Kampen for at gøre flest mulige personer transkønnede

I det første kapitel om transkønnede har jeg skrevet om mindreårige børn, der føler at de er født i det forkerte køns krop. Det viser sig, at et sted mellem 10 og 30 % af disse børn stadig føler sig som transkønnede, når de når puberteten. Hos resten, altså et stort flertal, går tingene i sig selv igen. De accepterer det køn, de er født med, og som voksne bliver de oftest homoseksuelle.

Dette er resultatet af forskning flere steder i verden, bl.a. en klinik i Toronto, hvor en af verdens førende eksperter på området, Kenneth Zucker, arbejdede. Lobbyorganisationer for transkønnede var så utilfredse med resultaterne fra Zuckers forskningsgruppe, at de fik universitet i Toronto til at fyre ham, uanset at han ikke havde gjort noget galt. De transkønnede aktivister er utilfredse med selve ideen om, at der kan være nogle børn, som på et tidspunkt føler sig som transkønnede, men ikke bliver ved med at føle sig som transkønnede og ikke går ind i et behandlingsforløb for at få kønsskifte. Aktivisterne ser det som diskrimination og manglende anerkendelse, at et barn ikke straks bliver anerkendt som transkønnet. Selve det, at nogen på et tidspunkt kan føle sig som transkønnede, og så senere fortryder, er en torn i øjet på de transkønnedes organisationer, og de gør hvad de kan for at nedgøre og udslette forskningsresultater, der går imod dem.

I det andet kapitel om transkønnede har jeg beskrevet hvordan det forløber, hvis en ung person påbegynder en proces henimod kønsskifte. Det starter gerne med at personen får ”stop-hormoner”, der sætter puberteten på standby. Det bremser kroppens vækst og udviklingen af modne kønsorganer, og har altså omfattende konsekvenser. Når personen når en alder på 16 år, begynder man at behandle ham/hende med det modsatte køns hormoner. Det fører til varige ændringer og til sterilitet for resten af livet. Når personen er fyldt 18 år, kan man følge op med kirurgiske indgreb, hvor man modellerer de ydre kønsorganer om, så kroppen mest muligt ligner det modsatte køns krop.

Alt dette betyder, at når først en ung person påbegynder processen henimod kønsskifte, så er det en proces, der fører frem til varig ændring af kroppen og varig sterilitet. Det kræver nøje overvejelser at gå ind i en sådan proces, som ikke kan fortrydes, og beslutningen bør tages efter nøje gennemdrøftelse i samråd med den unges forældre. Imidlertid er de transkønnede lobbyister meget ivrige for, at en sådan beslutning skal tages så hurtigt som muligt, og gerne uden forældrenes godkendelse. De ønsker tydeligvis, at så mange mennesker som muligt tager skridtet og skifter køn, og jo tidligere dette skridt bliver taget, jo større er muligheden for at få den unge ind i en proces, som ikke kan fortrydes. De ønsker også at beslutningen tages tidligt i livet, hvor den unge endnu ikke har nogen realistisk fornemmelse af risici.

Den store stigning i antal tilfælde
I de allerseneste år er antallet af tilfælde, hvor en person henvender sig til kønsskifte-klinikker, steget voldsomt.
I 2012 søgte 4 børn om kønsskifteoperation i Sverige. Det steg til ca. 200 børn i 2016.
I Danmark lå antallet på ca. 4 personer om året frem til 1978.
Endnu omkring 2004 blev der henvist omkring 5 personer om året til kønsskifteoperation på Rigshospitalet. Dette er siden da steget til ca. 350 personer, dvs. langt flere end der er kapacitet til at operere.
Der er bl.a. også sket en stor stigning i antallet af børn der henvises til operation.
I Storbritannien er antallet af børn og unge, der identificerer sig som transkønnede, steget fra 51 i 2009 til 1766 i 2016 – det er en stigning på en faktor 34 på bare syv år.

Denne stigning må tydeligvis have noget at gøre med øget opmærksomhed. Flere mennesker læser om transkønnede på nettet, eller ser videoer om kønsskifteoperation. Det kan gøre, at personer som havde diffuse problemer med at finde ind i en passende kønsrolle, pludselig bliver opmærksom på muligheden for, at de i virkeligheden er transkønnede. Det kan også have skabt større accept i forældregenerationen, sådan at flere børn og unge nu tør komme frem med deres sande følelser om dette.

Der er også en anden teori, nemlig at det kan have at gøre med østrogen-lignende stoffer i miljøet, f.eks. fra forurening eller fra visse typer af hovedpinepiller.

Der er dog et mønster, der gør, at ingen af disse forklaringer helt stemmer. Indtil for få år siden var det sådan, at ca. ¾ af de personer, der henvendte sig om kønsskifte, var drenge og mænd. Sådan er det ikke længere. Den store stigning blandt unge mennesker er langt større for kvinder end for mænd. Denne tendens til at kraftig overvægt af unge kvinder blandt dem, der vil have kønsskifte, ses overalt i vores kulturkreds, f.eks. i USA, Canada, Storbritannien, Holland, Finland og New Zealand.
F.eks. er tallene for Storbritannien som følger:
I 2009 var der i alt 15 unge kvinder, der identificerede sig som transkønnede. I 2016 var det tal steget til 1.071 – på syv år var antallet altså steget med mere end en faktor 70.

Der er ingen af de nævnte forklaringer der kan forklare, hvorfor stigningen er langt større for kvinder end for mænd, og hvorfor den tidligere overvægt af mænd der blev transkønnede nu er skiftet til  en overvægt af kvinder på op til 80 %.

For de transkønnede lobbyister kan denne udvikling ses som en stor sejr – mange, mange flere end før er nu kommet ind i de transkønnedes rækker. Og noget tyder på, at det netop er sådan disse tal skal anskues – som resultat af en bevidst indsats fra trans-lobbyisternes side.

En artikel om teenagerpigers pludselige transkønnethed
Det meget store antal teenage-piger, som pludselig har erklæret, at de er transkønnede, har fået mange af pigernes forældre til at reagere. I 2015 og 2016 blev der oprettet flere grupper og sider på internettet for bekymrede forældre med børn, der pludselig, ud af det blå, erklærede sig som transkønnede. En amerikansk forsker, Lisa Littman, lagde et spørgeskema ud på disse sider, og fik det besvaret af flere hundrede forældre i slutningen af 2016. Hun bearbejdede den information, hun fik fra de i alt 256 besvarelser, og resultaterne blev offentliggjort i et videnskabeligt tidsskrift i 2018.

De oplysninger, hun fremlagde, var temmelig rystende – de viste hvor let piger i den meget påvirkelige alder kan påvirkes af internet-sider og især af veninder til pludselig at erklære sig transkønnede uden forudgående varsel.

Det gjorde da også stort indtryk på transkønnede personer, at Littman kunne argumentere for at det pludseligt store antal unge kvinder, som ville have kønsskifte, nok ikke faktisk var transkønnede. Trans-lobbyen følger hele tiden den linje, at enhver der på noget tidspunkt erklærer at være transkønnet, uden videre skal anerkendes som sådan, og skal støttes i en udvikling hen imod kønsskifte-behandling.

Anonyme personer med stærke personlige interesser i dette forskningsfelt henvendte sig til tidsskriftet med påstande om at metode og konklusioner var fejlagtige. De mente at artiklen var udtryk for trans-fobi. En af henvendelserne var fra en anonym person med email-adressen SadistHailey og med teksten: ”Den vedhæftede artikel blev skrevet under anvendelse af transfobiske pift (f.eks. køn observeret ved fødslen), så det er sandsynligt at en transfobisk person har bidraget, en person som ved nøjagtigt hvad de gør.”

Mærkeligt nok reagerede redaktøren meget imødekommende og venligt på denne messenger-besked. Stillet over for sådanne påstande, som så ud til at høste opbakning fra grupper på de sociale medier befolket af lægmands-aktivister, gav tidsskriftet efter for kritikken allerede fem dage efter at artiklen var publiceret. Tidsskriftets redaktør annoncerede, at de ville igangsætte en faglig efter-vurdering. Littmans universitet fjernede en artikel på deres hjemmeside, som ellers omtalte undersøgelsen. I stedet udsendte de en erklæring om, at de støtter seksuelle minoriteters sundhed, og at de vil nedsætte en gruppe af eksperter som skal give retningslinjer for fremtidig forskning på området.

Efter 7 måneder var efter-vurderingen af artiklen færdig, og det førte til at artiklen blev publiceret i en ny udgave med små korrektioner og en længere kommentar-artikel.

Der er stadig et relevant punkt, hvor artiklen kan kritiseres fagligt: Nemlig at data bygger på indberetning fra en gruppe forældre, som ikke nødvendigvis er repræsentative. Der er ingen krydstjekning fra andre grupper, så som de unge selv. Som vi skal se i det følgende, vil et sådant krydstjek dog være umuligt.

Forældrene i undersøgelsen er hovedsagelig fra USA, Canada og Storbritannien. 88 % af forældrene svarer ja til, at transkønnede personer fortjener de samme rettigheder og den samme beskyttelse som andre personer i deres land. Blandt et repræsentativt udvalg af den amerikanske befolkning svarer 89 % ja til samme spørgsmål, så disse forældre er temmelig repræsentative i deres holdning til transkønnede generelt.

Rapid onset gender dysphoria
Littmans artikel formulerer et nyt begreb, ”Rapid Onset Gender Dysforia” (ROGD). Det betyder kønsdysfori, som indtræder meget hurtigt.

De unge, som blev beskrevet via forældrenes svar, var hovedsagelig kvinder. De var i gennemsnit 15 år gamle, da de bekendtgjorde at de var transkønnede. Indtil det tidspunkt var 35 % af pigerne og 57 % af drengene klart heteroseksuelle. Resten var aseksuelle, biseksuelle, homoseksuelle eller uafklarede.  80 % af dem havde som mindreårige ikke vist et eneste tegn på en adfærd, der tydede på køns-dysfori, og ikke en eneste havde som mindreårig fuldt ud opfyldt de officielle DSM-5 kriterier for transkønnethed. Da de unge meddelte forældrene, at de følte sig som transkønnede, kom det i 32 % af tilfældene helt uden forudgående tegn. For nogle havde der været nogle forudgående tegn inden for den seneste foregående uge, eller indenfor en periode på 3 måneder. Kun 36 % af dem havde vist visse tegn længere tid forud. Det var altså omkring halvdelen af dem, hvor påstanden om at være transkønnet kom stort set helt ud af det blå. Der var således i ekstrem grad tale om ”rapid onset”. Kun 2 % af forældrene anerkendte umiddelbart, at deres barn virkelig var transkønnet.

De unges kendskab til transkønnethed stammede dels fra internettet, og dels fra venindegrupper. I 67 % af tilfældene var det sådan, at på det tidspunkt, da de ”sprang ud”, var de medlem af en venindegruppe hvor også en eller flere andre pludselig var transkønnede. De fleste af de øvrige havde kort forinden vist en stærkt forøget interesse for oplysninger på internettet.

Disse oplysninger gør det rimeligt at tvivle på, om disse unge mennesker virkelig var transkønnede i almindelig forstand. Det gælder for ca. 0,7 % af unge amerikanere, at de siger at de er transkønnede (og endnu færre er transkønnede efter en nøjere vurdering). Hvis der f.eks. er fire teenagepiger i en venindegruppe, som alle sammen er transkønnede, så er sandsynligheden for at dette skulle ske rent tilfældigt, mindre end 1:100.000.000. Man kunne godt formode, at alle piger på en skole, der føler sig som transkønnede, kan finde sammen i én gruppe; men der er ikke tegn på, at venindegrupperne blev dannet på den måde. Førend det kom på mode at være transkønnet, dvs. før år 2000, var det højst 1:10.000 der var reelt transkønnede. Sandsynligheden for, at der i en venindegruppe samtidig skulle være 3-4 reelt transkønnede i traditionel fortand, er derfor stort set nul. Det er derfor rimeligt at konkludere, at der kan umuligt være tale om at disse piger er reelt transkønnede i den forstand, som der blev redegjort for i artikel 1 og artikel 2.

Over halvdelen af disse unge (hovedsagelig piger) har ifølge forældrene dårlig eller meget dårlig evne til at håndtere negative følelser. 62 % havde let ved at blive overvældet af negative følelser, og ”håndterede” det ved at undgå situationer, der kunne udløse disse følelser. 63 % havde en eller flere diagnoser på psykiske eller neurotiske lidelser. Næsten halvdelen var præget af traumatiske oplevelser. Mange var autister.

Over halvdelen af alle teenagepiger er utilfredse med deres krop; hvis den utilfredshed parres med tendens til at undgå negative følelser, så kan mange piger måske finde en løsning ved at tro, at de i virkeligheden befinder sig i den forkerte krop.

Samtidig er det sådan, at de internetsider, der inspirerer disse unge til at erklære sig som transkønnede, har meget brede beskrivelser af hvad der kan indikere at man er i den forkerte krop. Littmans artikel giver eksempler fra Reddit og Tumblr på angivelige tegn på kønsdysfori. Det er f.eks. vedvarende vanskelighed ved at komme igennem sin dag; fornemmelsen af at være fremmed over sine egne følelser; mangel på formål med tilværelsen. Enhver person med pubertetsproblemer og manglende evne til at håndtere negative følelser vil kunne føle, at disse tegn passer, og begynde at tro, at han/hun er transkønnet.

Littmans artikel beskriver også det meget stærke gruppepres, som de fleste af disse unge er udsat for. Inden for en venindegruppe er der stor beundring for dem der er transkønnede, og stor foragt for den omgivende verden, som ikke er transkønnet. Hvis en pige siger, at hun ikke er transkønnet, vil hun blive hånet og må formentlig forlade gruppen. Det er så deprimerende at forlade gruppen, at hun så hellere vil blive i gruppen og erklære sig transkønnet lige som de andre.

Fra internettet henter de unge råd om, hvordan de skal håndtere omgivelserne. De læser hvordan de skal optræde over for den læge, de konsulterer. De skal på forhånd læse om DSM-5 kriterierne for transkønnethed, og sørge for at præsentere en historie, der passer med disse kriterier. De skal sige at de længe har følt sådan, men ikke turdet fortælle det til nogen – den påstand kan aldrig verificeres. De skal finde ud af, hvad lægen gerne vil høre for at kunne udskrive behandling med testosteron, og så sige præcis det. De får at vide at det er lige meget om de lyver – det afgørende er at få testosteronet.

Det er da også sådan, de unge opfører sig overfor forældre og læger. Samtidig findes der ingen objektive kriterier for hvornår en person er transkønnet; det afgørende er, at personen selv insisterer på at være det. Det kan aldrig kontrolleres, og der er derfor frit spil for at fremstille sig selv på den ”rigtige” måde. Der er tegn på, at mange af de unge faktisk lyver om disse ting, og i hvert fald tvivler 77 % af forældrene direkte på hvad de unge siger. Lige netop derfor er det umuligt at undersøge forekomsten af ROGD ved at interviewe de unge selv.

Kun 44 % af de unge er villige til at arbejde med deres problem med det psykiske helbred. Men 56 % af de unge tror entydigt, at de vil få det bedre hvis de skifter køn. På det tidspunkt, da de ”springer ud” – altså gennemsnitligt i en alder af 15 år – vil 67 % have kryds-sex hormoner, og 53 % vil opereres. Det vil sige at flertallet vil med det samme ind i behandling, som gør dem permanent sterile. Denne utålmodighed og overilede attitude stemmer med, hvad trans-lobbyister vil have de unge til at gøre – de skal så hurtigt som muligt gøre noget uigenkaldeligt, så der ikke er nogen vej tilbage, sådan at det sikres, at de ikke fortryder.

Ifølge forældrene fik lidt over halvdelen af de unge fra internettet eller fra bekendte råd om, hvordan de skulle overtale forældrene til at acceptere deres kønsskifte: At det var vigtigt at de påbegyndte kønsskifte øjeblikkeligt (35 % af de unge); at hvis forældrene nægtede de unge at få hormoner med det samme, skulle de kalde forældrene groft ufølsomme og transfobiske (34%); at hvis de udskød kønsskiftet ville de senere fortryde det (29%); hvad de skulle sige til en læge eller terapeut for at få hormoner (23%); og hvis forældrene var modvillige, skulle de fortælle forældrene at der en høj risiko for selvmord blandt transkønnede teenagere. Faktisk havde 64 % af de unge kaldt deres forældre transfobiske eller fanatisk reaktionære, og  31 % af de unge havde nævnt selvmordsrisikoen for forældrene; det lægger selvsagt et voldsomt pres på forældrene og er effektivt for at få forældrene til at give efter.

Mange af de unge fik det dårligere efter at de havde fortalt deres forældre, at de ville have kønsskifte. Kun 7 % fik et bedre forhold til forældrene; 57 % fik et dårligere forhold. 35 % præsterede dårligere i skolen derefter. Næsten 60 % fik mere ensidige interesser.

De sociale følgevirkninger af at de unge erklærede sig transkønnede, var omfattende. 45 % af de unge havde trukket sig væk fra familien, og endnu flere forsøgte at isolere sig fra familien. 43 % skrev på de sociale medier, at deres forældre var transfobiske eller toksiske. 29 % nægtede at tale med deres forældre. 25 % holdt helt op med at omgås personer der ikke var transkønnede. 52 % havde ingen tillid til mainstream samfundets læger og terapeuter. 47 % havde kun tillid til de informationer, som kom fra transkønnede personer og netsider. 18 % var fjendtlige over for alle ikke-transkønnede personer.

Tendensen til at de unge fik det værre efter at de var ”sprunget ud”, var langt større for dem der var under indflydelse af en venindegruppe end for de øvrige. En relativt stor andel af de unge i venindegrupper (modsat dem der ikke var i en gruppe) havde før de sprang ud ingen psykiske problemer; men efter at de sprang ud, havde 52 % fået det psykisk dårligere.

Alt dette giver indtryk af en form for hjernevask, som kan sammenlignes med det der sker, når en person indfanges af en religiøs sekt.

En del af forældrene kunne fortælle om den unges første konsultation med en læge eller en specialist i transkønnethed. I 67 % af tilfældene var det, den unge sagde under konsultationen, ikke sandt, og i mange af de resterende tilfælde tilbageholdt de unge vigtig information. I 70 % af tilfældene spurgte specialisten overhovedet ikke til psykiske sygdomme hos den unge, på trods af at der ofte var grund til det. På trods af at ingen af de unge opfyldte normale krav til transkønnethed, var det mindst 24 % af specialisterne, som udskrev recepter på hormoner allerede ved første konsultation. De unge har tydeligvis opsøgt specialister med sympati for transkønnethed, og som på helt uansvarlig vis har samarbejdet om at sætte kønsskifte i gang hurtigst muligt. De fleste af disse specialister undlod at samarbejde med den unges almindelige læge. De fleste specialister var ligeglade med hvad forældrene fortalte, og en del af dem skubbede aktivt på for at få kønsskifteprocessen i gang, også førend den unge selv havde bedt om det.

Der er nogle træk ved de venindegrupper, der støtter hinanden i at ville skifte køn, som minder om hvad der foregår i forbindelse med anorexi.
Anorexi er også en tilstand som mest rammer piger i teenage-alderen, og som har at gøre med en forstyrret opfattelse af kroppen. Anorexi-piger støtter hinanden i grupper på internettet. Her beundres de piger, der taber mest i vægt, og alle opfordrer hinanden til at gå videre endnu. Der er internt sammenhold og modstand mod den uforstående omverden, og der gives råd om hvordan man kan lyve og snyde så omgivelserne ikke ved, hvor lidt man spiser.

I tilfældet anorexi er det oplagt, at omverdenen ikke skal støtte pigerne i deres tankeverden. Pigerne er på vej til at ødelægge sig selv, på grund af vrangforestillnger. Dette er måske ikke så langt fra situation for unge med ROGD.

Der findes også andre vrangforestillinger, hvor man ikke skal opfylde patientens ønsker; f.eks. findes der vrangforestillinger, hvor en person med en sund krop vil have et ben eller en arm amputeret.

Man kan hævde det synspunkt, at ROGD-fænomenet er en form for psykisk epidemi. Man kan kalde det for en massesuggestion, eller en lidelse der udbredes ved social smitte. Der er mange eksempler på, at kvinder er mere modtagelige for sådan noget, end mænd er. Kvinder i teenage-alderen er ofte meget afhængige af den gensidige sociale støtte i små venindegrupper, hvor de er så tæt sammen, at de bliver enige om alt. Der kendes eksempler på mystiske og uforklarlige sygdomme, som rammer unge kvinder, og som spredes ved social kontakt.
Endog selvmords-epidemier kan spredes ved ”social smitte”.

Når noget sådant kan lade sig gøre i andre forbindelser, så må det også være muligt her. Det er i mine øjne den mest sandsynlige forklaring der kan gives for ROGD-fænomenet. Det er ikke en forklaring, der kan bevises, for ingen ved med sikkerhed, hvilke motiver der driver andre mennesker. Men det er en forklaring der virker mere sandsynlig end at alle disse teenagere pludselig alle sammen, ud af det blå, skulle vise sig at være transkønnede. Den statistiske sandsynlighed for, at det virkelig skulle forholde sig sådan, er meget, meget lille.

Behandler-systemets accept af transkønnethed
I Nordamerika (USA og Canada) vil en ung person med ønske om kønsskifte som regel kontakte en eller anden form for køns-terapeut eller kønsskifte-klinik. Specialister og terapeuter på sådanne steder er oftest tilhængere af den tankegang, den identitets-model, at enhver person selv afgør sin egen identitet. Ideologisk set kan det ses som en tilslutning til identitetspolitik. Enhver person definerer selv, hvem han/hun er. Hvis nogen f.eks. hævder at være kunstner, så er vedkommende kunstner, uanset hvad andre synes.

Inden for spørgsmålet om transkønnede går denne identitets-model dog et skridt videre. Ikke blot accepterer man uden spørgsmål hvad klienten siger om sin kønsidentitet; man undlader også at tage stilling til andre forhold, der kunne spille ind.

De fleste af de pubertetspiger, der henvender sig om kønsskifte, har problemer med deres psykiske helbred. Langt de fleste pubertetspiger er utilfredse med deres krop, og kan have psykiske problemer i den forbindelse. Men her er der tale om, at hovedparten af klienterne har neurotiske forstyrrelse, lider af angst, har problemer med spirende homoseksualitet, har PTSD, eller har diagnoser så som autisme. Dette er f.eks. tydeligt i en finsk undersøgelse, hvor hovedparten af de unge var i psykiatrisk behandling allerede før de henvendte sig om kønsskifte. I de officielle retningslinjer for behandling af børn der føler kønsdysfori angives udtrykkeligt, at hvis der er problemer af de nævnte typer, skal disse problemer håndteres først. Det sker ikke på de amerikanske kønsklinikker. Her er den normale procedure, at der netop ikke stilles spørgsmål om klientens mentale sundhedstilstand. Man går uden videre ud fra, at hvis der er problemer, så kan de løses ved kønsskifte. Klienterne modtager helt utilstrækkelig terapi og rådgivning inden de går videre til kønsskifte.

Den lempelige tilgang betyder en vældig omsætning for alle led i behandlersystemet. I USA er antallet af kønsskifteklinikker vokset enormt. De der producerer testosteron, får en stor del af deres omsætning fra behandling af transkønnede. Der findes endog reklamer, der skal overtale unge med kønsdysfori til at forlange behandling med stophormoner.

Enhver der møder op og siger at han/hun er transkønnet, regnes for faktisk at være transkønnet i samme øjeblik som vedkommende erklærer det. Dette præger klinikkerne i de liberalistiske økonomier i Nordamerika. Men selve tankegangen i identitets-modellen er udbredt overalt – i samme øjeblik en person hævder at være transkønnet, skal dette accepteres ubetinget.

Imidlertid er der siden årtusindskiftet sket en holdningsændring blandt behandlere. Mange har forladt ideen om, at kønsdysfori er en personlighedsforstyrrelse, som skal verificeres med en bestemt diagnose. I stedet mener man, at kønsidentitet er socialt bestemt, og at depression og andre lidelser hos den unge skyldes manglende accept af hans/hendes kønsidentitet. Ud fra den holdning ønsker man at forlade ideen om at den unge skal undersøges nøje og skal opfylde kravene for en diagnose. Man er imod at voksne specialister skal være ”dørvogtere”, der kontrollerer hvem der kan gå videre i kønsskifte-processen; barnet skal selv bestemme; man skal uden forbehold acceptere den unges egen opfattelse af sin kønsidentitet. Den terapi eller behandling, den unge skal have, skal være ”køns-bekræftende” (gender-affirming). Den unge skal give informeret samtykke til den videre kønsskifte-behandling, og man går ud fra at selv børn er modne nok til at give et sådant informeret samtykke. Man sparer udgifter til dyre specialister og går direkte over til konkret handling.

Dette  betyder f.eks. at børn i 8-9-års alderen modtager køns-bekræftende terapi, som i praksis fastholder dem i deres ønske om at være transkønnede. Dette sker, uanset at 70 – 90 % af dem ville forlade ideen om være transkønnede, hvis de blev overladt til sig selv. Med køns-bekræftende terapi kan man formode, at en større andel af børnene fastholder deres ønske om at skifte køn, og de transkønnedes lobbyister er meget interesserede i, at det skal være sådan. De er voldsomt imod den vent-og-se strategi, som bl.a. Kenneth Zucker har stået for, og deres ekstremt stærke modstand mod den strategi var motivationen for, at de fik Zucker fyret, som beskrevet i kapitel 1.

Samtidig mener nogle specialister, at de ofte kan afgøre om et barn er transkønnet eller ej, blot efter en halv times konsultation. Hvor forskningen ellers viser, at man selv med de strengeste kriterier ikke kan forudsige, om et 8-9-årigt barn vil blive transkønnet, så mener disse specialister skråsikkert, at man på bare en halv time kan afgøre det rimeligt sikkert.

Der eksisterer en organisation af specialister der behandler transkønnethed. Siden 2006 har den haft navnet World Professional Association for Transgender Health (WPATH). Medlemmerne af WPATH er positive over for at personer med kønsdysfori så vidt muligt skal skifte køn. De personer, der er mere forbeholdne, er ikke velkomne i organisationen og bliver udelukket.
WPATH udgiver et videnskabeligt tidsskrift, som dog kun bringer artikler der understøtter WPATHs positive holdning til kønsskifte.

Igennem de seneste 40 år har denne organisation haft faglige standarder for behandlingen af transkønnede. Disse standarder er dog blevet lempet meget.
I 2011 vedtog WPATH en ny standard, hvor man opgav at specialister skulle have en ”dørvogter”-funktion. De nye regler betød blot et krav om ”informeret samtykke”, hvorefter den unge straks kunne gå i gang med hormonbehandling. Det betyder i praksis, at når f.eks. teenage-piger pludselig, i stort antal, henvender sig til kønsskifte-klinikker, så bliver de alle positivt modtaget, og nogle får lov at gå i gang med kønsskiftebehandling lige med det samme.
Desuden kan teenagere købe hormoner på nettet og gå i gang med hormonbehandling uden at nogen læge er involveret, og da foreligger der ikke ”informeret smatykke”.

Nogle går i gang med behandling på trods af forældrenes vilje. En amerikansk ”bioetiker” har i et videnskabeligt tidsskrift redegjort for, at det er skadeligt ikke at efterkomme et barns ønske om kønsskifte. Det er derimod det etisk rigtige at staten gennemtvinger hormonbehandling af barnet imod forældrenes vilje.
Der findes også stater i USA hvor forældre ikke har den juridiske ret til at modsætte sig hormonbehandling af deres barn.

Den meget lempelige tilgang gør det muligt for nogle behandlere at behandle børn i ret ung alder. Amerikanske Johanne Olson-Kennedy, der har behandlet over 1000 klienter indtil nu,  har fået et statsligt forskningsstipendium til at følge virkningen af kønsskifte-behandling i meget ung alder. Mindstealderen for at give det modsatte køns hormoner, altså f.eks. testosteron til piger, er nu nedsat fra 16 år til 13 år (i nogle tilfælde 11 år); for piger med tidlig pubertet er den nedsat til 8 år.
Piger ned til en alder af 13 år har fået bortopereret bryster.

I Storbritannien eksisterer der lobby-organisationer for transkønnede, bl.a. Mermaids, der yder støtte til børn og unge der vil skifte køn. Mermaids er ivrige for at sænke den alder, hvor piger kan få testosteron; de bruger den argumentation, at det er en form for mishandling af børnene ikke at give dem testosteron, når de har brug for det. De har inviteret Johanne Olson-Kennedy til England i forsøg på at få samme forhold i Storbritannien som i USA.

I Storbritannien har en lang række foreninger af psykoterapeuter, samt de lægelige direktører for National Health Service i England og Skotland, underskrevet et memorandum som forbyder konverteringsterapi.
Ved konventeringsterapi forstås som regel kristne gruppers forsøg på at ændre et individs seksuelle orientering fra homoseksuel til heteroseksuel; disse kristne grupper ses som reaktionære modstandere af alt andet end heteroseksualitet. I 2017 udkom dette memorandum i en ny udgave, hvor konverteringsterapi defineres som ethvert tiltag der bygger på at bestemte former for seksualitet eller bestemte kønsidentiteter er at foretrække frem for andre.  I memorandummet udtrykker de underskrivende organisationer deres enighed om at enhver form for konverteringsterapi, hvad enten det drejer sig om seksuel orientering eller kønsidentitet, er uetisk og potentielt skadelig.
Også i USA er der nogle faglige organisationer, som blander konverteringsterapi for homoseksuelle sammen med spørgsmål om kønsidentitet hos børn. Derved får de vendt argumentationen på hovedet og forsvarer at børn altid skal gå i kønsskiftebehandlng, hvis de ønsker det. Det betyder at hvis et barn udtrykker kønsdysfori og hævder at være født i det forkerte køns krop, så er det uetisk af behandleren at stille spørgsmålstegn ved dette. Den eneste tilladte form for terapi er kønsbekræftende terapi, dvs. en terapi hvor målet om kønsskifte stort set  er givet på forhånd. Hermed fastslår alle relevante autoriteter i Storbritannien, at vent-og-se strategien er uetisk og potentielt skadelig. Alle involverede børn skal bringes frem til kønsskifte.

I USA og Canada har en række stater vedtaget love, der gør det forbudt at forsøge at ændre et barns kønnede adfærd. Det vil sige, at hvis barnet mener at tilhøre det modsatte køn, så er det forbudt at gå imod barnets opfattelse. Det eneste lovlige er kønsbekræftende terapi, dvs. at føre barnet frem mod kønsskifte.

Sådanne regler og love kommer i stand på basis af, hvad trans-lobbyen siger til politikere og andre. Trans-lobbyen påstår, at deres opfattelse er fagligt velfunderet, og det tror politikerne så på. Men faktisk går de vedtagne regler helt på tværs af eksisterende forskning, som entydigt viser at vent-og-se strategien er den rigtige over for mindreårige børn.

Smædekampagner
Blandt transkønnede er der relativt mange, der har en usædvanligt fjendtlig indstilling over for meningsmodstandere; de viser sig som intolerante, uforsonlige, hadske og aggressive. Det gælder nok især mand-til-kvinde transkønnede, som på den måde demonstrerer, at de stadig har bevaret en mandligt-aggressiv mentalitet, og ikke opfører sig som kvinder.

Der er mange eksempler på dette. Som første eksempel vil jeg nævne kampagnen mod Michael Bailey, psykologiprofessor ved Northwestern University. Bailey bygger på en anden forsker, Ray Blanchard, der står for den opfattelse, at mand-til-kvinde transkønnede ikke er kvinder fanget i en mands krop; mange af dem er auto-gynofile (auto-gynephilic), hvilket vil sige at de er mænd som føler sig erotisk stimuleret ved at se sig selv som kvinder. Det er en opfattelse, som mange transkønnede bliver forarget og vrede over.

Bailey udgav i 2003 en bog, hvor han præsenterer Blanchards hypotese. Det førte til voldsomme angreb på ham fra en række af mand-til-kvinde transkønnede. Bailey modtog emails med chikane og trusler. Hans kolleger fik henvendelser om at Bailey var alkoholiker og burde fyres. Bogen blev præsenteret som en form for Ku-Klux-Klan vendt mod transkønnede. Der blev oprettet en omfangsrig internetside hvis formål var at få Bailey fyret. Han blev beskyldt for at have opdigtet data, for at praktisere uden tilladelse, og for at have haft sex med en af sine klienter. Der blev lagt pornografiske billeder op af hans børn, og han blev beskyldt for at have dyrket analsex med sin datter. Der var også chikane mod hans ex-kone, hans kæreste, og hans venner. Mange journalister refererede anklagerne ukritisk, og Bailey blev fremstillet i pressen som ”Dr. Sex”.

Universitetet indledte en undersøgelse mod Bailey, og samtidig trådte han tilbage som institutleder. Han bevarede dog sin professorstilling. Hans bog var indstillet til at modtage en pris, men trans-aktivisterne fik forpurret at den modtog prisen.

En ung journalist og tidligere aktivist, Alice Dreger, havde sympati for Bailey og gav sig til at efterforske hele affæren. Hun forsøgte at interviewe nogle af de centrale personer som styrede smædekampagnen. Det førte til, at også hun blev udsat for chikane, trusler og hån. Hendes søn blev kaldt for en ”mavesvulst”, og både hun og sønnen måtte have politibeskyttelse.

I 2016 udgav Alice Dreger en bog om hele affæren. Hun modtog også i den anledning af trussels-emails, og trans-aktivisterne forhindrede også denne gang, at bogen modtog en pris, som den var indstillet til. Translobbyen fryder sig over deres sejr på det felt.

I kapitel 1 beskrev jeg hvordan translobbyen var i stand til at få fyret en af verdens førende eksperter i transkønnede, Kenneth Zucker, og få nedlagt hele hans klinik med alle dens ansatte.
Også her tog en journalist, Jesse Singal, fat på at beskrive hvad der var foregået. Det førte til at translobbyen kastede sig over ham, og han modtog en lang række dødstrusler.

Den praktiserende psykolog Tania Marshall er specialist i sammenhængen mellem autisme og transkønnethed. Det er et problem, at mange unge, også piger, som viser ROGD  (ønsker kønsskifte), samtidig er autister. De transpositive behandlere har ikke mange hæmninger med også at bringe autister i kønsskfite-behandling, og det har Marshall skrevet imod. Translobbyen har mobbet hende, hun angribes af internet-trolde, og hun har modtaget dødstrusler.

Det er fælles for alle disse forløb, at translobbyen bruger personangreb som taktik. De forsøger at skræmme deres modstandere fra vid og sans. De forsøger at ødelægge folks gode navn og bringe dem i vanære. Enhver modstand mod at give unge mennesker let adgang til kønsskifte anses for at være konverteringsterapi, altså noget dybt reaktionært og uetisk.

De mange smædekampagner mod enhver modstander gør, at fagfolk overalt er så skræmte, at de forholder sig tavse. Journalister som Alice Dreger og Jesse Singal oplever, at det er meget svært at få fagfolk til at tale åbent. De fleste fagfolk er rystende bange for at sige noget som helst, fordi de ved hvor meget det vil gå ud over dem personligt. Trans-lobbyen har således effektivt saboteret ytringsfriheden og forskningsfriheden.

En af de få, der tør åbne munden, er den britiske psykiater Lucy Griffin. Hun er meget betænkelig ved hormonbehandling af unge mennesker med ROGD, da behandlingen gør dem permanent sterile, og da langtidsvirkningerne er ukendte. Hun arbejder under the National Health Service (NHS) i Storbritannien; men hun siger at NHS er blevet meget skræmt over det stærkt stigende antal krav om tilladelser til hormonbehandling. De tør ikke gå imod det, da de er bange for at blive kaldt reaktionære fanatikere (`bigots´). Griffin skulle holde et foredrag arrangeret af en kvindeorganisation. Det blev forhindret ved at en gruppe på 30 trans-aktivister stormede mødet og afbrød foredraget.

Kathleen Stock er professor i psykologi ved University of Sussex. Hun dristede sig til at skrive et indlæg på en blog om en lov om juridisk kønsskifte. Det udløste en smædekampagne imod hende. Studenter stillede sig op med plakater imod hende, og en studenterforening udtalte, at de ikke accepterede at hun udspredte had på universitetet. Der kom mange beksyldninger mod hende, og nogle forsøgte at få hende fyret. Det værste for hende var dog kollegernes reaktion. De to gkontakt til hende og sagde privat, at de var enige med hende, men ikke turde sige det åbent. De var bange for at ruinere deres egen karriere. De fleste af disse kolleger var kviner, nogle med børn og de fleste med tidsbegrænsede kontrakter, som de ikke kun klare at miste.

James Caspian er en psykoterapeut ansat ved det britiske Bath Spa University. Som erfaren forsker i transkønnethed har han fået kontakt til flere personer, der har fortrudt deres kønsskifte. Translobbyen hævder, at stort set ingen der har gennemført kønsskifte-behandling, fortryder bagefter; alle er tilfredse. Det er dog ikke ganske sandt. Caspian formulerede et forskningsprojekt der skulle undersøge de nærmere omstændigheder omkring transkønnede, der fortryder og vil være ciskønnede igen. Men universitetet sagde nej til projektet, fordi det var ”etisk komplekst”. Universitetets etiske komité udtalte at “de angreb, der vil komme på de sociale medier, vil måske ikke begrænse sig til forskeren; de vil måske også ramme universitetet”.

Caspian har anlagt sag mod sit universitet for at få en juridisk vurdering, med den argumentation at universitetet har afvist et stykke potentielt politisk ukorrekt forskning fordi det vil udgøre en risiko for universitetet. Men dommeren har afvist sagen, fordi Caspian ikke har overholdt den nødvendige tidsfrist.

En anden sag, nævnt ovenfor, angik Lisa Littmans afhandling om ROGD. Som nævnt forsøgte translobbyen at få tidsskriftet til at revurdere afhandlingen, efter at den var godkendt af peer-review og trykt i tidsskriftet – en hidtil uset procedure. Og lobbyen fik Brown University til at slette en meddelelse om afhandlingen.

Debra Soh er en canadisk kvinde som har forsket i neurovidenskab. Som barn var hun ikke kønstypisk – nærmest en drengepige, nærmest prototypen på en pige der ville blive transkønnet. Men et stykke inde i puberteten ændrede det sig pludselig, og hun fik lyst til at være den heteroseksuelle kvinde, hun er nu.

Hun ser med gru på ROGD-fænomenet og på hvordan trans-lobbyen hele tiden presser på for at unge mennesker skal gå i kønsskifte-behandling. Hvis hun havde været teenager i dag, ville hun nok også have gået i kønsskiftebehandling og være blevet steril. Derfor ønskede hun at skrive artikler offentligt der advarede mod ROGD.  Hun havde et manuskript liggende i et halvt år og vidste ikke om hun turde publicere det. Hun drøftede det med sine neurovidenskab-kolleger og vejledere, som alle rådede hende fra at publicere det. De sagde at videnskaben om dette var skudsikker; men at hun måtte vide, hvad der ville ske, hvis hun sagde det offentligt. Hun ønskede at fortsætte sin akademiske karriere, og spurgte om det var klogest at vente til hun fik en fast stilling; svaret var, at selv hvis hun sad i en fast stilling, ville det ikke beskytte hende – hun kunne stadig miste sit job. Så besluttede hun at hun ikke ville blive i et miljø, hvor hun ikke kunne tale åbent og fortælle sandheden, og ikke kunne studere emner som gav mening for hende, fordi hun ikke kunne forudsige, hvem der pludselig ville blive rasende på hende og forhindre at hun fik penge at forske for. Så hun publicerede sin artikel og forlod den akademiske karriere.

Trans-lobbyen har som bekendt formået at gennemføre krav om hvordan man skal tale om køn på universiteterne. Et grotesk eksempel er en sag, hvor en ph.d.-studerende ung mand skrev i et studenterblad, at kvinder ikke kan have en penis. Det er imod den transkønnede ideologi, hvor en person med penis godt kan erklære sig for at være kvinde. Manden blev beskyldt for trans-fobi og blev smidt ud af universitetet, dvs. hans karriere blev ødelagt.
Det viser hvor ekstremt stor magt trans-lobbyen har fået over hvad folk må mene.

Alt dette, og meget andet, viser at trans-lobbyen med enorm energi og ihærdighed nærmest tæppebomber alt hvad der rører sig, som ikke i et og alt stemmer overens med lobbyens snævre opfattelse af hvordan man skal opfatte og håndtere transkønnethed. Hele universitetsmiljøet er præget af frygt, og mange er skræmt til tavshed. Det er lykkedes trans-lobbyen at sabotere den akademiske frihed og ytringsfriheden. Man kan ikke frit forske i hvad man finder vigtigt, og ikke frit udtrykke sin mening.

Trusler mod sundhedsfagligt personale
Fagpersoner i sundhedsvæsenet er etisk forpligtede til at gøre det bedst mulige for patienterne og ikke forårsage nogen skade.
Dette udnyttes af translobbyen til at presse disse fagfolk.

Som omtalt i kapitel 2 er der en stærkt forhøjet risiko for selvmord blandt transkønnede. Det kan hænge sammen med, at mange der skifter køn, i forvejen har psykiske problemer. Der er en stærkt forhøjet risiko for selvmord både før og efter personerne går i kønsskiftebehandling, og det er usikkert om denne risiko bliver større eller mindre efter behandlingen. Det hævdes at være vigtigt for personernes trivsel, at omgivelserne accepterer og anerkender deres transkønnethed. Det er sandt; men det er stadig usikkert om kønsskifte nedsætter risikoen for selvmord.

Trans-lobbyen fremstiller det sådan, at der er overhængende fare for at en person begår selvmord, hvis man ikke anerkender at personen er transkønnet, og ikke hurtigst-muligt igangsætter kønsskifte. De nævner f.eks. den svenske undersøgelse, der dokumenterer en 20 gange forøget risiko for selvmord blandt transkønnede; men de glemmer at nævne, at denne tyve gange forøgede risiko er for mennesker, der HAR gennemgået kønsskiftebehandling.
Med denne forvrængede fremstilling kan de beskylde personer der, som Kenneth Zucker, støtter en vent-og-se strategi, for kynisk at bringe børn i fare for selvmord. Det er på alle måde usandt; men det er en strategi, der virker. Ingen tør få det stempel på sig, at man bringer sårbare personer i fare for selvmord. Selvmords-argumentet overtrumfer alt og får næsten enhver til at rette ind efter trans-lobbyens ønske.

Et eksempel på truslerne: En læge lagde et tweet ud med teksten: ”Jeg er en canadisk børnelæge, og mange af os er forfærdede over at vores såkaldte ”ledere” tager trans-aktivisters ideologi til sig”. Det skulle han ikke have skrevet. Han indrømmer følgende:
”`Hvis du ikke kan lide lugten i bageriet, så find et andet sted at være!´ skrev jeg skråsikkert for en måned siden som respons på det tilbageslag, der havde ramt mig efter mit tweet . . . Men nu vil jeg blive i dette bageri, uanset hvor slemt det bliver .” Han fortsætter: ”Men den lille opblussen var at regne for en sommerbrise i sammenligning med det hvidglødende Twitter-raseri der væltede ind over mig fra en rasende pøbel af trans-aktivister. Jeg flygtede ud af bageriet; jeg deaktiverede min Twitter-konto, forskrækket og demoraliseret – og oprigtig talt en lille smule bange.”

Fortrydere presses til tavshed
Så vidt vides er langt hovedparten af de, der får kønsskiftebehandling, tilfredse med resultatet. Men der findes også personer, som fortryder. Der kan være personer som på et tidspunkt af deres liv hvor de havde psykiske problemer, troede at de var transkønnede, selv om de næppe var det. Efter at være blevet opereret går det måske op for dem, at det var en fejltagelse, og de fortryder at de nu har mistet deres kønsorganer.

Sådanne personer burde i sin tid have fået en mere kritisk rådgivning. Derfor kan de bruges som argument for at opretholde ordninger hvor specialister fungerer som ”dørvogtere”, der kun giver tilladelse til behandling, når de føler sig meget sikre på det. Trans-lobbyen, derimod, ønsker at alle, som ønsker, skal have adgang til behandling, uden at blive stoppet af vogtere.

Der er højreorienterede organisationer, som kan bruge fortrydere i deres politiske dagsorden, og som gerne promoverer disse fortryderes historier. Netop derfor er fortrydere i stor risiko for at blive chikaneret af trans-aktivister og truet til tavshed. De fleste personer, der fortryder kønsskifte, holder sig tilbage, og vi hører intet om dem. De tør ikke stå frem.

Forældre behandles negativt
En canadisk mor havde en teenage-pige der hævdede at være transkønnet. Moderen fosøgte at finde en støttegruppe for forældre der kæmpede imod at deres børn skulle have hormonbehandling. Der var ingen sådan støttegruppe noget sted. Men der var en støttegruppe for forældre til transkønnede børn, der modtog offentlig pengestøtte, og hun fik at vide at hun ville være velkommen der. Ved sit første besøg i gruppen ville hun advare de øvrige forældre om ROGD . Hun fortalte om ROGD og om hvor meget  risiko der kunne være ved hormonbehandling. Der blev først helt stille, og så fik hun at vide at hun ikke hørte til dér. Hun var ikke velkommen, og da hun ikke straks ville gå, forlod de 20-30 andre forældre lokalet og lod hende alene tilbage. Politiet blev tilkaldt, og hun måtte skynde sig væk, før de kom.

Til forældre som hende, der er bekymrede for hormonbehandling,  blev der i 2015-2016 oprettet flere internetsider. En førende trans-positiv internationalt kendt specialist har helt urimeligt sammenlignet disse internetsider med Ku Klux Klan.

Der er således to grupper af forældre – de, der er bekymrede og ikke ønsker hormonbehandling af deres børn, og de, der er trans-positive og går ind for køns-bekræftende behandling. De to grupper er ikke på talefod.

Forældre der ikke går ind for hormonbehandling af deres børn, beskyldes for at være sekteriske, trans-fobiske og endog nazister.  En del forældre modtager grove trusler, herunder mordtrusler.

Også lærere og myndighedspersoner kan være ret uforsonlige over for sådanne forældre. De kan f.eks. sige at deres datter faktisk er en søn, og når forældrene modsætter sig at datteren får brysterne skåret af, får de at vide at de er trans-fobiske.

Der er et stigende antal tilfælde, hvor forældre bliver indrapporteret til Børneværnet af skadestue-personale, terapeuter eller læger, fordi forældrene ikke vil bekræfte deres barns forkerte køn.

Nogle specialister taler om, at hvis forældrene ikke vil tillade barnet at gå i hormonbehandling, så udgør familien et ”giftigt miljø”. Så skal man overveje den mulighed, at familien indrapporteres til sundhedsmyndighederne som et usikkert miljø, hvor det er nødvendigt at fjerne barnet.

En moder, som efter en TV-udsendelse i England kom til at kalde et transkønnet barn, født som dreng,  for ”ham”, er blevet indkaldt til politiforhør, idet hun anklages for at have overtrådt ”the  Malicious Communications Act”, fra 1988.

I Canada har retten afgjort, at en 14-årig pige har ret til at få hormonbehandling med det formål at skifte køn, selv om forældrene er imod det. Pigens far blev stædigt ved med at kalde hende en pige, og det har ført til at statens højesteret har dømt ham for ”familievold”. Hvis han igen kalder barnet for en pige, vil han blive arresteret. Det hører med til historien, at den 14-årige pige er i kontakt med to læger, som begge er ekstremt trans-positive. Den ene læge er kendt for at 20 % af de forældreløse børn, han er læge for, bliver erklæret transkønnede.
Hvis folk der bruger et ”forkert” pronomen, kan blive dømt som kriminelle, så kan det nok få mange til helt at holde op med at diskutere om transkønnede.

Spørgsmålet om børns kønsidentitet dukker stadig oftere op i skilsmissesager, hvor den ene forælder fastholder, at barnet er en pige, og den anden fastholder, at det er en dreng. Her er f.eks. en sag, hvor moderen stædigt fastholder at det 4-årige barn er transkønnet.

Den store fokus på transkønnede børn betyder nu, at mange børn endnu mere end før psykologisk set bliver flået i stykker af forældrenes divergerende holdninger.

Skolevæsenet
En organisation der kalder sig Transgender Trend har udarbejdet informationsmateriale til brug i skoler, hvor de argumenterer for en forsigtig tilgang til kønsskifte.  Da de ikke har formået at få økonomisk støtte fra fonde,  har de forsøgt at rejse penge via crowdfunding. Men det fik trans-aktivister til at bombardere Crowdfunding-firmaet med protestbreve, og Transgender Trend fik deres indestående suspenderet, indtil man ved nærmere undersøgelse kunne konstatere, at der ikke var belæg for at sige at deres materiale indeholdt hadtale.

Anderledes let går det for de organisationer, der støtter hurtigt kønsskifte for flest mulige børn. Der gives store fondstilskud til trans-lobbygrupper, som består af personer med ekstreme ideologiske holdninger. De ønsker at fremme en udvikling, hvor flest mulige personer ikke identificerer sig som det køn, de er født med, ud fra en dagsorden om at få udvisket grænserne mellem kønnene.

Det gælder bl.a. organisationen ”Mermaids”, der består af lægfolk der arbejder for at flest mulige børn og unge skal anerkendes som transkønnede. Mermaids henvender sig til skoler og tilbyder kurser for lærerstaben. På disse kurser fremstilles overgangen til det modsatte køns identitet som entydigt positivt, også for små børn. Et eksempel på en video der anvendes i disse kurser, ses her.

Resultatet er, at børn helt ned 5-års alderen bliver undervist i, at køn ikke nødvendigvis er noget evigt fastlagt – kønnet kan godt skifte, og børnene opfordres til at tænke over, hvilket køn de egentlig tilhører. Det kan føre til, at mindreårige børn begynder at tro, at de måske tilhører det forkerte køn. Hvis lærerne så konstaterer, at børnene føler sig som transkønnede, spørger de om børnene har sagt det til forældrene. Hvis børnene så siger, at de tør de ikke, så kan forældrene blive anklaget for at skabe et fjendtligt miljø, hvor børnene ikke tør afsløre deres sande kønsidentitet. Det kan muligvis i fremtiden føre til sager, hvor pædagoger forlanger børnene fjernet fra deres forældre.

Mange steder i Storbritannien har skoleledelsen givet efter for presset fra trans-lobbyen. Man har f.eks. skyndt sig at nedlægge alle pigetoiletter, så alle toiletter er kønsneutrale. Det har gjort mange piger utilfredse, f.eks. piger som menstruerer og er nødt til at besøge toiletrum, hvor der også er drenge til stede. Enkelte piger har helt forladt deres skoler i protest. Nedlæggelse af pigetoiletter er ulovligt; men skoleledelsen har været mere optaget af at lytte til trans-lobbyen end af at overholde loven.

Trans-lobbyen får også skoler til at indføre nye regler om lejrskoleophold, hvor transkønnede og ciskønnede får besked på at sove i samme rum. Også det giver protester.

Skolerne indfører regler om tiltaleformer og om anerkendelse af at der er mere end to køn. Det kaldes at være inkluderende. I den forbindelse kan nævnes en episode fra en skole i Skotland, hvor en 17-årig elev kommer op at skændes med sin lærer. Eleven fastholder, at der kun eksisterer to køn. Lærerens reaktion er disciplinær straf (eftersidning). Ordet ”inklusion” omfatter åbenbart ikke accept af personer med anderledes meninger. Fri diskussion af spørgsmål om køn er ikke tilladt.

Sprogpolitiet
Som bekendt er der udbredt lydhørhed over for transkønnedes ønsker om at regulere andres sprogbrug. Også på danske uddannelses-institutioner begynder der at komme regler, der forbyder folk at omtale transkønnede som et andet køn end det, de ønsker at blive betegnet som. Det går så vidt, at der udmøntes regler om at det er forbudt overhovedet at omtale nogen person som mand eller kvinde, førend vedkommende eksplicit har givet tilladelse til det, dvs. det er forbudt at gøre antagelser om folks køns-identitet alene ud fra deres fremtoning. Det kan være forbudt at bruge ord som ”han” og ”hun”; i stedet forlanges at man bruges pronominet ”de”, også om personer i ental. Et sådant helt overdrevent hensyn til en lille bitte minoritetsgruppes særlige ønsker, kan ses som en ødelæggelse af sproget – og vel også en ødelæggelse, som de transkønnede netop ønsker.

Hvis nogen bruger forkerte personbetegnelser på de sociale medier, kan de blive straffet for det. Der f.eks. et sprogpoliti på Twitter, der gør det muligt for transkønnede at anmelde formuleringer, de ikke bryder sig om, og få vedkommendes Twitter-konto lukket.

Et eksempel er en af de førende canadiske feminister, som på Twitter argumenterede mod at mand-til-kvinde transkønnede skal have adgang til kvinders toiletter, baderum etc. Hun skrev: ”Mænd er ikke kvinder”. Den kommentar blev anmeldt til Twitter, som gav klagerne ret, og feministens Twitter-konto blev lukket.

En så stram sprogcensur betyder, at almindelig fri diskussion om kønsforhold ikke er mulig.

Folk skal ikke altid have lov at definere sig selv.
Det er et problem at der ikke findes nogen objektive kriterier for, hvornår en person er transkønnet. Det vigtigste kriterium er, at personen selv hævder at være det, og det gælder lige fra 3-4-årige børn og op. Spørgsmålet om en person er transkønnet, er altså næsten helt subjektivt, og når noget er så subjektivt, er det umuligt at skabe enighed med henvisning til fornuftsargumenter.

Man kan ikke bare beslutte, at enhver har suveræn ret til at bestemme, hvordan vedkommende vil omtales og opfattes. Der er f.eks. mænd der i en voksen alder skifter køn til kvinde, og derefter deltager i elitesportskonkurrencer for kvinder. Af naturen er de stærkere og mere muskuløse end dem, der er født som kvinder, og derfor vil de som regel vinde. Det giver unfair konkurrence i sporten, og i sin yderste konsekvens gør det kvindesport umulig. Derfor kan man ikke bare anerkende en transkønnet som fuldt ud kvinde, bare fordi vedkommende selv hævder at være det.

Der er også problemer med kriminelle indsatte i fængsler, der skifter køn for at blive overført til kvindefængsler. Kvinderne i disse fængsler nægter at acceptere de transkønnede.

Og der er endog tilfælde, hvor mænd har skiftet køn juridisk, men har beholdt deres penis. De går så ind i damernes bade- og omklædningsrum, til stor bestyrtelse for kvinderne der, som nægter at acceptere dem. Se f.eks. her og her.

Helt generelt kan vi ikke basere os på, at man aldrig må betvivle hvad en person siger om sig selv. Hvis vi på et veldokumenteret grundlag bedømmer en person til at være psykopat, og vedkommende benægter det, skal vi stadig have lov at sige at han er psykopat.

Konklusion
De fleste har en forestilling om, at transkønnede er en undertrykt minoritetsgruppe, og at ordentlige mennesker bør acceptere og inkludere de transkønnede. Man tænker på de uhyrligheder, der er begået over for seksuelle minoriteter i fortiden, og man ønsker at tage helt afstand fra alle tilløb til at behandle minoriteterne umenneskeligt.

Men i dag er tingene vendt om. Accept af transkønnede er så vidt udbredt, at de transkønnede kan sætte dagsordenen. Det viser sig, at deres dagsorden er mere vidtrækkende end man først skulle tro. For trans-lobbyen gælder det ikke bare om at sikre, at deres identitet som transkønnede bliver anerkendt. Deres dagsorden er at få så mange mennesker som overhovedet muligt til at blive transkønnede, dvs. de har udviklet sig til en slags sekt, der missionerer for at få flere medlemmer.

Det eneste kriterium for, om en person er transkønnet, er at vedkommende selv siger, at han/hun er det. Dét kan trans-lobbyen udnytte til at hævde, at når som helst en person bare én gang siger, at han/hun føler sig som det forkerte køn, så skal vedkommende have ”køns-bekræftende terapi” – et misvisende udtryk, da terapien tværtimod går ud på at personen skal afkræfte sit nuværende køn. Der findes udbredt propaganda, især på nettet, som kan få svage sjæle til at tro, at de er transkønnede. Når først de er kommet til at tro det, så er det forbudt at modsige dem. Hvis forældre f.eks. er skeptiske, så skældes de ud for at være trans-fobiske, og i værste fald kan de dømmes for ikke at tro på hvad deres børn siger.

Der er solid videnskabelig forskning der viser, at ud af dem, der som mindreårige børn mener at være transkønnede, er det 70 – 90 %, der ændrer holdning når de kommer i puberteten. Det er derfor rigtig at bruge en vent-og-se strategi og forkert at give et barn, der måske er transkønnet, en kønsbekræftende terapi. Den terapi kan få mange, der ellers ville blive ciskønnede, til at forblive transkønnede. Netop derfor går trans-lobbyen stærkt imod vent-og-se strategien, og de gør alt hvad de kan for at bringe anderledes tænkende til tavshed.

Det helt nye fænomen, ROGD, altså Rapid Onset Gender Dysphoria, består i at unge i puberteten, især piger, får den skøre ide, at de er transkønnede. Det gør de dels ved at de bliver offer for propaganda på internettet, og dels ved at de presse socialt fra andre piger i deres venindegrupper. Næsten ingen af disse piger har tidligere vist tegn på at være transkønnede – ideen opstår ud af det blå, ofte på mindre end en uge. Eftersom skønsvis 0,7 % af alle teenagere siger at de er transkønnede – og endnu færre faktisk er det – så er det statistisk meget usandsynligt at der i en venindegruppe skal være ikke blot 1, men 3-4 transkønnede. Af den grund vil jeg konkludere, at personer med ROGD som regel faktisk ikke er transkønnede.

Der ligger imidlertid et stort pres fra trans-lobbyen for at disse piger skal gå i hormonbehandling. Det vil gøre dem permanent sterile, og altså skade dem for livet. Behandlingen kan ikke fortrydes. Alligevel ligger der et stort pres for at behandlingen skal gå i gang umiddelbart, med minimal forudgående konsultation, og for at den skal igangsættes i en meget lav alder. Det virker som om trans-lobbyen ønsker at få flest mulige til at tage det første skridt, og når først det skridt er taget, er der ingen vej tilbage. Det er en måde at få ”flest mulige medlemmer i sekten”.

Alle der på nogen som helst måde taler imod trans-lobbyens tankegang, udsættes for trusler og chikane. Mange universitetsansatte tør ikke tale åbent, fordi de ved at hvis de gør det, vil det blive udsat for voldsom chikane, forsøg på at få dem fyret, trusler mod deres familie, eller sågar dødstrusler. Det samme gælder journalister og andre, der drister sig til at tale åbent om emnet. Der er således ikke tale om, at de transkønnede er en sårbar minoritet, der lider under chikane fra omverdenen. Tingene er tværtimod vendt om. De transkønnede er blevet en aggressiv og dominerende minoritet, som udøver chikane mod alle som ikke er enige med dem. De undertrykker al opposition ved hjælp af trusler, der gør folk tavse.

Samtidig arbejder trans-lobbyen effektivt for at plante deres tankegang hos myndigheder, redaktører, læger, terapeuter, sundhedsorganisationer, dommere, lovgivere og skolelærere. Folk disse steder tror på hvad de får at vide, fordi alle kritiske stemmer er gjort tavse og altså ikke kan høres.

På den måde lykkes det de transkønnede at blive en slags mafia, der får alle til at rette ind efter deres tankegang. Det langsigtede mål synes at være helt at opløse alle kønsforskelle i samfundet. En britisk artikel skriver om de transkønnedes tyranni og nævner utallige eksempler på hvordan trans-lobbyen på mange forskellige måder truer og tvinger folk til tavshed.

Historisk set er der fortilfælde for, at store blomstrende kulturer går ind i en forfaldsfase, hvor der kommer meget fokus på transkønnede og andre afvigelser fra den skarpe opdeling i mænd og kvinder. Det fremhæves af Camilla Paglia, en canadisk akademiker, der også anser sig selv for at være transkønnet. Hun konstaterer at de store kulturer alle har haft fokus på transkønnede kort tid før kulturen brød sammen og forsvandt, og hun advarer om, at det samme er ved at ske med vores egen kultur.

Om hun har ret, kan vi ikke vide. Men det er givet, at jo mere transkønnede har held til at nedbryde alle skel mellem kønnene, jo mindre vil befolkningen være i stand til at reproducere sig selv. Befolkningen kommer til at lide af en manglende selvopholdelsesdrift, der er et forvarsel om, at den går sin egen uddøen i møde.

Det meste af det , der er berettet ovenfor, handler om forholdene i den angelsaksiske verden. Men al erfaring viser, at de bevægelser, der opstår her, især i USA, i løbet af få år breder sig videre til os. Alt det ovenstående kan derfor tjene som advarsel om, hvad der kan være i vente også for os.

Slutbemærkning
Til sidst vil jeg nævne en britisk kvinde, Stephanie Davies. Hun var som barn langtfra nogen typisk pige. Hun ville kun lege med drenge. Da hun blev teenager, gjorde hun alle de klassiske ting som piger i den alder gør, hvis de reagerer imod at blive voksne kvinder: Hun skar i sig selv; hun fik anorexi; hun skiftede til bulimi; hun kom i en depression. Hvis hun havde været ung i dag, er det oplagt at hun ville få den opfattelse, at hun var transkønnet, og hun ville have fået hormonbehandlinger der ville gøre hende steril. Men i slutningen af puberteten ændrede hun opfattelse, og i dag er hun mor til fire børn.

Tidligere kapitler i serien om transkønnede:

Kapitel 1: Transkønnede børn

Kapitel 2: Når personer skifter køn

Når personer skifter køn

I kapitlet om transkønnede børn har jeg beskrevet, at børn ned til 5-års alderen kan føle, at de er i et andet køn end det, der svarer til deres kønsorganer. Denne følelse kan somme tider være meget stærk; et barn født som dreng kan f.eks. insistere hårdnakket på, at det faktisk er en pige. Men selv for de børn, hvor denne følelse er meget stærk, kan følelsen forsvinde, når de kommer i puberteten. De ændrer opfattelse og finder sig til rette med det køn, de er født som. Det gælder for mindst 70 % af dem, der til en start meget stærkt følte at være født med det forkerte køns krop,

Hvorfor dette ændrer sig, når børnene nærmer sig puberteten, vides ikke. Der kan være sociale grunde; men det er nok lige så sandsynligt, at det har at gøre med begyndende ændringer i mængden af kønshormoner.

Omvendt er der børn, som først når de kommer i puberteten, begynder at føle, at de er født med det forkerte køn. Det kan have at gøre med de mange omvæltninger, der sker i livet under puberteten – omvæltninger der gør, at man ikke længere føler at den tildelte kønsrolle passer til en. Men også her er der den mulighed, at det er hormonale ændringer, der gør noget ved kønsidentiteten.

På en amerikansk klinik for kønsskifte skønner man, at ca. 50 % børnene først henvender sig, når de allerede er kommet langt igennem puberteten. Deres krop har helt eller næsten helt nået den færdige kønnede form med f.eks. bryster eller hårvækst. Det er især piger, der henvender sig relativt sent. Når de først henvender sig så sent, skyldes det i nogle tilfælde, at de ikke var klar over, hvad der var i vejen med dem. De følte sig f.eks. forvirrede omkring at de muligvis var homoseksuelle; men først da deres krop udviklede sig, fik de en mere intens fornemmelse af at tilhøre det forkerte køn. Der kunne også være tale om personer, som i de første år tøvede med at sige noget om deres fornemmelser til deres forældre. Fælles for disse sene henvendelser var, at de som børn ikke følte at der var noget særligt forkert ved deres krop – den følelse opstod først i puberteten.

Når først børn ved starten af puberteten eller midt i puberteten fastholder at være født i det forkerte køns krop, så fastholder de som regel dette resten af livet, dvs. de forbliver transkønnede. For disse børn er det særlig pinefuldt at se deres krop ændre sig i puberteten i retning af det køn, de ikke ønsker at tilhøre. En person født som dreng kan f.eks. mærke at stemmen går i overgang og at han får en dybere mandsstemme, og det er særlig pinagtigt, når han ved med sig selv, at han er en pige. Han kan få behandling med kønshormoner, f.eks. østrogen, som gør ham mere feminin; men den behandling tillader man først fra personen er 15 eller 16 år gammel. Det giver en periode fra ca. 12-års alderen og nogle år frem, som for denne person opleves meget pinagtig. For at hjælpe personen til at føle sig bedre tilpas i denne vigtige periode af livet, tilbyder man at behandle med hormoner, som helt forhindrer at puberteten går i gang.

Retningslinjer for at foretage kønsskifte-behandling
En videnskabelig organisation (Endocrine Society) har følgende retningslinjer for behandling af personer der ønsker at skifte køn:

–  Det anbefales at man undlader hormonbehandling og undlader komplet ændring af den sociale rolle før starten af puberteten. Det vil typisk sige 10 år eller mere for piger, og 12 år eller mere for drenge.
–  Det anbefales at man starter med at give hormoner, der stopper puberteten. Dette skal først ske, når de første tegn på pubertet er tydelige.
–  Det anbefales at behandling med det modsatte køns kønshormoner påbegyndes når personen har nået en alder på 16 år.
–  Det anbefales at operation af kroppen venter til personen er fyldt 18 år.

Ud over disse medicinske hensyn, er der også andre. Man bør ved indledende samtaler undersøge eventuelle psykiske lidelser; hvis psykiske lidelser kan komplicere behandlingen, bør barnet i første omgang kun behandles psykiatrisk, ikke med hormoner. Relativt mange børn med kønsdysfori er i mild eller sværere grad autister; autister har svært ved at håndtere sociale samspil, og de kan tro at det vil gøre det lettere at skifte køn. Man er tilbageholdende med at behandle autister.
Om kønsskiftet bliver vellykket, afhænger i høj grad af de sociale omgivelser. En amerikansk klinik der behandler mange med ønsker om kønsskifte, redegør for at de indledende konsultationer også omfatter spørgsmål om de sociale omgivelser. Man lægger vægt på om familien (far, mor og søskende) vil støtte barnet i dets kønsskifteproces. Man forhører sig også om hvilken reaktion der kan forventes på barnets skole, og om hvordan barnets forhold er til sine kammerater. Gennem hele behandlingsprocessen følges der op på, om den nødvendige sociale støtte er til stede.

Hormonbehandling der stopper puberteten
Normal kropsudvikling betyder, at ved indledningen til puberteten stimuleres kønsorganerne (de kønscelleproducerende organer) til at vokse og producere kønshormoner. Ved kønsorganer forstås for kvinders vedkommende æggestokkene, og for mænds vedkommende testiklerne.
Denne stimulering af kønsorganerne sker for begge køns vedkommende ved at hypofysen, der sidder på undersiden af hjernen, begynder at udskille nogle kønsorgan-stimulerende hormoner (FSH og LH), der med blodet føres til kønsorganerne.

Men hvad får hypofysen til at udskille FSH og LH? Det gør et mere overordnet hormon, der udskilles i den centrale del af hjernen og derfra føres til hypofysen. Dette hormon kaldes gonadotropin-releasing hormone (GnRH).
Hvordan GnRH virker, er kompliceret. En omhyggelig forklaring af hvad der foregår, kan læse her.

Det mærkelige er, at GnRH kun virker, hvis det udskilles i en pulserende rytme, altså at der kommer en puls med meget GnRH, hvorefter der kommer en lang hvileperiode, og derefter igen en puls fulgt at en ny hvileperiode. Kun med en sådan pulsrytme stimuleres udskillelsen af FSH og LH.

Hvis man til en patient tilfører GnRH hele tiden, så ødelægger man denne pulserende rytme. Det vil sige, at hvis man kunstigt tilfører GnRH hele tiden, så stoppes den proces, der får kønsorganerne til at vokse. På den måde kan man stoppe puberteten.

Det, man gør i praksis, er at man anvender kunstigt fremstillede stoffer (GnRH agonister) der har samme virkning på kroppen som GnRH. Med en konstant tilførsel af disse stoffer, stoppes puberteten. De kaldes populært for stop-hormoner.
Når puberteten på den måde sættes i stå, så har det dog samtidig også andre virkninger. Det bremser knoglevæksten, sådan at personen ender med, som voksen, at blive mindre end ellers. Det kan også gøre knoglerne lidt skørere (lavere mineraltæthed). Der kan være øget risiko for fedme, og der kan muligvis ske mentale ændringer, herunder moderate skader på hukommelsen. Der kan komme humørsvingninger og hedeture.
GnRH-agonister har igennem en del år været anvendt til et andet formål, nemlig til at forsinke puberteten hos personer, der går for tidligt i puberteten. Hos børn med for tidlig pubertet kan man bremse udviklingen i nogle år. Når de har nået en passende alder (11-12 år), stopper man behandlingen med stop-hormoner, og så går de naturlige processer i gang, og personen kommer i puberteten. Der er altså tale om en midlertidig virkning, ikke en varig virkning. Men om det samme er tilfældet, når disse stop-hormoner anvendes på lidt ældre personer, når de naturligt går i puberteten, vides ikke.

Det hævdes at behandlingen kan fortrydes – altså at hvis man stopper behandlingen, udvikles kønsorganerne igen. Men det er der ikke meget sikker viden om. Det kan tænkes at hvis først personen er blevet 15-16 år gammel, er det for sent at udvikle kønsorganerne.  I Danmark er der en enkelt person, der har fået afbrudt behandlingen med stop-hormoner – hvordan det gik vedkommende, findes ikke oplyst.
Jeg kender ikke til oplysninger om dette fra udlandet.

Behandlingen med GnRH-agonister får hos kvinder de fremvoksende bryster til at skrumpe ind, og menstruationer ophører. Om dette i sig selv fører til sterilitet senere hen, vides ikke. Hos drenge vil testiklerne holde op med at vokse, og skrumpe lidt i størrelse igen. Igen vides der ikke noget sikkert om hvorvidt denne udvikling kan vendes om, hvis man fortryder.

Behandling med kryds-hormoner
Behandling med det modsatte køns hormoner (”kryds-hormoner”) tillades først fra personen er 15 eller 16 år gammel. Hvis der er tale om en person, der først henvender sig i 15-16 års alderen, går man i gang med at give krydshormoner med det samme.

I begyndelsen skal der kun gives små mængder af kønshormoner, da kønsorganerne til en start er små og ikke tåler store koncentrationer.
Kvinde-til-mand transkønnede behandles med testosteron eller andre hormoner med lignende virkning (androgener). Testosteron og andre androgener øger kroppens vækst, især mængden af muskler, mens der bliver mindre fedt. Det giver skægvækst og en dybere stemme. Clitoris vokser og bliver større.
Derudover bruges eventuelt andre hormoner (progestiner), der undertrykker menstruation.
Den øgede kropvækst er en fordel, fordi kvinderne ved starten af processen har ret lav kropshøjde; testosteronet styrker knoglerne og gør dem højere, så de når op i en for mænd acceptabel højde.
Behandlingen gør personen permanent ufrugtbar.

Mand-til-kvinde transkønnede behandles med flere hormoner. De behandles for det første med såkaldte anti-androgener, dvs. stoffer der hæmmer udskillelsen af testosteron, og virkningen af det testosteron, der alligevel er udskilt. Dette er nødvendigt for at få den fulde virkning af at behandle personen med østrogen-stoffer. Personen får så også østrogen, enten naturligt østrogen eller kunstige stoffer med østrogenvirkning. Denne behandling giver øget risiko for blodpropper; risikoen er størst med kunstige østrogen-virkende stoffer, og derfor anbefales naturligt østrogen.
Østrogen-hormonerne bevirker bl.a. udvikling af bryster; efter ca. to års behandling når brysterne deres maksimale størrelse. Hårvækst i ansigtet og på kroppen reduceres, og kroppens fedtdepoter omlejres. Testiklerne svinder ind efterhånden, og personen bliver steril. Mangelen på testosteron kan gøre, at personens seksuelle liido nedsættes.

Hormonbehandling af voksne
For personer der er voksne, når de henvender sig om kønsskifte, anbefales en forsigtig tilgang. Det anbefales at de får først hormoner (anti-androgener eller progestiner) der undertrykker deres eget køns hormoner.  Denne behandling er reversibel (kan fortrydes). Efter en 2-årig prøveperiode tager personen stilling til, om han/hun vil fortsætte behandlingen. Hvis ja, gives kryds-hormoner, som giver irreversibel sterilitet (dvs. behandlingen kan ikke fortrydes). Efter yderligere to år foretages eventuelt kønsskifte-operation.

Operation
Når personen har nået en alder på mindst 18 år, og har været under behandling med kryds-kønshormoner igennem et par år, kan næste trin være kirurgi.
Hos kvinder der ønsker at blive mænd, bortoperer man æggeledere, livmoder og skede. Man forsøger at skabe en kunstig penis, men det er vanskeligt og dyrt. Det kan ikke gøres på en gang, men kræver en række operationer. Den følsomme del af penis laves delvis ud fra clitoris, mens skaftet på penis laves af væv der tages andet sted fra. Den nye penis kan ikke uden videre rejse sig. Skal man opnå det, må man ind-operere en mekanisk indretning, der kan pumpes op. Noget, der ligner den mandlige pung, skabes ud fra de store skamlæber.
Derudover vil det som regel være nødvendigt at bortoperere brysterne, fordi hormonbehandlingen med androgener ikke er nok til at få brysterne til at skrumpe helt ind. Sådanne bryst-operationer tillades allerede når personen er 16 år.
Hos mænd der ønsker at blive kvinder, bortopererer man testiklerne. Der skæres i penis, sådan at det yderste af den bruges til at skabe en clitoris. Der ”bores ind” bag ved penis, sådan at der skabes en ca. 10 cm dyb skede. Ofte bruges en del af vævet fra penis til at fore væggene på denne skede, sådan at den bliver følsom for stimulering. Den hud, der omgiver pungen, bruges til at skabe de store skamlæber. Hele indgrebet kan laves på én gang, men det er en dyr og kompliceret operation, der varer mange timer.

Det er store indgreb
De indgreb, der er omtalt oven for, er temmelig vidtgående. Først stopper man puberteten, hvilket har konsekvenser også for kroppens vækst, for knogleskørhed, for hjernens udvikling m.m. Om dette også giver sterilitet, hvis behandlingen fortsætter langt op i teenage-årene, vides ikke med fuld sikkerhed.
Dernæst behandler man med kryds-hormoner. Det gør personen permanent ufrugtbar.
Og endelig skærer man i kroppen og bortopererer visse kropsdele.
Hvis man indleder og fuldfører denne række af behandlinger, har det altså meget vidtgående konsekvenser. Først og fremmest betyder det, at personen aldrig får børn. For de fleste personer er dette dog ikke så vigtigt, da de i forvejen er homoseksuelle. Der findes dog også en del personer med heteroseksuel orientering, som gennemgår kønsskifte.

Hvordan går det efter kønsskiftet?
De personer, der gennemgår et kønsskifte med hormonbehandling og operation, er som regel godt tilfredse bagefter. Den andel, der fortryder indgrebet, er ganske lav – 0 til 8 %. I et stort datamateriale med mange tusind opererede personer er den andel, der fortryder, 0,27 %.

Der er bl.a. lavet en undersøgelse i Holland, hvor man har fulgt op på 20 personer, der blev behandlet, og 21 andre personer, der valgte ikke at blive behandlet. De blev undersøgt efter 1 til 4 år.
De 20 behandlede led ikke længere af nogen større køns-dysfori – nu var der overensstemmelse med det køn, de følte sig som, og den nye krop, de havde fået. De 21, der valgte behandling fra, havde også lidt mindre køns-dysfori end før – nu var de afklarede om at tilhøre det køn, de var født i. Begge grupper havde en rimelig god livskvalitet.

Der er også en del andre undersøgelser, hvor man efter mindre end ti år følger op på personer der har fået foretaget kønsskifte.

Der er en svensk undersøgelse, hvor forskerne vurderer at 62 % har fået det bedre, 24 % har det uændret, og 14 % har det værre. Det vurderes bl.a. ud fra patienternes sociale situation. De behandlede personer selv synes næsten alle, at de har fået det bedre. Det giver mistanke om, at de personer, der siger ja til at lade sig undersøge igen, er dem der føler at det går godt. Der var yderligere ca. en tredjedel, som ikke lod sig undersøge igen – mange af dem var direkte imod det. Man kan formode, at det var dem der klarede sig dårligt og skammede sig over det.

Tilsvarende er det med en belgisk undersøgelse. Omkring 30 % af de behandlede ville ikke møde op igen til interview, og nogle modsatte sig det direkte. Men af dem, der faktisk deltog, var alle godt tilfredse. I gennemsnit var der en stor forbedring af deres sociale situation.

I en spansk undersøgelse fik man næsten alle til at svare. Her havde alle en nogenlunde god eller ret god livskvalitet efter kønsskiftet – men ingen dog en så god livskvalitet som hos mere gennemsnitlige spaniere. Det, der havde størst betydning for livskvaliteten, var 1) fortsat hormonbehandling, 2) god støtte fra familien, og 3) at de havde et arbejde.

En oversigt over et større antal opfølgnings-studier viser samme mønster. Ud af 24 studier er der kun 4, hvor patienterne i gennemsnit har fået det værre.

Hyppighed af selvmordsforsøg
Relativt mange transkønnede forsøger at begå selvmord.
Det er sådan, at de fleste transkønnede fra starten er homoseksuelle (tiltrækkes til det køn, de er født med), og også blandt homoseksuelle er der relativt mange, der forsøger at begå selvmord. Spørgsmålet er så, om risikoen for selvmord er større blandt transkønnede end blandt andre grupper som f.eks. homoseksuelle, og om risikoen for selvmord bliver mindre, hvis de transkønnede gennemgår kønsskifte.
Hvad angår selvmordsforsøg, så er det faktisk sådan at de sker hyppigere hos transkønnede end hos andre. Det findes der oplysninger om fra USA. Der er bl.a. en undersøgelse fra Californien af selvmordsforsøg blandt lesbiske, bøsser og transseksuelle. Ca. 20-40 % af de unge under 25 år har forsøgt selvmord, men blandt transkønnede (som ikke har gennemgået kønsskifte), ligger det over 50 %. Blandt voksne har 12-19 % forsøgt selvmord; men blandt transkønnede voksne ligger tallet omkring 30 %. Transkønnede lever åbenbart i en mere presset situation end almindelige homoseksuelle, og er i større risiko for selvmordsforsøg. De vigtigste forhold, der øger risikoen for selvmord, er diskrimination, dvs. manglende accept, samt verbale og fysiske overgreb.
Støtte og accept fra familien er især vigtig.

Også flere andre større undersøgelser i USA, hvori der indgår ubehandlede transkønnede, viser en meget højere forekomst af selvmordsforsøg hos de transkønnede end hos andre. Der er især mange selvmordsforsøg i alderen 15-20 år. Når personerne når en alder af 40 år, har ca. 40 % af de transkønnede forsøgt selvmord mindst en gang i livet.

Det næste spørgsmål er, om kønsskifte-operation har nogen gavnlig indflydelse på dette punkt. Det hævdes i en belgisk undersøgelse. Her foretog 29 % af personerne selvmordsforsøg inden kønsskiftet, men inden for nogle år efter kønsskiftet havde ”kun” 5 % forsøgt selvmord. Tallet på 5 % er dog stadig mere end 30 gange højere end i den almindelige befolkning. I denne undersøgelse mente langt de fleste personer, at de havde fået det bedre efter kønsskiftet – og alligevel forsøgte 5 % altså selvmord.

Risikoen for selvmord
I en hollandsk undersøgelse har man fulgt 1331 personer, som fik foretaget kønsskifte. Opfølgningen er i gennemsnit sket 18 år efter kønsskiftet. Man konstaterer, at dødeligheden for disse personer er næsten 50 % større end for befolkningen generelt. Det var stort set ikke, fordi transpersonerne var mere syge end andre. Forklaringerne på den øgede dødelighed var AIDS, narkotikamisbrug, og selvmord. Blandt mand-til-kvinde transkønnede var hyppigheden af selvmord næsten 6 gange større end i en kontrolgruppe.
I en svensk undersøgelse har man fulgt samtlige de personer i Sverige, som fik foretaget kønsskifte i perioden 1973 til 2003. Det har man gjort ved at følge deres skæbne i personnummerregisteret. Også her finder man forøget dødelighed – dødeligheden er ca. 3 gange højere end for andre af samme alder. Den forøgede dødelighed viser sig først fra ca. ti år efter kønsskiftet – det vil sige at hvis man skal lave opfølgende undersøgelser, så får man kun et retvisende resultat ved at følge personerne mange år frem.
Dér, hvor de transkønnede især adskiller sig fra andre, er ved en 5 til 8 gange forøget hyppighed af selvmordsforsøg, og en næsten 20 gange forøget hyppighed af fuldbyrdede selvmord. I alt begik 3 % af personerne selvmord.
Der findes også oplysninger fra Danmark. I perioden 1958 til 1977 fik 37 personer i Danmark en kønsskifteoperation. Af dem begik 3 selvmord inden for få år. Disse 3 personer var alle temmelig psykisk ustabile, foruden at de led under at de ikke mente at operationen var særlig vellykket.
I perioden 1978 til 2010 fik 104 personer en kønsskifteoperation. Af dem begik 2 selvmord, hhv. 19 og 26 år senere. Det giver en selvmordsrisiko på 2 %.

De fleste opfølgende undersøgelser andre steder i verden viser også forøget risiko for selvmord; men i nogle undersøgelser er der ingen selvmordstilfælde.

Samlet set er der et tydeligt mønster af, at transkønnede, efter kønsskifteoperation, begår selvmord mange gange hyppigere end andre mennesker. Om hyppigheden af selvmord ville have været endnu højere, hvis de ikke var blevet opereret, ved vi ikke. Vi kan blot konkludere, at selv om de fleste, som har fået foretaget kønsskifte-operation, er glade for resultatet, og mange har det bedre end før, så forhindrer det ikke en stærkt forøget risiko for selvmord blandt disse mennesker.

Slutbetragtninger
Transkønnede personer har betydelige problemer. Disse problemer er især store, hvis det omgivende samfund ikke anerkender deres transkønnethed. En hel del undersøgelser viser, at det har stor betydning, hvordan omgivelserne reagerer på dem – allerstørst betydning har familien, men også skolen, kammeraterne, arbejdspladsen etc. har stor betydning. Hvis den transkønnede bliver fuldt ud accepteret og anerkendt disse steder, så har han/hun som regel et ret tilfredsstillende liv. Tilstedeværelsen af en seksualpartner har også positiv betydning; men en betydelig del af de transkønnede har ingen seksualpartner. En del mand-til-kvinde transkønnede har meget ringe libido, på grund af hormonbehandlingen.

Det er altså vigtigt – ja, temmelig afgørende – for de transkønnede personers livskvalitet, at omgivelserne accepterer og anerkender dem.

Spørgsmålet er, om denne accept og anerkendelse kan drives for vidt. Det bør være uden for diskussion, at transkønnede personer behandles ordentligt og retfærdigt.  Men det er ikke det samme som, at der skal tages ekstra hensyn til dem. Snarere skal der tages lige så meget og lige så lidt hensyn til dem, som til alle andre.

Det er muligt, at transkønnethed også drejer sig om opmærksomhed. Mindreårige børn kan opleve, at hvis de siger at de i virkeligheden tilhører det modsatte køn, så er det et meget slagkraftigt middel til at få opmærksomhed. Også teenagere og voksne kan hver på deres måde bruge transkønnethed til at få meget opmærksomhed.

Hvis en transkønnet person f.eks. melder sig som studerende på en institution, så kan vedkommende forlange at blive opfattet og tiltalt som kvinde, selv om personen er født som mand. Hvis blot omgivelserne accepterer dette, behøver det ikke at give noget problem eller noget postyr.

Men hvis personen forlanger, at der tages helt særlige hensyn, f.eks. at vedkommende hverken omtales som han eller hun, men som ”de” eller noget helt fjerde, eller forlanger at der indrettes særlige toiletter, så giver det postyr og dermed meget opmærksomhed. Herved kan en person, som tilhører et lillebitte mindretal, få alle andre til at danse efter sin pibe, få meget opmærksomhed, og måske også meget magt. Det kan være attraktivt i sig selv for personen.

Der er meget stor forskel på accept, på den ene side, og uforholdsmæssig opmærksomhed, på den anden side. Den uforholdsmæssige opmærksomhed betyder også, at transkønnethed som emne kommer i fokus, og det bliver let for andre at få den ide, at de kunne være transkønnede, selv om de ellers aldrig ville have fået den ide. Også for sådanne andre kan det være et middel til at få opmærksomhed at ændre kønsidentitet – især hvis personen antager en udefinerbar, flydende kønsidentitet, som gør at vedkommende kan være utilfreds med blot at blive behandlet som det modsatte køn, og i stedet kræver særlige hensyn hver eneste dag i takt med skift frem og tilbage i kønsidentitet. Noget sådant lægger et helt urimeligt pres på omgivelsernes opmærksomhed.

Så længe det antal personer, der henvender sig om kønsskifte-behandling, forbliver lavt – i Danmark har det længe været på under 10 personer om året – kan man regne med, at hovedparten af de få personer, der henvender sig, faktisk har helt usædvanlige problemer, og for en stor del virkelig er bedst tjent med at blive anerkendt som værende af modsat køn i forhold til det køn, de er født med. Men det er først ved starten af puberteten, at man kan vide med nogenlunde sikkerhed, om personen virkelig er varigt transkønnet, og indtil da bør man ikke drive sin accept så vidt, at man skubber barnet ud i en situation, det måske ikke naturligt ville komme ud i.

Når det gælder personer fra 12-års alderen og opad, så vil det i udgangspunktet være sådan, at de der klart og tydeligt er transkønnede, bør anerkendes som sådan. Men i de seneste år er der sket en markant stigning i antallet af tilfælde. Det er sandsynligt, at en del af denne stigning skyldes, at det nu er mere ufarligt end før at springe ud som transkønnet. Men spørgsmålet er, om en del af denne stigning er resultatet af et større fokus, som giver nogle personer nogle ideer, de måske ellers ikke ville have fået. Mange  af dem, der først henvender sig efter 12-års-alderen, havde ikke nogen klar opfattelse af at være født i det forkerte køns krop, så længe de var børn. Nogle af dem ville måske aldrig være kommet på den ide, at de er født i den forkerte krop, hvis ikke det blev omtalt meget i samfundet.

I teenage-årene sker der store forskydninger i de sociale relationer, og det kan være vanskeligt for mange. Der kan komme mange tvangstanker, f.eks. i piger som lider af anoreksi. Anoreksi er en lidelse, der kan føre til midlertidig sterilitet og i sidste ende død. Holdningen til anoreksi er ikke, at man skal støtte den ramte person i hendes egen ide om at hun er for tyk og skal slanke sig. Holdningen er, at pigen har en livstruende vrangopfattelse af sin egen krop, og den opfattelse skal fjernes.

Tilsvarerende kan det tænkes, at hvis der pludselig fremkommer langt flere teenage-personer end før, som mener at være født i den forkerte krop, så kan der også her være tale om vrangopfattelser af egen krop – vrangopfattelser som også her truer med at gøre personen steril. Hvis sådanne tilfælde kommer væltende ind over os som en modebølge, så er det rimeligt at tro, at dette fænomen er noget andet end de reelle, ganske få, tilfælde af transkønnethed. Det er farligt hvis det bliver en alment udbredt tese, at hver gang en person kommer i tvivl om sin sande kønsidentitet, så skal man støtte og anerkende denne følelse. For de sande transkønnede er det korrekt, at støtte og anerkendelse er vigtig. Men hvis man altid ukritisk støtter og anerkender, så risikerer man, at hos en person, der får en kortvarig grille med hensyn til kønsidentitet, kommer man til at puste til denne skøre ide og sender personen ud i en psykisk udvikling, som er til skade. Det kan risikere at føre til, at en person som ellers kunne leve et normalt liv, bliver gjort steril. Det kan også føre til, at personen får netop den type af sociale og seksuelle problemer, som plager kernegruppen af transkønnede.

Vi ved, at transkønnede, som har gennemført kønsskifte, har en risiko for selvmord, der er forøget 6 til 20 gange i forhold til andre mennesker. Hvis en person, som ellers var mere normal, bliver tilskyndet til at antage en transkønnet identitet, med alle de sociale problemer, det kan medføre, så risikerer vi at også denne person får en voldsomt forøget risiko for selvmord, måske ikke her-og-nu, men i løbet af nogle årtier.

Der findes ingen let metode til at afgøre, om en persons følelse af at være født i en forkert krop er reel, eller er en form for suggestion. Derfor er det forkert at gå for vidt i anerkendelsen af enhver person, der udtrykker tvivl om sin kønsidentitet. Personer der entydigt er transkønnede, skal accepteres og behandles ordentligt. Men det er farligt at gå for vidt i denne accept. Man må ikke gå så vidt, at mere normale personer skubbes ud i en udvikling i retning af transkønnethed og kønsskifte.

Transkønnethed er en tilstand, vi må acceptere og anerkende, når den er der. Men transkønnethed er ikke en ønskelig tilstand og skal ikke stimuleres.

Transkønnede børn

Nogle mennesker føler at være født som det forkerte køn. Nogle der er født med en drengekrop, føler at de i virkeligheden er piger, og nogle der er født med en pigekrop, føler at de i virkeligheden er drenge. Det de mærker i deres hjerne og deres tanker, svarer ikke til den krop, de er udstyret med. Og det føles ubehageligt for dem. Man taler om kønsdysfori – dvs. at det føles ubehageligt for personen at have en krop der er det modsatte køn af hvad personen selv mener at være.

Uoverensstemmelsen mellem kroppens køn og kønnet i hjernen er måske medfødt. Nogle mener, at allerede før et barn er fyldt 1 år, kan man registrere tegn på at det vil være transkønnet resten af livet  – hvordan man så ellers skulle kunne registrere det. Der er mange tilfælde, hvor et barn siger at det er transkønnet, når det er 5-6 år gammelt. Somme tider forsvinder denne opfattelse igen, når barnet kommer i puberteten; men somme tider varer opfattelsen ved igennem puberteten og hele resten af livet.  Nogle mennesker bliver først i en voksen alder klar over, at de føler sig som transkønnede. Men artiklen her handler om dem, der føler sig transkønnede, mens de er børn.

De fleste transkønnede personer er homoseksuelle, sådan at forstå, at de tiltrækkes til det samme køn som det køn, de selv havde ved fødslen. En mand-til-kvinde transperson (MtK) vil altså være tiltrukket af mænd; vedkommende kan dog også i nogle tilfælde tiltrækkes til en kvinde-til-mand (KtM) transperson. Nogle vil være biseksuelle eller aseksuelle. Og endelig er der nogle der er ”heteroseksuelle”  i den forstand, at de tiltrækkes til det køn, de ikke er født som.

Strukturer i hjernen
I den centrale, nederste og mest primitive (oprindelige) del af hjernen ligger der hjernecentre af betydning for kønsidentitet og seksuel orientering. Det gælder især det område, der hedder hypothalamus. Ved dissektion af afdøde personers hjerner kan man konstatere, at flere af disse hjernecentre har forskellig størrelse alt efter om personen er mand eller kvinde, homo- eller heteroseksuel. I 1995 blev der offentliggjort en undersøgelse af afdøde transkønnede personers hjerner. Her fandt man et nervecenter, lidt højere oppe i hjernen end hypothalamus, der havde samme størrelse uanset om personen var homo- eller heteroseksuel. Mænd, uanset retningen for deres seksualitet, havde et relativt stort nervecenter her, hvorimod kvinder havde et mindre center, og MtF transkønnede havde et center der var endnu lidt mindre end kvinders. Der var ikke tale om absolutte forskelle; der var en vis overlapning mellem disse grupper; men overlapningen var ikke ret stor. De transkønnede personer havde været behandlet med kønshormoner; men forskellige detaljer gjorde at man kunne sige, at forskellene ikke kunne skyldes disse hormonbehandlinger.

Siden da er der lavet undersøgelser på levende transkønnede personer ved diverse former for hjernescanning. Det er bl.a. undersøgelser af hjernebarkens tykkelse forskellige steder i hjernen. Her ser man forskelle på mænds og kvinders hjerner; transkønnede personer afviger på visse steder fra både mænd og kvinder . Da de fleste transkønnede samtidig er homoseksuelle (tiltrækkes til det køn, de selv er født med), er det væsentligt at pointere, at de viser visse, små forskelle også fra “almindelige homoseksuelle.
Derudover viser hjernescanninger også forskelle mellem transkønnede og andre i flere hjerneområder der har at gøre med opfattelsen af ens egen krop.
Piger der føler sig som drenge anvender hjernen på en maskulin måde når de løser rumlige opgaver (link).
Ud fra sådanne hjerneundersøgelser må man tro, at følelsen af at være transkønnet er ikke blot en subjektiv indbildning. Der er virkelig forskelle fra normale mennesker visse steder i hjernen, som har at gøre med kønsidentitet, seksuel orientering og kropsopfattelse, foruden andre funktioner som ikke specielt er relateret til køn.
Om disse forskelle så er medfødte, vides ikke sikkert. Når det gælder f.eks. forskelle i hjernebarkens tykkelse, så er der også den mulighed, at forskellene er et resultat af det liv, personen har levet.

Hvordan kan transkønnethed opstå?
Transkønnethed er formentlig medfødt.
Under et fosters udvikling påvirkes det af kønshormoner. På et vist tidspunkt i hjernens udvikling påvirkes den af kønshormoner og bliver forudbestemt til at blive enten en kvindelig eller en mandlig hjerne. Det tidspunkt i fosterudviklingen, hvor dette sker, ligger noget senere end det tidspunkt hvor kønshormonerne præger udviklingen af de ydre og indre kønsorganer (links her og her). Man kunne derfor forestille sig at der findes enkelte tilfælde, hvor mængden af kønshormoner varierer meget hen igennem fosterudviklingen, sådan at kønsorganerne påvirkes anderledes end hjernen gør. Noget sådant kan man eksperimentelt fremkalde hos forsøgsdyr; men det vil næppe nogensinde være muligt at undersøge det på mennesker (links her og her).
Der foreligger ingen evidens for at transkønnethed skulle skyldes påvirkninger efter fødslen.
Genetiske afvigelser spiller en rolle. Sjældne kromosomafvigelser kan føre til transkønnethed, og mutationer i gener for kønshormon-receptorer forøger også risikoen for transkønnethed (link).

Hvor mange er transkønnede?
Antallet af transkønnede personer kan vurderes ud fra hvor mange der kontakter statslige institutioner for at ansøge om kønsskifteoperation. For personer der er født som hankøn, har man i sidste halvdel af 1900-tallet fundet hyppigheder fra 1 ud af hver 100.000 til 1 ud af hver 10.000. For personer født som hunkøn er hyppigheden lidt lavere, ca. 1/3 af hyppigheden blandt mændene. Der er dog en undtagelse, nemlig Singapore, hvor hyppigheden for mænd er ca. 1 ud af hver 3.000, og hyppigheden for kvinder igen ca. 1/3 heraf (link).

Hvis man opregner hvor mange nye tilfælde der kommer per år, og sammenholder det med hvor stor en årgang af befolkningen er, finder man typisk at ca. 1,5 personer per million kommer til årligt.
Der er især mange oplysninger fra Sverige.
Her lå det årlige antal af personer der henvendte sig for at få kønsskifte ret konstant omkring 10 personer om året i perioden 1972 til 1992. Det holdt sig sådan frem til 2002; men derefter steg antallet til ca. 50 personer årligt i 2006-2007, og det er steget yderligere siden.
I 2012 søgte 4 børn om kønsskifteoperation i Sverige. Det steg til ca. 200 børn i 2016.

I Danmark lå antallet på ca. 4 personer om året frem til 1978.
Endnu omkring 2004 blev der henvist omkring 5 personer om året til kønsskifteoperation på Rigshospitalet. Dette er siden da steget til ca. 350 personer om året, dvs. langt flere end der er kapacitet til at operere.
Der er bl.a. også sket en stor stigning i antallet af børn der henvises til operation

I Storbritannien steg antallet af børn henvist til en klinik for kønsskifteoperation fra 97 i 2009/10 til 1,419 i 2015/16.

En anden måde at vurdere antallet af transkønnede er at spørge direkte.
En undersøgelse i USA omfattede 150.000 repræsentativt udvalgte personer. Der fik per telefon stillet dette spørgsmål: ”Anser du dig selv for at være transkønnet? Ja eller nej”. Ud af de adspurgte svarede ca. 0,6 % ja. Blandt de 18-24-årige svarede 0,66 % ja.
En anden amerikansk undersøgelse bestod i at man udspurgte 2.700 skoleelever i 6.-8. klasse i skoler i San Francisco. De blev spurgt: ”Hvilket køn har du?” Svarmulighederne var mand, kvinde eller transkønnet. 1,3 % af de adspurgte svarede transkønnet.

Det virker helt urealistisk at så mange som 1,3 % af de unge mennesker virkelig skulle være transkønnede. Men det leder frem til spørgsmålet: Hvordan afgør man om en person virkelig er transkønnet?

Kriterier for transkønnethed hos børn
Det sker at børn i alderen fra 5 år og op sammen med deres forældre konsulterer kønsskifte-klinikker. På en sådan klinik udspørges børnene nærmere for at finde ud af, hvor dybt deres utilfredshed med det nuværende køn stikker. Børn i så ung alder kan godt have nogle ideer om, at de hellere ville tilhøre det modsatte køn, uden at disse ideer nødvendigvis stikker dybt. Et eksempel kan være en dreng, der får en lillesøster og oplever, at al forældrenes interesse samler sig om søsteren, mens han selv føler sig overset. Han kan så tro, at piger i det hele taget får meget opmærksomhed, mens drenge ikke får det; og så ønsker han at være pige for at få lige så meget opmærksomhed som søsteren. Et andet eksempel kan være, at en pige oplever at faderen ofte er voldelig mod moderen og slår hende; hun får den opfattelse, at det er kun kvinder, der bliver slået, og derfor vil hun hellere være af hankøn for at hun ikke bliver slået, når hun bliver voksen. I sådanne tilfælde må man tro, at børnenes ønske om at være det modsatte køn er forbigående og ophører, når de bliver ældre og forstår tingene bedre.

Om børn har et dybtfølt ønske om at skifte køn har man i en årrække undersøgt med kriterierne fra det såkaldte DSM-III (DSM III = Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders, Revised Third Edition 1987, senere erstattet med DSM-IV og DSM-V). DSM-III opstiller tre kriterier: A) Personen identificerer sig med det modsatte køn. B) Personen føler sig utilpas i det køn, som han/hun for øjeblikket har fået tildelt. C) Der er ikke tale om en intersex-person der er født med intermediære kønsorganer. I DSM_IV er der tilføjet et kriterium om at personen føler sig distressed (i krise, ulykkelig) over sin situation. På den baggrund konkluderer man, om personen fuldt ud opfylder kriterierne i DSM for transkønnethed, eller om personen kun i nogen grad opfylder kriterierne.

Det er vigtigt at skelne mellem, om personen hævder at han/hun er det modsatte køn, eller om personen blot ville ønske at han/hun var det modsatte køn. I fag-artikler udtrykkes det sådan, at man dels registrerer kognitiv kønsutilpashed, dvs. at personen i sin erkendelse anser sig for at være det modsatte køn, og dels registrerer affektiv kønsutilpashed, dvs. at personen i sine følelser ønsker at han/hun var det modsatte køn.

I danske undersøgelser har man også lagt vægt på, om der er tegn på at personen har en forstyrret virkelighedsopfattelse.
For at anerkende personen som egnet til kønsskifteoperation har man lagt vægt på, at personen har en god realitetssans. Ofte kan denne realitetssans udmønte sig i, at personen er god til at tilpasse sig de krav som samfundet stiller til ham/hende med det køn, som han/hun er født med. Men når personen er alene, kommer der ofte drømme eller ligefrem illusioner om et andet liv – det er en slags flugt ud i en verden, som føles mere tålelig. Selv om personen har selvkontrol nok til at opføre sig som det forventes, vil personen som regel samtidig insistere hårdnakket på at han/hun i virkeligheden tilhører det modsatte køn. Denne insisteren på faktisk at være af det modsatte køn er øjensynlig det klareste tegn på at vedkommende virkelig er transkønnet.

Bliver børn med kønsdysfori transkønnede som voksne?
Det land, hvor der er udført mest forskning om transkønnede, er Holland. Her åbnede der en statslig klinik for kønsskifte i 1987, dvs. man har over tredive års erfaring med de første personer, der konsulterede klinikken. Samtidig fremhæver man, at der generelt i Holland er en åben attitude over for transkønnede, sådan at folk der ønsker at skifte køn, kun i ringe grad holdes tilbage af omverdenens fordømmelse.

Netop fra Holland findes der derfor en del undersøgelser af, om børn der henvender sig til klinikken med ønske om kønsskifte, nu også fastholder dette ønske senere hen.

En af undersøgelserne handler om 54 personer, der som børn henvendte sig til klinikken med ønske om kønsskifte. De var dengang i alderen 5 til 12 år, i gennemsnit 8 år. Man fulgte op på deres situation da de var mindst 16 år gamle, i gennemsnit 19 år gamle.
42 af børnene blev i sin tid, ud fra DSM-III, vurderet at opfylde kriterierne for kønsdysfori. Af dem var det halvdelen, altså 21, der senere i livet fastholdt at være transkønnede og som blev behandlet for at få kønsskifte. Den anden halvdel var faldet fra og levede med det køn, de var født med. De resterende 12 af børnene opfyldte i sin tid ikke fuldt ud kriterierne for transkønnethed. Samtlige disse 12 var senere i livet faldet fra.
Konklusionen er altså her, at kun børn, der meget entydigt opfattede sig selv som transkønnede, faktisk også senere forblev transkønnede; men selv blandt dem var den entydige diagnose ikke nok til at forudsige, om de fastholdt ønsket om kønsskifte.

En anden tilsvarende undersøgelse omfattede 99 børn, som ved første undersøgelse var under 12 år, i gennemsnit 9 år. Ved opfølgningen var de mindst 15 år, i gennemsnit 16 år.
Her fandt man at ud af de 69, der i første runde entydigt opfyldte kriterierne for kønsdysfori ifølge DSM-IV, var det 64 % der i anden runde fastholdt deres ønske om kønsskifte. Ud af de 30, der i første runde ikke så klart opfyldte kriterierne for kønsdysfori, var der kun 10 % som senere fastholdt ønsket om kønsskifte.

For begge undersøgelser gælder det, at en del af dem, som havde konsulteret klinikken som børn, ikke senere kunne opspores. De reagerede ikke på henvendelser. Da der i Holland kun er det ene sted at få kønsskifte-behandling, og da personerne næppe er flyttet til udlandet, antager man at disse udeblevne personer ikke har fastholdt deres ønske om kønsskifte. Hvis de inkluderes i data-materialet, falder procentdelen af personen som fastholdt deres ønske om kønsskifte.

Senere er der kommet supplerende oplysninger om, at 5 personer først henvendte sig med en beslutning om kønsskifte efter at de var fyldt 18 år. Af forskellige grunde havde de holdt deres beslutning hen. Det var især fordi de først forsøgte at gennemføre en tilværelse som homoseksuelle mænd, men efterhånden måtte konkludere at den tilværelse ikke var tilfredsstillende. Når disse sene henvendelser inkluderes i statistikken, er det samlede resultat, at ud af 150 børn som havde henvendt sig om kønsskifte, var der 45 – altså 30 % – som senere i livet fastholdt dette ønske. De øvrige 70 % synes at have frafaldet deres ønske om kønsskifte.

Konklusionen i disse hollandske undersøgelser er altså ret samstemmende: Ud af de personer, der henvendte sig som børn, er det omkring 30 %, som også efter at de var fyldt 12 år fastholdt ønsket om kønsskifte. Af dem, der ikke fuldt ud opfyldte DSM-kriterierne for kønsdysfori, var det meget få som senere skiftede køn. Af dem, der fuldt ud opfyldte kriterierne for kønsdysfori, var det halvdelen eller lidt over halvdelen, som senere skiftede køn. Det betyder at DSM-kriterierne ikke i sig selv kan vise sikkert, om personen er varigt transkønnet.

DSM-kriterierne alene er altså ikke nok. Men derudover har man i den ene af de hollandske undersøgelser også i sin tid vurderet de mindreårige børn med hensyn til flere andre kriterier, bl.a. om de viser kognitiv kønsutilpashed og affektiv kønsutilpashed.

Resultaterne er forskellige for dem der er født drenge og dem der er født piger. Det der bedst kan bruges til at forudsige, om barnet senere vil fastholde ønsket om kønsskifte, er for drengenes vedkommende at de allerede som barn havde skiftet identitet ved at tage et pigenavn og klæde sig i pigetøj. Derudover var det også af betydning, at drengen viste kognitiv kønsutilpashed, dvs. at han hævdede med bestemthed at være en pige. Derimod havde det ingen sikker prognose-værdi, om han viste affektiv kønsutilpashed, dvs. udtrykte et ønske om at være pige.
For pigerne var det anderledes. Her var antallet mindre, og derfor kunne færre faktorer vise statistisk sikkerhed. Her havde faktisk kønsskifte som barn ikke nogen prognose-værdi;  kognitiv kønsutilpashed havde en del prognoseværdi, og affektiv kønsutilpashed havde også prognoseværdi. For pigerne havde følelser, ønsker og drømme åbenbart større betydning end for drengene. Derudover havde piger med senere kønsskifte en relativt udadvendt adfærd, med mange adfærdsformer som var usædvanlige for piger i øvrigt.

Bliver børn med kønsdysfori transkønnede som voksne? – samlet indtryk
De første som i større omfang undersøgte hvordan det går med børn der henvender sig med kønsdysfori, var psykologen Kenneth Zucker og hans kollega Susan J. Bradley. Zucker bestyrede igennem en lang årrække en kønsskifteklinik i Toronto, Canada. Siden midten af 1970´erne behandlede klinikken omkring 500 børn med kønsdysfori; deres fokus var på at mindreårige børn endnu ikke har nogen sikker kønsidentitet, og at man bør vente og se til de kommer i puberteten, om deres ønske om kønsskifte er vedvarende. Erfaringerne er samlet i en bog af Zucker og Bradley fra 1995. I denne bog beskrives det, at ud af 45 børn der havde kønsdysfori, var der 9 (altså 20 %), som stadig havde kønsdysfori da de kom i puberteten. 6 af dem (altså 14 %) ønskede kønsskifte. Dette tal er blevet kendt vidt og bredt – at kun 20 % af dem der som børn viser kønsdysfori, beholder kønsdysforien videre hen i livet. Men det har også vakt megen modvilje blandt personer, der støtter de transkønnedes sag.

Der er lavet en oversigt over, om andre forskere kan bekræfte tallene fra Zucker og Bradley. Denne oversigt omfatter 11 undersøgelser, heraf også de førnævnte fra Holland. Tilsammen omfatter de 489 børn, og i gennemsnit er der 20,0 % af disse børn, hvis kønsdysfori varer ved efter at de er kommet i puberteten. Zuckers og Bradleys tal bekræftes altså af andre forskere.

Man kan dog stille spørgsmålstegn ved, hvor snævert man definerer de børn, der viser kønsdysfori. I de hollandske undersøgelser er der anvendt ret stramme og stringente kriterier. Nogle af de andre undersøgelser har mere løse kriterier for hvilke børn, de inkluderer. Jo strammere kriterierne er, jo større en procentdel af børnene fastholder deres kønsdysfori. Men selv i de hollandske undersøgelser, der anvender de strammeste kriterier, er det som nævnt stadig kun 30 % af børnene, der fastholder deres kønsdysfori.

Hvorfor er det vigtigt at kende frafaldet?
Disse tal er vigtige, fordi det har konsekvenser hvis et barn fastholder ønsket om kønsskifte. Hvis man efterkommer dette ønske, så går der en flertrins proces i gang. Det første er, at lige før barnet går i puberteten, så behandles det med et hormonpræparat, som forhindrer at det går i puberteten. Derved forhindres det f.eks. for drenges vedkommende, at der kommer en stigning i mængden af testosteron, som bevirker at deres krop udvikler sig til en voksen mandekrop. Men samtidig betyder behandlingen, at personen for altid mister sin evne til at få børn, og den går også ud over knoglernes vækst. Når puberteten er holdt tilbage igennem flere år, kan den unge person ved en alder af 16 år begynde behandling med det modsatte køns kønshormoner, sådan at de der tidligere var drenge, f.eks. kan udvikle bryster. Endelig kan personen som voksen gennemgå en egentlig kønsskifte-operation.

Denne proces forløber glattest, hvis behandlingen starter allerede lige inden de første tegn på at personen går i puberteten. Men det er netop først når personer begynder at gå i puberteten, med de deraf følgende ændringer i hormon-niveauerne, at hovedparten af de unge ændrer opfattelse og accepterer det køn, de er født med. Hvis nu sandsynligheden for, at den unge fastholder sit ønske om kønsskifte, kun er 20-30 %, så er det meget betænkeligt at igangsætte hormonbehandlingen allerede når den unge er f.eks. 12 år. Der er meget stor risiko for, at en person som trods alt ønskede at beholde sit køn, gøres steril for resten af livet.

Fyringen af Zucker
Kenneth Zucker, lederen af kønsskifteklinikken i Toronto, var den mest fremtrædende person inden for det fagområde der beskæftiger sig med transkønnede. Han har forfattet 97 videnskabelige artikler og 48 bogkapitler, og er en af de mest citerede forskere inden for kønsdysfori og kønsidentitet; han var redaktør af et af de vigtigste tidsskrifter om køn, Archives of Sexual Behavior. Han havde en ledende rolle i udviklingen af diagnoser og vejledninger. Han var leder af den arbejdsgruppe, der formulerede kriterierne for kønsdysfori i version 5 af DSM; og han hjalp med at skrive den nyeste udgave af “Standards of care” vejledningen for ”the World Professional Association for Transgender Health”.

Men efter årtusindskiftet blev trans-aktivister stadig mere aktive og uforsonlige. De var først og fremmest utilfredse med, at Zucker anbefalede en vent-og-se strategi over for transkønnede børn, i stedet for at børnene straks skulle understøttes i deres trans-identitet. LGBT-aktivister protesterede mod at Zucker sad i arbejdsgruppen for DSM-5. The National Gay and Lesbian Task Force udsendte en erklæring, hvor de beskyldte Zucker for at anbefale ”conversion therapy”, altså missionerende terapi der skal få homoseksuelle til at blive straight. Dette er en ekstremt grov forvridning af fakta.

Kritikken fra trans-lobbyisters side tog stadig til. I 2014 foregik en underskriftsamling med krav om at man skulle ”eliminere dr. Kenneth Zucker og hans praksis”. Den fik 2.200 underskrifter.

Motivationen var at Zucker foretrak, at et barn med kønsdysfori så vidt muligt beholdt det køn, det var født med.  Protesten førte i 2014 til at ventelisten til klinikken i Toronto blev lukket. Dernæst igangsatte universitetet en undersøgelse af klinikkens virksomhed, udført af to psykiatere. Deres rapport understøttede kritik af klinikken. Et af de vigtigste angrebspunkter var en episode, hvor Zucker skulle have fornærmet en af klienterne. Zucker selv hævder at den episode er opdigtet og aldrig fandt sted. Desuden kritiseres Zucker for at have stillet klienterne spørgsmål som var upassende for deres aldersgruppe (hvilket næppe kan undgås når det handler om seksualitet).

Alt i alt var der meget lidt substans i kritikken af Zucker. Alligevel blev han i december 2015 kaldt til et møde på universitetet, hvor det tog mindre end en halv time før han var fyret, med adgang nægtet til at hente personlige ejendele på sit kontor. Han fik ingen mulighed for at forsvare sig. I betragtning af, at Zucker i realiteten intet galt havde gjort, er fyringen af ham udtryk for at ideologisk fanatiske trans-aktivister fik universitetet til at udføre deres vilje. Samtidig blev klinikken helt lukket.

Efter fyringen udsendte en gruppe på mere end 500 klinikere og forskere inden for kønsdysfori et åbent brev, hvor de udtrykte deres forfærdelse over universitetets afgørelse.

Zucker ytrede sig ikke offentligt om sagen i de følgende år; men han anlagde en retssag mod universitetet. Den blev afgjort i 2018 med et forlig, der gav Zucker oprejsning samt en relativt  stor erstatning (586.000 $).

Kritik af forskningen
Spørgsmålet om, hvorvidt 8-9-årige børn, der føler sig som transkønnede, nu også forbliver transkønnede på længere sigt, har været genstand for grundig og lødig forskning, især i de omtalte hollandske undersøgelser. Alligevel er forskningen blevet genstand for kritik fra lobbygrupper og personer der forsvarer transkønnede.

Her er bl.a. en hård kritik af disse undersøgelser.
Kritikken fremstilles her i en saglig tone, der på overbevisende måde giver publikum indtryk af at der er dybtgående fejl og mangler i forskningen. Bl.a. fokuseres meget på de personer, som ikke besvarede henvendelserne om opfølgning. Men det gælder jo al social forskning, at der er en stor gruppe af personer som ikke svarer på henvendelser. Hvis det skulle gøre forskningen utroværdig, så ville stort set al social forskning overhovedet være utroværdig.
Når man sammenholder kritikken med hvad der faktisk står i afhandlingerne, så viser det sig, at stort set intet af kritikken er berettiget. Jeg kan i hvert fald ikke give noget som helst medhold i den fremførte kritik.

Der er også kommet faglig kritik i videnskabelige tiddskrifter, bl.a. i denne artikel af Pyne, Newhook m.fl.
Kritikken søger her endnu engang at skyde den påstand ned, at det kun er ca. 20 % af børn med kønsdysfori, der ønsker kønsskifte når de når op i ungdomsalderen. Artiklens forfattere ”dekonstruerer”  fortolkningen af forskningsresultaterne ved at fokusere på det miljø, den baggrund og det tankesæt, der ligger  bag forskningen. De kritiserer forskningen for at lede frem til nogle forkerte anbefalinger. De ønsker at man skal bevæge sig væk fra spørgsmålet “Hvordan bør børns kønsidentitet udvikle sig over tid” og over til spørgsmålet “Hvordan kan man bedst understøtte børn efterhånden som deres kønsidentitet udvikler sig?”.

Her rammer de noget centralt. Forskere som dem i Holland konstaterer at flertallet af de børn, der henvender sig, sidenhen bliver tilfredse nok med deres kønsidentitet, og derfor skal man vente og se, hvordan de udvikler sig. Pyne, Newhook m.fl. ønsker derimod, at man ikke skal vente; hvis et barn siger, at det er transkønnet, så skal man ubetinget acceptere dets følelser, og hvad end det udtrykker om sine følelser, så skal man understøtte det. Man skal i realiteten ikke lave opfølgende forskning hvor man registrerer børnenes udvikling; i stedet skal man til enhver tid anerkende rigtigheden af hvad børnene siger, og støtte dem. De mener at “en stabil kønsidentitet er et positivt sundhedsresultat som burde opprioriteres for alle børn”, dvs. når først et 6-årigt barn én gang har erklæret sig som transkønnet, så gælder det om at personen resten af livet beholder denne transkønnethed.

De hollandske forskere har skrevet et forsvar mod kritikken, hvor de benægter at de generelt anser tilbagevenden til den oprindelige kønsidentitet som det bedste resultat. De følger barnets udvikling, og de har ingen fordomme om hvad der er den bedste udvikling. De var de første i verden der tilbød transkønnede unge pubertetsblokerende hormoner, dvs. man kan ikke beskylde dem for at arbejde imod transkønnede. Men denne behandling er så indgribende, at de var nødt til at undersøge nøje, hvornår den er berettiget. I deres rådgivning støttede forskerne hele tiden de børn, der fastholdt ønsket om kønsskifte. Men samtidig observerede de, at mange af børnene ret pludselig mistede al interesse for kønsskifte, når de kom i puberteten.

Det er en stadig mere udbredt attitude på den politisk korrekte ”humanistiske” fløj, at man altid skal tage sårbare personers følelser alvorligt. Når som helst en person føler sig stødt, krænket eller ubehagelig til mode, skal alle andre bøje sig for dennes vilje og anerkende personens ret til at føle sig forulempet. Det betyder at personer som er meget drevet af deres følelser, får magt til at diktere alle andre, hvad de skal gøre og mene. På den måde kan små mindretal tvinge alle andre til at danse efter deres pibe. Jo mere følsom og krænkelsesparat, man er, jo mere bliver man en diktator som herser med alle andre.

Jo mere andre giver efter for sådanne personer, jo mere vænner de sig til altid at få ret. De føler at de har ubetinget ret, og de mener at de har ret til at sabotere tilværelsen for alle, som mener noget andet – som f.eks. ret til at sabotere klinikken i Toronto og ødelægge Kenneth Zuckers tilværelse.
Hvis der er personer, som på denne måde nægter at acceptere modsigelse, så bliver det umuligt for os at kommunikere med hinanden. Vi mærker i disse år, at selv helt uskyldige bemærkninger kan blive mistolket som meget forargelige, og efterhånden kommer vi i en situation, hvor al samtale er umulig, fordi den ene part hele tiden bliver forarget over noget. Den demokratiske samtale ødelægges.

De hollandske forskere afslutter deres forsvar med at skrive: ”Vi beklager imidlertid meget at vores omhyggelige søgen for at finde frem til optimal omsorg for børn med kønsvariation ved at prøve at få mere indsigt i denne gruppes udvikling, anses for at være uetisk opførsel. I stedet for den polarisering og de angreb som man kan læse så ofte i litteraturen, ville det tjene sagen bedre at samarbejde om at indsamle mere (og bedre) information om kønsvarierende børn i forskellige sociale sammenhænge. Børn og deres familier har ikke brug for klinikere der skændes, men for ansvarlig omsorg baseret på solid evidens.”

Hvad vil trans-lobbyen?
Visse fagfolk med sympati for transkønnethed mener at de udmærket kan vide, hvilke personer der skal støttes i retning af at blive transkønnede. Det gælder f.eks. en amerikansk kvindelig psykoanalytiker, som argumenterer for det rigtige i hele tiden at lytte til børnene og forstå børnene i alle deres varierende og komplicerede former for kønsidentitet.

Hun hævder frejdigt, at hun er i stand til på forhånd at vurdere, om et barn der viser kønsdysfori i en ung alder, vil udvikle sig til en transkønnet person senere hen. Så hun har ingen betænkeligheder med hensyn til, at et barn, der udtrykker at det er transkønnet, skal støttes i vedholdende psykoterapi igennem hele sin udvikling.

I modsætning til hende har de hollandske forskere har gjort alt hvad de kan for at anvende de mest muligt stramme kriterier i deres forudsigelser af, hvilke børn der vil udvikle en transkønnet identitet på længere sigt. I den heftige kritik af disse forskere påpeges det, at de ikke har udvalgt deres gruppe af transkønnede børn stramt nok – hvis forskerne havde anvendt mere stramme kriterier, ville de stå med en gruppe børn som næsten 100 % udviklede sig til transkønnethed. Formålet med denne kritik er at bombardere den opfattelse, at der findes børn som vælger transkønnethed fra. I modsætning hertil står den pågældende psykoanalytiker, som ikke giver den mindste skygge af evidens for påstanden om at hun næsten 100 % sikkert kan forudsige forløbet.

Der er opstået et diskussionsklima, hvor selv den mest grundige evidens fra omhyggelige og lødige forskere forsøges kritiseret sønder og sammen i en sådan grad, at deres forskning helt forkastes, hvorimod de personer der ensidigt kæmper for at støtte transkønnede, slipper for kritik og slipper godt fra påstande helt uden evidens. Der er altså en vældig dobbeltmoral her i vurderingen af forskningen.

Denne kvindelige psykoterapeut og andre med hende hører til de personer, der påberåber sig at ca. 1 % af befolkningen er transkønnede. Dette skøn på 1 % er svagt funderet, og det virker helt urealistisk højt. Men hvis man skulle tage det for pålydende, og hvis man skulle acceptere at den rigtige behandling af alle disse millioner af transkønnede skulle være understøttende psykoterapi gennem hele deres udvikling som børn og unge, så ville det kræve at samfundet brugte enorme ressourcer til at have en hærskare af psykoterapeuter til at behandle alle disse mennesker. Det ville også betyde at der ville blive lagt enorme byrder på sundhedsvæsenet, når mange af disse mennesker skulle gennemgå kønsskifte-operationer, der jo er meget krævende og dyre operationer.

Det virker meget foruroligende, at de mange mennesker der er imod at indsamle evidens om udviklingen af muligt transkønnede børn, snakker om at der er tale om meget store antal personer, og at disse personer ikke skal have nogen som helst kritiske spørgsmål, men hele tiden blot skal støttes i deres følelser.

Jeg vil gerne endnu engang betone, at de der kritiserer forskningen, mener at “en stabil kønsidentitet er et positivt sundhedsresultat som burde opprioriteres for alle børn”, dvs. når først et 6-årigt barn én gang har erklæret sig som transkønnet, så gælder det om at personen gennem hele sin barn- og ungdom skal gives psykoterapi som understøtter denne transkønnethed.

Det fortolker jeg på den måde, at trans-lobbyen består af personer, som ønsker at så mange mennesker som overhovedet muligt er og forbliver transkønnede, og som forarges over at nogen påstår, at der er mennesker som på et tidspunkt i deres barndom forlader følelsen af at være transkønnede.

Hvad betyder det for tanken om juridisk kønsskifte for børn ned til 6 år?
Der ligger p.t. et politisk forslag om juridisk kønsskifte for børn ned til 6 år. Dette kønsskifte består simpelt hen i en ændring af personnummeret, dvs. at et nummer skiftes ud med et andet nummer. Det i sig selv har næppe nogen indvirkning på barnet.

Men jeg bliver urolig når jeg ser påstanden om, at ”en stabil kønsidentitet er et positivt sundhedsresultat som burde opprioriteres for alle børn”. Deri ligger, at hvis først et 6-årigt barn har fået det modsatte køns personnummer, så ligger der et pres for at få dette barn til at fastholde den transkønnede status mange år frem. Et sådant barn har kun 20-30 % sandsynlighed for faktisk at ønske at være transkønnet senere i livet. Men det risikerer at blive behandlet af psykoterapeuter, som ønsker at den transkønnede status skal fortsætte, og som vil være fristet til at opmuntre barnet, hver gang det giver udtryk for kønsdysfori. Det kan føre til, at børn som ellers ville have fået et ret normalt udviklingsforløb, kommer frem til et punkt hvor de behandles med pubertets-standsende hormoner og bliver permanent sterile.

Jeg bliver også urolig når jeg ser, at antallet af personer, der ønsker kønsskifte-operation, er steget næsten eksplosivt i de seneste få år, i Danmark, i Sverige, og sikkert andre steder. Det virker på mig som udtryk for en form for modestrømning, hvor det pludselig bliver moderne at tro at man er transkønnet.

Jeg har beskrevet, at der kan konstateres forskelle i hjernen mellem trans-kønnede og cis-kønnede. Det viser for mig, at transkønnethed ikke kun er subjektiv indbildning. Jeg er også klar over, at personer der virkelig for alvor føler sig transkønnede, får et bedre liv hvis samfundet og deres familie anerkender deres transkønnethed. Men denne anerkendelse vil jeg lade omfatte de måske ca. 10 personer om året, der i mere besindige tider gennemgik kønsskifte. Jeg vil ikke lade den omfatte op imod 1 % af befolkningen.

Forslaget om juridisk kønsskifte angår børn i en meget ung alder, hvor et barn næppe endnu kan vide hvad det egentlig vil, når det bliver voksent. Et sådant forslag ser jeg som et af mange led i en trans-lobbyisme og ideologisk bevægelse, der arbejder for at så mange personer som overhovedet muligt skal være transkønnede, og som viser tendenser til infame angreb på alle anderledes tænkende.

Transkønnede unge
Artiklen fortsætter med en artikel om kønsskifte og virkningen af kønsskifte-operationer.

Tredje artikel i serien hedder: Kampen for at gøre flest mulige personer transkønnede.

Opvækst hos homoseksuelle forældre

Der er et stigende antal “regnbuefamilier”, dvs. familier hvor børn vokser op med to homoseksuelle forældre. I de fleste tilfælde er det to lesbiske forældre.

Spørgsmålet er, om en sådan opvækst er fuldstændig lige så god som opvækst i en normal kernefamilie. Er det f.eks. et problem for børn i en lesbisk familie, at de ikke i det daglige har en mandlig figur at forholde sig til? Har børn brug for en far, eller kan en lidt maskulin lesbisk kvinde udfylde samme funktion som en far kan?

Når man vil svare på det spørgsmål, løber man ind i problemer. Det første problem er, at homoseksuelle familier er mere ustabile end heteroseksuelle. Der er mere partnervold i lesbiske par end i heteroseksuelle. Skilsmisseraten for lesbiske ægteskaber er cirka dobbelt så høj som for heteroseksuelle. Generelt holder lesbiske parforhold meget kortere tid en heteroseksuelle parforhold. I  mange lesbiske familier udskiftes den biologiske mors kvindelige partner flere gange eller mange gange i løbet af børnenes opvækst. Det betyder at der er meget få familier, hvor børn gennem hele deres opvækst har de samme to, lesbiske forældre.

Det er et meget generelt træk, at børn klarer sig bedst, også senere i livet, hvis de er vokset op i en stabil kernefamilie med en mor og en far. Hvis familien bliver skilt, klarer de sig f.eks. dårligere. Spørgsmålet er så, om man skal sammenligne lesbiske familier med stabile kernefamilier, eller med gennemsnittet af alle kernefamilier inklusive dem der bliver skilt, eller med skilte familier, eller med opvækst hos enlige mødre. Antallet af forandringer i hvem der er forældre i løbet af barnet opvækst har stor betydning for barnets trivsel, og man kan defor sige, at hvis man skal undersøge betydningen af lesbisk forældreskab i sig selv, så skal man sammenligne med de heteroseksuelle familier, der er lige så ustabile som de lesbiske familier. Alternativt kan man sige, at hvis et lesbisk par overvejer at få børn, så skal det inkluderes i overvejelserne, at et sådant par på forhånd må regnes for mere ustabilt end et normalt ægteskab, og det kunne tale imod at få børn.

Man får selvfølgelig forskellige resultater, afhængigt af om børn fra lesbiske familier sammenlignes med børn fra stabile kernefamilier eller med børn fra brudte familier, enlige mødre etc.

Det næste spørgsmål er om familierne udvælges repræsentativt. Tidligere var det sådan, at undersøgelser der blev udført af lesbiske forskere som regel rekrutterede via det lesbiske miljø – f.eks. via lesbiske tidsskrifter, lesbiske boghandeler, kvindestudiemiljøer, eller via en “snebold-effekt” igennem bekendtskabskredsen. Derved får man familier med relativt højt uddannede partnere. Men mange lesbiske familier befinder sig blandt de lavere klasser, og relativt ofte blandt personer af andre racer end hvid. Hvis man så f.eks. sammenligner børn af højtuddannede lesbiske med børn fra heteroseksuelle familier i lavere samfundsklasser, kommer der en skævhed i sammenligningen.

De fleste undersøgelser angår kun børn op til 17-års alderen, og de viser derfor ikke om opvækst hos lesbiske forældre giver problemer i voksenalderen, f.eks. med karriere eller seksualitet. Det er ellers netop på de punkter, som påvirkes af personens rollemodeller i barndommen, at man kan forvente de vigtigste virkninger, specielt virkningen af ikke at have en far. Den første undersøgelse der har fulgt de unge op til voksenalderen, er af Fiona Tasker og Susan Golombok (1995). Den viser også hos disse personer meget få problemer. Men det må bemærkes at ud af 37 unge vokset op hos lesbiske, var der 12 som ikke kunne undersøges igen, fordi mødrene modsatte sig det. Tilbage var kun 25 unge. Det er en rimelig hypotese, at andelen af unge med problemer er højere hos dem, hvor mødrene modsætter sig en undersøgelse. Det kan give en alvorlig slagside i resultaterne, hvis netop de tilfælde, der falder ud, er dem, der mest sandsynligt viser den eftersøgte effekt.

Det er ikke bare vigtigt, at de udvalgte familier skal være repræsentative. De skal også være mange nok. De kun 25 unge, der blev undersøgt af Tasker og Golombok, er f.eks. alt for få.

Vi kan f.eks. se på, om der er en forhøjet andel af homoseksuelle blandt de personer, der vokser op som børn af homoseksuelle. Det er der selvfølgelig – for homoseksualitet er delvis genetisk betinget, så det ville være meget uventet, hvis andelen ikke var forhøjet. Gennemgang af et større antal bøger og afhandlinger viser sammenlagt, at blandt børn af homoseksuelle er der en meget forhøjet sandsynlighed for at de selv er homoseksuelle – det er op til ca. 10 gange mere sandsynligt. Denne konklusion er baseret på observation af mange hundrede personer. Men i den førnævnte afhandling af Tasker og Golombok er der kun observeret 25 børn af  lesbiske mødre. Her konkluderer man, at der ikke er en forhøjet andel af homoseksuelle. Det er 36 % af børnene af lesbiske mødre, der er homoseksuelle, mod 20 % af dem fra heteroseksuelle forældre. Med det antal forsøgspersoner er den forskel ikke stor nok til at være statistisk sikker, og forfatterne konkluderer så, at der ikke er forskel. Det er jo misvisende – der er tale om en ret stor forskel, og den ville nok være blevet signifikant med et større datamateriale. På den måde kan forfatterne undgå ubehagelige konklusioner ved at have små datameterialer. Oven i købet viste deres data, at langt flest af dem med lesbiske forældre havde overvejet at dyrke homoseksuel sex, og de fleste af de første havde faktisk gjort det, mod ingen af dem i kontrolgruppen. Det er meget signifikant, selv med et så lille datamateriale; men alligevel siger forfatterne, at der ikke er forskel. Her er vi altså derhenne, hvor forfatterne bevidst ignorerer de resultater, som er uønskede for dem.

For at have en rimelig sandsynlighed for, at moderat store forskelle mellem børn fra forskellige typer familier skal blive signifikante (statistisk sikre), skal antallet af undersøgte personer ligge på omtrent 400. Men faktisk ligger næsten alle undersøgelser udført indtil for ti-femten år siden på kun knap 100 personer, og ofte endnu lavere. Det betyder, at i disse undersøgelser kan man ikke forvente at finde nogen signifikante forskelle, selv om der i virkeligheden er forskelle.

I 2005 offentliggjorde det amerikanske psykologforbund, APA, en samlet oversigt over hvad der vides om børn af homoseksuelle forældre. Deres rapport hedder “Lesbian and gay parenting“. Den indeholder en omfattende litteraturgennemgang skrevet af Charlotte J. Patterson, en professor inden for feltet, og selv lesbisk – i lighed med formentlig de fleste andre af de forskere, hun omtaler. Hun gennemgår det samlede resultat af et stort antal undersøgelser, og hele vejen igennem maler hun et rosenrødt billede – næsten uanset hvilke aspekter man studerer, så er der ingen forskel på børn vokset op i heteroseksuelle og homoseksuelle familier. Hun skriver f.eks., at der ikke er nogen forhøjet andel af homoseksuelle børn. Her refererer hun til ovennævnte afhandling af Tasker og Golombok og konkluderer, at de ikke fandt nogen forskel. I sin konklusion skriver hun: ” Not a single study has found children of lesbian or gay parents to be disadvantaged in any significant respect relative to children of heterosexual parents.” (ikke en eneste undersøgelse er nået frem til at børn af lesbiske eller bøsse-forældre er udsat for ulemper i nogen som helst signifikant henseende i forhold til børn af heteroseksuelle forældre.)

Når man gennemgår de mange undersøgelser, som Patterson refererer, så er det bemærkelsesværdigt, at der er ikke nogen af dem der sammenligner opvækst hos hetero- og homo-seksuelle, som kommer bare i nærheden af et tilstrækkeligt stort antal observerede personer. En hovedårsag til, at der angiveligt ikke er nogen af dem, der finder nogen forskelle, er at de allesammen har for små datasæt, så forskellene ikke kan blive signifikante.

Der findes dog to undersøgelser, der er udført før 2005, og som bygger på større datasæt. Den ene er af Paul & Kirk Cameron, fra 1996 (Kirk er Pauls søn). Den har en så stor kontrolgruppe, at statistisk sikre forskelle kan forventes, og sådanne forskelle dukkede da også op, f.eks. at børn af homoseksuelle relativt ofte involveres i incest. Sådanne resultater førte til et stormløb mod Paul Cameron. Hans forskning blev kaldt uetisk, han blev presset til at forlade de amerikanske forbund af sociologer og psykologer; disse forbund erklærede at hans forskning var vildledende, ikke var sociologisk, og ikke burde citeres.

Den anden undersøgelse, der er udført før 2005, er af den australske adjunkt Sotirios Sarantakos. Næst efter Cameron er hans datamateriale det med størst styrke til at finde signifikante forskelle, selv om der stadig er langt til de ønskelige 400 personer. Sarantakos har undersøgt mange forskellige aspekter, og fundet en del signifikante forskelle. De homoseksuelle forældre havde ingen særlige mål for deres børns uddannelse, og børnene klarede sig i gennemsnit væsentligt dårligere i skolen i fag som sprog og matematik. Det resultat er ikke hvad fortalere for homoseksuelle familier kunne ønske.

I Charlotte Pattersons gennemgang af feltet i 2005 værdiger hun kun Cameron og Sarantakos omtaler i en fodnote. Om Sarantakos skriver hun, at der er fejl i hans metoder, og at hans resultater strider imod alle andre undersøgelser, så derfor afviser hun dem. At alle andre undersøgelser har større fejl end dem hos Sarantakos, forbigår hun. Om Cameron skriver hun, at hans metoder er suspekte, at hans resultater strider mod hvad alle andre har fundet, og at andre ikke citerer hans forskning. På den baggrund udelukker han de to undersøgelser med det mest solide datameteriale, og konkluderer at “ikke en eneste undersøgelse er nået frem til at børn af lesbiske eller bøsse-forældre er udsat for ulemper”.  Den konklusion bygger på, at de resultater, der ikke stemmer med hendes ønsker, bliver ignoreret.

Dette var status for forskningen frem til 2005. Derefter var det blevet tydeligt, at de fleste tidligere undersøgelser omfattede for få personer, og at disse personer ofte ikke var repræsentativt udvalgt.

I de senere år har man lavet undersøgelser baseret på store databaser af repræsentativt udvalgte personer, mest i USA. De undersøgelser af den type, der er udført af personer med sympati for homoseksuelle familier, viser alle at der ikke er nogen forskel mellem børn fra forskellige familietyper.

For det første er der en undersøgelse udført af Michael Rosenfeld, der bygger på oplysninger om mere end 700.000 børn, hvoraf 3.500 angiveligt er vokset op med homoseksuelle forældre. Her ses ingen forskel i skolepræstationer. Men det har siden vist sig, at der er en afgørende fejl: Når der indkodes så store datamængder, så sker der fejl. Somme tider bliver forælder nr. 2 fejlagtigt kodet som kvinde, hvor det faktisk var en mand. De fleste af de angiveligt homoseksuelle familier var i virkeligheden heteroseksuelle, og derfor kan resultaterne ikke bruges.

Derudover er der tre afhandlinger udført af Jennifer Wainright, Stephen Russell og Charlotte Patterson. Her var der tale om interviews med over 12.000 teenagere. Af dem var 44 klassificeret som vokset op hos homoseksuelle forældre, og deres interviews blev jævnført med 44 teenagere med mere normal baggrund. Der var dog kun 18 teenagere, som ifølge interviewene entydigt var vokset op hos lesbiske forældre. 26 andre var muligvis fejlkodninger. Forfatterne erklærer at de har tjekket for fejlkodninger; men det ser faktisk ikke ud til at være tilfældet. En anden forsker har tjekket nøjagtigt det samme datamateriale og her set på hver enkelt af de 44 påståede homoseksuelle forældreskaber. Han når frem til at kun 17 af disse forældreskaber faktisk var homoseksuelle. I alle de øvrige tilfælde boede der en far eller en stedfar i familien. Denne anden forsker har så gentaget analysen af de samme grunddata, og fundet helt andre resultater. Bl.a. fandt han en forskel mellem børn af gifte og samboende homoseksuelle forældre. Der var en stærkt signifikant tendens til at børn af gifte homoseksuelle forældre havde flere depressioner og færre positive følelser. Desuden var de langt oftere blevet tvunget til sex mod deres ønske. Der var desuden en generel signifikant tendens til, at alle børn med homoseksuelle forældre klarede sig noget dårligere i skolen.

Disse undersøgelser baseret på meget store datasæt, som hævdedes at vise ingen forskelle mellem familierne, kunne altså afvises som fejlfortolkede. Der var faktisk forskelle. Alligevel ser vi, at lesbiske forskere, som ønsker at hævde at den lesbiske familieform er uden problemer, bliver ved med at citere disse afhandlinger og ignorere de helt fundamentale fejl, som de lider af. Det er barokt, i betragtning af hvor meget de samme personer slår ned på deres modstanderes afhandlinger og bruger langt mindre fejl som begrundelse for at disse afhandlinger skal kasseres. Det skal vi se på nu.

Sociologiprofessor Paul Sullins lavede en analyse af sundhedsdata for 200.000 børn, heraf ca. 500 opvokset i homoseksuelle familier. Børnene var i alderen 4 til 17 år. Han fandt at alvorlige følelsesmæssige problemer fandtes dobbelt så ofte hos børn fra homoseksuelle, lige som de dobbelt så ofte havde ADHD eller indlæringsproblemer.
Den konklusion går stik imod hvad det amerikanske psykologforbund (APA) ønsker. APA har tidligere nedsat en arbejdsgruppe som har produceret en vejledning i hvordan man undgår homofobisk forskning – og forskning der stiller homoseksuelle forældre i et dårligt lys får hurtigt stemplet “homofobisk”. Faktisk har APA oprettet en “LGB bekymringskomité” (se link s. 6-7), som meget nidkært modarbejder al forskning, de ikke synes om. Bl.a. nægter de at anerkende enhver forskning der sammenligner homoseksuelle par med GIFTE heteroseksuelle par. De nægter altså at anerkende at man laver præcis de analyser, der er særlig relevante – effekten af at vokse op i et stabilt normalt ægteskab må ikke vurderes i sammenligning med homoseksuelle  familietyper. APA og det amerikanske sociologforbund (ASA), har rettet en hård kritik mod Sullins´ analyse, hvis værdi de helt afviser. De mener f.eks. at forskellen mellem de to grupper af børn skyldes at de homoseksuelle par er mere ustabile, og at det han registrerer, er effekten af ustabilitet, ikke effekten af at begge køn har samme par. Men faktisk er de to grupper af familier ret godt matchet m.h.t. stabilitet, fattigdom, andel af stedforældre m.m. , og i det hele taget afviser Sullins kritikken (se link s. 20-29).

En anden forsker, sociologen Mark Regnerus, offentliggjorde samtidig med Sullins en artikel om personer vokset op hos homoseksuelle forældre, med den forskel at han ikke så på børn, men så på personer i alderen 18 til 39 år, altså den alder hvor de vigtigste effekter eventuelt viser sig. Han trak data ud fra en stor database og analyserede data for omtrent 3.000 personer, heraf ca. 900 som var vokset op hos deres biologiske forældre i stabile heteroseksuelle ægteskaber, mens resten var vokset op i en række andre familieformer. I analyserne kunne der tages hensyn til forskelle i levestandard. For hver person var registreret 40 forskellige parametre som havde at gøre med trivsel og levevis, f.eks. om de var i arbejde, om de modtog understøttelse, om de var gift nu, hvor mange seksualpartnere de havde haft i alt, om de var dømt for kriminalitet, om de tog narkotika etc. I forhold til personer vokset op i intakte kernefamilier havde personer vokset op i de andre familieformer dårligere resultater i gennemsnit for op til 25 ud af de 40 parametre. Personer vokset op hos lesbiske forældre stod f.eks. særdeles meget dårligere m.h.t. incest og andre seksuelle overgreb i deres barndom. De var i gennemsnit dårligere uddannede, var oftere på bistand, og tjente i gennemsnit mindre. De var mere utro over for deres partner, deres nuværende parforhold havde oftere problemer, og de havde haft betydelig flere seksualpartnere i deres liv. Deres fysiske og mentale helbred var dårligere, og de var oftere i terapi. De var oftere kriminelle, røg mere tobak og hash, og brugte mere tid på at hænge foran  fjernsynet. På en lang række punkter adskilte de sig altså negativt fra børn af stabile ægteskaber.

Dette resultat vakte voldsom stor vrede hos de der sympatiserer med homoseksuelle, bl.a. i APA og ASA. Man kritiserede bl.a. at Regnerus ukritisk havde regnet alle de familier for lesbiske, hvor sønnen/datteren havde oplyst at moderen var lesbisk. Derved skete der en sammenblanding af familier, hvor den lesbiske mor enten boede alene med børnene, eller i kortere eller længere tid havde en lessbisk kæreste boende hos sig i familien. Regnerus lavede så en ny analyse af sine data, hvor han foretog en skelnen mellem om moderens partner boede eller ikke boede sammen med moderen, og fik den nye version offentliggjort i et senere nummer af samme tidsskrift. I denne nye analyse var konklusionerne næsten uforandrede, og hans modstandere var derfor stadig lige vrede på ham. Det fremgår af en redegørelse for sagen. 201 akademikere sendte et brev til tidsskriftets redaktør og protesterede mod at det havde antaget artiklen til offentliggørelse. Regnerus´ tidligere afdelingsleder fik trykt en kronik om at hun var rasende over at Regnerus havde produceret dette pseudovidenskab. Talrige andre beklikkede Regnerus, og redaktøren, og integriteten af tidsskriftets peer review. Universitetet gennemførte en undersøgelse af om Regnerus havde udvist god videnskabelig skik, en undersøgelse der handlede om hvorvidt de metoder han klart beskrev i sin afhandling var i orden. Han blev kritiseret voldsomt af mange for at hans metoder og data ikke var gode nok, selv om de på næsten alle punkter var markant bedre end langt de fleste afhandlinger der støtter homoseksuelt forældreskab. Faktisk er de undersøgelser, der støtter homoseksuelt forældreskab, præget af talrige metodefejl.

En professor kritiserede at tidsskriftet havde offentliggjort en så politisk følsom artikel – og her er vi ved kernen: kritikken gik i virkeligheden ikke på artiklens kvalitet, men på at den gik imod politisk korrekthed. På de amerikanske universiteter er der en overvægt af venstreorienterede i forhold til konservative på mellem 8:1 og 30:1. Mange forskere siger at man ikke skal offentliggøre noget som støtter konservativ ideologi, og ikke invitere konservative forskere til symposier. De udtrykker sådanne synspunkter som f.eks. at “socialvidenskab skal være et redskab for social forandring og bør altså fremme de korrekte værdier og ideologiske standpunkter”. På grund af denne altdominerende politiske korrekthed tør de fleste forskere ikke publicere noget der går imod de homoseksuelles interesser, og specielt tør de ikke publicere resultater der taler disse interesser imod. Ingen ved hvor mange der afholder sig fra at lave eller publicere videnskabelige undersøgelser på grund af denne korrekthed. Men sagen viser i hvert fald tydeligt, at denne del af sociologien er gennem-korrumperet af ideologiske og politiske hensyn.

En gennemgang af hvad forskning som støtter homoseksuelt forældreskab har fundet frem til, og hvad forskning som går imdo homoseksuelt forældreskab har fundet frem til, viser at på en meget lang række punkter har de fået diametralt modsatte resultater. De første finder at der ikke er nogen forskelle mellem personer vokset op i forskellige familieformer, mens de andre finder at der er talrige signifikante forskelle. Nogle af forskellene (f.eks. i hyppighed af seksuelle overgreb mod børnene) er ganske store.

Der er sidenhen fremkommet flere undersøgelser der støtter Sullins og Regnerus i at personer opvokset hos homoseksuelle forældre klarer sig relativt dårligt, f.eks. med hensyn til uddannelse som i  denne canadiske undersøgelse af ca. 1,4 mio. personer, heraf ca. 1.400 fra homoseksuelle familier.  Der er også fremkommet flere undersøgelser der viser at børn fra de to familieformer klarer sig præcis lige godt, f.eks. denne undersøgelse af knap 200 børn i alderen 6 – 17 . Der bliver altså ved med at fremkomme undersøgelser der peger i hver sin retning. Noget af dette kan måske forstås på den måde, at der er ikke mange forskelle at spore, så længe der er tale om børn. Det er først når de bliver voksne, at der dukker tydelige problemer op m.h.t. uddannelse, karriere og seksualliv.

Alt i alt er der så stor uenighed mellem forskere der er tilhængere og modstandere af homoseksuelt forældreskab, at man ikke kan konkludere noget. Forskningen er så gennemsyret af ideologi, at den har mistet sin troværdighed. Og forskning som man ikke kan tro på, er værdiløs. Det vil sige at den ideologiske infiltration har ødelagt videnskaben på dette felt og gjort den værdiløs. Personlig ser jeg hovedårsagen til denne misére i den udbredte holdning som fremgår af ovennævnte citat: “”socialvidenskab skal være et redskab for social forandring og bør altså fremme de korrekte værdier og ideologiske standpunkter”. Den holdning dominerer blandt forkæmpere for seksuelle minoriteters rettigheder og blandt feminister, og det betyder at disse gruppers indblanding ødelægger videnskabens troværdighed.

Man skulle så tro, at de to modparter i det mindste kunne blive enige om at de er uenige. Men nej, heller ikke det er tilfældet. De der støtter homoseksuelt forældreskab, benægter pure at der overhovedet findes nogen forskning, der modsiger dem.

Et nyligt eksempel fra 2017 er at The Australian Medical Association (AMA) i en redegørelse har henvendt sig til det australske parlament for at få dem til at lovgive til fordel for homoseksuelt ægteskab. Her hævder de, at der findes ingen peer-reviewed påstået evidens som tyder på at børn opvokset i homoseksuelle familier lider under dårligere helbred eller dårligere psykosocialt resultat end andre. Det hævdes endda at der er forskning der viser at fysisk, psykisk, psykosocialt og m.h.t. uddannelse står de lige med andre børn, eller endda over dem. Dette kritiseres så af en australier som over flere sider gennemgår den meget omfattende evidens der viser en meget, meget lang række af dårlige resultater for børn fra homoseksuelle familier.

Jeg nævnte tidligere, at i en samlet oversigt over litteraturen om emnet frem til 2005 skrev den lesbiske forsker Charlotte J. Patterson: ” ikke en eneste undersøgelse er nået frem til at børn af lesbiske eller bøsse-forældre er udsat for ulemper i nogen som helst signifikant henseende i forhold til børn af heteroseksuelle forældre.” Der er unægtelig fremkommet nogle undersøgelser siden da som tyder i andre retninger. Har det fået Patterson til at udtale sig mindre skråsikkert? Nej! Her i 2019 er der udkommet en ny udgave af et bogværk i fem bind, “Handbook of parenting”. I bind tre har Patterson skrevet et kapitel om homoseksuelle forældre. I konklusionsafsnittet skriver hun at “resultaterne af forskningen indtil nu er usædvanligt klare. Børn af lesbiske og bøsse-forældre udvikler sig meget på samme måde som andre børn gør. Forskningen støtter ikke den forestilling at børn af lesbiske eller bøsse-forældre lide runder skadleige ulemper som skyldes deres forældres seksuelle orientering.”

Når Patterson skriver sådan, så er det ikke bare usandt. Det er direkte løgn, skrevet imod bedre vidende. Resultaterne af forskningen ikke nu er bestemt ikke “usævanligt klare.” Nej, de er usædvanligt modstridende.

Også danske medier giver det forkerte indtryk, at alle undersøgelser af børn fra homoseksuelle familier klarer sig lige så godt som alle andre. En artikel i Politiken i 2017 refererer f.eks. den britiske lesbiske forsker Susan Golombok, som siger til avisen at “De her børn har akkurat den samme risiko for at få problemer og den samme chance for at have et succesfuldt liv som alle andre børn.” Avisen har også indhentet en kommentar fra seniorforsker Mogens Christoffersen, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, som siger: “Jeg har fulgt med i forskningsresultater gennem årene, og de er meget enslydende fra forskellige steder i Europa og i USA.” Dette fejlagtige indtryk er så yderligere blevet viderebragt i DR´s dækning af valgkampen i 2019.

De dominerende forskere, især lesbiske forskere, har åbenbart formået at sætte deres præg så effektivt på feltet, at de formår at gemme de undersøgelser helt bort, hvis resultater de ikke kan lide. Deres plan om at censurere forskningen over for befolkningen ser ud til at lykkes.

Klarer børn med kun én forælder sig lige så godt i livet, som børn med to forældre?

Dette spørgsmål er netop blevet aktuelt nu (april/maj 2019). I den offentlige debat mangler der åbenbart henvisning til viden om hvad det betyder for børn at vokse op hos en solo-forælder (som regel en solo-mor). Den viden er det nødvendigt at få frem, og derfor giver jeg her en oversigt over hvad jeg lige har kunnet finde frem af evidens for, at det i gennemsnit er dårligere for børn at vokse op hos en soloforælder end i enkernefamilie.

Man kan hurtigt finde statistikker, der viser at unge opvokset hos enlige mødre relativt ofte udvikler sig uheldigt f.eks. m.h.t. kriminalitet. Her er f.eks. en grim statistik for unge opvokset i faderløse hjem i USA, og her er tilsvarende oplysninger fra Storbritannien.

Noget lignende ses også i Danmark: Mange rockere er vokset op uden en far (link her og her)

Til dette kan man så indvende, at der her for en stor del er tale om enlige mødre med dårlige sociale og økonomiske kår.

Men der findes også undersøgelser der viser, at selv når man tager højde for forskelle i SES, så går det stadigvæk dårligere for børn der er vokset op hos enlige forældre, i forhold til børn der er vokset op i kernefamilier. Der findes f.eks. en svensk undersøgelse af Weitoft et al.(2003) – populær omtale her . Jeg citerer fra abstractet:
“After adjustment for confounding factors, such as socioeconomic status and parents’ addiction or mental disease, children in single-parent households had increased risks compared with those in two-parent households for psychiatric disease in childhood . . .
Growing up in a single-parent family has disadvantages to the health of the child. Lack of household resources plays a major part in increased risks. However, even when a wide range of demographic and socioeconomic circumstances are included in multivariate models, children of single parents still have increased risks of mortality, severe morbidity, and injury.”

Den dårlige status for børn af alenemødre kan altså ikke forklares blot med disse mødres dårlige sociale og økonomiske situation.

En stort anlagt amerikansk undersøgelse af unge voksne personer der er vokset op i forskellige familieformer, viser at der er væsentlige forskelle mellem børn af enlige mødre og børn opvokset i stabile kernefamilier. Ud af 40 parametre, der er registreret, er der forskel på de 21 efter at man har justeret for diverse forhold, såsom forskelle i indkomst. Børn af enlige mødre har i gennemsnit lavere uddannelse, er fattigere, er lidt mere kriminelle, er mere promiskuøse, har oftere kønssygdomme, har oftere problemer i deres nuværende parforhold, og har flere homoseksuelle erfaringer.

Når det gælder skilsmissebørn, så er det oplagt at antage, at en opskruet konflikt mellem forældrene er til skade for børnene, og at det derfor vil være bedre for dem at forældrene bliver skilt. Men statistikken bekræfter ikke denne antagelse. Selv når der er et vist konflikt-nvieau i kernefamilien, er det stadig bedre for barnet at bo der end at bo hos skilte forældre.

Jeg kan f.eks. citere dette:
“When the level of parental conflict was factored in, JPC children still had better outcomes across multiple measures of well-being. High conflict did not override the benefits linked to shared parenting, so JPC children’s better outcomes cannot be attributed to lower parental conflict.”

Skilsmissebørn hos soloforældre klarer sig relativt dårligere end alle andre. Link: her.

Et større forskningsprojekt fra Sverige i 2016, har arbejdet målrettet med at undersøge de forskellige deleordningers konsekvens for børn trivsel og deres relation til forældene. De boformer, der sammenlignes i den svenske undersøgelse er børn i kernefamilien, deleordning, hvor børnene er lige meget hos begge forældre, deleordning med mest tid hos den ene forælder, og de børn, der boede hos kun den ene forælder.Undersøgelsen er korrigeret for sociale faktorer, så som andelen af udenlandske forældre og forældrenes uddannelsesniveau. Men stadigvæk er konklusionen, at børn der bor hos enlige forældre er de, der har det relativt dårligst. (Links: her og her).

Dette understøttes af et litteraturreview, som Linda Nielsen har stykket sammen (links til del 1 og del 2). I tabel 4 i anden del af review´et sammenfatter hun data, og de viser at i forhold til intakte familier har børn det i gennemsnit dårligere i alle andre familietyper, herunder bestemt også i familier med en enlig mor.

Linda Nielsens forskning viser i øvrigt, at fædre på talrige måder er specifikt til gavn for deres døtres udvikling (links: her og her)

Hvis datteren har et godt og varmt forhold til sin far, så har det betydning for hendes karrierevalg som voksen. Det giver hende også den selvsikkerhed der gør, at hun ikke overtales til sex som hun ikke ønsker. Det gode forhold til faderen øger sandsynligheden for et følelsesmæssigt intimt og behovsopfyldende forhold til en mandlig partner. Der er øget sandsynlighed for et langvarigt og tilfredsstillende ægteskab.

Disse konklusioner passer fuldstændig sammen med, hvad jeg har skrevet i kapitel 16 i “To køn – tre sandheder“, nemlig at faderen har betydning for datterens ambitioner, karrierevalg og seksualitet. Dette konkluderede jeg på basis af anden forskning, som altså stemmer helt overens med Linda Nielsens forskning. Jeg vender tilabge til det længere nede.

Jeg vil kort nævne en bog der samler generelle bidrag om emnet:
W. Bradford Wilcox & Kathleen Kovne Kline (2013):
Gender and parenthood: Biological and social scientific studies.

Heri står bl.a. et relevant kapitel af Rob Palkovitz:

Jeg kan også citere
David Popenoe (1997): Life without father.
Fra abstractet :
” The absence of fathers from children’s lives is one of the most important causes of problems related to children’s well-being such as increasing rates of juvenile violent crime, depression and eating disorders, teen suicide, and substance abuse. The economic difficulties experienced by mother-headed families ultimately account for many of the disadvantages found among fatherless children. Fathers make unique contributions to childrearing, including a parenting style different from mothers and an emphasis on play, which facilitates normal emotional development. The largest negative consequence of father absence is juvenile delinquency and violence, and early sexual activity. Marriage and childrearing act as extremely important civilizing forces for men; when there are large numbers of young, unattached males concentrated in one place, there are increases in social disorder. Itis necessary to undo the cultural shift toward radical individualism to restore marriage and reinstate fathers in their children’s lives.”

Hør også David Popenoe her:

Fædres specifikke betydning fremgår også af følgende, hvor det siges at det gælder uanset indkomstniveau:

Research has shown that fathers, no matter what their income or cultural background, can play a critical role in their children’s education.

For 18-årige døtre med “boomerang fædre”, som forlader familien og senere vender tilbage igen, er det bedre at have en far noget af tiden end slet ikke at have nogen far. Døtre uden far i husholdningen har oftere depression end både døtre med permanent far og døtre med boomerang-far.

Jeg kan også citere fra
Mogens Nygaard Christoffersen (1996): Opvækst hos fædre.

Heri s. 11: “Undersøgelsen viser, at fædrene gennemgående er mere psykisk robuste end mødrene. Der er således relativt færre af fædrene, der har de undersøgte psyko-somatiske stress-symptomer.”

Og s. 13: “Umiddelbart ser det ud til, at de børn der bor hos faderen, har nogle fordele, som de børn, der bor hos moderen, kun har i begrænset omfang. ”

Der findes mange undersøgelser af børn der vokser op hos lesbiske par. De fleste af disse har studeret et så lavt antal personer, at man ikke kan forvente at finde statistisk sikre tendenser.Det er desuden et problem, at de fleste undersøger børnene mens de er børn eller teenagere, og ikke har set på dem som unge voksne – det er den periode, hvor man kunne forvente problemer med karriere og med relationen til seksuelle partnere. I de senere år er der dog lavet et antal undersøgelser af et stort antal repræsentativt udvalgte personer, og de fleste af disse viser væsentlige forskelle mellem børn der er vokset op hos homoseksuelle og børn der er vokset op i stabile heteroseksuelle ægteskaber. Se f.eks. her. Det er dog et stort emne, som jeg vil behandle nærmere i en blogpost for sig.

Videre til en helt anden indfaldsvinkel:
Der findes et ikke direkte relevant, men alligevel tankevækkende studie, nemlig forsøg på mus. Disse forsøg viser at museunger der vokser op uden en far har defekter i den præfrontale cortex. Her spiller levestandard jo ikke nogen rolle – der må være tale om en psykisk effekt. Vi ved ikke om det samme gælder for mennesker; men museforsøget viser at en sådan virkning potentielt godt kan forekomme – når en sådan psykisk mekanisme er mulig hos andre pattedyr, må den også være mulig hos mennesker.

Endelig er der et aspekt mere, nemlig hvad det betyder for mænd at være fædre.
Forskning udført af David Eggebeen viser, at faderskab har positiv betydning for mænd. Det vil sige at samfundet går glip af den positive indflydelse på mændene, hvis de ikke får børn.

Jeg (Kåre Fog) beskæftigede mig en del med disse emner, dengang jeg skrev bogen “To køn – tre sandheder“, som udkom i 2004 (forlaget Mysis). Heri er bl.a. et kapitel 16 om “Faderens betydning for datterens udvikling”, som nævnt ovenfor. Her konkluderer jeg, at faderen ikke har nogen særlig indflydelse på, hvordan datteren er som barn, men han har indflydelse på visse forhold der først viser sig efter at hun er kommet i puberteten. Det drejer sig især om hendes ambitioner, hendes karriere, og hendes seksualitet.
Baggrunden for denne konklusion må læses i det pågældende bogkapitel. Jeg vil dog her citere nogle uddrag af den tekst, der ligger til grund for den senere endelige udgave af min bog.
Først har jeg dette afsnit om kvinders evne til at få orgasme:
“En amerikansk læge og forsker, Seymour Fisher, satte sig for at undersøge hvad der bestemmer kvinders evne til at få orgasme (Seymour Fisher (1973): The female orgasm. Psychology, physiology, fantasy. 533 pp. Basic Books, Allen Lane).
Han og hans kvindelige hjælpere undersøgte omtrent 300 gifte kvinder i alderen 20-45 år. Disse kvinder gennemgik meget omfattende og dybtgående interviews om deres kønsliv, om deres barndom og opvækst m.m., foruden at de blev udsat for mange forskellige fysiologiske målinger.

Af alle de mange forhold der blev registreret, var der næsten ingen der viste nogen sammenhæng med kvindernes evne til at få orgasme.
Kvinder der havde svært ved at give sig hen, var kvinder der havde en eller anden angst for tab og adskillelse. F.eks. bad man kvinderne om at fortælle om de ti tidligste episoder i deres barndom som de kunne huske. Hvis der blandt disse tidlige barndomserindringer var relativt mange der handlede om død og adskillelse, så havde kvinden svært ved at få orgasme. Mærkeligt nok kunne der ikke påvises nogen betydning af adskillelse fra moderen, hvorimod adskillelse fra faderen, f.eks. på grund af hans sygdom, død, skilsmisse, eller langvarige forretningsrejser, var vigtigt. Man kan altså sige at den lille piges angst for at miste sin far levere videre som den voksne kvindes angst for at miste den mand hun har knyttet sig til, og dermed en angst for at give sig hen og glemme omverdenen.

Forældrenes adfærd og væremåde viste en betydning for datterens seksualitet senerehen. Med hensyn til holdning og opdragelsesmetoder, så havde moderen ingen som helst betydning. Kun faderen havde betydning. Det var et fællestræk ved de kvinder der havde svært eller umuligt ved at føle orgasme, at deres far i sin tid var lunefuld, ustabil og temmelig ligeglad med sin datter. Det gjaldt f.eks. hvis kvinden fortalte at hendes far lod hende bruge lige så mange penge hun havde lyst til; hvis han lod hende blive oppe lige så længe om aftenen som hun ville; hvis han lod hende passe sig selv og gøre hvad hun ville; hvis han ikke gav hende påbud om at være hjemme til et bestemt tidspunkt om aftenen; og hvis han var ret ligeglad med om de fastsatte regler blev overholdt. Det var særlig skadeligt hvis faderen var alkoholiker med deraf følgende humørsvingninger – den ene dag meget sød og kærlig, den anden dag vred og utilnærmelig. Omvendt fortalte de kvinder der som voksne havde stor evne til at føle orgasme, at deres far lagde vægt på moral og ærlighed, var streng og krævende, fastsatte strenge regler, straffede hårdt hvis de ikke blev overholdt, og forlangte ubetinget lydighed.

En sådan autoritær far-type giver sin datter en følelse af stabilitet, sikkerhed, tryghed og faste holdepunkter, og åbenbart medfører dette at hun senere i livet føler en så fundamental tryghed, at hun tør give sig hen uden angst for at miste noget. Det er som om kvinden tør kaste sig ud i det tomme rum og føler sig sikker på at nogen vil være der og gribe hende. Det er altså positivt for en pige at have en autoritær far, hvis blot faderen ikke overdriver i en sådan grad at han bliver som et koldt og utilnærmeligt bjerg. Han skal være opmærksom og tilgængelig.

I undersøgelsen af kvinders orgasme viser der sig ganske vist en vis sammenhæng med hvordan pigens mor var. Men det handler udelukkende om moderens forhold til mand og hjem, ikke om hendes forhold til datteren. Hvis moderen var utryg, f.eks. hvis hun var bange for sin alkoholiske mand, så har datteren svært ved at opnå orgasme. Hvis derimod moderen var tryg, f.eks. hvis hun mest interesserede sig for at være hjemme og passe familien, eller hvis hun følte sig tilfredsstillet i sit arbejde uden for hjemmet, så har datteren let ved at opnå orgasme. Det positive ved moderen er altså at hun er brugbar som rollemodel. ”

Hvad angår seksualitet, kan jeg også henvise til forskning udført af Jay Belsky, som viser at børn der vokser op uden far eller med en ustabil far, ofte senere får et forstyrret forhold til det modsatte køn. De lærer gennem opvæksten at verden er et usikkert sted, hvor personlige relationer mand-kvinde er usikre. For døtrenes vedkommende fører det typisk til tidlig pubertet (de får deres første menstruation i en yngre alder end piger der vokser op i stabile kernefamilier), og de får en pågående, overfladisk, promiskuøs tilgang til sex.

Jay Belsky, Laurence Steinberg & Patricia Draper (1991): Childhood experience, interpersonal development, and reproductive strategy: An evolutionary theory of socialization. Child development 62: 647-670.

I min tekst fra dengang finder jeg også dette afsnit:

“Den positive betydning af omsorgsfulde fædre

Der findes talrige undersøgelser der påviser fædres positive betydning for deres børns udvikling, men der er for det meste tale om virkninger der først viser sig ret sent i børnenes udvikling, i teenageårene eller endog i den voksne alder (1). De fædre der engagerer sig i børnenes udvikling og bruger tid på dem, får børn med en række positive egenskaber. Bl.a. har man konstateret at fædre der engagerer sig meget i leg og fysiske udfoldelser med børnene, har børn som er populære blandt deres jævnaldrende. Det vigtige er især faderens evne til at reagere positivt på børnenes initiativer, og at han beskæftiger sig ret meget med dem. Men det er også uheldigt hvis han beskæftiger sig for meget med dem; hvis faderen er dominerende, blander sig meget og vil styre børnenes aktiviteter, så lærer børnene ingen sociale færdigheder.

Tilsvarende virkninger af faderens indsats er konstateret i andre undersøgelser: Hvis faderen engagerer sig tilpas meget i sine sønners liv i børnehavealderen, så kan de bruge ham som forbillede, og da udvikler de en maskulin holdning til sig selv og deres relationer til andre. Hvis faderen er passiv eller ligefrem mangler, bliver sønnerne derimod ikke ret maskuline, og hvis han tværtimod er meget dominerende med masser af straf, forbud og kontrol, så bliver de heller ikke maskuline.

Faderens positive virkninger på datteren viser sig især når datteren bliver ældre. Adskillige undersøgelser viser samstemmende at hvis faderen har interesseret sig for datteren på en god måde, så udvikler pigen sig i ungdomsårene som regel til et socialt veltilpasset menneske med succes såvel i parforhold som i karriere. Hvis faderen behandler sin datter med respekt, støtter hende følelsesmæssigt, værdsætter hendes femininitet og ikke er for autoritær og styrende, så kan det øjensynligt have en meget positiv indflydelse på hendes udvikling i teenage-årene og senere (1). Andre typer af fædre får derimod en datter med ringe selvtillid og vanskelighed ved at stå på egne ben. Det gælder fædre der er autoritære og går ind for traditionelle kønsmønstre; selv om de elsker deres døtre, så går de højere op i at tjene penge til familien, er bange for at engagere sig for meget i døtrenes liv, og føler at det er mødrenes opgave at tage sig af døtrenes udvikling. Det gælder også fædre de har høje akademiske ambitioner på deres døtres vegne, men er fjerne og ikke forstår at stimulere døtrene følelsesmæssigt (1). . . .

Andre har lagt mere vægt på hvor dygtige eleverne er i skolen, og talrige undersøgelser af denne type viser at fædre har en speciel gavnlig indflydelse på børnenes evner for skolefag (1, 2). Det gælder specielt på relativt maskulint betonede felter, så som regning og rumligt betonede tests. Virkningen er tydeligst hos drenge. Hos 9-årige drenge har man f.eks. fundet, at de hvis fædre var meget til stede i hjemmet, klarede sig bedre i skolefagene end dem hvis fædre havde meget lidt tid til deres børn, og dem der helt manglede en far (4). Drenge i den alder synes at bruge deres fædre som forbilleder på en ret direkte måde, og jo mere tid de bruger sammen med deres far, jo bedre evner viser de for problemløsning og m.h.t. intelligens. Hvis drenge udsættes for forældrenes skilsmisse, klarer de sig dårligere i skolen (1).

Hos piger er det ofte først i en noget højere alder at faderens positive indflydelse kan spores. Som før nævnt afhænger faderens positive indflydelse af at han engagerer sig i sin datters liv, men uden at være for dominerende og autoritær.

Flere undersøgelser har vist at de piger der er dygtigst til at løse vanskelige opgaver, er de piger der havde et fjernt forhold til deres mor da de var små. De havde mødre der ikke beskyttede dem, og som måske endda var fjendtlige over for dem; dette er helt modsat forholdene for drenge, hvor de bedste intellektuelle evner ses hos drenge med hengivne mødre (5). Tilstedeværelsen af en far viser derimod positiv sammenhæng med kvinders intellektuelle udvikling, bl.a. deres dygtighed til matematik (3).           Øjensynligt er der endog tale om en varig virkning også op i voksenalderen (1). Kvinder der har gjort god karriere, især i fag med maskulint præg, siger ofte at deres far har haft stor betydning for at de kunne opbygge en selvtillid på det faglige område. Det blev f.eks. nævnt i kapitel 7 at de mest fremragende kvindelige matematikere ikke er specielt maskuline, men bærer rundt på et indre billede af en positiv far-figur der tjener som model for dem.

I en undersøgelse lod man forældre og deres teenage-barn diskutere nogle historier der indeholdt vanskelige moralske dilemmaer. Diskussionerne blev optaget på bånd og analyseret. Det viste sig at der udspandt sig konstruktive diskussioner mellem faderen og teenage-barnet. Fædrene lagde vægt på at fokusere på de afgørende forhold, på forklaringer og løsning af problemer, hvilket affødte tilsvarende former for argumentation hos deres døtre og sønner. Mødres indlæg, derimod, havde mere karakter af forsøg på at få overtaget i diskussionen, og indebar ikke nogen intellektuel stimulering af teenage-børnene. Derudover kunne det konstateres at døtre talte mere end sønner (6). ”

(1) Henry B. Biller & Jon Lopez Kimpton (1997): The father and the school-aged child. Pp. 143-161 i M. E. Lamb (ed.): The role of the father in child development. 3rd ed. Wiley & Sons.

 

(2) Patricia Draper & H. Harpending (1982): Father absence and reproductive strategy: An evolutionary perspective. Journal of anthropological research 38: 255-273.

(3) Harris S. Goldstein (1982): Fathers´ absence and cognitive development of 12- to 17-year-olds. Psychological reports 51: 843-848.

 

(4) Robert W. Blanchard & Henry B. Biller (1971): Father availability and academic performance among third-grade boys. Developmental psychology 4: 301-305.

 

(5) Dorothy McBride Kipnis (1976): Intelligence, occupational status, and achievement orientation. Pp. 95-122 i B. Lloyd & J. Archer (eds.): Exploring sex differences. Academic Press.

 

(6) S. T. Hauser m. fl. (1987): Sex differences within the family: Studies of adolescent and parent family interactions. Journal of youth and adolescence 16 (3): 199-220.

Kåre Fog  6./5. 2019

Noget om psykisk partnervold

I januar i år (2019) har regeringen foreslået, at psykisk vold skal have sin egen paragraf i straffeloven. I den anledning vil jeg her se nærmere på, hvad man ved om psykisk vold.

Man skal ikke undervurdere betydningen af psykisk vold. Der er betydelig sammenhæng mellem psykisk vold i parforholdet og senere udvikling af angst og depression. Dette gælder for både mænd og kvinder. Men kvinder angiver specielt, at for dem er psykisk vold mere smertefuldt end fysisk vold (1). Når man studerer nyligt indgåede ægteskaber igennem flere år, så finder man en tendens til at pyskisk vold ofte er et forvarsel om at der senere kommer fysisk vold (2). Alt i alt skal psykisk vold tages lige så alvorligt som fysisk vold, og det er muligvis lige så skadeligt.

Hvordan registreres psykisk vold?
Der findes forskellige metoder til at registrere psykisk vold.

En af metoderne består i at parret inviteres ind i et forsøgslokale, hvor de bliver sat til at diskutere et eller flere emner, samtidig med at de bliver videofilmet. Videoerne bliver så efterfølgende gennemset af psykologer, som efter bestemte forskrifter koder for 1) fjendtlig adfærd, så som at personen viser foragt, krigerisk indstilling, og går i forsvarspositione. Desuden koder de for 2)  psykisk ubalance, soå som at personen er anspændt, bedrøvet, eller græder. Og endelig handler det om 3) tilbagetrækning og afstandtagen, dvs. at personen trækker sig mentalt tilbage fra diskussionen.

Der findes også en del undersøgelser hvor man lader et større antal persone udfylde spørgeskemaer, ofte på internettet, eller ved at en telefoninterviewer krydser af i et spørgeskema. Her spørger man dem typisk om bestemte episoder er forekommet inden for det seneste år.
Hvis man undersøger de samme personer både ved observation af diskussioner, og ved at personerne svarer på spørgeskemaer, så viser der sig ret god overensstemmelse (3).

Der er udviklet forskellige gennemprøvede sæt af spørgsmål, der viser sig at give et godt indtryk af forekomsten af psykisk vold. Et af disse sæt (4) opdeler den psykiske vold i fire typer. A) Fjendtlig tilbagetrækning, f.eks. at personen surmuler, nægter at tale om emnet, eller nægter at der er et problem. B) Dominerende og skræmmende adfærd, f.eks. trusler om at kaste med noget, trusler om at skade partnerens venner, eller ødelæggelse af noget der tilhører partneren. C) Nedsættende bemærkninger om at partneren ikke duer, er værdiløs, eller grim. Og endelig D), kontrollerende adfærd, hvor man kritiserer eller forhindrer at partneren tilbringer tid sammen med andre.

Det mest anvendte sæt af spørgsmål er den såkaldte Conflict Tactics Scale. Princippet er her, at personen ikke direkte spørges om der forekommer nogen form for vold i parforholdet, men derimod om hvordan konflikter løses i parforholdet. Det får personen til at tale mere åbent om detaljer, som vedkommende måske ikke selv har tænkt på som psykisk vold. Her indgår 8 spørgsmål, hvor personen skal svare på om han/hun har
– fornærmet eller bandet over partneren
– råbt eller skreget ad partneren
– forladt lokalet eller huset i vrede under et skænderi
– sagt noget spydigt til parneren
– kaldt partneren fed eller grim
– ødelagt noget som tilhørte partneren
– beskyldt partneren for at være en elendig elsker
– truet med at ville banke eller kaste noget mod partneren
Erfaringen viser, at folks svar på dette sæt af ret forskellige spørgsmål tilsammen ret godt dækker hvad de fleste forstår ved psykisk vold.

Det diskuteres noget i fagkredse, om det med at klappe i og trække sig tilbage egentlig hører til under psykisk vold. Det vil især kvinder nok være tilbøjelige til at mene, da kvinder meget mere end mænd påvirkes negativt af sådan en adfærd. Her må jeg indskyde en personlig bemærkning: Nogle mennesker har meget svært ved at tåle at blive udsæt for skænderi eller at blive skældt ud. Dem hører jeg til. Her vil kvinden ofte forvente at man svarer igen med argumenter, som kan sætte hende til vægs. Hvis man kan det, vil hun respektere det. Men mange mænd er sprogligt underlegne og kan ikke lige i situationen finde på noget at svare igen med. De føler at kvinden manipulerer med dem og sætter dem til vægs, og de aner ikke hvordan de skal forsvare sig. De bliver vrede og ophidsede, og føler en trang til at forsvare sig ved at angribe hende fysisk. Men det er jo helt utilladeligt. Så den enste udvej, de kan se, for ikke at blive provokeret til at begynde at slå, er at forlade lokalet. Jeg føler det selv lige som en høj hyletone, som man ikke kan stoppe – den eneste løsning er at løbe væk. Hvis manden føler det sådan, så bør hans adfærd ikke regnes for en form for vold – han forsøger netop at undgå vold. Men andre opfatter det, som om han klapper i og forlader stedet med en fjendtlig hensigt – fordi han ved at det gør ondt på kvinden. I så fald kan adfærden godt anses for en form for vold. Så her ligger en tvetydighed, som ingen har fundet en god løsning på.

Hvilket køn udøver mest psykisk vold?
Der er lavet en sammenfatning af en lang række undersøgelser hvor man har observeret adfærden hos parrene (6). Fjendtlig adfærd er observeret i 47 undersøgelser, og her ligger kvinderne i gennemsnit lidt højere end mændene. Det der ovenfor er kaldt pyskisk ubalance, erobserveret i 13 undersøgelser; her ligger kvinderne også lidt højere. Tilbagetrækning og afstandtagen er observeret i 22 undersøgelser; her ligger mændene lidt højere end kvinderne.

Når det gælder interviewundersøgelser og svar på spørgeskemaer, så er der også lavet en del undersøgelser i de senere årtier.
Der er f.eks. en amerikansk undersøgelse af 100 nygifte par, som blev fulgt igennem flere år (1, 7). Psykisk vold blev registreret med flere metoder, blandt andet de ovennævnte. Generelt var mændene oftere end kvinderne ofre for psykisk vold. Dominerende og skræmmende adfærd fandtes mest hos kvinder i starten af ægteskabet, men mest hos mænd nogle år senere. Kontrollerende adfærd fandtes udpræget mest hos kvinderne, hele vejen igennem. Nedsættende bemærkninger kom oftest fra kvinderne, især i de første år. Tilbagetrækning og afstandtagen forekom oftest hos mændene, jo mere, jo længere ægteskabet havde varet.

En langt større amerikansk undersøgelse omfattede ca. 6.000 repræsentativt udvalgte personer over 18 år gamle, halvt af hver køn (8). Her anvendte man The Conflict Tactics Scale. Kvinder angav flere tilfælde af psykisk vold end mænd, både den vold de selv udøvede, og den vold de var offer for. Kvinder opfatter åbenbart flere episoder af psykisk vold end mænd gør. Begge køn angav i gennemsnit lige ofte at udøve psykisk vold, og at være offer for psykisk vold. I gennemsnit for hver person, uanset køn, var der ca. 10 episoder af psykisk vold om året.

En anden stor undersøgelse blev udført i USA i 2010, med interviews af ca. 9.000 kvinder og godt 7.000 mænd, alle repræsentativt udvalgte (9). Her var resultatet, at inden for de seneste tolv måneder var 13,9 % af kvinderne, og 18,1 % af mændene, blevet udsat for psykisk vold. Kvinderne blev især udsat for verbal vold, mens mændene især blev udsat for kontrollerende adfærd.

Som eksempel på en undersøgelse uden for USA kan tages en undersøgelse af næsten 2.000 unge universitetsstuderende i Spanien, flest kvinder. De var ikke gift, men var i dating-forhold (10). Her anvendte man Conflict Tactics skalaen foruden flere andre sæt spørgsmål, blandt andet om kontrollerende adfærd. Den langt overvejende tendens var at kvinderne udøvede mest psykisk vold. de lå tydeligt højest når det galdt at fornærme eller bande over partneren, og de lå tydeligt højest når det galdt at tvinge den anden til at adlyde sig ved at true med at de ellers ville afbryde forholdet. Kvinderne var vistnok også mest jaloux; men det afhang af hvem af parterne man spurgte.

Der er gjort en indsats for at sammenfatte undersøgelser af psykisk vold i lande over hele kloden (11). Når det gælder ikke-engelsktalende lande, så er der 54 tilgængelige undersøgelser, hvor man kan sammenligne forekomsten af psykisk vold over for mænd og over for kvinder. I 2/3 af disse undersøgelser begår kvinder mere psykisk vold end mænd gør.

Det samlede indtryk, både for USA og resten af verden, er altså, at i nogle undersøgelser begås der nogenlunde lige meget psykisk vold af begge køn, og i nogle undersøgelser begås psykisk vold lidt hyppigere af kvinder.

En oversigt over undersøgelser i Norge og Sverige  (12) viser at der her er fire undersøgelser hvor man kan sammenligne forekomsten af psykisk vold hos mænd og kvinder inden for det sidste år. I tre af de fire undersøgelser står de to køn lige; i den fjerde er kvinder udsat næsten dobbelt så ofte som mænd.

Psykisk partnervold i Danmark
For Danmark har der indtil for nylig ikke eksisteret nogen viden om disse ting. Men i 2018 udkom en rapport om psykisk partnervold i Danmark (12). Den er baseret på at man har udspurgt et stort antal repræsentativt udvalgte danskere i alderen 18 til 64 år, nærmere bestemt ca. 9.000 mænd og ca. 10.000 kvinder. Det er sket som led i en mere omfattende undersøgelse med betgnelsen SHILD, der står for Survey of Health, Impairment and Living Conditions in Denmark. Disse mange personer har fået stillet mange spørgsmål med relation til sundhed, og to af disse spørgsmål belyser psykisk vold. De to spørgsmål lyder:
– Har du inden for det sidste år oplevet, at en person har truet dig med vold?
– Har du inden for det sidste år oplevet, at en person har nedværdiget eller ydmyget dig, latterliggjort dig, kritiseret dig konstant eller kaldt dig øgenavne?
Hvis personen har svaret ja til et af disse spørgsmål, så regnes vedkommende som udsat for psykisk vold.

Ca. 19 % af begge køn angiver at have været udsat for psykisk vold, men det inkluderer psykisk vold fra kolleger, fra fremmede etc. Hvis man ser på psykisk vold begået af en partner, så er det 1,2 % af mændene, men 3,9 % af kvinderne, der har været udsat for det. I den danske undersøgelse er kvindernes situation, i forhold til mændenes, altså langt dårligere end i nogen som helst andre undersøgelser i Skandinavien eller i verden.
En påfaldende detalje er, at ud af det samlede antal tilfælde af psykisk partnervold i den danske undersøgelse, gælder mere end halvdelen vold fra en tidligere partner. De nævnte tal giver altså ikke hyppigheden af psykiske overgreb mellem mand og kone rundt omkring i de små hjem. De fleste tilfælde er tilfælde hvor de to ikke lever sammen længere. Måske har de bare været kærester, som nu er gået fra hinanden; måske er de separeret eller skilt – det er ikke oplyst. Men da vi ved, at et stort antal skilsmissesager er højkonflikt-sager, hvor parterne fører psykisk krig mod hinanden, så er det nærliggende at forestille sig den slags situationer.

Den vigtigste forklaring på det usædvanlige resultat netop i den danske undersøgelse, ligger nok i de stillede spørgsmål. Bare to spørgsmål er sandelig ikke meget til at give et dækkende indtryk af alt det, der rubriceres som psykisk vold. Specielt det første spørgsmål er lidt betænkeligt – “Har du oplevet, at en person har truet dig med vold”. Det svarer delvis til ét af spørgsmålene i Conflict Tactics skalaen, men ikke til f.eks. trusler om at skade partnerens venner eller trusler om at afbryde parforholdet. Og hvad angår trusler om at kaste med noget, er det så “trusler om vold” – det vil mange af dem der udspørges nok ikke mene.

Hvis man opfatter at blive “truet med vold” som en trussel om fysisk angreb, så kan vi formode, at meget få kvinder vil fremsætte en sådan trussel. Kvinder begår lige så ofte som mænd fysisk vold mod partneren, men hvor ofte vil kvinder true med at begå fysisk vold? Den trussel vil ikke være effektiv, for manden er jo som regel fysisk stærkere. Derfor kan man formode, at personer der fremsætter trusler om fysisk vold, næsten altid vil være mænd – kun hos dem vil truslen virke farlig.

Det findes ikke oplyst i rapporten, hvor mange af tilfældene af psykisk vold, der handler om svar på spørgsmål 1, og hvor mange der handler om svar på spørgsmål 2. Vi kan derfor ikke vide, hvor stor en andel af tilfældene af psykisk vold, der består i at partneren har truet med at begå fysisk vold. Hvad nu hvis det er hovedparten af tilfældene? Så kan det være den helt enkle forklaring på, at i den danske undersøgelse er hyppigheden af såkaldt psykisk vold meget større hos kvinder end mænd – næsten fire gange større – mens et sådant resultat ikke kendes fra nogen som helst undersøgelser i udlandet.

Et andet aspekt ved det danske resultat, er at det overvejende angår vold fra tidligere partnere. Hvis man ser på partnere i skilsmisseforhandlinger, så vil nogle nok mene, at mændene i de ret mange højkonflikt-sager udsættes for psykisk vold fra kvinderne, f.eks. ved at kvinderne beskylder mændene for incest eller vold, og at kvinderne forsøger at fratage mændene retten til at se deres børn. Den form for psykisk vold mod mændene kan have ekstremt negativ indflydelse på disse mænds liv og velfærd. Men sådanne tilfælde dækkes øjensynlig ikke af de to spørgsmål, som den danske undersøgelse er baseret på.

Det nye lovforslag
I januar 2019 har regeringen fremsat et forslag om at psykisk vold skal have sin helt egen paragraf i straffeloven, og at strafferammen skal være helt op til 3 års fængsel (13, 14). De former for psykisk vold, der skal være strafbare, er bl.a. følgende:
1) At man over en længere periode ignorerer sin partner eller sine børn
2) At man uden samtykke overvåger eller isolerer sin partner
3) At man udbreder ondsindet sladder
4) At gennemtvinger kontrol over partnerens hverdag
5) At man holder partneren i uvished om afgørende beslutninger
6) At man indskrænker partnerens bevægelsesfrihed
7) At man nægter partneren at søge arbejde
8) At man omtaler personen som om vedkommende ikke er noget værd
9) At man tager kontrol over partnerens økonomi
10) At man lægger pres på partneren m.h.t. store livsbeslutninger.

Hvad jeg særligt vil bemærke her, at ingen af disse ti former for “psykisk vold” er dækket tydeligt af de to spørgsmål, som interviewpersonerne skulle svare på i den danske interview-undersøgelser. De ti punkter indeholder ikke noget om trusler om fysisk vold, og de indeholder ikke noget om at man taler nedværdigende til partneren, kun hvordan man “omtaler” partneren. Som det blev hævdet fra foreningen LevUdenVold i en nylig artikel i Politiken: “Psykisk vold er ikke, hvis din partner bliver vred og i et ophedet skænderi kalder dig dum.” Den situation falder ellers ind under det der registreres i den ofte anvendte Conflict Tactics skala; men det hører altså ikke under det der tæller som pyskisk vold i det nye lovforslags forstand.

Det vil sige at resultaterne i den danske rapport slet ikke er relevante for regeringens lovforslag. Alligevel bliver rapportens tal nævnt i avisartikler som begundelse for regeringens lovforlsag, f.eks. her i Ekstrabladet, der har fået oplysningerne fra Danner-huset (16):
” Hvert år bliver 38.000 kvinder udsat for fysisk vold af deres partner. Omkring dobbelt så mange – 72.000 kvinder – udsættes for psykisk vold. . . For vold mod mænd er tallene lavere. 19.000 mænd om året bliver udsat for fysisk vold og 22.000 udsættes for psykisk vold.”

Faktisk er disse tal ekstremt svagt begrundede, og hvad angår psykisk vold, handler de altså nærmest om noget andet end det, som regerings lovforlsag omhandler. Men tal som 72.000 og 19.000 får det til at fremstå meget autoritativt. Realiteten er formentlig, at mindst lige så mange mænd som kvinder udsættes for psykisk vold – hvis forholdene er som i andre lande, eller hvis man medregner mænd i skilsmisseforhandlinger.

Referencer:

(1)
Erika Lawrence et al. (2009): Is psychological aggression as detrimental as physical aggression? The independent effects of psychological aggression on depression and anxiety symptoms.

Violence and Victims 24 (1): 20-35

(2)

Christopher M. Murphy & K. Daniel O´Leary (1989): Psychological aggression predicts physical aggression in early marriage. Journal of consulting and clinical psychology 57(5): 579-582.

(3)
Deborah M. Capaldi & Lynn Crosby (1997): Observed and reported psychological and physical aggression in young, at-risk couples. Social development 6(2): 184-206.

(4)
Christopher M. Murphy & Sharon A. Hoover (1999): Measuring emotional abuse in dating relationships as a multifactorial construct.
Violence and victims 14(1): 39-53.

(5)
Murray A. Straus et al. (1996): The revised conflict tactics scales (CFS2). Journal of family issues 17(3): 283-316.

(6)

Erica M. Woodin (2011): A two-dimensional approach to relationship conflict: Meta-analytic findings.

Journal of family psychology  25 (3): 325–335.
(7)
Eunyoe Ro & Erika Lawrence (2007): Comparing three measures of psychological aggression: Psychometric properties and differentiation from negative communication.
Journal of family violence 22: 575–586.

(8)
Murray A. Straus & Stephen Sweet (1992):
Verbal/symbolic aggression in couples: incidence rates and relationships to personal characteristics.
Journal of marriage and the family 54: 346-357.

(9)
Michele C. Black et al. (2011):
The National Intimate Partner and Sexual Violence Survey:2010 Summary Report
National Center for Injury Prevention and Control
https://www.cdc.gov/ViolencePrevention/pdf/NISVS_Report2010-a.pdf

(10)
Marina J. Muñoz-Rivas et al. (2007): Physical and psychological aggression in dating relationships in Spanish university students.
Psicothema 19 (1): 102-107.

(11)
John Hamel (2012):
Partner Abuse State of Knowledge Project. Findings at-a-glance.
http://domesticviolenceresearch.org/pdf/FindingsAt-a-Glance.Nov.23.pdf
https://domesticviolenceresearch.org/pdf/PASK.Tables5.Revised.pdf

(12)

Mai Heide Ottosen & Stine Vernstrøm Østergaard (2018): Psykisk partnervold. En kvantitativ kortlægning.
https://www.vive.dk/da/udgivelser/psykisk-partnervold-7024/

(13)
http://www.justitsministeriet.dk/sites/default/files/media/Pressemeddelelser/pdf/2018/2019/lovforslag_om_aendring_af_straffeloven_og_forskellige_andre_love_selvstaendig_bestemmelse_om_psykisk_vold.pdf

Anmeldelse af Kenneth Reinicke (2018): Mænd der krænker kvinder

Anmeldelse af Kenneth Reinicke: “Mænd der krænker kvinder”

Kenneth Reinicke´s bog “Mænd der krænker kvinder” udkom i oktober 2018 på forlaget Samfundslitteratur. Den er på 217 sider.

For at starte med det positive: Den er skrevet i et letlæst sprog. Der er referencer til alle påstande.

Kenneth Reinicke er mandeforsker på RUC – dvs. et sted, hvor man kun kan passe ind, hvis man er feminist. Han citerer nogle af de hårde feminister som Catharine MacKinnon og Sylvia Walby, der mener at mænd generelt holder kvinder nede. De mandeforskere han citerer i sin bog – Michael Kimmel, Jeff Hearn, R. W. Connell m.m. – er alle feminister, som fremstiller mænd som onde mennesker der burde forbedre sig.

Kønsforskningen omfatter kvindeforskning og mandeforskning. Kvinderforskning handler typisk om kvinder, som bliver udsat for overgreb fra mænd. Mandeforskning handler om mænd, som udsætter kvinder for overgreb. Forskellen er altså ens – begge slags “forskning”  handler om det samme.

I bogen her viser Reinicke sig som typisk mandeforsker i denne forstand. Hele bogen handler om nogen, der gør noget ondt mod nogen andre. De der gør ondt, er altid mænd. Overalt i bogen er kvinder udelukkende passive ofre, og vi hører intet om kvinder der måske gør noget forkert. Hvis kvinder udsætter sig selv for særlig risiko – f.eks. ved at gå alene hjem gennem byen en mørk nat – så er der intet forkert ved den adfærd. Hvis der sker noget, så er det mændenes skyld. Som hovedregel bliver alt i bogen anskuet fra kvinders synsvinkel. Reinicke adskiller sig dog på ét væsentligt punkt fra den typiske radikale feminist: Feministen ser overgreb mod kvinder som udtryk for en generel kultur, som alle mænd uden undtagelse er en del af – alle mænd er potentielle overgrebsmænd. Reinicke, derimod, siger visse steder i bogen at det er kun nogle mænd, der begår overgreb, og at man ikke skal fordømme alle mænd. Han skriver i indledningen, at man skal på alle tænkelige måder undgå at tale mænd ned eller dæmonisere mænd.  Han skriver senere om #MeToo bevægelsen: “Det er vigtigt, at bevægelsen ikke bliver et hævntogt, men derimod udvikler sig til en fair og konstruktiv diskussion om, hvordan vi kommer krænkelserne til livs. ”

Reinicke huske at nævne nogle af de mange sider at tilværelsen, hvor mænd er dårligere stillet end kvinder. Han bruger en hel side på at opremse nogle af disse forhold (s. 73). Han husker også at nævne et af de selvmord, der blev et resultat af #MeToo kampagnen (s. 190). Men i langt hovedparten af teksten er rollefordelingen klar: Mændene er de onde, og kvinderne de uskyldige ofre. Reinicke skriver da også selv i indledningen: “Bogen er feministisk inspireret og skrevet ud fra et kritisk maskulinitetsperspektiv” (det vil sige at emnet er at kritisere maskulin adfærd). Og side 78 skriver han: “Årsagen til at jeg anlægger et socialkonstruktivistisk perspektiv, er, at jeg ønsker at udfordre naturgivne forestillinger om mænd og maskulinitet.”

Der præsenteres fem forskellige mulige forklaringer på hvorfor seksuel chikane forekommer.

Den første mulige forklaring er den biologiske – at mænd har en medfødt trang til at være seksuelt aggressive og udfarende. Den forklaring forkaster han. Hvis den skulle være rigtig, så skulle seksuel chikane især forekomme under den proces, der leder frem til pardannelse, altså i samspillet mellem passende partnere. Men faktisk forekommer seksuel chikane især mellem en meget ældre, magtfuld mand, og en ung, underordnet kvinde, siges det. Det tages som bevis på, at forklaringen ikke er biologisk. I stedet ses seksuel chikane som udslag af mænds ønske om at få magt over andre. Og den vinkel danner basis for resten af bogen. Når en mand får lyst til at klaske en kvinde i hendes bagdel, er det altså ifølge bogen ikke fordi han er seksuelt tiltrukket af hende, men fordi han ønsker at ydmyge hende og få magt over hende. Denne opfattelse stammer tilbage fra Catharine MacKinnon og er en grundpille i feminismen. Andre indvender, at chikanen langt overvejende rammer unge kvinder, som er de seksuelt mest attraktive, dvs. sex må være motivet. Hvis magt havde været motivet, så ville mændene især chikanere lidt ældre kvinder, som er på vej til at få magt, for at holde dem nede. Men det er ikke hvad vi ser. Så det er ikke et led i en magtkamp. Men denne indvending har ikke fundet plads i Reinickes spalter.

Bogen er mest en gennemgang af hvad andre har fundet frem til, og indeholder ikke ret meget stof som Reinicke selv har fundet frem. Hans mest selvstændige bidrag er at han har gennemgået opslagene på den danske del af hjemmesiden “Everyday sexism project”. Han citerer Tobias Petersen fra “Reel Ligestilling” for at sige, at ingen kan vide om historierne på Everyday Sexism project er sande. Men han tager dem alligevel for pålydende med den begrundelse, at hjemmesidens mission om at være med til at sætte sexisme på dagsordenen må siges at overskygge indvendingerne imod hjemmesidens eksistens og dens indbyggede metodeproblemer.

Ifølge Reinicke er der ikke nogen nedre grænse for, hvor små bagateller der kan betegnes seksuel chikane. “De hyppigste former for seksuelt chikanerende adfærd består af seksuelle kommentarer/jokes og seksuelt betonede blikke”. Hvis en mand ser, kigger eller stirrer på en kvinde på en måde, som hun finder ubehagelig, er det seksuel chikane. Virkningen hos den krænkede person afgør, om der er tale om sexchikane, og ikke hensigterne for den person, der udøver chikanen (s. 49). Og mænd skal kunne dømmes hårdere for disse ting end de bliver nu. Det er “blevet foreslået, at man burde sætte et “0” mere bag på bøderne, så godtgørelserne ikke i gennemsnit lå på 25.000 kroner, men i stedet 250.000 kroner.” (s. 50). Så altså – hvis man bare kigger på en kvinde på en forkert måde, så skal man kunne idømmes kæmpebøder. Et sådant system vil gøre samfundet til et kvinde-despoti, hvor mænd er fredløse og når som helst kan dømmes næsten uden anledning.

Reinicke gennemgår udførligt hvad feministen Beth Quinn mener om “Girl watching”. Herved forstås, at mænd i grupper betagter de kvinder, der passerer forbi, og kommenterer deres udseende eller sex appeal. På dansk hedder det vel at man “går ud og ser på damer”. Dette opfattes som et spil hvor mænd viser sig over for hinanden, et spil hvor kvindens rolle er ret ligegyldig, og hvor det er afgørende for de deltagende mænd at de ikke har nogen empati for kvinderne. Girl watching kan måske “skyldes at mænd ikke har viden om eller empatisk sans til at sætte sig ind i kvindens situation og følelser . . I sin mest alvorlige form kan girl watching fungere som en bevidst magtstrategi”. (s. 96). Mænd er altså onde, hvis de kigger på kvinder. Her skal man huske, at Reinicke forkaster den mulige biologiske forklaring – at mænd har en medfødt trang til kigge på kvinder og beundre deres smukke udseende. Så altså, husk det allesammen: Det er forbryderisk at kigge på kvinder. Reinicke roser da også den nye tendens, hvor skønhedskonkurrencen “Miss America” i 2018 ikke længere vil fokusere på de kvindelige deltageres kroppe. Og om Everyday Sexism Project konkluderes: “De fleste fortællinger vidner om, at mange kvinder overordnet set tager afstand fra at blive evalueret med kommentarer om deres krop og udseende.” (s. 135).

For Reinicke og andre feminister går der en lige linje fra de mest bagatelagtige overgreb, så som at kigge på en kvinde, og så til grov seksuel vold. Småt og stort slås ofte sammen i samme kategori. På side 158 står der således: “Derudover omfatter offentlig seksuel chikane bl.a. uønsket piften/fløjten, udstilling af lystne blikke, sexistiske eller homofobiske kommentarer eller vedvarende anmodninger om personlige oplysninger (navn, nummer eller bopæl), efter at de har sagt nej, seksuelle navne, kommentarer og krav, offentlig onani, befamling og milde former for seksuelle krænkelser.”

Reinicke har tidligere skrevet meget fordømmende om prostitution – et fænomen som han anskuer udelukkende som det ser ud med kræneklsesparate kvinders øjne. Han synes at man skal gøre som i Sverige og kriminalisere mandlige prostitutionskunder. “Den feministiske tradition har holdt fast i, at ansvaret for mænds destruktive handlinger skal placeres hos mændene” (s. 75).

Reinicke kritiserer (s. 65 – 72 og s. 164), at mændene ikke selv diskuterer deres kønsroller, men tager dem for givet uden at tænke over dem. Han taler om “den modstand, der eksisterer mod at problematisere det mandlige køn” og spørger: “Men hvorfor er mange mænd tavse i ligestillingsspørgsmål?”. “Det har været problematisk at få samfundsdebatter om mænd til at lande og forblive på den politiske dagsorden”. Han henviser til en artikel af Vera Rosenbeck på Altinget, med overskriften “Kom nu ind i #MeToo kampagnen, mænd”, hvor hun spørger: “Hvor fanden er mændene henne i den her debat?”.

Når jeg læser det, bliver jeg vred. Personligt har jeg gjort en kraftanstrengelse for at få et mandligt synspunkt frem i debatten. Jeg har brugt så mange timer, at jeg ikke kan tælle dem, og investeret hundredtusinder af kroner i bøger, som folk ikke vil læse. Når jeg sender debatindlæg til aviserne, bliver de ikke optaget. Alle mine intense anstrengelser bliver tiet ihjel. Det samme gælder for alle andre mænd i ind- og udland, der har synspunkter, der minder om mine – de bliver stoppet af den massive og udbredte feministiske censur. Feminister har så meget magt i medie- og forlagsverdenen, at de kan bortcensurere uønskede synspunkter. Når Reinicke efterlyser at mænd ytrer sig mere, så er det åbenbart fordi han vil have flere mænd til at understøtte sin egen synsvinkel. Men det er der kun få mænd, der vil. De fleste mænd er nok dybt uenige med Reinicke; men disse mænd får ikke lov at blive hørt. Et betydeligt antal mænd forsøger at råbe offentligheden op, men forgæves. Og når så feminister som Reinicke kritiserer mændene for ikke at ville sige noget, så er det en uforskammet hån. Her repræsenterer Reinicke magten, og han undertrykker og håner dem, der ikke har del i den magt.

Der er et afsnit i bogen, der har overskriften “De helt ekstreme mænd”. Hvem er det så? Det viser sig, at det er dem der ikke har nogen partner – de ensomme mænd der kalder sig incels. Her giver Reinicke ordet til Michael Kimmel, når vi skal belæres om, hvad incels er for nogen. Det er angiveligt mænd der mener, at det er kvinders skyld, at de er ulykkelige. Og i desperation er der så nogle få incels, som begår uhyggelige forbrydelser og slår andre ihjel.

Reinicke kritiserer igen og igen mænd for ikke at have empati nok til at forstå kvinder. Men empati for mænd er ikke et emne. Det første, incels har brug for, er empati og at man forstå dem. Man skal forstå, at incels føler at verden er dybt uretfærdig. Incels er de pæne fyre, der netop er opdraget til empati for kvinder og til at respektere kvinders grænser. De opdager så, at netop den opdragelse gør, at kvinder ikke vil have dem. De opdager, at de der har succes hos kvinderne, dels er dem med mange penge, og dels de frække fyre, der netop overskrider kvinders grænser. Det er de forkerte mænd, der vinder. Hvis man opfører sig pænt, bliver man straffet med ensomhed. Hvis man opfører sig som en badboy, bliver man belønnet. Hvis den smukke lyshårede pige i klassen foragter den pæne incel-fyr og i stedet dater badboy-typen, så forråder denne smukke lyshårede pige alle de værdier, som incel-fyren er opdraget til at værdsætte. Det er en bombe under hele samfundsordenen. Fyren opdager, at han er blevet narret og forrådt – han er opdraget til at blive sådan, at ingen vil vide af ham. Det bliver mange incel-fyre – med rette – meget vrede over, og enkelte af dem bliver så vrede, at de gør det uforsvarlige at slå andre mennesker ihjel.

De pæne fyre, som ingen kvinder vil have, er de indadvendte fyre der lider under selvbebrejdelser – dem der hele tiden spørger sig selv, om de gør nok for at tage hensyn til andre. Og derfor vil jeg voldsomt kritisere, at hele Reinickes bog, fra første til sidste side, går ud på at stimulere mænd til selvbebrejdelser. “Hvis vi skal krænkelseskulturen til livs, handler det om, at mænd skal lære at lytte, prøve at kigge indad og spørge sig selv, om de nogenisnde har krænket andre mennesker.” (s. 164). “Mænd skal vænne sig til og lære ikke hele tiden at sætte deres egne følelser i centrum” (s. 107).

Det værste man kan gøre mod mænd i dag, er at gøre dem endnu svagere, endnu mere selvbebrejdende, endnu mere villige til at tage mere hensyn til andre end sig selv, endnu mere tolerante over at få deres personlige grænser overskredet. Jo mere man opdrager unge eller voksne mænd til dette, jo flere incels skaber man, jo flere enlige mødre skaber man, og jo flere mandehadende feminister skaber man. Og jo flere incels man skaber, jo større er risikoen for at nogle af dem bliver så desperate og så vrede, at de slår andre mennesker ihjel. Det er, hvad der kan komme ud af manglende empati for mænd.

Der er dog også en smule forståelse for mænds problemer i bogen. Reinicke refererer (s. 101), at dagbladet Information i februar 2018 påbegyndte en artikelserie og podcast om seksuelle grænser og gråzoner set ud fra mandens perspektiv. Her kunne mænd fortælle om oplevelser med at overtræde andres seksuelle grænser. Det bliver også nævnt, at flirteri afstedkommer ofte og nærmest pr. definition en form for overskridelse af en anden persons grænser (s. 149). Der er gråzoneområder, hvor manden og kvinden opfatter det, der er sket, forskelligt (s. 172). Reinicke går ikke uden om nævne mænds problemer med, at kvnder som siger “nej”, måske mener “ja”. “Det kan være svært for drenge at finde ud af, om de er attraktive nok til, at de kan tillade sig at blive ved med “køre på” i et seksuelt erobringsforsøg. En af mændene fra podcasten fortalte, at han havde snakket med en veninde, som havde klaget over en for vedholdende interesse fra en fyr, hvorefter han havde spurgt hende om følgende: “Men hvad hvis det havde været en lækker fyr?” ” (s. 113).

Når Reinicke kommer ind på sådanne dilemmaer, nærmer han sig en fremstilling, der viser forståelse for mænds problemer og kan bringe debatten videre. Men de afsnit der viser en sådan forståelse, udgør kun en ganske ringe del af hele bogen. Om langt hovedparten af bogen må jeg sige, at jeg er dybt, dybt uenig side op og side ned, og at bogen stort set vil skade mænds sag.

KOMMENTARER TIL DIVERSE PUNKTER II BOGEN

Ovennævnte anmeldelse giver mit generelle indtryk af bogen. Der er så mange ting i bogen, jeg er uenig i, at hvis jeg skulle give en udtømmende kritik, vil det fylde noget der nærmer sig det samme sideantal som bogen selv.
Jeg vil her blot give nogle specifikke kommentarer til en række punkter.

S. 25: “De fleste mennesker kan blive enige om, at seksuelle modydelser i bytte for jobmæssig forfremmelse . . . er grov seksuel chikane.” Nej, det tror jeg ikke de fleste mennesker kan blive enige om. Der er tale om en byttehandel, og det kan diskuteres, hvor meget vægt der skal lægges på fordelen for den ene part, og fordelen for den anden part. I sagen med Harvey Weinstein fremgår det mere og mere, at de påståede seksuelle overgreb i betydeligt omfang var byttehandler, hvor kvinden frivilligt gik med til sex.

S. 33: “Deraf skal man selvfølgelig passe på med at sige, at der ikke er nogen “som sådan”, der er skyldige, fordi det er en hel kultur, der er med til at skabe det, men seksuel chikane kan udspille sig meget bredt . . “. Mener Reinicke, eller mener han ikke, at der er en generel kultur som skaber den skesuelle chikane?

S. 35: I 82 procent af tilfældene er chikanøren en overordnet, og kun 14 procent er kolleger. Dette kan så sammenholdes med s. 43:
61,7 % af krænkerne er kunder/klienter/patienter. 14,2 % er ledere, 29,3 % er kollegaer, og 3,9 % er underordnede. Og side 44: Det er . . . i overenstemmelse med international forskning, at det oftere er kollegaer end ledere, der udøver seksuel chikane.
Tingene passer ikke sammen her. Det ene sted er krænkerne langt overvejende ledere, det andet sted er det kunder/klienter, så som senile gamle mænd på sygehuse, eller åndssvage.
Dette kan man så sammenligne med s. 54 og andre steder, hvor det bruges som argument, at krænkeren oftest er kvindens chef, hvilket tages som tegn på, at krænkelser handler om at udøve magt og ikke har en biologisk forklaring.

S. 39: Omsorgsmedarbejdere er hyppigere udsat for uønsket seksuel opmærksomhed end alle andre faggrupper. Det er jo ikke det, der fremhæves i den offentlige debat om MeToo. Så det er vel den offentlige debat, der har et skævt fokus?

S. 40: For 67 procent har hændelserne haft en betydning for deres efterfølgende arbejdsliv og psykiske tilstand: Dette er et rimeligt kriterium at anlægge. Det vigtigste må være, om episoderne faktisk har skadet kvinden f.eks. ved at afbøje hendes karriere. Det er også det kritierium, som blev anlagt af undertegnede og Søren Grinderslev Hansen i vores kronik i filmbladet Ekko  – her tog vi de beretninger alvorligt, hvor der kunne tænkes at være en skade på kvindens karriere. Men se nedenfor, kommentaren til s. 185.

S. 43: en lige så stor del har oplevet upassende blikke m.v.:
Hvis bare en mand ser på en kvinde, så er han altså potentielt en krænker. Han kan aldrig vide, om kvinden føler hans blik passende eller upassende; så hvis han ikke vil krænke nogen, skal han altid undgå at se på kvinder og vende hovedet den anden vej. Mon ikke også dét vil føles krænkende? Med andre ord: Hvis blot et blik kan rubriceres som krænkende, så er der ikke noget en mand kan gøre for at undgå at krænke, for han vil altid risikere at hans blik tiflældigt hviler på en kvinde. Kun blinde mænd kan undgå dette.

S. 50: Bøder på 250.000 kroner:
Det er ganske horribelt at snakke om bøder i den størrelsesorden for hændelsesforløb, hvor manden måske ikke aner, at han har gjort noget forkert, og hvor kvinden alene skal definere hvorvidt det han gjorde, har krænket hende. Vi ser i praksis nogle ekstremt lave bagatelgrænser for hvad der opfattes som krænkelser. Nogle transkønnede finder det f.eks. som en alvorlig krænkelse, hvis man siger at kvinder ikke har penisser. Faktisk er det objeektivt sandt, at kvinder ikke har penisser. Det vil sige at man potentielt kan blive idømt en bøde på en kvart million kroner for at sige noget, som 99 % af befolkningen mener er sandt. Det åbner for en heksejagt på mænd, hvor de vil vare i fare for økonomisk ruin ved anklager der kommer som lyn fra en klar himmel. På samme måde som mandlige studerende ved amerikanske universiteter risikerer livsødelæggende sanktioner (bortvisning fra universitetet) for anklager, der kommer som et lyn fra en klar himmel. Mænd bliver jaget vildt der aldrig nogensinde kan føle sig sikkert.

S. 54: Afvisningen af den biologiske model er ekstremt tynd og latterligt useriøs. Det er velkendt viden, at mænds (og kvinders) sex-drift stimuleres af hormonet testosteron, og at fristelsen til at foretage sig noget seksuelt derfor hænger sammen med testosteron-niveauet. I det helle taget er det latterligt useriøst og ensidgt at skrive en hel bog om seksuelle krænkelser hvor det afvises, at seksuel adfærd, herunder krænkelser, har noget med biologi at gøre.
Når krænkelser især rammer unge kvinder, typisk i 20-års alderen, så hænger det sammen med, at kvinder i den alder er mest seksuelt attraktive for mænd. Det er der gode biologiske grunde til. At ignorere det er tåbeligt.

S. 55: “. .  mænd og kvinder socialiserers på en måde, så det bliver naturligt for mænd at fremstå aggressive og udfarende, og kvinder socialiseres til at være passivt accepterende.” Ja, det er den sociokulturelle teori, og den er der ikke meget hold i. Mænds udfarende og aggressive adfærd hænger sammen med hormonet testosteron, og den har en vigtig rolle i det spil, hvor de to køn finder sammen. Forsøg på at ignorere dét bør ikke tages alvorligt.

S. 56: “Den organisatoriske model forekommer virkelighedsnær og er empirisk afprøvet.”
Der er intet bevis for, at magtforhold er forklaringen på seksuel chikane. Hvis man ønsker at støtte sig på hvad der er virkelighedsnært og empirisk afprøvet, skulle man hellere støtte sig til de biologiske forklaringer.

S. 60: “Opsummerende om de forskellige modeller kan man sige, at den biologiske model fremstår meget forenklet og generaliseret.”
Dette er ekstremt tendentiøst formuleret, så tendentiøst, at det ikke burde finde plads i et skrift fra en universitetsansat person. Det er tydeligt, at grunden til at Reinicke afskriver den biologiske model på den måde, er at han rent subjektivt ikke kan lide den. De andre nævnte modeller er mindst lige så forenklede og generaliserede.

S 63: “. . . har mænd som forskningsobjekter ofte været neutrale, usynlige og kønsløse . . . ” Nej, bestemt ikke. Men den forskning der er udført, har en karakter, som Reinicke ikke kan lide, og derfor påstår han at den ikke findes.

S. 65: “Mænd er ligeledes ikke vant til at skulle forklare deres handlinger . . .. ”
Sikke noget vrøvl. og som skrevet i selve anmeldelsen er det en hån mod mig og mange andre mænd at påstå, at mænd ikke forsøger at ytre sig om køn. Mænd vil gerne ytre, sig; men det er feminister som Reinicke, der forhindrer dem i det, fordi de ikke kan lide de holdninger, som flertallet af mænd har. F.eks. lavede RUC d. 21. februar 2018 et facebook-opslag om et kommende seminar om MeToo. PÅ RUCs facebookside blev det pågældende opslag dog fjernet efter debat med mig og flere andre; man ønskede åbenbart ikke at vores synspunkter skulle høres. Jeg skrev efterfølgende personlige breve til oplægsholderne; ordlyden kan læses her. Disse breve blev ikke besvaret. Og bagefter skriver Reinicke så en bog hvor han over flere sider kritiserer, at mænd ikke ytrer sig om MeToo. Det er stinkende dobbeltmoral og et bevis på Reinickes manglende integritet.

S. 69-70: Camilla Paglia er stort set den eneste modstander mod feminismen, som omtales i bogen. Og hun citeres på en misvisende måde, der giver læseren det indtryk, at kvinder vil altid være i fare seksuelt. Det er en så grov ensidighed, at forfatteren i mine øjne fremstår som meget usympatisk.

S. 72: ” . . . det har været problematisk at få samfundsdebatter om mænd til at lande og forblive på den politiske dagsorden . . . “: Ja, og det skyldes feminister som Reinicke, der konsekvent nægter folk med anderledes meninger at komme til orde.

S. 75: Reinickes syn på prostitution, og hans sympati med den svenske opfattelse, er meget ensidig. Prostitution er i de fleste tilfælde unægteligt en byttehandel, hvor begge parter får noget ud af det. At Reinicke benægter det, betyder at jeg ikke kan respektere hans synsvinkel.

S. 76: ” . . en forestilling om, at det patriarkalske samfund ud over at nægte kvinder sociale og juridiske rettigheder også har undladt at fordømme mænds amoralske og voldelige handlinger.” Hvis Reinicke har den opfattelse, så lever han i en helt, helt anden verden end os andre.

S. 76:  . . . at den i nogen grad kun er skamfuld at blive udsat for, men ikke nødvendigvis at udøve.”
Vrøvl, simpelthen.

S. 77: Vold er en overskridelse af uskrevne normer, men det er udøvelse af seksuel chikane ikke på samme måde:
Jamen hvis man inkluderer selv de mindste bagateller under seksuel chikane, så som lystne blikke, så kan det ikke undre at man dermed inklduerer handlinger som ikke overskrider samfundets normer.

S. 78: : “Årsagen til at jeg anlægger et socialkonstruktivistisk perspektiv, er, at jeg ønsker at udfordre naturgivne forestillinger om mænd og maskulinitet.”
Som jeg har påpeget i bogen “Humaniora – videnskab eller varm luft”, kan jeg ikke anerkende socialkonstruktionisme som en valid betragtningsmåde, da der ikke findes nogen evidens til at bakke den op. At Reinicke vælger denne tilgang, betyder altså, at han benytter en tilgang, som jeg ikke kan anerkende som videnskabelig. Og formålet hermed er subjektivt: At udfordre nogle naturgivne forestillinger. Hvorfra ved Reinicke, at disse forestillinger er naturgivne? Måske er de baserede på evidens? Og hvorfor skal de udfordres? Ønsket om at udfordre synes at være subjektivt.

S. 81: ” . . . at mænds seksualitet ikke er en statisk størrelse, men derimod står til at forandre. ” Prøv at fortælle det til de homoseksuelle, som er udsat for ønsker om at de skifter til at blive heteroseksuelle. Seksualitet er især bestemt af hormoner, og uden at ændre på hormonerne kan man næppe ændre seksualiteten.

S. 87: ” . . . ønsket om at dominere kvinder er et væsentligt motiv til at udøve seksuel chikane.” Tjah, hvor meget skal der til for at kalde det væsentligt? Det er ikke hovedmotivet, og ofte indgår det slet ikke som motiv.

S. 90: “Flere studier har påpeget en sammenhæng mellem tilbøjelighed til udøvelse af seksuel chikane og accept af vold mod kvinder.”
Tænk engang! Forholder det sig virkelig sådan? Hvad skulle vi dog gøre uden kønsforskningen, så ville vi slet ikke ane, at der var en sådan sammenhæng?

S. 100: “Det er svært at give et entydigt billede af den typiske mand, som udøver seksuel chikane.”
Ja, men så er hele dette kapitel ikke lykkedes. Måske fordi Reinickes tilgang til problemet ikke er frugtbar.

S. 103: Populærkulturelle forestillnger, der forsvare seksuel chikane:
Man kan lære mere nyttigt om forholdet mellem kønnene ved at studere denne populærkultur, end ved at læse hele Reinickes bog. Hvis f.eks. en bog som “Fifty shades of grey”  sælger i millionvis af eksemplarer, så siger det noget om kvinders forhold til at blive domineret af en mand. Dette ignorerer Reinicke fuldstændig.

S. 104: Din mund siger `nej´, men øjnene siger `ja´:
Det forekommer jo ikke kun i populærkulturen, men også i virkeligheden. Det er belyst ved en række videnskabelige undersøgelser, som Reinicke nok ikke kender, fordi feminister ikke kan lide konklusionerne og derfor ignorerer dem.

S. 105: “Det er meget sigende for usynliggørelsen og accepten af seksuel chikane, at en så stærk objektliggørelse af en kvinde kan ende med at  blive en slags mainstreamet populærkulturelt kunstobjekt.”
Vrøvl. Italienske mænd har altid været meget pågående i deres interesse for smukke kvinder, og en enlig smuk kvinde har heller ikke tidligere kunnet gå alene på gaden i Italien uden at masser af mænd trænger sig på. Det er ikke chikane. Det er mænds ubændige tiltrækning til en smuk kvinde.
Hvad angår at betragte en smuk kvinde som et objekt, så skal man huske at nævne, at mange kvinder øsnker at blive betragtet som objekter for at tiltrække de mænd, de ønsker at tiltrække. Kvinder klæder sig faktisk sexet, hvis de ønsker at blive set som sex-objekter. De gør det bevidst, med vilje. Og man skal også huske, at der er mindst lige så meget objektgørelse den modsatte vej rundt. Hvad er mest ydmygende: At blive reduceret til en smuk krop, eller at blive reduceret til en bankkonto, man kan trække næsten ubegrænset på?

S. 107: “Mænd skal vænne sig til og lære ikke hele tiden at sætte deres egne følelser i centrum” .
Andetsteds læser vi tværtimod, at mænd lukker deres følelser ude, og skal blive bedre til at mærke deres egne følelser. Det hænger ikke sammen. Den eneste gennemgående tråd i fremstillingen er, at uanset hvad mænd gør, så bliver det altid kritiseret.

S. 109: ” . . . at det specielt for unge mennesker kan være svært at afkode de seksuelle koder i vores kultur . . .”. Ja, det er ikke bare svært. Det er for mange hartad umuligt. Hvis man vil skabe færre konflikter mellem mænd og kvnder, er det her, man skal sætte ind. Kvinders signaler er så tvetydige, ulogiske og underfundige, at det kræver meget undervisning at lære at tolke dem.

S. 109: ” . . . ikke alle mænd, der kan håndtere kompleksiteten . . . ” Netop. Det er måske endda flertallet af mænd, der ikke kan håndtere kompleksiteten. Tænk på, at ca. halvdelen af alle mænd bliver skilt, og dertil kommer de mange mænd, der aldrig bliver gift. Det skyldes ikke ond vilje fra mændenes side, men derimod, at kvnderne stiller dem på så hårde opgaver, at flertallet af mænd ikke har indsigt nok til at løse dem. At moralisere og skælde mænd ud for at være kriminelle, er at føje spot til skade. Vis dog empati for mænd, som i dag er stillet i en næsten uløselig situation, i stedet for at drive heksejagt på dem og dæmonisere dem.

S. 114: “Dette kræver, at manden skal være den opsøgende og potentielt grænseoverskridende. #MeToo bevægelsen kan i den sammenhæng være med til at skabe en gensidig forståelse af, at den måde, “spillet” er koreograferet og sammensat på, ikke er til gavn for hverken kvinder eller mænd. ”
Nej, det kan MeToo bevægelsen ikke.
En øget gensidig forståelse kræver dels, at man anerkender at en del af rolle-fordelingen er naturbestemt. Og dels kræver den, at kvinderne anerkender at de har 50 % af skylden for, at det hele er så vanskeligt. Stik imod dette består MeToo beveægesen i, at al skyld ensidigt lægges på mænd, og så mange mænd som muligt, mens kvinderne fraskriver sig enhver form for skyld eller ansvar. Derfor ser jeg MeToo bevægelsen som en garanti for, at der i mange år frem ikke vil opstå en gensidig forståelse.

S. 115: ” . . . man skal være god til at aflæse den anden person og kunne tolke situationen, tonelejet og kropssproget.”
Ja, og det har i mange år for mig selv været så vanskeligt, at det var helt umuligt. Jeg var totalt ude af stand til tolke disse ting. Totalt. Masser af mænd har samme problem. At vi har det problem, gør os ikke til onde eller kriminelle mennesker. Jeg vil snarere sige, at de kvinder, der stiller sådanne urimelige krav til tolkningsevner, og samtidig nægter at forklare hvilke signaler der skal tolkes hvordan, disse kvinder er snarere onde mennesker. De skaber problemer, hvor der ikke behøvede at være problemer.

S. 115: “Men det er en farlig cocktail at være dårlig til at læse signaler og udvise for meget aggressivitet.”
Ja, netop, og derfor er det tåbeligt at kvindernes tilgang til dette er at skælde mænd ud og dæmonisere dem, i stedt for at lære dem at tolke signaler.

S. 117: “Drenge er på ingen måde fra fødslen forudprogrammerede til at benægte følelser og undgå intimitet. ”
Ikke det? Jeg har været med til at undervise 4. klasse elever i at danse folkedans. Det kræver at de tager dansefatning på pigerne. For mange drenge i den alder er dét ekstremt grænseoverskridende, og mange drenge kan man slet ikke få til at røre ved pigerne. Hvor ved Reinicke fra, at en sådan adfærd, i tiden før puberteten, ikke er medfødt? Hvad angår at vise følelser, så er det ofte til stor skade for mænd, hvis de viser følelser. Der skal mod til at vise følelser, og manden risikerer at så snart han har vist følelser, benytter en kvinde den blottede flanke til at såre ham dybt. Jeg tror at det har hjulpet mænds overlevelse i fortiden ikke at vise følelser, og det er derfor muligt, at det er en medfødt tendens, der har bidraget til at sikre overlevelsen.

S. 117: ” . . har fremhævet, at drenge allerede i den tidlige barndom mister evnen til at sætte ord på deres følelsesliv.”
Hvordan kan man vide, at de har mistet evnen? Måske har de aldrig haft den, fordi det er medfødt ikke at tale om sine følelser.

S. 118-119:
Jeg tror ikke, at de grimme kommentarer er repræsentative for noget som helst. Men det er umuligt at afgøre, for Reinickes uvidenskabelige tilgang til ESP giver ingen mulighed for at vurdere, hvor selektivt han har udvalgt citaterne.
Når det gælder den kvinde som citerer “Så fed og klam og grim, som du er, din møgso, burde du da bære være glad for, at nogen vil”, så tvivler jeg på, at de ting er sagt af mænd. Efter min erfaring er det oftest kvinder, der kommer med så grimme kommentarer til andre kvinder.

S. 120:
“Hegemoniske mskulinitetsidealer, hvor man forherliger mod, handlekraft, magt og styrke, er en af hovedårsagerne til mænds krænkelser af kvinder. ”
Det er en helt uhyrlig og ganske uacceptabel sætning. Og der er intet belæg for den i kapitlet.

S. 149:
“Kvinder er socialiserede til at skulle tilpasse sig mænds begær.”
Det er socialkonstruktionistisk vrøvl. Hvis kvinder ikke tilpassede sig mænds begær, ville menneskeslægten holde op med at formere sig, så mon ikke denne såkaldte “tilpasning”  er biologisk indkodet?

S. 149: “Flirteri afstedkommer ofte og nærmest pr. definition en form for overskridelse af en anden persons grænser, men hvis handlingen sker i gensidig respekt . . .”
Ja, første sætning i dette citat er meget vigtig og central for bogens emne. Men hvordan skal man afgøre, hvad der kan forstås ved gensidig respekt? Er det gensidig respekt at drille kvinden? Er de gensidig respekt at spille kold over for kvinden, for at få hende til arbejde hårdere for at vinde mandens interesse? Er det gensidig respekt at købe drinks til hende i forventning om at hun så føler sig forpligtet til en affære?

S. 149: “Nogle kvinder skriver også om den positive sexisme, hvor kvinden kan føle sig værdsat:”
Det var dog en sjælden indrømmelse, bogens indhold i øvrigt taget i betragtning.

S. 152: “Mænd socialiseres ind i en bestemt kønsrolle, hvori et konstituerende element er, at de skal performe deres maskulinitet på en udfarende vis.”
Hvorfra ved Reinicke, at den adfærd stammer fra socialisering, og ikke fra en biologisk disposition? Findes der nogen kulturer i verden, hvor mænd ikke performer deres maskulinitet på en udfarende vis?

S. 156: ” . . . både mænd og kvinder, som er opdraget med traditionelle kønsforestillinger, herunder forestillingen om mænds naturligt udfarende seksualitet, er mindre tilbøjelige til at vurdere hændelser som værende seksuel chikane.”
Ja, men så er verden altså mere harmonisk og mindre konfliktfyldt, hvis mænd og kvinder opdrages med traditionelle kønsforestillinger. Den moderne feminisme, derimod, gør mange kvinder krænkelsesparate og hypersensitive og får dem til at opfatte mænd, der opfører sig naturligt, som onde eller kriminelle mennesker. Det bliver verden kun mere konfliktfyldt af.

S. 157: “Fortællingerne handler i stor udstrækning om, at kvinder beskriver, at mænd ikke føler, at de skal afkode, om den, de nærmer sig, har lyst til at tale med dem, men tager for givet, at kvinder er interesseret . . . ”
Min kommentar: Ja, men det er desværre en ret generel erfaring, at mænd der uden videre går ud fra, at kvinderne er interesseret i dem, har mere held med at erobre kvinder, end andre mænd har. Mænd har god grund til at opføre sig på den måde – nemlig den grund, at den opførsel ofte fører til succes. Mænd der er tilbageholdende og som udgangspunkt går ud fra, at kvinden nok ikke er interesseret i dem, har dermod meget, meget ringe succes hos kvinderne.

S. 158: “Ofte drejer det sig også om manglende sociale færdigheder og ringe evne til at leve sig ind i andres behov, ligesom antisociale personlighedstræk og lavt selvværd kan have en betydning. ”
Her blander Reinicke tingene sammen på en ubehagelig måde. Der er himmelvid forskel på mænd der er for generte og har lavt selvværd, og som har svært ved at tolke hvad kvinder tænker, og så antisociale personer der fører sig frem med stor selvovervurdering og ignorerer andres behov.

S. 160: ” . . . maskulinitetskonceptet kan opfattes som en kulturel ressource, der resulterer i, at mænd bl.a. kan tillade sig at være selvpromoverende og arrogante over for andre og optagede af at konkurrere og vinde hele tiden, fordi der står et kulturelt legitimeringsapparat parat til at gøre denne opførsel acceptabel . . ”
Maskulinitet er ikke et koncept. Det er en del af menneskets natur. Det er også en del af menneskets natur, at mænd der er selvpromoverende og moderat arrogante og optagede af at konkurrere og vinde, har større succes hos kvinder end andre mænd, måske især fordi kvinder forventer at disse mænd får høje stillinger og kommer til at tjene mange penge, hvilket er centralt for kvinders vurdering af hvilke mænd de vil danne par med. Denne adfærd skyldes ikke at samfundet legitimerer den. Den “skyldes”  testosteron, og når først testosteron har skabt denne adfærd, så kan samfundet efterfølgende legitimere den adfærd.

S. 161: De helt ekstreme mænd.
Reinickes behandling af incel-fænomenet, og det at han her støtter sig på Michael Kimmel, gør i mine øjne dette til et horribelt afsnit, som beskrevet  nærmere ovenfor.

S. 164: “Hvis vi skal krænkelseskulturen til livs, handler det om, at mænd skal lære at lytte, prøve at kigge indad og spørge sig selv, om de nogenisnde har krænket andre mennesker.”
Nej, bestemt ikke. Problemet er, at mænd i for høj grad lytter, prøver at kigge indad og spørger sig selv, om de nogensinde har krænket andre mennesker. Et af kvinders vigtigste midler til at styre mænd er at give dem dårlig samvittighed, også når der ikke er grund til det. Mænd der lider af dårlig samvittighed er ikke attraktive for kvinder. Man kan sige at kvinder på den måde tester mænd for at mærke, om de er svage. Hvis de er svage nok til at få dårlig samvittighed over naturlig adfærd, så er de så svage, at kvinder kasserer dem som mulige partnere.
Jo mere mænd bringes til at ruge over problemer, kigge indad, bebrejde sig selv og få dårlig samvittighed over noget, som de dårligt nok kan bebrejdes, jo mere ødelægges mænd som muligt partnermateriale. Og jo mere forsøger kvinder at ydmyge mændene yderligere – svaghed inviterer til yderligere angreb. På denne måde er feminismen et ubevidst, men målrettet middel til at underminere mænds anseelse, og gøre dem så foragtelige, at kvinder helt vender sig væk fra dem. Et samfund hvor mænd tager så meget skyld på sig, som Reinicke og andre feminister ønsker, er et samfund på vej til at gå i opløsning.

S. 165: “Hvis seksuel chikane skal bekæmpes, handler det også om ikke at beskylde mænd for at være sexisitiske og generelt passe på med ikke at male et destruktivt billede af mænd. ”
Ja!!!!!!

S. 170: ” . . . kvinder f.eks. sammenlignet med mænd er mere tilbøjelige til at vurdere “quid pro quo”-scenarier som værende en trussel frem for en social udveksling.”
Muligvis, og i så fald er det måske også fordi kvinder er mindre ærlige over for deres egne motiver. Jeg tænker f.eks. på, at Harvey Weinstein har fået sex med rigtig mange kvinder, som gjorde det frivilligt for at gavne deres egen karriere, og at det er et almindeligt udtryk i visse brancher, at kvinder knepper sig til toppen.

S. 171: Den uagtsomme voldtægt
“Uagtsom voldtægt”  er efter min mening et frygtelig koncept, der gør mænd retsløse.

S. 179:  Hollabach videoen, som viser en kvindelig skuespiller, som i 10 timer går gennem New Yorks gader.
Min kommentar: Nej, den video er ikke en øjenåbner. Kvinden går bevidst igennem nogle af de hårdeste kvarterer i New York, og næsten samtlige mænd som kontakter eller chikanerer hende, er farvede / sorte. En del er narkohandlere. På den måde er videoen ikke repræsentativ. Alligevel forsøger feminister at bruge den til at udskælde . . . hvem? Pæne, ordentlige, hvide heteroseksuelle mænd, som netop meget sjældent gør den slags. Videoen gør mig vred, fordi den bruges som et middel til at dæmonisere uskyldige mænd der kun bestræber sig på at behandle kvinder hensynsfuldt.

S. 182:
Kan #MeToo-bevægelsen ikke også afstedkomme, at det bliver lettere for mænd at navigere?
Nej, tværtimod, MeToo gør hele verden til et minefelt, hvor manden aldrig ved, hvornår han uforvarende kommer til at træde på en mine. MeToo kan føre til at der bliver flere MGTOWs – mænd, der for en sikkerheds skyld undgår al kontakt med kvinder.

S. 182:
“Det er også undertrykkende for mænd at pålægge dem at være udfarende ud fra deres køn.”
Det er endnu mere undertrykkende for mænd at blive opdraget til ikke at være udfarende. Det har jeg prøvet, og det er den direkte vej til et ulykkeligt liv.
Jeg er træt af at feminister hævder, at deres bevægelse også er til mænds bedste. Nej, feminisme er ofte til skade for mænd. Når man lægger plusser og minusser sammen, vil jeg mene at feminisme alt i alt er til stor skade for mænd.

S. 185:
” . . i december 2017 blev 100 anonymiserede bidrag læst op af skuespillere på Edison Teateret . . . ”
Jeg har studeret de 100 bidrag, og sammen med Søren Grinderslev Hansen skrevet en kronik der behandler dem, i filmmagasinet Ekko. For at vurdere alvoren af de beskrevne episoder, har vi anvendt det kriterium, at en episode er alvorlig, hvis den potentielt kan bremse kvinden i hendes karriere, f.eks. få hende til at undgå at komme mere på institutionen. Dette er det samme kritierium som Reinicke selv omtaler på side 40. Ud fra det kriterium er 7 af de 100 episoder alvorlige. Men når man ser hvad Reinicke skriver på side 185, så præsenterer han kun afskyvækkende beretninger, f.eks. en mandlige skuespiller, der tager en skuespillerinde på brysterne i stedet for at give hende hånden. Jeg kan roligt konkludere, at Reinickes fremstilling her er meget lidt repræsentativ og så ensidig, at den er vildledende.

S. 186: Dansk #Time´s Up-manifest:
Ja, det hævdes at der er omfattende seksuel chikane i teater- og filmbranchen. Men der er ingen bevis for det, kun anonyme historier. Beretningerne handler overvejende om overgreb fra mænd i chefstillinger, og det hævdes, at “alle ved hvem de er”. Men når man konkret spørger skuespillere og andre om de selv kender til tilfælde af sexchikane, eller om de ved hvem disse overgribende chefer er, så svarer de alle nej.
I den forbindelse tænker jeg på, at mange kvinder tiltrækkes til mænd i chefstillinger – selv om de ikke nødvendigvis finder disse mænd sympatiske, tiltrækkes de ofte meget stærkt til dem. Det kan ske, at de har bevidste eller ubevidste drømme om at have sex med mandlige ledere, og på en eller anden måde kan det stimulere dem til sexede historier om sådanne mænd, mere eller mindre med basis i virkeligheden. I virkeligheden var mændenes tilnærmelser måske ikke så bastante som historierne siger. Vi har ingen mulighed for at tjekke, hvor sande historierne er. Så længe der ikke er sat navne på og rejst sager, og så længe ingen af dem man spørger, selv kender til nogen tilfælde, så må man have lov at forblive skeptisk.
S. 189: ” Hvordan kan man, og ikke mindst bør man, diskutere køn og magt efter #MeToo-bevægelsen?”
Godt spørgsmål. Mit svar er: I hvert fald ikke på den måde, som Reinicke lægger op til.

S. 190: Benny Fredriksson:
Ja, glem ikke at #MeToo har ført til selvmord blandt mindst 6 formentlig uskyldige mennesker.

S. 191: ” . . romantiske relationer kræver et frirum, som bevægelsen er ved at kvæle.”
Ja, netop.

S. 196: “Seksuel chikane har således været en begærnsende faktor for mange kvinders liv og virke.”
Hvor er dokumentationen for det?

S. 196: “MeToo-bevægelsen har sat gang i en samtale med det formål at afsøge og sætte ord på dilemmaer og grænser.”
Jeg kan ikke se MeToo-bevægelsen i et positivt lys, og jeg mener ikke at den har sat gang i en frugtbar samtale. Den har snarere skabt større kløfter og mere had.

S. 197: “#MeToo-bevægelsen viser, hvilke anseelige feministiske kræfter der er til stede, men modstanden mod de kræfter understreger samtidig, hvor rodfæstede mænds privilegier er, og hvor langt der er igen. ”
Mænd i dagens Danmark har ingen særlige privilegier. Min modstand mod MeToo og det meste af feminismen skyldes ikke, at jeg har privilegier at forsvare; den skyldes snarere, at jeg ikke har nogen privilegier. Jeg har f.eks. ikke det privelegium at kunne få mine ord hørt, for det forhindrer feministerne på RUC og alle mulige andre steder.
At tale om at der er langt igen, er latterligt. Kvinder har i dag flere privilegier end mænd – f.eks. i samværssager efter skilsmisse. Vi har lige muligheder for begge køn i de fleste andre sager.

S. 197: “Feminisme handler naturligvis ikke om at hade mænd, men om at afskaffe diskriminereing og undertrykkelse af kvinder.”
Protest.
Punkt 1: Der sker ikke i dagens Danmark mere undertrykkelse eller diskriminering af kvinder end af mænd.
Punkt 2: Feminisme handler lige netop om at hade mænd. Talrige af de klassiske feministiske skrifter fra omkring 1970 og årene derefter er fulde af grænseløst had til mænd, og i dag er det oplagt at henvise til den feministiske professor Suzanna Walters, der har skrevet at det er OK at hade alle mænd, og som ikke afviger ret meget i sine holdninger fra mange andre feministiske professorer.

S. 198: ” . . udover at være opmærksomme på usunde mandekulturer (mænd, som ikke respekterer et nej og misbruger deres magt) bør vi også fokusere på usunde kvindekulturer. Med denne betegnelse refereres til det forhold, at mange kvinder også har svært ved at sige fra over for mænds chikanerier . . ”
Da jeg så udtrykket “usunde kvindekulturer” troede jeg lige, at Reinicke omsider indrømmede, at der også er visse kvinder, der bærer sig dårligt ad og er urimelige over for mænd. Men nej. Bogens gennemgående linje – at kvinder aldrig gør noget som helst urimeligt over for mænd – er intakt. “Usunde kvindekulturer” har ikke noget at gøre med falske anmeldelser, med bitch-adfærd, med hustruer der ødelægger ders mænds liv med evigt brok, eller kvinder i Statsforvaltnigen der nærmest af princip behandler mænd dårligt.

S. 199: ” . . . vigtigt at fokusere på, hvordan der allerede i skolealderen sker en dannelses- og normaliseringsproces af de traditionelle og stereotype kønsroller. ”
Det er ikke sandt. Hvor drenge traditionelt var kvinder overlegne i visse fag i skolen, klarer drenge sig nu generelt dårligere i skolen end tidligere, og de får lavere karakterer end piger. Skolen, som den er i dag, er mere indrettet til pigers væremåde end drenges.
Kønsroller er ikke bare roller, men nedarvede mønstre, og der er intet belæg for at der er tale om stereotyper, som bliver til ved skolens påvirkning.

S. 200: “Her kan det bemærkes, at den nye pædagoguddannelse har fået et nyt modul: Køn, seksualitet og mangfoldighed. Sådan et emne burde være lige så obligatorisk som matermatik og dansk i skolen.”
Det lyder gruopvækkende. Skal feminister nu have lov at indoktrinere værgeløse børn i skolen til politisk korrekthed?

S. 201: “”MeToo-bevægelsen har tydeligt indikeret, at sexismen er til stede overalt i smfundet og begrænser særligt kvinder i hele deres liv.”
Hvad menes med “indikeret”? I hvert fald har MeToo ikke vist noget som helst, for nogle af anklagerne har vist sig at være falske, og det er umuligt at vide, hvor mange andre anklager der er falske, især da mange beretninger er anonyme. Jeg ser snarere MeToo-bevægelsen som en slags vor tids MacCarthyisme. Mon ikke også amerikanere i 1950´erne i MacCarthy tiden hævdede at “kommunismen er til stede overalt i samfundet” ?

Manualen for skilsmissemødre

Der har længe eksisteret påstande om, at der findes en manual for hvordan en kvinde efter skilsmisse kan forhindre at faderen får lov at se sine børn. Bl.a. er der en skilsmisseadvokat, der fremfører den påstand.
Jeg har for nylig talt med personer, som har berøring med samværssager i konfliktramte skilsmisser. De konstaterer, at en del emails som fraskilte kvinder sender til myndighederne, har påfaldende ens ordlyd når det gælder hvilke anklager de retter mod faderen. I et tilfælde var det endda tydeligt, at anklageteksten var copy-pastet fra en anden kilde, da den var sat med andre typer end resten af brevet.
 
Jeg sagde at jeg da gerne ville se bevis for, at en sådan manual eksisterer. Derfor fik jeg tilsendt denne tekst, som er en gengivelse af manualen. Det anføres at den er skrevet af en farmor, som ikke længere kan se sit barnebarn, men som har været i stand til at gå ind på den pågældende “hemmelige” hjemmeside, hvor der kun er adgang for kvinder.
 
Denne tekst er ikke i sig selv et bevis; men den er et kraftigt indicium når den sammenholdes med at der er emails fra et større antal fraskilte mødre, som bruger næsten ens formuleringer i deres klage over manden. Det tyder i mine øjne meget stærkt på, at disse kvinder er blevet rådgivet (især af visse bestemte, berygtede kvindelige skilsmisseadvokster) til hvordan de skal formulere sig for at kunne være sikre på, at faderen først får sine børn at se igen, når de er fyldt 18 år.
 

Anmeldelse af Katrine Frøkjær Baunvig (2018): Den eneste ene

 

Katrine Frøkjær Baunvig (2018): Den eneste ene. Historien om hvordan vi lærte at drømme om den store kærlighed. 215 pp. Gyldendal.

Forfatteren beskriver sig selv som fjerdegenerationsfraskilt – dvs. hun er selv skilt, hendes mor blev skilt, både hendes farmor og hendes mormor blev skilt, og hendes oldemor blev også skilt. Alligevel skriver hun: “Den lykkelige kærlighed er noget, vi alle sammen drømmer om og leder efter. . .” og “Jeg har skrevet denne bog for at forstå, hvordan jeg som fjerdegenerationsfraskilt kan have en intakt idé om, at jeg lever livet med den mand, som er min eneste ene.” . . Hun taler om “det overodnede mønster : At kærlighed og den stærke forbindelse til den eneste ene viser sig i enkeltsituationer, hvis vigtighed er formet af en lang kulturhistorie. At denne historie selvfølgelig lægger sig som et lag oven på biologiske og hormonelle kendsgerninger, mener jeg er uomtvisteligt. Det er bare ikke forholdet mellem biologi og kultur, men forholdet mellem det liv, jeg (vi) lever, og de kulturelle idealer, jeg har forsøgt at sige noget om i denne bog.”

Bogen er derfor et række nedslag i den europæiske historie, fra antkkens Grækenland og frem, hvor hvert nedslag handler om kulturens forhold til kærligheden i den periode. Vi hører om en kristen mand der vælger livet som eneboer i ørkenen, hvor han viser “kompromisløs og forelsket hengivelse”  til Gud, og oplever en bevidsthedsudvidelse. Det ses som en forløber for vor tids ideer om forelskelse, og her har forfatteren muligvis ret.

Men i næste kapitel hører vi om middelalderen, og her bliver den tråd lige netop IKKE taget op. Det er ellers sådan, at sidst i 1000-tallet begyndte teologerne i pavestaten i Rom at se behovet for en tilsvarende hengivelse i ægteskabet – ægteskabet skulle ikke blot være et praktisk arrangement for husholdning og børneavl, det skulle også være en åndelig forening mellem mand og kvinde. Dette kræver, at manden og kvinden elsker hinanden, og derfor fastsatte teologerne i begyndelsen af 1100-tallet, at folk skulle have lov at gifte sig med dem, de elskede. Hverken faderen eller herremanden eller nogen anden måtte tvinge unge til at gifte sig mod deres vilje. Hvis det kom til en strid om dette, kunne de unge bringe striden for den kanoniske (kirkelige) ret, og få medhold. Dette galdt helt frem til reformationen. Det har jeg nærmere beskrevet i kapitel 5 i bogen “Fire myter om patriarkatet”. Men det får Baunvig lige netop ikke fat i – hun påstår tværtimod, at “Hverken i landsbyen, købstaden eller på herresæderne kunne giftemodne mennesker altså vælge deres fremtidige ægtemand eller hustru på egen hånd.” Det er en udbredt opfattelse, men den er altså ikke sand.

Hun skriver om, at dyrkelsen af “Den Eneste Ene”  dukker op med 1100-tallets trubadurer i Sydfrankrig. Det er en dyrkelse, som stort set altid ender i stor ulykke. “De unge mænd synes at have overført deres loyalitetskodeks fra riddertjenesten og sværger i historierne kvinderne ubrydelig troskab.” Her sker der lidt en sammenblanding af forskellige genrer. De første trubadurer var inspireret af den religion, der i 1100-tallet var den herskende i Sydfrankrig, nemlig katharismen. I katharernes tro er jordelivet ikke det egentlige. Det er ikke vigtigt, om de elskende får hinanden i jordelivet. Det afgørende er, om de får hinanden i livet efter døden, for det varer evigt. Den åndelige forening her i jordelivet garanterer at de to får hinanden i den åndelige verden efter døden. Set i det lys ender historierne lykkeligt – trods store vanskeligheder får de hinanden til sidst, hvor til sidst altså vil sige: efter døden. Det er et væsentligt aspekt for at forstå dyrkelsen af de mange historier, hvor de elskende dør. Men det aspekt har Baunvig ikke fat i.

Jeg er således ikke imponeret over den grad af viden, Baunvig lægger for dagen. Teksten er velskrevet, causerende og underholdende, og hun berører mange vigtige ting i det kulturhistoriske forløb; men der er ikke nogen håndfaste beviser for hvilke strømninger der fører videre til hvilke andre strømninger – det er måske heller ikke muligt. Det betyder bare, at der postuleres nogle sammenhænge, som ofte postuleres, men som måske ikke holder stik alligevel.

Om 1500-tallet hører vi, at man “stadig var påfaldende uinteresseret i forelskelser før brylluppet”. Det passer ikke helt. Der var meget diskussion i 1400-, 1500- og 1600-tallet om unge mennesker skulle have lov at gifte sig med dem, de elskede. Nogle var for det, andre imod det. Det er ikke det samme som at man var “påfaldende uinteresseret”.

Når vi når til 1700-tallet, får vi at vide, at vi er “nået til det tidspunkt i historien, hvor forelskelsen koloniserede ægteskabet”. Det er delvis rigtigt, men kun delvis. Som sagt – forelskelsen har haft betydning hele vejen igennem.

Her står vi ved en diskussion om betydningen af biologi versus betydningen af kultur. Som biolog tror jeg, at dispositionen for at kunne blive forelsket er nedlagt i os som en del af vores natur – det vil i hvert fald have en oplagt biologisk funktion. Forelskelse indebærer jo også nogle biokemiske ændringer i vores krop. Jeg kan derfor ikke tro, at forelskelse udelukkende, eller hovedsagelig, er noget som produceres af kulturen. Nogle kulturer kan undertrykke eller tillade forelskelse mere end andre; men jeg tror ikke at de skaber den.

Lidt i samme boldgade kan man diskutere begrebet om den eneste ene. Her er Baunvig forbløffende negativ. I sidste kapitel skriver hun: “Jeg kan i hvert fald ikke komme i tanke om en historie om stor, livslang, lykkelige kærlighed . . . Jeg kan hverken finde en sådan historie i den virkelige eller i fiktionens verden. ” Det er meget mærkeligt for mig at læse. Mine forældre levede i livslang kærlighed og nåede at være gift i 65 år. Ingen i familien, hverken på fars eller mors side, blev gift. Og de fleste af mine fætre og kusiner er også i livslange ægteskaber.

Faktisk er der mange mennesker, der finder Den Eneste Ene. Det har jeg omtalt nærmere side 116-119 i min bog fra 2013: “Alfahan eller tøffelthelt”. Her citerer jeg den amerikanske bog “Love at first sight”.  Den redegør for en undersøgelse, hvor det viser sig, at 36 % af alle kvinder og 40 % af alle mænd har oplevet kærlighed ved første blik. Det førte næsten altid til, at de forelskede dannede par. I gennemsnit lever 17 % af alle amerikanere i et livslangt ægteskab med Den Eneste Ene.  Så det er temmelig mærkeligt, at Baunvig ikke kan finde et eneste eksempel på noget, som overgår 17 % af alle mennesker i vores kulturkreds.

Jeg har også en bemærkning om hendes omtale af 1900-tallet. Her omtaler hun både 1950´ernes kernefamilieidyl og 1970´ernes hedonister og hippier. Fremstillingen er nærmest sådan lidt la-la: Det går lidt den ene vej, og lidt den anden vej. Skilsmissetallene går ned op op. I mine øjne ser det helt anderledes ud. Der skete et fundamentalt jordskælv i forholdet mellem kønnene ved den seksuelle revolution omkring 1970. Jeg har en figur i min bog “To køn – tre sandheder” fra 2004 (på bogens side 367), der viser hvor voldsom og pludselig en ændring der skete i 1970-71 i skilsmissetallene. I samme bog har jeg også en figur (på bogens side 379) om familiernes / husholdningernes størrelse fra år 1700 til år 1991. I år 1700 var den gennemsnitlige størrelse af en husholdning på lidt over 4 personer – og det tal har været konstant i hele vores del af Europa så langt det kan følges tilbage, dvs.tilbage til 800-tallet. Men fra omkring 1900 skete et langsomt, gravis fald i den gennemsnitlige familiestørrelse, som så pludselig tipper over og bliver til et foldsomt fald omkring 1971. Det vil sige, at det der skete med den seksuelle revolution i 1970-71, er den største omvæltning i familiemønsteret i de sidste mere end tusind år!

Denne omvæltning er en af de vigtigste grunde til, at jeg overhovedet har engageret mig i forholdet mellem kønnene. Der skete gode og dårlige ting omkring 1970; men feministerne nægter at gøre op med de dårlige ting, og derfor er jeg i en stadig kamp med feministerne om de ting, der gik galt dengang. Den problemstilling kan man ikke rigtig se fra Baunvigs synsvinkel.

Som sagt, bogen er meget velskrevet, og den berører mange vigtige nedslagspunkter i kulturhistorien. Men den forbliver temmelig overfladisk; den fastholder nogle udbredte misforståelser i stedet for at gå mere i dybden med hvordan det faktisk forholdt sig. Jeg finder sympati for forfatterens ærinde – at forstå hvor forelskelsen og drømmen om Den Eneste Ene kommer fra. Det væsentligste ved bogen er at selv det, at den giver udtryk for den drøm. Men jeg tror ikke at læseren bliver ret meget klogere.

Om at forlange referencer

Indledning
Når man fremsætter påstande om mænd og kvinder, som går imod hvad de mere politisk korrekte tænker, så får man ofte den reaktion, at ens mere politisk korrekte modpart forlanger dokumentation for påstandene. Det kan være svært at give. Det kan være at det er noget man har læst et-eller-andet sted for flere år siden; men man kan ikke lige huske hvor, og det kan være meget svært at finde oplysningen frem igen. Skal man kunne det, skal man i det daglige bruge en hel del tid på at notere alle relevante links og henvisninger, og man skal finde en måde at katalogisere dem på, sådan at man kan finde dem igen. Jeg bringer f.eks. flere tusind opslag om året på Kønsdebat, med links til alle mulige artikler og undersøgelser. Uden et godt system til at finde bestemte links frem igen er man ilde stedt. Og alligevel vil det ofte ske, at det argument man har brug for i en disussion, er noget hvor man ikke lige kan huske hvor man skal finde kildehenvisningen.
Jeg er dog som regel i stand til at finde relevante henvisninger frem, når der er brug for det. Det kan ofte tage nogle timer; jeg skal søge i mit notatsystem, og/eller jeg skal komme i tanke om hvilken af bøgerne på reolen, der har svaret. Som regel, men ikke altid, kan jeg bringe dokumentation for mine påstande. Eller også er der tale om emner, som jeg allerede har behandlet i en af mine bøger på forlaget Mysis, og så kan jeg nøjes med at henvise til hvad jeg har skrevet dér, med referencer.
Den første bog på mit forlag, “To køn – tre sandheder“, var baseret på langt over 1.000 referencer, med tilsammen ca. 50.000 sider faglitteratur, hvortil kommer skønlitteratur m.m. Jeg valgte at bringe godt 400 referencer, som fylder 15 tætskrevne sider sidst i bogen. Hvis alle referencer skulle have været med, ville bogen være blevet 50 sider tykkere, og dermed både tungere og dyrere at trykke. Så jeg valgte denne kompromis-løsning. Jeg bragte dog en fuldstændig referenceliste for de første 10 kapitler på Mysis´ hjemmeside, med bemærkning om at man kunne henvende sig og få oplyst flere referencer. Det er der aldrig en eneste, der har gjort. Men i vurderingen af bogen i bibliotekernes lektørudtalelse blev det noteret som en alvorlig mangel, at bogens udsagn ikke var veldokumenterede, da der manglede en stor del af referencerne. Så læserne fik indtryk af at den var svagt funderet – selv om den er langt det mest velfunderede, der nogensinde er udgivet om det emne på dansk.
Siden da har jeg i de efterfølgende bøger omhyggeligt anført alle referencer.
Når jeg deltager i debatter på nettet, bliver jeg ofte mødt af krav om at anføre referencer for mine påstande. Det sker når det, jeg hævder, er i konflikt med min modparts hele livsopfattelse og verdensopfattelse – f.eks. hvis jeg hævder at kvinders dårligere stilling på et eller andet felt ikke skyldes at de undertrykkes af mænd. Når jeg så anfører den krævede dokumentation for mine påstande, så vil min modpart ikke læse dem for at tjekke, om jeg har ret. Det gælder for vedkommende om at bevare sin verdensanskuelse, og den vil han/hun ikke lave om på, bare fordi jeg disker op med en referenceliste.
Her kan jeg nævne en meget omfattende og langvarig debat på Informations internetside i 2011. Den debat har jeg omtalt i starten af kapitel 17 i “Humaniora – videnskab eller varm luft“. Her blev jeg afkrævet evidens for at mange forskelle mellem kønnene er biologisk bestemte. Jeg brugte så nogen tid på at producere en længere referenceliste, og lagde den op. Det havde ingen konsekvenser. Jeg tror ikke at mine modparter læste noget som helst af den anførte litteratur. I stedet blev jeg senere i debatten bare hånet. En mand skrev f.eks. til mig “Læs lidt flere forskellige bøger!”, underforstået at så blev jeg nok klogere. Det er selvsagt en grov fornærmelse mod en person, der indtil da har læst over 50.000 sider faglitteratur om det diskuterede emne. Da jeg bad mine modparter om at komme med evidens for deres egne påstande – at biologien ikke spiller nogen rolle – gik det derimod ekstremt trægt for dem med at svare.
Dette var en af de lejligheder hvor jeg lærte, at når folk efterspørger dokumentation, så er det ikke fordi de ønsker at se den dokumentation. Det er snarere fordi de håber at jeg ikke kan fremskaffe den, sådan at de fortsat kan fremstille mig som en utroværdig og løst funderet person.

Eksempel: Omskæring af kvinder
Her er et nyligt eksempel (juli 2018) på en diskussion på en engelsksproget facebookside:
Diskussionen startede ved at en person efterlyste eksempler der modsagde den almindelige historie om undertrykte kvinder og undertrykkende mænd.  Jeg svarede ved at nævne flere eksempler, bl.a. kvindelig omskæring. Jeg skrev – i oversættelse – “Man kan også spørge om kvindelig omskæring i Nordøstafrika og dele af Vestafrika er et tilfælde af kvindeundertrykkelse. Men her viser det sig endnu en gang at denne frygtelige skik hovedsagelig udføres af kvinder, udelukkende på kvinders forlangende. Mænd har ikke noget med dét at gøre. Så man kan ikke kalde det mænds undertrykkelse af kvinder.
Dette havde jeg masser af belæg for at skrive, da jeg kort forinden havde skrevet bogen “Fire myter om patriarkatet“, hvor et af kapitlerne var en grundig gennemgang af forholdene m.h.t. kvindelig omskæring, baseret på læsning af de mest dybtgående kilder.
En modpart henviste så til en avisartikel i Washington Post og skrev: “Den forestilling at mænd ikke har noget at gøre med kvindelig omskæring er absurd. Lige som det gælder for de fleste påstande om at “X gruppe af personer som udgør 50 % af samfundet har intet at gøre med Y social adfærd . .
Jeg svarede at jeg ikke havde adgang til at læse avisartiklen, og fortsatte: “I can only state that I have consulted many sources on the subject of female genital mutilation, including books entirely dedicated to the subject, and written by women. I have really studied this carefully, and the unequivocal conclusion is that men share NO RESPONSIBILITY WHATSOEVER for this mutilation. It is ENTIRELY instigated by women, and women alone.
(Here “entirely” means “more than 99 %”). . .

Modparten skrev så:
Kåre Fog, can you provide titles of these books?
Det kunne jeg ret let gøre, da det kun krævede en moderat omredigering af referencelisten i det pågældende kapitel i min bog, så jeg svarede følgende:
Two important books:
(1) Hanny Lightfoot-Klein (1989): Prisoners of ritual. An odyssey into female genital circumcision in Africa. 306 pp. Haworth Press.
(2) Bettina Shell-Duncan & Ylva Hernlund (eds) (2000) : Female “circumcision” in Africa. Lynne Rienner Publications.
In this book, I have had the most benefit reading the following contributions:

Bettina Shell-Duncan & Ylva Hernlund : Female “circumcision” in Africa: Dimensions of the practice and debates. Pp. 1-40.

Rogaia Mustafa Abusharaf : Revisiting feminist discourses on infibulation: Responses from Sudanese feminists. Pp. 151 – 166.

Gerry Mackie : Female genital cutting: The beginning of the end. Pp. 253 – 281

Fuambai Ahmadu : Rites and wrongs: An insider/outsider reflects on power and excision. Pp. 283 – 312.

Other sources:

Thomas J. Goliber (1997): Population and reproductive health in sub-saharan Africa. PRB Population bulletin (Population reference bureau) 52(4): 1-44.

Janice Boddy (1982): Womb as oasis: The Symbolic Context of Pharaonic Circumcision in Rural Northern Sudan. American ethnologist 9(4): 682-698.

Statistics / trends:

UNICEF´s data work on FGM/C.
https://www.unicef.org/media/files/FGMC_2016_brochure_final_UNICEF_SPREAD.pdf

https://data.unicef.org/topic/child-protection/female-genital-mutilation/

Charlotte Feldman-Jacobs & Donna Clifton: Female genital mutilation/cutting: Data and trends update 2014. PRB (Population Reference Bureau).

http://www.prb.org/Publications/Datasheets/2014/fgm-wallchart-2014.aspx  “

Man skulle vel nu synes, at jeg havde givet solid dokumentation for, at jeg vidste hvad jeg skrev om ( i modsætning til min modpart, hvis holdning blot var baseret på læsning af en avisartikel). Men nej. Jeg høstede ingen som helst anerkendelse for at have fremskaffet den omfattende litteraturliste så hurtigt. I stedet lød hans svar:

Your initial argument that men play no role in perpetuation this practice is rapidly falling apart: the entire justification you just gave — at least most of it — centers around alleged male preference: for rape, for beauty, etc. If men don’t believe this *and know that women are doing this in response to men’s supposed desire and behaviors*, men could correct this by sharing their view presumably. Moreover, I just found — within a few seconds — a male governmental official in Egypt (that is, NE Africa) promoting the practice. If you think he’s the only make that ever has or still does, you’re insane. So, we have men actively promoting the practice, and the practice is being done primarily for male-related reasons. The idea that men have nothing to do with this is, frankly, laughable. Are men entirely to blame? Of course not (presumably). But to say that men play no role in this practice is to deny basic fact.

I stedet for at anerkende mine kilder, henviser han til en enkelt udtalelse fra en mand i Ægypten som han lige har fundet ved en hurtig søgning på nettet, og på den baggrund skriver han at jeg benægter basale fakta.

Derefter fortsatte diskussionen lidt ud ad et sidespor, og min modpart forlangte nye referencer for nye påstande. Han skrev, at indtil jeg fremskaffede dem også, ville han blive stående, og le ad mig.

Jeg svarede ham: “You are diverging the discussion. The fact is that the shame for female circumcision in Africa cannot be placed on men, because it is performed by women, on the request of women.

Men når jeg beskyldte ham for hellere at ville tale om noget andet, vendte han det om og skrev:
You made a claim; now, asked to back it up, you avoid the topic…

Til sidst gav jeg op. Jeg skrev:
You are behaving like a troll, and I stop here.
You are altogether completely wrong on a subject that you have not studied, and you are correcting me although I have studied the subject carefully. That behavior makes you an extremely unsympathetic person.
Go to hell.

Det var ikke særlig pænt formuleret. Men det var en reaktion på at han ignorerede den omfattende dokumentation jeg forelagde, og systematisk frakendte mig nogen som helst anerkendelse for min viden om emnet. Han fremstillede mig som en person, han bare kunne le ad, fordi jeg ikke rystede op med yderligere referencer for andre påstande.

Konklusionen her er, i mine øjne, at min modpart ikke havde nogen som helst intention på noget tidspunkt om at lade sig korrigere af mig. Han havde sin færdigsyede opfattelse, og en udførlig referenceliste kunne i hvert fald ikke få ham til at ændre den. I stedet gik han efter at fremstille mig som en utroværdig og latterlig person. Han var sikker på, at mænd har medskyld i at afrikanske kvinder skærer i hinandens kønsdele, og enhver påstand om at her er noget, som mænd ikke er skyld i, blev blankt afvist.  På trods af at alle der kender nærmere til emnet, ved at omskæring er noget som stort set kun udføres af kvinder.

Andet eksempel: Kvinder der ikke klarer krisesituationer
Nogle dage senere (også i juli 2018) bragte jeg et opslag på Kønsdebat med nogle eksempler på bragende uheld med skibe og fly i det amerikanske militær. Det var påfaldende, at navnede på de afgørende personer ikke blev offentliggjort, og det såede en mistanke hos en person om, at det kunne være fordi de var kvinder, og man ikke ville hænge kvinder ud. Det viste sig, at fire afgørende personer i to uheld rent faktisk var kvinder, og at disse kvinder havde handlet uselvstændigt og relativt uengageret og ikke var situationen voksen. Skribenten mente at problemet kunne stamme fra, at man politisk gennemførte en politik for at ansætte flere kvinder, og at man derved også kom til at ansætte kvinder, som ikke var optimalt egnede.
Dette var, ikke overraskende, en rød klud for en af læserne på Kønsdebat. Han skrev: “Hvad baserer du påstanden om, at kvinder skulle være ringere til at håndtere vanskelige situationer, på?
Da jeg læste det, tænkte jeg: Nu kommer der for Gud ved hvilken gang et krav om præcise referencer, et krav der kun har til formål at udstille mig som en der kommer med løse ubegrundede påstande.
Og ganske rigtigt. Det var det, der var på vej. I første omgang svarede jeg kun kort: “Mænd og kvinder reagerer helt forskelligt på stress.” Men modparten insisterede: “Igen: hvad er bygger du påstanden om, at kvinder skulle være ringere til at håndtere vanskelige situationer?” Jeg gentog det med stress og skrev:

Hvis de reagerer anderledes på stress end mænd gør, så handler de anderledes end mænd i stressede situationer.
Bortset fra det:
Kan vi være enige om, at ved optagelse af personer til sådanne stillinger, hvor der forekommer spidsbelastninger og krisesituationer, er det afgørende bedst muligt at teste, om ansøgerne til stillingerne vil kunne klare sådanne situationer – det gælder f.eks. også når det gælder ansættelse af folk som piloter i civil luftfart.
Kan vi være enige om at det eneste afgørende bør være personens evne til at håndtere spidsbelastninger og kriser på den tryggest mulige måde, uanset vedkommendes køn, hvorimod politisk bestemte ønsker om at have en vis andel af hvert køn i sådanne stillinger er sagen uvedkommende og bør afvises?”

Det sidste spørgsmål undgik min modpart at svare på, og hårdere presset senere i debatten skrev han, at han ikke ville svare på det. Han insisterede derimod på at jeg reagerede på hans spørgsmål. Han ville så at sige have bolden over på sin banehalvdel. Han gentog snart efter: “Det er ikke meget forlangt, at der komme noget belæg for ens påstande“. Og lidt senere igen: “jeg vil mene, at det er god skik i en debat, at man har belæg for sine påstande og kan henvise til det.

Jeg havde i mellemtiden svaret:
Du kan finde det mange steder i faglitteraturen, at kvinder reagerer anderledes på stress end mænd. De to køns reaktioner er også fysiologisk forskellige, og det kan relateres til forskelligt evolutionært pres m.h.t. overlevelsesstrategier.
Jeg kan ikke se det som min opgave at finder relevante afhandlinger og bogkapitler frem fra faglitteraturen. Men hvis du vil se en noget mere populær fremstilling på dansk, kan jeg anbefale Storm Stensgaard (2014): Stress navigation for mænd. Han har også kildehenvisninger til kønsforskelle.
Dette indlæg reagerede min modpart ikke på.

Jeg kunne godt se, hvor det bar hen. Min modpart ville presse mig til at bruge nogle timer på at fremskaffe referencer. Og når jeg så havde fremskaffet referencer for, at de to køn reagerer forskelligt på stress, så ville han højst sandsynligt afvise at det havde noget med sagen at gøre, og i stedet insistere på at jeg bragte evidens for, at hvis et skib er ved at sejle ind i et andet, så er mænd bedre end kvinder til at håndtere den situation. Jeg kunne forvente at skulle bruge sammenlagt en hel dag på at forsøge at stille ham tilfreds, og resultatet ville givetvis være, at han stadig afviste mig, fordi han nu engang har en livsanskuelse, som ikke lader sig rokke.

I stedet svarede jeg derfor med nogle betragtninger, der i hovedsagen lød som følger:

“Den reaktion, du kommer med her, kender jeg til hudløshed. Min modpart er stærkt modstander af mine synspunkter, og har derfor et stærkt ønske om at stemple mig som utroværdig. Det sker så ved at forlange referencer til hver eneste påstand fra min side.

Somme tider vælger jeg at sige nej – og så falder der virkelig brænde ned, og jeg bliver skældt hæder og ære fra. Somme tider vælger jeg at sige ja – så bruger jeg typisk nogle timer på at fremskaffe de referencer, der efterspørges, da jeg sjældent lige har grydeklare referencelister til hvert eneste af de tusinder af emner, der kommer op.

Min erfaring er så, at hvis jeg efter nogle timers arbejde kommer op med en referenceliste, så gider modparten ikke studere den. Modparten har absolut ikke tænkt sig at skaffe de pågældende afhandlinger og bøger hjem og tjekke, om de dokumenterer mine påstande. Formålet med at efterlyse dem er kun håbet om, at jeg ikke kan fremskaffe dem, for så kan jeg stemples som uvederhæftig. Hvis derimod jeg KAN fremskaffe dem, så er der to mulige reaktioner i den anden ende:

1) total tavshed.

2) Afvisning af at referencerne er svar på lige netop dette spørgsmål, og efterlysning af bedre eller mere præcise eller mere lødige referencer. Hvis jeg går ind på det, så kan jeg bruge yderligere måske en halv dag på at svare, og når jeg så gør det, så er modparten igen ligeglad med mit svar, men stiller bare nogle nye krav.

Det er et generelt træk i disse diskussioner, at modparten ikke gider røre en finger selv..

Det tager dig ca. 15 sekunder at taste: “Jeg vil mene, at det er ikke meget forlangt, at der kommer noget belæg for ens påstande.” Med den tidsinvestering – 15 sekunder – kan du så tvinge mig ud i at bruge timer på at fremskaffe referencer, som du ved på forhånd, at du ikke vil læse.

Jeg har somme tider forsøgt at få min modpart til at fremskaffe referencer til det modsatte synspunkt. Det går som regel meget, meget trægt. Så kræver det jo pludsselig en investering af tid fra modparten, og så skal jeg gentage mit spørgsmål to eller tre gange, førend jeg omsider får en form for svar.

Der ligger altså en indbygget skævhed her, hvor den ene part skal bruge 500 gange så meget tid som den anden (15 sekunder mod to timer). Jeg har opdaget, at det er sådan et spil der kører, der går ud på at køre mig træt. Hvis jeg skulle deltage i det spil, så ville 24 timer 365 dage om året næppe være nok til at tilfredsstille min modpart.

Nu spiller jeg dog alligevel lidt med. Jeg samler masser af opysninger fra videnskabelige værker og afhandlinger, og skriver indholdet sammen til mere letfordøjelige tekster på dansk. Det bruger jeg meget tid og mange penge på. Når så jeg har lavet en samlet fremstilling af et sagligt emne, så kan jeg derefter bare henvise til mine bøger om det. Men hvad sker der? Folk afviser pure at læse mine bøger – det er jo bare noget, jeg har skrevet, så det er ikke troværdigt.

Man sætter mig således i et dilemma, som jeg umuligt kan klare mig ud af. Hvis jeg ikke fremskaffer referencer straks, så er jeg utroværdig. Hvis jeg derimod bruger den nødvendige tid på at sammenfatte eksisterende viden om et emne, og lader det trykke, så bliver jeg også afvist som utroværdig.

Jeg bliver under alle omstændigheder stemplet som useriøs.

Jeg kender ikke til noget andet menneske i hele Danmark, der bruger mere tid, kræfter og penge end mig på at dokumentere sine påstande og give saglige sammenhængende redegørelser. Derfor er det barokt, at netop jeg – som er mindst lige så solidt fagligt funderet på dette felt som nogen anden person i Danmark – måske endda endnu mere solidt funderet end nogen anden – at netop jeg rangerer i bunden af troværdighed.

Hvad det vidner om, er at folk på forhånd har fordømt mig, fordi mine synspunkter ikke er politisk korrekte. Det er jo fuldstændig ligegyldigt, om jeg hopper på tungen eller gør alle mulige andre krumspring – min modpart vil aldrig nogensinde acceptere noget som helst jeg skriver.

Det er samme situation som hvis jeg drev en facebookside om evolution, og nogle religiøse anti-darwinister blandede sig dér og bad om dokumentation, hver gang jeg skrev om at der var foregået en eller anden evolution. Disse anti-darwinister ville jo aldrig nogensinde anerkende nogen som helst dokumentation, uanset hvor lang tid og hvor mange kræfter jeg brugte på at fremskaffe den mest muligt solide dokumentation.

Det er det samme, der sker her – du har nogle politisk korrekte meninger, og intet som helst i hele verden kan få dig fra at have den overbevisning, du har. De referencer, jeg måtte fremskaffe, vil du jo alligevel ikke læse, vel?”

Til det sidste svarede min modpart, at ” jeg havde tænkt mig at læse det faglitteratur, som du ville have henvist til, men jeg vil også have retten til at kunne trække mig fra en diskussion, når jeg føler, at jeg ikke kan bidrage med noget mere.”

Nuvel, jeg havde dog henvist til én bog der omtaler at mænd og kvinder reagerer forskelligt på stress. Vi får se, om min modpart vil gå på biblioteket og finde den og læse den.

Afslutning
Til slut skal jeg lige henvise til en afhandling i et videnskabeligt tidsskrift, hvor jeg påviser at den feministiske part temmelig effektivt forhindrer at der trykkes og udbredes publikationer der modsiger feminismen. Også her er der altså en gevaldig skævhed. Den første skævhed er, at de der modsiger feministiske opfattelser, bliver udsat for krav om omfattende dokumentation – dokumentation som bliver pure afvist lige så snart den foreligger. Den anden skævhed er, at feminister forhindrer deres modpart i at fremlægge sammenhængende fremstillinger af deres synsvinkel på tryk. Kun feministiske synsvinkler må fremlægges, og alt hvad der modsiger dem, bliver pure afvist.

 

Voldtægt – falske anklager er lige så skadelige

Gretelise Holm havde en kronik i Berlingske d. 13. juni om voldtægtssager. Her er synspunktet, at for mange mænd slipper fri for at blive dømt for voldtægt. Som reaktion på den kronik er følgende skrevet. Desværre ville Berlingske ikke optage manuskriptet, men det bringes her, i en lidt udvidet udgave.

Normale mænd ser meget alvorligt på voldtægt. Men mænd har også det problem, at de kan rammes af falske anklager om voldtægt. Mange kvinder kommer med falske anklager, og de gør det af mange forskellige grunde. Nogle kvinder kan fremlægge de falske anklager meget overbevisende.

En anklaget mand bliver pludselig revet ud af sin dagligdag og hentet af politiet, mistænkt for en forbrydelse, som i alles øjne vækker forargelse og harme. Selv hvis han klarer frisag, vil hans sociale omgangskreds tænke at han nok er skyldig alligevel; kolleger nægter måske at arbejde sammen med ham, og hvis han har et firma, får han pludselig ingen kunder. Det går også ud over familielivet. Måske mister han al kontakt til både kone og børn.
En mand der udsættes for en falsk anklage, lider måske mere end en kvinde lider ved voldtægt. Nogle kvinder slipper fra en voldtægt helt uden fysiske eller psykiske men – i en dansk offerundersøgelse galdt det f.eks. 21 %., mens omvendt 20 % angav at voldtægten havde påvirket dem i meget høj grad. Ret få – de værst ramte –  er præget resten af livet på en måde, så de f.eks. ikke kan passe deres arbejde eller ikke kan etablere forhold til en partner. Men mænd slipper næppe fra en falsk anklage om sexovergreb uden men, og nogle får hele deres tilværelse ødelagt.

Malthe Thomsen, der for fire år siden blev anklaget for pædofili af en kvinde i New York, fik en stor erstatning for den falske anklage; man anklagen har ramt ham hårdt; han har længe haft søvnbesvær og depression, og han har endegyldigt – ligesom mange andre mænd – fravalgt at arbejde som pædagog.

Man hører ofte, at andelen af voldtægtsanklager, som er falske, ligger i omegnen af 7 til 10 %, f.eks. i USA, England og i Danmark. Men det er de sager, hvor kvinden ret hurtigt under retssagen går til bekendelse og indrømmer, at hun løj. Der vil derudover være sager, hvor kvinden fastholder sin løgn, og hvor sagens rette forhold ikke kan afklares. I 2005-2006 blev der lavet en grundig gennemgang af 58 voldtægtsanklager i tre danske politikredse. Man fandt at 21 % af anklagerne var falske, og af resten var lidt over halvdelen meget tvivlsomme – der var måske ikke egentlig tale om voldtægt. I alt var således 3/4 af anklagerne grundløse. Nogle tyske eksperter skønner at det i dag er op imod 30 eller 50 % af voldtægtsanklagerne i Tyskland, der er falske. I USA findes en opgørelse af sager, hvor kvinderne har skullet vidne over for en løgnedetektor. Da kvinderne troede, at detektoren faktisk kunne afsløre løgn, indrømmede 40 – 50 % af dem, at deres anklage var falsk.
I Danmark er det groft sagt 10 % af sagerne, hvor det i retten hurtigt viser sig at de er falsk anklagede; på den anden side er ca. 10 %  bevisligt skyldige; så er der 80 % tilbage i den usikre gråzone. Det er ganske tænkeligt, at en stor del af dem i denne gråzone er falsk anklagede – vi ved det ikke.
I udlandet er der talrige eksempler på hvad falske voldtægtsanklager gør ved mænd. Militærfolk eller sportsfolk får ødelagt deres karriere, erhvervsfolk får ødelagt deres forretning, osv.

I maj i år blev det oplyst, at i New York har en mand siddet 26 år i fængsel – og en anden mand 11 år i fængsel – på grund af en falsk anklage for voldtægt. I Danmark har vi sagen fra Fredericia banegård fra 2008, hvor tre 17-årige mænd sad to år i fængsel, indtil deres uskyld blev bevist.
I 2016 blev en helt uskyldig ung mand i England anklaget for voldtægt. Han havde en forhistorie med nedtrykthed og fik antidepressanter. Da den falske voldtægtsanklage kom, hængte han sig selv. Det var da for sent da den anklagende pige indrømmede at anklagen var falsk. Da manden var død, mistede hans mor lysten til livet. På et-års-dagen for hendes søns selvmord hængte hun også sig selv. Kvindens løgn førte således til to uskyldige personers død.

Igen i 2018 begik en falsk anklaget mand i England selvmord.

Endnu værre står det til med MeToo anklager, hvor intet forhindrer kvinden i at fabulere frit, især hvis hun og/eller manden er anonyme. Nolge MeToo anklager har haft alvorlige konsekvenser.

Vi kan tænke på den britiske forsvarsminister Michael Fallon, der blev fyret, fordi han for 15 år siden lagde sin hånd på en kvindelig studieværts knæ. Og der er Patrick Brown, oppositionsleder i det lokale parlament i Ontario, som i starten af i år røg helt ud af politik på grund af falske anklager om sexmisbrug.

Den svenske filminstruktør Ulf Malmros siger at falske, grove #MeToo anklager mod ham har ødelagt livet for både ham selv og for hele hans familie.

I marts 2018 førte MeToo anklager til at Benny Fredriksson, chef for det svenske Kulturhuset, begik selvmord.

I alt har MeToo kampagnen ført til i hvert fald seks personers selvmord – i alle seks tilfælde var anklagerne formentlig enten falske eller stærkt overdrevne.

Nogle vil måske indvende, at hvis mændene virkelig var uskyldige, så ville de vel ikke begå selvmord. Men jo, netop deres udkyld gør at de føler, at hele verden behandler dem uretfærdigt, og derfor forlader de verden.

Gretelise Holm og en række rabiate feminister er utilfredse med, at alt for få mænd dømmes for voldtægt. De mener,at hvis en mand begår voldtægt, så er hans risiko for at komme i fængsel så lille at det slet ikke afskrækker ham.  Nogle  kvinder mener at det er så vigtigt at få flere mænd dømt, at det ikke gør noget, hvis nogle uskyldige mænd bliver dømt i skyndingen.

Utilfredsheden med at mænd bliver frikendt er blevet et stort emne netop nu, hvor en dansk mand blev anklaget af Kirstine Holst for voldtægt, men frikendt af et enigt dommerpanel, men hvor kvindelige aktivister (anført af Rulle Grabow) vil have manden hængt ud i “folkedomstolen” – hvilket nok vil være mere ødelæggende for hans liv end en dom ved retsvæsenet.

Med deres aktion presser disse kvinder på for at få samfundet til at dømme flere mænd. De mener at det er et spørgsmål om bevisernes styrke. Men den konkrete sag handler ikke kun om bevisbyrde; den handler også om fortolkning af det, der er enighed om skete.

Et kernepunkt i denne sag er at kvinden ikke reagerede ved at søge væk fra gerningsmanden. Hun lagde sig tilbage i hans seng efter akten. Senere gik hun ud i byen efter hovedpinepiller, og vendte så igen tilbage til lejligheden, hvor hun tog bad. Dette handlemønster er foreneligt med en situation, hvor hun var tilfreds med at samlejet foregik, og først senere ændrede holdning. Alternativt må man, som hendes forsvarere gør, antage at hun handlede som en slags lamslået zombie og endnu ikke i sin bevidsthed var blevet klar over, hvad hun havde været udsat for.

Men – hvad er de juridiske konsekvenser, hvis man accepterer denne zombie-forklaring? Så kan en sådan forklaring blive aktiveret i situationer, hvor manden og kvinden er enige om at have samleje, og hvor kvinden derefter forbliver i mandens intime selskab. Men nogle timer eller dage senere bliver kvinden overvældet af nye negative følelser, og på det tidspunkt finder hun ud af, at det der skete, var voldtægt, og anmelder manden.

Hvis man accepterer det, så accepterer man at kvindens skiftende følelser skal danne basis for retsafgørelser. Så kan en mand tro at alt er i orden, og senere skifter kvinden så mening og påstår, at det var voldtægt. Hvis man dømmer manden i den situation, så er han retsløs. Så kan han aldrig vide sig sikker på, om kvinden efterfølgende vender 180° rundt og pludselig påstår, at det var voldtægt. Hun vil når som helst i al fremtid, hvis de to bliver uenige om noget, kunne true med at hvis han ikke makker ret, så blvier han anmeldt for det der skete dengang. Det vil give kvinden total magt over manden – hun kan afpresse ham til hvad som helst. Det kan få uhyggelige konsekvenser, hvis manden har en topstilling i en virksomhed eller i politik.

Hvad presset for at få flere mænd dømt kan føre til, ser vi i udlandet, ikke mindst i England.

Igennem 2016 og 2017 har der været en lang, lang, lang, lang stribe af sager, hvor uskyldige mænd blev dømt for voldtægt og sad i fængsel i op til to år. I alle disse tilfælde har politiet tilbageholdt afgørende bevismateriale, eller forhindret at det blev fremlagt og derved forhindret at manden blev frikendt. Der er især tale om SMS´er eller emails fra kvinden, hvoraf det fremgår, at hun var glad for manden og for at have sex med ham, men altså SENERE skiftede mening. Igen i starten af 2018 dukkede endnu flere af den slags sager op. I alle disse sager hedder anklagemyndigheden The Crown Persecution Service, hvis kvindelige chef gerne så flest mulige mænd dømt. Hun lagde den linje, at man altid skal tro på hvad det kvindelige offer siger, og det har åbenbart været gennemført så konsekvent, at selv når “offeret”  bevisligt lyver, skal politiet tro på hendes løgne og holde bevismateriale tilbage, som afslører løgnene. Den kvindelige chef er nu fratrådt; men en ny kvindelig chef har indtaget posten.

For nylig gennemgik man flere tusind sager i England fra de første halvanden måned af 2018. Her fandt man 47 sager, hvor evidens, der kunne frikende manden, var tilbageholdt. I 14 af disse sager var manden kommet i fængsel.

Det er åbenbart hvad der kan ske, hvis mandehadende feminister får magt til at presse på for at fleste mulig mænd skal dømmes.

I USA er der ved universiteterne indført et reglement som tjener til at dømme studerende mænd i voldtægtssager. Mændene har ikke ret til at fremlægge beviser eller fremføre vidner, og hvis blot der er 51 % sandsynlighed for at de er skyldige, bliver de dømt. Disse regler gør at mange hundrede uskyldige mænd er dømt, og en sådan dom gør, at de er udelukket fra at studere på noget som helst amerikansk universitet – dvs. hele deres karriere bliver ødelagt. Over hundrede har anlagtog vundet – civile retssager mod universiteterne for disse uretfærdige afgørelser. Der er opstået foreninger af bl.a. professorer   og af mødre, der kæmper imod at deres sønner på den måde får deres liv ødelagt.

Helt galt er det i Spanien (links: her, her og her), hvor en lov vedtaget i 2004, “the gender violence law”, betyder at når som helst en kvinde anklager sin mand eller exmand for vold, vil hun automatisk få ret i sin anklage. I samme øjeblik hun henvender sig og påstår at hendes mand har begået vold, bliver manden hentet og sat to døgn i fængsel. Derefter føres en retssag, hvor han typisk nægtes ret til at forsvare sig eller føre vidner, og han får forbud mod at komme i nærheden af konen eller børnene, dvs. han bliver sat på gaden.

Der sker 400 sådanne anklager per dag i Spanien, og 87-90 % af dem er falske; men loven er sådan, at selv falske anklager har retsvirkning.

Årligt sættes 125.000 mænd i fængsel i medfør af denne lov. Det er ikke blot fædre der nægtes adgang til at se deres børn, også bedsteforældre mister denne adgang. 3 millioner mennesker i Spanien er påvirket af dette.

Holm skriver i sin kronik, at den mere vidtgående lovgivning i England og Sverige ikke har givet vanskeligheder om mænds retssikkerhed. Som man ser af det foregående, tager hun i forrygende grad fejl, når det gælder England. Forholdene i Sverige er et stort emne – det må vente til en anden gang.

Til slut vil jeg give en reference til en britisk rapport om de store skadelige virkninger på de anklagede personer ved falske anklager om voldtægt eller andre sexovergreb, her.

KOMMENTARER TIL ET INTERVIEW MED MAIKEN WEXØ – NOGET OM HVAD DER GØR KVINDER HHV. MÆND ATTRAKTIVE

Maiken Wexø har igennem sin karriere i TV-branchen været en stærk kvinde med nogle maskuline tilgange til arbejdslivet. I et stort interview med Berlingske fortæller hun om sit liv og sine holdninger. Hun mener at kvinder fortsat undertrykkes, og at det er vigtigt stadigvæk at kæmpe imod den uretfærdige undertrykkelse.

Men hun siger også nogle væsentlige ting, som jeg tolker helt anderledes end hun gør – jeg tolker dem sådan, at der IKKE sker nogen undertrykkelse af kvinder. Det drejer sig om, hvad der gør mænd eller kvinder tiltrækkende for det modsatte køn.

Vi læser i interviewet:
Maiken Wexø har aldrig haft »en date« på en arbejdsplads, ikke engang en flirt. For mænd tænder ikke på en »boss lady«.
Jeg mener at hun har ret her. Hvis kvinden har en lederposition og har bemyndigelse til at give ordrer til manden, så kan han ikke finde hende tiltrækkende. Wexø mener, at det har noget at gøre med samfundsstruktur og opdragelse. Det mener jeg til gengæld ikke. Jeg mener at det er biologisk bestemt og fast indkodet i os. Det er jo det samme i alle kendte kulturer i verden, og altså ikke et særtræk ved lige netop vores kultur.

Hun siger videre:
»Mænd og kvinder vil gerne være attraktive for hinanden, og det kan være en udfordring i forhold til at opnå total ligestilling. Der er meget, mænd kan tillade sig, som ikke har en negativ effekt på deres seksuelle tiltrækningskraft, men som kvinder må holde sig fra, hvis vi vil bevare vores seksuelle appeal. Og meget af det, vi ikke må, er præcis det, der har skaffet mænd direktørposter.«
Ja, hun har helt ret her. Mænd er mere attraktive som seksualpartnere, hvis de står højt i hierarkiet, hvis de har magt og indflydelse og ledelsesansvar. Det tænder mange kvinder på. Overalt i verden tiltrækkes kvinder af mænd med høj social position. Det er faktisk et af de vigtigste punkter der kan gøre mænd attraktive. Det vil sige at det som feminister kritiserer mænd for – deres dominerende ledelsesposition – er netop lige præcis det, som gør mænd attraktive.
Hun siger videre:»En dominerende og handlekraftig mand er tiltrækkende, det er ikke det samme for kvinder, og derfor må man gøre op med sig selv, om man er villig til at slække lidt på den feminine tiltrækningskraft for til gengæld at få mere gennemslagskraft.«
Med andre ord: Hvis en mand har en dominerende ledelsesposition, så gør det ham attraktiv. Hvis en kvinde har en dominerende ledelsesposition, så gør det hende u-attraktiv. Og begge dele er, efter min fortolkning, biologisk indkodet. I fortiden har de kvinder, der søgte at danne par med mænd i ledende positioner, f.eks. den lokale høvding, fået mere overlevende afkom end andre. Det er derfor naturligt, at kvinder i tidens løb har udviklet en sådan præference. Og omvendt – mænd der har søgt at danne par med kvinder i ledende positioner, har sandsynligvis fået færre afkom end andre mænd, og i så fald er det naturligt, at mænd i tidens løb har udviklet en modvilje mod at forelske sig i sådanne kvinder.

Nu kommer vi så til hvad Wexø siger om kvindeundertrykkelse:

»Vi er midt i en nyfeministisk global bølge, som handler om, at kvinder har fået mod på igen at stå sammen om at kæmpe for nogle forandringer, der kan gøre op med de uretfærdigheder, man er underlagt og møder som kvinde, for dem er der stadig en del af.«
Kvinder er altså ifølge hende stadig underlagt nogle uretfærdigheder. Og hvad er så det for nogle?
Maiken Wexø mener, at det i Danmark primært har handlet om #MeToo.
»Det synes jeg er lidt ærgerligt. #MeToo har på grund af det sensationelle, glamourøse og erotiske fået lov til at overskygge snakken om retfærdighed og diversitet. Det er blevet til et ‘battle’ mellem de to køn, for #MeToo er jo også en anklage af mænds adfærd. Men de uretfærdigheder, jeg møder som kvinde, er ikke nogle, som mænd har skabt alene, kvinder har også selv et ansvar. Men mest handler det om historie, samfundsstruktur og opdragelse.«

Hun mener altså, at den uretfærdige undertrykkelse af kvinder ikke kun skabes af mænd, men også til en vis grad af kvinder.
Åbenbart må vi forstå hende sådan, at når det er svært for kvinder at komme helt til tops i store organisationer, så hænger det sammen med at mænd i lederpositioner er attraktive, mens kvinder i lederpositioner er u-attraktive. Hun men at det handler om historie, samfundsstruktur og opdragelse. Jeg derimod mener, at det er biologisk indkodet.

Hvis nu vi for et øjeblik går ind på hendes tankegang, så er det altså en samfundsskabt uretfærdighed, at kvinder opfattes som u-attraktive, hvis de indtager toppositioner, og at der er en deraf følgende modvilje mod at kvinder skal indtage toppositioner.

Der ligger her lidt af en uudtalt anklage om at mænd er onde, fordi de på den måde holder kvinder væk fra de mest vellønnede stillinger. Men hvis vi skal bringe ondskab og uretfærdighed ind i billedet, så mener jeg at kvinderne er de værste. For en mand der har de menneskelige kvaliteter, der gør at han ikke bliver leder, han bliver u-attraktiv. Der er mænd der ikke sætter karriere og penge over bløde værdier, som ikke vil møwe sig frem til lederpositioner for enhver pris, som giver sig tid til at snakke med folk og nære omsorg for dem, etc. etc. – kort sagt, mænd der har netop de kvaliteter, som feminister i dag efterlyser. Disse mænd er lige netop IKKE attraktive for kvinder. Disse mænd er hvad nogle kalder “nice guys” – de flinke og venlige og hjælpsomme fyre, som gerne vil have at alle kan lide dem, og som kvinder netop ikke kan lide, fordi de er for kvindagtige og bløde. Feminister og mange andre moderne kvinder bliver ved og ved med at moralisere over for mændene for at få dem til at stræbe efter bløde værdier, snarere end karriere og penge. Dvs. disse kvinder gør en ihærdig indsats for at mænd IKKE skal være seksuelt attraktive. Det synes jeg egentlig er værre – mere ondskabsfuldt, om man vil – end at mænd forsøger at forhindre at kvinder indtager lederpositioner, som gør dem uattraktive.

Det gode ved interviewet her er at spørgsmål om hvad der gør personer seksuelt attraktive, nævnes i samme ombæring som spørgsmål om hvorvidt nogen holdes ude fra bestemte stillinger. Det er lige netop her, at hunden ligger begravet, efter min mening. Det der kaldes undertrykkelse af kvinder, er udslag af biologisk betingede forskelle på hvad der gør mænd attraktive, og hvad der gør kvinder attraktive. Al feminisme går i den retning, at man forsøger at gøre kvinder mindre attraktive (ved at få dem op i ledelsespositioner) og at gøre mænd mindre attraktive (ved at få dem til at stræbe efter bløde værdier frem for lederstillinger). Feminismen er således en bevægelse for afskaffelse af tiltrækningen mellem kønnene, og resultatet ses i form af skyhøje skilsmissetal og faldende fødselstal.

Link til Berlingskes intervies med Maiken Wexø

Anmeldelse af Mette Korsgaard (2018): Min uimodståelige mand

Mette Korsgaard udgav d. 8. marts 2018 “Min uimodståelige mand. Vi er alle mandschauvinister. 223 pp. Gyldendal.
Bogen finder kønsdiskrimination, hvor der ingen er.
Bogen blev omtalt i mit indlæg i Berlingske d. 18./3, under overksriften METTE KORSGAARDS BOG ER PROPFYLDT MED FEJL.
Herunder bringer jeg en udvidet udgave af indlægget i Berlingske, med tilføjelse af kildehenvisninger.

BOG FINDER KØNSDISKRIMINATION, HVOR DER INGEN ER
Journalist og dokumentarfilmskaber Mette Korsgaard har lige fået udgivet en bog om forholdet mellem kønnene, Min Uimodståelige Mand. Den handler om hvordan kvinder i dagens samfund stadig underkues. Der henvises til “fakta” og “videnskabelige undersøgelser” og oplysninger fra kønsforskere, som om det var solidt underbygget; men tag ikke fejl – det er det langtfra.
Lad mig slå ned på tre punkter, hvor Korsgaard viser sin begrænsede og ensidige faglige indsigt.
For det første: Korsgaard skriver at mænds og kvinders hjerner ikke er synderligt forskellige; hvis man har en hjernescanning, kan man ikke derudfra se personens køn. Hun henviser til en afhandling af Daphna Joel m.fl. (Korsgaard har stavet hendes navn forkert) som viser, at med en bestemt analysemetode er der meget få hjerner, som entydigt viser et bestemt køn. Hun glemmer bare at nævne, at hele fire afhandlinger (her, her, her og her) dokumenterer at Joels analysemetode ikke fungerer. Hvis man f.eks. brugte same metode til at analysere fotos af ansigter, ville man næppe heller kunne kende forskel på kønnene.
Desuden forbigås det, at det sted i hjernen, hvor kønsidentiteten sidder (den præoptiske nucleus), er mænd og kvinders hjerner næsten 100 % forskellige.
For det andet: Hun omtaler en amerikansk undersøgelse af musikeres optagelsesprøver til symfoni-orkestre. Læseren må forstå teksten sådan, at når musikerne aflægger prøve bag et forhæng, så bedømmerne ikke kan se hvad køn de har, stiger kvinders chance for at blive antaget fra 5 % til 30 %. Den påstand er dog helt usand. Faktisk kan undersøgelsens data ikke dokumentere nogen diskrimination mod kvinder overhovedet. Jeg har selv omtalt samme undersøgelse af orkestermusikere i en bog fra 2015 (Humaniora- videnskab eller varm luft, s. 356-359). Her giver jeg den en nøje behandling over 2½ sider og påviser, at der ikke er noget hold i påstanden om diskrimination.
Mette Korsgaard fortsætter igennem sin bog med ensidige påstande om generel diskrimination mod kvinder. Vi hører om at 127 professorer fik tilsendt fiktive jobansøgninger med enten et mands- eller et kvindenavn. Resultat: Når det var et kvindenavn, blev ansøgningen vurderet mere negativt. Derimod nævner Korsgaard f.eks. ikke en lidt senere undersøgelse med væsentligt flere forsøgspersoner, hvor konklusionen blev den stik modsatte. Korsgaard nævner heller ikke en metaundersøgelse af 106 sådanne forsøg, der i gennemsnit viser nul tendens. Hun forbigår også det allervigtigste, nemlig at når det gælder ansøgninger til videnskabelige stillinger i det virkelige liv, så giver et kvindenavn på skrivelsen en lidt bedre chance end et mandenavn, i Danmark så vel som i udlandet.
Oven i købet har man lavet forsøg i Australien, hvor man har fjernet angivelser af køn og race i alle ansøgninger til stillinger i Australian Public Service. Det viste sig, at derved fik kvinder og aboriginer en nedsat chance for at få stillingerne. Angivelse af navn giver altså positiv diskrimination af disse grupper, ikke negativ diskrimination. Så man opgav den kønsneutrale praksis igen, for at få færre hvide mænd ansat.
Om pigers og drenges skolepræstationer i matematik får vi at vide, at pigerne nu er blevet bedre til matematik og har overhalet drengene. Det er forkert. Begge køn er blevet dårligere til matematik, men faldet er størst for drengene.
“Mænd slår børn ihjel otte gange så ofte som kvinder”, får vi at vide. De data jeg kan finde, viser at de to køn er lige grufulde på dette punkt, eller at mænds overvægt i statistikken er moderat. Men her, som så mange andre steder i bogen, er der ingen brugbare referencer, så man har ikke mulighed for at tjekke hvor Korsgaard har sine oplysninger fra.
Jeg kunne nævne mange flere fejl i bogen. Når man vælger så ensidigt som Korsgaard gør, så kan man “bevise”  hvad som helst. Bogen har i det hele taget ikke den videnskabelige tyngde, som den foregiver. Hun henviser f.eks. mange gange til en hjerneforsker ved Aarhus Universitet, som hun har talt med. Han er nu faktisk cand. mag. i dramaturgi, og han er ansat på Institut for Kommunikation og Kultur, der er herostratisk berømt (Koldau-sagen) for kun at acceptere én politisk korrekt holdning. “Hjerneforskeren” påstår at kønshormoner har minimal indflydelse på kønnet adfærd (hvilket er ganske usandt). Vi får omtalt forskning i piger der i fosterlivet blev udsat for unormale mængder testosteron. Men fremstillingen er fejlagtig, og konklusionen af denne forskning bliver nærmest vendt til det modsatte af hvad den faktisk viser.
Retfærdigvis må nævnes, at Korsgaard også – kort – omtaler nogle af de særlige problemer, der i vore dage rammer mandskønnet. Men sagen er, at mere feminisme ikke gavner mænd – feminisme giver f.eks. højere skilsmisserate, hvilket rammer mænd kraftigere end kvinder. Mænd der går ind på kvinders præmisser og tager en stor tørn i hjemmet, har forøget risiko for at blive skilt. Kvinderne strømmer ind til storbyerne og studerer kunsthistorie og går på café, mens mænd i overtal sidder tilbage i Udkantsdanmark og har det dårligt. Korsgaard nævner det problem – tak for det – men siger at hun ikke kan se nogen løsning.

Artikel i Weekendavisen om drenges og pigers skolepræstationer

D. 30. september 2017 optog Weekendavisen denne artikel af mig om drenges og pigers skolepræstationer.


Præstationer i naturfag i 8. klasse. Data fra TIMMS.

DRENGE OG PIGER

Et vigtigt emne for forholdet mellem de to køn er forskellen på drenges og pigers indsats og resultater i skolen, hvor man tidligere mente at drenge var bedst til til “hårde” fag som matematik og fysik, mens piger var bedst til sprogfagene. Det afspejlede sig f.eks. i kønsfordelingen på hhv. de matematiske og sproglige grene i gymnasiet, og det afspejlede sig i testresultater. I de senere årtier er mange af forskellene i testresultater mellem kønnene blevet udlignet i de fag, hvor drengene tidligere lå højest, mens pigernes forspring i læsning er blevet bevaret eller endda forøget. Det, at forskellen mellem drenge og piger i matematik m.m. stort set er forsvundet, er blevet omtalt meget positivt som et tegn på, at ligestillingen er slået igennem, hvorimod det felt hvor drengene står dårligt, læsning, forbigås i tavshed.
Jeg har nærmere studeret udviklingen i drenges og pigers præstationer i skolefagene, som de fremgår af PISA- og TIMMS-undersøgelserne – to sæt af internationale undersøgelser af skoleelevers færdigheder i modersmålsfag, matematik og naturvidenskab. Jeg har valgt at nærstudere resultaterne for de nordiske lande (Danmark, Norge, Sverige og Finland), da disse lande har særlig stor lighed mellem kønnene på mange felter. Jeg har især set på resultaterne for 8. klasse.

Jeg har studeret udviklingen i PISA- og TIMMS-resultater over tid, og jeg konstaterer, at udviklingen m.h.t. matematik og naturfag er alt andet end positiv.

Lad os først tage resultaterne fra TIMMS (Trends In Mathematics and Science Study). Her går tidsserien tilbage til 1995. Dengang lå drengene klart højere end pigerne i naturfag. Siden da er begge køns resultater faldet kraftigt; men drengenes er faldet kraftigere end pigernes, sådan at i 2007 lå de to køn lige, men på et meget lavere niveau end før. Det største fald er sket i perioden 1995 til 2003. I 1995 lå de nordiske lande højere end gennemsnittet; men i 00erne er resultatet kun på linje med gennemsnittet for alle andre deltagende lande rundt om i verden.

Jeg har også set på resultaterne fra PISA-undersøgelsen (Programme for International Student Assessment). Her kan vi kun følge udviklingen fra år 2000 og frem, dvs. efter et formentligt stort fald igennem 1990´erne. Jeg vil som eksempel omtale resultaterne for matematik i 8. klasse. I år 2000 lå drengene lidt højere end pigerne; fra da af skete der et fald for begge køn, først langsomt, men fra 2009 et kraftigt fald. Igen er faldet størst for drenge, sådan at de to køn rammer samme lave niveau i 2012. Samme mønster som før: Begge køns præstationer falder, og drengenes falder mest.

Vi har ofte hørt at PISA-undersøgelserne i matematik viser en udligning mellem kønnene, og hørt det omtalt som noget positivt. Men hvad der er sket, er faktisk negativt. Der er ikke tale om at vi har fået mere gennemslagskraft for ligestillingen, sådan at pigerne er kommet op på siden af drengene. Der er derimod tale om, at vi har fået en dårligere skole, hvor især drengene fungerer dårligere, og de er faldet ned på niveau med pigerne.

Der findes også resultater fra TIMMS angående præstationer i 3. g. i gymnasiet. Her viser resultaterne et enormt fald over årene i testeresultater i matematik og fysik, for begge køn. I 1995 lå begge køn i de nordiske lande langt over det internationale gennemsnit. Frem til 2015 er der for begge køn sket et enormt fald i både matematik og fysik, sådan at de nordiske lande nu ligger langt under det internationale gennemsnit. Men hele vejen igennem ligger drengene stadig tydeligt over pigerne. Det er som man kunne forvente, for fysik og avanceret matematik kræver særlige evner, især til at forestille sig ting rumligt, og her har drenge en medfødt fordel i forhold til piger. Det kan være grunden til, at i 3. g bliver drengene ved med at klare sig bedre end pigerne, da de, i gennemsnit, er udstyret med bedre evner.

Man får således indtryk af, at skolevæsenet i stigende grad er til ulempe for indlæring af de matematisk-fysiske fag, og at det er til mere ulempe for drengene end for pigerne. For så vidt de to køns præstationer er blevet ens, skyldes det åbenbart, at drengene trives relativt dårligt i skolen og ikke lærer så meget som tidligere. Skolen er blevet mere orienteret mod det sproglige frem for det matematisk-fysiske, dvs. den er blevet mere orienteret mod de fag, hvor pigerne står stærkest. Hvis der var tale om generel ligestilling af kønnene, ville drenge og piger også få samme testresultater i sprogfag. Men det sker bestemt ikke.

Jeg kender ikke til andre, der har analyseret PISA- og TIMMS-resultaterne fra denne synsvinkel, og jeg mener at det må have stor interesse at få denne synsvinkel frem; det må kunne kvalificere debatten om testresultater og påstanden om at skolen i de senere år er blevet “feminiseret”.

Brev til fire kønsforskere på RUC om MeToo

25./2. 2018

Til
Kenneth Reinicke
Jo Krøjer
Karen Sjørup
Rikke Andreassen

Undertegnede har set et opslag om et  “MeToo-seminar på RUC” d. 12. marts.
I programmet er bl.a. afsat en time til en paneldebat om “Forskellige bilkke på MeToo”, med 6 personer i panelet, herunder 4 som arbejder på RUC, nemlig jer.
Det kan ikke være nogen hemmelighed, at I alle fire tilhører en bestemt fløj i kønsdebatten, og at Christian Groes og Drude Dahlerup tilhører samme fløj. Selvfølgelig er der nuance-forskelle imellem jeres opfattelser, men med en sådan sammensætning af panelet er der ikke mange muligheder for at mobilisere væsentligt forskellige blikke. Lige som jeg måske selv kan siges at tilhøre et ekko-kammer blandt mænd der er meget skeptiske over for feminisme, kan kønsforskningen på RUC, hvor I fire færdes, også opfattes som et ekko-kammer. Meninger af den art som jeg har, har selvsagt ingen mulighed for at komme frem på RUC.
Det er selvfølgelig trist at vi færdes i forskellige adskilte ekkokamre; men sådan er det.
Det understreges af hvad der er sket, da opslaget om dette arrangement blev slået op på Facebooksiden for Center for Køn, Magt og Mangfoldighed, som øjensynligt bestyres af Sarah Mentzler. Her har flere mænd som er skeptiske over feminisme lagt kommentarer, og da jeg blev opmærksom på opslaget, har også jeg lagt kommentarer. Det førte til en meningsudveksling med Mentzler.
Mine egne synspunkter om MeToo fremgår bl.a. af disse links:

Filmmagasinet Ekko:
http://www.ekkofilm.dk/artikler/nar-filmbranchen-gar-i-sort/

Stille før Optagelse på Radio24syv:
https://www.radio24syv.dk/programmer/stille-foer-optagelse/21504730/35-biolog-kare-fog-og-manuskriptforfatter-soren

Disse links lagde jeg i en kommentar, og Mentzler begyndte at lytte til Radio24syv-udsendelsen. Det førte til en meningsudveksling, hvor hun især kritiserede mig og min meningsfælle for ikke at acceptere, at der i MeToo sker en sammenblanding af grove overgreb og småbitte bagateller. Jeg svarede tilbage, at dette netop var et kernepunkt – ved at sammenblande grove overgreb og småbitte bagateller skaber man i MeToo-kampagnen det indtryk, at overgrebene er ekstremt udbredte og sker næsten overalt, dvs. man skaber mistillid og antipati mod mænd generelt. Denne generelle udskamning af mænd er efter min mening ganske urimelig.

Da jeg havde skrevet dette, blev jeg blokeret, og mine indlæg blev øjensynlig fjernet. Jeg opfatter det sådan, at Mentzler ikke havde nogen gangbare argumenter tilbage imod mig, og i stedet klarede sig ved bortcensurering. Nu har så min meningsfælle, Søren Grinderslev Hansen, igen lagt en kommentar på siden, med et link til Radio24syv-udsendelsen. Også dette opslag er efter kort tid blevet fjernet, og Søren er blevet blokeret.

Jeg finder det betænkeligt, at noget så usikkert som MeToo-beretninger behandles på et universitet (RUC). Der er jo tale om udsagn, som ikke kan tjekkes. Hvis nogen ønsker at digte eller lyve, så er der ingen som helst begrænsninger der forhindrer dem i det, dvs. nogle af historierne kan i princippet være usande. Datamateriale som ikke kan verificeres, bør ikke behandles på et universitet.

Det er en integreret del af MeToo-kampagnen, at publikum (mændene) skal tie stille og lytte og ikke må komme med skeptiske indvendinger. Det betones stærkt, at alle beretninger skal tages for pålydende og ubetinget tros. Et sådant “krav”  er uacceptabelt. Det er netop sådanne principper, der giver næring til alle former for moralsk panik, det være sig hekseforfølgelser, McCarthyisme, eller – mere tæt på os i tid og sted – hysteri omkring pædofile mandlige børnehavepædagoger og genvundne erindringer om incest. Her har kvindelige psykologiske “eksperter” spillet et stor rolle ved at betone meget stærkt, at børns udsagn som regel kan tros, og at genvundne erindringer fra den tidlige barndom som regel er sande. Så længe autoriteter og retsvæsen tror på disse “eksperter”, fortsætter hysteriet ud over alle grænser. Først nå de skeptiske røster melder sig, og nogen tillader sig at mistro hvad små børn opdigter, eller hvad terapeuter får folk til at “huske”  fra den tidlige barndom, først da stopper den moralske panik. Men skaden er sket. Der er f.eks. sket en permanent skadevirkning på samfundet ved at det nu er blevet langt sværere at skaffe mandlige børnehavepædagoger, dvs. det hele har været kontraproduktivt for bestræbelser på en ligelig fordeling af kønnene i traditionelt feminine fag.

Tilsvarende kan siges om MeToo. Så længe der er “forbud”  mod skeptiske indvendinger, vil den moralske panik fortsætte og brede sig. I USA er der allerede påviselige skadevirkninger, som hæmmer en ligelig fordeling af kønnene i visse erhverv, f.eks. når firmaer er nødt til at udstede forbud mod at at en mandlig og en kvindelig ansat kører i taxa sammen, eller når mænd på høje poster føler sig nødt til at følge “The Pence Rule”, hvor direktøren aldrig tør være alene i et lokale med nogen kvinde.

MeToo kampagnen kunne have været god og nyttig; men lige fra starten i Hollywood har den fået en dysfunktionel form. Hvad der er galt med kampagnen, er f.eks. sat op i et antal punkter i dette “CAFE statement on #MeToo campaign”  fra Canadian Association for Equality: https://equalitycanada.com/cafe-statement-metoo-campaign/

For mig personlig er det især sammenblandingen af stort og små i én pærevælling der er en væsentlig anstødssten, fordi det fører til en generel udskamning af alle mænd, både de notoriske dumme svin og alle de andre ordentlige mænd. I min debat med Sarah Mentzler var dette et kernepunkt. Mentzlers holdning var at det er godt at MeToo rammer alle mænd, fordi det væsentlige er at dokumentere den altgennemtrængende mandskultur, der bevirker en strukturel undertrykkelse af kvinder overalt i samfundet. Her giver hun altså udtryk for, at det væsentlige ikke er at finde og pågribe nogle få grove sex-overgribere, men derimod at hænge alle mænd ud. Den samme holdning har jeg i de seneste uger efterhånden mødt en del steder, dvs. det bliver mere og mere tydeligt, hvad MeToo egentlig går ud på. Og deraf følger, at min modstand mod MeToo bliver stadig større.

Nu handler det her især om teater- og filmbranchen. Hvad angår filmbranchen, så er der IKKE nogen evidens for at der via en strukturel ulighed sker diskrimination af kvinder. Tallene i Filminstituttets rapport fra 2016 om dette emne viser meget klart, at der IKKE kan påvises nogen diskrimination imod kvinder. Hvis der sker en ubevidst diskrimination, så kan den i hvert fald med de foreliggende tal ikke på nogen måde påvises. Så kunne man tænke sig, at kvinder i stedet presses ud af branchen på grund af et betændt seksualiseret miljø; dét var så emnet for min og Søren Grinderslevs artikel for nylig i Ekko, og vi når frem til, at der ikke er tegn på sexchikane i et sådant omfang, at det kunne forklare en skæv kønsfordeling. Summa summarum: Det fænomen som MeToo angiveligt skulle påvise og fremhæve, det fænomen findes ikke.

De synsvinkler på MeToo, som jeg her har skistseret, og som er mere udførligt behandlet i de angivne links, ligger givetvis langt fra jeres egne synsvinkler. Men I er jo forskere på et universitet, og som forskere har I en forbandet pligt til at inddrage modstridende synsvinkler. Hvis I udelukkende får input via jeres eget ekkokammer, så kan jeres behandling af sagen ikke bruges af samfundet til noget nyttigt. I jeres position må I inddrage alt relevant der taler for det ene, og alt relevant der taler for det andet, og så holde de modstridende synsmåder op imod hinanden. Det vil sige at de synsvinkler som jeg her er talsmand for, og som findes udbredt på den modsatte ideologiske fløj af jeres egen, nødvendigvis også må høre med i det samlede billede.

Desværre er universiteterne på det punkt udsat for et forfald – allermest i USA. Her er holdningerne blandt forskere og studerende på kønsstudier ekstremt ensidig, og der har udviklet sig den mentalitet, at modsigelse ikke tolereres. Der foregår netop i disse år omfattende censur, bl.a. derved at inviterede foredragsholdere som har lødige, men ildesete synspunkter, med vold forhindres i at holde deres foredrag. Der sker nedlæggelse af dissidenters talerør på de sociale medier, og ansatte der dissiderer mod den fremherskende mening, bliver fyret eller chikaneret ud. En ideologi der er så overbevist om selv at stå for det gode og rigtige, at al dissidens kvæles, det er en totalitær ideologi. I USA er feminisme og kønsstudier således nu blevet til en totalitær – og dermed dybt usympatisk – ideologi.

Herhjemme står det bedre til, men samme tendens til totalitær adfærd er også her på vej. Jeg har selv mærket det adskillige gange, f.eks. når jeg på den facebookside, som jeg administerer, har kritiseret MeToo. Det har ført til, at anonyme personer – formentlig en feministisk aktionsgruppe – systematisk har lagt min facebookside ned, dvs. udøvet censur mod anderledes tænkende.
Jeg konstaterer nu med ærgrelse, at den samme tendens også har sneget sig ind på Center for Køn, Magt og Mangfoldighed på RUC, idet både jeg og adskillige andre her er blevet udsat for censur. Det betyder at I, der studerer køn på RUC, isolerer jer endnu mere end før i den inderste afkrog af jeres ekkokammer.

Jeg vil ikke møde op som publikum til arrangementet d. 12. marts, da jeg har erfaret, at Dorte Rømer og Lærke Reddersen ikke ønsker mit selskab. Jeg vil ikke møde op et sted, hvor jeg på forhånd ved at jeg er uønsket. I stedet har jeg så valgt at skrive dette brev til jer; det har det formål, at så ved jeg med min egen samvittighed, at jeg har gjort hvad jeg kunne.
Desuden lægger jeg dette brev op på min blog på www.kønsdebat.dk.

Med venlig hilsen

Kåre Fog
Biolog, lic. scient.

Kopi af det oprindelige opslag på RUC´s facebookside, kopieret før opslaget blev taget ned.

Selvmord som følge af MeToo kampagnen

MeToo kampagnen har ført til flere selvmord, og efter alt at dømme er det netop uskyldige mennesker, der har begået selvmord. De bliver så ophidsede over de ubegrundede anklager, og bliver så desperate over ikke at have noget middel til at forsvare sig,at de tager deres eget liv – ofte inden for et par dage efter at anklagerne kom frem.

Omkring 1. november begik mindst én DJ i Vancouver, Zachary Mclean Webb, selvmord. En ellers dygtig og afholdt mand – men kvinder jublede over hans død og skrev #Notsorry. D. 7. november hørte vi at en politiker i Wales, Carl Sargeant, havde begået selvmord. D. 14. december hørte vi så at politikeren Dan Johnson i Kentucky havde begået selvmord. Alle tre selvmordere var efter alt at dømme totalt uskyldige.
D. 9. marts begik en populær mandlig skuespiller i Sydkorea selvmord efter MeToo anklager fra 8 kvinder. Han har efterladt en note med forklaringer, men indholdet af noten er ikke offentliggjort, så det vides ikke om han erkendte sig skyldig.
I weekenden d. 17.-18. marts begik den 58-årige leder af det svenske Kulturhuset, Benny Fredriksson, selvmord. Det sket efter at Aftonbladet i december havde kørt en kampagne mod ham, med MeToo-anklager. Kulturhuset indledte en undersøgelse af arbejdsmiljøet i Kulturhuset, hvor ca. 135 personer er afhørt, men der er ikke derved fremkommet en eneste anklage mod Fredriksson om sexovergreb. Det må derfor formodes, at også i dette tilfælde er det en uskyldig person, der har begået selvmord.

Links:
Mand begår selvmord efter #metoo anklage

https://www.folkets.dk/node/2370

Labour politician suspended over sex allegations found dead

Former Welsh Government Chief Whip and Community and Children Secretary Carl Sargeant, 48, was found dead today after being suspended over sex allegations.

http://www.dailymail.co.uk/news/article-5058193/Labour-politician-suspended-sex-allegations-dead.html

Kentucky State Rep. Dan Johnson commits suicide after sexual assault accusations emerge, officials say
http://www.foxnews.com/us/2017/12/13/kentucky-state-rep-dan-johnson-commits-suicide-after-sexual-assault-accusations-emerge-officials-say.html

I februar begik endnu en person selvmord som en sideeffekt af MeToo-kampagnen. Denne gang var det en kvinde. Hun havde selv handlet korrekt i forbindelse med Weinstein-affæren, men blev alligevel mobbet ud af livet fordi hun var et vidne om, at den første kvinde der anklagede Weinstein, ikke talte helt sandt.

https://www.hollywoodreporter.com/news/jill-messicks-family-issues-blistering-statement-harvey-weinstein-rose-mcgowan-1083173

Skuespillers selvmord i Sydkorea:
https://www.telegraph.co.uk/news/2018/03/12/actors-suicide-triggers-backlash-against-metoo-movement-south/

Benny Fredrikssons selvmord:

https://samnytt.se/benny-fredriksson-tog-sitt-liv-efter-aftonbladets-metoo-drev/

https://www.expressen.se/nyheter/utredning-inga-anklagelser-mot-benny-fredriksson/

https://www.svt.se/nyheter/lokalt/stockholm/asa-linderborg-vi-har-gjort-en-gedigen-och-saklig-granskning

Censur af kommentarer på Kønsdebats Facebookside

Facebooksiden Kønsdebat blev to gange inden for få timer d. 26.-27. januar udsat for, at kommentarer fra læsere blev fjernet af Facebooks censur. Disse kommentarer overtrådte IKKE facebooks regler, men blev  fjernet alligevel.

Samtidig dukkede  feministisk motiveret censur også op et andet sted på Facebook.
Tobias Petersen driver den meget saglige og sobre side “Reel Ligestilling”. Han oplevede d. 27./1. censur af et indlæg, som er sagligt og relevant, men som går imod hvad feminister ønsker folk skal vide.
Det drejer sig om et opslag på kommentartråden på Radio24syvs facebookside, hvor kommentaren siger at der findes talrige undersøgelser, sammenfattet af en svensk forsker, der viser at partnervold lige hyppigt udøves af begge køn. Denne kommentar blev øjeblikkelig fjernet.
Der kan nu ikke længere være tvivl om, at Facebook i sit censorkorps har fået ansat en overbevist feminist, som misbruger sin stilling til at samarbejde med andre feminister om at fjerne synspunkter, som går imod deres dagsorden.
I alle tre tilfælde (ovennævnte tilfælde, samt de to tilfælde på Kønsdebat) er der tale om indlæg, hvor skribenten henviser til et link, han ønsker folk skal følge. Åbenbart ønsker den feministiske censor, at folk ikke skal finde frem til de pågældende links.
Facebook kan ikke længere anses for et centralt medie. Der sker indgreb mod ytringsfriheden.

http://reelligestilling.dk/facebook-censur-kommentar-om-ligelig-fordeling-af-vold-i-naere-relationer-markeres-som-spam/

Teksten i de fjernede indlæg på Kønsdebats kommentarspor var følgende:

1) Fjernet indlæg fra “Pragmatisk Mand):
Tjekker lige bøgerne ud på et tidspunkt. Jeps kender godt den anden side. Det var faktisk derfra jeg så et forslag til denne her side. Og ellers meget enig i det med at det skal udbredes. Der skal være en større modvægt i debatten og det arbejdes der på. Vil lige slå et slag for min egen blog https://rationeltstandpunkt.wordpress.com der er relativt ny, men som kommer til at indeholde noget af det samme.

2) Fjernet indlæg fra Søren Grinderslev Hansen:
Jeg tror feminernes nye trick er at få betaer som ham her til at gå offentligt bodsgang for at opnå beundring. Og deraf holde holde kog i mytegryden-generaliseringen om at alle mænd er svin. Bemærk: videoen her er en analyse og hån af omdrejningspunktet: https://youtu.be/VTlRKjkBrKw

Uinversitetet i Oxford har ikke held med at få flere kvinder til at bestå matematik-eksamen

Universitetet i Oxford har forlænget den tid, eksaminanderne har til at løse opgaverne i en matematik-eksamen. Begrundelsen er, at kvinderne arbejder langsommere og mere omhyggeligt end mændene, og derved skulle kan opnå at flere kvinder fik tid til at løse opgaverne til topkarakter.

Men – det har ikke næsten ikke virket. Kønsforskellen er den samme som før.

Det er jo anstødeligt for de politisk korrekte briter. De mener stadig, at piger og drenge er lige gode til matematik; forskellen skylde sbare forskellige sociale påvirkninger, der starter allerede før 4-års-alderen.

Det er jo sandt, at i grundskolen er pigerne endnu relativt dygtige til regning. Men i de højere klasser sakker de kraftigt bagud i forhold til drengene i matematik. Det er der to grunde til: 1) matematik stille større krav til rumlig forestillingsevne og abstrakt tænkning end regning. Regning er mere som en slags grammatik, hvor man skal følge bestemte regler, og det er piger relativt gode til. 2) I puberteten sker der noget med hormonerne. Testosteron – og muligvis også østrogen – har indflydelse på evnen til at regne. Det tidspunkt, hvor forskellen mellem de to køn m.h.t. matematik vokser kraftigt, er netop det tidspunkt i puberteten, hvor hjernen påvirkes kraftigt af kønshormoner.

https://qz.com/1188135/oxford-gave-female-students-more-time-to-take-tests-it-didnt-work/

 

75-årig mand ramt af hjerteslag efter MeToo anklage

I Tyskland er Dieter Wedel, en berømt leder af festspil i nærheden af München, blevet udsat for MeToo anklager fra tre skuespillerinder. Wedel er 75 år gammel, og de påståede sexovergreb ligger for det meste mere end 20 år tilbage i tiden. Wedel siger at han er uskyldig; men de vidner der ifølge ham kunne rense ham for anklagerne, er døde nu.

Anklagerne har påvirket ham og hans familie hårdt, og især det, at medierne bliver ved med at fremføre anklagerne. Det hele har gjort ham syg, han er ramt af et hjertetilfælde, og ligger nu på hospitalet.

Rücktritt, Herzinfarkt, Ermittlungen: Wirbel um Dieter Wedel

https://www.welt.de/newsticker/dpa_nt/infoline_nt/boulevard_nt/article172725060/Ruecktritt-Herzinfarkt-Ermittlungen-Wirbel-um-Dieter-Wedel.html
https://www.bad-hersfelder-festspiele.de/

Nogle kvinder afviser især de pæneste tilnærmelser

Filosof Anders Fogh Jensen havde en udmærket klumme i Berlingske for ca. ti dage siden med kritik af MeToo bevægelsen.

I dag d. 23./1. er der et gensvar fra Rasmus Hedegaard Jørgensen. Jørgensens hovedpointe er vel, at en mand altid skal opføre sig pænt og spørge om lov først og ikke må løbe nogen risiko for at komme til at fornærme kvinden. Det er jo indlysende korrekt og pænt, og samtidig helt forkert.

Jørgensen har nok lidt fejlopfattet en episode om en kvinde i bad – den episode foregik i et kollektiv, og dér er færdselsreglerne lidt anderledes (og døren til badet ikke låst).

Jørgensen skriver:

“Er det en krænkelse at gå uopfordret ind til en nøgen kvinde, som du ikke er overbevist om vil have dig i nærheden? Ja. Er det en krænkelse at fortælle hende på en hensynsfuld måde, hvad du føler for hende? Nej.”

Her er jeg uenig. Jeg kan sige som min egen erfaring, at noget af det værste man kan gøre over for en kvinde, er at fortælle hende på en hensynsfuld måde, hvad man føler for hende. Gør man dét, så bliver hun virkelig sur og vred. Det er bare den forkerte måde at gøre tilnærmelser på. Gør man det, så vil man fortryde det og ærgre sig resten af sit liv. I øvrigt skriver også alle scoretrænere, jeg har læst, at det skal man endelig IKKE gøre.

Hvad skal man da gøre?

Jeg er nået til den erkendelse, at der findes ingen regler for rigtigt og forkert. Hvis alle mænd er pæne og spørger hensynsfuldt om lov, så vil kvinderne belønne de mænd, der er dristige og overskrider reglerne. Hvis alle mænd er dristige og overskrider reglerne, så vil kvinderne straffe dem for det, og i stedet belønne de mænd der er pæne og spørger hensynsfuldt om lov.

Konklusionen er altså, at kvinder er tilbøjelige til at afvise de mænd, der gør det samme som alle andre og ikke viser nogen selvstændighed, men følger en fast skabelon. De er derimod tilbøjelige til at belønne de mænd, der gør noget andet end alle de andre.

Åbenbart er det essensen, at kvindens reaktion skal være uforudsigelig. Hvis det er forudsigeligt hvad der sker, er der ikke noget ved det, i hvert fald ikke for kvinden.

Der kan derfor ikke defineres nogen faste regler. Manden skal selvfølgelig forsøge at forstå kvinden og regne ud, hvad hun tænker. Men det er netop dét, der er ekstremt svært, grænsende til det umulige, for de fleste mænd.

#MeToo kritik er en undskyldning for retten til at sexkrænke

https://www.b.dk/kommentarer/metoo-kritik-er-en-undskyldning-for-retten-til-at-sexkraenke