Undervisningsminister Mattias Tesfaye bliver hårdt kritiseret for at afvise anbefalingerne fra ekspertgruppen for køn i skolen, senest i en aviskommentar af Mads Eriksen Storm og Henriette Laursen i Berlingske d. 5. maj. De mener at når drenge og piger opfører sig som typiske drenge hhv. piger, så skyldes det kulturelt bestemte køns-stereotyper. De vil have ført en intensiv kamp mod disse stereotyper, med samme iver som Don Quixotes kamp mod vindmøller, og de er sure over at Tesfaye ikke vil være med til det.
Eksperterne skulle have præsenteret metoder til at undgå, at drenge sakker stadig mere bagud i skolen. Men det har eksperterne ikke gjort. Der er larmende fravær af almen didaktik og fagdidaktik i deres anbefalinger. De begreber og værdier, som undervisning og læring normalt måles og vejes i, de mangler fuldstændigt. Der er ikke nævnt et ord om undervisningsmetoder, fagenes indhold eller organisering. Ekspertgruppen kunne med fordel have brugt tid på at nærlæse f.eks. data fra PISA og TIMMS, hvor også data for underområder af matematik er opdelt på køn.  De kunne også have bemærket, at drenge og piger reagerer forskelligt på arbejdsformer som f.eks. gruppearbejde versus individuel undervisning; men den slags konkret læringsmetodik er eksperterne helt hævet over. Det er heller ikke så underligt, for det er ikke mindst juristen Henriette Laursen, der er fanebærer af kritkken af Tesfaye, og kun har én dagsorden: at bekæmpe ”kønsstereotyper”.
Den manglende faglighed larmer for de lærere der står ude i virkeligheden og udmærket er klar over, at drenge og piger har hver deres køns-typiske adfærd. Biologisk orienteret forskning viser at den adfærd i høj grad bestemmes af hormoner.  Det vil sige at når man vil bekæmpe ”kønsstereotyp”  adfærd, så vil man bekæmpe hormonernes virkning; man vil altså bekæmpe børnenes medfødte natur. Så tror pokker, at de ikke trives. De sidste ca. ti år, hvor der har været meget fokus på kønsstereotyper, er samtidig de år, hvor drenge er sakket ekstra meget bagud.
Vellykket pædagogik i forhold til en dreng starter med at læreren anerkender, at en typisk dreng reagerer anderledes på lærerens tilgang end en typisk pige gør. Læreren skal ikke møde op med en forhåndsmening om, at drengens væremåde er kulturelt bestemt og bør ændres; med den tilgang vil mange drenge blive frastødt.
I kommentaren står der udtryk som ”forskningsmæssigt belæg”. Men disse belæg lever ikke op til den fine betegnelse. Det vigtigste problem er, at store dele af den akademiske verden er inficieret af en tro på, at kønnet adfærd er kulturelt bestemt – at køn er en social konstruktion. Helt konsekvent vælger man bevidst at se bort fra biologiens betydning. Når man udelader den måske vigtigste faktor i sine analyser, så er det ikke forskning, og så når man til usande konklusioner.
”Det handler om at sikre, at fordomme ikke står i vejen for, at vores børn og unge kan dygtiggøre sig og gøre karriere . . . Det kræver faglighed . . . ” står der. Men nej. Jo mere ligestillet og fordomsfrit et  samfund er, jo mere kønstypisk vælger folk. Det kaldes ligestilingsparadokset. De største kønsforskelle ser vi der, hvor folk er mest fri til at vælge. Hvis et lands indbyggere vælger erhverv uden at være dikteret af økonomisk nød eller af fordomme, så følger de frit deres natur. Der er langt større kønsforskelle i branchevalg i rige lande med høj grad af ligestilling (så som Finland) end i knap så rige lande med mindre ligestilling (Columbia, Tunis).
Kommentaren fortæller, at i Dansk Erhverv (DE)  vil man gerne være med til at skabe et mindre kønsopdelt arbejdsmarked. Her har man ladet sig besnakke af de akademikere, der tror at køn er en social konstruktion. Kommentaren hævder, at ”Det er ikke identitetspolitik. Det er faglighed.” Den påstand vil vi gå lodret imod. Tesen om køn som social konstruktion er åbenbart blevet gentaget så mange gange, at man selv i DE tror, at den er sand. Det er den ikke. Den er ikke fagligt baseret, for hvis der var tale om faglighed, ville man ikke bare udelukke den viden, man ikke kan lide – den biologiske viden.
Kommentaren citerer 50 fagfolk for at mene, at pædagogik, som ikke er kønsreflekteret, risikerer at skabe dårligere vilkår for alle børn. Vi mener tværtimod, at pædagogik, der reflekterer normkritisk over køn, netop vil skabe dårligere vilkår, især for drenge, uanset hvor udbredt den kønsideologiske trend ellers er i fagbevægelsen og på professionsskolerne.