Woke bevægelser har til formål at nedbryde kernefamilien

 

Jeg vil her argumentere for, at der er en sammenhæng mellem at være tilhænger af en woke dagsorden – f.eks. transkønnedes rettigheder – og et ønske om at nedbryde den traditionelle kernefamilie, hvilket bidrager til at nedsætte fødselstallene og dermed underminere samfundene i bl.a. den vestllige kulturkreds.

Mit første nedslagspunkt er feminismen, i den form der brød igennem i USA omkring 1970. En af de personer, der havde allermest indflydelse på hvilken form, feminismen tog, er Kate MIllet, der i 1970 fik gdgivet bogen ”Sexual Politics”, der snart efter blev brugt som lærebog på de nyoprettede kvindekurser på universiteterne.
Kate Millett´s søster har senere berettet om, hvilken strategi man var tilhænger af i det revolutionære miljø, som Kate Millett var en central del af (1). Her sagde man: ”Hvordan laver vi kulturrevolution?” – ”Ved at ødelægge den amerikanske familie” (2).
Kate Millett har også selv udtalt: ” Den totale ødelæggelse af det traditionelle ægteskab og kernefamilien er feminismens revolutionære og utopiske mål. ” (3)
Det indikerer at hvis feminismen fører til ødelæggelse af kernefamilier, så er det ikke en uheldig bivirkning – det er tværtimod formålet.
Det bekræftes af mange andre af den tids amerikanske feminister, f.eks. Linda Gordon: ”Kernefamilien skal ødelægges, og folk må finde bedre måder at leve sammen på . . hvad end det i sidste ende kommer til at betyde, så er det en objektivt revolutionær proces at bryde familierne.” (4)
Eller Shulamith Firestone, som citerer “The declaration of feminism” (1971): ”At gøre en ende på ægteskabs-institutionen er en nødvendig betingelse for kvindernes frigørelse. Derfor er det vigtigt for os at opfordre kvinder til at forlade deres ægtemænd og ikke leve individuelt sammen med mænd . ”

Mit andet nedslagspunkt er en programerklæring fra Black Lives Matter skrevet i 2020. Efter politidrab på en sort mand i USA opstod en bevægelse, der mundede ud i dannelsen af the Black Lives Matter Global Network, som ”har forandret vilkårene for debat om sorthed over hele verden”. Dette netværk har formuleret et dokument med overskriften ”Hvad vi tror på” (5), og lagt det på organisationens hjemmeside. ” Dette er resultaterne af vores kollektive indsats”, hedder det i starten af dokumentet. Det indeholder en række punkter, bl.a. følgende:

– Vi giver plads til, at transkønnede brødre og søstre kan deltage og lede.

–  Vi er selvrefleksive og gør det arbejde, der kræves for at afvikle ciskønnedes privilegier og opløfte sorte transpersoner, især sorte transkvinder, som fortsat er uforholdsmæssigt påvirket af trans-antagonistisk vold.

– Vi bygger et rum, der bekræfter sorte kvinder og er fri for sexisme, kvindehad og miljøer, hvor mænd er centreret.

– Vi sønderriver kravet om den vestligt foreskrevne kernefamilie-struktur ved at støtte hinanden som storfamilier og “landsbyer”.
–  Vi fremmer et queer-bekræftende netværk. Når vi samles, gør vi det med den hensigt at frigøre os selv fra den heteronormative tænknings stramme greb, eller rettere, troen på, at alle i verden er heteroseksuelle (medmindre han/hun eller de oplyser andet).

Denne tekst gav øjeblikkeligt anledning til modvilje mod Black Lives Matter, og en del meldte sig straks ud af organisationen; især vakte det stor modvilje, at der stod
” Vi sønderriver kravet om den vestligt foreskrevne kernefamilie-struktur” ( We disrupt the Western-prescribed nuclear family structure requirement). Det førte til, at dokumentet inden for få dage blev fjernet igen fra hjemmesiden (6). Teksten findes dog bevaret, og den vidner om det sammenhængende ”tros-system”, som den pågældende kreds af sorte personer går ind for. Den vidner om, at anti-racisme, støtte til transkønnede, feminisme, modstand mod mænds dominante stilling, og modstand mod den heteroseksuelle kernefamilie, for dem går op i en højere enhed. Det samlende punkt er at gå imod alt, hvad der støtter ciskønnede heteroseksuelle hvide mænd.

Endnu et eksempel på modstand mod kernefamilien findes hos den meget radikale feminist Sophie Lewis (7), der i 2019 og 2022 udgav to bøger det handlede om at afskaffe kernefamilien; den seneste bog hedder ligefrem ”Abolish the family”. Hendes tankegang fremgår f.eks. af et interview, hvor hun siger: ”Vi ved, at den private kernefamilie er der, hvor det overvældende flertal af voldstilfælde kan ske. Og så er der hele spørgsmålet om, hvad det er til for: at træne os op til at være arbejdere, træne os til at være beboere i et binært-kønnet og racemæssigt stratificeret system, træne os til ikke at være queer.” (8)

Endelig kan vi se på tankegangen hos organisationen Normstormerne, der med kommunal støtte underviser skoleeleverne i København og Aarhus kommuner. I deres instruktion til undervisningen (9) læser man bl.a.:
– » … at være hvid, kristen, en mand, ciskønnet, heteroseksuel, at have en funktionel krop, at være voksen – er eksemplarer på privilegier.«

– »Modulet har til formål at: Synliggøre at den binære kønsstruktur (to køn) ikke er dækkende. At synliggøre at køn ikke kun handler om det køn, man blev tildelt ved fødslen. At synliggøre at normer for køn (og seksualitet) har stor indflydelse på, hvordan vi ser og gør køn. At synliggøre at meget få mennesker passer ind i normer for køn, inklusiv cispersoner.«

En talsperson for Normstormerne, Monir Mooghen, fortalte i et DR-program (10), at ”vi underviser i at der er flere køn end 2, vi underviser i, at det er OK at være trans, at vi skal modarbejde de her normer, som ligesom skader os queer personer”. I interviewet havde hun fokus på at ændre nogle skadelige normer for køn, seksualitet, familiekonstellationer, racisme og økonomisk råderum.

Alle mulige grene af tidens woke bevægelse går altså sammen om at bekæmpe fundamentet for det samfund, som den hvide ciskønnede heteroseksuelle mand har bygget op, herunder at nedbryde kernefamilien.
Det betyder ikke, at enhver der tilslutter sig feminismen eller støtter tolerance over for transkønnede, ønsker at bekæmpe kernefamilien. Overfladisk set kan alle grene af de woke bevægelser se ud som gode sager, som ethvert tænkende menneske bør støtte. Men inde i kernen af disse bevægelser sidder personer, som ønsker at omstyrte kernefamilien og alt andet, som er til gavn for hvide ciskønnede  heteroseksuelle mænd. De fremstiller udadtil deres bevægelse som noget godt og rimeligt, som alle bør kunne gå ind for. Men indadtil er der helt andre dagsordener.

Der er tale om den form for argumentation, som går under betegnelsen motte-and-bailey argumentation (11). Det handler om hvordan tilhængerne af en radikal dagsorden forsvarer sig mod angreb.   Det, de forsvarer, så at sige det inderste af deres forsvarsværk, er en ”Bailey”. Hvis man kritiserer denne ”bailey”, så kommer de frem med en meget mere spiselig dagsorden, som er deres ”Motte”.  De påstår, at det de arbejder for, er motten, og  hvem kan dog være imod det? Hvis det f.eks. drejer sig om feminismen, så er motte-dagsordenen, at der skal være lige rettigheder for kvinder og mænd. Det kan alle gå ind for. Når man så har tilsluttet sig det, så har man altså accepteret feminismen, og så bliver man taget til indtægt for bailey-synspunktet, som kan f.eks. være at der skal indføres kvoter, så der er 50 % kvinder på alle prestigefyldte poster.
Dette misbrug af motte-bailey ses f.eks. her (12): I et interview siger formanden for den feministiske organisation Dansk Mandesamfund, Alexander Andersson: »En meget udbredt minimumsdefinition er, at feminisme er at mene, at vi skal have lige muligheder og rettigheder uanset køn, og med den definition synes jeg, at det skulle være rimeligt ukontroversielt at kalde sig feminist – også som mand.«

Når han gerne vil have tilslutning til feminismen, så bruger han “motten”, dvs. den moderate version (feminisme = lige muligheder). Når så først man har accepteret motten, så dukker  bailey-dagsordenen op, som siger, at feminisme betyder resultat-lighed. Hvis vi andre siger at vi går ind for lige muligheder, så får vi at vide: “Aha! I accepterer feminisme – så må I også støtte kampen for resultatlighed.”

I dette interview fremføres altså motten. Men man kan roligt regne med , at så snart der skal drages konsekvenser, så bliver der henvist til feministernes bailey,

Et andet eksempel er dokumentet ”Hvad vi tror på” fra Black Lives Matter. Det udtrykker formentlig, hvad organisationen faktisk arbejder for, altså deres bailey. Men de har set, at det kan de ikke vise offentligt, for så vender folk sig væk fra dem. I stedet viser de offentligheden deres motte, altså en dagsorden som alle kan støtte, imod racisme.

Her ser vi et generelt problem. Vi kan alle gå ind for de pæne ”motter”, så som anti-racisme, tolerance over for transkønnede osv. Men så snart vi har tilsluttet os dem, så bliver vores tilslutning misbrugt til at støtte bailey-synspunkterne, så som at der skal indføres kvoter, eller at drenge skal have at vide, at de måske i virkeligheden er piger.

Bailey-synspunkterne er så revolutionære, at de går ud på at underminere og nedbryde samfundet. Det har Camille Paglia noget at sige om.
Amerikansk-italienske Camille Paglia, beskriver sig selv som transkønnet, men er alligevel meget kritisk over for transkønnede.

Hun har studeret de kønnede udtryk i diverse kulturer, ikke mindst i antikken. Hun konstaterer, at jo mere en kultur nærmer sig en forfalds-fase, kort før den endelig bukker under, jo mere bliver de kønnede billeder blødt op. Mænd bliver mere bløde og kvindagtige, og transkønnede kommer mere i fokus. Når en kultur er nået til det stade, er det et næsten sikkert tegn på, at den snart bryder sammen.

En kultur overlever bedst, når mænd er typisk maskuline, og kvinder er typisk feminine. Efter at den har haft fremgang i lang tid, bliver normerne blødet op, og de bliver blødet så meget op, at kulturen går ind i en forfaldsfase, hvor den mister sin selvopholdelsesdrift og mister sin evne til at forsvare sig mod indtrængende fjender.
Der er en vækstfase, en kulmination, og en forfaldsfase.

Camille Paglia mener, at præcis dét sker i vores egen kultur i denne tid. Hvis samfundet bliver så eftergivende, at alle mulige mærkelige identiteter får lov at sætte dagsordenen, så kan samfundet ikke overleve.

Man kan høre mere om det i denne video med Camille Paglia (13).

 

(1) Mallory Millett (2018): My sister Kate: The destructive feminist legacy of Kate Millett.

(2) Se også nærmere side 13 i Kåre Fog (2018): Fire myter om patriarkatet. Mysis.

(3) https://quotefancy.com/kate-millett-quotes

(4) https://nikitaccoulombe.medium.com/why-feminism-wants-to-dismantle-the-family-long-4695d45bcf88

(5) https://uca.edu/training/files/2020/09/black-Lives-Matter-Handout.pdf

(6) https://fee.org/articles/black-lives-matter-s-goal-to-disrupt-the-nuclear-family-fits-a-marxist-aim-that-goes-back-a-century-and-a-half/

(7) https://en.wikipedia.org/wiki/Sophie_Lewis_(author)

(8) https://www.thenation.com/article/archive/want-to-dismantle-capitalism-abolish-the-family/

(9) www.berlingske.dk/aok/her-er-normstormernes-undervisningsmanual-som-pressen-ikke-maatte-se

(10) https://www.dr.dk/drtv/se/deadline_-normstormernes-hemmeligheder_328736

(11) https://en.wikipedia.org/wiki/Motte-and-bailey_fallacy

(12) Formand for Dansk Mandesamfund Alexander Andersson kan ikke forstå, hvorfor nogle mænd ikke vil kalde sig feminist: ”Ligestilingen er ikke gået for vidt, den er ikke gået langt nok”

(13) Lesson from history: Transgender mania is sign of cultural collapse . . .

Nominering til Cavling-pris – en kæmpe fejltagelse

Af Kåre Fog og Lone Nørgaard
(Indsendt til Berlingske 29. /12. 2022; afvist 30./12. 2022)
(Tilsvarende indlæg var afvist kort forinden af Politiken og Jyllandsposten)

Dokumentaren ’MeToo: Sexisme Bag Skærmen’ om MeToo-sagerne på TV2 er nomineret til at modtage Cavling-prisen d. 6.  januar.  Den blev sendt i november 2021 på Discovery Channel og gjorde indtryk.

Flere kvinder mener, at dokumentaren var et klart højdepunkt. Fx skriver  Anne Kirstine Cramon: ” Det nedslående ved hele #metoo-debatten er, at det kan virke, som om de kvinder, der står frem, bare gør det for at få mulighed for at jagte mænd ud af byen med høtyve.
Men når det ender der, er det jo, fordi de involverede mænd ikke har røv nok i bukserne til at stille sig op og tage ansvar. Det provokerer, og så bliver de jaget vildt. Men det er ærgerligt, hvis #metoo-sagen reduceres til klapjagt . . . .”.

Hm! Den analyse deler vi ikke, og dette indlæg forklarer hvorfor.

Dokumentaren præsenterer lange interviews med kvinder, der blev krænket under deres arbejde på TV2. Seerne får stort set kun kvindernes version af det skete. Bortset fra én mand, nemlig Jes Dorph-Petersen, er alle øvrige mandlige ’gerningsmænd’ anonyme, og vi kan derfor ikke spørge til sandheden af hver enkelt historie.

Fra anden side kender vi identiteten på tre mænd. Via Therese Philipsen, den kvinde, hvis udsagn fylder langt mest i dokumentaren.
Hun bor nu i Florida, hvor hun er forfatter til kulørte krimier med kvinder som sympativækkende ofre. En af de seneste bøger slutter med en efterskrift, som er interessant: ”Store dele af denne bog er min egen historie.”

Vi får at vide, at en dansk journalist kontaktede hende i Florida og fik hende til at bearbejde og beskrive de 20 år gamle oplevelser, hun ellers havde glemt (!).

Og så: ”Nogle få måneder senere, blev to af de tre involverede mænd fyret fra deres netværk. . . . Den sidste arbejder . . .  ikke i netværket mere.”

Oplysningerne rækker til at identificere disse personer; vi har kommunikeret med de tre mænd og hørt deres version. Deres udsagn giver indtryk af, at Philipsen har omdigtet temmelig meget.

Hvorfor ville mændene så ikke medvirke i dokumentaren?

Baggrunden er, at de berørte mænd er blevet skammeligt behandlet i TV2´s advokatundersøgelse. De oplevede at blive stemplet som onde overgribere, at være dømt på forhånd. Erfaringerne fra advokatundersøgelsen demonstrerede klart, at alle oplysninger blot ville blive udnyttet til at begå karaktermord.

To af de tre mænd har haft et seksuelt forhold til en ung praktikant. De indrømmer, at det vidner om ”dårlig dømmekraft”, men er det nok til, at deres liv skal smadres?
Nogle af de ”dømte” mænd har mistet deres ståsted i tilværelsen – i værste fald både job, indtjening, familie og bolig. Ingen vil nogen sinde ansætte dem igen, og de har intet håb om at blive rehabiliteret. Det er en straf hårdere end en fængselsstraf, for den stopper aldrig. Er det en rimelig straf for at have haft sex med en praktikant 1 eller 2 gange?

De seneste år har to kvindelige studieværter på TV2 haft seksuelle forhold til en ung mandlig praktikant. Den ene af disse, Karen-Helene Hjorth, udtaler i dokumentaren, at det ikke bør forekomme. På trods af at hun altså selv gør det.

Faktachefen på TV2, Thomas Breinholt, er den, der har indstillet dokumentaren til Cavling-prisen. Vel vidende at to kvindelige studieværter har ligget i med en mandlig praktikant. Han ved også, at TV2’s nuværende øverste direktør, Anne Stig Christensen, selv som praktikant dengang af egen fri vilje havde en relation til en afdelingschef. Han accepterer altså, at chefer af hunkøn har forhold til praktikanter. Er de hankøn, venter en fyreseddel.

MeToo-sager virker som terror, der måske endda har til hensigt at lamme mændene. Bliver andre mænd så bange, at de holder meget lav profil og giver feminister ret i alt? Kan Breinholt være motiveret af at signalere, at han er på kvindernes side? Bare sådan for en sikkerheds skyld? Eller har han en overudviklet beskyttertrang over for kvinder, der fremstiller sig selv som ofre? Uden at være det. Det vides ikke, men spørgsmålene bør stilles.

Det er et fundament i vores kultur, at i en konflikt kan det ikke på forhånd afgøres, hvem af parterne, der taler sandt. Derfor skal begge parter høres. Det er ikke sket i denne sag, hvor mændene ikke er blevet afhørt med de samme rettigheder som i en retssag.

Derfor har de involverede mænd ikke ønsket at deltage i dokumentaren. En forhåndsstempling som ond udelukker en reel mulighed for at blive hørt.
Summa summarum: Dokumentaren er et ekstremt ensidigt produkt, der sidst af alt fortjener at blive hædret med en pris.

Anmeldelse af Torsten Skov: Pseudoforskning

Anmeldelse af Torsten Skov (2022): Pseudoforskning. 20 essays til forsvar for videnskaben. 242 pp. Multivers.

Denne bog indeholder 20 essays, dvs. 20 stykker tekst, hvor Torsten Skov udbreder sig om ”forskning”, der ikke overholder almindelige krav til forskningskvalitet, og som derfor ikke fører til pålidelige resultater. Han skriver i forordet, at mens han skriver dette, er der på marken bag huset en traktor, som harver. Få vil drage den påstand i tvivl, skriver han. Hvis han skriver, at det mest er mænd, der kører traktorer, vil der heller ikke blive gjort ophævelser over det. Men hvis han sagde, at drengebørn elsker traktorer, fordi deres hjerner biologisk er programmeret til det, vil mange protestere.
Dermed er hovedemnet slået an: Der er visse emner, der er ”let-antændelige” – så som køn, seksuel orientering, og race. Når det kommer til de emner, kniber det ofte gevaldigt med at argumentere rationelt. Det er så de emner, bogen især tager op, og ikke mindst spørgsmål om køn fylder en stor del af bogen.
Efter nogle afsnit der handler mere generelt om rationel argumentation og om selvregulering i forskningsverdenen, kommer der på side 49 det første eksempel på en betændt undersøgelse af noget med forholdet mellem kønnene. Det er den berygtede ”orkesterundersøgelse”, hvor forfatterne påstår, at de mænd, der skal ansætte musikere ved amerikanske symfoniorkestre, ubevidst vælger kvinder fra. Det er der ikke belæg for i deres data. Det har adskillige personer påpeget; men lige lidt hjælper det. Feminister bliver ved og ved med at citere den undersøgelse som et mønster-eksempel på, at mænd ubevidst diskriminerer mod kvinder (se nærmere herom i afsnit 18 i Kåre Fog (2022): ”Fakta og myter om kvinder og mænd”).
Derefter følger andre kapitler, som har med køn at gøre:

– manglende påvisning af at påstået ubevidst bias har konsekvenser for folks faktisk handlinger
– påstande om at folk lader sig forlede af stereotype forestillinger
– en litteraturgennemgang som viser, at der findes ikke undersøgelser der påviser køns-diskrimination på grund af fordomme
– en gennemgang af, at ingen undersøgelser dokumenterer diskrimination mod kvinder i den akademiske verden på grund af ubevidst bias
– kvinder er ikke udsat for flere hadefulde ytringer i den offentlige debat på nettet, end mænd er
– der er ikke tegn på diskrimination mod kvinder ved rekruttering af professorer
– World Economic Forums ”Gender Gap Report”, hvor det kun tæller, hvis kvinder halter bagefter, men ikke, hvis mænd halter bagefter
– kritik af en FN rapport, der konkluderer, at ni ud af ti borgere i alverdens lande har fordomme, der står i vejen for lighed mellem kønnene.
– eksempler på at kvinder stadig klager over at være diskrimineret, selv når de udgør over 70 % af lederne i Københavns Kommune, eller når der dør færre kvinder end mænd af hjertekarsygdomme. Her omtales bl.a. DRs program ”Hvorfor hader alle feminister?”, som kom med en lang række fejlagtige påstande. Torsten Skov var en af de mange, der klagede til DR over ensidigheden; men kun få af de mange fejl blev rettet.
– så er der noget om ord, som opfattes som vold mod kvinder, og om krænkelsestyranni.
– ”queering” som metode til at gøre begreber om køn så flertydige, at de er uanvendelige.
– Judith Butlers radikale påstand om, at det biologiske køn i lige så høj grad som det sociale køn er en social konstruktion. Her konkluderer Skov, efter at have læst Butler´s  bog, at det ikke lykkedes ham at finde noget i bogen, der ligner en overbevisende argumentation eller nærmer sig en systematisk redegørelse for fakta. Skov konstaterer således, lige som jeg selv har gjort i min bog ”Humaniora – videnskab eller varm luft” – at der ikke er nogen evidens for Butler´s  påstande.
– diskussion af, hvordan feminisme defineres, og af, hvad der er forklaringen på den feministiske ideologis succes
– diskussion af feministers påstand om, at hvis der er ulighed i slutresultatet, så skyldes det altid, at der var uligheder i muligheder
– kønsforskelle i personlighed (”the big five”) og ligestillingsparadokset (der er størst forskel mellem mænd og kvinder i de rige, mest ligestillede lande).

Efter kapitler om disse og andre emner, kommer der til sidst i bogen et efterskrift. I alt det foregående er jeg særdeles enig med Torsten Skov. Men de tre kapitler i efterskriftet er jeg delvis uenig i. De handler om biologiens betydning, dvs. betydningen af medfødte forskelle mellem mænd og kvinder.
Her lægger Skov ud med at citere Gina Rippons bog ”The gendered brain”, som er ensidig og misvisende; man kan bl.a.  læse en kritik af hendes bog i afsnit 5 i min bog ”Fakta og myter om kvinder og mænd”. På baggrund af hendes bog skriver Skov, at det er usikkert om man bør frygte argumenter mod ligesteilling baseret på biologi, og at feminister går hårdt i rette med biologiske forklaringer, hver gang de dukker op. Skov skriver: ”Så vidt jeg kan se, kunne en del konflikter undgås, hvis folk ville lade være med at forbinde biologi med personlighedstræk og evner”. Her har Skov en på-den-ene-side-på-den anden-side holdning: Det giver måske for mange konflikter, hvis man fremhæver biologiens betydning; på den anden side bør der ikke være begrænsninger på, hvilke faglige argumenter, man kan anføre.
Derefter kritiserer han James Damore, der blev fyret fra Google – ikke for at han havde taget fagligt fejl, men for at han efter Skovs mening ikke havde gjort sig nok umange med sine argumenter, og derfor kom ud i en shitstorm. Her er jeg ikke ganske enig. Næsen alt hvad Damore skrev i sit memorandum, kan underbygges videnskabeligt.
Skov kritiserer derefter Larry Summers, rektoren på Harvard, der blev fyret for en tale om kønsforskelle – uigen for at hans argumentation ikke var solid nok og næppe holder vand statistisk. Peronslig mener jeg, at Summers ikke burde være blevet fyret for den tale. Det mener Skov vist heller ikke; men fordi Summers´ tale ikke var tilstrækkelig velfunderet fagligt set, gav den mulighed for et feministisk stormløb mod ham.
Derefter følger en kritik af evolutionspsykologi, baseret på at det er en disciplin, hvor man kan påstå en hvilken som helst forklaring – altså igen, at det er en form for biologisk argumentation, som for let kan opildne feminister og give konflikter. . Jeg er ikke ganske enig i den kritik. Skov burde læse David C. Geary´s  lærebog fra 2021, ”Male, female”, hvor hele bogen er basert på evolutionsbiologi uden at misbruge letkøbte ”just so”- forklaringer.

I i disse sidste afsnit refererer Skov bl.a. til Gina Rippon, Stephen J. Gould og Richard Lewontin, netop nogle af de navne, som modstandere af biologiske forklaringer plejer at hive frem for at modsige biologiens betydning. Han siger ikke klart, om han støtter eller ikke støtter disse personer.
Det undrer mig også, at han deltager i kritikken af fysikeren Alessandro Strumia, som har lavet omfattende statistik på fysik-afhandlinger produceret af hhv. kvinder og mænd, og dokumenteret, at der i fysikfaget ikke er diskrimination mod kvinder.
Jeg kan ikke rigtig lide dette skift i attitude i de sidste kapitler.  Attituden er, at man skal undgå at blive beskyldt for at være ”biologisk determinist” og dermed undgå at udløse feministiske stormløb. Jeg er enig i, at for at undgå det, skal man være ekstremt velfunderet i sin argumentation – men det kræver ekstremt meget omhu og energi at være så velfunderety, og det kan man i den virkelige verden ikke altid være.
som jeg ser det, er køn et biologisk fænomen, og kønsforskelle har derfor hovedsagelig en biologisk forklaring – andre pålidelige forklaringer findes stort set ikke. Allligevel stiller feminister og ligesindede ekstremt store krav til lødigheden af de biologiske argumenter, samtidig med at deres egen argumentation – f.eks. om ubevidste bias og stereotype fordomme som årsag til kønsforskellene, er ekstremt svagt funderet og meget usikker som forklaring.

Brev til Børne- og undervisningsministeriet om drenge i skolen

Undervisningsministeriet nedsatte i juni 2022 en ekspertgruppe om køns betydning for læring og udvikling i dagtilbud, folkeskole og ungdomsuddannelser. Ministeriet udsendte desuden en rapport om dette emne, med titlen “Fagligt gab mellem piger og drenge”.

Ministeriets rapport gør meget ud af at modbevise, at skolen er blevet feminiseret til skade for drengene; f.eks. hævder rapporten, at lærerens køn ikke har nogen betydning for, hvor godt eleverne klarer sig, slev om der findes en række undersøgelser, der tyder på at lærerens køn faktisk har betydning. Hvis den rapport lægges til grund for ekspertgruppens arbejde – og det gør den vel – så kan vi være næsten sikre på, at ekspertgruppen ikke løser deres opgave. Jeg har skrevet en længere, kritisk redegørelse om, hvad der er galt i ministeriets rapport. Denne redegørelse har jeg, i samarbejde med Manderådet, indsendt til ministeriet d. 6. juli, for at den forhåbentlig kan distribueres til ekspertgruppens medlemmer.

Herunder følger det brev, der er sendt til ministeriet:

Til ekspertgruppen om køns betydning for læring og udvikling i dagtilbud, folkeskole og ungdomsuddannelser
Børne- og Undervisningsministeriet,
att. Rane Forsting Hansen <Rane.Forsting.Hansen@uvm.dk>

Kåre Fog

Resumé
Dette indlæg er en kommentar til Undervisningsministeriets rapport ”Fagligt gab mellem piger og drenge”, som er et oplæg til den ekspertgruppe som ministeriet har nedsat for at finde forklaring på hvorfor drenge klarer sig relativt dårligt i skolen. Kyndige personer er meget i vildrede om hvad forklaringerne kan være. Derfor bør man være åben for, at de mulige forklaringer man hidtil har undersøgt nærmere, ikke er relevante.
Den nævnte rapport er ikke tilstrækkelig åben for nye vinkler. Et centralt spørgsmål er, om man kan sige, at skolen er blevet for meget præget af feminine værdier, og om det kan være til skade for nogle af drengene. Feminine værdier kan f.eks. være at lægge hovedvægt på sociale relationer, hvilket appellerer mest til piger, hvorimod der lægges mindre vægt på faglig viden, som ellers appellerer mest til drenge.
En vigtig indfaldsvinkel til rapportens emne er, om lærerens køn har betydning for, hvor godt eleverne klarer sig. Her konstaterer jeg, at rapporten kun meget kortfattet omtaler en dansk undersøgelse (Andersen & Reimer 2019), som viser at lærerens køn har betydning for både piger og drenge, hvorimod en datakørsel, som ministeriet nu har lavet til formålet, ikke kan påvise en sådan sammenhæng. Rapporten konkluderer så, at lærerens køn ikke har betydning, og dermed også, at feminisering af skolen ikke er et problem for drengene. Det er en fejlagtig konklusion; man udelader i sin sammenfatning den undersøgelse, der viser noget andet.
Jeg gennemgår lidt mere i detaljer den danske undersøgelse, og påpeger, at den netop giver relevante oplysninger om at lærerens måde at undervise på har forskellig betydning for drenge og piger. Det må være et vigtigt udgangspunkt for at finde frem til, hvilke undervisnings-metoder der specifikt kan hjælpe drenge.
Desuden omtaler jeg en hel række af andre undersøgelser, der bekræfter, at lærerens køn har betydning. De fleste af dem omtales ikke i ministeriets rapport.
Der synes at være stor uvilje blandt en del danske eksperter mod at anerkende feminiseringen af skolen som en mulig årsag til at drenge klarer sig relativt dårligt. I resumeet af rapportens indhold, og i offentlige udtalelser fra ekspertgruppens leder, Claus Holm, siger man direkte, at lærerens køn ikke har betydning, på trods af adskillige videnskabelige undersøgelser der viser det modsatte. Her er der åbenbart en slagside, som ekspertgruppens medlemmer bør rette op på.
Ministeriets rapport rummer intet om praktiske forsøg der viser, at drengenes præstationer kan forbedres. Jeg omtaler nogle få sådanne forsøg, bl.a. også fra Danmark.

Anerkendelse af, at der er et problem
   Det er et voksende problem, at drenge i gennemsnit sakker mere og mere bagud i forhold til pigerne i skolesystemet. Derfor er det rigtig godt, at Børne- og Undervisningsministeriet har taget initiativ til at belyse, hvor problemerne ligger.
Undertegnede har igennem snart tyve år beskæftiget mig intensivt med diverse spørgsmål om køn og kønsforskelle, og derigennem har jeg indset, at forskellen på hvordan det går med drenge og piger i det danske skolesystem er et af de væsentligste emner inden for dette felt.  Mit engagement i dette emne førte bl.a. til, at jeg blev inviteret som paneldeltager i en konference om køn og ligestilling i dagtilbud og grundskoler, afholdt d. 18. november 2020 af Rådet for børns læring (1).
Det har også ført til et indlæg i Skolemonitor nogle måneder senere (2).

Jeg konstaterer, at den ekspertgruppe, som Børne- og Undervisningsministeriet har nedsat, skal belyse hypoteser om årsagerne til de faglige forskelle, der eksisterer mellem piger og drenge, og de skal komme med anbefalinger til, hvor man kan sætte ind, f.eks. hvad angår pædagogik og didaktik, undervisningens form og organisering, undervisningens indhold og lærernes viden og kompetencer.

Jeg har med stor interesse, men også med bange anelser, læst rapporten ”Fagligt gab mellem piger og drenge”, som ministeriet har lavet som oplæg til ekspertgruppens arbejde.
De bange anelser hænger sammen med den generelle opfattelse af problemstillingen, som indirekte fremgår af rapporten.

Rådvildhed om årsagerne
Generelt ser det ud til, at de der beskæftiger med feltet, er meget i vildrede om, hvorfor drenge halter stadig mere bagefter pigerne i skolen, og er ret blanke m.h.t. hvad man kan gøre ved det. En dansk ekspert i uddannelse, Mads Eriksen Storm, udtalte f.eks. for nylig til Weekendavisen (3): ”Jeg er fortsat ikke stødt på nogen, der kan give ædruelige forklaringer.” I en artikel i Politiken (4) siger han bl.a.: ”Karaktergabet har været stigende i en årrække, men der er alt for lidt viden om, hvad der egentlig er årsagen til det.”.

Formanden for Gymnasieskolernes Lærerforening, Tomas Kepler, udtaler i samme artikel, at han finder Undervisningsministeriets  analyse bekymrende. ”I stedet for at vi har fundet ud af at håndtere det, har det fået lov at udvikle sig endnu mere i en skæv retning.”

Forkvinde i Danske Gymnasieelevers Sammenslutning Alma Tynell, mangler også svar på, hvad der ligger til grund for de store karakterforskelle. I artiklen siger hun:

»Hvad enten det skyldes, at man har mulighed for at yde en forskellig indsats, eller om det er, fordi lærere simpelthen vægter køn forskelligt, når de giver karakterer, er det en kæmpe udfordring. Alle elever skal selvfølgelig have de samme muligheder uanset køn, når de er færdige med gymnasiet. Det er et stort problem, hvis det ikke er tilfældet i dag”.

Det er således et gennemgående træk i kommentarerne, at ingen kan give en forklaring på, hvorfor der er den forskel mellem drenge og piger, eller hvorfor forskellen bliver større og større, eller hvad man skal gøre ved det.

Feminiseret miljø
De gængse forsøg på forklaringer slår åbenbart ikke til, og der er tydeligvis behov for at tænke i nye baner.
Nu er det sådan, at når først en verdensopfattelse har sat sig fast blandt fagfolk på området, så bliver de ude af stand til at bevæge sig uden for den verdensopfattelse og at tænke i nye baner. Det kræver i hvert fald meget åbenhed over for, at forklaringerne og løsningerne måske er meget anderledes end hvad der den accepterede forståelse blandt fagfolk.
Jeg konstasterer, at der er en stor mangel på forklaringer på at drengene halter bagefter; man ved f.eks. godt, at drengene er relativt uvillige til at lave lektier – men hvorfor er de uvillige til at lave lektier?  Min egen foretrukne forklaring er, at nogle drenge føler skolen som et miljø præget af feminine værdier, og de ønsker ikke at underlægge sig feminine værdier. Uro i klassen, sjofling af lektielæsning etc. kan ses som en form for modstand eller trods mod at blive påduttet feminine værdier.
Jeg er ikke den eneste der ser problemet som feminiseringen af skolen.

I sin bog om ”Hankøn i skolen” (5) giver Bertill Nordahl en temmelig dramatiseret beskrivelse. Han skriver at mandlige lærere er nødt til at udfolde sig på en blød og udvisket måde, næsten som om de var kastreret, for at blive accepteret af kvinderne. ”Men samtidig hører man ofte kvindelige lærere sukke efter rigtige mænd på lærerværelset! Når så endelig en lærer, der opfører sig mandigt, dukker op i disen i grænselandet til matriarkatet, får han læst og påskrevet, så han enten løber skrigende bort, eller bøjer nakken med sin maskulinitet og selvværd som prisen for at komme ind i det forjættede land.”
Den beskrivelse antyder, at hvis en mand har bevaret sin stilling som lærer, så er han ikke nødvendigvis en person præget af maskulinitet. Kvindernes indflydelse kan være så dominerende, at den mandlige lærer også over for eleverne optræder relativt feminint.
Så én ting er den enkelte lærers køn. En anden er hvordan det samlede lærerhold ser ud kønsmæssigt.
Men mange personer benægter påstanden om at skolen er et feminiseret miljø; de mener ikke, at der er noget som helst bevis for den påstand. Hvis hele miljøet er gennemsyret af feminine værdier, så kan de måske ikke se det. Hvis feminiseringen faktisk er en del af årsagerne til drengenes problem, så vil eksperternes holdning i sig selv betyde, at problemet ikke kan løses. Derfor skriver jeg, at man skal være villig til at ændre verdensopfattelse.
Claus Holm, der er udvalgt til at lede ekspertgruppens arbejde, taler i et interview i Weekendavisen (6) om hvorvidt der er en feminisering af læringsmiljøet, som er til ugunst for drengene. Her hedder det: ”Ifølge den ministerielle kortlægning er der dog tilsyneladende ikke så meget at have bekymringen i. Ved de obligatoriske nationale test i folkeskolen har lærerens køn således ingen betydning for hverken drengenes eller pigernes resultater i læsning eller matematik. Derfor kan man til dels godt afblæse frygten for feminisering af undervisningsmiljøet. Vi har også en dansk undersøgelse, som bekræfter, at indlæringen ikke primært har at gøre med lærerens køn. Men det har den pædagogiske tilgang. Og det er en vigtig pointe.”
Det er bemærkelsesværdigt, at lederen af ekspertgruppen på forhånd afviser at feminiseringen af skolen har væsentlig betydning. Det er især et problem, når han påstår at lærerens køn ingen betydning har for drengenes dårlige resultater – på trods af at der netop findes forskning der viser, at det har betydning. Noget af denne forskning omtales i ministeriets rapport; men samtidig gøres der, hvad der kan gøres, for at bagatellisere den. Det kunne nære en mistanke om, at de, der leder arbejdet med at belyse problemerne, på forhånd har lagt sig fast på, at feminisering af skolen ikke må være en del af problemet, og derfor bevidst nedtoner betydningen af den forskning, der kunne tyde på det modsatte. Jeg vil derfor gøre et særligt nummer ud af at fremhæve den forskning, der stik imod Claus Holms påstand faktisk viser at lærerens køn har betydning.
Det er en ulempe, at ordet ”feminiseret” ikke er let at definere, og at der mangler forskning der kunne dokumentere, at miljøet er feminiseret. Når den forskning mangler, og når man ignorerer behovet for at udføre en sådan forskning, så står vi tilbage med subjektive holdninger. Min egen holdning til, hvad der skal til for at forbedre situation, er subjektivt baseret, og derfor let at afvise. Men i stedet for at afvise den bør man udføre forskning der kan vise, om det er dér, hunden ligger begravet. Det kunne måske gøres ved praktiske forsøg der viser, om en mindre feminin tilgang kan føre til bedre resultater for drengene. Hvis man blankt afviser forestillingen om feminisering, så afviser man dermed også måske netop de forsøg, der kunne vise en vej ud af miseren.

Medfødte forskelle
En af de tanker, man skal gøre sig klart, er om der er noget galt med drengene, sådan at man skal tilpasse dem bedre til skolen, eller om der er noget galt med skolen, sådan at man skal tilpasse den bedre til drengene.
Det er klart, at det må være muligt at ændre skolen – skolen er en samfundsmæssig konstruktion, der kunne konstrueres anderledes.
Men er det muligt at ændre drengene? Svaret på det spørgsmål afhænger af, om man baserer sig på en biologisk forståelse, eller om man opfatter kønnet som en social konstruktion. En stor, og måske dominerende, del af moderne pædagogisk forskning er baseret på opfattelsen af kønnet som en social konstruktion, dvs. man går ud fra, at drenge kan ændres, hvis de kulturelle påvirkninger de udsættes for, bliver lavet om. Nogle mener, at drengene er blevet podet med en patriarkalsk tankegang, og det gælder om at få udryddet den tankegang. Men det, som nogle således opfatter som en patriarkalsk attitude, der skal bekæmpes, kan andre, med en mere biologisk forståelse, opfatte som drenges medfødte natur, der aldrig helt kan udryddes.  Hvis nu den sidstnævnte opfattelse har mest på sig, så er det dømt til at mislykkes at få drengene til at tilpasse sig en skole, hvor ”patriarkalsk”  tankegang er uønsket.
Naturvidenskabeligt baseret forskning viser tydeligt, at forskelle mellem de to køn i adfærd, mentalitet og interesser, i betydelig grad skyldes medfødte dispositioner. Det har jeg bl.a. redegjort for i en kronik (7) sammen med Lone Nørgaard i Politken i 2020, hvor vi opregner 14 forskellige former for evidens for, at kønsforskellene er medfødte. Det må således anses for meget solidt slået fast, at kønsforskelle for en del er medfødte. Hvis man går ud fra, at kønsforskelle udelukkende er udtryk for social konstruktion, så forhindrer man med den holdning, at problemerne kan løses. Man er nødt til at tage højde for, at noget af det, der er karakteristisk for drengeadfærd, ikke kan udryddes.
En af de vigtigste forskelle mellem de to køn er at hankønnet (drenge og mænd) mest interesserer sig for den materielle omverden, mens hunkønnet (piger og kvinder) mest interesserer sig for den sociale omverden. Forskellen på det område er ganske stor – forskellen mellem gennemsnittene for hankøn hhv. hunkøn er lige så stor som variationen inden for hvert køn (8). Det er vigtigt at forstå denne forskel i relation til pædagogikken: Man skal gøre sig klart, at det sociale betyder mindre for drenge, og det faglige betyder mere for drenge, end hvad de fleste pædagoger af hunkøn har gjort sig klart. Den ofte anvendte feminine løsningsmetode – at styrke de sociale relationer – virker ikke nødvendigvis på drenge, og kan endog være kontraproduktiv.

I en redegørelse for piger og drenge i skolen læser vi (9): ”Tendensen er, at drenges motiver er knyttet til positioner, status, kontrol og autonomi, mens piger er mere relaterede til tilknytning til andre, tilpasning og konformitet. Piger ser også ud til at have et stærkere indre ønske om at lære og at forbedre egne færdigheder . . .  Alt i alt ser det ud til, at pigers motiver passer bedre til skoles organisering, indhold og metoder end drenges motiver gør.”
Her har vi altså netop den pointe, at der er forskel på hvad det sociale betyder for piger og drenge, og at denne – formentlig medfødte – forskel har konsekvenser for hvordan skolens normer passer til dem.
I skoletimerne er pigerne som regel stille og rolige og gør hvad de får besked på. De er meget interesserede når skoletimen handler om emner der har en personlig og følelsesmæssig karakter, om mennesker og dagligliv (5, 10).  De er også optaget af lærerne som personer, især de mandlige lærere, og søger ofte at få et følelsesmæssigt forhold til dem; ”Når læreren løfter en flig af tæppet for sit privatliv, strømmer pigerne ham i møde med interesse og engagement”. Hvis de godt kan lide læreren, følger de meget opmærksomt med i undervisningen, ikke fordi emnet interesserer dem, men fordi læreren interesserer dem (5, 10). Over for en lærer der er meget fagligt betonet, sidder pigerne som en passiv og grå flok; over for en lærer med en personligt betonet stil, blomster de derimod op (10).
Pigerne opfatter, mere end drengene, skoletimerne som et socialt forløb. De har et blandet forhold til karakterer, fordi karakterer skaber forskelle og dermed spændinger i klassen (10).
Almindelig erfaring siger, at for drengene er det derimod det faglige, der tæller. I en populær bog om kønsforskelle (11) fremstilles det sådan, at i skoletimerne er drengene ofte urolige og dominerende. De bryder ind, snakker uden at have rakt fingeren op først, og for at få opmærksomhed fortæller de gerne vittigheder eller meget dramatiske historier. I undervisningen er de interesseret i faget, ikke i læreren. De interesserer sig for tekniske fænomener, ikke for personlige og følelsesmæssige emner, og det er sjældent at de fedter for en lærer. De respekterer en lærer der har autoritet og er dygtig, men kan være ubarmhjertige over for svage lærere (11). Disse formuleringer er udtryk for mange skolefolks almindelige erfaring og stemmer med hvad der oven for er nævnt om den store forskel i pigers og drenges interessesfærer.
Instinktiv modvilje mod psykologisk opdragelse i en feminin sfære
Der findes to vidt forskellige opfattelser af hvad et menneske er. Den ene opfattelse er, at et menneske er et selvstændigt, autonomt individ, der har medfødte egenskaber og dispositioner. Dette menneske forholder sig individuelt til de indtryk, det modtager. Den anden opfattelse er at personligheden er et resultat af sociale påvirkninger, der indgår i en generel kultur og former alle medlemmer i denne gruppe efter samme normer. Denne sidste opfattelse er temmelig dominerende inden for moderne pædagogisk forskning (12). Her mener man, at læringsprocessen består i at man indgår i et socialt fællesskab og tager stilling til dette fællesskabs kultur på en måde, så man forandrer sig selv.

En sådan personlighedsdannelse vil mange drenge nok have modvilje mod. Man kan skelne mellem forskellige måder at opdrage børn på, specielt drenge. Der kan for det første være tale om ”styring af adfærd”, dvs. der sættes grænser for hvad drengen må og skal. En anden tilgang er ”psykologisk opdragelse”, hvor forælderen/pædagogen forsøger at påvirke drengen til at føle og tænke det samme, som hun selv gør, og derved få ham til at opføre sig som ønsket. Det kan være usundt for drenges udvikling, hvis de forhindres i at lægge afstand til kvinder som forsøger at knytte dem tæt til sig og styre dem følelsesmæssigt (13), og nogle drenge vil instinktivt være imod dette.

Jeg vil foreslå, at man åbner for at tænke i nye baner, og en af de baner kan være en teori om, at især kvindelige lærere tilstræber noget, der minder om ”psykologisk opdragelse”. De kvindelige lærere tænker, at første trin er at opbygge en personlig relation til drengen; først når den relation er etableret, kan hun overføre tanker og viden til ham. Det er endda også blevet moderne i pædagogisk videnskab, herhjemme og internationalt, at tænke på følelser som et redskab. Denne moderne måde at tænke på betegnes ”the emotional turn”, eller på dansk: ”Den affektive vending”. Når man skimmer litteraturen om the emotional turn, konstaterer man, at den næsten udelukkende er skrevet af kvindelige forskere. Kvinder forstår åbenbart mere end mænd verden som et netværk af følelser mellem mennesker.

I det hele taget synes der at være en tendens til, at kvindelige lærere i særlig grad fokuserer på ”sociale og emotionelle kompetencer”, som især kommer pigerne til gode. Udtrykket dækker mest over interesse, motivation og samarbejdsvilje. Her går man implicit ud fra, at manglende samarbejdsvilje skyldes en defekt hos drengen, ikke hos læreren. At drenge generelt har mangler i disse kompetencer, fremgår af, at undervisningsforløb der sigter på at forbedre de sociale og emotionelle kompetencer ofte giver forbedringer hos drenge, men ikke hos piger, som i forvejen ligger højere (14).

Jeg ser det sådan, at moderne pædagogisk ”forskning” i stigende grad lægger vægt på at drengen skal inddrages som en del af det fællesskab, som pædagogen styrer, og at man med følelser som redskab vil forsøge at få drengen til at tage pædagogens sociale og kulturelle forståelse til sig og gøre den til sin egen. Nogle drenge vil instinktivt reagere imod en sådan form for ”psykologisk opdragelse”  – de vil bare have at vide, hvad de skal gøre hvor; de ønsker ikke at blive inddraget i en kvindelig pædagogs tankeverden og sociale forståelse. Drenge der giver efter for en kvindelig pædagogs påvirkning, bliver afmaskuliniserede. Det er drenge i en alder, hvor det er meget vigtigt at fremstå attraktiv og maskulin i pigernes øjne. En dreng, der er pot og pande med lærerinden, kan ikke være maskulin og attraktiv for klassens piger.

Der findes en undersøgelse blandt 14-17-årige high school-studerende, hvor man har registreret, i hvor høj grad børnene opfatter sig som typisk maskuline, hhv. typisk feminine (15). For pigerne finder man, at højt selvværd er korreleret med en androgyn karakter, dvs. en karakter med både positive maskuline og positive feminine karaktertræk; sådanne piger er også dem, der er mest populære både blandt veninder og blandt drengene. For drenge fandt man, at højt selvværd er korreleret med maskulin karakter. De tydeligt maskuline drenge er mest populære både blandt kammerater og blandt pigerne. Drenge, hvor feminine karaktertræk overvejer, har derimod lavere selvværd og er mindre populære.
Dette kan give en ide om, hvorfor mange drenge insisterer på at være maskuline, sådan som det måske også føles naturligt for dem. Denne attitude vil måske i en del moderne forskning blive karakteriseret som ”patriarkalsk”, med et anstrøg af fordømmelse. Men i hvert fald: Hvis drenge accepterer en mere feminint præget attitude, så skader det dem selv, i forhold til deres selvværd, i forhold til kammeraterne, og i forhold til at være populære blandt pigerne.

Man kan måske tænke på drengenes væremåde som en diffus trodsreaktion. Vi lever i en tid, hvor den særlige kvindelige tilgang dominerer undervisningssystemet mere og mere, og hvor mange pædagoger simpelt hen er imod drengenes maskuline / patriarkalske selvopfattelse. Hvis drengene skal bevare deres selvrespekt, skal de protestere imod den påvirkning. Der er da også nogle forskere, der opfatter drenges fremmedgørelse over for skolen, deres forstyrrende adfærd, deres manglende lektielæsning osv. som en trodsreaktion, en stille eller knap så stille protest over at være blevet anbragt i en feminin sfære, hvor de føler, at de er kommet et forkert sted hen (16).

Drenges dovenskab
   Det er generelt, at piger er mere pligtopfyldende og flittige i skolen end drenge. Mange drenge er mindre flittige og mindre pligtopfyldende, retter sig mindre efter anvisninger og bryder normerne for god opførsel. Det er et generelt træk ved talrige undersøgelser. Det er også generelt, at drengene mener at de ved mere end pigerne, så de behøver ikke at forberede sig så meget.
Et eksempel på dette ses også i en dansk undersøgelse. Der er lavet en interview-undersøgelse af 26 drenge i 3. g på gymnasier i Københavns omegn (17). Disse drenge beskriver pigerne i deres klasser som hårdtarbejdende, koncentrerede og fokuserede. De prioriterer lektierne højere end socialt samvær; de konkurrerer indbyrdes om, hvem der kan få de højeste karakterer. Drengene selv, derimod, forbereder sig dårligere til timerne. De er mere dovne og har dårligere koncentrationsevne. De er rastløse og har svært ved at sidde stille i timerne, da undervisningen ikke er tilpasset deres behov, men i stedet retter sig mod pigerne, der er gode til at sidde stille.
Drengene har en afslappet holdning og tilsidesætter lektierne for at være sammen med vennerne. De mener at pigernes dygtighed kommer af flid, mens drengenes dygtighed kommer af klogskab og intelligens. De mener at have bedre paratviden, viden som er ud over hvad der står i lektierne, og de mener at være bedre til at se de store linjer. Deres idealer om dygtighed går altså ikke i retning af at gøre læreren tilfreds og kunne præcis det, som læreren lægger vægt på, hvorimod pigernes idealer om dygtighed netop går i retning af at gøre læreren tilfreds og kunne præcis det, som læreren lægger vægt på.
Således opfatter drengene gymnasiet som et sted præget af feminine idealer, og de forsøger at demonstrere deres maskulinitet ved at gå på tværs af disse idealer.
Drengenes større dovenskab hænger altså sammen med maskuline attituder. Skolen opfattes som feminin, og hvis man helt tilsluttter sig skolens idealer, gør man sig selv feminin. Det er vigtigt for drengene at undgå det.
Det er generelt at drenge er mindre motiverede og mindre flittige, og dette bidrager stærkt til at de i gennemsnit får lavere karakterer (9).

Kønnet slagside i undervisningsmaterialet
Man kunne godt forestille sig at undervisningskulturen ikke bare er afhængig af den enkelte lærers køn, men også afhængig af, hvilket køn der har størst indflydelse på den samlede læringskultur.
Det kan f.eks. vise sig i hvilke lærebøger, der anvendes, og hvilke skønlitterære bøger der læses. Dette er forklaret meget illustrativt i en bog af Leonard Sax (18). En dreng bliver f.eks. interviewet om, hvorfor han fik en lav karakter i læsning, når han ellers havde høje karakterer. Jo, det var kedeligt, svarer han. Det viste sig f.eks., at klassen skulle læse John Steinbecks ”Of mice and men”. Den kunne han ikke lide. Den var for følelsebetonet og sart. Det var en af de bøger, hvor svage, handicappede mandlige personer er for hjælpeløse til at gøre noget ved deres miserable skæbne. Hvis der er noget, teenagedrenge ikke ønsker at læse, så er det dét. Vi hører også om drenges og pigers reaktion på bogen ”Fluernes herre”. Lærerinden bad drengen skrive om: ”Hvordan ville du føle det, hvis du var den strandede dreng?”. Det spørgsmål fungerer ikke til en dreng. Men spørg drengen om geografien af den ø, drengene er strandet på, så liver han op og bliver engageret.
Kvinder er generelt meget mindre interesserede end mænd i geografi, og det er sandsynligt, at en kvindelig lærer IKKE vil få drengene til at beskrive den geografi, der præsenteres i bogen. Hvis en mandlig lærer er klog nok, og forstår forskellen mellem drenge og piger, vil den mandlige lærer undlade at spørge til personernes følelser, men derimod spørge om faglige detaljer. Som Leonard Sax skriver, så er det forkert at påstå, at drenge ikke interesserer sig for at læse. Men for at få dem til at læse, skal man give dem bøger om emner, som interesserer dem.
I Stockholm blev der i årene omkring 2000 lavet en undersøgelse af Holmlund & Sund, som viste, at jo højere andel af kvindelige lærere i et fag, jo mere haltede drengenes karakterer bagefter pigernes (19). Det var en meget markant sammenhæng. I faget svensk på den sproglige linje var der 80-85 % kvinder i lærerkorpset, og her var der også en stor overvægt af piger blandt eleverne. Her var drengenes karaktergennemsnit meget lavere end pigernes. Omvendt var det i matematik på den matematiske gren; her var der kun 43-47 % kvinder blandt lærerne, og en højere andel af drenge blandt eleverne. Her var drengenes karakterer kun en smule under pigernes.
Hvad var så forklaringen? Det viste sig, at piger generelt får højere karakterer i sprogfag, uanset hvilken lærer, de har, mens drenge og piger får nogenlunde samme karakterer i matematik. Det viste sig også, at piger generelt får højere karakterer, hvis deres lærer er en kvinde. Men hvis man tager hensyn til, at der er flere kvindelige lærere i sprogfag, som pigerne jo er bedst til, så forsvinder noget af effekten. Dog –  hvis man ser specifikt på svensk-undervisningen for elever på matematisk gren, så ser man at det gavner pigernes karakterer at have en kvindelig lærer, mens det gavner drengens karakterer at have en mandlig lærer. Sådan er det ikke med svensk-undervisningen i den sproglige gren. Hvorfor ikke? Man kunne tænke sig, at i det meget feminine miljø på sproglig gren dominerer kvindelige værdier så meget, at undervisningen under alle omstændigheder indrettes på, hvad pigerne kan lide. Her får en mandlig lærer ingen chance for at vælge bøger, som appellerer til drenge. I det mindre feminine miljø på matematisk gren kan en mandlig lærer bedre vælge bøger, som appellerer til drenge, mens en kvindelig lærer også her stadig vil vælge bøger, som appellerer mest til piger.
Den pågældende undersøgelse bekræfter altså, at et mere feminint miljø – med en høj andel af kvindelige lærere – muligvis kan give lavere karakterer til drengene.  Specielt var det signifikant, at det specifikt er til gavn for drengenemed en mandlig svensklærer på matematisk gren.
Alligevel bliver den undersøgelse refereret sådan, at der ikke var nogen tendens til, at mandlige lærere gavner drenge, og kvindelige lærere gavner piger. Det baserer man på, at effekten af mange kvindelige lærere på sprogfagene skyldes fagenes karakter, ikke lærernes køn. Man overser at, fagets karakter kan være anderledes, når andelen af kvindelige lærere er meget høj. I en af situationerne var der som nævnt faktisk en signifikant tendens til, at mandlige lærere på et sprogfag specifikt gavner drengene. Men når denne undersøgelse refereres andre steder, forbigår man helt det. Man hævder blot, med urette, at undersøgelsen ikke viste en betydnign af lærerens køn.

Lærerens køn
  I Ministeriets rapport kommer man ind på den mulige betydning af lærerens køn.
Rapporten gennemgår forskningslitteraturen om emnet; dette suppleres så med en analyse som forfatterne har udført med data fra Danmarks Statistik. Om denne analyse siger rapporten i indledningen: ” Lærerens køn har ikke betydning for hverken drenge eller pigers testresultater. Vi finder med andre ord ikke noget der underbygger, at drenge eller piger skulle opnå bedre resultater i hverken læsning eller matematik, hvis de undervises af en lærer med et bestemt køn eller af samme køn som eleven selv. Analysen finder heller ikke en sammenhæng mellem lærerens erfaring og det faglige gab mellem drenge og piger.”
Men en væsentlig del af rapporten er dens kapitel 5, hvor den ”gennemgår forskningslitteraturen om emnet”. Angående emnet om lærerens køn har betydning, så læser vi bl.a.:
” Et studie finder, at elever med kvindelige lærere har bedre resultater end elever med mandlige lærere i halvdelen af de europæiske lande (Hermann & Diallo 2017 i NOU 2019). . . En række studier undersøger betydningen af, at elever undervises af en lærer af samme køn. . . . Dette kan skyldes den såkaldte ”rollemodel-effekt”, hvor eleverne spejler sig selv i læreren. Det kan dog også skyldes den såkaldte ”diskriminationseffekt”, hvor lærerne favoriserer elever af eget køn (Dee 2007; Holmlund & Sund 2008). . . . I en dansk kontekst finder et studie fra 2019 en signifikant positiv effekt på eksamenskarakterer i dansk og matematik i folkeskolen af at have en lærer af samme køn (Andersen & Reimer 2019).”

Her omtales altså i alt 4 undersøgelser, der alle mere eller mindre viser en effekt af lærerens køn.

Vigtigst af de fire er den af Andersen & Reimer (20), dels fordi den omhandler danske folkeskoleelever, og dels fordi den er den bedst udførte og mest tydelige undersøgelse. I den viser det sig temmelig tydeligt og signifikant, at det gavner pigers præstationer i afsluttende 9. klasse eksamen, hvis de har haft kvindelige lærere i de pågældende fag, og det gavner drenges præstationer, hvis de har haft mandlige lærere.

Det burde ministeriets rapport have sat en tyk streg under. Men nej, den undersøgelse omtales kun på fem linjer. Og straks derefter skynder rapportens forfattere sig så at tilføje: ” Et stort internationalt review af forskningslitteraturen konkluderer dog, at den internationale forskningslitteratur, der belyser spørgsmålet på en troværdig måde, ikke finder, at det er ufordelagtigt for drenge at blive undervist af kvindelige lærere (NOU 2019).”

Så er Andersens og Reimers konklusion vist solidt punkteret.

Men hvad er det for et ”stort internationalt review”? Det er en rapport fra den norske regering fra 2019: ” Nye sjanser – bedre læring. Kjønnsforskjeller i skoleprestationer og utdanningsløp.”  (21) I denne rapport er der på side 147 én sides gennemgang af den internationale litteratur om emnet. Her omtales i alt 9 undersøgelser, til dels fra temmelig fjerne lande som Chile, Indien og Sydkorea. Ud af de 9 viser 3 en tydelig effekt af lærerens køn, i nogle tilfælde dog kun at det gavner piger at have en kvindelig lærer; 4 viser en svag og usikker tendens, og 2 viser angiveligt ingen effekt. Ud af disse to, der angiveligt ikke viser nogen effekt, er den ene den før omtalte undersøgelse fra Stockholm (16), som faktisk viser en effekt, der dog er svær at adskille fra at samtidig er lærerens effekt forskellig i forskellige fag. I alt er der altså ud af 9 undersøgelser 8, der viser en effekt.

Den én side lange gennemgang i den  norske rapport konkluderer: ” Den internasjonale litteraturen som tar for seg dette temaet på en troverdig måte, finner ikke at det er ufordelaktig for gutter å ha en kvinnelig lærer.” Her skal man altså huske, at der samtidig er en gennemgående tendens til at piger gavnes af kvindelige lærere.

Alligevel konkluderer den danske rapport, at ” Lærerens køn har ikke betydning for hverken drenge eller pigers testresultater.” Det er jo direkte forkert. Der er en tendens til, at pigers testresultater gavnes af at de har en kvindelig lærer.

En undersøgelse, der omtales både i den norske og i den danske rapport, er en amerikansk undersøgelse af skoleelever i 8. klasse. Den  viser, at lærerens køn har væsentlig betydning (22). Hvis piger har en kvindelig lærer, så klarer pigerne sig lidt bedre i sprog og meget bedre i historie, end hvis de har en mandlig lærer i disse fag. Kvindelige lærere giver dem derimod dårligere resultater i matematik. Hvis drenge har en mandlig lærer, så klarer de sig signifikant meget bedre i matematik, og også noget bedre i naturfag.
Lærerens køn har også betydning på andre måder: Drenge laver betydeligt mere uro i klassen end piger. Men hvis drenge har en mandlig lærer igennem ét år, så vil det halvere forskellen mellem piger og drenge i hvor urolige de er. Piger har en tendens til at mene, at naturfag ikke har nogen nytteværdi for dem; men hvis de har en kvindelig lærer i naturfag i ét år, så vil det stærkt reducere denne tendens.

Der findes også andre undersøgelser, som ikke omtales i den norske rapport, eller i undervisningsministeriets danske rapport.

En undersøgelse drejer sig om det tyske skolevæsen, hvor væsentligt flere drenge end piger dropper ud af skolen uden afgangseksamen. Og der er væsentligt færre, der afslutter skolegangen med studentereksamen. Der er dog store forskelle mellem de 15 tyske delstater på disse punkter. Når man analyserer det nærmere (23), finder man, at der er en ret stærk og statistisk sikker sammenhæng med hvor stor en del af lærerne i den pågældende delstat, der er mænd. Og det viser sig, at jo højere andelen af kvindelige lærere er, jo dårligere klarer drengene sig. Hvor andelen af mandlige lærere er ca. 50 %, ligger drengenes andel af dem der tager studentereksamen ca. 5 % under pigernes. Men hvor andelen af mandlige lærere kun er ca. 10 %, ligger drengenes andel ved studentereksamen 10 % under pigernes. Tendensen er signifikant.

I en israelsk undersøgelse fandt man, at lærerens køn har større betydning for skoleelevers karakterer, end elevens eget køn (24). Kvindelige lærere gav i høj grad karakterer for flid, motivation og lektielæsning; de ting spillede ikke så stor en rolle for mandlige lærere, som i stedet lod sig påvirke af at eleven opførte sig ordentligt i klasseværelset og ikke gjorde skade på skolens ejendom. Kvindelige lærere har relativt lille tålmodighed over for drengeadfærd som de finder kritisabel, og straffer drenge hårdere end piger (20).

I en indtil nu upubliceret dansk undersøgelse (25) er resultatet, at drenge klarer sig signifikant bedre fagligt, når de undervises af en mandlig lærer sammenlignet med en kvindelig lærer. Nærmere bestemt viser den undersøgte gruppe elever (6. klasse elever i folkeskolen i 2012/13) at drengene klarer sig bedre på de nationale test i dansk og matematik, når de er blevet undervist af en mand. Effekten svarer til at lukke halvdelen af den forskel, som ellers ses mellem drenge og piger i dansk/læsning.

Selv om der er andre undersøgelser, hvor det ikke lykkes at påvise en effekt af lærerens køn, i hvert fald ikke for drenge, så er der altså en ret lang række undersøgelser der peger på, at lærerens køn har betydning.

I Danmark er der som nævnt hele to undersøgelser der viser, at drenge klarer sig bedst med en mandlig lærer, og piger klarer sig bedst med en kvindellig lærer (20, 25). I begge undersøgelser er der trukket data ud af Danmarks Statistik. Ministeriets rapport trækker også danske data ud af Danmarks Statistik, og her finder man ingen tendens til at lærerens køn har betydning. I rapporten gives kun meget kortfattet beskrivelse af den anvendte metode. Analysen synes at være en mere overfladisk analyse baseret på et større datamateriale, hvor man ikke i samme grad har kunnet gå i detaljer. Man savner at få forklaret, hvad ministeriets rapport har gjort anderledes end de nævnte to undersøgelser, når nu det i princippet er de samme data der ligger til grund, men konklusionerne er vidt forskellige. Men denne uoverensstemmelse berøres ikke med ét ord. Læseren lades helt i vildrede om hvad en så markant forskel i resultater kunne skyldes.  I stedet lægger ministeriets rapport al vægt på egne analyser og ignorerer de analyser, der viser noget andet.
På den baggrund skriver ministeriets rapport: ”Lærerens køn har ikke betydning for hverken drenge eller pigers testresultater.” Det er en misvisende formulering.

Mulige forklaringer
   Den omtalte danske undersøgelse af Andersen & Reimer (20) er interessant. For det første påviser den en stærkt signifikant tendens til at elever klarer eksamen bedst, hvis de er blevet undervist af en lærer af deres eget køn. For det andet inddrager den oplysninger om den enkelte lærers måde at undervise på, oplysninger som viser forskelle på kvindelige og mandlige læreres måde at undervise på. Og for det tredje viser den, at måden at undervise på kan forklare en del af effekten af lærerens køn på elevernes eksamensresultater.
Undersøgelsen viser, at kvindelige lærere bruger relativt meget tid på at undervise eleverne i grupper, enten små grupper, eller hele klassen som en gruppe. Her er der altså vægt på undervisningen som en social aktivitet, og det viser sig, at dette signifikant gavner piger og skader drenge. Mandlige lærere, derimod, bruger mere tid på at undervise eleverne individuelt, og det viser sig, at dette signifikant gavner drenge. Der er også tendens til, at drenge gavnes af at undervisningen fokuserer på det faglige, mens piger gavnes af at undervisningen fokuserer på det sociale. Dette giver rigtig god mening i lyset af den generelle viden, at mænd langt mere end kvinder interesserer sig for materielle forhold, mens kvinder langt mere interesserer sig for relationer mellem mennesker.
Jeg har en mistanke om, at kvindelige lærere uden videre går ud fra, at det er godt at undervisningen baseres på gode sociale relationer – det sociale element i undervisningen stimulerer piger til at engagere sig mere, og kvindelige lærere tror, at sådan er det for alle mennesker. Sådanne lærere har slet ikke fantasi til at forestille sig, at nogle mennesker har det anderledes, og at for meget vægt på socialt engagement lige frem kan skade drengenes motivation for at lære.
Undersøgelsen viser også, at mandlige og kvindelige lærere udøver forskellig disciplin. Der er tendens til, at kvindelige lærere blot truer med at sende en elev uden for døren, mens mandlige lærer faktisk sender eleven uden for døren. Den strengere eller mere konsekvente mandlige disciplin synes at gavne drengene mere end pigerne.
Når man i analysen inddrager disse forskelle i lærernes måde at undervise på, så er den signifikante tendens til, at drenge gavnes specifikt af at have en mandlig lærer; ikke længere signifikant, dvs. det meste af effekten af en mandlig lærer ligger i hans måde at undervise på, og når det trækkes ud af ligningen, er der kun en ikke-signifikant rest-tendens tilbage. Men tendensen til at piger gavnes specifikt af at have en kvindelig lærer, bliver ved med at være signifikant, selv når kvindelige læreres måde at undervise på trækkes ud af ligningen. Pigerne gavnes altså af at læreren er kvindelig, også ud over hvad der kan forklares af hvad der vides om kvindelige læreres måde at undervise på.
Undersøgelsen er alt i alt interessant ved, at den peger på nogle af de træk ved undervisningens karakter, der har forskellig effekt på drenge og piger. Når vi står med det problem, at drengene halter meget bagefter pigerne, så må der være grund til at interessere sig meget for, hvilke måder at undervise på, der kan gavne drengene.
Det burde ministeriets rapport have fokuseret på – det er jo netop formålet med rapporten at lægge op til konklusioner om, hvad man kan gøre bedre for drengene. Men i stedet omtales Andersen & Reimer´s undersøgelse blot på fem linjer, og heraf er blot 2½ linje en omtale af virkningen af måden at undervise på. Disse 2½ linjer efterfølges umiddelbart af en formulering om, at ”troværdige” undersøgelser viser andre resultater. Så er man vist ret sikker på, at læseren IKKE lægger mærke til netop de resultater om måden at undervise på, som kunne give fingerpeg om hvordan vi løser drengenes problem.
Den meget nedtonede omtale af netop denne undersøgelse er også mærkelig i betragtning af, at en af forfatterne, Ida Gran Andersen, er med i ministeriets ekspertgruppe.
Et af fingerpegene i undersøgelsen er, at drengene måske har brug for mere konsekvent disciplin. Der er også andre, der finder, at bedre eller mere disciplin kunne gavne drengene (16). Det giver god mening. Hvis drengene halter bagefter i undervisningen, fordi de ikke er motiverede og ikke sørger for at lave deres lektier, så kunne det være, at mere disciplin specifikt ville gavne drengene – de må ikke slippe så let om ved ikke at lave lektierne. Pigerne har mere pligtfølelse end drengene, og i den situation må man gøre mere for at pålægge drengene pligt.

Konstruktive forslag til at forbedre drengenes præstationer
   Hele formålet med ministeriets rapport skulle være at hjælpe ekspertgruppen til at komme med anbefalinger til, hvor man kan sætte ind, f.eks. hvad angår pædagogik og didaktik, undervisningens form og organisering, undervisningens indhold og lærernes viden og kompetencer. Der er desværre meget  lidt i rapporten, der kan hjælpe til dette. Der findes ellers forskellige forsøg, hvor man finder en positiv effekt på drenges læring, og ekspertgruppen burde være hjulpet på vej ved at sådanne forsøg var blevet omtalt.
Forfatterne af ministeriets rapport citerer en tilsvarende norsk rapport (21). Den har de altså set. Den indeholder også noget tekst om ”skolekvalitet” – hvilke skoler har en sådan kvalitet, at elevernes præstationer forbedres. Særlig interessant er det måske at læse på side 149 i den norske rapport om en speciel type friskoler i USA, der går under betegnelsen ”No Excuses”. Et metastudie af disse skoler finder en stor positiv effekt på elevernes testresultater i matematik og læsning. Praksisen ved disse skoler er kendetegnet af streng disciplin, regelmæssig testning, udvidet undervisningstid, og intensivundervisning i grundlæggende færdigheder i læsning og matematik. Meget af effekten af disse skoler forklares af at de ligger i fattige, urbane strøg hvor det alternative offentlige skoletilbud er af meget lav kvalitet. Nogle undersøgelser af disse skoler finder større effekt på matematikresultater for piger, i forhold til drenge, og modsat i engelsk. Eleverne gavnes altså i netop de fag, hvor de ellers klarer sig dårligst. Den største positive effekt har man for de svagest stillede elever, dvs. minoritetselever, svagt præsterende elever og elever fra lavindtægtshjem.

Jeg vil gerne pege på et eksempel fra Danmark på undervisningstiltag, der har vist sig at forbedre drengenes præstationer.
Udgangspunktet er, at der er flere drenge end piger, der mangler motivation for skolearbejdet. Man har stillet dette spørgsmål til elever i 4. til 9. klasse: ”Giver undervisningen dig lyst til at lære mere?”. De, der svarer nej, er 12 % af pigerne, men 18 % af drengene (26).
Undervisningsministeriet udgiver en årlig statistik over hvordan elever klarer sig på de danske folkeskoler. Herunder hører også registrering af elevernes trivsel (27). Man registrerer bl.a. ”faglig trivsel” – her ligger piger og drenge næsten ens. Man registrerer ”social trivsel” – her ligger drenge generelt bedre end piger – måske har de et bedre indbyrdes kammeratskab? Og så registrerer man noget, der kaldes ”støtte og inspiration”. Det er her, man ser tendensen til at drenge er mere skoletrætte eller umotiverede end piger – den andel af eleverne, der ligger med den højeste trivsel på det punkt, er på landsplan 61,1 % af drengene, mod 65,9 % af pigerne.
I Ishøj Kommunes skolevæsen har man gjort en særlig indsats for at løfte det faglige niveau og elevernes motivation (28). Der var tale om et 3-årigt projekt som blev gennemført på folkeskolerne fra 2014 til 2017. Man har forbedret undervisningen i matematik og naturfag især ved at øge undervisernes kompetencer. Inden for faget matematik har man øget lærernes faglige og didaktiske viden. Inden for naturfag og teknik har man med efteruddannelse øget den andel af lærerne, der har kompetencer svarende til et linjefag. Fra 2014 til 2017 er antal lærere med linjefagskompetence øget fra 12 til 28, og den andel af undervisningen i naturfag og teknik, der varetages af lærere der faktisk har kompetence inden for dette fag, er øget fra 48 % til 78 % . Alt dette giver altså en styrket faglighed, hvilket kan forventes at appellere særligt til drengene.
Samtidig har man undervist lærerne i at fokusere på de mest talentfulde elever. Herved forstås de 15 % dygtigste elever, for så vidt de har lyst og vilje til at yde en særlig indsats, samt de særligt motiverede elever i øvrigt. Disse elever har fået flerdages kurser hos den nationale talentpleje i naturvidenskab, organisationen ”Science talenter”, der har til huse i Mærsk Mc-Kinney Møller Videncenter ved Sorø Akademi.
Projektet har ikke specielt haft fokus på elevernes køn – både drenge og piger har haft gavn af det. Men den større fokus på lærernes faglighed og appellen til eleverne om at dyrke deres særlige talent giver særlig stort respons hos drenge.
Kommunen har et lavt udgangspunkt – i forhold til andre skoler på Københavns Vestegn ligger eleverne fagligt set lavere, og de har lavere trivsel. Især ligger de mange tosprogede elever lavt. Men i løbet af den treårige projektperiode er elevernes karakterer forøget mærkbart, især inden for naturfag og teknik (28, 29). En del elever har været meget begejstrede for at deltage i kurserne i Sorø – deres motivation for at lære noget og selv søge viden er forøget. At de der underviser til daglig i naturfag, faktisk har forstand på det de underviser i, har måske også forøget elevernes motivation for at følge undervisningen.
Siden 2017 er karaktererne i naturfag desværre faldet igen; men karaktererne i matematik er steget betydeligt (30).
Også for lærerne har det været inspirerende at fokusere på elever med særligt talent, og de mener, at når det faglige niveau løftes for de mest talentfulde elever, så har det også en afsmittende positiv effekt på resten af klassen (31).
Har projektet så løftet drengenes motivation for skolearbejdet i særlig grad? Det ser det ud til. Jeg er gået ind på den nationale oversigt over elevernes trivsel, og har så udtrukket data for Ishøj Kommunes folkeskoler (32). Her kunne man se, at den nationale tendens med hensyn til parameteren ”støtte og inspiration” er vendt om i Ishøj Kommune. Her er den andel af eleverne, der ligger med den højeste trivsel på det punkt, højere for drengene ( 66,5 %) end for pigerne (60,1 %).
Uden at kommunens projekt har fokuseret direkte på køn, så har den øjensynlig gavnet drenge mere end piger ved at fokusere på de fag, der har størst interesse for drenge, og på det, som spiller en rolle for drenges motivation – vægt på faglighed, og vægt på at se sig selv som særligt dygtig. Drengene er sluppet for den sædvanlige fokus på at ingen må tabes og at ingen må lære mere end andre; i stedet har de fået lov til at lære mere end andre, hvis de vil og har talentet. Det har dels gavnet drengenes trivsel, og dels har det givet et vist generelt løft til karakterniveauet i en kommune, hvor eleverne ellers ligger lavere i gennemsnit end i andre kommuner.

Slutbemærkning
   Det er rigtig godt, at ministeriet tager fat på den her problemstilling.  Ministeriets rapport skulle fungere som et oplæg til den ekspertgruppe, der skal komme med konstruktive anbefalinger om, hvad man kan gøre for at drengene halter mindre bagud i forhold til pigerne. Men i rapporten ser jeg en tendens til at nedtone eller bagatellisere netop de aspekter, der måske rummer kimen til at løse problemerne. Det er interessant, at i de fleste (men ikke alle) undersøgelser der angår lærerens køn, gavnes piger specifikt af at have en kvindelig lærer, og i en del undersøgelser gavnes drenge specifikt af at have en mandlig lærer. Det kan give anledning til at spekulere over, hvad det er ved lærerens køn, der gør forskellen. Men desværre – rapporten forsøger mest muligt at nedtone dette aspekt. Det er som om rapportens forfattere ikke vil acceptere, at kvindelige lærere er til mere gavn for piger end for drenge.
Det er jo særlig interessant, at en dansk undersøgelse af Andersen & Reimer (20) netop peger på nogle af de forskelle i måden at undervise på, der gavner piger hhv. drenge. Det må være værd at granske nærmere. Men rapporten gør hvad den kan for at læseren ikke motiveres til at granske det nærmere. Oven i købet har lederen af ekspertgruppen, Claus Holm, udtalt til Weekendavisen (6), at ”ved de obligatoriske nationale test i folkeskolen har lærerens køn således ingen betydning for hverken drengenes eller pigernes resultater i læsning eller matematik. Derfor kan man til dels godt afblæse frygten for feminisering af undervisningsmiljøet. Vi har også en dansk undersøgelse, som bekræfter, at indlæringen ikke primært har at gøre med lærerens køn. Men det har den pædagogiske tilgang. Og det er en vigtig pointe.”
Det ser ud til, at man i rapporten bevidst har reduceret omtalen af forsøg, hvor lærerens køn har betydning. Det ser jeg som en form for bevidst bias, og det må der være en grund til.  Kan  grunden måske være, at man for enhver pris vil undgå at konkludere, at feminiseringen af skolen er et problem? I så fald kan konsekvensen meget vel blive, at det totalt mislykkes at gøre noget virkningsfuldt ved drengenes problem.

Rapporten omtaler ikke konstruktive tiltag, der giver fingerpeg om hvad man kan gøre for at motivere drenge, og for at forbedre drenges præstationer. Derfor har jeg nævnt et par eksempler på sådanne tiltag; der kunne nævnes flere. Men jeg har bange anelser om, hvordan visse af eksperterne vil reagere på dette. Tiltagene går i retning af mere disciplin, af at fokusere mere på det faglige end det sociale, og af at give særlig dygtige elever bedre mulighed for at udmærke sig mere end andre. Lige netop disse tiltag er måske præcis det, som mange kvindelige pædagoger umiddlebart er imod, og det går imod meget af det, som moderne pædagogik går ud på.
Jeg har derfor bange anelser. Når man ser på ekspertgruppens sammensætning, så er der kun 7 mænd i forhold til 15 kvinder. Det er da en besynderlig skævhed, når nu det gælder om at gavne forholdene for lige netop hankønnet. Den, der har skoen på, ved hvor den trykker.
Jeg ser også en mulig tendens til at inkludere personer der står for netop de pædagogiske retninger, der har tegnet udviklingen af skolevæsenet i de senere årtier. For mig at se er det netop sådan, at jo mere skolevæsenet bevæger sig i retningen af disse pædagogiske strømninger, jo mere halter drengene bagefter pigerne. En af ekspertgruppens medlemmer har f.eks. argumenteret stærkt for at man i undervisningen fokuserer mere på følelser end på faglighed, dvs. at følelser bruges som pædagogisk virkemiddel; som man vil forstå, mener jeg, at netop den tilgang går imod drenges mentalitet, og den vil muligvis betyde, at drengenes problem ikke kan løses.
Der er et vidt spand af divergerende opfattelser blandt ekspertgruppens medlemmer. På den ene side er der Ida Gran Andersen, hvis forskning viser, at lærerens køn har betydning for eleverne. Og på den anden side er der Kvinfos Henriette Laursen, som for nylig i en tweet har citeret rapportens tekst om at ” Lærerens køn har ikke betydning for elevers læring. En af konklusionerne til første møde i ekspertgruppe under @UVM_dk om køn i uddannelse”. Det er beklageligt, at ministeriets rapport støtter den ene af disse personer, og direkte modsiger den anden. Især da data ikke entydigt underbygger åstanden om at lærerens køn er uden betydning.
Vi ser at skolens udvikling indtil nu, under indflydelse af moderne pædagogisk tænkning, sker samtidigt med at drengenes efterslæb i forhold til pigerne bliver større år for år. Det er derfor nærliggende at tro, at problemet netop ligger i moderne pædagogisk tænkning. Jeg skrev i indledningen, at når først en verdensopfattelse har sat sig fast blandt fagfolk på området, så bliver de ude af stand til at bevæge sig uden for den verdensopfattelse og at tænke i nye baner. Det kræver i hvert fald meget åbenhed over for, at forklaringerne og løsningerne måske er meget anderledes end hvad der den accepterede forståelse blandt fagfolk.
Den opgave, der er stillet, kræver tydeligvis at man er i stand til at forlade gængs tænkning inden for pædagogisk forskning og viser sig i stand til at tænke i nye baner. Jeg håber at den åbenhed, dette kræver, er til stede. Men jeg har bange anelser om, at en sådan åbenhed mangler visse steder, og i så fald kan vi være sikre på, at det ellers gode initiativ ikke fører til noget brugbart.

Kåre Fog
Biolog, ph. D.
Forfatter til flere bøger om køn.
 

 

 

 

 

(1) https://www.folkeskolen.dk/arbejdsliv-dlf-kon/vil-saette-ind-over-tidligt-ind-over-for-den-danske-pigeskole/693987.

(2) Kåre Fog: ”Jo, drengene præsterer lavere i skolen, og det er et problem”
Skolemonitor 1./2. 2021
https://skolemonitor.dk/debat/art8073453/Jo-drengene-pr%C3%A6sterer-lavere-i-skolen-og-det-er-et-problem

(3) www.weekendavisen.dk/2022-22/samfund/koennede-kundskaber

(4) https://politiken.dk/indland/uddannelse/art8844546/Karaktergabet-mellem-k%C3%B8nnene-v%C3%A6kker-bekymring

(5) Bertill Nordahl (1994): Hankøn i skolen. 127 pp. Modtryk.

(6) www.weekendavisen.dk/2022-26/samfund/koennenes-kloeft

(7) Forfattere: Drop nu snakken om at kønnet er en kulturel konstruktion. Det er jo så indlysende noget sludder – selv fra fosterstadiet påvirker kønnet os
Politiken 18./8. 2020
https://politiken.dk/debat/kroniken/art7886885/Drop-nu-snakken-om-at-k%C3%B8nnet-er-en-kulturel-konstruktion.-Det-er-jo-s%C3%A5-indlysende-noget-sludder-selv-fra-fosterstadiet-p%C3%A5virker-k%C3%B8nnet-os

(8) Rong Su, James Rounds & Patrick Ian Armstrong (2009): Men and things, women and people: A meta-analysis of sex differences in interests. Psychological bulletin 135(6): 859-884.

(9) N. Egelund, T. Nordahl & P. Guttrom Andersen (2018): Piger og drenge i skolen.
https://vbn.aau.dk/ws/portalfiles/portal/292029360/Piger_og_drenge_i_skolen_TIL_UPLOAD.pdf

(10) Harriet Bjerrum Nielsen & Monica Rudberg (1997): Historien om piger og drenge – kønssocialisering i et udviklingspsykologisk perspektiv. 361 pp. Gyldendal.

(11) Jens Hansen (1994): Dominerende kvinder og skvattede mænd. 92 pp. Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck.

(12) Et eksempel blandt mange: M. J. Packer & J. Goicoechea (2000): Sociocultural and constructivist theories of learning: Ontology, not just epistemology. Educational psychologist 35 (4): 227-241.
compsci.duq.edu/~packer/Pubs/PDFs/2000%20EdPsy.pdf

(13) Kåre Fog (2004): To køn – tre sandheder. Forlaget Mysis. Kapitel 10 heri.

(14) Rambøll og Aarhus Universitet (2014): Forskningskortlægning. Alsidig udvikling og sociale kompetencer. 134 pp.
https://dpu.au.dk/fileadmin/edu/Udgivelser/Clearinghouse/Ramboell/FORSKNIN GSKORTLAEGNING_ALSIDIG_UDVIKLING.pdf.pdf

(15) Christopher M. Massad (1981): Sex role identity and ajustment during adolescence. Child development 52 (4): 1290-1298.
/www.jstor.org/stable/1129518

(16) A. Hadjar, S. Backes & S. Gysin (2015): School alienation, patriarchal gender-role orientations and the lower educational success of boys. A mixed-nethod study. Masculinities and social change 4(1): 887-116.
www.researchgate.net/publication/277967110_School_Alienation_Patriarchal_Gender-Role_Orientations_and_the_Lower_Educational_Success_of_Boys_A_Mixed-method_Study

(17) Bodil Lundsgaard Jepsen & Morten Mølgaard Vanderskrog (2015): Unge mænd om ligestilling og køn – en undersøgelse af unge mænds holdninger til ligestilling og deres konstruktion af kønsidentiteter. Speciale ved RUC, Inst. f. samfund og globalisering.
https://rucforsk.ruc.dk/ws/portalfiles/portal/57774528/Unge_m%C3%A6nd_om_ligestilling_og_k%C3%B8n.pdf

(18) Leonard Sax (2005): Why gender matters. What parents and teachers need to  know about the emerging science of sex differences. 323 pp. Three Rivers Press.

(19) Helena Holmlund & Krister Sund (2008): Is the gender gap in school performance affected by the sex of the teacher? Labour economics 15 (1): 37-53.
https://www.researchgate.net/publication/222917716_Is_the_Gender_Gap_in_School_Performance_Affected_by_the_Sex_of_the_Teacher

(20) Ida Gran Andersen & David Reimer (2019): Same-gender teacher assignment, instructional straegies, and studen tachievement: New evidence on the mechanisms generating same-gender teacher effects. Research in social stratification and mobility 62 article 100406.

(21) Nye sjanser – bedre læring. Kjønnsforskjeller i skoleprestationer og utdanningsløp. Norges offentlige utredninger 2019: 3. 282 pp.
www.regjeringen.no/contentassets/8b06e9565c9e403497cc79b9fdf5e177/no/pdfs/nou201920190003000dddpdfs.pdf

(22) Thomas S. Dee (2005): Teachers and the gender gaps in student achievement. National bureau of economic research. Working paper no. 11660.
https://www.nber.org/papers/w11660

(23) Heike Diefenbach & Michael Klein (2002): ”Bringing boys back in”. Soziale Ungleichheit zwischen den Geschlechtern im Biludngssystem suungunsten von Jungen am Beispiel der Sekundarschulabschlüsse. Zeitschrift für Pädagogik. 48 (6): 938-958.
https://www.pedocs.de/volltexte/2011/3868/pdf/ZfPaed_6_2002_Diefenbach_Klein_Bringing_Boys_Back_In_D_A.pdf

(24) Joseph Klein (2004) Who is most responsible for gender differences in scholastic achievements: pupils or teachers? Educational Research 46 (2): 183-193.
www.tandfonline.com/doi/abs/10.1080/0013188042000222458?journalCode=rere20
Jeg har set den omtale af et forskningsprojekt, som nævnes i dette link:

(25) Beuchert, L. V. (2016) Teacher gender and student achievement: The role of males in sixth grade. Aarhus University: Unpublised working paper. https://childresearch.au.dk/en/signature-project-read/struktur-og-rammer/teacher-gender-and-student-achievement/

(26) https://ugebreveta4.s3.amazonaws.com/Docs/0000002/Drenge_mister_lysten_til_at_l%C3%A6re_i_folkeskolen_20559.pdf

(27) https://uddannelsesstatistik.dk/Pages/Reports/1792.aspx (gennemsnit af statistik for 2014 – 2019).

(28) https://docplayer.dk/137282230-Flere-lille-og-store-noerder-i-ishoej.html

(29) https://docplayer.dk/150642333-Skolernes-kvalitetsrapport-2019-ishoej-kommune.html

(30) https://ishoj.dk/media/o0spqbnm/skolernes-kvalitetsrapport-2020.pdf. Se rapportens side 10.

(31) https://www.youtube.com/watch?v=ILtcklL-L_Q&list=UUFyAemqemKulp9ZbD9amHPA

(32) https://uddannelsesstatistik.dk
Data om elevtrivsel for 2017, gennemsnit for Gildbroskolen, Ishøj Skole, Strandgårdskolen, Vejlebroskolen og Vibeholmskolen [ikke længere frit tilgængeligt på nettet; kræver nu login]

 

 

 

 

MEETOO på TV2 – helt andre principper end en retssag

MEETOO på TV2 – helt andre principper end en retssag

Af Kåre Fog & Lone Nørgaard.

I MeToo-sagerne på TV2 blev to markante mænd, Jes Dorph-Petersen og Jens Gaardbo, pludselig fyret for noget, de havde gjort for ca.20 år siden.

Den fyring var urimelig.

Hvad præcist de to herrer havde gjort, stod og står ikke særlig klart, og vi er slet ikke færdige med at få kastet lys over, hvad der skete. Om Gaardbo ved offentligheden f.eks. kun, at han havde udvist ”dårlig dømmekraft”. Øjensynlig henviser ”dårlig dømmekraft” til, at han havde haft sex med en ung kvinde, han var chef for. Men om han i den forbindelse havde begået et overgreb – chikane, eller sex uden samtykke – er ikke alment kendt.

Vi har tidligere skrevet en artikel om dette. Den tog i udgangspunkt i, at de vidneudsagn, der har fældet Jes Dorph-Petersen og Jens Gaardbo, i begge tilfælde stammer fra samme kvinde, Therese Philipsen.

Da der i november 2021 blev udsendt en tre timer lang såkaldt dokumentar på Discovery+, fyldte vidneudsagnene fra Therese Philipsen mindst halvdelen af sendetiden.

I den forudgående advokatundersøgelse af Metoo-sagerne på TV2, udført af advokatfirmaet Norrbom-Vinding, blev Gaardbo og Dorph-Petersen forhørt på en måde, som gav dem meget dårlige muligheder for at forsvare sig.
Efter en klagesag til advokatnævnet fik Dorph-Petersen delvis medhold i dette. Ved undersøgelsen havde advokaten tilkendegivet, at der ville komme en vurdering af, om der var udført krænkende handlinger i strid med lovgivningen. Men Dorph-Petersen blev ikke ordentligt oplyst om, hvilken lovgivning, som advokaten mente skulle være overtrådt. Advokaten fra Norrbom-Vinding har erkendt, at hendes afgørelse reelt ikke handler om jura overhovedet – selvom det stod i procesbeskrivelsen. Hun siger tværtimod at hun har gennemført en såkaldt “civilretslig” vurdering – ikke en “strafferetslig”. Eller med andre ord har advokaten alene dømt Dorph-Petersen på nogle ”moralske” værdier.

Om to andre klagepunkter – at bevisvurderingen er kritisabel, og at der uberettiget er indhentet personlige oplysninger – udtalte Advokatnævnet, at de emner lå uden for nævnets mandat.

I en anden klage har Datatilsynet udtalt såkaldt “alvorlig kritik” af Norrbom-Vinding for flere brud på GDPR reglerne.

Både Jes Dorph-Petersen, Jens Gaardbo, og flere andre mænd er blevet meget hårdt ramt af Metoo-sagen. De har mistet deres job og indtægt samt muligheden for at få nye jobs. De kan se frem til resten af deres arbejdsliv at leve af understøttelse. Dette har også haft store konsekvenser for deres privatliv.
Hvis en sag afgøres af en domstol, så behandler samfundet ikke længere personen som en kriminel, når han har afsonet sin dom. Han kan søge arbejde igen. Men efter en Metoo-sag som den på TV2, varer ”dommen” hele resten af livet. 

”Tro på kvinden”
Et bærende princip i en Metoo-sag er princippet ”Tro på kvinden”. Især fra feministisk side fremhæves det kraftigt, at man skal tro ubetinget på kvindens udsagn. Samtidig bæres sagen af, at kvindens beretning er følelsesbetonet, og publikums følelser skal vækkes, sådan at de tager totalt afstand fra ’gerningsmanden’. Mandens forklaring drukner helt, og reelt er det ikke muligt for ham at forsvare sig, heller ikke i de tilfælde, hvor han faktisk er uskyldig. Det har i en række tilfælde gjort den uskyldigt anklagede mand så håbløst fortvivlet, at han har begået selvmord.

I maj 2022 foregik der en retssag i USA mellem skuespilleren Johnny Depp og hans ex-kone, skuespilleren Amber Heard. Heard havde i en avisklumme skrevet, at hun havde været udsat for hustruvold. Det skabte så stor vrede mod Depp, at han blev fyret fra alle film-engagementer. Senere rejste han retssag mod Heard med krav om erstatning for de indtægter, han havde mistet. Der blev fremlagt evidens for, at Heard faktisk havde slået Depp, hvorimod der ikke kunne fremlægges evidens for, at Depp havde slået Heard. Der fandtes sågar en lydoptagelse, hvor de talte om at tilkalde politiet, fordi Heard havde været voldelig over for sin mand. I lydoptagelsen hører man Heard sige: ”Ingen vil tro på dig, fordi du er en mand.”
I forbindelse med retssagen blev der også lavet en psykiatrisk vurdering af Amber Heard, hvor konklusionen var, at hun lider af borderline og histrionisk personlighedsforstyrrelse. Disse personlighedsforstyrrelser omfatter bl.a., at hun søger at være centrum for (især mænds) opmærksomhed, at hun kraftigt udnytter sin sex-appeal – samtidig med at hun får opmærksomhed og sympati ved at fremstille sig selv som offer. Hun er desuden bange for at blive afvist eller forladt.
Depp-Heard retssagen strakte sig over flere uger, hvor begge parter fremlagde relevant evidens. Da afgørelsen faldt, havde retten konkluderet, at Heard ikke talte sandt. Hun havde talt usandt om Depp i en ond hensigt, og derfor skulle hun betale en millionerstatning til Depp. Det vigtigste for Depp er dog, at han genvandt sin ære, og formentlig kan påbegynde et mere normalt liv igen og arbejde igen.
Domstol versus ’folkedomstol’
Dommen illusterer forskellen mellem, at en konflikt kører som en retssag ved en domstol, hhv. at den kører som en Metoo-sag, hvor afgørelsen i realiteten træffes af ”folkedomstolen”  på de sociale medier.
I en metoo-sag kan kvinden påstå, at manden har begået grove overgreb, og hun kan beskrive disse overgreb med en sådan følelsebetoning, at publikum bliver overvældet af sympati for hende og foragt for manden – også selvom der  ikke foreligger bevis for, at hun taler sandt.
I en retssag, derimod, kan manden kun dømmes, hvis der foreligger troværdig evidens for, at han har begået ulovlige overgreb. I Metoo-sagen skal manden bevise, at han er uskyldig – hvilket logisk set som regel er umuligt. I retssagen skal kvinden bevise, at manden er skyldig, og hvis hun ikke kan det – sådan som Amber Heard ikke kunne – så falder sagen, og manden bevarer sin ære og værdighed.
Paralleller til Meetoo-sagerne på TV2
Man kan drage nogle paralleller til Metoo-sagerne på TV2 i Danmark. Her har kvinden, Therese Philipsen, efter eget udsagn  anklaget tre mænd for seksuelle overgreb og sexchikane.

Mændene benægter.

Den ene benægter at have haft sex med hende, de to andre benægter, at der var tale om overgreb – at der var tale om sex med samtykke, eller endda at det var kvinden, der pressede på for at få sex.
Man har valgt at tro på kvindens beretninger og mistro mændenes forklaringer. Folkene bag advokatundersøgelsen har været ude at samle ”beviser”, har forhindret mændene i at få vigtig aktindsigt, og har på én gang ageret som forhørsledere, anklagere, dommere og bødler. Det ser stærkt ud til, at de har dømt de anklagede på forhånd, og at resten blot har været en undskyldning for at eksekvere dommen i en slags lynch-proces. Den proces har ført til, at disse mænd har mistet deres stillinger og er blevet kastet ud i arbejdsløshed og vanære.

Mændene dømmes til vanære
Det er, hvad der kan ske i en metoo-proces: Mændene dømmes til vanære uden beviser for, at de har gjort noget forkert.
Hvad ville der ske, hvis man derimod førte en retssag ved domstolene? Jens Gaardbo og Jes Dorph-Petersen kan med god grund hævde, at de har lidt et kæmpe økonomisk tab samt svie og smerte på grund af Therese Philipsens forklaringer. De har derfor et motiv til at rejse en erstatningssag, lige som Johnny Depp har gjort. I en sådan sag skal både kvinden og de anklagede mænd krydsforhøres. Hvis der ikke fremkommer beviser for, at mændene har begået de påståede overgreb, må retten rense mændene for vanære og fastsætte erstatninger.

Amber Heard og Therese Philipsen
Lige som Amber Heard blev vurderet til at have en  personlighedsforstyrrelse, har der også i den danske sag været fremsat formodning om, at Therese Philipsen ikke var mentalt i balance. Det har Jes Dorph-Petersen hævdet i sin klage til advokatnævnet. Til støtte for hans synspunkt kan tjene følgende:
Samstemmende vidneudsagn fra en række personer siger, at Philipsen under sin korte tid som praktikant på TV2 nåede at have seksuelle forhold til mindst 6 mænd – mænd der med en enkelt undtagelse alle havde rang af enten studieværter eller chefer.
Det var i høj grad Philipsen, der var den udfarende part.

Det er ret almindeligt, at hvis en mand har en høj social position, så kan det i sig selv gøre ham attraktiv i kvinders øjne. Therese Philipsen synes i meget høj grad at have følt sådan – også hendes egne beretninger i TV2-dokumentaren giver det indtryk, at så snart en mand er en chef, så bliver hun uimodståeligt tiltrukket af ham, og hun er temmelig aktiv for at komme i seng med ham.
Hun fortæller således selv, at hun flere gange ringede på døren til Jes Dorph-Petersens lejlighed for at komme ind til ham, lige som vi har ladet os fortælle, at hun selv bankede på døren til hotelværelset for at komme ind til en anden mandlig chef, der var gået i seng.
Philipsen selv siger i dokumentaren om et andet forhold til en mand, som hun IKKE var tiltrukket af: ”Det faldt mig ikke engang ind at sige nej”. Alt i alt får man indtryk af, at hun havde et enormt behov for at blive bekræftet seksuelt af mænd, og at det var mere end let for mænd at få en affære med hende. Samtidig reagerede hun meget negativt på afvisninger.
Når man studerer hendes kropssprog i dokumentaren, så er det påfaldende, at når hun taler om, at Jes Dorph med vold tvang hende ned på sofaen i sin stue og med et hårdt pres holdt hende fast, så er der ingen vrede at spore hos hende. Hun siger bare, at hun ikke kunne forstå, hvad der skete. Om andre seksuelle episoder siger hun også, at hun ikke forstår, hvorfor hun gjorde det.
Når hun taler om afvisninger, udtrykker hun derimod stor vrede eller sorg.
Tendens til at dramatisere voldsomt
Såvel i advokatundersøgelsen som i dokumentaren har Therese Philipsen stærk tendens til at dramatisere voldsomt og gøre sig selv til offer for noget frygteligt. Hun fortæller gribende om, at en mand har hurtig sex med hende på et toiletrum og forlader rummet, så hun efterlades grædende på flisegulvet. Måske er det aldrig foregået på den måde, men det danner et billede i publikums bevidsthed, som appellerer voldsomt til følelserne. Den samme dramatiske effekt – kynisk sex og derefter at hun efterlades på et toiletrum – har hun brugt i den kulørte krimi, som efter hendes udsagn bygger på egne oplevelser.

Da Philipsen en aften ringer på dørklokken til Dorphs lejlighed og ikke bliver lukket ind, fordi Dorph i forvejen har besøg af en kollega, reagerer hun voldsomt. Hun slentrer deprimeret rundt ved Odense Banegård, øjensynlig  i selvmordstanker. Det er en voldsom overreaktion.
Generelt har Therese Philipsen åbenbart et talent for at fremstille historier på en sådan måde, at de appellerer maksimalt til følelserne. Det talent drager hun nytte af ved at skreve kulørte krimier, der er blevet solgt i millionvis. Det samme talent bringer publikums følelser helt over på hendes side, når de ser hende i ”dokumentaren”. Det følelsesmæssige udtryk er her så stærkt, at tanken om at vurdere hendes udsagn med passende skepsis, helt fordufter. Det er det talent, der har sat en stopper for at Jens Gaardbo og Jes Dorph-Petersen kunne få oprejsning.
Er der nogen holdepunkter i øvrigt for, at Therese Phillipsen taler usandt? Altså ikke blot, at påstand står mod påstand, men mere objektive holdepunkter?
Ja det er der formentlig. Der kan spores en tendens til, at Philipsen flytter begivenhederne til andre lokaler. Det gælder f.eks. affæren på toiletrummet, som ifølge manden faktisk foregik i en tilstødende stue.
Mest utvetydigt gælder det episoderne i Jes Dorph-Petersens lejlighed. Den episode, da der var et vidne til stede, beskrives sådan, at den foregik på sofaen i stuen, hvor han brugte fysisk overmagt til at holde hende fast, mens han også gav hende en lussing. Det er jo en ganske dramatisk beskrivelse, i forhold til at Dorph og et vidne begge hævder, at de to stille og roligt fandt sammen inde i hans soveværelse og havde samleje på den brede madras der.

I advokatundersøgelsen siger hun om det mandlige vidne, der var i lejligheden:

”Ud af øjenkrogen så [TP], at kollegaen forlod rummet. Hun fandt senere ud af, at han var gået ind i et rum ved siden af og havde lagt sig til at sove.”

Til Discovery´s ”dokumentar”  siger hun:

”Jeg er enormt fokuseret på kollegaen. For jeg synes, det er enormt pinligt, at han ser det her. Så jeg hele tiden prøver at løfte hovedet for at se, for at kigge over for at se, om han sidder derovre stadigvæk. Og jeg kan ikke se bordet, som står der . . . på en eller anden måde, så får jeg alligevel løftet mit hoved nok til at – øhh – jeg kan kigge henover og der kan jeg se, at han er væk – at han er gået.”
De to forklaringer stemmer ikke overens. I den ene ser hun ham forlade rummet, i den anden ser hun det ikke. Men i begge tilfælde flytter hun det seksuelle samkvem fra soveværelset – hvor det ifølge begge mænd fandt sted, stille og roligt – til stuen, hvor hun får fremstillet kollegaen som en fejg person, der ikke griber ind.
Den mandlige kollega, der var til stede, har forklaret til advokatundersøgelsen: ”Det er ikke sket. Og hvis jeg havde set et sådant overgreb, havde jeg naturligvis grebet ind.”
Desuden siger kollegaen i sin vidneforklaring, at han sov på sofaen i stuen – så overgrebet kan ikke have sket der. For at få den grumme historie til virkelig at blive grum har Philipsen flyttet den fra soveværelset ind i stuen.
I dokumentaren berører Philipsen også – meget kort – en anden episode, hvor hun selv aktivt kom ind i Jes Dorphs lejlighed. Hun kan ikke rigtig forklare hvorfor.
I dokumentaren siger hun”: Han har en madras ude på køkkengulvet. Jeg kan ikke forklare, hvorfor jeg gjorde det . . . jeg kan kun sige, at det var væmmeligt og voldsomt . . .”.

Jes Dorphs kommentar til dette er, at det kan ikke være rigtigt. Han havde kun én madras i lejligheden, og den var for stor til at kunne være i lejlighedens meget lille køkken.
Igen: Hun flytter episoden til et lokale, hvor den fremstår som særligt ydmygende.
Sådanne tilfælde, hvor spørgsmålet er, hvilket lokale tingene foregik i, egner sig til nærmere belysning i en eventuel retssag. Personerne kan have erindringsforskydninger tyve år senere, om hvad der foregik på det følelsesmæssige plan. Men hvilke lokaler, der var tale om, er mere objektivt. Hvis Philipsen taler usandt om det, taler hun måske også usandt om andre detaljer?
Alt i alt er der grundlag for at tro, at ved en egentlig retssag kunne sagen fremstå anderledes.

Therese Philipsen tog ikke selv initiativ til at rejse anklagerne
Et andet aspekt er, at Therese Philipsen ikke selv tog initiativ til at rejse anklagerne. I Florida, hvor hun bor nu, blev hun opsøgt af Janni Pedersen fra TV2, der har haft en nøglerolle m.h.t. at få Metoo-sagen rejst. Philipsen skriver på sin hjemmeside:
”When the journalist contacted me, I hadn’t thought about any of those old stories for twenty years. . .
Suddenly, it was all I could think about. It came back to me in these violent flashbacks that completely floored me.  . .  I found myself crying for entire days and unable to function properly. I had repressed this for so long; I had almost completely forgotten it. But now, it was back, and it almost knocked me out. I couldn’t eat, I couldn’t sleep, but worst of all, I couldn’t write, and that’s what I love to do. . . .   I spoke to a therapist, and she told me I needed to talk about it. I had to go through a healing process, and part of it was talking about it. . . .
So, I finally told my story. First to my loved ones, then to some lawyers, and finally to the journalist while on camera. . . .
A few months later, two of the three men involved were fired from the network. One of them was the most prolific anchor our nation has ever had . . .   Until he was fired. Because of my story  . . .. It also happened while I was an intern, but I never told anyone. I decided to hide it away because I was so embarrassed and blamed myself.”

I dokumentaren siger hun: ”Jeg tænkte: Det er jo dig selv, der har startet det. Du vil jo gerne det her. Og det er så også det, han sagde til mig: `du vil jo gerne det her.´”  og ”Jeg har gået 20 år med skyldfølelse i min mave. Han har ødelagt en masse for mig. Indtil nu har det været 100 % min skyld, og det er det, der gør det så svært at tale om.”
Altså: indtil for nylig har hun ikke tænkt på at anklage mændene, for hun opfattede de sådan, at det skete var hendes egen skyld. Men da Janni Pedersen kontaktede hende, fandt hun med ét ud af, at det ikke var hendes egen skyld. 

Janni Pedersen havde en interesse
Det er temmelig givet, at Janni Pedersen havde en interesse i at få de berørte mænd til at fremstå som overgribere. Ved at fortælle Therese, at det hele var mændenes skyld, kunne Janni Pedersen  dels opnå Philipsens hengivenhed og samarbejdsvilje, dels få mændene fremstillet som overgribere.

På det tidpsunkt fik Philipsen ideen til at skrive den nøgleroman, hvor hovedpersonen gennemlever det samme, som hun havde gennemlevet på TV2, og hun kunne anvende sit talent for drama til at gøre læserne følelsemæssigt henførte.
Netop da fortalte hun omtrent det samme til Janni Pedersens videokamera, hvor det meget muligt blev fordrejet for at få de dramatiske effekter i hus – de dramatiske effekter, som på afgørende vis har bestemt hvordan Metoo-sagen udviklede sig, og hvordan den blev opfattet af næsten alle, der så dokumentaren.

Oprejsning og erstatning ved en retssag
Den skade, som Therese Philipsen har lidt ved de påståede overgreb, er sandsynligvis ikke stor. Det er ikke engang sikkert, at nogen mand har haft sex med hende, uden at hun selv ville det. Men den skade, som hendes udsagn har voldt på bl.a. Jes Dorph-Petersen og Jens Gaardbo, er enorm. Stort set har de fået smadret hele deres tilværelse.
Hvis det er med urette, bør de kunne få oprejsning og erstatning ved en retssag.

ER DOKUMENTAREN OM TV2’s METOO-SAGER TROVÆRDIG? SVARET ER NEJ

Denne tekst er skrevet af Kåre Fog i samarbejde med Lone Nørgaard. Den handler om metoo sagerne på TV2, som ramte Jens Gaardbo og Jes Dorph-Petersen og fik meget alvorlige konsekvenser for dem begge.
Artiklen har været sendt først til et af de store dagblade, hvor den har ligget en måneds tid, inden den blev afvist. Derefter har den ligget på redaktionen hos en mindre, elektronisk avis, hvor vi først fik at vide, at den ville bllive publiceret; men efter to måneder fik vi alligevel at vide, at den var afvist.
Der er således gået meget lang tid, hvor manuskriptet har ligget, så det ikke længere er særlig aktuelt. Men sagen er alt for alvorlig til, at den skal blive glemt og anset for uaktuel. Der er stadig al mulig grund til at rejse opmærksomhed om at der formentlig er begået en meget stor uretfærdighed mod de nævnte mænd. Vi håber at artiklen kan bidrage til at almenheden forstår, hvad der er foregået, og at der kan bødes på den uret, der er begået.

ER DOKUMENTAREN OM TV2’s METOO-SAGER TROVÆRDIG? SVARET ER NEJ

 

Denne kronik handler om MeToo-sagerne på TV2. Her blev to markante mænd, Jes Dorph-Petersen og Jens Gaardbo, pludselig fyret for noget, de havde gjort for 15-20 år siden.
Hvis en læser eller to skulle tænke gammel vin på gamle flasker, så tænk om igen: Vi er slet ikke færdige med at få kastet lys over over, hvad der skete, fordi perspektivet alt for ensidigt har været ligestillings-feministernes. Den slagside skal der rettes op på, og det kan kun gå for langsomt.

***

Hvad præcist de to herrer havde gjort, står ikke særlig klart. Om Gaardbo ved offentligheden kun, at han havde udvist ”dårlig dømmekraft”, lige som Michael Dyrby har indrømmet at han udviste ”dårlig dømmekraft”. Gaardbo og Dyrby har begge været nyhedschefer på TV2, og ”dårlig dømmekraft” synes at referere til, at det er forkert af chefen at have sex med yngre personer, der i deres karriere er afhængige af chefens velvilje.
I november 2021 kom så dokumentaren om MeToo-sagerne på TV2 med diverse kvinders beretninger om, hvordan de har lidt under chefernes seksuelle tilnærmelser. Et sted i dokumentaren udtaler Karen-Helene Hjorth, nu studievært på TV2 News: ”Det er da alt andet lige en spøjs situation at stå i, at skulle sige nej tak til noget som intet har med faglighed at gøre, men har noget at gøre med  . . . ja, med sex, altså, over for et menneske som jo ret beset bare kan fyre dig på mandag, hvis det er. Deri ubalancen, og deri det upassende, altså”.
Udtalelsen er temmelig påfaldende i betragtning af, at Hjorth selv, som studievært, har haft et seksuelt forhold til en ung, mandlig praktikant. Den praktikant er afhængig af hendes velvilje som studievært. Hvordan kan hun sidde foran kameraet i dokumentaren og udtale sig som nævnt – vel vidende, at hun selv praktiserer, hvad hun kritiserer andre for?
I denne artikel vil vi imidlertid koncentrere os om en anden kvinde: Therese Philipsen. Hun må siges at være hovedperson i dokumentaren, da interviewene med hende fylder godt og vel halvdelen af den næsten tre timer lange udsendelse.
I år 2000 startede hun som 23-årig praktikant på TV2 Nyhederne, og det er hendes beretninger om, hvad hun var udsat for, der mere end noget andet skaber en forargelse over, at de fyrede herrer var nogle sexmonstre. Therese Philipsens ytringer maler et stemningsbillede af vedholdende seksuelle overgreb.
Uden Therese Philipsens udsagn ville der ikke have været mange søm at hænge forargelsen op på. Nogen havde måske sagt noget nedladende, men egentlige seksuelle overgreb var der ikke mange af.

Men hvad nu, hvis Therese Philipsen ikke taler sandt? Hvad nu, hvis der ”bare” var tale om seksuelle forhold med samtykke, ganske lige som i tilfældet med den mandlig praktikant, der havde et seksuelt forhold til Karen-Helene Hjorth?
Formålet med at rejse MeToo sagerne var angiveligt at gøre op med ”kulturen” på TV2. Men noget skurrer her, eftersom de sager, der førte til fyringer, skete for 20 år siden i en langt mere løssluppen kultur. Der foreligger intet om, at Jens Gaardbo eller Jes Dorph-Petersen har haft tilsvarende affærer de sidste mange år.  Men påstanden om, at det skulle handle om ”kulturen”, begrunder, at der stort set ikke nævnes navne på de mænd, som påstås at have begået seksuelle overgreb. Therese Philipsen kommer med mange saftige historier,  men eftersom hun ikke siger, hvem mændene var, har vi alene hendes version af det skete. Vi kan ikke spørge manden, da vi ikke ved, hvem han er.

Det viser sig dog, at der findes en kilde, der afslører identiteten på tre mænd.
Da Therese Philipsen forlod TV2 i 2005,  havde hun fundet sig en mand, og med ham rejste hun til Florida. Her nedsatte hun sig som forfatter til kulørte krimier, hvor kvinder er ofre. Under pseudonymet Willow Rose har hun skrevet mere end 80 bøger, som tilsammen er solgt i ca. 6 mio. eksemplarer.
En af de seneste bøger er ”Such a Good Girl”, hvor en hovedperson, Samantha, omkommer på mystisk vis. Den bog slutter med en efterskrift, som er interessant: ”Store dele af denne bog er min egen historie.”
Hun omtaler, at hun var betaget af en studievært, der nu er blevet fyret: ”På grund af min historie som er lige som Samantha´s i denne bog. Det skete også mens jeg var praktikant; men jeg fortalte aldrig nogen om det.”
Vi får at vide, at hun blev kontaktet af en dansk journalist (formentlig i 2020), åbnede op og berettede om, hvad der skete den gang. Og så: ”Nogle få måneder senere, blev to af de tre involverede mænd fyret fra deres netværk.”

De to, der blev fyret, var Jes Dorph-Petersen og Jens Gaardbo. Derved sætter hun altså navne på to af de mænd, hun taler om i dokumentaren. Den tredje siger hun så meget om, at pilen peger entydigt på Michael Dyrby. Så her har vi altså identiteten på tre mænd, der omtales i dokumentaren af Therese Philipsen, og hvoraf mindst to er afskediget på grund af hendes udsagn. Andetsteds har hun omtalt en chef mere, som hun også har haft en affære med.

I efterskriftet til ”Such a Good Girl” skriver Therese Philipsen videre:

”Da journalisten [fra Danmark, som arbejdede på en dokumentar om sexchikane i danske medier]  kontaktede mig, havde jeg ikke skænket disse gamle historier en tanke i tyve år. Og så, pludselig, var det det eneste, jeg kunne tænke på. Det vendte tilbage til mig i disse voldsomme flashbacks som fuldstændig sendte mig i gulvet.  . . . Jeg græd igennem hele dage og var ude af stand til at fungere ordenligt. . . .  Jeg talte med en terapeut, og hun sagde til mig at jeg var nødt til at tale om det. Jeg var nødt til at gå igennem en helbredelsesproces, og en del af den var at tale om det. Så, omsider fortalte jeg min historie. Først til mine kære, så til nogle advokater, og til sidst til journalisten mens kameraet kørte.”

Hvad Therese Philipsen fortæller til advokatundersøgelsen på TV2 og til den efterfølgende dokumentar, har altså denne baggrund: Hun har ikke skænket ”disse gamle historier en tanke i tyve år”. Så pludselig opfordres hun til at fortælle om dem – en version, der nødvendigvis har været igennem et antal lag og ”filtre”: Hendes egen familie, nogle advokater og endelig en journalist. Muligheden for em erindringsforskydning – hvor hun selv fremstår som et uskyldigt offer for andres overgreb – ligger lige for. Ja, er faktisk ret stor.

Når først begivenhederne er fremme i hendes bevidsthed, kan de også bruges som grundlag for en krimi. På nogle punkter minder teksten i bogen meget om, hvad hun siger i dokumentaren.

I dokumentaren fortæller hun om sin første affære, der skete på en konference allerede to uger efter, at hun var begyndt på TV2. Det var en affære med en chef: ”Chefen kiggede meget på mig. Vores øjne mødtes ofte. Jeg følte mig meget smigret. Så siger han til mig: `Kom ind på mit hotelværelse.´ . . . Jeg syntes jo, han var helt vildt lækkker. Jeg havde helt klart et crush på ham.”

Udsagnet minder til forveksling om kapitel 6  i ”Such a Good Girl”:

”To uger inde i sin praktikperiode blev Samantha inviteret med til en konference, sammen med de fleste journalister i netværket og deres chefer.” Hun følte nogle øjne hvile på sig, vendte sig om og fik øje på chefen. Lidt senere skulle hun til at trække sig tilbage for at sove, da chefen lænede sig frem mod hende, lagde en hånd på hendes lår og hviskede i hendes øre: `Mit hotelværelse er nummer 103. . . .Vent 15 minutter, og kom så hen til mit værelse.” . . . ”Samantha fik en klump i halsen. Hun havde et crush på den mand da han var studievært . . . Han var flot, og hun var helt bestemt tiltrukket til ham . . . ”.

Hun formulerer sig på en måde, så folk (kvinder?) køber hendes bøger i millionvis. Og interessant nok formulerer hun sig helt tilsvarende i TV2 dokumentaren. Ordene kunne lige så godt have stået i hendes bog. Sat på spidsen er hun lige så ferm til at sælge sin version af seksuelle møder på TV2, som hun er til at sælge sine krimier.

Folk bliver grebet af hendes beretninger i TV2-dokumentaren. Det er de fortællinger, mere end noget andet, der oprører seerne og legitimerer fyringen af de omtalte chefer. Uden hendes beretninger havde der ikke været ret meget kød på hele MeToo-sagen.
Men er de sande?

Er det sådan, at først har Therese Philipsen nøje beskrevet hvad der skete på TV2, og bagefter har hun brugt omtrent samme historie i sin bog? Eller er det sådan, at først har hun i sit hoved konstrueret en gribende historie, som egner sig i hendes krimi-univers, og bagefter fortæller hun omtrent det samme foran rullende kameraer?
I den nævnte efterskrift peger hun altså på affærer med Jes Dorph-Petersen, Jens Gaardbo og Michael Dyrby. Dyrby fik som bekendt også problemer på grund af seksuelle relationer på arbejdspladsen på TV2.

Da vi for nyligt skrev en artikel til POV International om MeToo-historier, kom vi for skade at skrive, at Dyrby havde haft affærer med adskillige praktikanter. Det var dét – forkerte – indtryk, vi havde fået. Kun få timer efter at artiklen var ofentliggjort i POV, henvendte Dyrby sig for at få vores tekst ændret. Han præciserede, at når han havde sagt ”forhold”, så betød det ”ét forhold”. Han skrev: ” Jeg har ikke haft forhold til praktikanter på TV2 . . . . Anklagen fra Therese Philipsen i dokumentarprogrammet har jeg i hele forløbet overfor hende og produktionsselskabet afvist. Jeg husker på ingen måde hendes beskrivelser.”

Nogen lyver!  Enten lyver Dyrby, eller også lyver Philipsen. Hun siger, at hun har haft affærer med ham. Han siger, at det har hun ikke. Hvem skal man tro på?

I en artikel i Politiken har Jes Dorph-Petersen redegjort for sin affære med Therese Philipsen. Hans udtalelser – som han har et vidne på – stemmer temmelig dårligt overens med, hvad Philipsen beretter i dokumentaren. Philipsen beskriver den sex, de havde, som et temmelig voldeligt overgreb. Det er i direkte modstrid med, hvad det mandlige vidne siger. Så hvem skal man tro på?

Philipsen har solgt millionvis af bøger med historier om mænd, der begår voldelige overgreb på kvinder. Kunne det tænkes, at det er blevet lidt for meget rutine for hende at digte vold ind i beskrivelsen?

Så er der den tredje person, Jens Gaardbo. For de to andre mænds vedkommende står sagen som påstand-mod-påstand. Men hvordan stiller sagen sig med Gaardbo?
Vi har haft lejlighed til at spørge Gaardbo direkte. Han svarer, at det, som Therese Philipsen siger om ham i dokumentaren, er stærkt forvansket i forhold til, hvad der faktisk skete. Det er nærmest omdigtet. Nogen lyver altså også her.

Tag scenen i dokumentaren, hvor Philipsen blev efterladt fortvivlet og grædende på gulvet i et toiletrum. Netop den historie oprører mange seere og får dem til at tale om, at det praktisk taget var voldtægt. Er den scene også omdigtet i forhold til, hvad der virkelig skete?

Betyder det noget, om den ene eller den anden taler sandt? Ja, det må vist siges.

Hvis man kun har hørt, er at Jes Dorph-Petersen begik seksuelle overgreb på en ung kvinde, så lytter man til kvinden. Men hvis flere andre chefer også er kommet i uføre på grund af affærer med hende, så rejser det mistanken om, at det var måske ikke dem, der efterstræbte hende – måske var det hende, der efterstræbte dem?

Hvis der var tale om en retssag, så ville man afhøre den ene part, og den anden part, og retten ville forsøge at nå en konklusion om, hvad der var foregået. Hvis det skønnes rimeligt sikkert, at manden har begået et overgreb, ville han blive dømt til bøde eller fængselsstraf. Når han havde udstået strafffen, ville han være fri til at påbegynde en ny fase i sin tilværelse.
MeToo-sager forløber på en anden måde. De foregår i en stemning af oppisket forargelse over mændene, og her lytter man kun til kvinden, ikke til manden:  Føj for mandlige chefers overgreb på uskyldige, skrøbelige og forsvarsløse kvinder.
I denne betændte atmosfære har har mændene opgivet at blive lyttet til. Therese Philipsen har til gengæld fået timevis af sendetid, og hendes ord sættes der ikke spørgsmålstegn ved.

I praksis foregår MeToo sagerne altså sådan, at mændenes version ikke høres. De dømmes alene på kvindens udsagn. Og straffen er vanære og  social udstødning. Ja, hele deres tilværelse bliver faktisk smadret.

For nogle af de ”dømte”  mænd betyder det, at de har mistet deres ståsted i tilværelsen – i værste fald både job, indtjening, familie og hus. Ingen vil nogen sinde ansætte dem igen. Der er kun kontanthjælp tilbage, og intet håb om nogensinde at blive rehabiliteret. Det er en straf hårdere end en fængselsstraf, for den holder aldrig op.

Noget tyder på, at T. Philipsen hører til den type af kvinder, der tiltrækkes uimodståeligt til en mand, hvis han er chef. Det gør det ekstra sandsynligt, at de pågældende mænd kun har haft sex med samtykke. Men de har udvist ”dårlig dømmekraft”  ved at have sex med en yngre kvinde på arbejdspladsen, og straffen for det er på visse måder værre end den straf, som selv den værste morder idømmes i det officielle retssystem.
Det er helt ude af proportioner. Og selv hvis det skulle vise sig, at de har gjort mindre pæne ting, så er det stadig helt ude af proportioner. At det skal ramme mændene så hårdt nu, tyder på, at man har villet fælde nogen så markante koryfæer, at det giver genlyd i hele samfundet og får alle mænd til fremover at ryste i bukserne for, at det samme skal ramme dem.

Da Marianne Stidsen kaldte MeToo-bevægelsen en terrorbevægelse, tog hun måske ikke helt fejl?

 

ANKLAGERNE MOD MICHAEL BOJESEN

ANKLAGERNE MOD MICHAEL BOJESEN

Personen Michael Bojesen

Michael Bojesen var i perioden 1984-2001 lektor ved Sankt Annæ Gymnasium og 1991-2001 leder af Sankt Annæ Gymnasiekor. Fra 1994 til 2003 virkede han tillige som docent ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.

I perioden 1989-2006 var Michael Bojesen dirigent for kammerkoret Camerata. Fra 2001 til 2010 var han desuden chefdirigent for DR Pigekoret. Fra 2012 til 2016 var han direktør for Copenhagen Opera Festival og fra 2017 leder af Malmö Opera. Samme år blev han udpeget til bestyrelsesformand for Statens Kunstfond.

https://denstoredanske.lex.dk/Michael_Bojesen

I sin tid som leder af pigekoret på Sankt Annæ Gymnasium i København var han ifølge tidligere elever meget afholdt og populær, og pigerne lærte meget.
Kurser, som Michael Bojesen har afholdt, var også meget populære, og mange tilmeldte måtte afvises af pladsmangel. Efter hvad der berettes, har der aldrig været et seksualiseret miljø på disse kurser.
Disse kurser er nu desværre ophørt på grund af anklagerne mod Michael Bojesen.

Advokatundersøgelser

I 2021 kom det frem, at der havde været mange tilfælde af grænseoverskridende seksuelle tilnærmelser mod pigerne i DRs pigekor. I  maj 2021 oplyste DR, at man havde igangsat en advokatundersøgelse i DR Pigekoret på baggrund af henvendelser fra tidligere sangere. I november 2021 advokatfirmaet offentliggjorde advokatfirmaet Norrbom Vinding en rapport om deres undersøgelse:

www.dr.dk/static/documents/2021/11/10/advokatundersoegelse_-_dr_pigekoret_98ef9f3b.pdf

Det er det samme advokatfirma, som undersøgte grænseoverskridende seksuelle tilnærmelser på TV2s nyhedsafdeling.
Af rapporten fremgik, at 6 voksne omkring koret har været ansvarlige for 64 krænkelsessager i form af seksuel chikane. De fleste sager angår nu afdøde korleder Tage Mortensen, som var chefdirigent i koret i perioden 1966-2000. Michael Bojesen bestred derefter posten fra 2001-2010. De fleste sager om sexchikane lå før årtusindskiftet, men der var tilfælde frem til 2010, dvs. fokus blev også rettet mod Michael Bojesen.
I denne artikel (se link) gennemgås en række sager som angår Bojesen i hans tid som leder af DR´s pigekor.

www.document.dk/2021/06/05/sexanklager-i-danmarks-radio-dr-chef-michael-bojesen-scorede-17-aarig-korpige/

I juni 2021 igangsatte Københavns Kommune derefter en undersøgelse af sangskolen på Sankt Annæ Gymnasium efter henvendelser fra tidligere elever. Den blev udført af advokatfirmaet Bech-Bruun, som udførte den efter nøjagtig samme principper som tidligere anvendt af Norrbom-Vinding. Rapporten om sexchikane på Sankt Annæ Gymnasium blev offentliggjort d. 4. april 2022.

www.kk.dk/sites/default/files/2022-04/Bech-Bruuns advokatundersøgelse af Sankt Annæ Gymnasium og Gymnasiekor.pdf

Hvilke anklager er der tale om?

Konklusionen om Sankt Annæ Gymnasiums pigekor er, at der på skolen var et seksualiseret miljø i perioden 1981-2001, men ikke efter 2001. Undersøgelsen beskriver, at i ni tilfælde har tidligere elever indberettet, at de selv har været udsat for seksuel krænkelse eller uønsket opmærksomhed med seksuelle undertoner fra en lærer. Desuden er der 23 sekundære kilder, dvs. tilfælde, hvor tidligere elever har indberettet, at andre elever (venner eller klasse-kammerater) har været udsat for uønsket seksuel opmærksomhed fra en lærer, eller at en veninde har haft et seksuelt forhold til en lærer. Disse beretninger omfatter syv forskellige tilfælde fordelt på fire forskellige lærere.  Lærerne er anonyme i rapporten, men avisartikler redegør for, at en af disse lærere var Michael Bojesen.
I Politikens artikel om sagen gengives denne episode angående en 17-årig elev:
»I en bus på vej hjem fra en koncert lagde han sin hånd på låret. En anden elev så det og hev i min hånd og signalerede, at jeg skulle tage benet til mig. Så det gjorde jeg ganske langsomt for ikke at skabe mere opmærksomhed omkring situationen i en bus fyldt med elever og lærere«.
Michael Bojesen er  . . . blevet forelagt hendes udsagn. I resumeet fra advokatundersøgelsen fremgår det, at han til advokaterne har bekræftet »tid og sted«, men at han har »bestridt, at han har foretaget de uønskede handlinger«. Eleven har forklaret ”troværdigt” om, at handlingen indgik i et forløb, hvor læreren (Bojesen) gennem længere tid havde udvist interesse for eleven (hvilket læreren dog har bestridt).

Nok så alvorligt er et seksuelt forhold mellem Bojesen og en kvindelig elev. Angiveligt havde læreren og denne elev en form for forhold igennem flere år, mens hun gik på skolen.  I hvilken grad forholdet var seksuelt, er usikkert.

Den anonyme kvindes bisidder, Marianne Karlberg, der er tidligere lærer på Sankt Annæ Gymnasium, var til stede, da kvinden fortalte sin historie til advokaterne; hun har bekræftet forholdene over for Berlingske.

Rapporten siger: »Den pågældende tidligere lærer har oplyst, at han har haft et venskab med den pågældende elev, men at der ikke har været tale om et forhold, mens eleven var på skolen. Der er imidlertid forklaret om dette forhold, herunder af den pågældende elev, på en sådan måde, at det efter vores vurdering kan lægges til grund, at læreren og den pågældende elev havde et forhold til hinanden, mens eleven gik på SAG, og at forholdet blev indledt, inden hun var 18 år.«
Længere nede står der: »Vi har lagt vægt på, at lærerens adfærd var en vigtig faktor i det, der af andre elever blev opfattet som et »chikanefyldt« miljø.«
Michael Bojesen selv siger om forholdet til Berlingske: ” Jeg blev ikke kærester med …  [kvinden] inden hun fyldte 18 år eller da hun gik i gymnasiet . . . . [Kvinden], min søn og jeg boede sammen fra hun var 21 år gammel i årene 1994-2001. Hun har haft stor betydning for mig og for min søn gennem hans opvækst og hvornår hun og jeg blev forelskede i hinanden, mener jeg er en privat sag.”
Senere fik Bojesen et forhold til en anden ung kvinde, denne gang fra DRs pigekor. I avisartikler hedder det: Michael Bojesens nuværende hustru var tidligere medlem af DR Pigekoret. Hun udtrådte af koret, da hun var 18, da hun og Michael Bojesen indledte et forhold. Om dette forhold har Bojesen skrevet følgende i en email til Politiken, der også er refereret i Berlingske.

»Det var selvfølgelig utrolig uheldigt og uprofessionelt fra min side, at jeg og en sanger i koret fik følelser for hinanden. Som konsekvens heraf forlod hun som 18-årig koret få måneder efter, og vi blev efterfølgende kærester. Jeg er ked af og beklager, at vores forhold tilsyneladende skabte en utryghed hos nogle af sangerne i koret«.
Bech-Bruuns rapport siger:
”Indberetningerne fra de tidligere elever beskriver, at der har været et seksualiseret studiemiljø på SAG. Det har således præget studiemiljøet, at nogle få lærere har udvist en krænkende adfærd over for (kvindelige) elever. Den adfærd, der er beskrevet over for os, og som har ført til, at indberetterne har oplevet studiemiljøet i perioden 1981-2001 på SAG som seksualiseret, har bestået i,
– at der har været lærere, der har været kærester med elever, der har gengældt lærernes følelser,
– at der er lærere, der har været forelskede i eller betagede af kvindelige elever og givet dette til kende over for de pågældende, der ikke har gengældt følelserne,
– at der er lærere, der ved flere lejligheder har berørt eller masseret elever på en måde, der går ud over passende berøringer,
– at der er lærere, der lejlighedsvist har brugt et vulgært eller seksualiseret sprogbrug over for eleverne, og
– at en eller flere læreres adfærd har skabt en forestilling hos eleverne om, at det kunne ”betale sig” for eleverne at flirte med lærerne for at opnå fordele.
En tidligere elev udtaler til rapporten:
” Stemningen [var undertiden] seksualiseret. Det gav sig bl.a. udslag i, at nogle af pigerne begyndte at klæde sig mere udfordrende, og at der var ”flirt i luften”. For hende blev det kompliceret at manøvrere i dette miljø, og hun besluttede sig for at holde sig fri af den gruppe, der opførte sig på denne måde.”
Rapporten skriver videre:
” Resultatet af dette har været, at flere af de tidligere elever, vi har talt med, har oplevet miljøet på skolen som ”seksualiseret” forstået således, at der kunne forekomme en seksuelt ladet stemning mellem lærere og elever, der ikke bør være til stede på en skole eller et gymnasium. Dette har gjort det vanskeligt for (nogle af) eleverne at færdes på skolen i dagligdagen, at deltage i undervisningen eller at yde deres bedste, fordi fænomener som flirt, seksualitet, udfordrende påklædning og kropskultur har været i spil mellem lærere og elever på en måde, der gav anledning til utryghed. ”
Omvendt kan skolens lærere ikke genkende, at miljøet var seksualiseret. Rapporten siger: ” Det er gennemgående for alle forklaringerne, at lærerne ikke har den opfattelse, at relationen mellem lærere og elever var seksualiseret, eller at studiemiljøet af eleverne blev opfattet som sådan.”
Jeg har selv hørt fra en kvinde, der var elev i koret i sin tid, at det var et meget frugtbart og udbytterigt miljø, og at det absolut ikke var seksualiseret.
Måske ligger der en fejl i selve undersøgelsens metode. Man annoncerer offentligt efter personer, der har noget at klage over i forbindelse med miljøet på skolen, dengang de var elever der. 39 kvinder har meldt sig til dette. Men der er andre kvinder, som ikke oplevede et seksualiseret miljø i forbindelse med Michael Bojesen; disse kvinder har ifølge sagens natur ikke henvendt sig til undersøgerne.
Hvis det i en periode var sådan, at Michael Bojesen var i et forhold med en 17- eller 18-årig kvinde fra koret, skulle dette vel ikke i sig selv betyde, at de øvrige piger i koret opfattede miljøet som seksualiseret. Tværtimod – man kan mene, at hvis Bojesen så at sige var afsat til en kvinde, måtte der være mindre risiko for, at han samtidig gjorde tilnærmelser i den periode til andre piger i koret.
Spørgsmålet er, om det er et (lille?) mindretal af pigerne i koret, der har følt utryghed på grund af en seksuelt ladet stemning. Er det mest i deres egen forestilling, at ”der var et seksualiseret miljø”? Dette spørgsmål stiller jeg, når en kvinde, jeg har kendskab til, netop betoner at der IKKE var et seksualiseret miljø omkring Michael Bojesen.

Avisartikler om anklagerne:

https://kulturmonitor.dk/musik/art8720796/Nu-bekr%C3%A6fter-tidligere-elev-p%C3%A5-Sankt-Ann%C3%A6-at-hun-som-mindre%C3%A5rig-havde-et-forhold-til-Michael-Bojesen

https://politiken.dk/kultur/art8719369/Forhold-til-tidligere-elev-under-18-%C3%A5r-sl%C3%A5r-hul-i-operachefs-forklaringer

www.berlingske.dk/aok/hun-sad-ved-siden-af-da-tidligere-korpige-fortalte-om-forhold-til-michael

www.berlingske.dk/aok/michael-bojesen-forlader-bestyrelse-det-er-nok-meget-godt-vores-veje-skilles

Falske rygter
Bech-Bruuns rapport inkluderer også  “Andenhåndsberetninger om navngivne lærere”. Generelt mener Bech-Bruun, at de beretninger, de har modtaget, er troværdige.  Men om andenhåndsberetninger skriver de: “Når vi er tøvende med at lægge disse indberetninger på anden hånd til grund, er det ikke udtryk for, at vi anser de tidligere elever, der har henvendt sig med sådanne indberetninger, for at være utroværdige. Der er derimod tale om, at det er og skal være et bærende princip i en undersøgelse som den foreliggende, at en ”mistænkt” skal anses for at være uskyldig, indtil det modsatte er bevist. ”
Det er en forskønnet beskrivelse af den vurdering, Bech-Bruun har foretaget. Det er senere kommet frem, at tre andenhåndsberetninger, der vedrører Michael Bojesen, dementeres af de piger, der har oplevet tingene på første hånd. De tre piger/kvinder har oplevet, at advokaterne ikke havde tillid til dem selv, men troede mere på de af deres veninder, der påstod at de havde været udsat for overgreb.
En kvinde, Louise Fischer, erfarede ad omveje, at en tidligere skoleveninde havde indberettet noget usandt om hende i forbindelse med advokatundersøgelsen om DR Pigekoret. Derefter henvendte Louise Fischer sig til advokatfirmaet Bech-Bruun, for at spørge, om der også i undersøgelsen om Sankt Annæ Koret var anført nogle rygter om hende. Først svarede Bech-Bruun hende,  at det kunne de  ikke oplyse hende om. Senere fik hun love at se indberetningen, og efterfølgende skrev hun til Bech-Bruun:
»Det er direkte usandt og i øvrigt en meget alvorlig påstand, at jeg skulle have haft et påstået (kærligheds)forhold til F (Michael Bojesen, red.) helt ned til 7./8./9. klasse! Jeg kan på ingen måde bekræfte dette. Heller ej diverse detaljer om kys, hotelophold m.v. – samt andre ‘indgående’ beskrivelser. Det er direkte chokerende at læse disse falske historier! Det er korrekt, at [xx] og jeg var tætte veninder dengang, og jeg er utrolig skuffet over, at hun har indgivet disse oplysninger/historier. . . .Jeg antager, at hendes trang til at komme med oplysninger i denne sag bunder i den jalousi«. Mistanken om jalousi refererer til det ekstremt konkurrenceprægede miljø på skolen og det faktum, at den pågældende pige ikke var blandt dem, som efterfølgende kom med i det meget eftertragtede DR-pigekor og heller ikke i Bojesens kammerkor, Camerata.
Bech-Bruuns respons på denne protest kom en uge senere, og lød således:

»På baggrund af din indsigelse har vi vurderet, om oplysningerne vedrørende dig, herunder om at der skulle være foregået noget ulovligt/upassende mellem dig og læreren på skolen, skulle være forkerte. Det kan i den forbindelse oplyses, at vi fortsat opfatter det som troværdige oplysninger ud fra en samlet vurdering af vidnet og sagens øvrige oplysninger – uanset din indsigelse. Dvs. at oplysningerne, så vidt vi kan vurdere på nuværende tidspunkt, er ’korrekte’.«

Bech-Bruuns advokat tror altså mere på andenhåndsberetningen fra Louise Fischers tidligere veninde end på hovedpersonen selv.

De to andre piger/kvinder, der har protesteret mod at usande rygter om dem er kommet med i Bech-Bruuns rapport, blev afvist af Bech-Bruun på omtrent samme måde. I sidste ende har Bech-Bruun dog indset, at de måtte ændre rapportens ordlyd, sådan at at de usande beretninger ikke blev tillagt bevisværdi. Men pigernes/kvindernes ønske om at de falske rygter helt blev udeladt af rapporten, blev ikke opfyldt. Disse beretninger, som altså formentlig er opduigtede rygter, er med til at rapporten giver et overordnet indtryk af et seksuealieret miljø, også hvor det ikke var tilfældet.

Kilde:
www.weekendavisen.dk/2022-27/samfund/kraenket-paa-anden-haand


Krænkende email

D. 14. april – ti dage efter at advokat-rapporten om Sankt Annæ Gymnasiums pigekor blev offentliggjort, kom så det næste stød imod Michael Bojesen. Den dag offentliggjorde Ekstrabladet to emails, som Bojesen i 2015 havde sendt til en fagkollega.
I den ene email kommenterer han en bestemt 23-årig operasangerinde, som optræder i en koncertvideo. Det sker med disse ord:
” Hun sang i DR Pigekoret, og jeg kender hende fint. Hun har udviklet sig helt vildt sangligt . . .  hun har tilsyneladende brystvorter – men ingen bryster at bakke dem op med …”
Den email er blevet tolket som en hån mod pågældende sangerinde (selv om han også roser hendes sanglige udvikling). Man mener, at en mand der vurderer kvinder på den måde, ikke kan lede et kor eller en opera. Bestyrelsen for Malmö Opera blev gjort opmærksom på denne email, og det førte til at de fyrede Michael Bojesen.

https://ekstrabladet.dk/underholdning/kultur/bojesen-afsloeret-klam-mail-om-opera-stjernes-bryster/9213955

Konsekvenser for Michael Bojesen

Som konsekvens af anklagerne mod Michael Bojesen, har han nu forladt alle sine hverv i Danmark, herunder også sine bestyrelsesposter i Statens Kunstfond, kunstmuseet Arken og Det Danske Institut i Rom.

Han har siden starten af 2017 arbejdet som operachef på Malmö operaen. Men d. 19. april 2022 opsagde operaen samarbejdet med ham, specielt under indtryk af den krænkende email, der er kommet frem.

www.berlingske.dk/aok/michael-bojesen-bliver-fyret-fra-malmo-opera-efter-kraenkelsessager

Vurdering af Michael Bojesens indsats
Journalist Gregers-Dirckinck-Holmfeld havde følgende læserbrev i Weekendavisen d. 22. april:

“Der er ikke grænser for, hvad der kan siges om de karlekammer-bemærkninger, der åbenbart er undsluppet dirigenten Michael Bojesen i mails. De adskiller sig næppe fra bemærkninger, mange mænd kan finde på at fyre af i kammeratlige korrespondancer. Men man må nok sige, at når jagten på at opspore og viderebringe dem offentligt nu har den konsekvens, at Michael Bojesen mister sin sidste post i dansk og svensk kulturliv, kan det selvfølgelig tages som en løftet pegefinger om at tænke sig om – men også som et scoop for en umanerlig journalistisk ihærdighed hos de medarbejdere, der især på Politiken har jagtet Bojesen. Men i hvert fald ikke som en anledning til at gnide sig i hænderne og sige: Så kom vi da af med ham.

Der er god grund til, at Michael Bojesen har indtaget alle de positioner i dansk musikliv. Personligt har jeg oplevet ham i juryen til Reumert-teaterpriserne som klog, fair og engageret i sine vurderinger af dansk teater, ikke mindst dansk opera. Og han var kreativ og idérig i de år, han var chef for Copenhagen Opera Festival – det får jeg bekræftet i mine anmeldelser fra de år. På Skt. Annæ Gymnasium har jeg af gode grunde ikke haft ham som lærer, da jeg gik der, men det har nogle af mine børn, og det, de har lært af ham om sang og kormusik, har kun været til enorm glæde for dem. Så er cd-indspilningerne strømmet fra ham, hans bidrag til kataloget er alenlangt, et helt kompendium af dansk musik befinder sig på hylderne hjemme og i butikkerne. Skal de plader hales ned igen og gemmes bort som pinlige? Nogle siger, at det bliver de allerede. Sig bare, at det er prisen. Men det er sandelig dyrt betalt.”

Man kan supplere med at citere, hvad bestyrelsesformanden for Malmö Opera sagde om Bojesen, da han blev fyret, nemlig at Bojesen havde været “en stærk positiv kraft”. Det hedder også, at han ”havde opført sig eksemplarisk i det svenske og været huset en god mand”.

www.berlingske.dk/aok/michael-bojesen-bliver-fyret-fra-malmo-opera-efter-kraenkelsessager

www.berlingske.dk/kulturkommentar/jakob-steen-olsen-de-unge-laerer-os-at-vi-ikke-skal-finde-os-i


Kan Michael Bojesen straffes for hvad han har gjort?

I Bech-Bruuns rapport står der om strafbarhed:
”De relevante regler er først og fremmest § 222 om seksuelt forhold til et barn under 15 år, § 223 om seksuelt forhold til en person under 18 år, der er betroet den pågældende til undervisning eller opdragelse, § 225 om ”anden seksuelt forhold end samleje” og § 232
om blufærdighedskrænkelse. Undersøgelsen har ikke kunnet fastslå, at sådanne strafbare forhold har været begået, og det bemærkes, at i det omfang, det faktisk måtte være sket, er et eventuelt strafansvar med sikkerhed forældet.”
Der står dog også om forældelse:
” Alle de forhold, der rapporteres om, er mere end 20 år gamle, og et eventuelt strafansvar for lærere mv. efter straffelovens §§ 222, 223 og 225 er forældet. Ved lov nr. 140 af 28. februar 2018 blev der imidlertid indsat et nyt stk. 5 i forældelseslovens § 3, hvorefter fordringer, som udspringer af, at en forvaltningsmyndighed, jf. forvaltningslovens § 1, stk. 1 og 2, har tilsidesat lovbestemte forpligtelser over for en person under 18 år i forbindelse
med overgreb begået over for denne, ikke forældes.”

Om betydningen af samtykke står der i advokatfirmaets rapport, i forbindelse med Michael Bojesens forhold til en 17-årig pige:
“Det er imidlertid antaget i retspraksis, at et samtykke fra en ung over 15 år kan indgå i en afvejning af, om et erotisk forhold, der ellers er omfattet af straffelovens regler, er udtryk for et strafbart overgreb, og på samme måde kan et samtykke fra en ung person over 15 år have betydning for vurderingen af, om et kæresteforhold kan anses for at være udtryk for en krænkelse (seksuel chikane) i forhold til eleven.”
Om Michael Bojesens forhold til en pige på Sankt Annæ Gymnasium skriver rapporten: ” Der er imidlertid ikke bevismæssigt grundlag for at konkludere, at læreren dengang overtrådte straffelovens § 223, jf. det ovenfor anførte om gisninger.”

Altså: Lærer og elev var ægte forelskede i hinanden. De flyttede jo senere sammen, fra hun var 21 år, og 7 år frem. Bojesen skriver: ” Hun har haft stor betydning for mig og for min søn gennem hans opvækst og hvornår hun og jeg blev forelskede i hinanden, mener jeg er en privat sag.”
Her er altså ikke tale om en gammel gris, der udnytter sin position til at forføre en ung, uerfaren kvinde. Der er tale om et par, der forelsker sig gensidigt, og bor sammen i syv år. Den seksuelle relation imellem dem havde IKKE karakter af et seksuelt overgreb eller af chikane.

Men så skriver advokatfirmaet videre i deres rapport:

”Det er imidlertid utvivlsomt, at det er og var i strid med de tjenstlige pligter for en lærer at indlede et forhold til en elev under 18 år. Reglerne om seksuel chikane retter sig i første række mod uønsket opmærksomhed fra et andet menneske, men en lærers adfærd på dette område kan have den refleksvirkning, at omgivelserne – de andre elever – opfatter studiemiljøet som konfliktfyldt og seksuelt ladet.
På denne baggrund er det vores vurdering, at lærerens adfærd, der ikke blev sanktioneret af ledelsen, er udtryk for seksuel chikane, og at læreren ikke efterlevede de pligter, der påhviler en lærer på en skole som SAG, hvor der færdes mindreårige elever sammen med næsten voksne elever. Vi har lagt vægt på, at lærerens adfærd var en vigtig faktor i det, der af andre elever blev opfattet som et ”chikanefyldt” miljø.”

Det, der er at komme efter, er i rapportens ordlyd, at det måske “var i strid med de tjenstlige pligter for en lærer” – ikke ved, at han havde et forhold til pågældende pige, men fordi andre elever kunne opfatte “studiemiljøet som konfliktfyldt og seksuelt ladet.”

Det argument er efter min (KF) mening uacceptabelt. Det er for meget newspeak at hævde, at en forelskelse mellem to personer er seksuel chikane af udenforstående. Vi ser lidt af det samme i anklagerne mod Michael Dyrby på TV2. Det er ikke den kvinde, Dyrby havde et længerevarende forhold til, der har klaget. Det er ANDRE personer, der har set hvad der foregik, og havde ondt af det. Måske kan man kalde det malplaceret emsighed; måske kan man ytre en kommentar om at “misundelse er en grim ting”.

Formanden for Dansk Skuespillerforbund udtaler til DR: “- Jeg ved godt, han ikke er straffet for noget, men der er nogle kvinder, der har følt sig krænket, og jeg er personligt lettet over, at sagen har fået en form for afslutning nu.” Så altså – man behøver ikke at begå noget strafbart for at blive fyret. Det er nok, at nogle kvinder føler sig krænket.

www.dr.dk/nyheder/kultur/tidligere-korsanger-er-lettet-efter-fyring-af-michael-bojesen-men-det-er-ogsaa-en

En DR journalist siger, at ifølge advokatrapporten har Michael Bojesen skabt et chikanefyldt miljø. Det er nu ikke helt, hvad rapporten skriver. Den skriver, at ” flere elever oplevede et chikanefyldt miljø”. At flere elever oplevede dette, er ikke det samme som, at miljøet generelt, for flertallet af elever, var chikanefyldt.

www.dr.dk/lyd/p1/p1-morgen/p1-morgen-2022-04-16
Se minuttal 08:40 og minuttal 1:03:53

Det er svært at se, hvorfor nogle kvinder, som i dag, over 20 år senere, har ondt af hvad der skete den gang, skal have lov at definere, hvorvidt der var et ubehageligt seksualiseret miljø, fordi en elev og læreren havde forelsket sig i hinanden. Der er som nævnt andre piger, der blev undervist af Michael Bojesen i Sankt Annæ koret, der bestemt IKKE mener, at der var tale om et seksualiseret miljø.

Afsluttende subjektive kommentarer:

Michael Bojesen har altså nu indrømmet offentligt, at han to gange har haft forhold til en korpige. Han har forelsket sig i en elev, og hun har forelsket sig i ham. De endte med at flytte sammen og danne par igennem flere år.

Er dette et “seksuelt overgreb” eller “seksuel chikane”? Nej, at to personer forelsker sig og flytter sammen, er ingen af delene.

Er en 17-årig pige så passiv og umoden, at hun ikke kan stå imod charmen fra hendes lærer? Hvem siger, at det er læreren der har forført hende til at elske sig? Hvorfor kan det ikke fuldt ud lige så meget være hende, der har forført ham til at forelske sig i hende?

Hvem kan sige sig fri for, at blive grebet så meget af en forelskelse, at forelskelsen kører rundt med den frie vilje? Er det en forbrydelse at blive forelsket? Hvis det er upassende at blive forelsket, kan man så undgå at blive det? Nej, langtfra altid.

Kvinder er mest seksuelt attraktive, hvis de er ganske unge og står ved starten af deres kønsmodne alder (af gode biologiske grunde – den mand der umiddelbart forelsker sig i ganske unge kvinder, vil statistisk set blive far til flere efterkommere end den mand, der forelsker sig i modne kvinder, der kun har få frugtbare år tilbage). Og den anden vej rundt: Mænd er mest seksuelt attraktive, hvis de udstråler autoritet og har en leder- eller topposition.

Nærmere om dette:
https://pov.international/naar-hunner-soger-chefer/

I Sankt Annæs pigekor var der en meget god stemning – pigerne var glade for deres lærere, og der var er varmt forhold mellem lærere og elever. I et sådant miljø kan pigerne let få ekstra varme følelser for læreren.

Hvis der så opstår gensidig forelskelse, skal man så kun give skylden til den ene part? Er det den ældre mand, der i sin uansvarlighed gør skade på den unge kvinde? Eller er det den unge kvinde, der spiller på sin ungdommelige sexappeal forfører læreren og lokker ham i fordærv ved at indgå i et forhold, som senere bringer ham i uføre?

Hvorfor er det ALTID sådan, at pigen er uskyldig, og manden er den skyldige, som endda fremstilles som et sexmonster?

Der skal to til at skabe en affære. Hvorfor er manden i en sådan affære automatisk den onde, og kvinden automatisk det uskyldige offer? Tror man, at en feminin, sexet 17-årig pige altid er perfekt uskyldig?

Bojesen udtaler til DR: “Jeg vil nu hellige mig familien som gennem halvandet år, har været igennem et mareridt af de største dimensioner.” Den familie, han har, er kommet i stand ved, at han i sin tid også etablerede et kæresteforhold til en korpige i DR´s pigekor. De er fortsat sammen, og har fået to børn sammen. Som biolog tænker jeg, at det er jo meningen med at en mand fascineres af en ung pige – biologien vil lokke dem til at få og opfostre børn sammen. De børn var ikke blevet født, hvis Bojesen ikke havde været fascineret af nogle af de unge piger, der omgav ham i det daglige. Men i vor snerpede feministiske tidsalder må en mand i den position ikke følge sine instinkter, der driver ham til at stifte familie.

www.dr.dk/nyheder/kultur/michael-bojesen-er-fyret-fra-malmoe-opera

www.dr.dk/nyheder/kultur/bojesen-reax

 

 

 

 

 

 

 

 

Anmeldelse af Pluckrose & Lindsay: Cynical Theories

Anmeldelse af
Helen Pluckrose & James Lindsay (2020): Cynical theories. How universities made everything about race, gender, and identity – and why this harms everybody. 352 pp. Swift Press.

Dette er en meget læseværdig bog om den form for postmodernisme, som i disse år skyller ind over universiteterne og videre ud i samfundet. Den går under forskellige betegnelser: Postmodernisme, poststrukturalisme, identitetspolitik, intersektionalisme, socialkonstruktionisme m.m. Det er noget uklart, præcis hvad disse betegnelser dækker over. Jeg har aldrig kunnet finde nogen brugbar definition af, hvad man forstår ved postmodernisme, og det indtryk bekræfter Pluckrose & Lindsay. ”Postmodernisme er ikke bare svært at definere; det er også notorisk vanskeligt at opsummere. . . For at gøre sagen værre, har dets afgrænsning, karakter, form, formål, værdier og fortalere altid været omstridte. Det hænger sammen med, at det indgår i den postmodernistiske tankegang, at enhver form for afgrænsning er af det onde. Afgrænsning betyder, at man putter ting i kategorier, og at putte ting i kategorier ses som en del af den magtanvendelse, hvormed den vestlige hvide mand altid har undertrykt andre.
Det betyder samtidig, at man aldrig kan hænge en postmodernist op på noget; han vil benægte, at han er postmodernist – fordi hvis man kan finde en bestemt betegnelse for hans ideologi, så har man en form for magt over ham, og det gør han alt for at undgå.
Et eksempel på en postmodernist er feministen Judith Butler, som mente, at det er bedst ikke at definere postmodernisme, lige som hun mente, at man ikke skal definere køn eller seksualitet.
Postmodernister støtter sig bl.a. meget på Michel Foucault, som skrev meget om at alle relationer i samfundet er magt-relationer – magt findes overalt, f.eks. mellem lærer og elev, forældre og børn, læge og patient, mand og kone, etc. Alt hvad der foregår, er magtrelationer, og magten ligger især i sproget – ordene skaber, hvad de nævner. Derfor er postmodernister enormt optaget af sprog, og hvad virkning sproget har.
Anvendt postmodernisme fokuserer på at kontrollere diskurser, især ved at kalde formuleringer for problematiske. ”Problematisk” er fagudtrykket for alt, hvad postmodernisten finder forkert og forkasteligt.

Ifølge postmodernismen findes der ikke objektiv, værdineutral viden. Det er magtstrukturerne i samfundet der afgør, hvad der erklæres som viden.

På bogens side 31 forsøger forfatterne at give en karakteristisk af postmodernismen ved at beskrive de gennemgående elementer. De er
1) Det postmoderne vidensprincip: Skepsis over for om der findes objektiv sandhed, og tilslutning til kulturel konstruktionisme.
2) Det postmoderne politiske princip: En tro på at samfundet er opbygget af magtsystemer og hierarkier, som afgør hvad der kan vides, og hvordan.

Derudover er der fire hovedtemaer:
a) alle grænser søges udvisket
b) der ligger magt i sproget
c) kultur-relativisme (den vestlige kultur er ikke bedre end nogen anden kultur)
d) menneskers identitet ligger i hvilken gruppe de tilhører, men hverken i deres individuelle karaktertræk eller i nogen som helst fællesmenneskelige træk.

Postmodernister mener, at Vesten har konstrueret den ide at fornuft og videnskab er gode ting. Det har Vestens mennesker gjort, fordi de udnytter fornuft og videnskab til at udøve magt og marginalisere ikke-rationelle, ikke-videnskabelige former for vidensproduktion. Men som kulturrelativister mener postmodernisterne, at der findes andre, lige så rigtige ”måder at vide på”. Det kan være overtro, stammetraditioner, åndelige oplevelser, erkendelse via følelserne, og meget andet. Postmodernister ønsker at alt ”dekoloniseres”, dvs. vestlig tankegang afskaffes. Man vil have ”retfærdighed i forskningen”, som består i at man kun citerer videnskabelige referencer som er skrevet af kvinder, af etniske minoriteter, eller andre marginaliserede eksistenser. Videnskab produceret af vestlige, hvide mænd skal slet ikke citeres.

Postmodernistiske akademikere skal ikke forpligte sig til at skrive noget, der giver mening, at bruge rationelle argumenter, at undgå logiske modsætninger, eller fremlægge evidens for deres påstande. Alt det er udtryk for den vestlige kultur, som skal bekæmpes. I feministisk teori og kritisk raceteori fastslår man, at rationel fornuft giver et uretfærdigt handicap for kvinder og undertrykte racer. Derfor afviser man, at andre kan bruge rationelle argumenter i diskussion om de emner.

Man kan således ikke diskutere med postmodernister i den tro, at det stærkeste argument vinder. Postmodernister nægter at anerkende argumenter, der går imod dem, og som bygger på fornuft.

Lige som man blankt afviser rationel fornuft, afviser man også blankt biologi. I queer teori, f.eks., vil man under ingen omstændigheder indrømme, at biologi kan forklare bare den mindste smule af kønsidentitet. Man vil ikke legitimere ”biologisk essentialisme”. Det er umuligt at tænke på den rette måde om race- eller køns-politik så længe disse opfattes som biologiske fænomener snarere end sociale konstruktioner. Tilsvarende er det umuligt at lave en politisk analyse af seksualitet, så længe som denne primært opfattes som et biologisk fænomen eller et aspekt af individuel psykologi. Bestemte former for seksualitet er et fænomen der karakteriserer grupper, ikke enkeltindivider, og ikke mennesker i almindelighed.
Ud fra dette forstår man, at så snart nogen bare antyder at biologi spiller en rolle, går enhver diskussion i hårdknude. Biologi er tabu.

For postmodernister ejer en person ikke et ”selv”. Selvet eksisterer ikke som nogen indre kerne, men kun som et resultat af sociale påvirkninger. Hvad et menneske er, afgøres derfor udelukkende af, hvilken social gruppe, det tilhører. Heri ligger grundlaget for identitetspolitik og intersektionalitet.
Et barokt eksempel på dette er de postmodernistiske discipliner, der handler om handicappede og fede. Disse menneskers identitet ligger i at de er hhv. handicappede eller fede. De skal være stolte af at tilhøre de grupper, de tilhører – f.eks. være stolte af deres fede krop. At bekæmpe fedme er at ligge under for omverdenens normer, og det skal man derfor ikke. Hvis en person er døv, så er det forkert at udføre lægelige operationer der får vedkommende til at kunne høre, for derved fjerner man personens identitet som værende døv. At ville kurere en sådan person, hvorved personen mister sit tilhør til gruppen af handicappede, kaldes kynisk. At det er bedst at være sund, er en fordom som skal bekæmpes.

De tidligere faser af feminisme var i begyndelsen ikke feministiske. De betvivlede ikke eksistensen af to køn, mand og kvinde, og de anvendte rationelle argumenter om f.eks. lønforskelle. Men i universiteternes kurser i kvindestudier blev traditionel marxistisk analyse efterhånden skubbet til side til fordel for en socialkonstruktionistisk opfattelse af køn. Feministerne fandt det attraktivt at mene, at det den patriarkalske diskurs i samfundet der skaber de kønsstereotyper, som undertrykker kvinder. På samme måde for bevægelserne for sortes rettigheder. Kampen for borgerrettigheder gik ud på at fjerne diskrimination og forskelsbehandling, skabe lige vilkår for alle, og fjerne fordomme. Men postmodernisme (Social Justice tilgangen) opfatter det som naivt at kæmpe på den måde. Her mener man, at ikke blot reaktionære enkelt-personer, men hele samfundet er gennemsyret af fordomme.

Bogen forklarer også, hvad postmodernister forstår ved privilegier – dette ord spiller samme rolle for dem, som overklasse spiller for marxister. At have privilegier vil sige at man er fri for at nogen diskriminerer imod en.

I postmodernismen mener man, at hele samfundet består i at nogen undertrykker andre, dvs. al relevant viden handler om undertrykkelse. Og her mener man, at kun de undertrykte selv kan udtale sig om, hvad undertrykkelse er. Den sandhed, som den undertrykte udtaler, kan undertrykkeren ikke med rette modsige. Da f.eks. kvinder er undertrykte, som gruppe, så vil det som kvinder siger om samfundsforhold, altid være mere sandt end det, som mænd siger. Kvinder har altid ret, og mænd skal blot trække sig tilbage og lade kvinder tale.

Der er undertrykkelse overalt i samfundet, fordi alt i samfundet handler om magt. For postmodernismen handler det derfor ikke om at påvise undertrykkelse – man ved allerede, at den er der – det handler derimod om at finde den undertrykkelse, som med sikkerhed findes der. Alt hvad den undertrykte definerer som sexisme eller racisme er faktisk sexisme eller racisme. Der er ingen mulighed for at modsige dette, da det som den undertrykte siger, altid er sandt.
Der findes skjult undertrykkelse overalt i samfundet, og det betyder at alle hvide mennesker er racister, og alle mænd er kvindeundertrykkere. Uanset hvor meget de forsøger at være gode mennesker og undgå at diskriminere, er de alligevel undertrykkere, for undertrykkelsen ligger i det system, de er ført ind i. Hvad mere er, undertrykkerne kan aldrig tilgives. Hvide kan f.eks. intet gøre for at holde op med at være racister.

Denne tænkemåde finder man f.eks. også på s. 181 i Mikkel Thorups bog om antifeminisme (anmeldt her på bloggen). Her går Thorup i rette med Jordan B. Peterson, der ikke kan se, hvordan de mange mænd der har arbejdet for at udvikle samfundet kunne være en del af et hæmmende patriarkat. Thorup svarer: ”Jo, Jordan, nu skal du høre. Det var de, fordi de, gode gerninger eller ej, levede i et system, en struktur, der favoriserede mænd, fordi de var mænd. Det er netop et system, en struktur, ikke en individuel karakterbrist, der udgør patriarkatet. Det er så simpelt at forstå, at man skal ville misforståelsen for at kunne lave den.”
Her har vi altså tydeligt udtrykt den postmodernistiske opfattelse, at mænd aldrig kan være gode mennesker. Uanset om de bestræber sig på at være gode mennesker og ikke undertrykke nogen, så er alligevel undertrykkere. Mænd er født som forkerte mennesker alene i kraft af den gruppe, de fra fødslen tilhører. Og det har vi altså en professor i Aarhus til at belære os om.

Det system der undertrykker kvinder – altså patriarkatet – er ikke en bestemt social struktur, der kan påvises og identificeres. Det kan kun beskrives i vage termer om den mandlige dominans, der gennemsyrer enhver diskurs. Den gammeldags søgen efter videnskabelige sandheder om køn ses som en måde at forsøge at få alle til at tilslutte sig vestlige, heteroseksuelle mænds diskurs om viden. Mere traditionelle feministers forsøg på at skabe lige vilkår for kønnene afskrives, fordi det i princippet aldrig er muligt at rette op på systemets indbyggede skævheder. Postmodernister ønsker i stedet gensidig respekt. Med det forstår de respekt for at der eksisterer forskellige sociale og kulturelle grupper, og at hver gruppes synspunkter er lige valide. Her kæmper man altså ikke for den enkeltes ret til at have sine synspunkter, men derimod for at gruppers synspunkter tæller lige meget. Så er det jo også logisk, at forskningsresultater produceret af hvide mænd ikke kan tælle mere end viden fremskaffet af sorte kvinder. Alle grupper skal repræsenteres ligeligt, hvilket f.eks. indebærer, at mænd og kvinder skal repræsenteres 50:50 overalt.

Lige som postmodernister mener, at alle relationer i samfundet er baseret på magt, så mener de, at alle relationer mellem mænd og kvinder er baseret på, at mænd har mere magt end kvinder. For postmodernister er det umuligt at analysere situationer, hvor manden ikke har mere magt end kvinden, eller hvor han har mindre magt end kvinden. Selv når man taler om, at patriarkatet også er til skade for mændene, så er der ingen mulighed for at hævde, at mænd på nogle felter systematisk står dårligere stillet end kvinder.

Efter at have gennemgået hvilke tankegange der præger postmodernismen, altså den ideologiske basis, kommer forfatterne frem til et kapitel om hvordan disse tankegange omsættes i praksis.
Første eksempel er en bog af Barbara Applebaum om Social Justice.
Her omtales den situation, at en studerende deltager i et kursus, hvor en postmodernistisk lærer kommer med påstande, som studenten mener er forkerte og indoktrinerende. I den situation vil nogle studenter række hånden op og protestere. Men ifølge postmodernismen skal de ikke have lov til det. Hvis en student spilder klassens tid ved at udfordre lærerens påstande, så har det omkostninger for de medstuderende, som er marginaliserede og lider skader ved at blive konfronteret med andre synspunkter. Kritik er således forbudt.

Ifølge postmodernismen findes der ikke objektiv viden – hvad der opfattes som sandt, afgøres af sprogbrugen hos dem, der har magten. En hvid mandlig student der protesterer mod læreren, forsøger således at give patriarkatet magten ved at fremføre de påstande, som vinder tilslutning hos hvide mænd. Derfor er det afgørende vigtigt at kontrollere hvad der bliver sagt – det er nødvendigt for at arbejde for social retfærdighed.
I en bog om ”whiteness studies” hævder en kvinde, Robin DiAngelo, at hvide mennesker i USA er vænnet til at leve under vilkår, hvor de ikke udsættes for ”race-stress” ved at blive konfronteret med personer af andre racer. Hos hvide mennesker udløser selv det mindste race-stress nogle forsvarsreaktioner. Disse reaktioner kan være at vise følelser som vrede, frygt eller skyld, eller sådan adfærd som f.eks. argumentation, tavshed, eller at forlade stedet.
Igen ser man, at postmodernismen er sådan opbygget, at kritik eller protest ikke tillades. Hvis det er forbudt både at argumentere, at være tavs, eller at forlade stedet, så er der kun en mulighed tilbage – at sidde stille og lade sig belære. Uenighed er forbudt. Når en person belæres om den postmodernistiske sandhed, så er ingen negative reaktioner tilladt.
Ifølge DiAngelo kan der ikke være ikke-racisme. Racisme er til stede overalt. Det har intet at gøre med, om man er et godt eller ondt menneske – alle hvide er racister, uanset om de vil være ved det eller ej.

I postmodernismen har man altså forladt et vigtigt princip i videnskaben, nemlig at hver part fremsætter sine bedste argumenter, og uenighed afgøres af argumenternes styrke. I postmodernismen er uenighed forbudt. Det er derfor ingen overdrivelse at postmodernisme opfylder kriterierne for at være en religiøs sekt – der er lukket helt af for argumenter fra omverdenen, og medlemmerne af sekten har ingen anden mulighed end at tilslutte sig til de centrale dogmer.

I bogen ”The coddling of the American Mind” kritiseres postmodernismen for, at den fremsætter nogle ”store usandheder”. De store usandheder er at folk er sårbare og lider skade ved at blive udsat for afvigende synspunkter, at følelsesbaserede argumenter er gyldige, og at det er en kamp mellem os (de gode) og de andre (de onde). Fokus er flyttet fra at undgå fysisk skade til at undgå psykisk skade, dvs. det gælder om at skabe følelsesmæssig sikkerhed, som det sker i ”safe spaces”.

Til sidst i bogen kommer forfatterne ind på, hvordan vi andre skal håndtere og gå op imod postmodernisme
Vi skal gøre os klart, at det postmoderne vidensprincip er at viden er et socialt konstrueret kulturelt artefakt. Den opfattelse må vi andre bekæmpe ved at pointere hvad det drejer sig om – der er tale om en leg med ord. Det er et sprogligt spil. Desuden må man gå op imod postmodernisternes krav om at man skal være stille og lytte og ubetinget tro hvad man hører. Man må insistere på retten til at modsige postmodernister uden at blive påført skam. Man må protestere over at postmodernismen fokuserer på hvordan verden burde være indrettet, i stedet for hvordan den faktisk er indrettet. Man må insistere på at det skal være tilladt at være skeptisk over for alle påstande. Man må protestere imod, at universiteterne opretter obligatoriske kurser, hvor deltagerne udsættes for postmodernistisk propaganda om køn og race. Og man må arbejde imod, at postmodernister helt overtager institutionerne.
Alt dette er lettere sagt end gjort. Forfatterne afstår fra midler som tvang og propaganda, for det er netop midler som postmodernisterne benytter sig af. Men derved står forfatterne tilbage med faktisk ikke at have nogen særlig virksomme forsvarsvåben.

Jeg har skrevet bogen ”Humaniora – videnskab eller varm luft”, så det burde ikke komme bag på mig, hvor mange forkerte træk der er ved postmodernismen. Men alligevel kommer Pluckrose og Lindsays bog bag på mig. Det hele står endnu meget værre til, end jeg havde drømt om. Det ryster mig at læse, at det ligger i selve postmodernismens grundlag, at kritik er forbudt, og at enhver henvisning til biologi er forbudt. Der er på forhånd lukket af for, at mine argumenter kan have nogen vægt, det vil sige, at saglig diskussion er umuligt. Den eneste tilladte udveksling af tanker er fra postmodernisterne til os andre – udveksling den anden vej rundt er forbudt. Der er ingen som helst sikring af, at det som postmodernisterne påstår, er sandt – og det er også lige meget, for postmodernister tror ikke på at der eksisterer generelle sandheder.

Jeg ser alt i et kønsperspektiv, og jeg kan ikke undgå at bemærke, hvor meget postmodernismen passer til en særlig feminin form for tankegang; der er en modstand mod den videnskab, som er opfundet og rendyrket af mænd; der er en modstand mod at forholde sig objektivt og neutralt. Der er vægt på at viden kan produceres på alle mulige andre måder end ved forskning, f.eks. ved overtro eller ud fra følelser. Der er meget vægt på sprogets betydning, og på hvad man kan opnå alene ved sproglige formuleringer. Der er en accept af udsagn der er ulogiske eller selvmodsigende – logik er et redskab for mandlig undertrykkelse. Der er en vægt på at folk er sårbare og skal beskyttes følelsesmæssigt mod ubehagelig viden. Det hele er lagt an på at tilhængerne er svage, følelsesbetonede og sårbare.
Det skal ikke misforstås derhen, at alle kvinder har disse karakteristika. Det har de jo ikke. Men det skal forstås sådan, at jo større en andel kvinderne udgør af dem, der studerer og underviser på universiteterne, jo lettere er det at få flertallet til at slutte op om den form for tænkning.

Jeg vil gerne fremhæve, at det som Pluckrose og Lindsay skriver i bogen, ikke er fejende generaliseringer. Den er tværtimod baseret på en meget omfattende og grundig læsning af utallige postmodernistiske ”tænkere”. Alle påstande om postmodernismen er baseret på konkret evidens for, hvad postmodernister faktisk har sagt, skrevet og gjort. Forfatterne har lagt et enormt arbejde i at gennemgå de mange tekster og fremlægge resultaterne for alle os andre, som ikke har tid og kræfter til at pløje sig igennem tusindvis af sider af tendentiøst nonsens.

Pluckrose og Lindsay skal have mange tak for at de har gjort dette store arbejde for os andre. Jeg tror og håber, at deres bog bliver en milepæl i selverkendelsen i den akademiske verden.

 

 

Anmeldelse af Mikkel Thorup: Antifeminisme

Mikkel Thorup (2020): Antifeminisme. Kvindehad i lighedens tidsalder.
208 pp. Antipyrine.

Bogens forfatter, Mikkel Thorup, er idehistoriker og professor ved Institut for Kultur og Samfund på Aarhus Universitet.

I bogens indledning skriver han, at bogen er en samtidshistorie, dvs. en undersøgelse af idéer, begreber, metaforer og argumenter i vores tid.  Han læser åbne og offentlige tekster og forsøger at afkode og analysere dem. Det er også en idéanalyse, en idéhistorie, fordi han er ”uendeligt mere interesseret i, hvad folk skriver, deres offentlige udtryk, end i hvorfor lige præcis de skriver, som de gør”.
Med andre ord: Ifølge ham selv præsenterer han bare de tekster, der dukker op i samtiden, uden at tage stilling til folks begrundelser for at skrive, som de gør. Hvis nogle mænd f.eks. selv mener, at de undertrykkes af kvinder, så afstår han fra at undersøge, om disse mænd virkelig på nogen måder er således undertrykt. Vi får altså indtryk af, at han er en person, der først og fremmest registrerer. Men det er ikke dækkende for bogens indhold. Han ikke bare afkoder og analyserer, han fortolker, og det gør han ekstremt ensidigt og fordomsfuldt.

Hele bogen er ét stort karaktermord på alle de personer, der ikke mener det samme om feminisme, som Mikkel Thorup selv gør.

Indlednings-kapitlet slutter med at han siger, at vi skal se nærmere på, hvorfor antifeminister søger at genskabe en relation til kvinden baseret ikke på lighed og respekt, men på ulighed og dominans. Allerede dér står det klart, at i hans optik er alle mennesker, der ikke støtter hans egen holdning til feminisme , onde mennesker der vil have ulighed og dominans.

På side 28 skriver han: ”Det er klart, at det er muligt og legitimt at kritisere kvinder og feminisme uden at blive beskyldt for at være kvindefjendsk eller antifeminist.” Ja, det er en afgørende pointe. Problemet er bare, at i hele resten af bogen omtaler han ikke et eneste sted nogen, som kommer med en legitim kritik af feminismen. Selv en så pæn og moderat feminisme-kritiker som amerikanske Warren Farrell bliver omtalt som antifeminist. Og i note 7 på side 16 skriver han, antifeminisme på nettet er let at finde; her nævner han så Tobias Petersen´s  blog Reel Ligestilling. Tobias Petersen får altså uden videre, uden nogen argumentation, stemplet ”antifeminist”, på trods af at han er så moderat og så pæn i tonen, at man dårligt kan tænke sig nogen mere sober kritiker af feminisme. Men altså – han stemples uden begrundelse som antifeminist og dermed som kvindehader.
I samme note omtales også blogs der kritiserer antifeminisme, og her nævnes www.mandfjols.dk. Thorup skriver at den blog nu desværre er inaktiv. Desværre? Det var en infam blog der gik ud på at sværte bestemte personer og deres privatliv til – altså en langt mere usympatisk blog end den, Tobias Petersen driver. Alligevel hænges Petersen ud, og Mandfjols roses. Allerede dér ser vi, at Mikkel Thorup ikke er nogen neutral betragter. Han har ekstrem slagside – han siger kun godt om vennerne, og siger kun ondt om fjenderne.

Den pæne og sympatiske Paul Joseph Watson bruges som første eksempel til illustrering af hvad antifeminisme er. Dernæst rammer tilsværtningen Simon Simonsen og med ham Manderådet, bl.a. fordi Manderådet har tilladt sig at skrive at feminisme handler meget mere om magt end ligeværdighed, og at debatten er gennemført styret af kvinder. Jamen, debatten er jo faktisk gennemført styret af kvinder – det ser man f.eks. i aviser som Berlingske eller i Danmarks Radio, der er ledet af en kvindelig direktion og laver talrige udsendelser, der mest har karakter af feministisk propaganda, herunder propaganda med bevisligt fejlagtige påstande.

Også jeg bliver hængt ud. Side 60 og note 60 siger: ”Disse og utallige andre læserbreve, indlæg og kommentarer abonnerer på en pop-biologisme . . .denne pop-biologisme . . har meget lidt med reel evolutionsteori at gøre . . Her henvises til en note, hvor der står: ”For et eksempel på pop-biologisme se den selv-udgivne bog af Kåre Fog, Fire myter om patriarkatet, Veksø 2018. ”
Nu er det sådan, at mine ytringer om biologiske kønsforskelle allerede i den første af mine bøger er baseret på læsning af over 50.000 sider faglitteratur – er det så stadig pop-biologisme? Dertil kommer, at bogen Fire myter om patriarkatet stort set INTET indeholder om biologi – den er baseret på grundige læsninger inden for andre felter, f.eks. om teenagepigers kropsbilleder og om kønsroller i oldtidens kristendom. Men altså ikke om biologi. Sagen er tydeligvis den, at Thorup har hørt fra nogle feminister, at min bog går stærkt imod feminismen, og så sætter han den på listen over bøger, man roligt kan foragte. Men han har tydeligvis ikke læst den, ja ikke engang kigget i den. Det forhindrer ham ikke i at tale nedsættende om den.

Han skriver videre i samme note: ”For hvad aktuel evolutionsforskning har at sige om sex og køn, se Cordelia Fine: Tesotosterone Rex. . ” Nuvel, Cordelia Fine´s bog er netop pop-biologisme fuld af cherrypicking. Her kan man læse en kritik af hvad Cordelia Fine og andre påstår om mænds og kvinders hjerner. Thorup henviser også til Lea Skewes, der ellers for nylig blev kendt for en ekstremt tendentiøs analyse af sexisme på danske universiteter.

Videre skriver Thorup: ”Denne primitive forståelse af evolutionsteori og mennesket stammer mindre fra faktisk forskning – om end disse påstande også kan findes der – men langt mere fra populærvidenskabelige bøger og film . . ”. Tjah – jeg bliver nødt til at gentage at mine bøger er baseret på langt, langt over 50.000 sider videnskabelig speciallitteratur.

Videre fremme (s. 65) læser man: ”Maskulinisme vil jeg definere som et ideologisk modsvar til feminisme, som i modsætning til feminisme ikke advokerer for lighed men for ulighed mellem kønnene . . ” Jaså; jeg selv, og Manderådet, og Tobias Petersen, advokerer for ulighed mellem kønnene? Er det ikke det, man i bedste fald kalder et stråmands-argument og i værste fald for karaktermord?

Videre: På s. 75 hævdes det, at ”den artikulerede antifeminisme hører højrefløjen og i særdeles den ekstreme højrefløj til”. Nåtak, jeg har ellers aldrig stemt på nogen højrefløjspartier, og Simon Simonsen, som i høj grad har artikuleret sig imod feminisme, er socialdemokratisk politiker.

På side 83-90 kommer en lang række påstande om hvad der er det bærende og vedvarende tankegods i den reaktionære tankegang (som altså også inkluderer mig, da jeg jo også figurerer som antifeminist). Her får jeg at vide en masse om, hvad jeg tænker – det ved Thorup åbenbart bedre, end jeg selv gør. Igen en ubehagelig stråmands-argumentation.

Dernæst  kommer et kapitel, der bl.a. bygger på Michael Kimmel, der har lanceret begrebet ”Vrede hvide mænd” . Jeg har ikke høje tanker om Kimmel, og meget af det han siger, er ikke sandt. Han har en veludviklet næse for at sige præcis det, som politisk korrekte personer gerne vil høre, og han er også meget populær blandt danske feminister. Men han har mistet lidt anseelse efter at det kom frem, at også han har begået seksuelle overgreb på kvinder; så han er i nogen grad en hykler. Han er ikke en person, der skal have lov at fortælle, hvad der er i vejen med mig.

Thorup henviser i øvrigt også, i note 25, til en bog af Clementine Ford, en rabiat australsk feminist, der er kendt for sit ekstreme mandehad, for at opfordre til drab på mænd, og for at forfølge mænd personligt for at ødelægge deres liv. Hun er vist ikke nogen god rettesnor. Men en ekstrem mandehader som Ford får ingen kritiske ord med på vejen. Det er antifeministerne, der skal hænges ud. ”Antifeminisme, racisme og antisemitisme, forbindelsen imellem dem er ikke tilfældig”. . . ”Der er i de seneste år opstået et tæt forhold mellem antifeminisme og kvindehad på nettet og så højreekstremisme . . ”

Teksten fortsætter: ”Fundamentalister af alle slags – religiøse, racistiske, politiske – håndterer ambivalens meget dårligt.” Ja, måske, og jeg vil tilføje, at Mikkel Thorup håndterer ambivalens meget dårligt – så dårligt, at han slet ikke er i stand til at føle ambivalens.

Fra side 96 og frem gennemgås, ret kort, diverse mandebevægelser, der arbejder for mænds rettigheder. Men først skal han lige i en note have nævnt organisationen Daregender – en mandebevægelse der går ud på at mænd skal kæmpe for ligestilling og imod kønsstereotyper.

Men ellers handler det om dem, der gør kampen imod `feminisering´ til deres omdrejningspunkt. Her nævnes først Warren Farrell – han er en ekstremt pæn og moderat forsvarer for mænd og drenge, og han har stillet op til guvernørposten i Californien for Demokraterne – han svarer vist ikke lige til det fjendebillede, Thorup vil male. Thorup går da også hurtigt videre til Paul Elam. Elam har kæmpet hårdt for mænds rettigheder; men det var et problem for ham, at det var helt umuligt at blive nævnt i medierne. Så kom han med sådanne slogans som at man skulle udnævne oktober til ”Smadr en voldelig kælling-måned”. SÅ fik han medieomtale. Det var et trick for at få omtale og blive kendt – Elam er en meget fredelig og fornuftig mand. Men Thorup bruger ham som eksempel på, hvordan vold aldrig er langt væk.  Thorup har undladt at gøre det, som Cassie Jaye gjorde i filmen ”The red pill” – hun opsøgte Elam for at finde ud af, hvad han faktisk stod for, og hun fik til sin overraskelse snart stor sympati for manden; han havde masser af fornuftige argumenter og kunne overbevise hende om, at mænd på mange punkter lider store ulemper i samfundet. Sådan gør Thorup ikke – han gør præcis det, som ifølge Keri Smith karakteriserer SJWs: han har en højtudviklet sans for at se tegn på racisme og sexisme overalt.

Påstanden om at vold i hjemmet er ligeligt fordelt mellem kønnene, udnævnes af Thorup til en af de mest betændte påstande. Mest betændte?  – det samlede resultat af 1.700 internationale afhandlinger er, at det faktisk forholder sig sådan.

På side 100 kommer Thorup så til emnet MGTOWs. Han misforstår helt, hvad MGTOWs er, og hvad der motiverer dem. MGTOWs er først og fremmest uskadelige – de har bare valgt helt at holde sig væk fra kvinder, fordi kvinder giver så store problemer for mænd. Men Thorup får det til at lyde, som om det er mandefællesskaber der går ud på at opbygge maskulinitet. Grunden til at han helt misforstår det, ses når man tjekker hans kilder. Han har tydeligvis ikke selvstændigt undersøgt, hvad MGTOWs egentlig er, men baserer sig på kilder, der giver en farvet negativ fremstilling.

Lidt senere kommer turen så til scorekunstnere. Her bygges fremstillingen selvfølgelig op på en omtale af Neill Strauss´ bog The Game, fordi den kan bruges til at male et meget usympatisk billede. De scorekunstnere, der underviser generte og forsigtige unge mænd i at få kontakt til kvinder, omtales ikke. Nej, vi får tværtimod at vide at grundsætningen er at det mandlige begær altid er vigtigere end kvindens grænser. Thorup kunne have undersøgt selv, hvad scorekunstnere står for. Det har han ikke gjort.

Så kommer turen til en omtale af incels. Her står, at incel indebærer et krav om, at alle mænd, hvem de end er, hvor meget eller lidt de end selv gør for det, skal have adgang til kvinder, og ikke bare kvinder, men smukke (unge, hvide) kvinder. Der er et ønske om ”absolut mandligt herredømme”. Dette er ikke en beskrivelse af incels, men derimod endnu engang en beskrivelse af Thorups eget fjendebillede. Han burde læse, hvad jeg (og Lone Nørgaard) har skrevet om incels.

På side 114-115 handler det om dem, der mener, at den egentlige kvindekamp er for de muslimske kvinder. ”Den egentlige interesse er i brugen af disse kvinder til angreb på islam.”  Tag og fortæl det f.eks. til feministen Karen West. Igen er Thorup uforlignelig i sin iver for altid at tillægge sine modstandere de værst tænkelige motiver. Han hader virkelig alle sine mange selvudråbte fjender.

Bogens sidste del (56 sider) er helliget en omtale af Jordan B. Peterson. Nej, det er nok forkert at kalde det ”omtale”. ”Karaktermord” dækker bedre. Thorup skriver, at her får vi en anledning til at diskutere, hvorledes en reaktionær argumenterer i dag, særligt på kønsområdet. Men det billede, der præsenteres her, har ikke noget at gøre med den Peterson, jeg har mødt gennem hans videoer.   Et antal citater:
”Ingen voldtægtsmand kunne have ønsket sig en bedre forsvarer end Peterson”
”  ” Undgår feminister at kritisere Islam, fordi de ubevidst længes efter maskulin dominans?” Det er så dumt på alle niveauer – men dog ofte hørt – at vi bare lader den stå”.
Om ”historisk forandring”: ”Du ved, det der hvor vi beslutter, at galskab og ondskab har varet længe nok, så nu beslutter vi ting som menneskerettigheder, lige løn for lige arbejde, demokrati, at der uhøfligt at kalder kvinder hysteriske kællinger, at der ulovligt at slå børn – alle fremskridt, som Peterson ikke kan forstå, med sin teori ikke kan forklare, og med sin politik ikke rigtig kan acceptere.”  – Altså – Peterson er ifølge Thorup imod demokrati og for at slå børn? Det er stråmandsargumentation af den allerværste, mest infame og perfide slags.

”Hele Petersons biologiske argumentation er formodentlig mestendels faktuel forkert”.     ”Formodentlig” ? Thorup har næppe en gnist forstand på biologi. Det har jeg, og jeg er igen og igen overrasket over, hvor godt Peterson er orienteret om biologiske erkendelser.

”For i Petersons verdenssyn handler moral om at få, hvad du vil have” – igen helt infam stråmandsargumentation.
”Så læren af regel nr. 6 er: fokusér på dig selv, og glem de andre; ændr dig selv, og lad verden være.”
”Peterson har kun sympati til overs for morderen”
”Peterson synes at længes efter tider, hvor en mand med vold og magt kunne sætte sin vilje igennem.” ”Vold og magt” ? Peterson ?!!!
”Det, Peterson tilbyder, er fundamentalistisk kristendom for ikke-(særligt)-troende. ” – ”Fundamentalistisk kristendom” ? Peterson ?!!!

Peterson kan kun passe ind i Thorups fjendebillede, hvis han tilhører det ekstreme højre. Han MÅ ikke være venstreorienteret. Så Thorup dekonstruerer Petersons tekst om at  ”tendensen for værdifulde goder til at fordele sig selv med udtalt ulighed udgør en altid forhåndenværende trussel imod samfundets stabilitet” (s. 181-182). Det MÅ bare ikke være Petersons ægte holdning, så Thorup bruger adskillige sider på at pille dette citat fra hinanden, så der ikke står noget tilbage.

S. 183 kritiseres Peterson for ikke at henvise til en række akademiske skribenter som f.eks. Richard Rorty (den vigtigste fortaler for en ekstrem, yderligtgående form for relativisme), bell hooks (radikal sort feminist), Judith Butler (berømt feminist som skriver uforståeligt og kommer med vanvittige påstande om at biologisk køn er socialt konstrueret), og Chimamanda Ngozi Adichie (sort sydafrikansk kvinde som er meget populær blandt feminister). Det ville være fuldstændig umotiveret af Peterson at skulle citere disse, undtagen for at kritisere dem. Men når Thorup nævner disse og en række andre, så er det virtue signaling – Thorup demonstrerer, at han holder med alle de rigtige.

Thorup kritiserer, at Peterson, og mange med ham, tror at de, der arbejder for mere social retfærdighed, har absolut lighed som mål. Jamen – danske feminister himler op om hvor uretfærdigt det er, hvis mænd får 2 eller 5 % mere i løn end kvinder for samme arbejde. Thorup kritiserer også at nogen tror, at de, der arbejder for en mere ligelig repræsentation af kvinder og minoriteter i parlamenter, bestyrelseslokaler, universiteter og alle mulige andre steder, i virkeligheden kæmper for, at der skal være streng numerisk nøjagtig repræsentation i alle livets anliggender. Jamen, det er da faktisk det, disse personer kæmper for. Tænk på hvor meget det kritiseres, at kvinder kun udgør 39 % af Folketingets medlemmer, eller kun udgør 30 % af de nyansatte professorer.

På side 190 kritiseres Rasmus Ulstrup Larsen for at mene, at moderne feminisme er ”en totalitær bevægelse”. Jaså. Jeg mener ellers også at moderne feminisme er en bevægelse med totalitære træk, idet den forsøger at forhindre al opposition og kritik. Er man skeptisk over for den udlægning, så kan man studere, hvordan stærke træk af totalitær feminisme gennemtrænger det svenske samfund.

Jeg har ikke læst Petersons bog ”12 regler for livet”, så jeg kan ikke sige sikkert, om Thorups referater fra bogen er misvisende. Men her vil jeg henvise til Tobias Petersen´s anmeldelse af Thorups bog: ” Thorups gengivelse af Petersons tanker er mere end tendentiøs og strider flere steder mod ikke bare bedre vidende, men med al sandsynlighed også Thorups egen viden. For eksempel ved Thorup formentlig godt, at Peterson ikke forsvarer kvindemordere eller mener, at staten bør stille kvinder til rådighed for mænd. At forstå Petersons bøger og udtalelser sådan kræver et bevidst ønske om at misforstå.”
Ja, jeg er enig. En så tendentiøs fremstilling kan kun fremkomme ved at Thorup har et intenst, fanatisk ønske om at sværte Peterson maksimalt til. Det her er bevidst misvisende, i en ond hensigt.

S. 191-192 står der at Peterson er eksempel på en, der bruger sin akademiske position og titel samt sin evne til at producere videnskabeligt udseende tekster til at angribe andre akademikere med. ”Peterson får status og journalistisk opmærksomhed, fordi han er professor . . . Han tillader, for nu at sige det lidt groft, de mindre belæste at føle sig klogere end de belæste ved at fortælle dem, at de belæste bare er vrøvlehoveder og snydepelse . . ”
Her er Throup dog kommet til at skrive forkert. Navnet i disse sætninger er forkert, og derved bliver teksten ukorrekt. For at teksten skal være korrekt, skal den lyde sådan her:
”Mikkel Thoup er eksempel på en, der bruger sin akademiske position og titel samt sin evne til at producere videnskabeligt udseende tekster til at angribe andre akademikere med. Thorup får status og journalistisk opmærksomhed, fordi han er professor . . . Han tillader, for nu at sige det lidt groft, de mindre belæste at føle sig klogere end de belæste ved at fortælle dem, at de belæste bare er vrøvlehoveder og snydepelse . . ”.

Mikkel Thorup er infam. Han er infam i sin urokkelige tro på, at feminister har 100 % ret, og at alle, der modsiger feminister, derfor automatisk er onde mennesker. Han lider af præcis den sygdom, som folk lider af, når de dyrker feminisme og wokeness som om det var en religiøs kult. Han har netop denne ubændige trang til at finde fejl hos andre, og til at kræve absolut lydighed mod sin tros dogmer – sådan som det fortrinligt er beskrevet af Keri Smith . Denne uforsonlige overbevisning om selv at have 100 % ret, og om at de anderledes tænkende har 100 % uret, er i hele sit væsen antidemokratisk og totalitær.

Tobias Petersen var i sin anmeldelse af Thorups bog så venlig at give ham tre ud af seks mulige stjerner, bl.a. fordi Tobias syntes at han fik noget ud af læse om Michael Kimmels forklaringer. Jeg deler ikke dette positive syn på Kimmel. Han er en hykler, der lever højt på at sige det, hans publikum gerne vil høre. Så jeg kan ikke dele Tobias´ delvis positive vurdering.

Min vurdering af bogen bliver 0 ud af 6 mulige stjerner. Hvis der fandtes negative karakterer på den skala, skulle bogen have haft en negativ karakter. Det skulle den, fordi jeg anser den for direkte skadelig. Fra første til sidste side gør den alt, hvad den kan, for at der hos læseren opbygges en foragt for dem, der mener anderledes. Publikum vil forstå, at Manderådet, eller Tobias Petersen, eller jeg selv, er personer som man ikke skal lytte til. Og de vil forstå, at Jordan Peterson er et helt afskyeligt menneske, som man for alt i verden skal undgå, at folk får kendskab til.

Bogen understøtter netop den totalitære tendens i feminismen – nemlig den tendens, at man nægter at høre modparten. Der gives ingen plads overhovedet i Thorups bog til eventuel lødig kritik af feminismen. Ingen. Enhver modsigelse af feminismen stemples automatisk som antifeminisme og kvindehad. Feministerne er de gode, og deres modstandere er kvindehadere,  dvs. onde mennesker. De gode, de moralsk overlegne, har selvfølgelig lov til at fryse deres modstandere ude, da modstanderne jo per definition er onde mennesker. Der lægges op til totalt at ignorere hvad modstanderne siger, og tie dem ihjel. Det er præcis den behandling, jeg udsættes for. Jeg har f.eks. i bogen ”Humaniora – videnskab eller varm luft”  kritiseret postmodernismen, poststrukturalismen og socialkonstruktionismen i de human-sociale videnskaber. Jeg giver massivt belæg for, at centrale påstande totalt mangler evidens. Det er en alvorlig kritik; men akademikere inden for disse fagområder har reageret ved bevidst at ignorere bogen og undlade nogensinde bare at nævne dens eksistens.
Det er kujon-adfærd, og hvis man behandler lødig og omfattende kritik på den måde, så demonstrerer man, at man er kujon, og at det man dyrker, ikke er videnskab. Man kan kun tale om videnskab, hvis man har holdbare argumenter imod kritik. Og det er ikke tilfældet her.

Thorups bog om antifeminisme er heller ikke videnskab. Den er skandaløst ensidig og subjektiv.
Det er en bog, der kun kan øge kløften mellem feminister og antifeminister. Det er en bog der overbeviser feminister om, at der roligt kan ignorere al kritik, for kritikerne er infamt onde mennesker, som ethvert ordentligt menneske må foragte. På den måde er det en bog, der bevidst sigter mod at skabe mest mulig foragt.

Da jeg købte bogen her i december, var der tale om 2. oplag. Første oplag er altså udsolgt. Det tyder på, at bogen har solgt godt. Og sådan går det gerne med bøger, som understøtter publikums fordomme i stedet for at få dem til at tænke selv, som giver deres emne en overfladisk, letforståelig, men dårligt funderet behandling, og lefler for publikum ved at sige netop alt det, publikum gerne vil høre. Det er nemt at gøre teksten letlæst og glidende, når man udelader alle de forbehold, der skal få den til at stemme med virkeligheden.
Dette er i modsætning til mine egne bøger, som giver en kompliceret fremstilling på grundlag af et solidt fagligt fundament.
Så Mikkel Thorup har gjort det godt, set fra hans eget synspunkt. Men det er på den bekostning, at han bidrager gevaldigt til at øge kløfterne i samfundet og til at få folk til at foragte hinanden mere. Hans bog skaber en forhindring for, at folk kommer til at forstå hinanden. Den er til skade for den demokratiske dialog.

Noget om incels

En incel er en mand, der totalt mangler succes over for det modsatte køn. Ordet er et sammendrag af ”involuntary celibate”, dvs. det er en mand der lever i ufrivilligt cølibat. Han ville gerne have en kvindelig kæreste; men han kan ikke få nogen.

Overalt i vores kulturkreds er der i de senere år blevet en stadig stigende andel af de unge mænd, som helt mangler succes hos kvinderne.

Unge mennesker i USA har i dag meget sjældnere sex end unge mennesker for ti år siden. Det gælder i særlig grad mændene. Der er blandt andet en sammenhæng med, at en højere andel af de unge mænd er arbejdsløse, og en højere andel bor hjemme hos deres forældre. Frem til 2010 var der blandt unge mennesker næsten lige mange mænd og kvinder, der aldrig havde sex. Men i 2018 var der sket en stor ændring. Nu var det 28 % af de unge mænd, mod kun 18 % af de unge kvinder, der i løbet af et år aldrig havde sex.

Der er nogenlunde lige mange singler blandt mænd og kvinder. Jeg har optalt data fra Danmarks Statistik angående personer i aldersgruppen 31 til 50 år. Her er 21,1 % af mændene single, mod 22,7 % af kvinderne. Men hovedparten af de mange singlekvinder er enlige mødre og har altså andre mennesker boende hos sig i husholdningen. Hvis vi ser på de personer i aldersgruppen 31 – 50, som både er single og ikke har børn, så er det 18,5 % af mændene, men 9,2 % af kvinderne. Dobbelt så mange mænd som kvinder bor altså helt alene, og den forskel er voksende. Andelen af enlige uden hjemmeboende børn stiger meget kraftigere for mænd end for kvinder.
Det er især de socialt dårligst stillede mænd, der bor alene. Blandt ufaglærte mænd bor 45 % alene.
Det er ikke fordi, disse mennesker ønsker at bo alene. I 2019 udkom rapporten for ”Projekt Sexus”. Den her viste figur er kopieret fra rapporten; den viser at ud af de 25-45 årige singler er det ca. 85 % af mændene og 84 % af kvinderne, der ønsker at finde en fast partner. De fleste singler er altså ufrivilligt single.

Mange mænd bliver aldrig fædre. Det har jeg skrevet om i kapitlet om barnløse mænd. I dag er det i Danmark 20 – 25 % af alle mænd, der aldrig bliver fædre. En stor del af dem ville gerne have børn, men de finder aldrig en kvinde de kan stifte familie med.
I kapitlet om barnløse mænd og kvinder kan man læse, at i hele Europa (og i hele den vestlige verden) er et stigende antal mænd barnløse. Det gælder bestemt også i Danmark, Norge og Sverige. Ud af dem, der har nået en alder på op imod 50 år, er det 20 – 25 %, der aldrig har fået børn, mod kun 10 – 14 % for kvinderne. I mange andre vesteuropæiske lande er forholdene noget lignende.
De interviewundersøgelser, der findes, tyder på at hovedparten af de mænd, der er barnløse, gerne ville have børn. Grunden til at de ikke har børn, er at de ikke har kunnet finde nogen kvinde at få dem med. I en større svensk undersøgelse var det f.eks. 60 % af de barnløse mænd, der var barnløse fordi de ikke havde fundet en kvindelig partner.

Man kan diskutere, om disse mænd selv gør noget, som forhindrer at de kan få en kæreste – f.eks. manglende hygiejne, manglende vilje til at opsøge sociale fællesskaber, eller urealistiske forventninger; eller om der er tale om mænd der er helt ok, men som bare bliver forbigået af kvinderne, dvs. de bliver valgt fra.

Det stiller spørgsmålet om, hvad de her incels – de der ufrivilligt lever uden et seksuelt forhold – egentlig er for nogle mænd.

Det er givet, at mange incels er dybt ulykkelige mennesker. Det er pinefuldt at længes forgæves efter en kæreste, samtidig med at mange andre har masser af held med kvinderne. De mangler evnen til at forstå kvinders sociale signaler – det er et problem for mange mænd, for kvinders sociale signaler er ofte ulogiske og tvetydige; men mange incels mangler i særlig grad den evne. Mange lider også under en mere generel mangel på sociale evner. De er ikke dygtige til at skaffe en tæt vennekreds. Nogle incels søger efter steder på internettet, hvor de kan finde støtte til at løse deres personlige problemer, og her opstår der fællesskaber af incels, som søger råd hos hinanden og bekræfter hinanden i deres opfattelser af situationen. Her kan de bestyrke hinanden i en form for had mod de kvinder, der afviser dem, og på disse fora kan hadet vokse til et faretruende omfang.

Nogle incels er blevet så dybt desperate og forbitrede, at de har fået fat i skydevåben og har åbnet ild mod sagesløse grupper af mennesker. Det har jeg skrevet om i kapitlet om voldelige incels. De skal selvfølgelig fordømmes så kraftigt som muligt. Men i den fordømmelse er der mange der helt afskriver incels som mennesker man kan forsøge at forstå.

Med deres voldelige ugerninger har de mest rabiate incels formået at gøre opmærksom på dem selv og deres store problemer; uden de ugerninger ville omverdenen have været lige glade med dem og deres problemer. Men det er en opmærksomhed, der giver bagslag. En mand skriver f.eks. om Elliot Rodger, der skød og dræbte 6 personer: ”Vi er nødt til at have denne diskussion, fordi der skal ikke gives nogen som helst sympati for en sådan dreng.” Han udtrykker den manglende vilje til at forstå incel-mændenes problemer, der er så udbredt.

Det brede samfund har fået et indtryk af incels som voldelige, kvindehadende fanatikere. Det almindelige indtryk er at incels nærmest er en slags mentale hulemænd, der foragter alt feminint. Man ser dem som mænd der er uden for pædagogisk rækkevidde og som ikke er i stand til at lære almindelig social omgang med kvinder.
Men det er uheldigt. Der er brug for at vi indlever os i incels tankegang; ellers åbner vi for, at der i fremtiden dukker nye incel-massemordere op igen og igen. Der er ogås brug for at tænke mere over deres familiebaggrund og over, hvorfor de har så totalt mangel på held med kvinderne. Det overvældende flertal af rabiate incels er vokset op hos en enlig mor, og der er noget der tyder på, at netop forholdet til moderen er vigtigt for at de udvikler sig så skævt. Det skal vi forstå bedre.

Hvis vi definerer en incel som en yngre mand, der ufrivilligt lever uden et seksuelt forhold, så dækker den definition ganske mange mænd. Vi har set, at 28 % af alle unge mænd i USA aldrig har sex, og vi har set, at i de nordiske lande er det 20-25 % af alle mænd, der aldrig når at danne par og stifte familie. For 60 % eller mere er det utilsigtet. Det vil sige, at et sted mellem 12 og 28 % af alle yngre og midaldrende mænd – afhængigt af hvilken aldersgruppe vi ser på – er incels.

Set i forhold hertil er antallet af radikale incels, der på det mørke internet gejler hinanden op til at hade kvinder, forsvindende lille. I Danmark har der i tidens løb kun været én eneste incel, som i frustration har dræbt kvinder (nemlig 35-årige Flemming Nielsen i 1994).

Dertil kommer, at de incels som i frustration skyder tilfældige mennesker, næsten altid ender med at begå selvmord. Det handler altså ikke om at få magt over, undertrykke eller dominere kvinder – en mand der begår selvmord, er en mand i afmagt. Hans frustration er så stor, at han forlader denne verden.

I bogen ”Alfahan eller tøffelhelt” går jeg nærmere ind på hvad der formentlig rører sig i hovedet på sådanne mænd. Jeg citerer fra Flemming Nielsens dagbog: ”Jeg er aggressionshæmmet og har så mange følelsesmæssige ar, at jeg blot føler mig død og tom indvendig. Jeg har på det seneste erkendt, at jeg aldrig bliver fri for disse problemer. Og det bedste ville have været at stoppe for mindst 10 år siden.”

Ordet ”aggressionshæmmet” er centralt. Vi har åbenbart en fyr for os, som har lært at vende aggressioner indad, ikke udad, indtil det hele en dag eksploderede. Dette viser i retning af  en opdragelse baseret på `psykologisk kontrol´, et emne som jeg også behandler i den omtalte bog. Jeg citerer bl.a. en afhandling, der siger: ” Man har konsekvent fundet at psykologisk kontrol viser sammenhæng med mønstre som præges af skyldfølelse, at man lægger ansvaret på sig selv, at man bekender sit ansvar, og udtrykker aggression direkte eller indirekte, samt afhængighed, fremmedgørelse, at man trækker sig væk fra det sociale liv, lav ego-styrke, manglende evne til at træffe bevidste valg, lav selvvurdering, passive, hæmmede og overkontrollerede karaktertræk, og depressiv affekt.”

Det samme mønster beskriver jeg i bogen ”To køn – tre sandheder”. Jeg beskriver et opdragelsesmønster, hvor moderen får puttet sin egen verdensopfattelse og sin egen moral ind i hovedet på sønnen. Det gør hun ved en følelsesbaseret opdragelse, hvor drengen lærer at han skal opføre sig sådan, at han stiller Mor tilfreds. Når han bliver en ung mand, forsøger han at gøre sig attraktiv over for det modsatte køn ved at vise den adfærd, som hans mor har lært ham: han skal være et gennemført godt menneske, en gentleman, venlig og hjælpsom, og først og fremmest sætte hensynet til kvinden højere end hensynet til sig selv. Det forekommer ham selvindlysende at netop den adfærd er den rigtige, hvis man skal demonstrere over for en kvinde, at man vil være en god, pålidelig og trofast partner.

Det som den unge mand mangler, er at forstå hvordan man håndhæver sin egen vilje. Den alt for indfølende mor har hele tiden øset moderkærlighed ud over ham, uden at han behøvede at gøre andet end at opføre sig som et dydsmønster til hendes tilfredshed. Han er oplært til at tro, at alt godt kommer til en, hvis bare man viser sig som et pænt menneske. Han har ikke lært, hvordan man selv skaffer sig det, man gerne vil have. Han har heller ikke lært sociale færdigheder – hvis man vokser op i en tæt relation til sin mor, som gør alt for en, så lærer man ikke at være social. De manglende sociale evner bliver en slags tillært hjælpeløshed.

Den unge mand, der er vokset op i dette psykiske miljø, har lært at vende aggressioner indad, at bebrejde sig selv og undertrykke sig selv, og at sætte hensyn til andre før hensynet til sig selv. Han har derimod ikke lært at hævde sig selv og sætte grænser.

Erfaringen viser desværre, at netop denne adfærd er fatalt mislykket. En selvbebrejdende, indadvendt mand med dårlige sociale evner, som ikke forstår at hævde sig selv og ikke sætter grænser, er alt det, som kvinder IKKE føler sig tiltrukket af. En sådan fyr bliver valgt fra. Kvinderne går i en stor bue uden om ham. I stedet sværmer kvinderne for de selvhævdende og selvbevidste mænd, som er hurtige til at sætte grænser, og som godt kan vise aggressioner. De sværmer måske endda også for de unge mænd, der tydeligvis er interesserede i penge og materielle goder og alt hvad der er smart, hvorimod vores indadvendte fyr tror at han kommer nogen vegne ved at lægge vægt på indre kvaliteter frem for ydre. Erfaringen viser, at det kommer han ingen vegne med. De indre kvaliteter, han tror at han kan demonstrere, er den adfærd, som hans mor har puttet ind i ham, ikke hans egen naturlige maskuline adfærd.

Vi har altså en fyr, som er vokset op med et tæt forhold til sine forældre, eller i hvert fald til sin mor. Han er indadvendt og selvbebrejdende, har dårlige evner til at bygge sociale kontakter, og forstår ikke at hævde sig selv og sætte grænser. Han vil meget gerne have et forhold til en pige – han har levet tæt sammen med sin mor, og nu skal han finde en jævnaldrende kvinde, der kan opfylde omtrent det samme følelsesmæssige behov. Hans længsel efter at finde denne pige er meget stærk. Men samtidig har han fået en personlighed, der gør, at ingen pige vil have ham. Han bliver til en incel.

Hvis han er vokset op hos en enlig mor, helt uden en far, går det særlig skævt. Det illustreres af, at 26 de 27 amerikanske skoleskydere, der har dræbt flest ofre, var vokset op hos en enlig mor (se kapitlet om voldelige incels). Det sætter en makaber streg under, hvad der kan gå galt, hvis sønnen er for meget prisgivet sin mors indflydelse.
Det sætter samtidig en streg under, hvor farligt det kan være, at stadig flere kvinder vælger at blive enlige mødre.

Hvad sker der nu, når denne incel får øje på en dejlig pige i skoleklassen eller på universitetet? Hun er en Stacy, dvs. en der er så dejlig i enhver mands øjne, at hun fortjener at få netop en mand som ham selv. Han forsøger at gøre det, han tror er det rigtige, dvs. han forsøger at opføre sig som en ”gentleman”, altså en mand, der sætter hensynet til kvinden over hensynet til sig selv. Han opdager, at det gør overhovedet ikke positivt indtryk på kvinden. Stacy sværmer derimod for andre fyre, der er langt mere maskuline – fyre, der efter incel-mandens begreber er langt dårligere partier for kvinden, end han selv er. Det er usympatiske, smarte, selvhævdende fyre, ofte endda også nogle med rige forældre der strør om sig med penge – den slags fyre, der i incel-terminologien kaldes en Chad.

Den store, dybe uretfærdighed er nu, at Stacys bliver kærester med Chads, ikke med incels. Incel-fyren vil gerne være et godt menneske – han opfører sig sådan, som hans mor har lært ham, og han vil Stacy alt det bedste. Men hun har ikke sans for kvalitet. I stedet falder hun for en Chads overfladiske smarthed. Det forstyrrer hele hans verdensbillede – de gode taber, og de onde vinder.

Incel-fyren mener, at Stacy BØR blive kæreste med ham. I den almindelige karikatur af en incel bliver det forvansket til, at han mener, at han har RET til den attraktive kvinde. Det er en forsimpling og forfladigelse af hans tankegang. Han føler ikke, at han har RET til Stacy; men han føler, at han fortjener hende, og han er forarget over, at hun ikke vil have ham. Det er først og fremmest uretfærdigt i hans øjne. Han, der gør så meget for at være den perfekte gentleman, får intet. Men Chad-typerne, der bare er overfladiske, smarte fyre, får alt. Det er en dødelig uretfærdighed.

Den almindelige misforståelse af, hvad en incel tænker, er at denne incel tror at han har RET til kvinder, uden at han selv har noget at byde på. Men incel-fyren selv ser det helt anderledes; han mener at han har rigtig meget at byde på – at han er den bedste fyr, pigen kan få, fordi han har de indre kvaliteter; han er virkeliggørelsen af den perfekte mand – nemlig den mand, som hans mor har lært ham at være. Kan være, at hans sociale evner ikke er så veludviklede; men han tror ikke, at de sociale evner er afgørende vigtige – han ser den sociale udadvendthed og lethed ved at skabe kontakter som overfladisk charme, der dækker over en upålidelig natur. Tværtimod, mener han, netop det at han selv ikke er en, man hurtigt får social kontakt med, garanterer for, at det venskab, der gerne skulle opstå, ikke bare er et overfladisk venskab.

Hvis incel-manden murer sig inde i den verdensopfattelse, som jeg har skitseret her, så isolerer han sig mere og mere fra omverdenen. Denne isolation gør det endnu vanskeligere at få kontakt til en attraktiv kvinde, samtidig med at hans længsel efter en kvinde antager voldsomme proportioner. Det giver en voldsom frustration, som river og slider i hans psyke, og som forstærkes af den dybe følelse af uretfærdighed.

De fleste enlige mænd har trods alt nogle sociale kontakter – så som mandlige venner i den virkelige verden – der bidrager til at de ikke helt mister jordforbindelsen. De fortsætter med et leve et temmelig ensomt og temmelig ulykkeligt liv; men de affinder sig med det og bliver ikke desperate.

Hvis det går rigtig galt for en incel, så mangler han helt sociale kontakter i den virkelige verden. I stedet finder han ligesindede i mørke afkroge af internettet. Disse ligesindede medvirker ikke til at bevare jordforbindelsen og se realiteterne i øjnene. Tværtimod – lige som andre ekkokamre på internettet bestyrker de manden i de fejlopfattelser, han har i forvejen, og radikaliserer ham. Som vi ved, fører dette i nogle tilfælde til fatale konsekvenser.

Internettet er dog ikke absolut afgørende for incel-fænomenet. Danske Flemming Nielsen begik sine drab på unge kvinder tilbage i 1994 – førend der var noget, der hed internet-fællesskaber. Han fik så store psykiske problemer, at han begyndte at gå til psykiater en gang om ugen. Desuden tog han lykkepiller i halvandet år op til drabet. Men lige lidt hjalp det. Det store problem var formentlig, at hans sociale kontakter næsten udelukkende bestod i omgangen med forældrene. Psykiateren var åbenbart ikke indsigtsfuld nok til at modvirke den uheldige indflydelse fra forældrene.

I den almindelige debat i samfundet trives en generel fejlopfattelse af, hvad en incel er (se kapitlet om hvordan incels omtales i debatten).

Incels fordømmes så kraftigt, at det blokerer for en forståelse af deres situation. Man tror at en incel er en ung mand der hader kvinder og afviser den gunstige indflydelse, som social kontakt til besindige kvinder kunne give ham. Det er i mine øjne helt forkert. Det der er gået galt, er for STOR indflydelse fra kvinder, nærmere bestemt hans mor. Hvis man tror at man kan modvirke incel-fænomenet ved at sørge for, at unge mænd udsættes for endnu mere opdragelse fra velmenende, ældre kvinder, så tager man grueligt fejl. Han mangler derimod i fatal grad forståelse for, hvad der forventes af en mand for at han kan klare sig godt i livet. Den forståelse kan han sandsynligvis kun få fra andre mænd.

Andre artikler om incels:

Barnløse mænd

Incels, der begår massedrab

Debattens misforståede opfattelse af incels

Debattens misforståede opfattelse af incels

Begrebet incels har jeg nærmere omtalt i dette kapitel.
I den brede samfundsdebat bliver incels dæmoniseret. Som modsvar til at de rabiate incels hader kvinder, er der mange kvinder der hader forestillingen om incels, uden at forstå hvem de er.
Jeg vil her give nogle eksempler fra den danske debat anno 2020.
Et eksempel er en længere artikel på DR´s hjemmeside med overskriften ”Mænd der ødelægger kvinder”. ” Bliv klogere på seksuelt frustrerede mænd, der hader kvinder så meget, at de slår ihjel”, læser man. Men man bliver ikke klogere af at læse artiklen – man bliver nok snarere vildledt. ”I  stedet for at forsøge at score kvinder har de besluttet at hade og ydmyge kvinder”, står der. Det er jo ikke sandt. De har jo intet større ønske at finde en kvinde at leve sammen med. Ordet ”score” er dog nok forkert i denne sammnhæng. At ”score” er det, en Chad (en smart, attraktiv fyr) gør. En incel håber på en tæt forbindelse, snarere end en scoring, og en del af hans problem er, at en Stacy (en attraktiv kvinde, som incel-fyren forelsker sig i) hellere vil scores end have et tæt forhold til en indadvendt, selvbebrejdende fyr.
Videre hedder det i DR´s artikel: ” Incels mener, at de har krav på sex og kærlighed, og de ser sig selv som undertrykte, fordi de ikke får sex og kærlighed. Frem for at forbedre deres chancer for at score piger eller kvinder mødes incels på tværs af nationaliteter i kvindehadske fora på nettet. “
Det er en ret ondsindet misfortolkning. De mener ikke, at de har KRAV på sex og kærlighed. De mener, at de har fortjent sex og kærlighed, og det er noget andet end at have krav på det.
Og videre: ” For incels har kvinder én funktion: De burde give dig sex og kærlighed. Når kvinder ikke gør det, bliver de et hadeobjekt, der skal ydmyges. Der er slet ikke nogen forståelse for, at kvinder jo har personlighed.” Igen er det ondsindet vrøvl.
Videre: ” Incel-fællesskabet på nettet er del af et større netværk på nettet af mænd, der har fokus på maskulinitet og er imod feminisme. Eksperter kalder netværket ”the manosphere” eller på dansk ”manosfæren”.. . . Incels adskiller sig  . . .  ved at være en af den mest voldsparate gruppe i det større netværk. . . . Der er ifølge flere forskningsprojekter et overlap mellem incels og højreradikale grupper. I Europa har der været højeradikale angreb, hvor gerningsmænd deler tanker omkring kvinder med incels, forklarer Maia Kalhke Lorentzen. Hun peger på nordmanden Philip Manshaus . . Forinden havde 22-årige Philip Manshaus været aktiv på de samme hjemmesider, som incels færdes på.”
Her bruger man hadet mod incels til at skabe et had mod hele manosfæren og sætte den i bås som ”højreradikal”.
Videre hedder det: ” Der har ikke været fysiske incel-angreb på kvinder i Danmark eller i Europa.” Også det er forkert. Det har der i høj grad.
Og videre: ” Maia Kalhke Lorentzen finder incel-bevægelsen ”ekstremt farlig”. – Vi har set angreb i både USA og Canada. Måske kommer vi også til at se dem i Europa. Bevægelsen er digital voldsparat med koordinerede digitale angreb, der både består i chikane af kvinder på deres sociale medie-platforme, i afpresning og i hævnporno.- Og så har bevægelsen et giftigt kvindesyn og et giftigt syn på mænd og kvinders relationer, der kan risikere at sprede sig videre ud fra de her digitale fællesskaber.”
Ja, den rabiate del af incel-bevægelsen er farlig. Men det er ikke nødvendigvis incel-typer, der bruger afpresning og hævnporno. Det had mod incels, som her lægges for dagen, gør ikke situationen bedre. Det betyder bare at man fjerne sig endnu mere fra at forstå disse incels.

Berlingske har bragt en artikel med forfatteren Michael Katz Krefeld, i anledning af at han har udgivet en ny krimi,  »Nattens udyr«, der handler om incels.
Vi læser i artiklen:
”Hvor mange incels, der findes, vides ikke, men Michael Katz Krefeld er under sin research til bogen blevet overrasket over, hvor mange grupper, der findes på nettet, og hvor ofte man på  almindelige netfora og hjemmesider, f.eks. Ekstra Bladets Nationen, finder tråde, hvor kvindehad og foragt kommer til udtryk.
»Jeg læste, hvad jeg kunne finde på nettet om mænd, der i communities gemmer sig bag deres computerskærme. Jeg prøvede at finde ud af, hvor forskellige incels-grupper befandt sig på nettet, og jeg fandt også ud af, hvor bredt incel-begrebet er. Nogle grupper er selvhjælpsgrupper for meget ulykkelige mænd, som ikke kan finde sex og kærlighed, og der er høje selvmordsrater i disse grupper. Andre grupper er deciderede hadegrupper, som er meget voldelige, og som udskammer kvinder og har et helt særegent sprog, og hvor alt, der er feminisme, betragtes som ondt.«
Som titlen antyder, handler »Nattens udyr« om den sidste gruppe af incels. Det er mænd med lav social status. Mænd, der ikke formår at date kvinder, som ikke forstår de sociale koder, og som opbygger et stærkt had til kvinder generelt.
Michael Katz Krefeld reagerede naturligvis med væmmelse, da han researchede fænomenet incels og den vold og kvindeforagt, der trives i nogle af disse grupper, men han fandt også ud af, at der er tale om meget ulykkelige mænd.
Hvad mangler de mænd?, spørger journalisten.
»De mener, at de har en ret til kærlighed, men dér tager de fejl. Man har ikke ret til kærlighed. Man skal gøre sig fortjent til kærlighed, og man skal kunne give kærlighed. Det forstår de ikke. De mener, at der bliver begået et overgreb og en uretfærdighed mod dem, og det er deres motiv for den vrede og hævn,  de retter mod kvinder.« ”
Her kommer misforståelsen igen; Det påstås, at disse mænd mener at har ret til kærlighed. Virkeligheden er, at de i udgangspunktet mener, at de har gjort sig fortjent til kærlighed – men gjort sig fortjent på en måde, som kvinderne ikke påskønner.

I Weekendavisen havde Hassan Preisler et essay, hvor han fremstillede sig selv som en incel-agtig figur – som ham der ikke kunne få damerne, mens smarte Chads lagde dem ned på stribe. Den værste figur i det essay er DR- journalist Mads Aagaard Danielsen. Hassan Preisler skriver: ” Det tilkom de allermest fremmelige og succesfulde indimellem at tage helt unge produktionspiger ind i kopirummet efter frokosten. Her kunne man »hoste dem i halsen«, som det vistnok hed dengang. Det foregik for det meste ret utilsløret og uden at vække anstød. Det skete sådan her: Han greb hende i hånden, hun slog en høj latter op, de forsvandt ind bag en lukket dør. Da de kom ud igen, var hans kinder røde, og hendes hår var uglet. Vi andre klappede og lo bifaldende. Af og til slog ubehaget rod i mig, men jeg mistænker, at det mest af alt skyldtes bevidstheden om, at det aldrig skulle blive mig, der ville turde hive hende ind ved siden af.  . .”
” RYGTERNE SVIRRER OM Mads Aagaard Danielsen som fluer, men det afholder ikke kvinderne fra fortsat at lade sig overbevise af hans veltalenhed, hans evner for forførelse, hans lokkende metoder – hans farlighed! Til det sidste. For Mads er det hele, for han er status, magt, krop. De afsluttende gange, jeg støder på ham, er det på bar og klub i indre by, og han omgiver sig stadig med dem, da jeg trækker frakkekraven op om ørerne og går hjem. Til sidst beslutter jeg mig for at medvirke til optrævlingen af overgrebene og få ham fældet. . . ”
Og Mads Aagaard Danielsen blev fældet. Han blev smidt ud af DR på grund af hans sexovergreb mod kvinderne.
Her har vi en konstellation der minder om en incel (Hassan Preisler) og en Chad (Mads Aagard Danielsen). Og denne incel har jo ret i, at den lokale Chad er et usympatisk, men smart og charmerende væsen. Det er den usympatiske og kyniske mand, Chad´en, der får alle kvinderne, ikke den pæne og tilbageholdende incel -type.
Der er et efterspil til denne artikel. I den følgende uge er der et indlæg af en kvinde, Ingeborg Topsøe. Det er en kommentar til Hassan Preislers omtale af ”Mads Aagaard Danielsen og andre magtfulde mænd, som Hassan møder igennem sin karriere, og som kvinderne bliver ved med at foretrække. Når Hassan beslutter at deltage i optrevlingen af Mads Aagaard Danielsens overgreb, skyldes det . . . et spørgsmål om hævn. . . Netop begrebet hævn er stort i incel-verdenen. Hævn bliver hyldet og er kommet til udtryk i form af massemord og terrorangreb. I 2014 dræbte Elliot Rodger seks og sårede 14, før han begik selvmord. . . . At sammenligne Hassan Preisler med Elliot Rodger kan lyde . . . overdrevet . . .  Men der ligger hos Preisler og Rodger samme foruroligende præmis til grund for deres ellers meget forskellige hævn. Nemlig deres opfattelse af, at de har noget at hævne. Men at have noget at hævne forudsætter, at der er blevet gjort noget imod dem. At de er blevet udsat for en uretfærdighed. At deres ret er blevet krænket. Men de har aldrig haft ret til de kvinder, de gerne ville have.”
Her kommer misforståelsen igen;: at incels tror at de har ret til kvinder. Nej, det er ikke det, det handler om. Det handler om, at det der foregår, er uretfærdigt. Det er uretfærdigt at skurkene (så som mads Aagaard Danielsen) får alle kvinderne, mens de pæne fyre, som Hassan Preisler, har meget ringe held med dem. Det er en forbrydelse mod verdensordenen at skurke belønnes og de søde drenge ikke får noget.
Ingeborg Topsøe fortsætter:
” Det er, som om der for Hassan sker en total sammensmeltning af, når kvinder (ifølge ham) vælger de forkerte mænd, og når de bliver krænket af mænd. Måske fordi både de frivillige seksuelle forhold mellem kvinder og andre mænd og andre mænds uønskede seksuelle tilnærmelser mod kvinder føltes som en krænkelse af Hassans selvindbildte ret til kvindernes kuglerunde bryster og store, bløde læber. Om de andre mænd fik et samtykke eller ikke, betød mindre fra Hassans perspektiv, for det var i virkeligheden hans ret til kvinderne, som mændene krænkede, ikke kvindernes ret til selvbestemmelse over deres egen krop. Sådan ser Preisler verden. Ud fra sin indbildte ret. Og det er denne indbildte ret, der skal kastes et skarpt lys på.”
Hun viser her en horribel mangel på forståelse for den pæne drengs problem. Det er som om kvinder instinktivt elsker alfa-hannen og foragter de svage beta-mænd. En beta-mand som Hassan Preisler vækker bare vrede og foragt. Der er en afgrund af manglende empati som forhindrer, at kvinden forstår den svage mands situation. Incels er ulykkelige mennesker, fordi det de oplever, i deres øjne er dybt uretfærdigt. Det er dybt uretfærdigt, at kvinderne kun interesserer sig for alfa-hannerne, også selv om disse alfa-hanner er meget usympatiske mennesker, mens kvinderne bare foragter de sympatiske, men svage beta-mænd.
Ingeborg Topsøes indlæg har bl.a. ført til denne kommentar på Reddit:
“Hassan Preislers oprindelige essay er virkelig interessant, og optegner ganske præcist de følelser, der løber igennem den pæne dreng, når han ser predatorer blandt de andre drenge hensynsløst tage pigerne med vold – og slippe godt fra det. . . . Det er en ubehagelig sandhed han disker op med. Og derfor søger Ingeborg Topsøe da også brutalt at udradere den som en morderisk incel-logik, der koster kvinder livet. Dette debatindlæg er dybt frastødende i sin tendens og klamt og ubehageligt i sin udførelse.”
I Hassan Preislers tilfælde har ingen incel myrdet kvinder. Der er ikke nogen forbrydelse, eller rettere, de der begår forbrydelser mod kvinderne, er diverse Chad-typer. Alligevel er kvindens reaktion (Ingeborg Topsøe), at foragte historiens incel-figur. Han bliver foragtet, selv om han er relativt uskyldig. Det er lige netop den samme form for dyb uretfærdighed, der gør de mest sårbare incels til rabiate fanatikere, der hævner sig voldeligt.

Incels, der begår massedrab

En incel er en yngre mandsperson, som gerne vil have et forhold til en kvinde, men ikke kan få det. Det gør ham frustreret og ulykkelig. Det er pinefuldt at længes forgæves efter en kæreste, samtidig med at mange andre har masser af held med kvinderne. Nogle føler en så stor uretfærdighed og føler livet så umuligt, at de udvikler voldsom vrede mod dem, der afviser dem, og mod samfundet i det hele taget.
Nogle incels søger efter steder på internettet, hvor de kan finde støtte i grupper af ligesindede. Her kan de bestyrke hinanden i en form for had mod de kvinder, der afviser dem, og på disse fora kan hadet vokse til et faretruende omfang.  Nogle incels er blevet så dybt desperate og forbitrede, at de har fået fat i skydevåben og har åbnet ild mod sagesløse grupper af mennesker.

Man taler især om ”skoleskyderier”, og de, der begår disse skoleskyderier, er som regel helt unge mænd, som er incels. En del af dem har især skudt kvinder. De fleste begår selvmord efter skyderiet.

Da det er lettere at få fat i skydevåben i USA end andre steder, foregår de fleste skoleskyderier i USA. Der kendes dog også en del episoder i mange andre lande. Wikipedia har en oversigts-artikel. I Danmark foregik der et sådant skyderi på Aarhus Universitet i 1994.

En af de mest  berømte incels, der har begået massemord, er Elliot Rodger, der begik sin ugerning i 2014, da han var 22år, hvorefter han begik selvmord. Han efterlod et meget langt manifest, hvor han betegnede sig selv som ””the perfect guy”, ”the supreme gentleman” og ”the true alpha male”. Det var altså ikke ham selv, der var noget galt med – han var offer for en uretfærdig verden, hvor kvinderne ikke havde øje for dem, der faktisk var de bedste mænd. I sit 141 sider lange manifest skrev han bl.a.: ” Tomorrow is the day of retribution, the day in which I will have my revenge against humanity, against all of you. For the last eight years of my life, ever since I hit puberty, I’ve been forced to endure an existence of loneliness, rejection and unfulfilled desires all because girls have never been attracted to me. Girls gave their affection, and sex and love to other men but never to me. I’m 22 years old and I’m still a virgin. I’ve never even kissed a girl. I’ve been through college for two and a half years, more than that actually, and I’m still a virgin. It has been very torturous. College is the time when everyone experiences those things such as sex and fun and pleasure. Within those years, I’ve had to rot in loneliness. It’s not fair. You girls have never been attracted to me. I don’t know why you girls aren’t attracted to me, but I will punish you all for it. It’s an injustice, a crime, because … I don’t know what you don’t see in me. I’m the perfect guy and yet you throw yourselves at these obnoxious men instead of me, the supreme gentleman.”

Elliot Rodger blev en helt eller et idol for andre. En anden massedrabsmand skrev I sit manifest lige før han begik drabene: “Hail the supreme gentleman Elliot Rodger!” På den “mørke” del af internettet taler deltagerne om at “go full Elliot Rodger” – dvs. tage den yderste konsekvens af sine problemer, slå en masse af de mennesker ihjel, der ses som årsag til problemerne, og derefter begå selvmord.

Elliot Rodger betegnede sig selv som incel. Han søgte meningsfæller i fora på internettet, herunder på forummet PUAHate, dvs. et forum hvor man delte sin vrede mod PUAs (PUA = PickUP Artist = scoretræner). Deltagerne her var skuffede over de råd, man kunne få fra PUAs, og mente at rådene var fup. Det var altså de særlig frustrerede unge mænd, som havde givet afkald på at modtage råd om hvordan man kontakter kvinder, og i stedet mente at hele the establishment var imod dem.

Med ordet ”manosfæren” betegner man den del af internettet, hvor mænd diskuterer mænds særlige problemer, herunder hvordan kvinder volder mænd problemer. INcel-miljøet er en del af manosfæren, men den omfatter også PUA-miljøet (scoretrænere og deres elever), mænd der har opgivet at have noget med kvinder at gøre (MGTOWs),  mænd der kæmper for mænds rettigheder, f.eks. i forbindelse med skilsmisser, selvmord og arbejdsulykker.  En stor del af dette foregår i de dunkelt belyste dele af internettet, og de mænd, der færdes her, har meget lidt indbyrdes kommunikation uden for internettet.

Men der er situationer, hvor resten af samfundet pludselig får et indblik i hvad der foregår på den mørke del af internettet. En sådan situation var Elliot Rodgers massemord, i forbindelse med at han lagde sit manifest frem, så alle kunne se, hvilke tankesæt han var under indflydelse af. Det har betydet, at omverdenens indtryk af manosfæren er meget præget af opfattelsen af personen Elliot Rodger. I wikipedia-artiklen om manosfæren hedder det at man har sat den i forbindelse med online chikane, massedrab og andre voldsepisoder i den virkelige verden, og man har givet den en rolle i forbindelse med at radikalisere mænd, så de begår vold mod kvinder. I wikipedia-artiklen om incels står der at mindst seks massemord er begået siden 2014 af mænd der har identificeret sig som incels eller havde refereret til incels i deres posteringer på nettet. ”Incel samfund er blevet kritiseret af medier og forskere for at være kvindehadende, opfordre til vold, udbrede extremistiske synspunkter, og radikalisere deres medlemmer. Fra 2018 og frem er incel ideologien i stigende grad blevet beskrevet som en terroristisk trussel, og et angreb I februar 2020 I Toronto, Canada, blev det første tilfælde af angiveligt incel-relateret vold som blev retsforfulgt som en terror-handling. ”

På den måde har handlinger begået af nogle mere eller mindre psykisk syge personer, ikke mindst Elliot Rodger, farvet mainstream samfundets opfattelse af manosfæren. Mainstream-samfundet fordømmer hele manosfæren og ser manosfærens medlemmer som potentielt voldelige kvindehadere.

Desværre er omverdenens interesse for incels mest koncentreret om at fordømme dem. Der er mindre interesse for deres personlige baggrund, for hvad der fører til at de bliver incels, og for hvordan man forebygger at de bliver sådan. Især er der alt for få der fokuserer på disse incels´ familiebaggrund.

Der er ellers indikationer nok på at familiebaggrunden er vigtig. I en oversigt over de 27 amerikanske skoleskydere, der har dræbt flest ofre, viser det sig, at de 26 af dem havde en enlig mor. I mange tilfælde havde moderen været enlig lige fra fødslen; i en del tilfælde blev forældrene skilt nogen tid før masseskyderiet.

I andre tilfælde er der indikationer på en usund tæt tilknytning til forældrene, især moderen. Det gælder for den tyske mand Tobias Rathjen, der i en alder af 43 år stadig boede hos sine over 70 år gamle forældre. Begge forældre levede for deres søn, får vi at vide. Men noget må have været forkert i forholdet til moderen. Efter at have dræbt ni mennesker og såret flere, vendte han hjem, skød sin 72-årige mor, og derefter sig selv. Derimod var faderen uskadt, da politiet nåede frem til hjemmet.

Adam Lanza, der begik en massakre i Connecticut i USA i 2012, startede med at skyde sin egen mor, mens hun sov, og tog derefter hen på moderens arbejdsplads og skød dels 20 børnhavebørn, dels et antal voksne kvinder. Igen må der være en meget stærk frustration i forhold til moderen. Drabet på børnehavebørn kan ses som et angreb på den verden, der var vigtig for moderen.

Anders Behring Breivik, der begik massakrerne i Norge i 2011, var vokset op hos en fraskilt mor. Moderen var en varm tilhænger af alt hvad der repræsenterer socialdemokratiske værdier – støtte til de svage i samfundet, støtte til indvandrere osv. Og Breivik gik tydeligvis efter at angribe præcis det, der var moderens værdier.

Om 26-årige Chris Harper Mercer, som i 2015 dræbte mindst ti personer, læser vi: ” Han boede alene sammen med sin mor i en lejlighed, og flere naboer beskrev ham som knugende ensom. Han sad alene på altanen i mørket og stirrede ud på verden, sagde én, der også beskrev ham som »ualmindelig fjendtlig.« Ingen så ham nogensinde sammen med andre end moderen.”

Det fællestræk jeg ser ved disse ellers ret forskellige mænd, er at de har haft et tæt forhold til moderen, og at moderen har haft en dominerende rolle i deres liv. De tilfælde, hvor moderen blev skudt, kan tolkes som tilfælde hvor moderens dominans var så stor, at det udløste et helt radikalt opgør.

Det er et generelt mønster, at unge mænd med et meget tæt forhold til deres mor, har svært ved at få kærester. Jeg vil endda sige, at de unge kvinder går i en stor bue uden om en fyr, der bærer stærkt præg af at være under indflydelse af sin mor. Dette kan også ske, hvis moderen er meget kærlig og hengiven, som hos Tobias Rathjen, hvor forældrene ”levede for deres søn”. Et noget lignende mønster ser vi hos Flemming Nielsen, der i 1994, i en alder af 35 år, skød på fire kvinder på Aarhus Universitet (se. S. 24 i ”Alfahan eller tøffelhelt”). Hans forældre var tæt forbundne med ham, men på en usund måde. Han skrev i sin dagbog at han var vred på sine forældre og på kvinder generelt. Psykologisk set tror jeg, at sønnen vænner sig til, at kærlighed fra en kvinde (nemlig moderen), er noget der bare kommer af sig selv, uden at han selv kan gøre til eller fra. Han lærer ikke, hvad en mand selv skal gøre for at skaffe sig kærlighed, og når det kommer til jævnaldrende kvinder, er han helt uden forståelse for, hvad han skal gøre for at gøre en kvinde interesseret. Alle de ovennævnte mænd er eksempler på frustrerede enlige mænd, hvis frustration førte dem til at begå frygtelige voldshandlinger. Men de udgør kun toppen af isbjerget. Langt de fleste incels begår ikke den slags vold; nogle af dem idealiserer volden; men de fleste er blot dybt frustrerede.

Mange incels er stærkt frustrerede og dybt ulykkelige mennesker. Det ville være på sin plads at tænke mere over deres familiebaggrund og over, hvorfor de har så totalt mangel på held med kvinderne. Men det er der ikke meget motivation for. En mand skriver f.eks. om Elliot Rodger: ”Vi er nødt til at have denne diskussion, fordi der skal ikke gives nogen som helst sympati for en sådan dreng.”

Selvfølgelig skal vi stærkt fordømme de personer, som i deres frustration skyder løs på tilfældige mennesker. Men den helt generelle og skråsikre fordømmelse af incels og af alle mandefællesskaber, der på nogen måde kan sættes i forbindelse med incels, og den totale mangel på indlevelse i deres tankegang, forhindrer at samfundet ser på mænds specifikke problemer, og mulighederne for at løse dem.

Det generelle kapitel om incels ses her.

Barnløse mænd

Mange danskere får aldrig børn. I en alder af 44 år har 22,5 % af mændene endnu ikke fået børn. Ud af de 50-årige er det ca. 20 % af mændene, mod ca. 12,5 % af kvinderne, der aldrig har fået børn. Andre tal siger, at igennem de senere årtier har andelen af barnløse kvinder i Danmark ligget omkring 10 – 12 %.
Den andel af alle mænd, der aldrig bliver fædre, er stigende. Det findes der bl.a. tal for i Norge (4). Andelen af mænd, som ved en alder af 45 år ikke har fået børn, var i 2000 17%; det var i 2019 steget til 25 %. De tilsvarende tal for 45-årige kvinder var i 2000 11 % og i 2019 14 %. Andelen af mænd, som ved en alder af 50 år ikke har fået børn, er nu 21,5 % for den yngste årgang af 50-årige mænd. Det er steget fra 13,3 % for mænd af ældre årgange. Andelen af barnløse vokser altså, men mest for mænd.
Det samme ses i Sverige. Her er den andel, der er barnløse ved en alder af 45 år, nu ca. 22 % for mænd og ca. 13 % for kvinder. Andelen er barnløse mænd ved en alder på 45 år er vokset kraftigt frem til 2005, men er ikke vokset siden da.
Generelt er det sådan i de nordiske lande, at andelen af kvinder som forbliver barnløse, i de senere år har været lidt faldende (Danmark, Sverige) eller lidt stigende (Norge, Finland). I de fleste europæiske lande er tendensen en svag stigning.
For mænd er den generelle tendens i Europa, at langt flere mænd end kvinder er barnløse. Især er der relativt mange barnløse mænd i Nordvesteuropa. Højest ligger Finland med 27 % barnløse mænd.

Det er oplagt, at relativt mange af de barnløse mænd er mænd som er lavt uddannede, har lavt betalte jobs, eller har dårligt helbred. Men i stigende grad er det også mænd med ret høj uddannelse, som ikke får børn.

Det er væsentligt, om de barnløse mænd er barnløse fordi de ikke ønsker at få børn, eller fordi de blot ikke har held til at finde en kommende mor til deres børn.
Lad os se på, hvad oplysninger der findes dette.
Der findes ikke mange data fra Danmark; men der findes data fra Sverige og Norge om højtuddannede mænd omkring 30-års alderen. Disse data viser at 89-97 % af de barnløse mænd gerne vil have børn.

Undersøgelser i de fleste af Europas lande tyder på, at det kun er et lille mindretal af de barnløse mænd, der er barnløse med vilje. Det drejer sig om tal for  hvor stor en del af de 18 – 40-årige der har til hensigt ikke at få børn. Her er det i Danmark ca. 11 % af kvinderne og ca. 16 % af mændene, der ikke har til hensigt at få børn. Men den andel, der frivilligt giver afkald på at få børn, er meget lavere, ca. 3 %. For mange andre europæiske lande ligger tallene i samme område; men i en del lande i Vesteuropa er den andel, der ikke har til hensigt at få børn, og som frivilligt giver afkald på at få børn, noget højere.
Der findes kun ganske få interviewundersøgelser af mere modne personer, der kan belyse barnløse mænds motiver for ikke at de ikke har fået børn. Der findes en lille dansk undersøgelse, som kun omfatter 9 barnløse mænd. Af dem vil de 8 gerne have børn; kun 1 vil ikke have børn.

En norsk interviewundersøgelse omfatter 25 barnløse mænd. De fleste af dem ønsker børn. To af dem siger direkte, at grunden til at de ikke har børn, er at de er single og ikke kan finde sig en kone. Mange af de øvrige bruger så mange timer om ugen på arbejde, at de ikke rigtig har tid til at finde sig en kæreste og få børn; men i princippet vil de gerne have børn – de er bare ikke klar lige nu. Nogle af disse vil ikke have børn, hvis barnets mor stiller store krav til deres deltagelse i familielivet, da det ikke kan forenes med at arbejde så mange timer om ugen, som de gør. Andre venter, fordi de vil være sikre på at den kvinde, der er sammen med, nu også er den rette livsledsager. Men ingen af de 25 udtrykker, at de ikke ønsker børn.
En svensk interviewundersøgelse af repræsentativt udvalgte barnløse personer omfatter ca. 360 personer af hvert køn. De er fulgt igennem flere år. Nogenlunde lige mange mænd og kvinder angav som grund til barnløsheden, at de ikke havde fundet den rette partner. Ved en alder af 28 år galdt det ca. 46 %, ved en alder af 32 år var det ca. 55 %, og ved en alder af 36-40 år var det omtrent 60 %. Det viser at den vigtigste årsag til ikke at have fået børn, når man nærmer sig en alder på 40 år, er at man mangler en partner at få dem med.

I en anden svensk undersøgelse svarede mere end 90 % af kvinderne i årgang 1969, som stadig var barnløse i en alder af 23 år, at de gerne ville have barn i fremtiden. Det tilsvarende tal for mænd i årgang 1964 som var barnløse i en alder af 28 år var at godt 80 % gerne ville have børn i fremtiden.
I Østrig har firmaet ElitePartner fået lavet en undersøgelse, der bl.a. omfatter 423 singler af begge køn. Af disse singler var der 19 % af kvinderne, men hele 39 % af mændene, der ønskede sig at få et barn.

Alt i alt er situationen, at langt de fleste af de 20 – 25 % af mændene, der er barnløse, gerne vil have børn. Hovedparten af dem har det problem, at de forgæves søger at finde en kæreste. For mange af de øvrige er problemet, at de er så optaget af deres arbejde, at de ikke har tid til at finde en kæreste.

De mænd, der i særlig grad gerne ville have en kvindelig livsledsager og stifte familie, men som det ikke lykkes for, falder ind under begrebet incels. Det har jeg skrevet om i dette kapitel.

INTERNATIONAL CONFERENCE ON MEN´S ISSUES 2020

International Conference on Men´s  Issues 2020 (ICMI 2020) afvikles i dagene d. 14.-19. november. Der er tilmeldt 110 foredragsholdere. Foredragene lægges ud på nettet med en times mellemrum.

Man kan orientere sig i nedenstående linkes.

Desværre kan disse links ikke lægges på facebook, da man får en reaktion med at de ”overtræder Facebooks fællesskabsregler”.

https://www.youtube.com/channel/UCKhX1c3ow6BrzdzP3ydpeZQ/videos

ICMI20: updated speakers list

Speakers

Anmeldelse af Hans Bonde: “Vi vil have vores fair andel”

Anmeldelse af
Hans Bonde (medvirken: Torsten Skov):
”Vi vil have vores fair andel!”
387 pp. Gyldendal.
Pris: 300 kr.

Denne bog er en slags fortsættelse af Hans Bondes bog fra 2013, ”Fordi du fortjener det”. Her kritiserede han, at den moderne kvindebevægelse er blevet til en bevægelse for favorisering af kvinder. Dette er også hovedemnet for den nye bog.
Den nye bog er ikke så causerende som den forrige, men mere grundig, eksakt og præcist dokumenteret. Det er der gode grunde til. En stor del af bogen handler om tiltag, som er ulovlige, dvs. i strid enten med den danske ligebehandlingslov eller med EU direktiver. Hans Bonde har tidligere, sammen med Jens Ravnkilde, påvist at tiltag for at fremme andelen af kvinder blandt professorer og forskningsledere på de danske universiteter var ulovlige. Også tiltag inden for kunstverdenen var ulovlige. Som følge af denne kritik kunne man i 2016 erklære, at samtlige de kvindefavoriserende tiltag inden for forskning og kunst er ophørt.
Desværre her det derefter vist sig, at de alligevel ikke er ophørt. Aktuelt findes f.eks. Inge-Lehmann-programmet til fremme af andelen af kvindelige professorer, og store dele af bogen er en opregning af det ene lovstridige program efter det andet. For at det skal tages seriøst, er det nødvendigt, at dokumentationen er meget præcis, og det er den.
Bogens første lange kapitel på ca. 80 sider er en gennemgang af situationen inden for universitetsverdenen. Der redegøres omhyggeligt for, at der ikke kan dokumenteres nogen særlige ulemper for kvinder i den. Mange undersøgelser viser, at hvis en opslået stilling har både mandlige og kvindelige ansøgere, så har kvinderne større chance end mændene for at få stillingen. I den seneste undersøgte periode, 2015-2017, er det for adjunkt- og lektorstillinger sådan, at kvinder har dobbelt så stor chance som mænd for at få stillingen.
Det er en almindelig feministisk påstand, at kvinder på en eller anden måde sorteres fra, idet kvindeandelen aftager op igennem systemet fra ph.d. til adjunkt til lektor til professor. Men Bondes og Skovs analyser viser, at der ikke frasorteres kvinder. Den tilsyneladende faldende kvindeandel op igennem hierarkiet kan tilskrives at de højeste poster beklædes af de ældste personer og altså stammer fre en svunden tid, da der var færre kvinder at tage af.
Der sker tydeligvis ikke nogen bevidst frasortering af kvinder. Men så kommer feministerne med den påstand, at der findes en ubevidst bias, som er til ugunst for kvinder. Her har Torsten Skov gennemgået forskningslitteraturen om ubevidst bias, og han konkluderer at der aldrig er ført bevis for at en sådan ubevidst bias findes.
På trods af at kvinder absolut ikke bliver uretfærdigt behandlet i universitetsverdenen – tværtimod, de har bedre chancer end mændene – så er der et vældigt pres for specifikt at gavne kvinderne, på mændenes bekostning. Dette pres kommer ovenfra, endog også fra forskningsministeren. Man har et ideal om, at der overalt på prestigefyldte poster skal være en ca. 50/50 kønsfordeling. Og da det ikke er tilfældet nu, så forsøger man med allehånde lyssky og luskede metoder at presse kvindeandelen i vejret, især andelen af kvindelige professorer. Mange af disse tiltag er ulovlige, men får alligevel lov at passere, og mange er på lovens kant.
Hans Bondes dokumentation af alt dette er imponerende. Der er en vældig mængde af præcise oplysninger, og det må have krævet meget arbejde at finde alle disse oplysninger frem. Hans Bonde har en universitetsstilling, og hvis han kommer med for løse anklager, kan hans position muligvis være i fare. Så det er forståeligt, at fremlæggelsen er gjort så solid, at den ikke kan betvivles. Det hele er så grundigt og solidt, at bogen kan bruges som et våben i kampen mod uretfærdige særordninger til kvinder.
Efter det lange kapitel om universitetsverdenen kommer en række noget kortere kapitler om andre steder, hvor det samme problem gør sig gældende – at man ovenfra forlanger en 50/50 fordeling af kønnene, med det resultat, at man griber til ulovlige eller suspekte midler for at tvinge kvindeandelen op. Kapitlerne omhandler kunst, film, musik, kvinder i ledelse, og kvinder i politik. Dertil kommer mindre afsnit om andre brancher, bl.a. kvinder i medierne.
Også i disse kapitler er der samlet en imponerende mængde af præcise oplysninger. Der må virkelig have gået meget arbejde forud for at kunne skrive bogen. Det fremgår også af, at adskillige referencer er begæringer om aktindsigt.
I kapitler om kvinder i ledelse konstaterer jeg, at Bonde har fået en del af de centrale nye videnskabelige kilder med – kilder til dokumentation af, at flere kvinder i virksomheders ledelse ikke giver større indtjening. Samtidig har han en god gennemgang af de tendentiøse rapporter, som feminister altid refererer til, og som påstår det modsatte.
Nær slutningen er der et ret anderledes kapitel, kapitel 9, med en historisk gennemgang. Her er det interessant at se dokumentation for hvordan holdningerne var i årene sidst i 1800-tallet og omkring år 1900. Tilslutningen til kvindebevægelserne var mindre end tilslutningen til husmor-foreningerne. Der var flere kvinder, der insisterede på at være hjemmegående husmor og lade sig forsørge af manden, end der var kvinder som kæmpede for at få kvinder ud på arbejdsmarkedet. Den feministiske fortælling om, at datidens mænd undertrykte kvinderne og pressede dem til at gå hjemme, er altså regulær løgn. Det er et feministisk karaktermord på mændene. Den tids kvinder var ikke undertrykt. Deres livssituation var en situation, som de selv valgte.
Jeg vil også fremhæve et par pointer mere, som Bonde berører.
Hele bogen handler jo om, at der er sket et skred i forståelsen af ordet `ligestiling´. Tidligere betød det lige muligheder for begge køn; men mere og mere betyder det resultatlighed, altså at hvert køn skal udgøre 50 % overalt på prestigefyldte poster, og det kræver favorisering, f.eks. kvoter. Men man kan spørge, hvad kvinderne gør, hvis de 50 % faktisk opnås? Vil de så være tilfredse?
På det punkt er jeg pessimist; jeg tror at når kvinderne har nået 50 %, så vil de argumentere for højere andele, helt op til 100 %, fordi kvinder jo er bedre mennesker end mænd, så hvis kvinderne overtager al magten, vil vi få det bedst mulige samfund. Indtil nu er der kun få feminister, der siger det direkte; men jeg tror, det kommer.
Et enkelt sted i bogen, nemlig på side 190, kommer Bonde ind på dette. Han skriver, at på de laveste ledelsesniveauer i Københavns Kommune er er 29 % mandlige mod 71 % kvindelige ledere. Det vil man ikke rette op på. Men på de to øverste ledelsesniveauer er der 63 % kvinder, og her har man fastsat et mål at kønsfordelingen ikke må afvige mere end 10 % fra rekrutteringsgrundlaget. Det betyder at man har et mål om, at der fortsat skal være væsentligt mere end 50 % kvinder blandt lederne. Kravet om fifty-fifty gælder altså, så længe det gavner kvinder; men hvis det gavner mænd, droppes kravet.
Spredt rundt om i bogen, men især i kapitel 8, diskuteres de mænd, der støtter feministernes krav. Det er mærkeligt, at så mange mænd på topposter i den grad går ind for favorisering af kvinder, f.eks. formanden for Carlsbergfondet, direktøren for Filminstituttet, og nationalbankdirektøren. Feministerne formår med held at appellere til netop mænd i disse topstillinger, der sørger for, at den ensidige favorisering af kvinder går igennem. Der bliver ofte appelleret med ord som ”Tænk, hvis det var din datter, det gik ud over!”. Når kvinderne så bliver favoriseret på bekostning af mænd, så er det sønnerne, det går ud over; men det tager man sig ikke af.
Det gælder typisk for disse topchefer, at de har deres på det tørre. De kan lade `kønsdiversiteten´ blomstre på lavere niveauer, hvilket ikke rammer dem selv, men deres underordnede med `det forkerte køn´. De opfører sig som alfa-hanner, der kan lide at omgive sig med en loyal flok af kvinder, samtidig med at de kan dukke de opstigende mandlige konkurrenter, der potnetielt kunne `bide dem i haserne´.
Bonde kalder det ”en ny galanthedskultur fra de øverste ledelseslag” (s. 285).

Alt i alt er det en fremragende bog. Mængden af oplysninger er imponerende stor. Det gør bogen lidt tungere at læse end den foregående bog; men det gør samtidig også bogen til et vægtigt, ja, tungtvejende argument i debatten.
Efter denne ros vil jeg alligevel påpege nogle punkter, hvor jeg synes at bogen er lidt for svag.

Filmbranchen
Det første punkt er filmbranchen. Jeg har selv, sammen med et par andre, været dybt involveret i kritikken af kønskvotering i filmbranchen. Jeg ved at Bonde har samarbejdet tæt med en af disse mænd fra filmbranchen, og netop på den baggrund finder jeg det lidt skuffende, hvad der er kommet med i det kapitel. Der er kommet mange vigtige ting med, men jeg savner alligevel lidt. F.eks. refereres en svensker for at film lavet af kvinder sælger færre billetter end film lavet af mænd. Men her burde der måske også have været omtalt danske oplysninger, der viser det samme.
Især savner jeg dog omtale af den konfrontation i 2016-2017, der viser hvad den danske konflikt drejer sig om. Her kunne være refereret til den kronik om filmbranchen, som jeg sammen med Niels Nørløv Hansen fik i Berlingske. Her er f.eks. denne centrale passus: ” En person skriver: ». . . årsagen til den skæve kønsfordeling blandt instruk­tører og manuskriptforfattere skyldes mange forskellige ting; manglende lyst, manglende motivation, kønsrollemønstre, filmkulturen, en mandsdomineret film­historie, manglende forbilleder, manglende opbakning, manglende udholdenhed af kvinder, barsel, og ubevidst diskrimination både i og udenfor branchen.« Det er vigtigt, at disse forklaringer netop ikke holder stik. Den passus indeholder netop alt det, som Bonde i øvrigt argumenterer imod i hele bogen.
Fagforeningen Danske Filminstruktører (DF) udsendte i 2016 en pressemeddelelse, hvor man bl.a. påstod, at der i filmbranchen foregår ”systematisk forskelsbehandling” mod kvinder.
Jeg vil gerne her citere en ordveksling der foregik i et møde i fagforeningen kort tid senere i 2016, hvor Niels Nørløv Hansen var til stede som eneste mand:
NNH spurgte: ”Når 25 % af ansøgerne til udviklingsstøtte er kvinder, og 29 % kvinder opnår støtte. Og når 19 % kvinder søger produktionsstøtte, og 18 % kvinder opnår støtte – hvordan kan der så være tale om ‘systematisk forskelsbehandling’?”

Spørgsmålet blev stillet mindst tre gange i løbet af de godt to timer, mødet varede. Men der kom intet svar. Kommentarer var der nok af: ”Nu har du talt nok!” og ”Du skal ikke komme hér og kuppe mødet!” . . .
Til stede var også Anne Boukris, der af DF’s formand, Christina Rosendahl, blev præsenteret som noget i retning af ”ligestillingskonsulent”. Anne Boukris var meget aktiv på mødet. Hun figurerer i KVINFO’s database over personer, der kan give ekspertbistand i spørgsmål om bl.a. ligestilling, ligebehandling og anti-diskrimination. Anne Boukris havde tilsyneladende fodret bestyrelsen med ”dokumentation” for, at diskrimination af kvinder er ud meget udbredt og urimeligt fænomen.
Det kunne tydeligt høres, da formanden, Christina Rosendahl – uden at svare på NNH’s spørgsmål – til sidst konkluderede DF’s holdning til DFI’s rapport:

”Bestyrelsen har besluttet sig for, at de tal, der er kommet ud fra DFI, repræsenterer ikke den filmbranche, som vi vil have. Det er sådan det er. Det er en holdning.”
NNH: ”Jamen, det var ikke mit spørgsmål… ”
Christina Rosendahl: ”Men de tal, der findes, de er nok. Sammen med den øvrige diskussion, der har været i bestyrelsen – alle mulige rapporter.”
Rosendahl erklærede, at fagforeningens bestyrelsen havde besluttet sig for, at de tal, der er kommet ud fra en officel rapport, ikke repræsenterer den filmbranche, som de vil have. Man vil have en filmbranche, hvor der står kvindelige instruktører bag 50 procent af alle spillefilmsansøgninger i 2020. Og dette selv om kvinder kun udgør 34 procent af fagforeningens medlemmer.
Dette er en solid dokumentation af, at fifty-fifty-ideologien er styrende, og at impulsen kommer fra centralt feministisk hold (en ligestillingskonsulent tilknyttet Kvinfo). Den dokumentation kunne godt være kommet stærkere frem i kapitlet, og den ville have styrket den pointe, Hans Bonde allerede har.
Hans Bonde beretter om hvordan det ramte formanden for Danske Biografer at kritisere Christina Rosendahl – der blev anlagt en retssag imod ham. Men ellers fremgår det kun svagt, hvorfor så få mænd tør protestere mod den feministiske damptromle. Det siges kort om mænd i filmbranchen: ”De føler at deres fremtid i filmbranchen er truet, for eksempel hvad angår bevillinger, hvis de tillader sig at kritisere den herskende kønsdiskurs.” Det kunne godt være sagt stærkere.
Mit eget engagement imod denne kønsdiskurs i filmbranchen har ført til noget af det mest psykisk belastende, jeg har oplevet i mit liv. Der blev begået et regulært ondskabsfuldt karaktermord på mig på internettet, med en indsats hvor en mand åbenbart har arbejdet i dagevis på at finde citater, han kunne manipulere, for at kunne hænge mig ud som en potentiel massemorder. En kvindelig filminstruktør opfordrede en mand til at skyde mig!
Bogen henviser kun ganske kort (note 237) til, at Niels Nørløv Hansens engagement i denne sag betød, at han ikke længere kunne få arbejde som filminstruktør. En anden involveret mand er blevet ramt så hårdt, at jeg personlig mener at hele hans livsforløb og psykiske velfærd er blevet ødelagt.
Det er for mig en vigtig pointe, HVOR hårdt mænd bliver ramt, hvis de protesterer mod det feministiske propaganda-apparat. Det er lidt for tamt at sige, at mænd ”føler at deres fremtid i filmbranchen er truet”. Der er tale om at man risikerer massive, ødelæggende angreb på sin person. Det vil få langt de fleste personer til at tie stille. Frygten for at blive udsat for noget meget, meget ubehageligt er reel.

Medierne
Det andet punkt er medierne. Det har fået en omtale på blot fem sider i bogen, og det er for lidt. Det er for lidt, fordi der foregår en systematisk indtrængen af feministiske kvinder i medierne – både de elektroniske og de trykte.
På Berlingske kom der f.eks. i 2015 et betydeligt rykind af nye kvindelige journalister, og siden da har der været en hidtil uset fokus i avisen på feministiske emner. Jeg har foretaget en optælling af antallet af artikler i avisen, der har et ensidigt feministisk fokus på kvinder. I løbet af ét år, 2016, var der 1116 artikler og indlæg specielt om kvinder, og næsten samtlige af disse havde feministisk tilsnit. Jeg har gennemgået en del af disse artikler og vist hvordan de har karakter af feministisk propaganda. Der var cirka 60 artikler om behovet for at kvinder skal gøre karriere og nå topposterne – det emne blev altså behandlet med en hyppighed og en intensitet der gør, at det har karakter af propaganda. Emnet blev behandlet helt ensidigt; der var intet om kvinder der finder det rart at vælge karrieren fra. I en del artikler henvises til undersøgelser der viser, at virksomheder med mange kvinder i deres bestyrelse giver bedre resultater på bundlinjen. Der blev aldrig henvist aldrig til de undersøgelser, der viser det modsatte. Hele denne propaganda fik lov at stå uimodsagt, da alle læserindlæg imod artiklerne blev afvist.
Et tilsvarende præg af feministisk propaganda ses i andre aviser – i meget høj grad i Politiken, og i nogen grad i Information. Jeg selv havde god adgang til at få optaget læserbreve, der gik imod feminister, i Information i årene ca. 2005 – 2010. Men pludselig var der lukket totalt – jeg kunne intet få optaget, og misvisende artikler om køn dukkede op i stedet. Det skete i forbindelse med at Informations redaktion skiftede engang omkring nytår 2010/2011.
Generelt er der langt flere mænd end kvinder, der indsender læserbreve til aviserne.
I 2017 viste en undersøgelse fra Cevea, at under 15 pct. af alle debatindlæg i Danmark bliver skrevet af kvinder, og kun fem pct. af folk med erhvervsuddannelser. Det vil sige at højtuddannede mænd udgør en majoritet af indsenderne. Det vil aviserne gerne korrigere for; de har et mål om, at 50 % af alle trykte læserbreve skal være af kvinder.
Da Anne Sophia Hermansen i september 2016 tiltrådte i stillingen som debatredaktør hos Berlingske, var en af hendes første udmeldinger, at hun agtede at diskriminere mandlige skribenter. Den holdning blev styrket hos hende da Cevea kom med ovennævnte oplysning om 15 % kvinder. Nu fortæller Anne Sophia Hermansen, at hendes diskrimination af skribenterne går videre end til blot at afgøre, hvilke af de indsendte indlæg der kommer i avisen, og hvilke der sorteres fra. Indsender en kvinde eksempelvis et indlæg, som har potentiale, men i sin nuværende udgave er for ringe til at blive bragt, er der stor sandsynlighed for, at Anne Sophia Hermansen tager kontakt til kvinden med henblik på at  forbedre indlægget. Omvendt afvises mange mænd.
Når det gælder Politiken, så er sandsynligheden for at få bragt et debatindlæg typisk ca. 50 procent for kvinder og 5,5 procent for mænd.
Når kønsspørgsmål kommer op som emne, så har mænd altså langt ringere mulighed for at ytre sig end kvinder – mændenes kvote er så at sige for længst opbrugt, så kvinder får næsten monopol, når der kommer et emne op (kønsspørgsmål) som får kvinder til at komme ud af busken.
Spørgsmålet om medierne er meget centralt for de spørgsmål, Bonde behandler i sin bog. Kvinder der igennem deres universitetsuddannelse er blevet påvirkede til et ensidigt feministisk verdensbillede, kom ud af universiteterne som kandidater, og skulle jo have jobs. Så en flodbølge af indoktrinerede akademiske feminister er væltet ind over alle mulige institutioner, og især over pressen. Det betyder at hele den danske medieverden – bortset fra nogle få perifere, uafhængige medier – bidrager til ensidigt at fremme det feministiske verdenssyn. Andre synsvinkler og andre argumenter kan kun meget vanskeligt og sjældent komme frem. Derfor kan korrektioner af feministernes fejltagelser og misinformation ikke ske. Overalt i medieverdenen sidder der kvinder, som forhindrer det. Den der har magten over hvilken information der når frem til borgerne, har i sidste ende magten over hele samfundet. Det vil sige, at når først feminister har sat sig så tungt på medierne, som tilfældet er nu, så har de i realiteten allerede erobret magten i samfundet.
Det gælder ikke kun trykte medier. Det gælder også TV, ikke mindst DR, hvor ledelsen nu omfatter en kvindelig generaldirektør, en kvindelig direktør for medier, og en kvindelig direktør for nyheder. Denne kvindedominans afspejles i mediefladen, især DR2.
I august 2020 sendte DR2 f.eks. en serie i fem dele med titlen ”Alle hader feminister”, der blev bakket op af ”faktaark” m.m. på DR´s hjemmeside. Men serien var så fuld af fejl og misvisende oplysninger, at også DR´s detektor måtte konstatere at der var fejl. Det nævnes af Bonde; men DRs opbakning om ensidig propaganda kunne godt være betonet mere.
I 2015 sendte DR2 Dokumania en amerikansk film, der på dansk fik titlen ”Voldtaget af elitens sønner”. Ikke blot blev denne film sendt i fjernsynet, den blev til overflod også vist på storskærm ved to friluftarrangementer. Filmen var ekstremt følelsesmæssigt manipulerende og med mange misvisende og lodret forkerte oplysninger. Der fandtes på nettet udførlig dokumentation af filmens mange fejl. Den daværende leder af Dokumania, den stærkt feministiske Mette Hoffmann Meyer, blev gjort opmærksom på filmens fejl og mangler; men hun nægtede at reagere. Mine intense forsøg på at få DR til at bringe korrektioner eller i det mindste en paneldebat om filmen blev pure afvist; samtidig var det temmelig håbløst at få aviserne til at optage læserindlæg om filmen.

Jeg og andre licensbetalere har altså betalt for at TV bringer film der bagtaler mænd og øger det generelle had imod mandekønnet. Hvis en kanal med public service-forpligtelse sender sådan noget, så burde det sendes kommenteret, sådan at begge sider af en sag kan komme frem. Men det er ikke tilfældet. Den feministiske dominans i DR betyder ensidig slagside til fordel for feminismen.
Dette er alt sammen vigtigt, fordi den der behersker medierne, behersker den offentlige opinion, og dermed på langt sigt magten over sjælene.
Det som Bonde skriver på de fem sider om pressen, er udmærket. Men i betragtning af hvor central en rolle den spiller for meningsdannelsen, burde der have stået mere.

 

Anmeldelse af “Genusdoktrinen”

ANMELDELSE

Ivar Arpi & Anna-Karin Wyndhamn (2020): Genusdoktrinen. 376 pp.
Forlaget Fri Tanke.
Pris i Sverige: 199 Skr.
Fås også som e-bog.

Det svenske ord ”genus” betyder det samme som det engelske ord ”gender” – altså kønnet opfattet som et socialt produkt. Studiet af dette fænomen kaldes genus-videnskab, og det er i Sverige blevet et forskningsfelt med mange ansatte.
Det indgår i genus-videnskaben, at mænd og kvinder ikke er forskellige fra fødslen. Forskerne undersøger, hvordan samfundets normer skaber kønnene, og hvordan man ved at ændre normerne kan undgå forskelsbehandling og indføre ligebehandling af alle, uanset køn.
For at gennemføre ligestilling overalt i det svenske samfund, satte regeringen i 2016 en proces i gang, som kaldes ligestillings-integrering. Dette galdt især for universiteter og andre højere læreanstalter. Der eksisterede på det tidspunkt ved Göteborgs Universitet en organisation der kaldtes Nationella Sekretariatet för Genusforskning. Dette sekretariat forberedte indførelsen af ligestillings-integrering på universiteterne, indtil opgaven i 2018 blev overført til en nyoprettet myndighed, Jämställdhets-myndigheten [ligestillings-myndigheden].

Anna-Karin Wyndhamn blev i 2016 ansat i Nationella Sekretariatet. I begyndelsen var hun begejstret og energisk i sit arbejde der, men gradvis fik hun et helt andet syn på arbejdet. I det tidlige efterår 2017 kontaktede hun en journalist og lederskribent på Svenska Dagbladet, Ivar Arpi, der havde skrevet kritiske artikler om kønsforskning. De to etablerede et samarbejde, hvor Wyndhamn kunne informere Arpi om hvad der foregik i Nationella Sekretariatet, og det blev i løbet af samme efterår til seks artikler i Svenska Dagbladet om hvor vanvittigt spørgsmål om køn behandles på de svenske universiteter. I starten af 2018 forlod Wyndhamn sit arbejde på sekretariatet.

Efter 2017 har Wyndhamn og Arpi fortsat deres samarbejde. De har systematisk, men hver for sig, forsøgt at interviewe alle personer som er vigtige for ligestillings-integreringen. Ikke alle har villet udtale sig, og mange vil kun udtale sig anonymt. Men de har fået stof nok til de sammen har kunnet udgive bogen ”Genusdoktrinen”. Det er en meget læseværdig, veldokumenteret og saglig bog med ca. 320 sider tekst og 50 sider noter og referencer.

Som dansk læser havde jeg forventet, at det står dårligt til med svensk forskning i ”genus-videnskab”, og jeg havde også hørt om artiklerne i Svenska Dagbladet, som beskrev nogle hovedrystende vanvittige historier om hvordan ligestillings-integreringen tvinger universiteterne til vanvittige afgørelser. Alligevel er jeg overrasket og rystet over præcis hvor vanvittigt det hele er. Det der især ryster mig, er at få indblik i tankegangen hos de personer, der driver dette vanvid fremad.

Bogen er ikke en systematisk redegørelse fra A til Z. Der er ikke nogen stringent disposition, og emnerne kommer lidt hulter til bulter mellem hinanden. Det er formentlig for at gøre den mere interessant og spændende at læse – og det er den da også. Som dansk læser skal man enten være god til svensk, eller også skal man være villig til jævnligt at slå ord op til oversættelse på google-translate.

OM INDHOLDET

Første kapitel handler om hvordan en studenterklage over en mandlig forelæser på medicinstudiet behandles af dekanen. Forelæseren, Germund Hesslow, fortæller om at der er forskelle i gennemsnit mellem mænd og kvinder, selv om variationen inden for hvert køn for det meste er større end forskellen. En studerende, som i øvrigt er aktiv i Feministisk Initiativ, klager på forhånd over forelæsningen, inden hun har overværet den. Efter at have hørt forelæsningen genfremsætter hun klagen. Ingen andre studerende klager. Men på grund af den ene klage beslutter den mandlige dekan, at indlede en proces mod Hesslow. Den proces fører til at forelæsningen fremover skal suppleres med en forelæsning af en kvindelig genus-forsker, der kan gengive det, der er den svenske regerings officielle, udtrykte holdning, nemlig at mandligt og kvindeligt er sociale som skabes ud fra opfostringen, økonomiske rammer, magtstrukturer og politisk ideologi.
Basis for at dekanen kan gribe ind, er en lov fra 2017 som foreskriver, at myndighederne skal forebygge diskrimination. Hvordan forebygger man det? Jo, hvis nogen siger at der er forskel på mænd og kvinder, så kan dette potentielt udnyttes til at diskriminere. Så selv om der ikke faktisk er sket nogen diskrimination, så er bare det, at man giver indtryk af at der er forskel, nok til at man bryder loven.
Det fremgår, at bare det at én studerende klager, er nok til at dekanen giver studenten ret og retter ind. Det mønster ses ofte [det samme mønster ses også på danske universiteter].
Vicedekanen siger om samme sag: ”Så snart en student oplever noget, er kritik berettiget. . .  Så snart en sag bringes frem af en student, skal vi tage det alvorligt. Da er det berettiget, uanset hvad det drejer sig om. Kritik er i grunden altid berettiget.”
Det er jo meget mærkeligt, at universitetets ledere, i dette tilfælde dekan og vicedekan for et medicinsk fakultet, siger at kritik fra studenter altid skal følges, uanset hvad det handler om. Vicedekanen siger også, at i en strid er det universitetet, der skal tilpasse sig til studenterne, ikke omvendt. Det er universitetet, der har ansvaret. ”Vi fremlægger fakta uden at tænke på at den generation som modtager dette, måske ser tingene på en anden måde, tænker på en anden måde. Vi behøver måske at give forskellige perspektiver i en forelæsning for at tage højde for dette. Vi skal være bedre til at kommunikere og levere et budskab på en professionel måde. Det er der vi svigter, og det er det vi skal arbejde på”.
Sådan tænker man på et universitet, hvor den officielle holdning er at der eksisterer ikke objektive sandheder.
En lignende tankegang gælder m.h.t. seksuelle krænkelser. Der skal gribes ind ikke bare, hvis der sker sådanne krænkelser. Det er nok at nogen mener at der findes en risiko for at visse andre personer kan blive krænket; alene den risiko er nok til at der skal sættes store processer i gang for at ændre tingene.
Dette gælder f.eks. i en sag, hvor en forelæser, som bestemt ikke kan beskyldes for at være racist imod farvede, svarede på et studenterspørgsmål i en formulering der nævnte det forbudte n-ord (”neger”). Ingen blev krænket af det, og der var ingen farvede til stede. Men bare det, at der teoretisk kunne være en tilhører, der blev krænket, var nok til at igangsætte en disciplinærsag. Forelæseren måtte love at hun aldrig mere i sit liv nævnte det forbudte n-ord.
I det hele taget drejer meget sig om brugen af bestemte ord. Det afgørende er ikke, om det en person siger, er sandt eller falsk. Det afgørende er, hvilke ord personen bruger. Samtidig nægter universitetet dog at lave en liste over hvilke ord, der er OK, og hvilke der er forbudte. Men det er klart at f.eks. i relation til transkønnede er der formuleringer, som er forbudte.

Andet kapitel handler om presset på universiteterne for at give kvinder en mere fremtrædende plads i lærestoffet. Der er f.eks. krav om at mindst 40 % af litteraturhenvisningerne i undervisningsmateriale skal være af kvinder, også selv om ingen kvinder er relevante for emnet. Og i et  kursus om filosofi var underviseren tvunget til at udelade omtale af Immanuel Kant for i stedet at tale om feministen Mary Wollstonecraft. Det endte med at underviseren forlod Sverige og fik en stilling i Istanbul i stedet.
Det giver også problemer, når nogen skal forelæse om reproduktion, for man må ikke sige at kun kvinder kan føde børn. Der skal tages hensyn til at transkønnede ikke føler sig krænket, og det hensyn dokumenteres ved at institutionen bliver hbtq-certificeret (h=homoseksuelle, b = biseksuelle, t= transkønnede og q = queer).
Også hospitaler skal hbtq-certificeres. Det har f.eks. medført på det Sahlgrenska Sygehus´ psykiatriske afdeling, at der er indført nye retningslinjer som kræver, at mænd og kvinder blandes på fælleskønnede sovesale. Det vigtigste er at tænke kritisk om stereotype opfattelser af forskelle mellem kønnene. Men skal ikke placere patienter af samme køn i samme sale bare fordi de har samme køn. Dette gælder også selv om der ikke er nogle transkønnede patienter på afdelingen. Man må nok undre sig over den prioritering – i betragtning af hvor meget det kan forstyrre psykiatriske patienter at blive tvunget til at sove i samme sal som nogen af modsat køn.
Også politiet skal ligestillings-intgegreres. Derfor fik to lærere i genus-videnskab til opgave at ”ud fra et intersektionelt genus-perspektiv identificere mulige udviklingsområder og indgive forslag til hvordan politi-uddannelsen kan udvikles”. Resultatet blev en rapport, hvor det fremhæves at man som betjent ikke kan være neutral. Idealet om at alle skal behandles ens, skal opgives. Politiet skal gøre forskel alt efter om den person, de står over for, tilhører et undertrykt mindretal. Mistænkte personer som står langt nede i magt-pyramiden skal behandles forsigtigere end andre. ”Et normkritisk intersektionelt perspektiv kan synliggøre hvordan forestillinger om neutraliteten i sig selv er koblede til specifikke forestillinger om maskulinitet, hvidhed og svenskhed.” Rapporten om ændring af politiets uddannelse er blevet mødt med meget kritik. Men udviklingschefen for politiet affærdiger kritikken med at der er tale om ”uvilje”.

Tredje kapitel handler om indførelsen af ligestillings-integrering på alle højere læreanstalter i Sverige. Regeringen stillede i 2016 krav om at alle læreanstalter skal udforme en plan for dette. Formålet er ikke at forhindre diskriminering af enkelte personer; formålet er at ”omorganisere virksomheden” og forandre de magtstrukturer, som medfører at diskrimination forekommer.
Nationella Sekretariatet för Genusforskning i Göteborg får til opgave at støtte denne omorganisering. Den mandlige leder er optaget af at ligestillingen skal gennemsyre alt, herunder bestemme pengestrømmene og bestemme eksamenskravene på de enkelte fag.
Normkritisk skoling af medarbejdere og studenter er kongevejen ikke bare til bedre arbejdsmiljø, men også til bedre uddannelse. Til det formål tjener f.eks. en pjece med navnet ”Bryt innanförskapet” med konkrete råd til hvordan man med intersektionel teori kan nedbryde magtstrukturer. Den bruges bl.a. til kurser hvor de deltagende undervisere skal få kundskab om ”teorier af betydning for at udvikle en normkritisk holdningsmåde . . . om sociale kategoriseringer, normer og magt”.

Fjerde kapitel
Kapitlet giver et indblik i tankegangen hos nogle af de personer, der er drivkræfter for indførelsen af ligestillings-integrering. Formanden for Nationella Sekretariat citeres for dette udsagn, at svenske universiteter består af ”en allerede velstillet elite af svensktalende, protestantiske, lyshudede kættere som intet hellere vil end at undgå at få kendskab til deres egen voldsudøvelse”. Han ser universitetet som en slagmark, hvor eliten forsøger at klamre sig til magten. ”Kætterne” er de modernister som tror på at der findes en objektiv sandhed, i modsætning til sekretariatslederen selv, der er frustreret over de stadige krav om at give belæg for sine påstande. Man behøver ifølge ham ikke at kortlægge og undersøge den uligestilling, som han jo allerede ved findes. Det kan være nødvendigt i forhold til specifikke problemer; men ”generelt set er det ikke relevant at give belæg for allerede kendte strukturelle uretfærdigheder”. Disse uretfærdigheder er den symbolske vold, som findes overalt i hverdagen.
En kvindelig forskningssamordner på sekretariatet har lavet disputats om feministen Donna Haraway; det gør bl.a. at hun mener, at man skal droppe det mandlige begreb om  objektivitet. Sandheden er subjektiv, og det personligt oplevede er det autentiske og dermed det sande.
Endnu en kvinde i sekretariatet har kvalificeret sig med en afhandling, hvor hun bl.a. skriver at ”nyliberalismen” undergraver muligheden for virkelig ligestilling. At fokusere på individer gør at kønsmagt-ordningen forbliver intakt. Ligestilling kræver kollektiv kamp.
På sekretariatet handlede det om at føre en fælles kamp, og her var ingen tolerance for dem som stillede spørgsmål til de anvendte metoder. Eventuel intern kritik blev mødt med kollektive modangreb fra et stort antal kvinder. Ekstern kritik bliver også altid afvist, med påstande om at kritikerne blander politik og forskning sammen (selv om det netop er, hvad sekretariatet gør). Kritikere kategoriseres som konservative, populistiske, imod genus- begrebet og imod ligestilling. Forsvarerne af sekretariatet udtaler: ”Lad os slå fast en gang for alle: genusforskning er videnskab!”. Det afgørende er også, hvilke personer der kommer med kritik, mere end hvad kritikken går ud på. Man ser livet som en kamp mellem det gode og det onde, hvor man selv står for det onde. Det vil sige at kritiske indvendinger er tegn på dårlig moral.

Femte kapitel er en omtale af nogle af de mest tåbelige forsknings-projekter i Sverige. Vi hører f.eks. om en forsker som mener, at hele tanken om at amning er knyttet til kvinder er socialt konstrueret og heteronormativ.
Desuden omtales nogle af de internationale forsøg på at afsløre den postmodernistiske videnskabs fup.

I sjette kapitel handler det om genus-forskernes modvilje mod at anerkende biologiens betydning. Vi læser om nogle af de forskningsresultater, som påviser biologiens betydning, f.eks. forskning udført af svenske Anna Servin, og vi hører om de argumenter, genus-forskerne bruger til at afvise dem. Et af argumenterne er, at den forskning skal slet ikke udføres.  ”Hvorfor er Anna Servin overhovedet interesseret i kønsforskelle? Hvad skal man anvende forskningsresultatet til?”. Selv en kvindelig docent ved et centrum for evolutionsbiologi siger: ”Jeg synes at den videnskab som arbejder med biologiske forskelle, den ødelægger bare. Den ødelægger ligestillingsarbejdet. Den har ikke noget at gøre dér.”
I dette kapitel omtales også en del af de vanvittige forestillinger om transkønnede. Og vi får at vide, at antallet af børn og unge i Sverige som henvender sig til myndighederne fordi de føler kønsdysfori – at være født i det forkerte køns krop – er steget voldsomt. Antallet af personer med diagnosen kønsdysfori per 100.00 indbyggere var i 1998 tæt på 0; i 2007 var det 31, i 2017 727, og i 2018 5841.
Historikeren Yvonne Hirdman anses af mange for at være den ledende autoritet inden for svensk genus-forskning. For et par årtier siden mente hun, at kvindelige lærere inden for genus-forskning ”skal have lov at være i fred, ellers bliver de opslugt af de øvrige”. Det vil sige – på det felt skulle der kun arbejde kvinder, og de skulle være fri for påvirkning udefra. Dermed skulle de også være fri for kritik udefra. Hirdman praler et sted af at en mandlig studerende, som stillede kritiske spørgsmål, af hende blev mødt med et ”Hold kæft!”, og at hun dermed fik sat ham på plads. Genusforskerne isolerer sig, møder kritik med mistro, og ser andre som fjender, ikke som meningsmodstandere. Kritik opfattes som angreb.
Genus-videnskabens grundlæggende tilgang – at belyse hvordan egenskaber bliver kønnede, hvordan evner bedømmes forskelligt hos mænd og kvinder – er gledet i en retning hvor alt stort set antages at være effekter af skæve magtrelationer.
På Umeå Universitet fik underviserne besked på at ”anvende en kønsbevidst pædagogik” og ”anlægge et genus-perspektiv i al undervisning”. Det førte til at en kritisk indstillet psykolog dér gav sig til at granske den genus-videnskab, som nu skulle danne baggrund for al undervisning. Han fandt at jo mere en videnskabelig artikel var præget af genus-videnskab, jo lavere kvalitet havde den – ikke så mærkeligt, da genus-videnskab, i modsætning til andre videnskaber, mangler en selvkorrigerende procedure.
Men revolutionen æder sine egne. Begreber som ”genus-ordning” og ”kønsmagt-ordning”, som prægede arbejdet på sekretariatet, er nu på vej ud. De erstattes af queer, trans og intersektionalitet, og ifølge disse perspektiver findes der ikke noget biologisk køn. De betyder, at de ældre genus-forskere opponerer imod den nye tendens. Hvis man ikke længere kan tale om mænd og kvinder, hvordan kan man så studere mænds undertrykkelse af kvinder?

Kapitel 7 handler om de tekniske højskoler, hvor der er relativt stort underskud af kvinder. Det vil man have gjort noget ved. Regeringen har forlangt, at mindst 32 % af alle nyudnævnte professorer skal være kvinder; det tal er efter 2015 stigende, og i 2030 skal det være 50 %.

På Kungliga Tekniske Högskolan, KTH, har man indrettet et ligestillingskontor med to ansatte kvinder, hvoraf den ene er vicerektoren, Anna Wahl. Hun har ingen faglig indsigt i tekniske fag, men meget magt. Hun sigter ikke bare mod et højere antal af kvindelige professorer. Der er først ligestilling, når også fordelingen af magt, ressourcer og indflydelse er lige. Hun tæppebomber højskolen med systematitsk værdigrundlagsarbejde og genus-teori baseret på et intersektionelt perspektiv. Alle studenter, uanset studieretning, og alle medarbejdere, skal have basiskundskaber i genus og et intersektionelt perspektiv. Til det anvendes en lærebog skrevet af ligestillingskontorets to ansatte, en lærebog som også anvendes på mange andre universiteter rundt om i landet. Den er gennemsyret af en postmodernistisk ånd. Den stiller spørgsmålstegn ved begreberne kundskab og sandhed, og hævder at der ikke findes værdineutral og objektiv viden. Køn er ikke naturligt, men socialt og kulturelt konstrueret. Det påstås i bogen, at dette er noget som al kønsforskning er enig om. Det slås også fast som et ubetvivleligt faktum, at kvinder i dag er underordnede under mænd.

På Chalmers Tekniska högskola har man fra 2019 igangsat et program ved navn Genie, hvor man bevilger 300mio. Skr til at forhøje andelen af kvindelige professorer, bl.a. ved at lokke dem til med meget gunstige arbejdsbetingelser og økonomiske rammer.
Man sigter mod at andelen af kvindelige professorer i løbet af ti år skal stige fra de nuværende 17 % til derefter 40 %. Nogle mener, at for at nå målet skal man købe ældre mandlige professorer ud, dvs. betale dem for at tage deres afsked, sådan at der bliver lærestole ledige til nye kvindelige professorer. Der skal være kvindelige ansøgere til alle stillinger, og man sikrer sig på forhånd, at der findes kvinder, der kan søge. Hvis der alligevel ikke er kvindelige ansøgere, besættes stillingen ikke.
Genie-programmet er bl.a. blevet retfærdiggjort med henvisning til begrebet stereotypificering, med støtte i undersøgelser udført af amerikaneren
Claude M. Steele. Hen mener at forskellige minoritetsgruppers akademiske underpræstation i f.eks. matematik og naturvidenskab beror på negative forventninger, som får personerne til at underpræstere. Men Steeles resultater om stereotypificering har ikke kunnet reproduceres ved yderligere forsøg. I dag henviser Chalmers ikke længere til stereotyp-problemet; men de har aldrig noteret sig, at teorien ikke stemmer.
Genie-programmet bærer ikke præg af at håndhæve meritokratiet – at man ansætter de dygtigste. Det bærer mere præg af hævn – den tidligere uretfærdighed, at kvinder blev holdt nede, skal erstattes af en ny uretfærdighed, at mænd skal holdes nede. Lederen af programmet siger at mænd, først og fremmest heteroseksuelle mænd, har som gruppe haft en uberettiget andel af magt og høstet økonomiske fordele af det. Derfor skal denne gruppe nu straffes, for retfærdighedens skyld, og det kommer til at svie.
Lederen af Genie har læst fritekstsvarene i en undersøgelse af arbejdsmiljøet; her brokker mange, mænd som kvinder, sig over Genie-programmet. Men det bortforklares med at mange af de kvinder, som er forfremmet, helt enkelt er bedre end mændene, og det bliver mændene selvfølgelig sure over at se.
Faktisk viser en præcis analyse, at de kvinder, der får professorstillinger, i gennemsnit er dårligere kvalificerede end mandlige professorer – de har f.eks. produceret færre afhandlinger. Men lederen af Genie-programmet hævder altså, uden belæg, det stik modsatte.
Det vigtigste for Chalmers i dag er en høj kvindeandel – det er prioriteret over alt andet. Formanden for højskolens rekrutteringskomité skriver: ”Det går ikke at hævde at der ikke findes nogen kvinder inden for et forskningsområde. I så fald skal vi forlade det. Hvorfor skal vi være til stede på et enkønnet felt?” Hvis der kun er mænd som forsker i f.eks. brintmotorer, eller noget andet som er smart i forhold til klimaet, skal Chalmers altså ikke beskæftige sig med det. Andelen af kvinder er vigtigere end nytten af forskningen.

På afdelingen for teoretisk fysik ved Uppsala Universitet besluttede fakultetet at man ville lave en ”genus-satsning”. De bestemte at de ville ansætte fem hjælpelektorer, som alle skulle være kvinder. Da kvotering er ulovligt, gik man en anden vej. Man slog fem stillinger op, på en måde så det fremgik at de var helt åbne for alle, også mænd. Men samtidig stillede fakultetet en rigelig finansiering i udsigt, og man gjorde det klart over for afdelingen, at hvis de ansatte en mand, udeblev finansieringen, så der ikke var midler at forske for. Dette var jo snyd og manipulation; men hvad gør man ikke for at flere kvinder ind.
På afdelingen fik man fat i en række kvinder og bad dem søge; en enkelt mand, som ikke vidste hvad der foregik, søgte også. Derefter skulle ansøgerne bedømmes af en sagkyndig. Han undrede sig over hvorfor det næsten kun var kvinder, der havde søgt. Da han fik at vide, at der var tale om skjult kvotering, blev han oprørt og klagede officielt. Men den klage kom der ikke noget ud af. Men fandt i stedet en anden sagkyndig, der ikke protesterede.
På Lunds Universitet er sket en lignende form for skjult kvotering med uærlige stillingsopslag.
Men på regeringsplan bedømmes overvægten af mandlige professorer som et problem. Det tages som udtryk for at der sker en usynlig diskrimination mod kvinder. For at undersøge det nærmere, foretog en psykolog ved Umeå Universitet, som før nævnt, en undersøgelse af mere end tusind professoransættelser igennem årene 2009-2014 ved Sveriges seks største universiteter. Han fandt at mændene iblandt dem havde betydeligt flere publiceringer og citeringer, både i medicin og i samfundsvidenskab. Hvilket modbeviser tesen om at en kvinde skal præstere mere end en mand for at blive ansat.
Universiteterne er faktisk godt klare over dette. Nogle tilbyder kvindelige, men ikke mandlige lektorer betalt tid til forskning, sådan at de bedre kan kvalificere sig til en professorstilling. Det udtrykte formål med dette er at man vil udjævne forskellen i kvalifikationer, sådan at man kan få flere kvindelige professorer men uden at kunne anklages for kvotering.
Der er visse uddannelser, hvor der kræves et højt karaktergennemsnit for at komme ind, og da flere kvinder end mænd får høje studentereksamenskarakterer, er der en overvægt af kvindelige studerende. Det var bl.a. tilfældet på veterinæruddannelsen på Sveriges Lantbruksuniversitet. Her indførte man en kvoteordning for at få mindst 40 % mandlige studerende. Men bortkvoterede kvinder klagede ved retten, og fik medhold. De fik en stor pengeerstatning, men ikke en studieplads.
Det hører med i billedet, at i 2018 oprettede man Jämställdhetsmyndigheten (Ligestillingsmyndigheden) som afløser for Nationella Sekretariatet. Denne myndighed er IKKE underlagt nogen krav om ligelig kønsfordeling. Der er ansat 51 kvinder og 17 mænd.

Kapitel 8 handler om hvordan genus-perspektivet tvinges igennem i al aktivitet på svenske universiteter.
I 2016 fremsatte forskningsministeren et forslag om dette. Ministeren skrev: ”Regeringen anser at det ikke er nok at arbejde for ligestilling inden for forskningen og ved fordelingen af forskningsmidler. I overensstemmelse med regeringens arbejde med ligestillings-integrering skal køns- og genus-perspektivet integreres og være konstant nærværende i forskningens indhold.”
Man instruerede de fire svenske forskningsråd om at det skulle være sådan, og det førte til indførelsen af et pointsystem, hvor ansøgere skulle redegøre for genus-perspektivet i alle ansøgninger til forskningsrådene. Et af forskningsrådene har f.eks. en formular, hvor hele tre punkter drejer sig om køn og ligestilling, f.eks. hvordan projektet forbedrer ligestillingen mellem kønnene. Hvis man ikke kan give høje point til disse tre punkter, er det næsten umuligt at få en tilstrækkelig høj samlet vurdering af ansøgningens kvalitet, selv om man kommer i top på alle de øvrige punkter.
Det har f.eks. givet problemer for en forsker i fiskebiologi. Den forskning kan ikke påvirke ligestillingen mellem kønnene, og derfor vurderes den lavt. Da der desuden var fem mandlige deltager og ingen kvinder, blev projektet afvist. Senere lykkedes det dog at overtale en kvinde til at stå på som medansøger; hun vidste godt, at det kun var for en forms skyld; men for at hjælpe mændene stillede hun op, og så gik projektet igennem.
Den politik giver problemer for klimaforskningen, som langt overvejende udføres af mænd. Desuden kan man vanskeligt påstå, at klimaforskningen gavner ligestillingen. Derfor er det meget svært at få støtte til klimaforskning.
Forskningsrådet for sundhed indførte i 2018 pludselig en ny vurdering, hvor man ikke blot skulle angive projektets relevans for genus, men også for mangfoldighed. En forsker i medicin beretter, at han forsker i et område hvor køn og etnisk tilhørsforhold ikke har nogen betydning. Han ved godt, at hvis han skrev at biologisk køn er et naturligt udgangspunkt for medicinsk forskning, da ville han vanskeligt kunne få støtte. Som han siger: ”Det handler ikke om at jeg sagligt har ret eller tager fejl, men om at det (biologisk køn) ikke er en godkendt ideologi, uanset hvilket spørgsmål jeg vil studere.”
Dette forskningsråd har indført en bestemmelse om at den forskning, som får støtte, skal have et genus/ligestillings-perspektiv i 75 % af projekterne. Så der det jo svært at få noget igennem, som ikke har et genus/ligestillings-perspektiv.
Tilsvarende regler gælder i øvrigt for tildeling af støtte i kulturlivet. Her skal man svare på ikke mindre end 50 spørgsmål om genus m.m., f.eks. skal man sige, om det er sandt at ”Vi har diskuteret hvorvidt opsætningen bidrager til at bevare eller udfordre rådende normer og forestillinger om mennesker, eller bare viser hvordan det er. Vi undgår dermed at vi ubevidst reproducerer stereotyper.” Det fremhæves også for ansøgerne, at normkritik er den metode, man skal anvende, til forskel fra tolerance som bare bevarer privilegier. Tolerance udfordrer ikke normen. Tolerance er altså ikke godt nok.
Videnskabsrådet mener, at diskrimination især sker på grund af ”ubevidst bias”. Derfor skal ubevidst bias bekæmpes. Det gør man ved en slags stikkerordning, hvor ligestillingsobservatører sidder med i forhandlingerne i Videnskabsrådet. De skal indberette, hvis der er personer der giver udtryk for fordomme, så som at kvinder er mindre intelligente end mænd. Observatørerne deltager, men siger ikke noget, og lytter blot efter hvordan de andre mødedeltagere taler. Man tager også tid på, hvor mange minutter mænd hhv. kvinder taler (her har man ikke fundet nogen forskel). Man noterer sig, i hvilken orden mænd og kvinder sidder ved bordet. Alt dette gøres hvert andet år. I seneste runde er det ikke lykkedes disse observatører at finde tegn på diskrimination. Man mener derfor, at diskrimineringen af kvinder sker via ”ubevidste fordomme”, og man udbreder informationsmateriale om dette.
Faktisk har bl.a. lederen af Nationella Sekretariatet allerede i 2015 set på forskningen om ubevidst bias. Han har set på samtlige internationale studier som undersøger fordelingen af mænd og kvinder i ansøgninger. Modvilligt konstaterer han at 77 % af disse studier som tager højde for akademisk position, ikke finder nogen forskel i bedømmelse beroende på køn. I de resterende 23 % finder man små, men ikke statistisk signifikante forskelle. Men han forkaster den konklusion, man ellers kunne drage, at der ikke sker diskrimination. Jo, for ”akademisk position, som per definition er et udslag af en uligestillet og kønnet organisatorisk proces, anvendes som variabel der neutraliserer en påvist kønsforskel.” Han mener altså at der forkert at tage hensyn til akademisk position, eftersom kvinder med største sandsynlighed er blevet diskrimineret ved tildelingen af positioner. Det kaldes  ”kønsneutral kønsdiskriminering”.
Det antages almindeligt, at der ansættes flest mænd, fordi mænd foretrækker at ansætte andre mænd. Men her overser man, at det gennemgående er kvinder som foretrækker andre kvinder i deres ubevidste attituder, mens mænd derimod ikke fremviser ubevidst sexisme.
I 1997 lavede to kvinder en undersøgelse  som viste, at kvindelige ansøgere til det biomedicinske forskningsråd blev vurderet lavere end mandlige, såfremt de var lige kvalificerede. Det viste ubevidst diskrimination mod kvinder. Da en tilsvarende undersøgelse blev gennemført af en mand i 2008, var resultatet det modsatte: Nu havde kvinder 10 % større chance end mænd for at få forskningsmidler. Siden 1997 havde man altså overkompenseret.
Men når ligestillings-konsulenter omtaler dette fænomen, så refererer de undersøgelsen fra 1997, ikke den fra 2008.
Ligestillings-konsulenter henviser også gerne til resultatet af et internationalt forskningsprojekt, GEDII, som angiveligt viser at en jævnere kønsfordeling fører til øgede videnskabelige fremskridt. Denne konklusion er at finde i en artikel i Nature; men den holder ikke stik. Da nogle mere statistisk kyndige personer, bl.a. svenske Ulf Sandström, gentog de statistiske analyser på en mere solid måde, konstaterede de, at der ikke var en sådan sammenhæng. Nu viste det sig at kønsbalancen ikke har nogen som helst indvirkning på resultatet. Den tidligere rapports konklusion er nu ændret til at “Regarding gender differences, the models also indicate that there are not statistically significant effect of the share of women on performance – defined as both productivity and impact.” Men denne ændrede konklusion ignorerer ligestillingskonsulenterne.
Alle statslige forskningsråd har sat som mål at kvinder og mænd skal have samme bevillingsgrad, uanset hvor mange ansøgninger der kommer ind fra hvert køn. Begrundelsen er at mænd som gruppe historisk set har haft en højere bevillingsgrad. Inden for området naturvidenskab og teknik indsendes tre ud af fire ansøgninger af mænd. Men hvert eneste år er det tæt på 50 % af bevillingerne, der gives til kvinder. I de tilfælde hvor en bedømmergruppe ikke har været i stand til at nå op på målet om 50/50 fordeling, skal de skriftligt motivere hvordan det kan være over for ledelsen.
Inden for medicin og sundhed mener Videnskabsrådet, at kvinder bliver uretfærdigt bedømt af bedømmelseskomiteerne, selv om nogle opgørelser, bl.a. Sandströms undersøgelse, viser noget andet. I en rapport fra 2009 erkender Videnskabsrådet, at mandlige forskere er mere produktive og når længere i karrieren på en given tid end kvinderne; Videnskabsrådet formoder, at det skyldes at kvinder prioriterer hjem og børn højere end deres mandlige kolleger. Derfor mener de ikke at det er retfærdigt at have samme bedømmelseskritierier for mænd og kvinder.

VURDERING

”Genusdoktrinen” er en meget læseværdig bog, som stærkt kan anbefales. Der ligger et stort arbejde bag udarbejdelsen af bogen, med interviews af talrige relevante personer, gennemgang af relevant forskning, m.m. Ivar Arpi har allerede før arbejdet med bogen blev indledt, markeret sig som en journalist med en usædvanligt høj faglig standard, og det mærkes. Anna-Karin har bidraget med insider-viden om hvordan arbejdet i Nationella Sekretariatet foregik, og det er ligeledes værdifuldt. Tilsammen har de begge bidraget til en meget saglig og oplysende bog.

Hvad der er særlig interessant, er at de gør ihærdige forsøg på at belyse, hvordan de personer tænker, som driver udviklingen frem. For Danmarks vedkommende er det ofte meget svært at forstå, hvorfor autoritetspersoner, så som rektorer og dekaner, igen og igen lægger sig fladt ned, når feminister og andre aktivister kommer med særlige krav. Ingen tør rigtig gå imod hvad feminister kræver. Jeg har altid haft meget svært ved at forstå dette. ”Genusdoktrinen” bringer mig tættere på en forståelse. Uden at man forstår disse menneskers tankegang og motivation kan man ikke få held med at bremse feminismens værste udskejelser. Men nogen fuld forståelse får hverken forfatterne eller læserne. Det er stadig et mysterium for mig, hvordan disse mennesker kan tænke og mene, som de gør.

I Danmark oplever vi også, at kritik af feminister ikke accepteres – enten ignoreres den, eller den afvises pure. ”Genusdoktrinen” bestyrker den opfattelse, at ifølge egen selvforståelse har feministerne så meget ret, at de ikke har brug for selvkritik, og ikke har brug for at lytte til kritik udefra. Kritikere opfattes ikke som meningsmodstandere, men som fjender, der skal bekæmpes, ikke snakkes med.

Derudover er bogen vigtig ved at vise, hvad socialkonstruktionistisk tankegang fører til i praksis. Sverige er i betydelig grad et feministisk diktatur, hvor regeringen direkte fastsætter, at køn ikke er biologisk bestemt. Regeringen går meget, meget langt m.h.t. at diktere hvad folk må tænke, og der findes horder af meget tjenstvillige embedsmænd, der med stor emsighed fører regeringens direktiver ud i livet. Det er rystende at se, i hvor høj grad centralt fastsatte direktiver kan slå igennem og udvirke den omorgansering og den tankekontrol, som er tilsigtet. Og det er rystende at se, at relevant forskning, f.eks. i klimaspørgsmål, skrottes bare fordi den ikke bidrager til øget ligestilling.

Først og fremmest er bogen en stor, stor advarsel til os danskere om hvad der venter os, hvis feministerne får magt, som de har agt. I Sverige styres hele samfundet af et mindretal af feminister, som har været dygtige til at sætte sig på regeringsposterne, medierne, universiteternes styringsorganer osv., også selv om den almindelige svensker måske ikke er enig i hvad de gennemfører. I Danmark ser vi i disse år en kraftig udvikling i samme retning. Vi har f.eks. en kvindelig forskningsminister, som er overbevist om, at køn er socialt konstrueret, og som agerer ud fra den overbevisning. Nogle danske universiteter forsøger på omtrent samme måde som de svenske at presse flere kvinder ind på en måde, som virker ligesom kvotering, og som så vidt vides er ulovlig. Bogen viser, hvad mere vi kan forvente os af den slags.

Særlig uhyggeligt er det at læse, at den svenske tilgang indeholder et kraftigt element af tankekontrol. Folk, der ikke tænker på den rette måde, og folk der ikke anvender de rigtige, politisk korrekte ord, får det sværere, f.eks. har de svært ved at få forskningsbevillinger. Den svenske regering dikterer, hvad der er rigtigt og sandt – dvs. sandheden bestemmes politisk.

Anmeldelse af Debra Soh: “The end of gender”

Debra Soh er en ung kvindelig forsker, der har arbejdet på University of Toronto.
Som barn følte hun sig utilfreds med at skulle være pige. Hun gik i drengetøj, legede med drenge og med drengelegetøj. Det varede indtil sent i hendes teenage-år, da hun omsider følte sig tilfreds med sit køn. Som ung havde hun haft sin færden i ret alternative kredse, med mange bøsser, transvestitter m.m.
Hun startede med at være feminist, men da hun satte sig ind i forskningen om kønsidentitet, skiftede hun holdning. Hun har studeret neurovidenskab og lavet forskning om forskelle i hjernen hos personer med forskellig seksuel observans. Hun har offentligt kritiseret de forskere, der påstår at der ikke er nogen særlig forskel mellem mænds og kvinders hjerne, og hun har støttet James Damore, da han blev fyret fra Google.
Hun så med forfærdelse, at de transkønnede fik stadig mere indflydelse, og at der blev lagt pres for at børn så unge som muligt skulle underkastes kønsskifte. Hun støttede Kenneth Zucker, verdens indtil da førende forsker i transkønnede børn, da trans-lobbyen fik ham fyret fra sin stilling. Hun overvejede at udtale sig offentligt imod trans-lobbyen, men holdt igen da hun frygtede at det ville sætte en stopper for hendes akademiske karriere. Hendes vejledere på universitetet sagde til hende, at selv hvis hun kom så langt i karrieren, at hun fik en fast ansættelse, ville trans-lobbyen alligevel kunne få hende fyret, hvis hun udtalte sig imod dem. Så hun valgte at spille åbent ud med en klumme i Wall Street Journal i januar 2016.  Det betød samtidig, at hun ikke længere kunne få adgang til en karriere på universitetet.

I stedet startede hun på en uddannelse som journalist.

I bogen her præsenterer hun en naturvidenskabelig tilgang til en række af de spørgsmål om køn, som er mest kontroversielle i dagens debatklima. Efter min smag er hun lige lovlig løs i sproget mange steder – hun fletter personlige oplevelser og tildragelser ind i teksten. Derved mærker man, at det er en levende person, der skriver, men det betyder også et tab af videnskabelig præcision nogle steder. Det gælder især i de første kapitler. Hun kommer med tilstrækkelige videnskabelige referencer til at der er belæg for hvad hun hævder om køn – f.eks. at der kun er to køn, at kønnet ikke er en social konstruktion, og så videre. Hun er dog ret hurtig til at afslutte hver påstand – hun kunne godt have ført lidt mere solidt og eftertrykkeligt bevis for sine påstande. Andre læsere, der er knap så videnskabeligt fokuserede som jeg, vil dog nok sætte pris på hendes tekst, og hun giver lige akkurat tilstrækkeligt med referencer til at jeg trods alt er tilfreds. Alt i alt indeholder bogen, hvad man kunne forvente af den.
I kapitel 3 tager hun fat på påstandene om, at der findes kulturer visse steder på kloden, som har tre snarere end to køn. Hun fortæller, at disse mennesker af et tredje køn nogenlunde svarer til, hvad vi i vores kultur ville kalde feminine bøsser. Men hun går ret hurtigt hen over emnet, og man bliver ikke forsynet med tilstrækkelig ammunition til at kunne klare en diskussion om dette med andre som fastholder at der i disse kulturer er tre køn.
I kapitel 4 og 5 tager hun fat på det mest presserende emne – transkønnede. Hun gennemgår omhyggeligt de to hovedtyper af mænd, der ønsker at skifte køn til kvinder; den ene hovedtype er seksuelt tiltrukket til mænd, den anden til kvinder. De der er tiltrukket til kvinder, er især de såkaldt autogynofile, dvs. mænd der er forelskede i tanken om sig selv som kvinde – en temmelig bizar form for forelskelse. Det er især tesen om autogynofili som stærkt ophidser de mand-til-kvinde transkønnede og har medført meget ubehagelige angreb på forskere og andre, der siger de transkønnede imod. Debra Soh giver belæg for, at begrebet autogynofile dækker over noget virkeligt, og støtter sig hele vejen igennem på neurovidenskab. Autogynofile adskiller sig i neuroanatomien fra de mand-til-kvinde transkønnede, der er tiltrukket til mænd.
Angående børn der føler kønsdysfori, så opregner hun  hele den forskning der enstemmigt viser, at de fleste af disse børn finder sig til rette som voksne som homoseksuelle af deres eget fødte køn.
Hun omtaler Lisa Littman, der lancerede begrebet rapid-onset-gender-dysphoria, og fortæller hvordan trans-lobbyens angreb på hendes afhandling tog en form der ellers er helt uhørt i den videnskabelige verden.
Hun omtaler personer, der har fortrudt kønsskifte – hun kender selv flere af dem, og hun fortæller at påstandene om at meget få mennesker fortryder skyldes, at de der fortryder, ikke tør gå åbent ud med det, eller ikke har lyst til at vende tilbage til deres læge. Hvis man skal tro Debra – og det skal man nok – er der masser og atter masser af personer, der har fortrudt kønsskifte. Men det er stik imod hvad der bliver sagt i den offentlige debat.
Hun gennemgår flere grunde til, at trans-kvinder ikke skal anses for at være ægte kvinder. Hun nævner at der har været talrige tilfælde, hvor mænd, der erklærer sig som trans-kvinder, udnytter muligheden for at lure på kvinder i bade- og omklædningsrum. Eller hvor kriminelle mand-til-kvinde transkønnede insisterer på at blive indsat i kvindefængsler, hvor de har lejlighed til at forgribe sig på kvinder.
Vi får at vide at kriterierne for om transkvinder kan deltage i kvindesport mangler at tage hensyn til hormonernes virkning under opvæksten.
Hun skriver også om seksuel tiltrækning mellem ”normale” mænd og kvinder, og skriver at i vor feministiske tidsalder bliver mænd beskyldt for ”giftig maskulinitet”, når de opfører sig sådan, som kvinder igennem tusinder af generationer i forhistorien har fundet tiltrækkende. Det er barokt, at jo mere maskulint, en kvinde opfører sig, jo mere bliver hun rost; men jo mere maskulint, en mand opfører sig, jo mere bliver han kritiseret.
I kapitlet om opdragelse får vi at vide, at det er umuligt at opdrage børn kønsneutralt. Hendes evidens for dette er i nogen grad personlige observationer, og der burde have været mere videnskabelig evidens her.
Hun beskriver hvordan trans-lobbyen inficerer universitetsvæsenet og skolevæsenet og får den faglige integritet til at bryde sammen. Seriøse forskere forlader sexologi, fordi det er for svært at fastholde faglig redelighed. Faget tømmes for troværdige forskere. Den akademiske frihed undermineres.
Alt i alt lever bogen nogenlunde op til, hvad man kunne håbe på. Soh går ikke uden om de kontroversielle emner, men tager fat på dem lige-på-og-hårdt. Jeg kan godt anbefale bogen, dels som indgang til forskningen i disse emner, og dels som en nyttig kilde hvis man involverer sig i debatter om disse emner.

 

Hvor mange voldtægts-anmeldelser er falske?

Ikke alle anmeldelser af voldtægt sker i overensstemmelse med sandheden.

Danmark
I Danmark har man forsøgt at vurdere andelen af falske anmeldelser i en rapport fra 2018, ”Voldtægt der anmeldes”, udgivet af Det kriminalpræventive Råd.
Rapportens forfattere har studeret samtlige de sager om voldtægt, der er anmeldt til politiet i løbet af de tre år 2000, 2001 og 2002. Det er 1364 sager. Man konstaterer, at ud af disse sager er der 69, hvor kvinden sigtes for falsk anmeldelse. Det er 5,1 % af sagerne. Til sammenligning tjener en tidligere opgørelse, fra årene 1990-1992, hvor sigtelse for falsk anmeldelse skete i 4,5 % af sagerne. Den andel af sagerne, hvor kvinden er sigtet for falsk anmeldelse, var altså næsten den samme i de to tidsperioder.
Men i den nyere rapport har man også set på andre sager. Der er et antal sager, hvor kvinden indrømmer, at anmeldelsen er falsk, men hun sigtes ikke herfor. Der er desuden sager, hvor politiet opretter en sag om falsk anmeldelse, men den når ikke så langt som til sigtelse. Og der er sager, hvor det er oplagt at anmeldelsen er falsk, men hvor kvinden er under den kriminelle lavalder (under 15 år), så derfor sigtes hun ikke. Når den type sager inkluderes, vokser antallet af falske anmeldelser i løbet af perioden 2002-2002 fra 69 til 100. 100 sager ud af 1364 sager betyder, at 7,3 % af anmeldelserne er falske.
Ganske få (2)  såkaldt falske anmeldelser viste sig senere alligevel at være sande anmeldelser.
Til gengæld er der formentlig yderligere et antal anmeldelser, som er tvivlsomme, men som godt kan tænkes at være falske.
Her er der for det første sager, hvor kvinden har trukket anmeldelsen tilbage, inden det når så langt at hun sigtes for falsk anmeldelse.
Der er desuden sager, hvor politiet noterer, at de har mistanke om at anmeldelsen er falsk; men på grund af manglende bevis for dette rejser de ikke nogen sigtelse.
Yderligere er der sager, hvor politiet blot har anført nogle bemærkninger om, at de har mistanke om at kvinden lyver.
Endelig er der nogle sager,  hvor der er anmeldt en voldtægt, og hvor en gerningsmand er sigtet, men hvor sigtelsen opgives, fordi det alligevel er højst tvivlsomt, om den pågældende havde begået voldtægt.
Hvis alle disse yderligere sager inkluderes, når vi op på 105 sager mere, dvs. så er der i alt 205 sager, hvilket vil sige 15 % af sagerne. Men her har vi så også inkluderet mange gråzonesager, hvor det kan være svært nogensinde at vide, om anmeldelsen var falsk.
Et eksempel på sådan en sag er et tilfælde,  hvor en kvinde befinder sig i en mands hus i et værelse på første sal. De to har tidligere haft samleje. Hun kan frit forlade værelset; men gør det ikke. Under samlejet er han ret voldsom og gennemfører samlejet, selv om hun flere gange siger nej. Så snart han har fået udløsning, forlader han værelset og går nedenunder til vennerne. Måske blev kvinden vred på ham ikke over den fysiske overlast, men over den psykiske, ved at han straks efter udløsning forlod hende. Der kan være tale om, at hun har fortrudt på grund af at det for hende var dårlig sex. Da hun anmelder det til politiet som voldtægt, undlader hun at fortælle, at hun flere gange tidligere har haft frivilligt samleje med manden. Af den grund konkluderer politiet, at man ikke nødvendigvis kan stole på kvindens forklaring, og sagen står anført med bemærkninger om, at kvinden ”læner sig op ad en sag om falsk anmeldelse”. Hendes anmeldelse afvises af politiet; hun sigtes ikke for falsk anmeldelse, men manden sigtes heller ikke for voldtægt.
Dette er et eksempel på en gråzonesag, hvor kvinden på den ene side synes at være seksuelt tiltrukket af en temmelig voldsom og aggressiv mand; men på den anden side også forulempes af hans voldsomhed. Hun har sagt nej flere gange under forløbet; hvis der galdt en lov om samtykke, ville hun med rette kunne anklage gerningsmanden. Men hun har frivilligt haft sex med manden tidligere, hun ved at han er voldsom, og det kan sagtens indgå i den form for sex, at kvinden protesterer på skrømt. Nok så afgørende er, at kvinden frit kunne forlade værelset, men ikke gjorde det.
Et andet dansk eksempel beskrives således af den politibetjent, der afhørte den kvinde, der anmeldte at hun var blevet voldtaget:
“Ifølge hendes forklaring havde hun efter en fest i huset, hvor hun boede, lagt sig ind på sin seng i sit værelse i beruset tilstand for at sove.Hun havde klædt sig af, således at hun kun var iført trusser. Den person, som senere samme dag blev anmeldt for voldtægt, var en bekendt, der bankede på og kom ind på hendes værelse, hvorefter han blev inviteret til at sove i sengen ved siden af hende.
Han afførte sig sit tøj, så han kun var iført T-shirt og underbukser, og lagde sig ned ved siden af hende.
Ifølge hendes forklaring lagde hun sig om på ryggen og lå ved siden af gerningsmanden, som efter lidt tid uopfordret begyndte at kæle for hendes bryster.
Det gjorde hun ingen indsigelser imod. Derefter førte han hånden ned til hendes skød og videre ned i hendes trusser, hvor han begyndte at berøre hendes klitoris. Heller ikke her gjorde hun indsigelser.
Efterfølgende dristede han sig til at stikke en finger ind i hendes skede og gav hende finger, for at bruge hendes egne ord. Heller ikke her sagde hun fra eller gav udtryk for, at hun ikke ønskede hans berøring. Da jeg spurgte, hvor lang tid denne berøring foregik, svarede hun omkring et kvarter.
Det videre forløb var, at gerningsmanden vendte forurettede om, således at hun nu lå på maven, hvorefter han rejste sig og iførte sig et kondom. Kort efter mærkede forurettede, at gerningsmanden stak sit lem ind i hendes skede og begyndte at lave samlejebevægelser.
Dette fik hende til at bryde ud i gråd og sige stop, stop, stop. Ifølge anmelderen fortsatte han dog et kort stykke tid endnu. Ifølge gerningsmandens forklaring stoppede han med det samme, da forurettede begyndte at græde.”
I dette eksempel kunne den unge mand ligge ved siden af anmelderen og beføle hendes bryster, klitoris etc., uden hun gjorde indsigelser. Ifølge hans forklaring stønnede hun vellystent og sagde ja, ja undervejs.
Videre skriver betjenten:
“Selv om politiet har erfaring med voldtægtsanmeldelser, der viser sig ikke at have hold i virkeligheden, bliver der yderst sjældent rejst tiltalte for falsk anklage imod anmelderne. Dette faktum bruges i den offentlige debat som bevis for, at der ikke sker falske anmeldelser. Det har igennem en årrække været et bevidst valg fra anklagemyndighedens side, at politiet ikke indleder sager imod anmeldere i sædelighedssager. . . . Beslutningen om, at politiet skal være meget tilbageholdende med at rejse sigtelser og tiltale for falsk anmeldelse, betyder, at selv i sager, hvor der er klokkeklare beviser på, at der er tale om falsk anmeldelse, ikke bliver rejst sager, fordi den offentlige debat er så fokuseret på politiets behandling af sædelighedsofre.”

Alt i alt er det rimeligt at konkludere, at ud over de 7,3 % af sagerne, som vurderes som med stor sikkerhed falske anmeldelser, er der nok også et yderligere antal falske anmeldelser, men hvor beviserne er for svage.

Der findes også andre danske undersøgelser. En anden undersøgelse er blevet til på initiativ af kriminalinspektører m.m. i tre politikredse, nemlig Frederiksberg, Gladsakse og Helsingør.
Her har man gennemgået samtlige voldtægtsanmeldelser for perioden 2005-2006 – det var 58 i alt. Af dem var de 12 klart falske anmeldelser – det vil sige 21 %.  Disse sager var enten endt med en tilståelse fra det påståede offer, en sigtelse for falsk anmeldelse, eller begge dele.
Opgørelsen viser desuden, at der i over halvdelen af sagerne, 54 procent, efter politiets vurdering ikke er tale om voldtægt som anmeldt. Sammenlagt betyder det, at tre ud af fire anmeldelser befinder sig i en gråzone, hvor den anmeldte voldtægt er mere eller mindre opdigtet.
Sammenlagt betyder det, at tre ud af fire anmeldelser befinder sig i en gråzone, hvor den anmeldte voldtægt er mere eller mindre opdigtet.

»Der kan sagtens være en eller anden form for overgreb gemt i dem, men det er ikke voldtægt,« siger Kriminalinspektøren fra Frederiksberg. Et eksempel var en sag med en gift kvinde, der anmeldte, at hun var blevet voldtaget af en fremmed mand i en park ved højlys dag. Efterforskningen viste, at kvinden godt nok havde haft sex imod sit ønske, men med en mand, hun igennem længere tid havde flirtet med via chat og SMS, og som hun havde lukket ind i sit hjem.

Blandt de vanskelige sager kan også være anmeldelser fra kvinder, der har »drukket hjernen ud« og vågner op ved siden af en mand, som de efterfølgende ikke kan tro, de har ønsket at dyrke sex med. Eller sager om unge piger, der skammer sig over deres seksuelle eskapader og bruger voldtægt som undskyldning.

Det kan diskuteres, om der her er tale om voldtægt. Vi befinder os i en gråzone. Nogle af disse sager var måske ikke voldtægt efter den hidtil gældende lovgivning, men vil blive det efter den nye lovgivning.
Tilbage var kun 15 sager, dvs. 26 % af samtlige, hvor der klart var tale om en voldtægt i mere klassisk forstand.

En retsmediciner i Aarhus færdiggjorde i 2008 en ph.d.-afhandling, baseret på en gennemgang af samtlige anmeldelser om voldtægter i Aarhus igennem fem år. Konklusionen blev, at hver niende anmeldelse (altså 11 %) var falsk.

Dette førte videre til flere undersøgelser af voldtægter i Aarhus-området i de følgende år. Et nyt ph.d.-projekt udført ved Center for Voldtægtsofre i Aarhus i samarbejde med Østjyllands Politi undersøgte samtlige 296 anmeldelser af voldtægt i politikredsen i årene 2008, 2009 og 2010.
Af de 296 anmeldelser var 14 klart falske, på basis af enten dom, sigtelse eller anmelderens indrømmelse. Disse sager udgør altså 4,7 % af samtlige. Men nogle af de resterende 282 sager var også ganske tvivlsomme. I flertallet af disse sager (174, dvs. 61,7 % af sagerne) blev der ikke rejst sigtelse, og efterforskningen blev indstillet. Tilbage var så 108 sager, hvor der blev rejst sigtelse; men i 58 af dem blev sigtelsen igen opgivet. I alt blev 232 sager altså ikke gennemført, dvs. 82 % af de ikke-falske sager. Det havde følgende årsager:
– I 110 sager var der ikke tilstrækkeligt bevismateriale; en del af dem var påstand-mod-påstand-sager.
– i 58 sager var ingen gerningsmand identificeret
– 49 sager blev stoppet på grund af den forurettedes ønsker eller adfærd. I mange af disse sager ønskede den forurettede selv at stoppe sagen.
– nogle få sager blev opgivet af andre grunde, så som at gerningsmanden var under den kriminelle lavalder, eller at der faktisk ikke var foregået noget kriminelt.
Herefter resterede der 50 sager, hvor der faktisk blev rejst tiltale. Tre af dem endte med tiltalefrafald, og 9 endte med at gerningsmanden blev frikendt. 38 sager endte med at gerningsmanden blev dømt.

Et eksempel på et tilfælde, hvor påtale blev opgivet, er en sag hvor dommeren skriver: ” Jeg har ved min afgørelse navnlig lagt vægt på, at sigtede har nægtet sig skyldig og forklaret, at De frivilligt havde samleje med ham, at De har forklaret, at der ikke var vold, og at De ikke gjorde modstand. At De ikke ville medvirke til en fuld undersøgelse på Retsmedicinsk institut, at der ikke er konstateret skader på Dem ved første kontakt med politiet og endelig har meddelt, at De har genoptaget samlivet med X, og at De ikke ønsker, at der skal gennemføres en sag mod ham…”
Sådanne sager ligger i en gråzone, og man kan diskutere, om anmeldelsen var falsk – det afhænger vel af, hvad man mere præcis forstår ved ”falsk”.
På  basis af dette datamateriale kan man vælge sige, at kun 4,7 % af anmeldelserne var falske. Men man kan ikke udelukke, at en meget stor del af de 258 sager, der ikke endte med domfældelse, var falske anmeldelser. Andelen af falske anmeldelser ligger således et ukendt sted i intervallet mellem 4 % og 87 %.

Der findes altså tal fra Danmark, der indicerer at 95 eller 93 % af alle anmeldelser var sande, og tal der indicerer at langt færre var sande anmeldelser af voldtægt i klassisk forstand, måske kun ca., en fjerdedel, eller endnu mindre.
Denne meget store spredning i skøn over andelen af falske anmeldelser genfindes også i udlandet.
Der findes nogle skøn helt ned til at blot 1-2 % af alle anmeldelser er falske; disse tal er dem, som feminister støtter sig til.
Også i det danske materiale kan man godt nå frem til meget lave til. Ud af de i alt 1364 anmeldelser for årene 2000-2002 var der kun 13, der førte til at kvinden fik en dom for falsk anmeldelses. Det er under 1 %.

Storbritannien
Den engelske anklagemyndighed Crown Prosecution Service, som indtil for et par år siden var stærkt præget af en feministisk dagsorden, skrev i deres manual om voldtægt at “studies have indicated that only 2 per cent of all reported rapes are false, which is slightly less than false reporting in all other crimes”.
Dette tal på 2 % citeres også af mange andre feminister. Det går tilbage til Susan Brownmiller´s  bog om voldtægter, og det stammer fra at en leder af en indsatsgruppe i  New York angiveligt skulle have nævnt det tal engang i en forelæsning. Det kan dog ikke verificeres, at en person nogensinde har sagt sådan, og andre hævder at en stor del af alle voldtægtsanmeldelser i New York er falske, i nogle år op mod 40 %.
(Se i øvrigt kritik af Brownmillers bog her)

En engelsk undersøgelse, udført for ”The Home Office”  og ledet af Liz Kelly der har været kendt for en meget feministisk præget opfattelse af seksuelle overgreb, fandt at ifølge politiets vurderinger er mellem 8 og 12 % af alle voldtægtsanmeldelser var falske.
Deres datamateriale omfattede 2.643 sager, og af dem var 216 ( = 8 %) klassificeret som falske anklager. Hvis man tog hensyn til hvor mange sager der ikke blev viderebehandlet af politiet, udgjorde de 216 falske anmeldelser 12 % af sagerne.
Derudover var der 318 sager hvor den forurettede trak anklagen tilbage ( = 17 %), og yderligere 315 sager (også = 17 %), hvor den forurettede ikke fuldførte den igangsatte klageproces, af diverse grunde, som Liz Kelly og kolleger især mener drejer sig om politiets mangelfulde behandling af sagen. Af alle anmeldte voldtægter var der 12 % som ikke kunne behandles videre af politiet, fordi klageren nægtede at indgive en formel anklage, nægtede at lade sig undersøge for sædprøver el. lign., eller tilbageholdt væsentlig information.
Alt i alt er det svært at vurdere, hvor mange anmeldelser der var falske ud over de 8 – 12 %, som med ret stor sikkerhed var falske.

Ifølge en rapport fra 1996 fandt FBI dengang, at ud af de voldtægtssager, der blev anmeldt til politiet, kunne 25 % afvises allerede fordi de blev modbevist af DNA-analyser.
(Originalrapport her)

En lidt ældre undersøgelse fra Skotland omhandlede 34 anmeldelser, som til en start virkede sande. Ved nærmere granskning fandt man, at 10 anmeldelser definitivt var falske, og 6 muligvis falske, altså i alt 29 – 47 % falske anmeldelser.

Tyskland, Schweiz og Østrig
I Hamburg undersøgte man 100 voldtægtsanklager. Ud af dem var kun tre falske anmeldelser.
Altså fik man her et tal på at 3 % af alle anmeldelser er falske, og det tal har tyske feminister citeret vidt og bredt. Men i samme undersøgelse var der 45 af de 100 anmeldelser, hvor man opgav videre undersøgelse af mangel på beviser; vi kan ikke vide, hvor mange af disse anmeldelser, der var falske – en grund til manglende beviser kunne jo være, at der slet ikke var sket nogen voldtægt.

En kvindelig kriminal-overkommissær i Rostock, og hendes medarbejdere, har brugt mange kræfter på at undersøge voldtægtsanmeldelser, afhøre vidner, samle beviser osv. Hendes ophobede erfaring er, at ca. 80 % af alle anmeldelserne er falske. Ofte er det noget kvinderne gør for at beskytte sig selv, så som at dække over et sidespring, eller retfærdiggøre en fejlhandling over for ægtemanden, en ven, eller forældrene.

I Niedersachsen undersøgte Katja Goedels nøje alle voldtægtsanmeldelser igennem et år i to landdistrikter.
Hun fandt at politimyndigheden opgav nærmere undersøgelse af 69 % af anmeldelserne. Det skyldtes i 22 % af sagerne, at den forulempede ikke kunne give nogen beskrivelse af, hvad der faktisk var sket; desuden var der 19 % af sagerne, hvor den forulempede bestred indholdet af den oprindelige anklage eller ændrede forklaring; som en mindre almindelig grund galdt at den anklagende var utroværdig eller blev modsagt af andre vidner.
I Bayern er der lavet en detaljeret rapport om anmeldelser af voldtægt og andre seksuelle overgreb.
Her konstaterer man, at 7,4 % af alle anmeldelser var bevisligt falske. Af de øvrige sager konstaterede man, at 58 % forblev tvivlsomme. Her var der især tale om sager, hvor påstand stod mod påstand, eller hvor der ikke forelå nogen fyldestgørende forklaring fra den forulempede. I et mindre antal tilfælde var der øjensynlig slet ikke foregået nogen voldtægt, eller ingen gerningsmand var identificeret. I teorien kan en stor del af alle disse sager dreje sig om falske anmeldelser.  I knap 24 % af sagerne blev sagen derimod afgjort ved at en gerningsmand blevet dømt.
En bayersk kommisariatsleder har udtalt, at sagsbehandlerne alle er enige om at andelen af opdigtede voldtægtsanmeldelser ligger klart over halvdelen. I rapporten spurgte man derfor et stort antal sagsbehandlere om, hvor stor en andel af alle anmeldelser der efter deres mening var falske. Svarene fordelte sig ekstremt spredt, lige fra 3 % til 80 %. Medianværdien lå omkring et skøn på at 25 % af anmeldelserne var falske. Der var altså ikke fuld opbakning til kommisariatslederens vurdering. Samtidig viser tallene, hvor ekstremt usikkert det er at vurdere, hvor stor en del af anmeldelserne, der er løgn.

I Schweiz er der ikke gjort præcise opgørelser over andelen af falske anmeldelser; men politiets indtryk er, at udtalelserne fra kommisariatslederen i Bayern også passer på Schweiz. Politiet dér regner med, at ca. halvdelen af anmeldelserne er opdigtede.

Kriminalmyndigheden for Nederøstrig gennemgår nøje et stort antal anklager om seksuelle overgreb. De finder at mange anklager, ofte anklager fra ganske unge piger helt ned til 12-års-alderen, er pure opspind. De anklagende vikler sig ind i modstridende forklaringer og indrømmer til sidst, at det anklagen var falsk. Motivet er ofte problemer med skolen eller forældrene; der er også en del tilfælde, hvor unge voksne kvinder hævner sig på en mand, der har afvist dem, ved at anmelde ham for voldtægt. Alt i alt har man fundet frem til, at ca. 4 / 5 af alle anmeldelser er falske.

Nordamerika
Fra USA foreligger en ret berømt undersøgelse publiceret af Eugene Kanin. Han gennemgik 109 voldtægtssager fra en ni års periode i en lille politikreds i Midtvesten i USA. Her blev alle anmeldere rutinemæssigt bedt om at aflægge forklaring med en løgnedetektor tilkoblet. Stillet over for løgnedetektoren trak mange af kvinderne deres anmeldelser tilbage. I alt blev 45 anmeldelser trukket tilbage, dvs. 41 % af alle anmeldelser var falske. Det tyder på, at de anmeldende kvinder troede på, at løgnedetektoren kunne afsløre om de løj, og derfor skyndte de sig  måske at tilstå at de løj allerede inden løgnedetektoren blev tilkoblet.
En typisk sag med en falsk anmeldelse var som følger: En kvinde var fri villigt sin mand utro, mens han var bortrejst. Elskeren havde lovet at trække sig ud, inden han fik udløsning; men det gjorde han ikke. Derfor var kvinden bange for, at hun kunne være blevet gravid, og for ikke at fremstå som utro over for ægtemanden anmeldte kvinden affæren som voldtægt. Men stillet over for løgnedetektoren, forklarede hun sagens sammenhæng.

Eugene Kanin undersøgte også voldtægtsanmeldelser ved to universiteter. Disse anmeldelser blev behandlet af en kvindelig politibetjent. Der blev ikke anvendt løgnedetektor. Her viste statistikken, at ud af 64 anmeldelser af voldtægt var der 32, hvor kvinden selv indrømmede, at den var falsk. 50 % af anmeldelserne var altså falske efter kvindernes egen indrømmelse.

Kanin´s afhandling er blevet kritiseret, bl.a. fordi han ikke oplyser hvilket politidistrikt, der er tale om. Men andre anklagere og politifolk bekræfter resultaterne. Oplysninger fra Denver, Colorado, tyder på, at 45 % af alle voldtægtsanmeldelser dér er falske.

I bogen Ceasefire beskriver Cathy Young flere undersøgelser, f.eks. at på et tidspunkt undersøgte Washington Post voldtægtsanmeldelserne i 1990-1991  i syv amter i det østlige USA. De konstaterede, at næsten en fjerdedel af anmeldelserne var grundløse; mange ”ofre”, som blev kontaktet af avisen, indrømmede at deres anmeldelse var falsk.

En særlig høj andel af falske anmeldelser fremgår af en undersøgelse af 556 anmeldelser mod personale på en amerikansk flyvevåbenbase.
Hvis man så bort fra de anmeldelser, hvor det var umuligt at afgøre deres sandhed eller falskhed, var der 300 sager tilbage. Ud af dem var der 27 %, hvor kvinden senere indrømmede, at anklagen var falsk. Baseret på karakteristika for disse 27 % af sagerne, vurderede man at hele 60 % af anmeldelserne formentlig var falske.  Denne konklusion kan der stilles store spørgsmålstegn ved.

I Ottawa i Canada undersøgte man voldtægtsanmeldelser fra årene 2003-2007. Man fandt at 31 % af anmeldelserne var grundløse, dvs. der havde ikke fundet nogen voldtægt sted.

New Zealand
I New Zealand har Jan Jordan undersøgt 164 voldtægtsanmeldelser fra året 1997.
Han fandt følgende:
I 8 % af sagerne trak den forurettede anmeldelsen tilbage (her var oftest tale om at andre, f.eks. forældrene, havde indgivet anmeldelsen)
I 33 % af sagerne vurderede politiet, at anmeldelsen var falsk. I en del af disse sager trak anklageren efterfølgende sin anklage tilbage.
38 % af sagerne var gråzonesager, hvor det ikke var muligt at afgøre, om anklagerne var falske eller sande.
I 8 % af sagerne vurderede politiet, at anklagen var sand; men alligevel trak den forurettede sin anklage tilbage.
I de resterende 13 % af tilfældene var anklagen formentlig sand. I 2/3 af disse sager blev en gerningsmand retsforfulgt.

Motiver for falsk anmeldelse
Der kan være mange forskellige grunde til, at en kvinde indgiver en falsk voldtægtsanmeldelse. En relativt almindelig grund er at kvinden med anmeldelsen søger at få opmærksomhed, f.eks. fra forældre eller kæreste. Den mest udførlige oversigt over grunde til falsk anmeldelse er udarbejdet af en gruppe hollandske forskere.
Hollænderne har nøje har gennemgået 57 sager, hvor det til sidst stor helt klart, at anklagen var falsk. De har så opgjort hvad kvindens motiv var i hvert tilfælde. Resultatet er:

34 tilfælde: motivet var at opnå en følelsesmæssig gevinst, f.eks. at få opmærksomhed.

1 tilfælde: både følelsesmæssig gevinst og materiel gevinst.

12 tilfælde: Kvinden var ikke selv klar over, hvad hendes motiv var. Hun gjorde det bare, hun vidste ikke hvorfor.

10 tilfælde: Politiet fik ikke noget svar på, hvad motivet var.

At så mange kvinder (12 ud af 57, dvs. 21 %) ikke selv kunne forklare, hvorfor de løj om en voldtægt, er meget besynderligt. Men det stemmer overens med en del andre beretninger om kvinder der indgiver falsk anmeldelse uden noget evident motiv.

Fingerede kvælstelser
Det forekommer at kvinder påfører sig selv skrammer og kvæstelser i forbindelse med opdigtede voldtægter.

Et retsmedicinsk institut i Tyskland har analyseret en række voldtægts-sager, hvor de blev involveret i undersøgelse af kvindens kvælstelser. De har gennemgået omtrent 100 sager, hvor de har kunnet sammenholde deres egne undersøgelser med dokumenter om retshandlingen. I 11 sager – dvs. 12 % af samtlige – har kvinden opdigtet overgrebet, dvs. hun har løjet. I 7 af disse 11 sager er det kun på grund af retsmedicinernes undersøgelse, at løgnen er opklaret. Her har retsmedicinerne konstateret, at de skader som kvinden har lidt, er skader som hun har påført sig selv.

Ud af de 11 tilfælde med opdigtede anklager blev kvinden kun retsforfulgt i de 5, og kun i 2 tilfælde blev hun dømt for at falsk anklage.

Selvpåførte skader ved falsk anmeldelse kendes også fra USA.

De negative virkninger af falsk anmeldelse
Falske anmeldelser er selvsagt meget skadellige.
For det første betyder de, at man ikke uden videre kan stole på, hvad en kvinde siger til politiet, når hun anmelder. Politiet er nødt til at mobilisere skepsis.

For det andet betyder de,  at tilværelsen ødelægges for mange uskyldige mænd. Den hollandske forskergruppe citerer f.eks. følgende tilfælde:

”I Tyskland anklagede en kvindelig lærer en mandllig kollega for voldtægt. Heide K. hævdede at Horst Arnold havde voldtaget hende i 2002 i biologi-lokalet. Arnold blev dømt for denne forbrydelse og idømt fem års fængselsstraf.  Han afsonede straffens fulde længde. Man nægtede ham udgang fordi han fastholdt sin uskyld. Han blev løsladt ved en ny retssag i 2011. Arnold døde i Saarland i Tyskland i 2012 på grund af hjertesvigt. Den 13. september 2013 blev Heidi K. idømt fem års fængsel for frihedsberøvelse på grund af en falsk anklage om voldtægt.”

Der findes en liste med personlige historier fra England med mere en 100 mænd, der har fået deres liv ødelagt på grund af falske anklager om voldtægt.

Der findes også eksempler fra Danmark på mænd, der blev sat i fængsel, men var ofre for falsk anmeldelse.

 

Bøger om falske anmeldelser af voldtægt:

John Davis (2015): How to avoid false accusations of rape.

Brent E. Turvey, John O. Savino & Aurelio Coronado Mares (2017):

Lesbisk partnervold

Ideologisk modstand mod at anerkende lesbisk partnervold
Den klassiske feministiske forståelse af vold i parforhold er at se volden som et led i patriarkatets undertrykkelse af kvinder. Mænd forsøger at kontrollere kvinder og holde dem på plads i en bestemt kønsrolle. Det kan ske ved, at nogle mænd banker konen, til hun gør som manden siger. Alle de øvrige mænd der ikke slår deres koner er også et led i patriarkatet, fordi kvinderne går i frygt for at også disse mænd kunne begynde at slå og derfor ikke tør andet end at indordne sig.

Ifølge denne tankegang må vold nødvendigvis være noget, som mænd gør imod kvinder. At kvinder skulle begå vold mod deres partnere, vil være uforståeligt – det passer overhovedet ikke ind i den feministiske verdensopfattelse. Det passer ikke ind, at kvinder begår vold mod deres partner lige så hyppigt som mænd gør, og det passer især ikke ind, at der er mindst lige så meget partnervold i lesbiske forhold som i heteroseksuelle forhold. Det skulle overhovedet ikke kunne forekomme, for det er jo ifølge teorien mænd, der er aggressive og voldelige, og på den måde opretholder kønsmagten.
Det er nogle af grundene til, at feminister helst ignorerer, at der også er vold i lesbiske parforhold.
I radioprogrammet ”Ibens” i Radio 24/7 i 2013 var et af emnerne mænds vold mod kvinder. En mandlig lytter spurgte, om ikke også der var vold i lesbiske parforhold. Værten Iben Maria Zeuthen slog det hen og sagde at det var der ikke nogen viden om. Det er typisk for den offentlige debat om emnet – man får indtryk af, at det vides der ikke noget om, så det diskuteres ikke. På trods af at der findes masser af undersøgelser.

Man kunne forestille sig to hovedforklaringer på, at en mand slår sin kvindelige partner – nemlig at det der udløser volden, er noget i mandens natur, eller noget i kvindens natur. Det kan være at manden har behov for at demonstrere sig magt ved at bruge vold eller true med vold. Eller det kan være, at manden føler afmagt, fordi kvinden med psykiske virkemidler gør sig overlegen og provokerer ham, så han ikke ser nogen anden udvej end at slå. Hvis forklaringen udelukkende var den første, så ville der ikke være nogen partnervold i lesbiske forhold, og man ville måske også forvente meget partnervold blandt bøsser.  Hvis forklaringen var den sidste, så skulle der også være meget vold i lesbiske forhold, mindre vold i heteroseksuelle forhold, og måske mindst iblandt bøsser.

Statistik på partnervold blandt hetero- og homoseksuelle
Lad os nu se på resultaterne af en amerikansk undersøgelse, hvor man har udspurgt tusinder af repræsentativt udvalgte amerikanere (9.000 kvinder og 7.400 mænd). Undersøgelsen er udført af afdelingen for forebyggelse af vold under Center for Disease Control and Prevention (CDC).

Følgende procentdele angav at de på et tidspunkt af deres liv var blevet udsat for psykisk vold af deres partner:

Heteroseksuelle Biseksuelle Homoseksuelle
Kvinder 47,5 % 76,2 % 63,0 %
Mænd 49,3 % 53,0 % 59,6 %

Man ser, at der generelt er forekommet mindst psykisk vold over for heteroseksuelle personer.

Følgende procentdele angav at de på et tidspunkt af deres liv var blevet udsat for relativt mild fysisk vold af deres partner:

Heteroseksuelle Biseksuelle Homoseksuelle
Kvinder 29,8 % 55,1 % 36,3 %
Mænd 26,3 % 27,0 % 24,0 %

Man ser at homoseksuelle kvinder og især biseksuelle kvinder ligger højere end alle andre. Homoseksuelle mænd ligger lavest.

Følgende procentdele angav at de på et tidspunkt i løbet af deres liv var blevet udsat for alvorlig fysisk vold fra deres partner:

Heteroseksuelle Biseksuelle Homoseksuelle
Kvinder 23,6 % 49,3 % 29,4 %
Mænd 13,9 % – 16,4 %

Man ser at homoseksuelle kvinder (og især biseksuelle) ligger lidt højere end heteroseksuelle kvinder. Homoseksuelle mænd ligger betydelig lavere, næsten lige så lavt som heteroseksuelle mænd. Det vil sige at risikoen for at en bøsse bliver slået alvorligt af sin mandlige partner er næsten lige så lav som risikoen for at en heteroseksuel mand bliver slået af sin kvindelige partner. Kvinder bliver generelt slået mere end mænd, især hvis de har en kvindelig partner.
Disse tal kan således tyde på, at teorien om at kvinder kan virke provokerende på deres partner og kan få partneren til at slå i afmagt kan have noget på sig – også i betragtning af, at homoseksuelle kvinder oplever meget mere psykisk vold end heteroseksuelle kvinder. Psykisk vold kan ofte have en sådan karakter, at den presser modparten til at slå igen fysisk.

På det tidspunkt, da disse resultater blev offentliggjort, kom de ikke fuldstændig bag på eksperterne. Der er igennem en del år publiceret en del videnskabelige undersøgelser af vold blandt lesbiske, og de viser praktisk taget alle sammen det samme – fysisk vold modpartneren er et udbredt fænomen i lesbiske forhold, og som regel lidt mere hyppigt en fysisk vold mod heteroseksuelle kvinder.

I øvrigt er resultaterne for bøsser noget varierende. Ofte finder man lidt lavere hyppighed af vold end i heteroseksuelle forhold; men der er også tilfælde, hvor man finder højere hyppighed – det gælder især de undersøgelser, hvor der også indgår vold fra andre end seksualpartnere, f.eks. fra familiemedlemmer.

I slutningen af denne artikel lægger jeg links til undersøgelser, der viser at hyppigheden af partnervold mod lesbiske kvinder er mindst lige så høj som partnervold mod heteroseksuelle kvinder, og som oftest noget højere. Rækken af undersøgelser er ganske lang, og endda ikke udtømmende. Desuden ser man, at der findes mindst 8 bøger (5 på engelsk, 3 på tysk) som udelukkende handler om vold i lesbiske forhold.

Her er et fakta-ark med en oversigt over resultater af yderligere 14 andre undersøgelser.

Her er et link til den senest metaanalyse af undersøgelser af lesbisk partnervold, med henvisning til yderligere et antal undersøgelser:
De fleste undersøgelser er fra USA; men der er også undersøgelser fra bl.a. Italien, Tyskland, Australien og Kina.

Der fines ikke nogen egentlig dansk undersøgelse. Men der en undersøgelse af kærestevold blandt 16-24 årige danskere.
Blandt de flere tusind udspurgte unge mennesker var der 12 lesbiske og 15 bøsser. Blandt de 12 lesbiske var en tredjedel blevet udsat for fysisk vold fra deres partner, hvilket er en langt højere andel end blandt bøsserne og alle øvrige. På grund af det lave antal lesbiske personer er dette resultat statistisk meget usikkert. Man må blot sige, at det tyder i retning af samme tendens i Danmark som i andre lande.

Forskel på butch og femme?
Det er almindeligt i lesbiske parforhold, at den ene, kaldet en butch, fremstår som den relativt magtfulde og maskuline, mens den anden, kaldet femme, fremstår som den relativt blide, passive og feminine. Man kunne forestille sig, at det især var butch-personen, altså den relativt maskuline, som begår vold. Men sådan er det ikke.
I Norge har en kvinde interviewet 20 lesbiske kvinder som har været udsat for alvorlig vold.
Hun siger: De fleste tænker sædvanligvis at det er den «butche» part i forholdet som udsætter sin partner for vold. Men i min opgave viser det sig at alle udsætter og bliver udsat, både de som fremstår som «butche» og de som fremstår mere kvindelige. ”
Det bekræftes af data fra andre undersøgelser: butch-personer og femme-personer er lige voldelige.

Mænds vold mod lesbiske
I en del undersøgelser har man spurgt, om personen på noget tidspunkt er blevet udsat for vold fra en partner. Der kan være tale om en person, der nu lever som lesbisk, men som på et tidligere tidspunkt i livet har levet sammen med en mand. Nærmere oplysninger viser dog, at når lesbiske kvinder har været udsat for fysisk vold i et tidligere forhold, så har det i en del tilfælde været fra vold fra en mandlig partner, men i de fleste tilfælde fra en kvindelig partner. Det fremgår tydeligst af denne undersøgelse.

Kan det forklares af socialt stress?
Man kunne forestille sig, at homoseksuelle par har større vanskeligheder  i livet end andre par, fordi de ikke blot skal håndtere konflikter med partneren, men også håndtere konflikter på grund af pres fra omverdenen, så som fordømmelse af deres levevis.
Dette har bl.a. været anvendt som mulig forklaring på, at homoseksuelle har en betydelig højere forekomst af mentale problemer, selvmordsforsøg m.m. end heteroseksuelle.
Men nærmere analyse viser, at pres fra omverdenen kun kan forklare en ret beskeden del af denne ekstraforekomst af mentale problemer.
Omverdenens psykiske pres på homoseksuelle par er også blevet bragt på bane som forklaring på at der er mere vold i lesbiske parforhold end i heteroseksuelle.
Her er det oplysende at skelne mellem indre stressfaktorer og ydre stressfaktorer. Ydre stressfaktorer er f.eks. homofobt had, chikane og diskrimination. Der er ikke fundet nogen sammenhæng mellem hyppigheden af partnervold og disse former for ydre stress. Indre stress er f.eks. følelser af stigmatisering og ubevidst homofobi, dvs. modvilje mod egen seksuel orientering, som så overføres på partneren og bliver til modvilje mod partneren. Dette har åbenbart en betydning, da der er en vis sammenhæng mellem internaliseret homofobi og forekomsten af partnervold.
Denne sammenhæng er dog ret svag og indirekte. Den bygger på at der samtidig er mere vold i forhold der er meget tætte eller symbiotiske, samt i lesbiske forhold hvor den ene part identificerer sig som heteroseksuel, samt for personer hvis tidligere forhold også har været voldelige.
Det tyder i retning af, at stressfaktorerne har at gøre med den enkelte persons personlighed.

Konklusion
I gennemsnit forekommer psykisk og fysisk partnervold lidt oftere i lesbiske parforhold end i bøsseforhold og heteroseksuelle forhold. Det er påvist i temmelig mange undersøgelser, især i USA, men også i en del andre lande, og der er data som antyder at det nok også gælder i Danmark. Der findes mange afhandlinger der beskriver det, og der findes en del bøger som udelukkende handler om dette. Alligevel hører offentligheden meget lidt om dette, øjensynlig fordi det går på tværs af den feministiske ideologi, hvorfor feminister undlader at omtale det.
Den høje forekomst af partnervold i lesbiske forhold afspejler ikke i særlig grad at volden skete i tidligere forhold med en mand. Den har ikke at gøre med butch/femme rollefordelingen. Og den viser ingen sammenhæng med ydre stressfaktorer.

Afhandlinger:

Lie 1991

Turell2000

Balsam & Szymanski 2005

McClennen 2005

Ohms 2008

Duke & Davidson 2009

Messinger 2011

Goldberg 2013

Badenes-Ribera 2015

Beaver et al. 2016

Bøger:

Bog af Claire Renzetti 1992

Bog af Ellyn Kaschak 2002

Bog af Janice Ristock 2002

Bog af Lori Girshick 2002

Bog af Michi Ebner m. fl. 2001 (tysk)

Bog af Constance Ohms 1993  (tysk)

Bog af Constance Ohms 2008 (tysk)

Bog redigeret af Sandra Lundy & Beth Leventhal 1999, med 21 bidrag fra forskellige forfattere (fuld tekst).

Voldtægt er slemt – men falske anklager er mindst lige så skadelige

D. 17. august 1997 blev en voldtægt anmeldt i Wellington, New Zealand af den 20-årige kvinde Deborah Wood. Hun var deprimeret efter at hun og hendes kæreste var gået fra hinanden, hun havde selvmordstanker, og hun havde stærkt brug for at mærke kærlighed og sympati fra sin mor og sine venner. Den pågældende dag parkerede hun sin bil ved en teknisk skole og kom kortvarigt i snak med en ung mand, der parkerede sin bil nær ved hendes. Kort efter påførte hun sig selv nogle dybe sår rundt om på kroppen ved at skære sig med en nøgle. Hun rev sin BH i stykker, og bragte sit tøj i uorden. I den tilstand humpede hun ind på skolen og meddelte, at hun var blevet voldtaget. Hun sagde at en mand havde slæbt hende ud af hendes bil på parkeringspladsen og voldtaget hende.
Politiet fandt frem til den unge mand, som Deborah kort havde snakket med, arresterede ham og anklagede ham for voldtægt. Han kom 15 dage i fængsel, og blev derefter sat fri under nøje overvågning. Syv måneder senere kom så retssagen. Deborah Wood gav en overbevisende og indtryksfuld vidneforklaring; hendes tårer flød, og da hun blev bedt om at identificere sin overfaldsmand, græd hun. Hun blev krydsforhørt og fastholdt sin forklaring.
Men to dage senere, kort før retssagen skulle afsluttes, henvendte Deborahs mor sig til politiet og sagde at hun troede at hendes datter løj. Foreholdt dette fasthold Deborah dog sin forklaring. Først noget senere tilstod hun omsider at hun havde skåret sig med en nøgle og at hendes historie var opdigtet. Hun blev idømt to års fængsel for at have afgivet falsk forklaring til retten.
Dette er dog kun den første halvdel af historien. Den anden halvdel er fortællingen om hvordan det gik med den unge mand. Før den 17. august arbejdede han om dagen for at forsørge sin gravide kone. Han studerede om aftenen for at blive dygtigere og forbedre sine jobchancer. Men den falske anklage påvirkede hans psykiske og fysiske helbred. Han mistede sit arbejde. Han måtte låne tusinder af dollars for at sørge for sin kone og nyfødte datter og betale omkostningerne. Han blev syg. I perioden mens han ventede på retssagen var en nær slægtning død i udlandet; han kunne ikke deltage i begravelsen fordi han jo havde forbud mod at forlade landet. Selv efter at han blev frikendt fortsatte han med at lide af uforklarlig fysisk smerte, han havde svært ved at sove og kunne ikke koncentrere sig. Han kunne ikke vende tilbage til sine studier. Han pintes af tanken om at det samme kunne ske igen. Han beskrev sig selv som om en person der var som ” . . . en død krop, som et spøgelse der går omkring uden at vide hvad der sker omkring ham.”

Denne voldsomme og livsødelæggende traumatisering overgår ofte ofre for falske anklager. Andre negative virkninger er at omgivelserne fortsætter med at fordømme manden selv efter at han er frikendt.

I England sagde en mor til fire at en mand havde puttet et bedøvelsesmiddel i hendes drik og derefter voldtaget hende. Politiet stillede en række mænd op foran hende, og hun identificerede sin overgrebsmand som den 33-årige gipsarbejder Terry Brown. Han blev arresteret og derefter løsladt mod kaution indtil retssagen. Et år senere indrømmede kvinden, at hun havde opdigtet voldtægten, i et forsøg på at høste mere sympati fra sin mor. Hun blev idømt 20 måneders fængsel.
Men Terry Brown blev hårdt ramt. Han kunne ikke bevæge sig noget sted i byen uden at folk råbte ad ham, at han var voldtægtsmand. Han kunne ikke længere få noget arbejde. Han er afskåret fra kontakt til sin familie og sine to børn fra tidligere parforhold, og han lever af at opsamle madaffald fra supermarkederne. Det hus hvor han boede med sin gravide kæreste, blev dagligt overmalet med graffiti. Parret måtte forskanse sig i huset. En dag da han gik ud af huset, blev han angrebet af unge lømler med brædder med søm i. Han fik sår i ryggen og fik smadret sine tænder. En dag blev parret omringet og tæsket af en gruppe af maskerede mænd uden for deres hus. Kæresten snublede og faldt; parret nåede i sikkerhed i deres hus, men hun blødte meget, og senere aborterede hun. I en periode levede parret som hjemløse i et telt, men de blev jævnligt overfaldet der af stenkastere.
Kommunen forsøgte at finde en bolig til ham; men enden på det blev, at parret måtte forlade byen.
Terry Brown er blevet en anden person. Han har stadig mareridt og er på antidepressiva. Han kan ikke længere arbejde som gipsarbejder, fordi hans krop konstant ryster. Han har intet arbejde.

I efteråret 2017 var MeToo-bølgen rullet ind over Sverige. En kvindelig dokumentarfilmproducent, tyskfødte Alexa Wolf, postede en lang række grimme posteringer i to lukkede Facebookgrupper med ca. 9.000 medlemmer inden for den svenske film- og teaterbranche. De beskrev en grusom voldtægt. Hun navngav ikke den anklagede mand; men alle kunne regne ud, at manden var filminstruktøren Ulf Malmros, bl.a. fordi hun nævnte titlerne på de film, han havde lavet. Hun skrev at han 25 år tidligere havde begået en voldtægt mod hende med grove sadistiske og racistiske indslag. Ulf Malmros selv siger, at han har ført dagbog hele sit liv, også for den pågældende dato, og kan bevise at anklagerne er falske.
Han havde ganske vist sex med hende en enkelt gang; men det var frivilligt
Hun skrev desuden, at hun blev nødt til at forlade sin arbejdsplads, mens Malmros´ karriere dér tog fart. Det er løgn, eftersom de to aldrig har haft samme arbejdsplads.
Hendes påstande på Facebook blev hurtigt kendt i hele den svenske filmbranche, og de fleste i den branche tog påstandene for pålydende. Stadig i dag siger en filminstruktør om ham: ”Fy Fanden! Hvilket fucking satans svin! Så satans sygt! Jeg bliver så satans harm og væmmes ved ham!” En medarbejder på Sveriges radio siger: ”Fy Fanden, hvilken syg sadistpsykopat!”.
Dette er det indtryk, folk i branchen fik af Malmros, og han havde ingen mulighed for at forsvare sig mod beskyldningerne – Metoo er en folkedomstol uden appelmulighed. Alle som er aktive i filmbranchen har hørt om sagen, og da det er en branche der bygger på gensidig tillid, vil ingen skuespiller arbejde for en instruktør med et sådant rygte, og ingen pengemand vil knyttes sammen med en voldtægtsanklaget manusforfatter.
Ulf Malmros siger at der her rygte kommer ikke bare til at forfølge ham resten af hans liv; det kommer også til at forfølge hans familie – ikke mindst hans kone, som også arbejder i filmbranchen. Han siger: ”I dag lever vi i en tåge af angst. Vi kan ikke spise. Vi kan ikke arbejde. Børnene vil ikke gå i skole og hele familiens forsørgelse er truet. Vi er blevet smadret. Fra at have levet et udadrettet og kreativt erhvervsaktivt liv befinder jeg mig nu i et mareridt henvist til isolation .”
Alexa Wolf har ikke indgivet nogen politianmeldelse mod Malmros, men blot ladet beskyldingerne hænge i luften. For at få renset sit navn, har Malmros anklaget hende til politiet for bagtalelse, med det resultat at hun nu er dømt for grov bagtalelse og skal betale bøder plus 60.000 kroner i skadeserstatning – 60.000 kroner er ikke meget til en mand der har fået smadret hele sin tilværelse og ikke længere kan tjene penge. Wolf har anket dommen til en appeldomstol.

Det ovenstående handler om tre enkeltpersoner fra vidt forskellige lande og miljøer. Men de er blot eksempler på noget generelt. Også hvis man ser på større grupper af falsk anklagede mænd, viser de samme problemer sig.

En stor gruppe falsk anklagede unge mænd finder man i tilknytning til universiteterne i USA, hvor præsident Obama i USA var en hovedkraft bag en ændring af administrationen, sådan at man mere emsigt forfulgte personer anklaget for seksuelle overgreb. Man sænkede bevisbyrden, og man sørgede for, at mænd anklaget for sexovergreb vanskeligt kunne forsvare sig og ikke kunne føre vidner til deres forsvar. Det har bevirket, at der nu er mange hundrede unge mænd, som er smidt ud af universitetsverdenen på grund af falske anklager, og som nu har fået deres karriere ødelagt. De der har råd, anlægger civile retssager mod universiteterne, og mange af dem benytter sig af advokaten Andrew Miltenberg, som fører sager for hundreder af unge mænd. Det værste, siger han, er ikke den summariske ”retsproces” på universitet, hvor manden er frataget de rettigheder, som ellers er normale for anklagede personer. Det værste er den måde, administrationen fører processerne – på en måde, som netop virker meget traumatiserende. Hans klienter er ramt af angst, af depression, og af selvmordstanker.
Dette læser man i en internetavis, som også har talt med en række af de berørte unge mænd, eller deres forældre. I hver eneste historie går det igen, at den tidligere student har ændret personlighed og har mistet livsmodet.
En student er flyttet tilbage til sine forældre, hvor han henslæber dagene i et begivenhedsløst trummerum. Han arbejder ikke. Han tager på i vægt. Han har været på grænsen til selvmord. Han er nu begyndt på psykoterapi, foruden at han tager antidepressiv medicin hver dag. Det betyder dog ikke, at han er kommet over det, hverken finansielt eller følelsesmæssigt. Alt i hans liv er stoppet, og han har ingen fremtid at se frem til.
En mor fortæller om sin søn, der blev falsk anklaget for voldtægt: Han er blevet sløv; han hjælper til i huset, når han bliver bedt om noget specifikt; men han har intet initiativ. Hun er bange for at han stadig har selvmordstanker. Den person, hun nu har hos sig, er ikke længere den søn hun engang havde. Han var så ambitiøs og motiveret, og han havde store planer. Nu er han som en død.
En anden mor fortæller om sin søn, som blev anklaget for en form for seksuelt overgreb med en straframme på 22 års fængsel. Han er nu er frikendt. Men det der virkelig har skadet ham, er dog universitetets langtrukne disciplinære proces og de psykologiske spil, som de har spillet med sønnen. Hendes tidligere optimistiske og muntre søn er forsvundet for altid. Nu er han bange for at forlade sin lejlighed og lider af PTSD, depression og angst, som ifølge eksperter direkte skyldes universitetets disciplinære proces. Han kan end ikke gå på restaurant – det gør ham for urolig. Han forsøgte at starte på en ny uddannelse, men måtte opgive efter 5 dage.
Advokaten Andrew Miltenberg bekræfter alt dette. Han siger at uanset om studenten har klaret frisag eller er blevet dømt af universitetet, så er det psykologiske resultat det samme. Ingen er kommet sig fuldstændig oven på anklagen. ”Jeg har snakket med over 100 unge mænd”, siger han. ”Ikke én af dem er OK efter denne oplevelse”. De for hvem det lykkes at vinde en civil retssag, og de for hvem det ikke lykkes, er næsten lige traumatiserede. Dertil kommer, at de ramte mænd ikke tjener penge og sidder med dyre studielån, som de ikke kan betale tilbage, sådan at deres tilværelse under alle omstændigheder vil være meget vanskelig mange år ud i fremtiden.
Konklusionen er altså, at det er ikke blot nogle få af de mænd, der ammes af falske anklager, som lider skade. Det er næsten hver eneste af dem. Mange af dem får hele deres tilværelse smadret.

Dette skal man så sætte op imod de tilfælde, hvor kvindens anklage om voldtægt viser sig at være berettiget. En voldtagen kvinde kan også lide så stor psykisk skade, at hele hendes tilværelse er smadret.
I den danske offerundersøgelse siger 20 % af dem, der blev udsat for tvangssamleje, at det har påvirket dem i meget høj grad; det gælder især dem, der følte at de var i livsfare, og dem, der blev udsat for væbnet angreb. 40 % blev påvirket en hel del, og 40 % blev kun påvirket lidt, eller slet ikke. Det er altså langt fra alle de kvinder, som voldtages, der lider større, livslange traumer. Det samme bekræftes af andre kilder fra udlandet: Voldtægt er ikke nødvendigvis altid en stærkt traumatiserende oplevelse.
I Rigshospitalets bog ”Voldtægt – råd og vejledning for pårørende” læser man: ”Voldtægtsofrets liv er ikke ødelagt. Hun vil ikke være traumatiseret resten af sit liv. Det viser erfaringer fra blandt andet landets voldtægtscentre samt fra Pårørenderådgivningens arbejde.”
Et opslag på en wikipedia-artikel om ”Rape trauma syndrome” giver følgende oplysning:
”Som  man kunne vente, så vil en voldtaget person almindeligvis mærke et højt niveau af ubehag lige efter. Sådanne følelser kan aftage med tiden for nogle mennesker; men for visse mennesker kan hvert syndrom have langvarige ødelæggende virkning på voldtægtsofre, og nogle ofre vil fortsætte med at mærke en eller form for psykologisk ubehag i måneder eller år. Man har også konstateret at mennesker der har været igennem en voldtægt har høj risiko for at stofmisbrugs-forstyrrelser, alvorlig depression, generel angst-forstyrrelse, tvangshandlings-forstyrrelse, eller spiseforstyrrelse.”
Der findes også undersøgelser der viser, at voldtægt af kvinder ved fysisk tvang kan føre til at kvinderne får vanskeligt ved at etablere eller fastholde forhold til andre (til familien, eller til mænd).

Når man overvejer disse negative virkninger af voldtægt på kvinder, så forekommer de ikke specielt graverende sammenlignet med skadevirkningen af falske anmeldelser på mænd. Der er en stor andel af kvinderne, som ikke påvirkes særlig meget, hvorimod mænd der er udsat for falske anmeldelser næsten alle påvirkes meget kraftigt. De negative virkninger på kvinderne varer ”i måneder eller år”, hvor de negative virkninger på mændene oftest varer mange år. Der er ikke mange voldtagne kvinder, der får hele deres tilværelse smadret, hvorimod en meget stor del af de mænd, der udsættes for falske anmeldelser, får hele deres tilværelse smadret. Alt i alt er det meget svært at indse, at de negative virkninger, som rammer en kvinde ved voldtægt, skulle være større end de negative virkninger, som rammer en mand ved en falsk anmeldelse. I mange tilfælde vil den negative virkning på manden være langt større.