Anmeldelse af Kenneth Reinicke (2018): Mænd der krænker kvinder

Anmeldelse af Kenneth Reinicke: “Mænd der krænker kvinder”

Kenneth Reinicke´s bog “Mænd der krænker kvinder” udkom i oktober 2018 på forlaget Samfundslitteratur. Den er på 217 sider.

For at starte med det positive: Den er skrevet i et letlæst sprog. Der er referencer til alle påstande.

Kenneth Reinicke er mandeforsker på RUC – dvs. et sted, hvor man kun kan passe ind, hvis man er feminist. Han citerer nogle af de hårde feminister som Catharine MacKinnon og Sylvia Walby, der mener at mænd generelt holder kvinder nede. De mandeforskere han citerer i sin bog – Michael Kimmel, Jeff Hearn, R. W. Connell m.m. – er alle feminister, som fremstiller mænd som onde mennesker der burde forbedre sig.

Kønsforskningen omfatter kvindeforskning og mandeforskning. Kvinderforskning handler typisk om kvinder, som bliver udsat for overgreb fra mænd. Mandeforskning handler om mænd, som udsætter kvinder for overgreb. Forskellen er altså ens – begge slags “forskning”  handler om det samme.

I bogen her viser Reinicke sig som typisk mandeforsker i denne forstand. Hele bogen handler om nogen, der gør noget ondt mod nogen andre. De der gør ondt, er altid mænd. Overalt i bogen er kvinder udelukkende passive ofre, og vi hører intet om kvinder der måske gør noget forkert. Hvis kvinder udsætter sig selv for særlig risiko – f.eks. ved at gå alene hjem gennem byen en mørk nat – så er der intet forkert ved den adfærd. Hvis der sker noget, så er det mændenes skyld. Som hovedregel bliver alt i bogen anskuet fra kvinders synsvinkel. Reinicke adskiller sig dog på ét væsentligt punkt fra den typiske radikale feminist: Feministen ser overgreb mod kvinder som udtryk for en generel kultur, som alle mænd uden undtagelse er en del af – alle mænd er potentielle overgrebsmænd. Reinicke, derimod, siger visse steder i bogen at det er kun nogle mænd, der begår overgreb, og at man ikke skal fordømme alle mænd. Han skriver i indledningen, at man skal på alle tænkelige måder undgå at tale mænd ned eller dæmonisere mænd.  Han skriver senere om #MeToo bevægelsen: “Det er vigtigt, at bevægelsen ikke bliver et hævntogt, men derimod udvikler sig til en fair og konstruktiv diskussion om, hvordan vi kommer krænkelserne til livs. ”

Reinicke huske at nævne nogle af de mange sider at tilværelsen, hvor mænd er dårligere stillet end kvinder. Han bruger en hel side på at opremse nogle af disse forhold (s. 73). Han husker også at nævne et af de selvmord, der blev et resultat af #MeToo kampagnen (s. 190). Men i langt hovedparten af teksten er rollefordelingen klar: Mændene er de onde, og kvinderne de uskyldige ofre. Reinicke skriver da også selv i indledningen: “Bogen er feministisk inspireret og skrevet ud fra et kritisk maskulinitetsperspektiv” (det vil sige at emnet er at kritisere maskulin adfærd). Og side 78 skriver han: “Årsagen til at jeg anlægger et socialkonstruktivistisk perspektiv, er, at jeg ønsker at udfordre naturgivne forestillinger om mænd og maskulinitet.”

Der præsenteres fem forskellige mulige forklaringer på hvorfor seksuel chikane forekommer.

Den første mulige forklaring er den biologiske – at mænd har en medfødt trang til at være seksuelt aggressive og udfarende. Den forklaring forkaster han. Hvis den skulle være rigtig, så skulle seksuel chikane især forekomme under den proces, der leder frem til pardannelse, altså i samspillet mellem passende partnere. Men faktisk forekommer seksuel chikane især mellem en meget ældre, magtfuld mand, og en ung, underordnet kvinde, siges det. Det tages som bevis på, at forklaringen ikke er biologisk. I stedet ses seksuel chikane som udslag af mænds ønske om at få magt over andre. Og den vinkel danner basis for resten af bogen. Når en mand får lyst til at klaske en kvinde i hendes bagdel, er det altså ifølge bogen ikke fordi han er seksuelt tiltrukket af hende, men fordi han ønsker at ydmyge hende og få magt over hende. Denne opfattelse stammer tilbage fra Catharine MacKinnon og er en grundpille i feminismen. Andre indvender, at chikanen langt overvejende rammer unge kvinder, som er de seksuelt mest attraktive, dvs. sex må være motivet. Hvis magt havde været motivet, så ville mændene især chikanere lidt ældre kvinder, som er på vej til at få magt, for at holde dem nede. Men det er ikke hvad vi ser. Så det er ikke et led i en magtkamp. Men denne indvending har ikke fundet plads i Reinickes spalter.

Bogen er mest en gennemgang af hvad andre har fundet frem til, og indeholder ikke ret meget stof som Reinicke selv har fundet frem. Hans mest selvstændige bidrag er at han har gennemgået opslagene på den danske del af hjemmesiden “Everyday sexism project”. Han citerer Tobias Petersen fra “Reel Ligestilling” for at sige, at ingen kan vide om historierne på Everyday Sexism project er sande. Men han tager dem alligevel for pålydende med den begrundelse, at hjemmesidens mission om at være med til at sætte sexisme på dagsordenen må siges at overskygge indvendingerne imod hjemmesidens eksistens og dens indbyggede metodeproblemer.

Ifølge Reinicke er der ikke nogen nedre grænse for, hvor små bagateller der kan betegnes seksuel chikane. “De hyppigste former for seksuelt chikanerende adfærd består af seksuelle kommentarer/jokes og seksuelt betonede blikke”. Hvis en mand ser, kigger eller stirrer på en kvinde på en måde, som hun finder ubehagelig, er det seksuel chikane. Virkningen hos den krænkede person afgør, om der er tale om sexchikane, og ikke hensigterne for den person, der udøver chikanen (s. 49). Og mænd skal kunne dømmes hårdere for disse ting end de bliver nu. Det er “blevet foreslået, at man burde sætte et “0” mere bag på bøderne, så godtgørelserne ikke i gennemsnit lå på 25.000 kroner, men i stedet 250.000 kroner.” (s. 50). Så altså – hvis man bare kigger på en kvinde på en forkert måde, så skal man kunne idømmes kæmpebøder. Et sådant system vil gøre samfundet til et kvinde-despoti, hvor mænd er fredløse og når som helst kan dømmes næsten uden anledning.

Reinicke gennemgår udførligt hvad feministen Beth Quinn mener om “Girl watching”. Herved forstås, at mænd i grupper betagter de kvinder, der passerer forbi, og kommenterer deres udseende eller sex appeal. På dansk hedder det vel at man “går ud og ser på damer”. Dette opfattes som et spil hvor mænd viser sig over for hinanden, et spil hvor kvindens rolle er ret ligegyldig, og hvor det er afgørende for de deltagende mænd at de ikke har nogen empati for kvinderne. Girl watching kan måske “skyldes at mænd ikke har viden om eller empatisk sans til at sætte sig ind i kvindens situation og følelser . . I sin mest alvorlige form kan girl watching fungere som en bevidst magtstrategi”. (s. 96). Mænd er altså onde, hvis de kigger på kvinder. Her skal man huske, at Reinicke forkaster den mulige biologiske forklaring – at mænd har en medfødt trang til kigge på kvinder og beundre deres smukke udseende. Så altså, husk det allesammen: Det er forbryderisk at kigge på kvinder. Reinicke roser da også den nye tendens, hvor skønhedskonkurrencen “Miss America” i 2018 ikke længere vil fokusere på de kvindelige deltageres kroppe. Og om Everyday Sexism Project konkluderes: “De fleste fortællinger vidner om, at mange kvinder overordnet set tager afstand fra at blive evalueret med kommentarer om deres krop og udseende.” (s. 135).

For Reinicke og andre feminister går der en lige linje fra de mest bagatelagtige overgreb, så som at kigge på en kvinde, og så til grov seksuel vold. Småt og stort slås ofte sammen i samme kategori. På side 158 står der således: “Derudover omfatter offentlig seksuel chikane bl.a. uønsket piften/fløjten, udstilling af lystne blikke, sexistiske eller homofobiske kommentarer eller vedvarende anmodninger om personlige oplysninger (navn, nummer eller bopæl), efter at de har sagt nej, seksuelle navne, kommentarer og krav, offentlig onani, befamling og milde former for seksuelle krænkelser.”

Reinicke har tidligere skrevet meget fordømmende om prostitution – et fænomen som han anskuer udelukkende som det ser ud med kræneklsesparate kvinders øjne. Han synes at man skal gøre som i Sverige og kriminalisere mandlige prostitutionskunder. “Den feministiske tradition har holdt fast i, at ansvaret for mænds destruktive handlinger skal placeres hos mændene” (s. 75).

Reinicke kritiserer (s. 65 – 72 og s. 164), at mændene ikke selv diskuterer deres kønsroller, men tager dem for givet uden at tænke over dem. Han taler om “den modstand, der eksisterer mod at problematisere det mandlige køn” og spørger: “Men hvorfor er mange mænd tavse i ligestillingsspørgsmål?”. “Det har været problematisk at få samfundsdebatter om mænd til at lande og forblive på den politiske dagsorden”. Han henviser til en artikel af Vera Rosenbeck på Altinget, med overskriften “Kom nu ind i #MeToo kampagnen, mænd”, hvor hun spørger: “Hvor fanden er mændene henne i den her debat?”.

Når jeg læser det, bliver jeg vred. Personligt har jeg gjort en kraftanstrengelse for at få et mandligt synspunkt frem i debatten. Jeg har brugt så mange timer, at jeg ikke kan tælle dem, og investeret hundredtusinder af kroner i bøger, som folk ikke vil læse. Når jeg sender debatindlæg til aviserne, bliver de ikke optaget. Alle mine intense anstrengelser bliver tiet ihjel. Det samme gælder for alle andre mænd i ind- og udland, der har synspunkter, der minder om mine – de bliver stoppet af den massive og udbredte feministiske censur. Feminister har så meget magt i medie- og forlagsverdenen, at de kan bortcensurere uønskede synspunkter. Når Reinicke efterlyser at mænd ytrer sig mere, så er det åbenbart fordi han vil have flere mænd til at understøtte sin egen synsvinkel. Men det er der kun få mænd, der vil. De fleste mænd er nok dybt uenige med Reinicke; men disse mænd får ikke lov at blive hørt. Et betydeligt antal mænd forsøger at råbe offentligheden op, men forgæves. Og når så feminister som Reinicke kritiserer mændene for ikke at ville sige noget, så er det en uforskammet hån. Her repræsenterer Reinicke magten, og han undertrykker og håner dem, der ikke har del i den magt.

Der er et afsnit i bogen, der har overskriften “De helt ekstreme mænd”. Hvem er det så? Det viser sig, at det er dem der ikke har nogen partner – de ensomme mænd der kalder sig incels. Her giver Reinicke ordet til Michael Kimmel, når vi skal belæres om, hvad incels er for nogen. Det er angiveligt mænd der mener, at det er kvinders skyld, at de er ulykkelige. Og i desperation er der så nogle få incels, som begår uhyggelige forbrydelser og slår andre ihjel.

Reinicke kritiserer igen og igen mænd for ikke at have empati nok til at forstå kvinder. Men empati for mænd er ikke et emne. Det første, incels har brug for, er empati og at man forstå dem. Man skal forstå, at incels føler at verden er dybt uretfærdig. Incels er de pæne fyre, der netop er opdraget til empati for kvinder og til at respektere kvinders grænser. De opdager så, at netop den opdragelse gør, at kvinder ikke vil have dem. De opdager, at de der har succes hos kvinderne, dels er dem med mange penge, og dels de frække fyre, der netop overskrider kvinders grænser. Det er de forkerte mænd, der vinder. Hvis man opfører sig pænt, bliver man straffet med ensomhed. Hvis man opfører sig som en badboy, bliver man belønnet. Hvis den smukke lyshårede pige i klassen foragter den pæne incel-fyr og i stedet dater badboy-typen, så forråder denne smukke lyshårede pige alle de værdier, som incel-fyren er opdraget til at værdsætte. Det er en bombe under hele samfundsordenen. Fyren opdager, at han er blevet narret og forrådt – han er opdraget til at blive sådan, at ingen vil vide af ham. Det bliver mange incel-fyre – med rette – meget vrede over, og enkelte af dem bliver så vrede, at de gør det uforsvarlige at slå andre mennesker ihjel.

De pæne fyre, som ingen kvinder vil have, er de indadvendte fyre der lider under selvbebrejdelser – dem der hele tiden spørger sig selv, om de gør nok for at tage hensyn til andre. Og derfor vil jeg voldsomt kritisere, at hele Reinickes bog, fra første til sidste side, går ud på at stimulere mænd til selvbebrejdelser. “Hvis vi skal krænkelseskulturen til livs, handler det om, at mænd skal lære at lytte, prøve at kigge indad og spørge sig selv, om de nogenisnde har krænket andre mennesker.” (s. 164). “Mænd skal vænne sig til og lære ikke hele tiden at sætte deres egne følelser i centrum” (s. 107).

Det værste man kan gøre mod mænd i dag, er at gøre dem endnu svagere, endnu mere selvbebrejdende, endnu mere villige til at tage mere hensyn til andre end sig selv, endnu mere tolerante over at få deres personlige grænser overskredet. Jo mere man opdrager unge eller voksne mænd til dette, jo flere incels skaber man, jo flere enlige mødre skaber man, og jo flere mandehadende feminister skaber man. Og jo flere incels man skaber, jo større er risikoen for at nogle af dem bliver så desperate og så vrede, at de slår andre mennesker ihjel. Det er, hvad der kan komme ud af manglende empati for mænd.

Der er dog også en smule forståelse for mænds problemer i bogen. Reinicke refererer (s. 101), at dagbladet Information i februar 2018 påbegyndte en artikelserie og podcast om seksuelle grænser og gråzoner set ud fra mandens perspektiv. Her kunne mænd fortælle om oplevelser med at overtræde andres seksuelle grænser. Det bliver også nævnt, at flirteri afstedkommer ofte og nærmest pr. definition en form for overskridelse af en anden persons grænser (s. 149). Der er gråzoneområder, hvor manden og kvinden opfatter det, der er sket, forskelligt (s. 172). Reinicke går ikke uden om nævne mænds problemer med, at kvnder som siger “nej”, måske mener “ja”. “Det kan være svært for drenge at finde ud af, om de er attraktive nok til, at de kan tillade sig at blive ved med “køre på” i et seksuelt erobringsforsøg. En af mændene fra podcasten fortalte, at han havde snakket med en veninde, som havde klaget over en for vedholdende interesse fra en fyr, hvorefter han havde spurgt hende om følgende: “Men hvad hvis det havde været en lækker fyr?” ” (s. 113).

Når Reinicke kommer ind på sådanne dilemmaer, nærmer han sig en fremstilling, der viser forståelse for mænds problemer og kan bringe debatten videre. Men de afsnit der viser en sådan forståelse, udgør kun en ganske ringe del af hele bogen. Om langt hovedparten af bogen må jeg sige, at jeg er dybt, dybt uenig side op og side ned, og at bogen stort set vil skade mænds sag.

KOMMENTARER TIL DIVERSE PUNKTER II BOGEN

Ovennævnte anmeldelse giver mit generelle indtryk af bogen. Der er så mange ting i bogen, jeg er uenig i, at hvis jeg skulle give en udtømmende kritik, vil det fylde noget der nærmer sig det samme sideantal som bogen selv.
Jeg vil her blot give nogle specifikke kommentarer til en række punkter.

S. 25: “De fleste mennesker kan blive enige om, at seksuelle modydelser i bytte for jobmæssig forfremmelse . . . er grov seksuel chikane.” Nej, det tror jeg ikke de fleste mennesker kan blive enige om. Der er tale om en byttehandel, og det kan diskuteres, hvor meget vægt der skal lægges på fordelen for den ene part, og fordelen for den anden part. I sagen med Harvey Weinstein fremgår det mere og mere, at de påståede seksuelle overgreb i betydeligt omfang var byttehandler, hvor kvinden frivilligt gik med til sex.

S. 33: “Deraf skal man selvfølgelig passe på med at sige, at der ikke er nogen “som sådan”, der er skyldige, fordi det er en hel kultur, der er med til at skabe det, men seksuel chikane kan udspille sig meget bredt . . “. Mener Reinicke, eller mener han ikke, at der er en generel kultur som skaber den skesuelle chikane?

S. 35: I 82 procent af tilfældene er chikanøren en overordnet, og kun 14 procent er kolleger. Dette kan så sammenholdes med s. 43:
61,7 % af krænkerne er kunder/klienter/patienter. 14,2 % er ledere, 29,3 % er kollegaer, og 3,9 % er underordnede. Og side 44: Det er . . . i overenstemmelse med international forskning, at det oftere er kollegaer end ledere, der udøver seksuel chikane.
Tingene passer ikke sammen her. Det ene sted er krænkerne langt overvejende ledere, det andet sted er det kunder/klienter, så som senile gamle mænd på sygehuse, eller åndssvage.
Dette kan man så sammenligne med s. 54 og andre steder, hvor det bruges som argument, at krænkeren oftest er kvindens chef, hvilket tages som tegn på, at krænkelser handler om at udøve magt og ikke har en biologisk forklaring.

S. 39: Omsorgsmedarbejdere er hyppigere udsat for uønsket seksuel opmærksomhed end alle andre faggrupper. Det er jo ikke det, der fremhæves i den offentlige debat om MeToo. Så det er vel den offentlige debat, der har et skævt fokus?

S. 40: For 67 procent har hændelserne haft en betydning for deres efterfølgende arbejdsliv og psykiske tilstand: Dette er et rimeligt kriterium at anlægge. Det vigtigste må være, om episoderne faktisk har skadet kvinden f.eks. ved at afbøje hendes karriere. Det er også det kritierium, som blev anlagt af undertegnede og Søren Grinderslev Hansen i vores kronik i filmbladet Ekko  – her tog vi de beretninger alvorligt, hvor der kunne tænkes at være en skade på kvindens karriere. Men se nedenfor, kommentaren til s. 185.

S. 43: en lige så stor del har oplevet upassende blikke m.v.:
Hvis bare en mand ser på en kvinde, så er han altså potentielt en krænker. Han kan aldrig vide, om kvinden føler hans blik passende eller upassende; så hvis han ikke vil krænke nogen, skal han altid undgå at se på kvinder og vende hovedet den anden vej. Mon ikke også dét vil føles krænkende? Med andre ord: Hvis blot et blik kan rubriceres som krænkende, så er der ikke noget en mand kan gøre for at undgå at krænke, for han vil altid risikere at hans blik tiflældigt hviler på en kvinde. Kun blinde mænd kan undgå dette.

S. 50: Bøder på 250.000 kroner:
Det er ganske horribelt at snakke om bøder i den størrelsesorden for hændelsesforløb, hvor manden måske ikke aner, at han har gjort noget forkert, og hvor kvinden alene skal definere hvorvidt det han gjorde, har krænket hende. Vi ser i praksis nogle ekstremt lave bagatelgrænser for hvad der opfattes som krænkelser. Nogle transkønnede finder det f.eks. som en alvorlig krænkelse, hvis man siger at kvinder ikke har penisser. Faktisk er det objeektivt sandt, at kvinder ikke har penisser. Det vil sige at man potentielt kan blive idømt en bøde på en kvart million kroner for at sige noget, som 99 % af befolkningen mener er sandt. Det åbner for en heksejagt på mænd, hvor de vil vare i fare for økonomisk ruin ved anklager der kommer som lyn fra en klar himmel. På samme måde som mandlige studerende ved amerikanske universiteter risikerer livsødelæggende sanktioner (bortvisning fra universitetet) for anklager, der kommer som et lyn fra en klar himmel. Mænd bliver jaget vildt der aldrig nogensinde kan føle sig sikkert.

S. 54: Afvisningen af den biologiske model er ekstremt tynd og latterligt useriøs. Det er velkendt viden, at mænds (og kvinders) sex-drift stimuleres af hormonet testosteron, og at fristelsen til at foretage sig noget seksuelt derfor hænger sammen med testosteron-niveauet. I det helle taget er det latterligt useriøst og ensidgt at skrive en hel bog om seksuelle krænkelser hvor det afvises, at seksuel adfærd, herunder krænkelser, har noget med biologi at gøre.
Når krænkelser især rammer unge kvinder, typisk i 20-års alderen, så hænger det sammen med, at kvinder i den alder er mest seksuelt attraktive for mænd. Det er der gode biologiske grunde til. At ignorere det er tåbeligt.

S. 55: “. .  mænd og kvinder socialiserers på en måde, så det bliver naturligt for mænd at fremstå aggressive og udfarende, og kvinder socialiseres til at være passivt accepterende.” Ja, det er den sociokulturelle teori, og den er der ikke meget hold i. Mænds udfarende og aggressive adfærd hænger sammen med hormonet testosteron, og den har en vigtig rolle i det spil, hvor de to køn finder sammen. Forsøg på at ignorere dét bør ikke tages alvorligt.

S. 56: “Den organisatoriske model forekommer virkelighedsnær og er empirisk afprøvet.”
Der er intet bevis for, at magtforhold er forklaringen på seksuel chikane. Hvis man ønsker at støtte sig på hvad der er virkelighedsnært og empirisk afprøvet, skulle man hellere støtte sig til de biologiske forklaringer.

S. 60: “Opsummerende om de forskellige modeller kan man sige, at den biologiske model fremstår meget forenklet og generaliseret.”
Dette er ekstremt tendentiøst formuleret, så tendentiøst, at det ikke burde finde plads i et skrift fra en universitetsansat person. Det er tydeligt, at grunden til at Reinicke afskriver den biologiske model på den måde, er at han rent subjektivt ikke kan lide den. De andre nævnte modeller er mindst lige så forenklede og generaliserede.

S 63: “. . . har mænd som forskningsobjekter ofte været neutrale, usynlige og kønsløse . . . ” Nej, bestemt ikke. Men den forskning der er udført, har en karakter, som Reinicke ikke kan lide, og derfor påstår han at den ikke findes.

S. 65: “Mænd er ligeledes ikke vant til at skulle forklare deres handlinger . . .. ”
Sikke noget vrøvl. og som skrevet i selve anmeldelsen er det en hån mod mig og mange andre mænd at påstå, at mænd ikke forsøger at ytre sig om køn. Mænd vil gerne ytre, sig; men det er feminister som Reinicke, der forhindrer dem i det, fordi de ikke kan lide de holdninger, som flertallet af mænd har. F.eks. lavede RUC d. 21. februar 2018 et facebook-opslag om et kommende seminar om MeToo. PÅ RUCs facebookside blev det pågældende opslag dog fjernet efter debat med mig og flere andre; man ønskede åbenbart ikke at vores synspunkter skulle høres. Jeg skrev efterfølgende personlige breve til oplægsholderne; ordlyden kan læses her. Disse breve blev ikke besvaret. Og bagefter skriver Reinicke så en bog hvor han over flere sider kritiserer, at mænd ikke ytrer sig om MeToo. Det er stinkende dobbeltmoral og et bevis på Reinickes manglende integritet.

S. 69-70: Camilla Paglia er stort set den eneste modstander mod feminismen, som omtales i bogen. Og hun citeres på en misvisende måde, der giver læseren det indtryk, at kvinder vil altid være i fare seksuelt. Det er en så grov ensidighed, at forfatteren i mine øjne fremstår som meget usympatisk.

S. 72: ” . . . det har været problematisk at få samfundsdebatter om mænd til at lande og forblive på den politiske dagsorden . . . “: Ja, og det skyldes feminister som Reinicke, der konsekvent nægter folk med anderledes meninger at komme til orde.

S. 75: Reinickes syn på prostitution, og hans sympati med den svenske opfattelse, er meget ensidig. Prostitution er i de fleste tilfælde unægteligt en byttehandel, hvor begge parter får noget ud af det. At Reinicke benægter det, betyder at jeg ikke kan respektere hans synsvinkel.

S. 76: ” . . en forestilling om, at det patriarkalske samfund ud over at nægte kvinder sociale og juridiske rettigheder også har undladt at fordømme mænds amoralske og voldelige handlinger.” Hvis Reinicke har den opfattelse, så lever han i en helt, helt anden verden end os andre.

S. 76:  . . . at den i nogen grad kun er skamfuld at blive udsat for, men ikke nødvendigvis at udøve.”
Vrøvl, simpelthen.

S. 77: Vold er en overskridelse af uskrevne normer, men det er udøvelse af seksuel chikane ikke på samme måde:
Jamen hvis man inkluderer selv de mindste bagateller under seksuel chikane, så som lystne blikke, så kan det ikke undre at man dermed inklduerer handlinger som ikke overskrider samfundets normer.

S. 78: : “Årsagen til at jeg anlægger et socialkonstruktivistisk perspektiv, er, at jeg ønsker at udfordre naturgivne forestillinger om mænd og maskulinitet.”
Som jeg har påpeget i bogen “Humaniora – videnskab eller varm luft”, kan jeg ikke anerkende socialkonstruktionisme som en valid betragtningsmåde, da der ikke findes nogen evidens til at bakke den op. At Reinicke vælger denne tilgang, betyder altså, at han benytter en tilgang, som jeg ikke kan anerkende som videnskabelig. Og formålet hermed er subjektivt: At udfordre nogle naturgivne forestillinger. Hvorfra ved Reinicke, at disse forestillinger er naturgivne? Måske er de baserede på evidens? Og hvorfor skal de udfordres? Ønsket om at udfordre synes at være subjektivt.

S. 81: ” . . . at mænds seksualitet ikke er en statisk størrelse, men derimod står til at forandre. ” Prøv at fortælle det til de homoseksuelle, som er udsat for ønsker om at de skifter til at blive heteroseksuelle. Seksualitet er især bestemt af hormoner, og uden at ændre på hormonerne kan man næppe ændre seksualiteten.

S. 87: ” . . . ønsket om at dominere kvinder er et væsentligt motiv til at udøve seksuel chikane.” Tjah, hvor meget skal der til for at kalde det væsentligt? Det er ikke hovedmotivet, og ofte indgår det slet ikke som motiv.

S. 90: “Flere studier har påpeget en sammenhæng mellem tilbøjelighed til udøvelse af seksuel chikane og accept af vold mod kvinder.”
Tænk engang! Forholder det sig virkelig sådan? Hvad skulle vi dog gøre uden kønsforskningen, så ville vi slet ikke ane, at der var en sådan sammenhæng?

S. 100: “Det er svært at give et entydigt billede af den typiske mand, som udøver seksuel chikane.”
Ja, men så er hele dette kapitel ikke lykkedes. Måske fordi Reinickes tilgang til problemet ikke er frugtbar.

S. 103: Populærkulturelle forestillnger, der forsvare seksuel chikane:
Man kan lære mere nyttigt om forholdet mellem kønnene ved at studere denne populærkultur, end ved at læse hele Reinickes bog. Hvis f.eks. en bog som “Fifty shades of grey”  sælger i millionvis af eksemplarer, så siger det noget om kvinders forhold til at blive domineret af en mand. Dette ignorerer Reinicke fuldstændig.

S. 104: Din mund siger `nej´, men øjnene siger `ja´:
Det forekommer jo ikke kun i populærkulturen, men også i virkeligheden. Det er belyst ved en række videnskabelige undersøgelser, som Reinicke nok ikke kender, fordi feminister ikke kan lide konklusionerne og derfor ignorerer dem.

S. 105: “Det er meget sigende for usynliggørelsen og accepten af seksuel chikane, at en så stærk objektliggørelse af en kvinde kan ende med at  blive en slags mainstreamet populærkulturelt kunstobjekt.”
Vrøvl. Italienske mænd har altid været meget pågående i deres interesse for smukke kvinder, og en enlig smuk kvinde har heller ikke tidligere kunnet gå alene på gaden i Italien uden at masser af mænd trænger sig på. Det er ikke chikane. Det er mænds ubændige tiltrækning til en smuk kvinde.
Hvad angår at betragte en smuk kvinde som et objekt, så skal man huske at nævne, at mange kvinder øsnker at blive betragtet som objekter for at tiltrække de mænd, de ønsker at tiltrække. Kvinder klæder sig faktisk sexet, hvis de ønsker at blive set som sex-objekter. De gør det bevidst, med vilje. Og man skal også huske, at der er mindst lige så meget objektgørelse den modsatte vej rundt. Hvad er mest ydmygende: At blive reduceret til en smuk krop, eller at blive reduceret til en bankkonto, man kan trække næsten ubegrænset på?

S. 107: “Mænd skal vænne sig til og lære ikke hele tiden at sætte deres egne følelser i centrum” .
Andetsteds læser vi tværtimod, at mænd lukker deres følelser ude, og skal blive bedre til at mærke deres egne følelser. Det hænger ikke sammen. Den eneste gennemgående tråd i fremstillingen er, at uanset hvad mænd gør, så bliver det altid kritiseret.

S. 109: ” . . . at det specielt for unge mennesker kan være svært at afkode de seksuelle koder i vores kultur . . .”. Ja, det er ikke bare svært. Det er for mange hartad umuligt. Hvis man vil skabe færre konflikter mellem mænd og kvnder, er det her, man skal sætte ind. Kvinders signaler er så tvetydige, ulogiske og underfundige, at det kræver meget undervisning at lære at tolke dem.

S. 109: ” . . . ikke alle mænd, der kan håndtere kompleksiteten . . . ” Netop. Det er måske endda flertallet af mænd, der ikke kan håndtere kompleksiteten. Tænk på, at ca. halvdelen af alle mænd bliver skilt, og dertil kommer de mange mænd, der aldrig bliver gift. Det skyldes ikke ond vilje fra mændenes side, men derimod, at kvnderne stiller dem på så hårde opgaver, at flertallet af mænd ikke har indsigt nok til at løse dem. At moralisere og skælde mænd ud for at være kriminelle, er at føje spot til skade. Vis dog empati for mænd, som i dag er stillet i en næsten uløselig situation, i stedet for at drive heksejagt på dem og dæmonisere dem.

S. 114: “Dette kræver, at manden skal være den opsøgende og potentielt grænseoverskridende. #MeToo bevægelsen kan i den sammenhæng være med til at skabe en gensidig forståelse af, at den måde, “spillet” er koreograferet og sammensat på, ikke er til gavn for hverken kvinder eller mænd. ”
Nej, det kan MeToo bevægelsen ikke.
En øget gensidig forståelse kræver dels, at man anerkender at en del af rolle-fordelingen er naturbestemt. Og dels kræver den, at kvinderne anerkender at de har 50 % af skylden for, at det hele er så vanskeligt. Stik imod dette består MeToo beveægesen i, at al skyld ensidigt lægges på mænd, og så mange mænd som muligt, mens kvinderne fraskriver sig enhver form for skyld eller ansvar. Derfor ser jeg MeToo bevægelsen som en garanti for, at der i mange år frem ikke vil opstå en gensidig forståelse.

S. 115: ” . . . man skal være god til at aflæse den anden person og kunne tolke situationen, tonelejet og kropssproget.”
Ja, og det har i mange år for mig selv været så vanskeligt, at det var helt umuligt. Jeg var totalt ude af stand til tolke disse ting. Totalt. Masser af mænd har samme problem. At vi har det problem, gør os ikke til onde eller kriminelle mennesker. Jeg vil snarere sige, at de kvinder, der stiller sådanne urimelige krav til tolkningsevner, og samtidig nægter at forklare hvilke signaler der skal tolkes hvordan, disse kvinder er snarere onde mennesker. De skaber problemer, hvor der ikke behøvede at være problemer.

S. 115: “Men det er en farlig cocktail at være dårlig til at læse signaler og udvise for meget aggressivitet.”
Ja, netop, og derfor er det tåbeligt at kvindernes tilgang til dette er at skælde mænd ud og dæmonisere dem, i stedt for at lære dem at tolke signaler.

S. 117: “Drenge er på ingen måde fra fødslen forudprogrammerede til at benægte følelser og undgå intimitet. ”
Ikke det? Jeg har været med til at undervise 4. klasse elever i at danse folkedans. Det kræver at de tager dansefatning på pigerne. For mange drenge i den alder er dét ekstremt grænseoverskridende, og mange drenge kan man slet ikke få til at røre ved pigerne. Hvor ved Reinicke fra, at en sådan adfærd, i tiden før puberteten, ikke er medfødt? Hvad angår at vise følelser, så er det ofte til stor skade for mænd, hvis de viser følelser. Der skal mod til at vise følelser, og manden risikerer at så snart han har vist følelser, benytter en kvinde den blottede flanke til at såre ham dybt. Jeg tror at det har hjulpet mænds overlevelse i fortiden ikke at vise følelser, og det er derfor muligt, at det er en medfødt tendens, der har bidraget til at sikre overlevelsen.

S. 117: ” . . har fremhævet, at drenge allerede i den tidlige barndom mister evnen til at sætte ord på deres følelsesliv.”
Hvordan kan man vide, at de har mistet evnen? Måske har de aldrig haft den, fordi det er medfødt ikke at tale om sine følelser.

S. 118-119:
Jeg tror ikke, at de grimme kommentarer er repræsentative for noget som helst. Men det er umuligt at afgøre, for Reinickes uvidenskabelige tilgang til ESP giver ingen mulighed for at vurdere, hvor selektivt han har udvalgt citaterne.
Når det gælder den kvinde som citerer “Så fed og klam og grim, som du er, din møgso, burde du da bære være glad for, at nogen vil”, så tvivler jeg på, at de ting er sagt af mænd. Efter min erfaring er det oftest kvinder, der kommer med så grimme kommentarer til andre kvinder.

S. 120:
“Hegemoniske mskulinitetsidealer, hvor man forherliger mod, handlekraft, magt og styrke, er en af hovedårsagerne til mænds krænkelser af kvinder. ”
Det er en helt uhyrlig og ganske uacceptabel sætning. Og der er intet belæg for den i kapitlet.

S. 149:
“Kvinder er socialiserede til at skulle tilpasse sig mænds begær.”
Det er socialkonstruktionistisk vrøvl. Hvis kvinder ikke tilpassede sig mænds begær, ville menneskeslægten holde op med at formere sig, så mon ikke denne såkaldte “tilpasning”  er biologisk indkodet?

S. 149: “Flirteri afstedkommer ofte og nærmest pr. definition en form for overskridelse af en anden persons grænser, men hvis handlingen sker i gensidig respekt . . .”
Ja, første sætning i dette citat er meget vigtig og central for bogens emne. Men hvordan skal man afgøre, hvad der kan forstås ved gensidig respekt? Er det gensidig respekt at drille kvinden? Er de gensidig respekt at spille kold over for kvinden, for at få hende til arbejde hårdere for at vinde mandens interesse? Er det gensidig respekt at købe drinks til hende i forventning om at hun så føler sig forpligtet til en affære?

S. 149: “Nogle kvinder skriver også om den positive sexisme, hvor kvinden kan føle sig værdsat:”
Det var dog en sjælden indrømmelse, bogens indhold i øvrigt taget i betragtning.

S. 152: “Mænd socialiseres ind i en bestemt kønsrolle, hvori et konstituerende element er, at de skal performe deres maskulinitet på en udfarende vis.”
Hvorfra ved Reinicke, at den adfærd stammer fra socialisering, og ikke fra en biologisk disposition? Findes der nogen kulturer i verden, hvor mænd ikke performer deres maskulinitet på en udfarende vis?

S. 156: ” . . . både mænd og kvinder, som er opdraget med traditionelle kønsforestillinger, herunder forestillingen om mænds naturligt udfarende seksualitet, er mindre tilbøjelige til at vurdere hændelser som værende seksuel chikane.”
Ja, men så er verden altså mere harmonisk og mindre konfliktfyldt, hvis mænd og kvinder opdrages med traditionelle kønsforestillinger. Den moderne feminisme, derimod, gør mange kvinder krænkelsesparate og hypersensitive og får dem til at opfatte mænd, der opfører sig naturligt, som onde eller kriminelle mennesker. Det bliver verden kun mere konfliktfyldt af.

S. 157: “Fortællingerne handler i stor udstrækning om, at kvinder beskriver, at mænd ikke føler, at de skal afkode, om den, de nærmer sig, har lyst til at tale med dem, men tager for givet, at kvinder er interesseret . . . ”
Min kommentar: Ja, men det er desværre en ret generel erfaring, at mænd der uden videre går ud fra, at kvinderne er interesseret i dem, har mere held med at erobre kvinder, end andre mænd har. Mænd har god grund til at opføre sig på den måde – nemlig den grund, at den opførsel ofte fører til succes. Mænd der er tilbageholdende og som udgangspunkt går ud fra, at kvinden nok ikke er interesseret i dem, har dermod meget, meget ringe succes hos kvinderne.

S. 158: “Ofte drejer det sig også om manglende sociale færdigheder og ringe evne til at leve sig ind i andres behov, ligesom antisociale personlighedstræk og lavt selvværd kan have en betydning. ”
Her blander Reinicke tingene sammen på en ubehagelig måde. Der er himmelvid forskel på mænd der er for generte og har lavt selvværd, og som har svært ved at tolke hvad kvinder tænker, og så antisociale personer der fører sig frem med stor selvovervurdering og ignorerer andres behov.

S. 160: ” . . . maskulinitetskonceptet kan opfattes som en kulturel ressource, der resulterer i, at mænd bl.a. kan tillade sig at være selvpromoverende og arrogante over for andre og optagede af at konkurrere og vinde hele tiden, fordi der står et kulturelt legitimeringsapparat parat til at gøre denne opførsel acceptabel . . ”
Maskulinitet er ikke et koncept. Det er en del af menneskets natur. Det er også en del af menneskets natur, at mænd der er selvpromoverende og moderat arrogante og optagede af at konkurrere og vinde, har større succes hos kvinder end andre mænd, måske især fordi kvinder forventer at disse mænd får høje stillinger og kommer til at tjene mange penge, hvilket er centralt for kvinders vurdering af hvilke mænd de vil danne par med. Denne adfærd skyldes ikke at samfundet legitimerer den. Den “skyldes”  testosteron, og når først testosteron har skabt denne adfærd, så kan samfundet efterfølgende legitimere den adfærd.

S. 161: De helt ekstreme mænd.
Reinickes behandling af incel-fænomenet, og det at han her støtter sig på Michael Kimmel, gør i mine øjne dette til et horribelt afsnit, som beskrevet  nærmere ovenfor.

S. 164: “Hvis vi skal krænkelseskulturen til livs, handler det om, at mænd skal lære at lytte, prøve at kigge indad og spørge sig selv, om de nogenisnde har krænket andre mennesker.”
Nej, bestemt ikke. Problemet er, at mænd i for høj grad lytter, prøver at kigge indad og spørger sig selv, om de nogensinde har krænket andre mennesker. Et af kvinders vigtigste midler til at styre mænd er at give dem dårlig samvittighed, også når der ikke er grund til det. Mænd der lider af dårlig samvittighed er ikke attraktive for kvinder. Man kan sige at kvinder på den måde tester mænd for at mærke, om de er svage. Hvis de er svage nok til at få dårlig samvittighed over naturlig adfærd, så er de så svage, at kvinder kasserer dem som mulige partnere.
Jo mere mænd bringes til at ruge over problemer, kigge indad, bebrejde sig selv og få dårlig samvittighed over noget, som de dårligt nok kan bebrejdes, jo mere ødelægges mænd som muligt partnermateriale. Og jo mere forsøger kvinder at ydmyge mændene yderligere – svaghed inviterer til yderligere angreb. På denne måde er feminismen et ubevidst, men målrettet middel til at underminere mænds anseelse, og gøre dem så foragtelige, at kvinder helt vender sig væk fra dem. Et samfund hvor mænd tager så meget skyld på sig, som Reinicke og andre feminister ønsker, er et samfund på vej til at gå i opløsning.

S. 165: “Hvis seksuel chikane skal bekæmpes, handler det også om ikke at beskylde mænd for at være sexisitiske og generelt passe på med ikke at male et destruktivt billede af mænd. ”
Ja!!!!!!

S. 170: ” . . . kvinder f.eks. sammenlignet med mænd er mere tilbøjelige til at vurdere “quid pro quo”-scenarier som værende en trussel frem for en social udveksling.”
Muligvis, og i så fald er det måske også fordi kvinder er mindre ærlige over for deres egne motiver. Jeg tænker f.eks. på, at Harvey Weinstein har fået sex med rigtig mange kvinder, som gjorde det frivilligt for at gavne deres egen karriere, og at det er et almindeligt udtryk i visse brancher, at kvinder knepper sig til toppen.

S. 171: Den uagtsomme voldtægt
“Uagtsom voldtægt”  er efter min mening et frygtelig koncept, der gør mænd retsløse.

S. 179:  Hollabach videoen, som viser en kvindelig skuespiller, som i 10 timer går gennem New Yorks gader.
Min kommentar: Nej, den video er ikke en øjenåbner. Kvinden går bevidst igennem nogle af de hårdeste kvarterer i New York, og næsten samtlige mænd som kontakter eller chikanerer hende, er farvede / sorte. En del er narkohandlere. På den måde er videoen ikke repræsentativ. Alligevel forsøger feminister at bruge den til at udskælde . . . hvem? Pæne, ordentlige, hvide heteroseksuelle mænd, som netop meget sjældent gør den slags. Videoen gør mig vred, fordi den bruges som et middel til at dæmonisere uskyldige mænd der kun bestræber sig på at behandle kvinder hensynsfuldt.

S. 182:
Kan #MeToo-bevægelsen ikke også afstedkomme, at det bliver lettere for mænd at navigere?
Nej, tværtimod, MeToo gør hele verden til et minefelt, hvor manden aldrig ved, hvornår han uforvarende kommer til at træde på en mine. MeToo kan føre til at der bliver flere MGTOWs – mænd, der for en sikkerheds skyld undgår al kontakt med kvinder.

S. 182:
“Det er også undertrykkende for mænd at pålægge dem at være udfarende ud fra deres køn.”
Det er endnu mere undertrykkende for mænd at blive opdraget til ikke at være udfarende. Det har jeg prøvet, og det er den direkte vej til et ulykkeligt liv.
Jeg er træt af at feminister hævder, at deres bevægelse også er til mænds bedste. Nej, feminisme er ofte til skade for mænd. Når man lægger plusser og minusser sammen, vil jeg mene at feminisme alt i alt er til stor skade for mænd.

S. 185:
” . . i december 2017 blev 100 anonymiserede bidrag læst op af skuespillere på Edison Teateret . . . ”
Jeg har studeret de 100 bidrag, og sammen med Søren Grinderslev Hansen skrevet en kronik der behandler dem, i filmmagasinet Ekko. For at vurdere alvoren af de beskrevne episoder, har vi anvendt det kriterium, at en episode er alvorlig, hvis den potentielt kan bremse kvinden i hendes karriere, f.eks. få hende til at undgå at komme mere på institutionen. Dette er det samme kritierium som Reinicke selv omtaler på side 40. Ud fra det kriterium er 7 af de 100 episoder alvorlige. Men når man ser hvad Reinicke skriver på side 185, så præsenterer han kun afskyvækkende beretninger, f.eks. en mandlige skuespiller, der tager en skuespillerinde på brysterne i stedet for at give hende hånden. Jeg kan roligt konkludere, at Reinickes fremstilling her er meget lidt repræsentativ og så ensidig, at den er vildledende.

S. 186: Dansk #Time´s Up-manifest:
Ja, det hævdes at der er omfattende seksuel chikane i teater- og filmbranchen. Men der er ingen bevis for det, kun anonyme historier. Beretningerne handler overvejende om overgreb fra mænd i chefstillinger, og det hævdes, at “alle ved hvem de er”. Men når man konkret spørger skuespillere og andre om de selv kender til tilfælde af sexchikane, eller om de ved hvem disse overgribende chefer er, så svarer de alle nej.
I den forbindelse tænker jeg på, at mange kvinder tiltrækkes til mænd i chefstillinger – selv om de ikke nødvendigvis finder disse mænd sympatiske, tiltrækkes de ofte meget stærkt til dem. Det kan ske, at de har bevidste eller ubevidste drømme om at have sex med mandlige ledere, og på en eller anden måde kan det stimulere dem til sexede historier om sådanne mænd, mere eller mindre med basis i virkeligheden. I virkeligheden var mændenes tilnærmelser måske ikke så bastante som historierne siger. Vi har ingen mulighed for at tjekke, hvor sande historierne er. Så længe der ikke er sat navne på og rejst sager, og så længe ingen af dem man spørger, selv kender til nogen tilfælde, så må man have lov at forblive skeptisk.
S. 189: ” Hvordan kan man, og ikke mindst bør man, diskutere køn og magt efter #MeToo-bevægelsen?”
Godt spørgsmål. Mit svar er: I hvert fald ikke på den måde, som Reinicke lægger op til.

S. 190: Benny Fredriksson:
Ja, glem ikke at #MeToo har ført til selvmord blandt mindst 6 formentlig uskyldige mennesker.

S. 191: ” . . romantiske relationer kræver et frirum, som bevægelsen er ved at kvæle.”
Ja, netop.

S. 196: “Seksuel chikane har således været en begærnsende faktor for mange kvinders liv og virke.”
Hvor er dokumentationen for det?

S. 196: “MeToo-bevægelsen har sat gang i en samtale med det formål at afsøge og sætte ord på dilemmaer og grænser.”
Jeg kan ikke se MeToo-bevægelsen i et positivt lys, og jeg mener ikke at den har sat gang i en frugtbar samtale. Den har snarere skabt større kløfter og mere had.

S. 197: “#MeToo-bevægelsen viser, hvilke anseelige feministiske kræfter der er til stede, men modstanden mod de kræfter understreger samtidig, hvor rodfæstede mænds privilegier er, og hvor langt der er igen. ”
Mænd i dagens Danmark har ingen særlige privilegier. Min modstand mod MeToo og det meste af feminismen skyldes ikke, at jeg har privilegier at forsvare; den skyldes snarere, at jeg ikke har nogen privilegier. Jeg har f.eks. ikke det privelegium at kunne få mine ord hørt, for det forhindrer feministerne på RUC og alle mulige andre steder.
At tale om at der er langt igen, er latterligt. Kvinder har i dag flere privilegier end mænd – f.eks. i samværssager efter skilsmisse. Vi har lige muligheder for begge køn i de fleste andre sager.

S. 197: “Feminisme handler naturligvis ikke om at hade mænd, men om at afskaffe diskriminereing og undertrykkelse af kvinder.”
Protest.
Punkt 1: Der sker ikke i dagens Danmark mere undertrykkelse eller diskriminering af kvinder end af mænd.
Punkt 2: Feminisme handler lige netop om at hade mænd. Talrige af de klassiske feministiske skrifter fra omkring 1970 og årene derefter er fulde af grænseløst had til mænd, og i dag er det oplagt at henvise til den feministiske professor Suzanna Walters, der har skrevet at det er OK at hade alle mænd, og som ikke afviger ret meget i sine holdninger fra mange andre feministiske professorer.

S. 198: ” . . udover at være opmærksomme på usunde mandekulturer (mænd, som ikke respekterer et nej og misbruger deres magt) bør vi også fokusere på usunde kvindekulturer. Med denne betegnelse refereres til det forhold, at mange kvinder også har svært ved at sige fra over for mænds chikanerier . . ”
Da jeg så udtrykket “usunde kvindekulturer” troede jeg lige, at Reinicke omsider indrømmede, at der også er visse kvinder, der bærer sig dårligt ad og er urimelige over for mænd. Men nej. Bogens gennemgående linje – at kvinder aldrig gør noget som helst urimeligt over for mænd – er intakt. “Usunde kvindekulturer” har ikke noget at gøre med falske anmeldelser, med bitch-adfærd, med hustruer der ødelægger ders mænds liv med evigt brok, eller kvinder i Statsforvaltnigen der nærmest af princip behandler mænd dårligt.

S. 199: ” . . . vigtigt at fokusere på, hvordan der allerede i skolealderen sker en dannelses- og normaliseringsproces af de traditionelle og stereotype kønsroller. ”
Det er ikke sandt. Hvor drenge traditionelt var kvinder overlegne i visse fag i skolen, klarer drenge sig nu generelt dårligere i skolen end tidligere, og de får lavere karakterer end piger. Skolen, som den er i dag, er mere indrettet til pigers væremåde end drenges.
Kønsroller er ikke bare roller, men nedarvede mønstre, og der er intet belæg for at der er tale om stereotyper, som bliver til ved skolens påvirkning.

S. 200: “Her kan det bemærkes, at den nye pædagoguddannelse har fået et nyt modul: Køn, seksualitet og mangfoldighed. Sådan et emne burde være lige så obligatorisk som matermatik og dansk i skolen.”
Det lyder gruopvækkende. Skal feminister nu have lov at indoktrinere værgeløse børn i skolen til politisk korrekthed?

S. 201: “”MeToo-bevægelsen har tydeligt indikeret, at sexismen er til stede overalt i smfundet og begrænser særligt kvinder i hele deres liv.”
Hvad menes med “indikeret”? I hvert fald har MeToo ikke vist noget som helst, for nogle af anklagerne har vist sig at være falske, og det er umuligt at vide, hvor mange andre anklager der er falske, især da mange beretninger er anonyme. Jeg ser snarere MeToo-bevægelsen som en slags vor tids MacCarthyisme. Mon ikke også amerikanere i 1950´erne i MacCarthy tiden hævdede at “kommunismen er til stede overalt i samfundet” ?

Voldtægt – falske anklager er lige så skadelige

Gretelise Holm havde en kronik i Berlingske d. 13. juni om voldtægtssager. Her er synspunktet, at for mange mænd slipper fri for at blive dømt for voldtægt. Som reaktion på den kronik er følgende skrevet. Desværre ville Berlingske ikke optage manuskriptet, men det bringes her, i en lidt udvidet udgave.

Normale mænd ser meget alvorligt på voldtægt. Men mænd har også det problem, at de kan rammes af falske anklager om voldtægt. Mange kvinder kommer med falske anklager, og de gør det af mange forskellige grunde. Nogle kvinder kan fremlægge de falske anklager meget overbevisende.

En anklaget mand bliver pludselig revet ud af sin dagligdag og hentet af politiet, mistænkt for en forbrydelse, som i alles øjne vækker forargelse og harme. Selv hvis han klarer frisag, vil hans sociale omgangskreds tænke at han nok er skyldig alligevel; kolleger nægter måske at arbejde sammen med ham, og hvis han har et firma, får han pludselig ingen kunder. Det går også ud over familielivet. Måske mister han al kontakt til både kone og børn.
En mand der udsættes for en falsk anklage, lider måske mere end en kvinde lider ved voldtægt. Nogle kvinder slipper fra en voldtægt helt uden fysiske eller psykiske men – i en dansk offerundersøgelse galdt det f.eks. 21 %., mens omvendt 20 % angav at voldtægten havde påvirket dem i meget høj grad. Ret få – de værst ramte –  er præget resten af livet på en måde, så de f.eks. ikke kan passe deres arbejde eller ikke kan etablere forhold til en partner. Men mænd slipper næppe fra en falsk anklage om sexovergreb uden men, og nogle får hele deres tilværelse ødelagt.

Malthe Thomsen, der for fire år siden blev anklaget for pædofili af en kvinde i New York, fik en stor erstatning for den falske anklage; man anklagen har ramt ham hårdt; han har længe haft søvnbesvær og depression, og han har endegyldigt – ligesom mange andre mænd – fravalgt at arbejde som pædagog.

Man hører ofte, at andelen af voldtægtsanklager, som er falske, ligger i omegnen af 7 til 10 %, f.eks. i USA, England og i Danmark. Men det er de sager, hvor kvinden ret hurtigt under retssagen går til bekendelse og indrømmer, at hun løj. Der vil derudover være sager, hvor kvinden fastholder sin løgn, og hvor sagens rette forhold ikke kan afklares. I 2005-2006 blev der lavet en grundig gennemgang af 58 voldtægtsanklager i tre danske politikredse. Man fandt at 21 % af anklagerne var falske, og af resten var lidt over halvdelen meget tvivlsomme – der var måske ikke egentlig tale om voldtægt. I alt var således 3/4 af anklagerne grundløse. Nogle tyske eksperter skønner at det i dag er op imod 30 eller 50 % af voldtægtsanklagerne i Tyskland, der er falske. I USA findes en opgørelse af sager, hvor kvinderne har skullet vidne over for en løgnedetektor. Da kvinderne troede, at detektoren faktisk kunne afsløre løgn, indrømmede 40 – 50 % af dem, at deres anklage var falsk.
I Danmark er det groft sagt 10 % af sagerne, hvor det i retten hurtigt viser sig at de er falsk anklagede; på den anden side er ca. 10 %  bevisligt skyldige; så er der 80 % tilbage i den usikre gråzone. Det er ganske tænkeligt, at en stor del af dem i denne gråzone er falsk anklagede – vi ved det ikke.
I udlandet er der talrige eksempler på hvad falske voldtægtsanklager gør ved mænd. Militærfolk eller sportsfolk får ødelagt deres karriere, erhvervsfolk får ødelagt deres forretning, osv.

I maj i år blev det oplyst, at i New York har en mand siddet 26 år i fængsel – og en anden mand 11 år i fængsel – på grund af en falsk anklage for voldtægt. I Danmark har vi sagen fra Fredericia banegård fra 2008, hvor tre 17-årige mænd sad to år i fængsel, indtil deres uskyld blev bevist.
I 2016 blev en helt uskyldig ung mand i England anklaget for voldtægt. Han havde en forhistorie med nedtrykthed og fik antidepressanter. Da den falske voldtægtsanklage kom, hængte han sig selv. Det var da for sent da den anklagende pige indrømmede at anklagen var falsk. Da manden var død, mistede hans mor lysten til livet. På et-års-dagen for hendes søns selvmord hængte hun også sig selv. Kvindens løgn førte således til to uskyldige personers død.

Igen i 2018 begik en falsk anklaget mand i England selvmord.

Endnu værre står det til med MeToo anklager, hvor intet forhindrer kvinden i at fabulere frit, især hvis hun og/eller manden er anonyme. Nolge MeToo anklager har haft alvorlige konsekvenser.

Vi kan tænke på den britiske forsvarsminister Michael Fallon, der blev fyret, fordi han for 15 år siden lagde sin hånd på en kvindelig studieværts knæ. Og der er Patrick Brown, oppositionsleder i det lokale parlament i Ontario, som i starten af i år røg helt ud af politik på grund af falske anklager om sexmisbrug.

Den svenske filminstruktør Ulf Malmros siger at falske, grove #MeToo anklager mod ham har ødelagt livet for både ham selv og for hele hans familie.

I marts 2018 førte MeToo anklager til at Benny Fredriksson, chef for det svenske Kulturhuset, begik selvmord.

I alt har MeToo kampagnen ført til i hvert fald seks personers selvmord – i alle seks tilfælde var anklagerne formentlig enten falske eller stærkt overdrevne.

Nogle vil måske indvende, at hvis mændene virkelig var uskyldige, så ville de vel ikke begå selvmord. Men jo, netop deres udkyld gør at de føler, at hele verden behandler dem uretfærdigt, og derfor forlader de verden.

Gretelise Holm og en række rabiate feminister er utilfredse med, at alt for få mænd dømmes for voldtægt. De mener,at hvis en mand begår voldtægt, så er hans risiko for at komme i fængsel så lille at det slet ikke afskrækker ham.  Nogle  kvinder mener at det er så vigtigt at få flere mænd dømt, at det ikke gør noget, hvis nogle uskyldige mænd bliver dømt i skyndingen.

Utilfredsheden med at mænd bliver frikendt er blevet et stort emne netop nu, hvor en dansk mand blev anklaget af Kirstine Holst for voldtægt, men frikendt af et enigt dommerpanel, men hvor kvindelige aktivister (anført af Rulle Grabow) vil have manden hængt ud i “folkedomstolen” – hvilket nok vil være mere ødelæggende for hans liv end en dom ved retsvæsenet.

Med deres aktion presser disse kvinder på for at få samfundet til at dømme flere mænd. De mener at det er et spørgsmål om bevisernes styrke. Men den konkrete sag handler ikke kun om bevisbyrde; den handler også om fortolkning af det, der er enighed om skete.

Et kernepunkt i denne sag er at kvinden ikke reagerede ved at søge væk fra gerningsmanden. Hun lagde sig tilbage i hans seng efter akten. Senere gik hun ud i byen efter hovedpinepiller, og vendte så igen tilbage til lejligheden, hvor hun tog bad. Dette handlemønster er foreneligt med en situation, hvor hun var tilfreds med at samlejet foregik, og først senere ændrede holdning. Alternativt må man, som hendes forsvarere gør, antage at hun handlede som en slags lamslået zombie og endnu ikke i sin bevidsthed var blevet klar over, hvad hun havde været udsat for.

Men – hvad er de juridiske konsekvenser, hvis man accepterer denne zombie-forklaring? Så kan en sådan forklaring blive aktiveret i situationer, hvor manden og kvinden er enige om at have samleje, og hvor kvinden derefter forbliver i mandens intime selskab. Men nogle timer eller dage senere bliver kvinden overvældet af nye negative følelser, og på det tidspunkt finder hun ud af, at det der skete, var voldtægt, og anmelder manden.

Hvis man accepterer det, så accepterer man at kvindens skiftende følelser skal danne basis for retsafgørelser. Så kan en mand tro at alt er i orden, og senere skifter kvinden så mening og påstår, at det var voldtægt. Hvis man dømmer manden i den situation, så er han retsløs. Så kan han aldrig vide sig sikker på, om kvinden efterfølgende vender 180° rundt og pludselig påstår, at det var voldtægt. Hun vil når som helst i al fremtid, hvis de to bliver uenige om noget, kunne true med at hvis han ikke makker ret, så blvier han anmeldt for det der skete dengang. Det vil give kvinden total magt over manden – hun kan afpresse ham til hvad som helst. Det kan få uhyggelige konsekvenser, hvis manden har en topstilling i en virksomhed eller i politik.

Hvad presset for at få flere mænd dømt kan føre til, ser vi i udlandet, ikke mindst i England.

Igennem 2016 og 2017 har der været en lang, lang, lang, lang stribe af sager, hvor uskyldige mænd blev dømt for voldtægt og sad i fængsel i op til to år. I alle disse tilfælde har politiet tilbageholdt afgørende bevismateriale, eller forhindret at det blev fremlagt og derved forhindret at manden blev frikendt. Der er især tale om SMS´er eller emails fra kvinden, hvoraf det fremgår, at hun var glad for manden og for at have sex med ham, men altså SENERE skiftede mening. Igen i starten af 2018 dukkede endnu flere af den slags sager op. I alle disse sager hedder anklagemyndigheden The Crown Persecution Service, hvis kvindelige chef gerne så flest mulige mænd dømt. Hun lagde den linje, at man altid skal tro på hvad det kvindelige offer siger, og det har åbenbart været gennemført så konsekvent, at selv når “offeret”  bevisligt lyver, skal politiet tro på hendes løgne og holde bevismateriale tilbage, som afslører løgnene. Den kvindelige chef er nu fratrådt; men en ny kvindelig chef har indtaget posten.

For nylig gennemgik man flere tusind sager i England fra de første halvanden måned af 2018. Her fandt man 47 sager, hvor evidens, der kunne frikende manden, var tilbageholdt. I 14 af disse sager var manden kommet i fængsel.

Det er åbenbart hvad der kan ske, hvis mandehadende feminister får magt til at presse på for at fleste mulig mænd skal dømmes.

I USA er der ved universiteterne indført et reglement som tjener til at dømme studerende mænd i voldtægtssager. Mændene har ikke ret til at fremlægge beviser eller fremføre vidner, og hvis blot der er 51 % sandsynlighed for at de er skyldige, bliver de dømt. Disse regler gør at mange hundrede uskyldige mænd er dømt, og en sådan dom gør, at de er udelukket fra at studere på noget som helst amerikansk universitet – dvs. hele deres karriere bliver ødelagt. Over hundrede har anlagtog vundet – civile retssager mod universiteterne for disse uretfærdige afgørelser. Der er opstået foreninger af bl.a. professorer   og af mødre, der kæmper imod at deres sønner på den måde får deres liv ødelagt.

Helt galt er det i Spanien (links: her, her og her), hvor en lov vedtaget i 2004, “the gender violence law”, betyder at når som helst en kvinde anklager sin mand eller exmand for vold, vil hun automatisk få ret i sin anklage. I samme øjeblik hun henvender sig og påstår at hendes mand har begået vold, bliver manden hentet og sat to døgn i fængsel. Derefter føres en retssag, hvor han typisk nægtes ret til at forsvare sig eller føre vidner, og han får forbud mod at komme i nærheden af konen eller børnene, dvs. han bliver sat på gaden.

Der sker 400 sådanne anklager per dag i Spanien, og 87-90 % af dem er falske; men loven er sådan, at selv falske anklager har retsvirkning.

Årligt sættes 125.000 mænd i fængsel i medfør af denne lov. Det er ikke blot fædre der nægtes adgang til at se deres børn, også bedsteforældre mister denne adgang. 3 millioner mennesker i Spanien er påvirket af dette.

Holm skriver i sin kronik, at den mere vidtgående lovgivning i England og Sverige ikke har givet vanskeligheder om mænds retssikkerhed. Som man ser af det foregående, tager hun i forrygende grad fejl, når det gælder England. Forholdene i Sverige er et stort emne – det må vente til en anden gang.

Til slut vil jeg give en reference til en britisk rapport om de store skadelige virkninger på de anklagede personer ved falske anklager om voldtægt eller andre sexovergreb, her.

Brev til fire kønsforskere på RUC om MeToo

25./2. 2018

Til
Kenneth Reinicke
Jo Krøjer
Karen Sjørup
Rikke Andreassen

Undertegnede har set et opslag om et  “MeToo-seminar på RUC” d. 12. marts.
I programmet er bl.a. afsat en time til en paneldebat om “Forskellige bilkke på MeToo”, med 6 personer i panelet, herunder 4 som arbejder på RUC, nemlig jer.
Det kan ikke være nogen hemmelighed, at I alle fire tilhører en bestemt fløj i kønsdebatten, og at Christian Groes og Drude Dahlerup tilhører samme fløj. Selvfølgelig er der nuance-forskelle imellem jeres opfattelser, men med en sådan sammensætning af panelet er der ikke mange muligheder for at mobilisere væsentligt forskellige blikke. Lige som jeg måske selv kan siges at tilhøre et ekko-kammer blandt mænd der er meget skeptiske over for feminisme, kan kønsforskningen på RUC, hvor I fire færdes, også opfattes som et ekko-kammer. Meninger af den art som jeg har, har selvsagt ingen mulighed for at komme frem på RUC.
Det er selvfølgelig trist at vi færdes i forskellige adskilte ekkokamre; men sådan er det.
Det understreges af hvad der er sket, da opslaget om dette arrangement blev slået op på Facebooksiden for Center for Køn, Magt og Mangfoldighed, som øjensynligt bestyres af Sarah Mentzler. Her har flere mænd som er skeptiske over feminisme lagt kommentarer, og da jeg blev opmærksom på opslaget, har også jeg lagt kommentarer. Det førte til en meningsudveksling med Mentzler.
Mine egne synspunkter om MeToo fremgår bl.a. af disse links:

Filmmagasinet Ekko:
http://www.ekkofilm.dk/artikler/nar-filmbranchen-gar-i-sort/

Stille før Optagelse på Radio24syv:
https://www.radio24syv.dk/programmer/stille-foer-optagelse/21504730/35-biolog-kare-fog-og-manuskriptforfatter-soren

Disse links lagde jeg i en kommentar, og Mentzler begyndte at lytte til Radio24syv-udsendelsen. Det førte til en meningsudveksling, hvor hun især kritiserede mig og min meningsfælle for ikke at acceptere, at der i MeToo sker en sammenblanding af grove overgreb og småbitte bagateller. Jeg svarede tilbage, at dette netop var et kernepunkt – ved at sammenblande grove overgreb og småbitte bagateller skaber man i MeToo-kampagnen det indtryk, at overgrebene er ekstremt udbredte og sker næsten overalt, dvs. man skaber mistillid og antipati mod mænd generelt. Denne generelle udskamning af mænd er efter min mening ganske urimelig.

Da jeg havde skrevet dette, blev jeg blokeret, og mine indlæg blev øjensynlig fjernet. Jeg opfatter det sådan, at Mentzler ikke havde nogen gangbare argumenter tilbage imod mig, og i stedet klarede sig ved bortcensurering. Nu har så min meningsfælle, Søren Grinderslev Hansen, igen lagt en kommentar på siden, med et link til Radio24syv-udsendelsen. Også dette opslag er efter kort tid blevet fjernet, og Søren er blevet blokeret.

Jeg finder det betænkeligt, at noget så usikkert som MeToo-beretninger behandles på et universitet (RUC). Der er jo tale om udsagn, som ikke kan tjekkes. Hvis nogen ønsker at digte eller lyve, så er der ingen som helst begrænsninger der forhindrer dem i det, dvs. nogle af historierne kan i princippet være usande. Datamateriale som ikke kan verificeres, bør ikke behandles på et universitet.

Det er en integreret del af MeToo-kampagnen, at publikum (mændene) skal tie stille og lytte og ikke må komme med skeptiske indvendinger. Det betones stærkt, at alle beretninger skal tages for pålydende og ubetinget tros. Et sådant “krav”  er uacceptabelt. Det er netop sådanne principper, der giver næring til alle former for moralsk panik, det være sig hekseforfølgelser, McCarthyisme, eller – mere tæt på os i tid og sted – hysteri omkring pædofile mandlige børnehavepædagoger og genvundne erindringer om incest. Her har kvindelige psykologiske “eksperter” spillet et stor rolle ved at betone meget stærkt, at børns udsagn som regel kan tros, og at genvundne erindringer fra den tidlige barndom som regel er sande. Så længe autoriteter og retsvæsen tror på disse “eksperter”, fortsætter hysteriet ud over alle grænser. Først nå de skeptiske røster melder sig, og nogen tillader sig at mistro hvad små børn opdigter, eller hvad terapeuter får folk til at “huske”  fra den tidlige barndom, først da stopper den moralske panik. Men skaden er sket. Der er f.eks. sket en permanent skadevirkning på samfundet ved at det nu er blevet langt sværere at skaffe mandlige børnehavepædagoger, dvs. det hele har været kontraproduktivt for bestræbelser på en ligelig fordeling af kønnene i traditionelt feminine fag.

Tilsvarende kan siges om MeToo. Så længe der er “forbud”  mod skeptiske indvendinger, vil den moralske panik fortsætte og brede sig. I USA er der allerede påviselige skadevirkninger, som hæmmer en ligelig fordeling af kønnene i visse erhverv, f.eks. når firmaer er nødt til at udstede forbud mod at at en mandlig og en kvindelig ansat kører i taxa sammen, eller når mænd på høje poster føler sig nødt til at følge “The Pence Rule”, hvor direktøren aldrig tør være alene i et lokale med nogen kvinde.

MeToo kampagnen kunne have været god og nyttig; men lige fra starten i Hollywood har den fået en dysfunktionel form. Hvad der er galt med kampagnen, er f.eks. sat op i et antal punkter i dette “CAFE statement on #MeToo campaign”  fra Canadian Association for Equality: https://equalitycanada.com/cafe-statement-metoo-campaign/

For mig personlig er det især sammenblandingen af stort og små i én pærevælling der er en væsentlig anstødssten, fordi det fører til en generel udskamning af alle mænd, både de notoriske dumme svin og alle de andre ordentlige mænd. I min debat med Sarah Mentzler var dette et kernepunkt. Mentzlers holdning var at det er godt at MeToo rammer alle mænd, fordi det væsentlige er at dokumentere den altgennemtrængende mandskultur, der bevirker en strukturel undertrykkelse af kvinder overalt i samfundet. Her giver hun altså udtryk for, at det væsentlige ikke er at finde og pågribe nogle få grove sex-overgribere, men derimod at hænge alle mænd ud. Den samme holdning har jeg i de seneste uger efterhånden mødt en del steder, dvs. det bliver mere og mere tydeligt, hvad MeToo egentlig går ud på. Og deraf følger, at min modstand mod MeToo bliver stadig større.

Nu handler det her især om teater- og filmbranchen. Hvad angår filmbranchen, så er der IKKE nogen evidens for at der via en strukturel ulighed sker diskrimination af kvinder. Tallene i Filminstituttets rapport fra 2016 om dette emne viser meget klart, at der IKKE kan påvises nogen diskrimination imod kvinder. Hvis der sker en ubevidst diskrimination, så kan den i hvert fald med de foreliggende tal ikke på nogen måde påvises. Så kunne man tænke sig, at kvinder i stedet presses ud af branchen på grund af et betændt seksualiseret miljø; dét var så emnet for min og Søren Grinderslevs artikel for nylig i Ekko, og vi når frem til, at der ikke er tegn på sexchikane i et sådant omfang, at det kunne forklare en skæv kønsfordeling. Summa summarum: Det fænomen som MeToo angiveligt skulle påvise og fremhæve, det fænomen findes ikke.

De synsvinkler på MeToo, som jeg her har skistseret, og som er mere udførligt behandlet i de angivne links, ligger givetvis langt fra jeres egne synsvinkler. Men I er jo forskere på et universitet, og som forskere har I en forbandet pligt til at inddrage modstridende synsvinkler. Hvis I udelukkende får input via jeres eget ekkokammer, så kan jeres behandling af sagen ikke bruges af samfundet til noget nyttigt. I jeres position må I inddrage alt relevant der taler for det ene, og alt relevant der taler for det andet, og så holde de modstridende synsmåder op imod hinanden. Det vil sige at de synsvinkler som jeg her er talsmand for, og som findes udbredt på den modsatte ideologiske fløj af jeres egen, nødvendigvis også må høre med i det samlede billede.

Desværre er universiteterne på det punkt udsat for et forfald – allermest i USA. Her er holdningerne blandt forskere og studerende på kønsstudier ekstremt ensidig, og der har udviklet sig den mentalitet, at modsigelse ikke tolereres. Der foregår netop i disse år omfattende censur, bl.a. derved at inviterede foredragsholdere som har lødige, men ildesete synspunkter, med vold forhindres i at holde deres foredrag. Der sker nedlæggelse af dissidenters talerør på de sociale medier, og ansatte der dissiderer mod den fremherskende mening, bliver fyret eller chikaneret ud. En ideologi der er så overbevist om selv at stå for det gode og rigtige, at al dissidens kvæles, det er en totalitær ideologi. I USA er feminisme og kønsstudier således nu blevet til en totalitær – og dermed dybt usympatisk – ideologi.

Herhjemme står det bedre til, men samme tendens til totalitær adfærd er også her på vej. Jeg har selv mærket det adskillige gange, f.eks. når jeg på den facebookside, som jeg administerer, har kritiseret MeToo. Det har ført til, at anonyme personer – formentlig en feministisk aktionsgruppe – systematisk har lagt min facebookside ned, dvs. udøvet censur mod anderledes tænkende.
Jeg konstaterer nu med ærgrelse, at den samme tendens også har sneget sig ind på Center for Køn, Magt og Mangfoldighed på RUC, idet både jeg og adskillige andre her er blevet udsat for censur. Det betyder at I, der studerer køn på RUC, isolerer jer endnu mere end før i den inderste afkrog af jeres ekkokammer.

Jeg vil ikke møde op som publikum til arrangementet d. 12. marts, da jeg har erfaret, at Dorte Rømer og Lærke Reddersen ikke ønsker mit selskab. Jeg vil ikke møde op et sted, hvor jeg på forhånd ved at jeg er uønsket. I stedet har jeg så valgt at skrive dette brev til jer; det har det formål, at så ved jeg med min egen samvittighed, at jeg har gjort hvad jeg kunne.
Desuden lægger jeg dette brev op på min blog på www.kønsdebat.dk.

Med venlig hilsen

Kåre Fog
Biolog, lic. scient.

Kopi af det oprindelige opslag på RUC´s facebookside, kopieret før opslaget blev taget ned.

Selvmord som følge af MeToo kampagnen

MeToo kampagnen har ført til flere selvmord, og efter alt at dømme er det netop uskyldige mennesker, der har begået selvmord. De bliver så ophidsede over de ubegrundede anklager, og bliver så desperate over ikke at have noget middel til at forsvare sig,at de tager deres eget liv – ofte inden for et par dage efter at anklagerne kom frem.

Omkring 1. november begik mindst én DJ i Vancouver, Zachary Mclean Webb, selvmord. En ellers dygtig og afholdt mand – men kvinder jublede over hans død og skrev #Notsorry. D. 7. november hørte vi at en politiker i Wales, Carl Sargeant, havde begået selvmord. D. 14. december hørte vi så at politikeren Dan Johnson i Kentucky havde begået selvmord. Alle tre selvmordere var efter alt at dømme totalt uskyldige.
D. 9. marts begik en populær mandlig skuespiller i Sydkorea selvmord efter MeToo anklager fra 8 kvinder. Han har efterladt en note med forklaringer, men indholdet af noten er ikke offentliggjort, så det vides ikke om han erkendte sig skyldig.
I weekenden d. 17.-18. marts begik den 58-årige leder af det svenske Kulturhuset, Benny Fredriksson, selvmord. Det sket efter at Aftonbladet i december havde kørt en kampagne mod ham, med MeToo-anklager. Kulturhuset indledte en undersøgelse af arbejdsmiljøet i Kulturhuset, hvor ca. 135 personer er afhørt, men der er ikke derved fremkommet en eneste anklage mod Fredriksson om sexovergreb. Det må derfor formodes, at også i dette tilfælde er det en uskyldig person, der har begået selvmord.

Links:
Mand begår selvmord efter #metoo anklage

https://www.folkets.dk/node/2370

Labour politician suspended over sex allegations found dead

Former Welsh Government Chief Whip and Community and Children Secretary Carl Sargeant, 48, was found dead today after being suspended over sex allegations.

http://www.dailymail.co.uk/news/article-5058193/Labour-politician-suspended-sex-allegations-dead.html

Kentucky State Rep. Dan Johnson commits suicide after sexual assault accusations emerge, officials say
http://www.foxnews.com/us/2017/12/13/kentucky-state-rep-dan-johnson-commits-suicide-after-sexual-assault-accusations-emerge-officials-say.html

I februar begik endnu en person selvmord som en sideeffekt af MeToo-kampagnen. Denne gang var det en kvinde. Hun havde selv handlet korrekt i forbindelse med Weinstein-affæren, men blev alligevel mobbet ud af livet fordi hun var et vidne om, at den første kvinde der anklagede Weinstein, ikke talte helt sandt.

https://www.hollywoodreporter.com/news/jill-messicks-family-issues-blistering-statement-harvey-weinstein-rose-mcgowan-1083173

Skuespillers selvmord i Sydkorea:
https://www.telegraph.co.uk/news/2018/03/12/actors-suicide-triggers-backlash-against-metoo-movement-south/

Benny Fredrikssons selvmord:

https://samnytt.se/benny-fredriksson-tog-sitt-liv-efter-aftonbladets-metoo-drev/

https://www.expressen.se/nyheter/utredning-inga-anklagelser-mot-benny-fredriksson/

https://www.svt.se/nyheter/lokalt/stockholm/asa-linderborg-vi-har-gjort-en-gedigen-och-saklig-granskning

75-årig mand ramt af hjerteslag efter MeToo anklage

I Tyskland er Dieter Wedel, en berømt leder af festspil i nærheden af München, blevet udsat for MeToo anklager fra tre skuespillerinder. Wedel er 75 år gammel, og de påståede sexovergreb ligger for det meste mere end 20 år tilbage i tiden. Wedel siger at han er uskyldig; men de vidner der ifølge ham kunne rense ham for anklagerne, er døde nu.

Anklagerne har påvirket ham og hans familie hårdt, og især det, at medierne bliver ved med at fremføre anklagerne. Det hele har gjort ham syg, han er ramt af et hjertetilfælde, og ligger nu på hospitalet.

Rücktritt, Herzinfarkt, Ermittlungen: Wirbel um Dieter Wedel

https://www.welt.de/newsticker/dpa_nt/infoline_nt/boulevard_nt/article172725060/Ruecktritt-Herzinfarkt-Ermittlungen-Wirbel-um-Dieter-Wedel.html
https://www.bad-hersfelder-festspiele.de/

Nogle kvinder afviser især de pæneste tilnærmelser

Filosof Anders Fogh Jensen havde en udmærket klumme i Berlingske for ca. ti dage siden med kritik af MeToo bevægelsen.

I dag d. 23./1. er der et gensvar fra Rasmus Hedegaard Jørgensen. Jørgensens hovedpointe er vel, at en mand altid skal opføre sig pænt og spørge om lov først og ikke må løbe nogen risiko for at komme til at fornærme kvinden. Det er jo indlysende korrekt og pænt, og samtidig helt forkert.

Jørgensen har nok lidt fejlopfattet en episode om en kvinde i bad – den episode foregik i et kollektiv, og dér er færdselsreglerne lidt anderledes (og døren til badet ikke låst).

Jørgensen skriver:

“Er det en krænkelse at gå uopfordret ind til en nøgen kvinde, som du ikke er overbevist om vil have dig i nærheden? Ja. Er det en krænkelse at fortælle hende på en hensynsfuld måde, hvad du føler for hende? Nej.”

Her er jeg uenig. Jeg kan sige som min egen erfaring, at noget af det værste man kan gøre over for en kvinde, er at fortælle hende på en hensynsfuld måde, hvad man føler for hende. Gør man dét, så bliver hun virkelig sur og vred. Det er bare den forkerte måde at gøre tilnærmelser på. Gør man det, så vil man fortryde det og ærgre sig resten af sit liv. I øvrigt skriver også alle scoretrænere, jeg har læst, at det skal man endelig IKKE gøre.

Hvad skal man da gøre?

Jeg er nået til den erkendelse, at der findes ingen regler for rigtigt og forkert. Hvis alle mænd er pæne og spørger hensynsfuldt om lov, så vil kvinderne belønne de mænd, der er dristige og overskrider reglerne. Hvis alle mænd er dristige og overskrider reglerne, så vil kvinderne straffe dem for det, og i stedet belønne de mænd der er pæne og spørger hensynsfuldt om lov.

Konklusionen er altså, at kvinder er tilbøjelige til at afvise de mænd, der gør det samme som alle andre og ikke viser nogen selvstændighed, men følger en fast skabelon. De er derimod tilbøjelige til at belønne de mænd, der gør noget andet end alle de andre.

Åbenbart er det essensen, at kvindens reaktion skal være uforudsigelig. Hvis det er forudsigeligt hvad der sker, er der ikke noget ved det, i hvert fald ikke for kvinden.

Der kan derfor ikke defineres nogen faste regler. Manden skal selvfølgelig forsøge at forstå kvinden og regne ud, hvad hun tænker. Men det er netop dét, der er ekstremt svært, grænsende til det umulige, for de fleste mænd.

#MeToo kritik er en undskyldning for retten til at sexkrænke

https://www.b.dk/kommentarer/metoo-kritik-er-en-undskyldning-for-retten-til-at-sexkraenke

At blive dømt ved MeToo´s folkedomstol er værre end at blive dømt for mord

Denne klumme handler om, at en morder kan udstå sin straf og derefter få vasket tavlen ren.
En mand anklaget i MeToo kampagnen, derimod, kan aldrig få vasket sin tavle ren. Hans tilværelse og ære er spoleret resten af livet, også selvom han eventuelt er helt uskyldig.
I MeToo kampagnen sættes tingene sort/hvidt op, og hvis en mand stemples som sort, så kan han aldrig blive renset. Hvis der skal være nogen retfærdighed, så skal kvinderne præsentere en proces, hvorved de anklagede mænd i den milde ende af skalaen kan blive renset, enten ved at de angrer, siger undskyld og bliver tilgivet, eller ved at det bliver klart, at de er uskyldigt anklagede.

Jonathan Kay: Why a murderer may have a better future than a #MeToo accused

Mislykket date blev til MeToo anklage

Den amerikansk-indiske skuespiller og filmskaber Azis Ansari har vundet anerkendelse i form af adskillige fine priser.
Men nu er han blevet hængt ud af en anonym 23-årig kvinde, som har anvendt hashtagget MeToo om ham. Anledningen er at de var på en date, som efter hendes udsagn var “den værste aften i hendes liv”. Blandt aftenens rædsler var f.eks. at han serverede hvidvin i stedt for rødvin for hende, samt at han forlod restauranten for hurtigt for at komme hjem med hende til lejligheden. Her gik hun med til oralsex og til at han klædte hende af. Men i sidste ende var hun ikke med på samleje, så han bestilte en Uber til hende, og hun kørte hjem.
Hans forbrydelse var øjensynlig, at han ikke kunne læse hendes tanker, og at han var for ivirg til at mærke, om hun nød eller ikke nød hvad der skete. Hun var hele vejen igennem passiv og kun til allersidst sagde hun nej til egentligt samleje, hvad han straks accepterede.
På den baggrund forsøger hun nu at starte en shitstorm imod ham, som kan ende hans karriere.
Hun er åbenbart en mimose, der får det dårligt, så snart det der sker ikke vækker de positive følelser, hun ønsker at have, og som helt igennem vurderer ting ud fra hvad hun selv føler frem for hvad der objektivt set er foregået.
Hun kritiseres hårdt af andre feminister – det hun har gjort med denne historie, er at nedbryde respekten for MeToo-bevægelsen.

(3 links)

https://www.washingtonpost.com/news/act-four/wp/2018/01/15/babes-aziz-ansari-piece-was-a-gift-to-anyone-who-wants-to-derail-metoo/?utm_term=.eab3784b320b

US news anchor condemns Aziz Ansari accuser live on air

MeToo-kvindernes mærkværdige passivitet

Svenske Åsa Linderborg, kulturchef på Aftonbladet, skriver her en kritisk anmeldelse af to nye svenske bøger om MeToo-bevægelsen.

 

Nogle beretninger handler virkelig om uacceptable grænseoverskridelser. Men hun undrer sig over mange andre beretninger, hvor kvinderne er mærkværdigt passive. En teenagepige går f.eks hver aften hen og krammer intimt med bassisten i et band der spiller i parken: “Jeg var skræmt fra vid og sans, men det gentog sig hver dag igennem et halvt år”, skriver hun. Som om det var et overgreb, der overgik hende. Jamen . . . jamen . . . hun gik jo selv derhen, aften efter aften.

 

Det svarer til den historie, der førte til den første blokering af Kønsdebat i december, hvor en kvinde passivt finder sig i først at manden klæder sig af, og derefter at han klæder hende af. Hvor kommer den totale passivitet fra? Hvorfor finder disse kvinder sig totalt passivt i noget, som de BAGEFTER fremstiller som et overgreb?

 

I Berlingskes artikel om sagen hedder det at jeg analyserer ” en af historierne ud fra en opfattelse af kvindekønnet som nogle nok vil finde stereotyp”: Ja, det er stereotypt at kvinden er totalt passiv og manden er den aktive. Men en del af disse MeToo historier viser at den stereotype forestilling ikke er en forældet fordom. Stadig i dag er der kvinder, der er så passive, at man må undre sig dybt; msåke er det en biologisk indkodet adfærd, som aldrig forsvinder. Men i det feministiske lys bliver det gjort til et overgreb, at kvinden er passiv og manden er aktiv.

 

Hvis man hævder, at kvinder ikke bare er ofre for en nedarvet biologisk bestemte passivitet, så må man mene, at kvinder har evnen til at handle aktivt og tage ansvar for, hvordan tingene udvikler sig. Deraf følger, at de kvinder, der beretter om den slags “overgreb”, selv har et medansvar – de undlod at handle. Men deres ejendommelige, muligvis biologisk betingede passivitet bliver i stedet anvendt til at hænge mænd ud som overgribere optændt af onde hensigter.

 

Det er ikke i orden – kvindens passivitet bliver gjort til noget, som manden er skyld i.
 
https://www.aftonbladet.se/a/6nkk88

MeToo feministerne æder deres egne

Feministen Margaret Atwood, som er berømt for at have skrevet romanen “The handmaid´s  tale”, har forsvaret en mand der er fyret efter MeToo-anklager, som ikke kan dokumenteres og formentlig ikke er sande. Hun har argumenteret for at rettergangen skal være retfærdig og fair. Det har gjort feminister vrede. Nu bliver hun skældt ud for at være et misogynt, voldtægtsfremmende fordærvet menneske.

Et af de største feministiske ikoner, australske Germaine Greer, er også blevet angrebet efter at hun forsvarede en øjensynligt uskyldig skuespiller mod MeToo-anklager. Greer argumenterede for fair rettergang.

Hun skrev også, at det er svært at være en mand med magt, for hvordan skal en sådan mand kunne fremsætte nogen som helst ønsker over for en kvinde, uden at det kan fortolkes sådan at han udnytter sin magt til at få sin vilje? En mand med magt vil altid kunne anklages, og det er øjensynlig netop det der sker – broderparten af MeToo anklagerne rammer mænd med høj social position.
Men det skulle Germaine Greer ikke have skrevet. Nu bliver hun beskyldt for at være “misogyn”, for at “undskylde voldtægt” og for at være “afskyelig og en vanære for feminismen”.

Det ser ud til at mange MeToo-feminister er så fanatiske, at de kan måle sig med de værste religiøse eller politiske fanatikere. De har kun sympati for personer der mener nøjagtigt det samme som dem selv, og er lige så fanatiske som dem selv.

Det er sørgeligt, fordi derved sævkker de vores opmærksomhed på de sager, hvor MeToo anklagerne er rigtige nok, og hvor den skyldige faktisk bør straffes.

(2 links)

http://reason.com/blog/2018/01/14/handmaids-tale-margaret-atwood-feminism

http://www.heraldsun.com.au/news/opinion/rita-panahi/rita-panahi-the-metoo-sisterhood-is-on-a-witch-hunt/news-story/4472c7fdc58608b7d3bcf556bdc701f5

Når MeToo går amok:

En prisvindende velanset journalist på en amerikansk avis blev fyret fra avisen efter en MeToo-anklage – ikke fra nogen kvinde som følte sig ramt, men fra en udenforstående person. Der synes at være tale om en hævnaktion fra en anden person, der er sur på ham. Der foreligger intet om, hvad han skulle have gjort, eller om der er hold i anklagerne. Umiddelbart har manden ikke gjort noget som helst, som nogen kvinder har ondt over. Alligevel er han fyret.
Jeg bringer artiklen på grund af en bemærkning i sidste afsnit. Her skriver en kvinde i New York Times, at det ikke rører hende når MeToo går for langt, fordi hun ønsker “at hver eneste mand skal have en advarsel” og “føle sig usikker” på samme måde som kvinder gør. Med andre ord: Der er faktisk kvinder der hader mænd så meget, at de ønsker at alle mænd, uden undtagelse, skal ryste i bukserne over risikoen for at blive fyret uden varsel.

http://theweek.com/articles/744065/metoo-run-amok

MeToo kampagnen modtages meget forskelligt i Danmark og Sverige

I Danmark er der – trods alt – kritiske røster, og 76 % af de danskere der har deltaget i en afstemning, synes at kampagnen er lidt eller meget overdrevet.

I Sverige, derimod, er MeToo snarere blevet til “en god sag”, som hele samfundet bakker op om. Der har søndag været fakkeltog i 19 svenske byer, og stemningen omkring dette er at “vi samlas för att visa att vi står bakom alla de här berättelserna”.  Og nu lægger man vægt på, at MeToo er kommet for at blive – det skal ikke bare være et kortvarigt modefænomen.

En medvirkende grund til forskellen mellem de to lande kan være, at i Sverige er kritik af feminisme ikke længere mulig, stort set. De mest fremtrædende kritikere af feminisme, Pär Ström og Pelle Billing, blev gjort tavse med barske trusler for 3-4 år siden, og på facebook forekommer næppe længere kritik af feminisme; det hævdes at der er et svensk tankepoliti, som kontrollerer folks facebook-opslag, og man risikerer fyring hvis man skriver noget som ikke er politisk korrekt. I hvert fald kan jeg konstatere, at svenske “mande-sider” på facebook, som tidligere var kritiske over for feminisme, nu kun er kritiske over for maskulinitet.
Den omstændighed, at MeToo bølgen også rammer uskyldige mænd, får tilsyneladende ikke plads i de svenske medier.

(2 links)

https://www.folkets.dk/node/2490

Fakkeloptog for #MeToo i 19 svenske byer

Et eksempel hvor MeToo er kørt helt af sporet

Her er et udsnit af et amerikansk TV-interview med skuespilleren Liam Neeson. Neeson nævner et eksempel med den 75-årige radiovært Garrison Keilllor, der blev fyret i november sidste år. Keillor har været en højt elsket vært på en radiostation i Midtvesten siden 1969, og han er nu 75 år gammel. Han havde en kvinde i studiet, som fortalte en ulykkelig historie, og for at trøste hende, lagde Keillor spontant hånden på hendes ryg. Men hun havde en bluse på, der var bar midt på ryggen, og under sin bevægelse kom han til at føre sin hånd 15 cm op ad hendes bare ryg. Hun for forsrkækket tilbage, og han undskyldte. Senere undskyldte han igen i en email til hende, og hun svarede at det var OK. Men en måned senere kom der en henvendelse til radiostationen om at Keillor havde begået et seksuelt overgreb, og stationens ledelse kontaktede et advokatfirma for at få det undersøgt. Desuden fyrede de straks Keillor uden at høre hans version af historien.
Med andre ord: En øjensynlig helt uskyldig mand bliver fyret uden at han får lov at forsvare sig over for arbejdsgiveren.
En del kvinder er sure over, at Liam Neeson bringer denne historie fem, og i deres forargelse tweeter de om, at han er en sexist, og at de fremover ikke vil se film, som han medvirker i.
Jo, MeToo er virkelig en heksejagt.

https://www.theguardian.com/tv-and-radio/2017/nov/30/garrison-keillor-the-downfall-of-a-beloved-figure-accused-of-misconduct

View post on imgur.com