige varighed fra det første skift og til de skiftede tilbage, var 4-5 år. Hovedparten – ca. 60 % – angav som vigtigste begrundelse for at skifte tilbage dels ideologiske grunde, og dels at de fandt andre måder at håndtere deres kønsdysfori på. Ca. 75 % angav, at de havde fået det bedre efter at de skiftede tilbage til deres oprindelige køn.
Hvor mange, der faktisk har skiftet tilbage, ved vi ikke; men det gik altså let at finde over 200 personer, dengang i 2016, og der må formodes at være mange flere nu.
Det er sandsynligt, at i fremtiden vil antallet af personer, der fortryder kønsskifte, stige og stige, fordi så mange i dag er ganske unge, når de beslutter at skifte køn – for unge til at forstå deres egne motiver, og for unge til at overskue konsekvenserne.

Slutbetragtninger
Transkønnede personer har betydelige problemer. Disse problemer er især store, hvis det omgivende samfund ikke anerkender deres transkønnethed. En hel del undersøgelser viser, at det har stor betydning, hvordan omgivelserne reagerer på dem – allerstørst betydning har familien, men også skolen, kammeraterne, arbejdspladsen etc. har stor betydning. Hvis den transkønnede bliver fuldt ud accepteret og anerkendt disse steder, så har han/hun som regel et ret tilfredsstillende liv. Tilstedeværelsen af en seksualpartner har også positiv betydning; men en betydelig del af de transkønnede har ingen seksualpartner. En del mand-til-kvinde transkønnede har meget ringe libido, på grund af hormonbehandlingen.

Det er altså vigtigt – ja, temmelig afgørende – for de transkønnede personers livskvalitet, at omgivelserne accepterer og anerkender dem.

Spørgsmålet er, om denne accept og anerkendelse kan drives for vidt. Det bør være uden for diskussion, at transkønnede personer behandles ordentligt og retfærdigt.  Men det er ikke det samme som, at der skal tages ekstra hensyn til dem. Snarere skal der tages lige så meget og lige så lidt hensyn til dem, som til alle andre.

Det er muligt, at transkønnethed også drejer sig om opmærksomhed. Mindreårige børn kan opleve, at hvis de siger at de i virkeligheden tilhører det modsatte køn, så er det et meget slagkraftigt middel til at få opmærksomhed. Også teenagere og voksne kan hver på deres måde bruge transkønnethed til at få meget opmærksomhed.

Hvis en transkønnet person f.eks. melder sig som studerende på en institution, så kan vedkommende forlange at blive opfattet og tiltalt som kvinde, selv om personen er født som mand. Hvis blot omgivelserne accepterer dette, behøver det ikke at give noget problem eller noget postyr.

Men hvis personen forlanger, at der tages helt særlige hensyn, f.eks. at vedkommende hverken omtales som han eller hun, men som ”de” eller noget helt fjerde, eller forlanger at der indrettes særlige toiletter, så giver det postyr og dermed meget opmærksomhed. Herved kan en person, som tilhører et lillebitte mindretal, få alle andre til at danse efter sin pibe, få meget opmærksomhed, og måske også meget magt. Det kan være attraktivt i sig selv for personen.

Der er meget stor forskel på accept, på den ene side, og uforholdsmæssig opmærksomhed, på den anden side. Den uforholdsmæssige opmærksomhed betyder også, at transkønnethed som emne kommer i fokus, og det bliver let for andre at få den ide, at de kunne være transkønnede, selv om de ellers aldrig ville have fået den ide. Også for sådanne andre kan det være et middel til at få opmærksomhed at ændre kønsidentitet – især hvis personen antager en udefinerbar, flydende kønsidentitet, som gør at vedkommende kan være utilfreds med blot at blive behandlet som det modsatte køn, og i stedet kræver særlige hensyn hver eneste dag i takt med skift frem og tilbage i kønsidentitet. Noget sådant lægger et helt urimeligt pres på omgivelsernes opmærksomhed.

Så længe det antal personer, der henvender sig om kønsskifte-behandling, forbliver lavt – i Danmark har det længe været på under 10 personer om året – kan man regne med, at hovedparten af de få personer, der henvender sig, faktisk har helt usædvanlige problemer, og for en stor del virkelig er bedst tjent med at blive anerkendt som værende af modsat køn i forhold til det køn, de er født med. Men det er først ved starten af puberteten, at man kan vide med nogenlunde sikkerhed, om personen virkelig er varigt transkønnet, og indtil da bør man ikke drive sin accept så vidt, at man skubber barnet ud i en situation, det måske ikke naturligt ville komme ud i.

Når det gælder personer fra 12-års alderen og opad, så vil det i udgangspunktet være sådan, at de der klart og tydeligt er transkønnede, bør anerkendes som sådan. Men i de seneste år er der sket en markant stigning i antallet af tilfælde. Det er sandsynligt, at en del af denne stigning skyldes, at det nu er mere ufarligt end før at springe ud som transkønnet. Men spørgsmålet er, om en del af denne stigning er resultatet af et større fokus, som giver nogle personer nogle ideer, de måske ellers ikke ville have fået. Mange  af dem, der først henvender sig efter 12-års-alderen, havde ikke nogen klar opfattelse af at være født i det forkerte køns krop, så længe de var børn. Nogle af dem ville måske aldrig være kommet på den ide, at de er født i den forkerte krop, hvis ikke det blev omtalt meget i samfundet.

I teenage-årene sker der store forskydninger i de sociale relationer, og det kan være vanskeligt for mange. Der kan komme mange tvangstanker, f.eks. i piger som lider af anoreksi. Anoreksi er en lidelse, der kan føre til midlertidig sterilitet og i sidste ende død. Holdningen til anoreksi er ikke, at man skal støtte den ramte person i hendes egen ide om at hun er for tyk og skal slanke sig. Holdningen er, at pigen har en livstruende vrangopfattelse af sin egen krop, og den opfattelse skal fjernes.

Tilsvarerende kan det tænkes, at hvis der pludselig fremkommer langt flere teenage-personer end før, som mener at være født i den forkerte krop, så kan der også her være tale om vrangopfattelser af egen krop – vrangopfattelser som også her truer med at gøre personen steril. Hvis sådanne tilfælde kommer væltende ind over os som en modebølge, så er det rimeligt at tro, at dette fænomen er noget andet end de reelle, ganske få, tilfælde af transkønnethed. Det er farligt hvis det bliver en alment udbredt tese, at hver gang en person kommer i tvivl om sin sande kønsidentitet, så skal man støtte og anerkende denne følelse. For de sande transkønnede er det korrekt, at støtte og anerkendelse er vigtig. Men hvis man altid ukritisk støtter og anerkender, så risikerer man, at hos en person, der får en kortvarig grille med hensyn til kønsidentitet, kommer man til at puste til denne skøre ide og sender personen ud i en psykisk udvikling, som er til skade. Det kan risikere at føre til, at en person som ellers kunne leve et normalt liv, bliver gjort steril. Det kan også føre til, at personen får netop den type af sociale og seksuelle problemer, som plager kernegruppen af transkønnede.

Vi ved, at transkønnede, som har gennemført kønsskifte, har en risiko for selvmord, der er forøget 6 til 20 gange i forhold til andre mennesker. Hvis en person, som ellers var mere normal, bliver tilskyndet til at antage en transkønnet identitet, med alle de sociale problemer, det kan medføre, så risikerer vi at også denne person får en voldsomt forøget risiko for selvmord, måske ikke her-og-nu, men i løbet af nogle årtier.

Der findes ingen let metode til at afgøre, om en persons følelse af at være født i en forkert krop er reel, eller er en form for suggestion. Derfor er det forkert at gå for vidt i anerkendelsen af enhver person, der udtrykker tvivl om sin kønsidentitet. Personer der entydigt er transkønnede, skal accepteres og behandles ordentligt. Men det er farligt at gå for vidt i denne accept. Man må ikke gå så vidt, at mere normale personer skubbes ud i en udvikling i retning af transkønnethed og kønsskifte.

Transkønnethed er en tilstand, vi må acceptere og anerkende, når den er der. Men transkønnethed er ikke en ønskelig tilstand og skal ikke stimuleres.

Links til de øvrige kapitler om transkønnede:

Kapitel 1: Transkønnede børn

Kapitel 3: Kampen for at gøre flest mulige personer transkønnede

Skriv et svar