Svenske Åsa Linderborg, kulturchef på Aftonbladet, skriver her en kritisk anmeldelse af to nye svenske bøger om MeToo-bevægelsen.
Nogle beretninger handler virkelig om uacceptable grænseoverskridelser. Men hun undrer sig over mange andre beretninger, hvor kvinderne er mærkværdigt passive. En teenagepige går f.eks hver aften hen og krammer intimt med bassisten i et band der spiller i parken: “Jeg var skræmt fra vid og sans, men det gentog sig hver dag igennem et halvt år”, skriver hun. Som om det var et overgreb, der overgik hende. Jamen . . . jamen . . . hun gik jo selv derhen, aften efter aften.
Det svarer til den historie, der førte til den første blokering af Kønsdebat i december, hvor en kvinde passivt finder sig i først at manden klæder sig af, og derefter at han klæder hende af. Hvor kommer den totale passivitet fra? Hvorfor finder disse kvinder sig totalt passivt i noget, som de BAGEFTER fremstiller som et overgreb?
I Berlingskes artikel om sagen hedder det at jeg analyserer ” en af historierne ud fra en opfattelse af kvindekønnet som nogle nok vil finde stereotyp”: Ja, det er stereotypt at kvinden er totalt passiv og manden er den aktive. Men en del af disse MeToo historier viser at den stereotype forestilling ikke er en forældet fordom. Stadig i dag er der kvinder, der er så passive, at man må undre sig dybt; msåke er det en biologisk indkodet adfærd, som aldrig forsvinder. Men i det feministiske lys bliver det gjort til et overgreb, at kvinden er passiv og manden er aktiv.
Hvis man hævder, at kvinder ikke bare er ofre for en nedarvet biologisk bestemte passivitet, så må man mene, at kvinder har evnen til at handle aktivt og tage ansvar for, hvordan tingene udvikler sig. Deraf følger, at de kvinder, der beretter om den slags “overgreb”, selv har et medansvar – de undlod at handle. Men deres ejendommelige, muligvis biologisk betingede passivitet bliver i stedet anvendt til at hænge mænd ud som overgribere optændt af onde hensigter.