Hardcore feministen Susanne Staun havde et indlæg i Politiken i går, hvor hun stærkt kritiserer den nylige rapport fra Syddansk Universitet om partnervold.
Jeg er ikke klar over, om Politiken i øvrigt har omtalt den rapport som redaktionelt stof. Men hvis Politikens læsere kun bedømmer rapporten ud fra Stauns indlæg, bliver de da fuldstændig vildledt om emnet. I samme udgave af Politiken var der også andet stof der hænger mænd ud som dårlige mennesker og kvinder som ofre. Altså endnu en dag, hvor Politiken driver propaganda imod mænd.
Jeg har sendt dette læserbrev til Politiken:
Vildledning om nyt fra voldsfronten
Susanne Stauns klumme “Intet nyt fra voldsfronten” d. 20./1. er en meget ensidig afvisning af en ny rapport om partnervold af Dokkedahl og Elklit fra Syddansk Universitet. Staun kan umuligt have læst rapporten, da det meste af hendes tekst er i lodret modstrid med den. Hun skriver f.eks. at den ikke omhandler psykisk vold – men jo, det gør den. Hun skriver at det vigtigste er at se på den”intime terror”, der udøves af partriarkalske mænd. Rapporten, derimod, siger at sådan intim terror er så sjælden, at dens hyppighed ikke kan måles. Staun har en dagsorden med kvinder som ofre og mænd som voldsmænd. Men ud af 105 fagfolk på området, som er interviewet til rapporten, er kun een helt enig i det udsagn at vold i parforholdet skyldes mandlige dominans. Nej, vold er et led i gensidigt mislykket samspil og er ofte forbundet med at mindst den ene part har psykiske lidelser. Derfor kræver indsats mod vold ekspertviden og individuel behandling.
Alt i alt er Stauns klumme ekstremt misvisende. Jeg anbefaler alle interesserede i at læse rapporten selv og drage deres egne konklusioner, i stedet for at tro på Staun.
https://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art6297111/Ny-sjusket-rapport-om-at-kvinder-skulle-v%C3%A6re-mere-voldelige-end-m%C3%A6nd-er-vildledende