Voldtægt – falske anklager er lige så skadelige

Gretelise Holm havde en kronik i Berlingske d. 13. juni om voldtægtssager. Her er synspunktet, at for mange mænd slipper fri for at blive dømt for voldtægt. Som reaktion på den kronik er følgende skrevet. Desværre ville Berlingske ikke optage manuskriptet, men det bringes her, i en lidt udvidet udgave.

Normale mænd ser meget alvorligt på voldtægt. Men mænd har også det problem, at de kan rammes af falske anklager om voldtægt. Mange kvinder kommer med falske anklager, og de gør det af mange forskellige grunde. Nogle kvinder kan fremlægge de falske anklager meget overbevisende.

En anklaget mand bliver pludselig revet ud af sin dagligdag og hentet af politiet, mistænkt for en forbrydelse, som i alles øjne vækker forargelse og harme. Selv hvis han klarer frisag, vil hans sociale omgangskreds tænke at han nok er skyldig alligevel; kolleger nægter måske at arbejde sammen med ham, og hvis han har et firma, får han pludselig ingen kunder. Det går også ud over familielivet. Måske mister han al kontakt til både kone og børn.
En mand der udsættes for en falsk anklage, lider måske mere end en kvinde lider ved voldtægt. Nogle kvinder slipper fra en voldtægt helt uden fysiske eller psykiske men – i en dansk offerundersøgelse galdt det f.eks. 21 %., mens omvendt 20 % angav at voldtægten havde påvirket dem i meget høj grad. Ret få – de værst ramte –  er præget resten af livet på en måde, så de f.eks. ikke kan passe deres arbejde eller ikke kan etablere forhold til en partner. Men mænd slipper næppe fra en falsk anklage om sexovergreb uden men, og nogle får hele deres tilværelse ødelagt.

Malthe Thomsen, der for fire år siden blev anklaget for pædofili af en kvinde i New York, fik en stor erstatning for den falske anklage; man anklagen har ramt ham hårdt; han har længe haft søvnbesvær og depression, og han har endegyldigt – ligesom mange andre mænd – fravalgt at arbejde som pædagog.

Man hører ofte, at andelen af voldtægtsanklager, som er falske, ligger i omegnen af 7 til 10 %, f.eks. i USA, England og i Danmark. Men det er de sager, hvor kvinden ret hurtigt under retssagen går til bekendelse og indrømmer, at hun løj. Der vil derudover være sager, hvor kvinden fastholder sin løgn, og hvor sagens rette forhold ikke kan afklares. I 2005-2006 blev der lavet en grundig gennemgang af 58 voldtægtsanklager i tre danske politikredse. Man fandt at 21 % af anklagerne var falske, og af resten var lidt over halvdelen meget tvivlsomme – der var måske ikke egentlig tale om voldtægt. I alt var således 3/4 af anklagerne grundløse. Nogle tyske eksperter skønner at det i dag er op imod 30 eller 50 % af voldtægtsanklagerne i Tyskland, der er falske. I USA findes en opgørelse af sager, hvor kvinderne har skullet vidne over for en løgnedetektor. Da kvinderne troede, at detektoren faktisk kunne afsløre løgn, indrømmede 40 – 50 % af dem, at deres anklage var falsk.
I Danmark er det groft sagt 10 % af sagerne, hvor det i retten hurtigt viser sig at de er falsk anklagede; på den anden side er ca. 10 %  bevisligt skyldige; så er der 80 % tilbage i den usikre gråzone. Det er ganske tænkeligt, at en stor del af dem i denne gråzone er falsk anklagede – vi ved det ikke.
I udlandet er der talrige eksempler på hvad falske voldtægtsanklager gør ved mænd. Militærfolk eller sportsfolk får ødelagt deres karriere, erhvervsfolk får ødelagt deres forretning, osv.

I maj i år blev det oplyst, at i New York har en mand siddet 26 år i fængsel – og en anden mand 11 år i fængsel – på grund af en falsk anklage for voldtægt. I Danmark har vi sagen fra Fredericia banegård fra 2008, hvor tre 17-årige mænd sad to år i fængsel, indtil deres uskyld blev bevist.
I 2016 blev en helt uskyldig ung mand i England anklaget for voldtægt. Han havde en forhistorie med nedtrykthed og fik antidepressanter. Da den falske voldtægtsanklage kom, hængte han sig selv. Det var da for sent da den anklagende pige indrømmede at anklagen var falsk. Da manden var død, mistede hans mor lysten til livet. På et-års-dagen for hendes søns selvmord hængte hun også sig selv. Kvindens løgn førte således til to uskyldige personers død.

Igen i 2018 begik en falsk anklaget mand i England selvmord.

Endnu værre står det til med MeToo anklager, hvor intet forhindrer kvinden i at fabulere frit, især hvis hun og/eller manden er anonyme. Nolge MeToo anklager har haft alvorlige konsekvenser.

Vi kan tænke på den britiske forsvarsminister Michael Fallon, der blev fyret, fordi han for 15 år siden lagde sin hånd på en kvindelig studieværts knæ. Og der er Patrick Brown, oppositionsleder i det lokale parlament i Ontario, som i starten af i år røg helt ud af politik på grund af falske anklager om sexmisbrug.

Den svenske filminstruktør Ulf Malmros siger at falske, grove #MeToo anklager mod ham har ødelagt livet for både ham selv og for hele hans familie.

I marts 2018 førte MeToo anklager til at Benny Fredriksson, chef for det svenske Kulturhuset, begik selvmord.

I alt har MeToo kampagnen ført til i hvert fald seks personers selvmord – i alle seks tilfælde var anklagerne formentlig enten falske eller stærkt overdrevne.

Nogle vil måske indvende, at hvis mændene virkelig var uskyldige, så ville de vel ikke begå selvmord. Men jo, netop deres udkyld gør at de føler, at hele verden behandler dem uretfærdigt, og derfor forlader de verden.

Gretelise Holm og en række rabiate feminister er utilfredse med, at alt for få mænd dømmes for voldtægt. De mener,at hvis en mand begår voldtægt, så er hans risiko for at komme i fængsel så lille at det slet ikke afskrækker ham.  Nogle  kvinder mener at det er så vigtigt at få flere mænd dømt, at det ikke gør noget, hvis nogle uskyldige mænd bliver dømt i skyndingen.

Utilfredsheden med at mænd bliver frikendt er blevet et stort emne netop nu, hvor en dansk mand blev anklaget af Kirstine Holst for voldtægt, men frikendt af et enigt dommerpanel, men hvor kvindelige aktivister (anført af Rulle Grabow) vil have manden hængt ud i “folkedomstolen” – hvilket nok vil være mere ødelæggende for hans liv end en dom ved retsvæsenet.

Med deres aktion presser disse kvinder på for at få samfundet til at dømme flere mænd. De mener at det er et spørgsmål om bevisernes styrke. Men den konkrete sag handler ikke kun om bevisbyrde; den handler også om fortolkning af det, der er enighed om skete.

Et kernepunkt i denne sag er at kvinden ikke reagerede ved at søge væk fra gerningsmanden. Hun lagde sig tilbage i hans seng efter akten. Senere gik hun ud i byen efter hovedpinepiller, og vendte så igen tilbage til lejligheden, hvor hun tog bad. Dette handlemønster er foreneligt med en situation, hvor hun var tilfreds med at samlejet foregik, og først senere ændrede holdning. Alternativt må man, som hendes forsvarere gør, antage at hun handlede som en slags lamslået zombie og endnu ikke i sin bevidsthed var blevet klar over, hvad hun havde været udsat for.

Men – hvad er de juridiske konsekvenser, hvis man accepterer denne zombie-forklaring? Så kan en sådan forklaring blive aktiveret i situationer, hvor manden og kvinden er enige om at have samleje, og hvor kvinden derefter forbliver i mandens intime selskab. Men nogle timer eller dage senere bliver kvinden overvældet af nye negative følelser, og på det tidspunkt finder hun ud af, at det der skete, var voldtægt, og anmelder manden.

Hvis man accepterer det, så accepterer man at kvindens skiftende følelser skal danne basis for retsafgørelser. Så kan en mand tro at alt er i orden, og senere skifter kvinden så mening og påstår, at det var voldtægt. Hvis man dømmer manden i den situation, så er han retsløs. Så kan han aldrig vide sig sikker på, om kvinden efterfølgende vender 180° rundt og pludselig påstår, at det var voldtægt. Hun vil når som helst i al fremtid, hvis de to bliver uenige om noget, kunne true med at hvis han ikke makker ret, så blvier han anmeldt for det der skete dengang. Det vil give kvinden total magt over manden – hun kan afpresse ham til hvad som helst. Det kan få uhyggelige konsekvenser, hvis manden har en topstilling i en virksomhed eller i politik.

Hvad presset for at få flere mænd dømt kan føre til, ser vi i udlandet, ikke mindst i England.

Igennem 2016 og 2017 har der været en lang, lang, lang, lang stribe af sager, hvor uskyldige mænd blev dømt for voldtægt og sad i fængsel i op til to år. I alle disse tilfælde har politiet tilbageholdt afgørende bevismateriale, eller forhindret at det blev fremlagt og derved forhindret at manden blev frikendt. Der er især tale om SMS´er eller emails fra kvinden, hvoraf det fremgår, at hun var glad for manden og for at have sex med ham, men altså SENERE skiftede mening. Igen i starten af 2018 dukkede endnu flere af den slags sager op. I alle disse sager hedder anklagemyndigheden The Crown Persecution Service, hvis kvindelige chef gerne så flest mulige mænd dømt. Hun lagde den linje, at man altid skal tro på hvad det kvindelige offer siger, og det har åbenbart været gennemført så konsekvent, at selv når “offeret”  bevisligt lyver, skal politiet tro på hendes løgne og holde bevismateriale tilbage, som afslører løgnene. Den kvindelige chef er nu fratrådt; men en ny kvindelig chef har indtaget posten.

For nylig gennemgik man flere tusind sager i England fra de første halvanden måned af 2018. Her fandt man 47 sager, hvor evidens, der kunne frikende manden, var tilbageholdt. I 14 af disse sager var manden kommet i fængsel.

Det er åbenbart hvad der kan ske, hvis mandehadende feminister får magt til at presse på for at fleste mulig mænd skal dømmes.

I USA er der ved universiteterne indført et reglement som tjener til at dømme studerende mænd i voldtægtssager. Mændene har ikke ret til at fremlægge beviser eller fremføre vidner, og hvis blot der er 51 % sandsynlighed for at de er skyldige, bliver de dømt. Disse regler gør at mange hundrede uskyldige mænd er dømt, og en sådan dom gør, at de er udelukket fra at studere på noget som helst amerikansk universitet – dvs. hele deres karriere bliver ødelagt. Over hundrede har anlagtog vundet – civile retssager mod universiteterne for disse uretfærdige afgørelser. Der er opstået foreninger af bl.a. professorer   og af mødre, der kæmper imod at deres sønner på den måde får deres liv ødelagt.

Helt galt er det i Spanien (links: her, her og her), hvor en lov vedtaget i 2004, “the gender violence law”, betyder at når som helst en kvinde anklager sin mand eller exmand for vold, vil hun automatisk få ret i sin anklage. I samme øjeblik hun henvender sig og påstår at hendes mand har begået vold, bliver manden hentet og sat to døgn i fængsel. Derefter føres en retssag, hvor han typisk nægtes ret til at forsvare sig eller føre vidner, og han får forbud mod at komme i nærheden af konen eller børnene, dvs. han bliver sat på gaden.

Der sker 400 sådanne anklager per dag i Spanien, og 87-90 % af dem er falske; men loven er sådan, at selv falske anklager har retsvirkning.

Årligt sættes 125.000 mænd i fængsel i medfør af denne lov. Det er ikke blot fædre der nægtes adgang til at se deres børn, også bedsteforældre mister denne adgang. 3 millioner mennesker i Spanien er påvirket af dette.

Holm skriver i sin kronik, at den mere vidtgående lovgivning i England og Sverige ikke har givet vanskeligheder om mænds retssikkerhed. Som man ser af det foregående, tager hun i forrygende grad fejl, når det gælder England. Forholdene i Sverige er et stort emne – det må vente til en anden gang.

Til slut vil jeg give en reference til en britisk rapport om de store skadelige virkninger på de anklagede personer ved falske anklager om voldtægt eller andre sexovergreb, her.

Brev til fire kønsforskere på RUC om MeToo

25./2. 2018

Til
Kenneth Reinicke
Jo Krøjer
Karen Sjørup
Rikke Andreassen

Undertegnede har set et opslag om et  “MeToo-seminar på RUC” d. 12. marts.
I programmet er bl.a. afsat en time til en paneldebat om “Forskellige bilkke på MeToo”, med 6 personer i panelet, herunder 4 som arbejder på RUC, nemlig jer.
Det kan ikke være nogen hemmelighed, at I alle fire tilhører en bestemt fløj i kønsdebatten, og at Christian Groes og Drude Dahlerup tilhører samme fløj. Selvfølgelig er der nuance-forskelle imellem jeres opfattelser, men med en sådan sammensætning af panelet er der ikke mange muligheder for at mobilisere væsentligt forskellige blikke. Lige som jeg måske selv kan siges at tilhøre et ekko-kammer blandt mænd der er meget skeptiske over for feminisme, kan kønsforskningen på RUC, hvor I fire færdes, også opfattes som et ekko-kammer. Meninger af den art som jeg har, har selvsagt ingen mulighed for at komme frem på RUC.
Det er selvfølgelig trist at vi færdes i forskellige adskilte ekkokamre; men sådan er det.
Det understreges af hvad der er sket, da opslaget om dette arrangement blev slået op på Facebooksiden for Center for Køn, Magt og Mangfoldighed, som øjensynligt bestyres af Sarah Mentzler. Her har flere mænd som er skeptiske over feminisme lagt kommentarer, og da jeg blev opmærksom på opslaget, har også jeg lagt kommentarer. Det førte til en meningsudveksling med Mentzler.
Mine egne synspunkter om MeToo fremgår bl.a. af disse links:

Filmmagasinet Ekko:
http://www.ekkofilm.dk/artikler/nar-filmbranchen-gar-i-sort/

Stille før Optagelse på Radio24syv:
https://www.radio24syv.dk/programmer/stille-foer-optagelse/21504730/35-biolog-kare-fog-og-manuskriptforfatter-soren

Disse links lagde jeg i en kommentar, og Mentzler begyndte at lytte til Radio24syv-udsendelsen. Det førte til en meningsudveksling, hvor hun især kritiserede mig og min meningsfælle for ikke at acceptere, at der i MeToo sker en sammenblanding af grove overgreb og småbitte bagateller. Jeg svarede tilbage, at dette netop var et kernepunkt – ved at sammenblande grove overgreb og småbitte bagateller skaber man i MeToo-kampagnen det indtryk, at overgrebene er ekstremt udbredte og sker næsten overalt, dvs. man skaber mistillid og antipati mod mænd generelt. Denne generelle udskamning af mænd er efter min mening ganske urimelig.

Da jeg havde skrevet dette, blev jeg blokeret, og mine indlæg blev øjensynlig fjernet. Jeg opfatter det sådan, at Mentzler ikke havde nogen gangbare argumenter tilbage imod mig, og i stedet klarede sig ved bortcensurering. Nu har så min meningsfælle, Søren Grinderslev Hansen, igen lagt en kommentar på siden, med et link til Radio24syv-udsendelsen. Også dette opslag er efter kort tid blevet fjernet, og Søren er blevet blokeret.

Jeg finder det betænkeligt, at noget så usikkert som MeToo-beretninger behandles på et universitet (RUC). Der er jo tale om udsagn, som ikke kan tjekkes. Hvis nogen ønsker at digte eller lyve, så er der ingen som helst begrænsninger der forhindrer dem i det, dvs. nogle af historierne kan i princippet være usande. Datamateriale som ikke kan verificeres, bør ikke behandles på et universitet.

Det er en integreret del af MeToo-kampagnen, at publikum (mændene) skal tie stille og lytte og ikke må komme med skeptiske indvendinger. Det betones stærkt, at alle beretninger skal tages for pålydende og ubetinget tros. Et sådant “krav”  er uacceptabelt. Det er netop sådanne principper, der giver næring til alle former for moralsk panik, det være sig hekseforfølgelser, McCarthyisme, eller – mere tæt på os i tid og sted – hysteri omkring pædofile mandlige børnehavepædagoger og genvundne erindringer om incest. Her har kvindelige psykologiske “eksperter” spillet et stor rolle ved at betone meget stærkt, at børns udsagn som regel kan tros, og at genvundne erindringer fra den tidlige barndom som regel er sande. Så længe autoriteter og retsvæsen tror på disse “eksperter”, fortsætter hysteriet ud over alle grænser. Først nå de skeptiske røster melder sig, og nogen tillader sig at mistro hvad små børn opdigter, eller hvad terapeuter får folk til at “huske”  fra den tidlige barndom, først da stopper den moralske panik. Men skaden er sket. Der er f.eks. sket en permanent skadevirkning på samfundet ved at det nu er blevet langt sværere at skaffe mandlige børnehavepædagoger, dvs. det hele har været kontraproduktivt for bestræbelser på en ligelig fordeling af kønnene i traditionelt feminine fag.

Tilsvarende kan siges om MeToo. Så længe der er “forbud”  mod skeptiske indvendinger, vil den moralske panik fortsætte og brede sig. I USA er der allerede påviselige skadevirkninger, som hæmmer en ligelig fordeling af kønnene i visse erhverv, f.eks. når firmaer er nødt til at udstede forbud mod at at en mandlig og en kvindelig ansat kører i taxa sammen, eller når mænd på høje poster føler sig nødt til at følge “The Pence Rule”, hvor direktøren aldrig tør være alene i et lokale med nogen kvinde.

MeToo kampagnen kunne have været god og nyttig; men lige fra starten i Hollywood har den fået en dysfunktionel form. Hvad der er galt med kampagnen, er f.eks. sat op i et antal punkter i dette “CAFE statement on #MeToo campaign”  fra Canadian Association for Equality: https://equalitycanada.com/cafe-statement-metoo-campaign/

For mig personlig er det især sammenblandingen af stort og små i én pærevælling der er en væsentlig anstødssten, fordi det fører til en generel udskamning af alle mænd, både de notoriske dumme svin og alle de andre ordentlige mænd. I min debat med Sarah Mentzler var dette et kernepunkt. Mentzlers holdning var at det er godt at MeToo rammer alle mænd, fordi det væsentlige er at dokumentere den altgennemtrængende mandskultur, der bevirker en strukturel undertrykkelse af kvinder overalt i samfundet. Her giver hun altså udtryk for, at det væsentlige ikke er at finde og pågribe nogle få grove sex-overgribere, men derimod at hænge alle mænd ud. Den samme holdning har jeg i de seneste uger efterhånden mødt en del steder, dvs. det bliver mere og mere tydeligt, hvad MeToo egentlig går ud på. Og deraf følger, at min modstand mod MeToo bliver stadig større.

Nu handler det her især om teater- og filmbranchen. Hvad angår filmbranchen, så er der IKKE nogen evidens for at der via en strukturel ulighed sker diskrimination af kvinder. Tallene i Filminstituttets rapport fra 2016 om dette emne viser meget klart, at der IKKE kan påvises nogen diskrimination imod kvinder. Hvis der sker en ubevidst diskrimination, så kan den i hvert fald med de foreliggende tal ikke på nogen måde påvises. Så kunne man tænke sig, at kvinder i stedet presses ud af branchen på grund af et betændt seksualiseret miljø; dét var så emnet for min og Søren Grinderslevs artikel for nylig i Ekko, og vi når frem til, at der ikke er tegn på sexchikane i et sådant omfang, at det kunne forklare en skæv kønsfordeling. Summa summarum: Det fænomen som MeToo angiveligt skulle påvise og fremhæve, det fænomen findes ikke.

De synsvinkler på MeToo, som jeg her har skistseret, og som er mere udførligt behandlet i de angivne links, ligger givetvis langt fra jeres egne synsvinkler. Men I er jo forskere på et universitet, og som forskere har I en forbandet pligt til at inddrage modstridende synsvinkler. Hvis I udelukkende får input via jeres eget ekkokammer, så kan jeres behandling af sagen ikke bruges af samfundet til noget nyttigt. I jeres position må I inddrage alt relevant der taler for det ene, og alt relevant der taler for det andet, og så holde de modstridende synsmåder op imod hinanden. Det vil sige at de synsvinkler som jeg her er talsmand for, og som findes udbredt på den modsatte ideologiske fløj af jeres egen, nødvendigvis også må høre med i det samlede billede.

Desværre er universiteterne på det punkt udsat for et forfald – allermest i USA. Her er holdningerne blandt forskere og studerende på kønsstudier ekstremt ensidig, og der har udviklet sig den mentalitet, at modsigelse ikke tolereres. Der foregår netop i disse år omfattende censur, bl.a. derved at inviterede foredragsholdere som har lødige, men ildesete synspunkter, med vold forhindres i at holde deres foredrag. Der sker nedlæggelse af dissidenters talerør på de sociale medier, og ansatte der dissiderer mod den fremherskende mening, bliver fyret eller chikaneret ud. En ideologi der er så overbevist om selv at stå for det gode og rigtige, at al dissidens kvæles, det er en totalitær ideologi. I USA er feminisme og kønsstudier således nu blevet til en totalitær – og dermed dybt usympatisk – ideologi.

Herhjemme står det bedre til, men samme tendens til totalitær adfærd er også her på vej. Jeg har selv mærket det adskillige gange, f.eks. når jeg på den facebookside, som jeg administerer, har kritiseret MeToo. Det har ført til, at anonyme personer – formentlig en feministisk aktionsgruppe – systematisk har lagt min facebookside ned, dvs. udøvet censur mod anderledes tænkende.
Jeg konstaterer nu med ærgrelse, at den samme tendens også har sneget sig ind på Center for Køn, Magt og Mangfoldighed på RUC, idet både jeg og adskillige andre her er blevet udsat for censur. Det betyder at I, der studerer køn på RUC, isolerer jer endnu mere end før i den inderste afkrog af jeres ekkokammer.

Jeg vil ikke møde op som publikum til arrangementet d. 12. marts, da jeg har erfaret, at Dorte Rømer og Lærke Reddersen ikke ønsker mit selskab. Jeg vil ikke møde op et sted, hvor jeg på forhånd ved at jeg er uønsket. I stedet har jeg så valgt at skrive dette brev til jer; det har det formål, at så ved jeg med min egen samvittighed, at jeg har gjort hvad jeg kunne.
Desuden lægger jeg dette brev op på min blog på www.kønsdebat.dk.

Med venlig hilsen

Kåre Fog
Biolog, lic. scient.

Selvmord som følge af MeToo kampagnen

MeToo kampagnen har ført til flere selvmord, og efter alt at dømme er det netop uskyldige mennesker, der har begået selvmord. De bliver så ophidsede over de ubegrundede anklager, og bliver så desperate over ikke at have noget middel til at forsvare sig,at de tager deres eget liv – ofte inden for et par dage efter at anklagerne kom frem.

Omkring 1. november begik mindst én DJ i Vancouver, Zachary Mclean Webb, selvmord. En ellers dygtig og afholdt mand – men kvinder jublede over hans død og skrev #Notsorry. D. 7. november hørte vi at en politiker i Wales, Carl Sargeant, havde begået selvmord. D. 14. december hørte vi så at politikeren Dan Johnson i Kentucky havde begået selvmord. Alle tre selvmordere var efter alt at dømme totalt uskyldige.
D. 9. marts begik en populær mandlig skuespiller i Sydkorea selvmord efter MeToo anklager fra 8 kvinder. Han har efterladt en note med forklaringer, men indholdet af noten er ikke offentliggjort, så det vides ikke om han erkendte sig skyldig.
I weekenden d. 17.-18. marts begik den 58-årige leder af det svenske Kulturhuset, Benny Fredriksson, selvmord. Det sket efter at Aftonbladet i december havde kørt en kampagne mod ham, med MeToo-anklager. Kulturhuset indledte en undersøgelse af arbejdsmiljøet i Kulturhuset, hvor ca. 135 personer er afhørt, men der er ikke derved fremkommet en eneste anklage mod Fredriksson om sexovergreb. Det må derfor formodes, at også i dette tilfælde er det en uskyldig person, der har begået selvmord.

Links:
Mand begår selvmord efter #metoo anklage

https://www.folkets.dk/node/2370

Labour politician suspended over sex allegations found dead

Former Welsh Government Chief Whip and Community and Children Secretary Carl Sargeant, 48, was found dead today after being suspended over sex allegations.

http://www.dailymail.co.uk/news/article-5058193/Labour-politician-suspended-sex-allegations-dead.html

Kentucky State Rep. Dan Johnson commits suicide after sexual assault accusations emerge, officials say
http://www.foxnews.com/us/2017/12/13/kentucky-state-rep-dan-johnson-commits-suicide-after-sexual-assault-accusations-emerge-officials-say.html

I februar begik endnu en person selvmord som en sideeffekt af MeToo-kampagnen. Denne gang var det en kvinde. Hun havde selv handlet korrekt i forbindelse med Weinstein-affæren, men blev alligevel mobbet ud af livet fordi hun var et vidne om, at den første kvinde der anklagede Weinstein, ikke talte helt sandt.

https://www.hollywoodreporter.com/news/jill-messicks-family-issues-blistering-statement-harvey-weinstein-rose-mcgowan-1083173

Skuespillers selvmord i Sydkorea:
https://www.telegraph.co.uk/news/2018/03/12/actors-suicide-triggers-backlash-against-metoo-movement-south/

Benny Fredrikssons selvmord:

https://samnytt.se/benny-fredriksson-tog-sitt-liv-efter-aftonbladets-metoo-drev/

https://www.expressen.se/nyheter/utredning-inga-anklagelser-mot-benny-fredriksson/

https://www.svt.se/nyheter/lokalt/stockholm/asa-linderborg-vi-har-gjort-en-gedigen-och-saklig-granskning

75-årig mand ramt af hjerteslag efter MeToo anklage

I Tyskland er Dieter Wedel, en berømt leder af festspil i nærheden af München, blevet udsat for MeToo anklager fra tre skuespillerinder. Wedel er 75 år gammel, og de påståede sexovergreb ligger for det meste mere end 20 år tilbage i tiden. Wedel siger at han er uskyldig; men de vidner der ifølge ham kunne rense ham for anklagerne, er døde nu.

Anklagerne har påvirket ham og hans familie hårdt, og især det, at medierne bliver ved med at fremføre anklagerne. Det hele har gjort ham syg, han er ramt af et hjertetilfælde, og ligger nu på hospitalet.

Rücktritt, Herzinfarkt, Ermittlungen: Wirbel um Dieter Wedel

https://www.welt.de/newsticker/dpa_nt/infoline_nt/boulevard_nt/article172725060/Ruecktritt-Herzinfarkt-Ermittlungen-Wirbel-um-Dieter-Wedel.html
https://www.bad-hersfelder-festspiele.de/

Nogle kvinder afviser især de pæneste tilnærmelser

Filosof Anders Fogh Jensen havde en udmærket klumme i Berlingske for ca. ti dage siden med kritik af MeToo bevægelsen.

I dag d. 23./1. er der et gensvar fra Rasmus Hedegaard Jørgensen. Jørgensens hovedpointe er vel, at en mand altid skal opføre sig pænt og spørge om lov først og ikke må løbe nogen risiko for at komme til at fornærme kvinden. Det er jo indlysende korrekt og pænt, og samtidig helt forkert.

Jørgensen har nok lidt fejlopfattet en episode om en kvinde i bad – den episode foregik i et kollektiv, og dér er færdselsreglerne lidt anderledes (og døren til badet ikke låst).

Jørgensen skriver:

“Er det en krænkelse at gå uopfordret ind til en nøgen kvinde, som du ikke er overbevist om vil have dig i nærheden? Ja. Er det en krænkelse at fortælle hende på en hensynsfuld måde, hvad du føler for hende? Nej.”

Her er jeg uenig. Jeg kan sige som min egen erfaring, at noget af det værste man kan gøre over for en kvinde, er at fortælle hende på en hensynsfuld måde, hvad man føler for hende. Gør man dét, så bliver hun virkelig sur og vred. Det er bare den forkerte måde at gøre tilnærmelser på. Gør man det, så vil man fortryde det og ærgre sig resten af sit liv. I øvrigt skriver også alle scoretrænere, jeg har læst, at det skal man endelig IKKE gøre.

Hvad skal man da gøre?

Jeg er nået til den erkendelse, at der findes ingen regler for rigtigt og forkert. Hvis alle mænd er pæne og spørger hensynsfuldt om lov, så vil kvinderne belønne de mænd, der er dristige og overskrider reglerne. Hvis alle mænd er dristige og overskrider reglerne, så vil kvinderne straffe dem for det, og i stedet belønne de mænd der er pæne og spørger hensynsfuldt om lov.

Konklusionen er altså, at kvinder er tilbøjelige til at afvise de mænd, der gør det samme som alle andre og ikke viser nogen selvstændighed, men følger en fast skabelon. De er derimod tilbøjelige til at belønne de mænd, der gør noget andet end alle de andre.

Åbenbart er det essensen, at kvindens reaktion skal være uforudsigelig. Hvis det er forudsigeligt hvad der sker, er der ikke noget ved det, i hvert fald ikke for kvinden.

Der kan derfor ikke defineres nogen faste regler. Manden skal selvfølgelig forsøge at forstå kvinden og regne ud, hvad hun tænker. Men det er netop dét, der er ekstremt svært, grænsende til det umulige, for de fleste mænd.

#MeToo kritik er en undskyldning for retten til at sexkrænke

https://www.b.dk/kommentarer/metoo-kritik-er-en-undskyldning-for-retten-til-at-sexkraenke

At blive dømt ved MeToo´s folkedomstol er værre end at blive dømt for mord

Denne klumme handler om, at en morder kan udstå sin straf og derefter få vasket tavlen ren.
En mand anklaget i MeToo kampagnen, derimod, kan aldrig få vasket sin tavle ren. Hans tilværelse og ære er spoleret resten af livet, også selvom han eventuelt er helt uskyldig.
I MeToo kampagnen sættes tingene sort/hvidt op, og hvis en mand stemples som sort, så kan han aldrig blive renset. Hvis der skal være nogen retfærdighed, så skal kvinderne præsentere en proces, hvorved de anklagede mænd i den milde ende af skalaen kan blive renset, enten ved at de angrer, siger undskyld og bliver tilgivet, eller ved at det bliver klart, at de er uskyldigt anklagede.

Jonathan Kay: Why a murderer may have a better future than a #MeToo accused

Mislykket date blev til MeToo anklage

Den amerikansk-indiske skuespiller og filmskaber Azis Ansari har vundet anerkendelse i form af adskillige fine priser.
Men nu er han blevet hængt ud af en anonym 23-årig kvinde, som har anvendt hashtagget MeToo om ham. Anledningen er at de var på en date, som efter hendes udsagn var “den værste aften i hendes liv”. Blandt aftenens rædsler var f.eks. at han serverede hvidvin i stedt for rødvin for hende, samt at han forlod restauranten for hurtigt for at komme hjem med hende til lejligheden. Her gik hun med til oralsex og til at han klædte hende af. Men i sidste ende var hun ikke med på samleje, så han bestilte en Uber til hende, og hun kørte hjem.
Hans forbrydelse var øjensynlig, at han ikke kunne læse hendes tanker, og at han var for ivirg til at mærke, om hun nød eller ikke nød hvad der skete. Hun var hele vejen igennem passiv og kun til allersidst sagde hun nej til egentligt samleje, hvad han straks accepterede.
På den baggrund forsøger hun nu at starte en shitstorm imod ham, som kan ende hans karriere.
Hun er åbenbart en mimose, der får det dårligt, så snart det der sker ikke vækker de positive følelser, hun ønsker at have, og som helt igennem vurderer ting ud fra hvad hun selv føler frem for hvad der objektivt set er foregået.
Hun kritiseres hårdt af andre feminister – det hun har gjort med denne historie, er at nedbryde respekten for MeToo-bevægelsen.

(3 links)

https://www.washingtonpost.com/news/act-four/wp/2018/01/15/babes-aziz-ansari-piece-was-a-gift-to-anyone-who-wants-to-derail-metoo/?utm_term=.eab3784b320b

US news anchor condemns Aziz Ansari accuser live on air

MeToo-kvindernes mærkværdige passivitet

Svenske Åsa Linderborg, kulturchef på Aftonbladet, skriver her en kritisk anmeldelse af to nye svenske bøger om MeToo-bevægelsen.

 

Nogle beretninger handler virkelig om uacceptable grænseoverskridelser. Men hun undrer sig over mange andre beretninger, hvor kvinderne er mærkværdigt passive. En teenagepige går f.eks hver aften hen og krammer intimt med bassisten i et band der spiller i parken: “Jeg var skræmt fra vid og sans, men det gentog sig hver dag igennem et halvt år”, skriver hun. Som om det var et overgreb, der overgik hende. Jamen . . . jamen . . . hun gik jo selv derhen, aften efter aften.

 

Det svarer til den historie, der førte til den første blokering af Kønsdebat i december, hvor en kvinde passivt finder sig i først at manden klæder sig af, og derefter at han klæder hende af. Hvor kommer den totale passivitet fra? Hvorfor finder disse kvinder sig totalt passivt i noget, som de BAGEFTER fremstiller som et overgreb?

 

I Berlingskes artikel om sagen hedder det at jeg analyserer ” en af historierne ud fra en opfattelse af kvindekønnet som nogle nok vil finde stereotyp”: Ja, det er stereotypt at kvinden er totalt passiv og manden er den aktive. Men en del af disse MeToo historier viser at den stereotype forestilling ikke er en forældet fordom. Stadig i dag er der kvinder, der er så passive, at man må undre sig dybt; msåke er det en biologisk indkodet adfærd, som aldrig forsvinder. Men i det feministiske lys bliver det gjort til et overgreb, at kvinden er passiv og manden er aktiv.

 

Hvis man hævder, at kvinder ikke bare er ofre for en nedarvet biologisk bestemte passivitet, så må man mene, at kvinder har evnen til at handle aktivt og tage ansvar for, hvordan tingene udvikler sig. Deraf følger, at de kvinder, der beretter om den slags “overgreb”, selv har et medansvar – de undlod at handle. Men deres ejendommelige, muligvis biologisk betingede passivitet bliver i stedet anvendt til at hænge mænd ud som overgribere optændt af onde hensigter.

 

Det er ikke i orden – kvindens passivitet bliver gjort til noget, som manden er skyld i.
 
https://www.aftonbladet.se/a/6nkk88

MeToo feministerne æder deres egne

Feministen Margaret Atwood, som er berømt for at have skrevet romanen “The handmaid´s  tale”, har forsvaret en mand der er fyret efter MeToo-anklager, som ikke kan dokumenteres og formentlig ikke er sande. Hun har argumenteret for at rettergangen skal være retfærdig og fair. Det har gjort feminister vrede. Nu bliver hun skældt ud for at være et misogynt, voldtægtsfremmende fordærvet menneske.

Et af de største feministiske ikoner, australske Germaine Greer, er også blevet angrebet efter at hun forsvarede en øjensynligt uskyldig skuespiller mod MeToo-anklager. Greer argumenterede for fair rettergang.

Hun skrev også, at det er svært at være en mand med magt, for hvordan skal en sådan mand kunne fremsætte nogen som helst ønsker over for en kvinde, uden at det kan fortolkes sådan at han udnytter sin magt til at få sin vilje? En mand med magt vil altid kunne anklages, og det er øjensynlig netop det der sker – broderparten af MeToo anklagerne rammer mænd med høj social position.
Men det skulle Germaine Greer ikke have skrevet. Nu bliver hun beskyldt for at være “misogyn”, for at “undskylde voldtægt” og for at være “afskyelig og en vanære for feminismen”.

Det ser ud til at mange MeToo-feminister er så fanatiske, at de kan måle sig med de værste religiøse eller politiske fanatikere. De har kun sympati for personer der mener nøjagtigt det samme som dem selv, og er lige så fanatiske som dem selv.

Det er sørgeligt, fordi derved sævkker de vores opmærksomhed på de sager, hvor MeToo anklagerne er rigtige nok, og hvor den skyldige faktisk bør straffes.

(2 links)

http://reason.com/blog/2018/01/14/handmaids-tale-margaret-atwood-feminism

http://www.heraldsun.com.au/news/opinion/rita-panahi/rita-panahi-the-metoo-sisterhood-is-on-a-witch-hunt/news-story/4472c7fdc58608b7d3bcf556bdc701f5

Når MeToo går amok:

En prisvindende velanset journalist på en amerikansk avis blev fyret fra avisen efter en MeToo-anklage – ikke fra nogen kvinde som følte sig ramt, men fra en udenforstående person. Der synes at være tale om en hævnaktion fra en anden person, der er sur på ham. Der foreligger intet om, hvad han skulle have gjort, eller om der er hold i anklagerne. Umiddelbart har manden ikke gjort noget som helst, som nogen kvinder har ondt over. Alligevel er han fyret.
Jeg bringer artiklen på grund af en bemærkning i sidste afsnit. Her skriver en kvinde i New York Times, at det ikke rører hende når MeToo går for langt, fordi hun ønsker “at hver eneste mand skal have en advarsel” og “føle sig usikker” på samme måde som kvinder gør. Med andre ord: Der er faktisk kvinder der hader mænd så meget, at de ønsker at alle mænd, uden undtagelse, skal ryste i bukserne over risikoen for at blive fyret uden varsel.

http://theweek.com/articles/744065/metoo-run-amok

MeToo kampagnen modtages meget forskelligt i Danmark og Sverige

I Danmark er der – trods alt – kritiske røster, og 76 % af de danskere der har deltaget i en afstemning, synes at kampagnen er lidt eller meget overdrevet.

I Sverige, derimod, er MeToo snarere blevet til “en god sag”, som hele samfundet bakker op om. Der har søndag været fakkeltog i 19 svenske byer, og stemningen omkring dette er at “vi samlas för att visa att vi står bakom alla de här berättelserna”.  Og nu lægger man vægt på, at MeToo er kommet for at blive – det skal ikke bare være et kortvarigt modefænomen.

En medvirkende grund til forskellen mellem de to lande kan være, at i Sverige er kritik af feminisme ikke længere mulig, stort set. De mest fremtrædende kritikere af feminisme, Pär Ström og Pelle Billing, blev gjort tavse med barske trusler for 3-4 år siden, og på facebook forekommer næppe længere kritik af feminisme; det hævdes at der er et svensk tankepoliti, som kontrollerer folks facebook-opslag, og man risikerer fyring hvis man skriver noget som ikke er politisk korrekt. I hvert fald kan jeg konstatere, at svenske “mande-sider” på facebook, som tidligere var kritiske over for feminisme, nu kun er kritiske over for maskulinitet.
Den omstændighed, at MeToo bølgen også rammer uskyldige mænd, får tilsyneladende ikke plads i de svenske medier.

(2 links)

https://www.folkets.dk/node/2490

Fakkeloptog for #MeToo i 19 svenske byer

Et eksempel hvor MeToo er kørt helt af sporet

Her er et udsnit af et amerikansk TV-interview med skuespilleren Liam Neeson. Neeson nævner et eksempel med den 75-årige radiovært Garrison Keilllor, der blev fyret i november sidste år. Keillor har været en højt elsket vært på en radiostation i Midtvesten siden 1969, og han er nu 75 år gammel. Han havde en kvinde i studiet, som fortalte en ulykkelig historie, og for at trøste hende, lagde Keillor spontant hånden på hendes ryg. Men hun havde en bluse på, der var bar midt på ryggen, og under sin bevægelse kom han til at føre sin hånd 15 cm op ad hendes bare ryg. Hun for forsrkækket tilbage, og han undskyldte. Senere undskyldte han igen i en email til hende, og hun svarede at det var OK. Men en måned senere kom der en henvendelse til radiostationen om at Keillor havde begået et seksuelt overgreb, og stationens ledelse kontaktede et advokatfirma for at få det undersøgt. Desuden fyrede de straks Keillor uden at høre hans version af historien.
Med andre ord: En øjensynlig helt uskyldig mand bliver fyret uden at han får lov at forsvare sig over for arbejdsgiveren.
En del kvinder er sure over, at Liam Neeson bringer denne historie fem, og i deres forargelse tweeter de om, at han er en sexist, og at de fremover ikke vil se film, som han medvirker i.
Jo, MeToo er virkelig en heksejagt.

https://www.theguardian.com/tv-and-radio/2017/nov/30/garrison-keillor-the-downfall-of-a-beloved-figure-accused-of-misconduct

View post on imgur.com