Anmeldelse af
Hans Bonde (medvirken: Torsten Skov):
”Vi vil have vores fair andel!”
387 pp. Gyldendal.
Pris: 300 kr.
Denne bog er en slags fortsættelse af Hans Bondes bog fra 2013, ”Fordi du fortjener det”. Her kritiserede han, at den moderne kvindebevægelse er blevet til en bevægelse for favorisering af kvinder. Dette er også hovedemnet for den nye bog.
Den nye bog er ikke så causerende som den forrige, men mere grundig, eksakt og præcist dokumenteret. Det er der gode grunde til. En stor del af bogen handler om tiltag, som er ulovlige, dvs. i strid enten med den danske ligebehandlingslov eller med EU direktiver. Hans Bonde har tidligere, sammen med Jens Ravnkilde, påvist at tiltag for at fremme andelen af kvinder blandt professorer og forskningsledere på de danske universiteter var ulovlige. Også tiltag inden for kunstverdenen var ulovlige. Som følge af denne kritik kunne man i 2016 erklære, at samtlige de kvindefavoriserende tiltag inden for forskning og kunst er ophørt.
Desværre her det derefter vist sig, at de alligevel ikke er ophørt. Aktuelt findes f.eks. Inge-Lehmann-programmet til fremme af andelen af kvindelige professorer, og store dele af bogen er en opregning af det ene lovstridige program efter det andet. For at det skal tages seriøst, er det nødvendigt, at dokumentationen er meget præcis, og det er den.
Bogens første lange kapitel på ca. 80 sider er en gennemgang af situationen inden for universitetsverdenen. Der redegøres omhyggeligt for, at der ikke kan dokumenteres nogen særlige ulemper for kvinder i den. Mange undersøgelser viser, at hvis en opslået stilling har både mandlige og kvindelige ansøgere, så har kvinderne større chance end mændene for at få stillingen. I den seneste undersøgte periode, 2015-2017, er det for adjunkt- og lektorstillinger sådan, at kvinder har dobbelt så stor chance som mænd for at få stillingen.
Det er en almindelig feministisk påstand, at kvinder på en eller anden måde sorteres fra, idet kvindeandelen aftager op igennem systemet fra ph.d. til adjunkt til lektor til professor. Men Bondes og Skovs analyser viser, at der ikke frasorteres kvinder. Den tilsyneladende faldende kvindeandel op igennem hierarkiet kan tilskrives at de højeste poster beklædes af de ældste personer og altså stammer fre en svunden tid, da der var færre kvinder at tage af.
Der sker tydeligvis ikke nogen bevidst frasortering af kvinder. Men så kommer feministerne med den påstand, at der findes en ubevidst bias, som er til ugunst for kvinder. Her har Torsten Skov gennemgået forskningslitteraturen om ubevidst bias, og han konkluderer at der aldrig er ført bevis for at en sådan ubevidst bias findes.
På trods af at kvinder absolut ikke bliver uretfærdigt behandlet i universitetsverdenen – tværtimod, de har bedre chancer end mændene – så er der et vældigt pres for specifikt at gavne kvinderne, på mændenes bekostning. Dette pres kommer ovenfra, endog også fra forskningsministeren. Man har et ideal om, at der overalt på prestigefyldte poster skal være en ca. 50/50 kønsfordeling. Og da det ikke er tilfældet nu, så forsøger man med allehånde lyssky og luskede metoder at presse kvindeandelen i vejret, især andelen af kvindelige professorer. Mange af disse tiltag er ulovlige, men får alligevel lov at passere, og mange er på lovens kant.
Hans Bondes dokumentation af alt dette er imponerende. Der er en vældig mængde af præcise oplysninger, og det må have krævet meget arbejde at finde alle disse oplysninger frem. Hans Bonde har en universitetsstilling, og hvis han kommer med for løse anklager, kan hans position muligvis være i fare. Så det er forståeligt, at fremlæggelsen er gjort så solid, at den ikke kan betvivles. Det hele er så grundigt og solidt, at bogen kan bruges som et våben i kampen mod uretfærdige særordninger til kvinder.
Efter det lange kapitel om universitetsverdenen kommer en række noget kortere kapitler om andre steder, hvor det samme problem gør sig gældende – at man ovenfra forlanger en 50/50 fordeling af kønnene, med det resultat, at man griber til ulovlige eller suspekte midler for at tvinge kvindeandelen op. Kapitlerne omhandler kunst, film, musik, kvinder i ledelse, og kvinder i politik. Dertil kommer mindre afsnit om andre brancher, bl.a. kvinder i medierne.
Også i disse kapitler er der samlet en imponerende mængde af præcise oplysninger. Der må virkelig have gået meget arbejde forud for at kunne skrive bogen. Det fremgår også af, at adskillige referencer er begæringer om aktindsigt.
I kapitler om kvinder i ledelse konstaterer jeg, at Bonde har fået en del af de centrale nye videnskabelige kilder med – kilder til dokumentation af, at flere kvinder i virksomheders ledelse ikke giver større indtjening. Samtidig har han en god gennemgang af de tendentiøse rapporter, som feminister altid refererer til, og som påstår det modsatte.
Nær slutningen er der et ret anderledes kapitel, kapitel 9, med en historisk gennemgang. Her er det interessant at se dokumentation for hvordan holdningerne var i årene sidst i 1800-tallet og omkring år 1900. Tilslutningen til kvindebevægelserne var mindre end tilslutningen til husmor-foreningerne. Der var flere kvinder, der insisterede på at være hjemmegående husmor og lade sig forsørge af manden, end der var kvinder som kæmpede for at få kvinder ud på arbejdsmarkedet. Den feministiske fortælling om, at datidens mænd undertrykte kvinderne og pressede dem til at gå hjemme, er altså regulær løgn. Det er et feministisk karaktermord på mændene. Den tids kvinder var ikke undertrykt. Deres livssituation var en situation, som de selv valgte.
Jeg vil også fremhæve et par pointer mere, som Bonde berører.
Hele bogen handler jo om, at der er sket et skred i forståelsen af ordet `ligestiling´. Tidligere betød det lige muligheder for begge køn; men mere og mere betyder det resultatlighed, altså at hvert køn skal udgøre 50 % overalt på prestigefyldte poster, og det kræver favorisering, f.eks. kvoter. Men man kan spørge, hvad kvinderne gør, hvis de 50 % faktisk opnås? Vil de så være tilfredse?
På det punkt er jeg pessimist; jeg tror at når kvinderne har nået 50 %, så vil de argumentere for højere andele, helt op til 100 %, fordi kvinder jo er bedre mennesker end mænd, så hvis kvinderne overtager al magten, vil vi få det bedst mulige samfund. Indtil nu er der kun få feminister, der siger det direkte; men jeg tror, det kommer.
Et enkelt sted i bogen, nemlig på side 190, kommer Bonde ind på dette. Han skriver, at på de laveste ledelsesniveauer i Københavns Kommune er er 29 % mandlige mod 71 % kvindelige ledere. Det vil man ikke rette op på. Men på de to øverste ledelsesniveauer er der 63 % kvinder, og her har man fastsat et mål at kønsfordelingen ikke må afvige mere end 10 % fra rekrutteringsgrundlaget. Det betyder at man har et mål om, at der fortsat skal være væsentligt mere end 50 % kvinder blandt lederne. Kravet om fifty-fifty gælder altså, så længe det gavner kvinder; men hvis det gavner mænd, droppes kravet.
Spredt rundt om i bogen, men især i kapitel 8, diskuteres de mænd, der støtter feministernes krav. Det er mærkeligt, at så mange mænd på topposter i den grad går ind for favorisering af kvinder, f.eks. formanden for Carlsbergfondet, direktøren for Filminstituttet, og nationalbankdirektøren. Feministerne formår med held at appellere til netop mænd i disse topstillinger, der sørger for, at den ensidige favorisering af kvinder går igennem. Der bliver ofte appelleret med ord som ”Tænk, hvis det var din datter, det gik ud over!”. Når kvinderne så bliver favoriseret på bekostning af mænd, så er det sønnerne, det går ud over; men det tager man sig ikke af.
Det gælder typisk for disse topchefer, at de har deres på det tørre. De kan lade `kønsdiversiteten´ blomstre på lavere niveauer, hvilket ikke rammer dem selv, men deres underordnede med `det forkerte køn´. De opfører sig som alfa-hanner, der kan lide at omgive sig med en loyal flok af kvinder, samtidig med at de kan dukke de opstigende mandlige konkurrenter, der potnetielt kunne `bide dem i haserne´.
Bonde kalder det ”en ny galanthedskultur fra de øverste ledelseslag” (s. 285).
Alt i alt er det en fremragende bog. Mængden af oplysninger er imponerende stor. Det gør bogen lidt tungere at læse end den foregående bog; men det gør samtidig også bogen til et vægtigt, ja, tungtvejende argument i debatten.
Efter denne ros vil jeg alligevel påpege nogle punkter, hvor jeg synes at bogen er lidt for svag.
Filmbranchen
Det første punkt er filmbranchen. Jeg har selv, sammen med et par andre, været dybt involveret i kritikken af kønskvotering i filmbranchen. Jeg ved at Bonde har samarbejdet tæt med en af disse mænd fra filmbranchen, og netop på den baggrund finder jeg det lidt skuffende, hvad der er kommet med i det kapitel. Der er kommet mange vigtige ting med, men jeg savner alligevel lidt. F.eks. refereres en svensker for at film lavet af kvinder sælger færre billetter end film lavet af mænd. Men her burde der måske også have været omtalt danske oplysninger, der viser det samme.
Især savner jeg dog omtale af den konfrontation i 2016-2017, der viser hvad den danske konflikt drejer sig om. Her kunne være refereret til den kronik om filmbranchen, som jeg sammen med Niels Nørløv Hansen fik i Berlingske. Her er f.eks. denne centrale passus: ” En person skriver: ». . . årsagen til den skæve kønsfordeling blandt instruktører og manuskriptforfattere skyldes mange forskellige ting; manglende lyst, manglende motivation, kønsrollemønstre, filmkulturen, en mandsdomineret filmhistorie, manglende forbilleder, manglende opbakning, manglende udholdenhed af kvinder, barsel, og ubevidst diskrimination både i og udenfor branchen.« Det er vigtigt, at disse forklaringer netop ikke holder stik. Den passus indeholder netop alt det, som Bonde i øvrigt argumenterer imod i hele bogen.
Fagforeningen Danske Filminstruktører (DF) udsendte i 2016 en pressemeddelelse, hvor man bl.a. påstod, at der i filmbranchen foregår ”systematisk forskelsbehandling” mod kvinder.
Jeg vil gerne her citere en ordveksling der foregik i et møde i fagforeningen kort tid senere i 2016, hvor Niels Nørløv Hansen var til stede som eneste mand:
NNH spurgte: ”Når 25 % af ansøgerne til udviklingsstøtte er kvinder, og 29 % kvinder opnår støtte. Og når 19 % kvinder søger produktionsstøtte, og 18 % kvinder opnår støtte – hvordan kan der så være tale om ‘systematisk forskelsbehandling’?”
Spørgsmålet blev stillet mindst tre gange i løbet af de godt to timer, mødet varede. Men der kom intet svar. Kommentarer var der nok af: ”Nu har du talt nok!” og ”Du skal ikke komme hér og kuppe mødet!” . . .
Til stede var også Anne Boukris, der af DF’s formand, Christina Rosendahl, blev præsenteret som noget i retning af ”ligestillingskonsulent”. Anne Boukris var meget aktiv på mødet. Hun figurerer i KVINFO’s database over personer, der kan give ekspertbistand i spørgsmål om bl.a. ligestilling, ligebehandling og anti-diskrimination. Anne Boukris havde tilsyneladende fodret bestyrelsen med ”dokumentation” for, at diskrimination af kvinder er ud meget udbredt og urimeligt fænomen.
Det kunne tydeligt høres, da formanden, Christina Rosendahl – uden at svare på NNH’s spørgsmål – til sidst konkluderede DF’s holdning til DFI’s rapport:
”Bestyrelsen har besluttet sig for, at de tal, der er kommet ud fra DFI, repræsenterer ikke den filmbranche, som vi vil have. Det er sådan det er. Det er en holdning.”
NNH: ”Jamen, det var ikke mit spørgsmål… ”
Christina Rosendahl: ”Men de tal, der findes, de er nok. Sammen med den øvrige diskussion, der har været i bestyrelsen – alle mulige rapporter.”
Rosendahl erklærede, at fagforeningens bestyrelsen havde besluttet sig for, at de tal, der er kommet ud fra en officel rapport, ikke repræsenterer den filmbranche, som de vil have. Man vil have en filmbranche, hvor der står kvindelige instruktører bag 50 procent af alle spillefilmsansøgninger i 2020. Og dette selv om kvinder kun udgør 34 procent af fagforeningens medlemmer.
Dette er en solid dokumentation af, at fifty-fifty-ideologien er styrende, og at impulsen kommer fra centralt feministisk hold (en ligestillingskonsulent tilknyttet Kvinfo). Den dokumentation kunne godt være kommet stærkere frem i kapitlet, og den ville have styrket den pointe, Hans Bonde allerede har.
Hans Bonde beretter om hvordan det ramte formanden for Danske Biografer at kritisere Christina Rosendahl – der blev anlagt en retssag imod ham. Men ellers fremgår det kun svagt, hvorfor så få mænd tør protestere mod den feministiske damptromle. Det siges kort om mænd i filmbranchen: ”De føler at deres fremtid i filmbranchen er truet, for eksempel hvad angår bevillinger, hvis de tillader sig at kritisere den herskende kønsdiskurs.” Det kunne godt være sagt stærkere.
Mit eget engagement imod denne kønsdiskurs i filmbranchen har ført til noget af det mest psykisk belastende, jeg har oplevet i mit liv. Der blev begået et regulært ondskabsfuldt karaktermord på mig på internettet, med en indsats hvor en mand åbenbart har arbejdet i dagevis på at finde citater, han kunne manipulere, for at kunne hænge mig ud som en potentiel massemorder. En kvindelig filminstruktør opfordrede en mand til at skyde mig!
Bogen henviser kun ganske kort (note 237) til, at Niels Nørløv Hansens engagement i denne sag betød, at han ikke længere kunne få arbejde som filminstruktør. En anden involveret mand er blevet ramt så hårdt, at jeg personlig mener at hele hans livsforløb og psykiske velfærd er blevet ødelagt.
Det er for mig en vigtig pointe, HVOR hårdt mænd bliver ramt, hvis de protesterer mod det feministiske propaganda-apparat. Det er lidt for tamt at sige, at mænd ”føler at deres fremtid i filmbranchen er truet”. Der er tale om at man risikerer massive, ødelæggende angreb på sin person. Det vil få langt de fleste personer til at tie stille. Frygten for at blive udsat for noget meget, meget ubehageligt er reel.
Medierne
Det andet punkt er medierne. Det har fået en omtale på blot fem sider i bogen, og det er for lidt. Det er for lidt, fordi der foregår en systematisk indtrængen af feministiske kvinder i medierne – både de elektroniske og de trykte.
På Berlingske kom der f.eks. i 2015 et betydeligt rykind af nye kvindelige journalister, og siden da har der været en hidtil uset fokus i avisen på feministiske emner. Jeg har foretaget en optælling af antallet af artikler i avisen, der har et ensidigt feministisk fokus på kvinder. I løbet af ét år, 2016, var der 1116 artikler og indlæg specielt om kvinder, og næsten samtlige af disse havde feministisk tilsnit. Jeg har gennemgået en del af disse artikler og vist hvordan de har karakter af feministisk propaganda. Der var cirka 60 artikler om behovet for at kvinder skal gøre karriere og nå topposterne – det emne blev altså behandlet med en hyppighed og en intensitet der gør, at det har karakter af propaganda. Emnet blev behandlet helt ensidigt; der var intet om kvinder der finder det rart at vælge karrieren fra. I en del artikler henvises til undersøgelser der viser, at virksomheder med mange kvinder i deres bestyrelse giver bedre resultater på bundlinjen. Der blev aldrig henvist aldrig til de undersøgelser, der viser det modsatte. Hele denne propaganda fik lov at stå uimodsagt, da alle læserindlæg imod artiklerne blev afvist.
Et tilsvarende præg af feministisk propaganda ses i andre aviser – i meget høj grad i Politiken, og i nogen grad i Information. Jeg selv havde god adgang til at få optaget læserbreve, der gik imod feminister, i Information i årene ca. 2005 – 2010. Men pludselig var der lukket totalt – jeg kunne intet få optaget, og misvisende artikler om køn dukkede op i stedet. Det skete i forbindelse med at Informations redaktion skiftede engang omkring nytår 2010/2011.
Generelt er der langt flere mænd end kvinder, der indsender læserbreve til aviserne.
I 2017 viste en undersøgelse fra Cevea, at under 15 pct. af alle debatindlæg i Danmark bliver skrevet af kvinder, og kun fem pct. af folk med erhvervsuddannelser. Det vil sige at højtuddannede mænd udgør en majoritet af indsenderne. Det vil aviserne gerne korrigere for; de har et mål om, at 50 % af alle trykte læserbreve skal være af kvinder.
Da Anne Sophia Hermansen i september 2016 tiltrådte i stillingen som debatredaktør hos Berlingske, var en af hendes første udmeldinger, at hun agtede at diskriminere mandlige skribenter. Den holdning blev styrket hos hende da Cevea kom med ovennævnte oplysning om 15 % kvinder. Nu fortæller Anne Sophia Hermansen, at hendes diskrimination af skribenterne går videre end til blot at afgøre, hvilke af de indsendte indlæg der kommer i avisen, og hvilke der sorteres fra. Indsender en kvinde eksempelvis et indlæg, som har potentiale, men i sin nuværende udgave er for ringe til at blive bragt, er der stor sandsynlighed for, at Anne Sophia Hermansen tager kontakt til kvinden med henblik på at forbedre indlægget. Omvendt afvises mange mænd.
Når det gælder Politiken, så er sandsynligheden for at få bragt et debatindlæg typisk ca. 50 procent for kvinder og 5,5 procent for mænd.
Når kønsspørgsmål kommer op som emne, så har mænd altså langt ringere mulighed for at ytre sig end kvinder – mændenes kvote er så at sige for længst opbrugt, så kvinder får næsten monopol, når der kommer et emne op (kønsspørgsmål) som får kvinder til at komme ud af busken.
Spørgsmålet om medierne er meget centralt for de spørgsmål, Bonde behandler i sin bog. Kvinder der igennem deres universitetsuddannelse er blevet påvirkede til et ensidigt feministisk verdensbillede, kom ud af universiteterne som kandidater, og skulle jo have jobs. Så en flodbølge af indoktrinerede akademiske feminister er væltet ind over alle mulige institutioner, og især over pressen. Det betyder at hele den danske medieverden – bortset fra nogle få perifere, uafhængige medier – bidrager til ensidigt at fremme det feministiske verdenssyn. Andre synsvinkler og andre argumenter kan kun meget vanskeligt og sjældent komme frem. Derfor kan korrektioner af feministernes fejltagelser og misinformation ikke ske. Overalt i medieverdenen sidder der kvinder, som forhindrer det. Den der har magten over hvilken information der når frem til borgerne, har i sidste ende magten over hele samfundet. Det vil sige, at når først feminister har sat sig så tungt på medierne, som tilfældet er nu, så har de i realiteten allerede erobret magten i samfundet.
Det gælder ikke kun trykte medier. Det gælder også TV, ikke mindst DR, hvor ledelsen nu omfatter en kvindelig generaldirektør, en kvindelig direktør for medier, og en kvindelig direktør for nyheder. Denne kvindedominans afspejles i mediefladen, især DR2.
I august 2020 sendte DR2 f.eks. en serie i fem dele med titlen ”Alle hader feminister”, der blev bakket op af ”faktaark” m.m. på DR´s hjemmeside. Men serien var så fuld af fejl og misvisende oplysninger, at også DR´s detektor måtte konstatere at der var fejl. Det nævnes af Bonde; men DRs opbakning om ensidig propaganda kunne godt være betonet mere.
I 2015 sendte DR2 Dokumania en amerikansk film, der på dansk fik titlen ”Voldtaget af elitens sønner”. Ikke blot blev denne film sendt i fjernsynet, den blev til overflod også vist på storskærm ved to friluftarrangementer. Filmen var ekstremt følelsesmæssigt manipulerende og med mange misvisende og lodret forkerte oplysninger. Der fandtes på nettet udførlig dokumentation af filmens mange fejl. Den daværende leder af Dokumania, den stærkt feministiske Mette Hoffmann Meyer, blev gjort opmærksom på filmens fejl og mangler; men hun nægtede at reagere. Mine intense forsøg på at få DR til at bringe korrektioner eller i det mindste en paneldebat om filmen blev pure afvist; samtidig var det temmelig håbløst at få aviserne til at optage læserindlæg om filmen.
Jeg og andre licensbetalere har altså betalt for at TV bringer film der bagtaler mænd og øger det generelle had imod mandekønnet. Hvis en kanal med public service-forpligtelse sender sådan noget, så burde det sendes kommenteret, sådan at begge sider af en sag kan komme frem. Men det er ikke tilfældet. Den feministiske dominans i DR betyder ensidig slagside til fordel for feminismen.
Dette er alt sammen vigtigt, fordi den der behersker medierne, behersker den offentlige opinion, og dermed på langt sigt magten over sjælene.
Det som Bonde skriver på de fem sider om pressen, er udmærket. Men i betragtning af hvor central en rolle den spiller for meningsdannelsen, burde der have stået mere.