Svend Aage Madsen (2025): Argumenter for mænd. Fra rigtige mænd til mangfoldig maskulinitet. 215 pp. I samarbejde med Cathrine Errboe. Gyldendal.
Som psykolog og forsker har Svend Aage Madsen (SAaM) i mere end 30 år fokuseret på mænds levevilkår. I 2004 var han medstifter af foreningen ”Forum for Mænds sundhed”. Han er en meget aktiv stemme når det gælder det emne, at det er ikke kun kvinder, der har kønsbestemte ulemper. På mange felter er det mænd, der har de dårligste livsvilkår; ikke mindst har mændene problemer, når det gælder sundhed.
I sin nye bog, ”Argumenter for mænd”, skriver Svend Aage Madsen, at der især er brug for at sætte en dagsorden på fire felter, når det gælder mænd: 1) Manden som far, engageret i sine børns liv. 2) Sundhed. 3) Uddannelse – skævheden i skolevæsenet, hvor en stor gruppe drenge sakker agterud. 4) Relationer – især mangel på personlig kontakt til andre mennesker.
Starten af bogen præges af, hvor vigtig fædres kontakt til deres børn er for SAaM. Der er et kapitel på 15 sider om ”Den fjerne far”, og det er præget af, at SAaM´s egen far var en meget fjern far. Han var automekaniker i et lille bysamfund i Østjylland, med en hjemmegående hustru. Han var venlig over for andre mænd; men hjemme var han ofte sur, vred og streng. Hvad faderen havde af følelser, hvad han tænkte om livet og begivenheder eller om sin dreng, fik Svend Aage aldrig nogen fornemmelse af. Han syntes altid at faderen var fjern, uengageret og ret negativ, og efterhånden fik Svend Aage en følelse af, at han spildte tiden i forsøget på at skabe en meningsfuld relation til faderen; i løbet af sin ungdom trak han sig helt ud af familien. Sidst i 1960´erne bevægede faderen sig politisk over til Fremskridtspartiet, samtidig med at Svend Aage bevægede sig politisk til den modsatte side. Efter studentereksamen i 1970 kørte han i et folkevognsrugbrød sammen med sin kæreste, sin storebror og en ven direkte til Thylejren, og senere videre til Indien og Nepal. Han blev hippie, med langt hår og guitar, og flyttede i kollektiv. Han interesserede sig for ligestilling; men ligestilling handlede kun om kvinderne. Selv i den mest progressive litteratur om ligestilling kunne man ikke forestille sig, at mænd skulle kunne engagere sig i et nærværende forældreskab til spædbørn.
Hele hans mentale rejse i ungdommen kan ses som et totalt opgør med hans egen fars livsførelse og en protest mod den situation, at faderen kun havde et fjernt forhold til sine børn.
I 1993, da SAaM var klinisk psykolog på et hospital i hovedstadsområdet, blev han kontaktet af en mand i 30´erne, der fik et angstanfald, da han fik at vide, at hans kone var blevet gravid. Manden fortalte under sit terapiforløb, at det først og fremmest var hans forhold til sin egen far, der gjorde, at han var så bange for selv at blive far. Han var bange for selv at blive lige så hård, afvisende og uforstående som hans far havde været. Dette gav meget resonans hos SAaM, og fra da af gik det op for ham, at en mand kan også få en fødselsdepression. Nogle år senere udgav han, sammen med nogle kolleger, bogen ”Fædres tilknytning til spædbørn”, hvor hovedbudskabet var, at mænd også kan få en fødselsdepression. Det blev latterliggjort i nogle medier, men SAaM har stædigt holdt fast på, at det er vigtigt.
I det lys ser SAaM det som et stort fremskridt, at det nu er blevet det almindelige, at fædre overværer deres barns fødsel, og igen et fremskridt, at der er kommet udvidet øremærket barselsorlov til mænd. SAaM går varmt ind for alt, der knytter fædre mere til deres børn, specielt også til spædbørn.
I 1996 blev SAaM ansat som chefpsykolog på Rigshospitalet. Sammen med to psykolog-kolleger formulerede han i 1997 et forskningsprogram, der skulle søge svar på en række spørgsmål om fædres tilknytning eller mangel på tilknytning til deres børn, f.eks. ”Hvorfor er fædre tilsyneladende ikke så interesserede i at passe syge børn og få forældreorlov?”. Her bemærker jeg især spørgsmålet: ”Hvorfor har fædre tilsyneladende så let ved at droppe kontakten til deres børn efter skilsmisse?” Her er sagen tydeligvis set fra et feministisk perspektiv, som om det ikke ofte var kvinden, der fratog faderen kontakten til sine børn. SAaM har tilsyneladende ikke hørt om begrebet forældrefremmedgørelse.
SAaM skriver om, hvor godt det fungerer, når fædre er mere sammen med deres børn. De foretager sig stort set de samme ting sammen med børnene, som mødre gør. Under corona-epidemien sagde 87 % af mændene, at det at være hjemme hos børnene havde været godt for dem selv, og 85 % sagde, at det havde været godt for børnene. Men han skriver også om modstand fra en del kvinder mod at mænd passer børnene. Han omtaler f.eks. en kronik i Politiken i 2021, med titlen ”Hundredevis af mødre i oprør mod `brutal´ ny barselsaftale”, hvor en hjemmepassende kvinde på vegne af hende selv og 340 medsøstre skrev: ”Det er et enormt arbejde at bringe et barn til verden. Det er helt urimeligt at ville afkorte den fødendes ret til barsel for at fremme ligestillingen. Sagen er, at moren er en unik person i det nyfødte barns liv.”
Efter dette emne kommer næste emne om mænds sundhed. Mænd lever i gennemsnit kortere end kvinder, og har større sandsynlighed end kvinder for at dø, før de fylder 65 år. De venter længere med at gå til læge, og når de endelig går til læge, underdriver de deres symptomer, så nogle læger ikke forstår, hvor alvorligt det er fat. Læger skal uddannes specifikt i at forstå hvad mænd mener, når de taler om deres symptomer. Under corona-epidemien havde mænd større dødelighed end kvinder. Det var noget, som myndighederne ignorerede. I Forum for Mænds Sundhed gik SAaM dybere ned i tallene og påviste at mænd havde dobbelt så stor dødelighed som kvinder.
Mænd rammes meget mere af mistrivsel og psykisk sygdom end kvinder, fordi de har dårligere sociale relationer. I befolkningsundersøgelser spørger man f.eks.: ”Hvor ofte føler du, at du savner nogen at være sammen med?” På sådanne spørgsmål giver flere kvinder end mænd udtryk for ensomhed. Men i Forum for Mænds Sundhed har man formuleret spørgsmålene anderledes, sådan at de passer til hvad mænd gerne vil svare, og nu finder man at 28 % af alle voksne mænd sjældent eller aldrig har nogen at tale fortroligt med. Det er tre gange så mange mænd som kvinder. I det hele taget får man fordrejede resultater, når man spørger til følelser i stedet for at spørge til konkrete situationer og hyppighed. Når man spørger til følelser, lider kvinder mere end mænd af stress, depression og lignende. Men når man spørger til mere konkrete forhold, træder depression, stress og ensomhed meget mere frem hos mænd. Mænd begår selvmord tre til fem gange så hyppigt som kvinder, og mænd med en psykisk lidelse har dobbelt så stor dødelighed som kvinder med en psykisk lidelse. Så objektivt set har mænd det værre i gennemsnit – men det kommer ikke frem, når man spørger til følelser, for mænd er ikke nær så opmærksomme på deres følelser, som kvinder er.
I forbindelse med selvmord omtaler bogen et tiltag på Gotland i Sverige, hvor man i 1980´erne så et problem med lidt forhøjet forekomst af depression og af selvmord i forhold til resten af Sverige. Man uddannede de almene læger på øen til at være mere opmærksomme på personer med depression. ”Det blev en fantastisk succes: Da man målte det ti år efter, var antallet af selvmord faldet med 60 procent. Men kun for kvinderne. Mændenes selvmord havde ikke rokket sig ud af stedet!”
SAaM har gennemgået en række tilfredshedsundersøgelser af mange tusinde patienter. Han fandt, at kvinder og mænd havde forskellige reaktioner. Kvinderne var utilfredse med det, der handlede om det relationelle i systemet – ventetider, oplysninger osv. – mens mændene udtrykte, at de var mest utilfredse med, hvordan sygdommen have påvirket deres liv, deres livskvalitet og deres sexlyst, og om hvad kollegerne på arbejdspladsen kom til at vide om deres sygdom.
SAaM skriver om, at mænd er mindre villige til at gå til læge, og at de får mindre ud af lægekonsultation, på grund af sproglige vanskeligheder. Han skriver, at skal vi i tide finde frem til mænds sygdomme, er vi nødt til at udvikle og bruge andre måder at spørge på end dem, der i dag kun opfanger en stor del af kvinders problemer.
Om unge og uddannelse skriver SAaM, at ifølge de seneste tal fra 2023 er der nu 60 procent flere piger end drenge, der går i gymnasiet.
Når pigerne tager en uddannelse, er det en stil, en holdning blandt pigerne: Det handler om at klare sig godt i skolen – og i livet. De gør det, mens mange af drengene har meget sværere ved at finde en motivation. For det er ikke, fordi de ikke kan lære. De kan lære lige så godt som piger, for det har de kunnet i hundredevis af år; men man har ikke givet drengenes frafald og manglende motivation den tilstrækkelige opmærksomhed, og man har hverken indrettet og ændret undervisningen eller skolesystemet, så det passer til dem.
På de højere uddannelser søger flere kvindelige end mandlige studerende hjælp til stress-, præstations- og eksamensproblemer, mens flere mandlige studerende end kvinder henvender sig for at få hjælp i forhold til motivation, koncentrationsproblemer og misbrug.
At mange mænd ikke får en uddannelse, skaber en stor underklasse af ufaglærte mænd. 45 procent af alle ufaglærte mænd kommer til at leve et singleliv, og 35 procent af alle ufaglærte mænd får aldrig børn. For de ufaglærte kvinder er det under 20 procent, der ikke får børn.
Dernæst handler bogen om mænds ensomhed og manglende deltagelse i fællesskaber. Kvinder er mere sporede ind på at søge og opdyrke sociale fællesskaber. SAaM skriver: ”En mand i krise vil ofte træde et skridt tilbage og overvåge sin situation, mens kvinder tit vil reagere ved at tale om det, de oplever. Det er to vidt forskellige måder at gå til en krise eller et problem på. SAaM har ret i, at der her er en væsentlig kønsforskel.
En stor del af de mænd, der oplever kriser, f.eks. at blive skilt, trækker sig ind i sig selv. Mange mænd bliver mere og mere isolerede og sidder i deres ensomhed og synes, at det er omgivelsernes skyld; men indeni er der en stor tristhed, som er svær at sætte ord på. Som psykolog får han mænd i konsultation, og han bemærker, at mange mænd har en uvilje mod at gå til psykolog. Skal samtalen være vellykket, skal den handle om konkrete ting og oplevelser, ikke om følelser. SAaM spørger aldrig manden om, hvordan han har det, eller hvad han føler. Men han spørger om konkrete ting, f.eks.: ”Hvor længe er det siden, du har snakket med nogle andre mennesker?”.
En del mænd oplever at når de har det skidt, så har de større tendens til at blive vrede, irritable og komme i konflikt med andre, oftest deres partner eller kolleger. Det bider sig selv i halen, for hvem har lyst til at omgås en, der er vred eller afvisende? Nogle mænd bliver voldelige. Der beskrives f.eks. en mand, der i konens øjne blev mere rigid og enspænderagtig, og afbrød kontakten med gamle venner, indtil den dag, da han forsøgte at slå konen ihjel. SAaM har siddet i Justitsministeriets ekspertpanel vedrørende voldtægt, hvor forebyggelse udelukkende kom til at handle om, hvordan ofre kan beskytte sig. Ekspertpanelet nåede aldrig frem til, hvordan vi kan forebygge, at gerningspersonerne, dvs. mænd, kommer derud, hvor de begår vold, voldtægter og partnerdrab, selv om det faktisk var en del af panelets opgave, men altså en opgave, som man ignorerede.
Efter at have præsenteret behovet for sunde fællesskaber, går SAaM over til at beskrive usunde fællesskaber. Mange unge mænd har en stor udfordring, fordi samfundet ikke tilbyder dem nogle rollemodeller eller viser dem en retning at gå i. I stedet søger de usunde forbilleder, og her nævner SAaM Andrew Tate og Jordan B. Peterson som to usunde mandeforbilleder af samme slags. SAaM nævner, at han har fået kritik for at sammenligne de to for meget, men han forsvarer sig med at de ideologisk er i nærheden af hinanden, fordi det svar, de tilbyder de unge mænd, er at vende tilbage til nogle gamle traditionelle maskulinitetsformer, som samtidig er dem, der i mange år har været problemet i hele ligestillingsdebatten. Her går SAaM i forrygende grad galt af Jordan B. Peterson; at slå ham i hartkorn med Andrew Tate er en utilgivelig fejltagelse. Hans anke mod begge de to herrer er, at deres løsning ikke er at gå frem, men tilbage til de gamle familiemønstre, tilbage til den gamle type mand. Nu er Andrew Tate jo ikke ligefrem noget familiemenneske, så allerede der er den en væsentlig forskel, som SAaM overser.
Men hvorfor reagerer SAaM så negativt på Jordan B. Peterson? Det kan nok forklares med hans egne erfaringer fra barndommen. Han fik et meget, meget negativt indtryk af sin egen fars rolle i familien, og åbenbart har hele hans liv været styret af at bevæge sig væk fra faderens rolle. SAAM skriver om både Tate og Peterson, at deres udgangspunkt er, at alt bare var bedre i gamle dage. ”Men det var det ikke”, skriver SAaM. ”Jeg var der selv.” Så al SAaM´s modvilje mod traditionel maskulinitet stammer åbenbart fra, at han sætter traditionel maskulinitet lig med hans egen fars væremåde.
Her er jeg meget uenig med SAaM. Den uenighed kan aldrig fjernes, for han er præget af sin barndom, og jeg er præget af min væsentlig anderledes barndom. Vi kan aldrig ændre på, hvilken barndom vi har haft, og derfor kan vi heller aldrig blive ideologisk enige.
Jeg har også nogle andre indvendinger mod SAaM. Politisk bevægede han sig i ungdomsårene ud i et miljø, hvor kønsrollerne skulle opløses, og hvor man hævder, at kønsforskellene er en social konstruktion. Hans stærke fokus på at mænd skal være med til børnefødsler, skal have lang barselsorlov, og kan få fødselsdepressioner, kan ses som et forsøg på at omdefinere mænds natur.
I et kapitel om køn og kommunikation skriver han om pigernes og drengenes forskellige roller i børnehaven. ”Spurgte man drengene i børnehaven, ville de meget ofte ikke kunne fortælle om, hvordan børnene har det med hinanden indbyrdes. De ved derimod, hvem der er gode til at score ([i fodbold?], og hvis tur det er i køen. Det ligner den arbejdsdeling, vi altid har haft i samfundet. Og det er jo ikke biologi og medfødte egenskaber, men noget kulturelt, der er tillært gennem opvæksten og socialisering. ” Her tager SAaM fejl. Drenges og pigers forskellige adfærd i børnehaven er for en stor del medfødt, og den kan ikke ændres afgørende ved sociale virkemidler.
Også på et andet punkt undervurderer SAaM de naturskabte kønsforskelle. I forbindelse med, at piger får højere karakterer i skolen end drenge, har han set på den forskning, der handler om forskelle mellem mænds og kvinders hjerner. Han konkluderer, at den eneste nogenlunde beviste forskel i hjernefunktioner handler om evnen til at kigge på et kort. Dér er SAaM gået galt i byen; der er mange hjerneforskelle.
I et interview til Sjællandske Medier udtaler Svend Aage Madsen, at det er bare med at sætte i gang for at forbedre mænds livskvalitet. ”For der er meget at vinde . . . og der er noget at tabe. For eksempel at markante profiler både herhjemme og i udlandet vinder endnu større gehør for deres argumenter for, at mænd og kvinder er fundamentalt forskellige og bør indtage forskellige roller både i samfundet og i hjemmet. – Jeg forstår godt, at man som ung, sårbar og ensom mand kan søge mod den slags fællesskaber, hvor man bliver rost og anerkendt, men jeg må fastholde, at det ikke er løsningen, fordi det er ude af takt med virkeligheden og netop taler imod den mangfoldige maskulinitet. Det er hadsk, og man får ikke noget ud af det . . . Nogle gange bliver der efterlyst nye forbilleder, men jeg kan godt tænke, vi netop ikke har brug for forbilleder, for så tror nogle, at nu skal de tilpasse sig i én bestemt retning. Vi har nærmere brug for at minde hinanden om, at vi er meget mere blomstrende forskellige.”
Her er jeg fundamentalt uenig med Svend Aage Madsen. At der er medfødte forskelle mellem mænd og kvinder er ikke ude af takt med virkeligheden – det er tværtimod virkeligheden. Det nytter ikke noget at understrege at mænd kan være på alle mulige måder, og ikke skal leve op til nogen forbilleder. Det hjælper netop ikke de mange unge mænd, der ikke kan finde deres vej i livet. Unge mænd har altid haft brug for vejledning hos ældre, erfarne mænd for at finde deres vej i livet, og problemet i dag er, at de har mindre mulighed end før for at finde den vejledning. Det stemples netop af SAaM som et miljø med usunde fællesskaber at lade sig vejlede af den nyt tids guruer. Men det har været afgørende positivt for mange unge mænd at finde den vejledning, som man kan få den mere seriøse del af scoretræner-miljøet. Ligeledes er det et problem, at mange, mange unge mænd fungerer dårligt i skolen. For at rette op på det, er det nødvendigt at erkende, at drenge og mænd på nogle punkter bare er forskellige fra piger og kvinder, og ikke reagerer positivt på det, som egner sig for hunkønnet.
Der er rigtig mange gode takter i SAaM´s bog, og det er der netop dér, hvor han understreger at de to køn er forskellige – f.eks. at mænd udtrykker sig anderledes, når de er hos lægen. Men desværre er han så stærkt farvet af de negative erfaringer med sin egen far, at han for alt i verden vil fjerne mændene fra den traditionelle manderolle, også dér hvor den traditionelle manderolle er god.