Forældres evne til at tage sig af nyfødte eller babyer er i ret høj grad medfødt og styret af hormoner. De involverede hormoner er oxytocin, vasopressin og prolactin, som alle sammen har at gøre med at hjælpe til vellykket formering i bred forstand, hos dyr såvel som hos mennesker. Især oxytocin, ”kramme-hormonet”, der f.eks udløses ved kærlige berøringer, har stor betydning. Det ses ved forsøgsdyr (mus), hvor man eksperimentelt har sat virkningen af oxytocin ud af kraft. Hos førstegangsfødende mus har det den virkning, at de er dårligt i stand til at nusse omkring de nyfødte unger, ofte i en sådan grad, at ungerne dør. De kan i nogen grad lære at passe ungerne ved at være sammen med erfarne mødre; men selv da er de relativt dårlige mødre. Oxytocin er altså meget vigtigt for at de nødvendige kærlige relationer mellem mor og afkom kan komme i stand.
Også hos mennesker har oxytocin en lignende virkning. Det ser man ved, at de mødre, der har mest oxytocin, også er de mest kærlige over for deres babyer. Jo mere oxytocin, jo mere stimuleres den typiske moder-adfærd, som er at moderen holder babyen kærligt og vugger den, eller kærtegner den med blide berøringer, eller får en form for samtale i gang hvor både mor og baby kommer med bløde lyde, eller holder tæt øjenkontakt længe og ofte – alt sammen noget, der tjener til at skabe et stærkt følelsesmæssigt socialt bånd mellem mor og barn.
Når en mand har en gravid kone og snart skal være far, stiger mængden af de nævnte hormoner også hos ham. Når barnet så bliver født, kan oxytocin også stimulere faderen til omtrent samme adfærd som hos moderen. Men for det meste har faderen en indbygget tendens til andre former for adfærd: Når han berører babyen, er det ikke med bløde, passiviserende berøringer, men derimod med mere faste berøringer, der stimulerer babyen til at bevæge sig eller vende sig om. Hans toneleje over for barnet er mere som normal tale. Øjenkontakt består mest i, at far og barn koordinerer deres blik-retning væk fra hinanden, ud mod omgivelserne, f.eks. hen imod noget interessant legetøj, eller ud imod den omgivende verden. Faderens bevægelsesmønster er præget af mere energi, og han stimulerer gerne babyen til fysisk prægede lege. Når faderen interagerer med babyen på den måde, mærker han en følelsesmæssig stimulering, som kan måle sig med den stimulering, som moderen opnår ved den adfærd, der fremmes af oxytocin.
Det viser sig, at de fædre, der har mest vasopressin og prolactin, er mest aktive og nærværende over for deres babyer på den beskrevne måde. Derimod ser man ikke tegn på den samme virkning af vasopressin og prolactin hos mødrene. Tendensen til, at fædre håndterer babyer på en anden måde, end mødre gør, er åbenbart i betydelig grad hormonalt bestemt. De nævnte hormoner aktiverer fortrinsvis nogle andre centre i hjernen, end oxytocin gør.
Det er i øvrigt også sådan, at mødres måde at håndtere babyer på, især passer godt til piger, mens mænds måde at håndtere babyer på, især passer godt til drenge. Drenge synes ikke helt så godt om lang øjenkontakt, og de har et højere energi-niveau, dvs. de vil gerne stimuleres til bevægelser.
At mødre og fædre som et generelt karaktertræk optræder forskelligt, når de håndterer babyer, fremgår af mange undersøgelser. Der er dog et bestemt forskningscenter, i Israel, hvor man særlig studerer betydningen af de nævnte hormoner for forældreadfærd. Jeg bringer et link (1) til publikationer fra dette forskningscenter, hvor det særligt er publikationer fra årene 2010-2013, som er relevante for den ovenstående fremstilling.
Alt dette stemmer godt overens med, hvad man også i andre sammenhænge ved om mødres og fædres attituder over for børn.
Tendensen til at piger og kvinder kigger mere på ansigter end drenge og mænd gør, kan spores lige fra fødslen og hele vejen gennem forskellige barndomsstadier op til voksenalderen. Denne forskel hidrører ikke fra forskellig “kønsrollesocialisering”. Forskellen er til stede lige fra fødslen, førend sociale påvirkninger er mulige, og den viser en kraftig sammenhæng med testosteron-niveauet i fostertilstanden. Der er altså, fra starten, tale om en biologisk forskel mellem mænd og kvinder.
Når en far tager sig af et barn i problemer, vil han ikke som moderen holde øjenkontakt med barnet i længere tid; han vil relativt hurtigt afbryde øjenkontakten og rette blikket ud imod verden, og søge at rette barnets opmærksomhed samme sted hen, for på den måde at få barnet til at tænke på noget andet og tænke fremad (2).
For drenge er det ligefrem ubehageligt at se andre ind i øjnene. Der blev lavet et forsøg med 24 drenge og 24 piger i alderen 3 til 5 år (3). Forsøget viste, at allerede i denne alder sætter piger pris på en voksen kvinde, der har meget øjenkontakt med dem, mens drenge sætter pris på at en voksen kvinde ikke har ret meget øjenkontakt med dem. For drenge er øjenkontakt noget ubehageligt, som de helst undgår.
De to køn orienterer sig også forskelligt over for venner. Venskab mellem piger handler om at være sammen, gå omkring sammen, og snakke sammen. Venskab mellem drenge er derimod typisk baseret på en fælles interesse for en aktivitet. Man kan formulere forskellen på denne måde: pigers venskaber er ansigt-til-ansigt, hvor to eller tre piger snakker med hinanden. Drenges venskaber er skulder-ved-skulder, hvor to eller flere drenge ser ud på verden på noget af fælles interesse.
De to køn oplever i ret høj grad forskellige verdener. For at kunne trives i sin verden, skal kvinden være interesseret i at forstå sociale signaler og i at opbygge sociale relationer. Og det er det, som små piger allerede tidligt i livet træner igennem leg. Men for at trives skal mænd være dygtige til at håndtere den fysiske og materielle omverden, og det er det, som små drenge allerede tidligt i livet træner igennem leg. Denne kønsforskel er meget fundamental og er givetvis medfødt.
Når en mor interagerer med sin lille datter, så handler det meget om at styrke det sociale bånd, f.eks. ved at de ser hinanden meget ind i øjnene. Når en far interagerer med sin lille søn, så retter de blikket mod noget fælles ydre. Drengens fokus er at lære at kende den fysiske omverden, mens pigens fokus er at lære at kende den sociale omverden. Begge dele er nødvendigt, men på en sådan måde, at kønnene supplerer hinanden og har deres styrke hver deres sted.
(1) https://ruthfeldmanlab.com/publications/
(2) Michael Gurian (2017): Saving our sons. A new path for raising healthy and resilient boys. 328 pp. Gurian Institute Press.
(3) Chris L. Kleinke, Marilynn S. Desautels & Barbara E. Knapp (1977): Adult gaze and affectual and visual responses of preschool children.
https://doi.org/10.1080/00221325.1977.10533303