Tidens tendens

I forbindelse med MeToo-bølgen er der kommet en helt refleks-agtig sort/hvid opdeling: Mand = skurk, Kvinde= uskyldigt offer, og den opdeling kan kvinder, hvis de vil, udnytte til deres egen fordel. 
 De kan f.eks. uden egen risiko påstå, at en mand har sagt noget krænkende til dem, og selv hvis manden benægter at have haft til hensigt at krænke, kan han automatisk stemples som krænker, fordi folk automatisk vil aktivere den sort/hvide opdeling mellem mand og kvinde. I den amerikanske MeToo bevægelse har feministerne forsøgt at håndhæve det som et generelt princip, at man altid skal tro på kvindens version: #BelieveWomen. Det er en hårrejsende påstand, at bestemte personer (kvinder) altid taler sandt. Hvis man accepterede det, ville man acceptere, at kvinder altid har retten til at definere situationen, og dermed total magt til at bestemme over de mænd, der bliver anklaget. 
    Hvis nu nogen mand betvivler hvad det kvindelige offer siger, så stiller han sig selv i en dårlig situation. Kvinden er jo nærmest per definition uskyldig, og hvis man afviser hendes forklaring, så gør man sig selv til et ondt menneske: Man er ond og ufølsom, hvis man håner et uskyldigt offer ved at hævde, at hun fordrejer sandheden. 
    For nylig kunne medierne fortælle (1) om en situation i en svensk provinsby, hvor en ung mand, Felix, blev angrebet med SMS-beskeder fra en anonym kvinde,  afsendt fra en skjult telefonkonto med taletidskort. Formålet var at gøre Fellix socialt isoleret. Beskeder om at Felix havde begået voldtægter blev sendt til talrige unge kvinder i og omkring byen, til hans arbejdsgiver m.m., og mange troede på SMS-beskederne; det var svært for Felix at hævde sin uskyld. Der blev også sendt påstande om at beskedmodtageren havde sendt nøgenbilleder, og efterhånden eskalerede det til trusler mod Felix´s bekendte. Fellix og hans pårørende forsøgte at anmelde det til politiet, men blev i første omgang afvist. Først efter fire år lykkedes det at afsløre afsenderen af de mange tusind SMS-beskeder; hun blev dømt ved en domstol, men fik en meget mild dom. 
    Når noget sådant forekommer, er det mærkeligt at nogen kan hævde som generelt princip at man skal ”tro på kvinder”.

Rikke Viemoses indlæg

D. 10. juli havde journaliset Rikke Viemose et indlæg (2) i Berlingske om disse ting. Hun harcelerer over, at i de mange nye sager om sexisme og metoo er der debattører, der forsvarer de anklagede mænd – hun mener at det er vigtigere at forsvare kvinderne. 
 Der er efterhånden en række prominente mænd, der har mistet deres stilling på et meget tyndt grundlag, fordi kvinder har anklaget dem for overgreb eller sexisme. Er det virkelig rimeligt, at en mand skal miste en topstilling og komme i vanære, fordi han har fortalt en sjofel vittighed? Vi er jo kommet derhen, hvor snerpede eller nærtagende kvinder har fået magt til at fyre en mand, som de har set sig sur på. Fra nu af vil enhver mand gå omkring som rystende nervøs for, at han en eller anden gang – måske for mange år siden – har sagt eller gjort noget krænkede. Måske har han engang for mange år siden lagt sin hånd på en kvindes lår?
 Flere prominente kvinder forsvarer de mænd, der har mistet deres stilling på grund af metoo-anklager (3) . Renee Toft Simoinsen forsvarer f.eks. trommeslageren Claes Antonsen, der blev fyret for at gengive tre sexistiske vittigheder. Hun skriver: ”At han pga. de tre ytringer nu personligt skal stå til ansvar for sexisme i  musikbranchen er helt enkelt ikke i orden. At nogen har følt sig stødt over de ytringer, er helt OK. . . Det handler om normer, og de er forskelllige, for mennesker, for tiden, for kulturer. Når forskellige normer mødes, er det rigtig vigtigt vi kan finde et fælles sprog, en fælles forståelse, fælles nkormer at være sammen om – det kræver samtale, den samtale burde have fundet sted.” 
   Men efter Rikke Viemoses mening er det mere uretfærdigt, hvis en kvinde udsættes for en krænkende tone på arbejdspladsen, så hun ønsker at forlade den, end hvis en mand udsættes for en sexisme-anklage og må forlade sin stilling. Her vil de fleste nok spørge: Hvad er værst – at måtte ignorere sexistiske vittigheder, eller at komme i vanære og miste sin stilling?
    Det kan tænkes, at kvindernes anklager om krænkelser i nogle tilfælde er led i en feministisk strategi. Rikke Viemose nævner Sofe Linde, så lad os da tage hende. Hun affyrede start skuddet til den alvorlige del af MeToo-bølgen i Danmark, da hun i en tale (4) ved Zulu Gallashowet 2020 bl.a. sagde: ” Men altså jeg kan jo lige fremhæve én historie, én historie fra dengang jeg var 18 år gammel og lige var startet i Danmarks Radio  . . . Jeg var lige startet i Danmarks Radio, vi skulle til julefrokost, og jeg havde glædet mig, og så kommer der den her store tv-kanon op, tager fat i min arm og siger: "Hvis du ikke går med ud og sutter min pik, så fucking ødelægger jeg din karriere. Så ødelægger jeg dig."

Jeg er ret sikker på, at du kigger på mig lige nu. Du ved godt selv, hvem du er. . . .”

Den historie skabte en udbredt forargelse over mandlige chefers tilgang til yngre kvinder, og skabte brændstoffet for den efterfølgende MeToo kampagne. Bare et par uger efter – midt i september – var de store dagblade oversvømmet af en tsunami af indlæg fra feminister, der anklager mænd på topposter for at chikanere kvinder. I et meget langt indlæg, af Sulaima Gourani (5), hedder det: ” “Siden #MeToo tog fat i slutningen af ​​2017, er der kommet meget mere fokus på omfanget af problemet, men i Danmark har man i stor grad gjort grin med bevægelsen. Indtil nu. Den er kommet til Danmark, og mit bedste bud er, at vi vil se mindst ti relativt magtfulde mænd blive fjernet fra poster de næste 6-12 måneder.”

Det kom omtrent til at passe. Så vidt jeg kan tælle, blev ni relativt magtfulde mænd fjernet fra poster. Så vidt vides holdt grupper af feminister i september 2020 planlægningsmøder om, hvordan de kunne få skovlen under nogle
 magtfulde mænd. Gouranis indlæg tyder på, at  der var tale om en koordineret aktion. Når vi ser på de ca. 9 relativt magtfulde mænd der blev fjernet fra poster de næste 6-12 måneder, så har metoden hver gang været at finde frem til episoder, hvor disse mænd har krænket yngre kvinder, og så anklage dem for det - også i tilfælde, hvor episoderne er over 20 år gamle. Det vil sige at beretningerne  om krænkelser er omhyggleligt forberedt og har et bestemt formål. Det er ikke spontane reaktioner på at en kvinde har oplevet noget ubehageligt.
 Og hvordan er det så med Sofie Lindes egen beretning? Jeg har aldrig troet på den. Jeg kan ikke tro, at nogen mand har sagt: "Hvis du ikke går med ud og sutter min pik, så fucking ødelægger jeg din karriere. Så ødelægger jeg dig." Det virker helt utroværdigt, at nogen mand skulle have sagt sådan.
 Der er rygter om, at talen ikke var skrevet af Sofie Linde selv, men af en anden kvinde. Der er også den unøjagtighed i talen, at ved den pågældende julefrokost var Sofie Linde ikke 18 år, men 20 år. Det vides ikke stensikkert, hvem den pågældende mand var; men i miljøet ved man det vistnok godt. Der bliver set skævt til ham, og han har mistet sin position. Han har under private forhold på det bestemteste benægtet, at han har sagt som anført. Det sagte virker mere som en ung kvindes fantasi om, hvordan en mandlig overgrebsmand er, snarere end om hvordan det sker i den virkelige verden.

MeToo sager på TV2

Omkring år 2000 begyndte Therese Philipsen som 23-årig praktikant på TV2s redaktion. Lige fra starten viste hun en usædvanlig stor interesse for at få seksuelle relationer med de ældre chefer på stationen, og hun nåede angiveligt at have sex med 5 eller 6 af dem. Det tog man ikke så nøje den gang; men senere er moralen ændret, og i dag anses det som meget upassende, at lidt ældre mænd har sex med unge kvinder. Så da nogle feminister i september 2020 skulle finde nogle sexisme-episoder, der kunne vælte nogle chefer, gravede man tilbage i fortiden og fandt en del episoder, der involverede Philipsen. Nogle personer fra TV2 rejste til Florida, hvor Philipsen nu boede, og fik hende til at se den tids episoder i et nyt lys. Det førte til sexisme-anklager mod flere mænd, herunder Jes Dorph-Petersen. Dorph har hele vejen igennem benægtet at have gjort noget forkert, og der er vidne på at Philipsens anklage om noget, der nærmest var voldtægt, ikke er sand. Alligevel blev Dorph fyret fra sin stilling og hængt ud i stor vanære. Dorph har rejst retssag mod det advokatfirma, der fik ham hængt ud, og senest har han ved Østre Landsret fået medhold i, at advokatfirmaets undersøgelse af ham er uredelig, og at fyringen således var grundløs (6). Philipsens udtalelser til ”dokumentaren” om sexisme på TV2 er fyldt med timevis af kraftige manipulationer og usande fremstillinger. Men advokatfirmaet og de personer, der gerne ville have ram på Dorph, har bevidst ignoreret alt hvad der talte til Dorphs forsvar og stolet blindt på Philipsens fremstilling. Hendes fremstilling har stor følelsesmæssig appel og virker også meget overbevisende på det almindelige publikum, der har set ”dokumentaren” om ”Sexisme bag skærmen”. Folk som flest er fast overbeviste om, at Jes Dorph-Petersen virkelig er skyld i det, han anklages for.
 Også de andre mænd, der er blevet fyret efter Philipsens udtalelser, kan anses for uretfærdigt dømt. Men de udtalelser, som man har anvendt til at få dem fyret, er udelukkende Philipsens versioner af det skete – versioner der afviger stærkt fra mændenes versioner. I mange af de episoder, der involverede sex eller forsøg på sex med Therese Philipsen, påstår manden at det var Philipsen, der var grænseoveskridende, mens hendes version var stik modsat og gjorde manden til den grænseoverskridende, hvis hun da ikke oven i købet anklager manden for at gøre hende til offer, hvis han afviser hendes tilnærmelser. I den situation er det meget, meget forkert at stole på Philipsens beretning hver gang, og afvise mandens. Sådan kan man da ikke lave en dokumentar – at afvise det ene køns version hver gang.

Sexisme i musikbranchen

I sommeren 2024 sendte DR to ”dokumentarer” om sexisme i musikbranchen. I den første blev skuespiller Martin Brygmann udsat for anklager om sexisme, som førte til at han mistede sit arbejde. Brygmanns advokat udtaler til Weekendavisen: (7) ” »Vi har igennem syv måneder fremlagt dokumentation over for DR og Impact TV, men det vil kun blive udlagt som victim blaming, hvis jeg går i rette omkring anklagerne gennem pressen. . . Jeg har over for Impact TV og DR bestridt de faktuelt forkerte påstande, der har været, og sørget for, at de fik de nødvendige oplysninger for at kunne belyse sandheden, når der har været fejltolkninger, misforståelser eller oversete perspektiver.”
 I den anden udsendelse er det trommeslager Claes Antonsen, der blev udsat for anklager som førte til at han mistede sit arbejde. En ung kvinde (Katinka Bjerregård) i holdet bag ”Toppen af poppen” anklager Antonsen for at sætte en sexistisk tone, da han en morgen fortæller en anekdote om en kvinde, der stikker en ”medister op i fissen”. Den sexistiske tone skulle angiveligt gøre det ubehageligt for kvinder at være med på arbejdspladsen. Men der gik noget forud for histiorien m medisteren. Katinka møder op på arbejdet og lægger ud med at fortælle hele orkesteret, at hun lige har fået så meget morgenpik at hun ikke kan sidde ned. Hun nævner også sin fantasi om at hælde menstruationsblod ud over bandet.  Alligevel har producenten klippet Katinka Bjerrregårds historier ud af de primære optagelser, og kun bragt Antonsens historie (8). Resultatet bliver, at det er Antonsen, og ham alene, der får skylden for at sætte en vulgær tone. 
 Mindre end en uge efter Rikke Viemoses indlæg i Berlingske skirver en af avisens journalister: ” Selvom begge mænd var anonymiseret, stod det hurtigt klart, at det var Martin Brygmann, der havde skrevet grænseoverskridende beskeder til unge kvinder, mens Claes Antonsen var trommeslageren, der skabte en sexistisk tone under optagelserne af TV2s program »Toppen af poppen«. (9). Som det lige er fremgået, er det usandt. Det var ikke Claes Antonsen, der skabte en sexistisk tone; Han byggede blot videre på den sexistiske tone da først Bjerregård havde lagt ud. Men mønsteret er igen det samme: Kvinden skal fremstå som et uskyldigt offer, mens manden skal fremstå som skyldig. Så producenten sletter kvindens indspark, mens mandens beholdes som ”dokumentation”.

Om at sige undskyld

Ifølge en dansk kommunikationsekspert (3, 10) gør det en forskel for den anklagede mand, om der bliver sagt ordentligt undskyld. »Som hovedpersonen i en #metoo-sag er der grundlæggende to veje at gå: Gå til modangreb eller sig undskyld. Valget har betydning ikke kun for hovedpersonen selv, men også for andres lyst til at bakke op og engagere sig i vedkommendes fortælling.«

Den danske kommunikationsekspert nævner Jes Dorph-Petersens forløb som et eksempel på en sag, hvor det var sværere at gå ud og bakke op. Her blev fronterne trukket skarpere op, og kun ganske få personer kendte hele sandheden. 
 Nu er det sådan, at ifølge Jes Dorph-Petersen selv og et mandligt vidne var det  simpelt hen løgn, hvad Therese Philipsen sagde. Hvis nu Dorph havde sagt tydeligt undskyld, så havde han dermed over for offentlligheden erkendt, at han faktisk havde begået det, som han blev anklaget for. Men Dorph har hele vejen igennem fastholdt, at han intet forkert har gjort. Kommunikationdseksperten anbefaler ham altså at erkende en ugerning, som han ikke har begået. Det vil sige man forsøger at få ham til at bekræfte billedet af, at den skyldige er altid manden -manden er altid skurken – hvorimod alt hvad Therese Philipsen har gjort forkert – og det er meget – skal forties. Der må ikke komme noget brud i det generelle mønster, at manden er skurk, og kvinden er uskyldig.
 En anden af de mænd, der blev fyret efter Metoo dokumentaren om TV2,, blev af de feminstiske inkvisitorer tvunget til at skrive under på, at han havde udvist ”dårllig dømmekraft”. Hvad dét så nærmere vil sige, får offentligheden intet at vide om. Det står blot tilbage, at manden har gjort noget forkert, og dermed bekræftes det generelle billede endnu engang af at manden altid er skurken. Vi får intet at vide om, hvordan Therese Phililpsen manipulerede i den sag.
 Kommunikationseksperten påpeger, at Jes Dorph-Petersen ikke selv kom med en entydig og uforbeholden undskyldning. Han gik i stedet til modangreb og gik rettens vej, efter han i 2021 blev fyret. »Claes Antonsen derimod har valgt at sige undskyld. En undskyldning, der var uden forbehold og bortforklaringer, og dermed bliver man som tredje person ikke på samme måde en del af en højspændt konflikt,« siger Anne-Mette Bro Jöhncke, der understreger, at »oprigtige undskyldninger virker afvæbnende«. Det er barokt – Claes Antonsen fortalte tre sexede vittigheder, som andre – f.eks. Renee Toft Sionsen -  finder harmløse.  De har allerede været fortalt af punkbandet ”Slim og Gylle”. Men når en mand, som man ønsker at slagte, fortæller det samme, så skal han sige oprigtigt undskyld. Dermed bøjer han sig i støvet og bekræfter, at mænd generelt er skurke, og viser, at i fremtiden vil feminister kunne diktere over ham.

Kvinders manipulation

Kvinders måde at få magt på og gennemtvinge deres vilje, er anderledes end mænds, som jeg har skrevet om andetsteds (11). Allerede i skolealderen kan de underminere andre pigers position på forskellige måder, der er skjulte og indirekte og gør det umuligt for den ramte at anklage aggressoren eller hævne sig. Det fortsætter i voksenalderen, hvor kvinder virker i det skjulte og manipulerer med sociale virkemidler, på måder som mange mænd slet ikke opdager. Og de forstår ikke, at jo mere de bøjer sig for kvinders krav, jo mere bliver de opfattet som svage personer, der kan blive stillet over for endnu flere og endnu mere urimelige krav. 
 Det er emnet for en avisartikel af en tysk kvinde, Cora Stephan (12). Hun skriver, at mænd har selv fremkaldt deres egen elendige situation. Den mand, der lader sig skamme ud, er i virkeligheden medskyldig i en kvindelig magtstrategi. Jo mere manden bøjer sig, med jo større lyst bliver der sparket til ham. 
 Mænd har undervurderet kvinder; de har på nogle sarte, men højlydte væsener forstået, at disse alle er ofre, som man bør give oprejsning. Mændene har anstrengt sig og ikke lagt mærke til, at de er på vej til at tabe i kampen om magten. Kvinder var aldrig bare "det undertrykte køn", de var alt for vigtige til det - og alt for magtfulde. Javist er der ofre. Men definitionen af, hvad der er offer, og hvad der er vold, er nu så uendeligt bred, at hvis alle holdt sig til den nye overfølsomhed, ville der ikke længere findes normal omgang kønnene imellem. Enhver kvinde kan med en grundløs anklage om at en mand har begået et seksuelt overgreb mod hende, koste ham hans ære og karriere. Fordi ja: påstanden om at være blevet offer kan bruges som et våben. For mænd burde det stå klart, at nogle kvinder også bruger dette våben. Hvorfor? Fordi de kan. Fordi hævn gøres let for dem. Fordi de udnytter de muligheder, der præsenteres for dem. Fordi de ikke er de bedre mennesker. Fordi de ikke er dumme. Fordi, de er stærke nok til at være mænds modstandere, især når de erklærer sig for at være ofre. Den der føler sig som et offer, uanset for hvad, dennes følelse må der på ingen måde sættes spørgsmålstegn ved, især ikke af toksiske hvide mænd.
 
 Jo mere mænd accepterer, at små tildragelser kan gøre kvinder til ofre, jo mindre bliver de tildragelser, som næste gang tæller med som noget, der gør kvinder til ofre. Barren sænkes. Efterhånden kan en mand miste sin stilling bare han fortælller en vovet vittighed eller kigger kvinden ind i øjnene. Misforholdet mellem forbrydelsens art og konsekvenserne for manden bliver stadig mere grel. Ja, han kan endda bllive fyret uden at have gjort noget som helst galt, hvis kvinden finder på at rette en falsk anklage om voldtægt mod ham, og hvis man følger princippet ”believe women”.
 
 Det hele er en udvikling henimod at stemple alle mænd som skurke og alle kvinder som uskykldige ofre. Det er den udvikling, som Rikke Viemose er med til at drive frem. Hun nævner sager, hvor mænd mister deres stilling, og kritiserer, at nogen forsvarer disse mænd – hvis man undlader at straffe mændene, betyder det i hendes øjne, at man undlader at tage hånd om de krænkede kvinder. 
 Vi skal lade være med at acceptere, at mænd uden videre bliver gjort til de sorte skurke, og kvinder uden videre bliver gjort til uskyldsrene ofre. Den automatiske sort//hvide opdeling af kønnene forhindrer en nøgtern vurdering af episoderne, og hvor det også indgår, at manden skal behandles som et menneske der har krav på en nøgtern vurdering af situationen.

Man må kunne snakke om det

 
 Det er selvfølgelig sandt, at der sker overgreb mod kvinder. Der findes f.eks. tilfælde, hvor en mandlig chef gør så vedholdende tilnærmelser til en ung kvinde, der arbejder for ham, at hun føler sig nødt til at forlade jobbet og sige sin stillng op (13). Det kan også være problematisk, hvis mændene på arbjdspladsen bliver så optaget af de kvlindelige kolleger, at de hele tiden forsøger at lægge en humoristisk, seksualiseret tone. Det kan være fornærmende, hvis en kvinde, der faktisk er en dygtig arbejdskraft, hele tiden blive anskuet som primært et seksuelt væsen. Det betyder at man ikke værdsætter hendes faglige indsats og altså ikke respekterer hende. 
 
 Rikke Viemose skriver: ” Lad mig skynde mig at sige, at jeg synes, at enhver menneskelig omkostning i #metoo-sager er ulykkelig. Jeg ville ønske, vi kunne undgå det. Men det tror jeg ikke, vi kan. Hvis vi vil forebygge sexistiske krænkelser og overgreb i fremtiden – og det er vi vel enige om, at vi vil – så SKAL vi kunne tale om det.
 Ja, vi bør kunne tale om det. Og i den samtale kan det ikke nytte noget, hvis manden på forhånd er klassificeret som en skyldig, som skurk, mens man på forhånd går ud fra, at kvinden er et helt uskyldigt offer. I samtalen skal begge parter behandles som mennesker, og der skal lyttes til, ikke blot til kvinden, men også til manden. Kvinden vil ofte have de talegaver som skal til for at fremstille sin egen rolle som den uskyldige, mens mænd ofte har sværere ved at tale om personlige episoder. Her må vi lære mændene at berette om tildragelserne på en måde, så de kan hamle op med kvinderne. 
 Tvært imod hvad Rikke Viemose ønsker, skal mænd nu lære, at det er vigtigt at sige fra over for anklagerne, og om nødvendigt at rense sig med retssager, som f.eks. Jes Dorph-Petersen har gjort herhjemme, og som f.eks. Johnny Depp har gjort i udlandet.

Kildehenvisninger

(1) www.dr.dk/drtv/se/stalker-fra-helvede_-et-ukendt-nummer_461637

(2) www.berlingske.dk/kommentatorer/rikke-viemose-efter-debatten-om-sexisme-dokumentar-det-eneste

(3) www.berlingske.dk/skaerm/den-ene-tog-en-kollega-paa-brysterne-den-anden-fik-skyld-for-vulgaer-snak

(4) /www.dansketaler.dk/tale/sofie-lindes-tale-ved-zulu-comedy-galla-2020/

(5) https://www.berlingske.dk/kommentar/soulaima-gourani-ti-relativt-magtfulde-maend-bliver-fjernet-fra-poster

(6) www.dr.dk/nyheder/seneste/landsret-slaar-fast-advokat-bag-tv-2-undersoegelse-broed-god-advokatskik

(7) www.weekendavisen.dk/2024-26/samfund/den-ene-side-af-sagen

(8) www.bt.dk/medier/det-saa-man-ikke-katinka-satte-selv-tonen-med-syg-sex-historie?

(9) www.berlingske.dk/skaerm/efter-drs-sexismedokumentar-vil-hundredvis-af-kvinder-dele-deres-oplevelser

(10)https://kforum.dk/nyheder/nyheder/article17271968.ece

(11) faktaogmyter.dk/giver-kvindelige-ledere-bedre-psykisk-arbejdsmiljoe/

(12) Männer haben ihr Elend selbst heraufbeschworen

https://www.die-tagespost.de/gesellschaft/kultur/maenner-haben-ihr-elend-selbst-heraufbeschworen;art4881,211799

(13) www.djoefbladet.dk/artikler/2020/11/den-kraenkede-gaar-kr-ae-nkeren–bliver

Christian Groes (2023): Da MeToo ramte manden. 110 sider. Gads Forlag.

Christian Groes er kønsforsker, ansat som lektor ved RUC. I maj 2023 udkom bogen ”Da MeToo ramte manden”. Bogens emne er: Hvor går grænsen mellem flirt, samtykke, krænkelser og magtmisbrug?
Det bedste ved bogen er dens titel. Ja, MeToo har virkelig ”ramt manden”  som et artilleri-nedslag.

Bogen er ikke imponerende. Siderne er små, og der er kun lige knap 100 tekstsider.
Bogen bygger på samtaler og interview med 18 vidt forskellige mænd i alderen 20-65 år. Interviewene blev foretaget af Groes selv og to kvindelige assistenter i 2021 og 2022. Det er et meget lille datamateriale – så lille, at man vist ikke kan drage nogen videnskabelige konklusioner. Desuden får vi meget lidt at vide om, hvad der blev sagt i disse interviews – vi ser kun nogle små uddrag, og der står intet om hvor mange % af mændene, der mente hvad. Der citeres også andre mænd; men det hele bevæger sig nærmest på det anekdotiske plan (dvs. ret tilfældige enkelthistorier).

I forordet står der : ”Der skal også lyde en stor tak til min kæreste Julie Rokkjær Birch for inspiration og støtte og for at have læst med undervejs.” Julie Rokkjær Birch var som bekendt indtil for nylig leder af museet ”Køn” i Århus, og hvis hun accepterer teksten, kan vi være ret sikre på, at der står intet som går imod feministers dagsorden.

Begrebet ”magt”  spiller en ret stor rolle i bogen. Vi læser f.eks. s. 91: ”Men når magtfulde mænd forklarer deres krænkelser med, at de blev revet med af stemningen, eller at de ikke oplevede, at nogen blev krænket, afslører de ofte samtidig, at der er blevet blinde overfor deres egen magt og privilegier.”

Groes skriver om MeToo sagen på TV2. Han nævner, at efter Jes Dorph-Petersens opfattelse gik Therese Philipsen frivilligt med til at have sex med ham. Han kritiseres for, at han stod i et ulige magtforhold til hende. Han  ses som eksempel ”på den magtfulde mand, der ikke ville erkende betydningen af sin magt og sin grænseoverskridende adfærd”.
Her er Groes for stærkt farvet af, at alt skal tolkes i lyset af, at manden har en magt, som han misbruger. Han går uden videre ud fra, at sagen med Jes Dorph-Petersen passer ind i det mønster. Der er ikke det kritiske forbehold, som en forsker burde have. Så vidt jeg har forstået, var det virkelig sandt, at Philipsen indlod sig frivilligt, ja, at det var hende, der aktivt opsøgte mænd i lederpositioner for at få sex med dem. Hvis de to parter er uenige om forløbet, så kan man ikke bare uden videre tro på den ene og mistro den anden. En sådan fordomsfuldhed burde ikke findes hos en forsker.
Til allersidst i bogen nævner Groes et enkelt eksempel, hvor en af hans veninder var blevet kæreste med sin chef. Veninden sagde til ham: ”Kan vi ikke finde et sprog for tiltrækning, hvor der også er plads til kærlighed og lyst på tværs af magtpositioner, og hvor min kærlighed til min kæreste ikke skal betvivles, fordi han er min chef?”. Groes siger som kommentar, at det endegyldige svar findes ikke. Han fastholder, at kærlighed bør ske i ligeværdige relationer, og ikke på arbejdpladsen.
Hvad Groes ikke vil erkende her, er at noget af det, der bdirager allermest til at gøre en mand seksuelt attraktiv for kvinder, er et han har magt eller har en høj social position. Therese Philipsen, praktikanten på TV2, forelskede sig f.eks. igen og igen i de mænd, der var chefer (mindst 6 forskellige chefer).
Groes påstår tværtimod, at status og magt ikke længere giver adgang til kvinders gunst. ”Det lader til, at flere kvinder dyrker mandeidealer, der ikke er baseret på rigdom, krop, uddannelse eller status.” Måske nok. Men mange kvinder dyrker stadig disse mandeidealer. Han skriver (s. 48), at empati, tilbageholdenhed, opmærksomhed og sårbarhed er mere blevet mere fremtrædende maskuline værdier og måske er blevet kriterier for flere kvinder. Her tager Groes afgørende fejl. Umiddelbart efter nævner Groes da også selv et par eksempler på mænd, der er tilbageholdende i deres tilnærmelser. Den ene får f.eks. kvinden med hjem om natten, men tager ikke initiativ til mere, efter at de er gået i seng. Manden er i tvivl, om han skal gå ud til hende næste morgen, når hun tager brusebad, og lader være med det. Kvinden tager af sted, og han ser hende aldrig igen. Eksemplerne viser, at der kan IKKE anbefales mænd at være så forsigtige i deres tilnærmelser. Alligevel er det det, Groes opfordrer mændene til.

Groes siger (s. 69), at hengivenhed, opmærksomhed, langsomhed og gavmildhed netop er de værdier, der kendetegner den sex, han beskriver som gensidig og ligeværdig.
Nogle af de interviewede mænd udtrykker deres store usikkerhed m.h.t. hvordsan man kan flirte i en tid med Metoo. De søger efter utvetydige signaler fra kvinder på, om der er gensidig seksuel interesse.
Det genkender jeg. Da jeg var ung, var jeg meget usikker på hvordan jeg skulle nærme mig kvinder. Jeg var opdraget til at tro, at det eneste vigtige i forhold til kvinder er at være opmærksom og hensynsfuld. Hvis bare man var det, skulle det hele nok lykkes. Jeg tænkte, at nu, da der er ligestilling mellem kønnene, kunne kvinden vel lige så godt tage initiativet, som manden kunne. Hvis jeg var meget i tvivl, kunne jeg vel bare vente på, om kvinden selv viste sin interesse. Og jeg ville i hvert fald ikke gøre noget, som hun ikke ønskede. Jeg afventede altid, om hun ”gav grønt lys”  til tilnærmelser. Jeg så aldrig nogensinde dette grønne lys – nok fordi jeg var blind over for kvinders mere subtile signaler. I hvert fald: Den strategi at være tilbageholdende og hensynsfuld, gav aldrig positivt resultat. Den strategi ødelagde mit liv på den måde, at mit intense ønske om at finde en kvinde at stifte familie med aldrig gik i opfyldelse.

Her er det så, at jeg bliver vred på Christian Groes. Det han anbefaler mændene, er netop det som har ødelagt meget i mit eget liv. Hans råd om endelig at føle sig forsigtigt frem og altid være sikker på, at kvinden er interesseret, før man tager første skridt, er råd som vil skade både mænd og kvinder – det vil skade kvinderne, fordi de ikke får de søde og hensynsfulde mænd, som de måske gerne ville have. For det gælder stadigvæk, i en tid 55 år efter 1968, at det skal være manden, der tager initiativet. Hvis han ikke gør det, lader kvinden ham gå, for hun tror at han ikke er særlig interesseret. Hun ærgrer sig over hans mangel på initiativ; men hun tager ikke selv initiativ.

En del af de unge mænd, Groes interviewer, udtrykker det samme, som jeg selv tænkte som ung, at det ville da være ok, hvis kvinderne tog initiativet noget mere. En af dem fortæller (s. 44), at han går mere langsomt frem i sine tilnærmelser, end han gjorde tidligere. I stedet for at komme for tæt på eller kramme en kvinde, han er ude med, vil han, hvis han mærker en interesse, røre hende let på armen eller spørge, om hun har lyst til et kram, og så mærke, hvordan hun reagerer. Eller vente på, at hun  tager initiativet. Sådan tænker disse unge mænd selvfølgelig, fordi det er vanskeligt at være meget hensynsfuld og opmærksom på ikke at skade kvinden, og så også tage initiativ. Men der er ingen vej udenom. I dag, som før, er det mandens opgave at tage initiativ.

Groes taler om (s.53-57), at unge mænd, i stedet for at søge en traditionel mandlig identitet, dyrker deres sårbarhed sammen med andre mænd. Han anbefaler ligefrem en tendens, han ser hos en del unge mænd i dag, De er fysisk sammen med andre mænd, selv om de er heteroseksuelle. De har tæt kontakt til hinandens kroppe og lærer at føle efter, hvor den andens grænse for nærhed er. De kan ligge i ske med andre mænd, eller kysse dem lidt. Det anbefaler Groes, fordi derved lærer de unge mænd at mærke efter, hvor meget nærhed de kan tillade sig over for andre, herunder over for kvinder. Som om fysisk nærhed til en mand er det smme som fysisk nærhed til en kvinde.

Groes kommer også ind på diverse former for mandekurser. Men han skriver kritisk, at ”Hvis man nærlæser beskrivelsen af mandekurserne, handler de sjældent om tilgivelse, empati og overbærenhed over for kvinder eller tilbageholdenhed og opmærksomhed på kvinders grænser.” I modsætning til kurser der dyrker rå, primitiv maskulinitet, er de mange nye kurser mere sporet ind på mandens grænser og behov. Om et kursus for den alt for hensynsfulde type mand – ”No more mr. Nice Guy” mener Groes, at det er den narcissitiske mands drømmekursus. Han mener, at det, at fokus ligger på, hvordan man som mand bliver bedre til at sætte grænser overfor andre, også kvinder, fremfor hvordan man bliver bedre til at mærke, hvor andre menneskers grænser går, antyder at det også er et kursus for mænd, der er bange for at miste deres privilegier. Hvilken kortslutning i argumentationen! Kurser som ”No more mr. Nice guy”  er for mænd, der er så tilbageholdende, at de aldrig kunne slå en flue ihjel, og altid giver efter, hvis andre vil frem. Og så skælder han dem ud for, at de ikke længere altid vil give efter for kvinders ønsker, men også en gang imellem markerer deres grænser og sætter foden ned.
Jeg har lært, at noget af det vigtigste for at en kvinde kan respektere og elske en mand, er at manden viser tydeligt, hvor hans grænser går, og er villig til at sige nej en gang imellem. Hvis han aldrig sætter foden ned, prøver hun instinktivt, hvor meget mere hun kan manipulere med ham, og hvis han stadig ikke gør modstand, mister hun al respekt og forlader ham. Men Groes anbefaler altså, at han altid giver kvinden ret og ikke lærer at sige nej. Det er en anbefaling, der gør mænd til viljeløse bløddyr og ødelægger forholdet mellem kønnene.
Det er et gennemgående tema i bogen, at der kommet nye spilleregler i forholdet mellem kønnene, og det er sandt. ”Tiden efter MeToo er for mange mænd forbundet med usikkerhed og nervøsitet i mødet med kvinder, både på dates og på jobbet”. Bogen demonstrerer tydeligt, at der er mere end nogensinde blevet brug for at finde frem til nogle nye spilleregler. Men bogen svigter totalt med hensyn til at finde frem til sådanne spilleeregler. De anbefalinger, Groes kommer frem med, er ubrugelige eller ligefrem skadelige for mændene. Hele bogen bærer præg af, at intet i den må modsige kvinders interesser. Mændene får at vide, at de må aldrig gå imod kvinderne. Den maler billedet af et samfund, hvor mænd altid skal rette sig efter kvinder. Det blvier et samfund, hvor mændene bliver skygger af sig selv, og det vil ikke gøre kvinderne tilfredse.

Dokumentaren ’MeToo: Sexisme Bag Skærmen’ om MeToo-sagerne på TV2 er nomineret til at modtage Cavling-prisen d. 6.  januar.  Den blev sendt i november 2021 på Discovery Channel og gjorde indtryk.

Flere kvinder mener, at dokumentaren var et klart højdepunkt. Fx skriver  Anne Kirstine Cramon: ” Det nedslående ved hele #metoo-debatten er, at det kan virke, som om de kvinder, der står frem, bare gør det for at få mulighed for at jagte mænd ud af byen med høtyve.
Men når det ender der, er det jo, fordi de involverede mænd ikke har røv nok i bukserne til at stille sig op og tage ansvar. Det provokerer, og så bliver de jaget vildt. Men det er ærgerligt, hvis #metoo-sagen reduceres til klapjagt . . . .”.

Hm! Den analyse deler vi ikke, og dette indlæg forklarer hvorfor.

Dokumentaren præsenterer lange interviews med kvinder, der blev krænket under deres arbejde på TV2. Seerne får stort set kun kvindernes version af det skete. Bortset fra én mand, nemlig Jes Dorph-Petersen, er alle øvrige mandlige ’gerningsmænd’ anonyme, og vi kan derfor ikke spørge til sandheden af hver enkelt historie.

Fra anden side kender vi identiteten på tre mænd. Via Therese Philipsen, den kvinde, hvis udsagn fylder langt mest i dokumentaren.
Hun bor nu i Florida, hvor hun er forfatter til kulørte krimier med kvinder som sympativækkende ofre. En af de seneste bøger slutter med en efterskrift, som er interessant: ”Store dele af denne bog er min egen historie.”

Vi får at vide, at en dansk journalist kontaktede hende i Florida og fik hende til at bearbejde og beskrive de 20 år gamle oplevelser, hun ellers havde glemt (!).

Og så: ”Nogle få måneder senere, blev to af de tre involverede mænd fyret fra deres netværk. . . . Den sidste arbejder . . .  ikke i netværket mere.”

Oplysningerne rækker til at identificere disse personer; vi har kommunikeret med de tre mænd og hørt deres version. Deres udsagn giver indtryk af, at Philipsen har omdigtet temmelig meget.

Hvorfor ville mændene så ikke medvirke i dokumentaren?

Baggrunden er, at de berørte mænd er blevet skammeligt behandlet i TV2´s advokatundersøgelse. De oplevede at blive stemplet som onde overgribere, at være dømt på forhånd. Erfaringerne fra advokatundersøgelsen demonstrerede klart, at alle oplysninger blot ville blive udnyttet til at begå karaktermord.

To af de tre mænd har haft et seksuelt forhold til en ung praktikant. De indrømmer, at det vidner om ”dårlig dømmekraft”, men er det nok til, at deres liv skal smadres?
Nogle af de ”dømte” mænd har mistet deres ståsted i tilværelsen – i værste fald både job, indtjening, familie og bolig. Ingen vil nogen sinde ansætte dem igen, og de har intet håb om at blive rehabiliteret. Det er en straf hårdere end en fængselsstraf, for den stopper aldrig. Er det en rimelig straf for at have haft sex med en praktikant 1 eller 2 gange?

De seneste år har to kvindelige studieværter på TV2 haft seksuelle forhold til en ung mandlig praktikant. Den ene af disse, Karen-Helene Hjorth, udtaler i dokumentaren, at det ikke bør forekomme. På trods af at hun altså selv gør det.

Faktachefen på TV2, Thomas Breinholt, er den, der har indstillet dokumentaren til Cavling-prisen. Vel vidende at to kvindelige studieværter har ligget i med en mandlig praktikant. Han ved også, at TV2’s nuværende øverste direktør, Anne Stig Christensen, selv som praktikant dengang af egen fri vilje havde en relation til en afdelingschef. Han accepterer altså, at chefer af hunkøn har forhold til praktikanter. Er de hankøn, venter en fyreseddel.

MeToo-sager virker som terror, der måske endda har til hensigt at lamme mændene. Bliver andre mænd så bange, at de holder meget lav profil og giver feminister ret i alt? Kan Breinholt være motiveret af at signalere, at han er på kvindernes side? Bare sådan for en sikkerheds skyld? Eller har han en overudviklet beskyttertrang over for kvinder, der fremstiller sig selv som ofre? Uden at være det. Det vides ikke, men spørgsmålene bør stilles.

Det er et fundament i vores kultur, at i en konflikt kan det ikke på forhånd afgøres, hvem af parterne, der taler sandt. Derfor skal begge parter høres. Det er ikke sket i denne sag, hvor mændene ikke er blevet afhørt med de samme rettigheder som i en retssag.

Derfor har de involverede mænd ikke ønsket at deltage i dokumentaren. En forhåndsstempling som ond udelukker en reel mulighed for at blive hørt.
Summa summarum: Dokumentaren er et ekstremt ensidigt produkt, der sidst af alt fortjener at blive hædret med en pris.

Af Kåre Fog & Lone Nørgaard.

I MeToo-sagerne på TV2 blev to markante mænd, Jes Dorph-Petersen og Jens Gaardbo, pludselig fyret for noget, de havde gjort for ca.20 år siden.

Den fyring var urimelig.

Hvad præcist de to herrer havde gjort, stod og står ikke særlig klart, og vi er slet ikke færdige med at få kastet lys over, hvad der skete. Om Gaardbo ved offentligheden f.eks. kun, at han havde udvist ”dårlig dømmekraft”. Øjensynlig henviser ”dårlig dømmekraft” til, at han havde haft sex med en ung kvinde, han var chef for. Men om han i den forbindelse havde begået et overgreb – chikane, eller sex uden samtykke – er ikke alment kendt.

Vi har tidligere skrevet en artikel om dette. Den tog i udgangspunkt i, at de vidneudsagn, der har fældet Jes Dorph-Petersen og Jens Gaardbo, i begge tilfælde stammer fra samme kvinde, Therese Philipsen.

Da der i november 2021 blev udsendt en tre timer lang såkaldt dokumentar på Discovery+, fyldte vidneudsagnene fra Therese Philipsen mindst halvdelen af sendetiden.

I den forudgående advokatundersøgelse af Metoo-sagerne på TV2, udført af advokatfirmaet Norrbom-Vinding, blev Gaardbo og Dorph-Petersen forhørt på en måde, som gav dem meget dårlige muligheder for at forsvare sig.
Efter en klagesag til advokatnævnet fik Dorph-Petersen delvis medhold i dette. Ved undersøgelsen havde advokaten tilkendegivet, at der ville komme en vurdering af, om der var udført krænkende handlinger i strid med lovgivningen. Men Dorph-Petersen blev ikke ordentligt oplyst om, hvilken lovgivning, som advokaten mente skulle være overtrådt. Advokaten fra Norrbom-Vinding har erkendt, at hendes afgørelse reelt ikke handler om jura overhovedet – selvom det stod i procesbeskrivelsen. Hun siger tværtimod at hun har gennemført en såkaldt “civilretslig” vurdering – ikke en “strafferetslig”. Eller med andre ord har advokaten alene dømt Dorph-Petersen på nogle ”moralske” værdier.

Om to andre klagepunkter – at bevisvurderingen er kritisabel, og at der uberettiget er indhentet personlige oplysninger – udtalte Advokatnævnet, at de emner lå uden for nævnets mandat.

I en anden klage har Datatilsynet udtalt såkaldt “alvorlig kritik” af Norrbom-Vinding for flere brud på GDPR reglerne.

Både Jes Dorph-Petersen, Jens Gaardbo, og flere andre mænd er blevet meget hårdt ramt af Metoo-sagen. De har mistet deres job og indtægt samt muligheden for at få nye jobs. De kan se frem til resten af deres arbejdsliv at leve af understøttelse. Dette har også haft store konsekvenser for deres privatliv.
Hvis en sag afgøres af en domstol, så behandler samfundet ikke længere personen som en kriminel, når han har afsonet sin dom. Han kan søge arbejde igen. Men efter en Metoo-sag som den på TV2, varer ”dommen” hele resten af livet. 

”Tro på kvinden”
Et bærende princip i en Metoo-sag er princippet ”Tro på kvinden”. Især fra feministisk side fremhæves det kraftigt, at man skal tro ubetinget på kvindens udsagn. Samtidig bæres sagen af, at kvindens beretning er følelsesbetonet, og publikums følelser skal vækkes, sådan at de tager totalt afstand fra ’gerningsmanden’. Mandens forklaring drukner helt, og reelt er det ikke muligt for ham at forsvare sig, heller ikke i de tilfælde, hvor han faktisk er uskyldig. Det har i en række tilfælde gjort den uskyldigt anklagede mand så håbløst fortvivlet, at han har begået selvmord.

I maj 2022 foregik der en retssag i USA mellem skuespilleren Johnny Depp og hans ex-kone, skuespilleren Amber Heard. Heard havde i en avisklumme skrevet, at hun havde været udsat for hustruvold. Det skabte så stor vrede mod Depp, at han blev fyret fra alle film-engagementer. Senere rejste han retssag mod Heard med krav om erstatning for de indtægter, han havde mistet. Der blev fremlagt evidens for, at Heard faktisk havde slået Depp, hvorimod der ikke kunne fremlægges evidens for, at Depp havde slået Heard. Der fandtes sågar en lydoptagelse, hvor de talte om at tilkalde politiet, fordi Heard havde været voldelig over for sin mand. I lydoptagelsen hører man Heard sige: ”Ingen vil tro på dig, fordi du er en mand.”
I forbindelse med retssagen blev der også lavet en psykiatrisk vurdering af Amber Heard, hvor konklusionen var, at hun lider af borderline og histrionisk personlighedsforstyrrelse. Disse personlighedsforstyrrelser omfatter bl.a., at hun søger at være centrum for (især mænds) opmærksomhed, at hun kraftigt udnytter sin sex-appeal – samtidig med at hun får opmærksomhed og sympati ved at fremstille sig selv som offer. Hun er desuden bange for at blive afvist eller forladt.
Depp-Heard retssagen strakte sig over flere uger, hvor begge parter fremlagde relevant evidens. Da afgørelsen faldt, havde retten konkluderet, at Heard ikke talte sandt. Hun havde talt usandt om Depp i en ond hensigt, og derfor skulle hun betale en millionerstatning til Depp. Det vigtigste for Depp er dog, at han genvandt sin ære, og formentlig kan påbegynde et mere normalt liv igen og arbejde igen.
Domstol versus ’folkedomstol’
Dommen illusterer forskellen mellem, at en konflikt kører som en retssag ved en domstol, hhv. at den kører som en Metoo-sag, hvor afgørelsen i realiteten træffes af ”folkedomstolen”  på de sociale medier.
I en metoo-sag kan kvinden påstå, at manden har begået grove overgreb, og hun kan beskrive disse overgreb med en sådan følelsebetoning, at publikum bliver overvældet af sympati for hende og foragt for manden – også selvom der  ikke foreligger bevis for, at hun taler sandt.
I en retssag, derimod, kan manden kun dømmes, hvis der foreligger troværdig evidens for, at han har begået ulovlige overgreb. I Metoo-sagen skal manden bevise, at han er uskyldig – hvilket logisk set som regel er umuligt. I retssagen skal kvinden bevise, at manden er skyldig, og hvis hun ikke kan det – sådan som Amber Heard ikke kunne – så falder sagen, og manden bevarer sin ære og værdighed.
Paralleller til Meetoo-sagerne på TV2
Man kan drage nogle paralleller til Metoo-sagerne på TV2 i Danmark. Her har kvinden, Therese Philipsen, efter eget udsagn  anklaget tre mænd for seksuelle overgreb og sexchikane.

Mændene benægter.

Den ene benægter at have haft sex med hende, de to andre benægter, at der var tale om overgreb – at der var tale om sex med samtykke, eller endda at det var kvinden, der pressede på for at få sex.
Man har valgt at tro på kvindens beretninger og mistro mændenes forklaringer. Folkene bag advokatundersøgelsen har været ude at samle ”beviser”, har forhindret mændene i at få vigtig aktindsigt, og har på én gang ageret som forhørsledere, anklagere, dommere og bødler. Det ser stærkt ud til, at de har dømt de anklagede på forhånd, og at resten blot har været en undskyldning for at eksekvere dommen i en slags lynch-proces. Den proces har ført til, at disse mænd har mistet deres stillinger og er blevet kastet ud i arbejdsløshed og vanære.

Mændene dømmes til vanære
Det er, hvad der kan ske i en metoo-proces: Mændene dømmes til vanære uden beviser for, at de har gjort noget forkert.
Hvad ville der ske, hvis man derimod førte en retssag ved domstolene? Jens Gaardbo og Jes Dorph-Petersen kan med god grund hævde, at de har lidt et kæmpe økonomisk tab samt svie og smerte på grund af Therese Philipsens forklaringer. De har derfor et motiv til at rejse en erstatningssag, lige som Johnny Depp har gjort. I en sådan sag skal både kvinden og de anklagede mænd krydsforhøres. Hvis der ikke fremkommer beviser for, at mændene har begået de påståede overgreb, må retten rense mændene for vanære og fastsætte erstatninger.

Amber Heard og Therese Philipsen
Lige som Amber Heard blev vurderet til at have en  personlighedsforstyrrelse, har der også i den danske sag været fremsat formodning om, at Therese Philipsen ikke var mentalt i balance. Det har Jes Dorph-Petersen hævdet i sin klage til advokatnævnet. Til støtte for hans synspunkt kan tjene følgende:
Samstemmende vidneudsagn fra en række personer siger, at Philipsen under sin korte tid som praktikant på TV2 nåede at have seksuelle forhold til mindst 6 mænd – mænd der med en enkelt undtagelse alle havde rang af enten studieværter eller chefer.
Det var i høj grad Philipsen, der var den udfarende part.

Det er ret almindeligt, at hvis en mand har en høj social position, så kan det i sig selv gøre ham attraktiv i kvinders øjne. Therese Philipsen synes i meget høj grad at have følt sådan – også hendes egne beretninger i TV2-dokumentaren giver det indtryk, at så snart en mand er en chef, så bliver hun uimodståeligt tiltrukket af ham, og hun er temmelig aktiv for at komme i seng med ham.
Hun fortæller således selv, at hun flere gange ringede på døren til Jes Dorph-Petersens lejlighed for at komme ind til ham, lige som vi har ladet os fortælle, at hun selv bankede på døren til hotelværelset for at komme ind til en anden mandlig chef, der var gået i seng.
Philipsen selv siger i dokumentaren om et andet forhold til en mand, som hun IKKE var tiltrukket af: ”Det faldt mig ikke engang ind at sige nej”. Alt i alt får man indtryk af, at hun havde et enormt behov for at blive bekræftet seksuelt af mænd, og at det var mere end let for mænd at få en affære med hende. Samtidig reagerede hun meget negativt på afvisninger.
Når man studerer hendes kropssprog i dokumentaren, så er det påfaldende, at når hun taler om, at Jes Dorph med vold tvang hende ned på sofaen i sin stue og med et hårdt pres holdt hende fast, så er der ingen vrede at spore hos hende. Hun siger bare, at hun ikke kunne forstå, hvad der skete. Om andre seksuelle episoder siger hun også, at hun ikke forstår, hvorfor hun gjorde det.
Når hun taler om afvisninger, udtrykker hun derimod stor vrede eller sorg.
Tendens til at dramatisere voldsomt
Såvel i advokatundersøgelsen som i dokumentaren har Therese Philipsen stærk tendens til at dramatisere voldsomt og gøre sig selv til offer for noget frygteligt. Hun fortæller gribende om, at en mand har hurtig sex med hende på et toiletrum og forlader rummet, så hun efterlades grædende på flisegulvet. Måske er det aldrig foregået på den måde, men det danner et billede i publikums bevidsthed, som appellerer voldsomt til følelserne. Den samme dramatiske effekt – kynisk sex og derefter at hun efterlades på et toiletrum – har hun brugt i den kulørte krimi, som efter hendes udsagn bygger på egne oplevelser.

Da Philipsen en aften ringer på dørklokken til Dorphs lejlighed og ikke bliver lukket ind, fordi Dorph i forvejen har besøg af en kollega, reagerer hun voldsomt. Hun slentrer deprimeret rundt ved Odense Banegård, øjensynlig  i selvmordstanker. Det er en voldsom overreaktion.
Generelt har Therese Philipsen åbenbart et talent for at fremstille historier på en sådan måde, at de appellerer maksimalt til følelserne. Det talent drager hun nytte af ved at skreve kulørte krimier, der er blevet solgt i millionvis. Det samme talent bringer publikums følelser helt over på hendes side, når de ser hende i ”dokumentaren”. Det følelsesmæssige udtryk er her så stærkt, at tanken om at vurdere hendes udsagn med passende skepsis, helt fordufter. Det er det talent, der har sat en stopper for at Jens Gaardbo og Jes Dorph-Petersen kunne få oprejsning.
Er der nogen holdepunkter i øvrigt for, at Therese Phillipsen taler usandt? Altså ikke blot, at påstand står mod påstand, men mere objektive holdepunkter?
Ja det er der formentlig. Der kan spores en tendens til, at Philipsen flytter begivenhederne til andre lokaler. Det gælder f.eks. affæren på toiletrummet, som ifølge manden faktisk foregik i en tilstødende stue.
Mest utvetydigt gælder det episoderne i Jes Dorph-Petersens lejlighed. Den episode, da der var et vidne til stede, beskrives sådan, at den foregik på sofaen i stuen, hvor han brugte fysisk overmagt til at holde hende fast, mens han også gav hende en lussing. Det er jo en ganske dramatisk beskrivelse, i forhold til at Dorph og et vidne begge hævder, at de to stille og roligt fandt sammen inde i hans soveværelse og havde samleje på den brede madras der.

I advokatundersøgelsen siger hun om det mandlige vidne, der var i lejligheden:

”Ud af øjenkrogen så [TP], at kollegaen forlod rummet. Hun fandt senere ud af, at han var gået ind i et rum ved siden af og havde lagt sig til at sove.”

Til Discovery´s ”dokumentar”  siger hun:

”Jeg er enormt fokuseret på kollegaen. For jeg synes, det er enormt pinligt, at han ser det her. Så jeg hele tiden prøver at løfte hovedet for at se, for at kigge over for at se, om han sidder derovre stadigvæk. Og jeg kan ikke se bordet, som står der . . . på en eller anden måde, så får jeg alligevel løftet mit hoved nok til at – øhh – jeg kan kigge henover og der kan jeg se, at han er væk – at han er gået.”
De to forklaringer stemmer ikke overens. I den ene ser hun ham forlade rummet, i den anden ser hun det ikke. Men i begge tilfælde flytter hun det seksuelle samkvem fra soveværelset – hvor det ifølge begge mænd fandt sted, stille og roligt – til stuen, hvor hun får fremstillet kollegaen som en fejg person, der ikke griber ind.
Den mandlige kollega, der var til stede, har forklaret til advokatundersøgelsen: ”Det er ikke sket. Og hvis jeg havde set et sådant overgreb, havde jeg naturligvis grebet ind.”
Desuden siger kollegaen i sin vidneforklaring, at han sov på sofaen i stuen – så overgrebet kan ikke have sket der. For at få den grumme historie til virkelig at blive grum har Philipsen flyttet den fra soveværelset ind i stuen.
I dokumentaren berører Philipsen også – meget kort – en anden episode, hvor hun selv aktivt kom ind i Jes Dorphs lejlighed. Hun kan ikke rigtig forklare hvorfor.
I dokumentaren siger hun”: Han har en madras ude på køkkengulvet. Jeg kan ikke forklare, hvorfor jeg gjorde det . . . jeg kan kun sige, at det var væmmeligt og voldsomt . . .”.

Jes Dorphs kommentar til dette er, at det kan ikke være rigtigt. Han havde kun én madras i lejligheden, og den var for stor til at kunne være i lejlighedens meget lille køkken.
Igen: Hun flytter episoden til et lokale, hvor den fremstår som særligt ydmygende.
Sådanne tilfælde, hvor spørgsmålet er, hvilket lokale tingene foregik i, egner sig til nærmere belysning i en eventuel retssag. Personerne kan have erindringsforskydninger tyve år senere, om hvad der foregik på det følelsesmæssige plan. Men hvilke lokaler, der var tale om, er mere objektivt. Hvis Philipsen taler usandt om det, taler hun måske også usandt om andre detaljer?
Alt i alt er der grundlag for at tro, at ved en egentlig retssag kunne sagen fremstå anderledes.

Therese Philipsen tog ikke selv initiativ til at rejse anklagerne
Et andet aspekt er, at Therese Philipsen ikke selv tog initiativ til at rejse anklagerne. I Florida, hvor hun bor nu, blev hun opsøgt af Janni Pedersen fra TV2, der har haft en nøglerolle m.h.t. at få Metoo-sagen rejst. Philipsen skriver på sin hjemmeside:
”When the journalist contacted me, I hadn’t thought about any of those old stories for twenty years. . .
Suddenly, it was all I could think about. It came back to me in these violent flashbacks that completely floored me.  . .  I found myself crying for entire days and unable to function properly. I had repressed this for so long; I had almost completely forgotten it. But now, it was back, and it almost knocked me out. I couldn’t eat, I couldn’t sleep, but worst of all, I couldn’t write, and that’s what I love to do. . . .   I spoke to a therapist, and she told me I needed to talk about it. I had to go through a healing process, and part of it was talking about it. . . .
So, I finally told my story. First to my loved ones, then to some lawyers, and finally to the journalist while on camera. . . .
A few months later, two of the three men involved were fired from the network. One of them was the most prolific anchor our nation has ever had . . .   Until he was fired. Because of my story  . . .. It also happened while I was an intern, but I never told anyone. I decided to hide it away because I was so embarrassed and blamed myself.”

I dokumentaren siger hun: ”Jeg tænkte: Det er jo dig selv, der har startet det. Du vil jo gerne det her. Og det er så også det, han sagde til mig: `du vil jo gerne det her.´”  og ”Jeg har gået 20 år med skyldfølelse i min mave. Han har ødelagt en masse for mig. Indtil nu har det været 100 % min skyld, og det er det, der gør det så svært at tale om.”
Altså: indtil for nylig har hun ikke tænkt på at anklage mændene, for hun opfattede de sådan, at det skete var hendes egen skyld. Men da Janni Pedersen kontaktede hende, fandt hun med ét ud af, at det ikke var hendes egen skyld. 

Janni Pedersen havde en interesse
Det er temmelig givet, at Janni Pedersen havde en interesse i at få de berørte mænd til at fremstå som overgribere. Ved at fortælle Therese, at det hele var mændenes skyld, kunne Janni Pedersen  dels opnå Philipsens hengivenhed og samarbejdsvilje, dels få mændene fremstillet som overgribere.

På det tidpsunkt fik Philipsen ideen til at skrive den nøgleroman, hvor hovedpersonen gennemlever det samme, som hun havde gennemlevet på TV2, og hun kunne anvende sit talent for drama til at gøre læserne følelsemæssigt henførte.
Netop da fortalte hun omtrent det samme til Janni Pedersens videokamera, hvor det meget muligt blev fordrejet for at få de dramatiske effekter i hus – de dramatiske effekter, som på afgørende vis har bestemt hvordan Metoo-sagen udviklede sig, og hvordan den blev opfattet af næsten alle, der så dokumentaren.

Oprejsning og erstatning ved en retssag
Den skade, som Therese Philipsen har lidt ved de påståede overgreb, er sandsynligvis ikke stor. Det er ikke engang sikkert, at nogen mand har haft sex med hende, uden at hun selv ville det. Men den skade, som hendes udsagn har voldt på bl.a. Jes Dorph-Petersen og Jens Gaardbo, er enorm. Stort set har de fået smadret hele deres tilværelse.
Hvis det er med urette, bør de kunne få oprejsning og erstatning ved en retssag.

ER DOKUMENTAREN OM TV2’s METOO-SAGER TROVÆRDIG? SVARET ER NEJ

Denne kronik handler om MeToo-sagerne på TV2. Her blev to markante mænd, Jes Dorph-Petersen og Jens Gaardbo, pludselig fyret for noget, de havde gjort for 15-20 år siden.
Hvis en læser eller to skulle tænke gammel vin på gamle flasker, så tænk om igen: Vi er slet ikke færdige med at få kastet lys over over, hvad der skete, fordi perspektivet alt for ensidigt har været ligestillings-feministernes. Den slagside skal der rettes op på, og det kan kun gå for langsomt.

***

Hvad præcist de to herrer havde gjort, står ikke særlig klart. Om Gaardbo ved offentligheden kun, at han havde udvist ”dårlig dømmekraft”, lige som Michael Dyrby har indrømmet at han udviste ”dårlig dømmekraft”. Gaardbo og Dyrby har begge været nyhedschefer på TV2, og ”dårlig dømmekraft” synes at referere til, at det er forkert af chefen at have sex med yngre personer, der i deres karriere er afhængige af chefens velvilje.
I november 2021 kom så dokumentaren om MeToo-sagerne på TV2 med diverse kvinders beretninger om, hvordan de har lidt under chefernes seksuelle tilnærmelser. Et sted i dokumentaren udtaler Karen-Helene Hjorth, nu studievært på TV2 News: ”Det er da alt andet lige en spøjs situation at stå i, at skulle sige nej tak til noget som intet har med faglighed at gøre, men har noget at gøre med  . . . ja, med sex, altså, over for et menneske som jo ret beset bare kan fyre dig på mandag, hvis det er. Deri ubalancen, og deri det upassende, altså”.
Udtalelsen er temmelig påfaldende i betragtning af, at Hjorth selv, som studievært, har haft et seksuelt forhold til en ung, mandlig praktikant. Den praktikant er afhængig af hendes velvilje som studievært. Hvordan kan hun sidde foran kameraet i dokumentaren og udtale sig som nævnt – vel vidende, at hun selv praktiserer, hvad hun kritiserer andre for?
I denne artikel vil vi imidlertid koncentrere os om en anden kvinde: Therese Philipsen. Hun må siges at være hovedperson i dokumentaren, da interviewene med hende fylder godt og vel halvdelen af den næsten tre timer lange udsendelse.
I år 2000 startede hun som 23-årig praktikant på TV2 Nyhederne, og det er hendes beretninger om, hvad hun var udsat for, der mere end noget andet skaber en forargelse over, at de fyrede herrer var nogle sexmonstre. Therese Philipsens ytringer maler et stemningsbillede af vedholdende seksuelle overgreb.
Uden Therese Philipsens udsagn ville der ikke have været mange søm at hænge forargelsen op på. Nogen havde måske sagt noget nedladende, men egentlige seksuelle overgreb var der ikke mange af.

Men hvad nu, hvis Therese Philipsen ikke taler sandt? Hvad nu, hvis der ”bare” var tale om seksuelle forhold med samtykke, ganske lige som i tilfældet med den mandlig praktikant, der havde et seksuelt forhold til Karen-Helene Hjorth?
Formålet med at rejse MeToo sagerne var angiveligt at gøre op med ”kulturen” på TV2. Men noget skurrer her, eftersom de sager, der førte til fyringer, skete for 20 år siden i en langt mere løssluppen kultur. Der foreligger intet om, at Jens Gaardbo eller Jes Dorph-Petersen har haft tilsvarende affærer de sidste mange år.  Men påstanden om, at det skulle handle om ”kulturen”, begrunder, at der stort set ikke nævnes navne på de mænd, som påstås at have begået seksuelle overgreb. Therese Philipsen kommer med mange saftige historier,  men eftersom hun ikke siger, hvem mændene var, har vi alene hendes version af det skete. Vi kan ikke spørge manden, da vi ikke ved, hvem han er.

Det viser sig dog, at der findes en kilde, der afslører identiteten på tre mænd.
Da Therese Philipsen forlod TV2 i 2005,  havde hun fundet sig en mand, og med ham rejste hun til Florida. Her nedsatte hun sig som forfatter til kulørte krimier, hvor kvinder er ofre. Under pseudonymet Willow Rose har hun skrevet mere end 80 bøger, som tilsammen er solgt i ca. 6 mio. eksemplarer.
En af de seneste bøger er ”Such a Good Girl”, hvor en hovedperson, Samantha, omkommer på mystisk vis. Den bog slutter med en efterskrift, som er interessant: ”Store dele af denne bog er min egen historie.”
Hun omtaler, at hun var betaget af en studievært, der nu er blevet fyret: ”På grund af min historie som er lige som Samantha´s i denne bog. Det skete også mens jeg var praktikant; men jeg fortalte aldrig nogen om det.”
Vi får at vide, at hun blev kontaktet af en dansk journalist (formentlig i 2020), åbnede op og berettede om, hvad der skete den gang. Og så: ”Nogle få måneder senere, blev to af de tre involverede mænd fyret fra deres netværk.”

De to, der blev fyret, var Jes Dorph-Petersen og Jens Gaardbo. Derved sætter hun altså navne på to af de mænd, hun taler om i dokumentaren. Den tredje siger hun så meget om, at pilen peger entydigt på Michael Dyrby. Så her har vi altså identiteten på tre mænd, der omtales i dokumentaren af Therese Philipsen, og hvoraf mindst to er afskediget på grund af hendes udsagn. Andetsteds har hun omtalt en chef mere, som hun også har haft en affære med.

I efterskriftet til ”Such a Good Girl” skriver Therese Philipsen videre:

”Da journalisten [fra Danmark, som arbejdede på en dokumentar om sexchikane i danske medier]  kontaktede mig, havde jeg ikke skænket disse gamle historier en tanke i tyve år. Og så, pludselig, var det det eneste, jeg kunne tænke på. Det vendte tilbage til mig i disse voldsomme flashbacks som fuldstændig sendte mig i gulvet.  . . . Jeg græd igennem hele dage og var ude af stand til at fungere ordenligt. . . .  Jeg talte med en terapeut, og hun sagde til mig at jeg var nødt til at tale om det. Jeg var nødt til at gå igennem en helbredelsesproces, og en del af den var at tale om det. Så, omsider fortalte jeg min historie. Først til mine kære, så til nogle advokater, og til sidst til journalisten mens kameraet kørte.”

Hvad Therese Philipsen fortæller til advokatundersøgelsen på TV2 og til den efterfølgende dokumentar, har altså denne baggrund: Hun har ikke skænket ”disse gamle historier en tanke i tyve år”. Så pludselig opfordres hun til at fortælle om dem – en version, der nødvendigvis har været igennem et antal lag og ”filtre”: Hendes egen familie, nogle advokater og endelig en journalist. Muligheden for em erindringsforskydning – hvor hun selv fremstår som et uskyldigt offer for andres overgreb – ligger lige for. Ja, er faktisk ret stor.

Når først begivenhederne er fremme i hendes bevidsthed, kan de også bruges som grundlag for en krimi. På nogle punkter minder teksten i bogen meget om, hvad hun siger i dokumentaren.

I dokumentaren fortæller hun om sin første affære, der skete på en konference allerede to uger efter, at hun var begyndt på TV2. Det var en affære med en chef: ”Chefen kiggede meget på mig. Vores øjne mødtes ofte. Jeg følte mig meget smigret. Så siger han til mig: `Kom ind på mit hotelværelse.´ . . . Jeg syntes jo, han var helt vildt lækkker. Jeg havde helt klart et crush på ham.”

Udsagnet minder til forveksling om kapitel 6  i ”Such a Good Girl”:

”To uger inde i sin praktikperiode blev Samantha inviteret med til en konference, sammen med de fleste journalister i netværket og deres chefer.” Hun følte nogle øjne hvile på sig, vendte sig om og fik øje på chefen. Lidt senere skulle hun til at trække sig tilbage for at sove, da chefen lænede sig frem mod hende, lagde en hånd på hendes lår og hviskede i hendes øre: `Mit hotelværelse er nummer 103. . . .Vent 15 minutter, og kom så hen til mit værelse.” . . . ”Samantha fik en klump i halsen. Hun havde et crush på den mand da han var studievært . . . Han var flot, og hun var helt bestemt tiltrukket til ham . . . ”.

Hun formulerer sig på en måde, så folk (kvinder?) køber hendes bøger i millionvis. Og interessant nok formulerer hun sig helt tilsvarende i TV2 dokumentaren. Ordene kunne lige så godt have stået i hendes bog. Sat på spidsen er hun lige så ferm til at sælge sin version af seksuelle møder på TV2, som hun er til at sælge sine krimier.

Folk bliver grebet af hendes beretninger i TV2-dokumentaren. Det er de fortællinger, mere end noget andet, der oprører seerne og legitimerer fyringen af de omtalte chefer. Uden hendes beretninger havde der ikke været ret meget kød på hele MeToo-sagen.
Men er de sande?

Er det sådan, at først har Therese Philipsen nøje beskrevet hvad der skete på TV2, og bagefter har hun brugt omtrent samme historie i sin bog? Eller er det sådan, at først har hun i sit hoved konstrueret en gribende historie, som egner sig i hendes krimi-univers, og bagefter fortæller hun omtrent det samme foran rullende kameraer?
I den nævnte efterskrift peger hun altså på affærer med Jes Dorph-Petersen, Jens Gaardbo og Michael Dyrby. Dyrby fik som bekendt også problemer på grund af seksuelle relationer på arbejdspladsen på TV2.

Da vi for nyligt skrev en artikel til POV International om MeToo-historier, kom vi for skade at skrive, at Dyrby havde haft affærer med adskillige praktikanter. Det var dét – forkerte – indtryk, vi havde fået. Kun få timer efter at artiklen var ofentliggjort i POV, henvendte Dyrby sig for at få vores tekst ændret. Han præciserede, at når han havde sagt ”forhold”, så betød det ”ét forhold”. Han skrev: ” Jeg har ikke haft forhold til praktikanter på TV2 . . . . Anklagen fra Therese Philipsen i dokumentarprogrammet har jeg i hele forløbet overfor hende og produktionsselskabet afvist. Jeg husker på ingen måde hendes beskrivelser.”

Nogen lyver!  Enten lyver Dyrby, eller også lyver Philipsen. Hun siger, at hun har haft affærer med ham. Han siger, at det har hun ikke. Hvem skal man tro på?

I en artikel i Politiken har Jes Dorph-Petersen redegjort for sin affære med Therese Philipsen. Hans udtalelser – som han har et vidne på – stemmer temmelig dårligt overens med, hvad Philipsen beretter i dokumentaren. Philipsen beskriver den sex, de havde, som et temmelig voldeligt overgreb. Det er i direkte modstrid med, hvad det mandlige vidne siger. Så hvem skal man tro på?

Philipsen har solgt millionvis af bøger med historier om mænd, der begår voldelige overgreb på kvinder. Kunne det tænkes, at det er blevet lidt for meget rutine for hende at digte vold ind i beskrivelsen?

Så er der den tredje person, Jens Gaardbo. For de to andre mænds vedkommende står sagen som påstand-mod-påstand. Men hvordan stiller sagen sig med Gaardbo?
Vi har haft lejlighed til at spørge Gaardbo direkte. Han svarer, at det, som Therese Philipsen siger om ham i dokumentaren, er stærkt forvansket i forhold til, hvad der faktisk skete. Det er nærmest omdigtet. Nogen lyver altså også her.

Tag scenen i dokumentaren, hvor Philipsen blev efterladt fortvivlet og grædende på gulvet i et toiletrum. Netop den historie oprører mange seere og får dem til at tale om, at det praktisk taget var voldtægt. Er den scene også omdigtet i forhold til, hvad der virkelig skete?

Betyder det noget, om den ene eller den anden taler sandt? Ja, det må vist siges.

Hvis man kun har hørt, er at Jes Dorph-Petersen begik seksuelle overgreb på en ung kvinde, så lytter man til kvinden. Men hvis flere andre chefer også er kommet i uføre på grund af affærer med hende, så rejser det mistanken om, at det var måske ikke dem, der efterstræbte hende – måske var det hende, der efterstræbte dem?

Hvis der var tale om en retssag, så ville man afhøre den ene part, og den anden part, og retten ville forsøge at nå en konklusion om, hvad der var foregået. Hvis det skønnes rimeligt sikkert, at manden har begået et overgreb, ville han blive dømt til bøde eller fængselsstraf. Når han havde udstået strafffen, ville han være fri til at påbegynde en ny fase i sin tilværelse.
MeToo-sager forløber på en anden måde. De foregår i en stemning af oppisket forargelse over mændene, og her lytter man kun til kvinden, ikke til manden:  Føj for mandlige chefers overgreb på uskyldige, skrøbelige og forsvarsløse kvinder.
I denne betændte atmosfære har har mændene opgivet at blive lyttet til. Therese Philipsen har til gengæld fået timevis af sendetid, og hendes ord sættes der ikke spørgsmålstegn ved.

I praksis foregår MeToo sagerne altså sådan, at mændenes version ikke høres. De dømmes alene på kvindens udsagn. Og straffen er vanære og  social udstødning. Ja, hele deres tilværelse bliver faktisk smadret.

For nogle af de ”dømte”  mænd betyder det, at de har mistet deres ståsted i tilværelsen – i værste fald både job, indtjening, familie og hus. Ingen vil nogen sinde ansætte dem igen. Der er kun kontanthjælp tilbage, og intet håb om nogensinde at blive rehabiliteret. Det er en straf hårdere end en fængselsstraf, for den holder aldrig op.

Noget tyder på, at T. Philipsen hører til den type af kvinder, der tiltrækkes uimodståeligt til en mand, hvis han er chef. Det gør det ekstra sandsynligt, at de pågældende mænd kun har haft sex med samtykke. Men de har udvist ”dårlig dømmekraft”  ved at have sex med en yngre kvinde på arbejdspladsen, og straffen for det er på visse måder værre end den straf, som selv den værste morder idømmes i det officielle retssystem.
Det er helt ude af proportioner. Og selv hvis det skulle vise sig, at de har gjort mindre pæne ting, så er det stadig helt ude af proportioner. At det skal ramme mændene så hårdt nu, tyder på, at man har villet fælde nogen så markante koryfæer, at det giver genlyd i hele samfundet og får alle mænd til fremover at ryste i bukserne for, at det samme skal ramme dem.

Da Marianne Stidsen kaldte MeToo-bevægelsen en terrorbevægelse, tog hun måske ikke helt fejl?

Personen Michael Bojesen

Michael Bojesen var i perioden 1984-2001 lektor ved Sankt Annæ Gymnasium og 1991-2001 leder af Sankt Annæ Gymnasiekor. Fra 1994 til 2003 virkede han tillige som docent ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.

I perioden 1989-2006 var Michael Bojesen dirigent for kammerkoret Camerata. Fra 2001 til 2010 var han desuden chefdirigent for DR Pigekoret. Fra 2012 til 2016 var han direktør for Copenhagen Opera Festival og fra 2017 leder af Malmö Opera. Samme år blev han udpeget til bestyrelsesformand for Statens Kunstfond.

https://denstoredanske.lex.dk/Michael_Bojesen

I sin tid som leder af pigekoret på Sankt Annæ Gymnasium i København var han ifølge tidligere elever meget afholdt og populær, og pigerne lærte meget.
Kurser, som Michael Bojesen har afholdt, var også meget populære, og mange tilmeldte måtte afvises af pladsmangel. Efter hvad der berettes, har der aldrig været et seksualiseret miljø på disse kurser.
Disse kurser er nu desværre ophørt på grund af anklagerne mod Michael Bojesen.

Advokatundersøgelser

I 2021 kom det frem, at der havde været mange tilfælde af grænseoverskridende seksuelle tilnærmelser mod pigerne i DRs pigekor. I  maj 2021 oplyste DR, at man havde igangsat en advokatundersøgelse i DR Pigekoret på baggrund af henvendelser fra tidligere sangere. I november 2021 advokatfirmaet offentliggjorde advokatfirmaet Norrbom Vinding en rapport om deres undersøgelse:

www.dr.dk/static/documents/2021/11/10/advokatundersoegelse_-_dr_pigekoret_98ef9f3b.pdf

Det er det samme advokatfirma, som undersøgte grænseoverskridende seksuelle tilnærmelser på TV2s nyhedsafdeling.
Af rapporten fremgik, at 6 voksne omkring koret har været ansvarlige for 64 krænkelsessager i form af seksuel chikane. De fleste sager angår nu afdøde korleder Tage Mortensen, som var chefdirigent i koret i perioden 1966-2000. Michael Bojesen bestred derefter posten fra 2001-2010. De fleste sager om sexchikane lå før årtusindskiftet, men der var tilfælde frem til 2010, dvs. fokus blev også rettet mod Michael Bojesen.
I denne artikel (se link) gennemgås en række sager som angår Bojesen i hans tid som leder af DR´s pigekor.

www.document.dk/2021/06/05/sexanklager-i-danmarks-radio-dr-chef-michael-bojesen-scorede-17-aarig-korpige/

I juni 2021 igangsatte Københavns Kommune derefter en undersøgelse af sangskolen på Sankt Annæ Gymnasium efter henvendelser fra tidligere elever. Den blev udført af advokatfirmaet Bech-Bruun, som udførte den efter nøjagtig samme principper som tidligere anvendt af Norrbom-Vinding. Rapporten om sexchikane på Sankt Annæ Gymnasium blev offentliggjort d. 4. april 2022.

www.kk.dk/sites/default/files/2022-04/Bech-Bruuns advokatundersøgelse af Sankt Annæ Gymnasium og Gymnasiekor.pdf

Hvilke anklager er der tale om?

Konklusionen om Sankt Annæ Gymnasiums pigekor er, at der på skolen var et seksualiseret miljø i perioden 1981-2001, men ikke efter 2001. Undersøgelsen beskriver, at i ni tilfælde har tidligere elever indberettet, at de selv har været udsat for seksuel krænkelse eller uønsket opmærksomhed med seksuelle undertoner fra en lærer. Desuden er der 23 sekundære kilder, dvs. tilfælde, hvor tidligere elever har indberettet, at andre elever (venner eller klasse-kammerater) har været udsat for uønsket seksuel opmærksomhed fra en lærer, eller at en veninde har haft et seksuelt forhold til en lærer. Disse beretninger omfatter syv forskellige tilfælde fordelt på fire forskellige lærere.  Lærerne er anonyme i rapporten, men avisartikler redegør for, at en af disse lærere var Michael Bojesen.
I Politikens artikel om sagen gengives denne episode angående en 17-årig elev:
»I en bus på vej hjem fra en koncert lagde han sin hånd på låret. En anden elev så det og hev i min hånd og signalerede, at jeg skulle tage benet til mig. Så det gjorde jeg ganske langsomt for ikke at skabe mere opmærksomhed omkring situationen i en bus fyldt med elever og lærere«.
Michael Bojesen er  . . . blevet forelagt hendes udsagn. I resumeet fra advokatundersøgelsen fremgår det, at han til advokaterne har bekræftet »tid og sted«, men at han har »bestridt, at han har foretaget de uønskede handlinger«. Eleven har forklaret ”troværdigt” om, at handlingen indgik i et forløb, hvor læreren (Bojesen) gennem længere tid havde udvist interesse for eleven (hvilket læreren dog har bestridt).

Nok så alvorligt er et seksuelt forhold mellem Bojesen og en kvindelig elev. Angiveligt havde læreren og denne elev en form for forhold igennem flere år, mens hun gik på skolen.  I hvilken grad forholdet var seksuelt, er usikkert.

Den anonyme kvindes bisidder, Marianne Karlberg, der er tidligere lærer på Sankt Annæ Gymnasium, var til stede, da kvinden fortalte sin historie til advokaterne; hun har bekræftet forholdene over for Berlingske.

Rapporten siger: »Den pågældende tidligere lærer har oplyst, at han har haft et venskab med den pågældende elev, men at der ikke har været tale om et forhold, mens eleven var på skolen. Der er imidlertid forklaret om dette forhold, herunder af den pågældende elev, på en sådan måde, at det efter vores vurdering kan lægges til grund, at læreren og den pågældende elev havde et forhold til hinanden, mens eleven gik på SAG, og at forholdet blev indledt, inden hun var 18 år.«
Længere nede står der: »Vi har lagt vægt på, at lærerens adfærd var en vigtig faktor i det, der af andre elever blev opfattet som et »chikanefyldt« miljø.«
Michael Bojesen selv siger om forholdet til Berlingske: ” Jeg blev ikke kærester med …  [kvinden] inden hun fyldte 18 år eller da hun gik i gymnasiet . . . . [Kvinden], min søn og jeg boede sammen fra hun var 21 år gammel i årene 1994-2001. Hun har haft stor betydning for mig og for min søn gennem hans opvækst og hvornår hun og jeg blev forelskede i hinanden, mener jeg er en privat sag.”
Senere fik Bojesen et forhold til en anden ung kvinde, denne gang fra DRs pigekor. I avisartikler hedder det: Michael Bojesens nuværende hustru var tidligere medlem af DR Pigekoret. Hun udtrådte af koret, da hun var 18, da hun og Michael Bojesen indledte et forhold. Om dette forhold har Bojesen skrevet følgende i en email til Politiken, der også er refereret i Berlingske.

»Det var selvfølgelig utrolig uheldigt og uprofessionelt fra min side, at jeg og en sanger i koret fik følelser for hinanden. Som konsekvens heraf forlod hun som 18-årig koret få måneder efter, og vi blev efterfølgende kærester. Jeg er ked af og beklager, at vores forhold tilsyneladende skabte en utryghed hos nogle af sangerne i koret«.
Bech-Bruuns rapport siger:
”Indberetningerne fra de tidligere elever beskriver, at der har været et seksualiseret studiemiljø på SAG. Det har således præget studiemiljøet, at nogle få lærere har udvist en krænkende adfærd over for (kvindelige) elever. Den adfærd, der er beskrevet over for os, og som har ført til, at indberetterne har oplevet studiemiljøet i perioden 1981-2001 på SAG som seksualiseret, har bestået i,
– at der har været lærere, der har været kærester med elever, der har gengældt lærernes følelser,
– at der er lærere, der har været forelskede i eller betagede af kvindelige elever og givet dette til kende over for de pågældende, der ikke har gengældt følelserne,
– at der er lærere, der ved flere lejligheder har berørt eller masseret elever på en måde, der går ud over passende berøringer,
– at der er lærere, der lejlighedsvist har brugt et vulgært eller seksualiseret sprogbrug over for eleverne, og
– at en eller flere læreres adfærd har skabt en forestilling hos eleverne om, at det kunne ”betale sig” for eleverne at flirte med lærerne for at opnå fordele.
En tidligere elev udtaler til rapporten:
” Stemningen [var undertiden] seksualiseret. Det gav sig bl.a. udslag i, at nogle af pigerne begyndte at klæde sig mere udfordrende, og at der var ”flirt i luften”. For hende blev det kompliceret at manøvrere i dette miljø, og hun besluttede sig for at holde sig fri af den gruppe, der opførte sig på denne måde.”
Rapporten skriver videre:
” Resultatet af dette har været, at flere af de tidligere elever, vi har talt med, har oplevet miljøet på skolen som ”seksualiseret” forstået således, at der kunne forekomme en seksuelt ladet stemning mellem lærere og elever, der ikke bør være til stede på en skole eller et gymnasium. Dette har gjort det vanskeligt for (nogle af) eleverne at færdes på skolen i dagligdagen, at deltage i undervisningen eller at yde deres bedste, fordi fænomener som flirt, seksualitet, udfordrende påklædning og kropskultur har været i spil mellem lærere og elever på en måde, der gav anledning til utryghed. ”
Omvendt kan skolens lærere ikke genkende, at miljøet var seksualiseret. Rapporten siger: ” Det er gennemgående for alle forklaringerne, at lærerne ikke har den opfattelse, at relationen mellem lærere og elever var seksualiseret, eller at studiemiljøet af eleverne blev opfattet som sådan.”
Jeg har selv hørt fra en kvinde, der var elev i koret i sin tid, at det var et meget frugtbart og udbytterigt miljø, og at det absolut ikke var seksualiseret.
Måske ligger der en fejl i selve undersøgelsens metode. Man annoncerer offentligt efter personer, der har noget at klage over i forbindelse med miljøet på skolen, dengang de var elever der. 39 kvinder har meldt sig til dette. Men der er andre kvinder, som ikke oplevede et seksualiseret miljø i forbindelse med Michael Bojesen; disse kvinder har ifølge sagens natur ikke henvendt sig til undersøgerne.
Hvis det i en periode var sådan, at Michael Bojesen var i et forhold med en 17- eller 18-årig kvinde fra koret, skulle dette vel ikke i sig selv betyde, at de øvrige piger i koret opfattede miljøet som seksualiseret. Tværtimod – man kan mene, at hvis Bojesen så at sige var afsat til en kvinde, måtte der være mindre risiko for, at han samtidig gjorde tilnærmelser i den periode til andre piger i koret.
Spørgsmålet er, om det er et (lille?) mindretal af pigerne i koret, der har følt utryghed på grund af en seksuelt ladet stemning. Er det mest i deres egen forestilling, at ”der var et seksualiseret miljø”? Dette spørgsmål stiller jeg, når en kvinde, jeg har kendskab til, netop betoner at der IKKE var et seksualiseret miljø omkring Michael Bojesen.

Avisartikler om anklagerne:

https://kulturmonitor.dk/musik/art8720796/Nu-bekr%C3%A6fter-tidligere-elev-p%C3%A5-Sankt-Ann%C3%A6-at-hun-som-mindre%C3%A5rig-havde-et-forhold-til-Michael-Bojesen

https://politiken.dk/kultur/art8719369/Forhold-til-tidligere-elev-under-18-%C3%A5r-sl%C3%A5r-hul-i-operachefs-forklaringer

www.berlingske.dk/aok/hun-sad-ved-siden-af-da-tidligere-korpige-fortalte-om-forhold-til-michael

www.berlingske.dk/aok/michael-bojesen-forlader-bestyrelse-det-er-nok-meget-godt-vores-veje-skilles

Falske rygter
Bech-Bruuns rapport inkluderer også  “Andenhåndsberetninger om navngivne lærere”. Generelt mener Bech-Bruun, at de beretninger, de har modtaget, er troværdige.  Men om andenhåndsberetninger skriver de: “Når vi er tøvende med at lægge disse indberetninger på anden hånd til grund, er det ikke udtryk for, at vi anser de tidligere elever, der har henvendt sig med sådanne indberetninger, for at være utroværdige. Der er derimod tale om, at det er og skal være et bærende princip i en undersøgelse som den foreliggende, at en ”mistænkt” skal anses for at være uskyldig, indtil det modsatte er bevist. ”
Det er en forskønnet beskrivelse af den vurdering, Bech-Bruun har foretaget. Det er senere kommet frem, at tre andenhåndsberetninger, der vedrører Michael Bojesen, dementeres af de piger, der har oplevet tingene på første hånd. De tre piger/kvinder har oplevet, at advokaterne ikke havde tillid til dem selv, men troede mere på de af deres veninder, der påstod at de havde været udsat for overgreb.
En kvinde, Louise Fischer, erfarede ad omveje, at en tidligere skoleveninde havde indberettet noget usandt om hende i forbindelse med advokatundersøgelsen om DR Pigekoret. Derefter henvendte Louise Fischer sig til advokatfirmaet Bech-Bruun, for at spørge, om der også i undersøgelsen om Sankt Annæ Koret var anført nogle rygter om hende. Først svarede Bech-Bruun hende,  at det kunne de  ikke oplyse hende om. Senere fik hun love at se indberetningen, og efterfølgende skrev hun til Bech-Bruun:
»Det er direkte usandt og i øvrigt en meget alvorlig påstand, at jeg skulle have haft et påstået (kærligheds)forhold til F (Michael Bojesen, red.) helt ned til 7./8./9. klasse! Jeg kan på ingen måde bekræfte dette. Heller ej diverse detaljer om kys, hotelophold m.v. – samt andre ‘indgående’ beskrivelser. Det er direkte chokerende at læse disse falske historier! Det er korrekt, at [xx] og jeg var tætte veninder dengang, og jeg er utrolig skuffet over, at hun har indgivet disse oplysninger/historier. . . .Jeg antager, at hendes trang til at komme med oplysninger i denne sag bunder i den jalousi«. Mistanken om jalousi refererer til det ekstremt konkurrenceprægede miljø på skolen og det faktum, at den pågældende pige ikke var blandt dem, som efterfølgende kom med i det meget eftertragtede DR-pigekor og heller ikke i Bojesens kammerkor, Camerata.
Bech-Bruuns respons på denne protest kom en uge senere, og lød således:

»På baggrund af din indsigelse har vi vurderet, om oplysningerne vedrørende dig, herunder om at der skulle være foregået noget ulovligt/upassende mellem dig og læreren på skolen, skulle være forkerte. Det kan i den forbindelse oplyses, at vi fortsat opfatter det som troværdige oplysninger ud fra en samlet vurdering af vidnet og sagens øvrige oplysninger – uanset din indsigelse. Dvs. at oplysningerne, så vidt vi kan vurdere på nuværende tidspunkt, er ’korrekte’.«

Bech-Bruuns advokat tror altså mere på andenhåndsberetningen fra Louise Fischers tidligere veninde end på hovedpersonen selv.

De to andre piger/kvinder, der har protesteret mod at usande rygter om dem er kommet med i Bech-Bruuns rapport, blev afvist af Bech-Bruun på omtrent samme måde. I sidste ende har Bech-Bruun dog indset, at de måtte ændre rapportens ordlyd, sådan at at de usande beretninger ikke blev tillagt bevisværdi. Men pigernes/kvindernes ønske om at de falske rygter helt blev udeladt af rapporten, blev ikke opfyldt. Disse beretninger, som altså formentlig er opduigtede rygter, er med til at rapporten giver et overordnet indtryk af et seksuealieret miljø, også hvor det ikke var tilfældet.

Kilde:
www.weekendavisen.dk/2022-27/samfund/kraenket-paa-anden-haand

Krænkende email

D. 14. april – ti dage efter at advokat-rapporten om Sankt Annæ Gymnasiums pigekor blev offentliggjort, kom så det næste stød imod Michael Bojesen. Den dag offentliggjorde Ekstrabladet to emails, som Bojesen i 2015 havde sendt til en fagkollega.
I den ene email kommenterer han en bestemt 23-årig operasangerinde, som optræder i en koncertvideo. Det sker med disse ord:
” Hun sang i DR Pigekoret, og jeg kender hende fint. Hun har udviklet sig helt vildt sangligt . . .  hun har tilsyneladende brystvorter – men ingen bryster at bakke dem op med …”
Den email er blevet tolket som en hån mod pågældende sangerinde (selv om han også roser hendes sanglige udvikling). Man mener, at en mand der vurderer kvinder på den måde, ikke kan lede et kor eller en opera. Bestyrelsen for Malmö Opera blev gjort opmærksom på denne email, og det førte til at de fyrede Michael Bojesen.

https://ekstrabladet.dk/underholdning/kultur/bojesen-afsloeret-klam-mail-om-opera-stjernes-bryster/9213955

Konsekvenser for Michael Bojesen

Som konsekvens af anklagerne mod Michael Bojesen, har han nu forladt alle sine hverv i Danmark, herunder også sine bestyrelsesposter i Statens Kunstfond, kunstmuseet Arken og Det Danske Institut i Rom.

Han har siden starten af 2017 arbejdet som operachef på Malmö operaen. Men d. 19. april 2022 opsagde operaen samarbejdet med ham, specielt under indtryk af den krænkende email, der er kommet frem.

www.berlingske.dk/aok/michael-bojesen-bliver-fyret-fra-malmo-opera-efter-kraenkelsessager

Vurdering af Michael Bojesens indsats
Journalist Gregers-Dirckinck-Holmfeld havde følgende læserbrev i Weekendavisen d. 22. april:

“Der er ikke grænser for, hvad der kan siges om de karlekammer-bemærkninger, der åbenbart er undsluppet dirigenten Michael Bojesen i mails. De adskiller sig næppe fra bemærkninger, mange mænd kan finde på at fyre af i kammeratlige korrespondancer. Men man må nok sige, at når jagten på at opspore og viderebringe dem offentligt nu har den konsekvens, at Michael Bojesen mister sin sidste post i dansk og svensk kulturliv, kan det selvfølgelig tages som en løftet pegefinger om at tænke sig om – men også som et scoop for en umanerlig journalistisk ihærdighed hos de medarbejdere, der især på Politiken har jagtet Bojesen. Men i hvert fald ikke som en anledning til at gnide sig i hænderne og sige: Så kom vi da af med ham.

Der er god grund til, at Michael Bojesen har indtaget alle de positioner i dansk musikliv. Personligt har jeg oplevet ham i juryen til Reumert-teaterpriserne som klog, fair og engageret i sine vurderinger af dansk teater, ikke mindst dansk opera. Og han var kreativ og idérig i de år, han var chef for Copenhagen Opera Festival – det får jeg bekræftet i mine anmeldelser fra de år. På Skt. Annæ Gymnasium har jeg af gode grunde ikke haft ham som lærer, da jeg gik der, men det har nogle af mine børn, og det, de har lært af ham om sang og kormusik, har kun været til enorm glæde for dem. Så er cd-indspilningerne strømmet fra ham, hans bidrag til kataloget er alenlangt, et helt kompendium af dansk musik befinder sig på hylderne hjemme og i butikkerne. Skal de plader hales ned igen og gemmes bort som pinlige? Nogle siger, at det bliver de allerede. Sig bare, at det er prisen. Men det er sandelig dyrt betalt.”

Man kan supplere med at citere, hvad bestyrelsesformanden for Malmö Opera sagde om Bojesen, da han blev fyret, nemlig at Bojesen havde været “en stærk positiv kraft”. Det hedder også, at han ”havde opført sig eksemplarisk i det svenske og været huset en god mand”.

www.berlingske.dk/aok/michael-bojesen-bliver-fyret-fra-malmo-opera-efter-kraenkelsessager

www.berlingske.dk/kulturkommentar/jakob-steen-olsen-de-unge-laerer-os-at-vi-ikke-skal-finde-os-i

Kan Michael Bojesen straffes for hvad han har gjort?

I Bech-Bruuns rapport står der om strafbarhed:
”De relevante regler er først og fremmest § 222 om seksuelt forhold til et barn under 15 år, § 223 om seksuelt forhold til en person under 18 år, der er betroet den pågældende til undervisning eller opdragelse, § 225 om ”anden seksuelt forhold end samleje” og § 232
om blufærdighedskrænkelse. Undersøgelsen har ikke kunnet fastslå, at sådanne strafbare forhold har været begået, og det bemærkes, at i det omfang, det faktisk måtte være sket, er et eventuelt strafansvar med sikkerhed forældet.”
Der står dog også om forældelse:
” Alle de forhold, der rapporteres om, er mere end 20 år gamle, og et eventuelt strafansvar for lærere mv. efter straffelovens §§ 222, 223 og 225 er forældet. Ved lov nr. 140 af 28. februar 2018 blev der imidlertid indsat et nyt stk. 5 i forældelseslovens § 3, hvorefter fordringer, som udspringer af, at en forvaltningsmyndighed, jf. forvaltningslovens § 1, stk. 1 og 2, har tilsidesat lovbestemte forpligtelser over for en person under 18 år i forbindelse
med overgreb begået over for denne, ikke forældes.”

Om betydningen af samtykke står der i advokatfirmaets rapport, i forbindelse med Michael Bojesens forhold til en 17-årig pige:
“Det er imidlertid antaget i retspraksis, at et samtykke fra en ung over 15 år kan indgå i en afvejning af, om et erotisk forhold, der ellers er omfattet af straffelovens regler, er udtryk for et strafbart overgreb, og på samme måde kan et samtykke fra en ung person over 15 år have betydning for vurderingen af, om et kæresteforhold kan anses for at være udtryk for en krænkelse (seksuel chikane) i forhold til eleven.”
Om Michael Bojesens forhold til en pige på Sankt Annæ Gymnasium skriver rapporten: ” Der er imidlertid ikke bevismæssigt grundlag for at konkludere, at læreren dengang overtrådte straffelovens § 223, jf. det ovenfor anførte om gisninger.”

Altså: Lærer og elev var ægte forelskede i hinanden. De flyttede jo senere sammen, fra hun var 21 år, og 7 år frem. Bojesen skriver: ” Hun har haft stor betydning for mig og for min søn gennem hans opvækst og hvornår hun og jeg blev forelskede i hinanden, mener jeg er en privat sag.”
Her er altså ikke tale om en gammel gris, der udnytter sin position til at forføre en ung, uerfaren kvinde. Der er tale om et par, der forelsker sig gensidigt, og bor sammen i syv år. Den seksuelle relation imellem dem havde IKKE karakter af et seksuelt overgreb eller af chikane.

Men så skriver advokatfirmaet videre i deres rapport:

”Det er imidlertid utvivlsomt, at det er og var i strid med de tjenstlige pligter for en lærer at indlede et forhold til en elev under 18 år. Reglerne om seksuel chikane retter sig i første række mod uønsket opmærksomhed fra et andet menneske, men en lærers adfærd på dette område kan have den refleksvirkning, at omgivelserne – de andre elever – opfatter studiemiljøet som konfliktfyldt og seksuelt ladet.
På denne baggrund er det vores vurdering, at lærerens adfærd, der ikke blev sanktioneret af ledelsen, er udtryk for seksuel chikane, og at læreren ikke efterlevede de pligter, der påhviler en lærer på en skole som SAG, hvor der færdes mindreårige elever sammen med næsten voksne elever. Vi har lagt vægt på, at lærerens adfærd var en vigtig faktor i det, der af andre elever blev opfattet som et ”chikanefyldt” miljø.”

Det, der er at komme efter, er i rapportens ordlyd, at det måske “var i strid med de tjenstlige pligter for en lærer” – ikke ved, at han havde et forhold til pågældende pige, men fordi andre elever kunne opfatte “studiemiljøet som konfliktfyldt og seksuelt ladet.”

Det argument er efter min (KF) mening uacceptabelt. Det er for meget newspeak at hævde, at en forelskelse mellem to personer er seksuel chikane af udenforstående. Vi ser lidt af det samme i anklagerne mod Michael Dyrby på TV2. Det er ikke den kvinde, Dyrby havde et længerevarende forhold til, der har klaget. Det er ANDRE personer, der har set hvad der foregik, og havde ondt af det. Måske kan man kalde det malplaceret emsighed; måske kan man ytre en kommentar om at “misundelse er en grim ting”.

Formanden for Dansk Skuespillerforbund udtaler til DR: “- Jeg ved godt, han ikke er straffet for noget, men der er nogle kvinder, der har følt sig krænket, og jeg er personligt lettet over, at sagen har fået en form for afslutning nu.” Så altså – man behøver ikke at begå noget strafbart for at blive fyret. Det er nok, at nogle kvinder føler sig krænket.

www.dr.dk/nyheder/kultur/tidligere-korsanger-er-lettet-efter-fyring-af-michael-bojesen-men-det-er-ogsaa-en

En DR journalist siger, at ifølge advokatrapporten har Michael Bojesen skabt et chikanefyldt miljø. Det er nu ikke helt, hvad rapporten skriver. Den skriver, at ” flere elever oplevede et chikanefyldt miljø”. At flere elever oplevede dette, er ikke det samme som, at miljøet generelt, for flertallet af elever, var chikanefyldt.

www.dr.dk/lyd/p1/p1-morgen/p1-morgen-2022-04-16
Se minuttal 08:40 og minuttal 1:03:53

Det er svært at se, hvorfor nogle kvinder, som i dag, over 20 år senere, har ondt af hvad der skete den gang, skal have lov at definere, hvorvidt der var et ubehageligt seksualiseret miljø, fordi en elev og læreren havde forelsket sig i hinanden. Der er som nævnt andre piger, der blev undervist af Michael Bojesen i Sankt Annæ koret, der bestemt IKKE mener, at der var tale om et seksualiseret miljø.

Afsluttende subjektive kommentarer:

Michael Bojesen har altså nu indrømmet offentligt, at han to gange har haft forhold til en korpige. Han har forelsket sig i en elev, og hun har forelsket sig i ham. De endte med at flytte sammen og danne par igennem flere år.

Er dette et “seksuelt overgreb” eller “seksuel chikane”? Nej, at to personer forelsker sig og flytter sammen, er ingen af delene.

Er en 17-årig pige så passiv og umoden, at hun ikke kan stå imod charmen fra hendes lærer? Hvem siger, at det er læreren der har forført hende til at elske sig? Hvorfor kan det ikke fuldt ud lige så meget være hende, der har forført ham til at forelske sig i hende?

Hvem kan sige sig fri for, at blive grebet så meget af en forelskelse, at forelskelsen kører rundt med den frie vilje? Er det en forbrydelse at blive forelsket? Hvis det er upassende at blive forelsket, kan man så undgå at blive det? Nej, langtfra altid.

Kvinder er mest seksuelt attraktive, hvis de er ganske unge og står ved starten af deres kønsmodne alder (af gode biologiske grunde – den mand der umiddelbart forelsker sig i ganske unge kvinder, vil statistisk set blive far til flere efterkommere end den mand, der forelsker sig i modne kvinder, der kun har få frugtbare år tilbage). Og den anden vej rundt: Mænd er mest seksuelt attraktive, hvis de udstråler autoritet og har en leder- eller topposition.

Nærmere om dette:
https://pov.international/naar-hunner-soger-chefer/

I Sankt Annæs pigekor var der en meget god stemning – pigerne var glade for deres lærere, og der var er varmt forhold mellem lærere og elever. I et sådant miljø kan pigerne let få ekstra varme følelser for læreren.

Hvis der så opstår gensidig forelskelse, skal man så kun give skylden til den ene part? Er det den ældre mand, der i sin uansvarlighed gør skade på den unge kvinde? Eller er det den unge kvinde, der spiller på sin ungdommelige sexappeal forfører læreren og lokker ham i fordærv ved at indgå i et forhold, som senere bringer ham i uføre?

Hvorfor er det ALTID sådan, at pigen er uskyldig, og manden er den skyldige, som endda fremstilles som et sexmonster?

Der skal to til at skabe en affære. Hvorfor er manden i en sådan affære automatisk den onde, og kvinden automatisk det uskyldige offer? Tror man, at en feminin, sexet 17-årig pige altid er perfekt uskyldig?

Bojesen udtaler til DR: “Jeg vil nu hellige mig familien som gennem halvandet år, har været igennem et mareridt af de største dimensioner.” Den familie, han har, er kommet i stand ved, at han i sin tid også etablerede et kæresteforhold til en korpige i DR´s pigekor. De er fortsat sammen, og har fået to børn sammen. Som biolog tænker jeg, at det er jo meningen med at en mand fascineres af en ung pige – biologien vil lokke dem til at få og opfostre børn sammen. De børn var ikke blevet født, hvis Bojesen ikke havde været fascineret af nogle af de unge piger, der omgav ham i det daglige. Men i vor snerpede feministiske tidsalder må en mand i den position ikke følge sine instinkter, der driver ham til at stifte familie.

www.dr.dk/nyheder/kultur/michael-bojesen-er-fyret-fra-malmoe-opera

www.dr.dk/nyheder/kultur/bojesen-reax