Voldtægt er slemt – men falske anklager er mindst lige så skadelige

D. 17. august 1997 blev en voldtægt anmeldt i Wellington, New Zealand af den 20-årige kvinde Deborah Wood. Hun var deprimeret efter at hun og hendes kæreste var gået fra hinanden, hun havde selvmordstanker, og hun havde stærkt brug for at mærke kærlighed og sympati fra sin mor og sine venner. Den pågældende dag parkerede hun sin bil ved en teknisk skole og kom kortvarigt i snak med en ung mand, der parkerede sin bil nær ved hendes. Kort efter påførte hun sig selv nogle dybe sår rundt om på kroppen ved at skære sig med en nøgle. Hun rev sin BH i stykker, og bragte sit tøj i uorden. I den tilstand humpede hun ind på skolen og meddelte, at hun var blevet voldtaget. Hun sagde at en mand havde slæbt hende ud af hendes bil på parkeringspladsen og voldtaget hende.
Politiet fandt frem til den unge mand, som Deborah kort havde snakket med, arresterede ham og anklagede ham for voldtægt. Han kom 15 dage i fængsel, og blev derefter sat fri under nøje overvågning. Syv måneder senere kom så retssagen. Deborah Wood gav en overbevisende og indtryksfuld vidneforklaring; hendes tårer flød, og da hun blev bedt om at identificere sin overfaldsmand, græd hun. Hun blev krydsforhørt og fastholdt sin forklaring.
Men to dage senere, kort før retssagen skulle afsluttes, henvendte Deborahs mor sig til politiet og sagde at hun troede at hendes datter løj. Foreholdt dette fasthold Deborah dog sin forklaring. Først noget senere tilstod hun omsider at hun havde skåret sig med en nøgle og at hendes historie var opdigtet. Hun blev idømt to års fængsel for at have afgivet falsk forklaring til retten.
Dette er dog kun den første halvdel af historien. Den anden halvdel er fortællingen om hvordan det gik med den unge mand. Før den 17. august arbejdede han om dagen for at forsørge sin gravide kone. Han studerede om aftenen for at blive dygtigere og forbedre sine jobchancer. Men den falske anklage påvirkede hans psykiske og fysiske helbred. Han mistede sit arbejde. Han måtte låne tusinder af dollars for at sørge for sin kone og nyfødte datter og betale omkostningerne. Han blev syg. I perioden mens han ventede på retssagen var en nær slægtning død i udlandet; han kunne ikke deltage i begravelsen fordi han jo havde forbud mod at forlade landet. Selv efter at han blev frikendt fortsatte han med at lide af uforklarlig fysisk smerte, han havde svært ved at sove og kunne ikke koncentrere sig. Han kunne ikke vende tilbage til sine studier. Han pintes af tanken om at det samme kunne ske igen. Han beskrev sig selv som om en person der var som ” . . . en død krop, som et spøgelse der går omkring uden at vide hvad der sker omkring ham.”

Denne voldsomme og livsødelæggende traumatisering overgår ofte ofre for falske anklager. Andre negative virkninger er at omgivelserne fortsætter med at fordømme manden selv efter at han er frikendt.

I England sagde en mor til fire at en mand havde puttet et bedøvelsesmiddel i hendes drik og derefter voldtaget hende. Politiet stillede en række mænd op foran hende, og hun identificerede sin overgrebsmand som den 33-årige gipsarbejder Terry Brown. Han blev arresteret og derefter løsladt mod kaution indtil retssagen. Et år senere indrømmede kvinden, at hun havde opdigtet voldtægten, i et forsøg på at høste mere sympati fra sin mor. Hun blev idømt 20 måneders fængsel.
Men Terry Brown blev hårdt ramt. Han kunne ikke bevæge sig noget sted i byen uden at folk råbte ad ham, at han var voldtægtsmand. Han kunne ikke længere få noget arbejde. Han er afskåret fra kontakt til sin familie og sine to børn fra tidligere parforhold, og han lever af at opsamle madaffald fra supermarkederne. Det hus hvor han boede med sin gravide kæreste, blev dagligt overmalet med graffiti. Parret måtte forskanse sig i huset. En dag da han gik ud af huset, blev han angrebet af unge lømler med brædder med søm i. Han fik sår i ryggen og fik smadret sine tænder. En dag blev parret omringet og tæsket af en gruppe af maskerede mænd uden for deres hus. Kæresten snublede og faldt; parret nåede i sikkerhed i deres hus, men hun blødte meget, og senere aborterede hun. I en periode levede parret som hjemløse i et telt, men de blev jævnligt overfaldet der af stenkastere.
Kommunen forsøgte at finde en bolig til ham; men enden på det blev, at parret måtte forlade byen.
Terry Brown er blevet en anden person. Han har stadig mareridt og er på antidepressiva. Han kan ikke længere arbejde som gipsarbejder, fordi hans krop konstant ryster. Han har intet arbejde.

I efteråret 2017 var MeToo-bølgen rullet ind over Sverige. En kvindelig dokumentarfilmproducent, tyskfødte Alexa Wolf, postede en lang række grimme posteringer i to lukkede Facebookgrupper med ca. 9.000 medlemmer inden for den svenske film- og teaterbranche. De beskrev en grusom voldtægt. Hun navngav ikke den anklagede mand; men alle kunne regne ud, at manden var filminstruktøren Ulf Malmros, bl.a. fordi hun nævnte titlerne på de film, han havde lavet. Hun skrev at han 25 år tidligere havde begået en voldtægt mod hende med grove sadistiske og racistiske indslag. Ulf Malmros selv siger, at han har ført dagbog hele sit liv, også for den pågældende dato, og kan bevise at anklagerne er falske.
Han havde ganske vist sex med hende en enkelt gang; men det var frivilligt
Hun skrev desuden, at hun blev nødt til at forlade sin arbejdsplads, mens Malmros´ karriere dér tog fart. Det er løgn, eftersom de to aldrig har haft samme arbejdsplads.
Hendes påstande på Facebook blev hurtigt kendt i hele den svenske filmbranche, og de fleste i den branche tog påstandene for pålydende. Stadig i dag siger en filminstruktør om ham: ”Fy Fanden! Hvilket fucking satans svin! Så satans sygt! Jeg bliver så satans harm og væmmes ved ham!” En medarbejder på Sveriges radio siger: ”Fy Fanden, hvilken syg sadistpsykopat!”.
Dette er det indtryk, folk i branchen fik af Malmros, og han havde ingen mulighed for at forsvare sig mod beskyldningerne – Metoo er en folkedomstol uden appelmulighed. Alle som er aktive i filmbranchen har hørt om sagen, og da det er en branche der bygger på gensidig tillid, vil ingen skuespiller arbejde for en instruktør med et sådant rygte, og ingen pengemand vil knyttes sammen med en voldtægtsanklaget manusforfatter.
Ulf Malmros siger at der her rygte kommer ikke bare til at forfølge ham resten af hans liv; det kommer også til at forfølge hans familie – ikke mindst hans kone, som også arbejder i filmbranchen. Han siger: ”I dag lever vi i en tåge af angst. Vi kan ikke spise. Vi kan ikke arbejde. Børnene vil ikke gå i skole og hele familiens forsørgelse er truet. Vi er blevet smadret. Fra at have levet et udadrettet og kreativt erhvervsaktivt liv befinder jeg mig nu i et mareridt henvist til isolation .”
Alexa Wolf har ikke indgivet nogen politianmeldelse mod Malmros, men blot ladet beskyldingerne hænge i luften. For at få renset sit navn, har Malmros anklaget hende til politiet for bagtalelse, med det resultat at hun nu er dømt for grov bagtalelse og skal betale bøder plus 60.000 kroner i skadeserstatning – 60.000 kroner er ikke meget til en mand der har fået smadret hele sin tilværelse og ikke længere kan tjene penge. Wolf har anket dommen til en appeldomstol.

Det ovenstående handler om tre enkeltpersoner fra vidt forskellige lande og miljøer. Men de er blot eksempler på noget generelt. Også hvis man ser på større grupper af falsk anklagede mænd, viser de samme problemer sig.

En stor gruppe falsk anklagede unge mænd finder man i tilknytning til universiteterne i USA, hvor præsident Obama i USA var en hovedkraft bag en ændring af administrationen, sådan at man mere emsigt forfulgte personer anklaget for seksuelle overgreb. Man sænkede bevisbyrden, og man sørgede for, at mænd anklaget for sexovergreb vanskeligt kunne forsvare sig og ikke kunne føre vidner til deres forsvar. Det har bevirket, at der nu er mange hundrede unge mænd, som er smidt ud af universitetsverdenen på grund af falske anklager, og som nu har fået deres karriere ødelagt. De der har råd, anlægger civile retssager mod universiteterne, og mange af dem benytter sig af advokaten Andrew Miltenberg, som fører sager for hundreder af unge mænd. Det værste, siger han, er ikke den summariske ”retsproces” på universitet, hvor manden er frataget de rettigheder, som ellers er normale for anklagede personer. Det værste er den måde, administrationen fører processerne – på en måde, som netop virker meget traumatiserende. Hans klienter er ramt af angst, af depression, og af selvmordstanker.
Dette læser man i en internetavis, som også har talt med en række af de berørte unge mænd, eller deres forældre. I hver eneste historie går det igen, at den tidligere student har ændret personlighed og har mistet livsmodet.
En student er flyttet tilbage til sine forældre, hvor han henslæber dagene i et begivenhedsløst trummerum. Han arbejder ikke. Han tager på i vægt. Han har været på grænsen til selvmord. Han er nu begyndt på psykoterapi, foruden at han tager antidepressiv medicin hver dag. Det betyder dog ikke, at han er kommet over det, hverken finansielt eller følelsesmæssigt. Alt i hans liv er stoppet, og han har ingen fremtid at se frem til.
En mor fortæller om sin søn, der blev falsk anklaget for voldtægt: Han er blevet sløv; han hjælper til i huset, når han bliver bedt om noget specifikt; men han har intet initiativ. Hun er bange for at han stadig har selvmordstanker. Den person, hun nu har hos sig, er ikke længere den søn hun engang havde. Han var så ambitiøs og motiveret, og han havde store planer. Nu er han som en død.
En anden mor fortæller om sin søn, som blev anklaget for en form for seksuelt overgreb med en straframme på 22 års fængsel. Han er nu er frikendt. Men det der virkelig har skadet ham, er dog universitetets langtrukne disciplinære proces og de psykologiske spil, som de har spillet med sønnen. Hendes tidligere optimistiske og muntre søn er forsvundet for altid. Nu er han bange for at forlade sin lejlighed og lider af PTSD, depression og angst, som ifølge eksperter direkte skyldes universitetets disciplinære proces. Han kan end ikke gå på restaurant – det gør ham for urolig. Han forsøgte at starte på en ny uddannelse, men måtte opgive efter 5 dage.
Advokaten Andrew Miltenberg bekræfter alt dette. Han siger at uanset om studenten har klaret frisag eller er blevet dømt af universitetet, så er det psykologiske resultat det samme. Ingen er kommet sig fuldstændig oven på anklagen. ”Jeg har snakket med over 100 unge mænd”, siger han. ”Ikke én af dem er OK efter denne oplevelse”. De for hvem det lykkes at vinde en civil retssag, og de for hvem det ikke lykkes, er næsten lige traumatiserede. Dertil kommer, at de ramte mænd ikke tjener penge og sidder med dyre studielån, som de ikke kan betale tilbage, sådan at deres tilværelse under alle omstændigheder vil være meget vanskelig mange år ud i fremtiden.
Konklusionen er altså, at det er ikke blot nogle få af de mænd, der ammes af falske anklager, som lider skade. Det er næsten hver eneste af dem. Mange af dem får hele deres tilværelse smadret.

Dette skal man så sætte op imod de tilfælde, hvor kvindens anklage om voldtægt viser sig at være berettiget. En voldtagen kvinde kan også lide så stor psykisk skade, at hele hendes tilværelse er smadret.
I den danske offerundersøgelse siger 20 % af dem, der blev udsat for tvangssamleje, at det har påvirket dem i meget høj grad; det gælder især dem, der følte at de var i livsfare, og dem, der blev udsat for væbnet angreb. 40 % blev påvirket en hel del, og 40 % blev kun påvirket lidt, eller slet ikke. Det er altså langt fra alle de kvinder, som voldtages, der lider større, livslange traumer. Det samme bekræftes af andre kilder fra udlandet: Voldtægt er ikke nødvendigvis altid en stærkt traumatiserende oplevelse.
I Rigshospitalets bog ”Voldtægt – råd og vejledning for pårørende” læser man: ”Voldtægtsofrets liv er ikke ødelagt. Hun vil ikke være traumatiseret resten af sit liv. Det viser erfaringer fra blandt andet landets voldtægtscentre samt fra Pårørenderådgivningens arbejde.”
Et opslag på en wikipedia-artikel om ”Rape trauma syndrome” giver følgende oplysning:
”Som  man kunne vente, så vil en voldtaget person almindeligvis mærke et højt niveau af ubehag lige efter. Sådanne følelser kan aftage med tiden for nogle mennesker; men for visse mennesker kan hvert syndrom have langvarige ødelæggende virkning på voldtægtsofre, og nogle ofre vil fortsætte med at mærke en eller form for psykologisk ubehag i måneder eller år. Man har også konstateret at mennesker der har været igennem en voldtægt har høj risiko for at stofmisbrugs-forstyrrelser, alvorlig depression, generel angst-forstyrrelse, tvangshandlings-forstyrrelse, eller spiseforstyrrelse.”
Der findes også undersøgelser der viser, at voldtægt af kvinder ved fysisk tvang kan føre til at kvinderne får vanskeligt ved at etablere eller fastholde forhold til andre (til familien, eller til mænd).

Når man overvejer disse negative virkninger af voldtægt på kvinder, så forekommer de ikke specielt graverende sammenlignet med skadevirkningen af falske anmeldelser på mænd. Der er en stor andel af kvinderne, som ikke påvirkes særlig meget, hvorimod mænd der er udsat for falske anmeldelser næsten alle påvirkes meget kraftigt. De negative virkninger på kvinderne varer ”i måneder eller år”, hvor de negative virkninger på mændene oftest varer mange år. Der er ikke mange voldtagne kvinder, der får hele deres tilværelse smadret, hvorimod en meget stor del af de mænd, der udsættes for falske anmeldelser, får hele deres tilværelse smadret. Alt i alt er det meget svært at indse, at de negative virkninger, som rammer en kvinde ved voldtægt, skulle være større end de negative virkninger, som rammer en mand ved en falsk anmeldelse. I mange tilfælde vil den negative virkning på manden være langt større.

Selvmord på grund af falske anklager

Det er desværre ikke så usædvanligt, at mænd der udsættes for falske voldtægtsanmeldelser, begår selvmord i desperation. Politiet tror ikke uden videre på, at de er uskyldige, og de anklagede mænd føler sig i en håbløs situation, hvor de ikke kan gøre sig fri af anklagen for noget, de ikke har gjort. De sociale omgivelser er ofte hurtige til at reagere, som om mændene faktisk er skyldige, f.eks. ved at de bliver fyret fra deres job, eller ved at afbryde venskaber. Mændene står således alene, uden ret meget social støtte, og føler sig desperate over at ingen vil tro på deres uskyld. Dette er i måske i modsætning til mænd, der anklages for noget de faktisk har gjort, og som et eller andet sted kan leve med anklagen, fordi de ved at den er rigtig.

Dette link indeholder f.eks. en liste på 12 mænd, som har begået selvmord i Storbritannien inden for perioden 1997 til 2018. Nogle af anklagerne var ellers temmelig harmløse, f.eks. en mand der var anklaget for at have filmet en 16-årig pige med sin mobiltelefon.

En anden sag fra Storbritannien angår den 17-årige Jay Cheshire, som var en vellidt, men noget følsom ung mand. Han blev anklaget af en jævnaldrende kvinde for voldtægt, og Jay var ikke stærk nok til at klare politiets forhør. Han hængte sig selv. 14 dage efter at have fremsat anklagen, trak den unge kvinde anklagen tilbage og sagde at den var opdigtet; men da var det for sent. Hun blev ikke straffet på nogen måde.
Jays mor var dybt ulykkelig over sønnens selvmord, og nøjagtigt på 1-års dagen for hans død begik hun selv selvmord på samme måde.
Derefter var også Jay´s søster i dyb sorg, og hun var tæt på ligeledes at begå selvmord, men besindede sig.

To af de største medier i England, nægtede i lang tid at omtale denne familietragedie. Det gælder The Guardian, som har en feministisk redaktion, og som ikke har nogen som helst sympati for ofrene for falske anmeldelser. Nok så alvorligt gælder det også for BBC, som burde være et neutralt public-service medie. BBC har i årevis tøvet meget med at omtale falske anmeldelser som et problem for de anklagede mænd. I stedet har de fokuseret på en kvinde, som blev grebet i at have lavet en falsk anmeldelse, og selv begik selvmord. De har også nævnt, at omkring 100 kvinder er blevet dømt fra at komme med falske anklager, og de mener at hvis det kommer stærkere frem, vil det gøre kvinder endnu mere bange for at anmelde voldtægter, end de allerede er.
Så BBC prioriterer det højest, at kvinder ikke skal være bange for at anmelde en voldtægt, og det er grunden til, at de generelt ikke omtaler tilfælde af falske anklager. Der blev lagt pres på dem for at omtale Cheshire-familietragedien, og efter et år omtalte de omsider moderens selvmord på en lokal kanal.
Men bortset fra det har de fortsat aldrig omtalt mænd der begår selvmord på grund af falske anklager.

Også fra andre lande er der eksempler på mænd der begår selvmord efter falske anklager.
En ung mand ved et universitet i Texas blev udsat for en grundløs anklage om voldtægt, og uden nogen form for afhøring eller konsultation blev han fradømt retten til at studere. Resultat: han begik selvmord.

En mandlig skolelærer i Sydkorea har begået selvmord på grund af en anklage om sexovergreb. Han skældte en pige ud for at bruge mobiltelefon mens han underviste. Som hævn anklagede hun ham for at have rørt ved hende på en upassende måde. Ingen støttede den falsk anklagede lærer, og han endte med at begå selvmord.
Den døde mands kone forsøger at forklare, hvordan omverdenens manglende vilje til at tro på læreren drev ham til selvmord.

Spiludvikleren Alec Holowka begik selvmord d. 31. august 2019, som følge af en MeToo-lignende twitter-kampagne imod ham. Kampagnen blev ført af Zoë Quinn, kendt fra “gamergate”, en femme fatale med anløben moral, som bringer en masse af de mennesker i uføre, som kommer i kontakt med hende. Alec Holowka havde psykiske problemer, som han var ved at komme ud af. Men på et tidspunkt blev han anklaget af Zoë Quinn for mange år tidligere at have forulempet hende seksuelt. Anklagerne kan ikke bevises, og de kan være motiveret af at Quinn ønskede at fjerne fokus fra en penibel pengesag. Igennem en uge bombarderede Quinn omverdenen med tweets om hvor ond Holowka var imod hende. Hun var dygtig nok til at få alle til at tro på hende, og det førte til at Holowka blev sparket ud af det studie, han selv havde grundlagt, og medarbejderne afbrød al samtale med ham. Han var i løbet af blot en uge blevet “canceled” – en social paria uden fremtidsmuligheder, og det førte til at han begik selvmord.

En anden tragisk sag drejer sig om en 16-årig skoleelev. Han havde haft et seksuelt forhold til en pige, i fuld enighed. Men bagefter sagde pigen til skolebestyrelsen at han havde børnepornografi på sin mobiltelefon. Han blev kaldt til skolens rektorkontor og udsat for et 18 minutter langt meget hårdt forhør, hvor han kunne bevise at han ikke havde noget ulovligt materiale på sin telefon. Men under forhøret blev han udsat for utåleligt følelsesmæssigt og psykologisk stress. Derefter ringede skolen til hans forældre; men da forældrene nåede frem , havde drengen været uden opsyn, og det viste sig, at han havde begået selvmord.

Selve det, at der forekommer falske anmeldelser, kan også blive et stridspunkt.
Ramdas Lamb var en populær professor på universitetet på Hawaii. Han havde en  profeministisk holdning; men i en time skulle man diskutere kontroversielle emner, og han kom i strid med en rabiat ung feminist om hvorvidt der er visse voldtægtsanklager som er falske. Det mente Lamb, og den unge feminist anklagede ham derfor for sexchikane og for at skabe en fjendtlig atmosfære. Den disciplinære sag imod ham trak ud i 3½ år. En af de øvrige kvindelige studerende, som vistnok var lidt indtaget i Lamb til en start, begyndte at anklage ham for vagt definerede seksuelle overgreb. Gået på klingen fortalte hun gradvis mere og mere konkret om at hun var blevet voldtaget. Det viste sig at Lamb havde sit alibi i orden i alle de påståede episoder, som umuligt kunne være sande. Alligevel blev påstanden om at Lamb var voldtægtsmand almindeligt kendt i området; han trak sig ind i sig selv; han selv og hans familie led stor psykologisk skade. En føderal undersøger kom til stede og resolverede at Lamb var helt uskyldig. Derefter kom sagen for den civile ret, som på et øjeblik kunne afgøre Lambs uskyld, og den anklagende kvinde kom til at betale ham en stor erstatning; men han fik ingen erstatning fra universitetet.
Det er et eksempel på skadevirkningen ved, at rabiate feminister fastholder at falske voldtægtsanmeldelser stort set ikke forekommer.

Falske anklager er et stort problem og er meget skadelige for mænd

Gretelise Holm havde en kronik i Berlingske d. 13. juni om voldtægtssager. Her er synspunktet, at for mange mænd slipper fri for at blive dømt for voldtægt. Som reaktion på den kronik er følgende skrevet. Desværre ville Berlingske ikke optage manuskriptet, men det bringes her, i en lidt udvidet udgave.

Normale mænd ser meget alvorligt på voldtægt. Men mænd har også det problem, at de kan rammes af falske anklager om voldtægt. Mange kvinder kommer med falske anklager, og de gør det af mange forskellige grunde. Nogle kvinder kan fremlægge de falske anklager meget overbevisende.

En anklaget mand bliver pludselig revet ud af sin dagligdag og hentet af politiet, mistænkt for en forbrydelse, som i alles øjne vækker forargelse og harme. Selv hvis han klarer frisag, vil hans sociale omgangskreds tænke at han nok er skyldig alligevel; kolleger nægter måske at arbejde sammen med ham, og hvis han har et firma, får han pludselig ingen kunder. Det går også ud over familielivet. Måske mister han al kontakt til både kone og børn.
En mand der udsættes for en falsk anklage, lider måske mere end en kvinde lider ved voldtægt. Nogle kvinder slipper fra en voldtægt helt uden fysiske eller psykiske men – i en dansk offerundersøgelse galdt det f.eks. 21 %., mens omvendt 20 % angav at voldtægten havde påvirket dem i meget høj grad. Ret få – de værst ramte –  er præget resten af livet på en måde, så de f.eks. ikke kan passe deres arbejde eller ikke kan etablere forhold til en partner. Men mænd slipper næppe fra en falsk anklage om sexovergreb uden men, og nogle får hele deres tilværelse ødelagt.

Malthe Thomsen, der for fire år siden blev anklaget for pædofili af en kvinde i New York, fik en stor erstatning for den falske anklage; man anklagen har ramt ham hårdt; han har længe haft søvnbesvær og depression, og han har endegyldigt – ligesom mange andre mænd – fravalgt at arbejde som pædagog.

Man hører ofte, at andelen af voldtægtsanklager, som er falske, ligger i omegnen af 7 til 10 %, f.eks. i USA, England og i Danmark. Men det er de sager, hvor kvinden ret hurtigt under retssagen går til bekendelse og indrømmer, at hun løj. Der vil derudover være sager, hvor kvinden fastholder sin løgn, og hvor sagens rette forhold ikke kan afklares. I 2005-2006 blev der lavet en grundig gennemgang af 58 voldtægtsanklager i tre danske politikredse. Man fandt at 21 % af anklagerne var falske, og af resten var lidt over halvdelen meget tvivlsomme – der var måske ikke egentlig tale om voldtægt. I alt var således 3/4 af anklagerne grundløse. Nogle tyske eksperter skønner at det i dag er op imod 30 eller 50 % af voldtægtsanklagerne i Tyskland, der er falske. I USA findes en opgørelse af sager, hvor kvinderne har skullet vidne over for en løgnedetektor. Da kvinderne troede, at detektoren faktisk kunne afsløre løgn, indrømmede 40 – 50 % af dem, at deres anklage var falsk.
I Danmark er det groft sagt 10 % af sagerne, hvor det i retten hurtigt viser sig at de er falsk anklagede; på den anden side er ca. 10 %  bevisligt skyldige; så er der 80 % tilbage i den usikre gråzone. Det er ganske tænkeligt, at en stor del af dem i denne gråzone er falsk anklagede – vi ved det ikke.
I udlandet er der talrige eksempler på hvad falske voldtægtsanklager gør ved mænd. Militærfolk eller sportsfolk får ødelagt deres karriere, erhvervsfolk får ødelagt deres forretning, osv.

I maj i år blev det oplyst, at i New York har en mand siddet 26 år i fængsel – og en anden mand 11 år i fængsel – på grund af en falsk anklage for voldtægt. I Danmark har vi sagen fra Fredericia banegård fra 2008, hvor tre 17-årige mænd sad to år i fængsel, indtil deres uskyld blev bevist.
I 2016 blev en helt uskyldig ung mand i England anklaget for voldtægt. Han havde en forhistorie med nedtrykthed og fik antidepressanter. Da den falske voldtægtsanklage kom, hængte han sig selv. Det var da for sent da den anklagende pige indrømmede at anklagen var falsk. Da manden var død, mistede hans mor lysten til livet. På et-års-dagen for hendes søns selvmord hængte hun også sig selv. Kvindens løgn førte således til to uskyldige personers død.

Igen i 2018 begik en falsk anklaget mand i England selvmord.

Endnu værre står det til med MeToo anklager, hvor intet forhindrer kvinden i at fabulere frit, især hvis hun og/eller manden er anonyme. Nolge MeToo anklager har haft alvorlige konsekvenser.

Vi kan tænke på den britiske forsvarsminister Michael Fallon, der blev fyret, fordi han for 15 år siden lagde sin hånd på en kvindelig studieværts knæ. Og der er Patrick Brown, oppositionsleder i det lokale parlament i Ontario, som i starten af i år røg helt ud af politik på grund af falske anklager om sexmisbrug.

Den svenske filminstruktør Ulf Malmros siger at falske, grove #MeToo anklager mod ham har ødelagt livet for både ham selv og for hele hans familie.

I marts 2018 førte MeToo anklager til at Benny Fredriksson, chef for det svenske Kulturhuset, begik selvmord.

I alt har MeToo kampagnen ført til i hvert fald seks personers selvmord – i alle seks tilfælde var anklagerne formentlig enten falske eller stærkt overdrevne.

Nogle vil måske indvende, at hvis mændene virkelig var uskyldige, så ville de vel ikke begå selvmord. Men jo, netop deres udkyld gør at de føler, at hele verden behandler dem uretfærdigt, og derfor forlader de verden.

Gretelise Holm og en række rabiate feminister er utilfredse med, at alt for få mænd dømmes for voldtægt. De mener,at hvis en mand begår voldtægt, så er hans risiko for at komme i fængsel så lille at det slet ikke afskrækker ham.  Nogle  kvinder mener at det er så vigtigt at få flere mænd dømt, at det ikke gør noget, hvis nogle uskyldige mænd bliver dømt i skyndingen.

Utilfredsheden med at mænd bliver frikendt er blevet et stort emne netop nu, hvor en dansk mand blev anklaget af Kirstine Holst for voldtægt, men frikendt af et enigt dommerpanel, men hvor kvindelige aktivister (anført af Rulle Grabow) vil have manden hængt ud i “folkedomstolen” – hvilket nok vil være mere ødelæggende for hans liv end en dom ved retsvæsenet.

Med deres aktion presser disse kvinder på for at få samfundet til at dømme flere mænd. De mener at det er et spørgsmål om bevisernes styrke. Men den konkrete sag handler ikke kun om bevisbyrde; den handler også om fortolkning af det, der er enighed om skete.

Et kernepunkt i denne sag er at kvinden ikke reagerede ved at søge væk fra gerningsmanden. Hun lagde sig tilbage i hans seng efter akten. Senere gik hun ud i byen efter hovedpinepiller, og vendte så igen tilbage til lejligheden, hvor hun tog bad. Dette handlemønster er foreneligt med en situation, hvor hun var tilfreds med at samlejet foregik, og først senere ændrede holdning. Alternativt må man, som hendes forsvarere gør, antage at hun handlede som en slags lamslået zombie og endnu ikke i sin bevidsthed var blevet klar over, hvad hun havde været udsat for.

Men – hvad er de juridiske konsekvenser, hvis man accepterer denne zombie-forklaring? Så kan en sådan forklaring blive aktiveret i situationer, hvor manden og kvinden er enige om at have samleje, og hvor kvinden derefter forbliver i mandens intime selskab. Men nogle timer eller dage senere bliver kvinden overvældet af nye negative følelser, og på det tidspunkt finder hun ud af, at det der skete, var voldtægt, og anmelder manden.

Hvis man accepterer det, så accepterer man at kvindens skiftende følelser skal danne basis for retsafgørelser. Så kan en mand tro at alt er i orden, og senere skifter kvinden så mening og påstår, at det var voldtægt. Hvis man dømmer manden i den situation, så er han retsløs. Så kan han aldrig vide sig sikker på, om kvinden efterfølgende vender 180° rundt og pludselig påstår, at det var voldtægt. Hun vil når som helst i al fremtid, hvis de to bliver uenige om noget, kunne true med at hvis han ikke makker ret, så blvier han anmeldt for det der skete dengang. Det vil give kvinden total magt over manden – hun kan afpresse ham til hvad som helst. Det kan få uhyggelige konsekvenser, hvis manden har en topstilling i en virksomhed eller i politik.

Hvad presset for at få flere mænd dømt kan føre til, ser vi i udlandet, ikke mindst i England.

Igennem 2016 og 2017 har der været en lang, lang, lang, lang stribe af sager, hvor uskyldige mænd blev dømt for voldtægt og sad i fængsel i op til to år. I alle disse tilfælde har politiet tilbageholdt afgørende bevismateriale, eller forhindret at det blev fremlagt og derved forhindret at manden blev frikendt. Der er især tale om SMS´er eller emails fra kvinden, hvoraf det fremgår, at hun var glad for manden og for at have sex med ham, men altså SENERE skiftede mening. Igen i starten af 2018 dukkede endnu flere af den slags sager op. I alle disse sager hedder anklagemyndigheden The Crown Persecution Service, hvis kvindelige chef gerne så flest mulige mænd dømt. Hun lagde den linje, at man altid skal tro på hvad det kvindelige offer siger, og det har åbenbart været gennemført så konsekvent, at selv når “offeret”  bevisligt lyver, skal politiet tro på hendes løgne og holde bevismateriale tilbage, som afslører løgnene. Den kvindelige chef er nu fratrådt; men en ny kvindelig chef har indtaget posten.

For nylig gennemgik man flere tusind sager i England fra de første halvanden måned af 2018. Her fandt man 47 sager, hvor evidens, der kunne frikende manden, var tilbageholdt. I 14 af disse sager var manden kommet i fængsel.

Det er åbenbart hvad der kan ske, hvis mandehadende feminister får magt til at presse på for at fleste mulig mænd skal dømmes.

I USA er der ved universiteterne indført et reglement som tjener til at dømme studerende mænd i voldtægtssager. Mændene har ikke ret til at fremlægge beviser eller fremføre vidner, og hvis blot der er 51 % sandsynlighed for at de er skyldige, bliver de dømt. Disse regler gør at mange hundrede uskyldige mænd er dømt, og en sådan dom gør, at de er udelukket fra at studere på noget som helst amerikansk universitet – dvs. hele deres karriere bliver ødelagt. Over hundrede har anlagtog vundet – civile retssager mod universiteterne for disse uretfærdige afgørelser. Der er opstået foreninger af bl.a. professorer   og af mødre, der kæmper imod at deres sønner på den måde får deres liv ødelagt.

Helt galt er det i Spanien (links: her, her og her), hvor en lov vedtaget i 2004, “the gender violence law”, betyder at når som helst en kvinde anklager sin mand eller exmand for vold, vil hun automatisk få ret i sin anklage. I samme øjeblik hun henvender sig og påstår at hendes mand har begået vold, bliver manden hentet og sat to døgn i fængsel. Derefter føres en retssag, hvor han typisk nægtes ret til at forsvare sig eller føre vidner, og han får forbud mod at komme i nærheden af konen eller børnene, dvs. han bliver sat på gaden.

Der sker 400 sådanne anklager per dag i Spanien, og 87-90 % af dem er falske; men loven er sådan, at selv falske anklager har retsvirkning.

Årligt sættes 125.000 mænd i fængsel i medfør af denne lov. Det er ikke blot fædre der nægtes adgang til at se deres børn, også bedsteforældre mister denne adgang. 3 millioner mennesker i Spanien er påvirket af dette.

Holm skriver i sin kronik, at den mere vidtgående lovgivning i England og Sverige ikke har givet vanskeligheder om mænds retssikkerhed. Som man ser af det foregående, tager hun i forrygende grad fejl, når det gælder England. Forholdene i Sverige er et stort emne – det må vente til en anden gang.

Til slut vil jeg give en reference til en britisk rapport om de store skadelige virkninger på de anklagede personer ved falske anklager om voldtægt eller andre sexovergreb, her.