KOMMENTARER TIL ET INTERVIEW MED MAIKEN WEXØ – NOGET OM HVAD DER GØR KVINDER HHV. MÆND ATTRAKTIVE

Maiken Wexø har igennem sin karriere i TV-branchen været en stærk kvinde med nogle maskuline tilgange til arbejdslivet. I et stort interview med Berlingske fortæller hun om sit liv og sine holdninger. Hun mener at kvinder fortsat undertrykkes, og at det er vigtigt stadigvæk at kæmpe imod den uretfærdige undertrykkelse.

Men hun siger også nogle væsentlige ting, som jeg tolker helt anderledes end hun gør – jeg tolker dem sådan, at der IKKE sker nogen undertrykkelse af kvinder. Det drejer sig om, hvad der gør mænd eller kvinder tiltrækkende for det modsatte køn.

Vi læser i interviewet:
Maiken Wexø har aldrig haft »en date« på en arbejdsplads, ikke engang en flirt. For mænd tænder ikke på en »boss lady«.
Jeg mener at hun har ret her. Hvis kvinden har en lederposition og har bemyndigelse til at give ordrer til manden, så kan han ikke finde hende tiltrækkende. Wexø mener, at det har noget at gøre med samfundsstruktur og opdragelse. Det mener jeg til gengæld ikke. Jeg mener at det er biologisk bestemt og fast indkodet i os. Det er jo det samme i alle kendte kulturer i verden, og altså ikke et særtræk ved lige netop vores kultur.

Hun siger videre:
»Mænd og kvinder vil gerne være attraktive for hinanden, og det kan være en udfordring i forhold til at opnå total ligestilling. Der er meget, mænd kan tillade sig, som ikke har en negativ effekt på deres seksuelle tiltrækningskraft, men som kvinder må holde sig fra, hvis vi vil bevare vores seksuelle appeal. Og meget af det, vi ikke må, er præcis det, der har skaffet mænd direktørposter.«
Ja, hun har helt ret her. Mænd er mere attraktive som seksualpartnere, hvis de står højt i hierarkiet, hvis de har magt og indflydelse og ledelsesansvar. Det tænder mange kvinder på. Overalt i verden tiltrækkes kvinder af mænd med høj social position. Det er faktisk et af de vigtigste punkter der kan gøre mænd attraktive. Det vil sige at det som feminister kritiserer mænd for – deres dominerende ledelsesposition – er netop lige præcis det, som gør mænd attraktive.
Hun siger videre:»En dominerende og handlekraftig mand er tiltrækkende, det er ikke det samme for kvinder, og derfor må man gøre op med sig selv, om man er villig til at slække lidt på den feminine tiltrækningskraft for til gengæld at få mere gennemslagskraft.«
Med andre ord: Hvis en mand har en dominerende ledelsesposition, så gør det ham attraktiv. Hvis en kvinde har en dominerende ledelsesposition, så gør det hende u-attraktiv. Og begge dele er, efter min fortolkning, biologisk indkodet. I fortiden har de kvinder, der søgte at danne par med mænd i ledende positioner, f.eks. den lokale høvding, fået mere overlevende afkom end andre. Det er derfor naturligt, at kvinder i tidens løb har udviklet en sådan præference. Og omvendt – mænd der har søgt at danne par med kvinder i ledende positioner, har sandsynligvis fået færre afkom end andre mænd, og i så fald er det naturligt, at mænd i tidens løb har udviklet en modvilje mod at forelske sig i sådanne kvinder.

Nu kommer vi så til hvad Wexø siger om kvindeundertrykkelse:

»Vi er midt i en nyfeministisk global bølge, som handler om, at kvinder har fået mod på igen at stå sammen om at kæmpe for nogle forandringer, der kan gøre op med de uretfærdigheder, man er underlagt og møder som kvinde, for dem er der stadig en del af.«
Kvinder er altså ifølge hende stadig underlagt nogle uretfærdigheder. Og hvad er så det for nogle?
Maiken Wexø mener, at det i Danmark primært har handlet om #MeToo.
»Det synes jeg er lidt ærgerligt. #MeToo har på grund af det sensationelle, glamourøse og erotiske fået lov til at overskygge snakken om retfærdighed og diversitet. Det er blevet til et ‘battle’ mellem de to køn, for #MeToo er jo også en anklage af mænds adfærd. Men de uretfærdigheder, jeg møder som kvinde, er ikke nogle, som mænd har skabt alene, kvinder har også selv et ansvar. Men mest handler det om historie, samfundsstruktur og opdragelse.«

Hun mener altså, at den uretfærdige undertrykkelse af kvinder ikke kun skabes af mænd, men også til en vis grad af kvinder.
Åbenbart må vi forstå hende sådan, at når det er svært for kvinder at komme helt til tops i store organisationer, så hænger det sammen med at mænd i lederpositioner er attraktive, mens kvinder i lederpositioner er u-attraktive. Hun men at det handler om historie, samfundsstruktur og opdragelse. Jeg derimod mener, at det er biologisk indkodet.

Hvis nu vi for et øjeblik går ind på hendes tankegang, så er det altså en samfundsskabt uretfærdighed, at kvinder opfattes som u-attraktive, hvis de indtager toppositioner, og at der er en deraf følgende modvilje mod at kvinder skal indtage toppositioner.

Der ligger her lidt af en uudtalt anklage om at mænd er onde, fordi de på den måde holder kvinder væk fra de mest vellønnede stillinger. Men hvis vi skal bringe ondskab og uretfærdighed ind i billedet, så mener jeg at kvinderne er de værste. For en mand der har de menneskelige kvaliteter, der gør at han ikke bliver leder, han bliver u-attraktiv. Der er mænd der ikke sætter karriere og penge over bløde værdier, som ikke vil møwe sig frem til lederpositioner for enhver pris, som giver sig tid til at snakke med folk og nære omsorg for dem, etc. etc. – kort sagt, mænd der har netop de kvaliteter, som feminister i dag efterlyser. Disse mænd er lige netop IKKE attraktive for kvinder. Disse mænd er hvad nogle kalder “nice guys” – de flinke og venlige og hjælpsomme fyre, som gerne vil have at alle kan lide dem, og som kvinder netop ikke kan lide, fordi de er for kvindagtige og bløde. Feminister og mange andre moderne kvinder bliver ved og ved med at moralisere over for mændene for at få dem til at stræbe efter bløde værdier, snarere end karriere og penge. Dvs. disse kvinder gør en ihærdig indsats for at mænd IKKE skal være seksuelt attraktive. Det synes jeg egentlig er værre – mere ondskabsfuldt, om man vil – end at mænd forsøger at forhindre at kvinder indtager lederpositioner, som gør dem uattraktive.

Det gode ved interviewet her er at spørgsmål om hvad der gør personer seksuelt attraktive, nævnes i samme ombæring som spørgsmål om hvorvidt nogen holdes ude fra bestemte stillinger. Det er lige netop her, at hunden ligger begravet, efter min mening. Det der kaldes undertrykkelse af kvinder, er udslag af biologisk betingede forskelle på hvad der gør mænd attraktive, og hvad der gør kvinder attraktive. Al feminisme går i den retning, at man forsøger at gøre kvinder mindre attraktive (ved at få dem op i ledelsespositioner) og at gøre mænd mindre attraktive (ved at få dem til at stræbe efter bløde værdier frem for lederstillinger). Feminismen er således en bevægelse for afskaffelse af tiltrækningen mellem kønnene, og resultatet ses i form af skyhøje skilsmissetal og faldende fødselstal.

Link til Berlingskes intervies med Maiken Wexø

Anmeldelse af Mette Korsgaard (2018): Min uimodståelige mand

Mette Korsgaard udgav d. 8. marts 2018 “Min uimodståelige mand. Vi er alle mandschauvinister. 223 pp. Gyldendal.
Bogen finder kønsdiskrimination, hvor der ingen er.
Bogen blev omtalt i mit indlæg i Berlingske d. 18./3, under overksriften METTE KORSGAARDS BOG ER PROPFYLDT MED FEJL.
Herunder bringer jeg en udvidet udgave af indlægget i Berlingske, med tilføjelse af kildehenvisninger.

BOG FINDER KØNSDISKRIMINATION, HVOR DER INGEN ER
Journalist og dokumentarfilmskaber Mette Korsgaard har lige fået udgivet en bog om forholdet mellem kønnene, Min Uimodståelige Mand. Den handler om hvordan kvinder i dagens samfund stadig underkues. Der henvises til “fakta” og “videnskabelige undersøgelser” og oplysninger fra kønsforskere, som om det var solidt underbygget; men tag ikke fejl – det er det langtfra.
Lad mig slå ned på tre punkter, hvor Korsgaard viser sin begrænsede og ensidige faglige indsigt.
For det første: Korsgaard skriver at mænds og kvinders hjerner ikke er synderligt forskellige; hvis man har en hjernescanning, kan man ikke derudfra se personens køn. Hun henviser til en afhandling af Daphna Joel m.fl. (Korsgaard har stavet hendes navn forkert) som viser, at med en bestemt analysemetode er der meget få hjerner, som entydigt viser et bestemt køn. Hun glemmer bare at nævne, at hele fire afhandlinger (her, her, her og her) dokumenterer at Joels analysemetode ikke fungerer. Hvis man f.eks. brugte same metode til at analysere fotos af ansigter, ville man næppe heller kunne kende forskel på kønnene.
Desuden forbigås det, at det sted i hjernen, hvor kønsidentiteten sidder (den præoptiske nucleus), er mænd og kvinders hjerner næsten 100 % forskellige.
For det andet: Hun omtaler en amerikansk undersøgelse af musikeres optagelsesprøver til symfoni-orkestre. Læseren må forstå teksten sådan, at når musikerne aflægger prøve bag et forhæng, så bedømmerne ikke kan se hvad køn de har, stiger kvinders chance for at blive antaget fra 5 % til 30 %. Den påstand er dog helt usand. Faktisk kan undersøgelsens data ikke dokumentere nogen diskrimination mod kvinder overhovedet. Jeg har selv omtalt samme undersøgelse af orkestermusikere i en bog fra 2015 (Humaniora- videnskab eller varm luft, s. 356-359). Her giver jeg den en nøje behandling over 2½ sider og påviser, at der ikke er noget hold i påstanden om diskrimination.
Mette Korsgaard fortsætter igennem sin bog med ensidige påstande om generel diskrimination mod kvinder. Vi hører om at 127 professorer fik tilsendt fiktive jobansøgninger med enten et mands- eller et kvindenavn. Resultat: Når det var et kvindenavn, blev ansøgningen vurderet mere negativt. Derimod nævner Korsgaard f.eks. ikke en lidt senere undersøgelse med væsentligt flere forsøgspersoner, hvor konklusionen blev den stik modsatte. Korsgaard nævner heller ikke en metaundersøgelse af 106 sådanne forsøg, der i gennemsnit viser nul tendens. Hun forbigår også det allervigtigste, nemlig at når det gælder ansøgninger til videnskabelige stillinger i det virkelige liv, så giver et kvindenavn på skrivelsen en lidt bedre chance end et mandenavn, i Danmark så vel som i udlandet.
Oven i købet har man lavet forsøg i Australien, hvor man har fjernet angivelser af køn og race i alle ansøgninger til stillinger i Australian Public Service. Det viste sig, at derved fik kvinder og aboriginer en nedsat chance for at få stillingerne. Angivelse af navn giver altså positiv diskrimination af disse grupper, ikke negativ diskrimination. Så man opgav den kønsneutrale praksis igen, for at få færre hvide mænd ansat.
Om pigers og drenges skolepræstationer i matematik får vi at vide, at pigerne nu er blevet bedre til matematik og har overhalet drengene. Det er forkert. Begge køn er blevet dårligere til matematik, men faldet er størst for drengene.
“Mænd slår børn ihjel otte gange så ofte som kvinder”, får vi at vide. De data jeg kan finde, viser at de to køn er lige grufulde på dette punkt, eller at mænds overvægt i statistikken er moderat. Men her, som så mange andre steder i bogen, er der ingen brugbare referencer, så man har ikke mulighed for at tjekke hvor Korsgaard har sine oplysninger fra.
Jeg kunne nævne mange flere fejl i bogen. Når man vælger så ensidigt som Korsgaard gør, så kan man “bevise”  hvad som helst. Bogen har i det hele taget ikke den videnskabelige tyngde, som den foregiver. Hun henviser f.eks. mange gange til en hjerneforsker ved Aarhus Universitet, som hun har talt med. Han er nu faktisk cand. mag. i dramaturgi, og han er ansat på Institut for Kommunikation og Kultur, der er herostratisk berømt (Koldau-sagen) for kun at acceptere én politisk korrekt holdning. “Hjerneforskeren” påstår at kønshormoner har minimal indflydelse på kønnet adfærd (hvilket er ganske usandt). Vi får omtalt forskning i piger der i fosterlivet blev udsat for unormale mængder testosteron. Men fremstillingen er fejlagtig, og konklusionen af denne forskning bliver nærmest vendt til det modsatte af hvad den faktisk viser.
Retfærdigvis må nævnes, at Korsgaard også – kort – omtaler nogle af de særlige problemer, der i vore dage rammer mandskønnet. Men sagen er, at mere feminisme ikke gavner mænd – feminisme giver f.eks. højere skilsmisserate, hvilket rammer mænd kraftigere end kvinder. Mænd der går ind på kvinders præmisser og tager en stor tørn i hjemmet, har forøget risiko for at blive skilt. Kvinderne strømmer ind til storbyerne og studerer kunsthistorie og går på café, mens mænd i overtal sidder tilbage i Udkantsdanmark og har det dårligt. Korsgaard nævner det problem – tak for det – men siger at hun ikke kan se nogen løsning.