maj 2025

Drenge som passer dårligt til skolen, og som skolen passer dårligt til

I løbet af de seneste årtier har pigerne klaret sig stadig bedre i skolevæsenet i forhold til drengene. Pigerne scorer i gennemsnit højere end drengene ved folkeskolens 9. klasse afgangseksamen, og den karakterforskel er til stadighed vokset, sådan at den nu udgør næsten et helt karakterpoint. Det betyder, at en større andel af pigerne end af drengene går videre til gymnasiet (Stx). Lidt over 60 % af gymnasiets elever er piger. Ved studentereksamen får pigerne i gennemsnit betydelig højere karakter, og det bidrager til at flere piger end drenge går videre på en universitetsuddannelse.
Der er store individuelle forskelle blandt drengene. Nogle drenge trives godt i skolen og ligger på niveau med flertallet af pigerne. Men mange drenge passer ikke godt til skolen, eller skolen passer ikke godt til dem.
Man har fokuseret meget på, hvordan man kan gøre pigerne dygtigere og mere motiverede i de fag, hvor drenge står stærkest – de matematisk-tekniske fag. Derimod har man fokuseret alt for lidt på, hvordan man kan gøre drengene dygtigere og mere motiverede i de fag, hvor drenge står særlig svagt, især dansk. Der findes ganske vist en del erfaring om, hvordan man specifikt løfter drengene fagligt, både herhjemme og i udlandet; men der er ikke meget interesse for at anvende denne erfaring.
Internationalt findes der viden om, på hvilke felter mange drenge har særlige problemer. Der er f.eks. en del drenge, der specifikt har svært ved at forbinde bestemte lyde med bestemte bogstaver. For at de skal lære at læse ordentligt, er det nødvendigt at benytte særlige teknikker og læringsmetoder. Det drejer sig bl.a. om lydmetoden som metode til at lære at læse. Der er brug for at erkende, at forskellige drenge har forskellige vanskeligheder, og det er temmelig afgørende, at lærerne finder ud af, hvilke specifikke vanskeligheder hver enkelt elev har.Også i Danmark har erfaringen været, at det er til gavn for drengene med den differentierede undervisning, som har et individuelt fokus, hvor der kan tages klart hensyn til den enkelte elevs faglige ståsted og behov.
Det mest kendte tiltag i Danmark specifikt for drenge er de intensive kurser, typisk af to ugers varighed, som udbydes bl.a. af Drengeakademiet, der finansieres af Løkkefonden. I sommerferien efter 7. eller 8. klasse deltager drengene i en intensiv sommerskole Deltagerne er drenge, som fungerer dårligt i skolen; de ansøger selv om at deltage på Drengeakademiet, dvs. de er selv er motiverede for at lære noget. Lærerne på disse kurser er stærkt motiverede personer, som giver drengene en oplevelse af at undervisningen passer præcist til dem. Det giver dem et fagligt løft og mulighed for mestringsoplevelser. Drengene får intensiv undervisning i læsning, stavning og regning, foruden at man målrettet arbejder på at forbedre deres personlighedstræk. De testes i disse fag ved starten, midten og slutningen af kurset. De faglige prøver i læsning, stavning og matematik viser straks imponerende og markante forbedringer hos næsten alle elever, med en utroligt høj effektstørrelse. Der laves også tests af de sider af deres personlighed, som man ønsker at bygge op, og man finder moderat positive effekter på selvkontrol, vedholdenhed, optimisme og taknemmelighed. Det udvikles også et godt kammeratskab, som stimulerer drengene.
Både drengene og deres forældre oplever meget positive resultater af sommerskolen. Men hvad sker der, når de vender tilbage til folkeskolen efter sommerferien? Da fagfolk undersøgte nogle af de første årgange, og sammenlignede med en kontrolgruppe af samme type af drenge med problemer, var konklusionen, at de drenge, der har deltaget i Drengeakademiet, scorede tydeligt lavere end kontrolgruppen i 9. klasse afgangseksamen. De viste tendens til lavere trivsel end kontrolgruppen, havde mere fravær fra skolen, og de lå signifikant lavere i vurderingen af deres uddannelsesparathed i 9. klasse. Alt dette viste, at hvis de ellers lå på linje med kontrolgruppen inden opholdet på Drengeakademiet, så fik de værre resultater af at gå på Drengeakademiet.
Siden da har man lært af erfaringerne på Drengeakademiet; man har især ændret på den ordning, man havde, med mentorer, der skulle følge drengene et år eller to frem. Der blev etableret grupper på 10-12 drenge, som mødtes to gange om måneden, uden for skoletiden, på syv-otte mentorcentre, der er geografisk fordelt ud over Danmark.
Fra årgangen 2017 og frem, med den forbedrede mentor-ordning, er resultaterne af Drengeakademiet bedre. For disse nyere årgange er der i forhold til kontrolgruppen ingen sikre tendenser med hensyn til karaktererne ved 9. klasse afgangseksamen, og heller ikke for fravær eller trivsel. Men når det gælder vurderingen af deres uddannelsesparathed, er tendenserne markant positive; det er statistisk sikkert, at i forhold til kontrolgruppen scorer de højere på at blive erklæret uddannelsesparat.
For de senere årgange er der lavet en anden analyse. Denne analyse anvender de nationale statistikker for prøveresultater i dansk og matematik for alle drenge i Danmark på en årgang, og registrerer hvor meget disse prøveresultater i det store gennemsnit ændrer sig fra 8. klasse til 9. klasse. Det sammenholder man så med hvor meget disse karakterer ændrer sig fra 8. klasse til 9. klasse for alle de drenge, der har deltaget i Drengeakademiet efter 8. klasse i løbet af de fem årgange, man betragter. Med denne metode finder man at for drengene på Drengeakademiet stiger karaktererne signifikant mere fra 8. klasse til 9. klasse end de gør for alle de øvrige drenge, dvs. Drengeakademiet har med statistisk sikkerhed forbedret drengenes resultater. Dette er altså et markant anderledes og mere positivt resultat end i de tidligere analyser. Det gælder især, men ikke kun, for de seneste årgange. Forskellen må ligge i, at kontrolgruppen ikke svarer helt til kursisterne, og at man i den tidligere analyse ikke havde fulgt udviklingen i karakterer over tid for kontrolgruppen.
Der er altså en blanding af negative og positive resultater. Hvordan det kan være, kan man få en dybere forståelse af, når man studerer de interviews, som nogle forskere har lavet med fem kursister, der i tiden mellem 8. og 9. klasse deltog på en af de første årgange på Drengeakademiet. De fem drenge forbandt alle folkeskolen med noget negativt, hvor de oplevede, at lærerne var ligeglade med dem, hvor de følte sig anderledes, og hvor en del af dem blev mobbet. Da drengene efter sommerferien startede i 9. klasse i folkeskolen, kom de hurtigt tilbage i samme situation som før. Lærerne behandlede dem lige som før. En dreng fortæller f.eks., at læreren stadig havde fokus på det, han ikke kunne finde ud af; hans svage punkter blev fremhævet, han mistede troen på egne faglige evner, og det gjorde det umuligt for ham at få en ny position i klassens sociale fællesskab. Generelt gik drengenes forbedrede faglige niveau i dansk og matematik hurtigt tabt igen.
Imidlertid gik det disse drenge godt bagefter. Erfaringen fra ugerne på Drengeakademiet havde vist dem, at det kunne være positivt at få undervisning, og at de kunne lære, hvad de skulle. Tilbage i folkeskolen fandt de ud af, at det var deres skoleklasse, der var uegnet for dem. Miljøet og undervisningen i skoleklassen var til skade for dem – de mistede motivationen, og holdt hurtigt op med at gøre sig umage. En af drengene skiftede straks skole og fik herefeter bedre resultater, og en anden tog straks på efterskole. De øvrige kom også på efterskole, hvor de klarede sig fint, og gik videre til meningsfuld videre uddannelse. Drengeakademiet havde altså fået dem til at indse, hvor dårlig skolen var for dem.
Lignende erfaringer kendes også fra et andet tilbud om intensive kurser for drenge, nemlig de sommer-camps, som er oprettet i Varde Kommune efter omtrent samme mønster som Drengeakademiet. Det er dels 1-uges drengecamps for drenge i sommerferien mellem 5. og 6. klasse, og dels 2-ugers ungecamps for elever i 7., 8. og 9. klasse. Drengene får meget intensiv undervisning i dansk og regning, og de gennemgår nogle prøver både lige før og lige efter kurset. Allerede efter den første lejr for 5. klasse drenge konstaterede man stærkt forbedrede prøveresultater. Derudover flyttede drengene sig markant i selvevalueringer, hvor der blandt andet måles på motivation. For at drengene skal have fuldt udbytte af campen, anser man det for vigtigt, at deres forældre er engagerede i projektet. Derfor har man også forældrene på kursus, både før campen, under campen, og efter campen.

Det sociale fællesskab på både Drenge- og UngeCampen opleves af drengene som det bedste ved campen, også fordi der gøres meget ud af, at der bliver etableret et godt sammenhold gennem mange samarbejdsøvelser.
Forældrene har alle udvist stor tilfredshed med Drenge-/ UngeCampen. De fleste forældre oplever, at deres eget udgangspunkt til deres søns manglende motivation for læring og skole har ændret sig til en mere anerkendende tilgang.
Forældrene oplever det som frustrerende, at der ikke blev fulgt op på DrengeCampen i deres søns skole efter sommerferien. En forælder siger, at da deres søn startede igen i skole, så gik det bare ned af bakke. Det blev faktisk værre end det var før med koncentrationen og troen på sig selv. ”Det var tydeligt at mærke, at han kom tilbage til den samme ramme, det samme miljø og den samme måde at blive mødt på af børn og voksne, og det gav en kæmpe nedtur”. Altså samme erfaring som for mange af drengene på Drengeakademiet.
Hvad erfaringen med disse intensive sommerkurser viser os, er at de drenge, der var meget dårlige til dansk og regning, godt kunne lære, hvad de skulle. Problemet for disse drenge var ikke, at de var for dumme, men at skoleundervisningen var forkert for dem. For en del af dem havde det direkte skadelig virkning at være i deres skoleklasse. Skolen fratog dem motivationen for at lære noget.
Det samme problem kendes også fra andre dele af skolesystemet, herunder gymnasiet. I gymnasiet er de fleste piger stærkt motiverede for at lære noget, og især for at gøre godt indtryk på læreren. Den attitude opfattes af mange af drengene som en feminin attitude, som de forsøger at undgå. Mange gymnasiedrenge vil med vilje ikke gøre sig umage, og nogle ser det endda som vigtigt, at de ikke gør godt indtryk på læreren. Disse drenge er intelligente nok og kan ofte godt deres stof; men de forsøger at undgå at vise, at de har gjort sig umage med at lære stoffet. Disse drenge skyder så at sige sig selv i foden, og får dårligere studentereksamens-karakterer, end de kunne. De er ikke motiverede, og der er noget, der fratger dem motivationen.
Hvad dette ”noget” så er, kan man spekulere over. Det hænger formentlig sammen med, at skolen af disse drenge opfattes som et feminiseret miljø, og dermed som et sted, hvor de ikke har lyst til at passe ind.
Når mange drenge både i de lidt lavere klasser, og de højere klasser, fagligt set halter bagefter pigerne, så er det ikke fordi de er for dumme, og heller ikke i sig selv, fordi de er for dovne. Men det hænger sammen med, at skolen for dem ikke er et miljø, hvor de passer ind.
Den forskel, der er mellem hvordan drenge og piger klarer sig i skolen, bliver i disse år større og større. Drengene bliver til en nedvurderet restgruppe. Man kan sige at for de mange drenge, der har disse problemer, er situationen den, at drengene kan ikke lide skolen, og skolen kan ikke lide drengene.
Det er på høje tid at tage disse problemer mere alvorligt.

Anmeldelse af Svend Aage Madsen (2025): Argumenter for mænd.

Svend Aage Madsen (2025): Argumenter for mænd. Fra rigtige mænd til mangfoldig maskulinitet. 215 pp. I samarbejde med Cathrine Errboe. Gyldendal.

Som psykolog og forsker har Svend Aage Madsen (SAaM) i mere end 30 år fokuseret på mænds levevilkår. I 2004 var han medstifter af foreningen ”Forum for Mænds sundhed”. Han er en meget aktiv stemme når det gælder det emne, at det er ikke kun kvinder, der har kønsbestemte ulemper. På mange felter er det mænd, der har de dårligste livsvilkår; ikke mindst har mændene problemer, når det gælder sundhed.
I sin nye bog, ”Argumenter for mænd”, skriver Svend Aage Madsen, at der især er brug for at sætte en dagsorden på fire felter, når det gælder mænd: 1) Manden som far, engageret i sine børns liv. 2) Sundhed. 3) Uddannelse – skævheden i skolevæsenet, hvor en stor gruppe drenge sakker agterud. 4) Relationer – især mangel på personlig kontakt til andre mennesker.

Starten af bogen præges af, hvor vigtig fædres kontakt til deres børn er for SAaM. Der er et kapitel på 15 sider om ”Den fjerne far”, og det er præget af, at SAaM´s egen far var en meget fjern far. Han var automekaniker i et lille bysamfund i Østjylland, med en hjemmegående hustru. Han var venlig over for andre mænd; men hjemme var han ofte sur, vred og streng. Hvad faderen havde af følelser, hvad han tænkte om livet og begivenheder eller om sin dreng, fik Svend Aage aldrig nogen fornemmelse af. Han syntes altid at faderen var fjern, uengageret og ret negativ, og efterhånden fik Svend Aage en følelse af, at han spildte tiden i forsøget på at skabe en meningsfuld relation til faderen; i løbet af sin ungdom trak han sig helt ud af familien. Sidst i 1960´erne bevægede faderen sig politisk over til Fremskridtspartiet, samtidig med at Svend Aage bevægede sig politisk til den modsatte side. Efter studentereksamen i 1970 kørte han i et folkevognsrugbrød sammen med sin kæreste, sin storebror og en ven direkte til Thylejren, og senere videre til Indien og Nepal. Han blev hippie, med langt hår og guitar, og flyttede i kollektiv. Han interesserede sig for ligestilling; men ligestilling handlede kun om kvinderne. Selv i den mest progressive litteratur om ligestilling kunne man ikke forestille sig, at mænd skulle kunne engagere sig i et nærværende forældreskab til spædbørn.
Hele hans mentale rejse i ungdommen kan ses som et totalt opgør med hans egen fars livsførelse og en protest mod den situation, at faderen kun havde et fjernt forhold til sine børn.
I 1993, da SAaM var klinisk psykolog på et hospital i hovedstadsområdet, blev han kontaktet af en mand i 30´erne, der fik et angstanfald, da han fik at vide, at hans kone var blevet gravid. Manden fortalte under sit terapiforløb, at det først og fremmest var hans forhold til sin egen far, der gjorde, at han var så bange for selv at blive far. Han var bange for selv at blive lige så hård, afvisende og uforstående som hans far havde været. Dette gav meget resonans hos SAaM, og fra da af gik det op for ham, at en mand kan også få en fødselsdepression. Nogle år senere udgav han, sammen med nogle kolleger, bogen ”Fædres tilknytning til spædbørn”, hvor hovedbudskabet var, at mænd også kan få en fødselsdepression. Det blev latterliggjort i nogle medier, men SAaM har stædigt holdt fast på, at det er vigtigt.
I det lys ser SAaM det som et stort fremskridt, at det nu er blevet det almindelige, at fædre overværer deres barns fødsel, og igen et fremskridt, at der er kommet udvidet øremærket barselsorlov til mænd. SAaM går varmt ind for alt, der knytter fædre mere til deres børn, specielt også til spædbørn.
I 1996 blev SAaM ansat som chefpsykolog på Rigshospitalet. Sammen med to psykolog-kolleger formulerede han i 1997 et forskningsprogram, der skulle søge svar på en række spørgsmål om fædres tilknytning eller mangel på tilknytning til deres børn, f.eks. ”Hvorfor er fædre tilsyneladende ikke så interesserede i at passe syge børn og få forældreorlov?”. Her bemærker jeg især spørgsmålet: ”Hvorfor har fædre tilsyneladende så let ved at droppe kontakten til deres børn efter skilsmisse?” Her er sagen tydeligvis set fra et feministisk perspektiv, som om det ikke ofte var kvinden, der fratog faderen kontakten til sine børn. SAaM har tilsyneladende ikke hørt om begrebet forældrefremmedgørelse.
SAaM skriver om, hvor godt det fungerer, når fædre er mere sammen med deres børn. De foretager sig stort set de samme ting sammen med børnene, som mødre gør. Under corona-epidemien sagde 87 % af mændene, at det at være hjemme hos børnene havde været godt for dem selv, og 85 % sagde, at det havde været godt for børnene. Men han skriver også om modstand fra en del kvinder mod at mænd passer børnene. Han omtaler f.eks. en kronik i Politiken i 2021, med titlen ”Hundredevis af mødre i oprør mod `brutal´ ny barselsaftale”, hvor en hjemmepassende kvinde på vegne af hende selv og 340 medsøstre skrev: ”Det er et enormt arbejde at bringe et barn til verden. Det er helt urimeligt at ville afkorte den fødendes ret til barsel for at fremme ligestillingen. Sagen er, at moren er en unik person i det nyfødte barns liv.”
Efter dette emne kommer næste emne om mænds sundhed. Mænd lever i gennemsnit kortere end kvinder, og har større sandsynlighed end kvinder for at dø, før de fylder 65 år. De venter længere med at gå til læge, og når de endelig går til læge, underdriver de deres symptomer, så nogle læger ikke forstår, hvor alvorligt det er fat. Læger skal uddannes specifikt i at forstå hvad mænd mener, når de taler om deres symptomer. Under corona-epidemien havde mænd større dødelighed end kvinder. Det var noget, som myndighederne ignorerede. I Forum for Mænds Sundhed gik SAaM dybere ned i tallene og påviste at mænd havde dobbelt så stor dødelighed som kvinder.
Mænd rammes meget mere af mistrivsel og psykisk sygdom end kvinder, fordi de har dårligere sociale relationer. I befolkningsundersøgelser spørger man f.eks.: ”Hvor ofte føler du, at du savner nogen at være sammen med?” På sådanne spørgsmål giver flere kvinder end mænd udtryk for ensomhed. Men i Forum for Mænds Sundhed har man formuleret spørgsmålene anderledes, sådan at de passer til hvad mænd gerne vil svare, og nu finder man at 28 % af alle voksne mænd sjældent eller aldrig har nogen at tale fortroligt med. Det er tre gange så mange mænd som kvinder. I det hele taget får man fordrejede resultater, når man spørger til følelser i stedet for at spørge til konkrete situationer og hyppighed. Når man spørger til følelser, lider kvinder mere end mænd af stress, depression og lignende. Men når man spørger til mere konkrete forhold, træder depression, stress og ensomhed meget mere frem hos mænd. Mænd begår selvmord tre til fem gange så hyppigt som kvinder, og mænd med en psykisk lidelse har dobbelt så stor dødelighed som kvinder med en psykisk lidelse. Så objektivt set har mænd det værre i gennemsnit – men det kommer ikke frem, når man spørger til følelser, for mænd er ikke nær så opmærksomme på deres følelser, som kvinder er.
I forbindelse med selvmord omtaler bogen et tiltag på Gotland i Sverige, hvor man i 1980´erne så et problem med lidt forhøjet forekomst af depression og af selvmord i forhold til resten af Sverige. Man uddannede de almene læger på øen til at være mere opmærksomme på personer med depression. ”Det blev en fantastisk succes: Da man målte det ti år efter, var antallet af selvmord faldet med 60 procent. Men kun for kvinderne. Mændenes selvmord havde ikke rokket sig ud af stedet!”
SAaM har gennemgået en række tilfredshedsundersøgelser af mange tusinde patienter. Han fandt, at kvinder og mænd havde forskellige reaktioner. Kvinderne var utilfredse med det, der handlede om det relationelle i systemet – ventetider, oplysninger osv. – mens mændene udtrykte, at de var mest utilfredse med, hvordan sygdommen have påvirket deres liv, deres livskvalitet og deres sexlyst, og om hvad kollegerne på arbejdspladsen kom til at vide om deres sygdom.
SAaM skriver om, at mænd er mindre villige til at gå til læge, og at de får mindre ud af lægekonsultation, på grund af sproglige vanskeligheder. Han skriver, at skal vi i tide finde frem til mænds sygdomme, er vi nødt til at udvikle og bruge andre måder at spørge på end dem, der i dag kun opfanger en stor del af kvinders problemer.
Om unge og uddannelse skriver SAaM, at ifølge de seneste tal fra 2023 er der nu 60 procent flere piger end drenge, der går i gymnasiet.
Når pigerne tager en uddannelse, er det en stil, en holdning blandt pigerne: Det handler om at klare sig godt i skolen – og i livet. De gør det, mens mange af drengene har meget sværere ved at finde en motivation. For det er ikke, fordi de ikke kan lære. De kan lære lige så godt som piger, for det har de kunnet i hundredevis af år; men man har ikke givet drengenes frafald og manglende motivation den tilstrækkelige opmærksomhed, og man har hverken indrettet og ændret undervisningen eller skolesystemet, så det passer til dem.
På de højere uddannelser søger flere kvindelige end mandlige studerende hjælp til stress-, præstations- og eksamensproblemer, mens flere mandlige studerende end kvinder henvender sig for at få hjælp i forhold til motivation, koncentrationsproblemer og misbrug.
At mange mænd ikke får en uddannelse, skaber en stor underklasse af ufaglærte mænd. 45 procent af alle ufaglærte mænd kommer til at leve et singleliv, og 35 procent af alle ufaglærte mænd får aldrig børn. For de ufaglærte kvinder er det under 20 procent, der ikke får børn.
Dernæst handler bogen om mænds ensomhed og manglende deltagelse i fællesskaber. Kvinder er mere sporede ind på at søge og opdyrke sociale fællesskaber. SAaM skriver: ”En mand i krise vil ofte træde et skridt tilbage og overvåge sin situation, mens kvinder tit vil reagere ved at tale om det, de oplever. Det er to vidt forskellige måder at gå til en krise eller et problem på. SAaM har ret i, at der her er en væsentlig kønsforskel.
En stor del af de mænd, der oplever kriser, f.eks. at blive skilt, trækker sig ind i sig selv. Mange mænd bliver mere og mere isolerede og sidder i deres ensomhed og synes, at det er omgivelsernes skyld; men indeni er der en stor tristhed, som er svær at sætte ord på. Som psykolog får han mænd i konsultation, og han bemærker, at mange mænd har en uvilje mod at gå til psykolog. Skal samtalen være vellykket, skal den handle om konkrete ting og oplevelser, ikke om følelser. SAaM spørger aldrig manden om, hvordan han har det, eller hvad han føler. Men han spørger om konkrete ting, f.eks.: ”Hvor længe er det siden, du har snakket med nogle andre mennesker?”.
En del mænd oplever at når de har det skidt, så har de større tendens til at blive vrede, irritable og komme i konflikt med andre, oftest deres partner eller kolleger. Det bider sig selv i halen, for hvem har lyst til at omgås en, der er vred eller afvisende? Nogle mænd bliver voldelige. Der beskrives f.eks. en mand, der i konens øjne blev mere rigid og enspænderagtig, og afbrød kontakten med gamle venner, indtil den dag, da han forsøgte at slå konen ihjel. SAaM har siddet i Justitsministeriets ekspertpanel vedrørende voldtægt, hvor forebyggelse udelukkende kom til at handle om, hvordan ofre kan beskytte sig. Ekspertpanelet nåede aldrig frem til, hvordan vi kan forebygge, at gerningspersonerne, dvs. mænd, kommer derud, hvor de begår vold, voldtægter og partnerdrab, selv om det faktisk var en del af panelets opgave, men altså en opgave, som man ignorerede.
Efter at have præsenteret behovet for sunde fællesskaber, går SAaM over til at beskrive usunde fællesskaber. Mange unge mænd har en stor udfordring, fordi samfundet ikke tilbyder dem nogle rollemodeller eller viser dem en retning at gå i. I stedet søger de usunde forbilleder, og her nævner SAaM Andrew Tate og Jordan B. Peterson som to usunde mandeforbilleder af samme slags. SAaM nævner, at han har fået kritik for at sammenligne de to for meget, men han forsvarer sig med at de ideologisk er i nærheden af hinanden, fordi det svar, de tilbyder de unge mænd, er at vende tilbage til nogle gamle traditionelle maskulinitetsformer, som samtidig er dem, der i mange år har været problemet i hele ligestillingsdebatten. Her går SAaM i forrygende grad galt af Jordan B. Peterson; at slå ham i hartkorn med Andrew Tate er en utilgivelig fejltagelse. Hans anke mod begge de to herrer er, at deres løsning ikke er at gå frem, men tilbage til de gamle familiemønstre, tilbage til den gamle type mand. Nu er Andrew Tate jo ikke ligefrem noget familiemenneske, så allerede der er den en væsentlig forskel, som SAaM overser.
Men hvorfor reagerer SAaM så negativt på Jordan B. Peterson? Det kan nok forklares med hans egne erfaringer fra barndommen. Han fik et meget, meget negativt indtryk af sin egen fars rolle i familien, og åbenbart har hele hans liv været styret af at bevæge sig væk fra faderens rolle. SAAM skriver om både Tate og Peterson, at deres udgangspunkt er, at alt bare var bedre i gamle dage. ”Men det var det ikke”, skriver SAaM. ”Jeg var der selv.” Så al SAaM´s modvilje mod traditionel maskulinitet stammer åbenbart fra, at han sætter traditionel maskulinitet lig med hans egen fars væremåde.
Her er jeg meget uenig med SAaM. Den uenighed kan aldrig fjernes, for han er præget af sin barndom, og jeg er præget af min væsentlig anderledes barndom. Vi kan aldrig ændre på, hvilken barndom vi har haft, og derfor kan vi heller aldrig blive ideologisk enige.
Jeg har også nogle andre indvendinger mod SAaM. Politisk bevægede han sig i ungdomsårene ud i et miljø, hvor kønsrollerne skulle opløses, og hvor man hævder, at kønsforskellene er en social konstruktion. Hans stærke fokus på at mænd skal være med til børnefødsler, skal have lang barselsorlov, og kan få fødselsdepressioner, kan ses som et forsøg på at omdefinere mænds natur.
I et kapitel om køn og kommunikation skriver han om pigernes og drengenes forskellige roller i børnehaven. ”Spurgte man drengene i børnehaven, ville de meget ofte ikke kunne fortælle om, hvordan børnene har det med hinanden indbyrdes. De ved derimod, hvem der er gode til at score ([i fodbold?], og hvis tur det er i køen. Det ligner den arbejdsdeling, vi altid har haft i samfundet. Og det er jo ikke biologi og medfødte egenskaber, men noget kulturelt, der er tillært gennem opvæksten og socialisering. ” Her tager SAaM fejl. Drenges og pigers forskellige adfærd i børnehaven er for en stor del medfødt, og den kan ikke ændres afgørende ved sociale virkemidler.
Også på et andet punkt undervurderer SAaM de naturskabte kønsforskelle. I forbindelse med, at piger får højere karakterer i skolen end drenge, har han set på den forskning, der handler om forskelle mellem mænds og kvinders hjerner. Han konkluderer, at den eneste nogenlunde beviste forskel i hjernefunktioner handler om evnen til at kigge på et kort. Dér er SAaM gået galt i byen; der er mange hjerneforskelle.
I et interview til Sjællandske Medier udtaler Svend Aage Madsen, at det er bare med at sætte i gang for at forbedre mænds livskvalitet. ”For der er meget at vinde . . . og der er noget at tabe. For eksempel at markante profiler både herhjemme og i udlandet vinder endnu større gehør for deres argumenter for, at mænd og kvinder er fundamentalt forskellige og bør indtage forskellige roller både i samfundet og i hjemmet. – Jeg forstår godt, at man som ung, sårbar og ensom mand kan søge mod den slags fællesskaber, hvor man bliver rost og anerkendt, men jeg må fastholde, at det ikke er løsningen, fordi det er ude af takt med virkeligheden og netop taler imod den mangfoldige maskulinitet. Det er hadsk, og man får ikke noget ud af det . . . Nogle gange bliver der efterlyst nye forbilleder, men jeg kan godt tænke, vi netop ikke har brug for forbilleder, for så tror nogle, at nu skal de tilpasse sig i én bestemt retning. Vi har nærmere brug for at minde hinanden om, at vi er meget mere blomstrende forskellige.”
Her er jeg fundamentalt uenig med Svend Aage Madsen. At der er medfødte forskelle mellem mænd og kvinder er ikke ude af takt med virkeligheden – det er tværtimod virkeligheden. Det nytter ikke noget at understrege at mænd kan være på alle mulige måder, og ikke skal leve op til nogen forbilleder. Det hjælper netop ikke de mange unge mænd, der ikke kan finde deres vej i livet. Unge mænd har altid haft brug for vejledning hos ældre, erfarne mænd for at finde deres vej i livet, og problemet i dag er, at de har mindre mulighed end før for at finde den vejledning. Det stemples netop af SAaM som et miljø med usunde fællesskaber at lade sig vejlede af den nyt tids guruer. Men det har været afgørende positivt for mange unge mænd at finde den vejledning, som man kan få den mere seriøse del af scoretræner-miljøet. Ligeledes er det et problem, at mange, mange unge mænd fungerer dårligt i skolen. For at rette op på det, er det nødvendigt at erkende, at drenge og mænd på nogle punkter bare er forskellige fra piger og kvinder, og ikke reagerer positivt på det, som egner sig for hunkønnet.
Der er rigtig mange gode takter i SAaM´s bog, og det er der netop dér, hvor han understreger at de to køn er forskellige – f.eks. at mænd udtrykker sig anderledes, når de er hos lægen. Men desværre er han så stærkt farvet af de negative erfaringer med sin egen far, at han for alt i verden vil fjerne mændene fra den traditionelle manderolle, også dér hvor den traditionelle manderolle er god.