Barnløse mænd

Mange danskere får aldrig børn. I en alder af 44 år har 22,5 % af mændene endnu ikke fået børn. Ud af de 50-årige er det ca. 20 % af mændene, mod ca. 12,5 % af kvinderne, der aldrig har fået børn. Andre tal siger, at igennem de senere årtier har andelen af barnløse kvinder i Danmark ligget omkring 10 – 12 %.
Den andel af alle mænd, der aldrig bliver fædre, er stigende. Det findes der bl.a. tal for i Norge (4). Andelen af mænd, som ved en alder af 45 år ikke har fået børn, var i 2000 17%; det var i 2019 steget til 25 %. De tilsvarende tal for 45-årige kvinder var i 2000 11 % og i 2019 14 %. Andelen af mænd, som ved en alder af 50 år ikke har fået børn, er nu 21,5 % for den yngste årgang af 50-årige mænd. Det er steget fra 13,3 % for mænd af ældre årgange. Andelen af barnløse vokser altså, men mest for mænd.
Det samme ses i Sverige. Her er den andel, der er barnløse ved en alder af 45 år, nu ca. 22 % for mænd og ca. 13 % for kvinder. Andelen er barnløse mænd ved en alder på 45 år er vokset kraftigt frem til 2005, men er ikke vokset siden da.
Generelt er det sådan i de nordiske lande, at andelen af kvinder som forbliver barnløse, i de senere år har været lidt faldende (Danmark, Sverige) eller lidt stigende (Norge, Finland). I de fleste europæiske lande er tendensen en svag stigning.
For mænd er den generelle tendens i Europa, at langt flere mænd end kvinder er barnløse. Især er der relativt mange barnløse mænd i Nordvesteuropa. Højest ligger Finland med 27 % barnløse mænd.

Det er oplagt, at relativt mange af de barnløse mænd er mænd som er lavt uddannede, har lavt betalte jobs, eller har dårligt helbred. Men i stigende grad er det også mænd med ret høj uddannelse, som ikke får børn.

Det er væsentligt, om de barnløse mænd er barnløse fordi de ikke ønsker at få børn, eller fordi de blot ikke har held til at finde en kommende mor til deres børn.
Lad os se på, hvad oplysninger der findes dette.
Der findes ikke mange data fra Danmark; men der findes data fra Sverige og Norge om højtuddannede mænd omkring 30-års alderen. Disse data viser at 89-97 % af de barnløse mænd gerne vil have børn.

Undersøgelser i de fleste af Europas lande tyder på, at det kun er et lille mindretal af de barnløse mænd, der er barnløse med vilje. Det drejer sig om tal for  hvor stor en del af de 18 – 40-årige der har til hensigt ikke at få børn. Her er det i Danmark ca. 11 % af kvinderne og ca. 16 % af mændene, der ikke har til hensigt at få børn. Men den andel, der frivilligt giver afkald på at få børn, er meget lavere, ca. 3 %. For mange andre europæiske lande ligger tallene i samme område; men i en del lande i Vesteuropa er den andel, der ikke har til hensigt at få børn, og som frivilligt giver afkald på at få børn, noget højere.
Der findes kun ganske få interviewundersøgelser af mere modne personer, der kan belyse barnløse mænds motiver for ikke at de ikke har fået børn. Der findes en lille dansk undersøgelse, som kun omfatter 9 barnløse mænd. Af dem vil de 8 gerne have børn; kun 1 vil ikke have børn.

En norsk interviewundersøgelse omfatter 25 barnløse mænd. De fleste af dem ønsker børn. To af dem siger direkte, at grunden til at de ikke har børn, er at de er single og ikke kan finde sig en kone. Mange af de øvrige bruger så mange timer om ugen på arbejde, at de ikke rigtig har tid til at finde sig en kæreste og få børn; men i princippet vil de gerne have børn – de er bare ikke klar lige nu. Nogle af disse vil ikke have børn, hvis barnets mor stiller store krav til deres deltagelse i familielivet, da det ikke kan forenes med at arbejde så mange timer om ugen, som de gør. Andre venter, fordi de vil være sikre på at den kvinde, der er sammen med, nu også er den rette livsledsager. Men ingen af de 25 udtrykker, at de ikke ønsker børn.
En svensk interviewundersøgelse af repræsentativt udvalgte barnløse personer omfatter ca. 360 personer af hvert køn. De er fulgt igennem flere år. Nogenlunde lige mange mænd og kvinder angav som grund til barnløsheden, at de ikke havde fundet den rette partner. Ved en alder af 28 år galdt det ca. 46 %, ved en alder af 32 år var det ca. 55 %, og ved en alder af 36-40 år var det omtrent 60 %. Det viser at den vigtigste årsag til ikke at have fået børn, når man nærmer sig en alder på 40 år, er at man mangler en partner at få dem med.

I en anden svensk undersøgelse svarede mere end 90 % af kvinderne i årgang 1969, som stadig var barnløse i en alder af 23 år, at de gerne ville have barn i fremtiden. Det tilsvarende tal for mænd i årgang 1964 som var barnløse i en alder af 28 år var at godt 80 % gerne ville have børn i fremtiden.
I Østrig har firmaet ElitePartner fået lavet en undersøgelse, der bl.a. omfatter 423 singler af begge køn. Af disse singler var der 19 % af kvinderne, men hele 39 % af mændene, der ønskede sig at få et barn.

Alt i alt er situationen, at langt de fleste af de 20 – 25 % af mændene, der er barnløse, gerne vil have børn. Hovedparten af dem har det problem, at de forgæves søger at finde en kæreste. For mange af de øvrige er problemet, at de er så optaget af deres arbejde, at de ikke har tid til at finde en kæreste.

De mænd, der i særlig grad gerne ville have en kvindelig livsledsager og stifte familie, men som det ikke lykkes for, falder ind under begrebet incels. Det har jeg skrevet om i dette kapitel.

Opvækst hos homoseksuelle forældre

Der er et stigende antal “regnbuefamilier”, dvs. familier hvor børn vokser op med to homoseksuelle forældre. I de fleste tilfælde er det to lesbiske forældre.

Spørgsmålet er, om en sådan opvækst er fuldstændig lige så god som opvækst i en normal kernefamilie. Er det f.eks. et problem for børn i en lesbisk familie, at de ikke i det daglige har en mandlig figur at forholde sig til? Har børn brug for en far, eller kan en lidt maskulin lesbisk kvinde udfylde samme funktion som en far kan?

Når man vil svare på det spørgsmål, løber man ind i problemer. Det første problem er, at homoseksuelle familier er mere ustabile end heteroseksuelle. Der er mere partnervold i lesbiske par end i heteroseksuelle. Skilsmisseraten for lesbiske ægteskaber er cirka dobbelt så høj som for heteroseksuelle. Generelt holder lesbiske parforhold meget kortere tid en heteroseksuelle parforhold. I  mange lesbiske familier udskiftes den biologiske mors kvindelige partner flere gange eller mange gange i løbet af børnenes opvækst. Det betyder at der er meget få familier, hvor børn gennem hele deres opvækst har de samme to, lesbiske forældre.

Det er et meget generelt træk, at børn klarer sig bedst, også senere i livet, hvis de er vokset op i en stabil kernefamilie med en mor og en far. Hvis familien bliver skilt, klarer de sig f.eks. dårligere. Spørgsmålet er så, om man skal sammenligne lesbiske familier med stabile kernefamilier, eller med gennemsnittet af alle kernefamilier inklusive dem der bliver skilt, eller med skilte familier, eller med opvækst hos enlige mødre. Antallet af forandringer i hvem der er forældre i løbet af barnet opvækst har stor betydning for barnets trivsel, og man kan defor sige, at hvis man skal undersøge betydningen af lesbisk forældreskab i sig selv, så skal man sammenligne med de heteroseksuelle familier, der er lige så ustabile som de lesbiske familier. Alternativt kan man sige, at hvis et lesbisk par overvejer at få børn, så skal det inkluderes i overvejelserne, at et sådant par på forhånd må regnes for mere ustabilt end et normalt ægteskab, og det kunne tale imod at få børn.

Man får selvfølgelig forskellige resultater, afhængigt af om børn fra lesbiske familier sammenlignes med børn fra stabile kernefamilier eller med børn fra brudte familier, enlige mødre etc.

Det næste spørgsmål er om familierne udvælges repræsentativt. Tidligere var det sådan, at undersøgelser der blev udført af lesbiske forskere som regel rekrutterede via det lesbiske miljø – f.eks. via lesbiske tidsskrifter, lesbiske boghandeler, kvindestudiemiljøer, eller via en “snebold-effekt” igennem bekendtskabskredsen. Derved får man familier med relativt højt uddannede partnere. Men mange lesbiske familier befinder sig blandt de lavere klasser, og relativt ofte blandt personer af andre racer end hvid. Hvis man så f.eks. sammenligner børn af højtuddannede lesbiske med børn fra heteroseksuelle familier i lavere samfundsklasser, kommer der en skævhed i sammenligningen.

De fleste undersøgelser angår kun børn op til 17-års alderen, og de viser derfor ikke om opvækst hos lesbiske forældre giver problemer i voksenalderen, f.eks. med karriere eller seksualitet. Det er ellers netop på de punkter, som påvirkes af personens rollemodeller i barndommen, at man kan forvente de vigtigste virkninger, specielt virkningen af ikke at have en far. Den første undersøgelse der har fulgt de unge op til voksenalderen, er af Fiona Tasker og Susan Golombok (1995). Den viser også hos disse personer meget få problemer. Men det må bemærkes at ud af 37 unge vokset op hos lesbiske, var der 12 som ikke kunne undersøges igen, fordi mødrene modsatte sig det. Tilbage var kun 25 unge. Det er en rimelig hypotese, at andelen af unge med problemer er højere hos dem, hvor mødrene modsætter sig en undersøgelse. Det kan give en alvorlig slagside i resultaterne, hvis netop de tilfælde, der falder ud, er dem, der mest sandsynligt viser den eftersøgte effekt.

Det er ikke bare vigtigt, at de udvalgte familier skal være repræsentative. De skal også være mange nok. De kun 25 unge, der blev undersøgt af Tasker og Golombok, er f.eks. alt for få.

Vi kan f.eks. se på, om der er en forhøjet andel af homoseksuelle blandt de personer, der vokser op som børn af homoseksuelle. Det er der selvfølgelig – for homoseksualitet er delvis genetisk betinget, så det ville være meget uventet, hvis andelen ikke var forhøjet. Gennemgang af et større antal bøger og afhandlinger viser sammenlagt, at blandt børn af homoseksuelle er der en meget forhøjet sandsynlighed for at de selv er homoseksuelle – det er op til ca. 10 gange mere sandsynligt. Denne konklusion er baseret på observation af mange hundrede personer. Men i den førnævnte afhandling af Tasker og Golombok er der kun observeret 25 børn af  lesbiske mødre. Her konkluderer man, at der ikke er en forhøjet andel af homoseksuelle. Det er 36 % af børnene af lesbiske mødre, der er homoseksuelle, mod 20 % af dem fra heteroseksuelle forældre. Med det antal forsøgspersoner er den forskel ikke stor nok til at være statistisk sikker, og forfatterne konkluderer så, at der ikke er forskel. Det er jo misvisende – der er tale om en ret stor forskel, og den ville nok være blevet signifikant med et større datamateriale. På den måde kan forfatterne undgå ubehagelige konklusioner ved at have små datameterialer. Oven i købet viste deres data, at langt flest af dem med lesbiske forældre havde overvejet at dyrke homoseksuel sex, og de fleste af de første havde faktisk gjort det, mod ingen af dem i kontrolgruppen. Det er meget signifikant, selv med et så lille datamateriale; men alligevel siger forfatterne, at der ikke er forskel. Her er vi altså derhenne, hvor forfatterne bevidst ignorerer de resultater, som er uønskede for dem.

For at have en rimelig sandsynlighed for, at moderat store forskelle mellem børn fra forskellige typer familier skal blive signifikante (statistisk sikre), skal antallet af undersøgte personer ligge på omtrent 400. Men faktisk ligger næsten alle undersøgelser udført indtil for ti-femten år siden på kun knap 100 personer, og ofte endnu lavere. Det betyder, at i disse undersøgelser kan man ikke forvente at finde nogen signifikante forskelle, selv om der i virkeligheden er forskelle.

I 2005 offentliggjorde det amerikanske psykologforbund, APA, en samlet oversigt over hvad der vides om børn af homoseksuelle forældre. Deres rapport hedder “Lesbian and gay parenting“. Den indeholder en omfattende litteraturgennemgang skrevet af Charlotte J. Patterson, en professor inden for feltet, og selv lesbisk – i lighed med formentlig de fleste andre af de forskere, hun omtaler. Hun gennemgår det samlede resultat af et stort antal undersøgelser, og hele vejen igennem maler hun et rosenrødt billede – næsten uanset hvilke aspekter man studerer, så er der ingen forskel på børn vokset op i heteroseksuelle og homoseksuelle familier. Hun skriver f.eks., at der ikke er nogen forhøjet andel af homoseksuelle børn. Her refererer hun til ovennævnte afhandling af Tasker og Golombok og konkluderer, at de ikke fandt nogen forskel. I sin konklusion skriver hun: ” Not a single study has found children of lesbian or gay parents to be disadvantaged in any significant respect relative to children of heterosexual parents.” (ikke en eneste undersøgelse er nået frem til at børn af lesbiske eller bøsse-forældre er udsat for ulemper i nogen som helst signifikant henseende i forhold til børn af heteroseksuelle forældre.)

Når man gennemgår de mange undersøgelser, som Patterson refererer, så er det bemærkelsesværdigt, at der er ikke nogen af dem der sammenligner opvækst hos hetero- og homo-seksuelle, som kommer bare i nærheden af et tilstrækkeligt stort antal observerede personer. En hovedårsag til, at der angiveligt ikke er nogen af dem, der finder nogen forskelle, er at de allesammen har for små datasæt, så forskellene ikke kan blive signifikante.

Der findes dog to undersøgelser, der er udført før 2005, og som bygger på større datasæt. Den ene er af Paul & Kirk Cameron, fra 1996 (Kirk er Pauls søn). Den har en så stor kontrolgruppe, at statistisk sikre forskelle kan forventes, og sådanne forskelle dukkede da også op, f.eks. at børn af homoseksuelle relativt ofte involveres i incest. Sådanne resultater førte til et stormløb mod Paul Cameron. Hans forskning blev kaldt uetisk, han blev presset til at forlade de amerikanske forbund af sociologer og psykologer; disse forbund erklærede at hans forskning var vildledende, ikke var sociologisk, og ikke burde citeres.

Den anden undersøgelse, der er udført før 2005, er af den australske adjunkt Sotirios Sarantakos. Næst efter Cameron er hans datamateriale det med størst styrke til at finde signifikante forskelle, selv om der stadig er langt til de ønskelige 400 personer. Sarantakos har undersøgt mange forskellige aspekter, og fundet en del signifikante forskelle. De homoseksuelle forældre havde ingen særlige mål for deres børns uddannelse, og børnene klarede sig i gennemsnit væsentligt dårligere i skolen i fag som sprog og matematik. Det resultat er ikke hvad fortalere for homoseksuelle familier kunne ønske.

I Charlotte Pattersons gennemgang af feltet i 2005 værdiger hun kun Cameron og Sarantakos omtaler i en fodnote. Om Sarantakos skriver hun, at der er fejl i hans metoder, og at hans resultater strider imod alle andre undersøgelser, så derfor afviser hun dem. At alle andre undersøgelser har større fejl end dem hos Sarantakos, forbigår hun. Om Cameron skriver hun, at hans metoder er suspekte, at hans resultater strider mod hvad alle andre har fundet, og at andre ikke citerer hans forskning. På den baggrund udelukker han de to undersøgelser med det mest solide datameteriale, og konkluderer at “ikke en eneste undersøgelse er nået frem til at børn af lesbiske eller bøsse-forældre er udsat for ulemper”.  Den konklusion bygger på, at de resultater, der ikke stemmer med hendes ønsker, bliver ignoreret.

Dette var status for forskningen frem til 2005. Derefter var det blevet tydeligt, at de fleste tidligere undersøgelser omfattede for få personer, og at disse personer ofte ikke var repræsentativt udvalgt.

I de senere år har man lavet undersøgelser baseret på store databaser af repræsentativt udvalgte personer, mest i USA. De undersøgelser af den type, der er udført af personer med sympati for homoseksuelle familier, viser alle at der ikke er nogen forskel mellem børn fra forskellige familietyper.

For det første er der en undersøgelse udført af Michael Rosenfeld, der bygger på oplysninger om mere end 700.000 børn, hvoraf 3.500 angiveligt er vokset op med homoseksuelle forældre. Her ses ingen forskel i skolepræstationer. Men det har siden vist sig, at der er en afgørende fejl: Når der indkodes så store datamængder, så sker der fejl. Somme tider bliver forælder nr. 2 fejlagtigt kodet som kvinde, hvor det faktisk var en mand. De fleste af de angiveligt homoseksuelle familier var i virkeligheden heteroseksuelle, og derfor kan resultaterne ikke bruges.

Derudover er der tre afhandlinger udført af Jennifer Wainright, Stephen Russell og Charlotte Patterson. Her var der tale om interviews med over 12.000 teenagere. Af dem var 44 klassificeret som vokset op hos homoseksuelle forældre, og deres interviews blev jævnført med 44 teenagere med mere normal baggrund. Der var dog kun 18 teenagere, som ifølge interviewene entydigt var vokset op hos lesbiske forældre. 26 andre var muligvis fejlkodninger. Forfatterne erklærer at de har tjekket for fejlkodninger; men det ser faktisk ikke ud til at være tilfældet. En anden forsker har tjekket nøjagtigt det samme datamateriale og her set på hver enkelt af de 44 påståede homoseksuelle forældreskaber. Han når frem til at kun 17 af disse forældreskaber faktisk var homoseksuelle. I alle de øvrige tilfælde boede der en far eller en stedfar i familien. Denne anden forsker har så gentaget analysen af de samme grunddata, og fundet helt andre resultater. Bl.a. fandt han en forskel mellem børn af gifte og samboende homoseksuelle forældre. Der var en stærkt signifikant tendens til at børn af gifte homoseksuelle forældre havde flere depressioner og færre positive følelser. Desuden var de langt oftere blevet tvunget til sex mod deres ønske. Der var desuden en generel signifikant tendens til, at alle børn med homoseksuelle forældre klarede sig noget dårligere i skolen.

Disse undersøgelser baseret på meget store datasæt, som hævdedes at vise ingen forskelle mellem familierne, kunne altså afvises som fejlfortolkede. Der var faktisk forskelle. Alligevel ser vi, at lesbiske forskere, som ønsker at hævde at den lesbiske familieform er uden problemer, bliver ved med at citere disse afhandlinger og ignorere de helt fundamentale fejl, som de lider af. Det er barokt, i betragtning af hvor meget de samme personer slår ned på deres modstanderes afhandlinger og bruger langt mindre fejl som begrundelse for at disse afhandlinger skal kasseres. Det skal vi se på nu.

Sociologiprofessor Paul Sullins lavede en analyse af sundhedsdata for 200.000 børn, heraf ca. 500 opvokset i homoseksuelle familier. Børnene var i alderen 4 til 17 år. Han fandt at alvorlige følelsesmæssige problemer fandtes dobbelt så ofte hos børn fra homoseksuelle, lige som de dobbelt så ofte havde ADHD eller indlæringsproblemer.
Den konklusion går stik imod hvad det amerikanske psykologforbund (APA) ønsker. APA har tidligere nedsat en arbejdsgruppe som har produceret en vejledning i hvordan man undgår homofobisk forskning – og forskning der stiller homoseksuelle forældre i et dårligt lys får hurtigt stemplet “homofobisk”. Faktisk har APA oprettet en “LGB bekymringskomité” (se link s. 6-7), som meget nidkært modarbejder al forskning, de ikke synes om. Bl.a. nægter de at anerkende enhver forskning der sammenligner homoseksuelle par med GIFTE heteroseksuelle par. De nægter altså at anerkende at man laver præcis de analyser, der er særlig relevante – effekten af at vokse op i et stabilt normalt ægteskab må ikke vurderes i sammenligning med homoseksuelle  familietyper. APA og det amerikanske sociologforbund (ASA), har rettet en hård kritik mod Sullins´ analyse, hvis værdi de helt afviser. De mener f.eks. at forskellen mellem de to grupper af børn skyldes at de homoseksuelle par er mere ustabile, og at det han registrerer, er effekten af ustabilitet, ikke effekten af at begge køn har samme par. Men faktisk er de to grupper af familier ret godt matchet m.h.t. stabilitet, fattigdom, andel af stedforældre m.m. , og i det hele taget afviser Sullins kritikken (se link s. 20-29).

En anden forsker, sociologen Mark Regnerus, offentliggjorde samtidig med Sullins en artikel om personer vokset op hos homoseksuelle forældre, med den forskel at han ikke så på børn, men så på personer i alderen 18 til 39 år, altså den alder hvor de vigtigste effekter eventuelt viser sig. Han trak data ud fra en stor database og analyserede data for omtrent 3.000 personer, heraf ca. 900 som var vokset op hos deres biologiske forældre i stabile heteroseksuelle ægteskaber, mens resten var vokset op i en række andre familieformer. I analyserne kunne der tages hensyn til forskelle i levestandard. For hver person var registreret 40 forskellige parametre som havde at gøre med trivsel og levevis, f.eks. om de var i arbejde, om de modtog understøttelse, om de var gift nu, hvor mange seksualpartnere de havde haft i alt, om de var dømt for kriminalitet, om de tog narkotika etc. I forhold til personer vokset op i intakte kernefamilier havde personer vokset op i de andre familieformer dårligere resultater i gennemsnit for op til 25 ud af de 40 parametre. Personer vokset op hos lesbiske forældre stod f.eks. særdeles meget dårligere m.h.t. incest og andre seksuelle overgreb i deres barndom. De var i gennemsnit dårligere uddannede, var oftere på bistand, og tjente i gennemsnit mindre. De var mere utro over for deres partner, deres nuværende parforhold havde oftere problemer, og de havde haft betydelig flere seksualpartnere i deres liv. Deres fysiske og mentale helbred var dårligere, og de var oftere i terapi. De var oftere kriminelle, røg mere tobak og hash, og brugte mere tid på at hænge foran  fjernsynet. På en lang række punkter adskilte de sig altså negativt fra børn af stabile ægteskaber.

Dette resultat vakte voldsom stor vrede hos de der sympatiserer med homoseksuelle, bl.a. i APA og ASA. Man kritiserede bl.a. at Regnerus ukritisk havde regnet alle de familier for lesbiske, hvor sønnen/datteren havde oplyst at moderen var lesbisk. Derved skete der en sammenblanding af familier, hvor den lesbiske mor enten boede alene med børnene, eller i kortere eller længere tid havde en lessbisk kæreste boende hos sig i familien. Regnerus lavede så en ny analyse af sine data, hvor han foretog en skelnen mellem om moderens partner boede eller ikke boede sammen med moderen, og fik den nye version offentliggjort i et senere nummer af samme tidsskrift. I denne nye analyse var konklusionerne næsten uforandrede, og hans modstandere var derfor stadig lige vrede på ham. Det fremgår af en redegørelse for sagen. 201 akademikere sendte et brev til tidsskriftets redaktør og protesterede mod at det havde antaget artiklen til offentliggørelse. Regnerus´ tidligere afdelingsleder fik trykt en kronik om at hun var rasende over at Regnerus havde produceret dette pseudovidenskab. Talrige andre beklikkede Regnerus, og redaktøren, og integriteten af tidsskriftets peer review. Universitetet gennemførte en undersøgelse af om Regnerus havde udvist god videnskabelig skik, en undersøgelse der handlede om hvorvidt de metoder han klart beskrev i sin afhandling var i orden. Han blev kritiseret voldsomt af mange for at hans metoder og data ikke var gode nok, selv om de på næsten alle punkter var markant bedre end langt de fleste afhandlinger der støtter homoseksuelt forældreskab. Faktisk er de undersøgelser, der støtter homoseksuelt forældreskab, præget af talrige metodefejl.

En professor kritiserede at tidsskriftet havde offentliggjort en så politisk følsom artikel – og her er vi ved kernen: kritikken gik i virkeligheden ikke på artiklens kvalitet, men på at den gik imod politisk korrekthed. På de amerikanske universiteter er der en overvægt af venstreorienterede i forhold til konservative på mellem 8:1 og 30:1. Mange forskere siger at man ikke skal offentliggøre noget som støtter konservativ ideologi, og ikke invitere konservative forskere til symposier. De udtrykker sådanne synspunkter som f.eks. at “socialvidenskab skal være et redskab for social forandring og bør altså fremme de korrekte værdier og ideologiske standpunkter”. På grund af denne altdominerende politiske korrekthed tør de fleste forskere ikke publicere noget der går imod de homoseksuelles interesser, og specielt tør de ikke publicere resultater der taler disse interesser imod. Ingen ved hvor mange der afholder sig fra at lave eller publicere videnskabelige undersøgelser på grund af denne korrekthed. Men sagen viser i hvert fald tydeligt, at denne del af sociologien er gennem-korrumperet af ideologiske og politiske hensyn.

En gennemgang af hvad forskning som støtter homoseksuelt forældreskab har fundet frem til, og hvad forskning som går imdo homoseksuelt forældreskab har fundet frem til, viser at på en meget lang række punkter har de fået diametralt modsatte resultater. De første finder at der ikke er nogen forskelle mellem personer vokset op i forskellige familieformer, mens de andre finder at der er talrige signifikante forskelle. Nogle af forskellene (f.eks. i hyppighed af seksuelle overgreb mod børnene) er ganske store.

Der er sidenhen fremkommet flere undersøgelser der støtter Sullins og Regnerus i at personer opvokset hos homoseksuelle forældre klarer sig relativt dårligt, f.eks. med hensyn til uddannelse som i  denne canadiske undersøgelse af ca. 1,4 mio. personer, heraf ca. 1.400 fra homoseksuelle familier.  Der er også fremkommet flere undersøgelser der viser at børn fra de to familieformer klarer sig præcis lige godt, f.eks. denne undersøgelse af knap 200 børn i alderen 6 – 17 . Der bliver altså ved med at fremkomme undersøgelser der peger i hver sin retning. Noget af dette kan måske forstås på den måde, at der er ikke mange forskelle at spore, så længe der er tale om børn. Det er først når de bliver voksne, at der dukker tydelige problemer op m.h.t. uddannelse, karriere og seksualliv.

Alt i alt er der så stor uenighed mellem forskere der er tilhængere og modstandere af homoseksuelt forældreskab, at man ikke kan konkludere noget. Forskningen er så gennemsyret af ideologi, at den har mistet sin troværdighed. Og forskning som man ikke kan tro på, er værdiløs. Det vil sige at den ideologiske infiltration har ødelagt videnskaben på dette felt og gjort den værdiløs. Personlig ser jeg hovedårsagen til denne misére i den udbredte holdning som fremgår af ovennævnte citat: “”socialvidenskab skal være et redskab for social forandring og bør altså fremme de korrekte værdier og ideologiske standpunkter”. Den holdning dominerer blandt forkæmpere for seksuelle minoriteters rettigheder og blandt feminister, og det betyder at disse gruppers indblanding ødelægger videnskabens troværdighed.

Man skulle så tro, at de to modparter i det mindste kunne blive enige om at de er uenige. Men nej, heller ikke det er tilfældet. De der støtter homoseksuelt forældreskab, benægter pure at der overhovedet findes nogen forskning, der modsiger dem.

Et nyligt eksempel fra 2017 er at The Australian Medical Association (AMA) i en redegørelse har henvendt sig til det australske parlament for at få dem til at lovgive til fordel for homoseksuelt ægteskab. Her hævder de, at der findes ingen peer-reviewed påstået evidens som tyder på at børn opvokset i homoseksuelle familier lider under dårligere helbred eller dårligere psykosocialt resultat end andre. Det hævdes endda at der er forskning der viser at fysisk, psykisk, psykosocialt og m.h.t. uddannelse står de lige med andre børn, eller endda over dem. Dette kritiseres så af en australier som over flere sider gennemgår den meget omfattende evidens der viser en meget, meget lang række af dårlige resultater for børn fra homoseksuelle familier.

Jeg nævnte tidligere, at i en samlet oversigt over litteraturen om emnet frem til 2005 skrev den lesbiske forsker Charlotte J. Patterson: ” ikke en eneste undersøgelse er nået frem til at børn af lesbiske eller bøsse-forældre er udsat for ulemper i nogen som helst signifikant henseende i forhold til børn af heteroseksuelle forældre.” Der er unægtelig fremkommet nogle undersøgelser siden da som tyder i andre retninger. Har det fået Patterson til at udtale sig mindre skråsikkert? Nej! Her i 2019 er der udkommet en ny udgave af et bogværk i fem bind, “Handbook of parenting”. I bind tre har Patterson skrevet et kapitel om homoseksuelle forældre. I konklusionsafsnittet skriver hun at “resultaterne af forskningen indtil nu er usædvanligt klare. Børn af lesbiske og bøsse-forældre udvikler sig meget på samme måde som andre børn gør. Forskningen støtter ikke den forestilling at børn af lesbiske eller bøsse-forældre lide runder skadleige ulemper som skyldes deres forældres seksuelle orientering.”

Når Patterson skriver sådan, så er det ikke bare usandt. Det er direkte løgn, skrevet imod bedre vidende. Resultaterne af forskningen ikke nu er bestemt ikke “usævanligt klare.” Nej, de er usædvanligt modstridende.

Også danske medier giver det forkerte indtryk, at alle undersøgelser af børn fra homoseksuelle familier klarer sig lige så godt som alle andre. En artikel i Politiken i 2017 refererer f.eks. den britiske lesbiske forsker Susan Golombok, som siger til avisen at “De her børn har akkurat den samme risiko for at få problemer og den samme chance for at have et succesfuldt liv som alle andre børn.” Avisen har også indhentet en kommentar fra seniorforsker Mogens Christoffersen, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, som siger: “Jeg har fulgt med i forskningsresultater gennem årene, og de er meget enslydende fra forskellige steder i Europa og i USA.” Dette fejlagtige indtryk er så yderligere blevet viderebragt i DR´s dækning af valgkampen i 2019.

De dominerende forskere, især lesbiske forskere, har åbenbart formået at sætte deres præg så effektivt på feltet, at de formår at gemme de undersøgelser helt bort, hvis resultater de ikke kan lide. Deres plan om at censurere forskningen over for befolkningen ser ud til at lykkes.

Klarer børn med kun én forælder sig lige så godt i livet, som børn med to forældre?

Dette spørgsmål er netop blevet aktuelt nu (april/maj 2019). I den offentlige debat mangler der åbenbart henvisning til viden om hvad det betyder for børn at vokse op hos en solo-forælder (som regel en solo-mor). Den viden er det nødvendigt at få frem, og derfor giver jeg her en oversigt over hvad jeg lige har kunnet finde frem af evidens for, at det i gennemsnit er dårligere for børn at vokse op hos en soloforælder end i enkernefamilie.

Man kan hurtigt finde statistikker, der viser at unge opvokset hos enlige mødre relativt ofte udvikler sig uheldigt f.eks. m.h.t. kriminalitet. Her er f.eks. en grim statistik for unge opvokset i faderløse hjem i USA, og her er tilsvarende oplysninger fra Storbritannien.

Noget lignende ses også i Danmark: Mange rockere er vokset op uden en far (link her og her)

Til dette kan man så indvende, at der her for en stor del er tale om enlige mødre med dårlige sociale og økonomiske kår.

Men der findes også undersøgelser der viser, at selv når man tager højde for forskelle i SES, så går det stadigvæk dårligere for børn der er vokset op hos enlige forældre, i forhold til børn der er vokset op i kernefamilier. Der findes f.eks. en svensk undersøgelse af Weitoft et al.(2003) – populær omtale her . Jeg citerer fra abstractet:
“After adjustment for confounding factors, such as socioeconomic status and parents’ addiction or mental disease, children in single-parent households had increased risks compared with those in two-parent households for psychiatric disease in childhood . . .
Growing up in a single-parent family has disadvantages to the health of the child. Lack of household resources plays a major part in increased risks. However, even when a wide range of demographic and socioeconomic circumstances are included in multivariate models, children of single parents still have increased risks of mortality, severe morbidity, and injury.”

Den dårlige status for børn af alenemødre kan altså ikke forklares blot med disse mødres dårlige sociale og økonomiske situation.

En stort anlagt amerikansk undersøgelse af unge voksne personer der er vokset op i forskellige familieformer, viser at der er væsentlige forskelle mellem børn af enlige mødre og børn opvokset i stabile kernefamilier. Ud af 40 parametre, der er registreret, er der forskel på de 21 efter at man har justeret for diverse forhold, såsom forskelle i indkomst. Børn af enlige mødre har i gennemsnit lavere uddannelse, er fattigere, er lidt mere kriminelle, er mere promiskuøse, har oftere kønssygdomme, har oftere problemer i deres nuværende parforhold, og har flere homoseksuelle erfaringer.

Når det gælder skilsmissebørn, så er det oplagt at antage, at en opskruet konflikt mellem forældrene er til skade for børnene, og at det derfor vil være bedre for dem at forældrene bliver skilt. Men statistikken bekræfter ikke denne antagelse. Selv når der er et vist konflikt-nvieau i kernefamilien, er det stadig bedre for barnet at bo der end at bo hos skilte forældre.

Jeg kan f.eks. citere dette:
“When the level of parental conflict was factored in, JPC children still had better outcomes across multiple measures of well-being. High conflict did not override the benefits linked to shared parenting, so JPC children’s better outcomes cannot be attributed to lower parental conflict.”

Skilsmissebørn hos soloforældre klarer sig relativt dårligere end alle andre. Link: her.

Et større forskningsprojekt fra Sverige i 2016, har arbejdet målrettet med at undersøge de forskellige deleordningers konsekvens for børn trivsel og deres relation til forældene. De boformer, der sammenlignes i den svenske undersøgelse er børn i kernefamilien, deleordning, hvor børnene er lige meget hos begge forældre, deleordning med mest tid hos den ene forælder, og de børn, der boede hos kun den ene forælder.Undersøgelsen er korrigeret for sociale faktorer, så som andelen af udenlandske forældre og forældrenes uddannelsesniveau. Men stadigvæk er konklusionen, at børn der bor hos enlige forældre er de, der har det relativt dårligst. (Links: her og her).

Dette understøttes af et litteraturreview, som Linda Nielsen har stykket sammen (links til del 1 og del 2). I tabel 4 i anden del af review´et sammenfatter hun data, og de viser at i forhold til intakte familier har børn det i gennemsnit dårligere i alle andre familietyper, herunder bestemt også i familier med en enlig mor.

Linda Nielsens forskning viser i øvrigt, at fædre på talrige måder er specifikt til gavn for deres døtres udvikling (links: her og her)

Hvis datteren har et godt og varmt forhold til sin far, så har det betydning for hendes karrierevalg som voksen. Det giver hende også den selvsikkerhed der gør, at hun ikke overtales til sex som hun ikke ønsker. Det gode forhold til faderen øger sandsynligheden for et følelsesmæssigt intimt og behovsopfyldende forhold til en mandlig partner. Der er øget sandsynlighed for et langvarigt og tilfredsstillende ægteskab.

Disse konklusioner passer fuldstændig sammen med, hvad jeg har skrevet i kapitel 16 i “To køn – tre sandheder“, nemlig at faderen har betydning for datterens ambitioner, karrierevalg og seksualitet. Dette konkluderede jeg på basis af anden forskning, som altså stemmer helt overens med Linda Nielsens forskning. Jeg vender tilabge til det længere nede.

Jeg vil kort nævne en bog der samler generelle bidrag om emnet:
W. Bradford Wilcox & Kathleen Kovne Kline (2013):
Gender and parenthood: Biological and social scientific studies.

Heri står bl.a. et relevant kapitel af Rob Palkovitz:

Jeg kan også citere
David Popenoe (1997): Life without father.
Fra abstractet :
” The absence of fathers from children’s lives is one of the most important causes of problems related to children’s well-being such as increasing rates of juvenile violent crime, depression and eating disorders, teen suicide, and substance abuse. The economic difficulties experienced by mother-headed families ultimately account for many of the disadvantages found among fatherless children. Fathers make unique contributions to childrearing, including a parenting style different from mothers and an emphasis on play, which facilitates normal emotional development. The largest negative consequence of father absence is juvenile delinquency and violence, and early sexual activity. Marriage and childrearing act as extremely important civilizing forces for men; when there are large numbers of young, unattached males concentrated in one place, there are increases in social disorder. Itis necessary to undo the cultural shift toward radical individualism to restore marriage and reinstate fathers in their children’s lives.”

Hør også David Popenoe her:

Fædres specifikke betydning fremgår også af følgende, hvor det siges at det gælder uanset indkomstniveau:

Research has shown that fathers, no matter what their income or cultural background, can play a critical role in their children’s education.

For 18-årige døtre med “boomerang fædre”, som forlader familien og senere vender tilbage igen, er det bedre at have en far noget af tiden end slet ikke at have nogen far. Døtre uden far i husholdningen har oftere depression end både døtre med permanent far og døtre med boomerang-far.

Jeg kan også citere fra
Mogens Nygaard Christoffersen (1996): Opvækst hos fædre.

Heri s. 11: “Undersøgelsen viser, at fædrene gennemgående er mere psykisk robuste end mødrene. Der er således relativt færre af fædrene, der har de undersøgte psyko-somatiske stress-symptomer.”

Og s. 13: “Umiddelbart ser det ud til, at de børn der bor hos faderen, har nogle fordele, som de børn, der bor hos moderen, kun har i begrænset omfang. ”

Der findes mange undersøgelser af børn der vokser op hos lesbiske par. De fleste af disse har studeret et så lavt antal personer, at man ikke kan forvente at finde statistisk sikre tendenser.Det er desuden et problem, at de fleste undersøger børnene mens de er børn eller teenagere, og ikke har set på dem som unge voksne – det er den periode, hvor man kunne forvente problemer med karriere og med relationen til seksuelle partnere. I de senere år er der dog lavet et antal undersøgelser af et stort antal repræsentativt udvalgte personer, og de fleste af disse viser væsentlige forskelle mellem børn der er vokset op hos homoseksuelle og børn der er vokset op i stabile heteroseksuelle ægteskaber. Se f.eks. her. Det er dog et stort emne, som jeg vil behandle nærmere i en blogpost for sig.

Videre til en helt anden indfaldsvinkel:
Der findes et ikke direkte relevant, men alligevel tankevækkende studie, nemlig forsøg på mus. Disse forsøg viser at museunger der vokser op uden en far har defekter i den præfrontale cortex. Her spiller levestandard jo ikke nogen rolle – der må være tale om en psykisk effekt. Vi ved ikke om det samme gælder for mennesker; men museforsøget viser at en sådan virkning potentielt godt kan forekomme – når en sådan psykisk mekanisme er mulig hos andre pattedyr, må den også være mulig hos mennesker.

Endelig er der et aspekt mere, nemlig hvad det betyder for mænd at være fædre.
Forskning udført af David Eggebeen viser, at faderskab har positiv betydning for mænd. Det vil sige at samfundet går glip af den positive indflydelse på mændene, hvis de ikke får børn.

Jeg (Kåre Fog) beskæftigede mig en del med disse emner, dengang jeg skrev bogen “To køn – tre sandheder“, som udkom i 2004 (forlaget Mysis). Heri er bl.a. et kapitel 16 om “Faderens betydning for datterens udvikling”, som nævnt ovenfor. Her konkluderer jeg, at faderen ikke har nogen særlig indflydelse på, hvordan datteren er som barn, men han har indflydelse på visse forhold der først viser sig efter at hun er kommet i puberteten. Det drejer sig især om hendes ambitioner, hendes karriere, og hendes seksualitet.
Baggrunden for denne konklusion må læses i det pågældende bogkapitel. Jeg vil dog her citere nogle uddrag af den tekst, der ligger til grund for den senere endelige udgave af min bog.
Først har jeg dette afsnit om kvinders evne til at få orgasme:
“En amerikansk læge og forsker, Seymour Fisher, satte sig for at undersøge hvad der bestemmer kvinders evne til at få orgasme (Seymour Fisher (1973): The female orgasm. Psychology, physiology, fantasy. 533 pp. Basic Books, Allen Lane).
Han og hans kvindelige hjælpere undersøgte omtrent 300 gifte kvinder i alderen 20-45 år. Disse kvinder gennemgik meget omfattende og dybtgående interviews om deres kønsliv, om deres barndom og opvækst m.m., foruden at de blev udsat for mange forskellige fysiologiske målinger.

Af alle de mange forhold der blev registreret, var der næsten ingen der viste nogen sammenhæng med kvindernes evne til at få orgasme.
Kvinder der havde svært ved at give sig hen, var kvinder der havde en eller anden angst for tab og adskillelse. F.eks. bad man kvinderne om at fortælle om de ti tidligste episoder i deres barndom som de kunne huske. Hvis der blandt disse tidlige barndomserindringer var relativt mange der handlede om død og adskillelse, så havde kvinden svært ved at få orgasme. Mærkeligt nok kunne der ikke påvises nogen betydning af adskillelse fra moderen, hvorimod adskillelse fra faderen, f.eks. på grund af hans sygdom, død, skilsmisse, eller langvarige forretningsrejser, var vigtigt. Man kan altså sige at den lille piges angst for at miste sin far levere videre som den voksne kvindes angst for at miste den mand hun har knyttet sig til, og dermed en angst for at give sig hen og glemme omverdenen.

Forældrenes adfærd og væremåde viste en betydning for datterens seksualitet senerehen. Med hensyn til holdning og opdragelsesmetoder, så havde moderen ingen som helst betydning. Kun faderen havde betydning. Det var et fællestræk ved de kvinder der havde svært eller umuligt ved at føle orgasme, at deres far i sin tid var lunefuld, ustabil og temmelig ligeglad med sin datter. Det gjaldt f.eks. hvis kvinden fortalte at hendes far lod hende bruge lige så mange penge hun havde lyst til; hvis han lod hende blive oppe lige så længe om aftenen som hun ville; hvis han lod hende passe sig selv og gøre hvad hun ville; hvis han ikke gav hende påbud om at være hjemme til et bestemt tidspunkt om aftenen; og hvis han var ret ligeglad med om de fastsatte regler blev overholdt. Det var særlig skadeligt hvis faderen var alkoholiker med deraf følgende humørsvingninger – den ene dag meget sød og kærlig, den anden dag vred og utilnærmelig. Omvendt fortalte de kvinder der som voksne havde stor evne til at føle orgasme, at deres far lagde vægt på moral og ærlighed, var streng og krævende, fastsatte strenge regler, straffede hårdt hvis de ikke blev overholdt, og forlangte ubetinget lydighed.

En sådan autoritær far-type giver sin datter en følelse af stabilitet, sikkerhed, tryghed og faste holdepunkter, og åbenbart medfører dette at hun senere i livet føler en så fundamental tryghed, at hun tør give sig hen uden angst for at miste noget. Det er som om kvinden tør kaste sig ud i det tomme rum og føler sig sikker på at nogen vil være der og gribe hende. Det er altså positivt for en pige at have en autoritær far, hvis blot faderen ikke overdriver i en sådan grad at han bliver som et koldt og utilnærmeligt bjerg. Han skal være opmærksom og tilgængelig.

I undersøgelsen af kvinders orgasme viser der sig ganske vist en vis sammenhæng med hvordan pigens mor var. Men det handler udelukkende om moderens forhold til mand og hjem, ikke om hendes forhold til datteren. Hvis moderen var utryg, f.eks. hvis hun var bange for sin alkoholiske mand, så har datteren svært ved at opnå orgasme. Hvis derimod moderen var tryg, f.eks. hvis hun mest interesserede sig for at være hjemme og passe familien, eller hvis hun følte sig tilfredsstillet i sit arbejde uden for hjemmet, så har datteren let ved at opnå orgasme. Det positive ved moderen er altså at hun er brugbar som rollemodel. ”

Hvad angår seksualitet, kan jeg også henvise til forskning udført af Jay Belsky, som viser at børn der vokser op uden far eller med en ustabil far, ofte senere får et forstyrret forhold til det modsatte køn. De lærer gennem opvæksten at verden er et usikkert sted, hvor personlige relationer mand-kvinde er usikre. For døtrenes vedkommende fører det typisk til tidlig pubertet (de får deres første menstruation i en yngre alder end piger der vokser op i stabile kernefamilier), og de får en pågående, overfladisk, promiskuøs tilgang til sex.

Jay Belsky, Laurence Steinberg & Patricia Draper (1991): Childhood experience, interpersonal development, and reproductive strategy: An evolutionary theory of socialization. Child development 62: 647-670.

I min tekst fra dengang finder jeg også dette afsnit:

“Den positive betydning af omsorgsfulde fædre

Der findes talrige undersøgelser der påviser fædres positive betydning for deres børns udvikling, men der er for det meste tale om virkninger der først viser sig ret sent i børnenes udvikling, i teenageårene eller endog i den voksne alder (1). De fædre der engagerer sig i børnenes udvikling og bruger tid på dem, får børn med en række positive egenskaber. Bl.a. har man konstateret at fædre der engagerer sig meget i leg og fysiske udfoldelser med børnene, har børn som er populære blandt deres jævnaldrende. Det vigtige er især faderens evne til at reagere positivt på børnenes initiativer, og at han beskæftiger sig ret meget med dem. Men det er også uheldigt hvis han beskæftiger sig for meget med dem; hvis faderen er dominerende, blander sig meget og vil styre børnenes aktiviteter, så lærer børnene ingen sociale færdigheder.

Tilsvarende virkninger af faderens indsats er konstateret i andre undersøgelser: Hvis faderen engagerer sig tilpas meget i sine sønners liv i børnehavealderen, så kan de bruge ham som forbillede, og da udvikler de en maskulin holdning til sig selv og deres relationer til andre. Hvis faderen er passiv eller ligefrem mangler, bliver sønnerne derimod ikke ret maskuline, og hvis han tværtimod er meget dominerende med masser af straf, forbud og kontrol, så bliver de heller ikke maskuline.

Faderens positive virkninger på datteren viser sig især når datteren bliver ældre. Adskillige undersøgelser viser samstemmende at hvis faderen har interesseret sig for datteren på en god måde, så udvikler pigen sig i ungdomsårene som regel til et socialt veltilpasset menneske med succes såvel i parforhold som i karriere. Hvis faderen behandler sin datter med respekt, støtter hende følelsesmæssigt, værdsætter hendes femininitet og ikke er for autoritær og styrende, så kan det øjensynligt have en meget positiv indflydelse på hendes udvikling i teenage-årene og senere (1). Andre typer af fædre får derimod en datter med ringe selvtillid og vanskelighed ved at stå på egne ben. Det gælder fædre der er autoritære og går ind for traditionelle kønsmønstre; selv om de elsker deres døtre, så går de højere op i at tjene penge til familien, er bange for at engagere sig for meget i døtrenes liv, og føler at det er mødrenes opgave at tage sig af døtrenes udvikling. Det gælder også fædre de har høje akademiske ambitioner på deres døtres vegne, men er fjerne og ikke forstår at stimulere døtrene følelsesmæssigt (1). . . .

Andre har lagt mere vægt på hvor dygtige eleverne er i skolen, og talrige undersøgelser af denne type viser at fædre har en speciel gavnlig indflydelse på børnenes evner for skolefag (1, 2). Det gælder specielt på relativt maskulint betonede felter, så som regning og rumligt betonede tests. Virkningen er tydeligst hos drenge. Hos 9-årige drenge har man f.eks. fundet, at de hvis fædre var meget til stede i hjemmet, klarede sig bedre i skolefagene end dem hvis fædre havde meget lidt tid til deres børn, og dem der helt manglede en far (4). Drenge i den alder synes at bruge deres fædre som forbilleder på en ret direkte måde, og jo mere tid de bruger sammen med deres far, jo bedre evner viser de for problemløsning og m.h.t. intelligens. Hvis drenge udsættes for forældrenes skilsmisse, klarer de sig dårligere i skolen (1).

Hos piger er det ofte først i en noget højere alder at faderens positive indflydelse kan spores. Som før nævnt afhænger faderens positive indflydelse af at han engagerer sig i sin datters liv, men uden at være for dominerende og autoritær.

Flere undersøgelser har vist at de piger der er dygtigst til at løse vanskelige opgaver, er de piger der havde et fjernt forhold til deres mor da de var små. De havde mødre der ikke beskyttede dem, og som måske endda var fjendtlige over for dem; dette er helt modsat forholdene for drenge, hvor de bedste intellektuelle evner ses hos drenge med hengivne mødre (5). Tilstedeværelsen af en far viser derimod positiv sammenhæng med kvinders intellektuelle udvikling, bl.a. deres dygtighed til matematik (3).           Øjensynligt er der endog tale om en varig virkning også op i voksenalderen (1). Kvinder der har gjort god karriere, især i fag med maskulint præg, siger ofte at deres far har haft stor betydning for at de kunne opbygge en selvtillid på det faglige område. Det blev f.eks. nævnt i kapitel 7 at de mest fremragende kvindelige matematikere ikke er specielt maskuline, men bærer rundt på et indre billede af en positiv far-figur der tjener som model for dem.

I en undersøgelse lod man forældre og deres teenage-barn diskutere nogle historier der indeholdt vanskelige moralske dilemmaer. Diskussionerne blev optaget på bånd og analyseret. Det viste sig at der udspandt sig konstruktive diskussioner mellem faderen og teenage-barnet. Fædrene lagde vægt på at fokusere på de afgørende forhold, på forklaringer og løsning af problemer, hvilket affødte tilsvarende former for argumentation hos deres døtre og sønner. Mødres indlæg, derimod, havde mere karakter af forsøg på at få overtaget i diskussionen, og indebar ikke nogen intellektuel stimulering af teenage-børnene. Derudover kunne det konstateres at døtre talte mere end sønner (6). ”

(1) Henry B. Biller & Jon Lopez Kimpton (1997): The father and the school-aged child. Pp. 143-161 i M. E. Lamb (ed.): The role of the father in child development. 3rd ed. Wiley & Sons.

 

(2) Patricia Draper & H. Harpending (1982): Father absence and reproductive strategy: An evolutionary perspective. Journal of anthropological research 38: 255-273.

(3) Harris S. Goldstein (1982): Fathers´ absence and cognitive development of 12- to 17-year-olds. Psychological reports 51: 843-848.

 

(4) Robert W. Blanchard & Henry B. Biller (1971): Father availability and academic performance among third-grade boys. Developmental psychology 4: 301-305.

 

(5) Dorothy McBride Kipnis (1976): Intelligence, occupational status, and achievement orientation. Pp. 95-122 i B. Lloyd & J. Archer (eds.): Exploring sex differences. Academic Press.

 

(6) S. T. Hauser m. fl. (1987): Sex differences within the family: Studies of adolescent and parent family interactions. Journal of youth and adolescence 16 (3): 199-220.

Kåre Fog  6./5. 2019