Steen Baagøe Nielsen, Gitte Riis Hansen og Anette Erlandson Pedersen (red.) (2020): Køn, seksualitet og mangfoldighed. 2,. udgave. 350 pp. Forlaget Samfundslitteratur.
Pædagoguddannelsen i Danmark indeholder et nationalt modul: ”Køn, Seksualitet og Mangfoldighed”. Dette modul har i en del år været obligatorisk for alle pædagogstuderende. På læreruddannelsen har det indtil nu ikke været et selvstændigt modul; men så vidt jeg forstår, er det på vej til at blive et obligatorisk modul også der.
Den her anmeldte bog ”Køn, seksualitet & mangfoldighed” er skrevet som lærebog til dette modul. Hovedforfatterne er Steen Baagøe Nielsen, lektor på RUC i uddannelses- og kønsforskning, tilknyttet center for daginstitutionsforskning; Gitte Riis Hansen, chefkonsulent i Center for Pædagogik, Professionshøjskolen Absalon, og Anette Erlandson Pedersen, adjunkt ved professionshøjskolen UCC. Men i alt er der 21 forskellige forfattere til bogens 15 kapitler.
Foruden de 15 kapitler er der en indledning, som er skrevet af de tre hovedforfattere i fællesskab. Her anføres en række tendenser i tiden, som skaber øget behov for viden om køn. Det er bl.a. den stærkt forøgede fokus på seksuel mangfoldighed. Desuden er der et nyt pres på det pædagogiske felt, som udfordres af erkendelser inden for sundhedsvidenskab og biologi. Det pædagogiske felt har hidtil været baseret på et humanistisk og samfundsvidenskabeligt grundlag; men nye udfordringer fra sundhedsvidenskab og biologi sender pædagoger ”på udebane”. Det strider imod, at man ellers i naturvidenskaberne er meget tilbageholdende med at udtale sig kategorisk om sammenhænge mellem menneskers krop (dvs. deres køn) og så den mangfoldige og foranderlige organisering af menneskers sociale liv. Disse fag hævder at besidde nogle fakta, og det føles for pædagogerne som noget uomgængeligt, som de må afvise, fordi det står i vejen for at det pædagogiske arbejde orienteres imod udviklingsmuligheder, læring og institutionel rummelighed. Der kommer for tiden et nyt pres fra forskningsformidling og populære bearbejdninger af naturvidenskabelige forskningsresultater. Det anføres, at ”forskere i kognitiv neurovidenskab, psykologi og pædagogik har påpeget, at der ikke findes reelt videnskabeligt belæg for at påstå nogen større generel forskel på kønnenes addfærd og præstationer . ”. Og i kapitel 1 hedder det at disse forskere har påpeget, at der reelt ikke findes videnskabeligt belæg for at påstå nogen hjernemæssig eller hormonel baggrund for generelle forskelle på kønnenes adfærd og præstationer. ” Især med denne sidste formulering bliver udsagnet til en regulær usandhed, der er totalt i strid med hvad der er påvist i masser af forskning.
Den sidste påstand belægges ved henvisning til to danske forskere, dels til Christian Gerlach, og dels til Theresa Schilhab. Det er sandt at Gerlach hævder, at der ikke er nogen væsentlige forskelle mellem mænds og kvinders hjerner; men hans påstande er bestemt ikke sand; han hævder den øjensynligt for at tilpasse sig tidens ideologiske tendens; der er talrige påviselige fejl i, hvad Gerlach siger om dette, hvilket jeg har påpeget over for ham.
Theresa Schilhab udtaler, at ” Rent biologisk er der en kønsforskel både i hjernens modning og struktur. . .” Men hun mener også, at ”Ifølge resultater fra hjerneforskningen er der er meget stor variation inden for gruppen af drenge og gruppen af piger. En hurtig dreng er langt mere udviklet med hensyn til hjernens modenhed end en langsom pige. Variationen inden for den enkelte drenge- eller pigegruppe er med andre ord langt større end variationen mellem drenge- og pigegrupper. Man kan derfor ikke udviklingsmæssigt skelne mellem de to grupper.”
Her er jeg ikke ganske enig. Man måler forskellen mellem de to køns gennemsnit, og sammenligner den med variationen inden for hvert køn. På mange felter er forskellen langt mindre end variationen, men ikke alle; der er bestemt også felter, hvor forskellen er af samme størrelsesorden som variationen, og det forbigår Schilhab.
I kapitel 1 skriver Steen Baagøe Nielsen: ”Selvom biologien tilstræber objektivitet, så er den ”biologiske krop” . . . reelt den biologiske og biomedicinske videnskabs konstruktion, bestemt af de redskaber, som biologien nu har til rådighed. Med andre ord: Det ”biologiske køn” findes kun, fordi biologien findes.” Det går igen i hele bogen, at biologi og sundhedsvidenskab bryder man sig ikke om. Det er noget, som ikke skal tages i betragtning, når man studerer køn. Det ser ud som udslag af en slags mindreværdskompleks over for de eksakte videnskaber. ”Faktisk kan man som hovedregel godt tillade sig at være skeptisk, hvis man præsenters for ”eksakt viden”, som fx med et naturvidenskabeligt udgangspunkt fortæller, at drenge er på en bestemt måde . . ”. . . ”Pointen i stort set al human- og samfundsvidenskabelig forskning om køn . . . er at bryde med biologiens og lægevidenskabens deterministiske forståelser af køn.”
Når bogen tjener som den vigtigste undervisningstekst om køn til samtlige pædagogstuderende i Danmark, så bliver det misvisende, at biologisk viden totalt udelukkes. I stedet er det gennemgående, at man i bogen baserer sig på tesen om at kønnet er en social konstruktion. ”Tager vi udgangspunkt i, at mennesker og samfund er socialt formede, så indebærer det også, at vi må forstå køn og seksualitet som formbare størrelser.” Og videre står der: ”Denne bog baserer sig således på teori, der betragter køn, maskuliniteter og femininiteter som udtryk for samfundsmæssigt tillærte former og kønsidentiteter, som vi er socialiseret til gennem opvækst og opdragelse i en bestemt kultur og samtid.” . . . ” Vi bygger i denne bog på kønsforskningens forståelse af kønnet som en social konstruktion, bl.a. fordi det giver det nødvendige fundament for at arbejde med udvikling og social forandring.”
Steen Baagøe Nielsen fortsætter i bogens kapitel 2 med at redegøre for forskellige tilgange til kønsforskning, især den tilgang der er baseret på socialkonstruktionisme og poststrukturalisme. Her henvises især til Judith Butler, som tildeles en central placering i kønsforskningen. Der henvises også til videnssociologerne Berger & Luckman, til Michel Foucault, og til Donna Haraway. Dvs. her opmarcheres netop en række personer, som jeg kritiserer i bogen ”Humaniora – videnskab eller varm luft”. Det er netop ved at basere sig på sådanne personer, at kønsforskning bliver til fata morganaer – til luftige teorier som ikke har basis i virkeligheden, sådasn som jeg har redegjort for i ovennævnte bog om humaniora. Her i bogen læser vi at poststrukturalismen har som udgangspunkt, at der ikke findes nogen anden virkelighed end den, vi skaber sammen gennem ordene og sproget. Der ville således ikke findes noget køn, hvis der ikke var et sprog om køn – et ret bizart synspunkt, i betragtning af at dyr ikke har noget sprog; men der findes i høj grad hun- og hankøn hos dyr.
I kapitel 2 redegøres også for formålet med kønsforskning. Den skal tjene en politisk kamp for kvinders frigørelse; den skal bidrage til kulturel anerkendelse af kvinders liv, arbejde og kompetencer, og den skal udfordre traditionel samfunds- og naturvidenskab. Den kønsforskning, som bogen præsenterer, tager altså udgangspunkt i feminisme, dvs. bogen har et politisk ærinde mere end bare at præsentere viden.
Hvad dette ærinde nærmere bestemt er, ser man især i bogens sidste kapitel, kapitel 15, som er skrevet af de to kvinder blandt hovedforfatterne. Her hedder det: ”Som beskrevet i kapitel 1 er kønsidentitet i et socialkonstruktivistisk perspektiv ikke noget, vi kan forstå som iboende, som noget essentielt. Køn og kønsidentitet er i dette perspektiv noget, der handler om familie- og samfundsnormer . . . ”. Det fremhæves, at køn er et pædagogisk og fagligt anliggende. Et bevidst reflekteret arbejde med køn er en del af pædagogisk faglighed. ”De faglige og teoretiske diskussioner udfordrer en hverdagslig forståelse af kønsidentitet som noget selvfølgeligt. I stedet bliver køn et emne, der må forstås og analyseres i det perspektiv, at køn skabes og reproduceres i et socialt samspil . . . ”. Der gives i kapitlet en del eksempler på, at den pædagogiske fagkundskab afviser betydningen af almindelige menneskers oplevelser af kønsforskelle i hverdagen. Køn behandles her nærmest som et akademisk fagligt emne, som lægfolk skal afholde sig fra at mene noget om. Der står at det er påkrævet at kunne løfte sig ud af en ensidig privat hverdagsforståelse, hvor køn bare er køn.
Forfatterne skriver om, at sprog og rammesætning af hverdagen sætter normer for normal pige- og drengeadfærd. Det kan få betydning for børns deltagelse i fællesskabet. Der kommer en opdeling dels i typiske drenge og typiske piger, og dels nogle få børn, der falder uden for det kønstypiske, og som derfor bliver adskilt fra fællesskabet. Det er derfor centralt, at man ser bagom de almindleigt anerkendte ”sandheder” og ser, hvordan diskurser inkluderer eller ekskluderer individer fra fællesskabet. Det er afgørende, at pædagogerne får en bevidstgjort tilgang til at forstå, hvordan børn kommer til at opleve sig selv som ligeværdige og anerkendte personer. Denne bevidstgørelse kompliceres af, at almindelige normer for køn er indlejret i de enkelte pædagoger – noget de altså skal frigøre sig fra.
Det betyder, at for at sikre at alle børn bliver inkluderet i læringsmiljøerne, skal der ikke være typiske drenge og typiske piger, da det udelukker de børn, der ikke er typiske. I stedet skal der altså være nogle andre kønsnormer, som gør børn mindre forskellige. Hvad de normer skal være, kan man måske regne ud, når man tænker på at de fleste pædagoger er kvinder. Man ser for sig, at drengene skal være mere som piger, for at pædagogerne kan være tilfredse.
I kapitlet er der et eksempel, hvor en pædagogstuderende i praktik i en børnehave har gjort observationer på legepladsen. Her opdager hun at pædagogerne tilbyder forskellige lege til piger og drenge, dvs. her kommer pædagogernes kønsopfattelser i spil på en måde, som skaber en opdeling mellem piger og drenge. For mig at se tilbyder pædagogerne de lege, som de har grund til at tro at børnene gerne vil lege; men sådan skal det måske helst ikke være. Piger og drenge skal øjensynlig ikke bare lege det, som piger og drenge har lyst til.
Forfatterne skriver, at der i pædagogisk praksis skal arbejdes med blik for ligestilling, mangfoldighed og køn. Her henviser de til bekendtgørelse nr. 968 fra Børne- og Undervisningsministeriet. Men når man finder den bekendtgørelse frem, står der intet om ligestilling etc. Det er altså frit opfundet af forfatterne, at der skal arbejdes med blik for ligestilling etc.
I bogens kapitel 10 behandles lignende emner af to andre kvindelige akademiske pædagoger. Her drejer det sig dog om børn i de laveste skoleklasser. Også her hedder det, at pædagogers bevidsthed om egne normer er af afgørende betydning for inklusionsarbejde. Pædagogerne skal åbenbart gøre op med egne forestillinger om traditionelle kønsnormer. ”Hvis folkeskolen skal leve op til mål om åndsfrihed, ligestilling og demokrati, kræver det, at pædagogiske fagpersoner stiller sig selv og hinanden kritiske spørgsmål om køn. Herunder hvorden mulighederne mellem børn ikke er lige, når heteronormative kønsnormer ubevidst reproduceres. Pædagogerne skal oplyses og lære forståelse for tolerance over for dem, der afviger fra flertallets normer. Så en grundholdning om heteroseksualitet bliver altså en hindring for åndsfrihed.
De øvrige kapitler handler om en række forskellige emner. Det er fælles for de fleste kapitler, at de støtter sig på Judith Butler, Michel Foucault og andre postmoderne tænkere. I kapitel 3 diskuteres, hvordan den pædagogiske praksis bedst muligt kan forholde sig til de børn, som umiddelbart ikke passer ind, dvs. det handler om kritik af de forståelser af normalitet og lighed, der hersker i samfundet.
Kapitel 4 handler om hvad børn ser på nettet, herunder porno og digitale krænkelser. Pædagogerne skal her lære at se det i relation til hvad bl.a. Butler og Foucault siger om seksualitet; de siger at kategorier som køn og seksualitet er historisk og kulturelt forankrede, at seksualitet er formbar; det er ikke en dybtliggende essens i individet, men noget som opstår gennem ens handlinger.
Kapitel 5 handler om familielivet, og om hvor meget familierne har ændret sig i de senere årtier. Her står: ”I den pædagogiske praksis kan vores indsats måske bestå i at se ud over egne og kulturelle fordomme om, hvad en ”rigtig” familie er, og i stedet se på hverdagsliv, som børn, unge, voksne og ældre lever, og derigennem få øje på familielivet.”
Kapitel 6 tager fat på tiltag, der skal bryde med forestillingen om, at mænd og kvinder grundlæggende er forskellige. Her omtales et projekt, hvor 300 pædagogstuderende forsøgte at udvikle kønspolitikker i samarbejde med omkring 40 daginstitutioner. Vi får dog også at vide, at i en større spørgeskemaundersøgelse blandt pædagoger svarede 60 % nej til, om der i dagtilbudsloven skulle indskrives krav om, at institutionerne skal modvirke traditionelle kønsroller. Tillige svarede 54 % , at det pædagogiske fokus på børns kønsroller var mindre vigtigt. Denne modvilje mod lovgivning på området hænger sammen med, at der i forvejen er så mange krav oppefra. Men presset ovenfra er vedholdende. I et forsøg på at understøtte og realisere ligebehandlingsarbejdet mere direkte i pædagogisk praksis har Institut for Menneskerettigheder i 2017 udarbejdet et omfattende læringsmateriale henvendt til pædagogprofessionen.
Kapitel 7 bygger også på en postmoderne forståelse af køn med henvisning til Butler. Ifølge dette har et menneske ikke et selvstændigt jeg, og køn er noget, der bliver til gennem tilegnelse af kulturelt kønnede koder. Kønsnormer baseret på en biologisk forståelse af køn, derimod, tjener det formål at begrunde og opretholde grænser mellem piger og drenge; dermed fastholdes specifikke forventninger, og børnenes muligheder begrænses.
Kapitel 8 af Steen Baagøe Nielsen kan jeg, i modsætning til de øvrige kapitler, fatte nogen sympati for. Det handler om muligheder og vilkår for at mænd kan arbejde som pædagoger i børnehaver, og hvilket arbejde de så får mulighed for at udføre dér.
Kapitel 9 nævner, at der er en evig diskussion om køn i relation til arv versus miljø. Men ”uanset om man hævder, at kønsforskelle er biologisk eller socialt betinget, er generaliseringer om køn altid undertrykkende.” Selv om man har idealer om, at drenge og piger skal have samme muligheder, så kommer det ofte frem, at personalet mener, at piger og drenge alligevel er forskellige , og at de foretrækker forskellige aktiviteter og lege, fordi de er af det ene eller det andet køn. Den enkelte pædagog skal udvikle metoder, der fremmer ligestilingsadfærd. Målet er bl.a. at ”opdage og italesætte holdninger og værdier, således at de kan blive genstand for forandring.” Den mandlige forfatter af dette kpaitel har dog også denne lille kommentar: ”Har det forhold, at drenge er overrepræsenteret blandt dem, som bliver henvist til pædagogisk psykologisk rådgivning, noget at gøre med, at den kvindelige gruppe har sine egne tolerancegrænser for, hvad der er sædvanlig/acceptabel adfærd i daginstitutionen? . . . Kan det føre til, at mange børn bliver diagnosticeret uden egentlig at skulle det?”
Kapitel 11 diskuterer mediedebatten fra dengang, da der i 2012 kom en historie frem om 3-årige Herbert, der er glad for at gå i kjole, og af sin mor fik lov at have kjole på i børnehaven. Det handler om folks reaktioner på handlinger, der falder uden for det heteronormative.
Kapitel 12 handler om udviklingshæmmedes skesualitet og kærlighedsliv. Her får vi at vide, at mennesker med handicap formelt set har ret til et seksualliv og til at blive støttet og vejledt i dette. Det er derfor en vigtig pædagogisk opgave at lære udviklingshæmmede at sige tydeligt fra og til at læse hinandens signaler. Jeg hoppede lidt i stolen, da jeg læste det. Hvis dét er en menneskeret, hvorfor er der så ikke tilsvarende muligheder for de alt for mange enlige mænd, som ikke har noget seksualliv, selv om de ønsker det, og som ikke undervises i at sige tydeligt fra og til at læse hinandens signaler?
Emnet om handicappedes ret til seksualliv fortsætter i kapitel 13, hvor man citerer WHOs tanker om at enhver har ret til egen seksualitet. Så går man videre til endnu en gang at gennemgå det filosofiske, postmoderne grundlag med afsæt i Foucault. Iføgle Foucault er kroppen og seksualiteten ikke udelukkende et privat anliggende, men også et statsanliggende. Foucault mener, at der i alle relationer i samfundet udøves magt. Magten antager bl.a. en række former, som får central betydning i pædagogisk praksis. Foucaults ønske var, at teorien skulle bidrage til at ændre eller opløse forskellige fastgroede samfundsmæssige forestillinger om menneskets ”natur” og derved synliggøre den magtudøvelse, som er indlejret i en række daglie relationer mellem mennesker. Som pædagog skal men ikke ukritisk komme til at videreføre begrænsende sterotypier og seksualitetsforståelser.
Vi læser, at nogle af dem, som mest aktivt arbejder for at udfordre tavshederne og den implicitte magtudøvelse og undertrykkelse, som kommer til udtryk fx i den medicinske diskurs, er aktivister i LGBT-miljøet. LGBT bevægelsen har gennem de seneste årtier bidraget væsentligt til udvikling og anerkendelsen af mangfoldighed.
Endelig skal jeg nævne kapitel 14, hvis emne er forhandlinger om faderskab i homoseksuelle mænds liv.
Generel vurdering:
Hele bogen udelukker bevidst al biologisk og sundhedsfaglig viden om køn. Den opfordrer endda til at man afviser den viden, der kommer fra de eksakte videnskaber; ”faktisk kan man som hovedregel godt tillade sig at være skeptisk, hvis man præsenters for ”eksakt viden” ”, står der. I stedet er der hele bogen igennem tydelig vægt på social konstruktion og endda på den temmelig radikale form for socialkonstruktionisme, der hedder poststrukturalisme, med vægt på især Judith Butler og Michel Foucault. Det som bl.a. disse to postmoderne filosoffer hævder, er hverken logisk eller sandt. Hvis en akademisk disciplin bygger på dem, så indeholder den bare luft og tager udgangspunkt i noget, som ikke er sandt. Desværre har den form for dekadent tænkning fået ernormt godt fat i alle samfundsfaglige og humane videnskaber – videnskaber som altså af den grund ikke fortjener betegnelsen videnskab.
Vi læser, at poststrukturalismen har som udgangspunkt, at der ikke findes nogen anden virkelighed end den, vi skaber sammen gennem ordene og sproget. Da man altid kan lave om på sine formuleringer, og da disse formuleringer bl.a. skaber kønnet, så kan man altid lave om på forståelsen af, hvad køn er. En sådan tilgang er ikke forenelig med videnskab.
I denne bog er målet bl.a. at ”opdage og italesætte holdninger og værdier, således at de kan blive genstand for forandring.” Bogen byggerpå en forståelse af kønnet som en social konstruktion, netop fordi det gør det muligt at arbejde med udvikling og social forandring. Jeg er med på, at hvis man har en stiv og statisk opfattelse af, hvad køn er, så er der ingen mulighed for at folk kan udvikle sig. Men det går for vidt, når bogens sigte er gennemgribende forandringer af samfundets struktur. Derved holder bogen op med at være en lærebog, der præsenterer viden og erfaring; i stedet bliver den til politisk propaganda der har til formål at underminere grundlæggende struktur i den vestlige kultur.
Det er betænkeligt, netop fordi bogen fungerer som lærebog i et kursus, som er obligatorisk for alle, der uddanner sig til at have med børn at gøre. Derved har man fundet en måde, hvorpå man med statsstøtte kan indoktrinere hele den kommende generation. Alle skal udsættes for denne propaganda.
Når den viden, bogen præsenterer, ikke bygger på sandhed, så er det uheldigt, at der ikke på dansk findes nogen alternative informationskilder om køn. Det er f.eks. konsekvent sådan, at der ikke ansættes personer ved danske universiteter, som har en anden opfattelse af køn end den, der fremlægges her. Intet sted kan man på dansk læse om den omfattende biologiske viden om menneskers køn, og intet sted kan man læse om den manglende evidens for, at forældre og andre personer i omgivelserne skaber børnenes køn. Kønnet adfærd er medfødt, og kan kun i ringe grad modificeres af forældre og andre. Det vil være nødvendigt at vide som modvægt til denne bogs påstande; men der er intet sted hvor læserne kan finde denne nødvendige modvægt.