Anmeldelse af Mette Korsgaard (2018): Min uimodståelige mand

Mette Korsgaard udgav d. 8. marts 2018 “Min uimodståelige mand. Vi er alle mandschauvinister. 223 pp. Gyldendal.
Bogen finder kønsdiskrimination, hvor der ingen er.
Bogen blev omtalt i mit indlæg i Berlingske d. 18./3, under overksriften METTE KORSGAARDS BOG ER PROPFYLDT MED FEJL.
Herunder bringer jeg en udvidet udgave af indlægget i Berlingske, med tilføjelse af kildehenvisninger.

BOG FINDER KØNSDISKRIMINATION, HVOR DER INGEN ER
Journalist og dokumentarfilmskaber Mette Korsgaard har lige fået udgivet en bog om forholdet mellem kønnene, Min Uimodståelige Mand. Den handler om hvordan kvinder i dagens samfund stadig underkues. Der henvises til “fakta” og “videnskabelige undersøgelser” og oplysninger fra kønsforskere, som om det var solidt underbygget; men tag ikke fejl – det er det langtfra.
Lad mig slå ned på tre punkter, hvor Korsgaard viser sin begrænsede og ensidige faglige indsigt.
For det første: Korsgaard skriver at mænds og kvinders hjerner ikke er synderligt forskellige; hvis man har en hjernescanning, kan man ikke derudfra se personens køn. Hun henviser til en afhandling af Daphna Joel m.fl. (Korsgaard har stavet hendes navn forkert) som viser, at med en bestemt analysemetode er der meget få hjerner, som entydigt viser et bestemt køn. Hun glemmer bare at nævne, at hele fire afhandlinger (her, her, her og her) dokumenterer at Joels analysemetode ikke fungerer. Hvis man f.eks. brugte same metode til at analysere fotos af ansigter, ville man næppe heller kunne kende forskel på kønnene.
Desuden forbigås det, at det sted i hjernen, hvor kønsidentiteten sidder (den præoptiske nucleus), er mænd og kvinders hjerner næsten 100 % forskellige.
For det andet: Hun omtaler en amerikansk undersøgelse af musikeres optagelsesprøver til symfoni-orkestre. Læseren må forstå teksten sådan, at når musikerne aflægger prøve bag et forhæng, så bedømmerne ikke kan se hvad køn de har, stiger kvinders chance for at blive antaget fra 5 % til 30 %. Den påstand er dog helt usand. Faktisk kan undersøgelsens data ikke dokumentere nogen diskrimination mod kvinder overhovedet. Jeg har selv omtalt samme undersøgelse af orkestermusikere i en bog fra 2015 (Humaniora- videnskab eller varm luft, s. 356-359). Her giver jeg den en nøje behandling over 2½ sider og påviser, at der ikke er noget hold i påstanden om diskrimination.
Mette Korsgaard fortsætter igennem sin bog med ensidige påstande om generel diskrimination mod kvinder. Vi hører om at 127 professorer fik tilsendt fiktive jobansøgninger med enten et mands- eller et kvindenavn. Resultat: Når det var et kvindenavn, blev ansøgningen vurderet mere negativt. Derimod nævner Korsgaard f.eks. ikke en lidt senere undersøgelse med væsentligt flere forsøgspersoner, hvor konklusionen blev den stik modsatte. Korsgaard nævner heller ikke en metaundersøgelse af 106 sådanne forsøg, der i gennemsnit viser nul tendens. Hun forbigår også det allervigtigste, nemlig at når det gælder ansøgninger til videnskabelige stillinger i det virkelige liv, så giver et kvindenavn på skrivelsen en lidt bedre chance end et mandenavn, i Danmark så vel som i udlandet.
Oven i købet har man lavet forsøg i Australien, hvor man har fjernet angivelser af køn og race i alle ansøgninger til stillinger i Australian Public Service. Det viste sig, at derved fik kvinder og aboriginer en nedsat chance for at få stillingerne. Angivelse af navn giver altså positiv diskrimination af disse grupper, ikke negativ diskrimination. Så man opgav den kønsneutrale praksis igen, for at få færre hvide mænd ansat.
Om pigers og drenges skolepræstationer i matematik får vi at vide, at pigerne nu er blevet bedre til matematik og har overhalet drengene. Det er forkert. Begge køn er blevet dårligere til matematik, men faldet er størst for drengene.
“Mænd slår børn ihjel otte gange så ofte som kvinder”, får vi at vide. De data jeg kan finde, viser at de to køn er lige grufulde på dette punkt, eller at mænds overvægt i statistikken er moderat. Men her, som så mange andre steder i bogen, er der ingen brugbare referencer, så man har ikke mulighed for at tjekke hvor Korsgaard har sine oplysninger fra.
Jeg kunne nævne mange flere fejl i bogen. Når man vælger så ensidigt som Korsgaard gør, så kan man “bevise”  hvad som helst. Bogen har i det hele taget ikke den videnskabelige tyngde, som den foregiver. Hun henviser f.eks. mange gange til en hjerneforsker ved Aarhus Universitet, som hun har talt med. Han er nu faktisk cand. mag. i dramaturgi, og han er ansat på Institut for Kommunikation og Kultur, der er herostratisk berømt (Koldau-sagen) for kun at acceptere én politisk korrekt holdning. “Hjerneforskeren” påstår at kønshormoner har minimal indflydelse på kønnet adfærd (hvilket er ganske usandt). Vi får omtalt forskning i piger der i fosterlivet blev udsat for unormale mængder testosteron. Men fremstillingen er fejlagtig, og konklusionen af denne forskning bliver nærmest vendt til det modsatte af hvad den faktisk viser.
Retfærdigvis må nævnes, at Korsgaard også – kort – omtaler nogle af de særlige problemer, der i vore dage rammer mandskønnet. Men sagen er, at mere feminisme ikke gavner mænd – feminisme giver f.eks. højere skilsmisserate, hvilket rammer mænd kraftigere end kvinder. Mænd der går ind på kvinders præmisser og tager en stor tørn i hjemmet, har forøget risiko for at blive skilt. Kvinderne strømmer ind til storbyerne og studerer kunsthistorie og går på café, mens mænd i overtal sidder tilbage i Udkantsdanmark og har det dårligt. Korsgaard nævner det problem – tak for det – men siger at hun ikke kan se nogen løsning.

Artikel i Weekendavisen om drenges og pigers skolepræstationer

D. 30. september 2017 optog Weekendavisen denne artikel af mig om drenges og pigers skolepræstationer.


Præstationer i naturfag i 8. klasse. Data fra TIMMS.

DRENGE OG PIGER

Et vigtigt emne for forholdet mellem de to køn er forskellen på drenges og pigers indsats og resultater i skolen, hvor man tidligere mente at drenge var bedst til til “hårde” fag som matematik og fysik, mens piger var bedst til sprogfagene. Det afspejlede sig f.eks. i kønsfordelingen på hhv. de matematiske og sproglige grene i gymnasiet, og det afspejlede sig i testresultater. I de senere årtier er mange af forskellene i testresultater mellem kønnene blevet udlignet i de fag, hvor drengene tidligere lå højest, mens pigernes forspring i læsning er blevet bevaret eller endda forøget. Det, at forskellen mellem drenge og piger i matematik m.m. stort set er forsvundet, er blevet omtalt meget positivt som et tegn på, at ligestillingen er slået igennem, hvorimod det felt hvor drengene står dårligt, læsning, forbigås i tavshed.
Jeg har nærmere studeret udviklingen i drenges og pigers præstationer i skolefagene, som de fremgår af PISA- og TIMMS-undersøgelserne – to sæt af internationale undersøgelser af skoleelevers færdigheder i modersmålsfag, matematik og naturvidenskab. Jeg har valgt at nærstudere resultaterne for de nordiske lande (Danmark, Norge, Sverige og Finland), da disse lande har særlig stor lighed mellem kønnene på mange felter. Jeg har især set på resultaterne for 8. klasse.

Jeg har studeret udviklingen i PISA- og TIMMS-resultater over tid, og jeg konstaterer, at udviklingen m.h.t. matematik og naturfag er alt andet end positiv.

Lad os først tage resultaterne fra TIMMS (Trends In Mathematics and Science Study). Her går tidsserien tilbage til 1995. Dengang lå drengene klart højere end pigerne i naturfag. Siden da er begge køns resultater faldet kraftigt; men drengenes er faldet kraftigere end pigernes, sådan at i 2007 lå de to køn lige, men på et meget lavere niveau end før. Det største fald er sket i perioden 1995 til 2003. I 1995 lå de nordiske lande højere end gennemsnittet; men i 00erne er resultatet kun på linje med gennemsnittet for alle andre deltagende lande rundt om i verden.

Jeg har også set på resultaterne fra PISA-undersøgelsen (Programme for International Student Assessment). Her kan vi kun følge udviklingen fra år 2000 og frem, dvs. efter et formentligt stort fald igennem 1990´erne. Jeg vil som eksempel omtale resultaterne for matematik i 8. klasse. I år 2000 lå drengene lidt højere end pigerne; fra da af skete der et fald for begge køn, først langsomt, men fra 2009 et kraftigt fald. Igen er faldet størst for drenge, sådan at de to køn rammer samme lave niveau i 2012. Samme mønster som før: Begge køns præstationer falder, og drengenes falder mest.

Vi har ofte hørt at PISA-undersøgelserne i matematik viser en udligning mellem kønnene, og hørt det omtalt som noget positivt. Men hvad der er sket, er faktisk negativt. Der er ikke tale om at vi har fået mere gennemslagskraft for ligestillingen, sådan at pigerne er kommet op på siden af drengene. Der er derimod tale om, at vi har fået en dårligere skole, hvor især drengene fungerer dårligere, og de er faldet ned på niveau med pigerne.

Der findes også resultater fra TIMMS angående præstationer i 3. g. i gymnasiet. Her viser resultaterne et enormt fald over årene i testeresultater i matematik og fysik, for begge køn. I 1995 lå begge køn i de nordiske lande langt over det internationale gennemsnit. Frem til 2015 er der for begge køn sket et enormt fald i både matematik og fysik, sådan at de nordiske lande nu ligger langt under det internationale gennemsnit. Men hele vejen igennem ligger drengene stadig tydeligt over pigerne. Det er som man kunne forvente, for fysik og avanceret matematik kræver særlige evner, især til at forestille sig ting rumligt, og her har drenge en medfødt fordel i forhold til piger. Det kan være grunden til, at i 3. g bliver drengene ved med at klare sig bedre end pigerne, da de, i gennemsnit, er udstyret med bedre evner.

Man får således indtryk af, at skolevæsenet i stigende grad er til ulempe for indlæring af de matematisk-fysiske fag, og at det er til mere ulempe for drengene end for pigerne. For så vidt de to køns præstationer er blevet ens, skyldes det åbenbart, at drengene trives relativt dårligt i skolen og ikke lærer så meget som tidligere. Skolen er blevet mere orienteret mod det sproglige frem for det matematisk-fysiske, dvs. den er blevet mere orienteret mod de fag, hvor pigerne står stærkest. Hvis der var tale om generel ligestilling af kønnene, ville drenge og piger også få samme testresultater i sprogfag. Men det sker bestemt ikke.

Jeg kender ikke til andre, der har analyseret PISA- og TIMMS-resultaterne fra denne synsvinkel, og jeg mener at det må have stor interesse at få denne synsvinkel frem; det må kunne kvalificere debatten om testresultater og påstanden om at skolen i de senere år er blevet “feminiseret”.